Vejledning om undervisning af personale der betjener de kommunale renseanlæg m.v.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1992/103@1992-06-25/da
Indhold
Til kommunalbestyrelser
1. Indledning
I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse er i § 7, stk. 3 medtaget en bestemmelse om, at ministeren kan fastsætte regler om, at personale, der betjener bestemte forurenende anlæg, skal have bevis for at have modtaget undervisning i miljømæssig og teknisk forsvarlig drift af anlæggene, herunder om undervisningens indhold og kravene til opnåelse af beviset.
I medfør af denne bemyndigelse har ministeren udstedt bekendtgørelse nr. 533 af 20. juni 1992 om undervisning af personale, der betjener anlæg for rensning af spildevand.
2. Bekendtgørelsens område
Bekendtgørelsen indeholder regler om, at den for spildevandsanlægget driftsansvarlige leder skal gennemgå en bevisgivende uddannelse på Den kommunale Højskole i Grenaa.
For deltagelse i uddannelsen og den bevisgivende prøve erlægges en kursusafgift, der dækker de nødvendige udgifter til undervisning, administration m.v.
Udgifter til uddannelse af personale ved kloakforsyningen herunder den bevisgivende uddannelse indgår som almindelige driftsudgifter og kan finansieres på samme måde som øvrige driftsudgifter inden for kloakforsyningen.
Uddannelsens formål er at sikre driftslederen en viden, der gør den pågældende kvalificeret til på ansvarlig vis at kunne lede og varetage følgende opgaver ved drift og vedligeholdelse af kloakforsyningens renseanlæg og kloaknet:
1) Udarbejdelse af budgetforslag, vagtlister, instruktioner, driftsskemaer, journaler samt ledelse og fordeling af arbejdet for arbejdsområdet.
2) Overholdelse af sikkerhedsregler, arbejdsmiljøloven og øvrige interne/eksterne regler og instruktioner, bekendtgørelser og cirkulærer, udledningstilladelser m.v.
3) At forestå driften af anlæggene således, at der opnås den bedst mulige afløbskvalitet under hensyn til økonomien.
4) At lede og varetage rengøring, vedligeholdelse og reparation af rensningsanlæg, pumpestationer og bygværker (sparebassiner, overløbsbygværker, nødoverløb, benzin- og olieudskillere m.v.). Om nødvendigt at rekvirere eksternt arbejde inden for budgettets rammer.
5) At udføre til- og afløbskontrol (private og offentlige renseanlæg), proceskontrol og industriundersøgelser. Prøvetagning, analysering (intern - ekstern), vurdering, justering, skematisk opstilling og udarbejdelse af rapporter, belastningsundersøgelser m.v.
Uddannelsen åbner også mulighed for, at driftsassistenter eller andre med driftsansvar kan gennemgå den bevisgivende uddannelse.
3. Uddannelsens omfang for driftsledere
Som grundlag for at driftslederen kan tilegne sig til den nødvendige teoretiske viden for at blive indstillet til den bevisgivende prøve udbydes 3 kursusmoduler, der omfatter henholdsvis teknisk forståelse, miljø- og lovforståelse samt ledelsesfærdigheder.
Disse moduler kan søges hver for sig, og hvert modul består af mindst 2 kursusdøgn.
Det enkelte kursusprogram fastlægges af Den kommunale Højskole i samarbejde med Kommunernes Landsforening, Miljøstyrelsen og Spildevandsteknisk Forening og udbydes gennem Højskolen. Det tilstræbes, at dække det aktuelle uddannelsesbehov inden for en 2-årig periode.
4. Den bevisgivende prøve
Bevis for på lederniveau at betjene et renseanlæg som driftsleder opnås på basis af aflæggelse af prøve af mindst 1 døgns varighed i henhold til de i bekendtgørelsen nærmere angivne retningslinier for prøvens indhold og afholdelse.
Inden 1. januar 1993 skal alle driftsledere på kommunale renseanlæg gennem kommunalbestyrelsen indsende ansøgning om optagelse til den bevisgivende prøve.
Det skal i den forbindelse oplyses, hvilke moduler, der ønskes deltagelse i forinden prøve aflægges.
Driftsledere, der ikke inden prøvens aflæggelse har gennemgået alle 3 moduler, kan, hvis prøven ikke bestås, henvises til at gennemgå et eller flere af modulerne.
Driftsledere, der som leder har varetaget opgaver på det renseanlæg de betjener i mere end 10 år, vil efter indstilling fra kommunalbestyrelsen kunne fritages for at aflægge prøve.
Tilsynsmyndigheden med renseanlægget påser, at driftslederen opnår bevis i henhold til reglerne i bekendtgørelsen.
5. Specialkurser for driftsoperatører og driftsarbejdere m.v.
Bortset fra kravene om uddannelse af driftsledere, indeholder bekendtgørelsen ikke bindende regler for uddannelse af det øvrige personale, der varetager driften og vedligeholdelsen af offentlige spildevandsanlæg. Driftslederen skal som den ansvarlige leder på anlægget være opmærksom på det nødvendige behov for oplæring af øvrigt personale til at udføre de funktioner, den pågældende beskæftiges med, og i den forbindelse gøre indstilling herom til kommunalbestyrelsen.
For en del af personalet, der afhængig af anlæggets størrelse er beskæftiget med almene arbejdsopgaver som f.eks. renholdelse og vedligeholdelse, vil der være behov for almen viden om anlæggets funktion, sikkerheds- og hygiejnemæssige forhold, spildevandets sammensætning og et overordnet indblik i renseanlæggets processer.
For dette personale vil der næppe være behov for et formaliseret uddannelsesprogram, men en praktisk orienteret undervisning på regionalt niveau f.eks. et lokalt uddannelsesprogram med praktiske aktiviteter på eksisterende renseanlæg.
For så vidt angår denne faglige grunduddannelse af specialarbejdere, bør denne så vidt muligt gennemføres uden at overnatning vil være påkrævet, og det vil derfor være hensigtsmæssigt, at Kommuneforeningens Kursuskoordineringsudvalg f.eks. en gang årligt sammen med Spildevandsteknisk Forening, Miljøteknisk Brancheforening og eventuelle andre relevante parter samt kursusudbydere tilrettelægger disse grundkurser til lokal afvikling.
I et vist omfang vil der være behov for en mere specialiseret uddannelse på enkelte fagområder som f.eks. maskinteknik, el-teknik (komponenter på renseanlæg), procesteknik, prøveudtagning, slambehandling m.v. På dette område der henvender sig til personale, der varertager særlige opgaver eller som forbereder sig til en lederuddannelse, kan der være behov for specialkurser, der strækker sig ud over et enkelt døgn, og således ikke er specielt egnet til lokal afvikling.
Underskrift 1
Miljøstyrelsen, den 25. juni 1992 Erik Lindegaard / Kjeld Hansen