Vejledning om kongruens og lokalisering
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/246@1990-12-21/da
Indhold
1. Denne vejledning vedrører forståelsen af Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 816 af 5. december 1990 om kongruens og lokalisering.
2. I § 1 er bekendtgørelsens anvendelsesområde defineret. Bekendtgørelsen vedrører såvel direkte som genforsikringsvirksomhed inden for skades- og livsforsikring. Direkte forsikringsvirksomhed omfatter også tjenesteydelsesvirksomhed. Endvidere finder bekendtgørelsen anvendelse på pensionskassevirksomhed.
Rådets andet direktiv om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed (90/619/EØF), om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 79/267/EØF (2. livsforsikringsdirektiv) er endnu ikke implementeret i dansk lovgivning. Når dette til sin tid finder sted, vil nærværende bekendtgørelse blive revideret med henblik på regler om tjenesteydelsesvirksomhed inden for livsforsikring udøvet her i landet af udenlandske EF-forsikringsselskaber.
3. Ved tjenesteydelsesvirksomhed inden for skadesforsikring sondres der mellem »store risici« og »masserisici«. Disse begreber skal forstås i overensstemmelse med lov nr. 304 af 16. maj 1990 om udveksling af forsikringstjenesteydelser inden for direkte skadesforsikringsvirksomhed, jf. Rådets andet direktiv af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og om ændring af direktiv 73/239/EØF (2. skadesforsikringsdirektiv). Efter § 5 i denne lov forstås ved store risici:
»1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.
2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risikoen vedrører denne virksomhed.
3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier:
a) statussum: 6,2 mio. ECU
b) nettoomsætning: 12,8 mio. ECU
c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.«
Indtil den 31. december 1992 er tallene henholdsvis 12,4 mio. ECU, 24 mio. ECU og 500.
Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger betragtes som en forsikringstager efter nr. 1, hvis de opfylder mindst to af tre kriterier nævnt i nr. 3.
Ved »masserisici« forstås øvrige skadesforsikringsrisici, der ikke kan rubriceres som »store risici«.
4. I § 1, nr. 1, litra c , er anført, at bekendtgørelsen også finder anvendelse på tværgående pensionskasser og firmapensionskasser. Pensionskasser må kun drive virksomhed her i landet, jf. § 204 i lov om forsikringsvirksomhed eller § 5 i lov om tilsyn med firmapensionskasser.
5. Bekendtgørelsen finder kun anvendelse på den i § 1, nr. 2 beskrevne tjenesteydelsesvirksomhed i et andet EF-medlemsland, hvis virksomheden ikke forudsætter en tilladelse i det pågældende EF-medlemsland.
Ifølge 2. skadesforsikringsdirektiv kan en medlemsstat ikke betinge tjenesteydelsesvirksomheden af en tilladelse, såfremt der er tale om store risici inden for skadesforsikringsvirksomhed. Derimod kan den enkelte medlemsstat fastsætte regler, hvorefter der kræves tilladelse ved masserisici inden for skadesforsikringsvirksomhed. En sådan tilladelse vil medføre, at virksomheden er reguleret af den pågældende medlemsstats regler, herunder om kongruens og lokalisering.
6. I § 1, nr. 3 er anført, at bekendtgørelsen kun finder anvendelse på den nævnte virksomhed, såfremt kongruensreglerne i den pågældende stat er lempeligere end reglerne i bekendtgørelsen. Bestemmelsen indebærer følgende:
a) Er der skærpede regler i den pågældende stat i forhold til bekendtgørelsens § 4 vedrørende kongruens, skal disse opfyldes af forsikringsselskabet.
b) Er der lempeligere regler, vil bekendtgørelsens § 4 være gældende.
7. I § 2 er kongruensbegrebet defineret. Definitionen er baseret på Rådets første direktiv af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (1. skadesforsikringsdirektiv) og Rådets første direktiv af 5. marts 1979 om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte livsforsikringsvirksomhed (1. livsforsikringsdirektiv). I direktiverne er kongruens defineret således: »Dækning af forpligtelser, der kan kræves opfyldt i en bestemt valuta ved aktiver, der lyder på eller som kan realiseres i denne samme valuta.«
Kongruenskravet tilsigter at formindske risikoen for, at forsikringsselskaber/pensionskasser udsættes for valutarisici, som kan påvirke deres evne til at indfri deres forpligtelser. Ved forpligtelser forstås: forsikringsmæssige/pensionsmæssige bruttohensættelser, herunder udjævningshensættelser, der er hensat til udjævning af erstatningsudgifterne over en flerårig periode, når de årlige erstatningsudgifter erfaringsmæssigt udviser udsving.
Selvom forpligtelser og aktiver til dækning heraf lyder på samme valuta, vil valutarisikoen dog ikke nødvendigvis være elimineret. Det vil f.eks. ikke være tilfældet, hvis aktivernes værdi i den valuta, hvori forpligtelserne skal indfries, er umiddelbart afhængig af valutakursen på een eller flere andre valutaer. Definitionen af kongruensbegrebet i bekendtgørelsen skal ses på denne baggrund.
Som eksempler på sådanne aktiver, der ikke kan anses for
kongruente,kan nævnes følgende:
a) Anvendelse af danske investeringsforeningsbeviser til afdækning af forpligtelser i danske kroner vil ikke altid opfylde kongruenskravet. Hvis afdelingen i investeringsforeningen udelukkende eller i det væsentlige investerer i aktiver lydende på en anden valuta end danske kroner, vil værdien af investeringsbeviset således være væsentligt korreleret med valutakursudviklingen på denne anden valuta. Anvendelsen af investeringsforeningsbeviset kan således ikke betragtes som kongruent investering.
b) Aktierne i et datterselskab, hvis formål og aktivitet er investering i udenlandske værdipapirer, kan ikke betragtes som en kongruent investering for risici i indenlandsk valuta.
c) Tilsvarende betragtning gør sig gældende for et kapitalformidlingsaktieselskab, jf. § 6a i lov om forsikringsvirksomhed, som virker som holdingselskab for et selskab som beskrevet under b).
Et forsikringsselskab/en pensionskasse kan undgå en valutakursrisiko og således opfylde kongruenskravet, selvom forpligtelser og aktiver til dækning heraf ikke lyder på samme valuta. Dette kan opnås ved, at forsikringsselskabet/pensionskassen foretager en valutakursrisikoafdækning gennem valutaterminsforretninger, valutaoptionsforretninger eller lignende. En forudsætning vil være, at de indgåede kontrakter og placering af midler svarende til de underliggende kontraktsummer er af en sådan karakter, at valutakursrisikoen bliver elimineret i samme grad, som hvis forsikringsselskabet/pensionskassen havde foretaget en faktisk erhvervelse af aktiver i den valuta, som forpligtelserne er udtrykt i.
Har et livsforsikringsselskab ikke garanteret opsparingsdelen i forsikringsydelsen, har selskabet ingen investeringsrisiko og derfor heller ikke en valutarisiko. Selskabet kan for den del af virksomheden ikke anses at have en kongruensforpligtelse.
8. I § 3 er anført, hvorledes det bestemmes, i hvilken valuta et skadesforsikringsselskab skal indfri sine forpligtelser. Bestemmelsen er udfærdiget på baggrund af bilag 1, Kongruensregler, i 2. skadesforsikringsdirektiv.
I § 3, nr. 2 er anført en valgmulighed for forsikringsselskabet. Et sådant valg kan f.eks. begrundes ved, at det allerede ved aftalens indgåelse forekommer sandsynligt, at en skade vil blive betalt i præmievalutaen i stedet for i valutaen i det land, hvor risikoen består.
Bestemmelsen af, i hvilken valuta et livsforsikringsselskab skal indfri sine forpligtelser, må bestemmes efter almindelige retsgrundsætninger.
9. I § 4 fastsættes minimumsregler for, i hvilket omfang der skal være kongruens mellem aktiver og forpligtelser.
Til bestemmelserne knytter sig overgangsreglerne i § 7 for drachmer, irske pund, portugisiske escudos, belgiske francs, luxembourgske francs og pesetas.
I § 4, stk. 4 gives der et forsikringsselskab mulighed for at fravige kongruensregler, hvis nogle af de nærmere anførte restriktioner skulle foreligge. Forsikringsselskabet kan ikke frit vælge en anden valuta, men er forpligtet til at tage den anden valuta, som udsætter selskabet for den mindst mulige valutakursrisiko.
10. I § 5 er der anført et krav om, at aktiverne skal være til stede (lokaliseret) her i landet.
Som lokaliserede aktiver kan f.eks. nævnes:
a) fast ejendom beliggende her i landet,
b) kasse-, pengeinstitut- og girobeholdninger i henholdsvis forsikringsselskabets/pensionskassens forretningssteder her i landet og indestående på postgirokonti her i landet, eller
c) aktier og øvrige ejerandele, konvertible obligationer, gældsbreve, realkreditobligationer og virksomhedsobligationer m.v., som enten er registreret i Værdipapircentralen eller fysisk befinder sig her i landet.
Finanstilsynet vil anse lokaliseringskravet for opfyldt i tilfælde, hvor værdipapirer i fremmed mønt henligger i depot i udlandet i et udenlandsk pengeinstitut/opbevaringsinstitut. En forudsætning herfor vil være, at forsikringsselskabet/pensionskassen foranlediger, at det udenlandske pengeinstitut/opbevaringsinstitut underskriver en erklæring om, at instituttet er indforstået med, at Finanstilsynet kan foretage en spærring af og råden over forsikringsselskabets/pensionskassens depoter, såfremt forsikringsselskabet/pensionskassen efter Finanstilsynets vurdering skulle komme i økonomiske vanskeligheder. En erklæring kan undlades, såfremt værdipapirerne henligger i depot i det udenlandske institut på et dansk pengeinstituts regning og risiko.
Et tinglyst ejerpantebrev i en fast ejendom i udlandet kan anses for lokaliseret efter ovennævnte retningslinier for værdipapirer i fremmed mønt. Derimod kan ejendommen i sig selv ikke anses for at opfylde lokaliseringskravet.
11. Forsikringstilsynets cirkulære (vejledning) af 1. november 1982 om kongruens mellem tekniske reserver og aktivmassen, herunder lokalisering af tekniske reserver, bortfalder.
Underskrift 1
Finanstilsynet, den 21. december 1990 Jørn Andersen