Vejledning til bekendtgørelse om overførsel af overskydende timer
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1996/113@1996-06-28/da
Indhold
Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 543 af 20. juni 1996 fastsat regler om overførsel af overskydende timer. Til brug herfor har direktoratet udarbejdet denne vejledning.
Til § 1, stk. 1
Reglerne om timeoverførsel gælder for alle fagområder. Overskydende timer skal være opbrugt eller bortfaldet, før medlemmet kan få dagpenge. Medlemmet kan dog få feriedagpenge, når betingelserne herfor er opfyldt.
Ved opgørelsen af overskydende timer medregnes kun arbejde og indtægter i medlemsperioder. Som hovedregel medregnes alle timer fra lønarbejde, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 41 og § 53, samt timer for hvilke der er ydet kontant dækning. Der medregnes endvidere timer fra bibeskæftigelse ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
Timer fra arbejde, som medfører fradrag på et medlems dagpengekort, skal som hovedregel medregnes ved opgørelsen af medlemmets overskydende timer.
Vederlag, som medfører fradrag på et medlems dagpengekort, skal som hovedregel medregnes ved opgørelsen af overskydende timer, eventuelt efter omregning af vederlaget med den til enhver tid gældende omregningssats, jf. vejledningen til § 5.
Når en dimittend er blevet optaget som medlem i en arbejdsløshedskasse, skal timer fra arbejde udført af dimittenden i karensperioden medregnes ved en opgørelse af dimittendens eventuelle overskydende timer.
Hver gang et medlem tilmelder sig Arbejdsformidlingen og anmoder om dagpenge (opgørelsestidspunktet), skal arbejdsløshedskassen opgøre antallet af overskydende timer, som medlemmet har haft i beskæftigelsesperioden forud for opgørelsestidspunktet. Der skal ikke opgøres overskydende timer for mere end de sidste 12 uger/3 måneder.
Både uger/måneder med beskæftigelse af mindre omfang end fagets normale ugentlige arbejdstid og uger/måneder med beskæftigelse af større omfang end fagets normale ugentlige arbejdstid medregnes ved opgørelsen af overskydende timer i opgørelsesperioden. Manglende timer i forhold til fagets normale ugentlige arbejdstid i enkelte uger vil således blive fratrukket ved opgørelsen af de overskydende timer i opgørelsesperioden, medmindre medlemmet har fået fulde eller supplerende dagpenge eller anden kontant dækning for de pågældende timer.
Fagets normale arbejdstid
Det afgøres ud fra overenskomsten for det pågældende faglige område, om medlemmet har haft beskæftigelse af større omfang end svarende til fagets normale ugentlige arbejdstid. En individuel kontrakt, der fraviger overenskomstens bestemmelse om fagets normale ugentlige arbejdstid, er ikke afgørende. Hvis arbejdet ikke er overenskomstdækket, tages der udgangspunkt i, hvad der er den normale ugentlige arbejdstid i en overenskomst for tilsvarende eller lignende arbejde.
Betaling for transporttid mv.
Transportbetaling, der ikke er skattepligtig, indgår ikke i opgørelsen af overskydende timer. Der kan her være tale om skattefri kørselsgodtgørelse i henhold til gældende skatteregler eller arbejdsgivers refusion af transportudgifter efter regning.
Er betaling derimod skattepligtig, vil udgangspunktet være, at transport, som er en del af arbejdsforholdet (fx transport mellem forskellige arbejdssteder), som hidtil skal indgå i opgørelsen af overskydende timer.
Ved vurderingen af om tidsrum, der bliver anvendt til transport, skal indgå i opgørelsen af overskydende timer, må man således først se på, om transporten foregår inden for eller uden for almindelig arbejdstid (incl. evt. overarbejdstid).
Foregår transporten inden for den normale arbejdstid (incl. evt. overarbejdstid) indgår den medgåede tid også i opgørelsen af overskydende timer.
Foregår transporten uden for arbejdstiden - fx som transport mellem bopæl og arbejdssted - vil betalingen herfor som udgangspunkt ikke skulle medgå i opgørelsen af overskydende timer. Dette gælder fx de situationer, hvor betaling for transporten ikke sker i form af en timeløn, men med en overenskomstmæssigt fastsat ydelse for transport.
Sker betalingen på baggrund af en individuel aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager om betaling af transporten, vil dette som udgangspunkt heller ikke skulle indgå i opgørelsen af overskydende timer. Der kan fx være tale om betaling, der baserer sig på antallet af kørte kilometer, kørte zoner el.lign.
Hvis betaling for transporten sker på baggrund af en individuel aftale og det udbetalte beløb væsentligt overstiger, hvad man måtte forvente i forhold til den tid, der er brugt til transporten og udgifterne hertil, bør man dog være opmærksom på, at der kan være tale om en maskeret aflønning af medlemmet, som i givet fald skal indgå i opgørelsen af overskydende timer.
Dette kunne fx være tilfældet, hvor betalingen væsentligt overstiger, hvad der ville være blevet udbetalt i timeløn for det samme tidsrum plus udgifter til transporten.
Arbejde udført i udlandet
Arbejde udført i udlandet medregnes ved opgørelsen af overskydende timer i opgørelsesperioden.
Hvis et medlem er udsendt til udlandet af en arbejdsgiver, der er etableret i Danmark, og arbejdet er omfattet af en dansk overenskomst, skal der ved opgørelsen af overskydende timer tages udgangspunkt i den overenskomstmæssigt aftalte normale ugentlige arbejdstid. Hvis det af aftalen mellem de overenskomstmæssige parter klart fremgår, at arbejdstiden for arbejde i udlandet fastlægges individuelt, tages der dog udgangspunkt i den individuelt aftalte ugentlige arbejdstid. Hvis arbejdet ikke er overenskomstdækket, tages der udgangspunkt i, hvad der er den normale ugentlige arbejdstid i en overenskomst for tilsvarende eller lignende arbejde i Danmark.
Hvis et medlem bliver ansat hos en arbejdsgiver i udlandet, baseres opgørelsen af de overskydende timer på fagets normale ugentlige arbejdstid ifølge den gældende overenskomst eller lov herom i det pågældende land. Hvis det af den gældende overenskomst eller lov herom i det pågældende land klart fremgår, at arbejdstiden kan fastlægges individuelt, baseres opgørelsen af de overskydende timer dog på den individuelt aftalte ugentlige arbejdstid. Hvis arbejdstiden ikke er reguleret ved lov eller overenskomst, tages der udgangspunkt i, hvad der er den normale ugentlige arbejdstid i en overenskomst for tilsvarende eller lignende arbejde i Danmark.
Dokumentation for medlemmets arbejdstid
Oplysninger om omfanget af et medlems beskæftigelse skal som hovedregel bero på medlemmets egne oplysninger, eventuelt ved dokumentation i form af lønsedler, medmindre der foreligger arbejdsgiverdokumentation til brug for beregning af dagpengesatsen. Dette gælder også, når et medlem har været ansat hos en arbejdsgiver i udlandet. Hvis der er tvivl om fagets normale arbejdstid for et medlem, der har været ansat hos en arbejdsgiver i udlandet, lægges den tilsvarende normale ugentlige arbejdstid i Danmark til grund ved beregningen af overskydende timer.
Direktoratet har udarbejdet en blanket til brug ved opgørelse af overskydende timer, AR 232. Blanketten skal anvendes, medmindre arbejdsløshedskassen, som følge af at medlemmet har fået fulde eller supplerende dagpenge, fra medlemmets dagpengekort har alle nødvendige oplysninger til brug for opgørelsen af overskydende timer, eller arbejdsløshedskassen har fået godkendt sin egen blanket, der mindst indeholder de samme oplysninger, som den af direktoratet udarbejdede blanket.
Til § 1, stk. 2 og 3
A. Månedslønnede contra uge/14-dages lønnede
Ved vurderingen af om et medlem er månedslønnet, og dermed skal have opgjort overskydende timer på grundlag af en 3 måneders opgørelsesperiode, tages udgangspunkt i, om lønnen udbetales som fast månedsløn. Hvis medlemmet aflønnes pr. beskæftiget time, men lønnen udbetales månedsvis, anses medlemmet i forbindelse med opgørelsen af overskydende timer ikke for at være månedslønnet.
Hvis et fast ansat medlem aflønnes på provisionsbasis, eller hvis medlemmet aflønnes med en fast grundløn samt provision, og lønnen udbetales månedsvis, anses medlemmet for at være månedslønnet.
Der forekommer overskydende timer, hvis de opgjorte timer i opgørelsesperioden overstiger den overenskomstmæssige arbejdstid i perioden. Dette vil normalt sige 481 timer for en 3 månders periode eller 444 timer for en 12 ugers periode.
B. Opgørelsestidspunkt og opgørelsesperiode
Opgørelsen af overskydende timer skal finde sted med udgangspunkt i en af følgende metoder:
I. Opgørelse på grundlag af hele lønperioder
Opgørelsestidspunktet er afslutningen af en lønperiode, hvis:
1. Medlemmet tilmelder sig Arbejdsformidlingen og anmoder om dagpenge i den uge, hvor lønperioden slutter, eller tilmelder sig i den følgende uge, og den senere tilmelding alene skyldes,
a. at medlemmet på grund af lørdag, søndag eller helligdage har været afskåret fra at tilmelde sig Arbejdsformidlingen, og/eller
b. at medlemmet har undladt at tilmelde sig Arbejdsformidlingen på dage, hvor den pågældende modtager dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
2. Medlemmet umiddelbart forud for afslutningen af den seneste lønperiode har mindst 3 hele sammenhængende lønperioder for månedslønnede eller mindst 12/6 hele sammenhængende lønperioder for henholdsvis uge- og 14-dages lønnede.
Ad 1.: Det er en afgørende forudsætning for, at arbejdsløshedskassen kan opgøre overskydende timer på grundlag af lønperioder, at ledigheden og dermed (som udgangspunkt) tilmeldingen til arbejdsformidlingen finder sted i samme uge, som lønperioden slutter. Det kan dog accepteres, at tilmelding i de i § 1, stk. 2, litra a og b nævnte tilfælde sker i den følgende uge.
Det betyder, at et medlem, hvis lønperiode slutter tirsdag, men som først fratræder ved ugens udgang, kan opfylde betingelserne i § 1, stk. 2. Dette kan ske ved enten at tilmelde sig Arbejdsformidlingen den første ledige dag i den følgende uge (punkt a.) eller tilmelde sig efter udløbet af de dage, hvor den pågældende eventuelt har oppebåret dagpengegodtgørelse (punkt b.).
I de tilfælde, hvor ledigheden ikke indtræder i samme uge, som lønperioden slutter, fx på grund af at beskæftigelsen fortsætter ind i den følgende uge, skal opgørelsen altid ske på grundlag af hele kalenderuger.
Ad 2.: En lønperiode anses ikke for hel, hvis der i perioden fx er udbetalt ydelser fra kassen, hvis medlemmet har modtaget sygedagpenge eller der er afholdt ferie med feriegodtgørelse.
Hvis betingelserne under 1. og 2. er opfyldt, vil opgørelsesperioden for månedslønnede være medlemmets seneste 3 lønperioder og for henholdsvis uge- og 14-dages lønnede de seneste 12/6 lønperioder.
Eksempel 1:
Et månedslønnet medlem ophører med sit arbejde lørdag den 31. december 1995. Medlemmet melder sig ledig tirsdag den 2. januar 1996, som er den første ledige hverdag. Medlemmet har haft 3 hele månedslønninger(oktober-november-december). Opgørelsesperioden går fra den 1. oktober til den 31. december 1995.
Eksempel 2:
Et ugelønnet medlem, hvis lønperioder går fra onsdag til tirsdag, ophører med sit arbejde tirsdag. Medlemmet melder sig ledig om fredagen i samme uge. Opgørelsestidspunktet er den tirsdag, hvor medlemmet ophører, og opgørelsesperioden er de forudgående 12 lønperioder.
Eksempel 3:
Et ugelønnet medlem, hvis lønperioder går fra torsdag til onsdag, har sidste arbejdsdag mandag i uge 10. Medlemmet melder sig ledig tirsdag i uge 10. Da lønperioden slutter i uge 9, og da den senere tilmelding i uge 10 hverken skyldes lørdag, søndag, eller atmedlemmet modtager dagpengegodtgørelse, (men derimod skyldes at medlemmets arbejde strækker sig ind i uge 10) er opgørelsestidspunktet udgangen af uge 9, og opgørelsesperioden er de forudgående 12 kalenderuger.
Eksempel 4:
Et ugelønnet medlem, hvis lønperioder går fra torsdag til onsdag, afskediges, og den sidste hele lønperiode slutter onsdag den 15. Medlemmet arbejder ugen ud og har således sidste arbejdsdag fredag den 17. Medlemmet modtager dagpengegodtgørelse for mandag og tirsdag i den følgende uge og melder sig ledig onsdag den 22. Da den senere tilmelding til Arbejdsformidlingen skyldes lørdag og søndag og 2 dage med dagpengegodtgørelse, er opgørelsestidspunktet onsdag den 15., og opgørelsesperioden er de forudgående 12 lønperioder.
II. Opgørelse på grundlag af hele kalenderuger
Såfremt betingelserne under I. ikke er opfyldt, vil opgørelsestidspunktet altid være udgangen af den uge, der ligger umiddelbart før medlemmets tilmelding til Arbejdsformidlingen, og opgørelsesperioden vil i disse tilfælde være højst 12 hele kalenderuger.
Eksempel:
Et månedslønnet medlem ophører med sit arbejde og har været ansat mere end 3 måneder forud for sit arbejdsophør. Medlemmet har inden for de seneste 3 måneder holdt en uges ferie med feriedagpenge. Da der ikke er tale om 3 hele månedslønninger, er opgørelsestidspunktet udgangen af ugen forud for tilmeldingen til Arbejdsformidlingen og anmodningen om dagpenge. Opgørelsesperioden er de forudgående 12 kalenderuger.
Til § 1, stk. 4
Kombinerede lønformer
I tilfælde, hvor medlemmet i opgørelsesperioden samtidig har modtaget månedsløn og uge-/14-dages løn, vil opgørelsestidspunktet (af administrative grunde) være udgangen af den uge, der ligger umiddelbart før medlemmets tilmelding til Arbejdsformidlingen, og opgørelsesperioden vil i disse tilfælde være højst 12 hele kalenderuger.
Det samme gør sig gældende, hvor medlemmet i opgørelsesperioden i forlængelse af hinanden har været aflønnet med henholdsvis månedsløn og uge-/14-dages løn.
Til § 1, stk. 5
Har et medlem i opgørelsesperioden fået kontant dækning for tabt arbejdsfortjeneste fx i form af sygedagpenge eller dagpengegodtgørelse i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 84, og udgør beskæftigelsestimerne sammen med de timer, for hvilke medlemmet har modtaget sygedagpenge eller dagpengegodtgørelse et større antal timer end svarende til fagets normale ugentlige arbejdstid, skal der ske timeoverførsel. Det er uden betydning, at den kontante dækning ikke fuldt ud svarer til den løn, som den skal erstatte.
Overskydende timer fra en tidligere opgørelse
Overskydende timer, som er forbrugt i opgørelsesperioden, skal ikke medregnes i den nye opgørelse af overskydende timer. Begrundelsen herfor er, at medlemmet i opgørelsesperioden ikke har fået kontant dækning for de forbrugte overskydende timer.
Afholdelse af fridage for egen regning, ferie m.v.
Har et medlem i opgørelsesperioden holdt fri for egen regning eller afspadseret for et antal timer og således ikke fået kontant dækning for tabt arbejdsfortjeneste, skal disse timer ikke medregnes ved opgørelsen af beskæftigelsens omfang i de enkelte uger.
Har et medlem holdt ferie med løn eller feriegodtgørelse eller ferie med feriedagpenge i de sidste uger af en ansættelsesperiode, regnes feriedagene med til opgørelsesperioden. Holder medlemmet først ferie, efter at ansættelsen er ophørt, kan der ikke afspadseres overskydende timer ved afholdelse af en kalenderuges sammenhængende ferie (6 dage). En uges sammenhængende ferie sidestilles af administrative grunde med en uge med normal arbejdstid.
Udbetaling af erstatning for løn og anden godtgørelse for samme ansættelsesforhold
Hvis et medlem har fået løn, erstatning og/eller godtgørelse fra flere intanser for det samme antal timer i det samme ansættelsesforhold, skal der ikke ske overførsel af overskydende timer, da medlemmet ikke har fået dækning for flere timer end svarende til normal arbejdstid. Har medlemmet derimod påbegyndt et andet arbejde i en opsigelsesperiode, hvor medlemmet har været fritstillet, skal der ske timeoverførsel ved ledighed fra det andet arbejde, da medlemmet har haft løntimer fra 2 ansættelsesforhold samtidigt.
Kursusdeltagelse
Et deltidsforsikret medlem, der under deltagelse i et kursus har fået fuld kursusgodtgørelse svarende til satsen for fuldtidsforsikrede, skal ikke af den årsag have overført overskydende timer, uanset bestemmelsen i § 4, da hensigten med reglerne om overførsel af overskydende timer ikke har været, at deltagelse i et kursus skal medføre timeoverførsel.
Arbejde med støtte i henhold til
bistandslovens § 43
Et deltidsforsikret medlem, der før opgørelsestidspunktet har haft arbejde med støtte i henhold til bistandslovens § 43 i mere end 30 timer om ugen, skal have overført overskydende timer for arbejdstiden ud over de 30 timer om ugen, hvis arbejdet efter de gældende regler om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere kan anses for at være lønarbejde.
Pasning af sygt barn i hjemmet med støtte i henhold til bistandslovens § 48 og § 48 a
Et deltidsforsikret medlem, der melder sig ledig og anmoder om dagpenge efter støtteperiodens ophør, skal ikke have overført overskydende timer, uanset at medlemmet i perioden med pasningen af barnet har modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste op til normal ugentlig arbejdstid for fuldtidsforsikrede.
Fratrædelsesgodtgørelse, pensionsindtægt fra tidligere ansættelse og lignende
Fratrædelsesgodtgørelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærloven, og pensionsindtægt fra en tidligere ansættelse skal ikke medføre timeoverførsel.
Varetagelse af hverv i henhold til de kommunale styrelseslove
Der skal ikke ske overførsel af overskydende timer på baggrund af beløb, der modtages for varetagelse af hverv i henhold til de kommunale styrelseslove.
Supplerende dagpenge
For et medlem, der modtager supplerende dagpenge, er der et opgørelsestidspunkt for overskydende timer, når medlemmet i en eller flere på hinanden følgende uger har haft flere timer end svarende til fagets fulde overenskomstmæssige arbejdstid. Hvis et medlem, der modtager supplerende dagpenge, fx har haft arbejde i 3 på hinanden følgende uger med overskydende timer i hver af disse uger, skal der kun ske en samlet opgørelse af overskydende timer efter den 3. uge.
Hvis et medlem på grund af vejrlig eller materialemangel anmoder om dagpenge uden at være tilmeldt Arbejdsformidlingen i henhold til de særlige regler herom, skal der ligeledes foretages en opgørelse af overskydende timer. Eventuelle overskydende timer skal være opbrugt eller bortfaldet, før medlemmet kan få dagpenge.
Timer, som medlemmet i relation til reglerne om supplerende dagpenge ud fra rådighedsbetragtninger er blevet teknisk belagt med, medregnes derimod ikke i opgørelsen af den ugentlige arbejdstid.
Overgangsydelse
For et medlem, der modtager overgangsydelse, er der et opgørelsestidspunkt for overskydende timer, når medlemmet i en eller flere på hinanden følgende uger har haft flere timer end svarende til fagets fulde overenskomstmæssige arbejdstid.
For et medlem, der modtager overgangsydelse, skal der således kun foretages en opgørelse af eventuelle overskydende timer, når medlemmet som følge af lønnet arbejde og/eller kontant dækning for tabt arbejdsfortjeneste (teknisk belægning) har haft overskydende timer i en eller flere uger forud for opgørelsestidspunktet.
Hvis et medlem, der modtager overgangsydelse, fx har haft arbejde i 3 på hinanden følgende uger med overskydende timer i hver af disse uger, skal der kun ske en samlet opgørelse af overskydende timer efter den 3. uge.
Efterløn
Der skal ikke ske overførsel af overskydende timer ved overgang til efterløn.
Til § 2
Ny opgørelse
I de tilfælde, hvor et forudgående opgørelsestidspunkt ikke falder sammen med udgangen af en kalenderuge, og der ikke foreligger mindst 12 hele kalenderuger mellem de 2 opgørelsestidspunkter, skal der i opgørelsesperioden alene indgå hele kalenderuger.
Eksempel:
Et medlem på fast månedsløn tilmelder sig som ledig onsdag den 1. november. Medlemmets opgørelsestidspunkt er udgangen af oktober, nemlig tirsdag den 31. oktober (uge 44). Medlemmet er på ny ledig i uge 50, hvor der foretages en ny opgørelse.
Da der kun skal regnes med hele kalenderuger, kommer opgørelsesperioden til at omfatte kalenderugerne 45-49.
Til § 3
Har et medlem fx siden sidste opgørelsestidspunkt som led i en turnus ingen arbejdstimer i arbejdsuge 1 og 56 timer i uge 2, skal der ikke ved et nyt opgørelsestidspunkt ved udgangen af uge 2 ske timeoverførsel fra uge 2 til uge 3. Det forudsættes, at medlemmet ikke har modtaget kontant dækning for uge 1.
Til § 5, stk. 1
Kontrollabel/ukontrollabel beskæftigelse
Ukontrollabel beskæftigelse m.v.
Anvendelsen af medlemmernes egne oplysninger (tro og love oplysninger) om arbejdets omfang ved opgørelse af overskydende timer bygger på en forudsætning om, at oplysningerne kan efterkontrolles hos 3. mand (arbejdsgiveren).
Det vil sige, at arbejdsgiveren skal kunne afgive oplysninger om arbejdets omfang.
Der vil typisk være tale om kontrollabel beskæftigelse, når arbejdet udføres på en virksomhed eller på en af arbejdsgiveren anvist arbejdsplads under opsyn af en arbejdsgiverrepræsentant.
Et arbejde anses for ukontrollabelt, når arbejdstiden ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres ved arbejdsgiverens egne registreringer. Ukontrollabel beskæftigelse kan f.eks. forekomme i forbindelse med free-lance beskæftigelse, konsulentarbejde og handelsrejsende. Hvis beskæftigelsen anses for ukontrollabel, skal indtægten omregnes til timer.
Ved denne vurdering er det afgørende, om det i forbindelse med det konkrete ansættelsesforhold er et naturligt element, at arbejdsgiveren eller en ansat, der er bemyndiget hertil, har mulighed for at efterkontrollere arbejdets udførelse og omfang.
Det er ikke afgørende, om arbejdets udførelse og omfang kontrolleres permanent, men om arbejdet er af en sådan beskaffenhed, at en regelmæssig kontrol af arbejdets udførelse og omfang til hver en tid kan udøves som et naturligt led i ansættelsesforholdet.
Når der er lagt vægt på, at det skal være arbejdsgiverens egne registreringer, er det kontrolelementet, der tages udgangspunkt i.
Hvis arbejdet fx udføres på en virksomhed, er der som hovedregel tale om kontrollabel beskæftigelse, og det er derfor uden betydning, om lønudbetalingen i praksis alene baseres på den ansattes egne timeoplysninger. Det afgørende er som ovenfor nævnt, at kontrolmuligheden foreligger som et naturligt element i ansættelsen.
Er der imidlertid tale om ukontrollerbar beskæftigelse, bliver den ikke kontrollabel, blot fordi arbejdsgiveren kan fremlægge fx timelønsedler, der alene er udfyldt af medlemmet uden mulighed for kontrol fra arbejdsgiverens side. Her er der netop ikke tale om arbejdsgiverens egne registreringer.
Som det fremgår af ovennævnte, er arbejdsgiverens mulighed for, som et naturligt led i ansættelsen, at føre regelmæssig kontrol med tidsforbruget ved arbejdets udførelse det afgørende element i vurderingen af kontrollabelt/ukontrollabelt arbejde.
Fritstillings-/sygdomsperioder m.v.
I tilfælde af at et medlem med ukontrollabel beskæftigelse bliver fritstillet i en opsigelsesperiode, bliver syg, holder ferie eller lignende, og i den forbindelse fra arbejdsgiveren får udbetalt løn i perioden, skal beløbet udbetalt i fritstillings-, sygdoms- eller ferieperioden m.v. omregnes til timer.
Baggrunden herfor er, at den kontante dækning i forsikringsmæssig sammenhæng ikke kan anses for at være en kompensation for et bestemt antal (kontrollable) timer.
Hvis medlemmet derimod fra anden side har fået kontant dækning for den pågældende periode, skal det antal timer, som den kontante dækning kompenserer for, indgå i opgørelsen af de overskydende timer. Hvis medlemmet fx har fået udbetalt sygedagpenge, feriegodtgørelse eller feriedagpenge, skal der normalt for hver sygedag eller feriedag medregnes det antal timer, medlemmet modtager kontant dækning for.
Særlige områder
Ukontrollabel beskæftigelse forekommer endvidere i tilfælde, hvor arbejdets udførelse »normalt« kræver, at der forinden har fundet en vis forberedelse sted. Som eksempler på medlemsgrupper, der arbejder på denne måde, kan nævnes skuespillere, musikere, foredragsholdere og undervisere.
På undervisningsområdet er der imidlertid i praksis lavet en undtagelse fra reglen fra omregning i § 5. I de tilfælde, hvor der er indgået en overenskomst, der regulerer omfanget af forberedelsestiden samt betalingen herfor, anses arbejdet ikke for at være ukontrollabelt. Dette forudsætter dog, at arbejdsgiveren er omfattet af overenskomsten.
Såfremt arbejdsgiveren ikke er omfattet af overenskomsten, kan man ikke undgå omregning efter § 5 ved »privat« at aftale, at arbejdet aflønnes efter en overenskomst, der regulerer omfanget og betalingen for forberedelsestiden.
Omregning
Ved opgørelsen af overskydende timer ved ukontrollabel beskæftigelse omregnes nettoindtægten fra arbejdet til timer ved at dividere nettoindtægten med den på opgørelsestidspunktet gældende omregningssats.
Rådighedsvederlag og lignende
Rådighedsvederlag, som et medlem fx i henhold til en kollektiv overenskomst får udbetalt i forbindelse med hver lønudbetaling for at stå til rådighed i et bestemt antal timer i en periode (rådighedsforpligtelse), uanset om medlemmet opfylder rådighedsforpligtelsen, skal ikke indgå i opgørelsen af overskydende timer. Et sådant fast rådighedsvederlag betragtes således som en lønandel.
Hvis et medlem ud over et sådant fast rådighedsvederlag får et særskilt vederlag for bestemte dage, hvor medlemmet efter særlig aftale er forpligtet til at stå til rådighed, skal alene det særskilte vederlag eventuelt efter omregning indgå i opgørelsen af overskydende timer.
Rådighedsvederlag, hvis størrelse varierer og er afhængig af det antal timer, som medlemmet faktisk har stået til rådighed, skal indgå i opgørelsen af overskydende timer. Et sådant rådighedsvederlag omregnes med den til enhver tid gældende omregningssats, hvis vederlaget pr. time er mindre end omregningssatsen. Hvis medlemmet har været berettiget til at afspadsere i stedet for at få rådighedsvederlaget udbetalt, omregnes vederlaget ikke. I stedet indgår det antal timer, som medlemmet har været berettiget til at afspadsere, i opgørelsen af overskydende timer.
Når indtægten skal omregnes til et antal arbejdstimer, er det dette antal arbejdstimer, der skal indgå i opgørelsen af medlemmets ugentlige arbejdstid.
Til § 5, stk. 2
Forhøjelse af omregningssatsen
Bestemmelsen beskriver hvornår anvendelse af den gældende omregningssats gange 1,5 tages i anvendelse. Formålet med at forhøje omregningssatsen er at skabe parallelitet til kontrollabel beskæftigelse, hvor merarbejde typisk aflønnes med en højere timelønssats.
Ved omregning af nettoindtægten til timer forhøjes omregningssatsen for den del af nettoindtægten i den samlede opgørelsesperiode, der på ugebasis overstiger 37 gange den gældende omregningssats gange antallet af uger i opgørelsesperioden. For månedslønnede forhøjes omregningssatsen for den del af nettoindtægten, der overstiger 481 gange omregningssatsen.
Ved en opgørelsesperiode på fx 12 uger og en omregningssats på 118,18 kr. (pr. 1. januar 1996) vil nettoindtægt over 52.472 kr. (37 timer x 118,18 kr. x 12 uger) skulle omregnes med den forhøjede omregningssats. Den forhøjede omregningssats vil være 118,18 kr.x1,5 = 177,27 kr.
Hvis nettoindtægten i opgørelsesperioden har været 75.000 kr., vil der skulle overføres 127 overskydende timer beregnet på følgende måde:
Indtægt 75.000 kr. minus 52.472 = 22.528: 177,27 = 127 overskydende timer.
Til § 5, stk. 3
Loft over antallet af overførte timer
Ved ukontrollabelt arbejde er der fastsat et maksimum for det antal timer, der skal overføres. Formålet med et loft over antallet af overførte timer, der i gennemsnit svarer til 60 timer pr. uge, er at undgå, at personer med meget høje indtægter fra ukontrollabelt arbejde får overført et urealistisk højt antal timer.
Således vil omregnede timer udover 780 timer ved en opgørelsesperiode på 3 hele månedslønsperioder, henholdsvis 720 timer ved en opgørelsesperiode på 6 hele 14 dages lønperioder eller 12 hele ugelønsperioder ikke medføre overførsel af overskydende timer. Ved en opgørelsesperiode på hele kalenderuger vil omregnede timer udover 60 x antallet af kalenderuger ikke medføre overførsel af overskydende timer.
Hvis opgørelsesperioden f.eks. er på 8 hele kalenderuger, vil omregnede timer udover 480 timer (60x8) således ikke medføre overførsel.
Opgørelsesperioder med både ukontrollabel og kontrollabel beskæftigelse/kontant dækning
Det kan i en opgørelsesperiode forekomme, at et medlem har både kontrollabel og ukontrollabel beskæftigelse. De 2 former for beskæftigelse kan forekomme enten i forlængelse af hinanden eller samtidigt, eller i en kombination, hvor de lapper ind over hinanden.
De 2 former for beskæftigelse behandles med hensyn til særreglerne i § 5, stk. 2 og 3 under et for hele opgørelsesperioden, således at timerne fra den kontrollable beskæftigelse ved opgørelsen først lægges »i bunden«. Herefter »fyldes der op« med timer fra den ukontrollable beskæftigelse, omregnet med den gældende omregningssats, indtil det samlede timetal udgør 37 gange antallet af uger i opgørelsesperioden.
For en eventuel resterende del af indtægten fra den ukontrollable beskæftigelse anvendes herefter den forhøjede omregningssats (den gældende omregningssats gange 1,5) og eventuelt loftet på 60 timer pr. uge.
Eksempel:
Et medlem har - i en opgørelsesperiode på 12 uger - et job med kontrollabel beskæftigelse på 25 timer pr. uge. Derudover har medlemmet i hele perioden et job med ukontrollabel arbejdstid og en indtjening på i alt 35.000 kr.
Den samlede overenskomstmæssige arbejdstid på 12 ugers-perioden er 444 timer (12x37 timer).
De 12 uger med 25 timers kontrollabel beskæftigelse giver 300 timer.
144 timer omregnet med en omregningssats (pr. 1. januar 1996: 118,18) giver 144x118,18 = 17.018 kr.
De resterende 17.982 kr. (35.000 - 17.018 kr.) omregnes med den forhøjede omregningssats (17.982 : 177,27), hvilket giver i alt 101,4 overskydende timer.
Det samlede antal timer i opgørelsesperioden er 545,4 timer (444 + 101,4 timer). Loftet, som er på 720 timer, rammes således ikke.
Ovennævnte problemstilling kan ligeledes forekomme i situationer, hvor der er ukontrollabel beskæftigelse og kontant dækning i opgørelsesperioden. Også i denne situation lægges timer med kontant dækning »i bunden«, og herefter »fyldes op« med timerne fra den ukontrollable beskæftigelse.
Eksempel:
Et medlem har i 8 uger modtaget sygedagpenge. Medlemmet får herefter 4 ugers arbejde med ukontrollabel arbejdstid og en indtægt på 35.000 kr.
Opgørelsesperioden er 12 uger (444 timer).
De 8 uger med sygedagpenge giver 296 timer, som lægges »i bunden«.
De 148 timer omregnet med en omregningssats (pr. 1. januar 1996: 118,18) giver 148x118,18 = 17.491 kr.
De resterende 17.509 kr. (35.000 - 17.491 kr.) omregnes med den forhøjede omregningssats (17.509 : 177,27), hvilket giver i ialt 98,8 overskydende timer.
Det samlede antal timer i opgørelsesperioden er 542,8 timer (444 + 98,8 timer). Loftet, som er på 720 timer, rammes således ikke.
Til § 5, stk. 4
Ved opgørelsen af nettoindtægten foretages der fradrag for de dokumenterede, nødvendige udgifter, der i henhold til gældende skatteregler kan fradrages indtægten før skatteberegning. Der foretages ikke fradrag for arbejdsmarkedsbidrag i henhold til lov om arbejdsmarkedsfonde.
Der kan ikke foretages fradrag for ligningsmæssige fradrag, dvs. udgifter der alene fradrages i den skattepligtige almindelige indkomst i forbindelse med skatteligningen.
Til § 5, stk. 5
Værdien beregnes på grundlag af de af Ligningsrådet fastsatte satser. Hvis værdien af skattemyndighederne i konkrete tilfælde er ansat til en højere eller lavere værdi, lægges denne til grund ved opgørelsen. Ved opgørelse på grundlag af arbejde i udlandet, hvor der indgår kost og logi m.v. og hvor beskatningen er sket i udlandet, anvendes ligeledes de af Ligningsrådet fastsatte satser.
Til § 5, stk. 6
I de tilfælde, hvor indtægten ikke er kendt på tidspunktet for arbejdets udførelse, skal der foretages en opgørelse af overskydende timer på baggrund af det faktiske antal arbejdstimer.
Når indtægten kendes, foretages den endelige opgørelse efter omregning af nettoindtægten.
Til § 6
»Fagets normale arbejdstid« for et medlem, der driver selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, svarer til den normale ugentlige arbejdstid for en fuldtidsansat lønmodtager, dvs. 37 timer, uanset om medlemmet oplyser at have haft færre eller flere arbejdstimer. Hvis indtægten fra et lønarbejde undtagelsesvis kan indgåi beregningsgrundlaget for den selvstændige virksomhed, skal timerne for dette lønarbejde ikke overføres, jf. direktoratets bekendtgørelse om beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende.
Til § 7
Overskydende timer kan eksempelvis opbruges, som det fremgår af bilag 1.
Hvis der har fundet timeoverførsel sted for timer i et ansættelsesforhold, og medlemmet senere i det samme ansættelsesforhold har afspadseret disse timer, vil arbejdsløshedskassen kunne efterbetale medlemmet de manglende dagpenge. Medlemmet skal dog fremlægge dokumentation, dels for at afspadseringen har fundet sted, og dels for hvilken arbejdsperiode afspadseringen vedrørte.
Til § 7, stk. 3
Et deltidsforsikret medlem, der har fået beregnet dagpenge på baggrund af en gennemsnitlig arbejdstid på 26 timer, og som i en uge kun arbejder 22 timer, vil kunne opbruge 4 overskydende timer i denne uge.
Til § 7, stk. 4
Overskydende timer kan ikke opbruges på dage, hvor et medlem er udelukket fra at få dagpenge, fordi medlemmet eksempelvis uden fyldestgørende grund er ophørt i et arbejde. Der kan endvidere ikke opbruges overskydende timer i den første uge efter ophøret af en selvstændig virksomhed, hvor medlemmet er udelukket fra at få dagpenge.
Til § 9
Det fremgår, at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1996.
Afgørende for om bekendtgørelsens regler finder anvendelse er det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen faktisk foretager opgørelsen af de overskydende timer.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 28. juni 1996 Eje Juul Jakobsen / Hans Jørgensen
Bilag 1