Vejledning til bekendtgørelse om retten til dagpenge, efterløn, overgangsydelse og delefterløn i forbindelse med social pension
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1995/148@1995-09-19/da
Indhold
Som led i arbejdsmarkedsreformen ændres reglerne om ret til dagpenge for medlemmer, der søger om eller modtager social pension. Samtidig er der givet bemyndigelse til udstedelse af bekendtgørelse om anvendelse af reglerne om retten til ydelser efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 64, jf. direktoratets bekendtgørelse nr. 765 af 19. september 1995.
Ændringen er foranlediget af indførelsen af delperioder, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, og får især betydning for mulighederne for at forlænge dagpengeperioden ved arbejde.
Reglerne om retten til ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven for medlemmer, der søger om eller modtager social pension er fastsat i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 64, 75 b, stk. 6, 75 l og 75 q, stk. 6.
Udgangspunktet er - som hidtil - at retten til dagpenge begrænses til en periode på sammenlagt 12 måneder inden for 18 måneder, at begrænsningen indtræder fra tidspunktet for pensionsansøgningen, og at retten til efterløn, overgangsydelse eller delefterløn ophører med udgangen af den måned, hvori der er ansøgt om social pension.
Undtaget herfra er medlemmer, hvis pension vedrører § 14, stk. 3, nr. 2 og 3, i lov om social pension og udelukkende er begrundet i sociale forhold uden helbredsmæssige momenter. For disse medlemmer gælder begrænsningen i dagpengeretten først fra det tidspunkt, hvor pensionen får virkning.
For medlemmer, der modtager efterløn, overgangsydelse eller delefterløn , og som søger om social pension, jf. § 14, stk. 3, i lov om social pension, ophører efterlønnen, overgangsydelsen og delefterlønnen først fra det tidspunkt, hvor pensionen får virkning. Der er ikke sket ændringer for disse ydelser.
Til § 1, stk. 1.
Medlemmet er frigjort fra den begrænsede dagpengeret fra det tidspunkt, hvor pensionen ifølge afgørelse fra pensionsmyndigheden er gjort hvilende eller er frakendt.
Modtager medlemmet en udenlandsk pension, skal det afgøres ud fra en konkret vurdering, om pensionen er af en sådan art, at den sidestilles med dansk social pension. Det gælder i alle tilfælde, også når pensionen hidrører fra lande, som Danmark har indgået social sikringsoverenskomst med.
Til § 1, stk. 3.
Ifølge lov om social pension anses ansøgning for indgivet den dato, hvor ansøgningen modtages i kommunen.
Hvis kommunalbestyrelsen rejser pensionssagen, anses pensionen for søgt den dato, hvor der træffes beslutning herom.
Til § 2.
Dagpengeperioden opgøres på ugebasis, og eventuelle dagpengeperioder før ledighedstidspunktet medregnes ved opgørelsen af, om der ved dagpengeretsbegrænsningens indtræden foreligger en samlet dagpengeperiode på 12 måneder (52 uger) inden for de sidste 18 måneder (78 uger). Der henvises til reglerne i direktoratets bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne.
Dagpengeperioder forud for aktuel ledighed medregnes dog kun, hvis medlemmet forud for den aktuelle ledighed er indplaceret i en delperiode og ikke nu bliver indplaceret ved starten af delperiode 1.
Eksempel:
Et ledigt medlem bliver indplaceret i delperiode 1 og modtager dagpenge i 40 uger. Medlemmet har derpå 20 ugers offentligt støttet beskæftigelse. Efter en ny ledighedsperiode, hvor der er udbetalt dagpenge i 10 uger, søger medlemmet om social pension. Da der ved dagpengeretsbegrænsningens indtræden foreligger en samlet dagpengeperiode på 50 uger (40 uger plus 10 uger), kan medlemmet modtage dagpenge i yderligere 2 uger (52 uger minus 50 uger) inden for 8 uger (78 uger minus 70 uger).
Bemærk:
For medlemmer, der er omfattet af overgangsordningen, henvises dog til bekendtgørelsens § 12.
Til § 3, stk. 1.
Da social pension tidligst bevilges med virkning fra den 1. i den følgende måned efter ansøgningsdatoen, er medlemmet først omfattet af begrænsningerne fra denne dato. Datoen for pensionsansøgningen fremgår af indberetningsskemaet fra kommunen.
Til § 3, stk. 2.
Er kommunen i tvivl om hvilken pension, der søges/vil blive tildelt, gælder begrænsningen fra den 1. i den følgende måned efter ansøgningstidspunktet, jf. de regler, der gælder, når pensionen er søgt af helbredsmæssige årsager.
Til § 3, stk. 3.
Efterbetaling kan først ske, når medlemmet har erklæret, at afslaget ikke er anket.
Til § 4.
Hvis medlemmet ikke har opbrugt sin dagpengeperiode på 12 måneder, jf. § 64, er det endvidere en betingelse for udbetaling af dagpenge, at medlemmet i lighed med andre medlemmer opfylder de almindelige betingelser for dagpengeret.
Kassen skal ved kendskab til pensionssagen undersøge, om pensionssagen skyldes helbredsmæssige forhold. Er dette tilfældet, skal der foretages en konkret rådighedsvurdering. I den forbindelse vurderes, om medlemmet er i stand til at påtage sig arbejde svarende til fuldtids- eller deltidsbeskæftigelse op til hhv. 37 timer og op til 30 timer ugentligt, jf. oplysningerne i pensionssagen. Der henvises i øvrigt til vejledningen til § 27, stk. 3, i direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed.
Kassens vurdering skal vedrøre hele dagpengeperioden efter ansøgningstidspunktet. Dette gælder også i de tilfælde, hvor medlemmet har forsømt sin oplysningspligt og dermed har afskåret kassen fra - på rette tidspunkt - at foretage en rådighedsvurdering på baggrund af bl.a. helbredsoplysningerne i pensionssagen.
Til § 5.
Er et medlems dagpengeret ophørt i henhold til lovens § 64, stk. 1, skal et fuldtidsforsikret medlem for at generhverve ret til en ny dagpengeperiode efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, på ny have haft arbejde som lønmodtager i en periode, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 18 måneder, eller i en tilsvarende periode have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang. Et deltidsforsikret medlem skal på ny have haft arbejde som lønmodtager i en periode, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 17 uger inden for de sidste 18 måneder.
Ved beregningen gælder reglerne i direktoratets bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne som fastsat i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 6.
Til § 6, stk. 1.
Et medlem, der ønsker at gå på efterløn, skal opfylde lovens almindelige regler for ret til efterløn, herunder anciennitetskravet og betingelserne for ret til dagpenge.
Til § 6, stk. 3.
Et medlem, der modtager en udenlandsk social pension, er som udgangspunkt afskåret fra at overgå til efterløn, ligesom efterlønsmodtagere, der får ret til en udenlandsk social pension må udtræde af efterlønsordningen.
Det kan være vanskeligt at afgøre, hvorvidt en udenlandsk social pension helt kan sidestilles med ydelser efter lov om social pension. Det er derfor i stk. 3 fastsat, at hvis den udenlandske sociale pension er mindre end dansk folkepensions grundbeløb, kan pensionen modtages sammen med efterløn.
I direktoratets bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for efterlønnens størrelse er fastsat, at udenlandsk social pension medfører fradrag fuldt ud i efterlønnen, det vil sige krone for krone.
Bliver medlemmet efter overgangen til efterløn berettiget til en udenlandsk social pensionsydelse, der er højere end grundbeløbet til enlige folkepensionister, må medlemmet frasige sig forhøjelsen eller udtræde af efterlønsordningen.
Til § 7.
Er kommunen i tvivl om, hvorvidt pensionen søges/vil blive tildelt efter § 14, stk. 3 eller § 14, stk. 2 (evt. stk. 1), i lov om social pension, suspenderes udbetalingen af efterlønnen fra den 1. i den følgende måned efter ansøgningen.
Til § 8.
Efterbetaling kan først ske, når medlemmet har erklæret, at afslaget ikke er anket.
Hvis kassen har kendskab til, at medlemmet har modtaget forskud på pensionen, skal kassen i forbindelse med efterbetalingen sende den del af efterlønnen, der vedrører samme periode og samme beløb til kommunen. Det er en forudsætning herfor, at medlemmet har givet kommunen transporterklæring på sit krav på efterlønnen.
Til § 9.
Der henvises til vejledningen til §§ 6-8.
For udenlandsk social pension er det i bekendtgørelsen om overgangsydelse fastsat, at pensionen medfører fradrag i ydelsen fuldt ud, det vil sige krone for krone.
Til § 10.
Medlemmet har en ubetinget oplysningspligt, hvis medlemmet modtager ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven.
Kommunernes indberetninger om ansøgt og tildelt pension - førtidspensionsskema H - som videresendes til arbejdsløshedskassen, fritager ikke medlemmet for oplysningspligten.
Til § 12.
Overgangsbestemmelsen omfatter samme medlemskreds som § 2 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse om overgangsordninger for medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser ved ikrafttræden af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. - i det omfang medlemmerne har søgt om eller modtager social pension.
Hvis et medlem indplaceres i henhold til denne overgangsbestemmelse, skal medlemmet ved udløbet af dagpengeretten eller ved optjening af ret til ny dagpengeperiode indplaceres efter de almindelige regler, jf. § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og Arbejdsministeriets bekendtgørelse om overgangsordninger for medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser ved ikrafttræden af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Hvis et medlems dagpengeret er ophørt inden den 1. januar 1994 i medfør af § 64, stk. 1, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., er generhvervelse af dagpengeretten efter denne bekendtgørelse betinget af, at medlemmet opfylder arbejdskravet i § 64, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedforsikringen, den 19. september 1995 Birger Stein Christensen / Susanne Bruun
Bilag
Bilag til
Vejledning til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 765 af
19. september 1995, om retten til dagpenge, efterløn, overgangsydelse og delefterløn i forbindelse med social pension
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 af lov om social pension
§ 14.
Stk. 1. Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.
Stk. 2. Mellemste førtidspension kan tilkendes 1) personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3, og 2) personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det omfang, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan tilkendes 1) personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen, 2) personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold, og 3) personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og helbredsmæssige forhold taler for det.
Stk. 4. Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til personer over denne alder.
Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.
Stk. 6. Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. § 13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg. - - -
§ 33.
Stk. 1. Pension udbetales månedsvis forud fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om pension, og at lovens betingelser er opfyldt. Pension efter § 14, stk. 3, kan dog tidligst udbetales fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension. Socialministeriets cirkulære nr. 193 af 3. november 1994 om social pension
§ 12.
Stk. 1. Når en ansøger om førtidspension er medlem af en arbejdsløshedskasse, skal kommunalbestyrelsen underrette Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen i umiddelbar tilknytning til både ansøgningen og afgørelsen.