Gelex

Vejledning til bekendtgørelse om overgangsregler for lediges rettigheder og pligter ved ikrafttræden af lov om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

OphævetVersion 1995-03-23fra 1995-04-12 til 2002-02-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1995/37@1995-03-23/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Indledning

Som følge af det såkaldte serviceeftersyn blev det i efteråret 1994 besluttet at gennemføre ændringer i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Ændringerne, der træder i kraft den 1. april 1995, vedrører særligt forhold vedrørende handlingsplaner, delperiode 2 og afslag på tilbud mv.

Denne vejledning beskriver nærmere de rettigheder den ledige bevarer i forhold til tilbud m.v., som er aftalt eller påbegyndt inden den 1. april 1995. Endvidere indeholder vejledningen uddybende bemærkninger til bekendtgørelsens regler om indførelsen af ret og pligt for ledige i delperiode 2.

Tilbud som er afgivet eller

påbegyndt før 1. april 1995

Individuel handlingsplan

Ledige, der senest den 31. marts 1995 henvender sig hos Arbejdsformidlingen for at få udarbejdet en handlingsplan, har ret hertil, hvis de har haft 3 måneders ledighed inden for de seneste 5 måneder. Ledige, der henvender sig fra den 1. april 1995 skal opfylde kravet om 6 måneders ledighed inden for de seneste 9 måneder.

Jobtræning og særligt tilrettelagt jobtræning

Ledige, som før den 1. april 1995 er påbegyndt tilbud om jobtræning og særligt tilrettelagt jobtræning, eller som har fået afgivet et konkret tilbud herom, har ret til at færdiggøre tilbuddet i overensstemmelse med den indgåede aftale.

Betingelsen for, at et tilbud kan anses for at være afgivet, er, at tilbuddet fremgår af den lediges individuelle handlingsplan, og at der er indgået en konkret aftale med en arbejdsgiver herom.

Dette betyder, at Arbejdsformidlingen kun kan ændre påbegyndte eller konkret afgivne tilbud, såfremt den ledige samtykker heri.

For ledige, som er omfattet af retten til at færdiggøre et tilbud efter de hidtidige regler, jf. nedenfor, indtræder retten til tilbud i op til fuld tid først når det igangværende tilbud er afsluttet, jf. § 2, stk. 3. Et ledigt medlem, der pr. 1. januar 1996 har mere end 1 års ledighed i delperiode 2, og som deltager i et tilbud på 20 timer ugentligt efter de hidtidige regler, vil således først have ret til aktivering i op til fuld tid efter afslutningen af tilbuddet.

Selvfunden jobtræning

De ændrede regler betyder, at ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse i delperiode 1 efter den 1. april 1995 ikke har ret til selvfunden jobtræning. Ledige, som før denne dato har påbegyndt et selvfundent jobtræningsforløb, har ret til at færdiggøre dette i overensstemmelse med den indgåede aftale.

Ligeledes har ledige ret til at gennemføre et selvfundent jobtræningsforløb, som påbegyndes senest den 1. juli 1995, såfremt den ledige inden den 1. april 1995 har indgået konkret aftale med en arbejdsgiver, og Arbejdsformidlingen har modtaget oplysning herom inden den 30. april 1995. Det er herudover naturligvis en forudsætning, at Arbejdsformidlingen kan godkende jobtræningspladsen, i medfør af den tidligere gældende regel i § 135, stk.1 i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

Retten til selvfunden privat individuel eller almindelig jobtræning kan fra den 1. april 1995 gøres gældende af alle ledige medlemmer under 60 år i delperiode 2.

Befordringsgodtgørelse

De ændrede regler betyder, at ledige i delperiode 1 og 2 fra og med den 1. april 1995 har ret til befordringsgodtgørelse ved tilbud om individuel jobtræning hos såvel offentlige som private arbejdsgivere.

De ledige, der før 1. april 1995 er påbegyndt et tilbud om uddannelse, hvortil der ydes befordringsgodtgørelse, vil pr. 1. april 1995 være berettiget til at modtage den forhøjede sats på 1,35 kr. pr. km.

Indkomstgarantien

Fra den 1. april 1995 har ledige i delperiode 2 ved deltagelse i tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik - bortset fra tilbud om uddannelse og etableringsydelse efter lovens kap. 6 og 8 - ret til at modtage et beløb, der sammenlagt med den lediges indtægt ved tilbuddet efter fradrag af arbejdsmarkedsbidraget svarer til dagpengenes højeste beløb pr. uge, jf. § 55, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Dette betyder samtidigt, at der fra den 1. april 1995 ikke længere gælder en indkomstgaranti for ledige uden for tilbud.

Indkomstloftet

Ved deltagelse i tilbud må ydelsen til den ledige efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag og eventuel befordringsgodtgørelse ikke overstige dagpengenes højeste beløb (indkomstloftet), bortset fra ved ordinært arbejde og i selvfunden privat jobtræning, jf. § 34, stk. 1, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Ledige i delperiode 2, som inden 1. april 1995 har påbegyndt et tilbud om jobtræning eller særligt tilrettelagt jobtræningsforløb hos en offentlig arbejdsgiver, er ikke omfattet af indkomstloftet efter § 142, stk. 1.

Ledige, som påbegynder et sådan tilbud efter denne dato på baggrund af en konkret aftale indgået med Arbejdsformidlingen og arbejdsgiveren (ansættelsesaftalen) før den 1. april 1995, vil heller ikke være omfattet af indkomstloftet.

Ledige, som har påbegyndt/aftalt et særligt tilrettelagt jobtræningsforløb inden 1. april 1995 vil dog fortsat være omfattet af § 75, stk. 2, hvorefter arbejdstiden skal tilrettelægges således, at den samlede ugentlige ydelse efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ikke overstiger dagpengenes højeste beløb pr. uge.

Nedsættelse af ret og pligt til tilbud ved ordinær beskæftigelse

I medfør af lovens § 33, stk. 2, 2. pkt. er der i § 142 a i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats fastsat regler om nedsættelse af retten og pligten til tilbud, når den ledige opnår ustøttet arbejde.

Reglerne om nedsættelsen af retten og pligten ved ordinær beskæftigelse gælder ikke for ledige, som før den 1. april 1995 har påbegyndt eller har fået afgivet et konkret tilbud om jobtræning, særligt tilrettelagt jobtræningsforløb eller selvfunden jobtræning. Dog kan AF og den ledige indgå aftale om nedsættelse af tilbuddet, hvis den ledige har ordinær beskæftigelse.

Tilbud som afgives i henhold til minimumsretten og videreføres i delperiode 2

Arbejdsformidlingen skal til alle ledige i delperiode 1 afgive tilbud (minimumsretten) så tidligt i ledighedsforløbet som muligt, og har pligt til at tilbyde forløbet således, at den ledige har haft 12 måneders tilbud i delperiode 1, jf. § 131, stk. 2 i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

Det kan imidlertid forekomme, at Arbejdsformidlingen først afgiver et minimumstilbud så sent i delperiode 1, at forløbet rækker ind i delperiode 2. Tilbuddet anses i sådanne situationer altid for et delperiode-1tilbud. I forhold til de nye regler betyder det således, at den ledige ikke er omfattet af reglerne for tilbud i delperiode 2 om indkomstloft og nedsættelse af ret og pligt til tilbud ved ordinær beskæftigelse, jf. ovenfor.

Derimod er den ledige omfattet af reglerne i delperiode 2 om indkomstgaranti, jf. § 55, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Gradvis indførelse af ret og pligt til tilbud

i op til fuld tid

Arbejdsformidlingen har efter de gældende regler før 1. april 1995 mulighed for at aktivere ledige medlemmer i delperiode 2 i hele perioden op til fuld tid.

Endvidere skal Arbejdsformidlingen fra den 1. april 1995 aktivere ledige medlemmer i delperiode 2 under 60 år i hele perioden, så vidt muligt op til fuld tid. Personer, der modtager en ydelse efter § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er ikke omfattet af indfasningen i delperiode 2.

Af hensyn til muligheden for at fremskaffe egnede tilbud, er der i §§ 4 - 6 i bekendtgørelsen fastsat regler om gradvis indførelse af den lediges ret og dermed Arbejdsformidlingens forpligtelse til at aktivere ledige i delperiode 2 på fuld tid.

Arbejdsløshedskasserne skal ifølge § 144, stk. 2 i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats, indberette ledige medlemmer til Arbejdsformidlingen, som efter sammenlagt 44 måneders ledighed, eller som 3 måneder før udløbet af referenceperioden i delperiode 1 står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som overgår til delperiode 2.

Det fremgår af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens B-vejledning af 15. november 1994 om arbejdsløshedskassernes indberetning til Arbejdsformidlingen om medlemmernes ledighed og tidspunkt for udløb af delperioderne, at arbejdsløshedskassens indberetning til Arbejdsformidlingen, bl.a. skal indeholde oplysninger om forventet udløb af delperiode 2 (udløbsdatoen).

Arbejdsformidlingen kan på baggrund af kassernes indberetninger i AF-Match udsøge ledige medlemmer, som er omfattet af retten og pligten til aktivering op til fuld tid i hele delperiode 2.

Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som den 31. december 1995 har mere end 1 års ledighed i delperiode 2, jf. § 4 i bekendtgørelsen, er således ledige, som på dette tidspunkt er indberettet med en forventet udløbsdato, som ligger før den 31. december 1997 (dvs. med mindre end 2 år tilbage af delperiode 2).

Arbejdsformidlingen skal så vidt muligt aktivere de ledige med længst ledighed først, således at de ledige, der har udløbsdato før den 31. december 1995, aktiveres på fuld tid, inden de falder ud af dagpengesystemet.

Ledige medlemmer, som den 31. december 1996 har mere end 6 måneders ledighed i delperiode 2, jf. § 5, er således ledige, der på dette tidspunkt er indberettet med en forventet udløbsdato, som ligger før den 30. juni 1999 (dvs. med mindre end 21/2 år tilbage af delperiode 2).

Inden den 1. juli 1997 skal Arbejdsformidlingen have aktiveret alle ledige i delperiode 2, jf. § 6.

Retten til aktivering ophører, når den ledige fylder 60 år, jf. § 7. Har den ledige påbegyndt et tilbud, som tidsmæssigt rækker ud over denne dato, har den ledige ret til at fortsætte/afslutte tilbuddet i overensstemmelse med handlingsplanen. Det er således op til Arbejdsformidlingen ved fastsættelsen af tilbuddet at vurdere, om den pågældende ledige - ud fra en behovsorienteret vurdering - skal aktiveres efter det fyldte 60. år.

Underskrift 1

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 23. marts 1995 Preben Buchholt / Hanne Rathsach

Versioner

  1. 1995-03-23 · til 2002-02-15