Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1995/43@1995-03-31/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

INDHOLDSFORTEGNELSE pkt. I. Indledning 1 II. Personkreds 2 III. Ansvar, optagelse og klage 3-6 Driftsansvar 3 Optagelse 4 Klage 5 Tilsyn 6 IV. Institutionerne og deres opgaver 7-21 Generelt 7 Dag-, døgn- og nattilbud 8 Ambulante forsorgstilbud 9 Omsorg og pleje 10 Afrusning og afgiftning 11 Rådgivning og vejledning m.m. 12 Aktiverende foranstaltninger 13 Fritids- og kulturelle aktiviteter 14 Udslusning, botræning, efterfølgende og opfølgende hjælp 15 Beskæftigelse 16 Arbejdsskade 17 Arbejdsdusør 18 ATP og feriepenge 19 Fradragsfri arbejdsindtægter 20-21 V. Betaling 22-27 Betalingsfastsættelsen 22 Dispendation for betalingen 23 Lommepenge 24 Udnyttelse af arbejdsmuligheder 25 Indhentning af oplysninger 26 Administration af brugernes økonomi m.m. 27 VI. Brugerindflydelse 28-30 Brugerindflydelse på personlige forhold 29 Brugerindflydelse i institutionen 30 VII. Udslusning, efterforsorg og opfølgning 31-34 Handleplan 32 Udslusning 33 Efterforsorg 34 VIII. Samarbejde med kommune og andre samarbejdsparter, overflytning til anden § 105-institution, bortvisning m.v. 35-36 Overflytning, bortvisning m.v. 36 IX. Administration og finansiering efter lov om social bistand og lov om social pension 37-43 Lov om social bistand: Administration og finansiering 37-39 kontanthjælp til personer i § 105-institutioner 40 lov om social pension: Administration 41 Kommunal medfinansiering 42-43 X. Finansiering, regnskabsaflæggelse og refusion 44-47 Ejendomsudgifter 44-46 Sædvanlige forbehold ved godkendelse af husleje 47 XI. Bestemmelser, som vejledningen erstatter 48 ---------------------------------------------------------

1. Ved lov nr. 86 af 8. februar 1995 om ændring af lov om social bistand m.v. (styrkelse af indsatsen for socialt udstødte) er der gennemført en række ændringer i bistandsloven, der retter op på nogle skævheder og giver bedre muligheder for en styrket indsats for de svage grupper i samfundet.

Socialministeriet har den 7. februar 1995 udsendt en orienteringsskrivelse om de nye regler, der træder i kraft den 1. april 1995.

Formålet med ændringerne på § 105-området har været indenfor de eksisterede økonomiske rammer at følge op på den igangværende udvikling i retning af mere differentierede tilbud, herunder tilbud som led i udslusning af brugerne. Der er sket en ændret formulering af personkredsen ud fra ønsket om at foretage en sproglig modernisering, men i sig selv tilsigter loven ikke en ændring af persongruppe eller tilbud indenfor § 105-området.

For § 105-områdets vedkommende er de væsentligste punkter i de nye regler:

- En udvidelse af bestemmelsen i § 31 om kommunernes forpligtelse til at anvise husly til også at omfatte enlige.

- Tilvejebringelse af en kommunal hjemmel til at oprette og drive bofællesskaber med medhjælp samt væresteder for personer med særlige sociale vanskeligheder.

- En ændret formulering af personkredsen på § 105- institutioner.

- Hjemmel for kommunalbestyrelsen til efter aftale med amtsrådet at oprette og drive § 105-institutioner.

- En styrkelse af § 105-institutionernes rolle bl.a. i samarbejdet med kommunalbestyrelsen om hjælpeforanstaltninger for beboerne og løbende revision af den ydede hjælp samt en præcisering af institutionernes efterfølgende hjælp og opsøgende arbejde overfor tidligere beboere.

- En udvidelse af lovens muligheder for forsøg, således at der kan gives tilladelse for kommuner til i en periode at drive foranstaltninger, som i øvrigt henhører under amtskommunernes ansvarsområde. Ligeledes får amtskommunerne mulighed for at drive bofællesskaber og andre boformer med medhjælp efter § 68 b, hvilket ellers er en kommunal opgave.

Denne vejledning beskriver de nye regler. I vejledningen er endvidere indarbejdet bestemmelserne i Socialministeriets vejledning nr. 172 af 19. september 1994 om betaling for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens § 105, ajourført på baggrund af de fortolkningsbidrag, som er kommet til siden udsendelsen af vejledningen, ligesom vejledningen omfatter bestemmelser, der ikke er berørt af lovændringen. Denne vejledning afløser således en række tidligere retningslinier på området, jf. kapitel XI.

I vejledning nr. 44 af 31. marts 1995 er nærmere beskrevet bestemmelserne i bistandsloven om husvilde (§ 31) og for personer med særlige sociale vanskeligheder (§68 b) om medhjælp i boligen om væresteder o.lign. samt om udvidelse af forsøgsreglerne (§ 138 e).

2. Institutioner m.v. efter bistandslovens § 105 henvender sig til personer, der ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som på grund af særlige sociale vanskeligheder har behov for botilbud eller aktiverende støtte og omsorg, der ikke kan ydes efter andre regler inden for den sociale lovgivning eller efter anden lovgivning.

Kendetegnende for § 105-området er, at institutionerne løbende forsøger at dække de nye behov, som opstår i forbindelse med udviklingen i samfundet eller ændringer i tilgrænsende systemer. Over tid kommer nye brugergrupper til og målgruppen for institutionernes tilbud skal således afgøres ud fra behovet.

Om afgrænsningen af de grupper, der kan komme på tale, kan der derfor henvises til Socialforskningsinstituttets rapport »De socialt udstødte« fra 1992, der afgrænser de socialt udstødte grupper til at omfatte dem, der mere end forbigående både er ude af stand til at forsørge sig selv på en for samfundet og for den enkelte akceptabel måde, og er ude af stand til at sørge for sig selv på en for samfundet eller for den enkelte akceptabel måde.

Personkredsen omfatter således:

- personer, der ikke har nogen bolig

- personer, der som følge af tunge sociale problemer ikke kan fungere i egen bolig uden hjælp udefra

- personer, der har svært ved at tilpasse sig samfundets muligheder og begrænsninger og som ikke har nogen bolig samt

- personer, der ikke kan eller vil opholde sig i egen bolig som følge af vold eller trusler om vold, og deres eventuelle børn.

Boligproblemet er således forbundet med et behov for hjælp til behandling af problemer af social og/eller helbredsmæssig karakter, der kræver en særlig indsats, herunder behov for aktiverende støtte. Det er en forudsætning, at andre hjælpemuligheder skal være udtømt forud for et egentligt ophold i § 105-institutionen.

Personer, der har mistet deres hidtidige bolig og helt står uden tag over hovedet, er omfattet af kommunernes forpligtelse til anvisning af husly mod betaling efter bistandslovens § 31. I disse tilfælde vil der undtagelsesvis og som en ren midlertidig foranstaltning kunne henvises til optagelse i institutioner efter § 105.

For så vidt angår reglerne om optagelse og klage henvises til kapitel III.

3. I § 105 fastlægges amtsrådets forpligtelse overfor personer med særlige sociale vanskeligheder med hensyn til botilbud og tilbud om aktiverende støtte og omsorg.

Ansvaret for, at tilbud om optagelse på en § 105-institution er til stede, påhviler således amtsrådet. Tilbuddene kan tilvejebringes af amtsrådet evt. i samarbejde med en eller flere amtskommuner eller som selvejende institutioner, med hvilke amtsrådet indgår overenskomst eller træffer anden aftale, f.eks. om økonomiske tilskud, personale, lokaler eller på anden vis. Endvidere kan kommunerne etablere § 105-institutioner m.v. efter aftale med amtsrådet.

Om institutionerne og deres opgaver henvises til kapitel IV.

Optagelse

4. Optagelse kan ske ved personlig henvendelse eller ved henvisning fra andre offentlige myndigheder, herunder også andre tilsvarende institutioner, selvom de ligger udenfor amtskommunens geografiske område. Henvisningen bør ske efter forudgående kontakt til § 105-institutionen.

Er der tvivl om optagelsens hensigtsmæssighed, skal der indhentes en udtalelse fra amtskommunen. Institutionens ledelse afgør, om optagelse kan finde sted.

Som udgangspunkt er institutionerne ikke berettiget til at afvise nogen, med mindre der kan tilbydes anden passende hjælp, herunder optagelse i en anden § 105-institution, jf. dog pkt. 36. Der bør altid kunne henvises til en § 105-institution, der personalemæssigt er rustet til at håndtere akutte og ofte krævende problemer, mange brugere af § 105-institutionerne har.

Årsagen til optagelse i en § 105-institution er ofte manglende kendskab til dag- eller døgntilbud i andre regier, f.eks. plejehjemssektoren, narkobehandlingsinstitutioner, sygehusvæsenet m.v.

Opmærksomheden skal derfor henledes på, at behandling af alkoholmisbrugere, bo- og behandlingstilbud til stofmisbrugere, gives på de institutioner m.v., der er beregnet for disse grupper, at bo- og behandlingstilbud til sindslidende gives i bofællesskaber og særlige plejehjem efter bistandslovens §§ 68 og 112, stk. 2. For unge, der er fyldt 18 år, og som har svære psykiske eller sociale vanskeligheder har kommunalbestyrelsen mulighed for i en periode at tilbyde støtte i form af dag- eller døgntilbud, jfr. §§ 66 og 96, efter § 68a.

Endvidere skal peges på de muligheder der er efter bistandslovens § 33 for at træffe beslutninger om støtte til familier med børn. Efter denne bestemmelses stk.2, nr.3, kan der ydes familiebehandling eller lignende støtte, og efter bestemmelsens nr. 4, vil der kunne etableres døgnophold for både forældremyndighedens indehaver, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien. Loven stiller ikke krav om, hvor et sådant døgnophold for hele familien skal foregå. Den kommune, der etablerer et døgnophold, må imidlertid sikre sig, at dette foregår under betryggende forhold. Der er ikke noget til hinder for at benytte godkendte opholdssteder eller døgninstitutioner, jf. §§ 66 og 96.

Er der tale om optagelse efter visitation af kvinder med små børn, hvis forhold er særlig vanskelige, bør dette ske på svangre- og mødrehjem efter reglerne i bistandslovens §§ 101- 104.

Klage

5. Klage over institutionens beslutning om optagelse og om betaling, jf. § 108, stk. 2, kan indbringes for det sociale ankenævn i den amtskommune, hvor institutionen ligger.

Klager over sagsbehandlingen og spørgsmål i forbindelse med bistandsudøvelsen under institutionsopholdet sker til amtsrådet som tilsynsmyndighed for institutioner m.v. beregnet til midlertidigt ophold for personer med særlige sociale vanskeligheder.

Tilsyn

6. Amtsrådet fører tilsyn med institutioner m.v. efter bistandslovens § 105, herunder kommunalt oprettede institutioner m.v.

7. Institutionerne efter bistandslovens § 105 er forskellige og har forskellige muligheder og tilbud, som institutionerne stiller til rådighed for beboerne. For alle institutionskategorier gælder, at der er tale om midlertidigt ophold og at andre hjælpemuligheder skal være udtømt.

Institutionstilbuddet omfatter tilbud om ophold i en § 105- institution, samt udslusningsboliger i tilknytning til en § 105- institution. Institutionernes tilbud omfatter midlertidige botilbud i form af døgn-og nattilbud, dagtilbud samt tilbud om omsorgsmæssige foranstaltninger med henblik på at styrke beboerens ressourcer fysisk, psykisk og socialt. Der er ikke fastsat bestemte grænser for opholdets længde, men da der er tale om institutioner beregnet til midlertidigt ophold, bør tidsrammen for opholdet indgå i den løbende revision af den ydede støtte, jf. pkt. 31, således at opholdet ikke strækker sig ud over, hvad der er nødvendigt. Ophold i en udslusningsbolig bør normalt ikke strække sig over et halvt år og der bør i samarbejde med kommunalbestyrelsen stiles mod et blivende botilbud, f.eks. efter § 68b.

Institutionernes opgaver kan f.eks. være:

* Omsorg og pleje.

* Sundhedsmæssig bistand og helbredsbevarende foranstaltninger.

* Afrusning og afgiftning.

* Rådgivning og vejledning.

* Samarbejde med andre sociale og sundhedsmæssige tilbud, herunder udarbejdelse af handleplan.

* Beskæftigelse.

* Aktiverende foranstaltninger.

* Fritids- og kulturelle aktiviteter.

* Målrettet arbejde vedrørende udslusning og botræning med henblik på at kunne klare en tilværelse udenfor institutionen.

* Støtte i udslusningsfasen og efterfølgende hjælp efter udflytning fra institutionen.

De nævnte opgaver er ikke udtømmende. Institutionerne kan rumme en, flere eller alle opgaver, ligesom disse kan rummes under samme tag. Det samme gælder døgn-, dag- og ambulante tilbud. Endvidere kan der være forskel på graden og intensiteten i aktiviteten.

Institutionerne skal gennem forebyggelse, pleje, social støtte, aktivering og omsorgsforanstaltninger arbejde for, at brugerne psykisk, fysisk og socialt får styrket deres ressourcer og forbedret deres livssituation, således at de bliver bedre i stand til at klare tilværelsen selv.

Institutionerne kan råde over særlige sygeafdelinger til indlæggelse, afrusning m.m.

Dag-, døgn- og nattilbud.

8. Institutionernes tilbud omfatter døgn-og nattilbud. Herudover kan institutionerne tilbyde dagtilbud til personer, der er udsluset fra institutionen og til personer, der ikke har behov for døgnophold. Dagtilbud kan være værksteder, forskellige beskæftigelses- og omsorgsforanstaltninger, dagcentre, støttefunktioner, herunder støtte i udslusningsfasen m.m.

Ambulante forsorgstilbud.

9. Det kræver en særlig indsats at nå de mennesker, som fører en anderledes tilværelse og som ikke ønsker eller som har svært ved at bruge de eksisterende tilbud. Årsagen hertil kan være den skete omlægning af behandlingsindsatsen i retning af mere ambulant behandling og færre døgnpladser eller at de mere etablerede tilbud måske ligger på et plan, der er for højt til, at denne gruppe kan fungere.

Det er ofte svært at nå den tungeste gruppe ved almindeligt opsøgende arbejde. Ofte har de ikke fast bolig eller tilholdssted eller lader sig ikke kontakte. Når der er opnået kontakt er der derfor behov for hurtig indsats og etablering af relevante opholds- og aktivitetstilbud. Der er endvidere behov for, at tilbudene er fleksible, således at de kan flyttes i forhold til, hvad denne gruppe har behov for, og at tilbuddene kan ændres, når det er nødvendigt.

Efter bistandslovens § 105 kan der tilbydes ambulante forsorgstilbud til denne gruppe.

Tilbuddet kan være opsøgende virksomhed, alternative overnatningsmuligheder, bo- og værestedstilbud, herunder iværksættelse af aktiviteter af livskvalitetsforbedrende art.

Omsorg og pleje.

10. Institutionerne skal sørge for, at beboerne får den nødvendige omsorg og pleje. Beboerne er aktivt sygesikrede og kan få refusion af udgifter til lægehjælp og medicin efter reglerne i lov om sygesikring. Evt. egenbetaling afholdes af beboerne selv. Beboerne kan få hjælp efter reglerne i bistandsloven, hvis betingelserne herfor er opfyldt, eller reglerne i pensionsloven om personligt tillæg.

På institutioner, hvor der er tilknyttet egen læge eller indrettet en særlig sygeafdeling, kan der over institutionens drift ydes afrusningsmedicin og medicin i tilknytning hertil. Institutionens læge orienterer pågældendes sædvanlige læge.

Afrusning og afgiftning.

11. Institutionens tilbud kan omfatte afrusningspladser, der anvendes i forbindelse med optagelse af berusede personer i institutionen eller som alternativ til anbringelse i detentionen.

Rådgivning og vejledning m.m.

12. Under opholdet tilbydes personlige samtaler, råd og vejledning med udgangspunkt i beboerens aktuelle behov, etablering af samarbejde til og med andre sociale myndigheder og sundhedsmæssige tilbud, jf. punkt 35, støtte til opbygning af netværk og kontakt til lokalsamfundet, hjælp til aktiv boligsøgning, efterforsorgstilbud i forbindelse med udflytning fra institutionen.

Aktiverende foranstaltninger.

13. Institutionerne kan tilbyde aktiverende foranstaltninger i mindre omfang med socialpædagogisk indhold som f.eks. væresteder, cafeer, m.v. Sådanne omsorgsforanstaltninger har som formål at forbedre den sociale og helbredsmæssige livskvalitet så langt som muligt og at støtte motivationen for behandling i andet regi og aktivering så langt som muligt, så at opholdet i institutionen ikke bliver uden mening.

Fritids- og kulturelle aktiviteter.

14. Tilbud om fritidsaktiviteter kan være film, foredrag, udflugter, aktivitetstilbud i form af daghøjskolelignende tilbud, sportsaktiviteter m.m., der engagerer beboerne i lokalsamfundets tilbud.

Udslusning, botræning, efterfølgende og opfølgende hjælp.

15. Et vigtigt element i institutionernes tilbud er optræning med henblik på udslusning til en selvstændig tilværelse udenfor institutionen. Optræningen kan foregå på § 105-institutionen eller i en udslusningsbolig i tilknytning til institutionen. Herved kan der være etableret grundlag for, at beboeren kan tage ophold i egen bolig med eller uden (amts)kommunale støtteforanstaltninger.

Efter udslusning vil det i mange tilfælde være praktisk, at institutionen bevarer kontakt og giver råd og vejledning til en tidligere beboer. Institutionen kan derfor i samarbejde med kommunen etablere efterfølgende hjælp og eventuelt opsøgende arbejde, jf. kapitel VII. samt det i vejledning nr. 44 af 31. marts 1995 nævnte samarbejde med kommunalbestyrelsen om udslusning af beboere fra § 105-institutioner.

Efter udskrivningen kan en tidligere beboer endvidere fortsat komme på institutionen som dagklient og dermed blive beskæftiget i institutionens værksteder eller benytte institutionens være- eller omsorgstilbud, jf. punkt 34.

Beskæftigelse.

16. På institutioner, der tilbyder beskæftigelse, skal der kunne tilbydes beskæftigelse i form at et særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb inden for institutionens rammer. Beskæftigelsen kan omfatte:

a) deltagelse i institutionens interne drift f.eks. rengøring, vask, køkkenarbejde, alm. vedligeholdelse

b) værkstedsarbejde m.v., hvor beskæftigelse kan have karakter af oplæring, optrænig eller produktion,

c) deltagelse i øvrige aktiviteter, f.eks. i form af planlagt undervisning og kulturelle arrangementer, sport og andre livskvalitetsforbedrende tilbud, der indgår som et led i den samlede indsats for vedkommende person.

Derudover kan kommunen, såfremt betingelserne for iværksættelse af en revalidering er til stede, under opholdet og efter en handleplan, hvori udslusning fra institutionen indgår, i samarbejde med institutionen tilrettelægge revalidering i udslusningsfasen i medfør af bistandslovens § 43.

Beskæftigelse på institutioner med beskæftigelselstilbud bør have karakter af oplæring eller optræning og afpasses den enkeltes evner og muligheder.

Arbejdsskade

17. For så vidt angår lov om forsikring mod følger af arbejdsskade henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1124 af 15. december 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade for personer, der er optaget i institutioner m.v. under bistandsloven.

En beboers tilskadekomst under arbejdet i institutionen anmeldes til Arbejdstilsynet, Postbox 858, 2100 København Ø.

Herudover skal en arbejdsskade, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, af institutionen anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden til det forsikringsselskab, hvor forsikring er tegnet, eller - hvis der ikke er tegnet forsikring - til Arbejdsskadestyrelsen. Anmeldelse skal ske på en særlig blanket udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsdusører

18. I forbindelse med deltagelse i særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb i institutionernes interne drift udbetales en arbejdsdusør.

Amtsrådet fastsætter størrelsen af arbejdsdusøren.

Arbejdet aflønnes som akkordarbejde eller timelønsarbejde. Akkordsatserne fastsættes af institutionens ledelse.

Efter skattelovgivningens almindelige regler skal vederlag medregnes til den skattepligtige indkomst, medmindre der foreligger en særlig undtagelse. Udover de i skattelovgivningen særligt nævnte undtagelser, beror skattefriheden på en konkret ligningsmæssig bedømmelse.

Vederlag, der udbetales i forbindelse med beskæftigelse m.v på § 105-institutioner vil således normalt blive anset som skattepligtig A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og bidragspligtig efter lov nr. 448 af 30. juni 1993 om arbejdsmarkedfonde.

ATP og feriepenge

19. I det omfang, beskæftigelsen i institutionerne har karakter af oplæring eller optræning og afpasses efter den enkeltes evner og muligheder, vil brugere, der er beskæftigede i institutionerne, falde uden for ferielovens område.

De pågældende er principielt omfattet af ATP, idet den pågældende persongruppe dog følger samme regler som personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap, for hvilke der er fastsat en nedre grænse for den indtægt, der skal optjenes, før de pågældende er ATP-bidragspligtige.

Indtægtsgrænsen for 1995 er af ATP fastsat således, at der skal ydes en månedlig løn på mindst 2771 kr. eller en ugentlig løn på mindst 692,75 kr., for at de pågældende skal være omfattet af tillægspensionsordningen.

Fradragsfri arbejdsindtægter

A. Pensionister.

20. Personer, der modtager social pension, har mulighed for at have indtægter ved siden af pensionen. Ved større indtægter ved siden af den sociale pension vil personlige tillæg, pensionstillæg og grundbeløb dog blive indtægtsreguleret. Der henvises til bestemmelserne i §§ 27, 28, 29, 31 og 49 i lov om social pension.

B. Kontanthjælpsmodtagere.

21. Personer, der har ophold i en § 105-institution, kan ved deltagelse i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb i den interne drift i en § 105-institution tjene et skattepligtigt beløb på op til det dobbelte af lommepengebeløbet, uden at der sker fradrag i kontanthjælpen, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om kontanthjælp til personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105.

For kontanthjælpsmodtagere, der

1) har ophold i en § 105-institution, men er beskæftiget uden for institutionen,

2) har ophold i en § 105-institution uden beskæftigelsestilbud eller som er udsluset fra en § 105-institution, men arbejder i § 105-institutionen som f.eks. dagklient, gælder bestemmelsen i bistandslovens § 38, stk. 3, hvorefter personer, der i en sammenhængende periode på 3 måneder eller derover har modtaget kontanthjælp, kan tjene op til 2.000 kr. pr. måned, dog højst 12.000 kr. i alt, uden af der sker fradrag i kontanthjælpen. Indtjeningen skal finde sted i en sammenhængende kontanthjælpsperiode på 6 måneder. Arbejdsindtægten kan hidrøre fra forskellige arbejdsforhold, og der behøver ikke at være udført arbejde i hver af de 6 måneder.

22. Personer, der har ophold på en § 105-institution, betaler i følge bistandslovens § 110 for kost og logi m.v. De nærmere regler for betalingen er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1187 af 23. december 1993 om betaling for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens § 105, som ændret ved bekendtgørelse nr. 812 af 12. september 1994.

Efter bekendtgørelsen fastsætter amtsrådet betaling for ydelser i forbindelse med ophold på § 105-institutioner.

Betalingen for logi fastsættes ud fra niveauet i amtskommunen/regionen/lokalområdet. Betalingen for logi omfatter også el og varme og kan herudover omfatte forsyning og vask af sengelinned. Betalingen fastsættes som en takst pr. døgn.

Betalingen tages op til overvejelse en gang årligt med hensyn til evt. regulering pr. 1. januar.

Betalingen for kost og øvrige ydelser fastsættes under hensyn til de ydelser, der modtages. Betalingen kan gradueres, således at det er muligt at fravælge et eller flere måltider eller andre ydelser. I de institutioner eller enheder, hvor beboerne er selvhjulpne, vil det være naturligt at lade takstfastsættelsen beregne udelukkende som logibetaling.

Udgangspunktet for egenbetalingen på § 105-institutioner er, at beboerne betaler for opholdet af deres lønindtægt eller anden indtægt, pension, dagpenge eller kontanthjælp, hvis de iøvrigt opfylder betingelserne herfor, og at betaling sker fra første dag.

Dispensation for betalingen

23. Institutionen kan i særlige tilfælde dispensere fra betalingen i en kortere periode. Det kan f.eks. være ved ophold på krisecentre, hvor det er nødvendigt, at kvindens anonymitet bevares, eller i forbindelse med afrusning eller afgiftning.

Personer uden selvstændigt forsørgelsesgrundlag, f.eks. udlændinge og personer, der ikke tidligere har været i kontakt med kontanthjælpssystemet, opkræves ikke betaling for opholdet. Institutionen tager kontakt til kommunalbestyrelsen om behovet for støtteforanstaltninger og iværksættelse af andre tilbud m.m, jf. punkt 35.

Personer, der ikke er i stand til at opfylde deres betalingsforpligtelse, f.eks. fordi de har brugt udbetalt kontanthjælp eller pension, afvises ikke af betalingsmæssige årsager, men institutionen kontakter kommunen med henblik på i samarbejde med den pågældende at få løst spørgsmålet om betaling.

Institutionen fastsætter betalingen således, at der tages hensyn til nødvendige udgifter i forbindelse med opretholdelsen af en hidtidig bolig og således at beboeren har økonomisk mulighed for at opretholde sine hidtidige forpligtelser overfor ægtefælle og børn. Som udgangspunkt skal betalingen fastsættes således, at pågældende har et rimeligt beløb til egen rådighed. Det vil typisk være personer på »unge-satsen«, jfr. bistandslovens § 37, stk. 3, der har vanskeligheder med at kunne afholde en opholdsbetaling af kontanthjælpen.

Om klage over institutionens afgørelse om betaling henvises til punkt 5.

Lommepenge

24. Institutionerne udbetaler lommepenge indtil der foreligger et selvstændigt forsørgelsesgrundlag, f.eks. i form af ydelse af kontanthjælp, pension eller arbejdsindtægt. På institutioner, der tilbyder beskæftigelse indenfor institutionens rammer, vil pågældende kunne indgå i institutionens beskæftigelsestilbud og herved optjene arbejdsdusør, jf. punkt. 16 og 18. I disse tilfælde udbetales lommepenge indtil 1. udbetaling af arbejdsdusør. Der kan ikke udbetales lommepenge til personer, der uden rimelig begrundelse afslår at indgå i institutionernes beskæftigelsestilbud.

På institutioner, der ikke har beskæftigelsestilbud, er der ikke mulighed for at kunne optjene arbejdsdusør, og der udbetales lommepenge indtil der foreligger et selvstændigt forsørgelsesgrundlag, herunder også i perioden indtil 1. lønudbetaling.

Til personer, der har et forsørgelsesgrundlag, men brugt hjælpen eller pensionen til anden side, jf. overfor, kan der ikke udbetales lommepenge.

Lommepengebeløbet er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens § 105. Lommepengebeløbet ændres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om satsreguleringsprocent, og offentliggøres i Socialministeriets cirkulære om årlig regulering af visse sociale ydelser, fradragsbeløb, takster m.v. med satsreguleringsprocenten.

Udnyttelse af arbejdsmuligheder

25. Personer, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, eller som nægter at påtage sig arbejde, er ikke berettiget til kontanthjælp, idet ydelse af hjælp efter bistandslovens § 40 forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

I § 40 stk. 1, nr. 1 anføres, at dette f. eks kan anses for godtgjort, når den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om arbejde eller deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Betingelsen kan - udover de andre eksempler, der er opregnet i bestemmelsen - også opfyldes ved, at kontanthjælpsmodtageren deltager i de af § 105-institutionen arrangerede aktiverende foranstaltninger.

En person anses endvidere for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder, når pågældende er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jfr. § 40, stk. 1. nr. 2.

Indhentning af oplysninger

26. Hvis amtsrådet/§ 105-institutionen ikke i forvejen har oplysninger om indkomstgrundlaget, skal beboeren som udgangspunkt selv give oplysningerne. Hvis dette ikke er muligt, kan amtsrådet/institutionen indhente oplysningerne fra andre offentlige myndigheder. Oplysningerne om beboernes økonomiske forhold vil normalt være omfattet af reglerne om pligten til at videregive oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 31 og vil kunne indhentes efter de almindelige regler om oplysning af sagen i bistandslovens § 17 og § 45 i lov om social pension.

Administration af brugernes økonomi m.m.

27. Beboerne og § 105-institutionen kan træffe aftale om en hensigtsmæssig budgetlægning, hvor der i kontanthjælpen eller pensionen kan fratrækkes et beløb til logi, kost, opsparing eller afdrag på gæld. Skønnes en kontanthjælpsmodtager ikke i stand til at administrere kontanthjælpen, kan der rettes henvendelse til kommunalbestyrelsen om anvendelse af reglerne i bistandslovens § 49 om udbetaling af kontanthjælp på andre måder end i form af kontante beløb.

Afgørelse om administration af hjælpen efter bistandslovens § 49 træffes af kommunalbestyrelsen, når betingelserne herfor er opfyldt. Kompetence til at træffe denne afgørelse kan delegeres til kommunale, men ikke til amtskommunale, selvejende og private institutioner. Når der er truffet afgørelse om administration efter § 49, kan den faktiske administration af kontanthjælpen overlades til både kommunale og selvejende og private institutioners ledelse, jf. bistandslovens § 9, stk. 2.

Skønnes en pensionist ikke i stand til at selv at administrere pensionen, kan der rettes henvendelse til kommunalbestyrelsen om indgåelse af aftale mellem kommunen og pensionisten om fradrag i pensionen for modtagne ydelser eller om anvendelse af reglerne i pensionslovens § 36. Der henvises til Socialministeriets vejledning nr. 162 af 28. august 1994 om administration af pension m.v.

28. Beboerne skal sikres indflydelse på tilrettelæggelse og udnyttelse af institutionernes tilbud, ydelser og andre forhold, der har betydning for opholdet og dagligdagen i institutionen. Institutionernes sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige arbejde bør udvikles i samarbejde mellem beboerne og medarbejderne, således at der skabes tilbud, der svarer til beboernes behov, ressourcer og forudsætninger. Amtsrådet bør sikre institutionens ledelse og medarbejdere de bedst mulige arbejdsbetingelser for at udvikle denne indsats. Ved tilrettelæggelse heraf er det vigtigt, at beboerne så tidligt som muligt inddrages i dette arbejde, således at beboerne gøres til part sammen med medarbejdere, forvaltninger m.m. og på denne måde deltager i udviklingen af nogle tilbud, der bidrager til styrkelse af den enkeltes ressourcer, identitet og selvværd.

Brugerindflydelse på de personlige forhold

29. Beboerne bør medinddrages i alle opgaver, der handler om egen situation og gennem aktiv deltagelse lære at gøre brug af samfundets øvrige tilbud.

Det er en del af institutionernes forpligtelse at øge beboernes selvforvaltning og medansvar for egen situation med henblik på mulighederne for udflytning i mere forpligtende og vedvarende boformer, f.eks. bofællesskab eller lignende boform eller egen lejlighed. Det er vigtigt, at beboerne inddrages i tilrettelæggelsen, får mulighed for at tage stilling til tilbuddene og at de får aktivt støtte til at løse de opgaver, de stilles overfor.

Brugerindflydelse på de personlige forhold er særlig relevant i forbindelse med udarbejdelse af handleplan, jf. pkt. 32.

Brugerindflydelse i institutionen

30. Brugerindflydelse i institutionen sikres ved beboernes ret til at organisere sig og vælge repræsentanter, som kan være kontaktleddet mellem beboerne, ledelsen og forvaltning m.fl. Beboerrepræsentantionen har ret til at forhandle sager, der vedrører samtlige beboeres forhold til institutionen, men ikke den enkelte beboers forhold.

Institutionerne bør stille nødvendig personalestøtte, fysisk plads og økonomi til rådighed for det organiserede beboerarbejde.

På institutioner, hvor det på grund af kortvarige ophold ikke er muligt med organiseret beboerarbejde, kan beboerindflydelse sikres gennem afholdelse af fællesmøder, hvor beboerne og ledelsen drøfter aktuelle forhold, som har betydning for institutionens daglige forhold.

31. Efter § 109, stk. 1, skal der ved optagelse i en § 105- institution iværksættes et samarbejde med kommunalbestyrelsen i opholdskommunen med henblik på dels at vurdere behovet for støtteforanstaltninger over for pågældende og dennes familie dels at tilrettelægge rammerne for opholdet og udslusningen fra institutionen. Endvidere skal amtsrådet senest 3 måneder efter optagelsen sammen med kommunalbestyrelsen vurdere behovet for fortsat ophold og iværksættelse af andre tilbud.

Handleplan

32. Forpligtelsen til senest 3 måneder efter optagelsen at tage den pågældende og familiens forhold op til bedømmelse vil mest praktisk kunne ske ved en aftale med § 105-institutionerne om, at institutionerne umiddelbart efter optagelse tager initiativ til udarbejdelse af en handleplan.

Handleplanen skal udarbejdes i samarbejde med beboeren og med udgangspunkt i dennes ønsker og forudsætninger. Handleplanen skal omfatte såvel institutionens og beboerens forpligtelser som beboerens ret på selvforvaltning og medansvar for egen situtiation med henblik på mulighederne for beskæftigelse, aktivering og udflytning i vedvarende boformer, f.eks. bofællesskab, anden boform eller egen lejlighed, samt den nødvendige støtte og medhjælp.

Handleplanen skal beskrive målet med institutionsopholdet, herunder planer for beskæftigelses-, uddannelses- eller andre aktiviteter, der kan bidrage til opfyldelse af målet, samt en tidsplan for de opgaver, der skal løses. Herudover skal handleplanen indeholde pågældende beboers overvejelser om f.eks. boligforhold, arbejde/revalidering, økonomi, gæld, fritidsforhold m.m.

Vurderingen af behovet for fortsat ophold samt eventuel iværksættelse af andre tilbud skal ske i samarbejde med beboeren, jf. § 109, stk. 2. Der kan - bortset fra voldssituationer m.m., jf. pkt. 36 - således ikke ske ændringer i tilbuddene eller iværksættes andre tilbud uden at beboeren selv har været inddraget og positivt tilkendegivet sin interesse heri. Det samme gælder udslusning fra institutionen, der for at kunne lykkes forudsætter, at beboeren anser sig parat hertil. Som alternativ til udflytning vil der på institutionen kunne etableres et botilbud efter § 68b efter reglerne herfor. Der henvises til Socialministeriets vejledning nr. 44 af 31. marts 1995.

Kommunalbestyrelsen skal så tidligt som muligt inddrages i udarbejdelsen af handleplan, bl.a. med henblik på en vurdering af, om handleplanen umiddelbart eller på lidt længere sigt bør udmøntes i en revalideringsplan.

Udslusning

33. I institutionernes tilbud indgår den opfølgende hjælp ( efterforsorg), herunder hjælp til netværksopbygning og træning til en selvstændig tilværelse. Denne optræning kan allerede påbegyndes i § 105-institutionen, ligesom den kan foregå eller fortsætte i en udslusningsbolig i tilknytning til institutionen. Herefter kan der være etableret grundlag for, at beboeren kan tage ophold i egen bolig med eller uden (amts)kommunale støtteforanstaltninger.

Såvel i forlængelse af som forud for et ophold i udslusningsbolig kan der være grundlag for at iværksætte andre støtteforanstaltninger, f.eks. bofællesskab efter bistandslovens § 68 eller egentlige behandlingstilbud efter bistandsloven, f.eks. særlige plejehjem efter § 112, stk. 2, dag- og døgnophold, jfr. §§ 66 og 96, efter § 68 a, eller i visse situationer familiebehandling, jf. § 33, stk. 2, nr. 3 eller 4.

Efter ophold i en § 105-institution kan der endvidere etableres bofællesskaber eller anden boform med medhjælp efter § 68 b, jf. Socialministeriets vejledning nr. 44 af 31. marts 1995. Denne boform kan etableres på initiativ af beboerne selv, § 105-institutionen m.fl., og der vil i tilknytning til § 105-institutionen kunne etableres støttende netværk mellem beboerne i et samarbejde med ansat social og personlig medhjælp suppleret med hjemmehjælp i henhold til bistandslovens bestemmelser om praktisk bistand i hjemmet.

I tilknytning til en udslusning fra § 105-institutionen finder reglerne om fastlæggelse af en individuel handlingsplan og afgivelse af aktiveringstilbud i medfør af lov om kommunal aktivering anvendelse.

Efter lov om aktivering er der pligt for kommunen til at udarbejde en individuel handlingsplan til personer over 25 år, når kontanthjælpsmodtageren har modtaget passiv kontanthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder. Det vil være hensigtsmæssigt, om kommunen i samarbejde med institutionen og beboeren allerede i udslusningsfasen får fastlagt handlingsplanen evt. med udgangpunkt i den handleplan, der fastlægges under beboerens ophold på institutionen. Det skal i denne forbindelse nævnes, at kommunen har pligt til at give et aktiveringstilbud, når beboeren har modtaget passiv kontanthjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder. Der er tale om en pligt for kommunalbestyrelsen, og der er derfor ikke noget i vejen for, at aktiveringstilbuddet gives på et tidligere tidspunkt.

Efterforsorg

34. Brugere af § 1o5-institutioner har typisk et meget spinkelt socialt netværk. Efter udslusning fra en § 105-institution vil der derfor ofte være behov for, at institutionen i en overgangsperiode opretholder kontakten til tidligere beboere. § 105-institutionen vil således kunne fungere som base såvel for brugere, der flytter til udslusningsenheder i institutionsregi som for tidligere brugere, der er flyttet i bofællesskab eller egen bolig og dermed bidrage til en styrkelse af den forebyggende indsats og de opfølgende tilbud. De tidligere beboere vil endvidere fortsat kunne komme på institutionen som dagklienter og dermed blive beskæftiget i institutionens værksteder eller benytte institutionens være- eller omsorgstilbud. Såvel efterforsorgen som dagklientfunktionen medvirker til at bryde den isolation og ensomhed, tidligere institutionsbeboere ofte oplever efter at være etableret i egen bolig, og er dermed med til at hindre en ny social udstødelse med risiko for tab af bolig og tilbagefald til misbrug.

Efterforsorgsarbejdet er en del af institutionernes tilbud og har til formål gennem et samarbejde med de tidligere beboere at skabe bedre livsbetingelser og dermed muligheder for at blive integreret i samfundet. Denne opgave løses ved besøg og drøftelse af praktiske gøremål i og uden for boligen, økonomi, deltagelse i aktiviteter, beskæftigelse, vedligeholdelse og opbygning af sociale netværk.

Etablering af § 105-institutionernes efterfølgende hjælp og opsøgende arbejde sker i samarbejde med kommunalbestyrelsen.

TIL ANDEN § 105-INSTITUTION, BORTVISNING M.V.

35. Efter bistandsloven har kommunerne ansvaret for de almindelige tilbud til borgerne og amtskommunerne for de mere specialiserede tilbud. § 105-institutionerne skal derfor etablere et gensidigt samarbejde med kommunen eller andre amtslige institutioner med henblik på en evt. placering i andre systemer. I institutionernes arbejde indgår derfor samarbejde med revalideringssystemet, arbejdsformidlingen, de psykiatriske afdelinger, distriktspsykiatrien, kriminalforsorgen, læger, alkoholambulatorierne, rusmiddelkonsulenter samt andre relevante samarbejdspartnere.

§ 105-institutionerne skal støtte kommunerne i forbindelse med integration af § 105-brugerne i det almindelige system. Institutionerne skal derfor samarbejde med kommunalbestyrelsen om behovet for støtteforanstaltninger overfor § 105-beboeren og dennes familie, om behovet for fortsat ophold og iværksættelse af andre tilbud, herunder tilrettelæggelse af udslusning fra institutionen, samt om den løbende revison af den ydede hjælp. Er der tale om familier med børn, bør der rådgives om de muligheder, der er for ved henvendelse til hjemkommunen at kunne få hjælp til foranstaltninger til børnene, hvis der er et konkret behov herfor. Der kan endvidere henvises til bistandslovens regler om underretningspligt i §§ 19 og 20. Vurderingen af behovet for støtteforanstaltninger og fortsat ophold samt eventuel iværksættelse af andre tilbud skal efter § 109, stk. 2, ske i samarbejde med brugeren, jf. pkt. 32.

Der kan træffes aftale mellem de implicerede kommuner om, hvilken kommune, der er handlekommune, jf. pkt. 37.

Overflytning, bortvisning m.v.

36. Institutionerne er som nævnt i kaptil III ikke berettiget til at afvise nogen, med mindre der kan tilbydes anden passende hjælp, herunder optagelse i en anden § 105-institution.

Beboere, der trods gentagne påmindelser fortsat tilsidesætter henstilling og bestemmelser for opholdet kan henvises til anden § 105-institution, og i ekstreme situationer, f.eks. vold, bortvises.

OM SOCIAL PENSION.

37. Efter bistandslovens § 10 er det den aktuelle opholdskommune, der har forpligtelse til at yde hjælp og kompetence til at træffe afgørelser om bistand efter loven. Det er således den kommune, hvor institutionen er beliggende, der har forpligtelsen til at udbetale kontanthjælp efter bistandsloven, herunder påse, at betingelserne for denne hjælp er opfyldt.

Opholdskommunen har både den stedlige kompetence i sagen, d.v.s. er handlekommune, og den økonomiske forpligtelse til at yde bistand, d.v.s. er betalingskommune.

Når en person får ophold i en ny kommune, overgår disse forpligtelser som hovedregel samlet til den nye opholdskommune.

Det vil være nærliggende, at der optages det tættest mulige samarbejde med pågældendes oprindelige kommune, f.eks. således, at det i samarbejde med beboeren aftales, at den oprindelige opholdskommune i videst muligt omfang beholder og viderefører sagen.

Dette understreges af, at forsorgshjemmene gennem mange år har udviklet den praksis, at man sammen med beboeren har kontakten til den oprindelige kommune og kun inddrager institutionens beliggenhedskommune, når beboeren i forbindelse med tilrettelæggelse af udslusning fra institutionen ønsker at tage ophold i denne kommune.

Da § 105-institutionerne er institutioner, beregnet til midlertidigt ophold, synes en sådan fremgangsmåde hensigtsmæssig at følge fortsat, dels på grund af det »vandrende klientel«, dels for at modvirke en manglende kontinuitet over for den enkelte beboer og en øget uhensigtsmæssig administration i institutionens beliggenhedskommune.

Der kan dog være situationer, hvor betalingsforpligtelsen forbliver hos en tidligere opholdskommune, jf. nedenfor.

38. I henhold til bistandslovens § 11 kan den kommunale andel af udgiften bl.a. kræves af en tidligere opholdskommune, når en person ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed er optaget i institution eller pleje i den nuværende kommune, eller når opholdet skyldes indlæggelse i sygehus og lignende behandlingsinstitution.

Institutioner efter bistandslovens § 105 anses som »lignende behandlingsinstitution« i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2.

Betalingsforpligtelsen behøver ikke at påhvile den kommune, pågældende senest har haft ophold i, men kan gå tilbage i mange led. Tilmeldning til folkeregister kan være vejledende.

Hvis der hverken foreligger tilmeldning til folkeregister, eller en tidligere betalingskommune kan identificeres, påhviler betalingen den aktuelle opholdskommune.

39. Det er en del af institutionernes forpligtelse at optræne beboerne i en mere selvstændig livsform, herunder forvaltning af egne midler med henblik på en forestående udslusning fra institutionen.

I forbindelse med flytning til egen bolig kan der være tilfælde, hvor der er behov for økonomisk hjælp til dækning af etableringsudgifter, boligindskud m.v. I disse tilfælde kan der søges om hjælp efter bistandslovens § 46.

Kontanthjælp til personer i § 105-institutioner

40. Der kan, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om kontanthjælp til personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105, ydes kontanthjælp efter bistandslovens § 37 til en person, der på grund af ændringer i sine forhold er afskåret fra at skaffe det fornødne til eget eller familiens underhold. Der skal således foreligge en såkaldt social begivenhed, f.eks. sygdom, svigtende arbejdsmuligheder, skilsmisse, eller andet. En social begivenhed foreligger også, når vold eller trusler om vold har gjort det nødvendigt at forlade egen bolig.

Hverken ansøgeren eller en eventuel ægtefælle må have indtægt eller formue, som kan dække de økonomiske behov. Der skal dog ses bort fra formue, som er nødvendig for bevarelse eller opnåelse af en nødvendig boligstandard eller som bør bevares af hensyn til den pågældendes eller familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Hjælpen beregnes som en fast skattepligtig ydelse efter § 37 suppleret med en særlig skattefri støtte efter § 37 a for personer, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige på grund af høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 160 af 13, marts 1995 om særlig støtte efter bistandslovens § 37a.

Hjælpen efter § 37 a kan ikke anvendes til betaling af en høj logipris i institutionen eller til betaling af både logi i institutionen og husleje i bolig uden for institutionen. I de situationer, hvor en institutionsbeboer har en bolig uden for institutionen, der bør bevares, skal den andel af hjælpen efter § 37, der forudsættes anvendt til boligudgift, samt eventuel særlig støtte efter reglerne i § 37 a anvendes til betaling af boligudgiften i boligen uden for institutionen. Betaling for logi i institutionen må afpasses under hensyn hertil.

Også modtagere af syge- eller a-kassedagpenge kan være berettiget til hjælp efter de særlige regler i § 37 a.

Hjælpen efter § 37 og § 37a ydes efter faste regler.

Kontanthjælp til personer med ophold i en § 105-institution beregnes som kontanthjælp til en enlig, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 822 af 19. september 1994 om kontanthjælp til personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105. Kontanthjælpen efter § 37 udbetales med forskellige takster til personer med forsørgelsespligt over for børn og til personer uden forsørgelsespligt over for børn, jf. bistandslovens § 37, stk. 2. For unge under 25 år gælder de særlige regler, der fremgår af bistandslovens § 37, stk. 3 og 4.

Disse regler gælder tilsvarende for beboere i § 105- institutioner. Reglen om, at hjælpen beregnes som til en enlig, ændrer ikke disse regler.

Ved reglen om, at hjælpen skal beregnes som til en enlig, medmindre det undtagelsesvis drejer sig om situationer, hvor begge ægtefæller opholder sig i samme institution, fraviges det almindelige princip, hvorefter hjælpen udmåles samlet til et ægtepar. Denne regel betyder for det første, at der ikke skal beregnes hjælp til beboeren i § 105-institutionen til forsørgelse af en eventuel ægtefælle, der opholder sig uden for institutionen, og for det andet, at der kan ydes hjælp til en person, der står uden midler til sin forsørgelse på grund af faktisk ophævelse samliv med ægtefælle, selv om ægtefællen har midler til forsørgelsen. Der er ikke herved sket en ændring eller ophævelse af ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt efter bistandslovens § 6. Ægtefællens forsørgelsespligt må fastholdes ved anvendelse af bistandslovens § 8, hvorefter det offentlige indtræder i retten til bidrag eller til at få bidrag fastsat eller forhøjet. Dette sker i praksis ved at kommunen retter henvendelse herom til statsamtet. Der kan i denne forbindelse opnås hemmeligholdelse af den hjælpssøgendes opholdssted m.v., hvis dette er nødvendigt.

Herudover kan kommunalbestyrelsen efter et konkret individuelt skøn udbetale hjælp til dækning af rimelige begrundede enkeltudgifter, udgifter til sygebehandling, medicin og lignende, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, såfremt den pågældende ikke har midler dertil, jf. bistandslovens §§ 46 og 46 a m.fl.

Med hensyn til beboerne i § 105-institutioner skal opmærksomheden særligt henledes på, at det både som forebyggende foranstaltning og som bidrag i udslusningsprocessen med henblik på bevarelse eller erhvervelse af egen bolig bør overvejes i hvilken udstrækning, der bør rettes henvendelse til vedkommende kommune om hjælp efter § 46 til gældssanering. Dette har især betydning ved gæld til boligselskaber for f.eks. manglende lejebetaling eller fraflytningsgodtgørelse.

De nærmere regler er beskrevet i Socialministeriets vejledning om kontanthjælp efter bistandsloven nr. 45 af 3. april 1995.

Lov om social pension.

Administration

41. Efter § 57 i lov om social pension varetages administrationen af lovens bestemmelser af bopælskommunen eller den seneste bopælskommune, medmindre andet er bestemt.

I lovens § 58 er det nærmere fastsat, at forpligtelsen efter § 57 bevares i den tidligere bopælskommune for personer, der får tilkendt eller modtager pension, og som er optaget eller optages i en række forskellige typer institutioner i en anden kommune, herunder iflg. bestemmelsens nr. 9 ved ophold i forsorgshjem eller andre institutioner efter bistandslovens § 105. Denne forpligtelse bevares, sålænge den pågældede har ophold i institutionen.

Ansøgning om pension for beboere i § 105-institutioner, herunder personligt tillæg, indgives således til beboerens tidligere bopælskommune.

Kommunal medfinansiering

42. Med hensyn til afholdelse af udgifter til pension gælder fra 1. januar 1992, at den kommune, der efter denne dato har truffet afgørelse om tilkendelse af pension eller har afgivet indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet efter pensionslovens § 52, stk. 3, afholder den kommunale del af udgiften til pension i de første 6 år efter tilkendelsen, uanset om pensionisten flytter til en anden kommune.

Udgiften til pension til pensionister over 60 år samt udgiften til pension, der er tilkendt, eller hvor kommunen har afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet inden 1. januar 1992, afholdes af staten. (Den kommunale del er 50 % af udgiften til pension til pensionister under 60 år, hvor kommunen har tilkendt eller givet indstilling om pension efter 1. januar 1992).

Udgiften til personlige tillæg til alle pensionister afholdes af kommunen med 75% inden for et fastsat rådighedsbeløb. Udgifter til personlige tillæg ud over rådighedsbeløbet afholdes af kommunen med 100 %.

Hvis pensionisten har ophold i en institution, der er nævnt i pensionslovens § 58 (altså også § 105-institutioner), i en anden kommune, afholdes udgiften dog af den tidligere bopælskommune, så længe pensionisten har ophold i institutionen, og indtil pensionisten efter tilkendelsen af pensionen har boet uden for institutionen i sammenlagt 6 år.

Så lang tid, pensionisten opholder sig på institutionen, er den tidligere opholdskommune ligeledes handlingskommune vedrørende ydelser efter lov om social pension.

43. Det er en del af § 105-institutionens forpligtelse at optræne beboerne til en mere selvstændig livsform med henblik på flytning til egen bolig, bofællesskab eller anden boform.

En beboer, der får udbetalt pension, vil i mange tilfælde have foretaget en opsparing under opholdet i § 105-institutionen og således være i stand til at afholde udgifter til nyanskaffelser, boligindskud m.v. Dog kan der være tilfælde, hvor der er behov for økonomisk hjælp i forbindelse med flytning til egen bolig. I disse tilfælde kan der ydes hjælp efter reglerne i lov om social pension om ydelse af personligt tillæg. Der kan søges om personligt tillæg til dækning af sådanne udgifter under opholdet, når der foreligger en handleplan, der indeholder udflytning fra institutionen.

44. Efter bistandslovens § 135 refunderer staten 75% af (amts)kommunens udgifter til institutioner m.v. efter §§ 105-110. Reglerne om statsrefusion, regnskabsaflægglese og revision er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse:

nr. 924 af 2. december 1993 om amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område og

nr. 925 af 2. december 1993 om revision af amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg kommuners regnskaber på visse dele af det sociale område.

I det følgende nævnes nogle af de væsentligste regler på området.

Refusionsberettigende driftsudgifter

Refusion ydes af (amts)kommunens udgifter til institutionens personale, ejendomsudgifter, vedligeholdelse, sædvanlige øvrige driftsudgifter m.v.

Oprettes og drives institutionen som selvejende institution skal der foreligge driftsoverenskomst eller anden aftale med (amts)kommunen.

Der kan indenfor en § 105-institutions fysiske rammer gennemføres foranstaltninger, der omfatter personer, der falder uden for målgruppen for bistandslovens § 105.

Gennemføres sådanne foranstaltninger skal der ske forholdsmæssig fordeling af fællesudgifterne, herunder af ejendomsudgifterne. Der skal tillige ske regnskabs- og refusionsmæssig udskillelse af disse foranstaltninger, idet de med aktiviteterne forbundne udgifter må afholdes efter lovgrundlaget for disse. Det må bl.a af hensyn til revisionens kontrol klart fremgå, hvordan og på hvilket grundlag fordelingen af fællesudgifterne er sket.

Ejendomsudgifter

A. Kapitaludgifter

45. Anlægsudgifter, herunder udgifter ved om- og tilbygninger er ikke refusionsberettigende.

Kapitalomkostninger (finansieringsudgifter) kan dog inden for nærmere fastsatte grænser anmeldes til refusion, jf. bekendtgørelse nr. 924 §§ 12 -15.

B. Lejeudgifter

46. Lejevilkårene for § 105-institutioner i lejede lokaler skal - for at udgifterne kan anmeldes til refusion - godkendes af Socialministeriet inden lejemålets endelige indgåelse, jf. § 17 i bekendtgørelse nr. 924.

Dette gælder også, hvis institutionen lejer et antal udslusningsboliger. Det er kun lejeudgifterne i udslusningsperioden, der kan anmeldes til refusion.

Der skal foreligge en lejekontrakt. Lejer kan være amtskommunen eller en selvejende institution. En selvejende institution kan ikke være lejer i egne bygninger. Udlejer kan være amtskommunen selv, en kommune, en privat, eller et boligselskab.

Ønsker en selvejende institution imidlertid at være lejer i egne institutionsbygninger, kan den med respekt af bestemmelserne i driftsoverenskomsten, herunder bestemmelserne i vedtægten og dens formål, overdrage institutionsbygningerne til fx. en forening eller en ejer, der overtager bygningerne med henblik på udlejning til den selvejende insti- tution i henhold til en lejekontrakt.

Huslejeudgifterne (bygningslejen) skal kunne anses som rimelige sammenlignet med det stedlige niveau. Er der tvivl om, at lejen kan anses for rimelig, kan Told- og skattestyrelsen anmodes om en vurdering.

Er amtskommune udlejer af egne lokaler skal formålet med den hidtidige anvendelse oplyses, og der skal foreligge en redegørelse for lejens beregning.

Ud over bygningslejen kan anerkendes begrænsede udgifter til ud- og indvendig vedligeholdelse, hvis udgifterne påhviler lejer i henhold til lejekontrakten.

Lejeindtægter og en lejeværdi, der stilles til rådighed til andet formål, skal fradrages refusionsanmeldelsen.

Huslejen kan først anmeldes til refusion fra faktiske ibrugtagningsdag.

Ved botilbud først fra indflytningstidspunktet. Det er iøvrigt en forudsætning, at der herefter sker en rimelig benyttelse af det lejede.

Lejeforhøjelser kan refunderes, hvis lejekontrakten indeholder en reguleringsklausul, men kun i det omfang forhøjelserne følger faste regler i henhold til lejelovgivningen.

Ved andre lejeforhøjelser skal godkendelse indhentes fra Socialministeriet med dokumentation for forøgede driftsudgifter, og lejen skal også efter

lejeforhøjelsen kunne anses for rimelig sammenlignet med det stedlige niveau.

Udgifter til bygningsændringer kan ikke bekostes af lejer og refusionsanmeldes som driftsudgifter. Dog kan forrentning og afskrivning af ombyg- ningsudgifterne evt godkendes, hvis udgifterne omberegnes til et tillæg til den løbende husleje.

Forudbetaling af husleje, af deposita til sikring af udlejers retableringsudgifter og henlæggelser til fonde til finansiering af fremtidige installationer er ikke refusionsberettigende.

Sædvanlige forbehold ved godkendelse af husleje

47. Ministeriets godkendelse gælder kun i det omfang, udgiften vedrører klienter, der er omfattet af bistandslovens § 105. Det er en forudsætning, at der sker en rimelig udnyttelse af det lejede, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 924.

Det forudsættes, at lejemålet er en integreret del af § 105- institutionen, og at det alene er institutionens beboere, der benytter det lejede, også selvom lejemålet ligger fysisk adskilt.

Er der i det lejede etableret beskæftigelsestilbud, er det endvidere en forudsætning, at der ikke er tale om optræning der henhører under bistandslovens § 91 (revalideringsinstitutioner).

Lejeudgifter i forbindelse med behandling af stofmisbrugere, eller iøvrigt lejeudgifter til dag- og døgntilpladser, der er beregnet til behandlingsformål, kan ikke anmeldes til refusion.

I det omfang (amts)kommunen benytter det lejede til andre institutionelle formål, til kontorer, til administration mv, der ikke er omfattet af bistandslovens § 105, kan udgifterne hertil ikke anmeldes til statsrefusion. Der skal i disse tilfælde ske en forholdsmæssig fordeling af fællesudgifter, herunder af huslejeudgifterne. Overgår det lejede til andre sociale formål i kontraktsperioden, fordi andre målgrupper måtte blive aktuelle, kan lejen ikke længere anmeldes til refusion.

48. Denne vejledning træder i steder for følgende forskrifter:

Socialministeriets vejledning nr. 172 af 19. september 1994 om betaling for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens § 105.

Kapitel IV. i Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne.

Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 540 af 17. oktober 1977.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 31. marts 1995 Karen Jespersen / Lene Hundborg

Versioner

1. 1995-03-31, til 2026-06-23