Vejledning til bekendtgørelse om arbejde i efterlønsperioden
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1996/3@1996-01-09/da
Indhold
Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 c, stk. 1, bekendtgørelse nr. 1187 af 22. december 1995 om arbejde i efterlønsperioden, er det en betingelse for at bevare retten til efterløn, at medlemmet ikke har haft erhvervsarbejde de første 5 uger efter overgangen til efterløn, at medlemmet i efterlønsperioden i øvrigt ikke har haft erhvervsarbejde, herunder ikke-indtægtsgivende arbejde, af større omfang end sammenlagt 200 timer inden for et kalenderår, og at medlemmet ikke har arbejdet ud over det reducerede timetal, der er tilladt i overgangsåret.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovens § 75 a, hvorefter efterløn kun kan ydes til medlemmer, der forlader arbejdslivet. Det er således en betingelse for udbetaling af efterløn, at tilknytningen til arbejdsmarkedet er ophørt.
Indtægt ved arbejde i det tilladte omfang medfører ikke fradrag i efterlønnen, men indtægter fra hverv , der ikke betragtes som arbejde efter bekendtgørelsens § 5, medfører i visse tilfælde fradrag. Der henvises i øvrigt til reglerne i direktoratets bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for efterlønnens størrelse.
Arbejde og aktiviteter. §§ 1 - 5.
Arbejde - Fritidsaktivitet (hobby).
Bekendtgørelsen begrænser kun adgangen til at arbejde i efterlønsperioden.
Begrænsningerne vedrører både arbejdets omfang og art (vedvarende selvstændig virksomhed og forbud mod arbejde i ægtefællens selvstændige virksomhed).
Derimod er retten til rene fritidsaktiviteter ikke begrænset i efterlønsperioden.
Fritidsaktiviteter er som udgangspunkt aktiviteter, som efter deres karakter ikke kan udbydes som arbejde, og som ikke aflønnes.
Grænsetilfælde:
Visse grænsetilfælde kan være vanskelige at afgøre.
Hvis beskæftigelsen medfører indtægt , enten direkte i form af aflønning eller mere indirekte i form af modydelser eller lignende, vil beskæftigelsen blive betragtet som arbejde .
Der er imidlertid visse former for ydelser, som i denne forbindelse ikke betragtes som indtægt. Dette gælder eksempelvis diæter og lignende, der udelukkende eller helt overvejende skal dække udgifter ved varetagelse af aktiviteten, fx befordring eller øget brug af telefon. Det samme gælder små beløb eller andre ydelser, der har karakter af påskønnelse, fx for en særlig indsats i en humanitær organisation.
Det kan i visse tilfælde være nødvendigt at vurdere, om virksomheden eller aktiviteten indgår som element i en større sammenhæng, der generelt set har til formål at opnå økonomisk udbytte. Fx vil ulønnet foredrags- eller skribentvirksomhed, der kun udføres i ringe omfang, ofte være en fritidsaktivitet. Hvis den derimod udføres i større omfang, kan det betyde, at beskæftigelsen indgår i en erhvervsmæssig sammenhæng, eventuelt med senere udnyttelse for øje, og derfor må betragtes som arbejde.
Når der er tvivl om, hvorvidt en beskæftigelse efter sin art kunne udbydes som egentligt arbejde , er det af betydning, om der inden for området findes en overenskomst eller anden aftale/retningslinier for, hvilke opgaver, der skal udføres af lønnede medarbejdere, og hvilke der kan udføres af frivillige. Findes sådanne retningslinier - fx inden for det sociale område - bør de normalt følges, forudsat at beskæftigelsen konkret er ulønnet.
Særlige områder:
a) Organisations- og foreningsarbejde
Ulønnede tillidshverv, foredragsvirksomhed om foreningens formål, udarbejdelse af foreningsblad, lederhverv i frivilligt ungdoms- og idrætsarbejde mv. må normalt betragtes som fritidsaktivitet. Det forudsættes, at organisationen/foreningen udelukkende anvender ulønnet medhjælp til den pågældende beskæftigelse, og at beskæftigelse af denne art normalt er ulønnet.
b) Humanitært og socialt hjælpearbejde mv.
Ulønnet socialt og humanitært hjælpearbejde vil under visse forudsætninger være at betragte som fritidsaktiviteter. Som fritidsaktiviteter kan nævnes:
Besøgsvennetjeneste, der ikke har karakter af hjemmehjælperarbejde.
Beskæftigelse i genbrugsbutikker, der drives af anerkendte hjælpeorganisationer.
Indsamling og sortering af tøj, sko mv. samt strikning og syning af tøj og tæpper for anerkendte hjælpeorganisationer.
Det forudsættes, at efterlønsmodtagerens beskæftigelse er af tilfældig karakter, således at organisationen ikke er indstillet på det pågældende medlems arbejdskraft, at efterlønsmodtagerens arbejdsindsats ikke generelt har større omfang end de andre deltageres, og at beskæftigelsen ikke kan udbydes som egentligt lønnet arbejde.
Således vil fx sygeplejerskearbejde i et krisecenter eller kontorarbejde og telefonpasning i en hjælpeorganisation blive betragtet som arbejde, selv om det er ulønnet, idet beskæftigelse af denne art almindeligvis medfører indtægt.
Vedrørende frivillige ulønnede aktiviteter i visse organisationer, foreninger eller lignende henvises til nedenfor under afsnittet Frivillige ulønnede aktiviteter. § 4.
c) Beskæftigelse ved lokalradio og lokal TV
Produktion af udsendelser, deltagelse i planlægningsmøder, telefonpasning og lignende betragtes normalt som arbejde , selv om beskæftigelsen er ulønnet. Hvis driften helt eller i det væsentligste er baseret på frivillig ulønnet medvirken, kan aktiviteten eventuelt være omfattet af bekendtgørelsens § 4.
d) Oversættelse, redigering og illustration af bøger, pjecer mv.
Beskæftigelse af denne art betragtes som arbejde , selv om beskæftigelsen er ulønnet, og skal derfor medregnes i de tilladte 200 timer.
e) Fiskeri
Aktivitet som fritidsfisker betragtes som hobby, hvis fangsten i det væsentligste er til eget forbrug.
f) Kunstnerisk virksomhed
Kunstnerisk virksomhed, der medfører indtægt eller udøves med henblik på at opnå økonomisk udbytte, betragtes som selvstændig virksomhed. Det gælder, uanset om medlemmet var professionel kunstner inden overgangen til efterløn, eller om kunstnerisk hobbyvirksomhed i efterlønsperioden udvikler sig til at være professionel kunstnerisk virksomhed, eksempelvis gennem salg af billeder, udgivelse af bøger og lignende.
Selvstændig virksomhed må ikke udføres i efterlønsperioden, med mindre der er tale om enkeltstående arbejdsopgaver , fx et bestillingsarbejde, eller der er meddelt tilladelse efter bekendtgørelsens § 3. Arbejdstiden skal i alle tilfælde holdes inden for højst 200 timer om året.
Alle arbejdstimer skal medregnes ved opgørelsen af arbejdstiden, uanset om arbejdet resulterer i et færdigt kunstværk, og uanset om dette kan sælges.
Første 5 uger. § 1, stk. 2.
5 ugers reglen er indsat for at sikre, at medlemmet har forladt arbejdslivet, og fristen regnes fra datoen for overgang til efterløn. Selv om medlemmet har holdt ferie inden overgang til efterløn eller overgår til efterløn fra ledighed, må der ikke arbejdes i 5 ugers perioden.
Forbudet gælder alt arbejde, også ulønnet arbejde og arbejde i udlandet.
Det er dog muligt at få tilladelse til at arbejde i 5 ugers perioden efter bekendtgørelsens § 10.
Et medlem, der driver jordbrug efter § 2, og et medlem, der har fået tilladelse til at drive selvstændig virksomhed efter § 3, må dog arbejde i 5 ugers perioden.
Resten af efterlønsperioden. § 1, stk. 1 og stk. 3.
Medlemmet må arbejde 200 timer inden for hvert kalenderår. I det år, hvor medlemmet første gang overgår til efterløn, reduceres de 200 timer dog forholdsmæssigt. Arbejde udført inden overgangen medregnes ikke i det reducerede timetal. I det år, medlemmet udtræder, må medlemmet arbejde 200 timer uanset udtrædelsestidspunktet.
Vedvarende selvstændig virksomhed og arbejde i ægtefællens selvstændige virksomhed. § 1, stk. 4.
Retten til efterløn kan ikke bevares, hvis efterlønsmodtageren påbegynder vedvarende selvstændig virksomhed, idet medlemmet da er vendt tilbage til arbejdslivet. Derimod er det tilladt at udføre enkeltstående arbejdsopgaver, der har karakter af selvstændig virksomhed og drive mindre jordbrug efter reglerne i § 2. Der kan desuden i særlige tilfælde gives tilladelse til at udøve selvstændig virksomhed inden for 200 timers begrænsningen, jf. § 3.
For så vidt angår beskæftigelse i anparts- eller aktieselskaber, der helt eller delvist ejes af medlemmet og/eller ægtefællen og nærmeste familie, må det afgøres, om der foreligger lønmodtagerarbejde eller selvstændig virksomhed. Reglerne i direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende finder anvendelse ved afgørelsen heraf.
Ifølge bestemmelsen er det - bortset fra mindre jordbrug i henhold til § 2 - i intet tilfælde tilladt at arbejde i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle. Dette gælder, uanset om der er tale om lønmodtagerarbejde eller selvstændig virksomhed, idet der på grund af det nære interessefællesskab ikke vil være rimelig mulighed for at
kontrollere overholdelse af 200 timers begrænsningen.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at medlemmet udfører helt små, tilfældige funktioner i ægtefællens virksomhed, som ikke kan betragtes som arbejde eller deltagelse i virksomheden, fx tilfældig telefonpasning.
Arbejde inden for de 200 timer. § 1, stk. 5.
Bestemmelsen omfatter såvel lønnet som ulønnet arbejde.
1) Lønmodtagerarbejde.
Bestemmelsen omfatter alt lønarbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår er uden betydning. Det er ligeledes uden betydning, om arbejdet udføres for en erhvervsdrivende arbejdsgiver eller for en privat person. 200 timers begrænsningen vil således også gælde beskæftigelse som fx:
- billetkontrollør ved sportsstævner og lignende,
- kirkesanger,
- kirkekasserer,
- organist,
- syns-, skøns-, og vurderingsmand for forsikringsselskaber og pengeinstitutter,
- stævningsmand,
- vicevært, og
- rengøringshjælp.
Kursusdeltagelse i forbindelse med arbejde i efterlønsperioden anses for arbejde, hvis andre ansatte aflønnes for kursusdeltagelsen.
For så vidt angår beskæftigelse i et anparts- eller aktieselskab, der helt eller delvist ejes af medlemmet og/eller ægtefællen og nærmeste familie, henvises til vejledningen til stk. 4.
2) Enkeltstående arbejdsopgaver, der har karakter af selvstændig virksomhed
Arbejdet må klart fremstå som udførelse af enkeltstående opgaver i modsætning til påbegyndelse af vedvarende selvstændig virksomhed, der ikke er tilladt, jf. stk. 4.
Eksempel 1: Et medlem, der før overgang til efterløn har arbejdet som murersvend, påtager sig at opmure en garage for naboen.
Eksempel 2: En advokat berigtiger efter overgang til efterløn et dødsbo eller skriver skøde for en bekendt.
I sådanne tilfælde er arbejdet tilladt inden for 200 timers begrænsningen. Arbejdstiden opgøres med de faktisk anvendte timer.
Hvis der derimod sker annoncering, anskaffes driftsmidler, indrettes lokaler til brug for erhvervsudøvelse eller foretages andre skridt til etablering af vedvarende selvstændig virksomhed, bortfalder retten til efterløn.
Dette gælder også i tilfælde, hvor en arbejdsopgave udføres efter en konkret ordre og derfor isoleret set kan betragtes som en enkeltstående arbejdsopgave.
3) Jordbrug
Om de nærmere betingelser for drift af jordbrug henvises til § 2.
4) Medvirken ved byggeri og byggearbejde i eget hus mv.
Reglen omfatter både arbejde som selvbygger og medbygger ved opførelse af egen bolig (hus eller sommerhus) og ved byggearbejder, hvorved huset, sommerhuset eller ejerlejligheden ændres eller udvides, herunder fx med garage eller carport.
Bekendtgørelsens § 6, stk. 4, fastsætter særlige regler om beregning af arbejdstiden og om indberetning til arbejdsløshedskassen.
Almindeligt reparations- og vedligeholdelsesarbejde, fx fornyelse af maling og tapet, betragtes ikke som arbejde og er derfor ikke omfattet af bekendtgørelsen.
Ulønnet arbejde. § 1, stk. 6.
Bekendtgørelsens regler finder anvendelse ved alle former for arbejde og selvstændig virksomhed, selv om der konkret ikke er opnået løn eller anden indtægt (overskud).
Arbejde i udlandet. § 1, stk. 8.
Arbejde, der kan udføres under 200 timers begrænsningen, skal også medregnes og oplyses på efterlønserklæringen, når det er udført i udlandet. Medlemmet må således heller ikke arbejde i udlandet i de første 5 uger efter overgangen til efterløn, eller drive selvstændig virksomhed i udlandet i efterlønsperioden.
Reglen gælder, selv om udbetaling af efterløn er suspenderet på grund af medlemmets ophold i udlandet i en længere periode i henhold til direktoratets bekendtgørelse om udbetaling af efterløn til medlemmer, der opholder sig i udlandet.
Retten til efterløn bortfalder, hvis medlemmet på grund af arbejde i et andet EØS-land eller på Færøerne skal omfattes af dette lands arbejdsløshedsforsikring, jf. § 8, stk. 4.
Jordbrug. § 2.
Det følger af ophørsreglerne på dagpengeområdet, at et medlem, der driver jordbrug som hovedbeskæftigelse , kun kan overgå til efterløn, hvis ejendommen sælges eller jordbruget helt ophører ved bortforpagtning på nærmere angivne vilkår. Jordbrug, der drives som hovedbeskæftigelse, kan ikke ved delvis bortforpagtning reduceres med henblik på overholdelse af grundværdigrænsen.
Et medlem som tidligere har drevet jordbruget som hovedbeskæftigelse, skal opfylde de almindelige betingelser i ophørsreglerne for selvstændige for nu at kunne få jordbruget anerkendt som bibeskæftigelse.
Hvis jordbruget derimod drives som bibeskæftigelse , kan medlemmet overgå til efterløn og arbejde i op til 200 timer årligt på ejendommen, hvis betingelserne i § 2 er opfyldt.
Et jordbrug, der opfylder betingelserne, kan ligeledes anskaffes efter overgangen til efterløn.
Bopæl
Det er en betingelse for at drive jordbrug i efterlønsperioden, at medlemmet bor på ejendommen. Dette krav gælder dog ikke for medlemmer, der er overgået til efterløn inden den 15. oktober 1992, og som inden dette tidspunkt har drevet jordbrug efter de tidligere gældende regler, jf. § 12, stk. 2.
Det er uden betydning, om medlemmet ejer ejendommen eller er forpagter eller på anden måde bruger af ejendommen. Det afgørende er, at medlemmet driver jordbruget, det vil sige gennem personligt arbejde deltager i driften af jordbruget, herunder udfører administrative funktioner. Et medlem anses således for at drive jordbrug, selv om pågældende eventuelt har ansat andre til at udføre arbejdet, eller arbejdet udføres af en maskinstation.
Et medlem, der ejer et landbrug sammen med ægtefællen, vil kun anses for at drive landbruget, hvis medlemmet gennem personligt arbejde deltager i driften af landbruget.
Grundværdi - Bortforpagtning
Ejendommens grundværdi skal udgøre mindre end 72.000 kr. ved 19. almindelige vurdering. Medlemmet kan bringe ejendommen ned under beløbsgrænsen ved bortforpagtning af en del af jorden, således at grundværdien for restejendommen ikke overstiger grænsen.
Det er et krav, at der fremlægges dokumentation for bortforpagtningen, herunder for den reducerede grundværdi. Fyldestgørende dokumentation for den reducerede grundværdi vil normalt kunne ske ved at sammenholde forpagtningsaftalen med kopi af det seneste specificerede ejendomsvurderingsskema.
Bortforpagtningen skal ske ved skriftlig kontrakt med mindst 5 års gensidig uopsigelighed. Ophører bortforpagtningen, fx på grund af forpagters død, uden straks at blive afløst af en ny bortforpagtningsaftale, bortfalder retten til efterløn.
I ganske særlige tilfælde kan direktoratet godkende en kortere forpagtningsperiode end 5 år, jf. stk. 5.
Bortforpagtningen skal medføre et reelt ophør med drift af det bortforpagtede areal og kan derfor ikke ske til ægtefælle, samlever eller umyndige børn.
Det bemærkes, at braklægning efter landbrugsministeriets bekendtgørelse om tilskud til udtagning af jord af produktionen ikke kan sidestilles med bortforpagtning. Et medlem vil derfor ikke kunne bringe sig ned under beløbsgrænsen ved at braklægge en del af ejendommen.
Afgrøder - Dyrehold
Der må ikke dyrkes andre afgrøder på ejendommen end almindelige landbrugsafgrøder, herunder korn- og frøafgrøder , der omfatter rug, byg, hvede, havre, raps, sennep, foderærter mv., grovfoderafgrøder , der omfatter vedvarende græs, græs til ensilering eller hø, roer, majs mv. og kartofler . Derimod er fx frugtavl, gartneri, herunder dyrkning af frilandsgrøntsager samt konsumærter, frøavl (græsfrø og grøntsagsfrø til udsæd, valmuer mv.), juletræer og pyntegrønt ikke tilladt. Bestemmelsen omfatter alene salgsafgrøder. Dyrkning af afgrøder til eget forbrug er ikke begrænset.
Det er endvidere et krav, at eventuelt husdyrhold i alt væsentligt er til eget forbrug. Det vil sige, at enkeltstående tilfælde af salg i mindre omfang ikke medfører, at medlemmet må udtræde af efterlønsordningen, men husdyrholdet må ikke være tilrettelagt med salg af dyr eller animalske produkter for øje.
På jordbruget kan endvidere drives fredskov på højst 5 ha. Fredskovarealer kan eventuelt nedbringes til 5 ha ved bortforpagtning efter de samme regler, som er nævnt i forbindelse med grundværdigrænsen.
Beskæftigede timer ved jordbruget skal angives på den årlige efterlønserklæring .
Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan godkende en højere beløbsgrænse , jf. stk. 6, hvis ejendommen er beliggende i et område, der er udlagt til bymæssige formål eller til sommerhusbebyggelse, da opretholdelse af grundværdigrænsen kan medføre en urimelig hindring for medlemmets overgang til efterløn og beskæftigelse i efterlønsperioden.
Drift af selvstændig virksomhed inden for 200 timers reglen. § 3.
Udøvelse af selvstændig virksomhed er ikke tilladt i efterlønsperioden, bortset fra drift af mindre jordbrug og enkeltstående arbejdsopgaver, der har karakter af selvstændig virksomhed.
I særlige tilfælde kan der dog gives tilladelse til at videreføre eller begynde selvstændig virksomhed i højst 200 timer årligt. Omfattet af dispensationsmuligheden kan fx være de former for selvstændig bibeskæftigelse, der kan udføres, uden at det medfører begrænsninger i dagpengeretten ifølge reglerne om udøvelse af selvstændig virksomhed ved bibeskæftigelse.
Som eksempler kan nævnes: Drift af en mindre udlejningsejendom, biavl med højst 15 bistader, fredskov på højst 5 ha, der er beliggende på medlemmets faste bopæl eller fritidsbopæl (fx et sommerhus) og drift af egen vindmølle.
Tilladelse til at udøve selvstændig virksomhed meddeles af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen efter indstilling fra arbejdsløshedskassen, der i hvert enkelt tilfælde konkret skal vurdere, om det er sandsynliggjort, at virksomheden ikke nødvendiggør en samlet arbejdsindsats på mere end 200 timer årligt eller det mindre timetal, der er tilladt i overgangsåret.
Dette indebærer, at både den egentlige drift, alt administrativt arbejde, transporttid og lignende, skal kunne udføres inden for de 200 timer. Virksomheden skal udelukkende være baseret på medlemmets egen arbejdskraft. Medlemmet kan således ikke selv arbejde 200 timer, og få arbejde herudover udført af ansatte i virksomheden.
Arbejdsindsatsen skal altid i det konkrete tilfælde - sammenholdt med oplysningerne om virksomhedens drift og tilrettelæggelse i øvrigt - forekomme sandsynlig.
Ved den konkrete vurdering af arbejdets omfang skal der blandt andet lægges vægt på medlemmets oplysninger om virksomhedens art og omfang sammenholdt med omsætning og indtjening.
Manglende indtægt ved virksomheden har dog ikke nogen indflydelse på, om der kan meddeles tilladelse.
Tilladelse kan ikke meddeles, hvis medlemmet ikke i tilstrækkelig grad kan sandsynliggøre, at arbejdet med virksomheden til enhver tid kan udføres inden for de 200 timer.
Medlemmet skal desuden på ethvert tidspunkt kunne sandsynliggøre, at betingelserne fortsat er opfyldt, jf. stk. 3.
Der er ikke med bestemmelsen givet mulighed for at arbejde i ægtefællens virksomhed, herunder heller ikke i kortere perioder som fx ferieafløser, vikar eller lignende.
Frivillige ulønnede aktiviteter. § 4.
Efter § 4 i bekendtgørelsen er efterlønsmodtageres adgang til deltagelse i ulønnede aktiviteter, der ellers ville blive betragtet som arbejde , udvidet i overensstemmelse med de regler, som gælder for medlemmer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller overgangsydelse.
Aktiviteter, der er omfattet af reglen, medregnes således ikke i det arbejde, der er omfattet af begrænsningen på højst 200 timer i et kalenderår.
Om den nærmere afgrænsning af de aktiviteter, der kan udføres, henvises til reglerne i direktoratets bekendtgørelse om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Medlemmet skal skriftligt orientere kassen om aktiviteten ved arbejdets påbegyndelse, og hvis der sker væsentlige ændringer i aktivitetens art mv.
Udøvelse af borgerligt ombud og hverv. § 5.
Hverv, der omfattes af § 5, betragtes ikke som arbejde i efterlønsperioden, og er således hverken omfattet af 5 ugers reglen eller 200 timers begrænsningen.
Indtægt (aflønning) af disse hverv medfører i visse tilfælde fradrag i efterlønnen, jf. direktoratets bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for efterlønnens størrelse.
Det bemærkes, at kommunale hverv som borgmester, rådmand, eller udvalgsformand, medlem af Folketinget, regeringen eller EU-parlamentet sidestilles med arbejde i relation til blandt andet arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 53. Et medlem, der varetager et af disse hverv, kan derfor ikke overgå til efterløn. Hvis medlemmet derimod vælges til et af disse hverv efter overgangen til efterløn, kan medlemmet forblive i efterlønsordningen, men fradragsreglerne vil medføre, at der ikke udbetales efterløn i valgperioden.
Hvis hvervet medfører fast regelmæssig beskæftigelse af ikke ubetydeligt omfang, fx som »arbejdende formand« eller kasserer, kan bestyrelseshvervet efter omstændighederne være arbejde, der er omfattet af § 1.
Beregning af arbejdstiden. § 6.
Faktisk anvendte timer. § 6, stk. 1.
Reglen i stk. 1, medfører, at et medlem aldrig må anvende mere end 200 faktiske timer pr. kalenderår til arbejde i efterlønsperioden.
Dette gælder, selv om arbejdstiden eventuelt beregnes til et mindre antal timer end det faktiske ved omregning af indtægten.
Hvis arbejdstiden i henhold til stk. 2, eller stk. 5, skal beregnes ved omregning eller på anden særlig måde, må den beregnede arbejdstid heller ikke overstige 200 timer.
Omregning. § 6, stk. 2, 3 og 5.
Hvis arbejdstiden uden vanskelighed lader sig kontrollere ved arbejdsgiverens registreringer, fx ved almindeligt timelønsarbejde på en arbejdsplads, opgøres som hovedregel kun det faktiske timetal, også selv om timelønnen er højere end omregningssatsen.
Omregning skal dog, ifølge stk. 2, finde sted, hvis medlemmet får væsentlig højere løn, end andre normalt får for tilsvarende arbejde, og indtægten således er uforholdsmæssig høj i forhold til det oplyste timetal. Omregning skal endvidere normalt ske, hvis medlemmets timeløn for samme arbejde, som han hidtil har udført, efter overgangen til efterløn stiger væsentligt.
Omregning skal endvidere finde sted, hvis arbejdstiden ikke eller kun vanskeligt lader sig kontrollere. Dette vil ofte være tilfældet ved free-lance og honorarlønnet arbejde, fx oversættelsesarbejde. Desuden kan nævnes arbejde, der kræver tidsforbrug til forberedelse, transport og lignende, og hvor aflønningen også dækker dette tidsforbrug. Arbejdstiden skal ligeledes beregnes ved omregning af indtægten til timer i tilkaldevagter, hvor lønnen er uafhængig af, om medlemmet tilkaldes eller ej.
Indtægten omregnes til timer efter følgende formel:
indtægt -------------------------------------------- = timer omregningssats på arbejdstidspunktet
Stk. 2 finder kun anvendelse på lønarbejde. Ved jordbrug, selvstændig virksomhed ved enkeltstående arbejdsopgaver og eventuel tilladt selvstændig virksomhed efter § 3, medregnes således alene de faktisk anvendte timer, idet indtægten ikke er anvendelig som målestok for tidsforbruget.
Ifølge stk. 3 er det medlemmets indtægt efter fradrag af dokumenterede nødvendige udgifter, der godkendes af skattemyndighederne som fradragsberettigede, der omregnes til timer. Fradraget beregnes således kun for den del af beløbet, der er skattepligtigt. Anerkendes en del af et beløb som skattefrit/fradragsberettiget af skattemyndighederne, skal denne del fratrækkes, før fradraget i efterlønnen beregnes. I tvivlstilfælde må efterlønsmodtageren indhente dokumentation for, at en indtægt helt eller delvist er skattefri.
Medlemmet skal på bilaget til efterlønserklæringen oplyse både bruttoindtægten og størrelsen og arten af fradragene.
Stk. 5 omfatter navnlig undervisningsarbejde, hvor der findes en særlig omregningsfaktor. I disse tilfælde beregnes arbejdstiden ved at multiplicere undervisningstimerne med den for området gældende omregningsfaktor.
Hvis aflønning af forberedelsestid mv. ikke beror på overenskomst eller tilsvarende aftale, vil arbejdstiden ofte være ukontrollabel, og arbejdstiden skal derfor beregnes ved omregning med omregningssatsen som nævnt ovenfor.
Byggearbejde. § 6, stk. 4.
Tidsforbruget ved opførelse eller ombygning af eget hus mv. er ukontrollabel. Det vil heller ikke være muligt at beregne arbejdstiden ved omregning, idet indtægten ikke kan opgøres.
For et medlem, der er selvbygger , dvs. deltager i byggeriet fra først til sidst, er udgangspunktet, at der skal medregnes fuld sædvanlig arbejdstid (37 timer) fra det tidspunkt, hvor byggeriet begyndes, og indtil det er afsluttet.
Som udgangspunkt skal medlemmets egen erklæring lægges til grund ved afgørelsen af, hvornår byggeriet er begyndt og afsluttet.
Hvis medlemmets erklæring eller forholdene i øvrigt giver anledning til tvivl, skal arbejdsløshedskassen foretage nærmere undersøgelser. Kassen kan i særlige situationer anmode om yderligere materiale til dokumentation for afgrænsningen af byggeperioden. Dette materiale kan eventuelt være byggetilladelse, anmeldelse til kommunen og færdigmeldelse til kommunen.
Perioder før byggeriet er endeligt afsluttet, hvor medlemmet ikke har medvirket, skal ikke medregnes, hvis der er tilstrækkelig dokumentation for, at selvbyggeren var færdig med sit arbejde.
Som medbygger betragtes en person, der fra et bestemt tidspunkt under byggeriet selv deltager i arbejdet, og eventuelt ifølge aftale med entreprenøren eller de mestre, der har arbejdet, har forpligtet sig til som medbygger at udføre en del af arbejdet.
Som udgangspunkt skal der medregnes mindst 37 timer pr. uge i perioder med personlig medvirken. Medlemmets egen erklæring om perioden (erne) med personlig medvirken, lægges, som udgangspunkt, til grund. Medlemmet skal dog på forlangende skriftligt kunne bevise, at arbejde er udført af andre. Dette kan enten ske ved dokumentation fra håndværksmestre eller ved forevisning af regning fra disse for det udførte arbejde.
Hvis en selv- eller medbygger, fx på grund af økonomi, er tvunget til at indstille byggeriet i en periode, skal denne periode ikke medregnes, hvis medlemmet kan sandsynliggøre, at det ikke var muligt at fortsætte byggeriet i perioden.
Almindeligt reparations- og vedligeholdelsesarbejde medfører ikke fradrag, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 5, nr. 4.
Kassen skal have forudgående skriftlig meddelelse om påbegyndelse og forventet afslutning af byggeriet/den personlige medvirken. Kassen kan forlange, at medlemmet tillige omgående giver skriftlig meddelelse, når den personlige medvirken faktisk ophører.
Kontrol og oplysningspligt. § 7.
Medlemmet har pligt til omgående at give meddelelse til arbejdsløshedskassen, hvis reglerne i § 1 ikke overholdes.
Den årlige efterlønserklæring anvendes dels til kontrol af, om betingelserne for at bevare retten til efterløn er overholdt, dels til kontrol af, om medlemmet har haft indtægt, der påvirker efterlønnen i henhold til direktoratets bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for efterlønnens størrelse.
Det er en forudsætning for fortsat udbetaling af efterløn, at efterlønserklæringen er afleveret til arbejdsløshedskassen.
Undlader et medlem at give oplysninger om omstændigheder, der er af betydning for retten til efterløn, eller giver medlemmet kassen urigtige oplysninger, kan medlemmet pålægges sanktioner i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovgivningens regler herom.
Bortfald af retten til efterløn. § 8.
Arbejde i de første 5 uger. § 8, stk. 1.
5 ugers reglen er indsat for at sikre, at medlemmet har forladt arbejdslivet. Ved en meget hurtig genoptagelse af arbejdet kan arbejdslivet ikke anses for at være forladt, og betingelserne for at modtage efterløn er således ikke opfyldt. Evt. udbetalt efterløn er derfor modtaget uberettiget.
Arbejde i mere end 200 timer. Selvstændig virksomhed mv. § 8, stk. 2 og stk. 3.
Hovedreglen i stk. 2, finder normalt anvendelse, hvis overskridelsen fremkommer efter sammentælling af timerne i forskellige kortvarige arbejdsforhold. Reglen vil endvidere finde anvendelse, fx hvis et længerevarende arbejde oprindeligt var aftalt som et kortvarigt vikariat, som efter 200 timers arbejde forlænges på grund af nye omstændigheder.
Hvis medlemmet derimod i forbindelse med overtagelse af arbejdet vender tilbage til arbejdslivet, sker udtrædelsen af efterlønsordningen allerede ved arbejdets påbegyndelse, jf. stk. 3.
Et medlem, der begynder arbejde med henblik på at forlade efterlønsordningen, kan således ikke bevare retten til efterløn, indtil der er arbejdet i 200 timer.
Arbejde i udlandet, udmeldelse af kassen. § 8, stk. 4.
Om arbejde i udlandet inden for 200 timers reglen henvises til vejledningen til § 1, stk. 8.
Dispensationsbestemmelser. §§ 9-10
Tilfælde, hvor reglerne er overtrådt. § 9
Overtrædelse af reglerne i bekendtgørelsens §§ 1-3 medfører bortfald af retten til efterløn. Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 7, kan et medlem, der er udtrådt af efterlønsordningen, ikke på ny overgå til efterløn, med mindre pågældende er udtrådt for at vende tilbage til arbejdslivet.
Dispensationsationsadgangen i § 9 er indsat for at give mulighed for at afværge denne alvorlige konsekvens af mindre overtrædelser.
Kassens adgang til at dispensere. § 9, stk. 2 og stk. 3.
Der kan kun dispenseres, hvis overtrædelsen findes særlig undskyldelig . Som eksempel herpå kan nævnes overtrædelser, der skyldes medlemmets misforståelse af reglerne, anvendelse af omregningssatsen, fejlagtig sammentælling af beskæftigede timer og lignende.
Hvis der foreligger en bevidst overtrædelse, eller hvis medlemmet efter at have konstateret en overtrædelse har undladt at underrette kassen (svigstilfælde), bør der normalt ikke dispenseres.
Det følger af § 9, stk. 3, at der i alle tilfælde, hvor kassen giver dispensation, skal ske fradrag i efterlønnen fuldt ud (det vil sige krone for krone) for medlemmets indtægt som følge af overtrædelsen, således at medlemmet ikke har økonomisk fordel af overtrædelsen.
Hvis kassen finder, at fradragsreglen undtagelsesvis ikke bør anvendes, skal sagen forelægges med kassens indstilling for direktøren for arbejdsløshedsforsikringen til afgørelse, jf. § 9, stk. 4.
Kassen kan således kun dispensere for de overtrædelser, der er nævnt i § 9, stk. 2, og kun på den i stk. 3 nævnte betingelse.
Har medlemmet i forbindelse med overtrædelse af reglerne begået en forseelse mod kassen, kan der tillige blive tale om sanktion i henhold til lovens almindelige regler.
Dispensation givet af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen. § 9, stk. 4.
Tilladelsen vil normalt blive givet på betingelse af, at indtægten ved det ikke tilladte arbejde eller merarbejde fradrages fuldt ud i efterlønnen.
Der kan dog gives dispensation uden økonomiske vilkår, fx ved helt bagatelagtige forseelser, eller fastsættes skærpede betingelser.
Tilladelse til at arbejde i de første 5 uger og/eller mere end 200 timer. § 10.
Bestemmelsen omfatter kun lønmodtagerarbejde, der kan udføres i efterlønsperioden i henhold til bekendtgørelsens § 1, stk. 5, nr. 1.
Der kan gives tilladelse til at bevare et arbejde, der allerede udøves ved overgangen til efterløn eller til at begynde et arbejde efter overgangen.
Der tænkes på tilfælde, hvor efterlønsmodtageren har eller ønsker at påtage sig en mindre beskæftigelse, men hvor 200 timers grænsen er til hinder herfor. Dispensationsadgangen tænkes navnlig anvendt i forbindelse med bierhverv, dvs. arbejde som normalt ikke udbydes som hovedbeskæftigelse.
»Særlige omstændigheder« omfatter blandt andet tilfælde, hvor arbejdet er afgørende for medlemmets boligsituation, fx. viceværter, der ikke kan overholde 5 ugers reglen, hvis arbejdet fortsætter i efterlønsperioden.
»Særlige omstændigheder« omfatter desuden sociale hensyn, fx tilfælde, hvor efterlønsmodtageren har eller ønsker at få et barnebarn i døgnpleje.
Tilladelsen kan også gives i andre tilfælde, hvor særlige omstændigheder taler derfor. Fx aflønnes kirkesangere efter et særligt regulativ, således at omregning af indtægten som regel vil medføre overskridelse af 200 timers begrænsningen, selv om den faktiske arbejdstid - der kun vanskeligt kan kontrolleres - formentlig ofte ikke overskrider begrænsningen. I sådanne tilfælde kan en tilladelse være velbegrundet.
Tilladelsen gives enten til det arbejde, som medlemmet allerede har ved overgangen til efterløn, eller til et konkret arbejde, som medlemmet senere påtager sig. Der kan således ikke gives en generel tilladelse til at arbejde ud over 200 timers begrænsningen. I tilladelsen fastsættes et højeste timetal, baseret på enten arbejdets hidtidige omfang eller på oplysninger om det forventede omfang af det konkrete arbejdsforhold.
Medlemmet kan ikke få tilladelse til at være beskæftiget med det arbejde, der dannede grundlag for overgangen til efterløn i 5 ugers perioden, da reglen er indsat for at sikre, at medlemmet har forladt arbejdslivet.
Hvis medlemmet arbejder i større omfang end fastsat i kassens tilladelse, bortfalder retten til efterløn med virkning fra tidspunktet for overskridelsen, jf. stk. 6.
Hvis medlemmet kan forudse, at arbejdet vil få et større omfang, end der er givet tilladelse til, har medlemmet dog mulighed for at søge om at få tilladelsen udvidet.
Hvis medlemmet ønsker at ophøre med et arbejde og påtage sig et andet, der overskrider 200 timers begrænsningen, skal der ligeledes søges påny.
Hvis arbejdet vil udgøre mere end 300 timer årligt, eller hvis kassen finder, at der ikke bør knyttes økonomiske vilkår til tilladelsen, skal sagen med indstilling forelægges for direktøren for arbejdsløshedsforsikringen til afgørelse.
Kun når særlige omstændigheder taler derfor, kan der påregnes tilladelse til at arbejde mere end 300 timer årligt.
Reglen vil navnlig finde anvendelse i tilfælde, hvor værdi af fri bolig indgår i indtægten, der skal omregnes til arbejdstimer (vicevært og lignende).
Tilladelse vil normalt blive givet på det vilkår, at indtægten ud over 200 timer fradrages fuldt ud i efterlønnen.
I tilfælde, hvor et medlem har overtrådt vilkårene for en dispensation, kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen give dispensation til forbliven i efterlønsordningen, jf. stk. 7. Dispensation kan kun meddeles, hvis overtrædelsen findes særlig undskyldelig. Der henvises til eksemplerne nævnt ovenfor under dispensation efter § 9. Hvis medlemmet i forbindelse med overtrædelsen af en tilladelse har begået en forseelse mod kassen, kan arbejdsløshedsforsikringslovens sanktionsbestemmelser bringes i anvendelse.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 9. januar 1996 Susanne L. Bærentzen / Lisbeth Larsen