Vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til sabbat
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1995/81@1995-05-31/da
Indhold
Vejledningen indeholder:
I Indledende bemærkninger
II Betingelserne for orlov i henhold til AL
1. Orlovspersonen
1.1 Hvem er omfattet?
1.2 Betingelsen om dagpengeret
1.3 Særlige forhold omkring opfyldelse af dagpengeretten
1.4 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse
2. Afløseren
2.1 Ledig
III Administration
1. Arbejdsløshedskassens administration
IV Økonomien
1. Orlovsydelsens størrelse
1.1 70 % af højeste dagpengebeløb for fuldtidsforsikrede
1.2 70 % af højeste dagpengebeløb for deltidsforsikrede
1.3 Orlovsydelse, der udbetales fra den 1. april 1997
2. Arbejdsgiveren udbetaler løn i orlovsperioden
3. Fradrag i orlovsydelsen
4. Udbetaling af orlovsydelsen
5. Modtagelse af anden offentlig forsørgelsesydelse/fængselsophold
V De forsikringsmæssige aspekter af reglerne om orlov
1. Konsekvenser for orlovspersonen
1.1 Selvforskyldt ledighed
1.2 Rådighed
1.3 Ferie med feriegodtgørelse eller løn
1.4 Ferie med feriedagpenge
1.5 Afbrydelse af orlov
1.6 Afskedigelse og opsigelse i orlovsperioden
1.7 Arbejdskravet/Ydelsesperioder
1.8 Gentagen orlov
1.9 Overgangsregler
2. Konsekvenser for afløseren
VI Oplysningspligt, tilbagekaldelse af bevilling og tilbagebetaling
VII Sanktion
VIII Kasseansvar
IX Klageadgang
X Kombinationsforsikrede medlemmer
I Indledende bemærkninger
Ved lov nr. 1084 af 21. december 1994 er forsøgsperioden for sabbatorlov forlænget til 31. marts 1999. Orlov til sabbat kan kun anvendes af beskæftigede lønmodtagere, der ved orlovens start er fyldt 25 år, og som ville være dagpengeberettigede i tilfælde af ledighed efter arbejdsløshedsforsikringslovens regler. Sabbatorlov kan gives i sammenhængende perioder af mindst 13 ugers varighed og højst op til 1 år.
Ved orlov til sabbat stilles der krav om, at der skal ansættes en ledig som afløser i orlovsperioden. Afløseren skal i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger have været tilmeldt som ledig på Arbejdsformidlingen eller anden lignende formidlingsvirksomhed.
De nærmere regler om adgangen til sabbatorlov er fastsat i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1178 af 27. december 1994 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning (orlovsbekendtgørelsen).
Denne vejledning redegør for dels de betingelser, der i henhold til reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven skal være opfyldt for at gå på orlov med orlovsydelse, dels de forsikringsmæssige aspekter af reglerne om sabbatorlov.
Vejledningen afløser direktoratets B-vejledning af 26. januar 1994 om de forsikringsmæssige aspekter af orlov til sabbat.
II Betingelserne for orlov i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven
1. Orlovspersonen
1.1 Hvem er omfattet?
Den eneste persongruppe, der har adgang til sabbatorlov, er lønmodtagere i beskæftigelse. Vurderingen af om pågældende orlovsansøger kan anses for lønmodtager i beskæftigelse, skal som udgangspunkt foretages efter de almindelige regler i arbejdsløshedsforsikringsloven. Der henvises til reglerne i direktoratets bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne. Da det er en betingelse for orlov, at der indgås orlovsaftale med arbejdsgiveren, vil lønmodtagere, der ikke er i et fast ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver, der kan aftales orlov med, som f.eks. freelancebeskæftigede, ikke være omfattet af reglerne om sabbatorlov. Personer, der er i støttet arbejde, f.eks. jobtræning, betragtes i relation til orlovsreglerne som lønmodtagere.
Både fuldtids- og deltidsbeskæftigede lønmodtagere kan gå på sabbatorlov. Deltidsbe- skæftigede lønmodtagere, der står tilmeldt Arbejdsformidlingen - med eller uden ret til supplerende dagpenge - vil kunne gå på sabbatorlov fra deres beskæftigelse.
1.2 Betingelsen om dagpengeret
Ved orlovens start skal orlovspersonen være dagpengeberettiget i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens regler. Er sabbatorloven delt op i perioder af mindst 13 ugers varighed, skal orlovspersonen være dagpengeberettiget ved hver enkelt periodes påbegyndelse.
Betingelsen om dagpengeret medfører, at arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 om medlemsanciennitet og arbejdskrav skal være opfyldt. Da perioder med orlov til sabbat skal medregnes i ydelsesperioderne efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 og 2, jf. stk. 7, skal der ved overgang til sabbatorlov foretages indplacering af medlemmet efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne.
Orlovspersonen skal ved orlovens start opfylde de almindelige rådighedsbetingelser i arbejdsløshedsforsikringsloven, hvilket betyder, at medlemmet f.eks. ikke må være syg eller deltage i en uddannelse, der ikke berettiger til dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a.
Det er uden betydning, at der i perioden mellem orlovsaftalens indgåelse og orlovens start indtræder sygdom af kortere varighed, hvis sygdommen ikke forhindrer medlemmet i at opfylde orlovsaftalen.
For at kunne anses for at stå til rådighed, skal medlemmet ved orlovens start opholde sig og have bopæl i Danmark. Om bopælskravet kan anses for opfyldt afgøres efter de retningslinier, der er fastsat i vejledningen til optagelsesbekendtgørelsen for lønmodtagere. Et medlem, der søger orlov i umiddelbar forlængelse af ferie i henhold til ferielovens regler, der afholdes i udlandet, vil kunne opfylde betingelsen, hvis ansøgning om orlov indgives inden feriens påbegyndelse.
Under orloven skal medlemmet derimod ikke opfylde rådighedsbetingelserne.
Endvidere kan et medlem, der sideløbende med lønarbejde driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, gå på sabbatorlov fra lønarbejdet. Det er afgørende, at der er tale om selvstændig virksomhedsudøvelse i et omfang, der er forenelig med ret til dagpenge efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om udøvelse af bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Det er endvidere en betingelse, at medlemmet i hele sabbatorlovsperioden opfylder den særlige, begrænsede dagpengeret, der gælder for medlemmer med selvstændig bibeskæftigelse. Det bemærkes, at der gælder visse undtagelser fra dagpengeretsbegrænsningen, f.eks. for mindre landbrugere med bopælspligt på ejendommen, jf. nærmere herom i bibeskæftigelsesbekendtgørelsen.
Udføres der i orlovsperioden arbejde i den selvstændige bibeskæftigelse, medfører det fradrag i orlovsydelsen.
Er orloven delt op i flere perioder, skal dagpengeretsbetingelsen være opfyldt ved hver enkelt periodes påbegyndelse.
1.3 Særlige forhold omkring opfyldelse af dagpengeretten
Der skal ikke ske overførsel af eventuelle overskydende timer efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, for et medlem, der går på orlov med orlovsydelse.
Har et medlem ved orlovens start en effektiv karantæne efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 63 eller § 87, kan der ikke udbetales orlovsydelse i en periode svarende til karantænen, der herefter anses for udstået.
Den pålagte karantæne berører således ikke medlemmets opfyldelse af dagpengeretten.
Grænsearbejdere er ikke omfattet af reglerne om sabbatorlov. Grænsearbejdere, der bor i et andet EØS-land og arbejder i Danmark, opfylder ikke dagpengeretsbetingelsen, idet de i tilfælde af fuld ledighed ikke er berettiget til dagpenge i Danmark.
Dette følger af EF-forordning nr. 1408/71, hvorefter grænsearbejdere med bopæl i et andet EØS-land kun er dagpengeberettiget i Danmark ved delvis eller midlertidig ledighed.
Andre arbejdstagere end grænsearbejdere - dvs. personer, der ikke vender tilbage til bopælen mindst en gang om ugen - som arbejder i Danmark, vil efter en konkret vurdering kunne anses for dagpengeberettiget ved fuld ledighed i Danmark, og vil i så fald kunne opnå orlov til sabbat. Sådanne sager skal altid forelægges for direktoratet.
1.4 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse
Medlemmet skal i hele orlovsperioden bibeholde sit medlemskab af arbejdsløshedskassen.
I orlovsperioden vil der på baggrund af eventuelle arbejdsperioder kunne skiftes arbejdsløshedskasse eller ændres forsikringskategori.Udfører medlemmet arbejde under orloven i et andet EØS-land eller på Færøerne, og bliver medlemmet på grund af beskæftigelsens omfang omfattet af det pågældende lands forsikringssystem, vil medlemmet ikke kunne bevare medlemskabet af en dansk arbejdsløshedskasse.
Orloven vil i disse tilfælde anses for afbrudt, jf. afsnit V, pkt. 1.5.
2. Afløseren
2.1 Ledig
Det er en betingelse for at gå på sabbatorlov, at arbejdsgiveren forpligter sig til at ansætte en ledig som afløser i orlovsperioden. Afløseren skal umiddelbart forud for ansættelsen have været tilmeldt Arbejdsformidlingen eller anden lignende formidlingsvirksomhed i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger . Perioder med tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om kommunal aktivering medregnes i ledighedsperioden. Det er Arbejdsformidlingen, der tager stilling til, om afløseren opfylder betingelserne for at kunne ansættes som afløser.
Der stilles ikke krav om, at afløseren skal være medlem af en arbejdsløshedskasse, hvorfor der heller ikke stilles krav om, at afløseren skal være dagpengeberettiget.
En person, der arbejder på nedsat tid, og som samtidig er tilmeldt Arbejdsformidlingen, anses for ledig, og vil, såfremt ovennævnte krav om 52 ugers ledighed er opfyldt, kunne ansættes som afløser i en orlovsstilling.
Afløseren skal ansættes med mindst samme timetal som lønmodtageren, der går på orlov. Der stilles hverken krav om, at afløseren skal ansættes i orlovspersonens stilling eller, at afløseren skal tilhøre samme stillingskategori som orlovspersonen. Det afgørende er, at afløseren ansættes på de løn- og ansættelsesvilkår, som efter lovgivning eller overenskomst er gældende for det arbejde, som afløseren udfører.
Ved besættelse af orlovsstillingen kan ledige ansættes med tilskud efter reglerne i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om kommunal aktivering. Er den, der ansættes i orlovsstillingen et dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse, kan pågældende forud for orloven ansættes i en oplæringsperiode, hvorunder der kan udbetales uddannelsesgodtgørelse eller tilskud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
III Administration
Arbejdsformidlingen har kompetencen til at bevilge orlov med orlovsydelse. Arbejdsformidlingen kan tidligst bevilge orloven 2 måneder inden orlovens start. Ansøgningen om orlov skal være indgivet til Arbejdsformidlingen inden orlovens start. Har Arbejdsformidlingen ikke modtaget ansøgningen inden orlovens start, kan orlov med orlovsydelse dog bevilges med virkning fra orlovens start, hvis arbejdsløshedskassen har modtaget ansøgningen inden dette tidspunkt.
I forbindelse med godkendelse af ansøgningen påser Arbejdsformidlingen bl.a., at lønmodtageren opfylder beskæftigelseskravet (3 års/2 års beskæftigelse inden for 5 år), og at arbejdsløshedskassen har attesteret, at orlovspersonen opfylder kravet om medlemskab og dagpengeret.
For så vidt angår beskæftigelseskravet, kan det oplyses, at der stilles forskellige krav afhængig af, om lønmodtageren er fuldtids- eller deltidsbeskæftiget.
En lønmodtager anses i praksis for fuldtidsbeskæftiget , såfremt pågældende i de sidste 10 uger forud for orlovens begyndelse har været beskæftiget i fagets fulde sædvanlige arbejdstid, eller har været ansat på vilkår, der efter overenskomst eller lignende aftaler kan sidestilles med fuld tid. I alle andre tilfælde anses lønmodtageren for deltidsbeskæftiget.
Fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere skal inden for de sidste 5 år enten have haft ansættelse som lønmodtagere eller have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang svarende til 3 års fuldtidsbeskæftigelse. For deltidsbeskæftigede lønmodtagere gælder et krav om beskæftigelse svarende til 2 års fuldtidsbeskæftigelse. Ved opgørelsen af beskæftigelseskravet medregnes ikke beskæftigelse, hvortil der er ydet offentligt tilskud til lønnen. Der medregnes heller ikke selvstændig virksomhedsudøvelse, hvortil der er ydet offentligt tilskud til etablering og drift, herunder iværksætterydelse, etableringsydelse og igangsætterydelse. Endvidere medregnes orlovsperioder med orlovsydelse og orlovsperioder uden løn ikke.
Orlovspersonen skal over for Arbejdsformidlingen på tro og love erklære, at beskæftigelseskravet er opfyldt. Arbejdsløshedskassen skal ikke attestere denne oplysning.
1. Arbejdsløshedskassens administration
Arbejdsløshedskassens attestation på orlovsansøgningen skal ske så tæt på orlovens påbegyndelsestidspunkt, som det er muligt af hensyn til bevillingsproceduren. Generelt bør arbejdsløshedskassen ikke attestere ansøgningen tidligere end 3 måneder før orlovens påbegyndelse.
Arbejdsløshedskassen står kun inde for forholdene på attestationstidspunktet og skal derfor påføre ansøgningen dato for attestationen. Bliver arbejdsløshedskassen opmærksom på, at der er sket ændringer i de oprindelige betingelser for orlov, skal arbejdsløshedskassen give Arbejdsformidlingen meddelelse om forholdet.
Til brug for arbejdsløshedskassens attestation af orlovspersonens dagpengeret skal orlovspersonen udfylde blanket AR 246. Arbejdsløshedskassens vurdering af, om dagpengeretsbetingelsen er opfyldt, foretages på grundlag af orlovspersonens tro og love-oplysninger på blanketten. For så vidt angår opfyldelsen af arbejdskravet , skal medlemmet fremlægge dokumentation for beskæftigelsen til brug for kassens afgørelse af, hvorvidt medlemmet opfylder § 53, stk. 2, på tidspunktet for orlovens begyndelse.
Rådighedskravet skal baseres på medlemmets tro og love-oplysninger på blanketten. Et medlem, der går på orlov fra et beskæftigelsesforhold, anses som udgangspunkt for at opfylde de almindelige krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Der kan dog være forhold, der gør, at medlemmet ikke anses for dagpengeberettiget på grund af f.eks. deltagelse i undervisning, der ikke berettiger til dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, eller ansøgning om/tilkendelse af social pension, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 64.
Hvis orloven skal holdes i enkelte perioder (af mindst 13 ugers varighed), vil arbejdsløshedskassens attestation af dagpengeretsbetingelsens opfyldelse (ved hver orlovsperiodes påbegyndelse) alene kunne gives under forudsætning af, at forholdene ikke ændres.
Orlovspersonen skal på ansøgningsblanketten skrive under på, at der vil blive givet meddelelse til Arbejdsformidlingen, såfremt der sker ændringer i de oprindelige betingelser for orloven.
Arbejdsløshedskassen skal træffe afgørelse om orlovsydelsens størrelse. Afgørelsen baseres på lønmodtagerens tro og love-oplysninger om beskæftigelsen i de sidste 10 uger forud for orloven.
IV Økonomien
1. Orlovsydelsens størrelse
Orlovsydelsen til fuldtidsforsikrede udbetales i forhold til medlemmets beskæftigelse forud for orloven. Det er kun den beskæftigelse, som medlemmet går på orlov fra, der kan danne grundlag for udbetaling af orlovsydelse. Til deltidsforsikrede udbetales orlovsydelsen med en fast sats, uanset medlemmets beskæftigelse forud for orloven.
1.1 Lønmodtagere, der er berettigede til orlovsydelse, der udgør 70 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for fuldtidsforsikrede.
Orlovsydelsen til fuldtidsforsikrede lønmodtagere udgør et beløb, der svarer til 70 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for fuldtidsforsikrede, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis lønmodtageren i de sidste 10 uger før orloven
a) har været ansat i gennemsnit mindst 24 timer ugentlig, eller
b) har haft i gennemsnit mindst 24 løntimer ugentlig, eller
c) har modtaget supplerende dagpenge som fuldtidsforsikret i mindst een uge.
Ad a) Ansættelse til et fast timetal
Har lønmodtageren været ansat til en fast ugentlig arbejdstid (eventuelt gennemsnit over en periode), er det dette timetal, der anvendes. I tilfælde, hvor lønmodtageren dokumenterer at have arbejdet i flere timer end svarende til ansættelsen, lægges det faktiske timetal til grund, se nærmere nedenfor.
Da det er afgørende, hvor mange timer lønmodtageren er ansat til, er det uden betydning , om der i 10-ugers-perioden er fravær , f.eks. på grund af barselsorlov, sygdom eller ferie. Tilsvarende gælder, når der i 10-ugers-perioden forekommer arbejdsfordeling eller orlov uden løn, medmindre lønmodtageren har haft anden beskæftigelse eller har modtaget ydelser fra arbejdsløshedskassen.
Ad b) Faktiske antal løntimer
Er et medlem ikke ansat til en fast ugentlig arbejdstid, eller har medlemmet ikke været ansat i hele 10-ugers-perioden, er det afgørende, hvor mange løntimer medlemmet har haft i 10-ugers-perioden. Det samlede antal timer, for hvilke der udbetales løn (løntimer), divideres i disse tilfælde med 10, hvorved der fremkommer det gennemsnitlige timetal, der skal anvendes. Det samme gælder i tilfælde, hvor lønmodtageren dokumenterer at have arbejdet i flere timer end svarende til ansættelsen.
Da det kun er løntimer, der kan medregnes, vil fravær i form af f.eks. barselsorlov, sygdom og ferie kun kunne medregnes, hvis der er ydet overenskomstmæssig løn. Fraværsperioder kan ikke forlænge 10-ugers-perioden.
Der kan højst medregnes det for faget gældende normaltimetal efter reglerne i bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne. Dokumentation for beskæftigelsen kan ske ved fremlæggelse af lønsedler med angivelse af løntimerne.
1.2 Lønmodtagere, der er berettigede til orlovsydelse, der udgør 70 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for deltidsforsikrede
Til fuldtidsforsikrede lønmodtagere, der i de seneste 10 uger i gennemsnit har været ansat/har arbejdet mindre end 24 timer ugentlig, udgør orlovsydelsen et beløb, der svarer til 70 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for deltidsforsikrede, jf. § 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Samme ydelse udbetales til deltidsforsikrede lønmodtagere, uanset medlemmets beskæftigelse forud for orloven.
1.3 Orlovsydelse, der udbetales fra og med den 1. april 1997
For orlovsydelse, der udbetales fra og med den 1. april 1997, nedsættes ydelsen til 60 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 og § 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
2. Arbejdsgiveren udbetaler løn i orlovsperioden
Hvis arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale sædvanlig løn til lønmodtageren under orloven, udbetales orlovsydelsen til arbejdsgiveren, hvis den udbetalte løn overstiger det beløb, som lønmodtageren - uden fradrag for arbejde/indtægt - er berettiget til.
I den sædvanlige løn indgår alle fast, påregnelige løndele, eksklusiv overarbejdsbetaling. Udbetaler arbejdsgiveren under orloven en løn, der er knyttet til en uddannelsesaftale, er der ikke tale om sædvanlig løn, uanset at lønnen svarer til den løn, der blev udbetalt under det almindelige ansættelsesforhold. Arbejdsgiveren vil derfor ikke i disse tilfælde kunne få udbetalt orlovsydelsen.
Det beløb, som udbetales til arbejdsgiveren, er bruttobeløbet, som medlemmet ellers ville have fået udbetalt, efter at der er foretaget fradrag for eventuelt arbejde og/eller anden indtægt. Der sker ikke fradrag i orlovsydelsen for differencen mellem orlovsydelsen og lønnen.
I tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke udbetaler løn til medlemmet under orloven, men fortsat indbetaler pensionsbidrag, skal der ikke foretages fradrag i orlovsydelsen til medlemmet, da pensionsbidraget ikke kommer til udbetaling til medlemmet i orlovsperioden.
Der skal heller ikke ske fradrag i orlovsydelsen i tilfælde, hvor arbejdsgiveren har aftalt med lønmodtageren, at denne skal have et supplement fra arbejdsgiveren til orlovsydelsen.
Aftalen mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren om supplering af orlovsydelsen skal forevises arbejdsløshedskassen for at sikre, at der ikke sker fradrag i orlovsydelsen for beløbet.
3. Fradrag i orlovsydelsen
Når et medlem, der modtager orlovsydelse, samtidig har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om fradrag i dagpengene for personer, der deltager i jobtræning eller i individuel jobtræning og fradrag i ydelser i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om orlov.
Fradrag i orlovsydelsen for arbejdsindtægter og for andre indtægter , som medfører fradrag efter reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpengene, foretages som et indtægtsfradrag (krone for krone). Arbejdsmarkedsbidrag skal fratrækkes i indtægten, inden der foretages fradrag i orlovsydelsen. Ulønnet lønmodtagerbeskæftigelse medfører ikke fradrag i orlovsydelsen.
Hvis lønindtægten ikke kendes på det tidspunkt, hvor medlemmet skal udfylde blanket AR 281, fradrages et beløb, der svarer til antal beskæftigede timer ganget med den gældende omregningssats.
Fradrag for udøvelse af selvstændig virksomhed foretages med et beløb, der svarer til de på virksomheden anvendte timer ganget med den gældende omregningssats.
For så vidt angår fradrag for ferie med feriegodtgørelse henvises til afsnit V, pkt. 1.3 nedenfor.
Udgangspunktet er, at fradraget foretages uge for uge, og der skal kun ske fradrag i den udstrækning, medlemmet har haft indtægter i selve orlovsperioden.
Reglerne om overførsel af overskydende timer efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, finder ikke anvendelse i en orlovsperiode.
Der foretages ikke fradrag i orlovsydelsen i tilfælde, hvor arbejdsgiveren i orlovsperioden yder medlemmet et supplement til orlovsydelsen. Hvis medlemmet i orlovsperioden udfører arbejde hos arbejdsgiveren, der er indgået orlovsaftale med, skal der foretages fradrag herfor i orlovsydelsen.
Der foretages heller ikke fradrag i orlovsydelsen for sygeperioder i orlovsperioden, hvorunder der ikke modtages ydelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
4. Udbetaling af orlovsydelsen
Staten yder forskud eller refusion til arbejdsløshedskasserne til udbetaling af orlovsydelsen efter reglerne i §§ 79 - 82 i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Arbejdsløshedskassen udbetaler orlovsydelsen, når orlovspersonen på blanket AR 281 månedligt på tro og love har erklæret , at orlov fortsat holdes. Erklæringen skal gives på udbetalingsblanketten, hvorpå orlovspersonen ligeledes giver oplysning om eventuelt arbejde eller anden indtægt, der medfører fradrag i orlovsydelsen.
Afholdes orloven i udlandet udenfor EØS-landene, kan orlovsydelsen udbetales, uden at den månedlige erklæring foreligger. Efter orlovsperiodens ophør skal orlovspersonen over for arbejdsløshedskassen på blanket AR 282 på tro og love oplyse, at betingelserne for at modtage orlovsydelsen har været opfyldt i hele orlovsperioden. Orlovspersonen skal samtidig på tro og love give oplysning om eventuelt arbejde og indtægter af betydning for udbetalingen af orlovsydelsen.
Hvis orlov holdes i udlandet, er det en betingelse for udbetaling af orlovsydelsen, at der er oprettet en konto i et pengeinstitut i Danmark - herunder i GiroBank, der gør det muligt at udbetale ydelsen.
Orlovsydelsen udbetales bagud for henholdsvis 4 eller 5 uger, således at hver udbetalingsperiode slutter næstsidste søndag i måneden.
5. Modtagelse af anden offentlig forsørgelsesydelse/ fængselsophold mv.
Når der modtages orlovsydelse, kan der ikke samtidig modtages offentlig forsørgelsesydelse efter anden lovgivning. Ved offentlig forsørgelsesydelse forstås ydelser, der udbetales med henblik på at dække modtagerens basale forsørgelsesbehov . Der kan f.eks. ikke modtages social pension, dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, kontanthjælp efter bistandsloven eller mere specielle forsørgelsesydelser, som f.eks. godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af døende i hjemmet o.l. Derimod kan en orlovsperson i særlige tilfælde søge om hjælp til dækning af udgifter til sygebehandling, medicin eller lignende eller hjælp til nødvendige merudgifter til pasning af handicappet barn i hjemmet, herunder dækning af tabt arbejdsfortjeneste i begrænset omfang. For så vidt angår dækning for tabt arbejdsfortjeneste er det afgørende, om der er tale om dækning for fuld eller delvis forsørgelse. I den forbindelse gøres opmærksom på, at modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste kan betyde, at medlemmet ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og at medlemmet af den grund ikke vil kunne opfylde dagpengeretsbetingelsen som betingelse for at gå på orlov.
Har orlovspersonen ret til godtgørelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelse, kan der ikke modtages orlovsydelse.
Der kan ikke modtages orlovsydelse under fængselsophold. Der kan endvidere ikke udbetales orlovsydelse til en person, der forsørges på institution.
V De forsikringsmæssige aspekter af reglerne om orlov
1. Konsekvenser for orlovspersonen
1.1 Selvforskyldt ledighed
Hvis et medlem under orlov opsiger sit arbejde uden en gyldig grund eller bliver afskediget af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, pålægges medlemmet 5 ugers karantæne for selvforskyldt ledighed. Karantænen kan tidligst få virkning efter orlovsperiodens udløb.
1.2 Rådighed
I orlovsperioden skal medlemmet ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Medlemmet er frit stillet med hensyn til aktivitetsmuligheder i orlovsperioden. Et medlem på sabbatorlov kan også deltage i uddannelser, der ikke kan opnås uddannelsesorlov til.
Medlemmet kan endvidere holde ferie eller rejse ud af landet. I tilfælde, hvor opholdet i udlandet er af længere varighed, vil medlemmet kunne afmelde sig folkeregisteret i Danmark med fortsat ret til orlovsydelse.
Opstår der sygdom i orlovsperioden, anses medlemmet for fortsat at være på orlov. Sygdom under orloven forlænger ikke orlovsperioden.
1.3 Ferie med feriegodtgørelse eller løn
Sabbatorlov er ikke en såkaldt kvalificeret feriehindring, der berettiger til udbetaling af feriegodtgørelse uden afholdelse af ferie.
Der henvises til § 29 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse om feriegodtgørelse, der udtømmende opremser de feriehindringer, der berettiger til udbetaling af feriegodtgørelse, uden at ferie holdes.
Holder medlemmet i orlovsperioden ferie med feriegodtgørelse, udsættes den resterende del af orlovsperioden i en periode, der svarer til den afholdte ferie, såfremt ferien varsles og afholdes i henhold til ferielovens regler. Ved beregningen af orlovsydelsen skal feriedage med feriegodtgørelse belægges med 7,4 timer for fuldtidsforsikrede, og med hvad der svarer til 1/5 af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for deltidsforsikrede.
Sker der udsættelse af orlovsperioden vil arbejdsløshedskassen modtage besked herom fra Arbejdsformidlingen.
1.4 Ferie med feriedagpenge
Et medlem, der er på orlov med orlovsydelse, betragtes hverken som ledig eller lønmodtageri relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 h. Medlemmet vil derfor ikke kunne modtage feriedagpenge i orlovsperioden. Derimod vil der i efterfølgende ferieår kunne udbetales feriedagpenge på grundlag af den udbetalte orlovsydelse i optjeningsåret.
1.5 Afbrydelse af orlov
Udføres der i orlovsperioden arbejde i et andet EØS-land eller på Færøerne, og bliver medlemmet på grund af beskæftigelsens omfang omfattet af det pågældende lands forsikringssystem, vil medlemmet ikke kunne opretholde medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse, og orloven vil derfor anses for afbrudt.
Såfremt orloven afbrydes, skal orlovspersonen meddele arbejdsløshedskassen dette. Arbejdsløshedskassen skal uden ugrundet ophold stoppe udbetalingen af orlovsydelsen samt give Arbejdsformidlingen meddelelse om dette.
Hvis en lønmodtager før orlovsperiodens udløb ønsker at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet og modtage dagpenge, skal medlemmet, for at kunne anses for at stå til rådighed i resten af en orlovsperiode, opfylde betingelserne i direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed. Det er bl.a. en betingelse, at den resterende orlovsperiode forventes at ville vare over 4 uger, og at medlemmet ikke har mulighed for at vende tilbage til arbejdspladsen med det samme.
Ved afbrydelse af orloven pålægges der således ikke karantæne, idet vurderingen alene går på medlemmets rådighed.
En lønmodtager på sabbatorlov har ret til at afbryde orloven på grund af barsel , og sabbat- orloven ophører ved overgangen til barselsorlov. Sabbatorloven anses for afbrudt. Efter barselsorloven kan lønmodtageren få en ny sabbatorlov bevilget, såfremt den resterende orlovsperiode er på mindst 13 uger.
Ved afbrydelse af orloven har orlovspersonen alene forbrugt den faktisk afholdte orlovsperiode. Ved en eventuel senere ansøgning om orlov vil den afholdte orlovsperiode blive fratrukket i retten til orlov efter reglerne om gentagen orlov, jf. nedenfor pkt. 1.8.
1.6 Afskedigelse og opsigelse i orlovsperioden
De almindelige opsigelsesregler gælder også under sabbatorlov. Det er muligt at afskedige en lønmodtager i orlovsperioden, ligesom lønmodtageren selv vil kunne opsige sin stilling i orlovsperioden.
Bliver lønmodtageren afskediget under orloven, vil lønmodtageren kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb. Opsiger lønmodtageren sin stilling under orloven, afbrydes orloven ved ansættelsens ophør. En eventuel karantæne for selvforskyldt ledighed kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med orloven.
1.7 Arbejdskravet/ Ydelsesperioder
Udføres der i orlovsperioden arbejde, vil dette arbejde kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2.
Perioder med orlov til sabbat opbruger af ydelsesperioderne efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 og 2. Der henvises til direktoratets bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne.
Påbegynder medlemmet under orloven selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, løber dagpengebegrænsningen på 78 uger fra tidspunktet for virksomhedens start.
Et medlem, der forud for orloven modtog supplerende dagpenge, vil i orlovsperioden ikke opbruge af retten til supplerende dagpenge. Den tidsmæssige begrænsning i retten til supplerende dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 60, stk. 1, finder ikke anvendelse i en orlovsperiode.
1.8 Gentagen orlov
En beskæftiget person kan højst gå på sabbatorlov og uddannelsesorlov i en samlet periode på 1 år inden for 5 år. Sabbatorlov begrænser ikke muligheden for at gå på børnepasningsorlov.
1.9 Overgangsregler
Orlovspersoner, der er omfattet af overgangsreglerne i § 4 i lov nr. 1084 af 21. december 1994 om ændring af lov om orlov, skal fortsat have udbetalt orlovsydelse med 80 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 og § 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
2. Konsekvenser for afløseren, der er medlem af en arbejdsløshedskasse
Dette afsnit gælder kun, såfremt afløseren, der ansættes i en orlovsstilling, er medlem af en arbejdsløshedskasse.
For et medlem, der ansættes i en orlovsstilling, gælder de almindelige regler i arbejdsløshedsforsikringsloven, herunder reglerne om udbetaling af supplerende dagpenge.
Ansættes medlemmet efter reglerne om jobtræning i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, vil beskæftigelsen i orlovsstillingen ikke kunne medregnes til optjening af arbejdstimer til opfyldelse af arbejdskravet.
Et medlem, der under ansættelsen i orlovsstillingen ønsker at holde ferie, vil kunne få udbetalt feriedagpenge, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
VI Oplysningspligt, tilbagekaldelse af bevilling og tilbagebetaling
Et medlem, der modtager orlovsydelse, er forpligtet til at underrette arbejdsløshedskassen om forhold, der har betydning for retten til ydelsen. Såfremt orloven afbrydes, skal orlovspersonen meddele arbejdsløshedskassen dette. Arbejdsløshedskassen skal uden ugrundet ophold stoppe udbetalingen af orlovsydelsen samt give Arbejdsformidlingen meddelelse herom.
Sker der ændringer i de oprindelige betingelser for bevillingen af orlov, skal orlovspersonen meddele dette til Arbejdsformidlingen.
Såfremt arbejdsløshedskassen bliver opmærksom på, at der sker ændringer i de oprindelige betingelser for orlov, skal arbejdsløshedskassen give Arbejdsformidlingen meddelelse om forholdet. Arbejdsformidlingen træffer afgørelse om eventuel tilbagekaldelse af bevillingen . Bevillingen kan tilbagekaldes af Arbejdsformidlingen, såfremt orlovspersonen har givet Arbejdsformidlingen urigtige oplysninger eller fortiet forhold, der har betydning for bevillingen. Bevillingen kan endvidere tilbagekaldes, hvis betingelserne for orloven ikke længere er tilstede.
Tilbagekalder Arbejdsformidlingen bevillingen, skal der gives meddelelse herom til arbejdsløshedskassen.
Stopper arbejdsløshedskassen udbetalingen af orlovsydelsen, skal dette meddeles orlovspersonen skriftligt.
Har medlemmet givet arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger eller fortiet forhold af betydning for retten til ydelsen, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget ydelsen, skal orlovsydelsen, der er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, der i henhold til § 86, stk. 13, finder tilsvarende anvendelse på orlovsydelse, der er udbetalt med urette.
VII Sanktion
Et medlem på orlov med orlovsydelse kan idømmes sanktion efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87 for svigagtigt eller uagtsomt forhold over for kassen i forbindelse med modtagelsen af ydelsen.
Medlemmet kan således blive udelukket fra retten til orlovsydelse, dagpenge m.v. i en periode eller miste sit medlemskab af kassen.
VIII Kasseansvar
I tilfælde, hvor der er udbetalt orlovsydelse med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, jf. stk. 13.
Kassen bevarer dog retten til refusion for fejludbetalte ydelser, hvis fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige forhold eller Arbejdsformidlingen.
De nærmere regler for kassernes ret til refusion findes i direktoratets bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser.
IX Klageadgang
Klage over en kasses afgørelse om ret til orlovsydelse, fradrag i ydelsen, ydelsens størrelse, tilbagebetaling, sanktion m.v. kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, og direktoratets afgørelser vil kunne indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 98 og § 99.
Arbejdsformidlingens afgørelse om tilbagekaldelse af en bevilling af orlov kan inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 100.
Derimod kan Arbejdsformidlingens øvrige afgørelser om orlov ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
X Kombinationsforsikrede medlemmer
Kombinationsforsikrede medlemmer har status som fuldtidsforsikrede, og er omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens almindelige regler for fuldtidsforsikrede, medmindre der er fastsat særlige regler i bekendtgørelse om kombinationsforsikring. Der er i bekendtgørelsen ikke fastsat regler om kombinationsforsikredes orlovsmuligheder.
I dette afsnit gennemgås de særlige forhold, der gør sig gældende for kombinationsforsikrede medlemmer. Afsnittet skal læses i sammenhæng med de øvrige regler, der er beskrevet i denne vejledning.
Da det kun er lønmodtagere, der kan gå på sabbatorlov, vil et kombinationsforsikret medlem kun have mulighed for at gå på sabbatorlov fra beskæftigelsen som lønmodtager.
Medlemmet skal ved påbegyndelsen af orloven være dagpengeberettiget i tilfælde af fuld ledighed fra lønarbejdet.
Hvis virksomheden er ophørt/ophører, skal medlemmet for at kunne anses for dagpengeberettiget være ophørt mere end midlertidigt efter reglerne i §§ 7, 8 eller 9 i kombinationsforsikringsbekendtgørelsen.
Perioder med orlov til sabbat opbruger af ydelsesperioderne efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 og stk. 2, jf. stk. 7. Et medlem, der forud for orloven modtog supplerende dagpenge, vil i orlovsperioden ikke opbruge af retten til supplerende dagpenge. Den tidsmæssige begrænsning i retten til supplerende dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 60, stk. 1, finder ikke anvendelse i en orlovsperiode.
Hvis virksomheden fortsætter skal medlemmets dagpengeret afgøres efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Dette bevirker bl.a., at arbejdet med virksomheden til enhver tid skal kunne udføres uden for normal arbejdstid.
Der skal foretages fradrag i orlovsydelsen for tidsforbruget ved den selvstændige virksomhed. Fradraget foretages med et beløb, der svarer til de på virksomheden anvendte timer ganget med den gældende omregningssats.
Orlovsydelsen fastsættes alene på baggrund af beskæftigelsen som lønmodtager i de sidste 10 uger forud for orloven efter de i afsnit IV, pkt. 1 fastsatte regler.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 31. maj 1995 Birger Stein Christensen / Yvonne Olesen