Gelex

Vejledning om fastsættelse af tiden for konfirmationsforberedelsen (Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolebestyrelser og skoleledere)

OphævetVersion 1990-01-11fra 1990-01-23 til 2009-11-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/7@1990-01-11/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Lov nr. 348 af 24. maj 1989 om ændring af folkeskoleloven

(Forenkling af styrelsesregler m.v.) har medført ændringer af

bestemmelserne i folkeskolelovens § 45, stk. 1, om fastsættelse af

tiden for konfirmationsforberedelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 438

af 20. juni 1989.

I denne anledning skal man efter forhandling med Kirkeministeriet meddele følgende vejledning, der indholder de nødvendige ajourføringer i forhold til den hidtidige vejledning af 7. december 1977 om fastsættelse af tiden for konfirmationsforberedelsen.

1. Det følger af folkeskolelovens § 45, at konfirmationsforberedelsen ikke imod præsternes ønske kan henlægges til tiden efter normal skoletids ophør eller til andre ugedage end dem, hvor der finder almindelig undervisning sted.

Skolernes undervisningstid fastsættes af de kommunale skolemyndigheder. Det kan dog oplyses, at undervisningstiden på 7. klassetrin med maksimalt 7 lektioner dagligt som regel vil strække sig fra kl. 8.00 til omkring kl. 14.40. På 8. klassetrin kan undervisningen omfatte op til 8 daglige lektioner, og det vil ikke sjældent forekomme, at undervisningen på nogle af ugens dage først afsluttes omkring kl. 15.30.

2. Ifølge folkeskolelovens § 45, stk. 2, skal der sikres konfirmationsforberedelsen den nødvendige tid inden for de rammer, der i lovens § 14, stk. 3, er fastsat for elevernes daglige undervisningstid. De timer, hvor eleverne går til konfirmationsforberedelse, indgår således i timetallet, og elevernes samlede undervisningstid de pågældende dage incl. konfirmationsforberedelsen må derfor ikke overstige 7 timer på 7. klassetrin og 8 timer på 8. klassetrin. Dette gælder dog ikke for elever, der går til konfirmationsforberedelse på andre klassetrin end efter den normale ordning ved skolen, og det kan heller ikke antages at gælde i tilfælde, hvor konfirmationsforberedelsen efter præstens ønske henlægges til tiden efter kl. 15.30 på 7. klassetrin og kl. 16.00 på 8. klassetrin. I sidstnævnte tilfælde skal man dog henstille, at undervisningen i skolen og konfirmationsforberedelsen tilrettelægges på en sådan måde, at elevernes samlede undervisningstid de pågældende dage ikke kommer til at overstige 8 timer.

3. Det er overladt til præsterne at træffe bestemmelse om, på hvilket klassetrin forberedelsen normalt skal foregå, samt om forberedelsens fordeling inden for skoleåret. Det påhviler præsterne at sende meddelelse herom til kommunalbestyrelsen senest den 1. februar i det forudgående skoleår, såfremt den hidtil gældende ordning ønskes ændret.

4. Efter folkeskolelovens § 45, stk. 1, 1. pkt. fastsættes tiden for konfirmationsforberedelsen ved forhandling mellem kommunalbestyrelsen og præsterne i kommunen. Kommunalbestyrelsen vil kunne overlade forhandlingerne til en repræsentant for skoleforvaltningen.

Forhandlingen om fastsættelse af tiden for konfirmationsforberedelsen tager alene sigte på at fastlægge, på hvilke tidspunkter i forhold til det ugentlige skema for skoleundervisningen konfirmationsforberedelsen skal foregå, herunder om undervisningen skal gives i 2 sammenhængede lektioner een gang ugentlig eller i 1 lektion to gange ugentlig. Der bør under forhandlingerne tages hensyn til de vanskeligheder for præsternes medvirken ved kirkelige handlinger, som en placering af konfirmationsforberedelsen om eftermiddagen kan medføre. Det må endvidere tages i betragtning, at eleverne på det pågældende klassetrin skal have mulighed for at deltage i konfirmationsforberedelsen efter den fastlagte ordning uden at forsømme skolens undervisning.

5. Hvis der ved forhandlingen om tidspunkterne ikke kan opnås enighed mellem præsterne og kommunalbestyrelsen, træffes afgørelsen, som det fremgår af folkeskolelovens § 45, stk. 1, 2. pkt., af kommunalbestyrelsen efter forhandling med meninghedsrådene for de sogne (kirkedistrikter), hvis præster berøres af ordningen.

Forhandlingen mellem kommunalbestyrelsen og menighedsrådene kan foregå mundtligt eller skriftligt. Under hensyn til formålet med den nævnte lovbestemmelse skal man henstille, at sagen behandles af den samlede kommunalbestyrelse, og at kommunalbestyrelsens medlemmer under alle omstændigheder gøres bekendt med de af menighedsrådene fremførte synspunkter. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

6. I de tilfælde, hvor et konfirmationshold omfatter elever fra een skole, har kommunalbestyrelsen mulighed for helt eller delvis at delegere sine beføjelser i henhold til folkeskolelovens § 45, stk. 1, til skolebestyrelsen, jf. folkeskolelovens § 39 a, stk. 4.

Kommunalbestyrelsen kan således delegere beføjelsen til at forhandle med præsterne, jf.§ 45, stk. 1, 1. pkt., til skolebestyrelsen. Forhandlingerne foregår i så fald mellem den eller de stedlige præster og skolebestyrelsen. Skolebestyrelsen kan overlade forhandlingerne til skolelederen. Det ovenfor under pkt. 4, 2. afsnit, anførte gælder også for disse forhandlinger. Kan der ikke opnås enighed mellem parterne, træffes afgørelsen i henhold til folkeskolelovens § 45, stk. 1, 2. pkt., af kommunalbestyrelsen efter forhandling med vedkommende menighedsråd. Forhandlingerne foregår på grundlag af et referat af de tidligere forhandlinger mellem den eller de stedlige præster og skolebestyrelserne.

Kommunalbestyrelsen har tillige mulighed for eventuelt at delegere sin beføjelse til, efter forhandling med vedkommende menighedsråd, at træffe afgørelse om tiden for konfirmationsforberedelsen, jf. folkeskolelovens § 45, stk. 1, 2. pkt., til skolebestyrelsen. I så tilfælde kan klage over skolebestyrelsens afgørelse i henhold til lovens § 43 a, stk. 1, inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse indbringes for kommunalbestyrelsen.

7. Af hensyn til den planmæssige gennemførelse af konfirmationsforberedelsen bør skolerne for de klassers vedkommende, hvis elever går til konfirmationsforberedelse, undlade at henlægge ekskursioner, virksomhedsbesøg, idrætsarrangementer og lignende til de dage, på hvilke konfirmationsforberedelsen foregår. Hvor dette ganske undtagelsesvis ikke kan undgås, bør skolen give meddelelse herom til den pågældende præst.

8. Ifølge folkeskolelovens § 4, stk. 1, nr. 2, omfatter undervisningen i den 9-årige grundskole kristendomskundskab på alle klassetrin undtagen 7. eller 8. klassetrin. Afgørelsen af, om undervisningen i kristendomskundskab placeres på enten 7. eller 8. klassetrin træffes af kommunalbestyrelsen i forbindelse med fastsættelse af rammerne for undervisningens ordning, jf. folkeskolelovens § 39 a, stk. 2, nr. 4. Afgørelsen kan dog være overladt til skolebestyrelsen, der fastsætter principper for undervisningens ordning inden for de af kommunalbestyrelsen fastlagte rammer, jf. bestemmelsen i folkeskolelovens § 39 e, stk. 2, nr. 1. Det bør tilsigtes, at der ikke placeres undervisning i kristendomskundskab på det klassetrin, hvor eleverne ved den pågældende skole normalt forberedes til konfirmation, jf. pkt. 3. Det er dog ikke efter loven udelukket at placere kristendomsundervisningen på samme klassetrin.

9. Uddrag af anordning nr. 744 af 2. december 1989 om konfirmation (§ 6-10) medfølger som bilag til denne vejledning.

10. Vejledning nr. 252 af 7. december 1977 om fastsættelse af tiden for konfirmationsforberedelsen bortfalder.

Underskrift 1

Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 11. januar 1990 P.M.V. Holger Knudsen / Stig Andersen

Versioner

  1. 1990-01-11 · til 2009-11-24