Vejledning til bekendtgørelse om indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af arbejdsløshedskasser, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kursusgodtgørelse, m.v.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1996/1@1996-01-03/da
Indhold
Medlemmer af arbejdsløshedskasser for lønmodtagere, der modtager
dagpenge eller kursusgodtgørelse, er med virkning fra 4. oktober
1993 omfattet af reglerne om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Vedrørende de enkelte bestemmelser i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 892 af 23. november 1995 bemærkes særligt:
Til § 2. Reglerne omfatter kun medlemmer af kasser for lønmodtagere, der modtager dagpenge eller kursusgodtgørelse. Medlemmer, der modtager feriedagpenge, efterløn, delefterløn, overgangsydelse eller andre ydelser fra kassen, er således ikke omfattet af ordningen.
Medlemmets andel af ATP-bidraget, der svarer til 1/3 af det samlede bidrag, tilbageholdes af kassen ved udbetaling af ydelsen på samme måde som kildeskatten. Ved beregningen af det ugentlige bidrag, benyttes det antal timer, der ligger til grund for beregningen af dagpenge og kursusgodtgørelse.
Til § 3. Arbejdsløshedskasserne for lønmodtagere skal betale 1/3 af de samlede ATP-bidrag for medlemmer, der får udbetalt dagpenge eller kursusgodtgørelse.
Udgiften til dækning af kassernes andel af bidraget kan opkræves fra medlemmerne. Der kan dog ikke opkræves bidrag fra medlemmer, der modtager efterløn eller delefterløn, eller som er fritaget for medlemsbidrag efter gældende regler.
Direktoratet beregner det bidrag, der kan opkræves pr. medlem i det kommende regnskabsår for henholdsvis fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede, og orienterer kasserne herom. Bidraget er ens for alle kasser og er uafhængigt af ledigheden i den enkelte kasse.
Kassernes andel af ATP-bidraget indbetales til direktoratet sammen med medlemsbidraget til staten og efter samme regler.
Til § 5. Bidraget til ATP skal indbetales kvartalsvis bagud pr. 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober. Sidste rettidige betalingsdag er den 20. januar, 14. april, 14. juli og 14. oktober. Hvis sidste rettidige betalingsdag falder i en weekend eller på en helligdag, forlænges betalingsfristen til førstkommende hverdag. Indbetalingen omfatter det samlede bidrag til ATP, dvs. de tilbageholdte bidrag ved udbetaling af dagpenge og kursusgodtgørelse samt arbejdsløshedskassernes og arbejdsgivernes andel.
Direktoratet anviser det samlede bidrag til ATP på baggrund af indberetninger fra arbejdsløshedskasserne over de i kvartalet tilbageholdte bidrag i dagpenge og kursusgodtgørelse.
Indberetningerne fremsendes i 3 eksemplarer og skal være direktoratet i hænde senest den 10. i den måned, ATP-bidraget forfalder til betaling. I januar måned er sidste rettidige indberetningsdag dog den 15. januar. Indberetningen skal give oplysning om de i kvartalet totalt tilbageholdte bidrag fordelt på dagpenge og kursusgodtgørelse. Indberetningen skal ske under et SE-nummer, der udelukkende anvendes ved indberetninger over ydelser udbetalt til medlemmer af kassen. Indberetningen skal være underskrevet af mindst to bemyndigede personer. Blanket til brug ved indberetning samt vedrørende fuldmagtsforhold udsendes af direktoratet.
På baggrund af indberetningerne beregner og anviser direktoratet det samlede bidrag til ATP via Danmarks Nationalbank. Den del af det samlede bidrag, der er tilbageholdt ved udbetaling af dagpenge og kursusgodtgørelse, debiteres arbejdsløshedskassernes konti vedrørende forskud/refusioner til dagpenge og kursusgodtgørelse.
Til § 6. Arbejdsløshedskasserne skal hvert år i januar måned under det SE-nummer de kvartalsvise indbetalinger er foretaget under, indberette det samlede årlige ATP-bidrag, der er indbetalt for hvert enkelt medlem, der har modtaget dagpenge eller kursusgodtgørelse. Indberetningen gives på den årlige oplysningsseddel, der indsendes til Told og Skat. Det samlede ATP-bidrag, indbetalt for den enkelte modtager af dagpenge eller kursusgodtgørelse, opgøres ved at multiplicere det over for medlemmet tilbageholdte ATP-bidrag med 3. Told og Skat informerer herefter ATP om indberetningerne.
Til § 7. Når dagpenge og kursusgodtgørelse skal tilbagebetales af et medlem, skal det samlede indbetalte ATP-bidrag for medlemmet tilbagebetales fra ATP. Når det bidrag, der skal tilbagebetales vedrører en periode, for hvilke der er indsendt oplysningsseddel (tidligere år), skal arbejdsløshedskassen fremsætte skriftlig anmodning om tilbagebetaling over for ATP. Der skal ikke samtidig foretages supplerende indberetning til Told og Skat.
Anmodningen, der sendes til ATP-huset, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød, skal indeholde oplysning om hvilken ydelse tilbagebetalingen vedrører, medlemmets cpr.nr., SE-nummeret hvor under bidraget er indberettet, tilbagebetalingsperioden samt beløbets størrelse (det samledede indbetalte ATP-bidrag), med angivelse af, at beløbet skal anvises til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.
Et beløb svarende til 1/3 af de samlede bidrag der modtages retur fra ATP vil en gang årligt i december måned blive krediteret arbejdsløshedskassernes konti vedrørende forskud/refusioner til dagpenge og kursusgodtgørelse.
Anmodning om tilbagebetaling kan ikke fremsættes for beløb, der er mindre end 57 kr.
Tilbagebetalinger, der vedrører indeværende regnskabsår, reguleres over de kvartalsvise indbetalinger.
Direktoratets tidligere vejledning af 6. oktober 1993 om indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af arbejdsløshedskasser, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller kursusgodtgørelse, m.v. ophæves hermed.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 3. januar 1996 Susanne L. Bærentzen / Tove Bartels