Vejledning til bekendtgørelse om aktiveringsordning ved hjemmehjælp og dagpasning af børn (arbejdsløshedskassernes forpligtelser, de dagpengemæssige konsekvenser m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1992/136@1992-07-31/da
Indhold
Til § 1
Ved lov nr. 480 af 24. juni 1992 er der skabt mulighed for, at kommunerne ved hel eller delvis finansiering af arbejdsløshedsdagpenge kan beskæftige ledige hjemmehjælpere og sygehjælpere samt ledige pædagoger og pædagogmedhjælpere i en aktiveringsperiode af maksimalt 12 måneders varighed. Et medlem, som beskæftiges i aktiveringsordningen, modtager et beløb pr. time svarende til det, medlemmet for tilsvarende arbejde ville være blevet aflønnet med i henhold til overenskomst. Det er beskæftigelseskommunen, som påser, at medlemmet har de fornødne uddannelsesmæssige kvalifikationer eller forudsætninger for at deltage i aktiveringsordningen.
Antallet af ugentlige arbejdstimer, som kommunen modtager refusion for, fastsættes således, at medlemmets samlede vederlag svarer til de dagpenge, som medlemmet er berettiget til på tiltrædelsestidspunktet. Timetallet fremkommer ved at dividere medlemmets dagpengesats med det beløb, som medlemmet ville være blevet aflønnet med i henhold til overenskomst, inkl. feriepenge, kommunens bidrag til ATP og AUD samt evt. bidrag til pension.
Det ugentlige timetal skal dog mindst udgøre 30 timer.
Eksempel: Et medlem, der har en dagpengesats på 425 kroner, ansættes i aktiveringsordningen. Den overenskomstmæssige timeløn for det arbejde, som medlemmet skal udføre, er 79,69 kroner. Den omregnede beskæftigelse vil i dette tilfælde udgøre 32 arbejdstimer pr. uge, som er beregnet efter følgende formel:
Dagpengesats x 6 = Det antal ugentlige ---------------------- arbejdstimer, som overenskomstmæssig kommune modtager refusion timeløn for.
I det omfang det er sædvanligt inden for det enkelte overenskomstområde, at arbejdstiden varierer, vil kravet om mindst 30 timer pr. uge kunne opfyldes, hvis beskæftigelsen i gennemsnit mindst udgør dette timetal. Kommunen kan på samme vilkår vælge et højere ugentligt timetal, end svarende til dagpengeydelsen, mod selv at afholde udgifterne ved de ekstra arbejdstimer.
Aktiveringsordningen er midlertidig og gælder i perioden fra den 1. september 1992 og indtil den 1. januar 1994.
Direktoratet overfører på grundlag af kassens oplysninger efter bekendtgørelsens § 6 månedsvis et beløb til beskæftigelseskommunen og Indenrigsministeriet, som svarer til det beløb, som medlemmet før indeholdelse af A-skat ville være berettiget til at modtage i dagpenge. Fordelingen af det overførte beløb sker for hjemmehjælperes og sygehjælperes vedkommende med 80 pct. til kommunen og 20 pct. til Indenrigsministeriet, mens fordelingen for pædagoger og pædagogmedhjælpere sker med 60 pct. til kommunen og 40 pct. til Indenrigsministeriet.
Til § 2
Der er i relation til arbejdsløshedsforsikringen fastsat følgende betingelser for deltagelse i ordningen:
1) Medlemmet skal være fuldtidsforsikret medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse.
2) Medlemmet skal være ledigt og dagpengeberettiget. Det betyder, at medlemmet skal opfylde arbejdsløshedsforsikringslovens betingelser for ret til at modtage dagpenge samt være tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Deltagelse i ordningen kan fx ikke ske, før en eventuel effektiv karantæne er udstået.
3) Medlemmet skal være dagpengeberettiget i hele aktiveringsperioden. Medlemmet vil således kun kunne deltage i ordningen, så længe betingelserne i nr. 2 er opfyldt, jf. dog bekendtgørelsens § 11, sidste pkt.
4) Medlemmet skal have haft mindst 13 ugers forudgående ledighed inden for de seneste 26 uger. Ved opgørelsen heraf medregnes kun timer, for hvilke der er udbetalt dagpenge, herunder feriedagpenge i en ledighedsperiode. Har medlemmet været fuldtidsforsikret i samtlige seneste 26 uger, vil ledighedskravet således skulle opgøres til 481 timer med udbetalte dagpenge/feriedagpenge. Hvis medlemmet har ændret forsikringsstatus fra deltids- til fuldtidsforsikret inden for de seneste 26 uger, medregnes ledige timer forud for overgangen til fuldtidsforsikring på grundlag af det gennemsnitlige arbejdstimetal, som kassen har anvendt ved beregningen af medlemmets dagpenge. Ledige timer forud for bekendtgørelsens ikrafttræden den 1. september 1992 kan medregnes ved opgørelsen af ledighedskravet. Beskæftigelse i aktiveringsordningen kan ikke indgå i opgørelsen af ledighedskravet. 26-ugers-perioden kan ikke forlænges med »døde perioder«, bortset fra barselorlov.
Til § 3
Om opgørelsen af ledighedskravet henvises til bekendtgørelsens § 2.
Til § 4
Kassens pligt til at informere om mulighederne for beskæftigelse i aktiveringsordningen omfatter både medlemmer, som er ledige ved bekendtgørelsens ikrafttræden, og medlemmer, der senere bliver ledige. Informationen bør gives dels skriftligt dels i forbindelse med de obligatoriske § 65-samtaler i kassen.
Der henvises i øvrigt til direktoratets bekendtgørelse om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt over for sine medlemmer.
Til § 5
Direktoratets godkendte skema til brug for kassens oplysninger er optrykt som bilag A til denne vejledning.
Direktoratet kan godkende andre skemaer, der er udarbejdet af kassen.
Til § 6
Oplysningskortene følger tidsterminerne for dagpengekort i kasser, hvor indsendelse af dagpengekort sker månedsvis. Kassen skal på grundlag af medlemmets oplysninger på kortet opgøre, hvor meget medlemmet ville have været berettiget til at modtage i dagpenge i terminen, hvis medlemmet ikke havde deltaget i aktiveringsordningen.
Vedrørende opgørelsen af størrelsen af medlemmets dagpenge henvises til vejledningen til bekendtgørelsens § 9.
Kassens meddelelse til direktoratet skal angive størrelsen af det dagpengebeløb (bruttobeløbet), som medlemmet ville have været berettiget til i den periode, som oplysningskortet dækker. Endvidere skal arbejdsløshedskassen angive medlemmets dagpengesats.
Til brug for kassernes oplysninger til direktoratet, kan skemaet, der er optrykt som bilag B til denne vejledning, anvendes.
Hvis kassen ønsker at overføre oplysningerne via EDB, skal dette ske efter nærmere retningslinjer herom fra direktoratet.
Til § 7
Kassen skal til direktoratet videregive oplysning om den dato for medlemmets indtræden i aktiveringsordningen, som kommunen er forpligtet til at underrette kassen om i medfør af § 4 i lov om aktiveringsordning ved hjemmehjælp og dagpasning at børn. Kassen skal endvidere oplyse datoen for beskæftigelsens ophør ved indsendelse af oplysninger for den sidste udbetalingsperiode.
Til § 8
Indtræffer der, eller konstaterer kassen i aktiveringsperioden forhold, som medfører, at medlemmets dagpengeret bortfalder, eller at dagpengeudbetalingerne ville være blevet indstillet , har kassen pligt til straks at give besked herom til den kommune, hvor medlemmet er beskæftiget efter aktiveringsordningen.
Af kassens meddelelse til kommunen skal det fremgå, hvor længe dagpengeretten er bortfaldet. Meddelelsen skal gives, så snart kassen kan træffe afgørelse i sagen. I sager hvor kassen har vurderet, at medlemmet har handlet svigagtigt, skal kassen dog meddele kommunen, hvad kassen agter at indstille til direktoratet vedrørende sanktion, og ikke afvente afsendelse af indstillingen til direktoratet eller afgørelsen herom.
Ved dagpengerettens bortfald som følge af kontingentrestance skal meddelelsen gives, når kassen har truffet afgørelse om slettelse i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 78, stk. 2.
Til § 9
Ad stk. 1
Arbejde i aktiveringsordningen omfatter dels det omregnede, ugentlige timetal, som kommunen får refusion for, jf. bemærkningerne ovenfor til § 1, dels arbejdstimer i jobbet hos kommunen, som ligger ud over det omregnede antal arbejdstimer. Arbejde i aktiveringsordningen medfører ikke fradrag i det overførte beløb.
Der skal endvidere ikke ske fradrag i det overførte beløb for de første 7 timers arbejde/indtægt, som ligger ud over beskæftigelse i aktiveringsordningen.
Ad stk. 2
Når et medlem, som deltager i aktiveringsordningen, har andet arbejde og/eller indtægter, skal der ske fradrag efter samme regler, som gælder for nedsættelse af arbejdsløshedsdagpenge.
Der henvises til direktoratets bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.
Fradraget foretages efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om supplerende dagpenge. Dog finder reglerne om tidsbegrænsning for supplerende dagpenge, udbetaling af supplerende dagpenge med dimittendsats, mindsteudbetalingsreglen, reglerne om udbetaling af dagpenge for søgnehelligdage og reglerne om arbejdsfordeling ikke anvendelse for medlemmer, som deltager i aktiveringsordningen.
Forekommer der fx sygdom eller ferie i aktiveringsperioden, skal der ligeledes ske fradrag i det overførte beløb efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Vedrørende fradrag m.v. for medlemmer, som i aktiveringsperioden udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, henvises til direktoratets bekendtgørelse om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.
Ad stk. 3
Der henvises til direktoratets bekendtgørelse om overførsel af overskydende timer.
Til § 10
Medlemmet har i aktiveringsperioden den samme oplysningspligt over for kassen, som i tilfælde af almindelig ledighed.
Til § 11
Medlemmet skal opfylde rådighedsforpligtelsen, jf. direktoratets bekendtgørelse om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed, med undtagelse af pligten til at være aktivt arbejdssøgende.
Medlemmet skal således bl.a. være tilmeldt Arbejdsformidlingen og skal med dags varsel kunne overtage formidlet arbejde.
Der stilles ikke krav om frigørelsesattest vedrørende beskæftigelse i aktiveringsordningen. Har medlemmet anden beskæftigelse end i aktiveringsordningen, gælder der de almindelige regler om frigørelsesattest.
Til § 12
Et medlem får ikke karantæne for afslag på deltagelse i aktiveringsordningen. Tilsvarende gælder ved ophør i aktiveringsordningen.
Til § 13
Ad stk. 1
Beskæftigelse i aktiveringsordningen, jf. vejledningen til bekendtgørelsens § 9, stk. 1, medregnes i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 97 b, stk. 2, ikke ved beregningen af, om medlemmet opfylder arbejdskravet i lovens § 55, stk. 1. Beskæftigelsen betragtes således som ledighed i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.
Lønarbejde, der ligger uden for beskæftigelsen i aktiveringsordningen, medregnes til opfyldelsen af arbejdskravet. Det forudsættes dog, at de almindelige betingelser for, at beskæftigelse kan betragtes som lønarbejde, er opfyldt. Der henvises til bekendtgørelse om beregning af arbejdskravet (26-ugers-reglen) i henhold til § 55 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. med tilhørende vejledning.
Perioden under aktiveringsordningen medregnes ikke til ledighedskravet for afholdelse af vejledningssamtaler, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 65, og efterfølgende systematiske rådighedsvurderinger.
Andre konsekvenser af, at beskæftigelse i aktiveringsordningen betragtes som ledighed, er, at beskæftigelsen ikke vil kunne danne grundlag for ny dagpengeberegning. Vedrørende pligten om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet henvises til vejledningen til bekendtgørelsens § 11.
Ad stk. 2
Selv om beskæftigelse i aktiveringsordningen betragtes som ledighed i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven, skal medlemmer, der beskæftiges i aktiveringsordningen, overflyttes til en arbejdsløshedskasse, hvis faglige områder omfatter det pågældende arbejde.
Overflytningen skal ske efter de almindelige regler i overflytningsbekendtgørelsen. Det betyder, at der også kan ske tilbageflytning til den hidtidige arbejdsløshedskasse efter beskæftigelsens ophør.
Til § 14
Ad stk. 1
Medlemmet kan under deltagelse i aktiveringsordningen få udbetalt feriedagpenge efter de almindelige regler herom, jf. direktoratets bekendtgørelse om feriedagpenge.
Med hensyn til feriens placering er det arbejdsgiveren, der efter aftale med medlemmet fastsætter, hvornår ferien skal holdes inden for ferielovens rammer. Medlemmet, der skal være tilmeldt Arbejdsformidlingen, skal senest 14 dage før feriens afholdelse give Arbejdsformidlingen meddelelse om ferietidspunktet.
Ad stk. 2
Hvis et medlem vælger at modtage dagpenge i den kollektive ferielukningsperiode, skal medlemmet opfylde de almindelige betingelser for at få dagpenge. Medlemmet skal i perioden for eksempel udfylde dagpengekort, være tilmeldt Arbejdsformidlingen og stå til rådighed for arbejdsmarkedet - herunder være aktivt arbejdssøgende.
Ad stk. 3
Et medlem optjener under beskæftigelse i aktiveringsordningen ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn. Der skal derfor ved en senere feriedagpengeberegning ske fradrag for medlemmets egen optjente ferie i aktiveringsordningen efter de almindelige regler herom.
Til § 15
De almindelige regler i arbejdsløshedsforsikringsloven om medlemmers oplysningspligt, tilbagebetaling og sanktion finder tilsvarende anvendelse.
Øvrige vejledende bemærkninger
1. Første ledighedsdag
Direktoratets bekendtgørelse om arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 84, finder ikke anvendelse ved ophør med beskæftigelse i aktiveringsordningen.
2. Dagpengeret
Et medlem, som har deltaget i aktiveringsordningen, genindtræder umiddelbart i retten til at modtage dagpenge ved aktiveringsperiodens udløb, hvis medlemmet i øvrigt opfylder de almindelige betingelser for at være dagpengeberettiget. Mindsteudbetalingsreglen finder ikke anvendelse.
3. Arbejdstilbud, ventedagpenge og godtgørelse
Et medlem, som har været i beskæftigelse i aktiveringsordningen før 1. arbejdstilbud, har ret til at få et arbejdstilbud, selv om dette som følge af deltagelsen i ordningen først kan afgives efter, at medlemmets dagpengeret efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1, er udløbet. Medlemmet vil dog ikke være berettiget til at modtage dagpenge efter dagpengerettens udløb efter lovens § 55, stk. 1, men vil efter anmodning være berettiget til at modtage en godtgørelse fra amtskommunen, jf. § 3, stk. 5, i lov om arbejdstilbud til ledige, indtil et rimeligt arbejdstilbud påbegyndes eller afslås.
Et medlem, som efter 1. arbejdstilbud har været i beskæftigelse i aktiveringsordningen i mindst 3 måneder, har ret til et 2. arbejdstilbud. Hvis medlemmet ikke når at modtage arbejdstilbudet inden udløbsdatoen for dagpengeretten efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1, vil medlemmet være berettiget til at modtage ventedagpenge, indtil arbejdstilbudet påbegyndes eller afslås, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, og § 1, stk. 4, nr. 5, i lov om arbejdstilbud til ledige.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 31. juli 1992 Birger Stein / Hanne Knudsen
Bilag A
GRUNDOPLYSNINGSSKEMA
Jf. § 5 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse af 31. juli 1992 om aktiveringsordning ved hjemmehjælp og dagpasning af børn
(Udfyldes af og udleveres af arbejdsløshedskassen på forlangende af et medlem eller en kommune)
--------------------------------------------------------------------- Medlemmets navn Cpr.nr. --------------------------------------------------------------------- Er medlemmet fuldtidsforsikret (sæt kryds)ja medlem af a-kassen? (sæt kryds)nej --------------------------------------------------------------------- Er medlemmet ledigt og (sæt kryds)ja dagpengeberettiget (sæt krydsnej --------------------------------------------------------------------- Har medlemmet 13 ugers ledighed med udbetalte dagpenge eller feriedagpenge i en ledighedsperiode (sæt kryds)ja inden for de seneste 26 uger? (sæt kryds)nej --------------------------------------------------------------------- Til hvilken dato opfylder medlemmet arbejdskravet i § 55 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., herunder et eventuelt særligt (skærpet) arbejdskrav i henhold til lovens § 58 eller § 64? Dato: --------------------------------------------------------------------- Medlemmets aktuelle dagpengesats ved fuld ledighed Dato: --------------------------------------------------------------------- Arbejdsløshedsdagpenge udbetales for 6 dage om ugen. Den dagpengesats, som a-kassen har anført ovenfor, skal derfor ganges med 6 dage for at vise det beløb, som medlemmet maksimalt ville være berettiget til pr. uge. -------------------- ---------------------------------- Dato A-kassens underskrift og stempel ---------------------------------------------------------------------
Bilag B
OPLYSNINGSSKEMA TIL BRUG FOR BEREGNING AF REFUSION TIL KOMMUNEN
Jf. § 6 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse af 31. juli 1992 om aktiveringsordning ved hjemmehjælp og dagpasning af børn
(Udfyldes af af arbejdsløshedskassen og sendes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen senest den 10. i måneden)
--------------------------------------------------------------------- Medlemmets navn Cpr.nr. --------------------------------------------------------------------- Beskæftigelseskommune Navn Adresse --------------------------------------------------------------------- Refusionssats 80 % (sæt kryds) 60% (sæt kryds) --------------------------------------------------------------------- Periode Fra uge nr.: Til uge nr.: --------------------------------------------------------------------- Dagpengebeløb, som medlemmet ville have været berettiget til i perioden Kr. (brutto) --------------------------------------------------------------------- Medlemmets dagpengesats Kr.: -------------------------------------------------------------------- Dato for beskæftigelsens påbegyndelse Dato: --------------------------------------------------------------------- Udfyldes kun 1. gang a-kassen fremsender oplysningsskema til direktoratet. --------------------------------------------------------------------- Dato for beskæftigelsens ophør Dato: --------------------------------------------------------------------- Udfyldes kun når a-kassen sidste gang fremsender oplysningsskema til direktoratet. ------------------------ ---------------------------------- Dato A-kassens underskrift og stempel