Vejledning om dokumentation for arbejdsløshedskassernes administration af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven m.v.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/11@1990-01-23/da
Indhold
I. Indledning
Det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 3, at krav på refusion bortfalder, og udbetalte beløb skal tilbagebetales i det omfang, arbejdsløshedskassen ikke efter anmodning forelægger dokumentation i overensstemmelse med regler, der fastsættes af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen.
Denne bestemmelse indebærer, at kravet på refusion bortfalder, og allerede udbetalte beløb skal tilbagebetales af arbejdsløshedskassen, uden at det er nødvendigt at påvise, at der er sket en fejludbetaling.
Hvis den fornødne dokumentation kan fremskaffes efterfølgende, bortfalder kravet på refusion ikke, og udbetalte beløb skal ikke tilbagebetales.
I arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 5, er det endvidere fastsat, at direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte regler om, hvilket dokumentationsmateriale der kan kræves forelagt, og om, hvor længe materialet skal opbevares.
På denne baggrund skal direktoratet i det følgende nærmere redegøre for de gældende regler om, hvilken dokumentation i form af blanketter, 3. mands- eller medlemsattestation, der uden undtagelse skal foreligge, før udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn kan ske og således efter anmodning skal kunne fremlægges for tilsynsmyndigheden.
Endvidere redegøres for, efter hvilke retningslinier dokumentationsmaterialerne skal opbevares.
Det understreges, at grundlaget for udbetalingerne skal være korrekt, hvilket blandt andet vil sige, at de nedenfor nævnte blanketter m.v. skal være korrekt udfyldt - såvel af medlemmet som af kassen.
Hvis et mangelfuldt udfyldt blanketmateriale m.v. har medført, at der er udbetalt arbejdsløshedsdagpenge/feriedagpenge/efterløn med urette, ifalder kassen ansvar i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4.
II. Optagelse
A. Lønmodtagere
Til brug for optagelsen skal lønmodtagere afgive oplysninger på begæring om optagelse for lønmodtagere (blanket AR 50).
Før optagelse kan ske, skal der for lønmodtagere foreligge arbejdsgiverdokumentation for, at arbejdskravet til optagelse er opfyldt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 41, stk. 1, nr. 3, litra a og b, 67, stk. 2, nr. 1 og 2, og § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 19. august 1988 om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere (emnenr. 3.21).
Dokumentationen kan være lønsedler eller anden form for arbejdsgiverdokumentation.
Dokumentation for fravær i 10-ugers perioden, jf. § 4 i ovennævnte bekendtgørelse, sker ved hjælp af erklæring om fravær (blanket AR 296).
Dokumentationen for fravær kan endvidere ske ved hjælp af lønsedler eller andre oplysninger fra arbejdsgiveren, hvis disse oplysninger angiver årsagen til fraværet, fraværets tidsmæssige placering og fraværets omfang.
Hvis ansøgeren på optagelsesbegæringen har oplyst:
- at arbejdet udføres i egen eller ægtefælles/samlevers selvstændige virksomhed, skal ansøgeren udfylde bilag I til ledighedserklæringen (blanket AR 252).
- at ansøgeren, ægtefællen/samleveren, børn, søskende, forældre eller svigerforældre er indehaver af mere end 5 procent af kapitalen i det selskab, hvor ansøgeren er beskæftiget, skal ansøgeren udfylde bilag III til ledighedserklæringen (blanket AR 260).
For lønarbejdende musikere og artister er der fastsat særlige regler i cirkulære af 19. marts 1986 om arbejdsgiverdokumentation i forbindelse med optagelse og udbetaling af dagpenge/efterløn til lønarbejdende musikere og artister (emnenr. 3.21).
B. Nyuddannede og værnepligtige
Nyuddannede og værnepligtige skal til brug for optagelsen afgive oplysninger på begæring om optagelse for nyuddannede/værnepligtige (blanket AR 51).
Optagelse som nyuddannet og værnepligtig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra c og f, kan ske alene på grundlag af ansøgerens oplysninger på blanket AR 51.
I tvivlstilfælde skal der dog indhentes fornøden 3. mandsdokumentation om uddannelsen/værnepligten.
C. Tidligere medlemskab af en arbejdsløshedskasse
I tilfælde, hvor ansøgeren på optagelsesbegæringen har svaret bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt pågældende tidligere har været medlem af en arbejdsløshedskasse, skal kassen hos den tidligere arbejdsløshedskasse indhente skriftlig dokumentation om følgende:
1) Om der verserer uafsluttede sager vedrørende ansøgeren, og hvad sagerne eventuelt vedrører.
2) Om ansøgeren har gæld til arbejdsløshedskassen og eventuelt gældens størrelse og grundlaget for gældens opståen.
3) Om ansøgeren er blevet slettet som medlem af arbejdsløshedskassen på grund af svig over for denne.
Der henvises herved til rundskrivelse af 14. januar 1988 (F-AK-nr. 3/88, F-AF-nr. 3/88).
III. Overflytning
Ved overflytning mellem statsanerkendte arbejdsløshedskasser eller mellem afdelinger af disse skal medlemmet og fraflytterkassen afgive oplysninger til tilflytterkassen på overflytningsblanketten (blanket AR 53).
Nærmere regler herom er fastsat i cirkulære af 9. februar 1984 vedrørende fremgangsmåden i forbindelse med overflytning mellem statsanerkendte arbejdsløshedskasser eller mellem afdelinger af disse (emnenr. 3.24).
IV. Rykning og slettelse af medlemmer
der undlader at betale kontingent
Der skal foreligge dokumentation for, at reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 78 og cirkulære af 19. september 1983 om slettelse af medlemmer, der undlader at indbetale medlemsbidrag (emnenr. 3.22), er overholdt, jf. F-rundskrivelse nr. 19/86 af 17. april 1986.
Dokumentationen kan enten bestå af brevkopier af de afsendte rykkerskrivelser og meddelelser om slettelse eller af EDB-udskrifter eller lignende, der viser, hvilke medlemmer der på et givet tidspunkt har fået tilsendt rykkerskrivelser og/eller meddelelser om slettelse.
V. Udfyldelse af ledighedserklæring/beregning af dagpenge
A. Lønmodtagere
Før der kan udbetales dagpenge, skal medlemmet udfylde en ledighedserklæring for lønmodtagere (blanket AR 251).
Der skal ved beregningen af medlemmets arbejdsfortjeneste endvidere foreligge dokumentation for den hidtidige indkomst, enten ved som hovedregel fremlæggelse af lønsedler eller - hvis arbejdsløshedskassen skønner, at lønsedlerne ikke er et tilstrækkeligt grundlag - ved indhentelse af en arbejdsgivererklæring (blanket AR 274), jf. bekendtgørelse nr. 612 af 18. december 1985 om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn med tilhørende vejledning af 8. oktober 1986 (emnenr. 3.312).
Hvis arbejdsgiverdokumentationen ikke kan fremskaffes, jf. § 7 i nævnte bekendtgørelse med tilhørende vejledning, kan arbejdsfortjenesten dokumenteres ved hjælp af tro og love oplysninger.
Arbejdserklæringen (blanket AR 261) kan anvendes hertil.
Dokumentation for fravær i beregningsperioden, jf. § 13, stk. 2, og § 16, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 685 af 8. oktober 1986 vedrørende fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere (emnenr. 3.312), sker ved hjælp af erklæring om fravær (blanket AR 296).
Dokumentation for fravær kan endvidere ske ved hjælp af lønsedler eller andre oplysninger fra arbejdsgiveren, hvis disse oplysninger angiver årsagen til fraværet, fraværets tidsmæssige placering og fraværets omfang.
For lønarbejdende musikere og artister er der fastsat særlige regler i cirkulære af 19. marts 1986 om arbejdsgiverdokumentation i forbindelse med optagelse og udbetaling af dagpenge/efterløn til lønarbejdende musikere og artister (emnenr. 3.312).
Hvis medlemmet på ledighedserklæringen har oplyst:
- at medlemmet eller dennes ægtefælle/samlever ejer eller driver landbrug m.v., skal medlemmet udfylde bilag IV til ledighedserklæring (blanket AR 294).
- at medlemmet eller dennes ægtefælle/samlever ejer eller driver anden form for selvstændig virksomhed, eller hvis medlemmet er selvbygger/medbygger, skal medlemmet udfylde bilag I til ledighedserklæring (blanket AR 252).
- at medlemmet eller medlemmets nærmeste familie er indehaver af anparter - eller af aktier, der udgør mere end 5 procent af kapitalen - i det selskab, hvori medlemmet eller dennes ægtefælle/samlever er eller har været beskæftiget, skal medlemmet udfylde bilag III til ledighedserklæring (blanket AR 260).
- at medlemmet har bierhverv eller modtager egenpension eller lignende, skal medlemmet udfylde bilag II til ledighedserklæring (blanket AR 253).
B. Selvstændige erhvervsdrivende
Før et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan modtage dagpenge efter endeligt ophør som selvstændig, skal medlemmet udfylde en ledighedserklæring for selvstændige erhvervsdrivende (blanket AR 256).
Der kan udbetales dagpenge til en selvstændig erhvervsdrivende, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt, og når der foreligger fyldestgørende dokumentation herfor. Nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 418 af 14. juni 1989 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse med tilhørende vejledning (emnenr. 3.31137).
I visse tilfælde kan der udbetales dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er afskåret fra fortsat virksomhedsudøvelse.
Til brug for arbejdsløshedskassen skal medlemmet udfylde en erklæring ved ledighed ved midlertidigt ophør som selvstændig (blanket AR 256).
Det er endvidere en betingelse, at der foreligger dokumentation for:
a) at medlemmet er midlertidigt afskåret fra at udøve selvstændig virksomhed,
b) at ophøret skyldes, at virksomheden er udsat for ekstraordinære begivenheder, der ikke kan tilregnes medlemmet, og
c) at det væsentligste indtægtsgrundlag er bortfaldet under det midlertidige ophør.
Nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 689 af 7. november 1989 om udbetaling af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er afskåret fra fortsat virksomhedsudøvelse med tilhørende vejledning (emnenr. 3.31137).
1. Udbetaling af dagpenge efter mindstesatsen
Et medlem, der tidligere har drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 hele regnskabsår, og som i samme tidsrum har været medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, kan vælge at få udbetalt dagpenge med et fast beløb, der udgør 2/3 af højeste dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 47, jf. § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 421 af 16. juni 1989 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende med tilhørende vejledning af 27. juni 1989 (emnenr. 3.312).
Det er en betingelse for, at der kan udbetales dagpenge efter mindstesatsen, at medlemmet dokumenterer, at der i de seneste 3 hele regnskabsår har været udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang, jf. § 4, stk. 4, i nævnte bekendtgørelse.
Dokumentationen kan bestå af toldoplysninger, der viser momsbevægelserne i de 3 regnskabsår, eller - for ikke momspligtige virksomheder - kasserapporter eller lignende, der viser virksomhedens omsætningstal. Der henvises iøvrigt til vejledningen af 27. juni 1989 til nævnte bekendtgørelse.
2. Individuel dagpengesats
Hvis medlemmet inden 6 måneder efter ledighedens indtræden dokumenterer, at dagpengesatsen beregnet efter reglerne i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, udgør et højere beløb end mindstesatsen, er medlemmet berettiget til dette højere beløb, jf. § 4, stk. 3, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 421 af 16. juni 1989 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende med tilhørende vejledning af 27. juni 1989 (emnenr. 3.312).
Dokumentationen sker i form af et opgørelsesskema (blanket AR 255), der skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor, jf. § 6, stk. 4 og 5, i nævnte bekendtgørelse. Arbejdsløshedskassen kan dog konkret fravige denne betingelse, jf. § 6, stk. 5, 2. pkt.
Ved afgivelse af ledighedserklæring for selvstændige erhvervsdrivende anvendes som ved ledighedserklæring for lønmodtagere bilag I, II, III og IV til ledighedserklæringen.
C. Nyuddannede/værnepligtige
For medlemmer, der er optaget i en arbejdsløshedskasse efter afsluttet uddannelse og under aftjening af værnepligt, anvendes ledighedserklæring for nyuddannede/værnepligtige (blanket AR 265).
Hvis medlemmet efter uddannelsens eller værnepligtens afslutning har haft 13 ugers uafbrudt arbejde, skal medlemmet dog udfylde en ledighedserklæring for lønmodtagere (blanket AR 251), se ovenfor under afsnit V, A.
Bilag I, II, III og IV til ledighedserklæringen anvendes også i dette tilfælde.
VI. Arbejdskravet, jf. arbejdsløsheds-
forsikringslovens §§ 55 og 72
A. Dokumentation for arbejde
Før dagpenge kan udbetales, skal kassen sikre sig, at medlemmet opfylder arbejdsbetingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 og 72 og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1988 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed (emnenr. 3.3112).
Som arbejdsgiverdokumentation herfor skal der foreligge lønsedler, der angiver antallet af medlemmets arbejdstimer og deres placering.
Hvis lønsedlerne ikke indeholder de nødvendige oplysninger, skal kassen indhente nævnte dokumentation for medlemmets beskæftigelse hos medlemmets tidligere arbejdsgiver(e) ved hjælp af Oplysninger fra Arbejdsgivere II (blanket AR 263).
Nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 612 af 18. december 1985 om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn med tilhørende vejledning af 8. oktober 1986 (emnenr. 3.3112).
Hvis arbejdsgiverdokumentationen ikke kan fremskaffes, jf. § 7 i nævnte bekendtgørelse med tilhørende vejledning, kan arbejdskravet dokumenteres ved hjælp af tro og love oplysninger. Dette sker ved hjælp af arbejdserklæringen (blanket AR 261).
B. Dokumentation for »døde« perioder
Dokumentation for »døde« perioder, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 633 af 17. september 1987 om ændring af bekendtgørelse om beregning af arbejdskravet (emnenr. 3.3112), sker ved hjælp af erklæring om fravær (blanket AR 296).
Dokumentation for fravær kan endvidere ske ved hjælp af lønsedler eller andre oplysninger fra arbejdsgiveren, hvis disse oplysninger angiver årsagen til fraværet, fraværets tidsmæssige placering og fraværets omfang.
Frihedsberøvelse i udlandet og uddannelse i udlandet, jf. § 3, stk. 1, litra b og i i nævnte bekendtgørelse, skal dog dokumenteres ved hjælp af en attestation fra det pågældende lands (fængsels) myndigheder eller en attestation fra det pågældende uddannelsessted. Nærmere retningslinier herom er fastsat i vejledning af 18. december 1987 til nævnte bekendtgørelse (emnenr. 3.3112).
C. Lønarbejdende musikere og artister
For lønarbejdende musikere og artister er der fastsat særlige regler i direktoratets cirkulære af 19. marts 1986 om arbejdsgiverdokumentation i forbindelse med optagelse og udbetaling af dagpenge/efterløn til lønarbejdende musikere og artister (emnenr. 3.3112).
D. Dokumentation for ophør med drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
1. Almindelige regler
Et medlem, der har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed som bierhverv, kan ophøre med at være omfattet af det skærpede arbejdskrav, når medlemmet på tro og love har afgivet en skriftlig og begrundet erklæring om at være ophørt med udøvelsen af selvstændig virksomhed, jf. § 6, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1988 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed med tilhørende vejledning af 10. maj 1988 (emnenr. 3.3112).
2. Særligt om fritagelse for det skærpede arbejdskrav for jordbrugere ved delvis bortforpagtning
Der kan ske fritagelse for det skærpede arbejdskrav for jordbrugere ved dokumenteret bortforpagtning i et sådant omfang, at grundværdien af den resterende del af ejendommen ikke overstiger den fastsatte beløbsgrænse, jf. § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1988 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, der under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed med tilhørende vejledning af 10. maj 1988 (emnenr. 3.3112).
Dokumentation for den reducerede grundværdi sker normalt ved at sammenholde forpagtningsaftalen med det seneste specificerede ejendomsvurderingsskema, hvis dette angiver en utvetydig og tilstrækkelig reduktion af værdien af den resterende ejendom. Endvidere kan dokumentationen for den delvise bortforpagtning ske ved hjælp af vurderingsrådene, der efter anmodning kan afgive erklæring om, hvor stor en andel af grundværdien, der kan henføres til det bortforpagtede areal, jf. Meddelelse fra DfA nr. 67/88 af 27. december 1988 (emnenr. 3.3112).
VII. Udbetaling af dagpenge
Til brug for kassens udbetaling af dagpenge skal der for hver dagpengeperiode foreligge et dagpengekort, der er udfyldt af medlemmet (blanket AR 271 (14-dages kort) eller blanket AR 272 (månedskort)).
Medlemmet skal udfylde dagpengekortet i overensstemmelse med de gældende regler herom, ligesom det skal underskrives og dateres af medlemmet.
Underskrift og datering må først ske ved dagpengeperiodens udløb.
A. Fremmøde
Det er - bortset fra tilfælde, hvor medlemmerne i henhold til gældende regler herom er fritaget for fremmøde - en betingelse for, at der kan udbetales dagpenge til et medlem, at arbejdsformidlingen har attesteret, at medlemmet er fremmødt på arbejdsformidlingen i overensstemmelse med de fastsatte regler herom, herunder cirkulære af 30. januar 1969. Der henvises i øvrigt til emnenr. 3.3114.
B. Dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren
Et medlem, der har modtaget en dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren for 1. ledighedsdag, skal på dagpengekortet anføre det antal timer, der er udbetalt dagpengegodtgørelse for, og et »G« ud for den 1. ledighedsdag, jf. § 9, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid (emnenr. 3.31136).
Arbejdsløshedskassen må kun udbetale dagpenge for den 1. ledighedsdag, når arbejdsgiverens forpligtelse til at betale dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag er bortfaldet, jf. § 17 i nævnte bekendtgørelse.
Arbejdsløshedskassen vil ikke kunne registrere, om medlemmet har modtaget dagpengegodtgørelse for få timer i situationer, hvor medlemmet i øvrigt ikke udfylder dagpengekort. Arbejdsgiveren skal derfor i overgangsperioden skriftligt give medlemmet de relevante oplysninger, når forpligtelsen til at udbetale dagpengegodtgørelse er bortfaldet. Når denne dokumentation foreligger, kan kassen udbetale dagpenge fra 1. ledighedsdag, hvis de almindelige betingelser for at modtage dagpenge i øvrigt er opfyldt.
Hvis arbejdsløshedskassen kan konstatere, at dagpengekortet/kortene af medlemmet er blevet teknisk belagt, og at kassen derfor har tilbageholdt dagpenge svarende til det antal 1. ledighedsdage, som det forudsættes i arbejdsløshedsforsikringsloven, at arbejdsgiveren skal betale til det samme medlem, kan kassen dog genoptage udbetalingen af dagpenge til medlemmet for 1. ledighedsdag, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt, selv om erklæringen endnu ikke er givet til kassen.
Hvis medlemmet på grund af uoverensstemmelse med arbejdsgiveren om dennes forpligtelse til at betale en dagpengegodtgørelse ikke har modtaget dagpengegodtgørelsen, men medlemmets dagpengekort af arbejdsløshedskassen er blevet teknisk belagt for det antal 1. ledighedsdage, som det forudsættes i arbejdsløshedsforsikringsloven, at arbejdsgiveren skal betale til det samme medlem, kan kassen dog også genoptage udbetalingen af dagpenge til medlemmet for 1. ledighedsdag, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt.
Der henvises herved til § 5 i bekendtgørelse nr. 92 af 13. februar 1989 om arbejdsgiverens betaling af en dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag med tilhørende vejledning af 11. april 1989 (emnenr. 3.9).
C. Vejrlig og materialemangel
Bliver et medlem ledig på grund af vejrlig eller materialemangel, skal medlemmet påføre dagpengekortet »V« eller »M« for de pågældende dage, ligesom medlemmet ud for hver af de ledige dage skal påføre dagpengekortet det antal timer, som medlemmet eventuelt har arbejdet eller har fået løn for som ventetid, jf. § 20, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid (emnenr. 3.31136).
Det er en betingelse for udbetaling af dagpenge for sådanne dage, at medlemmet ikke har ret til løn eller arbejdsvederlag. Endvidere er det en betingelse, at arbejdsgiveren eller den, som arbejdsgiveren har bemyndiget hertil, i rubrikken »arbejdsgiverens navn og adresse« ud for hver af de ledige dage, der skyldes vejrlig eller materialemangel, har attesteret, at der ikke har kunnet arbejdes på disse dage, jf. § 20, stk. 3, i nævnte bekendtgørelse.
D. Supplerende dagpenge til medlemmer
med opsigelsesvarsel
Når et fuldtidsforsikret medlem arbejder på nedsat tid i et ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, er det en betingelse for udbetaling af supplerende (nedsatte) dagpenge, at der foreligger en frigørelsesattest (blanket AR 230), som er udfyldt af arbejdsgiveren, jf. § 20 i bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed (emnenr. 3.31130) og § 1, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og arbejder på nedsat tid (emnenr. 3.3131.).
Det er alene arbejdsgiveren eller den, som arbejdsgiveren bemyndiger hertil, der kan underskrive frigørelsesattesten.
Hvis frigørelsesattesten er kassen i hænde i underskreven stand senest 14 dage efter, at ansættelsen er begyndt, kan medlemmet få nedsatte dagpenge fra ansættelsesforholdets 1. dag, jf. § 20, stk. 3, i førstnævnte bekendtgørelse.
Der henvises iøvrigt til rundskrivelse nr. 42/89 af 3. juli 1989.
E. Overførsel af overskydende timer
Har et medlem i de 13 forudgående uger før tilmelding til arbejdsformidlingen haft arbejde af større omfang end svarende til fagets normale arbejdstid, overføres alle overskydende timer, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 om overførsel af overskydende timer (emnenr. 3.3131).
Dokumentationen for medlemmets arbejde sker som hovedregel ved hjælp af medlemmets oplysninger på tro og love. I tilfælde, hvor arbejdsløshedskassen til brug for beregning af medlemmets dagpengesats skal indhente arbejdsgiverdokumentation for arbejdsfortjenesten, se afsnit V, A, lægges denne dokumentation til grund ved opgørelsen af overskydende timer.
Hvis arbejde i udlandet er omfattet af en dansk overenskomst, tages der udgangspunkt i den overenskomstmæssige aftalte normale arbejdstid.
Er arbejdet ikke omfattet af en dansk overenskomst, tages der ved beregningen af overskydende timer udgangspunkt i den normale arbejdstid for tilsvarende arbejde i Danmark. Der kan dog tages udgangspunkt i den individuelt aftalte arbejdstid, hvis det af overenskomsten eller en aftale mellem de overenskomstmæssige parter fremgår, at arbejdstiden for arbejde i udlandet fastlægges individuelt.
Arbejder et medlem i udlandet for en udenlandsk arbejdsgiver under en udenlandsk overenskomst, beregnes overskydende timer i forhold til fagets normale arbejdstid i Danmark, når medlemmet anmoder om dagpenge i Danmark.
Der henvises herved til vejledning af 11. april 1989 til ovennævnte bekendtgørelse (emnenr. 3.3131).
F. Arbejdsfordeling
Før en arbejdsfordeling kan iværksættes, skal arbejdsgiveren afgive meddelelse til arbejdsformidlingen herom (blanket AR 292). Arbejdsgiveren skal på det dertil hørende bilag (blanket AR 293) angive, hvilke personer der er omfattet af arbejdsfordelingen.
Arbejdsgiveren har ved sin underskrift på disse blanketter attesteret, at fordelingen er etableret i overensstemmelse med gældende overenskomst eller ved aftale om midlertidig nedsættelse af arbejdstiden.
Straks efter modtagelsen af meddelelsen skal arbejdsformidlingen sende en kopi af anmeldelsen til den eller de implicerede arbejdsløshedskasser.
Medlemmer, der er omfattet af arbejdsfordelingen, vil herefter kunne modtage supplerende dagpenge, hvis betingelserne herfor iøvrigt er opfyldt, jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid (emnenr. 3.31136).
Et medlem, der er omfattet af en arbejdsfordeling og har fået en dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren for 1. ledighedsdag, skal på dagpengekortet anføre et »B« ud for den dag, hvor medlemmet begynder arbejdsfordelingen, jf. § 10 i nævnte bekendtgørelse.
G. Fradrag i dagpengene i tilfælde, hvor arbejdstiden ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres
Et medlem, der i en ledighedsperiode udfører arbejde, der har en sådan karakter, at den medgåede tid ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer, skal på det tidspunkt, hvor arbejdet udføres, påføre bruttoindtægten på dagpengekortet.
Hvis medlemmet ønsker at fratrække dokumenterede nødvendige udgifter til indtægtens opnåelse, skal medlemmet påføre udgiften og udgiftens art på dagpengekortet.
Dokumentation for udgiftens størrelse og art sker således som udgangspunkt ved hjælp af medlemmets oplysninger på dagpengekortet.
Herefter kan der ske fradrag i dagpengene på grundlag af medlemmets nettoindtægt, der omregnes til timer, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid (emnenr. 3.3131).
Der henvises endvidere til § 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse med tilhørende vejledning (emnenr. 3.3131).
Der henvises endelig til rundskrivelse af 21. november 1988 (F-AK-nr. 55/88, F-AF-nr. 51/88).
H. Selvbyggere/medbyggere
1. Selvbyggere vil - som hovedregel - være udelukket fra at modtage dagpenge, så længe byggeriet står på.
Om de nærmere regler og de undtagelser, der er fra ovennævnte hovedregel, henvises til § 7 i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse med tilhørende vejledning af 10. september 1986 (emnenr. 3.3131).
2. Betingelserne for, at en medbygger kan modtage dagpenge, indtil den pågældende selv begynder sin del af arbejdet, er, at medlemmet ved hjælp af indgåede aftaler kan dokumentere sin andel som medbygger, og at medlemmet, før medlemmet selv går i gang med byggeriet, skriftligt kan bevise, at det hidtidige arbejde er udført af andre håndværksmestre. Dette kan ske ved fremlæggelse af dokumentation fra de pågældende mestre eller ved forevisning af regninger fra disse.
Der skal dog i alle tilfælde foreligge en tro og love erklæring fra medlemmet.
Om de nærmere regler henvises til § 7 i nævnte bekendtgørelse med tilhørende vejledning.
I. Sæsonarbejde
Et medlem kan efter en konkret vurdering anses for at have begrænset sin rådighed for arbejdsmarkedet til sæsonarbejde, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 869 af 18. december 1989 om rådighedsforpligtelsen for et medlem af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, der er beskæftiget ved sæsonarbejde med tilhørende vejledning af 8. januar 1990 (emnenr. 3.31130).
Et sådant medlem kan igen opnå ret til dagpenge, hvis der foreligger arbejdsgiverdokumentation for, at medlemmet i en periode på 10 uger har haft over 300 timers arbejde, hvis arbejdet er udbudt på almindelige løn- og ansættelsesvilkår, og arbejdet ikke er sæsonarbejde, jf. § 3, stk. 2-4, i nævnte bekendtgørelse med tilhørende vejledning.
J. Deltagelse i undervisning
Medlemmer, der i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a bevarer deres dagpengeret under deltagelse i undervisning, kan efter aftale med arbejdsformidlingen erstatte det personlige fremmøde med en anden form for kontakt.
Geografiske afstande vil undtagelsesvis alt efter undervisningens længde kunne begrunde, at fremmøde erstattes af anden form for kontakt.
Hvis dette er tilfældet, skal det fra undervisningsstedets side attesteres på dagpengekortet, at medlemmet deltager i undervisningen.
K. Afvisning af formidlet arbejde/arbejdsophør
Det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 6, at arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at dagpenge kun kan udbetales, hvis tidspunktet for og årsagen til medlemmets sidste arbejdsophør samt varigheden af medlemmets sidste arbejdsforhold og lønnens størrelse dokumenteres.
Nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 612 af 18. december 1985 om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn med tilhørende vejledning af 8. oktober 1986 (emnenr. 3.31135).
Det fremgår heraf, at arbejdsløshedskasserne ikke i alle tilfælde er forpligtet til at indhente arbejdsgiverdokumentation for årsagen til medlemmets seneste arbejdsophør.
Hvis kassen på baggrund af de foreliggende oplysninger er i tvivl om, hvorvidt et arbejdsophør giver anledning til foranstaltninger i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 1-3, skal der indhentes oplysninger om årsagen til arbejdsophøret hos medlemmets tidligere arbejdsgiver.
Herefter fastsættes følgende:
1. Hovedregler
I tilfælde, hvor et medlem afviser at overtage et formidlet arbejde, eller medlemmet som lønmodtager ophører i et arbejdsforhold, påhviler det arbejdsløshedskassen at sikre sig dokumentation for årsagen hertil.
Dokumentationen kan bestå i en tro og love erklæring fra medlemmet - i ophørssituationen på ledighedserklæringen eller på dagpengekortet - eller i oplysninger fra den pågældende arbejdsgiver (f.eks. på blanket AR 235).
Hvis arbejdsløshedskassen indhenter oplysninger fra arbejdsgiveren, anvendes blanket AR 264.
2. Særlige tilfælde - voldsramte medlemmer
Et medlem har fyldestgørende grund til arbejdsophør, når medlemmet opsiger sit arbejde på grund af flytning uden for det hidtidige hjemsted som følge af samboende ægtefælles eller samlevers fysiske vold mod medlemmet, når arbejdsophøret og flytningen sker i tilknytning til den fysiske vold, jf. § 28, stk. 1, nr. 13, i bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om bl.a. konsekvenserne af selvforskyldt ledighed med tilhørende vejledning (emnenr. 3.31130).
Der skal foreligge lægeerklæring eller politianmeldelse for, at medlemmet har været udsat for fysisk vold.
Kan et medlem ikke dokumentere at have været udsat for fysisk vold, har direktoratet mulighed for at dispensere fra reglerne om karantæne på grund af selvforskyldt ledighed, jf. § 28, stk. 2, i nævnte bekendtgørelse, hvis det ved politianmeldelse dokumenteres, at medlemmets flytning og arbejdsophør i tilknytning hertil skyldtes overhængende fare for medlemmets liv på grund af trusler om fysisk vold fra den samboende ægtefælles eller samleverens side.
L. Rådighed
I bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 omet arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse med tilhørende vejledning (emnenr. 3.31130) er indholdet af rådighedsforpligtelsen reguleret.
Opmærksomheden henledes særligt på følgende forhold:
1. Sædvanligt arbejdsområde
Et medlem, der ikke kan overtage arbejde inden for kassens sædvanlige arbejdsområde, er dog til rådighed, hvis kassen efter indhentet udtalelse fra arbejdsformidlingen skønner, at medlemmet kan overtage arbejde inden for andre faglige områder, og medlemmet erklærer at ville søge og overtage arbejde med overflytning til følge, jf. § 4, stk. 4, i nævnte bekendtgørelse.
2. Aktivt arbejdssøgende
Et ledigt medlem skal i hele ledighedsperioden kunne dokumentere at være aktivt arbejdssøgende, jf. § 1, nr. 2, i nævnte bekendtgørelse.
3. Jobsøgningsskema
Ved den første vejledningssamtale udleverer arbejdsløshedskassen et jobsøgningsskema. Medlemmerne har herefter pligt til løbende at udfylde skemaet med de oplysninger, der skal indgå i grundlaget for kassens fremtidige vejledning af medlemmet, jf. bilag 2 til bekendtgørelse nr. 316 af 18. maj 1989 om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt over for dens medlemmer (emnenr. 3.31130).
Der henvises iøvrigt til bemærkningerne i afsnit VII, M, om arbejdsløshedskassens vejledningspligt overfor dens medlemmer.
4. Arbejdskrav ved manglende rådighed
Et medlem, der efter bekendtgørelsens § 13 ikke er anset for at være til rådighed eller som kassen i henhold til bekendtgørelsens § 10 og § 11 har fundet ikke at være til rådighed, kan igen få ret til dagpenge, når der foreligger arbejdsgiverdokumentation for, at medlemmet har haft arbejde i et sådant omfang, at det berettiger til optagelse som heltids- eller deltidsforsikret, jf. § 14 i nævnte bekendtgørelse. Om kravene til dokumentationen henvises til afsnit II, A.
5. Tro og love erklæring
Et medlem, der på grund af de i rådighedsbekendtgørelsens § 15 nævnte forhold ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet, vil ved dokumentation, eventuelt i form af en erklæring om, at der nu ikke foreligger forhindringer for at overtage arbejde, igen kunne anses for at være til rådighed.
M. Arbejdsløshedskassens vejledningspligt
over for dens medlemmer
I § 8 i bekendtgørelse nr. 316 af 18. maj 1989 om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt over for dens medlemmer (emnenr. 3.14) er det fastsat, at kassen skal sikre sig den fornødne dokumentation for kassens administration af reglerne i denne bekendtgørelse.
I bekendtgørelsens § 5, stk. 3, er det anført, at kassen ved den første vejledningssamtale bl.a. skal vejlede medlemmet om at udfylde jobsøgningsskemaet, der skal indgå i grundlaget for kassens fremtidige vejledning af medlemmet.
Arbejdsløshedskassen kan således blandt andet ved hjælp af jobsøgningsskemaet dokumentere opfyldelse af reglerne i bekendtgørelsen.
Til brug for administrationen af vejledningspligten skal kassen anvende Redegørelse for Arbejdsløshedskassernes Vejledning (AR 231). Der henvises herved til rundskrivelse nr. 31/89 af 24. maj 1989.
VIII. Feriedagpenge
Til brug for kassens beregning af retten til feriedagpenge skal medlemmet udfylde en er-klæring vedrørende feriedagpengeberegning (blanket AR 257).
Før udbetaling kan ske, skal medlemmet til kassen indgive begæring om udbetaling af feriedagpenge (blanket AR 258).
Begæring om udbetaling af feriedagpenge (blanket AR 258) skal - for at undgå forældelse af kravet på feriedagpenge - være modtaget i arbejdsløshedskassen senest den 31. maj i det følgende ferieår, jf. § 12, stk. 3, i den nedenfor nævnte bekendtgørelse.
De nærmere regler om feriedagpenge fremgår iøvrigt af bekendtgørelse nr. 166 af 28. februar 1989 om udbetaling af feriedagpenge (emnenr. 3.3132).
Det bemærkes, at der skal foreligge arbejdsgiverdokumentation for opfyldelse af arbejdskravet, se afsnit VI, hvis det i forbindelse med udbetalingen af feriedagpenge er nødvendigt at undersøge, om arbejdskravet er opfyldt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 h, stk. 1, sidste punkt.
IX. Lønmodtagernes Garantifond
Før et medlem i henhold til reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 2, og bekendtgørelse nr. 407 af 12. august 1975 (emnenr. 3.3139) modtager lån fra arbejdsløshedskassen, skal medlemmet aflevere:
a) anmeldelse af krav om udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond med fornøden dokumentation og
b) overdragelseserklæring vedrørende kravet på løn m.v. til sikkerhed (blanket AR 290).
Der henvises i øvrigt til cirkulære af 8. september 1975 om ydelse af lån til medlemmer, der anmelder krav for tab af løn m.v. overfor Lønmodtagernes Garantifond (emnenr. 3.3139).
X. Arbejdsperioder m.v. i andre lande
A. Andre EF-lande
Hvis forsikrings- og arbejdsperioder m.v. i et andet EF-land, jf. artikel 67 i EF-forordning nr. 1408/71, skal danne grundlag for dagpengeudbetalinger i Danmark, skal attest E 301 foreligge udfyldt, jf. vejledning af 24. april 1989 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EF (emnenr. 3.83).
Et medlem, der udsendes af sin danske arbejdsgiver til et andet EF-land for at arbejde der, jf. artikel 14 i nævnte forordning, kan forblive under dansk lovgivning om arbejdsløshedsforsikring, hvis socialstyrelsen på attest E 101 eller E 102 har givet tilladelse til, at medlemmet under udstationeringen fortsat er omfattet af dansk lovgivning, jf. også afsnit III, 5, i nævnte vejledning.
B. Andre nordiske lande
Hvis forsikrings- og arbejdsperioder m.v. i et andet nordisk land, jf. artikel 3 i nordisk overenskomst af 12. november 1985 om ydelser ved arbejdsløshed (emnenr. 3.82), skal danne grundlag for dagpengeudbetalinger i Danmark, skal der foreligge fornøden dokumentation herfor.
Af bemærkningerne til artikel 3 i nævnte overenskomst i de fællesnordiske forskrifter for anvendelsen af overenskomsten fremgår det, at ansøgere, der ønsker overført kvalifikationsperioder optjent i et andet nordisk land, som hovedregel selv skal sørge for den dokumentation, der kræves for at få godkendt overførslen, f.eks. i form af overflytningsblanket og dokumentation for arbejde og indkomst.
Det land, hvori anmodningen om dagpenge fremsættes, afgør, hvilken dokumentation der kræves for at vurdere dagpengeretten. Der henvises herved til vejledning af 10. november 1987 til nordisk overenskomst af 12. november 1985 (emnenr. 3.82).
Lønmodtagere, der har været beskæftiget i Norge uden at være skattepligtige i Norge, skal fremlægge en bekræftelse på betalt trygdeafgift, der er udstedt af trygdekontoret, som betingelse for, at forsikrings- og arbejdsperioder i Norge kan medregnes som grundlag for dagpengeudbetalinger i Danmark. Bekræftelse på betalt trygdeafgift fås ved, at trygdekontoret i Norge på medlemmets eller kassens anmodning udfylder en særlig blanket, der skal forevises i kassen.
Der henvises herved til rundskrivelse nr. 25/89 af 26. april 1989 om dokumentation for indbetalt trygdebidrag i Norge for arbejdstagere, der ikke har været skattepligtige i Norge.
Blanket N 1 skal foreligge, hvis et medlem er udsendt for at arbejde i et andet nordisk land, og socialstyrelsen har attesteret, at medlemmet fortsat kan være omfattet af dansk lovgivning, jf. vejledningen af 10. november 1987 til nordisk overenskomst af 12. november 1985 om ydelser ved arbejdsløshed (emnenr. 3.82).
C. Øvrige lande
Arbejde i andre lande kan medregnes til opfyldelse af arbejdskravet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 og 72, hvis der foreligger dokumentation for arten, omfanget og aflønningen af det omhandlede arbejde. Der må normalt stilles strenge krav til dokumentationens karakter, blandt andet på grund af vanskelighederne med efterfølgende at kontrollere oplysningerne.
Der henvises herved til vejledningen af 18. december 1987 til bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 med senere ændringer om beregning af arbejdskravet (emnenr. 3.3112).
XI. Efterløn
A. Udfyldelse af begæring om overgang til
efterløn/beregning af efterlønssats
1. Lønmodtagere
Når en lønmodtager ønsker at overgå til efterløn, skal pågældende afgive oplysninger på begæring om overgang til efterløn for lønmodtagere (blanket AR 266).
Om dokumentation ved beregning af medlemmets efterlønssats bemærkes, at dette sker efter samme regler som beregningen af dagpengesatsen, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 417 af 14. juni 1989 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for medlemmer, der overgår til efterløn (emnenr. 3.322).
Der henvises derfor til bemærkningerne foran under afsnit V, A.
For lønarbejdende musikere og artister er der fastsat særlige regler i cirkulære af 19. marts 1986 om arbejdsgiverdokumentation i forbindelse med optagelse og udbetaling af dagpenge/efterløn til lønarbejdende musikere og artister (emnenr. 3.322).
Lønmodtagere, der modtager delpension, og som efterfølgende ønsker at overgå til efterløn, får beregnet efterlønssats på grundlag af det antal arbejdstimer, der danner grundlag for beregning af arbejdstiden ved overgang til delpension, jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 868 af 12. december 1986 (emnenr. 3.3219) om overgang og ret til efterløn for medlemmer, der modtager delpension efter lov om delpension med tilhørende vejledning af 23. december 1986 (emnenr. 3.3219).
Der skal foreligge dokumentation for det antal arbejdstimer, der danner grundlag for beregning af arbejdstiden ved overgang til delpension. Dokumentation herfor skal indhentes hos socialforvaltningen i bopælskommunen.
Ved afgivelse af begæring om overgang til efterløn anvendes som ved ledighed for lønmodtagere bilag I, II, III og IV til ledighedserklæringen, se herom afsnit V, A.
2. Selvstændige erhvervsdrivende
Hvis en selvstændig erhvervsdrivende ønsker at overgå til efterløn, skal pågældende afgive oplysninger på erklæring til brug ved overgang til efterløn efter endeligt ophør som selvstændig (blanket AR 256).
Dokumentation for efterlønssatsens størrelse og for, at der er tale om endeligt ophør, sker efter samme regler som for ledige selvstændige erhvervsdrivende. Der henvises derfor til afsnit V, B.
Bilag I, II, III og IV finder tilsvarende anvendelse, se afsnit V, A og B.
B. Dokumentation for forsikringskategori og
medlemsanciennitet
Ved vurdering af, hvorvidt medlemmet er berettiget til at modtage efterløn efter reglerne for fuldtidsforsikrede, skal der foreligge dokumentation for, hvilken forsikringskategori den pågældende har tilhørt i medlemsperioden.
Til dokumentation herfor kan anvendes blanket AR 287 eller under visse betingelser en udskrift fra arbejdsløshedskassens EDB-system.
Der skal, før et medlem kan overgå til efterløn, endvidere foreligge dokumentation for medlemskabets varighed.
Til dokumentation herfor kan ligeledes anvendes blanket AR 287 eller under visse betingelser en udskrift af arbejdsløshedskassens EDB-system.
De nærmere regler herom fremgår af cirkulære af 31. januar 1985 vedrørende dokumentation i forbindelse med medlemmers overgang til efterløn (emnenr. 3.3212).
C. Opfyldelse af arbejdskravet
Der skal foreligge dokumentation for, at medlemmet ved overgang til efterløn opfylder arbejdskravet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 75b, stk. 1, nr. 3, 55 og 72.
Der henvises herved til afsnit VI.
D. Efterlønserklæring
Efter udløbet af hvert kalenderår skal medlemmet udfylde en efterlønserklæring (blanket AR 268) for at kassen kan konstatere, om medlemmet i kalenderåret har haft mere end 200 timers arbejde eller indtægter, der påvirker efterlønnen.
Har medlemmet haft arbejde i årets løb, skal medlemmet afgive oplysninger herom på bilag til efterlønserklæring (blanket AR 269).
Der henvises herved til § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 304 af 17. maj 1989 om arbejde i efterlønsperioden med tilhørende vejledning (emnenr. 3.3231).
XII. Øvrige oplysninger
Ud over de ovenfor under punkterne II-XI nævnte tilfælde, hvor dokumentationen er obligatorisk, påhviler det arbejdsløshedskasserne i tilfælde, hvor der er tvivl om et medlems ret til dagpenge/feriedagpenge/efterløn, at indhente de oplysninger, som i øvrigt er nødvendige for at træffe den korrekte afgørelse om medlemmets ret til dagpenge/feriedagpenge/efterløn.
XIII. Blanketter
Det understreges, at arbejdsløshedskasserne som dokumentation i de ovenfor beskrevne situationer som hovedregel skal anvende de af direktoratet udarbejdede blanketter, som er nævnt under de enkelte punkter.
Det understreges ligeledes, at det påhviler arbejdsløshedskasserne at sikre, at blanketterne er korrekt udfyldt.
På baggrund af de forskelle, der imidlertid kan være indenfor de mange faglige områder, der er underlagt arbejdsløshedsforsikringen, kan der være behov for blanketter med et mere specialiseret indhold. Arbejdsløshedskasserne kan derfor, hvis det skønnes nødvendigt, udarbejde egne blanketter, medmindre andre forhold udelukker dette.
Hvis en arbejdsløshedskasse ønsker at anvende egne blanketter, som skal erstatte de af direktoratet udarbejdede blanketter, skal disse forelægges direktoratet til godkendelse.
Det bemærkes, at disse blanketter mindst skal indeholde de samme oplysninger som i de af direktoratet udarbejdede blanketter, ligesom de ikke må være vanskeligere at anvende og udfylde end direktoratets blanketter.
En godkendelse kan ikke begrænses til en enkelt afdeling af en decentral kasse og vil således forudsætte, at blanketterne skal anvendes af alle kassens afdelinger. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor en arbejdsløshedskasse består af afdelinger, hvor hver afdeling har sit specielle faglige område.
XIV. Arkivering af dokumentationsmateriale
A. Opbevaringstid
Alt materiale, der dokumenterer retten til optagelse og til bevarelse af medlemsretten i arbejdsløshedsforsikringen og alt materiale, der dokumenterer retten til at udbetale henholdsvis modtage arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge og efterløn, skal opbevares i 5 år efter afslutningen af det regnskabsår, hvor materialet har dannet grundlag for udbetaling m.v.
Dette betyder for eksempel, at et dagpengekort skal opbevares i 5 år efter afslutningen af det regnskabsår, hvor der har været udbetalt dagpenge efter den på kortet angivne periode, mens en ledighedserklæring - der i en årrække kan danne grundlag for udbetaling af dagpenge - skal opbevares i 5 år efter afslutningen af det regnskabsår, hvor erklæringen senest har ligget til grund for en dagpengeudbetaling.
Optagelsesbegæringen skal dog opbevares i 5 år efter afslutningen af det regnskabsår, hvor medlemmet er blevet optaget i forsikringen.
B. Særlige regler om dokumentation
for ret til at overgå til efterløn
Af cirkulære af 31. januar 1985 (emnenr. 3.3212) fremgår det, hvilken dokumentation der skal foreligge, før medlemmerne kan overgå til efterløn.
De i cirkulæret omtalte oplysninger skal til brug for medlemmernes overgang til efterløn registreres fra og med medlemmernes fyldte 45. år.
Oplysningerne skal endvidere opbevares indtil 5 år efter udgangen af det regnskabsår, hvor medlemmet ophører med at modtage efterløn.
C. Opbevaringsmåde m.v.
Kassernes dokumentationsmateriale skal arkiveres således, at det er muligt med kort varsel at finde et vilkårligt udvalgt bilag.
Der skal i arbejdsløshedskasserne foreligge skriftlige retningslinier for, hvor den originale dokumentation og eventuelle genparter heraf skal opbevares.
Det skal fremgå af retningslinierne, om materialet skal opbevares i hovedkassen eller i vedkommende afdeling med angivelse af, om det skal være i en til- eller fraflyttet afdeling.
Retningslinierne skal endvidere indeholde bestemmelser om, på hvilken måde og i hvilken orden materialet skal opbevares.
Denne vejlednings bestemmelser om, hvor længe dokumentationsmaterialet skal opbevares, skal indarbejdes i eller vedhæftes retningslinierne.
Opmærksomheden henledes iøvrigt på, at Registertilsynet har udtalt, at henvendelse til tidligere medlemmer på grundlag af de ved kasserne arkiverede data kun må ske, hvis dette er påkrævet som følge af tilsynsmæssige forhold.
D. Anvendelse af mikrofilm
Hvis dokumentationsmateriale mikrofilmes, skal disse film opbevares i 5 år efter udløbet af det regnskabsår, hvor det originale materiale har dannet grundlag for udbetaling m.v.
Originale bilag/blanketter, der mikrofilmes, skal opbevares i 1 år efter udgangen af det regnskabsår, hvor bilagene/blanketterne senest har dannet grundlag for udbetaling m.v. Arbejdsløshedskasser, der benytter mikrofilm, skal gennem passende kontrolforanstaltninger sikre:
a) at alle oplysninger, der fremgår af det originale bilags- og EDB-materiale, overføres til filmen, der kontrolleres for læsbarhed, fejl eller mangler, før det originale materiale makuleres,
b) at filmen fremkaldes og opbevares på betryggende måde, således at filmens læsbarhed sikres indtil udløbet af opbevaringspligten, og
c) at filmen arkiveres således, at det teknisk er muligt hurtigt at finde billedet af et vilkårligt udvalgt bilag.
Til brug for arbejdsløshedskassernes egen eksterne revision, direktoratets tilsyn og Rigsrevisionen skal det fornødne udstyr til fremfindelse og læsning af mikrofilmede bilag/blanketter stilles til disposition, og læsbare aftryk af bilagene skal leveres, i det omfang de originale bilag er makuleret.
Direktoratets vejledning af 16. december 1988 (emnenr. 3.15, 3.20, 3.310, 3.320) er hermed ophævet.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 23. januar 1990 Eje Juul Jakobsen kontorchef / Thorbjørn Høgholm Pedersen fuldmægtig