Gelex

Vejledning om råderet og godtgørelse for individuelle forbedringer i almennyttigt boligbyggeri

OphævetVersion 1994-05-05fra 1994-05-26 til 1997-06-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1994/82@1994-05-05/da

Indhold
  1. Indledning

Vejledning om råderet og godtgørelse for individuelle forbedringer i almennyttigt boligbyggeri

Indhold

1. Forord

2. Indledning

3. Generelle krav til forbedringsarbejderne

4. Positivlisten

5. Afdelingsmødets beslutninger om mulighed for gennemførelse af yderligere forbedringsarbejder

6. Anmeldelse til boligselskabet

7. Godtgørelse

8. Tilsyn med boligselskabernes/foreningernes administration af ordningen

9. Bilag

1. Forord

Denne vejledning er skrevet for at hjælpe boligselskaberne med administrationen af de nye regler om råderet i almennyttige boligafdelinger. Endvidere er formålet at vejlede kommunalbestyrelserne om indholdet af deres tilsynsforpligtelse over for boligselskabernes administration af råderetsreglerne.

Der er samtidig udsendt en pjece om råderet, der specielt beregnet på boligtagere giver en kort oversigt over råderetsreglerne. Vejledningen vil kunne bruges af mange boligtagere, der ønsker en uddybning af pjecen.

2. Indledning

Nye regler

Ved en ændring af boligbyggeriloven, lov nr. 347 af 9. juni 1993, er der indført råderet for boligtagere i almennytige boligafdelinger. Reglerne findes i §§ 10 d, 10 e og 10 f i boligbyggeriloven og i Boligministeriets bekendtgørelse nr. 404 af 21. juni 1993 om råderet og godtgørelse for individuelle forbedringer i almennyttigt byggeri. Reglerne er optaget som bilag til vejledningen.

Boligtagerne har nu ret til at lave en række forbedringer m.v. af lejlighederne. Forbedringerne skal ikke retableres ved fraflytning, og boligtagerne kan få økonomisk godtgørelse for forbedringerne, når de flytter. Forbedringerne skal anmeldes til boligselskabet inden iværksættelsen, se neden for under afsnit 6.

Positivlisten

Alle boligtagere har ret til at lave de forbedringer, som er fastsat i positivlisten, Boligministeriets bekendtgørelse nr. 404 af 21. juni 1993.

Yderligere forbedringsarbejder

Herudover kan afdelingsmødet beslutte, at der skal være mulighed for at lave yderligere forbedringer af afdelingens boliger. Afdelingsmødet kan både tillade arbejder, som giver ret til godtgørelse, og arbejder, som ikke giver ret til godtgørelse. Afdelingsmødet kan ikke fratage lejerne adgang til godtgørelse for forbedringer, der er fastsat i positivlisten.

Forholdet til lejelovens regler

Der er med de nye regler gjort endeligt op med mulighederne for at lave forbedringer i almennyttigt byggeri. Lejelovens regler i § 63 om forbedringsarbejder finder derfor ikke længere anvendelse på almennyttigt byggeri.

Lejelovens § 29 finder derimod stadig anvendelse. Efter denne regel har boligtageren ret til at foretage sædvanlige installationer i det lejede f.eks. opvaskemaskine, vaskemaskine eller tørretumbler. Det forudsætter, at ejendommens installationer er egnede til det. Boligtageren skal selv betale installationerne og kan tage dem med sig ved flytning.

Hvis boligtageren anskaffer tilsvarende installationer ved en udnyttelse af råderetten i forbindelse med forbedringer af f.eks. køkken eller bad, hører installationerne til lejligheden og kan ikke medtages ved fraflytning. Der skal foretages notering herom på lejekontrakten, eller der kan oprettes et tillæg til kontrakten, der underskrives af parterne.

Lejeforhøjelse til vedligeholdelse og fornyelse

Vaskemaskiner, tørretumblere og opvaskemaskiner er normalt ikke standardudstyr. Anskaffes disse installationer via råderetten, medfører det derfor en lejeforhøjelse svarende til de gennemsnitlige udgifter til vedligeholdelse og fornyelse af installationerne. Det samme gælder ved installation af køleskabe, dybfrysere og komfurer i afdelinger, hvor disse installationer ikke er en del af lejeaftalen.

Genanskaffelse

Boligtageren har altid krav på, at der henlægges til og genanskaffes en tilsvarende installation. Hvis boligtageren ønsker det, kan det aftales med boligselskabet, hvordan der skal forholdes ved genanskaffelse. Aftalen må ikke belaste de øvrige boligtagere økonomisk.

Hvis installationerne anskaffes efter lejelovens § 29, er de som tidligere nævnt boligtagerens ejendom og kan medtages ved flytning.

Hvilke arbejder

Der kan efter råderetsreglerne udføres arbejder, som

* er rimelige og hensigtsmæssige såvel for den nuværende boligtager som for efterfølgende boligtagere,

* tilfører boligen forbedret kvalitet i brugsmæssig henseende,

* begrænser el-, vand- og gasforbrug og/eller,

* medvirker til en reduktion af udgifterne til vedligeholdelse i boligen.

3. Generelle krav til forbedringsarbejderne

(Boligbyggerilovens § 10 d, stk. 4, og § 10 e, stk. 2, bekendtgørelsens § 2.)

Ikke vedligeholelse

Råderetsreglerne kan ikke bruges til at få lavet arbejder, som må anses for vedligeholdelse.

Kvalitetsniveau

Råderetsreglerne forudsætter, at der er tale om forbedringer m.v. Det indebærer, at ikke enhver fornyelse/udskiftning kan anses for en forbedring. Det, der ønskes installeret, skal således have en acceptabel kvalitet.

Arbejder der ikke kan laves

Der kan efter råderetsreglerne ikke laves arbejder som:

* er urimelige eller uhensigtmæssige,

* indebærer fare, herunder brandfare,

* påfører de enkelte bygningsbestanddele ulemper,

* er uhensigtsmæssige i forhold til de fælles basisinstallationer eller bygningens klimaskærm,

* fratager boligen dens karakter af almennyttig bolig, eller

* forringer eller fratager lejligheden dens karakter af velegnet bolig for ældre og personer med handicap,

* er i strid med bestemmelser i en lokalplan eller i servitutter.

Retablering

Laves de med prik markerede arbejder på trods af råderetsreglerne, skal der ske retablering for boligtagerens regning, når boligselskabet kræver det og senest ved fraflytning.

Der kan ikke ydes godtgørelse til særlig luksusprægede eller energikrævende arbejder som f.eks. spa-pools og saunaer. Se neden for under afsnit 7.

Autoriserede håndværkere

Arbejderne skal laves håndværksmæssigt forsvarligt. Autoriserede håndværkere skal anvendes, hvor lovgivningen stiller krav om det.

Særlige vedligeholdelsesudgifter

Visse forbedringsarbejder kan medføre særlige vedligeholdelsesudgifter for boligafdelingen. Det kan være udgifter vedrørende ejendommens basisinstallationer som følge af ændret rørføring eller forøget udvendig vedligeholdelse som følge af opførelse af carporte eller udestuer. Sådanne udgifter skal opkræves som lejeforhøjelser for de boligtagere, der har fået lavet arbejderne og for boligtagere, der senere overtager lejemålet. Udgifterne må ikke belaste andre boligtagere.

Forholdet til vedligeholdelsesreglementerne

Forbedringsarbejder skal overholde reglerne i de lokale vedligeholdelsesreglementer. Disse regler er fastsat i medfør af Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 433 af 22. juni 1987 om vedligeholdelse og istandsættelse af almennyttige boligselskabers boliger. Det kan f.eks. være regler, som skal sikre bevaring af en boligafdelings særlige æstetiske særpræg vedrørende farvevalg, overfladebehandling, bevaring af stuk i lofter og fyldningsdøre m.v.

4. Positivlisten

Positivlisten

Boligtagere i almennyttige boligafdelinger har ret til at gennemføre og få økonomisk godtgørelse ved fraflytning for følgende forbedringsarbejder m.v. vedrørende den enkelte bolig:

a. energibesparende foranstaltninger, herunder efterisolering, forsatsvinduer, termostatventiler o.lign.,

b. andre ressourcebesparende foranstaltninger, f.eks vandbesparende foranstaltninger o.lign.,

c. etablering, forbedring og renovering af bad, wc og køkkener samt flytning, fjernelse og opsætning af skillevægge som nødvendiggøres heraf,

d. tekniske installationer, herunder elinstallationer.

Ad a.

Varmeforsyningsanlæg

Udskiftning af varmeforsyningsanlægget eller dele heraf, bortset fra termostatventiler, er ikke omfattet af positivlisten. Det skyldes, at moderniseringer eller fornyelser af varmeforsyningsanlægget ikke kan ske særskilt for de enkelte lejligheder.

I kæde- rækkehuse el.lign. kan det dog på et afdelingsmøde besluttes at tillade forbedringer af varmeforsyningsanlæggene i de enkelte huse. Der henvises til afsnit 5.

Vinduer

Udskiftning af vinduer, herunder skift til termoruder, er ikke omfattet af positivlisten. Det skyldes, at vinduesudskiftninger bl.a. af æstetiske grunde ikke bør ske individuelt for de enkelte lejligheder. Derimod vil der være mulighed for at opsætte forsatsvinduer.

Andre eksempler på energibesparende foranstaltninger er elbesparende hvidevarer o.lign.

Ad b.

Ressourcebesparende foranstaltninger

Som eksempler på andre ressourcebesparende foranstaltninger kan nævnes anskaffelse af vandbesparende blandingbatterier, brusehoveder, toiletter, m.v.

Ad c.

Omfatter alle de delarbejder i form af murerarbejde, vvs-arbejde, tømrer/snedkerarbejde, elinstallationer, malerarbejde m.v., som indgår i forbedringsarbejdet.

Endvidere indgår alle udgifter til anskaffelse af fast inventar, installationer, materialer, hårde hvidevarer m.v.

Bad og wc

Hårde hvidevarer m.v., som installeres i forbindelse med udnyttelse af råderetten, hører til lejligheden. De kan derfor ikke medtages ved fraflytning. Der skal foretages notering herom på lejekontrakten eller i et bilag til kontrakten.

Boligtageren kan i stedet benytte sig af sin ret efter lejelovens § 29 til at installere hårde hvidevarer m.v. Så indgår udgiften til anskaffelsen ikke i beregningsgrundlaget for godtgørelsen for forbedringsarbejderne, og boligtageren kan medtage hvidevarerne ved fraflytning. Der henvises til afsnit 2 ovenfor.

Ad d.

Tekniske installationer

Omfatter f.eks. etablering eller forbedring af ventilationsanlæg og enhver form for elinstallationer. Omfatter ikke telefon og antenneinstallationer.

5. Afdelingsmødets beslutninger om mulighed for gennemførelse af yderligere forbedringsarbejder

(Boligbyggerilovens § 10 d, stk. 2 og 3 og § 10 f.)

Arbejder ud over positivlisten

Afdelingsmødet kan ved almindelig stemmeflerhed beslutte at give mulighed for at lave forbedringsarbejder ud over de ovenfor i positivlisten - afsnit 4 - beskrevne. Efter de almindelige regler i selskabernes vedtægter kan afdelingsmødet dog beslutte, at den endelige afgørelse skal træffes ved en urafstemning blandt afdelingens beboere.

Disse arbejder skal heller ikke retableres ved fraflytning. Der kan gives mulighed for at udføre enhver form for arbejder, som opfylder de generelle betingelser under afsnit 3, og som ikke allerede er medtaget på positivlisten.

Eksempler

Det kan f.eks. være:

* skillevægsændringer, der ikke er en følge af forbedring m.v. af bad, wc eller køkkener,

* lydisolering,

* carporte,

* udestuer, eller

* inddækning af altaner.

Afdelingsmødet skal ikke tage stilling til de enkelte arbejder, men skal afgøre, hvilke slags forbedringsarbejder, der kan laves i de enkelte typer af boliger i afdelingen. Det kan besluttes at give mulighed for at lave forskellige arbejder for de enkelte typer af boliger i afdelingen.

Med og uden godtgørelse

Afdelingsmødet kan både beslutte at give mulighed for at lave arbejder, der giver ret til godtgørelse, og arbejder der ikke giver ret til godtgørelse.

Godkendelse i boligselskabet

Afdelingsmødets afgørelser af hvilke forbedringsarbejder, der kan udføres, skal godkendes af boligselskabets bestyrelse.

Boligselskabet kan kun afslå forbedringsarbejder, som vil medføre udlejningsvanskeligheder, eller som ikke opfylder de betingelser, der er anført under afsnit 3.

Liste over yderligere arbejder

Selskabet skal udarbejde en liste over de arbejder, som boligtagerne i de enkelte boligafdelinger har mulighed for at lave. Det skal fremgå af listen, om arbejderne giver ret til godtgørelse.

Listen skal udsendes til beboerne. Nye boligtagere skal have listen tillige med eventuelle senere ændringer udleveret i forbindelse med indgåelse af lejekontrakten.

Ændringer i listen skal besluttes på et afdelingsmøde og godkendes af selskabets bestyrelse. Den ændrede fortegnelse udsendes til boligtagerne.

6. Anmeldelse til Boligselskabet

(Boligbyggerilovens § 10 d, stk. 5 og 6.)

Anmeldelse inden iværksættelse

Boligtagere, der ønsker at lave forbedringsarbejder, som er nævnt i positivlisten, eller som er optaget på boligafdelingens liste, skal anmelde arbejderne til boligselskabet, inden de går i gang.

Frister

Boligselskabet skal hurtigst muligt og inden 8 uger efter anmeldelsen skriftlig meddele boligtageren begrundet afslag, hvis selskabet ikke mener, at arbejderne kan gennemføres. Fristen regnes, fra anmeldelsen kommer frem til selskabet, og til svaret kommer frem til boligtageren. Der ses bort fra juli måned.

Betingelser for afslag

Boligselskabet kan kun meddele afslag, hvis arbejderne ikke opfylder de under afsnit 3 og 5 nævnte betingelser.

Tilladelse efter boligbyggerilovens § 3 b

Visse arbejder kræver kommunalbestyrelsens tilladelse efter boligbyggerilovens § 3 b. Det er f.eks. skillevægsforandringer, som ikke sker i forbindelse med forbedring af bad eller køkken og opførelse af tilbygninger, udestuer og garager og carporte.

Byggetilladelse

Visse arbejder kræver byggetilladelse eller anmeldelse til bygningsmyndighederne. Det er f.eks. tilbygninger og opførelse af udestuer og garager og carporte.

I sager som kræver tilladelse efter boligbyggerilovens § 3 b eller byggetilladelse eller anmeldelse skal boligselskabet inden for 8-ugersfristen meddele boligtageren, at vedkommende ikke må gå i gang, før kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse.

Hvis boligselskabet ikke har reageret inden for 8-ugersfristen, kan arbejdet sættes i gang. Er arbejdet omfattet af byggelovgivningen, må det dog ikke iværksættes uden byggetilladelse eller anmeldelse til kommunalbestyrelsen som bygningsmyndighed. Boligselskabet giver boligtageren meddelelse herom.

Boligselskabet søger byggetilladelse

Ansøgning om byggetilladelse eller anmeldelse til bygningsmyndigheden foretages af boligselskabet.

Gebyr

Byggesagsgebyret for kommunalbestyrelsens behandling af byggesagen betales af boligtageren. Boligselskabet kan opkræve et gebyr hos boligtageren for selskabets behandling af byggesagen. Gebyrets størrelse fastsættes således, at det dækker boligselskabets udgifter til behandling af byggesagen.

Når byggetilladelsen foreligger, giver boligselskabet boligtageren meddelelse herom.

Konsekvenser af manglende anmeldelse

Hvis reglerne om forudgående anmeldelse til boligselskabet ikke overholdes, mister boligtageren retten til godtgørelse. Endvidere kan selskabet kræve retablering for boligtagerens regning, hvis arbejderne ikke opfylder betingelserne i afsnit 3 eller er i strid med byggelovgivningen. I grove tilfælde kan boligselskabet opsige eller ophæve lejemålet efter de almindelige regler herom.

7. Godtgørelse

(Boligbyggerilovens § 10 e)

Dokumentation af udgifter.

Besigtigelse

Når arbejderne er gennemført, skal boligtageren over for boligselskabet dokumentere de afholdte udgifter, og boligselskabet skal besigtige arbejderne.

Herefter beregnes et godtgørelsesbeløb til boligtageren.

Ved beregningen af godtgørelsen tages der udgangspunkt i de afholdte udgifter.

Hvilke udgifter kan medtages

Som afholdte udgifter kan alene medregnes dokumenterede materialeudgifter og dokumenterede udgifter til momsregistrerede virksomheder. Værdien af eget arbejde medregnes ikke.

Der kan ikke medtages udgifter til arbejder, som jf. afsnit 3, ikke lovligt kan gennemføres.

Udgifter til eventuelle særligt luksusprægede eller særligt energiforbrugende foranstaltninger som f.eks. spa-pools, saunaer, gulvvarme eller bidet, kan ikke medtages.

Reduktion af udgifterne

Boligselskabet kan reducere udgifterne, hvis de skønnes at være uforholdsmæssigt høje sammenlignet med de sædvanligt forekomne udgifter til den type arbejder. Boligtageren bør derfor forinden undersøge, om priserne for det udførte arbejde og de indkøbte materialer er rimelig.

Boligselskabet kan reducere udgifterne med værdien af eksisterende installationer, bygningsdele m.v., som er omfattet af forbedringsarbejderne. Boligselskabet og boligtageren bør derfor, inden boligtageren går i gang, aftale, med hvilken værdi de eksisterende installationer m.v. skal fratrækkes i de udgifter, der danner grundlag for beregningen af godtgørelsen.

Der skal ved værdiansættelsen tages hensyn til de eksisterende installationers restlevetid og kvalitet, og til om de er tidssvarende.

Endelig reduceres der i de afholdte udgifter for støtte efter anden lovgivning.

De udgifter, der herefter danner grundlag for beregningen af godtgørelse (beregningsgrundlaget), påtegnes lejekontrakten.

Beregning af godtgørelse

Godtgørelsen udgør den del af beregningsgrundlaget, som overstiger 5.135 kr. (bundfradrag). Der kan maksimalt beregnes en godtgørelse på 35.945 kr. Udgifter herudover må boligtageren selv betale. Er godtgørelsen på beregningstidspunktet mindre end 2.054 kr. bortfalder den. Beløbsgrænserne reguleres en gang årligt.

Regneeksempel badeværelse:

Dokumenterede udgifter........................... 65.000 kr. Udgifter uden moms............................... - 2.000 kr. Særligt energikrævende arbejder som jf. afsnit 3 ikke medfører godtgørelse, (el-varme i gulv)................................ - 2.000 kr. Luksusprægede arbejder (bidet)................... - 3.000 kr. Reduktion for for høje udgifter, (timeløn urimelig høj)........................... - 2.000 kr. Værdien af eksisterende badeværelse.............. - 5.000 kr. Tilskud efter anden lovgivning................... - 7.000 kr. Beregningsgrundlag:.............................. 44.000 kr. Bundfradrag...................................... - 5.135 kr. 38.865 kr.

Godtgørelsen opgøres endeligt til maksimumsbeløbet på 35.945 kr.

Flere forbedringsarbejder

Der kan udføres flere forbedringsarbejder efter hinanden inden for det samlede maksimum på i alt 35.945 kr. Bundfradraget på 5.135 kr. skal imidlertid fratrækkes i forbindelse med beregning af godtgørelse for hvert enkelt forbedringsarbejde. Det kan derfor bedst betale sig at samle flere påtænkte arbejder i et samlet arbejde, med et bundfradrag.

Beløbsgrænserne vil blive reguleret efter prisudviklingen. De regulerede beløb offentliggøres en gang årligt.

Nedskrivning af godtgørelse

Godtgørelsen nedskrives over 10 år, med 10 % for hvert år fordelt på lige store dele pr. måned, forbedringen har været i brug. Boligtageren og selskabet kan aftale hurtigere nedskrivning.

Udbetaling af godtgørelse

Hvis boligtageren fraflytter, inden godtgørelsen er fuldt nedskrevet, udbetales restgodtgørelsen til boligtageren af boligselskabet fratrukket boligtagerens eventuelle forpligtelser over for selskabet.

Hvis boligtageren fraflytter, men andre personer i husstanden fortsætter lejemålet, skal der ikke udbetales godtgørelse. Nedskrivningen af godtgørelsen påvirkes heller ikke.

Den nye boligtager betaler

Boligafdelingens udgift til godtgørelse betales af den nye boligtager. Den nye boligtager kan vælge mellem at betale et engangsbeløb eller en lejeforhøjelse. Betaling af engangsbeløb skal ske via boligselskabet og kan ikke ske direkte fra den nye til den fraflyttede boligtager.

Lejeforhøjelse

Hvis boligtageren vælger lejeforhøjelse, skal lejeforhøjelsen dække boligafdelingens udgifter både til selve godtgørelsen og til renter i forbindelse med finansieringen af godtgørelsen.

Finansiering af godtgørelse

Boligselskabet skal sørge for, at boligafdelingens udgifter til godtgørelse finansieres på den for afdelingen billigst mulige måde. Ved finansiering med selskabets eller afdelingens egne midler beregnes der en rente svarende til normal bankrente for tilsvarende lån. Boligselskabet bør gøre boligtageren opmærksom på, at der ikke er skattefradragsret for den del af lejeforhøjelsen, som er renteudgifter.

Boligselskabet bør basere lejeforhøjelsen på en annuitetsafvikling af restgodtgørelsen med lige store ydelser hver måned. Hvis den tidligere boligtager har valgt at betale restgodtgørelsen ved en lejeforhøjelse, er en efterfølgende boligtager ligeledes henvist til at betale restgodtgørelsen ved en lejeforhøjelse.

Lejeforhøjelsens varighed

Lejeforhøjelsen ophører, når nedskrivningsperioden udløber. Lejeforhøjelsen kan indgå i beregningsgrundlaget for individuel boligstøtte.

Forbedringslejeforhøjelse

Ved visse former for permanente forbedringer f.eks. udestuer, carporte, tilbygninger o.l. skal selskabet, i forbindelse med den første genudlejning efter at forbedringen er nedskrevet, gennemføre en forbedringslejeforhøjelse svarende til den forøgede brugsværdi.

Flere samtidige arbejder

Der sker nedskrivning af godtgørelsen for hvert enkelt arbejde for sig. Flere arbejder, der er udført samtidig f.eks. renovering af badeværelse og køkken, anses som et arbejde, når det er anmeldt som et arbejde til selskabet.

Nye forbedringsarbejder

Der kan, efterhånden som et godtgørelsesbeløb nedskrives, skabes plads til godtgørelse for nye forbedringsarbejder inden for det fastsatte maksimum på i alt 35.945 kr. Bundfradraget på 5.135 kr. skal dog fratrækkes ved beregning af godtgørelse for hvert enkelt af de nye arbejder. Det kan derfor som nævnt bedst betale sig at samle flere nye arbejder i et samlet arbejde med et bundfradrag.

Udbetaling af restgodtgørelse

Fraflytter en boligtager, som har betalt godtgørelsen kontant, inden godtgørelsen er fuldt afskrevet, har vedkommende ret til at få udbetalt restgodtgørelsen modregnet eventuelle forpligtelser over for boligselskabet. Den nye boligtager kan så vælge at betale restgodtgørelsen som et engangsbeløb eller som en lejeforhøjelse, som beskrevet ovenfor.

Regneeksempel:

Godtgørelse oprindelig beregnet til............... 35.945 kr. Fraflytning efter 5 år. Restgodtgørelsen udgør: 35.945 kr. minus 5 års nedbringelse a 3.594 kr. pr. år................................. 17.972 kr. Ny boligtager vælger lejeforhøjelse. Restløbetid 5 år. Månedlig lejeforhøjelse inkl. renter: Restgodtgørelsen, 17.972 kr. Annuitetsafvikling, rente: (normal bankrente for tilsvarende lån) for tiden ca. 12 pct., 60 terminer....................................... 400 kr. 2 år senere vil boligtager lave forbedringer. Restgodtgørelsen udgør: 17.972 kr. minus 2 års nedskrivning a 3.594 kr. pr. år................................. 10.784 kr. Maksimal godtgørelse for nye arbejder: Maks. beløb for godtgørelse 35.945 kr. (1994-takster) minus restgodtgørelse 10.784 kr.... 25.161 kr.

Retten til godtgørelse bevares

Boligtagere, som har lavet forbedringsarbejder, bevarer retten til godtgørelse ved fraflytning, selvom afdelingsmødet senere ændrer eller ophæver muligheden for at gennemføre tilsvarende forbedringsarbejder. Ligeledes skal en boligtager, som overtager lejemålet, inden godtgørelsen er afskrevet, betale boligafdelingens udgift til godtgørelse kontant eller ved en lejeforhøjelse.

8. Tilsyn med boligselskabernes/foreningernes administration af ordningen

(Boligbyggerilovens § 18, stk. 1.)

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn

Kommunalbestyrelserne fører tilsyn med boligselskabernes administration af reglerne om råderet og godtgørelse for individuelle forbedringer.

Som led i udøvelsen af sit tilsyn kan kommunalbestyrelsen stille krav om, at den under afsnit 5 omhandlede liste over hvilke yderligere forbedringsarbejder, der efter beslutning på afdelingsmødet kan udføres, fremsendes til kommunen.

Boligretten

Det kommunale tilsyn indebærer f.eks., at kommunalbestyrelsen, hvis den bliver opmærksom på, at selskabet har fastsat regler, der indskrænker boligtagerens ret til at foretage forbedringer m.v. i henhold til positivlisten, må rette henvendelse til selskabet. Eventuelle tvister mellem boligtageren og selskabet vedrørende beregning af godtgørelsen henhører under boligretten.

Bygge- og Boligstyrelsen den 5. maj 1994.

Rud Werborg

/Vibeke Køie

Bilag 1

Boligministeriet

Bygge- og Boligstyrelsens 2. kontor

Stk. 1. § 10 d 10 f i lov om boligbyggeri pr. 18.3.1994

Bilag 2

Boligministeriets bekendtgørelse nr. 404 af 21. juni 1993

Versioner

  1. 1994-05-05 · til 1997-06-23