Gelex

Skrivelse om autorisation til Danadopt til at yde adoptionshjælp

OphævetVersion 1992-03-30fra 1992-07-02 til 2011-07-06
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1992/87@1992-03-30/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Kapitel 1 Adoptionshjælp
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
  3. Kapitel 2 De udenlandske formidlingsparter
    1. § 7.
    2. § 8.
    3. § 9.
    4. § 10.
    5. § 11.
    6. § 12.
  4. Kapitel 3 Organisationsmæssige forhold
    1. § 13.
    2. § 14.
    3. § 15.
    4. § 16.
    5. § 17.
    6. § 18.
    7. § 19.
    8. § 20.
    9. § 21.
  5. Underskrift 1

Autorisation til »Danadopt« til at yde adoptionshjælp

(Fra Civilretsdirektoratet (j.nr. 1985-30100-13) til den selvejende institution »Danadopt«)

Vedlagt fremsendes tilladelse til at yde adoptionshjælp på de vilkår, der er nævnt i autorisationen.

Tilladelsen gælder fra den 1. april 1992 til den 1. april 1997. Samtidig bortfalder organisationens autorisation af 4. september 1986.

Civilretsdirektoratet kan afslå at forlænge tilladelsen og kan til enhver tid tilbagekalde eller begrænse tilladelsen eller ændre vilkårene for denne, såfremt:

1) organisationen overtræder vilkårene for tilladelsen eller direktoratets øvrige forskrifter,

2) organisationens forhold iøvrigt efter direktoratets skøn gør det påkrævet, eller

3) ændrede formidlingsmuligheder, ændrede regler eller en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af formidlingsarbejdet efter direktoratets skøn gør det påkrævet.

Civilretsdirektoratet skal samtidig præcisere, at organisationen ikke må give ansøgerne oplysning om, at der er bragt et barn i forslag, hvis barnet ligger uden for den generelle godkendelse, jf. cirkulærskrivelse af 19. februar 1985 (A3/1985), og at det er organisationens pligt at fremskaffe alle nødvendige oplysninger om barnet til brug for samrådets matching, så vidt det overhovedet er muligt, jf. autorisationens § 5.

Endelig skal Civilretsdirektoratet bemærke, at man ikke på nuværende tidspunkt har fundet det hensigtsmæssigt at foretage ændringer i autorisationerne på baggrund af det arbejde, der for tiden foregår i Haag med henblik på vedtagelse af en konvention om adoption. Såfremt det ved afslutning viser sig at være hensigtsmæssigt eller påkrævet, vil spørgsmålet blive taget op til overvejelse.

P.M.V.

C. Rosholm/B.D. Bendsen

Kapitel 1 Adoptionshjælp

§ 1.

Stk. 1. I medfør af adoptionslovens § 30 giver justitsministeren den selvejende institution »Danadopt« tilladelse til at yde bistand til at skaffe forbindelse mellem personer, der ønsker at adoptere, og et barn med henblik på adoption og til at gennemføre en adoption (adoptionshjælp).

Stk. 2. Civilretsdirektoratet kan fastsætte nærmere regler om organisationens virkomhed og kan til enhver tid ændre reglerne og give organisationen bestemte pålæg vedrørende sagsbehandlingen.

§ 2.

Stk. 1. Adoptionshjælp må alene ydes personer med bopæl i Danmark med henblik på adoption af børn, som ikke har statsborgerskab eller bopæl i et nordisk land.

Stk. 2. Civilretsdirektoratet kan give organisationen tilladelse til at yde adoptionshjælp i andre enkelttilfælde.

§ 3.

Stk. 1. Når en adoptionshjælpsorganisation modtager anmodning fra adoptionsansøgere om bistand til at få anvist et barn, skal organisationen fremsende ansøgernes sag til en amtskommune (i København magistraten og på Frederiksberg kommunen) til adoptionsundersøgelse.

Stk. 2. Godkendes ansøgerne som adoptanter, forelægger organisationen i fornødent omfang de oplysninger, som er modtaget fra amtskommunen (i København magistraten og på Frederiksberg kommunen) for sin udenlandske formidlingspart med anmodning om at foreslå et barn til ansøgerne inden for godkendelsens rammer.

§ 4.

Stk. 1. Når den udenlandske formidlingspart foreslår et barn til ansøgerne, skal organisationen forelægge de modtagne oplysninger om barnet for amtskommunen (i København magistraten og på Frederiksberg kommunen) til afgørelse af, om samrådet kan tiltræde forslaget.

Stk. 2. Tiltrædes forslaget, skal organisationen indhente opholdstilladelse til barnet og i barnets hjemland sørge for, at der træffes de foranstaltninger, herunder vedrørende samtykke til adoption og til barnets udrejse, som er nødvendige efter hjemlandets ret og de danske adoptionsregler. Organisationen skal endvidere sørge for, at barnet rejser til Danmark under behørig ledsagelse, eller hvis ansøgernes tilstedeværelse i barnets hjemland er nødvendig, bistå ansøgerne med at tilrettelægge rejse og ophold og med at udføre de nødvendige krav på stedet. Børn, ledsagerpersonale og adoptionsansøgere skal være forsikret under rejsen.

§ 5.

Stk. 1. Adoptionsmyndighederne kan anmode om, at organisationen i barnets hjemland, så vidt det er muligt, fremskaffer de oplysninger og træffer de foranstaltninger, som adoptionsmyndighederne finder nødvendige.

§ 6.

Stk. 1. Organisationen må ikke medvirke til, at et udenlandsk barn bringes til Danmark med adoption for øje, før adoptionssamrådet har tiltrådt, at ansøgerne adopterer barnet.

Kapitel 2 De udenlandske formidlingsparter

§ 7.

Stk. 1. Organisationen må alene samarbejde med personer, institutioner og myndigheder (formidlingsparter) i giverlandene: 1) hvis virksomhed er lovlig efter reglerne i giverlandet, og som er bekendt med og indstillet på at overholde vilkårene for adoptionsformidling i Danmark, 2) hvis virksomhed er bestemt af børneforsorgsmæssige hensyn og drives på et etisk og fagligt forsvarligt plan, og 3) som må antages at formå at opfylde disse betingelser.

Stk. 2. Kan der være tvivl om, at formidlingsparten kan opfylde betingelserne i stk. 1, skal organisationen forelægge sagen for Civilretsdirektoratet.

§ 8.

Stk. 1. Organisationen skal ved kontakt med formidlingsparter og udenlandske myndigheder orientere om danske adoptionsforhold og ved aftaler eller på anden måde virke for, at der ikke anvises børn til danske adoptionsansøgere i strid med danske adoptionsregler.

§ 9.

Stk. 1. Organisationen skal søge at indgå aftaler med den udenlandske formidlingspart med henblik på at sikre, at formidlingsparten kun anviser børn til adoptionsansøgere i Danmark gennem en dansk adoptionshjælpsorganisation.

§ 10.

Stk. 1. Organisationen må ikke indlede samarbejde eller drøftelser herom med en formidlingspart, som i forvejen samarbejder eller har drøftelser herom med anden dansk adoptionshjælpsorganisation.

Stk. 2. Inden et samarbejde eller nærmere drøftelser herom indledes, skal organisationen underrette Civilretsdirektoratet. Det samme gælder, hvor drøftelser afsluttes uden aftale om samarbejde, og hvor et samarbejde ophører.

§ 11.

Stk. 1. Organisationen må foruden betaling for omkostninger vedrørende de anviste børn alene yde formidlingsparten støtte til humanitære formål.

§ 12.

Stk. 1. Organisationen skal løbende og af egen drift underrette Civilretsdirektoratet om væsentlige adoptionsmæssige forhold, herunder oplysninger om formidlingsmulighederne, om holdninger til dansk adoptionsformidling i andre lande og om ulovlige formidlingsforhold.

Kapitel 3 Organisationsmæssige forhold

§ 13.

Stk. 1. Organisationens vedtægter må ikke ændres uden Civilretsdirektoratets samtykke.

§ 14.

Stk. 1. Der skal i organisationens bestyrelse være medlemmer med lægelig og juridisk indsigt og indsigt i socialt arbejde og international adoptionsformidling.

Stk. 2. Ændringer i bestyrelsens sammensætning, herunder nyvalg af formand og næstformand, skal inden 14 dage anmeldes til Civilretsdirektoratet.

§ 15.

Stk. 1. Organisationen skal opretholde et centralkontor, hvortil henvendelser fra myndigheder og adoptionsansøgere kan rettes inden for almindelig kontortid.

Stk. 2. Organisationens bogholderi og journalsystem skal føres på sagkyndig måde.

Stk. 3. Organisationen skal råde over medarbejdere med indsigt i og erfaring med adoptionsarbejde og medarbejdere med læge- eller sygeplejeuddannelse eller anden særlig erfaring til ledsagelse af adoptivbørn, som ikke afhentes af adoptionsansøgerne, under rejsen fra giverlandet.

Stk. 4. Ansættelse og afskedigelse af medarbejdere, som er bemyndiget til at optræde på organisationens vegne udadtil, skal anmeldes til Civilretsdirektoratet inden 14 dage.

§ 16.

Stk. 1. Medlemmer af bestyrelsen, medarbejdere og andre, der virker i organisationens tjenste, har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om private forhold, som de bliver bekendt med under deres virksomhed inden for organisationen. De må endvidere ikke deltage i beslutninger vedrørende adoptionssager, hvori de selv eller deres nærmeste er part.

§ 17.

Stk. 1. Organisationen skal underrette Civilretsdirektoratet om størrelsen af det gebyr, som ansøgerne skal betale til organisationen. Indbetalte gebyrer må kun anvendes i takt med ekspeditionernes udførelse på de enkelte sager, indtil da skal gebyrerne anbringes på en sådan måde, at ansøgerne sikres mod tab.

§ 18.

Stk. 1. Organisationen skal tilrettelægge sin økonomi på en sådan måde, at det sikres, at igangværende sager kan færdigbehandles også i tilfælde af formidlingsvirksomhedens ophør og skal med henblik herpå afsætte et beløb på en særlig konto mindst svarende til et års budget eller efter aftale med Civilretsdirektoratet stille bankgaranti eller tegne forsikring for samme beløb.

§ 19.

Stk. 1. Overskud fra formidlingsvirksomheden eller fra andre kilder må alene anvendes til humanitært arbejde.

§ 20.

Stk. 1. Organisationen skal udarbejde årsregnskab vedrørende såvel formidlingsvirksomheden som organisationens øvrige forhold. Regnskabet skal revideres af en statsautoriseret revisor eller registreret revisor og inden 14 dage efter godkendelse indsendes til Civilretsdirektoratet, Familieretskontoret.

§ 21.

Stk. 1. Organisationen skal efter anmodning give Civilretsdirektoratet oplysning om organisationens økonomiske, personalemæssige og andre forhold, herunder om behandlingen af konkrete sager om adoptionshjælp.

Underskrift 1

Justitsministeriet, den 30. marts 1992 Hans Engell/B.D. Bendsen

Versioner

  1. 1992-03-30 · til 2011-07-06