Orientering om ændring af regler om familieydelser og børnetilskud i afsnit III, kap. 7 i EF-forordning nr. 1408/71
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/65@1990-03-25/da
Indhold
Ved rådets forordning nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 ændres afsnit III, kap. 7 i EF-forordning nr. 1408/71 samt bestemmelserne i forordning nr. 574/72 om gennemførelse heraf.
Ændringen er offentliggjort i EF-Tidende, nr. L. 331 den 16. november 1989 og anvendes med virkning fra 15. januar 1986.
Ændringerne vedrører: 1. Selvstændige erhvervsdrivende. 2. Personer omfattet af fransk lovgivning.
1. SELVSTÆNDIGE ERHVERVSDRIVENDE
Art. 73 og 74 i forordning nr. 1408/71, som hidtil kun har været gældende for arbejdstagere, er nu ved forordningsændringen udvidet til også at omfatte selvstændige erhvervsdrivende. Som følge heraf er også gennemførelsesforordning nr. 574/72 ændret (art. 86 og 88). Det betyder bl.a., at en selvstændig erhvervsdrivende med virksomhed her i landet har ret til at få børnefamilieydelse og børnetilskud fra Danmark til børn, som ikke bor her i landet. Der anvendes samme EF-standardblanketter for selvstændige erhvervsdrivende, som hidtil er blevet anvendt for arbejdstagere.
Sikringstyrelsens vejledning af december 1986 om EF-reglerne om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl., punkterne 40-42 omfatter nu også selvstændige erhvervsdrivende. Selvstændige er således også i pkt. 34 i Sikringsstyrelsens vejledning af 28. december 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag ligestillet med arbejdstagere.
Som selvstændige erhvervsdrivende anses enhver person, der efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel har ret til dagpenge på grundlag af anden indtægt end lønindtægt, jfr. forordningens bilag I,I,B.
Nærmere regler om, hvorledes kommunerne skal forholde sig med hensyn til efterbetaling af børnetilskud til børn af selvstændige i tiden fra 15. januar 1986 til 1. april 1990, vil blive udsendt senere.
2. PERSONER OMFATTET AF FRANSK LOVGIVNING
Frankrig har hidtil haft en særstilling efter afsnit III, kap. 7 i forordning nr. 1408/71. Ved en dom, afsagt den 15. januar 1986 af EF-domstolen, blev særordningen erklæret ugyldig. Frankrigs særstilling er derfor ved ændringsforordningen ophævet med virkning fra 15. januar 1986. Som følge heraf skal systemet i forordningens tidligere art. 73, stk. 1, og 74, stk. 1, også gælde for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er omfattet af fransk lovgivning. Også gennemførelsesforordning nr. 574/72 er ændret således, at art. 86 og art. 88 nu også finder anvendelse for personer, der er omfattet af fransk lovgivning.
Den administrative Kommission har som en overgangsordning besluttet, at de hidtil gældende bestemmelser i EF-forordning nr. 1408/71 art. 73, stk. 2, 74, stk. 2 og 75, stk.2 samt bestemmelserne i EF- forordning nr. 574/72 art. 10a, stk. 2, 87, 89 og 98 skal finde anvendelse indtil 31. marts 1990. Se herom i Sikringsstyrelsens vejledning af december 1986 om EF-reglerne om social sikring af vandrende arbejdstagere m. fl. punkt 41.b.
Fra 1. april 1990 vil arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er omfattet af fransk lovgivning, og hvis børn er bosat i en anden medlemsstat, efter anmodning få udbetalt familieydelser direkte fra den franske komperente institution.
Kommunens refusionskrav for udbetalt børnefamilieydelse og børnetilskud i perioden 15. januar 1986 til 31. marts 1990 kan fremsættes over for Socialstyrelsen. Krav, der ikke er modtaget i den franske institition inden 1. april 1992, vil efter fransk lovgivning blive betragtet som forældede og vil ikke blive dækket.
Med venlig hilsen
Anni Banke