Vejledende retningslinier for anerkendelse af erhvervssygdommen sukker- og melcaries
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1990/80@1990-03-28/da
Indhold
Sukker- og melcaries blev optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen i 1986, jf. Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 276 af 23. maj 1986 §1 G.
I Sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 20. januar 1989 ændredes ordlyden, idet anerkendelsesbetingelserne blev skærpet svarende til de indtil da indhøstede administrative erfaringer siden 1986.
Bestemmelsen har nu følgende ordlyd (§2 G):
"Sukker- og melcaries lokaliseret især på fortændernes facial-flader (forflader). Denne caries skal være udviklet efter mindst 5 års sammenhængende arbejde i sukker- og melbranchen, og lidelsen skal være dokumenteret senest ved arbejdsophør i branchen."
Hertil knytter erhvervssygdomsfortegnelsen følgende bemærkning vedr. risikoområder: "Mel- og brødfabrikker, kiks- og vaffelfabrikker, chokoladefabrikker, bagerier og lignende."
Med hjemmel i arbejdsskadeforsikringslovens §10, stk. 1 er der i fortegnelsens §2 G ikke alene nævnt en bestemt lidelse (sukker- og melcaries), men der er tillige knyttet særlige vilkår for en anerkendelse af det enkelte tilfælde med hensyn til patientens art af beskæftigelse og varigheden heraf samt et særligt dokumentationskrav, hvis pågældende er ophørt i den risikobetonede branche, hvor han har været eksponeret.
Herudover gælder selvsagt fortegnelsens almindelige anerkendelsesbetingelser i bekendtgørelsens §1 med hensyn til generel sammenhæng i styrke, tid og omfang mellem sygdommen som sådan og det konkrete sygdomsbillede hos patienten. Er disse generelle betingelser opfyldt, gælder den særlige bevisbyrderegel i bekendtgørelsens §2, hvorefter fortegnelsens sygdomme berettiger til anerkendelse som erhvervssygdomme, når de særlige betingelser vedr. sukker- og melcaries er opfyldt, medmindre der er oplyst forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.
De "RETLIGE" betingelser for anerkendelse af sukker- og melcaries er:
1. Vedkommende skal være eller have været beskæftiget i en "risikobranche",
2. Sukker- og melcarieslidelsen skal have udviklet sig efter mindst 5 års sammenhængende beskæftigelse i sukker- og mel branchen.
Er disse to særlige betingelser opfyldt, gælder herudover den betingelse, at
3. hvis vedkommendes beskæftigelse i sukker- og melbranchen er ophørt, skal lidelsen være dokumenteret senest ved arbejdsophør i branchen.
"LÆGELIGT" er anerkendelsesbetingelserne:
1. Der skal være tale om sukker- og melcaries, og
2. denne lidelse skal være lokaliseret især (men ikke udelukkende) på fortændernes facialflader (forflader).
Nærmere om de "RETLIGE" BETINGELSER:
Ad 1. Bekendtgørelsen opregner en række risikoområder: mel- og brødfabrikker, kiks- og vaffelfabrikker, chokoladefabrikker, bagerier o.l.
Listen er således ikke udtømmende, men nævner de vigtigste risikovirksomheder.
Bekendtgørelsen opregner ikke nærmere, hvilke beskæftigelser i branchen der godtages som særlige risiko-ansættelser. Kravet om mindst 5 års beskæftigelse i branchen er opstillet udfra en vurdering af risikoen ved fuldtidsansættelse i selve produktionsleddet. Er der tale om ansættelse i branchen, men udenfor produktionsleddet, f.eks. som chauffør, ekspedient m.v., foretager Styrelsen efter praksis et skøn over, om en skadelig eksposition overhovedet forekommer eller, hvor meget længere en periode end 5 sammenhængende år der må kræves, for at ekspositionen kan antages at svare til 5 år i produktionsleddet. Også ved blandet beskæftigelse dels i produktionsleddet dels udenfor lægges der vægt på ekspositionsoplysninger.
Hvor Styrelsen skønner det rimeligt, indhentes gennem Arbejdstilsynet målinger vedrørende mel- og sukkerstøv på arbejdspladsen. Grænseværdien for mel- og sukkerstøv findes i Arbejdstilsynets liste over hygiejniske grænseværdier under rubrikken organisk støv, og grænseværdien er 5 mg/m og kan være vejledende for Styrelsen for dets skøn over ekspositionens omfang.
Ad 2.
Kravet om sammenhængende 5 års beskæftigelse i branchen indebærer, at er sådan ansættelse påbegyndt for mindre end 5 år siden, ophørt på et tidspunkt før anmeldelsen uden at have varet i 5 sammenhængende år, eller fortsat bestående, men med sådanne afbrydelser i ansættelserne i branchen, at der på intet tidspunkt har været mindst 5 års sammenhængende beskæftigelse i branchen, er tilfældet til afvisning som ikke omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen.
Betingelsen om mindst 5 års beskæftigelse i branchen må også antages at svigte, hvis vedkommende på grund af anden lidelse eller betydelige arbejdsløshedsperioder i branchen eller væsentlige mellemliggende beskæftigelser ved andet arbejde inden for de 5 år ikke har været eksponeret.
Iøvrigt kan 5 års beskæftigelseskravet i branchen være uopfyldt, hvis vedkommende i en del af den relevante årrække ikke har været omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven overhovedet, f.eks. på grund af selvstændig erhvervsvirksomhed som bager eller konditor.
Er anerkendelsesbetingelserne iøvrigt tilstede, herunder 5 års beskæftigelseskravet som ansat opfyldt, kan en periode som selvstændig erhvervsdrivende i branchen betyde et fradrag i tandbehandlingsudgifterne, i det omfang, ekspositionen er fortsat i perioden som selvstændig, evt. at lidelsen må helt afvises som erhvervssygdom.
Ad 3.
Er vedkommende ophørt i "risiko-branchen", er det en anerkendelsesbetingelse, at han - gennem tandlægeerklæringer - eller specificerede tandlægekvitteringer kan dokumentere, hvorledes hans sukker- og melcaries-lidelses tilstand var ved arbejdsophøret. Derved kan Arbejdsskadestyrelsen sondre mellem cariesbilledet, da ekspositionen ophørte, og cariesbilledet idag, med henblik på en delvis betaling af aktuel eller tidligere tandbehandling hidrørende fra den periode, hvor vedkommende var ansat i branchen.
DE "LÆGELIGE" BETINGELSER FOR ANERKENDELSE
To forhold er her afgørende:
- Diagnosen og eventuelle konkurrerende årsager til caries.
1. DIAGNOSEN:
Tandlidelsen skal efter Arbejdsskadestyrelsens opfattelse kunne diagnostiseres som sukker- og melcaries.
Omfatter et aktuelt tandbehandlingsforslag således tandlidelser, som er erhvervssygdommen sukker- og melcaries uvedkommende, undtages den anslåede patientandel ved sådan behandling fra et muligt betalingstilsagn i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Er diagnosen sukker- og melcaries stillet af den anmeldende tandlæge, kommer for Arbejdsskadestyrelsen også de generelle anerkendelsesbetingelser, jf. bekendtgørelsens §1, i betragtning. Er der således tale om et atypisk cariesbillede, der ikke frembyder elementer, der tyder på nogen arbejdsbetinget eksposition af betydning for udviklingen af tændernes tilstand, afvises sagen.
I Arbejdsskadestyrelsens vurdering i samråd med sin tandlægelige konsulent af, om der foreligger sukker- og melcaries, indgår følgende elementer:
a. Lokalisationen af caries-angrebene.
b. Mængden af caries-angreb og progressionen (dvs. hvor hurtigt lidelsen er skredet frem til nuværende niveau).
c. Følgetilstande.
d. Øvrige tandstatus.
a. VEDR. LOKALISATIONEN:
Her gælder, at caries - eller fyldninger efter tidligere cariesangreb - skal være lokaliseret især på fortændernes facialflader (forflader). Men også caries på de øvrige tænders glatfalder facialt (= forflader) og lingualt (= ind mod tungen) indgår i vurderingen. Erhvervssygdomsbekendtgørelsens ordvalg om, at det, der anerkendes, er "sukker- og melcaries lokaliseret især på fortændernes facialflader", udelukker ikke i sig selv en anerkendelse af sukker- og melcaries på tændernes glatflader iøvrigt. Lidelsen kan efter omstændighederne også udvikle sig som nævnt på tandfladerne ind mod nabotænderne, i mellemrummene mellem tænderne og på tyggefladerne.
b. VEDR. MÆNGDEN AF CARIES, ALDER OG PROGRESSION:
Cariesmængden vil i risikogruppen - sammenholdt med patientens alder - ligge over gennemsnitsbefolkningens. Dette gælder såvel ANTALLET af caries-angreb (fyldninger) som disses OMFANG. Også progressionen (hvor hurtigt lidelsen er blevet forværret) spiller en rolle for vurderingen. Mange "huller" i tænderne i ung alder og store omfattende "huller" og en hurtigere caries-udvikling end forventet taler - alt andet lige - FOR en anerkendelse.
Arbejdsskadestyrelsen indhenter tandlægeerklæringer BÅDE i form af udtalelser og journaloplysninger fra tidligere og nuværende tandlæger om tandstatus gennem den aktuelle periode OG foranlediger undertiden tillige patienten indkaldt til klinisk undersøgelse hos specialtandlæge - evt. suppleret med røntgenoptagelser - til klarlæggelse af arbejdsskadesagen.
I den forbindelse retter Styrelsen efter omstændighederne også henvendelse til den kommunale børnetandpleje om daværende tandstatus. Styrelsen kan herved få konstateret tandstatus forud for den erhvervsmæssige eksposition.
c. og d. VEDR. FØLGETILSTANDE OG ØVRIGE TANDSTATUS:
Også følgetilstande som f.eks. rodbehandlede tænder og den generelle tandstatus - og her især tandtabet, d.v.s. antallet af udtrukne tænder - indgår i vurderingen af anerkendelsesspørgsmålet af carieslidelsen som arbejdsbetinget.
2. OM DELVIS ANERKENDELSE VED KONKURRERENDE ÅRSAGER ("FORBEHOLD"):
Carieslidelser som sådanne er særdeles almindelige i gennemsnitsbefolkningen. Derfor opstår naturligt - udover problemer omkring diagnostiseringen af sukker- og melcaries - herudover spørgsmålet om eventuel fradrag ("forbehold") for caries, som må antages at skyldes utilstrækkelig mundhygiejne og således være patientens arbejde uvedkommende.
Mundhygiejnen vurderes af Styrelsen dels udfra plaqueforekomst (tandbelægninger) dels ved forekomst af gingvitis (tandkødsbetændelse). Den parodontale status (kæbeknoglens tilstand) indgår også i vurderingen af eventuel mangelfuld mundhygiejne.
Om dette spørgsmål har Arbejdsskadestyrelsen - hvilket er tiltrådt af Den sociale Ankestyrelse - indtaget det standpunkt, at der kun i begrænset omfang bør tages forbehold for insufficient mundhygiejne, medmindre der er tale om særdeles utilstrækkelig daglig tandhygiejne. Dermed må sidestilles langvarige perioder uden tandeftersyn. Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen er her af den opfattelse, at der ikke kan stilles krav om mundhygiejne, der er bedre, end det ses hos gennemsnitsbefolkningen.
YDELSER FOR TANDBEHANDLING EFTER §25.
Arbejdsskadestyrelsen fastsætter, jf. arbejdsskadeforsikringslovens §10, stk 4, som altovervejende hovedregel SKADEDATOEN svarende til måneden for anmeldelsen til Styrelsen, jf. §10, stk. 4, nr. 2.
Efter denne bestemmelse kan Styrelsen fastsætte skadedatoen til det tidspunkt, hvor pågældende af en læge - her tandlæge - er blevet gjort bekendt med, at lidelsen må antages at være arbejdsbetinget.
Dette anses ikke af Arbejdsskadestyrelsen - hvilket er tiltrådt af Den sociale Ankestyrelse - efter omstændighederne at være til hinder for, at også dokumenterede tandbehandlingsudgifter udført FØR skadedatoen samt nutidige tandbehandlingsudgifter for ikke-behandlet men tidligere opstået sukker- og melcaries kan afholdes efter arbejdsskadeforsikringslovens §25. Det forudsættes selvsagt derved, at erhvervssygdomsbekendtgørelsens anerkendelsesbetingelser iøvrigt er opfyldt, herunder navnlig femårskravet og dokumentationskravet.
Som det også iøvrigt gælder med hensyn til eventuel betaling efter arbejdsskadeforsikringslovens §25, bør behandling ikke påbegyndes, før bevilling fra Arbejdsskadestyrelsen foreligger. "Efterbevilling" vil dog også for så vidt angår tandlidelsers behandling blive givet, hvis en rettidig ansøgning ville have medført, at det var blevet pålagt forsikringsselskabet at afholde behandlingsudgifterne. I princippet hæfter dog patienten overfor tandlægen for behandling iværksat uden bevilling fra Arbejdsskadestyrelsen. Efterfølgende kan der da eventuelt blive tale om at refundere skadelidte behandlingsudgiften, hvis anerkendelsesbetingelserne er opfyldt.
Et betalingstilsagn fra Arbejdsskadestyrelsen gælder som altovervejende hovedregel kun den aktuelle og nødvendige tandbehandling til rimelig og forsvarlig afhjælpning af sukker- og melcaries, når vedkommendes almindelige tandstatus og sagens omstændigheder iøvrigt tages i betragtning.
En efter omstændighederne luksusbetonet tandbehandling eller behandlingsbehov ikke direkte begrundet i erhvervssituationen kan ikke betales efter arbejdsskadeforsikringsloven.
Det forudsættes ligeledes, at den skadelidte efter den tandbehandling, som betales efter arbejdsskadeforsikringslovens §25, gennem forsvarlig mundhygiejne og regelmæssigt tandeftersyn fremtidig vedligeholder den nu erhvervede tandstatus, således at §25-betalingen normalt må betragtes som en engangs-erstatning til fuld og endelig afgørelse af sagen.
Hvis caries-aktiviteten fortsætter, uanset at vedkommende har forladt sit hidtidige "risiko-fag", gælder det selvsagt i særlig grad, at en ydet erstatning er en engangserstatning - de fornyede caries-angreb må da have private årsager. Det samme gælder imidlertid som hovedregel også, selvom vedkommende er fortsat i et "risiko-fag". Dette sidste kan dog efter omstændighederne fra- viges.
Tillæg:
ANDRE ARBEJDSBETINGEDE TANDLIDELSER M.V.
Udover anmeldelser om sukker- og melcaries modtager Arbejdsskadestyrelsen også anmeldelser om andre formodede erhvervsbetingede tandlidelser eller formodede mundlidelser som følgetilstande efter andre erhvervssygdomme.
Sådanne anmeldelser har hidtil angået ÆTS-SKADER (erosio dentium) på tandemaljen hidført af syredampe, evt. kombineret med misfarvning af tænder hos bl.a. LABORATORIETEKNIKERE. Endvidere forekommer SLIDSKADER (abrasio dentium) på tænderne hos STENHUGGERE og CEMENT- og BETONARBEJDERE på grund af stenstøv samt SLIDSKADER efter udsættelse for metalstøv hos SLIBERE. Desuden har foreligget anmeldelser om slidskader hos MUSIKERE (blæsere).
Enkelte af disse tandlidelser er blevet anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget og med dets indstilling om anerkendelse, idet disse tandlidelser ikke omfattes af erhvervssygdomsfortegnelsen og derfor ikke kan anerkendes som arbejdsbetingede uden forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Herudover har Styrelsen fået forelagt spørgsmålet, om visse lidelser kunne anses for at være en følge af en anerkendt erhvervssygdom, idet erhvervssygdommen krævede en medicinsk eller anden behandling, der som bivirkning evt. kunne medføre lidelser i mundhulen. Styrelsen har her i en sag anset MUNDTØRHED efter medicinordinering for en anerkendt lungelidelse for arbejdsskadefølge samt ANSKAFFELSE AF TANDPROTESE som en følge af strålebehandling af en underlæbecancer hos en asfaltarbejder.
Arbejdsskadestyrelsen, marts 1990.
F. B. Svarrer
Direktør