Vejledning om anvendelse af reglerne i bekendtgørelse om rådighedsforpligtelsen for et medlem af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, der er beskæftiget ved sæsonarbejde
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/5@1990-01-08/da
Indhold
Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 869 af 18. december 1989
fastsat regler om dagpengeretten for ledige
arbejdsløshedskassemedlemmer, der er beskæftiget ved sæsonarbejde.
Reglerne i denne bekendtgørelse skal ses i sammenhæng med bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed, idet betingelserne heri altid skal være opfyldt, inden der kan udbetales dagpenge.
Reglerne skal sikre, at dagpenge kun udbetales til et ledigt og i øvrigt dagpengeberettiget medlem i situationer, hvor medlemmet er til rådighed for arbejdsmarkedet.
Dagpenge kan derfor kun udbetales til et medlem, som arbejdsløshedskassen efter en konkret vurdering anser for at være ledig i en forudsigelig arbejdsfri periode, og som ikke har begrænset sin rådighed for arbejdsmarkedet til ansættelsesforhold med tilbagevendende, ulønnede og forudsigelige arbejdsfrie perioder.
Til § 1
Der er ikke tale om sæsonarbejde, hvis et medlem er beskæftiget med arbejdet hele året, uanset at beskæftigelsen normalt udbydes som sæsonarbejde.
Som eksempler på arbejde, der kan være sæsonarbejde, kan bl.a. nævnes: arbejde ved forlystelsesetablissementer, arbejde på campingpladser og fritidsundervisning, idet den arbejdsfrie periode i ansættelsesforhold som disse typisk vil være forudsigelig.
Til § 2
Bestemmelsen fastsætter, i hvilke situationer arbejdsløshedskassen bl.a. har pligt til at foretage en konkret rådighedsvurdering, samt hvilke momenter arbejdsløshedskassen skal lægge vægt på ved vurderingen.
En rådighedsvurdering er altid en konkret vurdering, i hvilken samtlige relevante momenter skal indgå. Ved vurderingen skal der lægges afgørende vægt på, om medlemmet selv er aktivt arbejdssøgende til arbejde, der ikke er sæsonarbejde. Det vil sige, at medlemmet skal bestræbe sig på at opnå et fast helårsarbejde.
Endvidere skal det indgå som et væsentligt moment i rådighedsvurderingen, hvis medlemmet har opsagt et arbejde for at overtage et sæsonarbejde, herunder også enkeltstående arbejde ved selvstændig virksomhed, som ikke vil kunne anses for omfattet af reglerne om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.
Når et medlem beder om dagpenge i forbindelse med et sæsonansættelsesforholds ophør, skal arbejdsløshedskassen sikre sig, at medlemmet er frigjort fra ansættelsesforholdet, således at medlemmet er i stand til at overtage andet varigt/fast arbejde.
Den omstændighed, at et medlem ved ansættelsesforholdets ophør i 2 år kun har haft sæsonarbejde, vil ikke i sig selv kunne medføre, at medlemmet ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis medlemmet dokumenterer at have været aktivt arbejdssøgende til arbejde, der ikke er sæsonarbejde.
Hvis arbejdsløshedskassen finder, at medlemmet er til rådighed for arbejdsmarkedet, vil arbejdsløshedskassen dog skriftligt kunne meddele medlemmet, at medlemmet for at kunne modtage dagpenge fremover skal kunne dokumentere at være aktivt arbejdssøgende til arbejde, der ikke er sæsonarbejde, jf. i øvrigt princippet i rådighedsbekendtgørelsens § 10, stk. 3, nr. 2.
Til § 3
Arbejdsløshedskassen skal efter reglerne fastsat i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 3, sikre sig det fornødne dokumentationsmateriale for medlemmets rådighed.
Underskrift 1
Direktoratet for arbejdsløshedsforsikringen, den 8. januar 1990 Troels Nørgaard / Tove Loft