Gelex

Vejledning om presseberedskabet

GældendeVersion 1995-07-14fra 1995-07-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1995/117@1995-07-14/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. Indledning

Presseberedskabet er en del af det samlede beredskab for krise eller krig.

I hverdagen varetager pressen nyhedsformidlingen. Myndighederne løser sine informationsopgaver over for befolkningen på en række forskellige måder bl.a. ved udsendelse af pressemeddelelser, afholdelse af pressemøder osv. Målrettet information til borgerne om konkrete forhold løses enten ved direkte information, formidlet af myndighederne selv, eller i et samarbejde med pressen.

Der er en principiel skillelinie mellem nyhedsformidling og information. Det er nødvendigt for befolkningens tiltro til pressen, at pressen kan udføre sine opgaver som en ansvarlig og kritisk presse, uafhængig af myndighedernes kontrol.

Ud fra princippet om, at de, der løser en opgave i hverdagen, også bør gøre det i tilfælde af krise eller krig, er det op til myndighederne, nyhedsbureauerne og nyhedsmedierne at planlægge for, hvordan informationsopgaven og nyhedsformidlingen videreføres i sådanne situationer.

Skillelinien mellem nyhedsformidling og information skal fortsat overholdes også under krise eller krig, men netop for sådanne situationer er der brug for at planlægge og øve spillereglerne og samarbejdet. Beredskabsstyrelsen yder vejledning ved denne planlægning.

Planlægning af beredskabet for krise eller krig sker på grundlag af det efterretningsmæssige planlægningsgrundlag (tidligere benævnt »trusselsbilledet«), der udarbejdes af forsvaret og anvendes af såvel statslige som kommunale myndigheder. Ifølge det efterretningsmæssige planlægningsgrundlag har den sikkerhedspolitiske udvikling medført, at varslingstiden for en større europæisk krise - og dermed varslingstiden for et eventuelt angreb på dansk område - er væsentligt forøget. Den forlængede varslingstid indebærer, at den hidtidige planlægning bør tages op til revision med hensyn til hvilke foranstaltninger der bør foretages allerede i fredstid, og hvilke der kan udskydes til senere. Planlægningen skal under alle omstændigheder gennemføres i fredstid, for uden den fornødne planlægning vil det ikke være muligt at etablere det fornødne beredskab under krise eller krig.

I disse overvejelser bør indgå - på den ene side forøgelsen af varslingstiden - på den anden side den generelle usikkerhed vedrørende den sikkerhedspolitiske udvikling, samt usikkerheden om, hvilken forberedelsestid der i den aktuelle situation vil være til rådighed, fra de overordnede beslutninger om iværksættelse træffes, til beredskabet skal være etableret.

2. Det retlige grundlag

Det retlige grundlag for presseberedskabet er beredskabsloven, lov nr. 1054 af 23. december 1992, der i § 2 fastslår at »det civile beredskabs opgave er at planlægge og træffe foranstaltninger med henblik på under krise eller krig at videreføre samfundets funktioner samt at yde støtte til landets samlede forsvar«.

Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, lovbekendtgørelse nr. 578 af 24. juni 1994, indeholder i § 7, stk. 7, og § 18, stk. 5, bestemmelser om, at Danmarks Radio og TV 2 er forpligtet til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning til befolkningen. De nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 717 af 28. oktober 1991 om Danmarks Radios og TV 2's forpligtelse til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning (beredskabsmeddelelser), jf. nærmere punkt 5.

Af § 51, stk. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed fremgår endvidere, at det kan pålægges indehavere af en sendetilladelse (lokal radio- og fjernsynsvirksomhed) at medvirke til udsendelse af meddelelser af beredskabsmæssig betydning til befolkningen. Regler herom planlægges ikke udsendt.

Herudover findes regler af betydning for presseberedskabet i bekendtgørelse nr. 1070 af 15. december 1994 om civilregioner m.v. Efter bekendtgørelsens § 6 varetager den regionale informationstjeneste under krise eller krig informationsopgaver efter retningslinier, fastsat af regionsledelsen, jf. nærmere punkt 3.

3. Informationsopgaven

Som et led i planlægningen af regeringens fortsatte funktion under krise eller krig er der planlagt oprettet en central informationstjeneste. Samspillet mellem befolkningen, pressen og de offentlige myndigheder er en vigtig del af krisestyringsprocessen, og det er derfor vigtigt, at der er planlagt for, hvorledes denne opgave løses mest hensigtsmæssigt.

Den centrale informationstjeneste består af en leder fra Udenrigsministeriets informationssekretariat og af et antal informationssagkyndige fra Udenrigsministeriet og Forsvarskommandoen. Ministerierne yder den centrale informationstjeneste bistand ad hoc. Offentlige og private virksomheder og institutioner (f. eks. Danmarks Radio, TV 2 og Ritzaus Bureau) samarbejder efter behov med den centrale informationstjeneste ved udførelsen af disse opgaver.

Den centrale informationstjeneste har under krise eller krig til opgave at holde pressen orienteret om situationen, herunder udsende pressemeddelelser og afholde pressemøder. Endvidere har den centrale informationstjeneste til opgave at orientere regeringen om de vigtigste nyheder samt at rådgive regeringen om dens information af pressen og befolkningen.

Ved løsning af sine opgaver samarbejder den centrale informationstjeneste med de regionale informationstjenester, der under krise eller krig er planlagt oprettet ved hver af landets syv civilregioner. Det er regionsamtmandens ansvar at organisere den regionale informationstjeneste. Det forudsættes, at den sammensættes af informationssagkyndige i regionen, herunder fra den trykte presse og Danmarks Radio's regionalradioer.

Den regionale informationstjeneste har til opgave at holde pressen orienteret, udarbejde pressemeddelelser, arrangere pressemøder og orientere regionsledelsen (dvs. cheferne for henholdsvis militærregionen, politiregionen, civilregionen og beredskabsregionen) om væsentlige regionale nyheder. Informationstjenesten har endvidere til formål at rådgive regionsledelsen om informationsspørgsmål.

Den centrale informationstjeneste holder under krise eller krig de regionale informationstjenester orienteret om sin virksomhed og viderebringer regionale informationer til regeringen.

Såvel den centrale informationstjeneste som de regionale informationstjenester er planlagt oprettet for at bistå myndighederne i løsningen af disses informationsopgaver. Ikke mindst af hensyn til samspillet mellem myndighederne og befolkningen under krise eller krig er det vigtigt, at det fortsat er den myndighed, som plejer at informere borgerne, der også gør det under krise eller krig, men behovet for at koordinere myndighedernes information vil stige i sådanne situationer. Det er derfor vigtigt, at det planlægges og øves, hvorledes der sikres den fornødne koordination mellem centrale myndigheder og mellem centrale, regionale og lokale myndigheder.

I den kommunale beredskabsplanlægning planlægges der for, hvordan den kommunale informationsvirksomhed kan fortsætte under krise eller krig. Formålet hermed er at sikre, at de relevante oplysninger om forhold, som kommunen er ansvarlig for, når ud til borgerne på det rigtige tidspunkt og i en form, der gør det muligt for borgerne at handle i overensstemmelse med informationerne.

4. Nyhedsformidlingen

Det er pressens opgave at varetage nyhedsformidlingen, og det er pressens eget ansvar at planlægge for, at denne funktion også kan fortsætte under krise eller krig.

Ligesom det gælder for planlægningen af informationsberedskabet, jf. ovenfor, må der foretages en afvejning af konsekvenserne af den forøgede varslingstid sammenholdt med den påkrævede forberedelsestid.

Nyhedsformidlingen er præget af et højt dagligt beredskab, der er velegnet til at danne grundlaget for en omstilling til forhold under krise eller krig. På visse »nøgleområder« kan det være påkrævet at træffe særlige beredskabsforanstaltninger som f.eks. forsyning, designering (fritagelse for mødepligt ved forsvaret eller redningsberedskabet), kommunikation m.v. Det er pressens eget ansvar at identificere sådanne »nøgleområder«, jf. nærmere punkt 6.

5. Samarbejdet mellem myndighederne og nyhedsformidlingen

Som nævnt er der en principiel skillelinie mellem nyhedsformidlingsopgaven og myndighedernes informationsopgaver. Der er dog også et vigtigt samarbejdsområde mellem pressen og myndighederne.

Myndighederne har brug for pressen ved sin information af befolkningen, og befolkningen har behov for nøjagtige, rettidige og relevante oplysninger fra myndighederne. Under krise eller krig kan det have direkte betydning for befolkningens liv og sundhed, at samarbejdet er velfungerende.

Som et led i dette planlægningsarbejde har Beredskabsstyrelsen nedsat et udvalg vedrørende pressens beredskab. Det har til opgave, at rådgive Beredskabsstyrelsen om såvel planlægningen af informationsberedskabet for katastrofer, krise eller krig som koordinationen af presseberedskabet i øvrigt. Beredskabsstyrelsen varetager formandskab og sekretariat for udvalget, der i øvrigt består af repræsentanter for Danmarks Radio, TV 2, Ritzaus Bureau, den trykte presse, Udenrigsministeriet, Forsvarskommandoen og Dansk Journalistforbund.

Ifølge bekendtgørelsen om beredskabsmeddelelser er Danmarks Radio og TV 2 forpligtet til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning, når der er en »akut situation af livstruende karakter for et større antal mennesker«.

Til opfølgning af disse bestemmelser er der den 23. juni 1995 indgået en ny aftale mellem Beredskabsstyrelsen, Danmarks Radio og TV 2 om fremgangsmåden ved udsendelse af beredskabsmeddelelser (alarmeringsaftalen).

I sådanne situationer undergiver Danmarks Radio og TV 2 ikke meddelelser fra myndighederne en almindelig journalistisk bearbejdning ud fra pressens sædvanlige kriterier. Men forudsætningen herfor er, at alarmeringsaftalens og bekendtgørelsens klare kriterier er opfyldt. Det er myndighedernes ansvar at afgøre, om dette er tilfældet.

6. Praktiske forudsætninger for presseberedskabet

For såvel nyhedsformidlingen som myndighedernes varetagelse af informationsopgaverne kan der opstå en række problemer omkring de personalemæssige ressourcer, tilvejebringelse af de fornødne forsyninger, indretning af lokaler og sikring af kommunikationsmidler og andre forhold af praktisk art, hvis løsning er væsentlig for, at presseberedskabet kan bringes til at fungere.

Det anbefales, at disse problemer enten løses i den konkrete planlægning, eller at det i de enkelte planer beskrives, hvorledes problemerne kan løses.

Der kan således opstå spørgsmål om at fritage mobiliseringspligtige fra deres mødepligt ved forsvaret eller redningsberedskabet, således at de kan indgå i den centrale informationstjeneste eller ved de regionale informationstjenester. Ligeledes kan der være behov for at fritage personer, der skal kunne fortsætte deres funktion som ledere af eller som nøglemedarbejdere i myndighedernes informationsafdelinger, i nyhedsbureauer og nyhedsmedier. En sådan fritagelse for mødepligt betegnes designering. Der henvises til bekendtgørelse nr. 934 af 6. december 1993 om fritagelse for mødepligt ved redningsberedskabet og forsvaret under krise eller krig (designering), og vejledning nr. 192 af 6. december 1993 om samme emne.

Der kan desuden være behov for sikring af telefoner, telex og telefax hos myndigheder og virksomheder, der har behov for at kunne foretage opkald og sende under forhold, hvor almindelig anvendelse af disse kommunikationsmidler ikke kan finde sted. Beredskabsstyrelsen kan give nærmere oplysninger om kriterierne herfor samt om, hvem der sørger for, at de pågældende installationer bliver sikret, således at vigtig telefontrafik m.v. kan afvikles.

Det bør ligeledes overvejes, om det i tilfælde af krise eller krig er muligt at fortsætte virksomheden i de normale lokaler, og om der bør indrettes nødstudier eller lignende i sikrede lokaliteter.

For så vidt angår forsyning med olie, el, naturgas m.v. samt andre forsyninger til produktionen, må der planlægges herfor i samarbejde med de relevante myndigheder, dvs. bl.a. Erhvervsfremme Styrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 331 af 14. maj 1990 om prioriterede virksomheder m.v., og Energistyrelsen.

Underskrift 1

Beredskabsstyrelsen, den 14. juli 1995 Ole Forsting / Henrik G. Petersen

Versioner

  1. 1995-07-14