Om anvendelsen af bistandslovens § 43, stk. 6, til forrevalideringsprojekter, om sagsopfølgning på kontanthjælpssager og om anvendelsen af de administrative regler vedrørende flygtninge (Til kommunerne og de kommunale revisorer)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1995/52@1995-04-18/da
Indhold
Adskillige kommuner har fået meget alvorlige revisionsbemærkninger vedrørende de nævnte områder. Det gælder ikke mindst anvendelsen af § 43, stk. 6. Dette har medført, at kommunerne har måtte tilbagebetale væsentlige refusionsbeløb.
På denne baggrund har Socialministeriet fundet det nødvendigt her at præcisere de gældende regler.
AD ANVENDELSEN AF § 43, STK. 6, TIL FORREVALIDERINGSPROJEKTER.
Indledningsvis finder Socialministeriet anledning til at fastslå, at det ikke er muligt at oprette og drive en egentlig institution med hjemmel i bistandslovens § 43. Det kan kun ske efter lovens § 91.
Hjælp efter bistandslovens § 43 er subsidiær i forhold til anden hjælp.
Mere generelt om hjælp efter bistandslovens § 43 kan det oplyses, at der kan ydes hjælp til revalideringsprojekter, når både projektbetingelserne og § 43-betingelserne i øvrigt er opfyldt i det enkelte tilfælde.
Betingelserne for projektetablering er beskrevet i Socialministeriets vejledning om den faste bruttorevalideringsydelse m.v. af 30. november 1994, pkt. 17 og pkt. 47, nr. 8.
I den enkelte sag må der foreligge en konkret beslutning om, at pågældende opfylder betingelserne for tildeling af revalideringshjælp efter § 43, stk. 1. Herefter må der tages stilling til, om der 1) er tale om forrevalidering, eller om der 2) er tale om iværksættelse af en forud fastlagt erhvervsplan.
Aktiviteter med et erhvervsmodnende eller afklarende sigte hører under forrevalidering. I denne fase bevarer revalidenden det hidtidige forsørgelsesgrundlag, fx kontanthjælp, samtidig med at der ydes hjælp til uddannelses- og handicapbetingede udgifter efter § 43, stk. 6. I dette tilfælde fordres - på grund af det afklarende eller erhvervsmodnende sigte - ikke, at der i alle tilfælde foreligger en erhvervsplan. Der skal dog i sagen være en konkret vurdering af, hvorfor (visitationsgrundlaget) den pågældende henvises til forrevalidering, inden der kan fastlægges en erhvervsplan.
Hvis aktiviteten er et led i en fastlagt erhvervsplan, jf. § 43, stk. 2, og bestemmelsens betingelser i øvrigt er opfyldt, modtager revalidenden den faste revalideringsydelse, og uddannelses- og handicapbetingede udgifter afholdes efter § 43, stk. 2, sidste punktum.
I sager om revalidering bør kommunen løbende følge forløbet, jf. Socialministeriets vejledning af 30. november 1994, pkt. 32.
Udgifterne efter § 43 skal løbende personbogføres/registrantføres på den enkelte revalidend, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 927 af 2. december 1993 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion mv. på visse dele af det sociale område. Der henvises til §§ 8-11.
Socialministeriet har ikke hjemmel til generelt at refundere projektudgifter. Socialministeriet kan kun refundere udgifter vedrørende enkeltpersoner. Refusion udbetales således kun af de udgifter, der er forbundet med den enkelte klients deltagelse i projektet. Refusion forudsætter, at lovgivningen og bestemmelser mv udstedt i medfør heraf er opfyldt i hvert enkelt tilfælde.
I det omfang, der i projektet er ledige pladser, kan udgiften hertil ikke anmeldes til refusion.
Udgifterne til rådgivning og administration kan ikke indgå i de refusionsberettigende udgifter til projektet, jf. bistandslovens § 133. I det omfang, der i projekterne - dels generelt dels i forbindelse med den enkelte klient - er ydet konsulentbistand over for A-kasser, uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere mv., er der ligeledes tale om en administrativ udgift uden adgang til statsrefusion.
Det kan yderligere tilføjes, at såfremt der i projekterne administreres tilbud efter anden lovgivning, kan udgifter hertil allerede derfor ikke refunderes efter bistandslovens regler. Det kan i den forbindelse nævnes, at det af pkt. 11 i Socialministeriets revalideringsvejledning fremgår, at almindelig danskundervisning mv. af voksne indvandrere i første række er en amtskommunal forpligtelse, jf. lov nr. 355 af 4. juni 1986.
Herimod er udgifterne til fx instruktører, materialer og andre driftsudgifter vedrørende et budgetmæssigt afgrænset projekt uddannelsesudgifter, der kan anmeldes til refusion, når betingelserne for projektetablering i øvrigt er opfyldt.
Socialministeriet skal yderligere om rådgivning og vejledning bemærke, at der siden bistandslovens ikrafttræden er sket en markant udvikling med hensyn til, såvel omfanget som tilrettelæggelsen af rådgivning og vejledning i de enkelte kommuner. Herunder kan der, afhængig af de lokale forhold, være sket en større eller mindre specialisering.
Det har imidlertid altid været - og er fortsat - et gennemgående princip i den sociale lovgivning, at (amts)kommunerne selv bærer deres administrationsudgifter, herunder udgifter til rådgivning og vejledning.
Uanset graden af specialisering, herunder eksempelvis målrettet rådgivning og vejledning om den enkelte bestemmelse eller i forhold til en særlig gruppe, kan dette ikke i sig selv føre til, at der er etableret et særligt retsgrundlag for at hjemtage statsrefusion af kommunens udgifter.
Udgifter til de administrative funktioner må således udskilles til kommunal finansiering. Dette gælder også en forholdsmæssig andel af en eventuel husleje.
AD SAGSOPFØLGNING AF KONTANTHJÆLPSSAGER.
For at sikre, at udgifterne til statsrefusion ikke stiger på grund af manglende sagsopfølgning, er det fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 927 af 2. december 1993 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion mv, jf. § 3 stk. 5, at der i sager om kontanthjælp - som en forudsætning for at få statsrefusion - skal ske sagsopfølgning med højst 3 måneders mellemrum.
Ved opfølgningen skal klientens/familiens forhold tages op til bedømmelse for at vurdere, om der fortsat er grundlag for at yde løbende hjælp, eller om der er behov for anden hjælp, fx vejledning og rådgivning, tilbud om revalidering eller aktivering efter lov om kommunal aktivering.
I tilfælde, hvor det ved fremtagelsen af en sag er forvaltningens vurdering, at der ikke er mulighed for iværksættelse af alternative foranstaltninger og det derfor ikke findes nødvendigt at indkalde klienten til samtale, skal det af sagen/journalen fremgå, at sagen har været fremtaget og vurderet med det resultat.
Socialministeriet skal således anbefale, at kommunerne dels af hensyn til økonomien og også af hensyn til klienterne - hvis det ikke allerede er gjort - indfører en forretningsgang, der sikrer en korrekt sagsopfølgning.
AD DE ADMINISTRATIVE REGLER VEDRØRENDE FLYGTNINGE.
Flere kommuner har fået revisionsanmærkniger på dette område. Det skyldes ofte, at dokumentationskravet for anvendelse af de særlige refusionsregler ikke er overholdt, men også at udgifterne er konteret forkert fx på konti for kontanthjælp til ikke flygtninge. Hertil kommer at udgifterne til daginstitutioner, jf. regnskabsbekendtgørelsen § 16, ikke er opgjort korrekt eller måske helt er glemt.
En efterfølgende opretning af sagerne har medført, at nogle kommuner har måtte tilbagebetale refusion, men også at flere kommuner har kunnet anmelde endog betydelige yderligere beløb til refusion.
Det fremgår af den foreløbige restafregning, at kommunerne på dette område i 1994 har anmeldt knap 70 mill. kr. for lidt til refusion.
Socialministeriet skal derfor anbefale, at man på flygtningeområdet er særlig opmærksom på de administrative regler, således at der løbende kan hjemtages den korrekte refusion.
Med venlig hilsen
Jens Nygaard Hansen
/ Lars Jappe