Vejledning om bestemmelser i bistandsloven om husvilde (§ 31) og for personer med særlige sociale vanskeligheder (§ 68 b) om medhjælp i boligen og om væresteder o.lign. samt om udvidelse af forsøgsreglerne (§ 138 e)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1995/44@1995-03-31/da
Indhold
Ved lov nr. 86 af 8. februar 1995 om ændring af lov om social bistand m.v. (styrkelse af indsatsen for socialt udstødte), der træder i kraft den 1. april 1995, er der gennemført nogle ændringer i bistandsloven på § 105-området, indført nye bestemmelser om kommunale tilbud til personer med særlige sociale vanskeligheder, foretaget udvidelse af den kommunale forpligtelse til at anvise husvilde husly og skabt hjemmel for forsøgsordninger om driftansvar.
I en samtidig vejledning om bistandslovens bestemmelser om institutioner m.v. til midlertidigt ophold for personer med særlige sociale vanskeligheder er nærmere beskrevet ændringerne vedr. § 105-området.
1. HUSVILDEBESTEMMELSEN I § 31
Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter §31 til at anvise en familie husly mod betaling er udvidet til også at omfatte enlige, der er husvilde. Hidtil har § 31 kun nævnt en familie, hvilket i praksis har været forstået som mindst 2 personer. Samtidig har en vis forpligtelse til at anvise husly til enlige dog også kunnet udledes af § 1. Med ændringen præciseres kommunalbestyrelsens forpligtelse over for enlige.
Kommunalbestyrelsen er således forpligtet til som efter den tidligere bestemmelse at skaffe den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, ikke nødvendigvis en lejlighed.
Som eksempler på, hvad der efter bistandsloven forstås ved husly kan nævnes midlertidig indkvartering i hotel, pensionat eller - for enlige som en kortvarig nødløsning - et § 105-ophold.
Det kan specielt fremhæves, at begrebet »husvild« forudsætter, at det drejer sig om en person eller en familie, der har mistet sin hidtidige bolig og altså står helt uden tag over hovedet. Derfor falder f. eks. studerende, der har brug for bolig i nærheden af uddannelsesstedet, ikke ind under § 31.
Bestemmelsen omfatter derimod f.eks. personer, hvis bolig er brændt eller på anden måde ødelagt, og personer, der bliver sat ud af deres bolig p.gr.a. huslejerestance, ulovlig beboelse m.v.
Det er en forudsætning, at de boligløse i den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig indkvartering, og der kan ikke via § 31 skabes nogen varig løsning af deres boligproblem.
Det fremgår af § 31, at den betaling, der kan kræves for det anviste husly, ikke må overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af den omhandlede størrelse.
Udtrykket »boligudgift« anvendes, fordi der i visse egne af landet kun er ejerboliger at sammenligne med, når det skal vurderes, om udgiften for det husly, der anvises, er passende. Kommunerne skal således ved vurderingen af betalingens størrelse tage hensyn til det almindelige niveau for leje- eller ejerboliger i lokalområdet sammenholdt med kvaliteten af det anviste husly, familiens størrelse m.v.
I de nødstilfælde, hvor der henvises til et § 105-ophold, er det institutionens logipris, der skal danne udgangspunkt for egenbetalingen.
Betalingsreglen, hvorefter det udkrævedede beløb således ikke må overstige det rimelige for familien eller den enlige i den konkrete situation, er en beskyttelsesregel. Til illustration af dette kan nævnes, at hvis en familie anvises ophold på et hotel, skal den normalt ikke betale hotellets værelsespris pr. døgn men et af kommunalbestyrelsen fastsat beløb ud fra de nævnte kriterier.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 31 kan, jf. stk. 4, indbringes for det sociale ankenævn, men ikke for højere administrativ myndighed.
2. MEDHJÆLP I BOSITUATIONEN I § 68 B, STK. 1-3
Personkreds
Efter § 68 kan personer over 18 år med vidtgående fysisk og psykisk handicap blandt andet tilbydes ophold i bofællesskaber med medhjælp.
Efter § 68 b, stk. 1-3, kan andre grupper tillige tilbydes medhjælp i bosituationen. Efter bestemmelsen drejer det sig om personer med særlige sociale vanskeligheder, hvilket indebærer, at de omhandlede tilbud kan rettes til forskellige grupper, som har problemer med at klare sig i egen bolig. Det kan f.eks. være
- personer i grænseområdet til sindslidendeområdet,
- enlige med svage netværk og egenressourcer,
- hjemløse, hvis problemer ikke nødvendiggør § 105-ophold,
- tidligere § 105-brugere,
- misbrugere af såvel alkohol som forskellige andre stoffer under ambulant behandling, i efterbehandling og uden for behandling samt
- andre personer med massive sociale og personlige problemer, som betyder, at de har vanskeligheder med at tage vare på sig selv.
Foranstaltningens indhold
Afhængig af de nærmere boligmæssige rammer og sammensætningen af beboerne kan der skabes muligheder for selvorganisering og skabelse af netværk støttet af den tilknyttede medhjælp. Det kan ske i egentlige bofællesskaber i lejlighed eller hus, i opgangsfællesskaber eller kollegielignede boliger. Sådanne muligheder kan også skabes i og omkring selvstændige lejligheder i almennyttigt byggeri eller i forbindelse med særlige afdelinger i tilknytning til en § 105-institution.
Medhjælpens opgaver vil på dette område være af meget skiftende men ikke af samme omfang, som det kan være tilfældet efter § 68. Typisk kan der være tale om ugentligt besøg af medhjælpen hos 3-5 personer samt eventuelt tilkaldemulighed.
Opgaverne bør fastsættes med hovedvægt på en social-pædagogisk støtte under hensyn til behovet hos såvel den enkelte som samtlige beboere, som det findes hensigtsmæssigt at inddrage i et sådant tilbud.
Medhjælpens opgave vil være at yde bistand, der tager sigte på hjælp til selvhjælp både på det praktiske og det personlige plan, således at beboere selv kan varetage flest mulige opgaver i et moderat beskyttet miljø.
Medhjælpen bør derfor støtte med rådgivning og vejledning om almindelige daglige funktioner som rengøring, personlig hygiejne og økonomi, men vigtigt er også at bistå med deltagelse i beskæftigelse og fritidsaktiviteter. Endvidere kan indgå etablering af kontakter til omverden, familie, bekendte, foreningsliv eller offentlige eller private tilbud, herunder behandling for fysiske og psykiske lidelser samt for misbrug.
Der vil ud over den sociale og personlige medhjælp kunne suppleres med hjemmehjælp i henhold til bistandlovens bestemmelser om praktisk bistand i hjemmet.
Boformen
Det er ifølge bestemmelsen underordnet hvilken bolig, de personer bor i, der anses at have medhjælp behov, idet boligen ikke er en institution, men egen bolig, der følger reglerne på Boligministeriets område.
Selve etableringen af boformen kan ske på initiativ af beboerne selv, pårørende, en privat hjælpeorganisation, en kommune eller amtskommune eller en institution, f.eks. en § 105-institution
Der skal i denne forbindelse henvises til de særlige regler om kollektive bofællesskaber, der siden 1. januar 1994 har været i kraft på Boligministeriets område. Lovgivningen herom er indeholdt i lov nr. 441 af 30. juni 1993 med ændringer i boligstøtteloven, byfornyelsesloven, boligbyggeriloven og realkreditloven. Loven omhandler dels en forsøgsordning med etablering af bofællesskaber med statslig støtte og dels særlige boligstøtteregler for bofællesskaber.
Loven sigter mod de grupper i samfundet, som kan have svært ved at finde og fastholde en egnet bolig på det sædvanlige boligmarked, og som samtidig ønsker og har behov for en bofællesskabsbolig. Her tænkes f.eks. på hjemløse, personer med psykiske lidelser, ældre, personer med handicap og flygtninge i integrationsfasen. Bofællesskaber for sådanne grupper kaldes »særlige bofællesskaber«. Det er forudsat i loven, at bofællesskabets beboere må være personer, der kan klare sig i eget hjem (altså bofællesskabet) med støtte fra det sociale netværk, som bofællesskabet udgør, når der samtidig ydes professionel medhjælp fra kommunen.
For at få plads i et særligt bofællesskab skal man anvises hertil af en kommune, et amt, et almennyttigt boligselskab eller af en privat organisation.
Etablering af bofællesskaber ved leje af almennyttige boliger kan ske efter boligbyggerilovens § 14, stk. 9 og 10, jf. Boligministeriets bekendtgørelse nr. 484 af 7. juni 1994 af lov om boligbyggeri.
Vedrørende de nærmere regler for forsøgsordning om ydelsesstøtte og garanti til boliger til kollektive bofællesskaber henvises til kapitel 12 a i Boligministeriets bekendtgørelse nr. 484 af 7. juni 1994 af lov om boligbyggeri samt Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 1211 af 30. december 1993 om etablering og drift af kollektive bofællesskaber.
Vedrørende de særlige regler om boligstøtte til deltagere i kollektive bofællesskaber henvises til kapitel 4 a i Boligministeriets bekendtgørelse nr. 725 af 4. august 1994 af lov om individuel boligstøtte samt Bygge- og Boligstyrelsens vejledning nr. 153 af 30. juni 1993 om boligstøtte med senere ændringer.
Tilrettelæggelse af en medhjælpsordning
Det er kommunalbestyrelsens afgørelse, om der skal tilbydes den omhandlede medhjælp, men da flere af de grupper, der kan have behov for en sådan medhjælp enten er eller har været under amtskommunale tilbud som f.eks. misbrugsbehandling, behandling for sindslidelser eller § 105-dag- eller døgnophold bør kommunen samarbejde med amtskommunen dels om etablering af en medhjælpsordning dels om hvilke brugere, der skal have tilbuddet.
Det er beboernes opholdskommune, der vurderer, om boformen er egnet og hensigtsmæssig til, at der ydes medhjælp for den pågældende beboer. Heri kan bl.a. indgå overvejelser om beboersammensætningen i boligen og beliggenhed foruden en vurdering af, om beboerne har et bistandsbehov, der kan opfyldes uden for boligen.
Medhjælpens ansættelse og anvendelse af kommunen bør ske ud fra en vurdering af de konstaterede behov og ønsker hos dem, der i det konkrete skal have støtten. Det vil i mange tilfælde være hensigtsmæssigt, at medhjælpen er brugerne bekendt fra andre sammenhænge. Det kan være fra opsøgende arbejde for misbrugere eller sindslidende, fra ophold på § 105-institution eller fra fængselsophold. Det vil således, selvom der er tale om en kommunal foranstaltning, i flere tilfælde være hensigtsmæssigt at anvende en medarbejder fra amtskommunen, en amtskommunal institution, eller Kriminalforforsorgen på entreprisevilkår til at varetage opgaver inden for medhjælpen. Det vil også kunne være hensigtsmæssigt at anvende personer tilknyttet forskellige sociale hjælpeorganisationer eller private/frivillige projekter, f. eks. væresteder til at varetage disse medhjælpsopgaver for kommunen.
Den økonomiske ydelse, kommunalbestyrelsen fastsætter i medfør af § 68 b, stk. 2, herunder for materialer m.v. i forbindelse med medhjælpen, bør fastsættes under hensyntagen til, at beboeren af sin indtægt skal kunne afholde udgifter til almindelig husførelse, herunder boligudgiften og øvrige underhold. Man bør i forbindelse med en betalingsfastsættelse være opmærksom på, at i tilfælde, hvor der skønnes at være behov for en medhjælpsordning, men hvor pågældende ikke ønsker dette på grund af betalingen, kan det være formålstjenligt at fritage for betaling af socialpædagogiske grunde.
Vedrørende bestemmelsen i stk. 3 om flytning til en anden kommune og ændringerne af bistandslovens § 11 og pensionslovens § 58 henvises til bemærkningerne om de tilsvarende forhold for § 68-området i orientering af 13. maj 1993 i forbindelse med lov nr. 275 af 6. maj 1993 om ændring af af lov om social bistand og lov om social pension (ændring af opholdskommuneregler m.v.)
Udgifterne til bistand efter § 68 b afholdes som hovedregel af kommunen og amtskommunen med hver 50%, jfr. bistandslovens § 135, stk. 6, men i tilfælde, hvor medhjælpen ydes til en person, der er fyldt 67 år afholder kommunen endeligt udgiften, jf. § 135, stk. 5.
Klage over kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 68 b, stk 1-3, kan indbringes for det sociale ankenævn, i Københavns og Frederiksberg kommuner for Den sociale Ankestyrelse, jf. bistandslovens § 15, stk. 1.
3. DAGFORANSTALTNINGER SOM VÆRESTEDER O. LIGN. I § 68 B, STK. 4
Som en forebyggende og støttende foranstaltning for personer med særlige sociale vanskeligheder kan en kommune enten selv etablere og drive disse åbne være- og omsorgssteder eller overlade en sådan aktivitet til en selvejende institution, som kommunen kan støtte med økonomiske tilskud, personale, lokaler eller på anden vis.
Personkredsen, som disse tilbud forudsættes at rette sig imod, svarer til personkredsen nævnt ovenfor under 2., uanset, om de måtte være omfattet af en medhjælpsordning som den nævnte. Men da sigtet med § 68, stk. 4, er noget bredere og i højere grad retter sig mod at skabe fællesskabsaktiviteter, vil væresteder o. lign. kunne komme flere grupper af udstødelsestruede og netværksfattige personer til gode. De vil således med fordel kunne tilbydes grupper af alkoholmisbrugere som alternativ til »bænkedrikkeri«.
Foranstaltningens art og indhold
Der er i forvejen hjemmel i bistandslovens §§ 60, 74 og 91 til at indrette steder, hvor der kan foregå aktiviteter som led i kommunens omsorgsarbejde eller dagcentervirksomhed. Mens førstnævnte bestemmelse sigter på omsorgsarbejde, herunder væresteder fortrinsvis for folkepensionister, sigter de 2 andre bestemmelser især på ældre og personer med fysiske eller psykiske handicap, der har behov for en mere intensiv indsats end den, der er forudsat i § 68 b, stk. 4. Det vil for så vidt angår sindslidende ofte være tale om værestedspladser af »den udbyggede type« med rådgivende og opsøgende virksomhed, hvor der efter den her omhandlede bestemmelse er tale om værestedspladser af »den almindelige type«, der er karakteriseret med et lavere personaleforbrug og større brugerinvolvering i værestedets arbejdsfunktioner.
En sådan brugerinvolvering kan strække sig fra deltagelse i bestyrelsesarbejde til medvirken i den daglige drift som oprydning, cafesalg og arrangering af udadvendte aktiviter.
I tilslutning til væresteder m.v. som de her omhandlede kan der alt efter hvilke brugergrupper, de især henvender sig til, etableres forskellige aktiviteter som efterbehandling af alkohol- og stofmisbrugere, selvhjælpsgruppearbejde, rådgivning og opsøgende arbejde enten organiseret af brugerne selv eller f.eks. af misbrugsbekæmpende foreninger i samarbejde med brugerne.
Tilrettelæggelsen af tilbuddet
Mens en kommune selv kan drive værestederne mv. som et kommunalt tilbud, kan en kommune også vælge at træffe aftale om driften med en forening eller en anden gruppering, der ofte arbejder med en bestemt målgruppe. Der er gennem de senere år blevet startet en lang række væresteder landet over, ofte med støtte fra centrale puljemidler. Der ligger derfor et stort erfaringsgrundlag i den frivillige verden for denne type aktiviteter. Det må imidlertid være en forudsætning for at overlade driften til private grupperinger, at der foreligger vedtægtsforhold for aktiviteten, der gælder for selvejende institutioner, og at virksomheden således foregår på »non-profit« basis.
Hvis der træffes aftale med en forening e.lign. om driften, vil det kunne ske i form af egentlig driftoverenskomst med fuld dækning af driftsudgifterne, men der vil også kunne ydes kommunalt tilskud til delvis dækning af udgifterne eller andre former for kommunal støtte, hvor fritagelse for lokaleleje, udstationering af personale, overdragelse af materiale blot kan være enkelte eksempler på støtte.
Sidstnævnte type af samarbejdsformer vil i mange tilfælde være hensigtsmæssige på dette område, fordi væresteder i frivilligt regi er vel indarbejdet, og fordi brugerne og anden frivillig medhjælp kan være mere tilbøjelig til at søge til sådanne ikke-offentlige tilbud.
De nævnte foranstaltninger er åbne tilbud for den nævnte personkreds, men kan som nævnt målrettes til særlige grupper af brugere. Der kan således ikke kræves betaling ud over, hvad der følger af fortæring og deltagelse i særlige arrangementer, herunder udgfter til materialer mv.
Udgifterne til foranstaltninger efter § 68 b, stk 4, afholdes som hovedregel af kommunen og amtskommunen med hver 50%, jfr. bistandslovens § 135, stk. 6, men da det drejer sig om åbne tilbud vil personer over 67 år også kunne indgå blandt brugerne, i hvilke tilfælde udgiften for disse personer afholdes endeligt af kommunen, jf. § 135, stk 5.
4. UDVIDELSE AF FORSØGSREGLERNE I § 138 E
Ifølge bestemmelsens stk. 1 kan Socialministeriet efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse for en forsøgsperiode give tilladelse til kommunal drift af institutioner efter kapitel 17 i tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed mellem amtsrådet og en eller flere kommuner om en sådan ordning.
Bestemmelsen har baggrund i beretningen fra Landsudvalget vedrørende den sociale opgavefordeling fra december 1992. I Landsudvalget var der enighed om, at der ikke på daværende tidspunkt var grundlag for generel udlægning fra amtskommuner til kommuner af de ansvarsområder, hvor amtskommunen har ansvaret for, at der findes det fornødne antal pladser (forsyningsansvaret).
Der var ligeledes enighed om, at den glidende decentraliserings muligheder langt fra er udtømte. Den positive udvikling i samarbejdet mellem kommuner og amter bør derfor fortsættes til fremme af decentralisering og kvalitet i opgavevaretagelsen.
Der er allerede i dag mulighed for, at en eller flere kommuner, såfremt der kan opnås aftale herom med amtskommunen, kan oprette og drive en institution på områder, som henhører under amtskommunernes (forsynings)ansvar. Dette gælder nu også institutioner efter § 105.
Sigtet med forsøgsbestemmelsen er således at fremme kommunernes muligheder for at integrere sådanne institutioner i det samlede kommunale tilbud.
Det vil kunne indgå i Socialministeriets forsøgstilladelse efter stk. 1, at der sker fravigelser fra lovens almindelige visitations- og udgiftsfordelingsordninger.
Som led i udslusningen og efterforsorgen på § 105-institutioner er der som nævnt muligheder efter § 68 b, stk. 1, for tilbud i kommunale bofællesskaber og andre boformer med medhjælp, f.eks. fra § 105-institutionernes personale.
For at fremme mulighederne for etablering af § 68 b, stk. 1-ordninger også i områder, hvor kommuner kan være utilbøjelige til selv at etablere og drive dem, er der tillige i § 138 e, stk. 2, en forsøgsbestemmelse, hvorefter Socialministeriet efter ansøgning for en periode kan give amtsrådet tilladelse til driften, når der ikke kan opnås enighed med den lokale kommune, og når det må anses som en hensigtsmæssig løsning. Der forudsættes ikke herved ændret på den kommunale visitationskompetence.
Det gælder for begge typer forsøgsordninger, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt og økonomisk bæredygtig inden for vedkommende lokalområde og i amtet.
Underskrift 1
Socialministeriet, den 31. marts 1995 Karen Jespersen / Henrik Borgen-Nielsen