Vejledning om folkeregistrenes attestation m.v. af vælgererklæringer til brug ved partianmeldelser (Til alle kommunalbestyrelser)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/139@1990-07-17/da
Indhold
1. Indledning
Nye partier, der ønsker at deltage i folketingsvalg, skal anmeldes for indenrigsministeren senest kl. 12.00 15 dage før valgdagen. Med anmeldelsen skal følge erklæringer fra et antal vælgere, der mindst svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer ved det sidst afholdte folketingsvalg.
Vælgererklæringerne, der skal afgives på en formular, som indenrigsministeren forinden har godkendt, skal være udfyldt med oplysning om vælgerens navn, personnummer og bopæl samt være underskrevet og dateret af vælgeren personligt. Erklæringerne skal endvidere være forsynet med en attestation fra kommunens folkeregister om, at vælgeren ved erklæringens afgivelse opfylder betingelserne for valgret til Folketinget. Efter attestation skal folkeregistret sende vælgererklæringen til den pågældende vælger. Vælgererklæringer, der ikke opfylder betingelserne for attestation, tilbagesendes til partiet.
Reglerne om anmeldelse af nye partier, herunder om folkeregistrenes attestation af vælgererklæringer, findes i § 12 i lov nr. 271 af 13. maj 1987 om valg til Folketinget, som ændret ved lov nr. 245 af 19. april 1989.
I det følgende gives en nærmere vejledning om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at folkeregistret kan attestere en vælgererklæring. Der angives tillige de formelle krav, som en attestation skal opfylde. Endvidere redegøres der for folkeregistrets videresendelse af attesterede vælgererklæringer til de pågældende vælgere, henholdsvis tilbagesendelse til partiet af vælgererklæringer, der ikke opfylder betingelserne for attestation.
Denne vejledning træder i stedet for Indenrigsministeriets vejledning af 19. november 1987 og skrivelse af 3. november 1988 om folkeregistrenes attestation af vælgererklæringer til brug ved partianmeldelser.
2. Betingelser for folkeregistrenes attestation
Folkeregistret skal attestere, at den person, der har afgivet en vælgererklæring, ved erklæringens afgivelse opfyldte betingelserne for valgret til Folketinget.
For at folkeregistret kan afgive en sådan attestation, skal følgende betingelser være opfyldt:
a) Vælgererklæringen skal være dateret og underskrevet af vælgeren.
b) De anførte oplysninger om vælgerens navn, personnummer og bopæl (adresse) skal være i overensstemmelse med de tilsvarende oplysninger i folkeregistret om den pågældende person.
c) Vælgeren skal ved erklæringens afgivelse have dansk indfødsret, være fyldt 18 år, have fast bopæl i kommunen (tilmeldt folkeregistret) og ikke være umyndiggjort, dvs. opfylde betingelserne for at blive optaget på folketingsvalglisten i kommunen.
Bemærkninger ad a)
Det påhviler ikke folkeregistret at undersøge, om dateringen er foretaget af den pågældende vælger eller om underskriften er ægte.
Bemærkninger ad b)
Oplysningerne om navn, personnummer og bopæl har til formål at give en sikker indentifikation af den pågældende. Attestation kan derfor som udgangspunkt kun meddeles, såfremt der er overensstemmelse med folkeregistrets oplysninger. Det bemærkes, at der ikke er krav om, at vælgeren skal oplyse sit fulde navn. Overensstemmelse med folkeregistrets oplysninger kan derfor foreligge, selv om vælgeren ikke har oplyst sit fulde navn, men f.eks. har udeladt et af flere fornavne eller har benyttet mellemnavn i stedet for efternavn.
Personnummer skal være korrekt angivet, herunder med alle cifre.
Mindre væsentlige uoverensstemmelser vedrørende bopæl kan der efter omstændighederne ses bort fra, f.eks. hvis de må antages at skyldes fejlskrift eller lignende.
For så vidt angår vælgererklæringer fra udlandsdanskere, der optages på folketingsvalglisten i kommunen efter reglerne i § 2, jf. § 16, i folketingsvalgloven, kan folkeregistret attestere, såfremt den anførte bopæl svarer til den bopæl, hvor den pågældende sidst har været tilmeldt folkeregistret.
Folkeregistret må ikke rette i de oplysninger, der påført en vælgererklæring.
Bemærkninger ad c)
Attestationen går på, at den pågældende ved erklæringens afgivelse (dateringstidspunktet) opfylder betingelserne for valgret til Folketinget, dvs. opfylder betingelserne for at blive optaget på folketingsvalglisten i kommunen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den pågældende på tidspunktet for attestation opfylder valgretsbetingelserne. På den anden side er det uden betydning, om den pågældende efter erklæringens afgivelse er fraflyttet kommunen eller har mistet sin valgret, f.eks. på grund af fraflytning til udlandet. Dog kan attestation ikke meddeles, hvis vælgeren er død efter erklæringens afgivelse.
3. Formkrav til folkeregistrets attestation
Det skal tydeligt fremgå, hvilken kommunes folkeregister der har attesteret, f.eks. i form af stempling med folkeregistrets stempel. Attestationen skal dateres og underskrives.
4. Videresendelse m.v. af attesterede vælgererklæringer
En erklæring, der er attesteret, skal af folkeregistret videresendes til vedkommende vælger. Formularer til vælgererklæringer, som Indenrigsministeriet godkender fra og med den 1. juli 1990 vil være udformet således, at vælgererklæringen kan forsendes i rudekuvert.
Hvis en vælger efter afgivelsen af vælgererklæringen (dateringstidspunktet) har skiftet bopæl, sendes vælgererklæringen til den nye adresse. I så fald kan rudekuvert ikke benyttes. Hvis konvolutten med vælgererklæringen returneres til folkeregistret med påtegning »adressaten ubekendt«, »adressaten flyttet« eller af anden grund sendes retur til folkeregistret, påtegnes vælgererklæringen på forsiden herom og sendes derefter til partiet. Sådanne vælgererklæringer kan ikke medregnes ved partianmeldelsen.
Ved fremsendelsen af vælgererklæringen til vælgeren skal denne i en særskilt skrivelse, der kan indlægges i rudekuverten sammen med vælgererklæringen, have oplysning om, at vælgeren selv skal videresende erklæringen til partiet, såfremt vælgeren fortsat ønsker at deltage i anmeldelsen af det pågældende parti. En sådan standardskrivelse er optaget som bilag til vejledningen.
Folkeregistret giver det pågældende parti (den person, der har indleveret/indsendt de pågældende vælgererklæringer) skriftlig underretning om det antal attesterede vælgererklæringer for partiet, der er videresendt til de pågældende vælgere.
5. Tilbagesendelse m.v. af ikke-attesterede vælgererklæringer
En vælgererklæring, der ikke opfylder betingelserne for attestation, tilbagesendes til vedkommende parti (den person, der har indleveret/indsendt vælgererklæringen) uden attestation med angivelse af grunden til, at attestation ikke kan meddeles. I tilbagesendelsesskrivelsen meddeles antallet af de medfulgte ikke attesterede vælgererklæringer, medens årsagen til, at attestationen ikke kan meddeles, oplyses med markering i en af de dertil indrettede krydsruder på vælgererklæringen.
Eventuel bistand til afhjælpning af mangler/uoverensstemmelser mellem vælgererklæringens oplysninger og folkeregistrets oplysninger kan kun ydes, såfremt de almindelige betingelser for udlevering af oplysningerne fra folkeregistret er opfyldt.
6. Ekspeditionstiden for attestationer m.v.
I forbindelse med godkendelse af formularer til vælgererklæringer henstiller Indenrigsministeriet til vedkommende parti, at partiet løbende sender de underskrevne vælgererklæringer til attestation i de pågældende folkeregistre, således at eventuelle spidsbelastninger i folkeregistrene kan undgås. Indenrigsministeriet forudsætter herved, at folkeregistrene behandler sager om attestation af vælgererklæringer uden unødig forsinkelse og i den rækkefølge, hvori erklæringerne modtages.
Underskrift 1
Indenrigsministeriet, den 17. juli 1990 Thor Pedersen / Anne Birte Pade
Bilag
Folkeregistret i . . . . . . . . . . . Kommune
Vedrørende Deres vælgererklæring
Vedlagt fremsendes Deres vælgererklæring. Folkeregistret har attesteret, at De ved erklæringens afgivelse opfyldte betingelserne for valgret til Folketinget.
De skal selv videresende erklæringen til partiet, såfremt De fortsat ønsker at deltage i anmeldelsen af partiet. Dette er fastsat i lov om valg til Folketinget.
Partiets adresse er påtrykt øverst på vælgererklæringen.
Med venlig hilsen