Gelex

Vejledning om lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel

OphævetVersion 1990-03-22fra 1990-04-07 til 1994-11-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/63@1990-03-22/da

Indhold
  1. Indledning

Indholdsfortegnelse

1. Indledning Kapitel I. Almindelige betingelser 2. Skattepligt og bopæl 3. Lønmodtagere - indtægt 4. Selvstændige - indtægt 5. Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige 6. Lønmodtagere - beskæftigelseskrav 7. Selvstændige - beskæftigelseskrav Kapitel II. Uarbejdsdygtighed 8. Sygdomsbegrebet 9. Ophør af retten til dagpenge 10. Erhvervsmæssig undervisning 11. Anden undervisning 12. Nedsatte dagpenge 13. Varighed og kontrol Kapitel III. Arbejdsgiverens pligt til at udbetale dagpenge, samt dagpenge fra kommunen 14. Private arbejdsgivere 15. Syg efter genoptagelse af arbejdet 16. Offentlige arbejdsgivere 17. Orlov på grund af sygdom 18. Beskæftigelseskravene hos den enkelte arbejdsgiver 19. Beskæftigelseskravet i forhold til kommunen 20. Opgørelse af 120 timers-kravet 21. Dagpengeretten efter ansættelsens ophør Kapitel IV. Private arbejdsgiveres mulighed for at tegne forsikring for udgiften til dagpenge efter lovens § 27 22. Betingelser for tilmeldelse til forsikringsordningen 23. Lønudgift og præmie Kapitel V. Anmeldelse og dokumentation af sygdom 24. Lønmodtagerens anmeldelsespligt over for arbejdsgiveren 25. Arbejdsgiverens regler om anmeldelse 26. For sen anmeldelse af sygdomstilfældet til arbejdsgiveren og indsigelsespligten 27. Ingen anmeldelse 28. Lønmodtagerens dokumentationspligt over for arbejdsgiveren 29. Afleveringsfrister og gyldighed 30. For sen aflevering af dokumentation og indsigelsespligten 31. Lønmodtagere, der får udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren 32. Lønmodtagere, der ikke får udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren 33. Selvstændige erhvervsdrivende uden frivillig sikring 34. Selvstændige erhvervsdrivende med frivillig sikring 35. Krav om tidligere anmeldelse til kommunen 36. Arbejdsgiverens anmeldelse af sygefravær 37. Dokumentation ved udbetaling af dagpenge fra kommunen 38. Dispensation fra anmodnings- og dokumentationsfristerne ved anmodning om dagpenge fra kommunen 39. Arbejdsgiverens ret til den ansattes dagpenge 40. Anmeldelse af refusionskrav ved sygdom 41. Anmeldelse af refusionskrav ved barsel Kapitel VI. Bortfald af dagpenge 42. Raskmelding 43. Forhalelse af helbredelsen 44. Manglende eller for sen anmeldelse af eller dokumentation for sygefravær 45. Forsæt eller grov uagtsomhed 46. Sport 47. Slagsmål 48. Beruselse 49. Selvmordsforsøg 50. Overtrædelse af færdselsloven 51. Risikobetonede bierhverv 52. Tjeneste i hjemmeværn, civilforsvar mv. 53. Tilknytning mellem det aktuelle sygefravær og den uagtsomme handling 54. Overtrædelse af sikkerhedsforskrifter på arbejdspladsen 55. Fortielse af helbredsoplysninger 56. Fortielse ved ansættelsen 57. Fortielse under ansættelsen 58. Arbejdskonflikter 59. Dagpenge under overenskomstmæssige konflikter (lockout og strejke) 60. Dagpenge under overenskomststridige konflikter 61. Beskæftigelseskravet efter lovens §§ 3 og 4 ved sygdom opstået kortere tid efter konflikten 62. Fængsling og foranstaltninger, der træder i stedet derfor 63. Stationær helbredstilstand Kapitel VII. Aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere om arbejdsgiverens ret til at få refusion af dagpenge (§ 28-aftaler) 64. Betingelser 65. Aftalens gyldighed 66. Revalidering mv. Kapitel VIII. Dagpengenes størrelse og beregning (lønmodtagere) 67. Timeindtægt 68. Kombinerede tilfælde, flere indtægtsgrundlag 69. Deltidsarbejde, arbejdsfordeling mv. 70. Fast arbejdsturnus og holddriftsordning 71. Dagpenge til lønmodtagere med skiftende indtjening 72. Prorata-reglen 73. Lønmodtagere med ukendt arbejdstid 74. Søgnehelligdage 75. Beregning af sygedagpenge til arbejdsløse 76. Supplerende arbejdsløshedsdagpenge 77. Sygedagpenge udbetalt på grundlag af supplerende arbejdsløshedsdagpenge 78. Sygedagpenge til efterlønsmodtagere og delpensionister 79. Beregning af dagpenge til frivillige i hjemmeværnet og civilforsvaret Kapitel IX. Dagpenge under sygdom til selvstændige erhvervsdrivende 80. Betingelser for ret til dagpenge 81. Beregning af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende 82. Dokumentation af arbejdsfortjeneste Kapitel X. Den frivillige sikring 83. Personkreds og optagelse 84. Ventetid 85. Forsikringssatser 86. Dagpengenes størrelse. Minimums- og maximumsydelsen 87. Forhøjelse, nedsættelse og udmeldelse 88. Præmie til den frivillige sikring Kapitel XI. Dagpenge ved graviditet, barsel og adoption 89. Dagpenge 4 uger før fødslen 90. Dagpenge i andre tilfælde før fødslen 91. Dagpenge som følge af anden sygdom 92. Dokumentation 93. Ingen dagpengeret 94. Opfølgning, kontrol mv. før 4-ugersdagen 95. Arbejdets særlige karakter medfører risiko for fostret 96. Fremgangsmåde 97. Offentlig fastsatte bestemmelser 98. Barseldagpenge efter fødslen. De første 14 uger 99. Dagpenge efter den 14. uge 100. Faderens ret til dagpenge i indtil 2 uger 101. Dagpenge ved adoption 102. Deltagelse i undervisning mv. og varetagelse af borgerligt ombud 103. Barnets ophold på sygehus 104. Ret til nedsatte dagpenge i forbindelse med delvis fravær på grund af graviditet, barsel og adoption 105. Barseldagpenge i ferieperioder og ved ophold i udlandet 106. Beskæftigelsesmæssige og indtægtsmæssige betingelser for ret til dagpenge 107. Frist for anmodning om dagpenge ved graviditet, barsel og adoption 108. Ret til sygedagpenge efter barselperiodens udløb 109. Ret til sygedagpenge ved fravær fra arbejde på grund af undersøgelse og behandling for barnløshed Kapitel XII. Dagpenge ved arbejdsskader 110. Forholdet mellem dagpengeloven og arbejdsskadeforsikringsloven 111. Personer omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven 112. Dagpenge efter arbejdsskade til selvstændige erhvervsdrivende 113. Definition af arbejdsskade 114. Anmeldelsesregler Kapitel XIII. Opfølgning af sygedagpengesager 115. Opfølgningsarbejdet 116. Ophør af dagpengeudbetaling 117. Uarbejdsdygtighed 118. Delvis uarbejdsdygtighed 119. Oplysninger om sygdommen 120. Samarbejde med andre myndigheder 121. Tilrettelæggelse af sagsbehandlingen 122. Supplerende hjælp efter bistandsloven 123. Iværksættelse af revalidering 124. Overgang til social pension 125. Den almindelige varighedsbegrænsning 126. Forlængelse af dagpengeperioden udover den almindelige varighedsbegrænsning 127. Afgørelsens form 128. Den særlige varighedsbegrænsning for førtidspensionister og personer, der er fyldt 67 år 129. Beregning af dagpengeperioden 130. Udbetaling af dagpenge, når der udbetales forskud på pension 131. Betingelsen for forlængelse af dagpengeretten for pensionister mfl. Kapitel XIV. Dagpenge under midlertidig ophold i udlandet, herunder udstationering og varig flytning 132. Ophold i udlandet 133. Udbetaling 134. Udsendte arbejdstagere 135. Varig flytning til Danmark 136. Varig flytning fra Danmark 137. Konventioner om social sikring med andre lande 138. Administration af EF-reglerne om social sikring 139. Dagpenge til søfarende Kapitel XV. Klageregler, administration, finansiering mv. 140. Klager 141. Forskud 142. Udbetaling og administration 143. Dagpenge i forbindelse med flytning 144. Oplysningspligt 145. Straffebestemmelser 146. Tilbagebetaling, modregning, regres 147. Inddrivelse, politianmeldelse 148. Retsforfølgning mod krav på dagpenge 149. Finansiering Kapitel XVI. Overgangsregler 150. Sygefravær 151. Fravær på grund af barsel eller adoption 152. Varighedsbegrænsning 153. Beskæftigelseskrav 154. Den frivillige sikring 155. Klageregler Bilagsfortegnelse Bilag 1. Lov nr. 852 af 20. december 1989 om dagpenge ved sygdom eller fødsel Bilag 2. Socialministeriets bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom eller fødsel Bilag 3. Socialministeriets bekendtgørelse om forsikring for private arbejdsgivere

Indledning

1. Ved lov nr. 852 af 20. december 1989 om dagpenge ved sygdom eller fødsel er der gennemført nye regler på dagpengeområdet.

Loven træder i kraft den 2. april 1990.

De vigtigste ændringer er følgende:

Private arbejdsgivere afholder udgifterne til dagpenge i de 2 første uger af en fraværsperiode under sygdom, og refusionsordningen for 2.-5. uge ophæves.

Offentlige arbejdsgivere afholder som udgangspunkt udgifterne til dagpenge under sygdom i hele ansættelsesperioden.

Kommunen afholder udgifterne til dagpenge i de øvrige tilfælde herunder ved barsel og adoption.

Den generelle varighedsbegrænsning nedsættes til 52 uger indenfor de forudgående 18 måneder.

Lønmodtagere skal have haft tilknytning til arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden, og i denne periode været beskæftiget i 120 timer for at få ret til dagpenge.

De særlige regler for løsarbejdere herunder den særlige forsikringsordning for løsarbejdere bortfalder.

Der gælder fælles beregningsregler ved sygdom, barsel og adoption, uanset om dagpengene udbetales af arbejdsgiveren eller kommunen.

Den særlige regel om nedsættelse af dagpengene på grund af andre ydelser i anledning af sygefraværet bortfalder. Selvstændige erhvervsdrivende, som har tilmeldt sig en forsikringsordning, vil - uden hensyn til indtægt - få ret til en minimumsydelse på 2/3 af dagpengenes højeste beløb fra 1. fraværsdag. Hvis indtægten giver grundlag herfor, kan der udbetales en højere ydelse.

Der er ikke længere mulighed for at tegne forsikring for husførende.

Forsikringsordningen for mindre arbejdsgivere forbedres, således at de samlede præmier kun skal dække 50 % af udgifterne til ordningen.

Både ved fødsel og adoption er der ret til at forlænge dagpengeperioden med op til 3 måneder, hvis barnet indlægges på sygehus inden for 24 uger efter fødslen eller modtagelsen.

Kommunen træffer afgørelse i alle sager om ret til dagpenge efter loven. Afgørelsen kan indbringes for Dagpengeudvalget.

I vejledningen er der henvisninger til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, Socialministeriets bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom eller fødsel og Socialministeriets bekendtgørelse om forsikring for private arbejdsgivere.

For at lette læsningen af vejledningen anvendes der følgende forenklinger ved henvisninger i teksten. Ved henvisning til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel anvendes »dagpengeloven«, og »loven«, hvis der samtidig forekommer en §-henvisning. Ved henvisning til Socialministeriets bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom eller fødsel og til Socialministeriets bekendtgørelse om forsikring for private arbejdsgivere skrives der henholdsvis bekg. og bekg. om forsikring for private arbejdsgivere.

Denne vejledning træder i stedet for Sikringsstyrelsens vejledning af 30. januar 1987 om lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

2. Retten til dagpenge er som hovedregel betinget af, at indtægten er skattepligtig i Danmark, og at pågældende har bopæl her i landet.

Personer, der har skattefritagelsesattest efter ligningslovens § 33 A, betragtes som formelt skattepligtige og dermed dagpengeberettigede. Det samme gælder Ulandsfrivillige, som er fritaget for beskatning.

Personer, der har bopæl i Danmark og indtægt, der ikke er skattepligtig her i landet, har alligevel ret til dagpenge, hvis indtægten er skattepligtig i et andet land, hvor der efter lovgivningen ikke er ret til dagpenge eller anden erstatning for tab af lønindtægt, jf. bekg. § 3.

På samme måde har personer, der er bosat på Færøerne eller i Grønland, ret til dagpenge, når lønindtægten er erhvervet ved beskæftigelse her i landet, jf. bekg. § 3. Det samme gælder personer, der har bopæl i de nordiske lande. Der henvises til Den Nordiske Konvention om Social Tryghed.

Der er fastsat særlige regler for søfarende, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel.

Personer, der er omfattet af reglerne for De Europæiske Fællesskaber, Rådets forordning nr. 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere mfl., er berettiget til dagpenge, når de er omfattet af dansk sociallovgivning.

Udenlandske arbejdstagere har ret til dagpenge fra kommunen, når de har gyldig opholds- eller arbejdstilladelse, og når de enten er skattepligtige her i landet, eller indtægten er skattepligtig i et andet land, hvor der ikke er ret til dagpenge eller anden erstatning for tab af lønindtægt.

Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren er ikke betinget af opholds- eller arbejdstilladelse.

Udlændinge, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter § 7 og § 8 i udlændingeloven, har ret til ydelser efter dagpengeloven på lige fod med danske statsborgere.

De personer, der kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er dels flygtninge, der efter Konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling er anerkendte flygtninge med bopæl i Danmark (konventionsflygtninge), dels flygtninge, der ikke er omfattet af konventionsreglerne (de facto - flygtninge).

Opholdstilladelse efter § 8 gives til flygtninge, der kommer hertil som led i en aftale med De Forenede Nationers Højkommissær for flygtninge eller lignende international aftale (kvote-flygtninge).

Lønmodtagere - indtægt

3. Til lønindtægten regnes de indkomstarter, der efter kildeskattelovgivningen anses for A-indkomst og er indtjent i et lønmodtagerforhold i arbejdsretlig forstand.

Også arbejdsløshedsdagpenge, uddannelses- og iværksætterydelse, voksenuddannelsesstøtte, kursusgodtgørelse, der er ydet som erstatning for arbejdsløshedsdagpenge og A-indkomst, som en aktionær eller anpartshaver har indtjent ved arbejde for selskabet, regnes til lønindtægt.

Det samme gælder løn til hushjælp og anden medhjælp i privat husholdning, løn udbetalt af fremmede magter, diplomatiske repræsentationer mv. og anden B-indkomst, som er indtjent i et lønmodtagerforhold i arbejdsretlig forstand.

Værnepligtsløn ved forsvaret og civilforsvaret er omfattet af de bestemmelser, der er fastsat for lønindtægt.

Selvstændige - indtægt

4. Til indtægt som selvstændig erhvervsdrivende regnes erhvervsindtægt, som i væsentlig grad skyldes den pågældendes egen arbejdsindsats ved selvstændig erhvervsvirksomhed, og som ikke regnes som lønindtægt, jf. ovenfor.

Indtægt som medarbejdende ægtefælle, der ikke efter kildeskattelovens § 25 A om lønaftale anses som indtjent som lønmodtager, regnes som selvstændig erhvervsindtægt.

Godtgørelser for medlemskab af eller som medhjælp for bestyrelse, udvalg, kommissioner, råd og lignende, herunder valgte medlemmer af kommunalbestyrelser, regnes til selvstændig erhvervsindtægt, når godtgørelsen i væsentlig grad skyldes den pågældendes egen arbejdsindsats.

Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige

5. Den dagpengeretlige afgørelse af, om en indtægt er lønindtægt eller indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed, tager udgangspunkt i skattemyndighedernes sondring mellem indkomstarterne. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor indtægtens karakter ikke kan afgøres efter dette kriterium, fordi det klart strider mod den arbejdsretlige vurdering se bekg. §§ 1 og 2.

Arbejdsretligt betragtes det som et lønmodtagerforhold, når der udføres personligt arbejde i et tjenesteforhold til en arbejdsgiver, således at pågældende er undergivet arbejdsgiverens ledelse og instruktioner for arbejdets udførelse og modtager arbejdsvederlag i form af løn.

I tvivlstilfælde kan det være afgørende, om arbejdet udføres for den eventuelle arbejdsgivers regning og risiko og i dennes navn.

Endvidere kan der lægges vægt på, om det omfattes af ferieloven, arbejdsskadeforsikringsloven, ATP-ordningen, lov om Lønmodtagernes Garantifond etc.

Formænd, medlemmer og stedfortrædere i revaliderings- og pensionsnævn og medlemmer af amtsankenævn anses for at være lønmodtagere.

Derimod anses vurderingsmænd i kreditforeninger, visse agenter, fotomodeller og mannequiner for selvstændige i dagpengelovens forstand, uanset at indtægten efter skattelovgivningen registreres som A-indkomst.

Personer, der modtager iværksætterydelse og driver selvstændig erhvervsvirksomhed og dermed er medlemmer af en arbejdsløshedskasse som selvstændige, betragtes som lønmodtagere i relation til iværksætterydelsen og vil i tilfælde af sygdom få udbetalt sygedagpenge svarende til pågældendes arbejdsløshedsdagpenge, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 2, og § 9, stk. 3.

Det forhold at en person har andre beskæftiget i sin tjeneste, udelukker ikke, at pågældende selv står i tjenesteforhold til en arbejdsgiver. Hjemmearbejde afskærer heller ikke fra at være lønmodtager.

Der er særlige problemer med afgrænsningen mellem selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere for så vidt angår indehavere af andenhåndsværksteder (ofte systuer). Indehaveren er arbejdsgiver for de ansatte på værkstedet. Ved afgørelsen af om indehaveren står i tjenesteforhold til ordregiveren, kan der lægges vægt på, om indehaveren er beskæftiget med hel eller delvis forarbejdning af materiale modtaget fra ordregiveren, om indehaveren også arbejder for andre virksomheder eller private kunder, og om indehaveren selv bestemmer prisen for de forskellige arbejdsydelser. Der må endvidere lægges vægt på, om den pågældende har etableret sig i egne lokaler, og selv leder og fordeler arbejdet, og er momsregistreret, og om vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold.

Ved entrepriseforhold, freelancevirksomhed og lignende går forpligtelsen ikke så meget på at udføre personligt arbejde som på at levere et arbejdsresultat. Det må i disse tilfælde vurderes, om forholdets entrepriselignende karakter udelukker et tjenesteforhold, dvs. om forholdet har en så selvstændig karakter, at den pågældende ikke efter hele sin økonomiske og sociale stilling kan anses for lønmodtager.

Provisionslønnede (handelsrejsende, repræsentanter, agenter, akkvisitører, inkassatorer) er lønmodtagere, hvis de må betragtes som ansatte i en virksomhed. Ved vurderingen kan der lægges vægt på, om den pågældende arbejder direkte for en virksomhed, er berettiget til at arbejde for andre virksomheder, er undergivet detaljerede instruktioner fra arbejdsgiveren, virker inden for et bestemt distrikt eller på anden måde er pålagt et vist arbejde som forudsætning for stillingen eller i øvrigt er bundet til virksomheden på en sådan måde, at det kan betragtes som et tjenesteforhold.

Lønmodtagere - beskæftigelseskrav

6. Den første betingelse for overhovedet at kunne modtage dagpenge er, at den pågældende har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før fraværet. Denne betingelse er opfyldt, hvis den pågældende har været i arbejde, har modtaget dagpenge efter denne lov eller er berettiget til dagpenge efter arbejdsløshedslovgivningen.

Det er endvidere en betingelse, at den pågældende har været beskæftiget i 120 timer i de 13 uger. Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis pågældende har modtaget dagpenge efter denne lov eller er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller til uddannelses- eller iværksætterydelse.

Dagpenge fra arbejdsgiveren

Lønmodtageren har kun ret til dagpenge fra arbejdsgiveren, når begge betingelser er opfyldt dvs. 13 ugers ansættelse før fraværet hos den pågældende arbejdsgiver og beskæftigelse i mindst 120 timer i denne periode.

Lønmodtagere, der har været ansat i flere perioder inden for de sidste 13 uger hos samme arbejdsgiver, uden at den samlede varighed af ansættelserne strækker sig over samtlige 13 uger, anses dog for at have opfyldt beskæftigelseskravet, hvis de i 13-ugers perioden inden sygefraværet har været beskæftiget i mindst 120 timer hos arbejdsgiveren. Der tænkes i denne forbindelse på løsarbejdere og vikarer.

Dagpenge fra kommunen

Lønmodtagere har ret til dagpenge fra kommunen, hvis de har haft ansættelse hos to eller flere arbejdsgivere i 13 uger før de bliver syge og i denne periode har været beskæftiget i 120 timer.

En nyansat, der ikke opfylder beskæftigelseskravet overfor arbejdsgiveren, kan således få dagpenge fra kommunen, hvis det kan dokumenteres, at pågældende har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygemeldingen og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer.

Personer, der er berettigede til arbejdsløshedsdagpenge, uddannelses- eller iværksætterydelse eller kursusgodtgørelse ydet som erstatning for arbejdsløshedsdagpenge, anses for at have opfyldt beskæftigelseskravet, således at der kan udbetales dagpenge fra kommunen.

Personer, der inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed, lærlinge med lærekontrakt og EFG-elever, som er i praktik hos en arbejdsgiver, har ret til dagpenge fra kommunen uden at opfylde beskæftigelseskravet. Dagpenge udgør samme beløb som pågældende kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt.

Lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandsloven, vil i tilfælde af sygdom få betragtet perioden, hvor de har modtaget godtgørelsen, som en »død periode« i relation til udbetalingen af dagpenge efter dagpengeloven.

Hvis pågældende bliver syg, er det således beskæftigelsen inden den » døde periode«, der er afgørende for, om beskæftigelseskravet er opfyldt jf. bekg. §§ 35 og 39.

Dagpengene beregnes på grundlag af den beskæftigelse og indtægt, som lønmodtageren eller den selvstændige ville have haft, hvis pågældende var i arbejde. Hvis indtjeningen i det enkelte tilfælde ikke er egnet til beregning af dagpenge, anvendes i stedet den gennemsnitlige indtægt inden for de sidste 4 henholdsvis 13 uger inden den »døde periode«.

Selvstændige - beskæftigelseskrav

7. Selvstændige erhvervsdrivende har ret til dagpenge, når de inden for de sidste 12 måneder har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i mindst 6 måneder, heraf den seneste måned før fraværsperioden.

Hvis den pågældende ved overgangen til selvstændig erhvervsvirksomhed opfyldte beskæftigelseskravene for modtagelse af dagpenge som lønmodtager, kan denne beskæftigelse medregnes ved vurderingen af, om beskæftigelseskravene som selvstændig er opfyldt.

8. Dagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, jf. lovens § 5, stk. 1. Når det skal vurderes, om en sygemeldt lønmodtager i den periode, hvori arbejdsgiveren skal udbetale sygedagpenge, kan anses for fuldt uarbejdsdygtig, sker det med udgangspunkt i det arbejde, der blev udført før sygemeldingen.

Den sygemeldte skal således være ude af stand til at udføre noget af det arbejde, som ligger inden for det pågældende arbejdsområde.

Hvis arbejdsgiveren har mulighed for at sætte den sygemeldte til andet arbejde inden for vedkommendes faglige område, som ikke hindres af sygdommen, kan pågældende ikke længere anses for uarbejdsdygtig.

For arbejdsledige er bedømmelsesgrundlaget det arbejdsområde som den arbejdssøgende står til rådighed for, se iøvrigt pkt. 117.

Selv om en lønmodtager med to samtidige arbejdsforhold er i arbejde i det ene arbejdsforhold, kan betingelsen om uarbejdsdygtighed godt være opfyldt i det andet arbejdsforhold. Det forudsætter, at de to arbejdsforhold er af forskellig karakter, og at fortsættelsen af arbejdet i det ene arbejdsforhold er forenelig med sygdommen og dennes behandling og ikke forhaler helbredelsen.

Fravær, der ikke skyldes sygdom, berettiger ikke til sygedagpenge.

Det gælder fravær, på grund af kosmetiske operationer uden egentlig lægelig baggrund, dvs. behandlinger, som foretages udelukkende af kosmetiske hensyn og ikke til afhjælpning af fysiske eller psykiske lidelser.

Fravær på grund af frivillig sterilisation betragtes heller ikke som sygefravær, når indgrebet ikke er lægeligt indiceret.

Når en person, der har gennemgået en operation af ovennævnte karakter, sygemeldes på grund af eftervirkninger af behandlingen, betragtes uarbejdsdygtigheden som pådraget ved forsæt. Dagpenge må derfor betales af kommunen.

Operationer der ikke betragtes som sygebehandling:

Fravær i forbindelse med abort, spontan eller provokeret, omfattes ikke af sygedagpengereglerne, men giver ret til barseldagpenge efter lovens § 12, stk. 2, nr. 1 når de særlige betingelser i lovens § 17 er opfyldt.

Eksempel på uarbejdsdygtighed

Fravær på grund af knuste briller og fravær på grund af paradentosebehandling giver ret til sygedagpenge.

Børns sygdom

Fravær på grund af barns sygdom giver ikke ret til sygedagpenge efter dagpengeloven. Visse faglige overenskomster og aftaler på arbejdsmarkedet giver ret til en ydelse på grund af barns sygdom.

Ophør af retten til dagpenge

9. Retten til dagpenge ophører den dag, sikrede er arbejdsdygtig, uanset om pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde sig, jf. lovens § 5.

Hvis den pågældende kan gå i arbejde, uden at optræning eller andre erhvervsmæssige foranstaltninger er nødvendige, må den pågældende straks tilmelde sig Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.

Udbetalingen af sygedagpenge standses samtidig og den pågældende henvises til arbejdsløshedskassen. Har den pågældende ikke ret til arbejdsløshedsdagpenge, afløses sygedagpenge af kontanthjælp efter bistandsloven, hvis betingelserne for at få denne hjælp iøvrigt er opfyldt.

Ved anmodning om Arbejdsformidlingens bistand bør det præciseres, at det er vigtigt, at der anvises beskæftigelse snarest muligt, også fordi det herved kan dokumenteres, at den pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Erhvervsmæssig undervisning

10. Undervisning på gymnasier og HF-kurser sidestilles med arbejde.

a) Hvis den sygemeldte under sygefraværet begynder en erhvervsmæssig uddannelse, kan der ydes dagpenge, hvis der højst er 4 timers undervisning pr. uge og uddannelsen er forenelig med sygebehandlingen og ikke forhaler helbredelsen eller udskyder iværksættelsen af erhvervsmæssig revalidering. Hvis den pågældende under en sygeperiode påbegynder deltagelse i kursus/undervisning kan der kun ydes dagpenge, når deltagelsen højst udgør 4 timer om ugen.

b) Der vil ligeledes kunne ydes dagpenge under deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse udover de ovennævnte 4 timer fra det tidspunkt, der er truffet beslutning om iværksættelse af revalidering. Det er en forudsætning, at den egentlige revalidering ikke er blevet iværksat, og at uddannelsen gives for at sætte den pågældende istand til at gennemføre en revalidering.

c) Til personer, der er uarbejdsdygtige på grund af sygdom, kan der ydes dagpenge uanset deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse, når uddannelsen og erhvervsarbejdet før sygefraværet er foregået sideløbende.

Anden undervisning

11. Undervisning, som svarer til eller udbygger uddannelse i folkeskolen, mv. incl. 10. klassetrin, og undervisning på ungdoms- eller højskoler eller lignende, som alene opfylder et alment kundskabsbehov uden erhvervssigte, udelukker ikke dagpenge, når deltagelse i undervisningen kan forenes med sygebehandling eller er et led i denne, medmindre det er et led i det der er nævnt under pkt. 10 a) og b).

Dagpenge kan dog udbetales ved deltagelse i enkeltfagsundervisning på HF eller anden stærkt begrænset kursusdeltagelse, når det kan dokumenteres, at denne er et led i behandlingen eller kan betragtes som fritidsundervisning.

Nedsatte dagpenge ved sygdom

Lønmodtagere

12. Der kan udbetales nedsatte dagpenge til lønmodtagere, som efter en lægelig vurdering kun kan bestride arbejdet delvis efter at have været fuldt fraværende på grund af sygdom. Der stilles ikke krav om varigheden af det forudgående fulde fravær.

Nedsatte dagpenge ydes også når lønmodtageren efter det fulde fravær har genoptaget arbejdet fuldt ud eller er blevet erklæret rask af lægen, men efter kortere tids forløb bliver delvis uarbejdsdygtig på grund af tilbagefald. Der gælder ikke nogen bestemt tidsgrænse, når der ikke er tvivl om den lægelige sammenhæng.

Der kan ydes nedsatte dagpenge ved delvis fravær fra arbejdet på grund af 2 eller flere ambulante behandlinger, der er foreskrevet af en læge eller en tandlæge.

Det kræves, at behandlingerne er led i en behandlingsplan for samme lidelse. Der gælder intet krav om den tidsmæssige afstand imellem behandlingerne.

Det er i alle tilfælde en betingelse, at den delvise uarbejdsdygtighed afskærer fra arbejdet i mindst 4 timer pr. uge.

I de 4 timer medregnes transport og ventetid ved ambulante behandlinger.

Selvstændige erhvervsdrivende herunder medarbejdende ægtefæller

Der kan ydes nedsatte dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, herunder medarbejdende ægtefæller ved delvis uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, når lægen skønner, at den pågældende højst kan udføre halvdelen af sit normale arbejde.

Der stilles ikke krav om, at der har været et forudgående fuldt sygefravær. Ved ambulante behandlinger kan der kun udbetales nedsatte dagpenge, hvis behandlingen medfører, at den pågældende højst kan udføre halvdelen af sit normale arbejde om ugen, enten på grund af fravær fra arbejdet i forbindelse med behandlingerne eller fordi disse i sig selv eller i forbindelse med lidelsen medfører en midlertidig nedsættelse af arbejdsevnen.

Varighed og kontrol

13. Når kommunen udbetaler nedsatte dagpenge på grund af delvis uarbejdsdygtighed skal der foretages den samme kontrol og løbende vurdering som ved fuldt fravær. Nedsatte dagpenge skal standses i de samme situationer som dagpenge, der ydes ved fuld uarbejdsdygtighed. Dagpengene kan således ikke standses, blot fordi helbredstilstanden er stationær.

Når der er tale om delvis uarbejdsdygtighed med udbetaling af nedsatte dagpenge, må kommunen i særlig grad være opmærksom på den bredere vurdering af uarbejdsdygtigheden, der skal ske, når det drejer sig om længerevarende sygdom, jf. pkt. 117.

Om nedsatte dagpenge i forbindelse med delvis fravær på grund af graviditet, barsel og adoption, se pkt. 104.

fra kommunen

14. Private arbejdsgivere defineres i dagpengeloven som arbejdsgivere, der er omfattet af lov om Arbejdsgivernes elevrefusion (AER).

Den private arbejdsgiver skal udbetale dagpenge i 2 uger regnet fra 1. hele fraværsdag, jf. lovens § 1, stk. 2, nr. 1. Perioden ligger fast, uanset om der indtræder søgnehelligdage, fridage, arbejdskonfliktperioder og lignende, der kan afbryde dagpengeudbetalingen.

Hvis lønmodtageren bliver syg under ferie eller arbejdskonflikt, betaler arbejdsgiveren dagpenge i 2 uger fra og med den første arbejdsdag efter ferien eller efter konfliktens afslutning, når lønmodtageren stadig er syg.

Hvis lønmodtageren bliver syg af en ny sygdom, før vedkommende er raskmeldt for den første sygdom, regnes 2-ugersperioden stadig fra 1. hele fraværsdag i den samlede sygeperiode.

Hvis en lønmodtager efter en sygeperiode har genoptaget arbejdet på nedsat tid og igen bliver fuldt uarbejdsdygtig, begynder der ikke nogen ny 2-ugersperiode. Perioden regnes fortsat fra 1. fraværsdag i den første sygeperiode.

Syg efter genoptagelse af arbejdet

15. Hvis der foreligger to adskilte sygeperioder, begynder en ny 2-ugersperiode, når arbejdet har været genoptaget efter første sygeperiode.

Offentlige arbejdsgivere

16. Offentlige arbejdsgivere betaler dagpenge til de ansatte under sygdom fra og med 1. hele fraværsdag, jf. lovens § 1, stk. 2, nr. 2 og i hele sygefraværsperioden, så længe lønmodtageren er ansat, jf. lovens § 3, stk. 4, medmindre dagpengeretten er ophørt i medfør af lovens §§ 22-23.

Orlov på grund af sygdom

17. Retten til dagpenge fra en offentlig arbejdsgiver består, så længe lønmodtageren ikke er opsagt og opsigelsesvarslet ikke er udløbet.

Bevilges offentligt ansatte, der trues af afsked på grund af sygdom, i stedet orlov uden løn i en nærmere fastsat periode, vil de fortsat være berettiget til sygedagpenge fra arbejdsgiveren.

Beskæftigelseskravene hos den enkelte arbejdsgiver

18. Lønmodtagere, der ikke får udbetalt fuld løn under sygdom, har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren, hvis de har været ansat hos den pågældende arbejdsgiver i de sidste 13 uger før sygefraværet, og hvis de i denne periode har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 120 timer, jf. lovens § 3, stk. 1.

Hvis lønmodtageren imidlertid tidligere har været beskæftiget hos den nuværende arbejdsgiver og den samlede beskæftigelse hos denne arbejdsgiver udgør mindst 120 timer inden for de sidste 13 uger, er arbejdsgiveren forpligtet til at udbetale dagpenge, selv om lønmodtageren i de sidste 13 uger ikke har været ansat uafbrudt.

Det er arbejdstimerne hos den aktuelle arbejdsgiver, der medregnes.

Ansættelse som svend hos læremesteren i umiddelbar forlængelse af læretidens udløb anses derfor for samme ansættelsesforhold og medregnes i opgørelsen af timeantallet.

Beskæftigelseskravene i forhold til kommunen

19. Lønmodtagere, der ikke opfylder beskæftigelseskravet for udbetaling af dagpenge fra arbejdsgiveren, kan få udbetalt dagpenge fra kommunen fra 1. hele fraværsdag, hvis

1) de har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer eller

2) de ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, uddannelses- eller iværksætterydelse eller kursusgodtgørelse ydet som erstatning for arbejdsløshedsdagpenge, jf. lovens § 9, stk. 3, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt.

3) de inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller

4) de er lærlinge med lærekontrakt eller er i praktik hos en arbejdsgiver som led i en erhvervsfaglig uddannelse.

Når en lønmodtager, der ikke opfylder beskæftigelseskravene i forhold til sin arbejdsgiver, anmoder kommunen om dagpenge skal den pågældende ved lønsedler eller lignende dokumentere:

1) hos hvilke arbejdsgivere vedkommende har været ansat inden for de sidste 13 uger før sygemeldingen,

2) hvornår han blev ansat i hvert enkelt arbejdsforhold og hvor længe,

3) beskæftigelsens omfang i hvert enkelt arbejdsforhold angivet i uger og timer.

Tilsvarende skal den arbejdsgiver, som lønmodtageren var ansat hos, da vedkommende blev sygemeldt, oplyse følgende:

1) hvornår lønmodtageren blev ansat i virksomheden,

2) omfanget af lønmodtagerens beskæftigelse angivet i uger og timer, og

3) om lønmodtageren tidligere har været ansat hos arbejdsgiveren, og i så fald, hvornår senest, og i hvor mange uger og timer.

Opgørelse af 120 timers-kravet

20. Ved opgørelsen af, om beskæftigelseskravet på 120 timer er opfyldt, medregnes alle de timer, hvor der faktisk er udført arbejde. Både ordinære og ekstraordinære overarbejdstimer medregnes således.

Hvis der er udbetalt løn for 120 timer som kompensation for fx holdarbejde, men lønmodtageren faktisk har arbejdet færre timer, tæller kun de faktiske arbejdstimer med.

Hvis spisepauser etc. efter overenskomst holdes udenfor arbejdstiden, medregnes de ikke ved beregning af beskæftigelseskravet.

Ved undervisningstimer fastsættes beskæftigelsens varighed under hensyn til den forberedelsestid, der udbetales løn for i det enkelte tilfælde. Der kan fx anvendes samme omregningsfaktor, som den arbejdsløshedskasserne følger ved udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge.

Ifølge oplysning fra Undervisningsministeriet omregnes 1 undervisningstime i ungdomsskoler og ved fritidsundervisning for voksne til 1,6 timer. Den organisation, der beskæftiger lærere ved fritidsundervisning efter fritidsundervisningsloven, anses som arbejdsgiver selv om lønudbetalingen eventuelt sker over kommunens arbejdsgivernummer.

Hvis den faktiske arbejdstid ikke kan opgøres, anvendes samme beregningsmåde som efter ATP-loven, når antal timer skal beregnes. Hvert år i begyndelsen af januar offentliggøres den timefortjeneste, der skal anvendes for det indeværende kalenderår.

Hvis arbejdet har været afbrudt af grunde, der ikke kan tilregnes lønmodtageren som pligtforsømmelse, bortses der fra sådanne dage uden beskæftigelse. Det gælder fx fraværsdage på grund af ferie, sygdom, søgnehelligdage og lignende. 13-ugersperioden suppleres med det antal af nærmest forudgående arbejdsdage, som svarer til antallet af udgåede dage. Beskæftigelseskravet anses således for opfyldt, hvis arbejdstimerne før og efter afbrydelsen er på mindst 120 timer i en sammenlagt 13-ugersperiode.

Ved opgørelsen af beskæftigelseskravet, ses der bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der ydes godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandsloven.

Dagpengeretten efter ansættelsens ophør

21. Retten til dagpenge fra såvel offentlige som private arbejdsgivere gælder i indtil 2 uger, uanset om ansættelsen ophører inden for denne periode.

udgiften til dagpenge efter lovens § 27

22. Private arbejdsgivere kan tegne en forsikring, der giver ret til refusion fra kommunen for de dagpenge, som lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiveren, hvis arbejdsgiverens lønudgift i det foregående kalenderår ikke overstiger en fastsat grænse. Grænsen reguleres hver 1. januar.

Det er endvidere en betingelse, at arbejdsgiveren har et aktivt arbejdsgivernummer i Told- og skattestyrelsens stamregister for erhvervsdrivende (SE-nr.)

Ordningen er indført for at give mulighed for at udjævne de økonomiske virkninger af tilfældige udsving i sygeligheden i virksomheder med forholdsvis få ansatte.

Lønudgift og præmie

23. Den samlede årlige lønudgift er afgørende for, om en arbejdsgiver kan blive tilmeldt. Desuden har lønudgiften betydning for beregningen af den endelige præmie, og for a'contobetalingen i løbet af et forsikringsår samt for retten til at forblive i ordningen.

Lønudgiften er summen af lønnen til alle ansatte hos arbejdsgiveren.

Både lønudbetalinger, der skattemæssigt er A-indkomst og lønudbetalinger, der er B-indkomst hos modtagerne, skal medregnes.

Præmien til forsikringen beregnes på grundlag af den samlede lønudgift. Der fastsættes en procentsats een gang om året af Socialministeren.

Alle ansatte er dækket af forsikringen.

Tilmelding og udmeldelse af ordningen sker til Socialstyrelsen på en blanket, der udleveres af kommunen. Ved optagelse i ordningen er der en ventetid på 20 dage, regnet fra modtagelsen af anmodningen i Socialstyrelsen.

24. Lønmodtageren skal anmelde sygdomstilfælde til arbejdsgiveren hurtigst muligt.

Hvis lønmodtageren utvetydigt har raskmeldt sig over for virksomheden med angivelse af, hvilken dato arbejdet genoptages, men alligevel ikke kan genoptage arbejdet denne dato på grund af tilbagefald eller ny sygdom, skal lønmodtageren påny foretage anmeldelse af sygdom efter gældende regler.

Har lønmodtageren derimod blot givet udtryk for, at pågældende forventede at genoptage arbejdet på et bestemt tidspunkt, er der ikke tale om nogen egentlig raskmelding, - og en overskridelse af den forventede dato for arbejdets genoptagelse nødvendiggør derfor ikke en fornyet sygemelding.

Arbejdsgiverens regler om anmeldelse

25. Anmeldelse af sygdom til arbejdsgiveren skal ske telefonisk senest 2 timer efter, at lønmodtageren skulle have mødt på arbejde, medmindre der i et personalecirkulære er fastsat en anden tidsfrist, fx begrundet i særlige produktionsforhold eller lignende. Også inden for brancher, hvor det ved sygdom er nødvendigt hurtigt at fremskaffe en vikar (fx rengøring, pleje, undervisning) kan en kortere anmeldelsesfrist være nødvendig.

Hvis lønmodtageren ikke har adgang til telefon, påhviler det denne selv at sørge for, at der ved ansættelsen bliver indgået en skriftlig aftale med arbejdsgiveren om, hvordan anmeldelse af sygdom skal foretages.

Lønmodtageren behøver ikke at anmelde fraværet personligt, men bærer risikoen for, at den der anmelder, gør det rettidigt og korrekt.

For sen anmeldelse af sygdomstilfældet til arbejdsgiveren og indsigelsespligten

26. Anmeldes sygdomstilfældet for sent i forhold til arbejdsgiverens regler eller i forhold til den generelle 2-timers regel, bortfalder dagpengene til og med anmeldelsesdagen.

Arbejdsgiveren udbetaler dagpenge fra anmeldelsesdagen, hvis der er anmeldt inden for fristen og ellers fra 1. hele fraværsdag derefter.

Arbejdsgiverens fritagelse for at udbetale dagpenge forudsætter, at der gøres indsigelse hurtigst muligt mod, at anmeldelsen er indgivet for sent.

Hvis en lønmodtager mister retten til dagpenge fra arbejdsgiveren på grund af for sen anmeldelse af sygdom, kan den sygemeldte ikke i stedet få udbetalt de mistede dagpenge fra kommunen.

Har lønmodtageren ikke anmeldt fraværet inden for den frist, der er fastsat, må kommunen foretage en konkret vurdering af, om der foreligger ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde den for sene anmeldelse.

Hvis der er fastsat en særlig kort frist på grund af virksomhedens produktionsforhold og lignende, vil det oftere forekomme, at der foreligger »særlige omstændigheder« som grund til overskridelse af fristen.

Det er kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt der er særlige omstændigheder, der gør, at arbejdsgiveren alligevel er forpligtet til at udbetale dagpenge, når fristen for anmeldelse er overskredet.

Ingen anmeldelse

27. Hvis en lønmodtager udebliver en eller flere dage af andre årsager end sygdom og sygemelder sig i umiddelbar tilknytning hertil, regnes fraværsperioden fra udeblivelsen, hvis arbejdsgiveren ikke har bragt ansættelsen til ophør på grund af udeblivelsen.

Lønmodtagerens dokumentationspligt over for arbejdsgiveren

28. Arbejdsgiveren kan forlange, at lønmodtageren inden for en rimelig frist dokumenterer, at fraværet skyldes sygdom, jf. pkt. 30.

Hvis lønmodtageren ikke opfylder kravet om dokumentation, og der ikke foreligger særlige omstændigheder, mistes retten til dagpenge.

Arbejdsgiveren kan forlange sygdommen dokumenteret ved en skriftlig sygemelding (tro- og loveerklæring) og/eller eventuelt en lægeerklæring.

Arbejdsgiveren kan enten fremsætte sit krav om dokumentation af sygdom konkret eller generelt i et personalecirkulære. Af bevismæssige grunde anbefales det, at dokumentationskravet fremgår af et personalecirkulære eller af en skriftlig rekvisition i det konkrete tilfælde.

Afleveringsfrister og gyldighed

29. Den skriftlige sygemelding (tro- og loveerklæringen) kan arbejdsgiveren tidligst kræve i hænde på 2. dagen, regnet fra 1. fraværsdag. Søn- og helligdage fraregnes. Varer sygefraværet mindre end 2 arbejdsdage, kan arbejdsgiveren forlange, at tro- og loveerklæringen udfyldes og afleveres den dag, hvor arbejdet genoptages.

En tro- og loveerklæring indeholder en skriftlig bekræftelse fra lønmodtageren om uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.

Erklæringen har derfor værdi som dokumentation udover den mere formløse anmeldelse, der ofte vil ske telefonisk og eventuelt gennem tredjemand. Desuden har tro- og loveerklæringen betydning i strafferetlig henseende.

En raskmelding, der underskrives samme dag som tro- og loveerklæring skal afleveres, kan ikke anerkendes som dokumentation for sygdom og træde i stedet for tro- og loveerklæringen.

Hvis arbejdsgiveren kræver det, skal lønmodtageren inden for en rimelig frist aflevere en lægeerklæring som dokumentation for, at fraværet skyldes sygdom.

Det er et krav, at lægeerklæringen udstedes i forbindelse med en personlig konsultation hos lægen eller i forbindelse med dennes sygebesøg i hjemmet.

En læge kan dog udstede en lægeerklæring på baggrund af allerede foreliggende udskrivningskort, hospitalsjournal, indlæggelsesbevis eller lignende, der godtgør, at patienten allerede har været tilset af en anden læge.

Lægeerklæringen kan tidligst forlanges udstedt på 4. sygedag og ikke på lørdage, søn- og helligdage.

Under ganske særlige omstændigheder kan lægeerklæring dog udstedes tidligere. Hvis en lønmodtager fx har hyppige kortvarige sygeperioder uden lægelig dokumentation, kan arbejdsgiveren forlange lægeerklæring udstedt allerede fra 1. sygedag, dog ikke på lørdage og søn- og helligdage.

I disse tilfælde skal arbejdsgiveren skrive til lønmodtageren og forlange lægeerklæring fra 1. sygedag. I brevet skal arbejdsgiveren opregne de konkrete fravær i en bestemt periode, der motiverer anmodningen, og bede lønmodtageren om at vise brevet til lægen på den førstkommende sygeperiodes 1. sygedag.

Det er lægen, der afgør, om der foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde, at der udstedes en lægeerklæring på 1. sygedag.

Arbejdsgiverens krav om lægeerklæring på 1. sygedag kan kun gælde for en kortere periode, dvs. længst 1 år.

Arbejdsgiveren kan tidligst forlange at have lægeerklæringen i hænde på 1. fraværsdag efter at den er udstedt, fraregnet søn- og helligdage.

Hvis en læge på lægeerklæringen har anført, at sygdommen forventes at vare et bestemt antal dage, uger eller måneder, løber denne periode fra den dag, hvor lægeerklæringen er udstedt.

På lægeerklæringen forstås der ved »sygdom af kortere varighed« sygdom af op til 14 dages varighed. Ved »sygdom af længere tids varighed« forstås sygdom af mindst 4 ugers varighed.

Udgiften til lægeerklæringer, som arbejdsgiveren har forlangt, skal afholdes af denne.

For sen aflevering af dokumentation og indsigelsespligten

30. Hvis lønmodtageren ikke har afleveret dokumentation for sygdommen indenfor den frist, der er fastsat af arbejdsgiveren, må det vurderes konkret, om der foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde overskridelsen af fristen.

Sådanne særlige omstændigheder kan fx foreligge, hvis erklæringen bliver forsinket på grund af uregelmæssigheder i postgangen, eller hvis forsendelsens art medfører særlig postgang. Forsendelser, hvor modtageren betaler portoen, forsinkes således ofte en dag, fordi forsendelsen skal stemples på modtagerens postkontor.

Hvis der ikke foreligger særlige omstændigheder og arbejdsgiveren gør sin indsigelse gældende hurtigst muligt over for lønmodtageren på grund af for sen aflevering af dokumentation, bortfalder retten til dagpenge til og med den dag, hvor dokumentationen kommer arbejdsgiveren i hænde. Fra og med 1. hele fraværsdag, efter at dokumentationen er arbejdsgiveren i hænde og i den resterende del af perioden udbetaler arbejdsgiveren påny dagpenge.

Dagpenge, som en lønmodtager mister på grund af for sent afleveret dokumentation, bliver ikke i stedet udbetalt af kommunen.

Indsigelse

Det er en betingelse for arbejdsgiverens fritagelse for at udbetale dagpenge, at denne hurtigst muligt, og senest 2. arbejdsdag efter den dag, hvor dokumentationen skulle have været virksomheden i hænde, gør sin indsigelse gældende.

Det skal understreges, at kravet om indsigelse gælder for aflevering af både tro- og loveerklæring og lægeerklæring.

For sen aflevering af dokumentation

Eksempel:

Hvis arbejdsgiveren rettidigt har modtaget en tro- og loveerklæring 2. dag, og der er fremsat krav om aflevering af lægeerklæring på 5. dagen, medfører en forsinkelse af lægeerklæringen til 7. dagen, at arbejdsgiveren har pligt til at betale dagpenge for de første 2 dage og derefter igen fra 8. dagen og resten af den periode, hvor arbejdsgiveren skal betale. Forudsætningen for arbejdsgiverens fritagelse for dagpengeforpligtelsen i de mellemliggende dage er, at der rettidigt, dvs. senest 2. arbejdsdag efter den dag, hvor lægeerklæringen skulle have været modtaget, gøres indsigelse.

Hvis også tro- og loveerklæringen var afleveret for sent til arbejdsgiveren, for eksempel på 3. dagen, skulle arbejdsgiveren udbetale dagpenge for 4. dagen, ikke for 5., 6. og 7. dagen, men igen fra 8. dagen og i resten af den perioden, hvor arbejdsgiveren skal betale dagpenge.

Lønmodtagere, der får udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren

31. Lønmodtagere, der har fået udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren, skal anmelde sygdomstilfældet til kommunen senest een uge efter, at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt.

Hvis anmodning (anmeldelse) indgives senere, udbetales dagpenge som hovedregel først fra anmodningsdagen. Der er dog mulighed for at dispensere, når der foreligger særlige omstændigheder, se pkt. 38 om dispensation fra anmeldelsesfristerne.

Ved anmodningsdagen forstås den dag, hvor der indsendes anmodning om dagpenge (anmodningsblanket i udfyldt stand). Afhentning af en dagpengeblanket uden at sygdom samtidig anmeldes, kan derfor ikke betragtes som en anmodning om dagpenge.

Hvis anmodning indgives mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden, er dispensation udelukket.

Lønmodtagere, der ikke får udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren

32. I de tilfælde, hvor der ikke er ret til dagpenge fra arbejdsgiveren skal sygdomstilfælde anmeldes til kommunen senest een uge efter 1. fraværsdag.

Dette er fx. tilfældet, når beskæftigelseskravene ikke er opfyldt, eller lønmodtageren er arbejdsledig ved sygdommens indtræden.

Når arbejdsgiveren er fritaget for dagpengepligten, fordi beskæftigelseskravene ikke er opfyldt, skal lønmodtageren anmelde sygefraværet både til arbejdsgiveren, jf. pkt. 24 og til kommunen.

Hvis anmodning indgives senere, udbetales dagpenge først fra anmodningsdagen, medmindre der er grundlag for at dispensere.

Selvstændige erhvervsdrivende uden frivillig sikring

33. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller skal indgive anmodning om dagpenge senest 1 uge efter 3 ugers sygdom for at få dagpenge fra første dag efter de 3 ugers udløb, jf.

lovens § 10, stk. 4.

Selvstændige erhvervsdrivende med frivillig sikring

34. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der har tegnet frivillig sikring, skal indgive anmodning om dagpenge senest 1 uge efter 1. fraværsdag for at få dagpenge fra 1. fraværsdag, jf. lovens § 10, stk. 4.

Krav om tidligere anmeldelse til kommunen

35. Kommunen kan i særlige tilfælde forlange anmeldelse tidligere, end fastsat i loven af såvel selvstændige erhvervsdrivende som lønmodtagere. Dette kan være nødvendigt, hvor der er tale om mange kortvarige ansættelsesforhold og hyppige sygemeldinger.

Arbejdsgiverens anmeldelse af sygefravær

36. En privat arbejdsgiver, der yder løn under en lønmodtagers sygefravær, har pligt til at anmelde fraværet til lønmodtagerens bopælskommune senest 2 måneder efter 1. fraværsdag.

En offentlig arbejdsgiver skal indberette sygdomstilfælde til kommunen senest 2 måneder efter 1. fraværsdag.

Ved denne indberetningspligt sikres det, at kommunerne kan komme igang med den fornødne opfølgning af dagpengesagen inden for den fastsatte frist på 3 måneder.

For offentlige arbejdsgivere er det den lønudbetalende myndighed eller den, til hvem ansvaret er uddelegeret, der har ansvaret for indberetningen til kommunen.

Dokumentation ved udbetaling af dagpenge fra kommunen

37. Kommunen kan, når det skønnes nødvendigt kræve, at dagpengemodtageren indenfor en nærmere angiven rimelig frist ved aflevering af en lægeerklæring dokumenterer, at fraværet skyldes sygdom.

Hvis lægeerklæringen afleveres efter den frist, som kommunen har fastsat, bortfalder retten til dagpenge fra kommunen indtil det tidspunkt, hvor kommunen har modtaget lægeerklæringen, jf. bekg. § 23, stk. 2.

For kommunen gælder der ingen indsigelsespligt i forbindelse med for sen aflevering af lægeerklæring.

Dispensation fra anmodnings- og dokumentationsfristerne ved anmodning om dagpenge fra kommunen

38. Hvis anmeldelsen af sygdom indgives efter de frister, der er fastsat i lovens § 6, stk. 2, og § 10, stk. 4, kan kommunen dispensere og udbetale dagpenge for tiden før anmodningsdagen, når:

- dagpengemodtageren på grund af hospitalsindlæggelse, ophold i udlandet eller lignende ikke har haft mulighed for selv at få indgivet rettidig anmodning og ikke har haft pårørende, der kunne have indgivet anmodningen, eller

- dagpengemodtageren ikke har overholdt fristen på grund af forhold, som i det væsentlige skyldes arbejdsgiveren eller forkert vejledning fra myndigheder eller andre, der må antages at have særligt kendskab til forholdene, eller

- særlige grunde iøvrigt taler derfor. Her må der især lægges vægt på, om den pågældende ikke tidligere har modtaget dagpenge fra kommunen, og om den pågældende har anmeldt sygdomstilfældet til arbejdsgiveren.

Som hovedregel kan der ikke dispenseres, hvis den pågældende først henvender sig til kommunen efter raskmeldingen. Det er en forudsætning for at dispensere, at det er muligt at få lægelig dokumentation for perioden indtil henvendelsen til kommunen, og at der iøvrigt ikke er tvivl med hensyn til, om den pågældende opfylder betingelserne for at få udbetalt dagpenge.

Det er en forudsætning for dispensation, at den pågældende henvender sig til kommunen, så snart vedkommende bliver klar over, at der ikke bliver udbetalt dagpenge fra arbejdsgiveren. I denne situation kan der også dispenseres, selv om den pågældende først henvender sig efter raskmeldingen. Dette er især aktuelt ved de kortvarige sygeperioder.

Hvis arbejdsgiveren er i tvivl om sin dagpengepligt og derfor undlader at udbetale dagpenge, vil der ofte være grundlag for at dispensere. Dette gælder især, når arbejdsgiveren ikke har meddelt lønmodtageren, at dagpenge ikke vil blive udbetalt, og denne derfor først senere, eventuelt ved første lønudbetaling, bliver klar over forholdet.

Dispensation er udelukket, når anmodningen indgives mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.

Arbejdsgiverens ret til den ansattes dagpenge

39. En arbejdsgiver, der udbetaler løn til en ansat under fravær fra arbejdet, indtræder i dennes ret til dagpenge fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold. Det gælder, uanset om lønnen udbetales efter lov, overenskomst eller aftale, og uanset om der er tale om fuld eller delvis løn. Refusionsbeløbet kan dog ikke overstige den udbetalte løn, og feriegodtgørelse indgår ikke i det beløb, der ydes refusion af.

Ved sygdom har private arbejdsgivere ret til refusion fra 1. fraværsdag efter 2-ugers fravær eller fra den dag, hvor arbejdsgiveren er fritaget for dagpengepligten efter lovens § 8, stk. 4 og 5.

Der er ret til refusion fra 1. fraværsdag i de tilfælde, hvor der foreligger en godkendt aftale efter lovens § 28, samt hvor arbejdsgiveren har tegnet forsikring efter lovens § 27.

Offentlige arbejdsgivere har ret til refusion fra den dag, hvor retten til dagpenge fra arbejdsgiveren er bortfaldet efter lovens § 8, stk. 4. Hvis der foreligger en godkendt aftale efter lovens § 28, har en offentlig arbejdsgiver ret til refusion i indtil 2 uger, regnet fra 1. fraværsdag.

Ved barsel og adoption har såvel offentlige som private arbejdsgivere ret til refusion fra og med den fraværsdag, hvor lønmodtageren har ret til barseldagpenge.

I de tilfælde der er nævnt, er såvel offentlige som private arbejdsgiveres ret til refusion betinget af, at den ansatte opfylder betingelserne for at få dagpenge fra kommunen, herunder at kravene om beskæftigelse i lovens §§ 4 og 17 er opfyldt, og kravet er begrænset til det beløb, den pågældende ville have haft ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold, hvis der ikke var udbetalt løn, jf. kapitel VIII om dagpengenes størrelse og beregning.

Hvis der under fraværet udbetales løn fra flere arbejdsgivere, deles refusionen mellem arbejdsgiverne i forhold til de dagpengebeløb, som de enkelte arbejdsforhold berettiger til.

Anmeldelse af refusionskrav ved sygdom

40. En arbejdsgiver, der har ret til dagpengerefusion, skal anmelde kravet til lønmodtagerens bopælskommune. Der ydes kun refusion for løn under fravær på grund af sygdom for tidsrum, der ligger indtil 3 måneder forud for fremsættelsen af kravet.

Der er dog mulighed for at dispensere, når der foreligger særlige omstændigheder, jf. bekg. § 28, stk. 2.

Anmeldelse af refusionskrav ved barsel

41. Refusionskrav for løn, der udbetales i forbindelse med fravær på grund af barsel og adoption skal anmeldes til lønmodtagerens bopælskommune senest 9 måneder efter fødslen eller modtagelsen af barnet. Hvis kravet anmeldes senere, bortfalder retten til refusion.

42. Retten til dagpenge ophører den dag, den pågældende er arbejdsdygtig, uanset om denne undlader at træde i arbejde eller genoptage sit erhverv, jf. lovens § 5, stk. 1.

Forhalelse af helbredelsen

43. Arbejdsgiverens og kommunens dagpengepligt bortfalder, hvis dagpengemodtageren på trods af lægens opfordring nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring undlader at deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen.

Dette gælder også, hvis dagpengemodtageren nægter at underkaste sig en operation eller anden behandling, der ubestrideligt har væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden, og som ikke er forbundet med en risiko for liv eller førlighed.

Dagpengepligten bortfalder også, hvis den pågældende ved sin adfærd iøvrigt forhaler helbredelsen, jf. lovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2.

Som eksempler på forhalelse af helbredstilstanden kan nævnes fodboldspil under sygemelding for en knæ- eller fodlidelse eller udendørsaktiviteter i den første fase af en influenza.

Manglende eller for sen anmeldelse af eller dokumentation for sygefravær

44. Dagpengeretten bortfalder, sålænge den pågældende ikke opfylder sin anmeldelses- og dokumentationspligt, jf. lovens § 8, stk. 2. Om mulighed for dispensation henvises til pkt. 38.

Forsæt eller grov uagtsomhed

45. Arbejdsgiverens dagpengepligt bortfalder, hvis lønmodtageren har pådraget sig sygdommen ved forsæt eller grov uagtsomhed, jf. lovens § 8, stk. 4 nr. 1. Dagpengene udbetales i stedet af kommunen.

Sport

46. Skader sket under udøvelse af sport eller aktiviteter, der er led i normal livsudfoldelse, anses normalt ikke for pådraget ved grov uagtsomhed.

Der må dog ved afgørelsen af hver enkelt sag foretages en konkret vurdering af hændelsesforløbet, årsagen og de forhold, hvorunder idrætten er udøvet.

Når det gælder sportsgrene, der ud fra en almindelig betragtning anses for farlige, som fx karate, faldskærmsudspring, dykkersport, speedwaykørsel, motocross og lignende lægges vægt på følgende forhold:

- om udøveren i det væsentlige har fulgt de regler og anvisninger, der er givet for denne sport,

- om udøveren er gået meget videre end hans træningsstade gjorde rimeligt, og

- om udøvelsen er sket indenfor organiserede rammer og under nødvendigt tilsyn.

Slagsmål

47. Hvis en skade indtræder under slagsmål, må den sygemeldte godtgøre, at sygdommen ikke er forvoldt ved grov uagtsomhed. Det er således den sygemeldte, der har bevisbyrden for, at der ikke er udvist grov uagtsomhed, fx ved at provokere eller unødigt deltage i slagsmålet.

Hvis lønmodtageren fx kan godtgøre, at den pågældende selv er blevet overfaldet eller nødvendigvis har måttet gribe ind, når en tredjemand er blevet overfaldet, anses den pågældende ikke for at have udvist grov uagtsomhed.

Handlingsforløb og ansvarsfordeling må i tvivlstilfælde søges oplyst ved vidneerklæringer.

Beruselse

48. Hvis beruselse klart er årsagen til en skades eller sygdoms opståen, anses denne for pådraget ved grov uagtsomhed.

Selvmordsforsøg

49. Sygefravær, der skyldes selvmordsforsøg, anses normalt ikke for pådraget ved forsæt eller grov uagtsomhed.

Overtrædelse af færdselsloven

50. Sygefravær, der skyldes alvorlige overtrædelser af færdselsloven, vil normalt blive anset for pådraget ved grov uagtsomhed.

Begrebet grov uagtsomhed omfatter således følgende:

a) Skade pådraget ved at køre motorkøretøj i spirituspåvirket tilstand eller uden at have erhvervet førerbevis eller efter at have fået dette frakendt.

b) Skade pådraget ved kørsel med en fører, der var spirituspåvirket, medmindre det er godtgjort, at passageren ikke vidste dette.

c) Skade pådraget ved at køre med en fører, der ikke har førerbevis, når passageren vidste dette.

d) Tilsidesættelse af ubetinget vigepligt etc.

e) Skade pådraget ved kørsel med ulovligt eller defekt køretøj eller ved kørsel uden anvendelse af påbudt sikkerhedsudstyr (fx styrthjelm).

Ved mindre grove overtrædelser af færdselsloven anses handlingen ikke nødvendigvis for at være groft uagtsom.

Hvis en lønmodtager kommer til skade ved et færdselsuheld, og kun modparten får tillagt skylden, har den pågældende normalt ikke pådraget sig skaden ved grov uagtsomhed. Arbejdsgiveren har i så fald mulighed for at rejse regreskrav mod skadevolderen.

Risikobetonede bierhverv

51. Når en skade indtræder under udøvelsen af et bierhverv, er såvel hovedarbejdsgiveren som en eventuel arbejdsgiver i bierhvervet normalt dagpengeforpligtet, medmindre lønmodtageren har udvist grov uagtsomhed i det konkrete tilfælde. Hvis lønmodtageren fx har udvist grov uagtsomhed i bierhvervet, er begge arbejdsgivere fritaget for dagpengepligten. Det er ikke grov uagtsomhed, blot fordi bierhvervet er særlig risikobetonet, (fx udsmider).

Når det gælder skader, der er pådraget under udøvelse af hverv som frivillig eller honorarlønnet (ikke fastan-sat) brandmand, har Kommunernes Landsforening henstillet, at kommumunen - som driftsudgift for brandvæsenet - refunderer hovedarbejdsgiveren dagpengeudgifterne til den tilskadekomne medarbejder.

Tjeneste i hjemmeværn, civilforsvaret mv.

52. Efter lovens § 8, stk. 5, bortfalder retten til dagpenge fra den private arbejdsgiver, hvis den ansatte har pådraget sig sygdommen under tjeneste, som er omfattet af lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. Der ydes i stedet dagpenge af kommunen fra 1. hele fraværsdag, jf. lovens § 21.

Begrundelsen herfor er, at det ikke findes hensigtsmæssigt, at risikoen påhviler den private arbejdsgiver af hensyn til rekrutteringen til disse former for frivillig tjeneste.

Retten til dagpenge består dog i forhold til en offentlig arbejdsgiver, hvis de sædvanlige betingelser for dagpengeret er opfyldt.

Tilknytningen mellem det aktuelle sygefravær og den uagtsomme handling

53. Fritagelse for dagpengepligten forudsætter, at det aktuelle sygefravær har en vis umiddelbar tidsmæssig forbindelse med den groft uagtsomme handling.

En arbejdsgiver er således ved senere sygefravær forpligtet til at betale dagpenge til en lønmodtager, der sygemeldes på grund af følgerne af en gammel skade, selvom lønmodtageren oprindelig havde pådraget sig skaden ved grov uagtsomhed.

Overtrædelse af sikkerhedsforskrifter på arbejdspladsen

54. Hvis en sygdom opstår, fordi lønmodtageren har overtrådt en sikkerhedsforskrift, anses sygdommen normalt for pådraget ved grov uagtsomhed, hvis sikkerhedsforskriften er påbudt af Arbejdstilsynet eller er vedtaget af virksomhedens sikkerhedsudvalg, og lønmodtageren er orienteret herom.

Fortielse af helbredsoplysninger

55. Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren bortfalder, hvis lønmodtageren har fortiet helbredsoplysninger af væsentlig betydning for ansættelsesforholdet eller under ansættelsen har fortiet helbredsoplysninger, der har betydning for arbejdsgiverens mulighed for at frigøre sig fra dagpengepligten ved en aftale efter lovens § 28.

Lønmodtageren har ikke alene pligt til at give oplysninger om helbredsforholdene, når arbejdsgiveren beder om det, men skal også på eget initiativ oplyse herom.

Hvis der kunne være indgået en § 28-aftale inden sygefraværet, hvis lønmodtageren i tide havde oplyst om sine helbredsforhold, fritages arbejdsgiveren for dagpengepligten.

Fortielse ved ansættelsen

56. Ved bedømmelsen af, om der foreligger fortielse af helbredsoplysninger, der har væsentlig betydning for ansættelsesforholdet, lægges der især vægt på følgende forhold:

- om lønmodtageren har været sygemeldt i lang tid eller i gentagne tilfælde på grund af samme sygdom før ansættelsen hos den nuværende arbejdsgiver,

- om lønmodtageren har været klar over, at der var en reel risiko for, at samme sygdom ville medføre ny sygemelding,

- om lønmodtageren har fået besked om, at der senere skal ske indlæggelse eller ambulant behandling på sygehus eller tilsvarende behandlingsinstitution.

Arbejdsgiveren fritages kun for dagpengepligten, hvis lønmodtagerens sygefravær skyldes den lidelse, som lønmodtageren har undladt at oplyse om.

Fortielse under ansættelsen

57. I tilfælde, hvor sygdommen først opstår efter ansættelsen, har lønmodtageren også oplysningspligt, hvis der er tale om en sygdom, der kunne danne grundlag for indgåelse af en § 28-aftale.

Det drejer sig om følgende tilfælde:

a) hvor lønmodtagerens sygdomsrisiko efter ansættelsen er væsentligt forøget på grund af en senere indtrådt langvarig eller kronisk lidelse, jf. bekg. § 55, stk. 2, nr. 1.

b) hvor lønmodtageren skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus eller tilsvarende behandlingsinstitution, og arbejdsgiveren under det bestående arbejdsforhold allerede har udbetalt dagpenge i 2 uger for samme lidelse inden for de sidste 12 måneder, jf. bekg. § 55, stk. 2, nr. 3.

Hvis arbejdsgiveren senere får oplysning om lidelsen eller behandlingen og ikke tager initiativ til at indgå en § 28-aftale, kan arbejdsgiveren ikke ved senere sygemeldinger blive fritaget for at betale dagpenge med henvisning til fortielse.

Arbejdskonflikter

58. Efter lovens § 8, stk. 4, nr. 3 bortfalder retten til sygedagpenge fra arbejdsgiveren under strejke eller lockout. Det betyder, at arbejdsgiverens pligt til at udbetale dagpenge bortfalder under en arbejdskonflikt - bortset fra overenskomststridig lockout - som lønmodtageren ville have været omfattet af, hvis pågældende ikke var sygemeldt.

Kommunen skal betale dagpenge under en arbejdskonflikt, når det drejer sig om en overenskomststridig lockout (forskud på dagpenge efter lovens § 31, stk. 1), eller når lønmodtageren har været sygemeldt mindst 2 uger før konflikten, eller når lønmodtageren er sygemeldt inden en overenskomstmæssig arbejdskonflikt. I disse tilfælde anses den manglende indtjening under hele sygeperioden for at være forvoldt af uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.

Dagpenge under overenskomstmæssige konflikter

(lockout og strejke)

59.

a) Sygdom indtrådt inden konflikten

Hvis sygdommen er opstået inden konfliktens begyndelse, skal arbejdsgiveren betale dagpenge indtil konflikten, forudsat at den periode, hvori arbejdsgiveren er forpligtet til at betale dagpenge, ikke er udløbet forinden. Derefter overtager kommunen dagpengeudbetalingen. Hvis konflikten ikke varer så længe, kan arbejdsgiverens dagpengepligt genopstå. Det er en forudsætning for arbejdsgiverens pligt til at genoptage dagpengeudbtalingen, at lønmodtageren - eventuelt efter fortrædigelsesklausul i forligsdokumentet - er genantaget ved konfliktens ophør og har sygemeldt sig på ny efter lovens § 6.

b) Sygdom opstået under konflikten

Hvis sygdommen er opstået efter, at konflikten er trådt i kraft, har arbejdsgiveren ikke pligt til at betale dagpenge under konflikten. Der vil heller ikke kunne udbetales dagpenge af kommunen.

Efter konflikten er der ret til dagpenge fra arbejdsgiveren fra 1. fraværsdag efter konfliktens ophør, hvis lønmodtageren er genantaget og har sygemeldt sig hurtigst muligt efter konfliktophøret, jf. lovens § 6.

Dagpenge under overenskomststridige konflikter

60.

A. Lockouter

Arbejdsgiveren har pligt til at betale dagpenge under sygdom, der er indtruffet både før og efter, at lockouten er iværksat, da en overenskomststridig lockout ikke afbryder arbejdsforholdet.

Nægter arbejdsgiveren at betale dagpenge, skal kommunen betale forskud på dagpenge efter lovens § 31, stk. 1.

B. Strejker

a) Sygdom opstået inden strejken

Hvis sygdommen er indtrådt inden strejkens begyndelse, har arbejdsgiveren pligt til at betale dagpenge indtil strejken og efter strejken i resten af den periode, hvor arbejdsgiveren skal betale dagpenge, regnet fra 1. sygedag før konfliktperioden, der medregnes i denne periode. Det er en forudsætning for arbejdsgiverens pligt til at genoptage dagpengeudbetalingen, at lønmodtageren er genantaget og har sygemeldt sig på ny efter lovens § 6.

Hvis den periode, hvor arbejdsgiveren skal betale dagpenge, ikke er udløbet ved strejkens begyndelse, betaler kommunen ikke dagpenge under strejken.

Har sygeperioden varet 2 uger eller mere ved strejkens begyndelse, fortsætter kommunen dagpengeudbetalingen under strejken.

b) Sygdom opstået under strejken

Hvis sygdommen er opstået under strejken, er der hverken ret til dag-penge fra arbejdsgiveren eller kommunen, så længe strejken varer.

Efter strejken har arbejdsgiveren den almindelige forpligtelse til at betale dagpenge. Det er dog en forudsætning, at lønmodtageren er genantaget efter strejkens ophør, og at sygefraværet hurtigst muligt er meldt til arbejdsgiveren, jf. lovens § 6.

Beskæftigelseskravet efter lovens §§ 3 og 4 ved sygdom opstået kortere tid efter konflikten

61. Når sygdommen først indtræder efter konfliktens ophør, er lønmodtageren berettiget til dagpenge, hvis beskæftigelsen før og efter konflikten udgør mindst 120 timer inden for de sidste 13 uger. Der ses her bort fra konfliktperioden, der betragtes som en død periode.

En konfliktperiode medregnes ikke ved opgørelse af, om beskæftigelseskravet efter lovens § 4, stk. 1, har været opfyldt.

Sygemeldte, der ikke er i konflikt

Sygemeldte lønmodtagere, der ikke direkte er omfattet af en arbejdskonflikt, har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren.

Hjemsendes de fra arbejdet i anledning af arbejdsstandsningen, er kommunen kun forpligtet til at betale dagpenge i sygdomstilfælde, hvis de pågældende ville være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, eller de iøvrigt kan dokumentere en manglende indtjening, som er forvoldt af sygdommen.

Fængsling og foranstaltninger, der træder i stedet derfor

62. Der kan ikke ydes sygedagpenge til personer, som er underkastet frihedsberøvelse, mv. varetægtsfængsling, idømt fængsel eller anden foranstaltning, der træder i stedet for straf, fx dom til indlæggelse til behandling i psykiatrisk hospital eller dertil svarende institution (behandlingsdom).

Begrundelsen herfor er, at den mistede indtjening primært skyldes frihedsberøvelsen og ikke uarbejdsdygtigheden.

Hvis den pågældende med Kriminalforsorgens tilladelse har arbejdet uden for fængslet på det almindelige arbejdsmarked, er der ret til sygedagpenge efter de almindelige regler på grundlag af timeindtægten.

Stationær helbredstilstand

63. Dagpengene kan ikke standses alene fordi lægerne vurderer, at tilstanden nu er stationær. I sådanne tilfælde skal kommunen straks tage stilling til, om der er mulighed for, at den pågældende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet eventuelt efter revalidering, eller om der skal ansøges om førtidspension, se iøvrigt kapitel XIII.

64. Arbejdsgivere og lønmodtagere kan indgå en aftale, hvorefter arbejdsgiveren får ret til at få refunderet et beløb, der svarer til de dagpenge, som lønmodtageren har ret til i de 2 første uger af sygefraværet, jf. lovens § 28.

Aftalen kan indgås, når lønmodtagerens sygdomsrisiko er væsentligt forøget på grund af en langvarig og/eller kronisk lidelse, således at lidelsen skønnes at medføre mindst 10 fraværsdage på et år. Ved vurderingen af, om der foreligger en sådan sygdomsrisiko må der lægges vægt på lægens skøn. I tvivlstilfælde kan det hidtidige fravær på grund af lidelsen tillægges betydning.

Ved vurderingen af fraværsrisikoen må der desuden tages hensyn til arbejdets karakter. Derfor kan det forekomme, at en aftale kan godkendes i relation til et arbejdsforhold, men må afvises i et andet.

En § 28-aftale kan desuden indgås for en kortere, nærmere afgrænset periode, hvis lønmodtageren skal indlægges eller gå til ambulant behandling og dette var besluttet på ansættelsestidspunket. Det samme gælder, når arbejdsgiveren i et bestående arbejdsforhold allerede har udbetalt dagpenge i 2 uger inden for de sidste 12 måneder for samme lidelse forud for en indlæggelses/behandlings påbegyndelse, mv. i tidligere, afsluttede sygeperioder.

Der er således ikke noget krav om, at 2-ugersperioden skal være een sammenhængende periode.

Aftalen kan indgås, selvom indlæggelsen/behandlingerne finder sted på andre behandlingsinstitutioner end sygehuse.

En godkendt § 28-aftale omfatter også refusion af dagpenge udbetalt i forbindelse med efterbehandlinger, kontrolundersøgelser og nødvendig rekreation.

Når aftalen indsendes til kommunen, skal der foreligge oplysning om, hvornår indlæggelsen eller den ambulante behandling blev besluttet og om det omtrentlige tidspunkt for indlæggelsen eller behandlingen. Lægens udtalelse skal ledsages af sygehusets eller behandlingsinstitutionens attestation enten i form af journaludskrift eller genpart af sygehusets eller institutionens indkaldelse. Endvidere må en eventuel rekreationsperiodes nødvendighed være særskilt attesteret af læge eller sygehus.

Det må understreges, at det er en betingelse, når det drejer sig om egentlige ambulante behandlinger, efterbehandlinger og kontrolundersøgelser, at disse enten medfører hele fraværsdage eller giver ret til nedsatte dagpenge.

§ 28-aftaler, der er indgået på grund af indlæggelse eller ambulant behandling, omfatter ikke senere egentlige sygeperioder efter arbejdets genoptagelse, selv om den nye sygemelding står i forbindelse med den lidelse, der er blevet behandlet under indlæggelsen eller de eventuelle efterbehandlinger.

Aftalens gyldighed

65. Aftalen indgås skriftligt og skal godkendes af kommunen.

Aftalen har gyldighed fra og med datoen for aftalens indgåelse, også når aftalen indgås under en fraværsperiode.

Tilbagedatering af § 28-aftaler, fx fra en sygeperiodes begyndelse, kan ikke godkendes. Er der forløbet flere dage mellem aftaledatoen og dagen for indsendelsen til godkendelse, kan kommunen i givet fald godkende aftalen med virkning fra modtagelsesdatoen.

En § 28-aftale kan højst gælde for et år ad gangen og omfatter kun fravær, på grund af den lidelse, der er anført på DP 211.

Hvis lønmodtageren er fraværende af anden sygdomsårsag, har arbejdsgiveren ikke ret til refusion. Kommunen tager stilling til, om sygdommen er omfattet af aftalen.

Er lønmodtageren flyttet til en anden kommune efter aftalens godkendelse, gælder aftalen over for den nye bopælskommune uden fornyet godkendelse.

Aftalen forudsættes efter loven indgået mellem lønmodtageren og en bestemt arbejdsgiver. Der skal derfor indgås en ny aftale, når lønmodtageren skifter arbejdsplads.

Aftalen med den nye arbejdsgiver vil dog normalt kunne godkendes uden fornyet lægeerklæring, hvis det drejer sig om arbejde inden for samme branche eller arbejdsområde, og således også i forbindelse med virksomhedsoverdragelse. Kommunen vil i sådanne tilfælde kunne give den nye arbejdsgiver et telefonisk forhåndstilsagn om godkendelse.

Aftalen kan ikke fornyes, når lønmodtagerens fravær på grund af lidelsen i det forløbne år ikke har medført mindst 10 fraværsdage, medmindre der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.

Før en aftale udløber, må kommunen give aftalens parter besked om, at der i givet fald må indgives ansøgning om forlængelse af § 28-aftalen. Efter den dato, hvor den oprindelige aftale udløber, bærer arbejdsgiveren risikoen, medmindre der allerede er indsendt ansøgning om forlængelse af aftalen, og denne bliver godkendtaf kommunen. Mens godkendelsesspørgsmålet er under behandling, kan dagpenge udbetales af kommunen, som afkræver arbejdsgiveren beløbet, hvis aftalen ikke fortsat godkendes.

Alle lønmodtagere, dvs. også funktionærer og lærlinge, har mulighed for at indgå en § 28-aftale, hvad enten de har ret til løn eller dagpenge under sygdom, og uanset om de er privat eller offentligt ansatte. Dette gælder også personer, der får social pension.

Aftaler, der er indgået efter den tidligere dagpengelovs § 12 er fortsat gældende. Skal disse fornys, skal det ske efter lovens § 28.

Revalidering mv.

66. Der vil ofte være mulighed for at indgå en § 28-aftale i revalideringstilfælde, hvor den pågældende under oplæringen eller optræningen oppebærer løn. I mange tilfælde vil en § 28-aftale være en betingelse for, at et sådant arbejdsforhold kan etableres.

Det er derfor vigtigt, at kommunerne vejleder arbejdsgiverne om denne mulighed.

(lønmodtagere)

67. Dagpengene beregnes som hovedregel på grundlag af den timeindtægt, som lønmodtageren ville være berettiget til under sygefraværet, og beregningsgrundlaget er ens uanset om dagpengene udbetales af arbejdsgiveren eller kommunen.

Når timetallet og timefortjenesten er kendt under sygefraværet, beregnes dagpengene ved at gange timetallet med den aktuelle fortjeneste pr. time.

I timefortjenesten indgår foruden grundlønnen sædvanlige tillæg, såsom dyrtidstillæg, personlige tillæg etc. Derimod omfatter timefortjenesten ikke feriegodtgørelse, søgnehelligdagsbetaling, pensions- og ATP-bidrag.

Dagpengene pr. time kan dog højst udgøre det beløb, der er nævnt i lovens § 9, stk. 2 divideret med den normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid indenfor DA/LO området pr. 2. april 1990 37,5 timer (timemax.)

Timemaksimum udgør således indtil 1. juli 1990 63,92 kr. pr. time.

Det maksimale dagpengebeløb reguleres hvert år den 1. juli med virkning fra den mandag, der ligger nærmest reguleringstidspunket med en procent, der fastsættes på finansloven. I forbindelse med denne regulering bekendtgøres timemaksimum for det kommende år.

I timetallet under sygefraværet indgår regelmæssigt forekommende overarbejde. Ekstraordinært overarbejde indgår kun i de tilfælde, hvor omfanget kan dokumenteres. Ved opgørelsen af timetallet ses der bort fra planlagte ferie- og fridage, da lønmodtageren ikke kan afholde ferie under sygdom, der indtræder før varslet ferie.

Hvis lønmodtageren sædvanligvis har flere timer pr. uge end den normale overenskomstmæssige arbejdstid, vil pågældende i de første 2 uger af sygeperioden kunne få udbetalt dagpenge på grundlag af det faktiske timetal ganget med timefortjenesten, der højst kan udgøre timemaksimum.

Efter de første 2 ugers fravær kan dagpengene pr. uge ikke udgøre mere end det beløb, der er nævnt i lovens § 9, stk. 2. Om arbejdsturnus se pkt. 70.

Fra 2. juli 1990 vil det højeste dagpengebeløb udgøre 2.457 kr. pr. uge og timemaksimum 2.457 : 37 1/2 = 65,52 kr.

Dagpengebeløbet kan som hovedregel ikke ændres efter de 2 første uger af sygeperioden. I ganske særlige situationer vil dagpengebeløbet dog kunne ændres, når den mistede indtægt afviger væsentligt fra indtægten i begyndelsen af sygefraværet, fx ved ændringer i ansættelsesforholdet som ved overgang fra lærling til svend, aftalt skifte fra fuldtidsbeskæftigelse til deltidsbeskæftigelse mv.

Nedsatte dagpenge beregnes ved at gange antallet af timer, hvor lønmodtageren er fraværende på grund af delvis uarbejdsdygtighed, med timefortjenesten.

Kombinerede tilfælde, flere indtægtsgrundlag

68. Når lønmodtageren har to eller flere beskæftigelser og sygemeldes i disse, har den pågældende i de 2 første uger ret til at få dagpenge beregnet på grundlag af hver beskæftigelse, dvs. den mistede timeindtægt i hvert af beskæftigelsesforholdene, dog begrænset af timemaksimum.

I disse tilfælde kan den samlede dagpengeudbetaling efter de første 2 uger heller ikke overstige det maksimale beløb pr. uge, jf. lovens § 9, stk. 2.

Såfremt der er tale om lønmodtagerforhold kombineret med selvstændig erhvervsvirksomhed, hvor der er tegnet frivillig forsikring, kan dagpengene, beregnet på grundlag af den frivillige forsikring og indtægten som lønmodtager, i de første 3 uger, jf. lovens § 20, stk. 4, overstige det maksimale dagpengebeløb pr. uge.

Udbetales dagpenge fra flere offentlige arbejdsgivere, reduceres dagpenge efter de første 2 uger forholdsmæssigt i hvert af forholdene.

Udbetales der dagpenge både fra kommunen og en offentlig arbejdsgiver, supplerer kommunen efter de første 2 uger kun op til det maksimale dagpengebeløb pr. uge. Udbetales der løn under sygdom og er lønnen mindre end de beregnede dagpenge, udbetales det manglende beløb som supplement til lønnen.

Deltidsarbejde, arbejdsfordeling mv.

69. Uanset beskæftigelsens omfang og tidsmæssige placering udbetales dagpenge kun for de mistede fraværstimer. Beregningen foretages på grundlag af antal mistede timer pr. arbejdsdag, og den aktuelle timefortjeneste, begrænset af timemaksimum.

Dagpengene inden for en uge kan efter de første 2 uger dog ikke overstige det ugentlige maksimum.

Ved arbejdsfordeling, hvor der foreligger en fast skemalagt aftale om, på hvilken måde arbejdsfordelingen tilrettelægges, følges samme princip som ved deltidsarbejde.

Arbejdsfordeling foreligger, når der i de arbejdsfri perioder er tale om en suspension af ansættelsesforholdet, således at lønmodtageren på det aftalte tidspunkt for arbejdets genoptagelse genindtræder i sine rettigheder (anciennitet, opsigelsesvarsler mv.) Hvis der derimod er tale om en reel opsigelse med løs aftale om eventuelt nyt arbejde, uden at tidspunket for dette er fastsat, betragtes tilfældet ikke som arbejdsfordeling, men som almindelig opsigelse af et ansættelsesforhold. I det tilfælde skal arbejdsgiveren ikke betale dagpenge for sygdom, der begynder efter arbejdsophøret.

Ved sygdom under arbejdsfordeling regnes den periode, hvori arbejdsgiveren skal betale dagpenge, fra og med 1. hele sygedag, uanset om denne skulle have været en arbejdsdag eller en arbejdsfri dag. Arbejdsgiveren udbetaler dagpenge for de dage, hvor lønmodtageren skulle have arbejdet. Hvis lønmodtageren ville have ret til arbejdsløshedsdagpenge, udbetales dagpengene af kommunen for de arbejdsfri dage.

Princippet om deling af udbetalingen af dagpenge mellem arbejdsgiveren og kommunen gælder således, uanset om 1. sygedag skulle have været en arbejdsdag eller en arbejdsfri dag.

I de tilfælde, hvor arbejdsfordelingen er aftalt som en generel arbejdstidsforkortelse pr. dag eller pr. uge, betaler arbejdsgiveren dagpenge efter lovens § 9, stk. 1, 1. pkt.

Hvis dagpengene fra arbejdsgiveren er mindre end dagpengenes maksimum pr. uge, udbetaler kommunen supplerende dagpenge for de arbejdsfri timer eller dage under forudsætning af, at der ville være ret til arbejdsløshedsdagpenge for disse timer eller dage.

Det er en forudsætning for korrekt udbetaling, at det af arbejdsgiverens oplysninger på anmodningsblanketten klart fremgår, hvorledes arbejdsfordelingsordningen på den enkelte virksomhed er tilrettelagt.

Fast arbejdsturnus og holddriftsordning

70. For holddriftsarbejdere og andre lønmodtagere, der er beskæftiget i en bestemt arbejdsturnus med skiftende ugentlig/daglig arbejdstid, beregnes dagpenge på grundlag af det faktiske timetal ganget med timefortjenesten. For disse lønmodtagergrupper udbetales dagpengene på grundlag af det faktiske timetal, selvom timetallet overstiger den normale overenskomstmæssige arbejdstid i timer pr. uge.

Efter de første 2 ugers sygdom kan dagpengene gennemsnitligt pr. uge i de efterfølgende turnusperioder ikke udgøre mere end det beløb, der er nævnt i lovens § 9, stk. 2.

a) For de lønmodtagere, hvor arbejdstiden for hele turnusperioden ikke overstiger det normale antal timer pr. uge, dvs. arbejdsmarkedets sædvanlige fulde arbejdstid, beregnes dagpenge ved at gange antallet af fraværstimer med timefortjenesten, jf. pkt. 67.

b) For lønmodtagere, hvor arbejdstiden for hele turnusperioden overstiger det normale antal arbejdstimer pr. uge ved fuldtidsbeskæftigelse, beregnes dagpenge på grundlag af det beløb, som er nævnt i lovens § 9, stk. 2, divideret med det gennemsnitlige antal arbejdstimer pr. uge i turnusperioden.

Dagpengene pr. kalenderuge kan i dette tilfælde godt overskride ugemaksimum, men må pr. time ikke overskride det beregnede timemaksimum: 2.397 kr.

-------------------------------

gennemsnitstimeantallet pr. uge

Eksempler.

Ad a.

Eksempel 1.

Lønmodtageren arbejder 40 timer hveranden uge efter en på forhånd fastlagt vagtordning.

Lønmodtageren tjener 70 kr. i timen.

Dagpengene udgør 63,92 kr. (timemax.) x 40 timer.

Da dagpenge for hele turnusperioden (2 uger) ikke overstiger 2 x ugemax., vil den pågældende være berettiget til timemax. x 40 timer.

Eksempel 2.

Lønmodtageren arbejder 55 timer een uge og 20 timer i den følgende uge.

Dagpengene udgør:

55 x timemax. og 20 x timemax. pr. uge.

Når kommunen udbetaler dagpenge, udbetales i den første uge 55 x timemax. og i den næste uge 20 x timemax.

Og så fremdeles i sygeperioden, idet dagpengenes højeste beløb gennemsnitligt for hele turnusperioden ikke overskrides, jf. bekg. § 31, stk. 2.

Ad b.

Eksempel 1.

Lønmodtageren arbejder 60 timer een uge, 30 timer den følgende uge, 30 timer i uge 3 og 40 timer i uge 4.

Pågældendes timefortjeneste ligger over timemaksimum.

I de første 2 uger af sygeperioden, der begynder i den uge, hvor lønmodtageren skulle arbejde 60 timer, vil lønmodtageren få udbetalt 60 x 63,92 kr. og 30 x 63,92 kr.

I de følgende 4 uger beregnes timemax. ved at dividere ugemaksimum med det gennemsnitlige antal arbejdstimer pr. uge for hele turnusperioden.

Kommunen udbetaler 30 x det beregnede timemax., 40 x det beregnede timemax., 60 x det beregnede timemax. og 30 x det beregnede timemax.

Eksempel 2.

Lønmodtageren arbejde 80 timer hveranden uge. Lønmodtageren tjener 65 kr. i timen.

Dagpengene udgør 63,92 kr. (timemax.) x 80 timer = 5.120 kr. for hele turnusperioden. I de første 2 uger vil lønmodtageren få hele beløbet udbetalt.

Efter de første 2 uger kan lønmodtageren maksimalt få udbetalt 4.794 (2 x ugemax.) divideret med det gennemsnitlige antal arbejdstimer pr. uge for hele turnusperioden. Kommunen udbetaler 80 timer x det beregnede timemax. hver anden uge.

Dagpenge til lønmodtagere med skiftende indtjening

71. I de tilfælde, hvor den aktuelle indtjening ikke er egnet til beregning af dagpenge, anvendes i stedet den gennemsnitlige indtjening pr. time inden for de seneste 4 uger før sygdommens indtræden, jf. lovens § 9, stk. 1, 2. pkt.

Hvis der fx er tale om en lønmodtager med akkordaflønning, hvor

1) fortjenesten pr. time ikke kan fastsættes ved en fremtidig beregning, eller

2) en lønmodtager med jævnligt forekommende tilkaldevagter, hvor det fremtidige timetal ikke kan opgøres,

må den gennemsnitlige indtjening pr. time i de seneste 4 uger (evt.

13 uger) før sygdommens indtræden lægges til grund for beregningen af dagpenge, jf. bekg. § 30, stk. 1 og 3.

Dagpengene udbetales, uanset den uregelmæssige arbejdstid og/ eller timefortjeneste med lige store beløb pr. arbejdsdag eller uge begrænset af timemaksimum og efter de første 2 uger begrænset af ugemaksimum.

Prorata-reglen

72. Prorata-reglen bygger i modsætning til beregningsreglerne for deltidsarbejde på den forudsætning, at lønmodtageren sædvanligt oppebærer en fuld ugeløn på grundlag af det normale antal arbejdstimer pr. uge ved heltidsbeskæftigelse inden for det pågældende fag. Prorata-reglen anvendes i de situationer, hvor der er produktionsstop på grund af råvaremangel, vejrlig og lignende, og en normal arbejdsuge afbrydes midlertidigt som følge af disse forhold.

I de situationer sker beregningen af dagpenge for de enkelte fraværsdage i ugen efter reglen i lovens § 9, stk. 1, på grundlag af det normale antal arbejdstimer pr. uge og ugelønnen ved fuld arbejdstid. Dagpengene pr. arbejdstime må ikke overstige timemaksimum.

Hvis timefortjenesten ikke kendes, anvendes den gennemsnitlige indtjening pr. time i de sidste 4 uger før sygdommens indtræden.

Arbejdsgiveren er kun forpligtet til at betale dagpenge for de arbejdsdage eller timer, hvor hele virksomhedens produktion ikke er standset, mens kommunen betaler dagpenge for de dage eller timer, hvor pågældende ville være ledig med ret til arbejdsløshedsdagpenge på grund af det midlertidige produktionsstop.

Lønmodtagere med ukendt arbejdstid

73. Når den faktiske arbejdstid ikke kan opgøres for lønmodtagere, anvendes samme beregningsmåde som efter ATP-loven ved opgørelsen af det gennemsnitlige ugentlige antal arbejdstimer inden for de sidste 4 uger før sygdommens indtræden. Hvert år i begyndelsen af januar måned offentliggøres den timefortjeneste, der skal anvendes for det indeværende kalenderår.

Timefortjenesten er for 1990:

86,06 for mandlige lønmodtagere og

76,94 for kvindelige lønmodtagere.

Den samlede udbetalte løn divideres med ATP-lovens timefortjeneste, hvorved det gennemsnitlige antal arbejdstimer fremkommer.

Da timefortjenesten ikke kendes for denne gruppe, skal dagpengene ved sygefravær af fx 1 uges varighed beregnes på grundlag af det i henhold til ovenstående beregnede gennemsnitlige ugentlige timetal ganget med det til enhver tid gældende timemaksimum efter lovens § 9, stk. 2.

For provisionslønnede sælgere sker beregningen af arbejdstiden på grundlag af den i ATP-loven nævnte timefortjeneste og den gennemsnitlige ugentlige indtægt inden for de sidste 9 måneder før sygdommens indtræden.

Dagpengene udbetales efter en 5 dages uge med lige store andele pr. dag, med mindre andet er oplyst, og kan, bortset fra de 2 første uger højst udgøre det maksimale ugentlige dagpengebeløb, jf. lovens § 9, stk. 2.

Søgnehelligdage

74. Der ydes ikke dagpenge, når der i den periode, hvor arbejdsgiveren skal udbetale dagpenge indtræder arbejdsfri dage, fx søgnehelligdage. Dette gælder, hvad enten den sygemeldte er omfattet af en søgnehelligdagsopsparingsordning eller ikke har en sådan ordning.

Såfremt den sygemeldte er beskæftiget inden for fuldlønsområdet, dvs. hvor der udbetales en fuld uge- eller månedsløn uanset søgnehelligdage, betyder disse intet for beregningen af dagpengene.

Efter de 2 første uger af en sygeperiode og ved barsel har det ingen betydning, at der indgår søgnehelligdage i perioden, uanset om dagpengene udbetales af kommunen eller af en offentlig arbejdsgiver.

Beregning af sygedagpenge tilarbejdsløse

75. Efter lovens § 9, stk. 3 skal personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge ved sygefraværets begyndelse, altid have det samme beløb i sygedagpenge, som de kunne have fået udbetalt i arbejdsløshedsdagpenge, hvis sygdommen ikke var indtrådt.

Det samme gælder for de personer, der har ret til uddannelses- eller iværksætterydelse efter lov om arbejdstilbud til ledige og for de personer, der ved deltagelse i kurser efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, modtager en godtgørelse som erstatning for arbejdsløshedsdagpenge.

Personer, der modtager voksenuddannelsesstøtte, som godtgørelse for tab af lønindtægt eller anden erhvervsindtægt end lønindtægt ved deltagelse i undervisning i arbejdstiden, vil ved sygefravær have ret til sygedagpenge, i det omfang voksenuddannelsesstøtten bortfalder på grund af sygdommen.

Supplerende arbejdsløshedsdagpenge

76. Når det af anmodningsblanket DP 200 B fremgår, at den sygemeldte og delvis arbejdsledige lønmodtager umiddelbart før sygeperioden har modtaget supplerende arbejdsløshedsdagpenge, har den sygemeldte både ret til dagpenge fra arbejdsgiveren for mistet løn, hvis beskæftigelseskravet er opfyldt og ret til dagpenge fra kommunen for bortfaldet af de supplerende arbejdsløshedsdagpenge under sygeperioden.

Sygedagpenge udbetalt på grundlag af supplerende

arbejdsløshedsdagpenge

77. Sygedagpenge udbetales for det antal timer og med det samme beløb, som den sygemeldte kunne have fået udbetalt i supplerende arbejdsløshedsdagpenge, hvis pågældende ikke havde været syg.

Sygedagpenge fra kommunen kan dog efter 2 uger ikke udgøre mere end forskellen mellem dagpengene eller sygelønnen fra arbejdsgiveren og dagpengenes højeste beløb, jf. lovens § 9, stk. 4.

Når lønmodtageren har et varierende men kendt antal arbejdstimer fra uge til uge, således at de supplerende arbejdsløshedsdagpenge er forskellige i hver udbetalingsperiode, beregnes sygedagpengene fra arbejdsgiveren på grundlag af timetallet ganget med timefortjenesten. Sygedagpengene fra kommunen fastsættes på grundlag af de supplerende arbejdsløshedsdagpenge, som den pågældende ellers ville have fået udbetalt i sygeperioden, jf. bekg. § 34, stk. 1.

I visse tilfælde kan arbejdsløshedskassen/arbejdsgiveren ikke oplyse, hvor meget den sygemeldte lønmodtager efter virksomhedens produktionsforhold og arbejdskollegers ledighed må antages at have haft ret til at modtage i supplerende arbejdsløshedsdagpenge/sygedagpenge. Sygedagpenge fra arbejdsgiveren beregnes i disse tilfælde på grundlag af den gennemsnitlige indtjening i de sidste 4 uger før sygdommens indtræden, jf. lovens § 9, stk. 1, 2. pkt. Kommunen skal beregne sygedagpenge på grundlag af de supplerende arbejdsløshedsdagpenge, som den pågældende gennemsnitligt har modtaget pr. uge i de sidste 4 (hele) uger før sygdommens indtræden.

Hvis den sygemeldte har haft delvis beskæftigelse i mindre end 4 uger før sygdommen, beregnes sygedagpengene på grundlag af det ugentlige gennemsnit af de supplerende arbejdsløshedsdagpenge, som den pågældende har modtaget i dette kortere tidsrum, jf. bekg. § 34, stk. 2.

Sygedagpenge til efterlønsmodtagere og delpensionister

78. Da efterlønsmodtagere normalt ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet, er de i almindelighed ikke omfattet af sygedagpengeordningen. De vil under sygeperioder fortsat kunne modtage efterløn. Udbetaling af sygedagpenge vil derfor kun blive aktuel ved sygefravær i umiddelbar tilknytning til eller under de tilladte begrænsede arbejdsperioder på 200 timer inden for de sidste 12 måneder og kun ske på grund-lag af erhvervsindtægten herfra, samt inden for de fastsatte 200 timer,jf. lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv. § 75 C. 200 timers-reglen betyder, at dagpengebetaling ophører, når efterlønsmodtageren har opbrugt de 200 arbejds- og sygedagpengetimer indenfor de sidste 12 måneder, idet en overskridelse af de fastsatte 200 timer medfører, at retten til efterløn mistes. Kommunen bør dog så vidt muligt være opmærksom på, at efterlønsmodtageren ikke overskrider 200 timers kvoten.

Det må i første række påhvile efterlønsmodtageren at orientere henholdsvis arbejdsgiveren og kommunen om, for hvor mange timer, den pågældende kan modtage sygedagpenge.

Personer, der modtager delpension efter lov om delpension, er berettiget til dagpenge på grundlag af erhvervsindtægten.

Delpensionen fortsætter, sålænge den pågældende er berettiget til at modtage dagpenge.

Beregning af dagpenge til frivillige i hjemmeværnet og

civilforsvaret

79. Efter lovens § 21 har enhver, der i tjenesten pådrager sig en arbejdsskade, som omfattes af lovgivningen om arbejdsskadeforsikring, ret til dagpenge fra 1. fraværsdag efter arbejdsskadens indtræden.

Beregningen af dagpengene sker for lønmodtagere efter reglerne i lovens § 9, jf. kapitel VIII. Såfremt den tilskadekomne har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed foretages beregningen efter lovens § 10, jf. pkt. 81.

For personer, som normalt er uden beskæftigelse, foretages dagpengeberegningen på grundlag af Arbejdsskadestyrelsens oplysninger om årsløn, jf. pkt. 111.

80. Personer, der har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed, har ret til dagpenge fra kommunen fra 1. fraværsdag efter 3 ugers sygdom. Er der tegnet en frivillig forsikring, har den selvstændige erhvervsdrivende og den medarbejdende ægtefælle dog ret til dagpenge fra 1. hele fraværsdag, jf. pkt. 83.

I særlige tilfælde, hvor uarbejdsdygtigheden er pådraget ved en arbejdsskade, der er omfattet af arbejdsskadeforsikringslovgivningen, jf. lovens § 21, er der ret til dagpenge fra 1. hele fraværsdag, jf. pkt. 111 og 112.

Det er en betingelse for retten til dagpenge, at der inden for de sidste 12 måneder har været udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i mindst 6 måneder, heraf den seneste måned før fraværet.

Udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed anses som væsentlig, når den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid svarer til halvdelen af den fulde overenskomstmæssige arbejdstid, der pt. er på 37 1/2 time.

Selvstændige, der efter ophør af lønmodtagerjob og etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed ikke opfylder beskæftigelseskravet, har ret til dagpenge, hvis de ville have været berettiget til dagpenge på grundlag af den tidligere beskæftigelse som lønmodtager, jf. lovens § 4, stk.1.

Kommunerne skal ikke føre nogen dyberegående kontrol med, om beskæftigelseskravet er opfyldt, men blot stikprøvevis, og hvor man finder særlig anledning hertil, undersøge om betingelserne er opfyldt.

Kommunerne kan i den forbindelse forlange, at den selvstændige afgiver oplysninger, som sandsynliggør, at beskæftigelseskravet er opfyldt. Som dokumentation kan fx. fremlægges udskrifter fra toldmyndighederne, der viser momsbevægelserne i det seneste år eller evt. driftsregnskaber, hvoraf fremgår, at der har været en væsentlig økonomisk aktivitet i virksomheden. Har der kun været en ringe omsætning i virksomheden, kan den selvstændige ved fremlæggelse af anden dokumentation godtgøre, at beskæftigelseskravet er opfyldt.

Iøvrigt henvises til de erfaringer, som kommunerne har haft i forbindelse med kommunernes kontrol af de selvstændiges opfyldelse af beskæftigelsesbetingelserne efter delpensionsloven.

Beregning af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende

81. Dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende beregnes på grundlag af arbejdsfortjenesten ved erhvervsvirksomheden.

Som beregningsgrundlag anvendes den seneste årsopgørelses oplysninger om overskud af virksomhed og udlejningsejendom, korrigeret for renteudgifter og renteindtægter, der vedrører virksomheden, indtægt overført til medarbejdende ægtefælle, egne sygedagpenge og andet samt henlæggelser til investeringsfond.

Dagpenge til medarbejdende ægtefæller beregnes på grundlag af den seneste årsopgørelses oplysninger om det overskud, der er overført til den medarbejdende ægtefælle i medfør af kildeskatteloven samt egne sygedagpenge.

Dagpenge til en part i et registreret partnerskab, der er omfattet af skattelovgivningens regler om medarbejdende ægtefæller, beregnes ligeledes efter reglerne om dagpenge til medarbejdende ægtefæller.

Dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller beregnes efter en 6 dages uge med lige store andele pr. dag.

Dagpenge på grundlag af selvstændig erhvervsindtægt kan pr. uge højst udgøre det beløb, der er nævnt i lovens § 9, stk.2.

Dokumentation af arbejdsfortjeneste

82. Selvstændige, som ikke har tegnet en frivillig forsikring efter lovens § 20 skal til brug for beregningen af dagpenge fremlægge dokumentation for arbejdsfortjenesten ved den selvstændige erhvervsvirksomhed.

Som dokumentation for arbejdsfortjenesten anvendes skattevæsenets årsopgørelse for det seneste regnskabsår på grundlag af indgivet selvangivelse. Har skattevæsenet bevilget udsættelse med indsendelse af selvangivelsen, anvendes i stedet årsopgørelsen for det senest forudgående regnskabsår uden efterfølgende regulering i tilfælde af udsving i indtægten.

Såfremt den selvstændige kun har drevet virksomhed i en kortere periode og derfor ikke har kunnet indgive selvangivelse som selvstændig, anvendes som dokumentation enten den seneste årsopgørelse som lønmodtager eller et revisorattesteret regnskab for virksomheden, som opgøres efter samme principper som årsopgørelsen.

Selvstændige, der ikke kan præstere den fornødne dokumentation, har ikke ret til dagpenge.

83. Efter lovens § 20 kan selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller sikre sig dagpenge i de første 3 uger (egenperioden) af en sygeperiode.

Personer, der har indgået en lønaftale efter kildeskattelovens § 25A, stk. 7, mellem ægtefæller, og derfor i kraft af en sådan aftale er ansat som lønmodtager i virksomheden, kan ikke optages i den frivillige forsikring.

Selvstændige, der har en langvarig eller kronisk lidelse, der væsentligt forøger sygdomsrisikoen, kan sikre sig dagpenge mod en præmieforhøjelse på 25 % af den gældende præmie. Afgørelsen af om der er tale om et forøget sygefravær, følger de retningslinier, der er fastsat for indgåelse af aftaler efter lovens § 28, jf. pkt. 64. Til brug for denne afgørelse kan Socialstyrelsen forlange en lægeerklæring, der betales af ansøgeren.

Endelig kan personer, der har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed uden for dansk område, blive optaget i ordningen, hvis de pågældende efter bestemmelser i Nordisk konvention om social tryghed, EF-forordning nr. 1408/71 eller overenskomster med andre stater er omfattet af lovens regler om dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, for så vidt angår beskæftigelsen som selvstændig.

Ventetid

84. Anmodning om optagelse i forsikringsordningen sker ved at udfylde og indsende en tilmeldingsblanket til Socialstyrelsen.

Kommunerne udleverer blanketten, på hvis bagside der er givet en kort vejledning om ordningen. Kommunen giver iøvrigt nærmere vejledning om forsikringsordningen og om præmiesatserne og beregningen af dagpenge.

Selvstændige, der tilmelder sig ordningen, har først ret til dagpenge 6 måneder efter, at Socialstyrelsen har modtaget tilmeldingsblanketten.

Dog gælder der ingen ventetid, når den pågældende kommer til skade ved et ulykkestilfælde.

Endvidere kan nyetablerede selvstændige erhvervsdrivende optages uden ventetid, hvis de tilmelder sig forsikringsordningen inden 3 måneder efter ophør af lønindtægt, og hvis de ville have været berettiget til dagpenge på grundlag af den tidligere beskæftigelse som lønmodtager, jf. lovens § 4, stk. 1.

Forsikringssatser

85. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, som tilmelder sig forsikringsordningen, kan sikre sig til fuld sats, svarende til dagpengenes højeste beløb (maksimumsydelsen) eller med 2/3 heraf (minimumsydelsen).

Dagpengenes størrelse

Minimums- og maksimumsydelsen

86. Det er en generel betingelse for retten til dagpenge, at der er tale om udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang, jf. pkt. 80.

Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der er tilmeldt forsikringsordningen, har altid ret til minimumsydelsen.

Dette gælder, uanset om den selvstændige kan dokumentere en arbejdsfortjeneste.

Retten til minimumsydelsen omfatter ikke alene de første 3 uger, som forsikringen dækker, men også de efterfølgende sygeuger samt fravær som følge af barsel og adoption.

Selvstændige, der har sikret sig maksimumsydelsen, har ret til et højere beløb end minimumsydelsen, hvis den selvstændige dokumenterer, at arbejdsfortjenesten berettiger til det.

Dagpenge beregnes på grundlag af arbejdsfortjenesten ved den selvstændige erhvervsvirksomhed, og som dokumentation for fortjenesten anvendes skattevæsenets årsopgørelse for det seneste regnskabsår, jf. pkt. 81 og 82.

En forsikret selvstændig har i de første 3 uger af sygeperioden mulighed for at få udbetalt et højere beløb end nævnt i lovens § 9, stk. 2, jf. § 20, stk. 4. Hvis den pågældende samtidig har ret til dagpenge på grundlag af lønindtægt, kan den samlede dagpengeudbetaling efter 2 uger udgøre mere end det beløb, der er nævnt i lovens § 9, stk. 2.

Efter de første 3 uger af sygeperioden og i fraværsperioder ved barsel og adoption kan den samlede dagpengeudbetaling dog ikke overstige det beløb, som er nævnt i lovens § 9, stk. 2.

Da den selvstændige kun har ret til en højere ydelse end minimumsydelsen, hvis arbejdsfortjenesten berettiger til det, og der er tegnet forsikring til fuld sats, bør den selvstændige lægge arbejdsfortjenestens størrelse til grund ved overvejelsen om, hvilken sats der skal vælges for at undgå overforsikring.

Hvis det viser sig, at den fulde sats ikke stemmer overens med de faktiske indtægtsforhold, er der mulighed for at vælge satsen på 2/3.

Den selvstændige bør være opmærksom på, at en evt. ændring i omfanget af beskæftigelsen i den selvstændige erhvervsvirksomhed kan indebære, at den selvstændige ikke opfylder beskæftigelseskravet og derfor ikke har ret til dagpenge.

Dagpengene udbetales af bopælskommunen.

Forhøjelse, nedsættelse og udmeldelse

87. Ved anmodning om forhøjelse af dagpengesatsen fra 2/3 til fuld sats, indtræder retten til et højere beløb end minimumsydelsen 6 måneder efter, at anmodningen er indgivet. Det er dog en betingelse, at den selvstændige opfylder betingelserne for optagelse i ordningen.

Selvstændige, der efter optagelse i ordningen har fået en langvarig eller kronisk lidelse, der væsentligt forøger sygdomsrisikoen, vil derfor kun kunne sikre sig den højere sats mod en forhøjet præmie på 25 %.

Anmodning om nedsættelse af den sikrede sats fra fuld sats til 2/3 sats og om en tilsvarende nedsættelse af præmien har virkning fra det følgende kvartal, hvis Socialstyrelsen har modtaget anmodningen mindst 20 dage før det forudgående kvartals udgang.

Tilsvarende kan selvstændige, der på grund af en langvarig eller kronisk lidelse er optaget i forsikringsordningen mod en forhøjet præmie, få nedsat præmien til normalpræmien med virkning fra det efterfølgende kvartal, når den pågældende ikke længere har et forøget sygefravær, og anmodning om nedsættelsen er modtaget i Socialstyrelsen mindst 20 dage før kvartalets udgang.

Udmeldelse kan ske med udgangen af et kvartal med 20 dages varsel, hvis anmodning om udmeldelsen er modtaget i Socialstyrelsen mindst 20 dage før kvartalets udgang.

Præmie til den frivillige sikring

88. Socialministeriet fastsætter størrelsen for præmierne til forsikringsordningen. Præmierne fastsættes således, at de dækker 40 pct. af udgifterne til den frivillige sikring. Resten af udgifterne dækkes af det offentlige.

89. Efter lovens § 12 er en kvinde berettiget til dagpenge fra det tidspunkt, hvor der skønnes at være 4 uger til fødslen. I de 4 uger medregnes den dag, hvor fødslen forventes at finde sted.

Det er lægens udsagn om det forventede fødselstidspunkt, der afgør, hvornår 4-ugersperioden kan begynde. Ansøgeren må forelægge dokumentation for lægens udsagn om det forventede fødselstidspunkt, fx. ved attestation fra den alment praktiserende læge, ved forevisning af journaludskrift eller ved en egentlig svangerskabsattest. Dokumentation kan også foreligge i form af forevisning af rubrikken om fødselstidspunkt fra vandrejournal. Eventuelt honorar for særskilt attestation fra læge for det forventede fødselstidspunkt betales af ansøgeren.

I de tilfælde, hvor kvinden føder før det forventede fødselstidspunkt, er der ikke mulighed for tilsvarende at forlænge dagpengeperioden efter barnets fødsel. Der er tale om to dagpengeperioder, der fastlægges uafhængig af hinanden. Ved for tidlig fødsel kan dagpengeperioden efter fødslen evt. forlænges eller udsættes efter lovens § 15, stk. 2, jf. pkt. 103.

Hvis kvinden føder efter det forventede fødselstidspunkt, vil der kunne udbetales barseldagpenge indtil fødslen, selv om kvinden allerede har fået udbetalt dagpenge i 4 uger. Dette gælder også i tilfælde, hvor skønnet over fødselstidspunktet ændres, efter at kvinden har påbegyndt barselorlov.

Det er uden betydning for retten til barseldagpenge, at fødslen sker i en ferieperiode, idet ferien udskydes.

Dagpenge i andre tilfælde før fødslen

90. Når en kvinde inden 4-ugersdagen før forventet fødsel er fraværende fra arbejdet af årsager, der har forbindelse med graviditeten, har hun ret til barseldagpenge,

1) når der efter en lægelig bedømmelse skønnes, at graviditeten har et sygeligt forløb, der vil medføre risiko for kvindens helbred eller for fosteret, hvis hun fortsætter med at arbejde, jf. lovens § 12, stk. 2.

Som eksempler på tilstande, der kan give ret til barseldagpenge kan nævnes:

- truende abort

- tvillinge, trillingegraviditeter etc., der forøger risikoen for abort eller for tidlig fødsel,

- svangerskabsforgiftning med forhøjet blodtryk, æggehvide i urinen og/eller vand i kroppen,

- særlige tifælde med voldsomme og/eller hyppige opkastninger som påvirker almentilstanden (fx. med vægttab) og medfører uarbejdsdygtighed,

- vaginalblødning,

- for tidlig løsning af moderkagen,

- alvorlige psykiske lidelser i forbindelse med graviditet, herunder tilfælde af graviditetsbelastningsyndromet, der giver så kraftige udslag, at de kan henføres under begrebet sygdom,

2) fravær på grund af særligt begrundede undersøgelser, fx. fostervandsprøve, når undersøgelsen medfører fravær en hel dag, og

3) ved almindelige graviditetsgener, når generne i det enkelte tilfælde medfører en tilstand, der gør kvinden uarbejdsdygtig i sit erhverv.

Dagpenge som følge af anden sygdom

91. Der ydes barseldagpenge, når kvinden er fuldt uarbejdsdygtig, hvis

1) graviditeten væsentligt forværrer en sygdom (fx. ryg, hjerte, lunge- eller nyrelidelse), der i øvrigt ikke har forbindelse med graviditeten, eller

2) sygdommens behandling hindres af graviditeten.

Der ydes ligeledes barseldagpenge ved fravær, der skyldes uarbejdsdygtighed på grund af abort, herunder også fremkaldt abort.

I tilfælde af sygdom, som er uden forbindelse med graviditeten ydes der sygedagpenge, dvs. normalt af arbejdsgiveren fra 1. fraværsdag. Ved fortsat sygefravær på 4-ugersdagen før forventet fødsel overgår kvinden dog til barseldagpenge.

Dokumentation

92. Ved vurderingen af om en kvinde opfylder betingelserne for at få barseldagpenge på grund af sygeligt forløbende graviditet, lægges vægt på oplysninger om

- graviditetens forløb,

- kvindens helbredstilstand,

- eventuelle tidligere sygdomstilfælde i forbindelse med graviditet,

- eventuel langvarig behandling for barnløshed forud for graviditeten,

- tidligere aborter,

- den behandling (sengeleje eller indlæggelse), der er foreskrevet for at hindre abort eller for tidlig fødsel, samt

- arbejdets karakter sammenholdt med kvindens helbredstilstand.

Dokumentationen må i almindelighed foreligge i form af en erklæring fra kvindens egen læge, eller i særlige tilfælde en erklæring fra en speciallæge (gynækolog, obstetriker).

Kommunen må i tvivlstilfælde indhente supplerende lægelige oplysninger, herunder udskrifter af syghusejournaler, jf. lovens § 36, og eventuelt forelægge disse for forvaltningens lægekonsulent.

Ingen dagpengeret

93. I følgende situationer er der ingen ret til dagpenge:

- almindelige graviditetsgener i en normalt forløbende graviditet, (fx. kvalme, utilpashed, opkastninger, let blodmangel, lettere blodtryksforhøjelse),

- fravær fra arbejdet på grundlag af en af lægen udstedt skåneerklæring, jf. lovens § 17, stk. 3, der ikke er begrundet i egentlige sygelige forhold eller særlige risici for fosteret,

- fravær på grund af almindelige forebyggende graviditetsundersøgelser hos læge eller jordemoder.

Opfølgning, kontrol mv. før 4-ugersdagen

94. Det må løbende kontrolleres, om betingelserne for at udbetale barseldagpenge er opfyldt i perioden før 4-ugersdagen. Dette gælder særlig, når der er tale om lidelser, der kun i bestemte perioder af graviditeten medfører risici eller uarbejdsdygtighed.

Kommunen må endvidere efter samråd med kvindens læge tage stilling til, om der eventuelt er grundlag for at yde nedsatte dagpenge.

Dette er tilfældet, når tilstanden ikke forhindrer, at kvinden delvis genoptager arbejdet, jf. pkt. 12 og pkt. 104.

Arbejdets særlige karakter medfører risiko for fosteret

95. En gravid kvinde har ret til barseldagpenge før 4-ugersdagen før forventet fødsel, når arbejdets særlige karakter medfører risiko for fosteret. Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor risikoen principielt gælder enhver gravid kvinde, der er beskæftiget med det pågældende arbejde, således at risikoen er uafhængig af den enkelte kvindes helbred.

Dagpenge kan ydes, når der på grund af arbejdets karakter, herunder som følge af arbejdsstedets indretning, tekniske hjælpemidler, stoffer og materialer, er en risiko for fosterets udvikling og/eller svangerskabets videre forløb. Det er en forudsætning, at denne risiko ikke umiddelbart kan fjernes ved arbejdshygiejniske foranstaltninger eller ved, at den gravide bliver flyttet til anden passende beskæftigelse indenfor samme virksomhed.

Risikofaktorerne i arbejdsmiljøet kan være af såvel kemisk, fysisk som biologisk art og skal vurderes både efter deres art og deres styrke.

Som eksempler på forhold under arbejdet, som efter omstændighederne kan indebære risiko, kan nævnes:

Kemisk påvirkning

Opløsningsmidler

Ved malerarbejde (fx. terpentin)

- lakering (fx. tokomponent lak)

- limning (fx. kontaktlim)

- trykning (fx. afvaskning)

- affedtning (fx. klorerede opløsningsmidler)

- laboratoriearbejde

- kemisk fremstilling

Narkosegasser

Ved bedøvelse af patienter (fx. med Halothan).

Kræftmedicin

Ved behandling og pleje af patienter (fx. med cytostatica).

Tabletstøv eller dampe

Ved fremstilling af medicin (fx. visse hormoner).

Bly og kviksølv

Ved metalsmeltning

- laboratoriearbejde

- akkumulatorfremstilling

- kemisk fremstilling

Andre kemiske stoffer

Ved plastfremstilling og forarbejdning (fx. sprøjtestøbning).

Ved gummi- og læderfremstilling og forarbejdning (fx. vulkanisering).

Ved steriliseringsarbejde (fx. med ethylenoxid).

Tekstilfarvning og tekstiltrykning.

Bekæmpelsesmidler

Ved landbrugsarbejde.

Ved gartneriarbejde.

Fysisk påvirkning

Tunge løft eller hårdt fysisk arbejde

Inden for handels- og industrivirksomheder.

På plejeinstitution.

På sygehus.

I landbrug og gartneri.

Røntgenstråling

Ved behandling med radioaktive isotoper.

Kortbølge

Ved plastsvejsning.

Ved fysioterapeuters behandling af patienter.

Infektioner

Røde hunde, CMVvirus, AIDSvirus

Smitterisiko på institution.

Smitterisiko på sygehus.

Fremgangsmåde

96. Da risikoen for fosterskader kan være til stede fra starten af graviditeten, kræver barseldagpengesager en meget hurtig behandling af såvel læger som kommuner.

Lægeerklæring udstedes almindeligvis af kvindens egen læge eller eventuelt en speciallæge efter en bedømmelse af kvindens arbejdssituation. Bedømmelsen foretages på baggrund af hendes arbejdsbeskrivelse. Hvis lægen skønner, at yderligere oplysninger er nødvendige, kan den gravide eventuelt selv søge oplysningerne om de konstaterede eller formodede risikofaktorer på arbejdspladsen hos sikkerhedsorganisationen og/ eller bedriftssundhedstjenesten, hvor en sådan findes. Herudover vil lægen ved bedømmelsen kunne lægge eventuel forhåndsviden om tilstedeværelsen af risikofaktorer på arbejdspladsen til grund, selv rette henvendelse til bedriftslægen, hvor en sådan findes, eller eventuelt kontakte en arbejdsmedicinsk klinik eller arbejdstilsynet (se fortegnelsen).

Fraværsmelding skal gives, når lægen finder, at det er uforsvarligt at lade kvinden fortsætte arbejdet, fordi der ud fra de foreliggende oplysninger om arbejdets karakter må skønnes at bestå en reel mulighed for, at arbejdet kan volde fosterskade.

Erklæringen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger om den skadelige påvirknings art og styrke, som lægen har lagt til grund for vurderingen.

Lægen bør altid ved udstedelsen af attesten gøre den gravide opmærksom på, at dagpengesagers behandling indebærer, at der rettes henvendelse til arbejdsgiveren.

Efter modtagelsen af attesten om fravær må kommunen drage omsorg for, at der straks udbetales barseldagpenge for den kortere periode, der vil gå med at indhente yderligere oplysninger om arbejdsforholdene, herunder om muligheden for at give kvinden andet passende arbejde i virksomheden under graviditeten.

Hvis kommunen finder, at der er behov for yderligere oplysninger, skal der fra arbejdsgiveren indhentes oplysninger om de belastninger i arbejdet, der kan betinge en øget risiko for fosterskade og/eller svangerskabets videre forløb. Arbejdsgiveren kan enten selv give en sådan udtalelse eller bede en eventuel bedriftssundhedstjeneste eller den stedlige arbejdstilsynskreds om at give en udtalelse til kommunen om de skadelige påvirkninger ved kvindens arbejde og ved arbejde i almindelighed i virksomheden. Kommunen kan også rette direkte henvendelse til arbejdstilsynet for at få en vurdering af den gravides arbejdssituation.

Kommunen må herefter på grundlag af de indkomne oplysninger tage stilling til, om der foreligger en risiko for fosterskade og/eller svangerskabets videre forløb ved det konkrete arbejde.

Denne risikovurdering foretages af kommunen med bistand af kommunens lægekonsulent. Hvis kommunen ikke finder, at den har tilstrækkeligt grundlag for selv at tage endelig stilling, bør der søges råd i Direktoratet for Arbejdstilsynet eller hos en arbejdsmedicinsk klinik eller et ambulatorium. En sådan arbejdsmedicinsk udtalelse bør altid indhentes i tvivlstilfælde og inden der eventuelt gives afslag på dagpenge.

Dagpengeudbetalingen skal standses, hvis det før 4-ugersdagen før forventet fødsel fastslås, at det pågældende arbejde ikke (eventuelt ikke længere) indebærer nogen risiko for fosterskade og/eller svangerskabets videre forløb.

Hvis den endelige risikovurdering ikke foreligger ved 4-ugersdagen før forventet fødsel, får den ingen betydning for den konkret foreliggende dagpengesag, da der ikke kan rejses krav om tilbagebetaling af allerede udbetalte dagpenge, når der ikke er tale om urigtige oplysninger fra dagpengemodtageren.

Arbejdet med vurderingen bør dog fortsætte, for at der kan skabes klarhed over situationen for arbejdsgivere og ansatte, der fremtidig skal varetage det pågældende arbejde.

For arbejdsledige gælder, at spørgsmålet om ret til dagpenge efter reglerne om risiko for fosterskade, må ses i sammenhæng med reglerne i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.

Der er ikke hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til generelt at udelukke ledige gravide medlemmer fra ret til arbejdsløshedsdagpenge i en bestemt periode før forventet fødsel, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringsloven.

Barseldagpenge før 4-ugersdagen før forventet fødsel vil kun rent undtagelsesvis tilkomme arbejdsløse kvinder, hvis graviditet forløber normalt, idet udbetaling af barseldagpenge forudsætter, at ethvert arbejde, som den pågældende kan henvises til, har den særlige karakter, som omtales i bestemmelsen.

Offentligt fastsatte bestemmelser

97. Der er ret til dagpenge før 4-ugersdagen før forventet fødsel, når graviditeten på grund af offentligt fastsatte bestemmelser forhindrer kvinden i at varetage sit arbejde, og arbejdsgiveren ikke har tilbudt hende anden passende beskæftigelse.

Eksempler på offentligt fastsatte bestemmelser:

Regler fastsat af Luftfartsdirektoratet om helbredskrav til flyvende personel indebærer, at graviditet i visse tilfælde medfører uegnethed, således at den pågældende ikke kan få den nødvendige helbredsmæssige godkendelse, medmindre der er grundlag for dispensation. Dette betyder, at tjenesten i luften normalt ikke bør udstrækkes udover 16. graviditetsuge, men at den helbredsmæssige godkendelse dog i særlige tilfælde vil kunne forlænges til udgangen af 20. uge ud fra en individuel undersøgelse og vurdering. En arbejdsgiver er berettiget til at nægte at lade en gravid stewardesse udføre kabinetjeneste fra det tidspunkt, hvor den pågældende ikke længere kan sikkerhedsmæssigt godkendes. Hvis arbejdsgiveren ikke kan tilbyde den gravide anden passende beskæftigelse, er der ret til barseldagpenge.

Efter § 9, stk. 1 i Industriministeriets bekg. nr. 731 af 29. december 1982 om lægeundersøgelse af søfarende og om udkigstjeneste, som ændret ved bekg. af 15. december 1983 og bilagets kolonne B XVI må kvindelige søfarende ikke arbejde om bord i danske skibe efter udløbet af 6. svangerskabsmåned.

Efter sømandslovens § 29, stk. 4, har en skibsansat søfarende, der er gravid ved skibstjenestens ophør, ret til efterhyre, så længe hun er uden arbejde, dog højst i 2 måneder regnet fra dagen efter afmøstringen. Den gravide søfarende har pligt til at udfolde rimelige bestræbelser for at skaffe sig passende arbejde under graviditeten, fx. ved tilmelding som arbejdssøgende til arbejdsformidlingen. Rederiet har ret til at anvise den søfarende passende arbejde i land. For rederiansatte kvindelige søfarende finder reglerne tilsvarende anvendelse, dog regnes efterhyreperioden på 2 måneder fra dagen efter ansættelsesforholdets ophør.

Sålænge rederiet yder hyre, har rederiet ret til de barseldagpenge, som den søfarende ville have ret til. Det følger af Socialministeriets bekg. om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel. Derefter tilkommer dagpengene den gravide selv.

Barseldagpenge efter fødslen.

De første 14 uger

98. Barnets forældre har under fravær fra arbejdet ret til dagpenge i tilsammen 24 uger efter fødslen, jf. lovens § 13, stk. 1. Perioden regnes fra kalenderdagen efter den dag, hvor fødslen har fundet sted.

I de første 14 uger har som hovedregel kun moderen ret til dagpenge.

I ganske særlige tilfælde kan faderen dog indtræde i moderens ret til dagpenge i denne periode - uafhængig af hans egen ret til 2 ugers fædreorlov - når moderen er død eller på grund af alvorlig sygdom ikke kan varetage pasningen af barnet, jf. lovens § 16, stk. 1. Når moderen ikke kan passe barnet på grund af sygdom, har hun ret til at modtage sygedagpenge fra kommunen i den periode, hvor faderen er indtrådt i retten til barseldagpenge.

Moderens dagpengeret efter fødslen bortfalder ikke, selvom barnet er dødfødt, dør eller bliver bortadopteret.

Hvis moderen begynder at arbejde inden 14-ugersperiodens udløb, bortfalder hendes ret til dagpenge for resten af barseldagpengeperioden efter fødslen, medmindre genoptagelsen af arbejdet skyldes barnets indlæggelse på sygehus, jf. lovens § 15, stk. 3 og pkt. 103. Dette gælder uanset omfanget af arbejdet.

Med arbejde sidestilles som udgangspunkt deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse og undervisning mv.

Dagpenge efter den 14. uge

99. Dagpenge efter den 14. uge kan kun ydes til en af forældrene ad gangen. Fordelingen af dagpengeretten bestemmer forældrene.

Faderens dagpengeret efter denne bestemmelse er betinget af, at begge forældre har lønindtægt eller selvstændig erhvervsindtægt på det tidspunkt, hvor faderen påbegynder sin forældreorlov. Det forudsættes tillige, at denne betingelse er opfyldt i hele den periode, hvori der ydes barseldagpenge.

Der stilles ikke krav om, at forældrene lever sammen for at dagpengene kan udbetales til faderen, men det forudsættes, at faderen opholder sig hos barnet i orlovsperioden. Den ret til barseldagpenge, der efter loven tilkommer barnets fader, gælder ikke en person, der blot samlever med moderen, men hvis faderskab til barnet ikke er anerkendt eller fastslået. Faderskabet kan i tvivlstilfælde eventuelt dokumenteres ved fødselsattest eller navne/dåbsattest.

Faderens dagpengeret er en selvstændig dagpengeret, der er uafhængig af, om moderen har afbrudt sin barseldagpengeperiode ved at genoptage arbejdet før det tidspunkt, hvor faderen kan afløse hende.

I 10-ugersperioden gælder der samme begrænsninger som i 14 ugersperioden med hensyn til mulighederne for at genoptage arbejdet, deltagelse i undervisning mv., jf. pkt. 98 og 102.

Faderen mister dagpengeretten, hvis han i løbet af 10-ugersperioden genoptager sit arbejde, når moderen ikke afløser ham og er dagpengeberettiget.

Hvis moderen sygemeldes efter 14-ugersperiodens udløb, kan hun modtage sygedagpenge, når hun i øvrigt opfylder betingelserne for det, samtidig med at faderen får udbetalt barseldagpenge. Se også pkt. 108 om ret til sygedagpenge efter barselperiodens udløb.

Hvis barnet dør, mister faderen retten til barseldagpenge i 10-ugersperioden. Moderens ret til barseldagpenge i denne periode berøres ikke.

Faderens ret til dagpenge i indtil 2 uger

100. Barnets fader har ret til dagpenge under fravær fra arbejde i 2 uger inden for de første 14 uger efter fødslen, jf. lovens § 13, stk. 2, uanset om moderen opfylder betingelserne for dagpenge. Retten tilkommer samme personkreds som anført i pkt. 99. Faderen bestemmer selv, om han vil udnytte retten til dagpenge. Fraværet kan placeres frit inden for 14-ugersperioden.

Perioden kan kun deles i forbindelse med barnets indlæggelse på sygehus, jf. pkt. 103.

Der er således mulighed for at yde dagpenge til begge forældre samtidig i forbindelse med 2-ugersperioden. I denne periode kan dagpenge udbetales til faderen, selvom moderen ikke er berettiget til barseldagpenge. Dagpengeretten bortfalder ikke selvom barnet er dødfødt eller dør.

Dagpenge ved adoption

101. Efter lovens § 14 er der ret til dagpenge for adoptanter i 24 uger efter modtagelsen af barnet.

Det er en betingelse for ret til dagpenge, at de adoptionsundersøgende myndigheder bestemmer, at en af adoptanterne skal være fraværende fra arbejdet for at kunne være i hjemmet i forbindelse med modtagelsen. De adoptionsundersøgende myndigheder stiller normalt betingelse om, at adoptanterne erklærer sig villige til at undlade at tage arbejde eller at ophøre med at have arbejde uden for hjemmet i forbindelse med adoptionen, uanset barnets alder.

Hvis barnet anbringes i pleje efter bistandslovens § 65 hos de adoptionssøgende, kan adoptionsdagpenge først udbetales, når de adoptionsundersøgende myndigheder har truffet bestemmelse om ansøgerenes tilstedeværelse i hjemmet. Udbetalingen sker med tilbagevirkende kraft fra barnets faktiske modtagelse.

Det er derimod ikke en betingelse, at der foreligger adoptionsbevilling.

Det er en betingelse for ret til dagpenge, at begge ægtefæller har lønindtægt eller selvstændig erhvervsindtægt, men kun den, der skal have dagpenge udbetalt, skal opfylde de beskæftigelsesmæssige betingelser jf. lovens § 17. Der er dog ret til dagpenge i 2 uger for den ene adoptant, selvom den anden adoptant ikke opfylder disse betingelser.

I det omfang de adoptionsundersøgende myndigheder tillader det, kan adoptanterne dele 24-ugersperioden.

Dagpenge kan kun ydes til en ægtefælle ad gangen, bortset fra 2-ugersperioden, hvor begge har ret til dagpenge samtidig.

Når en adoptant henter barnet i udlandet, kan modtagelsen regnes fra det tidspukt, hvor barnet er sammen med adoptanten.

Dagpengeperioden kan således påbegyndes i udlandet, når betingelserne i øvrigt er opfyldt for at modtage dagpenge.

Deltagelse i undervisning mv. og varetagelse af borgerligt ombud

102. Retten til at modtage dagpenge ved barsel og adoption er normalt betinget af, at arbejdet ikke genoptages inden dagpengeperiodens udløb. Dog kan deltagelse i undervisning og lignende med erhvervsmæssigt formål tillades i begrænset omfang, mod at dagpengene bortfalder for den dag, hvori deltagelse finder sted, jf. lovens § 16, stk. 3. Det samme gælder deltagelse i kortvarigt erhvervsbetonet kursus eller i eksamen for ikke væsentligt at forsinke et uddannelsesforløb, der er påbegyndt før fødslen. Ligeledes tillades varetagelse af borgerligt ombud mod at dagpengene nedsættes med et beløb, der svarer til den godtgørelse, der modtages for varetagelsen af ombudet, jf. pkt. 104.

Retten til barseldagpenge berøres ikke af, at modtageren i fraværsperioden deltager i fritidsundervisning eller andre fritidsaktiviteter nogle få timer om ugen.

Barnets ophold på sygehus

103. Dagpengeperioden kan forlænges eller udsættes, hvis barnet indlægges på sygehus, jf. lovens § 15. Indlæggelsen kan ske i forlængelse af fødslen på grund af fx. for tidlig fødsel eller for lav fødselsvægt. Der kan derudover være tale om, at barnet er indlagt på grund af sygdom enten i tilknytning til fødslen eller på et senere tidspunkt, jf. nedenfor om tidsrammerne, fx. når det drejer sig om adoption. Det er en forudsætning for at forlænge eller udsætte dagpengeperioden, at indlæggelsen dokumenteres ved journaludskrift fra sygehuset eller ved lægeerklæring.

Retten til at forlænge dagpengeperioden med højst 3 måneder gælder så længe barnet er indlagt, når dagpengemodtageren ikke genoptager arbejdet. Reglen gælder for både moderen og faderen i 24 ugersperioden efter fødslen eller efter modtagelsen af barnet.

Det er en betingelse, at indlæggelsen finder sted under de første 24 uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet.

Retten til at forlænge dagpengeperioden gælder derimod ikke for faderens dagpengeperiode på 2 uger eller de adoptionssøgendes ret til dagpenge i 2-ugersperioden.

Forlængelsen betyder, at 24-ugersperioden først begynder at løbe (eller genoptages) fra og med kalenderdagen efter den dag, hvor barnet udskrives. Ved indlæggelse i mere end 3 måneder løber (eller genoptages) dagpengeperioden fra udløbet af de 3 måneder.

Ved tvillingefødsel, hvor begge børn er indlagt, er der ret til dagpenge, indtil begge børn er udskrevet, dog længst 3 måneder efter fødslen. 24-ugersperioden løber først fra og med kalenderdagen efter den dag, hvor barn nr. 2 udskrives, dog senest 3-måneders dagen efter fødslen.

Hvis dagpengemodtageren genoptager arbejdet under barnets indlæggelse, bortfalder retten til dagpenge i 3-månedersperioden, men retten til at udsætte dagpengeperioden, jf. nedenfor, opretholdes.

Dagpengeperioden kan afbrydes eller udsættes, jf. lovens § 15, stk. 3, hvis dagpengemodtageren fortsætter eller genoptager sit arbejde, mens barnet er indlagt på sygehus. Der er ret til dagpenge for resten af perioden, når den pågældende på ny er fraværende fra arbejde i tilknytning til barnets udskrivelse fra sygehuset. Det kræves dog, at barnet udskrives inden 9 måneder efter fødslen eller modtagelsen af barnet.

Retten til deling af perioden i denne situation gælder både 24-ugers perioden efter fødslen eller adoption og i 2-ugers perioden ved både fødsel og adoption.

Ret til nedsatte dagpenge i forbindelse med delvis fravær på grund af graviditet, barsel og adoption

104. Nedsatte dagpenge ved delvis fravær på grund af graviditet, barsel og adoption udbetales til lønmodtagere og selvstændige i det væsentlige efter samme principper som nedsatte dagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Der henvises til pkt. 12.

Før 4-ugers perioden før fødsel kan der dog ydes nedsatte dagpenge ved sygeligt forløbende graviditet, uden at der har været tale om en forudgående periode med fuldt fravær.

Nedsatte dagpenge i 4-ugersperioden før fødslen, og i 24-ugers perioden og 2-ugersperioden ved adoption er ikke betinget af uarbejdsdygtighed. Ved adoption kræves det, at de adoptionsundersøgende myndigheder har godkendt, at der er tale om delvis fravær fra arbejde.

Der er ikke ret til nedsatte dagpenge ved fravær på grund af almindelige graviditetsundersøgelser hos læge eller jordemoder, se pkt. 93.

Der kan ydes nedsatte dagpenge, når dagpengemodtageren varetager et borgerligt ombud.

Dagpengene nedsættes i forbindelse med varetagelsen af borgerligt ombud med et beløb, der svarer til det vederlag, den pågældende modtager for varetagelsen af ombudet.

Barseldagpenge i ferieperioder og ved ophold i udlandet

105. Den omstændighed at en del af dagpengeperioden falder i en ferieperiode, er uden betydning for retten til dagpenge, idet ferien udskydes.

Dagpengeretten bortfalder i almindelighed ikke, fordi den dagpengeberettigede flytter til udlandet inden periodens udløb, pkt. 136.

Beskæftigelsesmæssige og indtægtsmæssige betingelser for ret til dagpenge

106. Retten til dagpenge i fraværsperioderne i forbindelse med graviditet, barsel og adoption er betinget af, at modtageren opfylder de samme beskæftigelseskrav, som gælder for retten til at modtage dagpenge under sygdom. Derudover kan retten som beskrevet i pkt. 99 være betinget af at både moderen og faderen har lønindtægt eller selvstændig erhvervsindtægt.

For lønmodtagere er det jf. lovens § 17, stk. 1 fastsat, at modtageren skal opfylde de beskæftigelseskrav, der efter lovens § 4 gælder for at opnå ret til dagpenge fra kommunen i forbindelse med sygdom. Ligesom ved fravær i forbindelse med sygdom er der også ret til barseldagpenge mv. for lønmodtagere, der ville være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, uddannelses- eller iværksættelsesydelse eller kursusgodtgørelse som erstatning for arbejdsløshedsdagpenge. Det samme gælder for personer, der inden for den seneste måned inden fraværet har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed.

For selvstændige erhvervsdrivende gælder på tilsvarende måde samme beskæftigelseskrav, som er fastsat for retten til dagpenge ved fravær på grund af sygdom, jf.lovens § 17, stk. 2.

Der henvises til pkt. 6 og pkt. 7 vedrørende de nævnte beskæftigelsemæssige betingelser. Der gælder samme regler vedrørende »døde« perioder, som ved beregning af, om betingelserne for at få dagpenge ved fravær på grund af sygdom er opfyldt.

Ved afgørelsen af om en lønmodtager opfylder betingelsen om at have været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før fraværet og i denne periode at have været beskæftiget i mindst 120 timer, medregnes perioder, hvor kvinden på grund af arbejdsforholdets særlige karakter er holdt op med arbejdet inden 4 uger før fødslen, jf.lovens § 17, stk. 3. Dette gælder fx. arbejdsforhold som ifølge lov eller overenskomst kan suspenderes før fødslen, fx. i medfør af lærlingeloven og tilfælde, hvor arbejdsforholdets udadvendte karakter begrunder et tidligere arbejdsophør.

Der kan ligeledes medregnes perioder, hvor det efter en lægelig bedømmelse har været nødvendigt, at kvinden var skånet for arbejdet, uden at betingelserne i lovens § 12, stk. 2 er opfyldt.

Muligheden for at indregne de nævnte perioder gælder også ved beregningen af, om en selvstændig erhvervsdrivende opfylder beskæftigelseskravet.

Beregningen af dagpenge til en lønmodtager i fraværsperioderne ved graviditet, barsel og adoption sker på samme måde som beregningen af dagpenge ved sygdom. Det ugentlige dagpengebeløb er dog i hele dagpengeperioden begrænset til det beløb, der er nævnt i lovens § 9, stk. 2. Pr. 2. april 1990 udgør dette beløb kr. 2.397.

Der henvises til kapitel VIII om beregning af dagpenge til lønmodtagere. Der gælder samme muligheder for fravigelse af hovedreglen om, at dagpengene beregnes på grundlag af den timeindtægt, som lønmodtageren ville have været berettiget til under fraværet. Det gælder fx. ved beregning af dagpenge til nyuddannede, der ikke har været tilknyttet arbejdsmarkedet og derfor ikke har nogen forudgående indtjening. Dagpengene svarer i dette tilfælde til det beløb, der højst kan udbetales i arbejdsløshedsdagpenge til nyuddannede. Der stilles dog ikke krav om, at modtageren er tilmeldt en arbejdsløshedskasse.

Om beregning af dagpenge til personer med selvstændig erhvervsindtægt henvises til pkt. 81.

Frist for anmodning om dagpenge ved graviditet, barsel og adoption

107. Anmodning om dagpenge skal indgives til kommunen senest 9 måneder efter fødslen eller modtagelsen af barnet, jf. lovens § 19. Hvis anmodningen indgives senere, bortfalder retten til dagpenge. Der gælder samme frist for anmodning om refusion for arbejdsgivere, der udbetaler løn under fraværet.

Ret til sygedagpenge efter barselperiodens udløb

108. Sygdom under en barseldagpengeperiode efter en fødsel medfører som hovedregel ikke, at der udbetales sygedagpenge i stedet for barseldagpenge.

Sygedagpenge kan ydes, efter at retten til barseldagpenge er ophørt, når kvinden bliver uarbejdsdygtig på grund af sygdom, herunder en sygelig tilstand, der ligger udover den normale følgetilstand efter en fødsel.

Hvis sygdommen har klar forbindelse med graviditeten eller fødslen, ligger i forlængelse af barseldagpengeperioden eller opstår kort tid efter barselorlovens afslutning, udbetales dagpengene af kommunen.

Hvis sygdommen opstår senere efter barselorlovens afslutning, vil der normalt ikke være grundlag for at fritage arbejdsgiveren for dagpengepligten.

Ret til sygedagpenge ved fravær fra arbejde på grund af undersøgelser og behandling for barnløshed

109. Ved fravær fra arbejdet på grund af undersøgelser af mand og kvinde med henblik på årsagen til sterilitet samt ved behandling for barnløshed som følge af sygelige forhold er der ikke adgang til barseldagpenge fra kommunen. Men der er ret til sygedagpenge efter de almindelig regler. Dette gælder også den behandling mod barnløshed, der består i transplantation af et foster (»reagensglasbarn«).

For kvindens vedkommende vil der kunne godkendes en aftale i henhold til lovens § 28, jf. bekg. § 55, da det drejer sig om behandling af en kronisk lidelse, som erfaringsmæssigt må antages at medføre væsentligt øget fravær.

Arbejdsmedicinske klinikker og ambulatorier

Arbejdsmedicinsk Klinik Esbjerg Centralsygehus Esbjerg 6700 Esbjerg Tlf. 75 18 19 00 Arbejdsmedicinsk Klinik Københavns Amts Sygehus i Glostrup Glostrup Ndr. Ringvej 2600 Glostrup Tlf. 42 96 43 33 Arbejdsmedicinsk Ambulatorium Herning Centralsygehus Herning 7400 Herning Tlf. 97 12 44 00 Arbejdsmedicinsk Ambulatorium Frederiksborg Amts Centralsygehus Hillerød 3400 Hillerød Tlf. 42 26 15 00 Arbejdsmedicinsk Klinik Rigshospitalet København Tagensvej 2200 København N Tlf. 31 39 42 33 eller 31 39 66 33 Arbejdsmedicinsk Ambulatorium Amtssygehuset i Køge Køge 4600 Køge Tlf. 53 65 15 00 Arbejdsmedicinsk Afdeling Nykøbing F. Sygehus Nykøbing F. Ejegodsvej 61 4800 Nykøbing F Tlf. 54 85 30 33 Arbejdsmedicinsk Afdeling Odense Sygehus Odense 5000 Odense C Tlf. 66 11 33 33 Arbejdsmedicinsk Afdeling Skive Sygehus Skive Resensvej 25 7800 Skive Tlf. 97 52 45 00 Arbejdsmedicinsk Ambulatorium Centralsygehuset i Slagelse Slagelse 4200 Slagelse Tlf. 53 52 19 00 Arbejdsmedicinsk Afdeling Sønderborg Sygehus Sønderborg 6400 Sønderborg Tlf. 74 43 03 11 Arbejdsmedicinsk Ambulatorium Vejle Sygehus Vejle Kobbeltoft 25 7100 Vejle Tlf. 75 83 44 44 Arbejdsmedicinsk Klinik Ålborg Sygehus Ålborg Stengade 10 9100 Ålborg Tlf. 98 13 11 11 Arbejdsmedicinsk Klinik Århus Kommunehospital Århus Nørrebrogade 37-39 8000 Århus C Tlf. 86 18 35 99 Arbejdstilsynets tilsynskredse Kreds Kreds Vejle amt København og Frederiksberg Hjulmagervej 8 Svanevej 12 Postboks 39 7100 Vejle 2400 København NV Tlf. 75 85 97 77 Tlf. 31 81 55 55 Telefax 75 85 70 99 Kreds Københavns amt Kreds Ringkøbing amt Fabriksparken 33 Bryggergade 10 2600 Glostrup Postboks 9 Tlf. 42 45 08 66 7400 Herning Tlf. 97 22 23 44 Kreds Frederiksborg amt Kreds Århus amt Gefionsvej 6 C Klamsagervej 27 3400 Hillerød 8230 Åbyhøj Tlf. 42 26 03 08 Tlf. 86 25 11 66 Kreds Roskilde Kreds Viborg amt og Bornholms amter Søndergade 16 A Holbækvej 106 B Postboks 71 4000 Roskilde 7800 Skive Tlf. 42 35 02 36 Tlf. 97 52 62 22 Telefax 46 32 23 36 Bornholms afdeling Kreds Nordjyllands amt Almindingsvej 10 Kayerødsgade 37 3700 Rønne Postboks 560 Tlf. 53 95 25 79 9100 Ålborg Tlf. 98 16 25 55 Telefax 98 16 22 30 Kreds Vestsjællands amt Kreds Grønland Kastanievej 10 Postboks 202 4200 Slagelse 3900 Nuuk Tlf. 53 53 12 07 Tlf. (009-299) 2 15 92 Kreds Storstrøms amt Direktoratet for Arbejdstilsynet 4800 Nykøbing Falster 2100 København Ø Tlf. 54 85 00 77 Tlf. 31 18 00 88 Telefax 31 18 35 60 Bemærk: Ferielovkontoret Tlf. 31 18 10 50 Kreds Fyns amt Arbejdsmiljøinstituttet Tolderlundsvej 2 Lersø Parkalle 105 5000 Odense C 2100 København Ø Tlf. 66 11 84 36 Tlf. 31 29 97 11 Telefax 39 27 01 07 Kreds Sønderjyllands amt Kreds Ribe amt Peberlyk 3 Nørregade 22 6200 Aabenraa 6701 Esbjerg Tlf. 74 62 64 00 Tlf. 75 12 99 33

110. Enhver, der pådrager sig en arbejdsskade, som omfattes af lovgivningen om arbejdsskadeforsikring, har ret til dagpenge fra 1. fraværsdag efter arbejdsskadens indtræden, jf. lovens § 21.

Hvis dagpengepligten ikke påhviler arbejdsgiveren, skal kommunen yde dagpenge fra første fraværsdag efter en arbejdsskade. I de særlige tilfælde, hvor selvstændige mfl. omfattes af arbejdsskadeforsikringsloven, har de ret til dagpenge fra kommunen.

For arbejdsskaderamte personer, der ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse, skal kommunen efter et skøn fastsætte den indtægt, som danner grundlag for beregning af dagpengene.

Personer omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven

111. Ved arbejdsskadeforsikringslovgivningen forstås i denne forbindelse: lov om arbejdsskadeforsikring og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige mfl.

Følgende personer vil herefter have ret til dagpenge fra 1. hele fraværsdag:

a) Enhver, der mod løn eller som ulønnet medhjælper er antaget til varigt, midlertidigt eller forbigående at udføre arbejde her i landet i en arbejdsgivers tjeneste. Arbejde i arbejdsgiverens personlige husholdning og ved privat tjeneste for arbejdsgiveren og dennes familie er således omfattet af loven.

Antagelsesforholdet behøver ikke at være baseret på en direkte aftale, idet stiltiende modtagelse af hjælp til et arbejdes udførelse må anses for tilstrækkelig, hvis det fremgår af arbejdssituationen, at hjælpen er nødvendig. Det vil navnlig være tilfældet ved ganske kortvarig hjælp til et arbejdes udførelse, der har karakter af en håndsrækning, men kan også forekomme ved længerevarende arbejdsforhold, fx. når en arbejdsgiver stiltiende accepterer, at en ansat får bistand til arbejdets udførelse af et familiemedlem.

Selv ganske kortvarige og måske tilfældige tjenester - håndsrækninger - vil kunne være omfattet af loven. Det forudsættes dog, at der er tale om en egentlig arbejdsindsats i en andens interesse, og at hjælpen er nødvendig og ønsket eller accepteret af modtageren.

Gensidig hjælp mellem selvstændige, hvor det er den personlige arbejdskraft, der er afgørende, vil også kunne medføre anerkendelse efter loven.

Arbejdsgiverens ægtefælle omfattes ikke af loven, medens familiemedlemmer i øvrigt er omfattet, hvis de efter arten og omfanget af deres beskæftigelse i arbejdsgiverens virksomhed kan sidestilles med andre arbejdere.

En ansat, der kommer til skade i arbejdstiden under forsøg på at forebygge ulykker eller afværge større materielle eller kulturelle tab, er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, selv om forsøget ikke er et led i arbejdet.

Aktionærer og anpartshavere - herunder eneanpartshavere - der udfører arbejde i selskabets tjeneste, er omfattet af loven.

b) Personer, der ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse, har i visse tilfælde ret til dagpenge fra 1. fraværsdag. Det gælder fx. gifte kvinder og pensionister, der påtager sig småjobs og kommer til skade i en af de situationer, der er nævnt under pkt. 113. Dagpengene udmåles på grundlag af en indtægt, som efter lovens § 21, stk. 2, fastsættes efter et skøn.

I disse tilfælde er der fastsat bestemte årslønninger, der må lægges til grund ved dagpengeberegningen. For gifte kvinder mfl., der ikke har erhvervsmæssigt arbejde eller ikke udnytter deres arbejdskraft fuldt ud ved erhvervsmæssigt arbejde, lægges fra 1. april 1990 45.100 kr.til den faktiske indtægt. For personer uden egentligt erhverv regnes der fra 1. april 1990 med en årsløn på mindst 20.000 kr.

c) Uddannelsessøgende, der opholder sig på en arbejdsplads som led i uddannelsen.

d) Enhver, hvis årsindtægt for 3/5 vedkommende skyldes personligt arbejde ved fiskeri, i det omfang pågældende driver dette erhverv for egen regning.

e) Ejere og medejere af skibe, der skal indføres i Det Danske Skibsregister og Dansk Internationalt Skibsregister, når de selv udfører arbejde på skibet, medmindre skibet udelukkende anvendes til lystsejlads.

f) Personer, der udøver borgerlige eller kommunale ombud.

g) Personer, der pådrager sig en skade under forsøg på at redde menneskeliv (også når der ikke er tale om et naturligt led i pågældendes arbejde).

h) Værnepligtige og frivillige medlemmer af Hjemmeværnet og Civilforsvaret og personer, der er udtaget til at forrette tjeneste inden for civilforsvaret, jf. lov om erstatning til skadelidte værnepligtige mfl., der er en parallel til arbejdsskadeforsikringsloven.

Dagpenge efter arbejdsskade til selvstændige erhvervsdrivende

112. Følgende persongrupper, der har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed, vil således have ret til dagpenge fra 1. fraværsdag, selv om de ikke har tegnet frivillig forsikring efter dagpengeloven:

Personer, der bliver udsat for en arbejdsskade hos en arbejdsgiver, og samtidig har indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

De særlige grupper af selvstændige erhvervsdrivende, som er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, når de kommer til skade under arbejde i deres egen virksomhed, (ejere af skibe, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 5, stk. 2, og selvstændige fiskere, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 8).

Selvstændige erhvervsdrivende, som kommer til skade i særlige arbejdssituationer, som omfattes af arbejdsskadeforsikringsloven (fx. under udøvelse af borgerligt ombud, forsøg på redning af menneskeliv, frivillig tjeneste i hjemmeværn eller civilforsvar eller ydelse af en håndsrækning eller af gensidig aftalt hjælp mellem flere selvstændige erhvervsdrivende).

Dagpengene ydes i disse tilfælde af kommunen på grundlag af arbejdsfortjenesten ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Dagpengene nedsættes i det omfang, de sammenlagt med dagpenge og løn fra en arbejdsgiver for samme tidsrum overstiger dagpengenes højeste beløb, jf. lovens § 20, stk. 4.

Definition af arbejdsskade

113. Ved arbejdsskade forstås i arbejdsskadeforsikringsloven:

a) Et ulykkestilfælde, det vil sige en udefra kommende pludselig begivenhed, der fører til en skadelig påvirkning af den pågældendes helbredstilstand.

b) En skadelig påvirkning af højst nogle få dages varighed - i følge praksis højst 5 dages varighed.

c) En erhvervssygdom, dvs. en sygdom der er optaget på Sikringsstyrelsens (Arbejdsskadestyrelsens) fortegnelse over erhvervssygdomme, jf. bekg. nr. 60 af 20 januar 1989. Andre sygdomme som nævnt i arbejdsskadeforsikringslovens § 10 mv., sygdomme, som enten opfylder betingelserne for at blive optaget på fortegnelsen, men endnu ikke er blevet det eller sygdomme, der må anses for udelukkende eller i overvejende grad at skyldes arbejdets særlige art. Disse tilfælde skal, før der træffes afgørelse om anerkendelse, forelægges for erhvervssygdomsudvalget, jf. § 11 i arbejdsskadeforsikringsloven.

Anmeldelsesregler

114. En arbejdsskade, som antages at begrunde krav på: sygebehandling, optræning og hjælpemidler, erstatning for tab af erhvervsevne, erstatning for varigt meen, overgangsbeløb til efterladte ved dødsfald, forsørgertabserstatning,

skal snarest muligt og senest inden 8 dage efter skadens indtræden anmeldes til vedkommende forsikringsselskab. Hvis der ikke er tegnet en forsikring, skal anmeldelse ske til Arbejdsskadestyrelsen. I erhvervssygdomstilfælde regnes 8-dages fristen fra det tidspunkt, da den anmeldelsespligtige har fået kendskab til, at lidelsen må antages at være arbejdsbetinget.

Selv om en arbejdsskade ikke er blevet anmeldt efter disse regler, skal alle arbejdsskader, som faktisk har medført uarbejdsdygtighed i 5 uger efter skadens indtræden, anmeldes senest 8 dage derefter til vedkommende forsikringsselskab eller, hvis forsikring ikke er tegnet, til Arbejdsskadestyrelsen.

115. Sygedagpenge er principielt en korttidsydelse, dvs. dagpenge skal dække den syges indkomstbortfald, indtil den pågældende igen bliver arbejdsdygtig, eller indtil det tidspunkt, hvor det konstateres, at den pågældende bør hjælpes på anden måde.

Kommunen skal derfor kontrollere, at betingelserne for at få dagpengene er opfyldt og skal vurdere, om der er grund til at sætte ind med andre former for hjælp.

Efter anmeldelsen af sygefraværet og derefter mindst hver 3. måned skal kommunen tage dagpengemodtagerens forhold op til vurdering.

I vurderingen indgår såvel lægelige som sociale forhold.

Når sygefraværet har varet i 2 måneder, skal kommunen snarest muligt indhente en lægeerklæring. Kommunen fastsætter en frist for modtagelse af denne erklæring. Overskridelse af fristen, som skyldes dagpengemodtagerens forhold, medfører at retten til dagpenge bortfalder.

Kommunen kan dog undlade at indhente ny lægeerklæring, hvis der allerede foreligger en egnet lægeerklæring, eller andre tilstrækkelige lægelige oplysninger i form af journaludskrift fra hospital/klinik kan fremskaffes.

Der må aldrig gå mere end 3 måneder mellem vurderingerne.

Situationen må vurderes med kortere mellemrum, hvis der kommer oplysninger, der giver anledning til det. Der skal hver gang indhentes ajourførte oplysninger og foretages en ny selvstændig bedømmelse.

Dagpenge, der er udbetalt, uden at reglerne har været overholdt, kan ikke refunderes af staten. Revisionen skal påse dette. Det skal af hensyn til revisionen fremgå af den enkelte sag, hvordan opfølgningen er forløbet, og hvilket grundlag den enkelte beslutning om at fortsætte udbetalingen har haft.

Da den, der får dagpenge, i de fleste tilfælde senere kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, er det vigtigt at undgå, at denne mulighed forringes ved unødvendig forlængelse af dagpengeudbetalingen og forsinkelse af behandling og revalidering.

Når der ikke længere er mulighed for, at arbejdet kan genoptages, skal dagpengene hurtigst muligt afløses af social pension.

Opfølgningsarbejdet skal derfor udføres omhyggeligt. Det betyder, at udbetalingen kun kan fortsætte, når det er fastslået, at der ikke er grundlag for at iværksætte revalidering eller søge om social pension til den pågældende.

Der skal i de fleste tilfælde være skabt overblik over det forventede forløb af sagen, således at der kan læggesen plan for den eventuelle revalidering, inden der er gået 6 måneder.

Ved hver beslutning om at fortsætte dagpengeudbetalingen må der foreta-ges en vurdering på grundlag af ajourførte oplysninger.

Dagpenge kan kun fortsætte uden videre, hvis det kan slås fast, at den pågældende stadig er uarbejdsdygtig, men har realistisk mulighed for på ny at komme i arbejde.

Hvis vurderingen fører til, at revalidering bør forsøges, skal revalideringen begynde hurtigst muligt.

Når det drejer sig om en ældre person, må det nøje overvejes, om det er realistisk at gå ud fra, at den pågældende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller om der skal rejses pensionssag.

Loven giver ikke mulighed for at udbetale dagpenge i mere end 3 måneder ad gangen, uden at der foretages en sådan vurdering. Det er derfor ikke foreneligt med opfølgningspligten at udsætte beslutningen om at iværksætte revalidering eller ansøge om social pension, uden at der kan anføres en særlig begrundelse.

Selvom offentlige arbejdsgivere udbetaler dagpenge i hele ansættelsesperioden uden ret til refusion, er kommunernes pligt til at opfølge de langvarige sygdomstilfælde den samme uanset ansættelsesforholdet. For at kommunen kan påbegynde opfølgningen, skal en offentlig arbejdsgiver indberette sygdomstilfældet til kommunen senest, når dette har varet i 2 måneder, jf. lovens § 24, stk. 2.

I opfølgningsarbejdet må kommunen være opmærksom på forvaltningslovens regler om tavshedspligt mv. Der henvises herom til Socialministeriets vejledning af 11. december 1989 om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger mv. inden for den sociale lovgivning.

Ophør af dagpengeudbetaling

116. Udbetalingen skal naturligvis standses, når den pågældende igen er arbejdsdygtig, jf. pkt. 9.

Dagpengene standses, når der - udover de første 2 uger - er udbetalt dagpenge i 52 uger i de seneste 18 måneder. For pensionister stopper udbetalingen, når der - udover de 2 første uger er udbetalt dagpenge i 13 uger indenfor de seneste 12 måneder. Det gælder også for personer, som opfylder helbredsbetingelserne for pension, men er afskåret fra pensionen på grund af reglerne om indtægtsregulering, indfødsret eller bopæl.

Udbetalingen standses, når der iværksættes revalidering.

Dagpengene skal endvidere standses, hvis den, der får dagpengene, ikke vil modtage behandling eller deltage i et revalideringsforsøg.

Dagpengene kan ikke standses alene, fordi lægerne vurderer, at tilstanden nu er stationær. I denne situation skal der som nævnt straks tages stilling til, om der skal søges pension. Ellers skal der tages skridt til, at den pågældende kan komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Udbetalingen kan ikke standses, alene fordi der tilkendes invaliditetsydelse, eller fordi der i en arbejdsskadesag udbetales erstatning for tab af erhvervsevne.

Hvis den pågældende går på efterløn, skal dagpengene standses, da pågældende dermed forudsættes at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Uarbejdsdygtighed

117. Når det skal vurderes, om en sygemeldt kan anses for uarbejdsdygtig, sker det med udgangspunkt i det arbejde, der blev udført umiddelbart før sygemeldingen.

For arbejdsledige er bedømmelsesgrundlaget det arbejdsområde, som den arbejdssøgende står til rådighed for.

Ved længerevarende sygdom, dvs. sygdom der har varet mere end 26 uger, kan vurderingen ikke udelukkende foretages ved at sammenholde virkningerne af lidelsen med karakteren af arbejdet før sygemeldingen. Bedømmelsen må ske på et bredere grundlag, således at den pågældende kun kan betragtes som uarbejdsdygtig, når sygdommen afskærer den pågældende fra at påtage sig arbejde, som i øvrigt anses for passende.

Hvis den pågældende kan gå i arbejde, uden at optræning eller andre erhvervsmæssige foranstaltninger er nødvendige, skal den pågældende straks tilmeldes arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Udbetalingen af sygedagpenge standses samtidig og den pågældende henvises til arbejdsløshedskassen. Er den pågældende ikke berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, afløses sygedagpenge af kontanthjælp efter bistandsloven, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Ved anmodning om arbejdsformidlingens bistand bør det præciseres, at det er vigtigt, at der anvises beskæftigelse snarest muligt, også fordi det herved kan dokumenteres, at den pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Hvis den sygemeldte deltager i undervisning, kan der fortsat udbetales dagpenge, selvom den pågældende deltager i erhvervsmæssig uddannelse, når uddannelsen og erhvervsarbejdet før sygdommen er foregået sideløbende.

Der kan også udbetales dagpenge, hvis en erhvervsmæssig uddannelse påbegyndes under sygefraværet, når det højst drejer sig om 4 timers undervisning pr. uge. Hvis der er truffet beslutning om revalidering, kan der påbegyndes erhvervsmæssig uddannelse, selvom der er tale om mere end 4 timer ugentligt.

I alle tilfælde, hvor en person deltager i erhvervsmæssig uddannelse eller undervisning, er det en betingelse, at aktiviteten er forenelig med sygebehandlingen og ikke forhaler helbredelsen, ligesom aktiviteten ikke må udskyde iværksættelsen af en erhvervsmæssig revalidering.

Undervisning, som svarer til eller udbygger uddannelse i folkeskolen, dvs. incl. 10. klassetrin, og undervisning på ungdoms- eller højskoler eller lignende, som alene opfylder et alment kundskabsbehov uden erhvervssigte, udelukker ikke dagpenge, når deltagelse i undervisningen kan forenes med sygebehandling eller er et led i denne.

Derimod skal dagpengeudbetalingen bringes til ophør, hvis undervisningen er et led i en erhvervsplan, dvs., når revalideringen er iværksat.

Delvis uarbejdsdygtighed

118. Hvis den pågældende er delvis uarbejdsdygtig og derfor får nedsatte dagpenge, skal der foretages den samme kontrol og løbende vurdering, se iøvrigt pkt. 13.

Når der er tale om delvis uarbejdsdygtighed med udbetaling af nedsatte dagpenge, må kommunen i særlig grad være opmærksom på den bredere vurdering af uarbejdsdygtigheden, der skal ske, når det drejer sig om længerevarende sygdom. Nedsatte dagpenge kan ikke ydes som en varig kompensation for tab af indtægt i et erhverv, hvor den pågældende ikke kan forventes at genvinde fuld erhvervsevne.

Oplysninger om sygdommen

119. Uarbejdsdygtigheden kontrolleres og vurderes normalt på grundlag af oplysninger fra den pågældende selv, lægen, arbejdsgiveren, arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen.

Kommunen kan indhente sygehusjournaler eller udskrifter af disse.

Når kommunen begynder at udbetale dagpenge, bør den straks sikre sig, at der allerede foreligger helbredsoplysninger, eller at uarbejdsdygtigheden er dokumenteret på anden måde. Det kan fx ske ved indlæggelsesbevis. Hvis der ikke er sådanne oplysninger, skal de straks indhentes. Hvis den pågældende er anmodet om at henvende sig til læge for at blive behandlet, og erklæring ikke foreligger, skal kommunen standse dagpengeudbetalingen, indtil erklæringen er modtaget. Udbetaling kan dog fortsætte, hvis det efter de foreliggende oplysninger er klart, at den pågældende endnu ikke kan være arbejdsdygtig, og formålet med den ønskede lægeerklæring alene er at få præciseret sygdommens varighed.

Det skal altid kontrolleres, at lægens erklæring er fyldestgørende, herunder om diagnose, konsultationstidspunkt, oplysninger om eventuel sygehus- eller speciallægebehandling, gradenaf uarbejdsdygtighed, sygdommens eventuelle forbindelse med arbejdet, og - hvad der er særlig vigtigt - at der er afgivet et præcist skøn over, hvor længe uarbejdsdygtigheden vil vare. I modsat fald skal kommunen, eventuelt efter samråd med lægekonsulenten, anmode lægen om at uddybe erklæringen og eventuelt fremkomme med supplerende oplysninger.

De oplysninger, som indhentes i en konkret sag, skal vurderes af kommunen. Det er hensigtsmæssigt, at vurderingen sker i samråd med den praktiserende læge, lægekonsulenten og arbejdskonsulenten med hensyn til prognose, varighed af uarbejdsdygtighed mv.

Hvis de objektive fund ikke kan begrunde uarbejdsdygtigheden, men lægen på baggrund af patientens subjektive klager mener, at patienten ikke kan raskmeldes, eller hvis lægens angivelse af patientens fortsatte uarbejdsdygtighed er behæftet med usikkerhed, skal kommunen overveje, om patienten skal henvises til undersøgelse eller behandling på sygehus eller hos speciallæge. Overvejelsen må ske i samråd med lægekonsulenten og eventuelt den behandlende læge.

Lægen må ikke fortløbende udstede uarbejdsdygtighedserklæringer uden supplerende at begrunde sit skøn med fx oplysning om behandlingsplan, forestående indlæggelse eller andre helbreds- eller rekreative foranstaltninger.

Det er vigtigt, at kommunen i det hele rådfører sig med lægekonsulenten eller eventuelt søger bistand i amtskommunens socialcenter.

Det er endvidere af stor betydning, at lægekonsulenten inddrages i sagsbehandlingen så tidligt som muligt med henblik på at fremskaffe supplerende oplysninger, eventuelt en statusbedømmelse af helbredsforholdene med dokumentationsmateriale, journaludskrifter fra sygehus eller speciallægeerklæringer.

Lægekonsulentens/socialcentrets tidlige medvirken i sagsbehandlingen er også nødvendig for at kunne bedømme behovet for behandling og revalidering eller overgang til førtidspension.

Samarbejde med andre myndigheder

120. Kommunen skal samarbejde med dagpengemodtageren og med arbejdsformidlingen og evt. sørge for, at der etableres et samarbejde med amtskommunens socialcenter.

Kommunen må over for den sygemeldte tilkendegive, at hovedformålet er at opnå en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at et langvarigt dagpengeforløb ikke fastlåser den sygemeldte i uarbejdsdygtighed.

Hvis den sygemeldte ikke ønsker at samarbejde, og forvaltningen ikke får de oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen bl.a. med henblik på revalideringsmuligheder, eller en eventuel pensionssag, må kommunen gøre opmærksom på oplysningspligten, og på, at der vil være mulighed for eventuelt at standse dagpengeudbetalingen eller at ikende bøde.

Samarbejdet med de praktiserende læger, speciallæger, sygehus mv. formidles med fordel gennem lægekonsulenten. Som led i dette samarbejde bør det sikres, at ventetiden inden behandling på sygehus eller hos speciallæge afkortes mest muligt, og at sygehuset eller speciallægen på forhånd er orienteret om, at patienten er sygemeldt og modtager sygedagpenge. Ventetiden har generelt en negativ virkning på mulighederne og motivationen for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Tavshedspligten er en garanti for, at patientens sag behandles med en diskretion, der er fuldt forenelig med de behandlende lægers tilsvarende pligter.

Tilrettelæggelse af sagsbehandlingen

121. Det er vigtigt, at pligten til opfølgning efter dagpengeloven overholdes, og at revalidering planlægges og gennemføres konstruktivt og sagkyndigt. Det stiller betydelige krav til koordinering af det samlede arbejde i kommunen.

Dagpengeudbetalingen må fx ikke fortsætte, uden at der er løbende kontakt med den afdeling i kommunen, som står for revalideringsplanlægningen.

Der er gode erfaringer fra kommuner, der på forskellig måde har organiseret sig således, at arbejdet med dagpengesagen og forberedelsen af revaliderings- eller pensionssag foregår i samme afdeling.

Supplerende hjælp efter bistandsloven

122. Hvis det må antages, at dagpengene ikke slår til, skal det overvejes, om der kan ydes supplerende hjælp efter bistandsloven.

Kommunen må i det hele taget være opmærksom på dagpengemodtagerens og familiens samlede situation og på, om der er behov for at tilbyde vejledning og bistand.

Iværksættelse af revalidering

123. Kommunen skal tage stilling til, om der er behov for sygebehandling eller revalidering, og i så fald sørge for, at behandling eller revalidering går i gang.

Når kommunen iværksætter revalidering efter en forud tilrettelagt og realistisk revalideringsplan, herunder egentlig erhvervsoptræning med henblik på anvisning af arbejde, eller tillæring, omskoling, uddannelse eller andre former for erhvervsmæssig revalidering, standses dagpengeudbetalingen.

Fra dette tidspunkt kan den pågældende ikke anses for uarbejdsdygtig i lovens forstand.

Det er nødvendigt, at revalidering iværksættes så snart, det er konstateret, at helbredstilstanden er stationær, og beslutningen om og planlægningen af revalideringen bør derfor være foretaget senest da. Hvis revalideringen ikke kan begynde umiddelbart efter beslutningen, vil udbetaling af dagpenge kunne fortsætte indtil revalideringen iværksættes, når der ikke i ventetiden undtagelsesvis kan anvises egnet arbejde.

Efter en konkret vurdering kan der indgå en afprøvning af den pågældendes muligheder som første fase i den egentlige revalidering. En sådan arbejdsprøvning kan finde sted på en revalideringsinstitution eller på en egnet offentlig eller privat arbejdsplads efter bistandslovens regler herom. I sådanne tilfælde skal dagpengeudbetalingen standses, og der skal i stedet udbetales revalideringsydelse.

Hvis arbejdsprøvningen og dermed revalideringsplanen opgives af helbredsmæssige årsager, kan dagpengeudbetalingen genoptages med virkning fra ophøret. Samtidig skal detovervejes, om der skal søges pension til den pågældende.

Dagpengeudbetalingen standses, hvis den pågældende ikke ønsker at medvirke ved revalideringen.

Overgang til social pension

124. Hvis dagpengemodtageren ikke kan komme i arbejde igen, og det må anses for sandsynligt, at der er ret til pension, skal kommunen sørge for at indgive pensionsansøgning og snarest afgive indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet. Der skal samtidig tages stilling til, om der kan bevilges forskud på pension.

Forvaltningen skal allerede under opfølgningen af dagpengetilfældet rekvirere lægelige oplysninger, som kan begrunde en indstilling om pension og medvirke til, at behandlingstiden i revaliderings- og pensionsnævnet nedsættes.

Når der er rejst sag om privat pension eller tjenestemandspension, bør der afgives indstilling om førtidspension så tidligt, at dagpengeudbetalingen kan ophøre samtidig med eller kort tid efter, at den pågældende er overgået til privat pension eller tjenestemandspension. Hvis muligheden for overgang til sådan pension ikke er tilstrækkeligt oplyst, bør der indhentes yderligere oplysninger, eventuelt hos arbejdsgiveren.

Hvis der gives afslag på en pensionsansøgning, afhænger det af en vurdering af helbredsforholdene, om dagpengeudbetalingen skal fortsætte. Hvis afslaget er begrundet med, at der ikke er tale om en varig lidelse, men uarbejdsdygtigheden stadig består, fortsætter udbetalingen af dagpenge.

Hvis der foreligger en stationær tilstand, uden at der er grundlag for at tilkende pension, er betingelsen om uarbejdsdygtighed ikke længere opfyldt. Udbetalingen af dagpenge kan derfor ikke genoptages.

Kommunen må i stedet vurdere sagen med henblik på bistand fx hjælp til revalidering eller rådgivning. I forbindelse hermed kan der evt. ydes hjælp efter bistandsloven.

Den almindelige varighedsbegrænsning

125. Dagpengeretten ophører, når der i de forudgående 18 kalendermåneder er udbetalt dagpenge eller er ydet refusion for dagpenge for mere end 52 uger. Varighedsbegrænsningen indtræder ved udløbet af den måned, i hvilken der under en sammenhængende sygeperiode eller flere adskilte er udbetalt dagpenge i 52 uger.

I dagpengeperioden medregnes også dagpenge, som er udbetalt fra et andet nordisk land eller et EF - land.

Derimod medregnes ikke dagpenge, som er udbetalt af arbejdsgiveren eller kommunen de første 2 uger, eller dagpenge, som er udbetalt i anledning af graviditet, barsel eller adoption.

Det er dagene eller ugerne for hvilke, der er udbetalt dagpenge, som medregnes ved opgørelsen af dagpengeperiodens varighed, uanset om der er udbetalt fulde eller nedsatte dagpenge. Dagpengeperioden kan således ikke forlænges forholdsmæssigt, fordi der kun er udbetalt nedsatte dagpenge.

Hvis den pågældende kun er fraværende en hel eller halv dag i en uge, som ved ambulante undersøgelser eller 2 hele dage i en uge, fx nyrepatienter, der er i dialysebehandling, men er i fuldt arbejde de øvrige dage, tæller kun udbetalingsdagene i en uge, dvs. for nyrepatienten 2/5 uge, når den pågældende har en arbejdsuge på 5 dage.

Hvis der i en sygeperiode ikke er udbetalt dagpenge, fx fordi en arbejdsgiver ikke har anmodet om dagpengerefusion, medregnes den pågældende periode ikke ved opgørelsen af dagpengeperioden.

Derimod medregnes dage eller perioder, der ligger inden for en løbende fraværsperiode, uanset at der på grund af beregningsreglerne ikke er udbetalt dagpenge. Det er en forudsætning, at den pågældende er uarbejdsdygtig.

Hvis pågældende efter en længerevarende sygeperiode genoptager arbejdet, men senere sygemelder sig, indtræder en ny 2-ugers periode, som ikke medregnes i varighedsbegrænsningen. Der bør dog i det enkelte tilfælde foretages en konkret vurdering af, om den pågældende efter de lægelige oplysninger mv. har været arbejdsdygtig i den mellemliggende periode.

Generhvervelse af dagpengeretten

Selvom dagpengeretten er opbrugt, kan en lønmodtager ved ny sygemelding få dagpenge fra arbejdsgiveren eller fra kommunen i de første 2 uger, når det kan godtgøres, at den pågældende i mellemtiden har været fuldt arbejdsdygtig, fx ved, at vedkommende har genoptaget arbejdet, været tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende eller har deltaget i en revalideringsforanstaltning.

En frivilligt sikret kan på samme måde få dagpenge i de første 3 uger, hvis det kan godtgøres, at vedkommende før den ny sygemelding har været arbejdsdygtig. Dette kan dokumenteres ved lægeerklæring eller eventuelt ved, at der indhentes nærmere oplysninger om, i hvilket omfang arbejdet har været genoptaget.

Udbetalingen af dagpenge ud over 2 uger til en person, hvis dagpengeret er brugt op, kan først ske fra det tidspunkt, da pågældende ikke længere er omfattet af 18 månedersreglen.

Hvis retten er opbrugt under en sammenhængende sygeperiode på mere end 52 uger, er det en betingelse for fornyet udbetaling, at den pågældende har været arbejdsdygtig i mindst 13 uger efter dagpengerettens ophør. Denne betingelse gælder ikke, når de 52 ugers dagpenge er udbetalt i flere sygeperioder.

Forlængelse af dagpengeperioden

udover den almindelige varighedsbegrænsning

126. For at undgå den situation, at den syges forsørgelse i en kortere overgangsperiode indtil raskmelding eller revalidering etc. skal dækkes midlertidigt efter bistandsloven eller af egne eller ægtefællens midler, er der mulighed for at forlænge dagpengeperioden.

Den almindelige dagpengeperiode kan forlænges i følgende tilfælde:

a) når det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, vil blive iværksat,

b) når den pågældende er under eller venter på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger,

c) når særlige omstændigheder iøvrigt taler derfor.

Revalideringsmuligheder

Nedsættelsen af varighedsbegrænsningen fra 91 uger til 52 uger skal ses i sammenhæng med bestræbelserne for en øget indsats med henblik på dagpengemodtagerens tilbagevenden til arbejdsmarkedet, og der er derfor i sammenhæng hermed fra 1. oktober 1990 indført regler om en fast indtægtsuafhængig revalideringsydelse efter bistandsloven.

Dagpengeperioden kan forlænges, når en dagpengemodtager ved varighedsbegrænsningens indtræden ikke opfylder betingelserne for at overgå til den faste revalideringsydelse, som udbetales, når der er iværksat en revalidering efter en forud fastlagt erhvervsplan, og når kommunen skønner, at der på et senere tidspunkt vil være mulighed for erhvervsmæssig revalidering.

Dagpengeperioden kan kun forlænges, når der er tale om en realistisk revalideringsmulighed, som på længere sigt kan forventes at føre til, at den pågældende kan genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse. Kommunen må drøfte revalideringsmulighederne med dagpengemodtageren og sikre sig, at pågældende er indstillet på selv at gå aktivt ind i en egentlig erhvervsmæssig revalidering så snart denne kan påbegyndes.

Det vil i nogle tilfælde være nødvendigt at iværksætte forberedende aktiviteter, som har et mere afklarende eller erhvervsmodnende sigte for at opnå et tilstrækkeligt grundlag for at kunne fastlægge en erhvervsplan. Der kan ydes dagpenge i en sådan afklarende periode under forudsætning af, at aktiviteterne er forenelige med sygebehandlingen og i øvrigt ikke forhaler helbredelsen. Under den forberedende fase kan der evt. ydes hjælp efter bistandslovens § 43 til de særlige udgifter, der følger af aktiviteten, fx uddannelsesudgifter, samt til udgifter, der følger af et handicap.

De aktiviteter, der kan foregå i den forberedende fase, kan fx være afprøvning på eller udenfor en revalideringsinstitution, højskoleophold eller lignende. Afgørende for, om en aktivitet er omfattet af en erhvervsplan, således at den pågældende overgår til revalideringsydelsen efter bistandsloven er, om aktiviteten har et afklarende sigte, eller der er et bestemt erhvervsmæssigt sigte med foranstaltningen.

Hvis det viser sig, at revalideringsmuligheder ikke længere er realistiske, eller hvis dagpengemodtageren ikke aktivt deltager i de påbegyndte aktiviteter, skal udbetalingen af dagpengene straks standses.

Der er ikke fastsat begrænsninger med hensyn til, hvor længe dagpengeperioden kan forlænges, men kommunen bør af hensyn til revalideringsmulighederne sørge for, at iværksættelsen af den egentlige erhvervsmæssige revalidering fremskyndes mest muligt.

En beslutning om henvisning til arbejdsformidlingen eller arbejdskonsulent med henblik på at opnå egnet beskæftigelse kan ikke danne grundlag for forlængelse af dagpengeperioden, da den pågældende i denne situation må betragtes som arbejdsdygtig.

Lægebehandling

Dagpengeperioden kan forlænges udover 52 uger, hvis dagpengemodtageren er under eller venter på lægebehandling, og når der efter en lægelig vurdering er sikker forventning om, at den pågældende inden for 26 uger kan genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse i fuldt omfang. Det er ikke afgørende hvilken sygdom, der i det konkrete tilfælde er tale om.

Dokumentationen kan tilvejebringes ved at indhente statusbedømmelse fra den pågældende læge, erklæring fra speciallæge eller journaludskrift fra hospital. Når der indhentes lægeerklæring, må det præciseres, at der ønskes en vurdering af, hvor længe uarbejdsdygtigheden vil vare. Det er ikke tilstrækkeligt blot at spørge lægen, om den syge kan forventes raskmeldt i løbet af 26 uger.

Når vurderingsgrundlaget ved dagpengerettens ophør ikke er tilstrækkeligt, kan afgørelsen udsættes, hvis der efter de oplysninger, der forligger, er rimelig udsigt til, at der inden for en kortere tid kan opnås en afklaring, som vil give grundlag for at forlænge. Dette kan fx være tilfældet, hvis en indlæggelse på hospital eller undersøgelse hos speciallæge er nær forestående.

Alvorlige sygdomme

Dagpengeperioden kan i særlige tilfælde forlænges ud over de 26 uger, der er nævnt ovenfor, hvis pågældende lider af en alvorlig sygdom, der kræver langvarig behandling. Det er en betingelse, at den syge har været mere stabilt erhvervsaktiv umiddelbart før sygeperioden og - efter en lægelig vurdering - skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for de følgende 26 uger. Ved alvorlige sygdomme, der kræver langvarig behandling, kan dagpengeperioden således forlænges 2 x 26 uger udover den almindelige varighedsbegrænsning på 52 uger.

Som eksempler på alvorlige sygdomme som vil kunne begrunde forlængelse udover 26 ugers perioden, kan nævnes komplicerede knoglebrud, gentagne operationer, dialysebehandling, behandling for alvorlige forbrændinger, bækkenløsning, cancer eller andre alvorlige lidelser, der kræver langvarig behandling, men hvor der er udsigt til varig helbredelse.

Særlige forhold

I ganske særlige tilfælde kan dagpengeperioden forlænges uden begrænsning for personer, der lider af en meget alvorlig lidelse, fx en kræftsygdom, hvor udsigterne til helbredelse ikke er til stede. Hensigten hermed er at undgå at føje en yderligere belastning til patientens og de pårørendes i forvejen stærkt belastede situation.

Afgørelsens form

127. Kommunens afgørelse om, at dagpengeperioden kan forlænges eller ikke, bør ske ved skriftlig meddelelse til pågældende. Når forlængelsen ikke er begrundet med revalideringsmuligheder men skyldes sygdom - bortset fra de uhelbredelige sygdomstilfælde - skal den periode, hvori der fortsat kan ydes dagpenge, fremgå af afgørelsen. Dagpengeperioden kan forlænges etapevis inden for henholdsvis 26 eller 52 ugers perioden. Det bør tilføjes, at udbetalingen kun fortsætter, så længe de almindelige betingelser, herunder om uarbejdsdygtighed, er opfyldt. Afgørelsen skal begrundes, og der skal gives vejledning om anke.

Hvis kommunen ved, at der er en sag om erstatning som følge af en arbejdsskade under behandling i Arbejdsskadestyrelsen, bør kommunen orientere styrelsen om afgørelsen. Styrelsen kan herefter tage stilling til spørgsmålet om tilkendelse af midlertidig erstatning for erhvervsevnetab, hvis dagpengene er standset.

Den særlige varighedsbegrænsning for førtidspensionister og personer, der er fyldt 67 år

Personkredsen

128. Reglerne omfatter personer, der

1) modtager social pension eller forskud herpå bortset fra invaliditetsydelse.

2) opfylder de helbredmæssige betingelser for at kunne få social pension

3) er fyldt 67 år.

ad 1) Bestemmelsen gælder kun personer, der aktuelt modtager pension eller forskud herpå. Det er den faktiske udbetaling af forskuddet, der er afgørende. Selve spørgsmålet, om der skal udbetales pension, afgøres efter pensionslovens regler. Hvis pensionen er reguleret bort på grund af indtægt, må der tages stilling til, om der foreligger svigtende helbred som pensionsgrund, jf. 2).

Varighedsbegrænsningen gælder for personer, som har fået tilkendt førtidspension, men som i indtil 1 år ikke har ønsket at få pensionen udbetalt. I sådanne tilfælde betragtes de pågældende som modtagere af social pension, idet de når som helst efter anmodning kan få pensionen udbetalt. Varighedsbegrænsningen bortfalder normalt først ved, at pensionen frakendes. For personer, der har fået tilkendt mellemste førtidspension, kan frakendelse ikke ske efter det fyldte 60. år.

ad 2) Det er revaliderings- og pensionsnævnet, der afgør, om en dagpengemodtagers helbredsforhold kunne have begrundet pension, hvis de generelle betingelser var opfyldt.

Udenlandske sociale pensioner medfører ikke uden videre varighedsbegrænsning. Når en udenlandsk social pension er tilkendt af helbredsmæssige grunde, må sagen forelægges for revaliderings- og pensionsnævnet til bedømmelse af, om der kunne være tilkendt en dansk pension. I så fald gælder den særlige varighedsbegrænsning.

ad 3) Når en person er fyldt 67 år, gælder varighedsbegrænsningen altid, uanset om folkepensionen er bortreguleret på grund af indtægtens størrelse, eller om pågældende har undladt at søge om pension.

Der kan ikke ydes dagpenge fra den 1. i måneden efter det fyldte 70. år.

Beregning af dagpengeperioden

129. Dagpengeretten ophører efter udløbet af en kalendermåned, når der i de 12 forudgående kalendermåneder er udbetalt dagpenge for mere en 13 uger, jf. lovens § 23, stk. 1 og stk. 2. Det betyder, at udbetalingen standses, hvad enten den udbetales til den sygemeldte i form af dagpenge eller til arbejdsgiveren i form af refusion.

Ved opgørelsen medregnes ikke de dage, for hvilke der er udbetalt løn eller dagpenge fra arbejdsgiveren eller kommunen i de 2 første uger af fraværsperioden ved sygdom eller dagpenge i anledning af graviditet, barsel eller adoption.

Varighedsbegrænsningen indtræder ved udløbet af den måned, i hvilken der under en sammenhængende sygeperiode eller flere adskilte sygeperioder er udbetalt dagpenge i 13 uger.

Hvis der tilkendes pension, eller den sygemeldte fylder 67 år i en løbende dagpengeperiode, og pågældende på dette tidspunkt har modtaget dagpenge i mere end 13 uger, standses udbetalingen fra og med dagen for anvisningen af pension eller fra den første i den måned, der følger efter fødselsmåneden.

Generhvervelse af dagpengeretten

Selvom retten til dagpenge er opbrugt efter de særlige regler for pensionister mv., har den pågældende ved ny sygemelding ret til dagpenge fra arbejdsgiveren eller kommunen i de første 2 uger af sygeperioden, hvis pågældende i mellemtiden har været arbejdsdygtig. En selvstændig erhvervsdrivende, der har tegnet frivillig sikring, har i denne situation ret til dagpenge i de første 2 uger af sygdomsperioden.

Kommunen kan kun yde dagpenge herudover, hvis den pågældende ikke længere er omfattet af 12-månedersreglen.

Hvis varighedsbegrænsningen er indtrådt efter en sammenhængende sygeperiode på mere end 13 uger, kræves det yderligere, at den pågældende godtgør at have været arbejdsdygtig i mindst 13 uger efter dagpengerettens ophør.

Dette må dokumenteres ved, at arbejde eller erhverv reelt er genoptaget. For lønmodtageres vedkommende kan dette bekræftes ved henvendelse til arbejdsgiveren.

Når varighedsbegrænsningen er indtrådt efter flere adskilte sygeperioder, har den sygemeldte på ny ret til dagpenge fra det tidspunkt, hvor denne ikke længere er omfattet af 12-månedersreglen, selvom vedkommende ikke har været arbejdsdygtig efter dagpengerettens ophør.

Udbetaling af dagpenge når der udbetales forskud på pension

130. Der er altid ret til dagpenge indtil udløbet af den måned, hvor der er udbetalt dagpenge i 13 uger. Pensionsforskuddet beregnes under hensyn til de udbetalte dagpenge.

Betingelsen for forlængelse af dagpengeretten for pensionister mfl.

131. Kommunen kan forlænge dagpengeperioden for personer under 70 år udover de 13 uger, når det efter en lægelig bedømmelse skønnes, at den pågældende inden for et kortere tidsrum, dog højst 26 uger, bliver arbejdsdygtig igen.

Kommunen træffer afgørelse om eventuel forlængelse af dagpengeretten forud for det tidspunkt, hvor varighedsbegrænsningen indtræder.

Afgørelsen om forlængelse af 13-ugersperioden eller afslag herpå meddeles på samme måde som ved varighedsbegrænsningen på 52 uger, jf. pkt. 127.

132. Som hovedregel bortfalder retten til dagpenge under ophold i udlandet.

Der gælder dog visse undtagelser, hvor dagpengeretten bevares.

a) Ferieophold o.l. i andre lande end EF- og Norden

Hvis en person bliver syg under ferieophold e.l., fx studieophold eller deltagelse i kursus i udlandet, kan der kun udbetales dagpenge fra den danske kommune, sålænge det af lægelige grunde skønnes nødvendigt at udsætte hjemrejsen. Dette må dokumenteres ved fyldestgørende lægeerklæring eller indlæggelsesseddel fra hospital/klinik med angivelse af diagnose, og af at der foreligger et sygdomstilfælde, der medfører fuld uarbejdsdygtighed.

Tilbagerejsen bør påbegyndes, selv om sygdommen fortsat er til stede, og selvom pågældende er under lægebehandling i udlandet, når den syges tilstand tillader det.

Dagpenge udbetales først efter hjemkomsten og løber fra det tidspunkt, hvor dagpengeretten efter de almindelige regler ville indtræde her i landet, dvs. fra den dag arbejde eller erhverv skulle have været genoptaget.

I tvivlstilfælde må kommunen snarest efter anmodningen om udbetaling af dagpenge indhente lægeerklæring hos patientens sædvanlige læge i Danmark. Dette vil især være af betydning, hvis den pågældende er fuldt arbejdsdygtig ved tilbagekomsten til Danmark og eventuelt tidligere har været sygemeldt i Danmark for samme lidelse.

b) Midlertidigt ophold herunder ferie- og rekreationsophold i EF og nordiske lande

Retten til danske syge- eller barseldagpenge bevares, såfremt de sædvanlige betingelser derfor er opfyldt, herunder fornøden lægelig kontrol.

c) Rekreationsophold i andre lande end EF og Norden

Det er en betingelse for udbetaling af sygedagpenge, at et rekreationsophold inden afrejsen er anbefalet af læge eller sygehus.

Ved rekreationsophold forstås et ophold, der enten tjener til, at patienten ved afslutningen af en sygdomsperiode kan genvinde sine kræfter (rekonvalecens), eller har et klart behandlingsmæssigt hovedformål. Der vil i almindelighed være tale om ophold, hvor patienten er underkastet fast lægetilsyn på et rekreationshjem, kuranstalt, sygehus eller tilsvarende behandlingsinstitution.

Uden for sådanne tilfælde vil der normalt ikke være ret til at få udbetalt dagpenge.

Disse retningslinier gælder også ved rekreationsophold på Færøerne eller i Grønland.

d) Sygebehandling i udlandet

Hvis en sygebehandling herunder rekreation i ganske særlige tilfælde ikke kan foretages her i landet, men i udlandet, bevares retten til dagpenge fra den danske kommune, når der foreligger tilladelse til en sådan behandling fra Sundhedsstyrelsen eller vedkommende sygehusmyndighed. Som eksempler herpå kan nævnes komplicerede transplantationer og operationer, behandling af eksemlidelser m.m.

Udbetaling

133. I de tilfælde, der er nævnt under pkt. 132 c) og d), kan kommunen efter anmodning sende dagpenge til opholdsstedet.

Under midlertidig ophold i andet EF-land, jf. pkt. 132 b), fremsendes ansøgning om udbetaling af dagpenge i form af den officielle EF-blanket E 115, og ydelsen sendes til den berettigede.

Udsendte arbejdstagere

134. a) Udsendte arbejdstagere er lønmodtagere, som af en arbejdsgiver med hjemsted her i landet udsendes til midlertidig beskæftigelse i udlandet herunder Færøerne eller Grønland for normalt ikke udover 12 måneder.

I sådanne tilfælde skal dagpenge ikke udbetales efter beskæftigelseslandets regler, men efter reglerne i den danske dagpengelov.

Det er en betingelse for udbetaling af dagpenge, at den pågældende lønmodtagers indtægt er skattepligtig her i landet, og denne betingelse anses for opfyldt, selv om der efter skatteretlige regler er indrømmet den pågældende skattefritagelse efter ligningslovens bestemmelser.

For ulandsfrivillige, som er udsendt af DANIDA, Mellemfolkeligt Samvirke eller anden tilsvarende organisation, gælder, at indtægten principielt er skattepligtig her i landet under udsendelsen, men indtægten er undtaget fra skattepligt ved særlig tekstanmærkning på finansloven.

b) Udsendelse til andet nordisk land.

En arbejdstager, som af sin arbejdsgiver (fx dansk) udsendes til beskæftigelse for arbejdsgiverens regning i indtil 12 måneder til andet nordisk land (fx Norge), har ret til dagpenge fra det land, hvor arbejdsgiverens virksomhed har sit hjemsted (Danmark).

Attestation for, at en udsendt arbejdstager er omfattet af dansk lovgivning, meddeles af Socialstyrelsen. Hertil benyttes blanket N 1.

Hvis den midlertidige beskæftigelse varer længere end påregnet og mere end 12 måneder, kan udsendelsestiden forlænges med de pågældende landes samtykke.

c) Udsendelse til andet EF-land.

Arbejdstagere, der udsendes af deres virksomhed for at arbejde i en anden medlemsstat for virksomhedens regning, kan forblive omfattet af udsenderstatens lovgivning. Tilsvarende regler finder anvendelse for selvstændige erhvervsdrivende, jf. EF-forordning nr. 1408/71. Tilladelse til at den udsendte er omfattet af dansk lovgiv-ning gives efter ansøgning af Socialstyrelsen.

d) Diplomater mv.

Personer, som af Udenrigsministeriet udsendes i diplomatisk eller konsulær tjeneste, herunder det tekniskadministrative personale, er omfattet af den danske dagpengelov, idet deres indtægt i tjenestemands- eller funktionærstilling principielt er skattepligtig her i landet.

Denne ret for diplomatisk personale har hjemmel i Wienerkonventionerne af 18. april 1961 og 24. april l963.

Tjenstgørende personale ved diplomatiske missioner og konsulater i et andet EF-land samt hjælpepersonale ved EF's institutioner kan vælge, om de vil være omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

Varig flytning til Danmark

135. Ved flytning fra et fremmed land herunder Færøerne, Grønland, et andet nordisk land eller et EF-land til Danmark, kan den indtægt, som den pågældende kan dokumentere at have haft i fraflytningslandet, medregnes ved opgørelsen at den indtægt, som danner grundlag for udbetaling af danske dagpenge. Det er en forudsætning, at der ikke for samme periode er ret til løn eller dagpenge fra fraflytningslandet.

Personale ved internationale organisationer i Danmark

En person, som er ansat i en international organisation eller institution, fx WHO og Unicef, som har bopæl her i landet, har ret til danske dagpenge. I et sådant tilfælde er indtægten formelt skattepligtig her i landet, men reelt fritaget for skattepligten, da lønnen er fastsat under hensyn til, at der ikke skal svares skat til opholdslandet (reduceret løn). Dagpenge beregnes da på grundlag af bruttolønnen incl. skattereduktion.

Varig flytning fra Danmark

136.

a) Til andet nordisk land.

Der er ret til syge- eller barseldagpenge efter tilflytningslandets regler, dog under hensyntagen til de ydelser, som er modtaget i fraflytningslandet, jf. art. 12, i den Nordiske Konvention om Social Tryghed. Der opstår ikke ret til dagpenge fra tilflytningslandet, hvis den pågældende efter flytningen bevarer ansættelse hos en dansk arbejdsgiver.

b) til andet EF-land.

En opnået ret til syge- eller barseldagpenge bevares efter danske regler, medmindre det godtgøres, at den pågældendes flytning må antages at kunne bringe dennes helbredstilstand i fare eller vanskeliggøre en gennemførelse af lægebehandlingen.

Dagpenge ved graviditet, barsel og adoption efter lovens kapitel 7 kan udbetales, selv om der først ansøges herom efter flytningen fra Danmark. Dette forudsætter dog, at pågældende under svangerskabet senest var omfattet af dansk lovgivning.

c) til Færøerne.

Ret til danske dagpenge bevares, indtil den pågældende opnår ret til dagpenge efter den færøske dagpengelov efter 6 ugers ophold på Færøerne, jf. bekg. § 3, stk. 1, nr. 3 b.

d) til Grønland

Ret til danske dagpenge bevares, jf. bekg. § 3, stk. 1, nr. 3 b.

e) til øvrige udland.

Retten til sygedagpenge ophører fra udgangen af flytteugen, med mindre der er indgået konvention eller særlig aftale med det pågældende land, som giver ret til fortsat dagpengeudbetaling efter flytning.

Retten til danske barseldagpenge bevares dog ved afgivelse af erklæring om ikke at ville påtage sig arbejde eller erhverv under resten af barselorlovsperioden.

Konventioner om social sikring med andre lande

137. Udover Den Nordiske Konvention og EF-forordningen har Danmark indgået overenskomst om social sikring, der omfatter dagpengeloven, med følgende lande:

Tyrkiet

Jugoslavien

Pakistan

Schweiz

Østrig

Marokko.

Administration af EF-reglerne om social sikring

138. Om administrationen af EF-reglerne om social sikring af vandrende arbejdstagere mfl. henvises til Sikringsstyrelsens vejledning af december 1986.

Dagpenge til søfarende

139. Søfarende, der er tjenstegørende på dansk skib, medmindre skibet udelukkende sejler mellem danske havne, får udbetalt dagpenge fra Søfartsstyrelsen/arbejdsgiveren.

Søfartsstyrelsen udbetaler dagpenge inden for de første 18 uger af fraværsperioden. Barseldagpenge kan dog udbetales i hele fraværsperioden.

Kommunen har i de første 18 uger kun pligt til at udbetale sygedagpenge til den søfarende, hvis pågældende er afmønstret forinden 1. fraværsdag.

Ved ophold her i landet eller ved ankomst her til landet overtages udbetalingen af dagpenge efter reglerne om barsel af den søfarendes bopælskommune.

Den søfarende, der har opbrugt retten til at få udbetalt dagpenge fra Søfartsstyrelsen, overgår til at få udbetalt dagpenge efter dagpengelovens almindelige regler, såfremt pågældende tager bopæl her i landet og iøvrigt opfylder betingelserne for at få udbetalt dagpenge efter dagpengeloven. Kravet om bopæl her i landet gælder ikke for søfarende, der er omfattet af EF-forordning. nr. 1408/71 og Nordisk Konvention, se iøvrigt bekendtgørelsen om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel.

140. Afgørelsen af, om der er ret til dagpenge træffes af kommunen. Det gælder både for retten til dagpenge fra en arbejdsgiver og for retten til dagpenge fra kommunen. Kommunens afgørelser kan indbringes for Dagpengeudvalget, hvis afgørelser en endelige.

Klage til Dagpengeudvalget skal indgives inden 4 uger efter klageren har modtaget kommunens afgørelse.

I forbindelse med afgørelsen må der gives dagpengemodtageren vejledning om klagemuligheden, herunder om fremgangsmåden ved indgivelse af klage og klagefrister. Der henvises til Socialministeriets bekg. nr. 122 af 28. marts 1985 om indsendelse af afgørelser truffet af det sociale udvalg/magistraten og regionale nævn inden for det sociale område og om genvurdering i forbindelse med klager (remonstration).

Klager over den måde en sag er blevet behandlet på, vil ofte være forbundet med en klage over afgørelsen om ret til en ydelse og den bør i så fald behandles af de sociale klageinstanser i forbindelse med behandlingen af klagen over afgørelsen.

En direkte klage over den måde, en sag er blevet behandlet på, rettes til den administrative ansvarlige ledelse i kommunen, typisk borgmesteren.

Ved uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter loven træf-fes afgørelsen af Den Sociale Ankestyrelse.

Socialstyrelsens afgørelser vedrørende den frivillige sikring og forsikring for private arbejdsgivere kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekg. § 47 og bekg. om forsikring for private arbejdsgivere, § 14.

Forskud

141. Hvis en arbejdsgiver helt eller delvis undlader at udbetale dagpenge til en lønmodtager i en periode, hvor arbejdsgiveren efter loven har pligt til at afholde udgiften til dagpenge under sygdom, skal kommunen træffe afgørelse, om lønmodtageren er berettiget til dagpenge fra arbejdsgiveren. Kommunen træffer sin afgørelse på grundlag af oplysninger fra parterne på blanket dp 206 A og blanket dp 207 A. Mener kommunen, at arbejdsgiveren har pligt til at betale, yder den forskud på dagpengene til lønmodtageren.

Kommunen skal underrette arbejdsgiveren om afgørelsen, og arbejdsgiveren har pligt til at refundere kommunen forskuddet 4 uger efter arbejdsgiveren har modtaget kommunens underretning.

Hvis kommunens afgørelse indbringes for Dagpengeudvalget, og udvalget træffer afgørelse om, at arbejdsgiveren er forpligtet til at udbetale dagpenge, skal forskuddet refunderes af arbejdsgiveren inden 4 uger efter, arbejdsgiveren har modtaget underretning om Dagpengeudvalgets afgørelse.

Det beløb, kommunen har udbetalt som forskud, kan inddrives hos arbejdsgiveren ved udlæg, uanset om der foreligger en afgørelse fra Dagpengeudvalget.

Udbetaling og administration

142. Dagpenge fra kommunen udbetales af den kommune, hvor dagpengemodtageren har sin bopæl på sygdomstidspunktet, dvs. af den kommune, hvor den pågældende er tilmeldt folkeregistret.

Der er ikke i dagpengeloven fastsat regler om ekspeditionsformer ved udbetaling af dagpenge fra kommunen.

Administrationen skal dog ske med behørig hensyntagen til den enkelte sygemeldte og de konkrete forhold, der i øvrigt måtte foreligge.

Dagpenge i forbindelse med flytning

143. Når dagpengemodtageren under en løbende dagpengeperiode flytter til en anden kommune, skal fraflytningskommunen betale og afholde dagpengebeløbet for hele den uge, i hvilken flytningen finder sted. Hvis fraflytningskommunen fortsætter dagpengeudbetalingen ud over flytteugen, fordi flyttedatoen først er blevet kendt på et senere tidspunkt, kan fraflytningskommunen ikke få refusion af tilflytningskommunen.

Hvis den pågældende får udbetalt løn under sygdom på tidspunktet for flytningen, og hvis arbejdsgiverens refusionskrav fremsættes på et senere tidspunkt, deles arbejdsgiverrefusionen mellem kommunerne med udløbet af flytteugen som skæringspunkt.

Reglen om, at dagpenge udbetales af den kommune, hvor dagpengemodtagen har sin bopæl og er tilmeldt folkeregistret, gælder dog ikke når der fx. er tale om grænsearbejdere, der er berettigede til dagpenge fra beskæftigelseslandet eller personer, der ikke er skattepligtige her i landet, jf. bekg. §§ 3-7, EF-forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, artikel 19 og 22, og den nordiske konvention, artikel 7,8, og 13. Den tidligere bopælskommune skal fortsat betale dagpengene efter flytningen under sygdom til en anden EF-stat (jf. EF-forordningens artikel 22, stk. 1,b).

Oplysningspligt

144. Regler om pligt til at afgive oplysninger til brug ved afgørelser om ret til dagpenge findes i lovens §§ 36, 37 og 38.

Den myndighed, der behandler en sag, kan kræve oplysninger fra arbejdsgivere, dagpengemodtageren, kommunalbestyrelser, skattevæsenet, sygehuse, klinikker, behandlende læger mv., herunder indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

En person, der modtager ydelser efter dagpengeloven, har pligt til at underrette arbejdsgiveren og kommunen om ændringer i de økonomiske forhold, der kan medføre ændringer eller bortfald af ydelserne.

Ved en lønmodtagers anmodning om dagpenge fra kommunen skal arbejdsgiveren eller en anerkendt arbejdsløshedskasse mfl. afgive erklæring om lønmodtagerens indtægts- og ansættelsesforhold (dp 200A, 201 og 200B).

Lønmodtageren skal dels bekræfte arbejdsgiverens /arbejdsløshedskassens erklæring om indtægtsforhold mv. dels give oplysning om årsagen til uarbejdsdygtigheden, samt om andre forhold af betydning for dagpengeretten, herunder om pågældende modtager social pension.

En selvstændig erhvervsdrivende skal afgive erklæring om årsagen til uarbejdsdygtigheden, og sine indtægtsforhold samt om andre forhold af betydning for retten til dagpenge, herunder om evt.

modtagelse af social pension.

Straffebestemmelser

145. Den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelser efter loven eller fortier oplysninger af betydning for sådanne afgørelser, kan straffes med bøde eller hæfte, medmindre strengere straf kan idømmes efter den borgerlige straffelov.

Dagpengemodtageren kan endvidere straffes med bøde, hvis pågældende undlader at efterkomme et krav om oplysninger fra den myndighed, der behandler sagen.

Arbejdsgiveren kan straffes med bøde, når denne uden rimelig begrundelse undlader at udbetale dagpenge, dvs. når private arbejdsgivere undlader at udbetale dagpenge i de 2 første uger af en fraværsperiode på grund af sygdom, mens det for offentlige arbejdsgivere gælder i hele fraværsperioden ved sygdom.

En arbejdsgiver kan endvidere straffes med bøde, når vedkommende undlader at efterkomme et krav om oplysninger fra den myndighed, der behandler en sag.

Bestemmelserne om urigtige eller vildledende oplysninger og fortielse heraf omfatter også udfyldelse af dagpengeordningens blanketter.

Tilbagebetaling, modregning, regres

146. Undladelse af at give oplysninger, der er nævnt under pkt.

144, medfører krav på tilbagebetaling af det dagpengebeløb, der er modtaget med urette. Det samme gælder, hvis der iøvrigt mod bedre vidende er modtaget ydelser efter loven.

Kommunens krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt i dagpenge eller i refusion til en arbejdsgiver kan modregnes i ydelser, der tilkommer den pågældende efter dagpengeloven, i delpension og i social pension.

Hvis kommunen har udbetalt dagpenge under sygefravær, der skyldes ulykke eller tilskadekomst, hvor der fastslås et erstatningsansvar, kan dagpengeudgiften søges dækket af skadevolderen eller dennes forsikringsselskab. Om kravet vil blive anerkendt beror på domstolenes afgørelse, jf. herved § 17, stk. 1 i lov nr. 228 af 23. maj 1984 om erstatningsansvar.

Inddrivelse, politianmeldelse

147. Uretmæssigt modtagne dagpenge og refusion kan inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter, mv. bl.a. ved tilbageholdelse i løn.

I bedrageritilfælde kan der blive tale om politianmeldelse og tiltale efter den borgerlige straffelov. Der bør altid i åbenbare bedrageritilfælde ske politianmeldelse, således at det bliver anklagemyndigheden og domstolene, der træffer afgørelse om den strafferetlige reaktion.

I overvejelserne, om der skal indgives anmeldelse, bør der indgå en nøjere vurdering af forholdene og motiverne i det enkelte bedrageritilfælde. Politianmeldelse vil fx ofte kunne undlades, når besvigelserne kun angår dagpenge for enkelte dage, evt. op til en uge, eller det samlede beløb, den pågældende ikke har haft ret til, ikke væsentligt overstiger det maksimale dagpengebeløb pr. uge. Der kan lægges vægt på, om der er tale om eengangs- eller gentagelsestiltilfælde.

Hvis kommunen finder, at et dagpengebedrageri bør anmeldes til politiet, bør kommunen også give så udførlige oplysninger som muligt om den pågældendes forhold i øvrigt, således at alle rimelige sociale hensyn kan medinddrages i politiets overvejelser af sagen.

Retsforfølgning mod krav på dagpenge

148. Krav på ydelser efter loven kan ikke gøres til genstand for arrest, eksekution eller anden retsforfølgning. Denne beskyttelse bortfalder dog, når der er forløbet 3 måneder fra den dag, hvor dagpengene kunne kræves udbetalt. På samme måde som når dagpengene er udbetalt, nyder de efter dette tidspunkt ikke større retsbeskyttelse end anden formue.

Forbuddet mod retsforfølgning i kravet på dagpengene begrænser mulighederne for modregning i tilfælde, hvor de to krav er led i samme mellemværende, og betingelserne for modregning i øvrigt er opfyldt.

Finansiering

149. Udgifter til dagpenge afholdes af private arbejdsgivere i de 2 første uger af fraværsperioden ved sygdom og af offentlige arbejdsgivere i hele fraværsperioden ved sygdom. De øvrige udgifter til dagpenge afholdes af dagpengemodtagerens bopælskommune.

Staten refunderer 75 pct. af kommunens samlede udgifter. Ved forsikringsordningen for mindre arbejdsgiveren dækker staten 50% af udgifterne og ved den frivillige sikring for selvstændige erhvervsdrivende 60% af udgifterne.

150. Ved fravær på grund af sygdom finder den nye lov således anvendelse på sygdomstilfælde, hvor første hele fraværsdag er den 2. april 1990 eller senere.

For personer, der har flere beskæftigelsesforhold, er det det først indtrådte fravær, der er afgørende for om, det er den nye eller gamle lov, der skal anvendes. Hvis sygefraværet i det ene beskæftigelsesforhold indtræder den 1. april 1990 og i et andet beskæftigelsesforhold eller ved selvstændig erhvervsvirksomhed den 2. april 1990 eller senere, finder den hidtil gældende lov anvendelse også i relation til det/de beskæftigelsesforhold, hvor første sygedag indtræffer efter lovens ikrafttræden.

Fravær på grund af barsel eller adoption

151. Ved fravær på grund af barsel eller adoption gælder den nye lov, når fødslen eller modtagelsen af barnet finder sted den 2. april 1990 eller senere. For at hindre en nedgang i en løbende udbetaling har personer, der ved lovens ikrafttræden har ret til at modtage dagpenge før fødslen under fravær på grund af graviditet, i den resterende del af fraværsperioden ret til at modtage mindst samme beløb pr. uge, som i tiden før lovens ikrafttræden.

Dagpengemodtageren kan deltage i fritidsundervisning af begrænset omfang, uden at retten til barseldagpenge bortfalder af den grund. Om deltagelse i undervisning og lignende af begrænset varighed og med erhvervsmæssigt formål mod at barseldagpengene for den/de pågældende dag(e) bortfalder, se bekg. §§ 15-16. Da der er tale om lempelser i forhold til de hidtil gældende regler, gælder reglerne også for de personer, der har født eller adopteret før lovens ikrafttræden.

Varighedsbegrænsning

152. Som følge af den nedsættelse af den almindelige varighedsbegrænsning, der er sket efter lovens § 22, er der indført overgangsordninger, således at der ikke i en længere periode efter lovens ikrafttræden skal gælde forskellige regler med hensyn til den periode, hvori der kan udbetales dagpenge.

For sygdomstilfælde, der er indtrådt den 1. oktober 1989 eller senere, finder lovens § 22 anvendelse. Ved optællingen til varighedsbegrænsningen medregnes for perioder, der ligger før den 2. april 1990, kun de dage, der efter de hidtil gældende regler blev medregnet ved varighedsbegrænsningen, dvs. at de første 3 henholdsvis 13 uger ikke medregnes.

For sygdomstilfælde, der er indtrådt før den 1. oktober 1989 ophører dagpengeretten senest den 30. september 1990, såfremt betingelserne i lovens § 22 i øvrigt er opfyldt, dvs. at der på dette tidspunkt er ydet dagpenge for mere end 52 uger - udover de første 2 uger - indenfor de seneste 18 måneder.

Eksempel

Første fraværsdag den 26. september 1988.

Raskmelding den 24. september 1989. Der er da udbetalt dagpenge i 13 uger + 39 uger. Pågældende er på ny sygemeldt fra den 2. oktober 1989. Kommunen udbetaler dagpenge fra den 1. januar 1990.

Dagpengeudbetaling ophører den 30. april 1990, idet der på dette tidspunkt er udbetalt dagpenge i mere end 52 uger, og det seneste sygdomstilfælde er indtrådt efter den 1. oktober 1989.

Dagpengeperioden kan også efter overgangsreglerne forlænges, jf. lovens § 22, stk. 2. Kommunerne bør i forbindelse med overgangsreglerne anvende en lempelig fortolkning med hensyn til forlængelsesmulighederne.

Beskæftigelseskrav

153. Ved vurderingen af, om beskæftigelseskravene efter loven §§ 3, 4, 10, stk. 2, og 17 er opfyldt, skal der også tages hensyn til beskæftigelse, der ligger forud for lovens ikrafttræden.

Den frivillige sikring

154. For personer, der tilmelder sig den frivillige sikring efter lovens kapitel 8 i indtil 3 måneder efter lovens ikrafttræden, indtræder retten til dagpenge 3 måneder efter anmodningen om optagelse i forsikringsordningen er modtaget i Socialstyrelsen.

Der vil - som en overgangsordning - således kun være en ventetid på 3 måneder, hvorimod der for selvstændige erhvervsdrivende, der tilmelder sig forsikringsordningen, og som ikke omfattes af overgangsordningen, er en ventetid på 6 måneder, således at retten til dagpenge i medfør af den frivillige sikring indtræder 6 måneder efter anmodning om optagelse i ordningen.

Klageregler

155. Efter loven træffer kommunen afgørelser om retten til dagpenge. Kommunens afgørelser kan indbringes for Dagpengeudvalget, som vil blive suppleret med et kommunalt udpeget medlem. Alle afgørelser, som kommunen træffer efter den nye lov, skal således indbringes for Dagpengeudvalget, uanset om afgørelserne vedrører den periode, hvori arbejdsgiverne skal betale dagpenge, eller det drejer sig om dagpenge fra kommunen.

Afgørelser vedrørende fravær, hvor første fraværsdag er før lovens ikrafttræden afgøres efter de hidtil gældende regler, dvs. en klage skal kun indbringes for Dagpengeudvalget, hvis der er tale om dagpenge ved sygdom i arbejdsgiverperioden. I øvrige tilfælde skal klagen indbringes for amtsankenævet efter de almindeligt gældende regler.

Bilag 1 (* 1)

Lov nr. 852 af 20. december 1989 om dagpenge ved sygdom eller fødsel

Bilag 2 (* 1)

Bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990 om dagpenge ved sygdom eller

fødsel

Bilag 3 (* 1)

Bekendtgørelse nr. 150 af 3. marts 1990 om forsikring for private

arbejdsgivere

Versioner

  1. 1990-03-22 · til 1994-11-16