Vejledning til bekendtgørelse nr. 371 af 10. juni 1986 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1986/60@1986-06-10/da
Indhold
Ved indførelsen af arbejdsløshedsforsikring for selvstændige erhvervsdrivende blev der lagt vægt på, at de selvstændige i videst muligt omfang skulle sidestilles med lønmodtagere. Dette medførte bl.a., at der i arbejdsløshedsforsikringsloven ikke blev fastsat særregler om beregning for selvstændige.
Hovedprincippet i beregningsreglerne er således også for selvstændige, at medlemmet skal have udbetalt dagpenge på grundlag af medlemmets hidtidige arbejdsfortjeneste.
Det er dog nødvendigt af fastsætte særlige beregningsregler for selvstændige. Dette gælder med hensyn til beregningsperiode, bl.a. fordi overskuddet i mange virksomheder er faldende henimod det tidspunkt, hvor virksomheden ophører. Endvidere gælder det med hensyn til beregningsgrundlaget for at sikre, at grundlaget bliver udtryk for medlemmets hidtidige arbejdsfortjeneste.
Til § 2, stk. 2
1-års-reglen gælder, uanset om der forud for den aktuelle ledighed har været udøvet selvstændig virksomhed eller arbejdet som lønmodtager. Reglerne i kapitel 2 om beregningsperioder medfører dog, at 1-års-reglen fremover først og fremmest vil finde anvendelse i tilfælde, hvor der forud for den aktuelle ledighed har været arbejdet som lønmodtager.
Det er en forudsætning for anvendelsen af reglen, at den tidligere beregning har været fulgt op af en udbetaling.
Til kapitel 2 (beregningsperioder)
Hovedreglen er fastsat i § 3, der gælder for de ledige, der har drevet selvstændig virksomhed i mindst 2 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart forud for ledigheden. Efter hovedreglen anvendes indtægten i de 2 bedste regnskabsår, der er afsluttet inden for de seneste 5 år forud for ledigheden.
Kan den seneste selvstændige virksomhed ikke danne grundlag for beregning efter § 3, dvs. at medlemmet har drevet selvstændig virksomhed i mindre end 2 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart forud for ledigheden, skal det seneste forudgående beregningsgrundlag anvendes. Er de nærmere betingelser for anvendelse af forudgående beregningsgrundlag, der er fastsat i §§ 4 og 5, ikke opfyldt, kan den seneste selvstændige virksomhed dog anvendes, hvis den har været udøvet i mindst 26 uger uafbrudt.
Der henvises i øvrigt til den mere detaljerede gennemgang af §§ 3-5 nedenfor.
Til § 3 (mindst 2 sammenhængende regnskabsår)
Beregningen sker efter denne bestemmelse, hvis medlemmet har drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv i mindst 2 hele regnskabsår umiddelbart forud for ledigheden. Denne periode skal være en sammenhængende periode og må derfor ikke være afbrudt af et endeligt ophør med selvstændig virksomhed som hovederhverv. Der kan i perioden forekomme endeligt ophør med udøvelse af een virksomhed, hvis blot en anden virksomhed etableres inden eller i forlængelse af ophøret.
Kun hele regnskabsår kan indgå i beregningen af dagpenge. Ved et helt regnskabsår forstås virksomhedens regnskabsperiode, der normalt omfatter 12 måneder. En virksomheds første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum, dog højst 14 måneder - for selskaber højst 18 måneder. Et regnskabsår på mindre end 26 uger kan ikke indgå i beregningen. Tilsvarende gælder ved omlægning af regnskabsperioden.
Et regnskabsår, som herefter kan indgå i en beregning, skal dog være afsluttet inden for de seneste 5 år forud for ledigheden. Kun regnskabsår, hvor selvstændig virksomhed har været drevet som hovederhverv, kan indgå i beregningen.
Det er uden betydning for anvendelse af tidligere regnskabsår end de seneste 2 sammenhængende år, om der har været konstateret mere end midlertidigt ophør med selvstændig virksomhed efterfulgt af perioder med f.eks. lønmodtagerbeskæftigelse eller ledighed, hvor der ikke har været udbetalt dagpenge. Kun perioder, hvorunder medlemmet har modtaget dagpenge, afskærer muligheden for at vælge regnskabsår forud herfor, jfr. § 3, stk. 2.
Til §§ 4 og 5 (mindre end 2 sammenhængende regnskabsår)
Har der ikke været drevet selvstændig virksomhed i mindst to sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart forud for ledigheden, kan denne periode som hovedregel ikke danne grundlag for beregningen. Der skal i stedet anvendes det seneste forudgående beregningsgrundlag, jfr. § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1. Det forudgående beregningsgrundlag kan være baseret på tidligere selvstændig virksomhed eller tidligere lønmodtagerbeskæftigelse. Afslutning af en erhvervsmæssig uddannelse, der giver grundlag for optagelse, sidestilles hermed.
Såfremt der i forbindelse med det forudgående beregningsgrundlag blev udbetalt dagpenge, skal denne dagpengesats anvendes, jfr. § 4, stk. 2, og § 5, stk. 2. Dette gælder også i tilfælde, hvor det forudgående beregningsgrundlag ikke opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, eller § 5, stk. 1.
Var der ikke udbetalt dagpenge, skal der beregnes på det forudgående grundlag efter følgende regler:
1. Var der tale om tidligere selvstændig virksomhed, kan beregningsgrundlaget kun anvendes, hvis der var drevet selvstændig virksomhed i 2 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart forud for ledigheden, dvs. at betingelserne i § 3 skal være opfyldt.Dette gælder, uanset om der forud for den aktuelle ledighed har været drevet selvstændig virksomhed i mindst 1 regnskabsår eller derunder, jfr. § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1.
2. Var der tale om tidligere lønmodtagerbeskæftigelse i tilfælde, hvor der umiddelbart forud for den aktuelle ledighed har været drevet selvstændig virksomhed i mindst 1 regnskabsår, kan beregningsgrundlaget kun anvendes, hvis lønmodtagerbeskæftigelsen har haft mindst samme varighed, som kræves efter reglerne for ny beregning for lønmodtagere, jfr. § 4, stk. 1. Dette gælder også i tilfælde, hvor medlemmet skal have beregnet dagpenge første gang.
3. Var der tale om tidligere lønmodtagerbeskæftigelse i tilfælde, hvor der umiddelbart forud for den aktuelle ledighed har været drevet selvstændig virksomhed i mindre end 1 regnskabsår, jfr. § 5, stk. 1, henvises til beregningsreglerne for lønmodtagere.
4. Var der tale om afslutning af erhvervsmæssig uddannelse, der giver grundlag for optagelse, anvendes den særlige sats for nyuddannede.
Kan der herefter ikke anvendes et tidligere beregningsgrundlag eller en tidligere udbetalt sats, skal beregningen ske på grundlag af indtjeningen ved den seneste selvstændige virksomhed efter følgende regler:
a. Foreligger der umiddelbart forud for ledigheden mindst 1 helt regnskabsår, anvendes dette afsluttede regnskabsår, jfr. § 4, stk. 3.
b. Foreligger der ikke 1 helt regnskabsår, men har virksomheden været drevet uafbrudt i mindst 26 uger, kan denne periode anvendes, jfr. § 5, stk. 3.
Det bemærkes, at det er en betingelse for anvendelse af et forudgående beregningsgrundlag efter reglerne i §§ 4 og 5, at de af direktoratet fastsatte dokumentationskrav er opfyldt. I modsat fald skal beregning ske efter reglerne i § 4, stk. 3, og § 5, stk. 3.
Opfylder et medlem ikke betingelserne i §§ 3-5, sidestilles perioder med selvstændig virksomhed i beregningsmæssig henseende med ledighed.
Til §§ 3, 4 og 5 (vægtning af regnskabsår, der er på mere eller mindre end 12 måneder)
Indgår der i beregningen regnskabsår, som omfatter mere eller mindre end 12 måneder, (dog minimum 6 måneder) omregner kassen beregningsgrundlaget.
Hvis regnskabsåret indgår sammen med et andet regnskabsår i beregningen, opgøres antallet af hele måneders drift, hvorefter summen af de 2 regnskabsårs resultat reduceres til en 12 måneders periode. Se nedenstående eksempler.
Eksempel 1:
Regnskabsår 1: 6 mdr. Regnskabsår 2: 12 mdr. år 1 + år 2 ----------- x 12 = beregningsgrundlag 18
Eksempel 2:
Regnskabsår 1: 16 mdr. Regnskabsår 2: 12 mdr. år 1 + år 2 ----------- x 12 = beregningsgrundlag 28
Indgår kun 1 regnskabsår på mere eller mindre end 12 måneder, jfr. § 4, stk. 3, eller en periode på mindre end 1 regnskabsår, jfr. § 5, stk. 3, i beregningen, reduceres/forhøjes perioden til 12 måneder. Se nedenstående eksempel.
Eksempel 3:
Regnskabsår 1: 9 mdr. regnskabsåret ------------- x 12 = beregningsgrundlag 9
Regulering af beregningsgrundlag/sats
Foretages beregningen efter reglerne i § 3, reguleres beregningsgrundlaget ikke, uanset om der anvendes tidligere regnskabsår inden for de seneste 5 år. Der reguleres dog under ledighed efter de for lønmodtagere gældende regler.
I de tilfælde, hvor det seneste forudgående beregningsgrundlag skal anvendes, jfr. § 4 og § 5, reguleres beregningsgrundlaget/eventuelt tidligere udbetalt sats efter de for lønmodtagere gældende regler.
Til § 6
Årsindtægten opgøres med udgangspunkt i den skattepligtige almindelige indkomst, der reguleres efter nedenstående retningslinier. Som hovedregel anvendes de principper, der gælder for opgørelsen af overskud efter lov om investeringsfonds jfr. lovbekendtgørelse nr. 422 af 15. august 1984. Grundlaget for beregningen af dagpenge bliver herved udtryk for medlemmets mistede arbejdsfortjeneste ved drift af selvstændig virksomhed. Renteindtægter og -udgifter til finansiering af selve driften og forrentning af virksomhedens egenkapital indgår ikke i beregningsgrundlaget.
Det er nedenfor anført, hvordan årsindtægten opgøres for de forskellige virksomhedsformer. Oversigten kan ikke anses for udtømmende.
I. Personligt drevne virksomheder
Opgørelsen foretages med udgangspunkt i medlemmets skattepligtige almindelige indkomst. Har ægtefæller sammen drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv i et regnskabsår, tages udgangspunkt i ægtefællernes samlede skattepligtige almindelige indkomst.
A. Enkeltmandsvirksomheder Den skattepligtige indkomst tillægges:
1) Foretagne fradrag for investeringsfondshenlæggelser.
2) Midlertidige investeringsfradrag (ophørt med udgangen af 1983).
3) Samtlige fratrukne renteudgifter og valutakurstab.
4) Andre fradrag, der ikke vedrører virksomheden, f.eks. arbejdsløshedskassekontingent, personlige forsikringer, herunder indbetalinger til kapitalpension, lønmodtagerfradrag og underholdsbidrag.
5) Overførte underskud fra tidligere år.
6) Foretaget fradrag for underskud af bierhverv ved selvstændig virksomhed.
7) Foretaget fradrag for underskud af enhver fast ejendom, bortset fra de under IV, 4, nævnte ejendomme.
8) Underskud af passiv kapitalanbringelse, f.eks. underskud af skibsanparter og underskud af anden virksomhed, som ikke har medført en aktiv, personlig arbejdsindsats.
Den skattepligtige indkomst fratrækkes:
1) Lønindtægter, honorarer og lignende indtægter, der ikke vedrører virksomheden.
2) Rente- og udbytteindtægter samt valutakursgevinst.
3) Andre indtægter, der ikke vedrører erhvervsvirksomheden.
4) Overskud af bierhverv ved selvstændig virksomhed.
5) Overskud af enhver fast ejendom, bortset fra de under IV, 4. nævnte ejendomme.
6) Overskud af passiv kapitalanbringelse, f.eks. overskud af skibsanparter og overskud af anden virksomhed, som ikke har medført en aktiv, personlig arbejdsindsats.
B. Interessentskaber
Har virksomheden været drevet i interessentskabsform, anvendes samme fremgangsmåde ved beregningen som under I, A, hvilket vil sige, at der ved opgørelsen tages udgangspunkt i interessentens (medlemmets) skattepligtige indkomst.
Såfremt interessenten er et selskab, henvises til II. I beregningsgrundlaget indgår A-indkomst eller andre ydelser fra interessentskabet udover andel i overskud.
Det således fremkomne beregningsgrundlag anses som udtryk for medlemmets og medlemmets eventuelle ægtefælles hidtidige arbejdsfortjeneste ved drift af selvstændig virksomhed. Der skal derfor ikke reguleres for f.eks. afskrivninger, nedskrivninger på varelager, sygedagpenge og konstateret tab på debitorer.
II. Aktieselskaber og anpartsselskaber
For en aktie-/anpartsindehaver, der melder sig ledig og begærer dagpenge som selvstændig erhvervsdrivende, foretages beregningen på grundlag af medlemmets og medlemmets eventuelle ægtefælles samlede andel af selskabets regulerede resultat med tillæg af skattepligtige ydelser fra selskabet.
Opgørelsen af selskabets regulerede resultat foretages med udgangspunkt i selskabets skattepligtige indkomst.
Selskabets skattepligtige indkomst tillægges:
1) Eventuelle udgiftsførte investeringsfondshenlæggelser.
2) Midlertidige investeringsfradrag (ophørt med udgangen af 1983).
3) Samtlige fratrukne renteudgifter og valutakurstab.
4) Overførte underskud fra tidligere år.
Selskabets skattepligtige indkomst fratrækkes:
1) Rente- og udbytteindtægter samt valutakursgevinst.
2) Andre indtægter, der ikke vedrører virksomhedens primære drift, f.eks. indtægter, der for personer beskattes som særlig indkomst.
Medlemmets og medlemmets eventuelle ægtefælles samlede andel af det således regulerede resultat svarer til den del af selskabets kapital, ægtefællerne ejer i alt i det valgte regnskabsår. Der tillægges skattepligtige ydelser fra selskabet vedrørende det valgte år i form af:
1) Gage, inkl. indbetalinger til kapitalpension.
2) Bestyrelseshonorar og tantieme.
3) Andre skattepligtige ydelser fra selskabet, f.eks. fri bil, telefon m.v.
Det således fremkomne beregningsgrundlag anses som udtryk for medlemmets og medlemmets eventuelle ægtefælles hidtidige arbejdsfortjeneste ved deltagelse i driften af selvstændig virksomhed i selskabsform.
III. Øvrige virksomhedsformer, herunder kommanditselskaber
Ved beregning af dagpengegrundlaget for et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed i form af kommanditselskab, er opgørelsen afhængig af, om komplementaren, eller eventuelt kommanditisten, er et selskab (aktieselskab eller anpartsselskab) eller een eller flere personer. Der henvises derfor til I og II.
Har medlemmet drevet selvstændig virksomhed i anden virksomhedsform, f.eks. forening eller fond, og medlemmet undtagelsesvis ikke kan anses for at være lønmodtager, må det afgøres konkret, hvorvidt opgørelsen skal foretages efter afsnit I eller II.
IV. Særlige forhold vedrørende opgørelsen
1. Ændringer i den skattepligtige indkomst
Foretages der ændringer i den skattepligtige indkomst, der ligger til grund for en beregning, enten som følge af medlemmets anmodning eller skattemyndighedernes ligning, skal arbejdsløshedskassen underrettes. Kassen skal herefter afgøre, om ændringen medfører efterbetaling eller tilbagebetaling af foretagne udbetalinger.
2. Takseret indkomst
Har ligningsmyndighederne for et indkomstår takseret indkomsten, kan indkomståret ikke anvendes som grundlag for en beregning.
3. Blandede indkomster
Har et medlem haft lønmodtagerindkomster og lignende sideløbende med drift af selvstændig virksomhed, kan disse indkomster ikke indgå i beregningsgrundlaget. Indkomsterne kan dog medtages, såfremt det godtgøres, enten at driften af virksomheden har været en betingelse for opnåelsen af indkomsten, eller at driften af virksomheden er muliggjort af, at medlemmet har påtaget sig den beskæftigelse, som indkomsten er vederlag for. Det vil endvidere være en betingelse, at begge beskæftigelser er ophørt. Der medtages alene indtægter, der vedrører samme periode som det øvrige beregningsgrundlag.
4. Fast ejendom
I beregningsgrundlaget indgår overskud/underskud fra fast ejendom, hvoraf den altovervejende del benyttes til medlemmets erhvervsvirksomhed (hovederhverv).
Endvidere indgår overskud/underskud, herunder lejeværdi af egen bolig, af een- og tofamiliehuse, hvoraf en væsentlig del (dvs. mindst 25 pct. af arealet) anvendes til medlemmets hovederhverv. Det er herved en forudsætning, at ejendommen bebos af medlemmet.
5. Flere virksomheder
Bliver et medlem ledig efter ophør med drift af flere virksomheder, eventuelt af forskellig art, skal indtægten fra samtlige disse virksomheder indgå i beregningsgrundlaget, hvis de tilsammen har udgjort medlemmets hovedbeskæftigelse, og alle virksomhederne er ophørt på ledighedstidspunktet. Indtægten fra selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse kan ikke indgå i beregningsgrundlaget, jfr. I, A.
Indtægter fra flere virksomheder, som indgår i beregningsgrundlaget, skal omfatte samme regnskabsår.
Har virksomhederne indbyrdes forskudte regnskabsperioder, henføres perioden til det indkomstår, som regnskabsåret træder i stedet for.
6. Virksomheder med finansieringsaktiviteter
Indtægter og udgifter, der vedrører en virksomheds finansieringsaktivetet, kan ikke indgå i beregningsgrundlaget, medmindre det godtgøres, at aktiviteten er en væsentlig og sædvanlig del af virksomhedens drift. Det er endvidere en betingelse, at finansieringsaktiviteten ophører samtidig med den øvrige del af virksomheden.
7. Underskudsfremførsel, negativ indkomst m.v.
Da slutresultatet for den dagpengegivende erhvervsindkomst i et regnskabsår alene skal omfatte det valgte års resultat, skal eventuel negativ indkomst, der stammer fra tidligere år, ikke reducere beregningsgrundlaget.
Som eksempler på poster, der skal tillægges, kan nævnes overført underskud mellem ægtefæller, overført negativ almindelig indkomst fra tidligere år og overført negativ særlig indkomst, som har været bragt til fradrag i positiv almindelig indkomst.
Til § 7
Beregningsgrundlaget for hver af ægtefællerne udgør altid 50 pct. af den samlede, opgjorte årsindtægt, selv om den ene ægtefælle ikke er arbejdsløshedsforsikret eller ikke anmoder om dagpenge. Det samme gælder i tilfælde, hvor ægtefællerne ikke anvender samme regnskabsår.
Til § 7, stk. 2
Medlemmets beregningsgrundlag udgør i disse tilfælde en forholdsmæssig del af den samlede, opgjorte årsindtægt, svarende til det antal hele måneder, hvori medlemmet har drevet selvstændig virksomhed.
Eksempel 1:
I det valgte år har M deltaget i driften af virksomheden i 12 måneder, medens H har deltaget i 6 måneder.
M's andel af den samlede opgjorte årsindtægt 12 6 udgør -- og H's andel udgør -- 18 18
Eksempel 2:
I det valgte år har M deltaget i driften af virksomheden i 12 måneder og H i 2 måneder. 12 2
M's andel udgør -- og H's andel udgør -- 14 14
Det bemærkes, at M's beregningsgrundlag altid skal reduceres med H's andel, uanset om H i øvrigt vil kunne benytte sin andel som grundlag for en beregning.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 10. juni 1986 TROELS NØRGAARD /Birger Stein