Gelex

Vejledning om Nationalmuseets konsulentbistand i kirkesager (Til stiftsøvrighederne)

GældendeVersion 1990-09-27fra 1990-10-04
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/178@1990-09-27/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Da antallet af sager vedrørende kirker og kirkegårde, der forelægges Nationalmuseet til udtalelse, i de senere år har været stigende, samtidig med at Nationalmuseet af sparehensyn har måttet nedlægge et betydeligt antal stillinger, må det anses for nødvendigt, at de kirkelige myndigheders brug af Nationalmuseet som konsulent i kirkesager søges begrænset.

På denne baggrund har et af Kirkeministeriet nedsat udvalg haft til opgave at undersøge omfanget af Nationalmuseets virksomhed som konsulent i kirkesager samt at fremkomme med forslag til, hvorledes museets konsulentbistand eventuelt kan begrænses. I udvalget har - foruden Kirkeministeriet - Nationalmuseet og stiftsadministrationerne været repræsenteret.

På grundlag af indstilling fra det nævnte udvalg fastsættes herved følgende vejledende bestemmelser:

I. Nationalmuseet høres normalt ikke i sager vedrørende kirker eller kirkegårde, der er under 100 år gamle. (Om maling og reparation af inventar, der er over 50 år gammelt, henvises dog til lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 4, stk. 1).

II. For så vidt angår kirker eller kirkegårdsanlæg, der er over 100 år gamle, høres Nationalmuseet normalt ikke i følgende sagstyper:

A. Selve kirken og kirkegården

1. Højtaleranlæg eller teleslyngeanlæg, såfremt installationen sker uden indgreb i historisk murværk eller inventar.

2. Indgreb i gammel træbestand af større omfang, jf. bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 25, stk. 2.

B. Kirkens omgivelser, medmindre det drejer sig om arealer, der grænser umiddelbart op til kirkens grund eller kirkegården

1. Anlægget af parkeringsplads

2. Ligkapel. Lighus

3. Redskabshus, toiletbygning, velfærdsbygning

4. Kirkefunktionærbygning

5. Sognegård, konfirmandstuebygning

6. Anden bebyggelse og anlægsarbejder (veje) i kirkens nærhed

7. Lokalplaner og andre planer i henhold til planlovgivningen

III. Høring af Nationalmuseet i de under I og II nævnte sager kan dog undtagelsesvis finde sted, såfremt en sådan høring foreslås af den kgl. bygningsinspektør eller andre konsulenter, eller såfremt stiftsøvrigheden iøvrigt finder, at der i det enkelte tilfælde foreligger omstændigheder, der gør det ønskeligt, at sagen forelægges for Nationalmuseet. Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor en nyere kirke er opført på en ældre kirkes plads.

Underskrift 1

Kirkeministeriet, den 27. september 1990 P.M.V. E.B. Finn Langager Larsen /Steen Henriksen eksp.sekr.

Versioner

  1. 1990-09-27