Vejledning om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/159@1990-08-14/da
Indledning
Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 588 af 14. august 1990 fastsat regler om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende. Til brug ved reglernes anvendelse har direktoratet udarbejdet denne vejledning.
Betingelserne for optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivendeer i princippet de samme som for optagelse ien lønmodtagerkasse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1.
Der stilles krav til bopæl, alder og tilhørsforhold til arbejdsløshedskassens område, dokumenteret ved en vis aktuel beskæftigelse.
Kravet om aktuel beskæftigelse er for selvstændige erhvervsdrivende et krav om, at pågældende alene eller sammen med andre udøver selvstændig erhvervsvirksomhed mere end midlertidigt og i væsentligt omfang her i landet.
Udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed er således en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for optagelse. Der stilles endvidere krav til omfanget af beskæftigelsen i virksomheden, jf. nærmere ad § 1, stk. 1, nr. 4.
Arbejdsløshedsforsikringsloven indeholder ikke en nærmere definition af, hvad det vil sige at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Begrebet »selvstændig erhvervsvirksomhed« er nu fastlagt i §§ 2-4. Begrebsfastsættelsen er gældende for alle regler i arbejdsløshedsforsikringsloven og får herved også betydning i relation til reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, overflytning og opfyldelse af arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55.
Der er endvidere særlige bestemmelser om optagelse af administrerende direktører mv. i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende og om samleveres fremtidige forsikringsstatus.
Vejledningen indeholder: Side Spalte
Til § 1 De materielle betingelser for optagelse - bopælskravet (§ 1, stk. 1, nr. 1) 3 1 - alderskravet (§ 1, stk. 1, nr. 2) 3 1 - optagelsesgrundlaget (§ 1, stk. 1, nr. 3) 3 1 - beskæftigelseskravet (§ 1, stk. 1, nr. 4) 3 2
Til § 2 Fastlæggelse af begrebet »selvstændig erhvervsvirksomhed« - generel definition (§ 2, stk. 1) 4 2 personligt arbejde (eje/drive) 4 2 regning og risiko 5 1 freelance-beskæftigelse 6 1 musikere og artister 6 1 økonomisk udbytte 7 1 økonomiske driftsfællesskaber 7 2 formueforvaltning 7 2 fast ejendom 8 1 - de ydre kendetegn - altid selvstændig erhvervsudøvelse (§ 2, stk. 2) 8 2 - de ydre kendetegn - formodning for selvstændig erhvervsudøvelse (§ 2, stk. 3) 9 1 - øvrige tilfælde (§ 2, stk. 4) 9 2
Til § 3 Selskaber - om selskaber generelt 9 2 - beskæftigelse i et selskab (§ 3, stk. 1) 10 1 - afgørende indflydelse (§ 3, stk. 2) 10 1 - »matematisk majoritet« 10 1 - »praktisk majoritet« 10 2 - nærmeste familie (§ 3, stk. 3) 11 1 - »selskabskonstruktioner« (§ 3, stk. 5) 11 1
Til § 4 Ansatte ægtefæller 11 2
Til § 5 Administrerende direktører mv. 12 2
Til § 6 De formelle betingelser for optagelse - dokumentation (§ 6, stk. 1) 12 2 - optagelsestidspunkt (§ 6, stk. 2) 13 1
Til § 7 Efterprøvelse 13 2
Til § 8 Registreret partnerskab 13 2
Til § 10 »Overgangsordning« for samlevere (§ 10, stk. 2) 13 2
Til § 1
Optagelsesbetingelserne
§ 1, stk.
Stk. 1. 1, nr. 1 Bopælskravet Optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende er betinget af bopæl i Danmark. I bopælskravet ligger, at den pågældendes adresse i Danmark skal kunne anses for at være den egentlige bopæl set i forhold til eventuelle andre, midlertidige opholdssteder i udlandet. Foreligger der alene postboksadresser og andre former for adresser uden faktisk bopæl, samtidig med, at den pågældende har fast bopæl i et andet land, er bopælskravet ikke opfyldt. Er der tvivl om, hvorvidt den pågældende har bopæl i Danmark, kan det være vejledende, om pågældende er tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Se endvidere vejledningen til § 1, stk. 2 og 3.
Stk. 1. 1, nr. 1 Bopælskravet Optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende er betinget af bopæl i Danmark. I bopælskravet ligger, at den pågældendes adresse i Danmark skal kunne anses for at være den egentlige bopæl set i forhold til eventuelle andre, midlertidige opholdssteder i udlandet. Foreligger der alene postboksadresser og andre former for adresser uden faktisk bopæl, samtidig med, at den pågældende har fast bopæl i et andet land, er bopælskravet ikke opfyldt. Er der tvivl om, hvorvidt den pågældende har bopæl i Danmark, kan det være vejledende, om pågældende er tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Se endvidere vejledningen til § 1, stk. 2 og 3.
Stk. 1. 1, nr. 1 Bopælskravet Optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende er betinget af bopæl i Danmark. I bopælskravet ligger, at den pågældendes adresse i Danmark skal kunne anses for at være den egentlige bopæl set i forhold til eventuelle andre, midlertidige opholdssteder i udlandet. Foreligger der alene postboksadresser og andre former for adresser uden faktisk bopæl, samtidig med, at den pågældende har fast bopæl i et andet land, er bopælskravet ikke opfyldt. Er der tvivl om, hvorvidt den pågældende har bopæl i Danmark, kan det være vejledende, om pågældende er tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Se endvidere vejledningen til § 1, stk. 2 og 3.
§ 1 stk.
Stk. 1. 1, nr. 1 Bopælskravet Optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende er betinget af bopæl i Danmark. I bopælskravet ligger, at den pågældendes adresse i Danmark skal kunne anses for at være den egentlige bopæl set i forhold til eventuelle andre, midlertidige opholdssteder i udlandet. Foreligger der alene postboksadresser og andre former for adresser uden faktisk bopæl, samtidig med, at den pågældende har fast bopæl i et andet land, er bopælskravet ikke opfyldt. Er der tvivl om, hvorvidt den pågældende har bopæl i Danmark, kan det være vejledende, om pågældende er tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Se endvidere vejledningen til § 1, stk. 2 og 3.
§ 1, stk.
Stk. 1. 1, nr. 1 Bopælskravet Optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende er betinget af bopæl i Danmark. I bopælskravet ligger, at den pågældendes adresse i Danmark skal kunne anses for at være den egentlige bopæl set i forhold til eventuelle andre, midlertidige opholdssteder i udlandet. Foreligger der alene postboksadresser og andre former for adresser uden faktisk bopæl, samtidig med, at den pågældende har fast bopæl i et andet land, er bopælskravet ikke opfyldt. Er der tvivl om, hvorvidt den pågældende har bopæl i Danmark, kan det være vejledende, om pågældende er tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Se endvidere vejledningen til § 1, stk. 2 og 3.
§ 2, stk.
Stk. 1. 1 Elementer i begrebet'selvstændig erhvervsvirksomhed' I. Personligt arbejde (eje/drive) Det at eje en virksomhed - helt eller delvist - anses ikke i sig selv for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Det er det personlige arbejde i virksomheden ved direkte deltagelse i driften eller ved mere indirekte deltagelse gennem fx administrative funktioner, der er afgørende. Det kan i denne forbindelse lægges til grund, at der altid er et vist minimum af personligt arbejde forbundet med en virksomhed, der afspejles gennem tilstedeværelsen af de i stk. 2-3 nævnte ydre kendetegn. Bortforpagteren af en erhvervsvirksomhed kan som hovedregel ikke anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Ejerskab uden personligt arbejde kan endvidere forekomme i tilfælde, hvor pågældende ejer fx aktier, anparter, værdipapirer eller et mindre antal udlejningsejendomme. Der kan også være tilfælde, hvor en person har sat penge i en virksomhed uden i øvrigt at have personligt arbejde i forbindelse hermed. Se herom nærmere i afsnittet om »stille deltager« på side 7, 2. spalte, under økonomiske driftsfællesskaber. Ved bedømmelsen af, om der foreligger udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, har ægtefællers valg af formueordning og deres økonomiske dispositioner i øvrigt ikke nogen særskilt betydning. Det er således ikke afgørende, om den ene eller begge ægtefæller står som ejer af virksomheden. Ejerskab uden personligt arbejde kan også accepteres i tilfælde, hvor en person står som ejer af en virksomhed, der reelt drives af ægtefællen, idet ejerskabet alene har til formål at skaffe ægtefællen kreditorbeskyttelse og forbedret likviditet, fx efter ægtefællens konkurs. Bortset fra ovennævnte situationer vil ejerskabet af en erhvervsvirksomhed normalt være forbundet med driftsmæssige dispositioner i et eller andet omfang. Det er ejeren, der har den økonomiske risiko og den formelle handlefrihed vedrørende virksomhedens drift. Der er tale om udøvelse af selvstændig virksomhed, uanset om der er ansatte til den daglige drift, fx bestyrer, eller om arbejdet udføres af maskinstation. Det, at en person ikke selv udfører det daglige arbejde i virksomheden, får derfor alene betydning ved vurderingen af, om virksomheden kan anerkendes som bibeskæftigelse. II. Regning og risiko At handle for egen regning og risiko vil sige, at den selvstændige erhvervsdrivende forpligter sig personligt ved de aftaler, som indgås om fx køb, salg og levering af varer og tjenesteydelser. Den selvstændige erhvervsdrivende hæfter endvidere personligt for virksomhedens gæld og for de fejl og ulykker, som pågældende selv eller de ansatte måtte begå. Den selvstændige erhvervsdrivendes arbejdsfortjeneste er således afhængig af virksomhedens eventuelle overskud. Parallelt med betingelsen om regning og risiko kan der også opstilles krav om en vis handlefrihed som den nødvendige forudsætning for den selvstændige erhvervsdrivendes muligheder for at påvirke virksomhedens chancer for overskud eller tab. I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Spørgsmålet er dog ikke et »enten-eller«, men skal snarere ses som en linie af aftaleformer, hvor lønmodtageransættelsen udgør det ene endepunkt og den selvstændige erhvervsudøvelse det andet. Der kan derfor være behov for at gøre sig de særlige kendetegn for selvstændig erhvervsudøvelse klart. I stk. 2-3 er nævnt de ydre kendetegn, som har ubetinget eller væsentlig betydning i enhver situation. Se herom nærmere under de enkelte bestemmelser. Ved vurderingen i øvrigt af, om der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der lægges vægt på, om pågældende 1) anvender egne/lejede driftsmidler, 2) udøver sit erhverv fra egne/lejede lokaler, 3) selv afholder udgifterne eller selv leverer materialerne til arbejdets udførelse, 4) ved annoncering, skiltning eller lignende tilkendegiver, at han/hun er fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art, 5) efter de for lønmodtagere gældende regler foretager skattemæssige fradrag eller skattemæssige afskrivninger på driftsmidler, som i begge situationer må anses for usædvanlige efter deres art eller størrelse set i forhold til det faglige område. Ingen af de fem momenter er dog i sig selv afgørende eller har lige stor betydning i enhver situation. Afgørelsen må bero på en samlet, konkret vurdering, hvori også må indgå hensyn til de særlige beskæftigelsesforhold inden for fag/grupper, hvor et traditionelt arbejdsgiver-/arbejdstagerbegreb er sjældent eller ikke forekommer rent, jf. i det følgende særskilt om freelance-beskæftigede og om musikere og artister. De nævnte momenter kan endvidere af- eller bekræfte den formodning for selvstændig erhvervsvirksomhed, som måtte være skabt ved forekomsten af 1 af de under stk. 3 nævnte kriterier. Det er i princippet forholdet mellem arbejdstager og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Er der flere hvervgivere, kan arbejdstageren således godt have indtægt som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende samtidig. Hvis der hos en lønmodtager forekommer enkelte arbejdsforhold af mere selvstændig karakter, bør dette ikke i sig selv medføre, at pågældende ikke kan bevare sin status som lønmodtager. Generelt er det i sådanne situationer endvidere vigtigt at have med i sin vurdering, om den selvstændige erhvervsvirksomhed kan anses for omfattet af de særlige regler om bibeskæftigelse. Om enkelte, særlige erhvervsgrupper Freelance-beskæftigelse Begrebet freelance benyttes ofte inden for visse brancher, fx journalister, pressefotografer, reklame-branchen mv. for at præcisere, at der ikke er tale om et sædvanligt tjenesteforhold, idet den pågældende personligt arbejder for en eller flere hvervgivere med opgaver af mere eller mindre bunden karakter. Endvidere synes der at være et stigende udbud af honorarbetalte opgaver, som alene skyldes administrative og budgetmæssige hensyn. Pressefotografer vil tillige næsten altid være momsregistrerede. Der er således inden for samme faglige område tale om erhvervsarbejde, som vanskeligt kan henføres til enten traditionelt lønarbejde eller egentlig selvstændig virksomhed. Begrebet freelance har som sådan ikke nogen selvstændig betydning og retsvirkning i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven. Afgørelsen af, om et medlem, der om sit arbejde benytter betegnelsen freelance, skal anses for selvstændig erhvervsdrivende, må derfor følge af en konkret vurdering efter reglerne i §§ 2-4. Musikere og artister Arbejde som musiker og artist kan ofte være vanskeligt at henføre som enten lønarbejde eller udøvelse af selvstændig virksomhed. Er der tale om et egentligt ansættelsesforhold som musiker eller artist eller tilfælde, hvor indtægterne skattemæssigt alene figurerer som A- og/eller B-indkomst samtidig med, at der alene er anvendt skattemæssige fradrag for lønmodtagere, vil der kun sjældent være tvivl om, at der er tale om lønarbejde. Foreligger der i relation til beskæftigelsen eet af de forhold, der er omfattet af § 2, stk. 2, (fx henlæggelse til investeringsfonds, ansatte eller skattemæssige fradrag og afskrivninger for selvstændige), vil der altid være tale om udøvelse af selvstændig virksomhed. Det samme vil som udgangspunkt være tilfældet, hvis der foreligger eet af de forhold, der er omfattet af § 2, stk. 3, (momsregistrering, skattemæssig angivelse af over-/underskud af selvstændig virksomhed, anvendelse af virksomhedsskatteloven eller deltagelse i et interessentskab). I øvrige tilfælde skal der foretages en konkret vurdering. På grund af de særlige beskæftigelsesmæssige forhold, der traditionelt gælder for denne gruppe, vil musikere og artister ofte opfylde et eller flere af momenterne 1-5, der ovenfor er beskrevet som talende for, at der foreligger udøvelse af selvstændig virksomhed (anvendelse af egne/lejede driftsmidler, udøvelse af erhverv fra egne/lejede lokaler, afholder selv udgifterne eller leverer selv materialerne til arbejdets udførelse mv.). Musikere og artister vil dog ofte samtidig være bundet til en aftale, hvor hvervgiveren har fastsat tid, sted og løn og er den, der har den primære handlefrihed til at påvirke chancerne for overskud eller tab. Det faglige område er endvidere dækket af kollektive overenskomster og prislister. Tilstedeværelsen af et eller flere af de 5 momenter vil derfor på dette særlige område ikke i sig selv kunne tillægges samme afgørende betydning som i andre tilfælde. Musikere og artister vil således ofte have skattemæssige fradrag, der er atypiske for lønmodtagere, fx til telefon, kontorhold, øvelokaler, annoncering, driftsmidler og leje af lys- og lydanlæg. Såfremt fradragene er foretaget efter reglerne om lønmodtagerfradrag og rubriceret som sådanne på selvangivelsen, dvs. i den »skattepligtige indkomst«, vil fradragene ikke i sig selv medføre, at beskæftigelsen betragtes som udøvelse af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Det er dog en forudsætning, at fradragene er sædvanlige i forhold til arten og omfanget af pågældendes beskæftigelse. Eksempler: - En musiker eller artist, der - alene eller som deltager i fx et orkester - foretager skattemæssige fradrag til kor, lys- og lydteknikere,»roadies« eller anden medhjælp, anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed efter reglerne i § 2, stk. 2, nr. 2, om ansat arbejdskraft. - Deltagelse i et orkester, der udadtil fremtræder som et interessentskab, anses som udgangspunkt for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. § 2, stk. 3, nr. 4. Det samme gælder i tilfælde, hvor der for et orkester er udarbejdet regnskaber som for interessentskaber, og deltagerne har en kapitalkonto, hvor der henføres midler af overskuddet, hvoraf hver deltager kan hæve beløb. I relation til interessentskaber kan der sondres mellem deltageren i et formaliseret interessentskab med faste årsregnskaber og den, der enten har et enkeltstående engagement med et interessentskab eller i en kortere, tidsbegrænset turneperiode deltager i et orkester, der er mere eller mindre formaliseret, og hvor perioden afsluttes med et orkesterregnskab med fradrag af de traditionelle udgifter til transport, provision o.l. I sidstnævnte tilfælde vil der kun sjældent være tale om mere end midlertidig udøvelse af selvstændig virksomhed, og deltagelsen har derfor ikke betydning, hverken i relation til reglerne om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige eller i relation til reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. III. Økonomisk udbytte Kriteriet om, at den erhvervsmæssige virksomhed skal udøves med det formål at opnå økonomisk udbytte, er først og fremmest knyttet til en driftsøkonomisk betragtning, hvor det ud fra posterne på indtægtssiden sammenholdt med posterne på udgiftssiden vurderes, om virksomheden på kortere eller længere sigt kan forventes at bidrage helt eller delvis til indehaverens livsophold. Der lægges således mere vægt på virksomhedens faktiske tilrettelæggelse end på virksomhedens art. Sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og hobbyvirksomhed er velkendt fra skattelovgivningen, hvor den har afgørende betydning for skatteyderens fradragsmuligheder, idet underskud ved hobbyvirksomhed ikke kan fradrages i anden indkomst, uanset at indtægt ved hobbyvirksomhed er skattepligtig. Endvidere forudsætter fradrag for driftsomkostninger, herunder afskrivninger på driftsmidler, et erhvervsmæssigt formål. Skattemæssige fradrag af underskud og omkostninger vil derfor medføre, at den pågældende også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for at udøve erhvervsmæssig virksomhed. Der kan derimod ikke drages den modsatte slutning. Der henvises i øvrigt herom til stk. 2 og 3 med vejledning. Det personlige arbejde ved hobby- og fritidssysler vil typisk være af begrænset omfang, således at beskæftigelseskravet i § 1, stk. 1, nr. 4, ikke kan anses for opfyldt, og den pågældende allerede af denne grund ikke vil kunne optages i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende. Spørgsmålet, om en aktivitet skal anses for erhvervsmæssig eller ej, vil i langt de fleste tilfælde derfor kun have betydning for vurderingen af, om aktiviteten er bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Økonomiske driftsfællesskaber (Interessentskab (I/S)) I de tilfælde, hvor en virksomhed udøves i fællesskab med andre, kan det allerede i parternes aftale være forudsat, at aktiviteterne har et økonomisk formål. Driftsfællesskabet vil i så fald ofte have karakter af et interessentskab. Interessentskabet må ikke forveksles med et sameje, hvor flere personer i fællesskab ejer, fx fast ejendom eller løsøregenstande, uden at der hermed er noget udadvendt driftsøkonomisk formål. På grund af det økonomiske driftsfællesskab vil en interessent som udgangspunkt blive anset for selvstændig erhvervsdrivende i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. § 2, stk. 3, nr. 4. Hver enkelt deltager hæfter fuldt ud for interessentskabets gæld og forpligtelser, og interessentskabets over-/underskud beskattes ligeledes hos den enkelte deltager. Betingelsen om, at virksomheden drives for egen eller ægtefællens regning og risiko vil derfor også være opfyldt. En interessent er følgelig stillet, som om pågældende drev en enkeltmandsvirksomhed. I ganske sjældne tilfælde kan det forekomme, at en medejer af et interessentskab ikke deltager i driften, men er en såkaldt »stille deltager« eller »sleeping partner«. Det påhviler den, der påstår ikke at deltage i driften, at godtgøre dette. Dette kan ske ved, at den pågældende fx fremlægger en interessentskabskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er de øvrige interessenter, der driver virksomheden, og at den pågældende ikke har nogen reel indflydelse. Formodningen kan eventuelt også afkræftes, hvis det godtgøres, at den pågældendes deltagelse som ejer alene er et led i en støtteaktion for at redde virksomheden, således at deltagelsen som medejer får karakter af et låneforhold, idet det herved må forudsættes, at den pågældende ikke er momsregistreret og ikke foretager skattemæssige fradrag for driftsudgifter eller afskrivninger på driftsmidler fra virksomheden. Der henvises endvidere til vejledningens side 4-5 om personligt arbejde (eje/drive). Om selskaber i øvrigt henvises til vejledningen til § 3. Formueforvaltning En persons formue og formueafkast (kapitalindkomst) er arbejdsløshedsforsikringen uvedkommende. En person kan således forvalte sin formue, uden at arbejdet hermed skal anses for erhvervsmæssig virksomhed. Formueforvaltning kan fx bestå i køb og salg af aktier, anparter, obligationer og lignende værdipapirer. Afgrænsningen i tvivlstilfælde mellem den, der har finansiel erhvervsvirksomhed som levevej, og den, der i øvrigt lever af sin formue og placerer den i obligationer, pantebreve mv., er ikke skarp. Det er dog karakteristisk for den erhvervsdrivende, at der er tale om en vis aktiv indsats i form af fx annoncering og kundekontakt, ligesom administrationen typisk ikke vil være begrænset til den pågældendes egne midler. Omvendt er det karakteristisk for privat formueforvaltning, at køb og salg af værdipapirer sker gennem erhvervsvirksomheder, fx pengeinstitutter, bankierer og vekselerer, og i den primære hensigt at omplacere formuen, således at afkastet bliver størst muligt. Formueforvaltning kan også omfatte kapitalanbringelse i diverse investeringsarrangementer, som især af hensyn til indskydernes skattefordele let får erhvervsmæssig karakter. Det kan i denne forbindelse være afgørende, om investeringsvirksomheden er baseret på personligt arbejde fra investorernes side. Fast ejendom Klart beslægtet med formueforvaltning er indtægter af fast ejendom. Fast ejendom erhverves som oftest til privat beboelse og har som sådan ingen betydning i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Dette gælder også ved fx udlejning af enkeltværelser i ejerens private beboelsesejendom, ved udlejning af den ene lejlighed i et to-familiehus, hvor ejeren selv bor i den anden, eller ved udlejning af et fritidshus, der også benyttes privat. Anderledes forholder det sig derimod, hvis en person har indtægter ved udlejning af ejendomme med 3 eller flere lejligheder, fordi skattelovgivningen i så fald vil anse pågældende for selvstændig erhvervsdrivende med udlejningsvirksomhed - også selv om der måtte være tale om en rent passiv besiddelse af en eller flere ejendomme uden nogen form for arbejdsindsats på ejerens side. Arbejdsløshedsforsikringen er imidlertid baseret på en eller anden form for personlig arbejdsindsats. Grænsen mellem den udlejningsvirksomhed, der kan henføres under formueforvaltning, og den erhvervsmæssige udlejning fastsættes derfor som vejledende hovedregel ved op til og med: 5 udlejningsejendomme, eller 30 lejemål. Udlejning ud over denne grænse skal som udgangspunkt anses for en erhvervsmæssig virksomhed, der dog formentlig i langt de fleste tilfælde må henføres under reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Udlejning på eller under den nævnte grænse kan sidestilles med formueforvaltning, forudsat at der ikke hermed er forbundet en personlig arbejdsindsats fra ejerens side. Hvis ejeren derimod selv forestår administration mv. eller iværksætter ombygning og udstykning af et mindre antal ejendomme/lejemål, må virksomheden også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for erhvervsmæssig. Ved handel med fast ejendom er det først og fremmest ejendomsmæglere og ejendomshandlere, der betragtes som næringsdrivende.
Stk. 1. 1 Elementer i begrebet'selvstændig erhvervsvirksomhed' I. Personligt arbejde (eje/drive) Det at eje en virksomhed - helt eller delvist - anses ikke i sig selv for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Det er det personlige arbejde i virksomheden ved direkte deltagelse i driften eller ved mere indirekte deltagelse gennem fx administrative funktioner, der er afgørende. Det kan i denne forbindelse lægges til grund, at der altid er et vist minimum af personligt arbejde forbundet med en virksomhed, der afspejles gennem tilstedeværelsen af de i stk. 2-3 nævnte ydre kendetegn. Bortforpagteren af en erhvervsvirksomhed kan som hovedregel ikke anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Ejerskab uden personligt arbejde kan endvidere forekomme i tilfælde, hvor pågældende ejer fx aktier, anparter, værdipapirer eller et mindre antal udlejningsejendomme. Der kan også være tilfælde, hvor en person har sat penge i en virksomhed uden i øvrigt at have personligt arbejde i forbindelse hermed. Se herom nærmere i afsnittet om »stille deltager« på side 7, 2. spalte, under økonomiske driftsfællesskaber. Ved bedømmelsen af, om der foreligger udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, har ægtefællers valg af formueordning og deres økonomiske dispositioner i øvrigt ikke nogen særskilt betydning. Det er således ikke afgørende, om den ene eller begge ægtefæller står som ejer af virksomheden. Ejerskab uden personligt arbejde kan også accepteres i tilfælde, hvor en person står som ejer af en virksomhed, der reelt drives af ægtefællen, idet ejerskabet alene har til formål at skaffe ægtefællen kreditorbeskyttelse og forbedret likviditet, fx efter ægtefællens konkurs. Bortset fra ovennævnte situationer vil ejerskabet af en erhvervsvirksomhed normalt være forbundet med driftsmæssige dispositioner i et eller andet omfang. Det er ejeren, der har den økonomiske risiko og den formelle handlefrihed vedrørende virksomhedens drift. Der er tale om udøvelse af selvstændig virksomhed, uanset om der er ansatte til den daglige drift, fx bestyrer, eller om arbejdet udføres af maskinstation. Det, at en person ikke selv udfører det daglige arbejde i virksomheden, får derfor alene betydning ved vurderingen af, om virksomheden kan anerkendes som bibeskæftigelse. II. Regning og risiko At handle for egen regning og risiko vil sige, at den selvstændige erhvervsdrivende forpligter sig personligt ved de aftaler, som indgås om fx køb, salg og levering af varer og tjenesteydelser. Den selvstændige erhvervsdrivende hæfter endvidere personligt for virksomhedens gæld og for de fejl og ulykker, som pågældende selv eller de ansatte måtte begå. Den selvstændige erhvervsdrivendes arbejdsfortjeneste er således afhængig af virksomhedens eventuelle overskud. Parallelt med betingelsen om regning og risiko kan der også opstilles krav om en vis handlefrihed som den nødvendige forudsætning for den selvstændige erhvervsdrivendes muligheder for at påvirke virksomhedens chancer for overskud eller tab. I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Spørgsmålet er dog ikke et »enten-eller«, men skal snarere ses som en linie af aftaleformer, hvor lønmodtageransættelsen udgør det ene endepunkt og den selvstændige erhvervsudøvelse det andet. Der kan derfor være behov for at gøre sig de særlige kendetegn for selvstændig erhvervsudøvelse klart. I stk. 2-3 er nævnt de ydre kendetegn, som har ubetinget eller væsentlig betydning i enhver situation. Se herom nærmere under de enkelte bestemmelser. Ved vurderingen i øvrigt af, om der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der lægges vægt på, om pågældende 1) anvender egne/lejede driftsmidler, 2) udøver sit erhverv fra egne/lejede lokaler, 3) selv afholder udgifterne eller selv leverer materialerne til arbejdets udførelse, 4) ved annoncering, skiltning eller lignende tilkendegiver, at han/hun er fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art, 5) efter de for lønmodtagere gældende regler foretager skattemæssige fradrag eller skattemæssige afskrivninger på driftsmidler, som i begge situationer må anses for usædvanlige efter deres art eller størrelse set i forhold til det faglige område. Ingen af de fem momenter er dog i sig selv afgørende eller har lige stor betydning i enhver situation. Afgørelsen må bero på en samlet, konkret vurdering, hvori også må indgå hensyn til de særlige beskæftigelsesforhold inden for fag/grupper, hvor et traditionelt arbejdsgiver-/arbejdstagerbegreb er sjældent eller ikke forekommer rent, jf. i det følgende særskilt om freelance-beskæftigede og om musikere og artister. De nævnte momenter kan endvidere af- eller bekræfte den formodning for selvstændig erhvervsvirksomhed, som måtte være skabt ved forekomsten af 1 af de under stk. 3 nævnte kriterier. Det er i princippet forholdet mellem arbejdstager og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Er der flere hvervgivere, kan arbejdstageren således godt have indtægt som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende samtidig. Hvis der hos en lønmodtager forekommer enkelte arbejdsforhold af mere selvstændig karakter, bør dette ikke i sig selv medføre, at pågældende ikke kan bevare sin status som lønmodtager. Generelt er det i sådanne situationer endvidere vigtigt at have med i sin vurdering, om den selvstændige erhvervsvirksomhed kan anses for omfattet af de særlige regler om bibeskæftigelse. Om enkelte, særlige erhvervsgrupper Freelance-beskæftigelse Begrebet freelance benyttes ofte inden for visse brancher, fx journalister, pressefotografer, reklame-branchen mv. for at præcisere, at der ikke er tale om et sædvanligt tjenesteforhold, idet den pågældende personligt arbejder for en eller flere hvervgivere med opgaver af mere eller mindre bunden karakter. Endvidere synes der at være et stigende udbud af honorarbetalte opgaver, som alene skyldes administrative og budgetmæssige hensyn. Pressefotografer vil tillige næsten altid være momsregistrerede. Der er således inden for samme faglige område tale om erhvervsarbejde, som vanskeligt kan henføres til enten traditionelt lønarbejde eller egentlig selvstændig virksomhed. Begrebet freelance har som sådan ikke nogen selvstændig betydning og retsvirkning i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven. Afgørelsen af, om et medlem, der om sit arbejde benytter betegnelsen freelance, skal anses for selvstændig erhvervsdrivende, må derfor følge af en konkret vurdering efter reglerne i §§ 2-4. Musikere og artister Arbejde som musiker og artist kan ofte være vanskeligt at henføre som enten lønarbejde eller udøvelse af selvstændig virksomhed. Er der tale om et egentligt ansættelsesforhold som musiker eller artist eller tilfælde, hvor indtægterne skattemæssigt alene figurerer som A- og/eller B-indkomst samtidig med, at der alene er anvendt skattemæssige fradrag for lønmodtagere, vil der kun sjældent være tvivl om, at der er tale om lønarbejde. Foreligger der i relation til beskæftigelsen eet af de forhold, der er omfattet af § 2, stk. 2, (fx henlæggelse til investeringsfonds, ansatte eller skattemæssige fradrag og afskrivninger for selvstændige), vil der altid være tale om udøvelse af selvstændig virksomhed. Det samme vil som udgangspunkt være tilfældet, hvis der foreligger eet af de forhold, der er omfattet af § 2, stk. 3, (momsregistrering, skattemæssig angivelse af over-/underskud af selvstændig virksomhed, anvendelse af virksomhedsskatteloven eller deltagelse i et interessentskab). I øvrige tilfælde skal der foretages en konkret vurdering. På grund af de særlige beskæftigelsesmæssige forhold, der traditionelt gælder for denne gruppe, vil musikere og artister ofte opfylde et eller flere af momenterne 1-5, der ovenfor er beskrevet som talende for, at der foreligger udøvelse af selvstændig virksomhed (anvendelse af egne/lejede driftsmidler, udøvelse af erhverv fra egne/lejede lokaler, afholder selv udgifterne eller leverer selv materialerne til arbejdets udførelse mv.). Musikere og artister vil dog ofte samtidig være bundet til en aftale, hvor hvervgiveren har fastsat tid, sted og løn og er den, der har den primære handlefrihed til at påvirke chancerne for overskud eller tab. Det faglige område er endvidere dækket af kollektive overenskomster og prislister. Tilstedeværelsen af et eller flere af de 5 momenter vil derfor på dette særlige område ikke i sig selv kunne tillægges samme afgørende betydning som i andre tilfælde. Musikere og artister vil således ofte have skattemæssige fradrag, der er atypiske for lønmodtagere, fx til telefon, kontorhold, øvelokaler, annoncering, driftsmidler og leje af lys- og lydanlæg. Såfremt fradragene er foretaget efter reglerne om lønmodtagerfradrag og rubriceret som sådanne på selvangivelsen, dvs. i den »skattepligtige indkomst«, vil fradragene ikke i sig selv medføre, at beskæftigelsen betragtes som udøvelse af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Det er dog en forudsætning, at fradragene er sædvanlige i forhold til arten og omfanget af pågældendes beskæftigelse. Eksempler: - En musiker eller artist, der - alene eller som deltager i fx et orkester - foretager skattemæssige fradrag til kor, lys- og lydteknikere,»roadies« eller anden medhjælp, anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed efter reglerne i § 2, stk. 2, nr. 2, om ansat arbejdskraft. - Deltagelse i et orkester, der udadtil fremtræder som et interessentskab, anses som udgangspunkt for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. § 2, stk. 3, nr. 4. Det samme gælder i tilfælde, hvor der for et orkester er udarbejdet regnskaber som for interessentskaber, og deltagerne har en kapitalkonto, hvor der henføres midler af overskuddet, hvoraf hver deltager kan hæve beløb. I relation til interessentskaber kan der sondres mellem deltageren i et formaliseret interessentskab med faste årsregnskaber og den, der enten har et enkeltstående engagement med et interessentskab eller i en kortere, tidsbegrænset turneperiode deltager i et orkester, der er mere eller mindre formaliseret, og hvor perioden afsluttes med et orkesterregnskab med fradrag af de traditionelle udgifter til transport, provision o.l. I sidstnævnte tilfælde vil der kun sjældent være tale om mere end midlertidig udøvelse af selvstændig virksomhed, og deltagelsen har derfor ikke betydning, hverken i relation til reglerne om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige eller i relation til reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. III. Økonomisk udbytte Kriteriet om, at den erhvervsmæssige virksomhed skal udøves med det formål at opnå økonomisk udbytte, er først og fremmest knyttet til en driftsøkonomisk betragtning, hvor det ud fra posterne på indtægtssiden sammenholdt med posterne på udgiftssiden vurderes, om virksomheden på kortere eller længere sigt kan forventes at bidrage helt eller delvis til indehaverens livsophold. Der lægges således mere vægt på virksomhedens faktiske tilrettelæggelse end på virksomhedens art. Sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og hobbyvirksomhed er velkendt fra skattelovgivningen, hvor den har afgørende betydning for skatteyderens fradragsmuligheder, idet underskud ved hobbyvirksomhed ikke kan fradrages i anden indkomst, uanset at indtægt ved hobbyvirksomhed er skattepligtig. Endvidere forudsætter fradrag for driftsomkostninger, herunder afskrivninger på driftsmidler, et erhvervsmæssigt formål. Skattemæssige fradrag af underskud og omkostninger vil derfor medføre, at den pågældende også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for at udøve erhvervsmæssig virksomhed. Der kan derimod ikke drages den modsatte slutning. Der henvises i øvrigt herom til stk. 2 og 3 med vejledning. Det personlige arbejde ved hobby- og fritidssysler vil typisk være af begrænset omfang, således at beskæftigelseskravet i § 1, stk. 1, nr. 4, ikke kan anses for opfyldt, og den pågældende allerede af denne grund ikke vil kunne optages i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende. Spørgsmålet, om en aktivitet skal anses for erhvervsmæssig eller ej, vil i langt de fleste tilfælde derfor kun have betydning for vurderingen af, om aktiviteten er bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Økonomiske driftsfællesskaber (Interessentskab (I/S)) I de tilfælde, hvor en virksomhed udøves i fællesskab med andre, kan det allerede i parternes aftale være forudsat, at aktiviteterne har et økonomisk formål. Driftsfællesskabet vil i så fald ofte have karakter af et interessentskab. Interessentskabet må ikke forveksles med et sameje, hvor flere personer i fællesskab ejer, fx fast ejendom eller løsøregenstande, uden at der hermed er noget udadvendt driftsøkonomisk formål. På grund af det økonomiske driftsfællesskab vil en interessent som udgangspunkt blive anset for selvstændig erhvervsdrivende i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. § 2, stk. 3, nr. 4. Hver enkelt deltager hæfter fuldt ud for interessentskabets gæld og forpligtelser, og interessentskabets over-/underskud beskattes ligeledes hos den enkelte deltager. Betingelsen om, at virksomheden drives for egen eller ægtefællens regning og risiko vil derfor også være opfyldt. En interessent er følgelig stillet, som om pågældende drev en enkeltmandsvirksomhed. I ganske sjældne tilfælde kan det forekomme, at en medejer af et interessentskab ikke deltager i driften, men er en såkaldt »stille deltager« eller »sleeping partner«. Det påhviler den, der påstår ikke at deltage i driften, at godtgøre dette. Dette kan ske ved, at den pågældende fx fremlægger en interessentskabskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er de øvrige interessenter, der driver virksomheden, og at den pågældende ikke har nogen reel indflydelse. Formodningen kan eventuelt også afkræftes, hvis det godtgøres, at den pågældendes deltagelse som ejer alene er et led i en støtteaktion for at redde virksomheden, således at deltagelsen som medejer får karakter af et låneforhold, idet det herved må forudsættes, at den pågældende ikke er momsregistreret og ikke foretager skattemæssige fradrag for driftsudgifter eller afskrivninger på driftsmidler fra virksomheden. Der henvises endvidere til vejledningens side 4-5 om personligt arbejde (eje/drive). Om selskaber i øvrigt henvises til vejledningen til § 3. Formueforvaltning En persons formue og formueafkast (kapitalindkomst) er arbejdsløshedsforsikringen uvedkommende. En person kan således forvalte sin formue, uden at arbejdet hermed skal anses for erhvervsmæssig virksomhed. Formueforvaltning kan fx bestå i køb og salg af aktier, anparter, obligationer og lignende værdipapirer. Afgrænsningen i tvivlstilfælde mellem den, der har finansiel erhvervsvirksomhed som levevej, og den, der i øvrigt lever af sin formue og placerer den i obligationer, pantebreve mv., er ikke skarp. Det er dog karakteristisk for den erhvervsdrivende, at der er tale om en vis aktiv indsats i form af fx annoncering og kundekontakt, ligesom administrationen typisk ikke vil være begrænset til den pågældendes egne midler. Omvendt er det karakteristisk for privat formueforvaltning, at køb og salg af værdipapirer sker gennem erhvervsvirksomheder, fx pengeinstitutter, bankierer og vekselerer, og i den primære hensigt at omplacere formuen, således at afkastet bliver størst muligt. Formueforvaltning kan også omfatte kapitalanbringelse i diverse investeringsarrangementer, som især af hensyn til indskydernes skattefordele let får erhvervsmæssig karakter. Det kan i denne forbindelse være afgørende, om investeringsvirksomheden er baseret på personligt arbejde fra investorernes side. Fast ejendom Klart beslægtet med formueforvaltning er indtægter af fast ejendom. Fast ejendom erhverves som oftest til privat beboelse og har som sådan ingen betydning i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Dette gælder også ved fx udlejning af enkeltværelser i ejerens private beboelsesejendom, ved udlejning af den ene lejlighed i et to-familiehus, hvor ejeren selv bor i den anden, eller ved udlejning af et fritidshus, der også benyttes privat. Anderledes forholder det sig derimod, hvis en person har indtægter ved udlejning af ejendomme med 3 eller flere lejligheder, fordi skattelovgivningen i så fald vil anse pågældende for selvstændig erhvervsdrivende med udlejningsvirksomhed - også selv om der måtte være tale om en rent passiv besiddelse af en eller flere ejendomme uden nogen form for arbejdsindsats på ejerens side. Arbejdsløshedsforsikringen er imidlertid baseret på en eller anden form for personlig arbejdsindsats. Grænsen mellem den udlejningsvirksomhed, der kan henføres under formueforvaltning, og den erhvervsmæssige udlejning fastsættes derfor som vejledende hovedregel ved op til og med: 5 udlejningsejendomme, eller 30 lejemål. Udlejning ud over denne grænse skal som udgangspunkt anses for en erhvervsmæssig virksomhed, der dog formentlig i langt de fleste tilfælde må henføres under reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Udlejning på eller under den nævnte grænse kan sidestilles med formueforvaltning, forudsat at der ikke hermed er forbundet en personlig arbejdsindsats fra ejerens side. Hvis ejeren derimod selv forestår administration mv. eller iværksætter ombygning og udstykning af et mindre antal ejendomme/lejemål, må virksomheden også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for erhvervsmæssig. Ved handel med fast ejendom er det først og fremmest ejendomsmæglere og ejendomshandlere, der betragtes som næringsdrivende.
Stk. 2. Stk. 2 Altid selvstændig erhvervsudøvelse De i stk. 2 nævnte kriterier medfører alle hver for sig, at beskæftigelsen altid anses for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed. Ad nr. 1. Hvis den pågældende henlægger midler til investeringsfonds eller senere får henlagte midler frigivet, vil der altid være tale om selvstændig erhvervsudøvelse. Det skyldes, at det er en betingelse for sådanne henlæggelser og frigivelser, at den pågældende i ikke uvæsentligt omfang deltager i driften af virksomheden, og at kun erhvervsmæssig virksomhed kan danne grundlag for henlæggelser til investeringsfonds. Ad nr. 2. En person, der har ansat arbejdskraft, vil altid blive anset for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, da det må anses for uforeneligt med status som lønmodtager at være arbejdsgiver. Dette hænger sammen med den arbejdsretlige grundsætning om, at en lønmodtager normalt ikke kan opfylde sin del af ansættelsesaftalen ved substitution, men at arbejdet skal udføres personligt. Det vil som regel fremgå af regnskaber, bilag og lignende, at der er udbetalt vederlag til fremmed arbejdskraft. Ansat arbejdskraft skal forstås bredt og omfatter fx også såkaldte »roadies«, dvs. medhjælpere til transport og flytning af materiel eller opsætning og betjening af lyd- og lyseffekter, som musikere eller musikgrupper ofte benytter. Ad nr. 3. Ved at overføre beløb til medarbejdende ægtefælle tilkendegives, at den pågældende også selv deltager i driften af virksomheden. Begge ægtefæller vil derfor blive anset for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Ad nr. 4. Da der kun tillades skattemæssige varelagernedskrivninger i selvstændige erhvervsvirksomheder, vil en person, der foretager sådanne nedskrivninger, altid blive anset for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Det må endvidere anses for uforeneligt med status som lønmodtager, at en person foretager og får godkendt fradrag for driftsudgifter og afskrivninger på driftsmidler i den »personlige indkomst« efter de særlige regler for selvstændige erhvervsdrivende. Bemærk i denne forbindelse, at lønmodtagerudgifter kun kan fradrages i den »skattepligtige indkomst«. Fradragsmulighederne kommer bl.a. til udtryk på årsopgørelsen. Ad nr. 5. Arbejdsgiversiden i en kollektiv overenskomst eller et medlem af en arbejdsgiverorganisation kan ikke tillige opnå status som lønmodtager. Ad nr. 6. I nævnte tilfælde vil det selvstændige element være så fremtrædende, at den pågældende altid skal anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.
Stk. 3. Stk. 3 Formodning for selvstændig erhvervsudøvelse
Stk. 4. Stk. 3 er en formodnings- eller bevisbyrderegel, således at personen vil blive anset for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, medmindre pågældende dokumenterer at være lønmodtager. Denne bevisbyrde vil ikke kunne løftes i det i § 2, stk. 2, nr. 6, nævnte tilfælde. Ad nr. 1. Momsregistrering er normalt et sikkert tegn på selvstændig erhvervsudøvelse. Når momsregistrering alligevel ikke er nævnt i stk. 2, er det fordi der i visse lønmodtagerforhold er registreringspligt, ligesom der er visse muligheder for frivillig registrering. Ad nr. 2. Det er karakteristisk for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, at indkomsten afhænger af et eventuelt overskud. Skattepligtig indkomst, hvori der hverken skal indeholdes A-skat eller udbytteskat, benævnes B-indkomst. Afgrænsningen af A-indkomst over for B-indkomst følger de retningslinier, som er afgørende for, om en arbejdstager kan opnå lønmodtagerfradrag, jf. også vejledningen til § 2, stk. 1, om øvrige momenter for selvstændig erhvervsvirksomhed. Sondringen kan således ikke tillægges betydning i denne bekendtgørelse. Ad nr. 3. Kun selvstændige erhvervsdrivende kan anvende virksomhedsskatteloven, og det er herved antaget, at selvstændighedsbegrebet afgrænses på samme måde som i de øvrige skattelove. Virksomhedsskatteloven bidrager derfor ikke til en nærmere begrebsbestemmelse, men der vil imidlertid under hensyn til formålene med loven være en formodning for, at en person, der et år vælger at lade sig omfatte af virksomhedsskatteordningen, også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven vil blive anset for selvstændig erhvervsdrivende. Ad nr. 4. Der henvises til afsnittet om økonomiske driftsfællesskaber i vejledningen til § 2, stk. 1.
Stk. 1. 1 Elementer i begrebet'selvstændig erhvervsvirksomhed' I. Personligt arbejde (eje/drive) Det at eje en virksomhed - helt eller delvist - anses ikke i sig selv for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Det er det personlige arbejde i virksomheden ved direkte deltagelse i driften eller ved mere indirekte deltagelse gennem fx administrative funktioner, der er afgørende. Det kan i denne forbindelse lægges til grund, at der altid er et vist minimum af personligt arbejde forbundet med en virksomhed, der afspejles gennem tilstedeværelsen af de i stk. 2-3 nævnte ydre kendetegn. Bortforpagteren af en erhvervsvirksomhed kan som hovedregel ikke anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Ejerskab uden personligt arbejde kan endvidere forekomme i tilfælde, hvor pågældende ejer fx aktier, anparter, værdipapirer eller et mindre antal udlejningsejendomme. Der kan også være tilfælde, hvor en person har sat penge i en virksomhed uden i øvrigt at have personligt arbejde i forbindelse hermed. Se herom nærmere i afsnittet om »stille deltager« på side 7, 2. spalte, under økonomiske driftsfællesskaber. Ved bedømmelsen af, om der foreligger udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, har ægtefællers valg af formueordning og deres økonomiske dispositioner i øvrigt ikke nogen særskilt betydning. Det er således ikke afgørende, om den ene eller begge ægtefæller står som ejer af virksomheden. Ejerskab uden personligt arbejde kan også accepteres i tilfælde, hvor en person står som ejer af en virksomhed, der reelt drives af ægtefællen, idet ejerskabet alene har til formål at skaffe ægtefællen kreditorbeskyttelse og forbedret likviditet, fx efter ægtefællens konkurs. Bortset fra ovennævnte situationer vil ejerskabet af en erhvervsvirksomhed normalt være forbundet med driftsmæssige dispositioner i et eller andet omfang. Det er ejeren, der har den økonomiske risiko og den formelle handlefrihed vedrørende virksomhedens drift. Der er tale om udøvelse af selvstændig virksomhed, uanset om der er ansatte til den daglige drift, fx bestyrer, eller om arbejdet udføres af maskinstation. Det, at en person ikke selv udfører det daglige arbejde i virksomheden, får derfor alene betydning ved vurderingen af, om virksomheden kan anerkendes som bibeskæftigelse. II. Regning og risiko At handle for egen regning og risiko vil sige, at den selvstændige erhvervsdrivende forpligter sig personligt ved de aftaler, som indgås om fx køb, salg og levering af varer og tjenesteydelser. Den selvstændige erhvervsdrivende hæfter endvidere personligt for virksomhedens gæld og for de fejl og ulykker, som pågældende selv eller de ansatte måtte begå. Den selvstændige erhvervsdrivendes arbejdsfortjeneste er således afhængig af virksomhedens eventuelle overskud. Parallelt med betingelsen om regning og risiko kan der også opstilles krav om en vis handlefrihed som den nødvendige forudsætning for den selvstændige erhvervsdrivendes muligheder for at påvirke virksomhedens chancer for overskud eller tab. I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Spørgsmålet er dog ikke et »enten-eller«, men skal snarere ses som en linie af aftaleformer, hvor lønmodtageransættelsen udgør det ene endepunkt og den selvstændige erhvervsudøvelse det andet. Der kan derfor være behov for at gøre sig de særlige kendetegn for selvstændig erhvervsudøvelse klart. I stk. 2-3 er nævnt de ydre kendetegn, som har ubetinget eller væsentlig betydning i enhver situation. Se herom nærmere under de enkelte bestemmelser. Ved vurderingen i øvrigt af, om der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der lægges vægt på, om pågældende 1) anvender egne/lejede driftsmidler, 2) udøver sit erhverv fra egne/lejede lokaler, 3) selv afholder udgifterne eller selv leverer materialerne til arbejdets udførelse, 4) ved annoncering, skiltning eller lignende tilkendegiver, at han/hun er fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art, 5) efter de for lønmodtagere gældende regler foretager skattemæssige fradrag eller skattemæssige afskrivninger på driftsmidler, som i begge situationer må anses for usædvanlige efter deres art eller størrelse set i forhold til det faglige område. Ingen af de fem momenter er dog i sig selv afgørende eller har lige stor betydning i enhver situation. Afgørelsen må bero på en samlet, konkret vurdering, hvori også må indgå hensyn til de særlige beskæftigelsesforhold inden for fag/grupper, hvor et traditionelt arbejdsgiver-/arbejdstagerbegreb er sjældent eller ikke forekommer rent, jf. i det følgende særskilt om freelance-beskæftigede og om musikere og artister. De nævnte momenter kan endvidere af- eller bekræfte den formodning for selvstændig erhvervsvirksomhed, som måtte være skabt ved forekomsten af 1 af de under stk. 3 nævnte kriterier. Det er i princippet forholdet mellem arbejdstager og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Er der flere hvervgivere, kan arbejdstageren således godt have indtægt som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende samtidig. Hvis der hos en lønmodtager forekommer enkelte arbejdsforhold af mere selvstændig karakter, bør dette ikke i sig selv medføre, at pågældende ikke kan bevare sin status som lønmodtager. Generelt er det i sådanne situationer endvidere vigtigt at have med i sin vurdering, om den selvstændige erhvervsvirksomhed kan anses for omfattet af de særlige regler om bibeskæftigelse. Om enkelte, særlige erhvervsgrupper Freelance-beskæftigelse Begrebet freelance benyttes ofte inden for visse brancher, fx journalister, pressefotografer, reklame-branchen mv. for at præcisere, at der ikke er tale om et sædvanligt tjenesteforhold, idet den pågældende personligt arbejder for en eller flere hvervgivere med opgaver af mere eller mindre bunden karakter. Endvidere synes der at være et stigende udbud af honorarbetalte opgaver, som alene skyldes administrative og budgetmæssige hensyn. Pressefotografer vil tillige næsten altid være momsregistrerede. Der er således inden for samme faglige område tale om erhvervsarbejde, som vanskeligt kan henføres til enten traditionelt lønarbejde eller egentlig selvstændig virksomhed. Begrebet freelance har som sådan ikke nogen selvstændig betydning og retsvirkning i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven. Afgørelsen af, om et medlem, der om sit arbejde benytter betegnelsen freelance, skal anses for selvstændig erhvervsdrivende, må derfor følge af en konkret vurdering efter reglerne i §§ 2-4. Musikere og artister Arbejde som musiker og artist kan ofte være vanskeligt at henføre som enten lønarbejde eller udøvelse af selvstændig virksomhed. Er der tale om et egentligt ansættelsesforhold som musiker eller artist eller tilfælde, hvor indtægterne skattemæssigt alene figurerer som A- og/eller B-indkomst samtidig med, at der alene er anvendt skattemæssige fradrag for lønmodtagere, vil der kun sjældent være tvivl om, at der er tale om lønarbejde. Foreligger der i relation til beskæftigelsen eet af de forhold, der er omfattet af § 2, stk. 2, (fx henlæggelse til investeringsfonds, ansatte eller skattemæssige fradrag og afskrivninger for selvstændige), vil der altid være tale om udøvelse af selvstændig virksomhed. Det samme vil som udgangspunkt være tilfældet, hvis der foreligger eet af de forhold, der er omfattet af § 2, stk. 3, (momsregistrering, skattemæssig angivelse af over-/underskud af selvstændig virksomhed, anvendelse af virksomhedsskatteloven eller deltagelse i et interessentskab). I øvrige tilfælde skal der foretages en konkret vurdering. På grund af de særlige beskæftigelsesmæssige forhold, der traditionelt gælder for denne gruppe, vil musikere og artister ofte opfylde et eller flere af momenterne 1-5, der ovenfor er beskrevet som talende for, at der foreligger udøvelse af selvstændig virksomhed (anvendelse af egne/lejede driftsmidler, udøvelse af erhverv fra egne/lejede lokaler, afholder selv udgifterne eller leverer selv materialerne til arbejdets udførelse mv.). Musikere og artister vil dog ofte samtidig være bundet til en aftale, hvor hvervgiveren har fastsat tid, sted og løn og er den, der har den primære handlefrihed til at påvirke chancerne for overskud eller tab. Det faglige område er endvidere dækket af kollektive overenskomster og prislister. Tilstedeværelsen af et eller flere af de 5 momenter vil derfor på dette særlige område ikke i sig selv kunne tillægges samme afgørende betydning som i andre tilfælde. Musikere og artister vil således ofte have skattemæssige fradrag, der er atypiske for lønmodtagere, fx til telefon, kontorhold, øvelokaler, annoncering, driftsmidler og leje af lys- og lydanlæg. Såfremt fradragene er foretaget efter reglerne om lønmodtagerfradrag og rubriceret som sådanne på selvangivelsen, dvs. i den »skattepligtige indkomst«, vil fradragene ikke i sig selv medføre, at beskæftigelsen betragtes som udøvelse af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Det er dog en forudsætning, at fradragene er sædvanlige i forhold til arten og omfanget af pågældendes beskæftigelse. Eksempler: - En musiker eller artist, der - alene eller som deltager i fx et orkester - foretager skattemæssige fradrag til kor, lys- og lydteknikere,»roadies« eller anden medhjælp, anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed efter reglerne i § 2, stk. 2, nr. 2, om ansat arbejdskraft. - Deltagelse i et orkester, der udadtil fremtræder som et interessentskab, anses som udgangspunkt for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. § 2, stk. 3, nr. 4. Det samme gælder i tilfælde, hvor der for et orkester er udarbejdet regnskaber som for interessentskaber, og deltagerne har en kapitalkonto, hvor der henføres midler af overskuddet, hvoraf hver deltager kan hæve beløb. I relation til interessentskaber kan der sondres mellem deltageren i et formaliseret interessentskab med faste årsregnskaber og den, der enten har et enkeltstående engagement med et interessentskab eller i en kortere, tidsbegrænset turneperiode deltager i et orkester, der er mere eller mindre formaliseret, og hvor perioden afsluttes med et orkesterregnskab med fradrag af de traditionelle udgifter til transport, provision o.l. I sidstnævnte tilfælde vil der kun sjældent være tale om mere end midlertidig udøvelse af selvstændig virksomhed, og deltagelsen har derfor ikke betydning, hverken i relation til reglerne om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige eller i relation til reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. III. Økonomisk udbytte Kriteriet om, at den erhvervsmæssige virksomhed skal udøves med det formål at opnå økonomisk udbytte, er først og fremmest knyttet til en driftsøkonomisk betragtning, hvor det ud fra posterne på indtægtssiden sammenholdt med posterne på udgiftssiden vurderes, om virksomheden på kortere eller længere sigt kan forventes at bidrage helt eller delvis til indehaverens livsophold. Der lægges således mere vægt på virksomhedens faktiske tilrettelæggelse end på virksomhedens art. Sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og hobbyvirksomhed er velkendt fra skattelovgivningen, hvor den har afgørende betydning for skatteyderens fradragsmuligheder, idet underskud ved hobbyvirksomhed ikke kan fradrages i anden indkomst, uanset at indtægt ved hobbyvirksomhed er skattepligtig. Endvidere forudsætter fradrag for driftsomkostninger, herunder afskrivninger på driftsmidler, et erhvervsmæssigt formål. Skattemæssige fradrag af underskud og omkostninger vil derfor medføre, at den pågældende også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for at udøve erhvervsmæssig virksomhed. Der kan derimod ikke drages den modsatte slutning. Der henvises i øvrigt herom til stk. 2 og 3 med vejledning. Det personlige arbejde ved hobby- og fritidssysler vil typisk være af begrænset omfang, således at beskæftigelseskravet i § 1, stk. 1, nr. 4, ikke kan anses for opfyldt, og den pågældende allerede af denne grund ikke vil kunne optages i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende. Spørgsmålet, om en aktivitet skal anses for erhvervsmæssig eller ej, vil i langt de fleste tilfælde derfor kun have betydning for vurderingen af, om aktiviteten er bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Økonomiske driftsfællesskaber (Interessentskab (I/S)) I de tilfælde, hvor en virksomhed udøves i fællesskab med andre, kan det allerede i parternes aftale være forudsat, at aktiviteterne har et økonomisk formål. Driftsfællesskabet vil i så fald ofte have karakter af et interessentskab. Interessentskabet må ikke forveksles med et sameje, hvor flere personer i fællesskab ejer, fx fast ejendom eller løsøregenstande, uden at der hermed er noget udadvendt driftsøkonomisk formål. På grund af det økonomiske driftsfællesskab vil en interessent som udgangspunkt blive anset for selvstændig erhvervsdrivende i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. § 2, stk. 3, nr. 4. Hver enkelt deltager hæfter fuldt ud for interessentskabets gæld og forpligtelser, og interessentskabets over-/underskud beskattes ligeledes hos den enkelte deltager. Betingelsen om, at virksomheden drives for egen eller ægtefællens regning og risiko vil derfor også være opfyldt. En interessent er følgelig stillet, som om pågældende drev en enkeltmandsvirksomhed. I ganske sjældne tilfælde kan det forekomme, at en medejer af et interessentskab ikke deltager i driften, men er en såkaldt »stille deltager« eller »sleeping partner«. Det påhviler den, der påstår ikke at deltage i driften, at godtgøre dette. Dette kan ske ved, at den pågældende fx fremlægger en interessentskabskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er de øvrige interessenter, der driver virksomheden, og at den pågældende ikke har nogen reel indflydelse. Formodningen kan eventuelt også afkræftes, hvis det godtgøres, at den pågældendes deltagelse som ejer alene er et led i en støtteaktion for at redde virksomheden, således at deltagelsen som medejer får karakter af et låneforhold, idet det herved må forudsættes, at den pågældende ikke er momsregistreret og ikke foretager skattemæssige fradrag for driftsudgifter eller afskrivninger på driftsmidler fra virksomheden. Der henvises endvidere til vejledningens side 4-5 om personligt arbejde (eje/drive). Om selskaber i øvrigt henvises til vejledningen til § 3. Formueforvaltning En persons formue og formueafkast (kapitalindkomst) er arbejdsløshedsforsikringen uvedkommende. En person kan således forvalte sin formue, uden at arbejdet hermed skal anses for erhvervsmæssig virksomhed. Formueforvaltning kan fx bestå i køb og salg af aktier, anparter, obligationer og lignende værdipapirer. Afgrænsningen i tvivlstilfælde mellem den, der har finansiel erhvervsvirksomhed som levevej, og den, der i øvrigt lever af sin formue og placerer den i obligationer, pantebreve mv., er ikke skarp. Det er dog karakteristisk for den erhvervsdrivende, at der er tale om en vis aktiv indsats i form af fx annoncering og kundekontakt, ligesom administrationen typisk ikke vil være begrænset til den pågældendes egne midler. Omvendt er det karakteristisk for privat formueforvaltning, at køb og salg af værdipapirer sker gennem erhvervsvirksomheder, fx pengeinstitutter, bankierer og vekselerer, og i den primære hensigt at omplacere formuen, således at afkastet bliver størst muligt. Formueforvaltning kan også omfatte kapitalanbringelse i diverse investeringsarrangementer, som især af hensyn til indskydernes skattefordele let får erhvervsmæssig karakter. Det kan i denne forbindelse være afgørende, om investeringsvirksomheden er baseret på personligt arbejde fra investorernes side. Fast ejendom Klart beslægtet med formueforvaltning er indtægter af fast ejendom. Fast ejendom erhverves som oftest til privat beboelse og har som sådan ingen betydning i relation til arbejdsløshedsforsikringen. Dette gælder også ved fx udlejning af enkeltværelser i ejerens private beboelsesejendom, ved udlejning af den ene lejlighed i et to-familiehus, hvor ejeren selv bor i den anden, eller ved udlejning af et fritidshus, der også benyttes privat. Anderledes forholder det sig derimod, hvis en person har indtægter ved udlejning af ejendomme med 3 eller flere lejligheder, fordi skattelovgivningen i så fald vil anse pågældende for selvstændig erhvervsdrivende med udlejningsvirksomhed - også selv om der måtte være tale om en rent passiv besiddelse af en eller flere ejendomme uden nogen form for arbejdsindsats på ejerens side. Arbejdsløshedsforsikringen er imidlertid baseret på en eller anden form for personlig arbejdsindsats. Grænsen mellem den udlejningsvirksomhed, der kan henføres under formueforvaltning, og den erhvervsmæssige udlejning fastsættes derfor som vejledende hovedregel ved op til og med: 5 udlejningsejendomme, eller 30 lejemål. Udlejning ud over denne grænse skal som udgangspunkt anses for en erhvervsmæssig virksomhed, der dog formentlig i langt de fleste tilfælde må henføres under reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Udlejning på eller under den nævnte grænse kan sidestilles med formueforvaltning, forudsat at der ikke hermed er forbundet en personlig arbejdsindsats fra ejerens side. Hvis ejeren derimod selv forestår administration mv. eller iværksætter ombygning og udstykning af et mindre antal ejendomme/lejemål, må virksomheden også i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven anses for erhvervsmæssig. Ved handel med fast ejendom er det først og fremmest ejendomsmæglere og ejendomshandlere, der betragtes som næringsdrivende.
§ 3, stk.
Stk. 1. 1 En person, der er kapitalindehaver i et selskab, hvori pågældende selv er beskæftiget, vil kunne være ansat på helt almindelige lønmodtagervilkår i selskabet. I stk. 2 og 3 opstilles regler for en persons identifikation med et selskab, for ægtefællers identifikation med hinanden og for ægtefællernes identifikation med deres nærmeste familie. Reglerne skal lede hen til fastlæggelsen af, hvornår personen har en sådan afgørende indflydelse i det hvervgivende selskab, at beskæftigelsen i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven - uanset den formelle status som lønmodtager - skal anses for selvstændig erhvervsudøvelse. Det er en forudsætning for anvendelsen af disse regler, at personen er beskæftiget i selskabet. Det forhold, at personen alene er kapitalindehaver i et selskab, medfører ikke, at pågældende betragtes som selvstændig erhvervsudøvende.
Stk. 1. 1 En person, der er kapitalindehaver i et selskab, hvori pågældende selv er beskæftiget, vil kunne være ansat på helt almindelige lønmodtagervilkår i selskabet. I stk. 2 og 3 opstilles regler for en persons identifikation med et selskab, for ægtefællers identifikation med hinanden og for ægtefællernes identifikation med deres nærmeste familie. Reglerne skal lede hen til fastlæggelsen af, hvornår personen har en sådan afgørende indflydelse i det hvervgivende selskab, at beskæftigelsen i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven - uanset den formelle status som lønmodtager - skal anses for selvstændig erhvervsudøvelse. Det er en forudsætning for anvendelsen af disse regler, at personen er beskæftiget i selskabet. Det forhold, at personen alene er kapitalindehaver i et selskab, medfører ikke, at pågældende betragtes som selvstændig erhvervsudøvende.
Stk. 1. 1 En person, der er kapitalindehaver i et selskab, hvori pågældende selv er beskæftiget, vil kunne være ansat på helt almindelige lønmodtagervilkår i selskabet. I stk. 2 og 3 opstilles regler for en persons identifikation med et selskab, for ægtefællers identifikation med hinanden og for ægtefællernes identifikation med deres nærmeste familie. Reglerne skal lede hen til fastlæggelsen af, hvornår personen har en sådan afgørende indflydelse i det hvervgivende selskab, at beskæftigelsen i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven - uanset den formelle status som lønmodtager - skal anses for selvstændig erhvervsudøvelse. Det er en forudsætning for anvendelsen af disse regler, at personen er beskæftiget i selskabet. Det forhold, at personen alene er kapitalindehaver i et selskab, medfører ikke, at pågældende betragtes som selvstændig erhvervsudøvende.
Stk. 1. 1 En person, der er kapitalindehaver i et selskab, hvori pågældende selv er beskæftiget, vil kunne være ansat på helt almindelige lønmodtagervilkår i selskabet. I stk. 2 og 3 opstilles regler for en persons identifikation med et selskab, for ægtefællers identifikation med hinanden og for ægtefællernes identifikation med deres nærmeste familie. Reglerne skal lede hen til fastlæggelsen af, hvornår personen har en sådan afgørende indflydelse i det hvervgivende selskab, at beskæftigelsen i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven - uanset den formelle status som lønmodtager - skal anses for selvstændig erhvervsudøvelse. Det er en forudsætning for anvendelsen af disse regler, at personen er beskæftiget i selskabet. Det forhold, at personen alene er kapitalindehaver i et selskab, medfører ikke, at pågældende betragtes som selvstændig erhvervsudøvende.
§ 6, stk.
Stk. 1. 1 De i stk. 1 under 1) og 2) nævnte forhold skal sikre, at den optagelsessøgende på optagelsestidspunktet er påbegyndt egentlig drift af virksomhed. Generelle undersøgelser og forberedelser vedrørende eksempelvis leverandørmuligheder, kundeunderlag, tekniske anlæg, økonomi mv. kan således ikke danne grundlag for optagelse, førend de er fulgt op af en konkret virksomhedsetablering. Virksomhedernes forskellighed gør det ikke muligt at definere påbegyndelsestidspunktet entydigt. Nogle virksomheder kræver også på det konkrete plan særlig indretning, personaleansættelse og store indkøb, førend der åbnes for kunderne. Andre virksomheder overtages fuldt færdigindrettede med varelager og det hele. Og atter andre virksomheder åbnes alene med et skilt på gaden eller indrykning af en annonce. Den optagelsessøgende gives derfor i stk. 1 flere muligheder for at fremlægge dokumentation for virksomhedens blotte eksistens, jf. 1), og for at godtgøre et vist aktivitetsniveau, jf. 2). I visse tilfælde kan alene anskaffelser og personaleansættelser give rimelig sikkerhed for, at der er etableret en virksomhed, som nødvendigvis må medføre erhvervsudøvelse i væsentligt omfang for den optagelsessøgende. Muligheden eksisterer dog kun ved større virksomheder og inden for bestemte brancher. Den optagelsessøgende skal derfor fremkomme med eventuelt yderligere materiale eller oplysninger til godtgørelse af, at beskæftigelseskravet i § 1, stk. 1, nr. 4, er opfyldt, jf. de eksempler, som er nævnt i vejledningen til denne bestemmelse.
Stk. 1. 1 De i stk. 1 under 1) og 2) nævnte forhold skal sikre, at den optagelsessøgende på optagelsestidspunktet er påbegyndt egentlig drift af virksomhed. Generelle undersøgelser og forberedelser vedrørende eksempelvis leverandørmuligheder, kundeunderlag, tekniske anlæg, økonomi mv. kan således ikke danne grundlag for optagelse, førend de er fulgt op af en konkret virksomhedsetablering. Virksomhedernes forskellighed gør det ikke muligt at definere påbegyndelsestidspunktet entydigt. Nogle virksomheder kræver også på det konkrete plan særlig indretning, personaleansættelse og store indkøb, førend der åbnes for kunderne. Andre virksomheder overtages fuldt færdigindrettede med varelager og det hele. Og atter andre virksomheder åbnes alene med et skilt på gaden eller indrykning af en annonce. Den optagelsessøgende gives derfor i stk. 1 flere muligheder for at fremlægge dokumentation for virksomhedens blotte eksistens, jf. 1), og for at godtgøre et vist aktivitetsniveau, jf. 2). I visse tilfælde kan alene anskaffelser og personaleansættelser give rimelig sikkerhed for, at der er etableret en virksomhed, som nødvendigvis må medføre erhvervsudøvelse i væsentligt omfang for den optagelsessøgende. Muligheden eksisterer dog kun ved større virksomheder og inden for bestemte brancher. Den optagelsessøgende skal derfor fremkomme med eventuelt yderligere materiale eller oplysninger til godtgørelse af, at beskæftigelseskravet i § 1, stk. 1, nr. 4, er opfyldt, jf. de eksempler, som er nævnt i vejledningen til denne bestemmelse.
Stk. 1. 1 De i stk. 1 under 1) og 2) nævnte forhold skal sikre, at den optagelsessøgende på optagelsestidspunktet er påbegyndt egentlig drift af virksomhed. Generelle undersøgelser og forberedelser vedrørende eksempelvis leverandørmuligheder, kundeunderlag, tekniske anlæg, økonomi mv. kan således ikke danne grundlag for optagelse, førend de er fulgt op af en konkret virksomhedsetablering. Virksomhedernes forskellighed gør det ikke muligt at definere påbegyndelsestidspunktet entydigt. Nogle virksomheder kræver også på det konkrete plan særlig indretning, personaleansættelse og store indkøb, førend der åbnes for kunderne. Andre virksomheder overtages fuldt færdigindrettede med varelager og det hele. Og atter andre virksomheder åbnes alene med et skilt på gaden eller indrykning af en annonce. Den optagelsessøgende gives derfor i stk. 1 flere muligheder for at fremlægge dokumentation for virksomhedens blotte eksistens, jf. 1), og for at godtgøre et vist aktivitetsniveau, jf. 2). I visse tilfælde kan alene anskaffelser og personaleansættelser give rimelig sikkerhed for, at der er etableret en virksomhed, som nødvendigvis må medføre erhvervsudøvelse i væsentligt omfang for den optagelsessøgende. Muligheden eksisterer dog kun ved større virksomheder og inden for bestemte brancher. Den optagelsessøgende skal derfor fremkomme med eventuelt yderligere materiale eller oplysninger til godtgørelse af, at beskæftigelseskravet i § 1, stk. 1, nr. 4, er opfyldt, jf. de eksempler, som er nævnt i vejledningen til denne bestemmelse.
§ 10, stk.
Stk. 1. 2 Reglen i stk. 2 har særlig betydning for medlemmer af arbejdsløshedskasserne for selvstændige erhvervsdrivende, som efter direktoratets seneste B-vejledning af 31. maj 1989 har kunnet optages på grundlag af hovedbeskæftigelse i samleverens virksomhed, uden at der i denne forbindelse har været stillet krav om et formelt medejerskab af den selvstændige virksomhed, jf. nu anderledes betingelserne i denne bekendtgørelse. Sådanne medlemmer vil ved ledighed fortsat have ret til dagpenge eller efterløn efter de regler, der er fastsat for selvstændige erhvervsdrivende, medmindre de er beskæftigede på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, jf. stk. 3.
Stk. 1. 2 Reglen i stk. 2 har særlig betydning for medlemmer af arbejdsløshedskasserne for selvstændige erhvervsdrivende, som efter direktoratets seneste B-vejledning af 31. maj 1989 har kunnet optages på grundlag af hovedbeskæftigelse i samleverens virksomhed, uden at der i denne forbindelse har været stillet krav om et formelt medejerskab af den selvstændige virksomhed, jf. nu anderledes betingelserne i denne bekendtgørelse. Sådanne medlemmer vil ved ledighed fortsat have ret til dagpenge eller efterløn efter de regler, der er fastsat for selvstændige erhvervsdrivende, medmindre de er beskæftigede på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, jf. stk. 3.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 14. august 1990 Birger Stein / Lone Helder