Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1995/128@1995-07-27/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

Indholdsfortegnelse

1. De generelle registreringsregler

2. Særlige tvivlstilfælde

2.1 Flere boliger her i landet

2.2 Børn

2.3 Institutionsophold

2.4 Eksterritoriale personer

1. Flytteanmeldelser

2. Tvangsflytninger

3. Flytning til udlandet

4. Tilflytning fra udlandet

1. Navn

2. Umyndiggørelse

3. Fødselsregistreringssted

4. Statsborgerret

5. Folkeregisternotater

Kapitel

Personnummer og dettes tildeling

Kapitel

Oplysninger om folkeregistreringen

1. Oplysninger til offentlige myndigheder

2. Oplysninger til private

Kapitel

Bistand til kuvertering

Kapitel

Indrapportering til CPR

Bilag 1

Registrering af hændelser i udlandet

1. Indledning

2. Dokumentationskrav

3. Forelæggelse af tvivlsspørgsmål

4. Domicilbegrebet

5. De enkelte hændelser

5.1 Fødselsdato

5.2 Køn

5.3 Navn

5.4 Civilstand

5.4.1 Ægteskab

5.4.2 Skilmisse

5.5 Statsborgerret

5.6 Slægtskab

5.6.1 Biologisk slægtskab

5.6.2 Adoption

5.7 Umyndiggørelse

5.8 Folkekirkeforhold

5.9 Dødsfald

6. Internordisk flytteattest

7. Adresser og telefonnumre

Bilag 2

Eksempler på offentlige myndigheder og private

1. Offentlige myndigheder

2. Private

3. Vejledende principper for afgørelsen af, om der er tale om en offentlig myndighed

Bilag 3

Vejledning vedrørende tildeling af »erstatningspersonnumre« til personer, der ikke af Det centrale Personregister (CPR) tildeles et egentligt personnummer

1. De generelle registreringsregler

Hovedformålet med folkeregistrenes registrering af en persons adresse i Det centrale Personregister (CPR) er at fastslå den kendsgerning, hvor den pågældende opholder sig, kan træffes, og hvortil breve fra det offentlige kan sendes. At det pågældende sted evt. ikke er et sted, hvor det er lovligt at bo - i vinterhalvåret eller overhovedet - er uden betydning for registreringen, hvis personen bor der.

Ved fastsættelsen af reglerne om bopælsregistrering har Indenrigsministeriet bestræbt sig på, at disse er i overensstemmelse med den almindelige opfattelse af, hvor en person »bor«. Der er derimod ikke taget hensyn til de retsvirkninger, som anden lovgivning tillægger registreringen af en persons bopæl i CPR. Hvis der i anden lovgivning knyttes retsvirkninger til folkeregistreringen, må dette ske ud fra en viden om folkeregistreringens principper og ikke ud fra en forventning om, at folkeregistreringen efterfølgende bliver rettet, så den passer til retsvirkningerne.

Indenfor en lang række lovområder (skattelovgivning, sociallovgivning m.v.) er det forudsat, at der skal foretages en særskilt bedømmelse af bopælsspørgsmålet, uafhængig af registreringen i folkeregistret/CPR. Praksis viser imidlertid, at registreringen i folkeregistret/CPR normalt bliver lagt til grund ved afgørelsen af en persons bopæl inden for et andet sagsområde, og netop derfor må afgørelsen af en borgers rette bopæl foretages ud fra så objektive kriterier som muligt.

De retningslinier, som er opregnet i nærværende vejledning, er ikke udtømmende, og andre forhold end omtalt i vejledningen, kan i en konkret sag være afgørende for, hvor en persons rette bopæl er.

Principperne i bopælsregistreringen er klare: Udgangspunktet er, at enhver skal registreres på sin bopæl. Den, der ingen bopæl har, skal registreres på sit faste opholdssted, og har man heller ikke et fast opholdssted, skal man forblive registreret i sin hidtidige kommune, men som fraflyttet sin hidtidige adresse og på en vejkode i intervallet 9900-9999 med en betegnelse i overensstemmelse med § 10, stk. 4, i cirkulære om ajourføring og drift af CPR's vej- og boligregister. I visse tilfælde, hvor den pågældende ikke kan findes, kan registreringen være » forsvundet«.

Bopælen er det sted (bolig), hvor man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor man har sine ejendele. Om stedet efter almindelig sprogbrug kan kaldes en bolig, eller om stedet er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), er uden betydning, hvis det er ubestridt, at en person opholder sig der. Stedet vil under alle omstændigheder kunne danne grundlag for registrering, enten som en bopæl eller som et fast opholdssted. Som eksempler kan nævnes sommerhuse, erhvervslejemål, hotelværelser og kolonihavehuse. I helt særlige tilfælde kan campingvogne, både, ubebyggede grunde og lignende danne grundlag for registrering. Det er dog en ufravigelig betingelse, at der er tale om en bolig, som ligger fast, jf. nedenfor om campingvogne m.m.

Ved afgørelsen af, om et fravær fra bopælen er midlertidigt, eller om man er flyttet, må der ske en vurdering af, om der er hensigt til tilbagevenden til bopælen. Herudover er længden af fraværet af betydning. Et fravær fra helårsboligen, mens man er i sommerhus, betragtes efter fast praksis som et midlertidigt fravær, og der kan og skal aldrig ske tilmelding til sommerhuset i sommerperioden. Iøvrigt kan der ikke gives nogen fast tidsgrænse for, hvor langt fraværet fra bopælen kan være, når den pågældende opholder sig her i landet. For udenlandsophold gælder særlige regler, jf. kapitel 3, afsnit 3.

Hvor langvarigt et ophold skal være, for at danne grundlag for registrering som fast opholdssted kan der heller ikke siges noget generelt om.

En campingvogn, en autocamper, en husbåd eller lignende »bevægelige opholdssteder«, vil kun i undtagelsestilfælde kunne danne grundlag for registrering. Forudsætningerne er,

- at den pågældende ikke har andet opholdssted, som kan danne grundlag for registrering,

- at opholdet har en vis varighed, og

- at campingvognen m. m. er fast i hele perioden, dvs. der foretages ingen ture overhovedet med vognen m. m.

Registrering uden fast bopæl bør anvendes med stor tilbageholdenhed og ikke i situationer, hvor der kan udpeges et fast opholdssted. I tilfælde, hvor en person registreres uden fast bopæl, bør folkeregistret med jævne mellemrum tage sagen op for at vurdere, om der er nye muligheder for at få fastlagt en egentlig adresse for den pågældende, jf. herved afsnittet om tvangsflytning i kapitel 3, afsnit 2.

Betegnelsen »forsvundet« kan ikke anvendes, hvis den pågældende møder op i folkeregistret, hos anden offentlig myndighed eller på anden måde med sikkerhed har »givet sig til kende« her i landet.

Hvis der i forbindelse med bopælsregistreringen opstår tvivlsspørgsmål, er det folkeregistret i bopælskommunen, som afgør disse. At en husejer, institutionsleder eller anden privatperson ikke ønsker en person tilmeldt en bestemt adresse, er således uden betydning, hvis der efter folkeregistreringsreglerne skal ske en tilmelding til adressen.

Folkeregistret må ikke tilmelde en person til en adresse, hvis folkeregistret mener, at der er tvivl om, at den pågældende bor det anmeldte sted. I sådanne tilfælde skal folkeregistret i første omgang modtage anmeldelsen og derefter undersøge sagen. Der kan om undersøgelsen henvises til afsnit 2 om tvangsflytninger i kapitel 3.

Yderligere generel vejledning om behandlingen af bopælssager samt generelle fortolkningsspørgsmål om folkeregistreringslovgivningen kan fås ved telefonisk henvendelse til Indenrigsministeriet. Ministeriet kan under sådanne drøftelser aldrig tage stilling til konkrete bopælssager, da borgerne derved berøves deres mulighed for at få afprøvet deres sag i to administrative instanser.

2. Særlige tvivlstilfælde

2.1. Flere boliger her i landet

Hvis en person har flere boliger til sin rådighed her i landet - herunder Grønland, men ikke Færøerne - må det afgøres, hvilken af boligerne, der skal anses for boligen, hvor den pågældende skal registreres.

I sådanne tilfælde skal en lovlig helårsbolig altid gå forud for en ulovlig. Dette gælder uanset boligernes kvalitet og den pågældendes tilknytning til disse.

Når man skal afgøre om en bolig er en lovlig helårsbolig, skal man være opmærksom på, at pensionister efter lov om planlægning lovligt kan bo hele året i deres sommerhus, hvis dette ligger i et sommerhusområde, og pensionisten har ejet sommerhuset i 8 år. Ved pensionist forstås i planloven

- en person på 67 år og derover

- en person på 60 år, som oppebærer pension eller efterløn, samt

- en førtidspensionist i henhold til lov om social pension.

Planlovens særregel for pensionister betyder, at en pensionist, som udover sit sommerhus også bevarer sin almindelige helårsbolig, skal registreres på den af boligerne, hvor vedkommende efter de almindelige regler, må siges at have sin bopæl, jf. nedenfor.

Ved afgørelsen af, hvilken af en persons lovlige helårsboliger, der skal anses for bopælen, hvor den pågældende skal registreres, må folkeregistret foretage en helhedsvurdering, hvori der inddrages samtlige de tilknytningsmomenter, som den pågældende har til disse boliger.

Som en ikke udtømmende angivelse af eksempler på tilknytningsmomenter kan følgende nævnes:

- her bor familien (ægtefælle/samlever/børn) (fortsat)

- her overnattes de fleste af ugens dage eller den største del af den relevante periode

- ligger nærmest arbejdspladsen

- er den største/bedste bolig

- her er (størsteparten af) personens ejendele

- ligger nærmest børnenes institutioner.

Hvis helhedsvurderingen af tilknytningsmomenterne, som typisk trækker i forskellig retning, ikke klart peger på en af boligerne som bopælen, kan personens eget ønske følges. Et sådant valg mellem flere mulige bopæle kan den pågældende ikke kræve ændret, før der sker en ændring af de forhold, som forelå, da valget blev foretaget.

2.2. Børn

Børn, hvorved forstås ugifte personer under 18 år, skal registreres efter samme regler som voksne. Det vil sige, at det afgørende for registreringen af barnets bopæl er de faktiske forhold.

Forældremyndighedens indehaver(e) har ret til at bestemme, hvor barnet skal opholde sig. Opholder barnet sig imidlertid i strid med denne beslutning et andet sted, er det dette sted, der skal registreres som barnets bopæl. Forældremyndighedens indehaver kan således ikke sætte sig imod, at folkeregistret registrerer barnets faktiske opholdssted.

Børn som på skift bor hos forældrene, som ikke bor sammen, skal registreres med bopæl hos den af forældrene, som barnet opholder sig mest hos.

Bor barnet lige længe ad gangen hos forældrene, skal barnet registreres der, hvor det på grund af daginstitutionsophold, forældremyndighed og andre objektive forhold må siges nærmest at være hjemmehørende. Hvis de objektive forhold viser lige stor tilknytning til hver af forældrene, kan den, der har forældremyndigheden vælge, hvor barnet skal være registreret. Har forældrene fælles forældremyndighed, kan de i fællesskab foretage valget. Dette valg kan så ikke ændres, før der foreligger ændrede ydre forhold vedrørende barnet.

I tilfælde, hvor forældrene strides om registreringen af deres barn, skal folkeregistret undersøge sagen med henblik på at fastslå de faktiske forhold, som er afgørende for barnets registrering.

Hvis folkeregistret efter en foretagen undersøgelse ikke har kunnet afgøre, hvor barnet har sin bopæl, kan folkeregistret lade barnet forblive registreret/tilbageføre registreringen til den adresse barnet havde, før den aktuelle strid opstod, hvis denne »gamle« adresse er en af de påståede bopæle. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at striden typisk starter, når den ene af forældrene bliver klar over, at den anden har flyttet barnets folkeregistrering. Den adresse, der evt. vil kunne anvendes i sådanne tilfælde, hvor det ikke har været muligt at fastslå kendsgerningerne, er det sted, hvor barnet boede sammen med forældrene, før forældrene begyndte frem- og tilbageflytningen af barnets adresse, eller den adresse, barnet har boet uændret på i en længere periode.

At forlange begge forældres underskrift på flytteanmeldelsen, når forældrene på skift melder flytning for et barn, må aldrig træde i stedet for en undersøgelse af sagen, men alene som en måde at bremse frem- og tilbagemelding i underøgelsesperioden. Der er nemlig ingen garanti for, at den, der nægter at underskrive flytteanmeldelsen, gør dette, fordi flytteanmeldelsen strider mod fakta.

Børn som regelmæssigt sover et andet sted her i landet end hos forældrene på grund af kostskoleophold eller lignende, men som tilbringer week-ends, ferier og lignende hos forældrene med bopæl i Danmark, vil som hovedregel skulle registreres hos forældrene. Denne formodningsregel gælder dog ikke for børn, som fra Grønland tager til den øvrige del af riget. I disse tilfælde må spørgsmålet om fortsat registrering på forældrenes adresse eller registrering på skolen afgøres efter en konkret vurdering.

For børn, der har afbrudt forbindelsen med hjemmet, og om hvem det må formodes, at de ikke vil vende tilbage dertil, vil opholdsstedet som oftest kunne anses for bopæl.

2.3. Institutionsophold

For personer, der opholder sig på en institution, gælder de almindelige regler om registrering af bopæl, undtagen i de tilfælde, der omtales sidst i afsnit 2. 3.

Findes den hidtidige bolig stadig, skal personen forblive registreret der, hvis det er hensigten at vende tilbage til denne inden for en overskuelig tid. Selv om der ikke er hensigt til tilbagevenden, kan det efter omstændighederne være akceptabelt at lade den pågældende fortsat stå registreret der, indtil boligen opgives.

Er den hidtidige bolig opgivet, skal der ske en registrering på institutionen, hvis opholdet der har en sådan længde, at det kan siges at være fast. Ved kortvarige ophold må den pågældende registreres uden fast bopæl i sin hidtidige kommune.

For følgende persongrupper medfører institutionsopholdet i sig selv ingen ændring af bopælsregistreringen, og der skal aldrig ske registrering på institutionen:

- indsatte i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse

- personer, der opholder sig på kriminalforsorgens pensioner som led i en ubetinget frihedsstraf, eller fordi de har pligt til at opholde sig på pensionen, mens de er under tilsyn,

- personer, som efter rettens bestemmelse opholder sig på hospital for sindslidende, på institution for åndsvage, i egnet hjem eller i institution til særlig pleje eller forsorg, i forvaring eller på anstalt

- værnepligtige på kaserner.

2.4. Eksterritoriale personer

Eksterritoriale personer skal normalt ikke folkeregistreres. Ved eksterritoriale personer forstås udenlandske statsborgere, som bor og opholder sig i Danmark på grund af arbejde på en ambassade, en international organisation eller lignende. Sådanne eksterritoriale personer kan kendes på, at de har fået opholdstilladelse i Udenrigsministeriet.

Personer, der er ansat de ovennævnte steder, men som har fået opholdstilladelse af Direktoratet for Udlændinge, er ikke eksterritoriale og skal registreres efter de almindelige regler.

Familiemedlemmer til eksterritoriale personer, dvs. ægtefælle og børn skal heller ikke folkeregistreres, medmindre de er danske statsborgere. Hvis familiemedlemmerne får arbejde her i landet og i den forbindelse skal have udstedt skattekort, skal de på sædvanlig vis have udstedt et »skattepersonnummer« efter anmodning fra skattevæsenet, jf. kapitel 6.

1. Flytteanmeldelser

Enhver, der flytter, har efter folkeregistreringsloven pligt til at anmelde sin flytning inden 5 dage til folkeregistret. Hvis den flyttende ikke selv er i stand til at foretage anmeldelsen, skal den, der er ansvarlig for den pågældende, foretage anmeldelsen. Dette vil typisk være forældremyndighedens indehaver, værgen eller en institution.

Om folkeregistret kan registrere en flytning, der er anmeldt af et barn, afhænger af en konkret vurdering af barnets modenhed.

Det afgørende for om en flytning kan registreres vil under alle omstændigheder være, om folkeregistret er overbevist om, at det anmeldte svarer til det faktiske. Hvis der er begrundet tvivl om en flytnings rigtighed, må folkeregistret ikke registrere denne, men skal først undersøge sagen. Herunder kan folkeregistret indhente en udtalelse fra den udlejer, hos hvem indflytningen angives at have fundet sted. Hvis sagen efter afgivelsen af en sådan såkaldt logiværtserklæring fortsat anses for tvivlsom, må der foretages yderligere undersøgelser, inden afgørelsen af om tilmeldingen skal registreres.

Som eksempel på en situation, hvor det ofte kan være velbegrundet at foretage nærmere undersøgelse inden tilmelding, kan nævnes, at den ene af et mindreårigt barns forældre, der ikke (fremover) bor sammen, anmelder flytning af barnet til sin bopæl. Her bør folkeregistret sikre sig, at der er tale om et egentligt bopælsskift og ikke blot, at barnet er på midlertidigt besøg hos den af forældrene, der anmelder flytningen. Der kan henvises til kapitel 2, afsnit 2. 2. om børn.

2. Tvangsflytninger

Hvis et folkeregister bliver opmærksom på, at der er fejl i bopælsregistreringen af de borgere, der bor i kommunen, eller at der i kommunen er registreret personer, som er flyttet udenfor kommunen, skal folkeregistret sørge for, at disse fejl bliver rettet.

Hvis to kommuner er indblandet i sagen, fordi borgeren er flyttet til en ny kommune, er det folkeregistret i tilflytningskommunen, som skal foretage undersøgelserne, hvis der kan angives en præcis adresse der. I alle andre tilfælde skal undersøgelserne foretages af den hidtidige bopælskommune.

Et folkeregister, der mener, at en person er forkert bopælsregistreret, skal altid give den pågældende mulighed for at redegøre for sine bopælsforhold og eventuelt selv melde flytning. Om folkeregistrets undersøgelse af sagen kan iøvrigt følgende anføres:

Oplysninger til belysning af sagen kan folkeregistret indhente hos private samt hos offentlige myndigheder.

Private har kun pligt til at give oplysninger, i det omfang dette fremgår af folkeregistreringsloven.

Da enhver efter folkeregistreringsloven har pligt til at melde flytning og at uddybe en ufyldestgørende, unøjagtig eller selvmodsigende flytteanmeldelse følger heraf, at pågældende selv også er forpligtet til at redegøre for forhold, som kan vise, om en flytning slet ikke er blevet anmeldt.

Herudover har husejere og lejere pligt til på forespørgsel at oplyse, hvem der flytter til eller fra vedkommendes ejendom. Heri ligger også, at de pågældende skal svare på, om en nærmere angiven person bor på ejendommen, en såkaldt logiværtserklæring. En udlejer antages at have opfyldt sin oplysningspligt, hvis udlejeren giver de oplysninger, som fremgår af lejekontrakter eller på anden måde. Udlejeren har således ikke pligt til fysisk at undersøge, hvem der bor i bebyggelsen.

Offentlige myndigheder har efter § 28, stk. 3, i forvaltningsloven pligt til at give folkeregistret fortrolige oplysninger, der er væsentlige for, at folkeregistret kan træffe afgørelse i en bopælssag, når disse oplysninger ikke vedrører rent private forhold. Oplysninger om boligforhold vil normalt aldrig være oplysninger om rent private forhold.

De oplysninger, der kan belyse en bopælssag, er de oplysninger om adresse, som den pågældende har anmeldt på postkontor, til arbejdsgiver, fagforening m. v. Forbruget af el, vand, varme og gas samt oprettelse og brug af telefon kan også belyse sagen. Endvidere kan kommunens socialforvaltning og skattevæsnet tit give værdifulde oplysninger om vedkommendes opholdssted.

Politiet har af ressourcegrunde ikke mulighed for at tage del i selve opgaven med at fastlægge en persons korrekte adresse. Hvis folkeregistret derimod på grundlag af de indhentede oplysninger har mistanke om, at der er begået en overtrædelse af folkeregistreringslovgivningen, men mener, at der fortsat kan være en vis tvivl, kan politiet anmodes om at undersøge dette formodede strafbare forhold, hvorved der ofte kan komme de sidste afgørende oplysninger til sagen. Det er under efterforskningen hos politiet dettes egen afgørelse, hvorledes efterforskningen skal ske. Folkeregistret kan ingen krav stille hertil.

Den telefoniske vejledning, som ministeriet yder folkeregistrene, er en vejledning om generelle behandlingsprincipper og generelle fortolkningsspørgsmål vedrørende folkeregistreringslovgivningen. Af hensyn til borgernes klageadgang afgør ministeriet aldrig telefonisk konkrete bopælssager, og der foretages af samme grund heller ikke notater efter samtalerne. Ansvaret for en sags afgørelse i første instans er altid folkeregistrets.

Hvis folkeregistret som resultat af en undersøgelse af en sag finder, at der skal ske en tvangsflytning, skal folkeregistret sende et brev til den pågældende om flytningen. Begrundelsen for folkeregistrets beslutning skal fremgå af brevet.

For at en begrundelse efter forvaltningsloven kan anses for tilstrækkelig, skal folkeregistret kort redegøre for de faktiske forhold, som har haft væsentlig betydning for afgørelsen. Endvidere skal begrundelsen indeholde en henvisning til de bestemmelser i folkeregistreringsbekendtgørelsen og -vejledningen, som afgørelsen er truffet efter. Denne begrundelse kan så om nødvendigt suppleres med relevante oplysninger, som ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelserne, f. eks. at Færøerne i relation til folkeregistreringslovgivningen behandles som udlandet, eller at formålet med et udlandsophold er uden betydning for, om dette skal registreres som en udrejse. Derimod bør der aldrig henvises til ministeriets telefoniske vejledning, da dette kunne give borgerne det fejlagtige indtryk, at det var ministeriet, som havde afgjort den pågældende sag.

Endelig skal brevet indeholde en angivelse af, at sagen kan påklages til Indenrigsministeriets CPR-kontor. For denne påklage er der ingen tidsfrister.

Hvis sagen indbringes for Indenrigsministeriet vil ministeriet næsten undtagelsesfrit sende klagen til udtalelse i den kommune, der er klaget over. Når folkeregistret besvarer ministeriets høring, bør folkeregistret ikke medsende materiale, som er uegnet til forelæggelse for klageren, idet ministeriet som regel lader klager kommentere folkeregistrets udtalelse med tilhørende bilag, og da klager under alle omstændigheder vil kunne kræve aktindsigt i ministeriets sag. I stedet for at indsende sådant uegnet materiale til ministeriet må folkeregistret indarbejde de relevante oplysninger i svarskrivelsen eller i et notat, som sendes med brevet til ministeriet.

Bopælssager kan endvidere indbringes for domstolene.

3. Flytning til udlandet

Folkeregistreringsmæssigt anses Færøerne som udland, hvorimod flytninger til og fra Grønland regnes for indenlandske flytninger.

Enhver, der flytter til udlandet, skal registreres som udrejst. At den, der udrejser, er udsendt af den danske stat, f.eks. til tjeneste i NATO, eller af anden grund i indflytningslandet betragtes som eksterritorial, er uden betydning for registreringen i folkeregistret af den pågældende som flyttet til udlandet.

Ophold i udlandet på over 6 måneder skal altid registreres som udrejse, jf. dog om de særlige forhold for internordiske flytninger sidst i afsnit 3. Registreringen er en konstatering af, at den pågældende i en længere periode ikke opholder sig her i landet, hvilket ligestilles med en flytning. Det er således uden betydning, hvilket formål den pågældende har med udlandsopholdet. Endvidere er det uden betydning, om der opretholdes en bolig her i landet og/eller anskaffes bolig i udlandet.

At den, der er taget til udlandet, kommer på korte besøg her i landet betragtes ikke som en afbrydelse af udlandsopholdet. Hvis derimod den pågældende med jævne mellemrum kommer til Danmark, må det vurderes, om den pågældende har sit hovedopholdssted i Danmark eller udlandet. Hovedopholdsstedet er det sted, hvor der overnattes flest gange. Denne opgørelse kan normalt ske på ugebasis, men der kan tænkes tilfælde, hvor anden opgørelsesmåde skal anvendes, f.eks. fordi den pågældendes ophold varierer med et andet interval.

Er opholdet i udlandet 6 måneder eller derunder, og den hidtidige bolig opretholdes til fuld rådighed i hele perioden, har den pågældende efter anmodning ret til fortsat at være registreret som boende på sin hidtidige adresse, idet boligens opretholdelse viser, at den pågældende har til hensigt at vende tilbage til landet, således at der kun er tale om et midlertidigt fravær fra bopælen. Rådighed over sommerhus, erhvervslejemål, hotelværelse, kolonihavehus, campingvogn, båd, ubebygget grund o.l. kan ikke danne grundlag for fortsat registrering i disse tilfælde.

Om personer, der opholder sig i udlandet i 6 måneder eller mindre uden at opretholde den hidtidige bolig til fuld rådighed, kan siges at være flyttet til udlandet og derfor skal registreres som udrejst, må afgøres efter et konkret skøn i overensstemmelse med almindelig opfattelse af, hvornår en person kan anses for flyttet. Som eksempler på momenter, der kan lægges vægt på, kan nævnes,

- hvor befinder den pågældendes møbler og øvrige ejendele sig,

- hvor befinder ægtefælle eller mindreårige børn sig,

- er det et ferieophold, eller arbejdes der i udlandet, og

- står der en bolig parat til den pågældende ved opholdets afslutning.

Viser et udlandsophold, som oprindeligt skønnedes kun at ville vare 6 måneder eller mindre, at blive længerevarende, skal den pågældende efterfølgende registreres som udrejst på det faktiske udrejsetidspunkt.

En orientering fra et andet EU-land om, at en person har anmodet om at stemme ved et Europaparlamentsvalg der, er ikke tilstrækkeligt grundlag for at registrere den pågældende som udrejst, men der bør foretages en nærmere undersøgelse af den pågældendes forhold, inden eventuel registrering af udrejse.

Efter en internordisk folkeregistreringsaftale, skal personer, som bor i Norden, kun kunne være registreret et sted. Derfor er det aftalt, at det er indflytningslandet, som skal afgøre, om en person skal registreres der. Personer, der flytter til Færøerne eller et andet nordisk land (Sverige, Norge, Island eller Finland) må derfor først registreres som udrejst, når folkeregistret fra den lokale registreringsmyndighed på Færøerne eller det andet nordiske land, får besked om, at tilflytningen er registreret der, eller at man der ikke vil registrere den tilflyttende, fordi vedkommende anses for eksterritorial. Den manglende folkeregistrering af den eksterritoriale er således en undtagelse fra hovedreglen om, at man altid vil være folkeregistreret et sted i Norden.

Personer, som er registreret som flyttet til udlandet, kan under udlandsopholdet få registreret deres udlandsadresse og/eller en kontaktadresse her i landet, hvortil offentlige myndigheder og private kan sende vedkommendes post, men er ikke forpligtet til at meddele sådanne adresser til folkeregistret. Ethvert folkeregister kan indsætte sådanne adresser, uanset personens sidste bopælskommune.

4. Tilflytning fra udlandet

Registrering af tilflytning fra udlandet forudsætter

- at opholdet her i landet har en vis længde

- at den indrejsende enten er nordisk statsborger eller har en opholdstilladelse/-bevis eller er barn under 18 år, der tager fast ophold hos en person, der har forældremyndigheden over barnet, og som er folkeregistreret her i landet, og

- at vedkommende får en bopæl eller andet fast opholdssted.

Den tidsmæssige betingelse for at registrere en tilflytning er, at opholdet her skal vare over 3 måneder. Personer, som tilflytter fra Færøerne eller et andet nordisk land, kan dog undlade at melde tilflytning, hvis opholdet ikke overstiger 6 måneder. At den tilflyttende eventuelt tager på få og korte ophold i udlandet indenfor 3 måneders perioden betyder ikke en afbrydelse af perioden. Hvis derimod den pågældende jævnligt tager tilbage til udlandet, er det afgørende for, om vedkommende skal folkeregistreres, hvor hovedopholdsstedet er, jf. om dette i afsnit 3. Flytning til udlandet. Om vedkommende har bolig og familie i udlandet er uden betydning for bedømmelsen af, om den pågældende skal registreres som tilflyttet.

For personer, der er folkeregistreret som udrejst fra Danmark indenfor de seneste år efter at have boet her, vil formodningen være for, at de ved deres tilbagevenden opfylder den tidsmæssige betingelse om 3 måneders ophold her i landet. Kun hvis særlige forhold gør det tvivlsomt, om opholdet her i landet vil vare over 3 måneder, kan folkeregistret kræve, at den indrejsende fremlægger dokumentation, som sandsynliggør, at betingelsen er opfyldt. Dokumentationen kan bestå i fremvisning af dokumenter, som viser, at man har truffet dispositioner, som ingen fornuftig person ville foretage, hvis opholdet var kortere, f. eks. bindende leje af en bolig for en lang periode eller tilmelding til en længerevarende uddannnelse.

I betingelsen om bopæl eller andet fast opholdssted ligger, at man ikke kan blive registreret som indrejst »uden fast opholdssted«.

Der skal ikke ske folkeregistrering af personer, der fra udlandet tager ophold på et dansk registreret skib eller et havanlæg, der er omfattet af loven om visse havanlæg.

Personer, der tilflytter fra Færøerne eller et andet nordisk land skal medbringe internordiske flyttepapirer. Dette vil dog ikke være muligt for personer, som har haft status som eksterritoriale i det andet nordiske land. Registreringen af sådanne personer må derfor ske uden anvendelse af disse flyttepapirer.

Ved anmeldelse af tilflytning fra et land uden for Norden skal den tilflyttende give en række oplysninger, der i nødvendigt omfang skal dokumenteres. Denne dokumentation kan for visse oplysninger eventuelt ske ved forevisning af vedkommendes pas. Men der er ikke noget selvstændigt krav om forevisning af pas eller anden gyldig rejselegitimation med henblik på at sikre, at pågældende er lovligt indrejst her i landet. Hvis der ved registreringen af en indrejse opstår tvivl om gyldigheden af vielser, skilsmisser og andre retsstiftende kendsgerninger, der har fundet sted i udlandet, kan hjælp hentes i bilag 1 til vejledningen.

Ifølge § 11 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse om folkeregistrering, kan andre udlændinge end nordiske statsborgere kun tilmeldes, hvis de enten har en opholdstilladelse eller et opholdsbevis, eller hvis de er børn under 18 år, der tager fast ophold hos en person, der har forældremyndigheden over barnet, og som er folkeregistreret her i landet.

Indenrigsministeriet skal understrege, at der ikke må ske reservation af personnummer og registrering af indrejse, før det er klart, at indrejsebetingelserne er opfyldt, og den pågældende herefter tager ophold her i landet. Et personnummer, der fejlagtigt reserveres/tildeles, genanvendes ikke senere til en anden person.

Opholdstilladelse eller opholdsbevis kan aldrig erstattes af en påstempling i passet fra udlændingemyndighederne om, at ansøgning er indgivet, eller af et brev fra disse om, at opholdstilladelsen eller opholdsbeviset kan forventes givet.

Tilflyttere, som oplyser, at de er medlemmer af den danske folkekirke eller af et evangelisk-luthersk trossamfund iøvrigt skal orienteres om, at de vil blive registreret som medlemmer af den danske folkekirke. Folkekirken på Færøerne er en del af den danske folkekirke.

Sådanne personer vil ikke kunne melde sig ud af folkekirken ved en erklæring til folkeregistret, men skal udmelde sig ved skriftlig anmeldelse til den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor medlemmet tager bopæl. Sker udmeldelsen af folkekirken inden 6 måneder efter tilmelding til folkeregistret (ajourføringsdatoen), registreres udmeldelsen med virkning fra indrejsedatoen.

Kirkerne i de nordiske lande er evangelisk-lutherske. Iøvrigt vil normalt kun tilflyttere, der stammer fra et af de nordeuropæiske lande eller Nordamerika, opfylde betingelserne for tilmelding til folkekirken. Ved tvivl om et trossamfund er evangelisk-luthersk, kan der hentes vejledning i Kirkeministeriet eller hos folkekirkens præster.

1. Navn

Enhver, der er registreret i CPR, er opført dels med sit fulde navn efter personnavneloven, bestående af samtlige fornavne og mellemnavne, der kan rummes indenfor ialt 50 positioner, og samtlige efternavne, der kan rummes inden for ialt 40 positioner, dels med et adresseringsnavn på indtil 34 positioner beregnet til adresseringsbrug.

Adresseringsnavnet kan for det første adskille sig fra det fulde navn ved at være en forkortelse af dette. Klager fra borgere over afkortningen af adresseringsnavnet fra CPR's max. 34 positioner til max. 29 positioner på plastsygesik- ringsbeviset er folkeregistrene og Indenrigsministeriet uvedkommende og skal henvises til sygesikringsadministrationen i vedkommende amtskommune samt Københavns og Frederiksberg kommuner, som har kompetencen til udstedelsen af sygesikringsbeviserne, eller til Amtsrådsforeningen i Danmark, som forestår selve udformningen og udsendelsen af beviserne.

For gifte eller for tidligere gifte personerkan adresseringsnavnet endvidere efter disses ønske indeholde et adresseringsmellemnavn. Folkeregistreringslovgivningens regler om adresseringsmellemnavne hjemler ikke en egentlig navneændring, men kun en faktisk brug af disse mellemnavne ved adressering af forsendelser fra CPR og andre, der anvender CPR's oplysninger om adresseringsnavn. Om man kan kræve, at adresseringsnavnet anvendes af en myndighed, må afhænge af lovgivningen på området samt myndighedens praksis.

Personer, som er i tvivl om, hvad de skal kalde sig, kan anbefales at anvende det navn, de har efter personnavneloven, d.v.s. det fulde navn. Tvivlsspørgsmål om en persons »rigtige navn« afgøres iøvrigt efter lov om personnavne, som administreres af Civilretsdirektoratet og statsamterne. Attester efter folkekirkens ministerialbøger er dokumentation for fødselsdato, navne og forældreforhold. Tilsvarende gælder i de sønderjyske landsdele for fødsels- og navneattester efter personregistret. Folkekirkens ministerialbøger hører under Kirkeministeriet.

Navne, der indeholder tegn m.m., der ikke findes i det danske alfabet, kan som regel ikke registreres og udskrives korrekt i CPR. For sådanne tegn kan den pågældende kræve indsat en markering i CPR, som angiver, at stavemåden ikke er den korrekte. Indenrigsministeriet arbejder på så hurtigt som muligt at få afklaret, hvilke muligheder der er for at få udvidet tegnsættet i CPR. Ministeriet kan ikke ensidigt udvide tegnsættet, fordi en sådan udvidelse ikke vil slå igennem i de systemer, der modtager persondata fra CPR, før også disse systemer kan registrere og udskrive et udvidet tegnsæt.

Da det er dansk person-, familie- og arveretslovgivning, der finder anvendelse på udlændinge, der er domicileret (har bopæl) her i landet, vil udlændinges børn også skulle navngives i overensstemmelse med dansk navnelovgivning. Kun hvor dansk ret giver adgang til at anvende særlige regler for udlændinge, kan sådanne regler følges.

Om registrering af navne, der er erhvervet i udlandet henvises til bilag 1, afsnit 5. 3.

For medlemmer af det danske kongehus er titlen en del af navnet. Det samme er tilfældet for grever og grevinder af Rosenborg. Iøvrigt udgør titler som prinsesse, greve o.lign. efter dansk ret ikke en del af efternavnet, ligesom de ikke kan indføres i navnerubrikken, hverken i ministerialbøgerne eller på attester udstedt på grundlag af disse. Tidligere registreringer i folkeregistreret/CPR i strid med ovenstående skal dog ikke rettes.

For personer, der med rette bærer et navn, hvor et forholdsord, kendeord eller en kombination heraf indgår, f. eks. Ole van Deurs, Ole von der Recke og Ole le Maire betragtes disse ord som en del af efternavnet.

Om den alfabetiske placering af sådanne og andre navne, fx. i lokalvejvisere, kan henvises til »Retskrivningsordbogen« og den deri omtalte publikation »Alfabetiseringsregler« fra Dansk Standard.

2. Umyndiggørelse

Ved registreringen i CPR af umyndiggørelse sondres ikke mellem økonomisk og personlig umyndiggørelse, som begge medfører tab af valgret.

3. Fødselsregistreringssted

For personer født i Danmark anføres i CPR sognet som fødselsregistreringssted. Dette sogn er for fødsler, som har fundet sted før 1. januar 1978, det sogn, hvor fødslen har fundet sted, for fødsler efter den 1. januar 1978 moderens bopælssogn. Er moderen ikke tilmeldt folkeregistret på fødselstidspunktet, er fødslen registreret i det sogn, hvor den har fundet sted.

For personer født i udlandet registreres som udgangspunkt landet, hvor fødslen har fundet sted. Hvis der fremsættes ønske om registrering af en anden betegnelse end landenavnet, kan folkeregistret tilbyde i stedet at registrere en større geografisk enhed, der omfatter fødselsstedet, og for hvilken der findes en myndighedskode, jf. nedenfor.

I alle tilfælde er stedbetegnelsen det sted, hvor registreringsbøgerne nu befinder sig, og sognebetegnelsen og landebetegnelsen er den aktuelle og ikke den, der gjalt på fødselstidspunktet. De betegnelser og koder, der kan registreres i fødselsregistreringsstedsfeltet i CPR, fremgår af ministeriets sidst udsendte myndighedskodetabel med evt. senere tilføjelser i de CPR-meddelelser, som Indenrigsministeriet udsender til folkeregistrene.

Hvis fødselsregistreringsstedssognet for en person, der er født i Danmark, har skiftet navn efter fødselstidspunktet, kan den pågældende bede om at få indsat det oprindelige sognenavn i feltet fødestedstekst. Dette kan f.eks. være aktuelt, hvis der er sket en sammenlægning af sogne.

Hvis der i CPR som fødselsregistreringssted for en person født i udlandet er angivet den aktuelle landebetegnelse, kan der i feltet fødestedstekst registreres en tidligere geografisk betegnelse for landet, en nuværende eller tidligere betegnelse for en del af et land, eller en nuværende eller tidligere betegnelse for en by. Som eksempler kan nævnes, at Storbritanien som fødselsregistreringssted kan suppleres med Gibraltar som fødestedstekst, Israel med Palæstina, Israel med Jerusalem og Polen med Freistadt Danzig.

Hvis derimod der som fødselsregistreringssted er registreret en større geografisk enhed end det aktuelle land, kan der ikke foretages yderligere registreringer om fødselsstedet.

Registreringen i fødestedsteksten vil blive videregivet til de myndigheder, der fra CPR modtager oplysninger om fødselsregistreringsstedet, således at myndigheden har mulighed for at anvende fødestedsteksten i stedet for fødselsregistreringsstedet f. eks. på legitimationspapirer, som udstedes af en offentlig myndighed.

4. Statsborgerret

Personer født efter 1. januar 1979 af en dansk mor vil altid være danske statsborgere. I de tilfælde, hvor en dansk mand og en udenlandsk kvinde indgår ægteskab, skal folkeregistret foretage ændring af statsborgerret til dansk for de fællesbørn, der er ugifte og under 18 år.

Danske statsborgere født i udlandet kan i visse tilfælde fremvise et indfødsretsbevis.

Kan en persons danske indfødsret ikke dokumenteres, må den pågældende henvises til Justitsministeriets Indfødsretskontor, som vil være behjælpelig med at fastlægge de statsborgerretlige forhold eller med at indgive en ansøgning om bevis for dansk indfødsret.

Har en person både dansk og anden statsborgerret, registreres vedkommende som dansk i CPR.

For børn født her i landet af forældre med forskellig udenlandsk statsborgerret er udgangspunktet for børn født i ægteskab, at barnet registreres med samme statsborgerret som faderen. For børn født uden for ægteskab er udgangspunktet registrering af samme statsborgerret som moderen. Registrering efter disse retningslinjer kan dog i enkelte tilfælde være ukorrekt eller være i uoverensstemmelse med forældrenes ønske. Er dette tilfældet, kan registreringen af statsborgerret ændres på grundlag af dokumentation for den korrekte statsborgerret, dvs. et dokument fra det pågældende land, hvorefter barnet har statsborgerret i landet, eller et selvstændigt pas for barnet. Optagelse i pas hos en af forældrene er derimod ikke altid udtryk for, at barnet har samme statsborgerret som den pågældende af forældrene, men kan alene tjene til rejselegitimation.

5. Folkeregisternotater

For personer registreret i CPR kan der til brug for folkeregistret og Indenrigsministeriets CPR-kontor ske registrering i nogle særlige felter Folkeregisternotater.

Notat 1 benyttes til registrering af valgoplysninger til brug ved valg til Europa-Parlamentet efter regler, der orienteres om i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet.

Notat 2 benyttes af Indenrigsministeriets CPR-kontor til efter anmodning fra pågældende borger at indsætte markeringen »Beskyttet mod forskerhenvendelse«, jf. nærmere i kapitel 8.

Notat 3 og 4 benyttes af folkeregistrene til oplysning om indsættelse eller anbringelse i en af kriminalforsorgens anstalter eller en af de øvrige institutioner, der er nævnt i folkeregistreringscirkulærets kapitel 3, med angivelse af institutionens navn og evt. adresse.

Notat 5-12 kan indsættes af bopælskommunens folkeregister efter dettes eget ønske. Der kan f.eks. registreres oplysning om, at folkeregistret ikke kender en persons opholdssted og derfor har anmodet politiet om at eftersøge den pågældende.

Notat 13-24 kan indsættes af ethvert folkeregister for personer med bopæl her i landet, udrejste, forsvundne og døde.

Der må kun i notat 5-24 registreres oplysninger, der klart er af betydning for varetagelse af folkeregistrets opgaver, og det skal iøvrigt sikres, at der ikke registreres urigtige eller vildledende oplysninger. Folkeregistrene skal herunder være opmærksom på, at der kun registreres faktiske oplysninger og ikke subjektive oplysninger, samt at borgerne ved en registerindsigt i CPR får adgang til at se, hvad der er registreret i felterne »Folkeregisternotater«. Notat 5-12 slettes i CPR ved flytning til ny kommune, eller hvis en person registreres som »inaktiv« (f.eks. død, udrejst etc.).

1. Oplysninger til offentlige myndigheder

Enhver offentlig myndighed har ret til at få de folkeregisteroplysninger, som er af væsentlig betydning for vedkommende myndigheds virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Vurderingen af, om betingelserne er opfyldt, skal foretages af den, der skal udlevere oplysningen, og ikke af den spørgende.

Folkeregisteroplysninger findes dels i CPR dels som papirmateriale i folkeregistrene og endelig i et vist omfang i landsarkiverne, som har modtaget materialet fra folkeregistrene og Indenrigsministeriet.

Offentlige myndigheder kan få adgang til CPR's oplysninger ved at få terminaladgang til CPR. Herudover kan en offentlig myndighed efter aftale med Indenrigsministeriet få oplysninger om en større kreds af personer ved engangsudtræk eller løbende udtræk fra CPR.

Enkeltforespørgsler skal offentlige myndigheder stille til folkeregistrene.

Alle folkeregistre har adgang til CPR's oplysninger, og ethvert folkeregister vil derfor kunne give de aktuelle oplysninger om en person. Herudover kan folkeregistrene på grundlag af CPR-registret oplyse en persons navne, adresser og civilstande tilbage til 1. januar 1971 samt statsborgerret tilbage til 1. oktober 1991. Oplysninger om, hvem der har boet på en adresse, kan gives tilbage til 1. januar 1986.

Folkeregisteroplysninger, der ikke fremgår af CPR, skal søges i den daværende bopælskommune.

Indenrigsministeriet råder ikke over andre folkeregisteroplysninger, end dem, der findes i CPR, og besvarer iøvrigt ikke enkeltforespørgsler om det konkrete indhold af CPR.

Forespørgsler om CPR-oplysninger, som en myndighed selv har terminaladgang til, kan folkeregistret henvise til besvarelse hos myndigheden selv, uanset om det er en anden del af forvaltningen, der spørger. Oplysning om, hvem der har terminaladgang til CPR, fremgår af forskrifterne for CPR og oplyses iøvrigt af Indenrigsministeriets CPR-kontor.

Som en undtagelse fra de almindelige betalingsregler for enkeltforespørgsler i Indenrigsministeriets folkeregistreringscirkulære skal der ikke opkræves betaling for Socialministeriets forespørgsler til brug ved administrationen af de pensionsregler, der er fastsat i medfør af en EU-forordning om social sikring for arbejdstagere m. fl., der flytter indenfor EU's lande, samt sager om pension, der ydes efter regler i overenskomster med andre lande.

2. Oplysninger til private

Forudsætningen for, at der kan udleveres oplysninger til private, er altid, at den spørgende kan identificere den person, der søges oplysninger om, ved angivelse af dennes navn (nuværende eller tidligere) samt enten fødselsdato, adresse (nuværende eller tidligere) eller eventuelt personnummer. Folkeregistret kan desuden forlange, at forespørgsler stilles skriftligt.

En angivelse af en kombination - gammelt fornavn og nyt efternavn - som personen aldrig har båret, vil være tilstrækkelig »navneidentifikation«, når dette kombinationsnavn sammenholdt med de øvrige identifikationsoplysninger ikke efterlader tvivl om, hvilken person der efterspørges. Tilsvarende gælder ved en kombination af nyt fornavn og gammelt efternavn, som personen ikke har båret på samme tid.

Adoptivbørn, som søger oplysning om deres biologiske forældre i CPR eller i ældre folkeregistermateriale, men som ikke har de nødvendi- ge identifikationsoplysninger kan ofte få de manglende oplysninger til identifikationen i Civilretsdirektoratet. For personer født efter 1. januar 1938 kan oplysningerne også ofte findes i ministerialbøgerne.

De oplysninger fra CPR, der altid kan gives til private, som har opfyldt identifikationskravet, er følgende standardoplysninger:

- nuværende navn,

- nuværende adresse og datoen for flytningen hertil under forudsætning af, at denne ikke er beskyttet,

- stilling,

- evt. død, datoen for denne og daværende adresse,

- evt. forsvinden og datoen herfor,

- evt. udrejse, datoen herfor og eventuel ny adresse i udlandet,

- evt. kontaktadresse og

- evt. umyndiggørelse og datoen herfor.

(Om mulighederne for at få udleveret en beskyttet adresse henvises til bemærkningerne foran i kapitel 4).

Ønsker spørgeren yderligere oplysninger om en forud identificeret person, er det en forudsætning, at spørgeren kan dokumentere en retlig interesse i disse. Således vil der f.eks. kunne gives oplysning om, at en person, der er registreret uden fast bopæl, opholder sig i et bestemt fængsel, hvis den spørgende kan dokumentere en retlig interesse i oplysningen om opholdsstedet.

Den retlige interesse betyder ikke, at der kan ses bort fra kravet om identifikation. Der kan aldrig udleveres oplysninger til en privatperson, som ikke har identificeret den person, der ønskes oplysninger om, på den måde, der er angivet ovenfor.

Udtrykket retlig interesse fortolker Indenrigsministeriet sådan, at det som regel forudsætter, at den ønskede oplysning i sig selv ændrer retstilstanden, er nødvendig for at få denne ændret eller skal bruges til at gøre en ret gældende. Som eksempel kan nævnes, at en oplysning om slægtskab kan være af betydning for fremsættelse af et arvekrav. Et andet eksempel på retlig interesse er, at oplysningen har betydning for udfaldet af en verserende eller forestående retssag. Retlig interesse i en oplysning har man også, hvis oplysningen har betydning for udfaldet af et erstatningskrav, man selv har rejst, eller som er rejst mod en. Såfremt ens krav på en ydelse er afhængig af, om man har boet et bestemt sted sammen med en anden person i en bestemt periode, har man en retlig interesse i at få oplyst disse forhold. Derimod er f.eks. ønsket om at drive slægtsforskning ikke en interesse, som kan kaldes retlig.

Fra gammelt folkeregistermateriale kan private, som kan identificere en person, som angivet ovenfor, udover standardoplysningerne få følgende oplysninger:

- samtlige navne, herunder tidligere navne

- fødselsdato og -sted

- civilstandsdatoer og vielsessted

- dødsdato, dødsregistreringssted og

- samtlige adresser med angivelse af til- og fraflytningsdato

Disse yderligere oplysninger må kun udleveres, hvis

- oplysningerne ikke findes i CPR

- vedrører en afdød person og

- er over 30 år gamle.

Hvis folkeregistrene ikke har de ønskede oplysninger og samtidig kan se, at disse er afleveret til landsarkiverne, skal spørgeren have en udskrift fra CPR/folkeregistret, som viser, at personen er død, da denne oplysning skal kunne dokumenteres ved en eventuel fortsat undersøgelse i landsarkiverne

Forespørgsler om enkeltpersoner skal altid stilles til et folkeregister, da Indenrigsministeriet ikke besvarer sådanne.

Udenfor kravet om identifikation falder statistiske oplysninger, der ikke kan henføres til enkeltpersoner. Dette kan f. eks. være oplysninger om aldersfordelingen blandt beboerne i en bestemt større bebyggelse eller lignende.

Anmoder et pengeinstitut eller et realkreditinstitut om oplysning vedrørende et personnummer, skal pengeinstituttet henvises til skattevæsnet i kundens bopælskommune.

Arbejdsgivere og andre indeholdelsespligtige, der har ret til bl. a. at få oplysning om personnummer for deres ansatte, har ikke ret til at få denne oplysning fra folkeregistret, men skal henvises til Told- og skatteregionerne.

Spørgsmål om påførsel af personnummer på regninger til den offentlige sygesikring må afklares mellem den amtskommunale sygesikringsadministration og lægerne/andre ydere på sygesikringsområdet.

Bidragspligtige, som har en konkret formodning om, at en tidligere ægtefælle har etableret et nyt samliv, således at bidraget falder bort, kan henvende sig til statsamtet og anmode om, at bidraget må bortfalde. Statsamtet vil herefter fra CPR kunne indhente de adresseoplysninger, som den bidragspligtige ofte ikke selv vil være berettiget til at få i CPR.

Enhver har endvidere i følge lov om offentlige registre krav på at få meddelelse om, hvad der er registreret om den pågældende selv (registerindsigt/egenacces). Henvendelse om registerindsigt skal rettes til den myndighed, der er registeransvarlig for det pågældende register. Registeransvarlig for Det centrale Personregister (CPR) er Indenrigsministeriet, mens den pågældende kommune er ansvarlig for et eventuelt lokalt personregister eller »kommunens del« af Det fælleskommunale Persondatasystem.

Anmodninger om egenacces til CPR skal normalt være underskrevet af den, udskriften angår, med angivelse af den pågældendes personnummer. Egenacces på andres vegne akcepteres iøvrigt kun, hvis der foreligger en fuldmagt fra den, accessen vedrører, eller egenaccessen vedrører et barn under 18 år, som den, der anmoder, har forældremyndigheden over.

1. Hovedregisterkort, herunder omskrevne hovedregistre fra tidsrummet indtil 1978.

2. Afgangsregisterkort fra tidsrummet indtil 1978.

3. Folketællingsskemaer for kommunale folketællinger ældre end år 1924.

4. Folkeregisterbilag, der på grund af tidligere ødelæggelse af hovedregister, opbevares til erstatning for de ødelagte kort.

5. Mikrofilm som erstatter makulerede eller ødelagte hoved- og afgangsregisterkort.

6. Korrespondance af principiel betydning.

B. Kasseres må:

1. Navneregisterkort.

2. CPR-kort fra før overgangen til CPR-personkort.

3. CPR-personkort, CPR-ændringsperson-

kort, CPR-afgangspersonkort, CPR-lister og CPR-vejkort under den obligatoriske personkortordning.

4. Obligatoriske indgangsnøgler dannet i perioden 1978 til 1989.

5. Øvrige uddata fra CPR.

6. Folkeregisterbilag (meddelelser fra andre myndigheder om fødsler, vielser, dødsfald, flytteanmeldelser mv.)

7. Korrespondance og genparter af indberetninger, bortset fra korrespondance af principiel betydning.

Det bevaringspligtige folkeregistermateriale fra tiden indtil 1978 kan afleveres til landsarkiverne eller til en kommunal arkivinstitution oprettet i henhold til § 4 i lov om offentlige arkiver m.v.

Landsarkiverne modtager bevaringspligtigt folkeregistermateriale fra tiden indtil 1978 uanset den sædvanlige 30-års frist for aflevering. Ved afleveringen skal materialet være ordnet og pakket efter det modtagende arkivs anvisning.

Landsarkiverne modtager bevaringspligtigt folkeregistermateriale for tiden indtil 1978 til vederlagsfri opbevaring uanset den generelle regel om betaling for opbevaring af kommunale arkiver.

De kommunale folkeregistre kan til eget brug fremstille mikrofilm/-fiche af det papirfolkeregistermateriale, der afleveres.

Den hidtidige forpligtelse til fremstilling af mikrofilm/-fiche af folkeregistermateriale, som afleveres til Landsarkiverne, er ophævet.

Hvis man har afleveret folkeregistermaterialet til landsarkivet, påtager landsarkiverne sig at besvare forespørgsler udfra det afleverede materiale. I denne forbindelse opkræver landsarkiverne betaling til dækning af de omkostninger, der er forbundet med undersøgelsen og besvarelsen, efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed. Dette gælder også ved forespørgsler fra den afleverende kommune.

Kommuner, der afleverer folkeregistermateriale indtil 1978, henviser forespørgsler vedr. materialet til det arkiv, der har modtaget materialet.

Underskrift 1

Indenrigsministeriet, den 27. juli 1995 Birte Weiss / Hanne Willumsen

Bilag 1

Registrering af hændelser i udlandet

1 Indledning

I forbindelse med registreringen i CPR skal der jævnligt tages stilling til retstiftende begivenheder (hændelser), som har fundet sted i udlandet. Nedenfor er der givet vejledning om, hvorledes det for de enkelte hændelser afgøres, om disse kan registreres i CPR, og hvilken myndighed der eventuelt kan spørges til råds i tvivlstilfælde. Oversigten er ikke udtømmende, idet der kun er medtaget tilfælde, som må antages at forekomme ofte, og for hvilke det er fundet muligt at opstille nogle regler.

2. Dokumentationskrav

Generelt må man kræve, at der for de nævnte hændelser vises et originalt dokument eller en genpart, der er bekræftet af den udstedende myndighed.

Ved tvivl om ægtheden af et dokument kan der kræves legalisering af dokumentet. Legalisering vedrører udstederens signatur og kompetence, som skal bekræftes af dennes overordnede (typisk det pågældende ressortministerium). Den overordnedes signatur skal igen bekræftes af det pågældende lands udenrigsministerium, hvis signatur skal bekræftes af den stedlige danske repræsentation. Dette vil dels kunne være aktuelt for dokumenter, der stammer fra lande udenfor Europa (hvortil ingen dele af Tyrkiet eller det tidligere Sovjetunionen medregnes), USA eller Canada dels for sjældent forekommende dokumenter.

Tvivlsspørgsmål kan også løses ved indhentning af udtalelser fra det pågældende lands ambassade i Danmark eller fra danske ambassader i udlandet via Udenrigsministeriet.

Det kan forlanges, at de forelagte dokumenter er affattet på eller oversat til et forståeligt sprog. Oversættelsen bør så vidt muligt være foretaget af en autoriseret translatør eller af en ambassade eller anden offentlig myndighed. Nordiske statsborgere har krav på gratis tolke- og oversættelseshjælp i sager, hvor der træffes en afgørelse.

3. Forelæggelse af tvivlsspørgsmål

Almindelige registreringstekniske spørgsmål skal som hidtil forelægges for Indenrigsministeriet. Det er således kun, hvis der er tvivl om den retlige bedømmelse af hændelserne, at der evt. skal ske forelæggelse for andre myndigheder.

Inden forelæggelsen for andre myndigheder, skal folkeregistrene sørge for, at der er indhentet den nødvendige dokumentation for den påberåbte hændelse samt de nødvendige oplysninger til bedømmelsen af domicilspørgsmålet (jf. nedenfor), således navnlig oplysning om den pågældende persons nationalitet, bopæl eller ophold i Danmark eller udlandet, varigheden heraf, planer for fremtiden m. h. t. arbejde, ophold eller bopæl.

4. Domicilbegrebet

En persons retstilling er i visse tilfælde afhængig af personens domicil (bopæl). Det sædvanlige domicilbegreb kræver en samlet vurdering af personens ophold, planer om fremtidigt ophold og tilknytning til landet iøvrigt. Det fremgår heraf, at domicilbegrebet ikke er (helt) det samme som folkeregistreringens bopælsbegreb. Som udgangspunkt kan man dog gå ud fra, at en person skal behandles som havende dansk domicil, hvis vedkommende har uændret folkeregisteradresse her i landet før og efter den pågældende hændelse. En person må ligeledes antages at have domicil i Danmark, uanset at vedkommende ikke er tilmeldt folkeregistret, hvis der på anden måde er bevaret tilknytning til Danmark. (Dette vil f.eks. forekomme, hvis vedkommende er udstationeret eller er på en længere rejse og agter at vende tilbage til Danmark.)

Spørgsmål vedrørende domicil i forbindelse med hændelser i udlandet afgøres af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den sag, der er rejst.

5. De enkelte hændelser

5.1 Fødselsdato

For nordiske statsborgere - som her og iøvrigt i bilaget omfatter danske statsborgere - der er født i udlandet, samt for de ikke-nordiske børn, som kan folkeregistreres uden opholdstilladelse/-bevis, kan dokumentation for fødselsdato ved førstegangsindrejse ske ved forevisning af pas, fødselsattest, udskrift af civilstandsregister, internordisk flytteattest eller anden dokumentation, som efter et konkret skøn er lige så god.

Nordiske statsborgeres ønske om ændring af en tidligere registreret fødselsdato skal forelægges for Indenrigsministeriet til afgørelse.

Ønske om ændring i CPR af den tidligere registrerede fødselsdato for danske statsborgere fremsættes overvejende af personer, der ikke fra fødslen har været danske statsborgere. For personer, som har opholdt sig i adskillige år i Danmark, og som er blevet danske statsborgere under angivelse af en bestemt fødselsdato, afslår Indenrigsministeriet at rette fødselsdato uanset den dokumentation, der nu bliver forelagt. Undtagelse gøres kun, hvis den pågældende kan give en overbevisende forklaring på, hvorfor vedkommende først nu har fået viden om den korrekte fødseldato, og da kun hvis den fremlagte dokumentation er fyldestgørende.

For ikke-nordiske statsborgere træffes afgørelsen om den korrekte fødselsdato ved såvel førstegangsindrejse som ved senere anmodninger om ændringer af Direktoratet for Udlændinge, jf. dog om børn under 18 år ovenfor. Dette gælder også i situationer, hvor en egentlig dokumentation ikke kan fremskaffes, og der derfor skal fastsættes en skønsmæssig fødselsdato.

Såfremt en ikke-nordisk statsborger, som skal tilmeldes første gang, ikke har dokumentation for fødselsdato (i pas eller andre legimationspapirer eller i overgivelsesbrev) og heller ikke angiver at vide, hvornår fødselsdagen er - skal en skønsmæssig fødselsdato fastsættes af Direktoratet for Udlændinge efter regler aftalt med Indenrigsministeriets CPR-kontor, inden der sker tilmelding. Der skal endvidere gøres opmærksom på, at der aldrig må tilmeldes personer med indrejsedato (dag,måned) eller 1. januar i fødeåret i stedet for fødselsdato.

En anmodning om fødselsdatoændring skal således sendes direkte til Direktoratet for Udlændinge. Fastlæggelse af fødselsdatoen for udenlandske børn, der er kommet her til landet med henblik på adoption foretages dog af Civilretsdirektoratet.

I alle tilfælde vil folkeregistret i bopælskommunen selv kunne ændre egentlige indrapporteringsfejl.

5.2 Køn

Indenrigsministeriet ændrer kun en persons personnummer som følge af kønsskifte foretaget i udlandet, når man fra Civilretsdirektoratet får anmodning herom.

5.3 Navn

Hvis en person bliver døbt, viet eller får en egentlig navneændring i udlandet, mens vedkommende har domicil her i landet, har det ingen retsvirkning for den pågældendes navn efter dansk ret, og navnet kan ikke ændres i CPR med den anførte begivenhed som begrundelse. Folkeregistret må i stedet for henvise den pågældende til at få navnet ændret ved navnebevis i statsamtet.

Havde en person derimod domicil i udlandet på det tidspunkt, hvor navneskiftet angives at have fundet sted, er det navnereglerne i dette land, som er afgørende.

Tvivlsspørgsmål kan forelægges for det stedlige statsamt.

For nordiske statsborgere, der er født i udlandet, kan det korrekte navn konstateres ved forevisning af personens pas, fødselsattest, udskrift af et civilstandsregister eller internordisk flytteattest.

For ikke-nordiske statsborgere træffes afgørelse om det korrekte navn af Direktoratet for Udlændinge både ved førstegangsregistreringen og ved efterfølgende ansøgninger om navnerettelser (modsat aktuelt ønske om navneændring i Danmark, hvor den pågældende henvises til statsamtet). Anmodning om navnerettelse skal derfor altid fremsættes overfor direktoratet. Enhver tvivlsom sag forelægges for Civilretsdirektoratet via det stedlige statsamt.

Egentlige indrapporteringsfejl kan dog rettes af bopælskommunens folkeregister efter kontakt med det folkeregister, som har foretaget fejlindrapporteringen.

Justitsministeriets indfødsretskontor vil, i tilfælde hvor der er tvivl om en ansøgers navn, som hovedregel optage den pågældende på forslaget til indfødsretsloven under samme navn, som er registreret i CPR. I de enkelte tilfælde, hvor der ved indfødsretskontorets behandling fremgår, at der er tale om en fejlagtig registrering af navn i CPR, kontakter indfødsretskontoret Indenrigsministeriets CPR-kontor, således at der kan sikres overensstemmelse mellem navn på indfødsretsbevis og registreringen i CPR.

5.4 Civilstand

5.4.1 Ægteskab

Ægteskab indgået i udlandet betragtes normalt som gyldigt her i landet, hvis det er gyldigt efter det pågældende lands regler. Undtagelse gælder, hvis ægteskabet må anses for stridende mod grundlæggende danske retsprincipper, f.eks. hvis den ene part ikke har været til stede ved vielsen.

Har en person ikke dokumentation for en oplysning om et ægteskab indgået i udlandet, og kan dette heller ikke skaffes, må folkeregistret kræve oplysning om navn og fødselsdato for ægtefællen samt dato og sted for ægteskabets indgåelse og registrere ægteskabet på dette grundlag. Samtidig må folkeregistret forklare den pågældende, at han fremover i Danmark vil blive behandlet som en gift person, indtil der fremvises dokumentation for ægteskabets ophør.

Tvivlsspørgsmål, som vedrører gyldigheden af et ægteskab mellem nordiske statsborgere, forelægges direkte for Civilretsdirektoratet.

Et ægteskab mellem ikke-nordiske udlændinge, som har fundet sted uden for Europa (hvortil ikke medregnes nogen del af Tyrkiet eller det tidligere Sovjetunionen), USA eller Canada, må ikke registreres, før Direktoratet for Udlændinge har taget stilling til ægteskabets gyldighed. Dette gælder både ved førstegangsregistreringen af de pågældende og senere. Andre tvivlspørgsmål vedrørende ægteskaber indgået i udlandet af ikke-nordiske statsborgere forelægges også for Direktoratet for Udlændinge.

Ægteskaber indgået mellem en nordisk statsborger og en ikke-nordisk udlænding, som er folkeregistreret her, behandles efter reglerne for ægteskaber mellem ikke-nordiske udlændinge.

5.4.2 Skilsmisse

En udenlandsk skilsmisse er som udgangspunkt gyldig her i landet under forudsætning af, at

- den ikke længere kan ankes eller appelleres,

- den ikke strider mod grundlæggende danske retsprincipper, hvilket den f.eks. vil gøre, hvis den ene part ensidigt har forstødt den anden,

- den er gyldig efter det lands ret, hvor skilsmissen er opnået, og

- at den er givet i et land, hvortil mindst en af parterne på skilsmissetidspunktet havde en tilknytning i form af bopæl eller statsborgerret, eller hvor en forudgående separation har fundet sted.

Tvivlsspørgsmål om gyldigheden af en skilsmisse forelægges for Civildirektoratet.

Hvis der er tale om en ikke-nordisk udlænding, hvis skilsmisse Direktoratet for Udlændinge tidligere har taget stilling til, følges direktoratets opfattelse af gyldigheden af skilsmissen, ligesom evt. efterfølgende tvivlsspørgsmål vedrørende sagen forelægges for direktoratet.

5.5 Statsborgerret

Har en person både dansk og anden statsborgerret, registreres vedkommende som dansk i CPR.

Statsborgerretten for nordiske statsborgere, der er født i udlandet, kan dokumenteres ved forevisning af vedkommendes eget pas eller optagelse i nordisk statsborgers pas. Optagelse i en anden persons pas bør efter omstændighederne ledsages af en udskrift af civilstandsregistret i det pågældende fødeland, hvoraf det skal fremgå, hvor og hvornår barnet er født, og hvem, der er dets forældre.

Ifølge loven fra 1950 om ophævelse af Dansk-Islandsk Forbundslov m.m. tilkommer den særlige status »ligeret med danske statsborgere« (statsborgerretskode 5105) kun islandske statsborgere, der den 6. marts 1946 var bosat i Danmark, samt islandske statsborgere, som havde været bosat i Danmark på et tidspunkt de sidste 10 år inden den 6. marts 1946. Loven skal forstås således, at den ret, der tilkommer voksne personer efter loven, ikke gælder disses børn eller ægtefælle, som - for at få rettighederne - selvstændigt må opfylde lovens betingelser.

For ikke-nordiske udlændinge træffes afgørelsen om disses nationalitet af Direktoratet for Udlændinge.

Er det undtagelsesvis ikke muligt at fastslå statsborgerretten, registreres den pågældende med statsborgerret »udlandet«, evt. med den pågældende verdensdel.

5.6 Slægtskab

Slægtskabsregistreringer i CPR er alene udtryk for slægtskab konstateret mellem forældre og børn. Indrapporteringen sker kun for barnet, hvorfra det automatisk overføres til forældrene, hvis disse også er registreret i CPR. Det betyder, at der ikke sker registrering af slægtskab, hvis barnet ikke er registreret i CPR.

5.6.1 Biologisk slægtskab

Slægtskab for børn født af nordiske forældre i udlandet kan dokumenteres ved internordisk flytteattest eller udskrift af civilstandsregister.

Afgørelsen af tvivlsspørgsmål om biologisk slægtskab for ikke-nordiske udlændinge træffes i alle tilfælde af Direktoratet for Udlændinge.

Skal der gennemføres faderskabssag, sker dette efter de danske regler i alle tilfælde, hvor en fødsel finder sted her i landet. Spørgsmålet om udenlandsk faderskabsanerkendelse er derfor kun aktuelt, hvis barnet indrejser efter fødslen, og der på dette tidspunkt foreligger en udenlandsk faderskabsanerkendelse.

Efter loven om nordiske faderskabsafgørelser har dom om eller anden fastsættelse af faderskab i et andet nordisk land bindende virkning her i landet medmindre,

- dette er i strid med en endelig dansk dom eller administrativ afgørelse, som blev indledt før den nordiske,

- der i Danmark eller udlandet verserer en faderskabssag, som er rejst før den nordiske,

- eller hvis anerkendelsen ville være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

Danmark har desuden tiltrådt en Europarådskonvention, hvorefter faderskab til ethvert barn født udenfor ægteskab kan godtgøres eller fastslås ved frivillig anerkendelse eller ved retslig afgørelse.

For andre udenlandske faderskabssager er det ikke muligt at fastsætte nærmere retningslinier. Disse sager må, hvis der er tvivl om afgørelsen har gyldighed her i landet, forelægges for Civilretsdirektoratet gennem det stedlige statsamt

5.6.2 Adoption

Det er blandt andet en betingelse for at anerkende en adoption gennemført i udlandet, at adoptivforældrene ikke havde bopæl her i landet på adoptionstidspunktet.

Tvivlsspørgsmål om gyldigheden af udenlandske adoptioner, domicilspørgsmål i adoptionssager og andre adoptionsretlige spørgsmål kan forelægges for Civilretsdirektoratet, der er den kompetente myndighed på adoptionsområdet. Civilretsdirektoratet afgiver efter praksis udtalelser om disse spørgsmål.

Er en adoption gennemført i udlandet, før adoptanterne og barnet fik bopæl i Danmark, forelægges sagen for Direktoratet for Udlændinge, der kan forelægge spørgsmålet om adoptionens gyldighed for Civilretsdirektoratet. Er adoptanterne statsborgere i et af de nordiske lande, forelægges spørgsmålet om adoptionens gyldighed for Civilretsdirektoratet direkte.

5.7 Umyndiggørelse

En umyndiggørelse af en nordisk statsborger i et nordisk land har retsvirkning her i landet. Alle andre tilfælde af umyndiggørelse i udlandet bortfalder formentlig, når den pågældende bosætter sig her i landet.

Tvivlsspørgsmål forelægges for Civilretsdirektoratet.

5.8 Folkekirkeforhold

Tilflyttere, der oplyser, at de er medlemmer af et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet, skal - uden at de skal afkræves dokumentation for medlemskabet - orienteres om, at de vil blive registreret som medlemmer af folkekirken. Normalt vil kun tilflyttere fra de nordeuropæiske lande eller Nordamerika falde ind herunder. Specielt kan nævnes, at de fleste finner tilhører den evangelisk-lutherske kirke i Finland, men at der også er en del, som tilhører den græsk-katolske kirke.

Udmeldelse af den danske folkekirke under ophold i udlandet sker ved skriftlig anmeldelse til sognepræsten i det sogn her i landet, hvor den pågældende senest havde bopæl. Derfra vil det være indrapporteret til personens sidste bopælskommune, der har indrapporteret det til CPR, hvis personen har dansk personnummer.

Tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en person af andre grunde skal anses for medlem/ikke medlem af folkekirken på grund af hændelser under ophold i udlandet, forelægges for den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor medlemmet senest havde bopæl. Sognepræstens afgørelse kan indbringes for biskoppen i det pågældende stift.

5.9 Dødsfald

Dødsfald i udlandet kan registreres af folkeregistrene eller af Indenrigsministeriet.

Folkeregistrenes registrering af sådanne dødsfald forudsætter altid enten forevisning af original eller bekræftet kopi af dødsattest udstedt af det pågældende lands kompetente myndighed eller tilsvarende dødsformodningsdom. For lande uden for Europa (hvortil ingen dele af Tyrkiet eller det tidligere Sovjetunionen medregnes), USA eller Canada skal de pågældende dokumenter altid være legaliseret. Folkeregistrenes registrering af dødsfald efter underretning fra Rigspolitichefen via Indenrigsministeriet kan dog ske uden yderligere dokumentation, idet denne dokumentation har været forelagt for Rigspolitichefen.

Tvivlsspørgsmål, om der undtagelsesvis kan accepteres andet grundlag for registrering af et dødsfald, f. eks. fordi det oplyses, at der ikke udstedes dødsattester i det pågældende land, skal forelægges for Indenrigsministeriet

Indenrigsministeriet registrerer ligeledes dødsfald, der er dokumenteret ved en dødsattest som nævnt ovenfor. Herudover registrerer ministeriet i visse tilfælde uden ledsagende dødsattest dødsfald i udlandet, dog aldrig efter anmeldelse fra private.

6. Internordisk flytteattest

Oplysninger, der fremgår af en internordisk flytteattest, kan normalt lægges uprøvet til grund ved folkeregistreringen. Registrering af et dødsfald kan dog aldrig baseres alene på oplysning på attesten. Hvor der måtte vise sig uoverensstemmelser mellem oplysningerne på flytteattesten og andre dokumenter, må disse uoverensstemmelser i fornødent omfang søges ryddet af vejen ved henvendelse til udstederen af den internordiske flytteattest,

7. Adresser og telefonnumre

Civilretsdirektoratet, Æbeløgade 1, 2100 København Ø, tlf. 33 92 33 02.

CPR-kontoret, Datavej 20, Postboks 269, 3460 Birkerød, tlf. 45 82 72 77 plus lokalnummer, evt. tlf. 45 82 33 11 (CPR's brugerservice).

Direktoratet for Udlændinge, Ryesgade 53, 2100 København Ø, tlf. 31 39 31 00.

Justitsministeriet, Indfødsretskontoret, Datavej 4, 3460 Birkerød, tlf. 45 82 72 00.

Kirkeministeriet, Frederiksholms Kanal 21, 1220 København K, tlf. 33 92 33 90.

Bilag 2

Eksempler på offentlige myndigheder og private

1) Offentlige myndigheder

Advokatnævnet

ATP

Arbejdsformidlingen

Boligselskabernes Landsbyggefond og Byggeskadefonden

Cancerregistret*)

Danmarks Nationalbank

Danmarks Statistik

Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi

Danske ambassader i udlandet

Forbrugerklagenævnet

Fredningsnævn

Grundejernes Investeringsfond

Handelshøjskoler og disses afdelinger

Hjemmeværnet

Jordfordelingskommissioner

Kommunale fællesskaber, dvs selskaber godkendt efter § 60 i den kommunale styrelseslov

Kommunale pantefogeder

Lærerråd og skoleråd i folkeskolen

Lønmodtagernes Dyrtidsfond

Lønmodtagernes Garantifond

Offentlige sygehuse

Post Danmark

Påtaleudvalget efter den kommunale tjenestemandsret

Regionale naturgasselskaber (som alle er kommunale fællesskaber)

Registerrådet

Retslægerådet

Udviklingscenter for Folkeoplysning og Voksenundervisning

Der kan endvidere henvises til oversigten i forskrifterne for CPR over CPR's terminalbrugere, som alle er offentlige myndigheder.

2) Private

Advokater**)

Advokatrådet

A-kasser, statsanerkendte

Ambassader og øvrige repræsentationer for fremmede lande

Amtsrådsforeningen i Danmark

Anerkendte trossamfund***) (se oversigt i Indenrigsministeriets myndighedskodetabel)

Apotekere

Begravelsesforretninger

Boligforeninger og -selskaber

Det Danske Center for Menneskerettigheder

Dansk Flygtningehjælp

Dong

Fagforeninger

Forsikringsselskaber

Frelsens Hær

Friskoler og private grundskoler

GiroBank

Kommunernes Landsforening

Kreditforeninger

Kreditoplysningsbureauer

Kræftens Bekæmpelse*)

Meningsmålingsinstitutter

Niels Brock Handelsskole

Pengeinstitutter

Privatpraktiserende læger og speciallæger

Privatpraktiserende tandlæger

Revisorer

SAS

Teledanmark (herunder telefonselskaber)

*) Cancerregistret er et offentligt register, der administreres i den private forening Kræftens Bekæmpelse. Ved forespørgsler er det derfor vigtigt, at det klarlægges, om oplysningen skal anvendes af Cancerregistret eller af den private forening iøvrigt. ) Hvis en advokat er ansat af skifteretten til at behandle et offentligt bo, skal advokaten i den forbindelse behandles som en offentlig myndighed.

*) I det omfang der indhentes oplysninger som led i en indberetningspligt til CPR eller til førelse af ministerialbøger, skal trossamfundet behandles som en offentlig myndighed.

3) Vejledende principper for afgørelsen af, om der er tale om en offentlig myndighed

Institutioner, foreninger og selskaber m.m. der er organiseret på privatretligt grundlag, falder som udgangspunkt udenfor den offentlige forvaltning og anses som private.

Dette gælder uanset om den virksomhed, der udøves, ganske kan ligestilles med den, der sædvanligvis udøves af forvaltningsmyndigheder, eller udføres efter aftale med en forvaltningsmyndighed.

Hvis en privatretligt organiseret institution m.m, som varetager opgaver, der normalt henregnes til den offentlige forvaltning, får tilskud fra det offentlige, kan dette ikke antages at medføre, at institutionen må siges at være en del af den offentlige forvaltning. Kun hvis den tilskudsgivende myndighed har gjort det til en betingelse for ydelse af tilskuddet, at virksomheden indordnes under mere eller mindre intensiv regulering, tilsyn og kontrol fra det offentliges side, således at den private råden i realiteten er bragt til ophør, må institutionen anses som en del af den offentlige forvaltning.

Optagelse på finansloven med driftsbevilling og personale vil normalt indebære, at institutionen er en del af den offentlige forvaltning.

Institutioner, der er oprettet ved lov, vil normalt altid være en del af den offentlige forvaltning.

For institutioner, som er oprettet ved aktstykke, dvs. ved forelæggelse for Folketingets Finansudvalg, er formodningen, at de er en del af den offentlige forvaltning.

Bilag 3

Vejledning vedrørende tildeling af »erstatningspersonnumre« til personer, der ikke af Det centrale Personregister (CPR) tildeles et egentligt personnummer

Dansk personnummer tildeles alle personer, som tilmeldes folkeregistrene her i landet (inklusive Grønland, men eksklusive Førøerne). Herudover tildeles personnumre til personer, som vil være kildeskattepligtig, sømandsskattepligtig eller medlem af ATP.

Indenrigsministeriet er bekendt med, at der herudover i forskellige administrationer kan være behov for at arbejde med personnumre. I sådanne situationer må man lægge vægt på, at der tildeles erstatningspersonnumre (midlertidige numre), som ikke kan forveksles med de egentlige personnumre. Man skal derfor henstille, at numrene dannes på følgende måde:

Der dannes et normalt personnummer, idet cifrene 1 - 6 udgøres af fødselsdag, fødselsmåned og fødselsår, medens der vælges et tilfældigt 3-cifret løbenummer.

Herefter forhøjes første ciffer med 6, og checkcifret beregnes. Et erstatningsnummer for en mand, født den 16. juli 1939 med det tilfældige løbenummer 001 vil herefter se således ud:

7 6 0 7 3 9 - 0 0 1 5

Det er herved forudsat, at der anvendes checkcifferberegning efter modulus 11-systemet med vægtene

4, 3, 2, 7, 6, 5, 4, 3, 2

se nedenfor.

I det omfang det skønnes nødvendigt at oplyse den pågældende person om det tildelte erstatningsnummer, må denne gøres opmærksom på, at der ikke er tale om et egentligt personnummer.

Hvis erstatningsnummeret påføres legitimationskort, attester og lign., bør det fremgå heraf, at der ikke er tale om et egentligt personnummer, f.eks. ved påstempling af teksten »Erstatningspersonnummer«.

Eksempel på beregning af checkciffer (modulus 11):

7 6 0 7 3 9 0 0 1 x x x x x x x x x 4 3 2 7 6 5 4 3 2 ---------------------------------------------- 28 + 18 + 0 + 49 + 18 + 45 + 0 + 0 + 2 = 160 160 : 11 = 14 11 --- 50 44 --- 6 (Rest)

Checkciffer: 11 - 6 (rest) = 5.

Erstatningspersonnummer: 760729-0015.

Versioner

1. 1995-07-27 · til 2026-06-04