Orientering om ændring af lov om social bistand og lov om social pension, ændring af opholdskommuneregler m.v., lov nr. 275 af 6.maj 1993. ( Til samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1993/79@1993-05-13/da
Indhold
Ved lov nr. 275 af 6. maj 1993 er der gennemført ændringer i opholdskommunereglerne i lov om social bistand og lov om social pension.
Loven er trådt i kraft d. 9. maj 1993. Se dog om særlige bestemmelser om ikrafttrædelse under III.
Ændringerne i lov om social bistand betyder først og fremmest forbedrede regler om plejeforanstaltninger i eget hjem og bofællesskaber m.v.
Opholdskommunereglerne i bistandsloven, der handler om kommunernes forpligtelser over for borgerne og regulerer kommunernes indbyrdes betalingsforpligtelser, er med loven blevet præciseret og moderniseret.
Et af formålene har været at lette mulighederne for, at personer med handicap kan flytte til en anden kommune med sikkerhed for, at deres behov for hjælp stadig opfyldes. Det drejer sig om flytning til en anden kommune for personer med meget omfattende plejeforanstaltninger i eget hjem. Dernæst drejer det sig om flytning til bofællesskaber for personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Lovændringen sikrer personer en ret til at flytte i bofællesskab i en anden kommune, når særlige forhold taler for det, hvilket vil være ønske om tæt kontakt til nære pårørende.
Herudover er der i bistandsloven givet mulighed for refusion for udgifter til varig hjemmehjælp under midlertidigt ophold i en anden kommune, når der er ydet hjælp i mere end 1 måned. Det drejer sig især om personer, der tager ophold i sommerhuskommuner.
Der er indført en forældelsesregel på 3 år for krav om betaling fra en tidligere opholdskommune.
På pensionsområdet har reglerne om kommunal medfinansiering af de sociale pensioner skabt behov for revision af reglerne om, hvilken kommune der skal administrere og afholde den kommunale andel af udgiften til pension ved flytning til en institution m.v. i en anden kommune.
Pensionslovens regler om, at det er den tidligere bopælskommune, der administrerer og afholder den kommunale andel af udgifterne til pension, er derfor udvidet til at omfatte alle relevante opholdssteder eller institutioner efter bistandsloven m.v.
Om de enkelte ændringer kan følgende oplyses:
I. Lov om social bistand
1. Om praksis efter § 11, stk. 1, nr. 1, og 2.
§ 11, stk.
Stk. 1. 1, nr. 1, anses efter fast praksis at dække den situation, at en person under medvirken fra en anden kommune eller offentlig institution gennemfører behandlings- uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige foranstaltninger, der indebærer flytning til en anden kommune. Endvidere anvendes denne regel sammen med reglen i § 11, stk. 1, nr. 2, efter praksis, hvis ophold i institution, herunder f. eks. Kriminalforsorgens institutioner, sygehus eller lignende behandlingsinstitution afsluttes med, at den pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed får selvstændig bopæl i den nuværende opholdskommune. Disse situationer er allerede beskrevet i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser og i Socialministeriets cirkulære om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap af 28. juni 1979.
2. Hjælpeordninger efter § 48, stk. 4.
Stk. 1. 1, nr. 1, anses efter fast praksis at dække den situation, at en person under medvirken fra en anden kommune eller offentlig institution gennemfører behandlings- uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige foranstaltninger, der indebærer flytning til en anden kommune. Endvidere anvendes denne regel sammen med reglen i § 11, stk. 1, nr. 2, efter praksis, hvis ophold i institution, herunder f. eks. Kriminalforsorgens institutioner, sygehus eller lignende behandlingsinstitution afsluttes med, at den pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed får selvstændig bopæl i den nuværende opholdskommune. Disse situationer er allerede beskrevet i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser og i Socialministeriets cirkulære om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap af 28. juni 1979.
3. Bofællesskab efter bistandslovens § 68.
Det fremgår forudsætningsvis af afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse, at § 11, stk, 1, nr. 1, kan finde anvendelse, når en person under medvirken af en kommune eller offentlig myndighed tager ophold i en anden kommune i et bofællesskab efter bistandslovens § 68.
Da der alligevel har været en vis usikkerhed om denne fortolkning, er det præciseret i § 11, stk 1, nr.1, at reglen også omfatter bofællesskaber efter § 68.
4. Ret til at flytte i bofællesskab i en anden kommune for at bevare kontakt til nære pårørende.
Stk. 1. 1, nr. 1, anses efter fast praksis at dække den situation, at en person under medvirken fra en anden kommune eller offentlig institution gennemfører behandlings- uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige foranstaltninger, der indebærer flytning til en anden kommune. Endvidere anvendes denne regel sammen med reglen i § 11, stk. 1, nr. 2, efter praksis, hvis ophold i institution, herunder f. eks. Kriminalforsorgens institutioner, sygehus eller lignende behandlingsinstitution afsluttes med, at den pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed får selvstændig bopæl i den nuværende opholdskommune. Disse situationer er allerede beskrevet i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser og i Socialministeriets cirkulære om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap af 28. juni 1979.
5. Aftale mellem kommuner om refusion ved flytning.
Der er ved lov af 23. marts 1992 gennemført en regel om, at kommuner kan aftale, at fraflytningskommunen fortsat afholder udgifterne til bistand, når en person, flytter til en ældrebolig i medfør af lov om boliger for ældre og personer med handicap, m.v., i en anden kommune. Efter denne regel i bistandsloven kan kommunerne træffe en aftale, der gælder, så længe personen bor i en af de omhandlede boliger. Der har imidlertid vist sig behov for, at der også kan indgås en aftale, der omfatter den situation, at en person med stort plejebehov efterfølgende optages i et plejehjem. Reglen i § 11, stk. 2, ændres derfor, således at kommunerne har mulighed for i aftalen at fastsætte, om denne kun skal gælde, sålænge den pågældende bor i den anviste bolig.
6. Hjemmehjælp under midlertidigt ophold i en anden kommune
På baggrund af drøftelser i en analysegruppe under Socialministeriet vedrørende sommerhuskommunernes problemer med hjemmehjælp m.v. til personer, der uden for sommerperioden har bopæl i en anden kommune, indføres der en særlig refusionsregel. Efter denne regel kan den midlertidige opholdskommune kræve refusion for personer, der i den hidtidige opholdskommune har modtaget varig hjemmehjælp. Retten til refusion kan kræves for de fremtidige udgifter til hjemmehjælp, når der i den midlertidige opholdskommune er ydet varig hjemmehjælp i over 1 måned. Der kan dog højst kræves refusion for hjælp svarende til det antal timer, der er ydet umiddelbart forud for det midlertidige ophold. Der kan ikke ydes refusion for den første måned.
Der er således kun refusion ved større hjælpebehov af en vis permanent karakter, således at der ikke bliver administrativt besvær med refusion i forbindelse med kortvarige ophold i en kommune.
Reglen omfatter alle midlertidige ophold, hvorunder man samtidig »hører til« i en anden kommune, dvs. ophold i sommerhuse, højskoler (f.eks for handicappede), hos familie m.v.
Da refusionen maksimalt omfatter hjælp svarende til det gennemsnitlige antal timer, der har været ydet i den hidtidige opholdskommmune umiddelbart forud for det midlertidige ophold, vil den hidtidige kommunes refusion højst kunne udgøre den »besparelse«, denne kommune ellers ville få ved, at den sædvanlige hjælp fortsætter i en midlertidig opholdskommune.
Reglen forudsætter principielt, at det er muligt at opgøre timetallet for hjemmehjælpen - hvad der kan være vanskeligt i kommuner, som har indført integreret hjemmepleje omfattende såvel hjemmehjælp som hjemmesygepleje. Det forudsættes imidlertid, at der foretages visse gennemsnitsopgørelser specielt af hjemmehjælpen.
Opholdskommunereglerne siger ikke noget om, hvor meget hjælp den enkelte skal have, men drejer sig kun om fordeling af udgifterne mellem kommunerne. Reglen afskærer derfor ikke en hjemmehjælpsmodtager fra at få forøget timetallet under det midlertidige ophold.
Hvis den midlertidige opholdskommune finder behov for yderligere hjælp enten på grund af et akut yderligere behov eller på grund af forhold på det midlertidige opholdssted, har denne kommune selv betalingsforpligtelsen.
Det må imidlertid understreges, at uanset at flere kommuner har betalingsforpligtelsen, er det den aktuelle opholdskommune, der har ansvaret for ydelsen af den samlede bistand. Hjemmehjælpen vil i forhold til modtageren altid skulle betragtes som en samlet ydelse. Omfanget af ydelsen vurderes løbende af opholdskommunen ud fra en samlet vurdering af det aktuelle behov, herunder behov i forbindelse med midlertidig svækkelse på grund af f. eks. akut sygdom, brækket ben eller andet.
6. Forældelse
På baggrund af ønsker fra kommunal side indføres der en objektiv forældelsesregel for krav mod en tidligere opholdskommune i medfør af § 11, stk. 1 og 4. Et sådant krav skal for at kunne gøres gældende mod en tidligere opholdskommune rejses senest 3 år efter hjælpens ydelse.
Baggrunden er, at kommunerne med mellemrum modtager henvendelser fra andre kommuner om refusionskrav efter bistandslovens § 11 for udgifter i forbindelse med støtte, navnlig i form af ophold i sociale institutioner, der strækker sig over en længere årrække.
Der er typisk tale om personer med vidtgående fysiske eller psyksiske handicap, som har boet i institution det meste af deres liv, og om, at en kommune ofte ved et tilfælde opdager, at en anden kommune var opholdskommune ved anbringelsen og derfor skal bære den kommunale andel af udgiften.
Reglen medfører ikke bortfald af krav på refusion for fremtidige ydelser.
II. Lov om social pension.
1. Administrationen
Efter § 57 i lov om social pension varetager bopælskommunen eller den seneste bopælskommune administrationen af pensionsloven, med mindre andet er bestemt.
Efter § 58 bevarer en kommune bopælskommuneforpligtigelsen efter § 57 for de personer, der får tilkendt pension eller modtager pension, og som er optaget eller optages i en anden kommune i en af de institutionstyper mv., der er nævnt i § 58.
Det er således som hidtil den seneste bopælskommune, der varetager administrationen af lov om social pension i de tilfælde, der er nævnt i § 58.
Ved lovændringen er der sket en udvidelse af § 58, således at en kommune også bevarer bopælskommuneforpligtigelsen for de personer, der får tilkendt pension eller modtager pension, og som er optaget eller optages i:
- opholdssteder for børn og unge efter bistandslovens § 66,
- pleje i private hjem eller ophold i bofællesskab for personer med vidtgående fysisk eller psykisk handicap efter bistandslovens § 68,
- døgnophold efter bistandslovens § 68 a, jf. §§ 66 og 96,
- døgninstitutioner for børn og unge efter bistandslovens § 96,
- ophold i forsorgshjem og andre institutioner efter bistandslovens § 105 og
- ophold i bolig, bofællesskab m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med ophold i institution m.v. efter § 58, nr. 1-9.
Disse opholdssteder m.v. har hidtil ikke været omfattet af pensionslovens § 58, hvorfor beboere på disse institutioner i relation til pensionsloven har haft bopæl i opholdskommunen, dvs. i den kommune, hvor institutionerne ligger. Det har medført store udgifter til pension for de kommuner, der har sådanne opholdssteder/institutioner.
Da der stadig udvikles forskellige nye bosteder mv., der træder i stedet for de institutionsformer, der direkte er nævnt i § 58, omfatter udvidelsen også boformer, der træder i stedet for de ovennævnte.
Endvidere er der givet kommunerne mulighed for at aftale refusion ud over de tilfælde, der er nævnt i § 58 i pensionsloven.
Det kan f. eks. være i tilfælde, hvor der er tale om ophold på eller udflytning fra skolehjem, der ikke er omfattet af sociallovgivningens regler, eller kriminalforsorgens institutioner.
2. Finansieringen.
Den kommune, der efter 1. januar 1992 tilkender eller afgiver indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet, afholder den kommunale andel af udgifterne til pension indtil pensionisten fylder 60 år.
Der gælder dog særlige regler, hvis pensionisten fraflytter kommunen, jf. Socialministeriets vejledning af 12. november 1991, pkt. 7, om omlægninger af regler om tilkendelse af førtidspension, refusionssatser og ankestrukturen på det sociale område.
Hvis en pensionist er optaget i en institution m.v. omfattet af pensionslovens § 58, afholdes den kommunale andel af udgiften til pension af den kommune, der har tilkendt/indstillet til pension, sålænge pensionisten er optaget i institutionen mv. Der gælder dog særlige regler for institutioner efter bistandslovens § 112, stk. 1. Der henvises til ovennævnte vejledning.
Ved lovændringen er det præciseret, at det under ophold på institution m.v. i en anden kommune er den tidligere bopælskommune, hvorfra en person er optaget på institution m.v., der skal varetage administrationen og finansiere den kommunale andel af alle pensionens bestanddele, herunder personligt tillæg.
Hvis pensionisten tager bopæl uden for institutionen m.v., afholdes udgiften til pension fortsat af denne kommune, indtil pensionisten sammenlagt har boet uden for institutionen m.v. i 6 år.
III. Ikrafttrædelses- og overgangsregler.
Ændringsloven er trådt i kraft den 9. maj 1993.
Reglen i § 11, stk. 5, i lov om social bistand gælder ikke for krav på refusion fra en tidligere opholdskommune, der er fremsat inden lovens ikrafttræden.
Udvidelsen af institutionsformer mv. efter pensionslovens § 58, jf. § 52, har også virkning for personer, for hvem der ved lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse eller afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet om social pension, hvis de efter flytning fra en kommune vedvarende har haft ophold i en af de institutioner m.v., der er omfattet af lovens § 58, nr. 4-8 og nr. 10.
Karen Jespersen
/ Birthe Frederiksen