Vejledning om lov om kommunal aktivering (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1996/41@1996-02-28/da
Indhold
Indholdsfortegnelse
pkt. Afsnit I. Indledning 1-2 Afsnit II. Målgruppe 3-7 Kontanthjælpsmodtagere 3-4 Kontanthjælpsmodtagere under 25 år 5-6 Kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år 7 Afsnit III. Ansvaret for indsatsen mv. 8-9 Ansvaret for indsatsen 8 Almindelige bestemmelser 9 Afsnit IV. Rådgivning, vejledning, handlingsplan 10-17 Rådgivning og vejledning 10 Vejlednings- og introduktionsprogram for unge under 25 år 11-13 Individuel handlingsplan 14-17 Afsnit V. Aktiveringsmuligheder 18-47 Jobtræning 21-24 Individuel jobtræning 25-28 Jobrotation 29 Særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter 30-40 Erhvervsgrunduddannelse (EGU) og Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU) 41 Uddannelsesstedets og kontanthjælpsmodtagerens indberetningspligt i forbindelse med deltagelse i tilbud om uddannelsesaktiviteter 42 Særligt tilrettelagte aktiverende forløb 43 Frivillige og ulønnede aktiviteter samt voksen- og efteruddannelse 44-47 Afsnit VI. Tilbud til kontanthjælpsmodtagere under 25 år 48-52 Hvornår skal tilbud gives? 48 Omfang og varighed af tilbudet 49 Aktiveringsfri periode 50 Ret til nyt tilbud 51 Supplerende beskæftigelse 52 Afsnit VII. Tilbud til kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år 53-56 Varighed af aktiveringstilbudet mv. 54 Aktiveringsfri periode 55 Supplerende beskæftigelse 56 Afsnit VIII. Ydelser under tilbud om aktivering 57-67 Vejlednings- og introduktionsprogram 57 Jobtræning 58 Individuel jobtræning 59-63 Særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter, frivillige og ulønnede aktiviteter og voksen- og efteruddannelse 64 Særligt tilrettelagte aktiverende forløb 65 Godtgørelse efter § 20 66-67 Afsnit IX. Skattepligt, arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag, sygedagpenge, ferie, arbejdsskade, flytning til ny kommune 68-73 Flytning til en anden kommune 72-73 Afsnit X. Igangsætningsydelsen 74-77 Tilskud til iværksættere 77 Afsnit XI. Klageregler, afslag på tilbud mv. 78-87 Klageregler 79-80 Ydelser modtaget med urette 71 Afslag på tilbud 72 Særligt om bistandslovens § 40, stk. 1, nr.1 73 Udeblivelse fra tilbud efter at dette er modtaget 84-87 Afsnit XII. Finansiering 88-100 Hovedprincipper 88-89 Ydelser 90-92 Driftsudgifter og godtgørelse efter § 20 93-97 Igangsætningsydelse 98 Udgifter til flygtninge 99-100 Afsnit XIII. Forsøgsaktiviteter 101-102 Forsøgspulje 101 Forsøgsordninger 102 Afsnit XIV. Regnskabsaflæggelse, refusion mv. samt overgangsbestemmelse 103-104
Bilag: (* 2)
1. Bekendtgørelse af lov om kommunal aktivering.
2. Bekendtgørelse om særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter efter lov om kommunal aktivering.
3. Bekendtgørelse om indberetningspligt ved særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter samt voksen- eller efteruddannelse i forbindelse med aktivering efter lov om kommunal aktivering.
4. Bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter bistandsloven i særlige tilfælde.
5. Uddrag fra Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.
6. Finansiering af driftsudgifter ved aktivering efter 1. januar 1996.
7. Vejledning om forsøgspuljen i § 30. (1994-1995).
8. Bekendtgørelse om overførsel af ubrugte puljemidler (§ 30).
===================================================================
Afsnit I. Indledning
1. Denne vejledning beskriver, hvordan kommunerne kan anvende
reglerne om aktivering af kontanthjælpsmodtagere i lov om kommunal aktivering.
Loven om kommunal aktivering er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 36 af 26. januar 1996, jf. bilag 1.
Vejledningen erstatter Socialministeriets vejledning nr. 53 af 20. april 1995 om lov om kommunal aktivering.
I vejledningen er indarbejdet de ændringer i aktiveringslovens regler, der er gennemført ved lov nr. 434 af 14. juni 1995, lov nr. 449 af 14. juni 1995, lov nr. 1057 af 20. december 1995 og lov nr. 1112 af 20. december 1995. Informationsbreve om indholdet af de nævnte lovændringer er tidligere udsendt til kommunerne.
Med lov nr. 434 af 14. juni 1995 er puljeordningen i aktiveringslovens § 26 ophævet med virkning fra 1. januar 1996. Puljeordningen er erstattet med en refusionsordning, hvor der inden for et rådighedsbeløb ydes 50 pct. refusion af kommunernes driftsudgifter og udgifter til godtgørelse efter lovens § 20.
Med lov nr. 449 af 14. juni 1995 er der i forbindelse med ændring af finansieringsreglerne for produktionsskoler med virkning fra 1. januar 1996 foretaget ophævelse af bestemmelsen i aktiveringslovens § 25 om udbetaling af et aktiveringstilskud til kommunerne.
Med lov nr. 1112 af 20. december 1995 gennemføres der med virkning fra 1. april 1996 en række ændringer i aktiveringslovens regler om tilbud og ydelser. Ændringerne omfatter bl.a. en ret og pligt til tilbud på 18 måneder for personer under 25 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, en adgang for personer over 25 år til at deltage i voksen- og efteruddannelse, en justering af reglerne om individuelle handlingsplaner, en omlægning af igangsætningsydelsen til en skønsbaseret ydelse, en nedsættelse af beskæftigelsestillægget til personer under 25 år og en omlægning af ydelsen i særligt tilrettelagte aktiverende forløb.
Med lov nr. 1057 af 20. december 1995 (Ændring af ATP-loven og forskellige andre love) gennemføres der med virkning fra 1. januar 1997 den ændring af aktiveringsloven, at kontanthjælpsmodtagere, der deltager i et aktiveringstilbud med udbetaling af aktiveringsydelse eller oplæringsydelse, bliver omfattet af ordningen om Arbejdsmarkedets Tillægspension med indbetaling af bidrag hertil.
Aktiveringsloven er et led i arbejdsmarkedsreformen og skal ses i sammenhæng med Arbejdsministeriets lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, jf. bekendtgørelse nr. 1185 af 22. december 1995 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats. Aktiveringsloven skal endvidere ses i sammenhæng med andre bestemmelser om aktivering, f.eks. i den sociale lovgivning, hvor bl.a. reglerne i bistandsloven om rådgivning og vejledning, om revalidering, beskyttet beskæftigelse m.v. er relevante. Der kan også henvises til anden lovgivning om kommunernes mulighed for at give tilbud til udsatte grupper, f.eks. ophold på produktionsskoler.
Hovedelementerne i aktiveringslovens regler om aktiveringsindsatsen over for kontanthjælpsmodtagere er følgende:
- Kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der ikke har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, dvs. en erhvervskompetencegivende uddannelse, har senest efter 13 uger med kontanthjælp ret og pligt til at blive aktiveret i 18 måneder i mindst 30 timer om ugen.
- Kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har senest efter 13 uger med kontanthjælp ret og pligt til at blive aktiveret i 6 måneder i mindst 30 timer om ugen.
- Kontanthjælpsmodtagere over 25 år har senest efter 6 måneder med kontanthjælp ret til en individuel handlingsplan. For kontanthjælpsmodtagere under 25 år kan der udarbejdes en plan ud fra en vurdering af det individuelle behov.
- Kontanthjælpsmodtagere over 25 år har senest efter 12 måneder med kontanthjælp ret og pligt til aktivering - dette gælder også for personer, som har problemer udover ledighed.
- Kontanthjælpsmodtagere over 25 år har mulighed for at deltage i voksen- og efteruddannelse, når de i 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter aktiveringsloven.
- Der kan ydes godtgørelse efter § 20 til kontanthjælpsmodtagere under aktivering.
- Der kan udbetales igangsætningsydelse i op til 2 « år til kontanthjælpsmodtagere, der etablerer og driver selvstændig virksomhed.
Det bemærkes, at der i forbindelse med den forsøgspulje, som efter lovens § 30 har været afsat i 1994 og 1995, vil være tale om aktiviteter, der rækker ind i 1996. Dette gælder de aktiviteter, der er igangsat i 1995, men som først afsluttes i 1996.
2. Aktiveringsloven henviser fsv. angår nogle tilbud til reglerne i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, og i denne lov findes endvidere reglerne om kommunernes ret til at anvise arbejde til personer, der modtager hjælp efter den sociale lovgivning. Af hensyn til en sammenhængende og koordineret indsats fra såvel kommunernes som Arbejdsformidlingens side bør det regionalt/lokalt aftales, hvorledes indsatsen bedst tilrettelægges.
Afsnit II. Målgruppe
Kontanthjælpsmodtagere
3. Målgruppen i aktiveringsloven er, jf. § 1, kontanthjælpsmodtagere, hvorved forstås personer, der modtager kontanthjælp efter bistandsloven, § 37 og/eller § 37 a, eller som ville være berettiget til hjælp efter disse bestemmelser, hvis de ikke var omfattet af tilbud efter aktiveringsloven. Betingelsen skal være opfyldt, både på tidspunktet for afgivelsen af tilbudet og under deltagelsen i aktiveringen. Opmærksomheden henledes på, at når der er tale om tilbud i jobtræning og i individuel jobtræning, må eventuelle opsigelsesvarsler respekteres, hvis den aktiverede under forløbet ikke længere opfylder betingelsen om at være kontanthjælpsmodtager. Heri ligger, at ansættelsesforholdet opretholdes indtil udløbet af opsigelsesperioden.
I aktiveringsforpligtelsen ligger den begrænsning, at der ikke kan stilles krav om deltagelse i aktiveringstilbud, hvis kontanthjælpsmodtageren på grund af sygdom eller lignende årsager er afskåret fra at deltage. Hermed sigtes til forhold, som efter en konkret vurdering indebærer, at det ikke er rimeligt at kræve, at kontanthjælpsmodtageren deltager i et aktiveringstilbud. Som eksempler udover sygdom kan nævnes barselsorlov, eller at pågældende ikke kan deltage på grund af pasning af børn, og kommunalbestyrelsen ikke kan anvise pasningsmuligheder.
Når der er tale om et aktiveringstilbud, hvor den aktiverede må anses for at være lønmodtager, er deltagelsen i aktiveringstilbudet omfattet af § 7 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv. (ligebehandlingsloven). Ifølge § 7 har en kvindelig lønmodtager ret til fravær fra arbejdet på grund af graviditet og barsel fra det tidspunkt, hvor der skønnes at være 4 uger til fødslen. Efter fødslen har forældrene ret til fravær fra arbejdet i tilsammen indtil 24 uger, hvoraf indtil 10 uger kan udnyttes af faderen efter den 14. uge efter fødslen. En person har derfor ret til at afslå et tilbud om aktivering i de perioder, der er omtalt i ligebehandlingslovens § 7. Det anbefales, at der også tages hensyn til fraværsperioderne i § 7 i de tilfælde, hvor et aktiveringstilbud ikke har et sådant indhold, at den aktiverede kan anses for at være lønmodtager.
4. Personer med behov for andre støtteforanstaltninger, f.eks. tilbud om revalidering, er ikke omfattet af målgruppen. Tilbud efter aktiveringsloven bør derfor ikke gives til personer, der skønnes at have behov for erhvervsmodnende eller afklarende aktiviteter som led i en forrevalideringsfase. Bliver det under et aktiveringsforløb klart, at der i stedet bør gives tilbud om revalidering, kan revalidering iværksættes, selv om aktiveringsforløbet ikke er gennemført. Det bemærkes, at revalideringsbestemmelserne - herunder reglerne om finansiering - kun kan anvendes, når modtagerne opfylder betingelserne i bistandslovens § 43.
Ledige, der modtager arbejdsløshedsdagpenge og som modtager supplerende kontanthjælp efter bistandsloven, er omfattet af reglerne om tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, og de skal derfor ikke have tilbud efter aktiveringsloven.
Kontanthjælpsmodtagere under 25 år
5. For unge under 25 år gælder, jf. § 9, stk. 1, at kontanthjælpen skal modtages på grund af ledighed for at være omfattet af reglerne i aktiveringsloven. Har den unge andre sociale problemer, f.eks. behov for revalidering, er pågældende ikke omfattet af målgruppen. Et andet eksempel på unge, der ofte har andre problemer udover ledighed, og derfor ikke er omfattet af reglerne i aktiveringsloven, er unge flygtninge, der nylig har fået asyl. Det samme kan være tilfældet for unge familiesammenførte udlændinge ved ankomsten til landet. Det er for disse persongrupper vigtigt, at Flygtningehjælpen/kommunen søger at medvirke til en aktiv integrering, herunder med hensyn til amtskommunernes tilbud om undervisning i dansk efter reglerne i lov om undervisning af voksne indvandrere. Det bemærkes, at det kan være en forudsætning for at modtage kontanthjælp efter bistandsloven, at undervisningen i dansk følges.
6. Såfremt den unge er deltidsbeskæftiget, men indtjeningen er mindre end kontanthjælpen, må det ud fra en konkret vurdering af ledighedens omfang skønnes, om den unge er omfattet af målgruppen og dermed skal have tilbud om aktivering.
Alderen på det tidspunkt, hvor der søges om kontanthjælp, er afgørende for, om der skal gives aktiveringstilbud efter de regler, der gælder for unge under 25 år. Disse regler skal derfor anvendes over for en person, der søger om kontanthjælp som 24- årig, selv om pågældende er fyldt 25 år, når tilbudet påbegyndes.
Unge under 18 år, der på grund af særlige omstændigheder er berettiget til kontanthjælp, er omfattet af reglerne om tilbud til unge under 25 år.
Unge under 18 år, der ikke modtager kontanthjælp, kan få tilbud efter anden lovgivning. For disse unge kan der f.eks. træffes beslutning om foranstaltninger efter bistandslovens § 33, når det må anses for at være af væsentlig betydning for den unges særlige behov for støtte. De foranstaltninger, der kan komme på tale, fremgår af § 33, stk. 2.
Hvis en ung fylder 18 år under ophold på en produktionsskole, må spørgsmålet om anvendelse af aktiveringslovens regler afhænge af en konkret vurdering af, om den unge er berettiget til eller ville være berettiget til kontanthjælp, hvis pågældende ikke deltog i aktiveringen. Det er ikke i forhold til anvendelse af aktiveringslovens regler nødvendigt at udmelde og senere genindmelde den unge.
Kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år
7. For kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, er det ikke en betingelse for aktiveringen, at kontanthjælpen modtages på grund af ledighed. Også personer med problemer udover ledighed har ret til at få og pligt til at tage imod et aktiveringstilbud efter aktiveringsloven. Målgruppen er således bredere for kontanthjælpsmodtagere over 25 år end for unge under 25 år.
Har en kontanthjælpsmodtager over 25 år deltidsbeskæftigelse, må det ud fra en konkret vurdering af beskæftigelsens omfang vurderes, om denne har et sådant omfang, at pågældende falder uden for målgruppen.
Flygtninge, herunder deres eventuelle familiesammenførte familiemedlemmer - der indgår i Flygtningehjælpens integrationsprogram - jf. Socialministeriets bekendtgørelse om udlændinge, der er omfattet af § 134 a, stk. 1, i lov om social bistand - skal ikke have tilbud om aktivering efter aktiveringsloven, idet disse personer allerede er aktiverede. Når ansvaret for flygtninge mv. efter udløbet af integrationsperioden overgår til kommunerne, er flygtninge som alle andre kontanthjælpsmodtagere omfattet af aktiveringsloven. Det er af hensyn til en effektiv integrationsindsats hensigtsmæssigt, at kommunerne og Flygtningehjælpen samarbejder om overgangen, herunder med hensyn til at koordinere aktiverende og integrationsfremmende tilbud.
Afsnit III. Ansvaret for indsatsen mv.
Ansvaret for indsatsen
8. Indsatsen for at aktivere kontanthjælpsmodtagere skal ses i sammenhæng med den generelle indsats for at yde bistand til ledige. Når det drejer sig om at formidle arbejde, har Arbejdsformidlingen efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik formidlingsansvaret for alle arbejdssøgende, der er tilmeldt Arbejdsformidlingen. Amtskommunen eller en kommune kan uden særlig aftale foretage formidling til kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, personer med handicap eller særlige sociale problemer efter bistandsloven. Det er en forudsætning, at Arbejdsformidlingen orienteres, hvis en amtskommune eller en kommune overtager formidlingen for disse grupper.
Mens Arbejdsformidlingen har ansvaret for at give aktiveringstilbud (handlingsplaner, uddannelsestilbud, jobtræning mv.) til ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, har kommunerne efter aktiveringsloven ansvaret for at give sådanne tilbud til kontanthjælpsmodtagere.
Ansvaret for at aktivere kontanthjælpsmodtagere er i aktiveringsloven placeret i primærkommunerne, men det har ikke været sigtet at ændre på den eksisterende arbejdsdeling mellem amtskommuner og kommuner. Amtskommunerne kan således fortsat iværksætte aktiviteter for kontanthjælpsmodtagere.
Almindelige bestemmelser
9. Det følger af § 2, stk. 4, at når der gives tilbud om aktivering, gælder reglerne i kapitel 1-6 i bistandsloven. Tilsvarende gælder i forhold til igangsætningsydelsen. Opmærksomheden henledes på reglerne om:
- Udlændinges ret til vedvarende hjælp, §§ 1 - 4.
- Opholdskommune, herunder om mulighederne for at kunne kræve udgifter refunderet fra en tidligere opholdskommune, §§ 10 og 11.
- Klageadgang, §§ 15 og 16.
- Oplysningspligt, §§ 17 og 18.
- Straffebestemmelser, § 21.
- Tilbagebetaling, §§ 25 - 27.
Bestemmelserne om tilbagebetaling, oplysningspligt og klageadgang er nærmere beskrevet i afsnit XI. Reglen i bistandslovens § 1 har betydning for alle typer af aktiveringstilbud, jf. pkt. 20, 24 og 27. Med hensyn til reglerne om oplysningspligt og straffebestemmelser samt reglerne om opholdskommuner, kan der henvises til Socialministeriets vejledning om bistandslovens almindelige bestemmelser. F.s.v angår kontanthjælpsmodtagere, der flytter under aktivering, henvises til pkt. 72 og 73.
Afsnit IV. Rådgivning, vejledning, handlingsplan
Rådgivning og vejledning
10. Bistandslovens tilbud om rådgivning og vejledning, lovens § 28, gælder for enhver, som har behov for det. I bistandslovens § 41 er det endvidere bestemt, at når der ydes kontanthjælp til forsørgelsen, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der er grund til at iværksætte særlige hjælpeforanstaltninger med henblik på, at modtageren igen bliver i stand til at klare sig selv.
I aktiveringslovens § 3, stk. 1, der skal ses i sammenhæng med
de nævnte bestemmelser i bistandsloven, er det særligt fastsat, at kommunalbestyrelsen, før den afgiver tilbud om aktivering, skal tilbyde rådgivning og vejledning om, hvorledes pågældende på længere sigt kan forbedre sine beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder.
Specielt med henblik på at styrke uddannelsesindsatsen over for kontanthjælpsmodtagerne er det endvidere fastsat, at kommunerne skal lægge vægt på at give vejledning om de uddannelsesmuligheder, der er til rådighed som alternativ til et tilbud efter aktiveringsloven, jf. pkt. 18. Bestemmelsen herom vedrører alle kontanthjælpsmodtagere, men er især af betydning for de unge under 25 år.
Vejlednings- og introduktionsprogram for unge under 25 år
11. Kontanthjælpsmodtagere under 25 år med behov for det kan tilbydes et vejlednings- og introduktionsprogram i op til 6 uger, jf. § 3, stk. 5. Programmet skal tilbydes før øvrige aktiveringstilbud, og det følger af § 9, stk. 2, at visitationsperioden forlænges svarende til varigheden af vejlednings- og introduktionsprogrammet. Et sådant program indgår ikke i den pligtmæssige aktivering på henholdsvis 18 eller 6 måneder, jf. § 10, stk. 1.
Vejlednings- og introduktionsprogrammet skal påbegyndes senest efter, at der i 13 uger er modtaget kontanthjælp, og det kan vare i op til 6 uger. Programmerne kan tilpasses lokale forhold og kan være af kortere varighed end 6 uger.
12. Formålet med vejlednings- og introduktionsprogrammet er at få
klarlagt den unges ønsker, behov og muligheder. Programmet skal indeholde vejledning om uddannelses- og erhvervsmuligheder og kan give mulighed for afprøvning af erhvervsønsker - f.eks. ved deltagelse i erhvervsintroducerende kurser eller ved arbejdspraktik i private eller offentlige virksomheder. Programmet bør afsluttes med, at kommunen og den unge i fællesskab lægger en plan for den unges fremtidige uddannelses- og erhvervsmuligheder - herunder også for det eventuelle videre forløb inden for rammerne af aktiveringsloven.
13. Programmet tilbydes unge, der har behov for det. Unge, der ikke har brug for særlig vejledning, f.eks. fordi de kun skal have udfyldt en ventetid indtil tiltrædelse af et arbejdsforhold eller påbegyndelse af en selvvalgt uddannelse, skal således alene have et aktiveringstilbud.
Individuel handlingsplan
14. Til kontanthjælpsmodtagere under 25 år kan kommunalbestyrelsen udarbejde en individuel handlingsplan ud fra en vurdering af det individuelle behov hos den enkelte unge, jf. § 3, stk. 2. Beslutter kommunen at udarbejde en handlingsplan, skal der i planen lægges vægt på at angive hvilke uddannelsesaktiviteter, der kan være med til at opfylde den unges beskæftigelsesmål.
15. Til kontanthjælpsmodtagere over 25 år har kommunalbestyrelsen, jf. § 3, stk. 2, pligt til at give - og modtageren ret til at få - en individuel handlingsplan. Planen skal senest udarbejdes, når der er udbetalt kontanthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder.
Kommunalbestyrelsens pligt til at udarbejde handlingsplanen skal ses i sammenhæng med kommunens forpligtelse til efter bistandslovens § 41, stk. 2 - senest 3 måneder efter hjælpens påbegyndelse - at tage den pågældendes og familiens forhold op til bedømmelse af, om der er grundlag for at yde andre former for bistand end løbende økonomisk hjælp. Spørgsmålet skal tillige ses i sammenhæng med Socialministeriets bekendtgørelse nr. 927 af 2. december 1993 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område. Ifølge § 3 i bekendtgørelsen er det en forudsætning for at opnå statsrefusion, at der i alle sager om kontanthjælp sker opfølgning med mindst 3 måneders mellemrum.
Udgangspunktet for handlingsplanen kan også være den handleplan, der er fastlagt for personer med ophold i institutioner efter bistandslovens § 105. En sådan handleplan udarbejdes på grundlag af den i bistandslovens § 109, stk. 1 nævnte forpligtelse for amtsrådet til senest 3 måneder efter optagelsen sammen med kommunalbestyrelsen at vurdere behovet for fortsat ophold og iværksættelse af andre tilbud, jf. Socialministeriets vejledning af 31. marts 1995 om bistandslovens bestemmelser om institutioner m.v. til midlertidigt ophold for personer med særlige sociale vanskeligheder.
16. Handlingsplanen skal så vidt muligt beskrive beskæftigelsesmålet. Den skal udarbejdes med udgangspunkt i modtagerens ønsker og forudsætninger, og under hensyntagen til arbejdsmarkedets behov skal den beskrive, hvilke beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktiviteter, der kan bidrage til opfyldelse af målet. Sigtet med handlingsplanen er, at den skal kunne hjælpe kontanthjælpsmodtageren til at få et overblik over, hvordan pågældende kan forbedre sine muligheder for at få arbejde. Hvis dette ikke (umiddelbart) skønnes muligt, bør handlingsplanen beskrive andre målsætninger, f.eks. hvordan modtageren ved andre former for aktivitet kan forbedre sin livssituation, evt. således at der samtidig lægges vægt på aktiviteter mv., der på lidt længere sigt kan øge modtagerens chancer for beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Det kan bl.a. være tilfældet for personer med sindslidelser eller andre psykiske problemer. Det kan også være (mis)brugere af forskellige stoffer og alkohol. For disse grupper bør sigtet i første omgang være at støtte vedkommende med hensyn til boforhold og andre basale sociale forhold, herunder behandlingstilbud. Parallelt med eller i forlængelse af denne indsats bør der findes andre former for aktiveringsindsats i samarbejde med kontanthjælpsmodtageren fortrinsvis i projekter o.lign., hvor man modtager personer med tilsvarende problemer.
I forbindelse med handlingsplanen bør det vurderes, om pågældende evt. opfylder betingelserne for at modtage hjælp til revalidering, og om handlingsplanen umiddelbart eller på lidt længere sigt bør udmøntes i en revalideringsplan.
For at handlingsplanen skal kunne opfylde sit formål, bør den udarbejdes i samarbejde med kontanthjælpsmodtageren, og der bør lægges vægt på, at planen er realistisk/afpasset såvel i forhold til den enkeltes forudsætninger som i forhold til mulighederne for at deltage i og gennemføre de aktiviteter, som handlingsplanen beskriver.
17. Kommunalbestyrelsen har efter § 3, stk. 4, pligt til hver 6. må ned at tage en individuel handlingsplan op til revision med henblik på at foretage eventuelle justeringer i planen. Dette gælder for enhver handlingsplan, dvs. uanset om kontanthjælpsmodtageren er under eller over 25 år.
Ved revision af handlingsplanen skal kommunen foretage en fornyet vurdering af de muligheder, som kontanthjælpsmodtageren på basis af den forløbne del af aktiveringsperioden har for at komme ind på det almindelige arbejdsmarked eller i ordinær uddannelse. Det er på baggrund af modtagerens rådighedsforpligtelse under aktiveringstilbudet af betydning, at der på denne måde med faste mellemrum foretages en bedømmelse af mulighederne for ordinær beskæftigelse og uddannelse.
Afsnit V. Aktiveringsmuligheder
18. Ved aktivering af kontanthjælpsmodtagere kan kommunen foruden ordningerne i aktiveringsloven benytte aktiveringsredskaberne i kapitel 3 til 10 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik med de modifikationer, som følger af aktiveringsloven. Følgende muligheder står således til rådighed:
- vejlednings- og introduktionsprogram i op til 6 uger,
- jobtræning,
- individuel jobtræning,
- jobrotation,
- særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter,
- særligt tilrettelagte aktiverende forløb,
- frivillige og ulønnede aktiviteter,
- voksen- og efteruddannelse og
- igangsætningsydelse.
Med de seneste ændringer i aktiveringsloven er det overordnede
sigte, at der i indsatsen - og specielt i forhold til de unge uden en uddannelse - skal lægges større vægt på uddannelsesaspektet, herunder en øget tilskyndelse til de unge om at deltage i ordinær uddannelse uden for aktiveringslovens rammer.
Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning (RUE) har i
samarbejde med Undervisningsministerietet, Arbejdsministeriet, Arbejdsmarkedsstyrelsen og Socialministeriet udarbejdet et uddannelseskatalog »Uddannelse nu« med en beskrivelse af både de ordinære uddannelser og de øvrige uddannelser, som henholdsvis dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere kan deltage i som led i aktivering. Kataloget, som er sendt til samtlige kommuner, anvendes af kommunerne i forbindelse med vejledning om uddannelsesmuligheder for de unge uden en kompetencegivende uddannelse, og specielt med henblik på at få de unge igang med en ordinær uddannelse.
For at forberede og iværksætte ungeindsatsen på erhvervsskolerne er der etableret 13 regionale, midlertidige udviklingssekretariater - på handelsskoler (6), på tekniske skoler (6) og på en landbrugsskole - hver med tilknytning til et eller flere amter (incl. kommunerne i amtet). Sekretariaterne har to hovedopgaver. Den ene er at medvirke til udvikling og koordinering af de nye uddannelses- og jobkvalificerende forløb for unge ledige, samt sikre informationen på erhvervsskolerne om ungeindsatsen generelt, herunder at der nu er åbnet mulighed for, at erhvervsskolerne kan tilrettelægge EGU for unge ledige dagpengemodtagere. Sekretariaternes anden opgave er at indsamle beskrivelser af lokale uddannelsestilbud fra alle uddannelsesstederne i regionen, dvs. erhvervsskoler, VUC-centre, SOSU-skoler, daghøjskoler, produktionsskoler m.fl. Sekretariaterne leverer disse beskrivelser i indstiksmapper til AF og kommunerne i den pågældende region og sørger derudover for etablering og videreudvikling af samarbejdsrelationer mellem uddannelsessteder, AF og kommuner.
For at styrke vejledningen af de unge er der desuden på hver erhvervsskole oprettet en såkaldt »modtagefunktion«, som skal sørge for, at der bliver taget bedst mulig hånd om unge med ret og pligt til aktivering.
Herudover kan nævnes, at der som led i uddannelsesindsatsen er etableret nye praksisbetonede 18 måneders uddannelsesforløb, der udbydes på AMU-centre.
19. Ved tilrettelæggelse af indsatsen efter aktiveringsloven skal det tilstræbes, at kontanthjælpsmodtageren får flere tilbud at vælge imellem, jf. § 2, stk. 2. For personer, hvis overvejende problem er, at de ikke har arbejde eller er i uddannelse, bør der lægges vægt på, om tilbudene er egnet til at forbedre deltagernes muligheder for at komme i uddannelse eller ordinær beskæftigelse. Hvor dette ikke umiddelbart skønnes realistisk, bør der sigtes imod, at tilbudene kan bidrage til at aktivere deltagerne og derved forbedre den enkeltes livskvalitet. Samtidig bør tilbudene tilrettelægges således, at de på længere sigt kan bidrage til at forbedre deltagernes muligheder for at komme i beskæftigelse eller uddannelse.
20. Af aktiveringslovens § 2, stk. 4, følger, at bistandslovens § 1 gælder ved afgivelse af tilbud. For at være berettiget til at modtage ydelser efter aktiveringsloven, skal modtageren opholde sig her i landet, og aktiveringstilbud kan ikke etableres i udlandet. I tilbud om aktivering efter aktiveringsloven kan der således ikke indgå ophold/aktiviteter i udlandet. Det skal bemærkes, at § 52 og § 77 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats, hvorefter jobtræning og individuel jobtræning under visse betingelser kan etableres i udlandet, gælder for personer, der er medlemmer af en arbejdsløshedskasse og som derfor skal have tilbud af Arbejdsformidlingen.
Jobtræning
21. Jobtræning kan etableres på en almindelig arbejdsplads, når der sker en nettoudvidelse af antallet af ansatte. Det er en forudsætning, at udbetaling af løntilskud ikke må være konkurrenceforvridende.
22. Kontanthjælpsmodtagere kan få tilbud om jobtræning hos private eller offentlige arbejdsgivere, jf. aktiveringslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. samt §§ 12 -14 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Der kan dog efter aktiveringslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. ikke gives
tilbud om jobtræning til unge under 25 år, der er overgået fra dagpengesystemet til kontanthjælpssystemet som en konsekvens af, at den unge har afslået at deltage i et uddannelsestilbud på 18 måneder efter bestemmelsen i § 32 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Begrænsningen i adgangen til jobtræning for denne gruppe af unge gælder alene i forhold til det første aktiveringstilbud. Har den unge efter at have gennemført det første aktiveringstilbud ret til et gentaget tilbud efter lovens § 11, er der således mulighed for at give tilbud om jobtræning.
23. For at sikre at personer i jobtræning har samme retsstilling som øvrige ansatte - dog med de undtagelser der følger af loven med hensyn til fastsættelse af vederlaget og arbejdstiden - er det i aktiveringslovens § 4 fastlagt, at kontanthjælpsmodtagere i jobtræning er omfattet af den lovgivning, der gælder for lønmodtagere.
I kapitlerne 7, 18, 19 og 21 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats findes nærmere regler om jobtræning, bl.a. om etablering af tilbudene, løn og arbejdsvilkår, løntilskud til arbejdsgiveren, eventuel modydelse fra arbejdsgiveren, afgivelse af tilbud, merbeskæftigelse, klageregler mv. Der henvises herved til bilag 5, hvoraf bl.a. fremgår, at aftaler om jobtræning med tilskud hos private arbejdsgivere på en almindelig arbejdsplads ikke kan indgås for en periode, der udløber senere end ved udgangen af 1996, dog med forventet forlængelse til udgangen af 1999.
Løntilskuddet i forbindelse med jobtræning udgør 45,43 kr. (januar 1996) i timen og fastsættes for et år ad gangen regnet fra den 1. januar (Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære af 18. december 1995). Tilskuddet reguleres efter udviklingen i bruttolønnen, som indgår i beregningsgrundlaget for satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
24. Udover den forskel, at kommunerne har ansvaret for tilbud til kontanthjælpsmodtagere, og Arbejdsformidlingen har ansvaret for tilbud til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, er der bl.a. følgende særlige bestemmelser for tilbud om jobtræning til kontanthjælpsmodtagere:
- Ved ansættelse af ledige kontanthjælpsmodtagere bestemmer kommunalbestyrelsen efter aftale med arbejdsgiveren arbejdstiden.
- Jobtræning for kontanthjælpsmodtagere kan ikke ske i udlandet.
Individuel jobtræning
25. Individuel jobtræning kan etableres for ledige, som kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale løn- og arbejdsmarkedsvilkår eller i jobtræning på det almindelige arbejdsmarked. Der skal være tale om arbejde, som ellers ikke ville blive udført som almindeligt lønnet arbejde. I dette merbeskæftigelseskrav ligger, at en kontanthjælpsmodtager i individuel jobtræning ikke kan afløse en fastansat på orlov, når dette arbejde umiddelbart forud for etableringen af den individuelle jobtræning har været udført som ordinært arbejde.
Når det drejer sig om kontanthjælpsmodtagere, som efter aktiveringsloven skal have tilbud om aktivering, beror det på kommunernes konkrete vurdering, hvilke ledige som tilhører målgruppen for individuel jobtræning. Det er således ikke på forhånd muligt at udpege bestemte grupper, men det kan dreje sig om f.eks. længerevarende ledige, personer med svag uddannelsesmæssig baggrund, unge uden nævneværdig erhvervserfaring mv. I skønnet over, om en kontanthjælpsmodtager kan få tilbud om individuel jobtræning, kan indgå kommunens faktiske muligheder for at etablere tilbud om jobtræning, jf. § 4 i aktiveringsloven og §§ 12-14 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Etablering af og udbetaling af tilskud til individuel jobtræning må ikke være konkurrenceforvridende.
26. Kontanthjælpsmodtagere kan få tilbud om individuel jobtræning på en almindelig arbejdsplads hos private eller offentlige arbejdsgivere, jf. aktiveringslovens § 5 samt § 22 og § 24 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
I kapitlerne 8, 18, 19 og 21 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats findes nærmere regler om individuel jobtræning, bl.a. om etablering af tilbudene, løn og arbejdsvilkår, løntilskud til arbejdsgiveren, eventuel modydelse fra arbejdsgiveren, afgivelse af tilbud, klageregler mv. Der henvises herved til bilag 5, hvoraf bl.a. fremgår, at aftaler om individuel jobtræning med tilskud hos private arbejdsgivere på en almindelig arbejdsplads ikke kan indgås for en periode, der udløber senere end ved udgangen af 1996, dog med forventet forlængelse til udgangen af 1999.
27. Udover den forskel, at kommunerne har ansvaret for tilbud til kontanthjælpsmodtagere, og Arbejdsformidlingen har ansvaret for tilbud til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, er der følgende særlige bestemmelser for tilbud om individuel jobtræning til kontanthjælpsmodtagere:
- Ved ansættelse af ledige kontanthjælpsmodtagere bestemmer kommunalbestyrelsen efter aftale med arbejdsgiveren arbejdstiden.
- Individuel jobtræning for kontanthjælpsmodtagere kan ikke ske i udlandet.
- Ydelserne er forskellige, jf. pkt. 59 ff.
- Med undtagelse af lov om ferie, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (indtil 1. januar 1997) og lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion er kontanthjælpsmodtagere omfattet af den lovgivning, der gælder for lønmodtagere. I individuel jobtræning optjenes der således ikke ret til ferie og feriepenge, ligesom der ikke skal betales bidrag til ATP og AER. Dette har sammenhæng med, at ydelsen under aktivering hovedsagelig består af kontanthjælpen, som er fastsat ud fra personens individuelle forhold - og ikke ud fra konkrete forhold ved tilbudet.
Med virkning fra den 1. januar 1997 er reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og i aktiveringsloven ændret således, at kontanthjælpsmodtagere bliver omfattet af ATP-ordningen. Der henvises til pkt. 70.
28. Individuel jobtræning omfatter bl.a. de beskæftigelsesprojekter, følordningen og dele af ordningen med kommunal servicefunktion, der kunne etableres efter den tidligere lov om kommunal beskæftigelsesindsats. Reglerne om betaling, dvs. også den betaling, som f.eks. kan opkræves fra en privat organisation eller husstand, findes i § 149 c, stk. 2 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats. Efter bestemmelsen kan der opkræves op til 25 kr. pr. time. Det kan besluttes, at der ikke skal opkræves betaling.
Jobrotation
29. En ledig kontanthjælpsmodtager kan ansættes i jobtræning med løntilskud som afløser for en beskæftiget, der er på orlov med støtte efter lov om støtte til voksenuddannelse (VUS), eller som har orlov efter lov om orlov eller lov om værnepligtsorlov, jf. kap. 9 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.
En ledig kontanthjælpsmodtager, der afløser en beskæftiget på orlov, kan forud for ansættelsen kvalificeres til rotationsstillingen ved at deltage i uddannelse og evt. praktikforløb, for så vidt uddannelsen falder ind under de uddannelsesmuligheder, som findes i lov om kommunal aktivering. Der er således mulighed for at kombinere uddannelsesaktiviteter med jobtræning i offentlige og private virksomheder.
De nærmere regler er fastsat i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats, og der henvises til bilag 5.
Særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter
30. Kontanthjælpsmodtagere kan i følge § 6 få tilbud om deltagelse i særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter. De særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter kan kombineres f.eks. med tilbud om jobtræning og individuel jobtræning. Uddannelsesaktiviteterne efter § 6 ligger inden for de almindelige muligheder, der er for at kunne deltage i uddannelse samtidig med, at man modtager kontanthjælp, jf. bistandslovens § 40, stk. 3, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 58 af 6. februar 1996 om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter bistandsloven i særlige tilfælde, jf. bilag nr. 4. Efter bekendtgørelsen kan en kontanthjælpsmodtager med godkendelse af kommunalbestyrelsen deltage i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin (almen voksenuddannelse), i HF- enkeltfagsundervisning under 23 timer om ugen samt i anden undervisning, som ikke er godkendt som støtteberettiget efter lov om Statens Uddannelsesstøtte og som ikke er led i uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, jf. § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
31. De særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 57 af 6. februar 1996 om særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter efter lov om kommunal aktivering, jf. bilag 2. Uddannelsesaktiviteterne omfatter følgende:
1. Kurser oprettet ifølge lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 20. september 1995, som senest ændret ved lov nr. 1061 af 20. december 1995, herunder de særligt tilrettelagte uddannelsestilbud af op til 18 måneders varighed.
2. Uddannelses- og jobkvalificerende forløb af op til 18 måneders varighed tilrettelagt i medfør af § 1, stk. 2 og 4, i lov om erhvervsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 20. juli 1994, som senest ændret ved lov nr. 1127 af 20. december 1995.
3. Undervisning på daghøjskoler og produktionsskoler i henhold til lov nr. 449 af 14. juni 1995 om daghøjskoler og produktionskoler m.v.
4. Vejlednings- og introduktionskurser, kontakt- og informationsordninger for unge m.v. i henhold til § 1, stk. 2 i lov nr. 447 af 14. juni 1995 om ungdomsvejledning og brobygning til ungdomsuddannelse.
5. Kurser i henhold til lov nr. 410 af 13. juni 1990 om støtte til folkeoplysning, som senest ændret ved lov nr. 1130 af 20. december 1995, for så vidt undervisningen er omfattet af § 1, stk. 2 i lov nr. 447 af 14. juni 1995 om ungdomsvejledning og brobygning til ungdomsuddannelse.
6. Kurser på folkehøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler i henhold til lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1191 af 23. december 1993 som senest ændret ved § 1 i lov nr. 319 af 17. maj 1995, for så vidt undervisningen er omfattet af § 1, stk. 2 i lov nr. 447 af 14. juni 1995 om ungdomsvejledning og brobygning til ungdomsuddannelse.
7. Undervisning i henhold til lov nr. 335 af 24. maj 1989 om almen voksenuddannelse, som ændret ved § 7 i lov nr. 208 af 28. april 1993. Det er en betingelse, at kommunen skønner, at der et særligt behov for undervisningen som led i aktiveringsforløbet.
8. Undervisning i HF-enkeltfag i under 23 timer om ugen i henhold til lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforbedrende enkeltfagsundervisning for voksne m.v., jf lovbekendtgørelse nr. 537 af 23. juni 1995. Det er en betingelse, at kommunen skønner, at der et særligt behov for undervisningen som led i aktiveringsforløbet.
9. Korte kurser og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb oprettet ifølge § 2, stk. 1, punkt 4 og 5 i lov nr. 508 af 30. juni 1993 om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
I punkt 4, 5 og 6 henvises til, at undervisningen skal være omfattet af § 1, stk. 2, i lov nr. 447 af 14. juni 1995 om ungdomsvejledning og brobygning til ungdomsuddannelse. Henvisningen indebærer, at kontanthjælpsmodtagere kan deltage i kurser, hvis undervisningen er specielt tilrettelagt for ledige og har et beskæftigelsesfremmende sigte. Heri ligger bl.a., at undervisningen bør sigte på at introducere de ledige til uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet eller supplere en allerede gennemført uddannelse.
I pkt. 32-40 nedenfor er de enkelte uddannelsesaktiviteter omtalt nærmere.
32. Kurser oprettet ifølge lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 20. september 1995, som senest ændret ved lov nr. 1061 af 20. december 1995, herunder de særligt tilrettelagte uddannelsestilbud af op til 18 måneders varighed. Arbejdsmarkedsuddannelserne har til formål at supplere, vedligeholde og udbygge arbejdskraftens kvalifikationer i overensstemmelse med den teknologiske udvikling og arbejdsmarkedets behov. Kurserne sigter på det teknisk betonede og jobnære kvalifikationsbehov, samtidig med at bredest mulige branchemæssige behov tilgodeses. Arbejdsmarkedsuddannelserne består bl.a. af:
1) 18 måneders uddannelsestilbud. Som led i styrkelsen af uddannelsesindsatsen over for unge uden uddannnelse tilbyder AMU- centrene nye, praktiske modulopbyggede uddannelsesforløb, der varer i alt 18 måneder. Uddannelserne tilbydes inden for 14 forskellige brancher, f.eks. metal, servicebranchen, procesindustri, kantine & cafeteria og landbrug. Uddannelsesforløbet veksler mellem perioder på AMU-centre og uddannelsespraktik i virksomheder.
2) Kompetencegivende uddannelser (plankurser) opbygges af uddannelsesmoduler. Det enkelte uddannelsesmodul giver selvstændig erhvervskompetence. Varighed 2-6 uger. Plankurser er primært rettet til personer i arbejde.
3) P47 er en 1-årig arbejdsmarkedsuddannelse primært for ledige over 25 år. Uddannelsen kombinerer kompetencegivende kurser med kurser som f.eks. dansk og matematik. Unge under 25 år kan i ganske særlige tilfælde deltage.
4) LAMU: Målgruppen er ledige fyldt 18 år og tilmeldt AF som arbejdssøgende. Forløbet tilrettelægges under hensyn til de lediges behov og i et tæt samarbejde med blandt andet arbejdsløshedskasser og AF, således at deltagerne sikres relevante kvalifikationer i forhold til de lokale beskæftigelsesmuligheder. Typisk afholdes uddannelsen som forløb, der kombinerer de erhvervsintroducerende uddannelser med de kompetencegivende uddannelser.
5) TAMU (Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelse) er en særligt tilrettelagt arbejdsmarkedsuddannelse, der retter sig mod personer (18- 25 år) med særlige personlige og sociale tilpasningsproblemer. Uddannelsen kan foregå som internat, og forløbet er en kombination af produktion og deltagelse i plankurser. Uddannelsen er individuelt tilrettelagt og praktisk orienteret med et klart arbejdsmarkedspolitisk sigte. Uddannelsen er tilrettelagt som et modulopbygget forløb på 28 uger.
For langt de fleste arbejdsmarkedsuddannelser kan der opnås godskrivning (merit) for opnåede kvalifikationer i f.eks. erhvervsuddannelserne.
Information om de forskellige arbejdsmarkedsuddannelser kan fås ved henvendelse til det lokale AMU-center.
Til kontanthjælpsmodtagere, som har behov for at supplere, vedligeholde og udbygge deres kvalifikationer, så de er i overensstemmelse med den teknologiske udvikling og arbejdsmarkedets behov, f.eks. personer som umiddelbart kan placeres på arbejdsmarkedet, men hvor en ansættelse forudsætter jobnære kvalifikationer, kan der gives tilbud om arbejdsmarkedsuddannelser, f.eks. plankursus.
Til kontanthjælpsmodtagere, som ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller som har været ledige gennem længere tid, kan der gives tilbud om f.eks. et 18 måneders uddannelsesforløb, P47, LAMU eller TAMU eller andre kurser, som det lokale AMU- center måtte tilrettelægge.
33. Uddannelses- og jobkvalificerende forløb af op til 18 måneders varighed tilrettelagt i medfør af § 1, stk. 2 og 4, i lov om erhvervsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 20. juli 1994, som senest ændret ved lov nr. 1127 af 20. december 1995. Forløbene skal tilrettelægges inden for rammerne af en bekendtgørelse, som Undervisningsministeriet udsteder i marts 1996.
De uddannelses- og jobkvalificerende forløb udbydes af er-
hvervsskolerne. Forløbene er tilrettelagt med det formål at forbedre deltagernes beskæftigelsesmuligheder og kvalificere og om muligt motivere deltagerne til at fortsætte i anden uddannelse. Vælger den unge at fortsætte i anden uddannelse, er der mulighed for at få merit for dele af det gennemgåede forløb, så den pågældende ikke skal starte forfra.
De uddannelses- og jobkvalificerende forløb er meget praksis-
orienterede og er af skolerne sammensat af mange forskellige dele, herunder elementer fra erhvervsuddannelserne, personlighedsudviklende elementer m.m. For at komme så tæt på konkrete arbejdsfunktioner som muligt vil der i et forløb ofte indgå undervisning i en virksomhed.
34. Undervisning på daghøjskoler og produktionsskoler i henhold til lov nr. 449 af 14. juni 1995 om daghøjskoler og produktionsskoler m.v. Til unge, som primært er interesseret i at arbejde, frem for at gå i gang med en uddannelse, kan kommunen vælge at give tilbud om ophold på en produktionsskole. Ophold på en produktionsskole giver mulighed for at forene praktisk arbejde med undervisning. Værkstedsarbejdet på produktionsskolen giver de unge muligheder for at få nogle praktiske erfaringer og reelle kvalifikationer, ligesom der ofte er lagt praktik på lokale virksomheder.
Til kontanthjælpsmodtagere, som har behov for at få styrket deres personlige udvikling, samt forbedret deres muligheder på arbejdsmarkedet og i forhold til uddannelsessystemet, kan kommunen give tilbud om deltagelse i daghøjskoleforløb. Daghøjskoleforløb giver ud over personlighedsudvikling mulighed for at udvikle deltagerens almene uddannelsesniveau, kreative evner samt deltage i praktikophold på virksomheder. Endvidere vil der i forløbet kunne ydes vejledning med henblik på at afklare vedkommendes beskæftigelses- eller uddannelsesmæssige situation.
Daghøjskolerne skal tilbyde elever, der har behov herfor, undervisning i grundlæggende færdigheder som læsning, skrivning, stavning, regning og edb. Endvidere kan indtil 1/3 af tiden anvendes til undervisning etableret efter anden lovning f.eks. almen voksenuddannelse, AMU-kurser, kurser på erhvervsskoler og danskundervisning for indvandrere.
35. Vejlednings- og introduktionskurser, kontakt- og informationsordninger for unge m.v. i henhold til § 1, stk. 2 i lov nr. 447 af 14. juni 1995 om ungdomsvejledning og brobygning til ungdomsuddannelse.
Efter § 1, stk. 2, i lov om ungdomsvejledning og brobygning til ungdomsuddannelse kan der med henblik på at bekæmpe arbejdsløsheden gives tilbud om deltagelse i vejlednings- og introduktionskurser, og kontakt- og informationsordninger for unge. Det er forudsat, at undervisningen har et beskæftigelsesfremmende sigte, således at undervisningen sigter på at introducere de ledige til uddannelsessystemet og/eller arbejdsmarkedet.
Formålet med og indholdet i de enkelte tilbud fremgår af nedenstående:
Vejlednings- og introduktionskurser kan være rettet mod grupper af arbejdsløse, som har et fælles udgangspunkt. Kurserne kan indeholde almene, erhvervsforberedende og uddannelsesintroducerende elementer.
Kommuner og amtskommuner kan endvidere iværksætte eller yde tilskud til kontakt- og informationsordninger mv. for unge, som f.eks. kan etableres som et rådgivnings- og informationskontor eller som et mødested i tilknytning til andre uddannelsesmæssige foranstaltninger.
36. Kurser i henhold til lov nr. 410 af 13. juni 1990 om støtte til folkeoplysning, som senest ændret ved lov nr. 1130 af 20. december 1995, for så vidt undervisningen er omfattet af § 1, stk. 2 i lov nr. 447 af 14. juni 1995 om ungdomsvejledning og brobygning til ungdomsuddannelse.
For at forbedre kontanthjælpsmodtageres muligheder for at komme i beskæftigelse eller uddannelse, kan kommunen give tilbud om deltagelse i kurser, som er oprettet med støtte fra folkeoplysningsloven. Det er dog en forudsætning, at kurserne er tilrettelagt specielt for ledige og har et beskæftigelsesfremmende sigte.
37. Kurser på folkehøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler i henhold til lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1191 af 23. december 1993 som senest ændret ved § 1 i lov nr. 319 af 17. maj 1995, for så vidt undervisningen er omfattet af § 1, stk. 2 i lov nr. 447 af 14. juni 1995 om ungdomsvejledning og brobygning til ungdomsuddannelse.
Der kan gives tilbud om deltagelse i kurser, som er etableret i tilknytning til folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler. Også her er det en forudsætning, at kurserne er tilrettelagt specielt for ledige og har et beskæftigelsesfremmende sigte.
38. Undervisning i henhold til lov nr. 335 af 24. maj 1989 om almen voksenuddannelse, som ændret ved § 7 i lov nr. 208 af 28. april 1993.
Almen voksenundervisning (AVU) tilbydes på amtskommunale
voksenuddannelsescentre (VUC). Almen voksenuddannelse tilbydes som enkeltfag. Undervisningen kan føre frem til prøver svarende til folkeskolens afgangsprøver.
Det er en betingelse, at kommunen skønner, at der et særligt behov for undervisningen som led i aktiveringsforløbet. Tilbud om deltagelse i almen voksenundervisning bør derfor kun indgå som led i et aktiveringstilbud, såfremt der skønnes at være et særligt behov for at støtte og fastholde den pågældende i et forløb som kan forbedre pågældendes almene uddannelsesniveau og dermed medvirke til at forbedre pågældendes beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder.
39. Undervisning i HF-enkeltfag i under 23 timer om ugen i henhold til lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforbedrende enkeltfagsundervisning for voksne m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 23. juni 1995.
Kontanthjælpsmodtagere kan deltage i HF-enkeltfagsundervisning i et eller flere fag. Eksamen i enkelte fag kan sammenstykkes til en hel HF-eksamen. Optagelse er afhængig af reelle personlige og faglige kvalifikationer og vurderes konkret af rektor/forstander for det kursus/VUC, hvor der søges optagelse.
HF-enkeltfag kan ligeledes indgå i brobygningsforløb, jf. pkt. 35.
Det er en betingelse, at den samlede undervisningstid er på under 23 timer pr. uge, jf. pkt. 30. Det forudsættes derfor, at kommunalbestyrelsen supplerer med andre tilbud, som sikrer, at lovens krav til aktiveringens omfang og varighed opfyldes.
Det er en betingelse, at kommunen skønner, at der et særligt behov for undervisningen som led i aktiveringsforløbet. Tilbud om deltagelse i HF-enkeltfagsundervisning bør derfor kun indgå som led i et aktiveringstilbud, såfremt der skønnes at være et særligt behov for at støtte og fastholde den pågældende i et forløb som kan forbedre pågældendes almene uddannelsesniveau og dermed medvirke til at forbedre pågældendes beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder.
40. Korte kurser og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb oprettet ifølge § 2, stk. 1, punkt 4 og 5 i lov nr. 508 af 30. juni 1993 om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
Til kontanthjælpsmodtagere, som er uddannelsesorienterede, kan der med henblik på at fremme den lediges uddannelses- eller beskæftigelsesmuligheder gives tilbud efter lov om åben uddannelse for så vidt angår korte kurser og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb.
Da kurserne er tilrettelagt med udgangspunkt i de enkelte uddannelsesinstitutioners uddannelsestilbud, vil kurserne bl.a. kunne bruges til en afklaring af den lediges uddannelsesønsker, idet de herved kan få et indblik i uddannelsens indhold.
Erhvervsgrunduddannelse (EGU) og
Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU)
41. Ved lov om erhvervsgrunduddannelse (EGU) m.v. er der mulighed for at tilbyde mindre bogligt indstillede unge, som ikke er gået i gang med en ungdomsuddannelse, en individuelt tilrettelagt uddannelse. Uddannelsen er tilrettelagt som et 2-årigt forløb eller for personer med erhvervserfaring som et 18 måneders forløb. Uddannelsen består af elementer af virksomhedspraktik og skoleundervisning.
Ved lov om den fri ungdomsuddannelse (FUU) er der givet unge
mulighed for at gennemføre et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb af normalt 2 års varighed sammensat af mindst 3 forskellige uddannelsesdele.
I begge uddannelser kan indgå elementer og dele, der også kan indgå i aktiveringstilbudene efter aktiveringsloven. Hverken en erhvervsgrunduddannelse eller en fri ungdomsuddannelse kan dog indgå som tilbud efter eller finansieres af aktiveringsloven.
Uddannelsesstedets og kontanthjælpsmodtagerens indberetningspligt i forbindelse med deltagelse i tilbud om uddannelsesaktiviteter
42. Efter § 6, stk. 3, er socialministeren bemyndiget til at fastsætte
regler om uddannelsesstedernes pligt til at underrette og afgive oplysninger til kommunalbestyrelsen om kontanthjælpsmodtagere, der deltager i særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter efter § 6, stk. 1 og i voksen- og efteruddannelse efter § 8, stk. 2.
De nærmere regler er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse af 28. februar 1996 om indberetningspligt ved særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter samt voksen- eller efteruddannelse i forbindelse med aktivering efter lov om kommunal aktivering, jf. bilag 3.
I bekendtgørelsen præciseres kontanthjælpsmodtagerens pligt til
at deltage aktivt i uddannelsesforløbet og de dertil knyttede aktiviteter m.m. Der er endvidere i bekendtgørelsen fastsat regler om
- uddannelsesstedets pligt til at indberette afvigelser i uddannelsesstart og -afslutning til kommunen,
- uddannelsesstedets løbende kontrol af, at kontanthjælpsmodtageren deltager aktivt i uddannelsesforløbet og de dertil knyttede aktiviteter m.m.,
- uddannelsesstedets pligt til at indberette til kommunen, såfremt kontanthjælpsmodtageren ikke aktivt deltager i uddannelsesforløbet og de dertil knyttede aktiviteter,
- kontanthjælpsmodtagerens pligt til selv at give underretning til kommunen ved deltagelse i videregående uddannelser eller arbejdsmarkedsuddannelser og i tilfælde af længerevarende sygdom eller barsel,
- kommunens adgang til at indhente nærmere oplysninger hos uddannelsesstederne, såfremt kommunen har en formodning om, at en kontanthjælpsmodtager ikke længere aktivt følger uddannelsesaktiviteten.
Uddannelsesstedernes indberetning sker på særligt skema.
Arbejdsmarkedsuddannelsesinstitutionerne er ikke omfattet af den almindelige indberetningspligt efter § 2, stk. 2 i bekendtgørelsen. Dette skyldes, at der ved arbejdsmarkedsuddannelserne, jf. kap. 18 og 23 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1155 af 20. december 1995 om adgang, deltagerstøtte, depositum m.m. er fastsat regler om, at uddannelsesstedet udfærdiger en attest om, i hvilket omfang deltageren har fulgt uddannelsen. Attesten forevises inden udbetaling af ydelsen, og der udbetales alene ydelse for den tid, deltageren har deltaget i undervisningen.
Det følger dog af Socialministeriets bekendtgørelse af 28. februar
1996, at kontanthjælpsmodtageren ved en arbejdsmarkedsuddannelse selv er forpligtet til at underrette kommunen om manglende aktivitet m.v., jf. § 3, stk. 3. Herudover har kommunen adgang til at indhente nærmere oplysninger fra uddannelsesstedet, jf. § 5.
Pligten til at indberette til kommunerne gælder kun særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter efter § 6, stk. 1 og voksen- og efteruddannelse efter § 8, stk. 2 i lov om kommunal aktivering. Uddannelsesaktiviteter efter § 7 eller § 8, stk. 1 i lov om kommunal aktivering er således ikke omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelsen.
Særligt tilrettelagte aktiverende forløb
43. Særligt tilrettelagte aktiverende forløb, jf. § 7, kan være tilbud, der ikke kan indpasses under tilbudene efter §§ 4-6, f.eks. særligt tilrettelagte vejlednings- og praktikforløb, erhvervsmodnende kurser og andre lignende forløb, hvor beskæftigelses- og uddannelseselementerne er tæt forbundet såvel tidsmæssigt som indholdsmæssigt.
Der kan også være tale om forløb efter §§ 4-6. Som eksempel kan nævnes aktiviteter, hvori indgår korte forløb hos forskellige private arbejdsgivere og kommunale institutioner, evt. suppleret med vejledningsperioder. Hvis der i forløbet indgår perioder med beskæftigelse, der selvstændigt kan etableres som jobtræning eller individuel jobtræning, udbetales der løn eller aktiveringsydelse m.v., jf. pkt. 58-63.
Ved aktiviteter, hvis indhold grænser op til overenskomstdækkede arbejdsområder, anbefales det, at kommunen afklarer med involverede faglige organisationer, hvad det er for opgaver, kontanthjælpsmodtagere kan tage sig af.
Frivillige og ulønnede aktiviteter samt voksen- og efteruddannelse
44. Efter bestemmelsen i § 8, stk. 1, kan kontanthjælpsmodtagere deltage i frivillige og ulønnede aktiviteter af samfundsmæssig betydning. Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne herom fra ungdomsydelsesordningen i bistandsloven indtil den 1. januar 1994. Kommunalbestyrelsen afgør i hvert enkelt tilfælde, hvilke aktiviteter der kan godkendes. Det forudsættes, at aktiviteten sker inden for rammerne af et veldefineret projekt, organisation eller forening, og at der er tale om samfundsrelevante aktiviteter i bred forstand, f.eks. sociale, kulturelle, idrætsmæssige, miljømæssige, kommunikationsmæssige eller tilsvarende områder. Hobbyprægede eller studiekredsmæssige aktiviteter kan ikke godkendes. At der er tale om frivillig aktivering betyder, at modtageren har mulighed for at afslå at deltage og derfor har ret til et andet tilbud.
45. Kommunalbestyrelsen har efter § 8, stk. 1, også mulighed for at godkende deltagelse i uddannelsesmæssige aktiviteter. Det er en forudsætning, at uddannelsesaktiviteterne opfylder betingelserne i Socialministeriets bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter bistandsloven i særlige tilfælde. Ved godkendelsen bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på, om uddannelsen har et beskæftigelses- eller uddannelsesmæssigt perspektiv for den enkelte, samt at det kan dokumenteres, at vedkommende følger undervisningen.
46. For unge under 25 år er det ved aktivering efter § 8, stk. 1, som ved andre tilbud en forudsætning, at aktiviteten/undervisningen har et omfang svarende til mindst 30 timer om ugen. Hvis aktiveringen ikke er på mindst 30 timer om ugen og har en varighed på henholdsvis 18 eller 6 måneder, må kommunalbestyrelsen ved supplerende tilbud sikre, at lovens krav til aktiveringens omfang og varighed bliver opfyldt.
47. Efter bestemmelsen i § 8, stk. 2 kan kontanthjælpsmodtagere over 25 år deltage i voksen- og efteruddannelsesforløb, der er optaget på positivlisten for uddannelsesorlov.
Det er en forudsætning for deltagelsen, at kontanthjælpsmodtageren i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter aktiveringsloven.
En kontanthjælpsmodtagers deltagelse i voksen- og efteruddannelse er endvidere betinget af:
- at det ønskede uddannelsesforløb indgår i den individuelle handlingsplan, der skal udarbejdes for pågældende senest efter 6 måneder,
- at der ikke fra kommunens side skønnes at være rimelig udsigt til, at kontanthjælpsmodtageren i løbet af uddannelsesperioden vil få tilbudt stabil og ustøttet beskæftigelse, og
- at deltagerprisen for uddannelsen ikke er urimelig i forhold til værdien for kontanthjælpsmodtagerens senere beskæftigelsesmuligheder.
I den sidstnævnte betingelse ligger, at kommunerne har mulighed for at afslå et ønske om voksen- og efteruddannelse med et uddannelsesforløb med en så høj deltagerpris, at denne set i forhold til værdien for den ledige ikke er rimelig at pålægge en offentlig myndighed i relation til aktivering af en kontanthjælpsmodtager.
De nærmere regler om positivlisten, dvs. afgrænsningen af de uddannelser, som kontanthjælpsmodtagere efter § 8, stk. 2, kan deltage i som voksen- og efteruddannelsesforløb, findes i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1993 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse. Bekendtgørelsen forventes revideret i løbet af 1. halvår 1996.
Afsnit VI. Tilbud til kontanthjælpsmodtagere under 25 år
Hvornår skal tilbud gives?
48. Unge under 25 år skal efter reglerne i § 9 have tilbud om aktivering senest efter en sammenhængende periode med 13 ugers kontanthjælp. Fristen på 13 uger kan fraviges når:
a) Kommunalbestyrelsen skønner, at den unge bør deltage i et vejlednings- og introduktionsprogram, der, jf. § 3, stk. 5, kan vare indtil 6 uger. Visitationsperioden forlænges svarende til varigheden af programmet.
b) Kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen i § 9, stk. 3 udsætter tidspunktet for, hvornår tilbudet skal påbegyndes, fordi den unge varetager forsørgelsen af et barn. Beslutningen om udsættelse skal være begrundet i hensynet til barnets forhold og kontanthjælpsmodtagerens uddannelses- og beskæftigelsesmæssige situation. Aktiveringen kan længst udsættes til efter, at der i 12 sammenhængende måneder er modtaget kontanthjælp.
Unge under 25 år, der skal have det første aktiveringstilbud efter lovens § 9, er efter reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 157 af 10. marts 1995 om orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere mv. ikke berettiget til at vælge orlov til pasning af børn. Dette gælder dog ikke, hvis kommunalbestyrelsen efter lovens § 9, stk. 3 har truffet beslutning om at udsætte tidspunktet for påbegyndelsen af den unges første aktiveringstilbud.
En ung under 25 år, der har afsluttet det første aktiveringstilbud, har mulighed for at holde orlov til børnepasning, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Omfang og varighed af tilbudet
49. Det følger af § 10, stk. 1, 1. pkt., at varigheden af et aktiveringstilbud er udvidet fra 6 til 18 måneder for unge under 25 år, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det vil sige en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse. Optagelse i en arbejdsløshedskasse sker på baggrund af en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed, der kan henføres til en arbejdsløshedskasses faglige område, eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse mv.
I forbindelse med udvidelsen af aktiveringstilbudets varighed henledes opmærksomheden på, at der i tilbud om jobtræning og individuel jobtræning på mere end 6 måneder hos private arbejdsgivere er en pligt for arbejdsgiveren til at tilbyde den ansatte enten uddannelse eller ordinær ansættelse, jf. § 51 a og § 70 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats. Der henvises i øvrigt til bilag 5.
Kravet om 18 måneders aktivering gælder de personer, der har påbegyndt et aktiveringsforløb 1. april 1996 eller senere, jf. overgangsbestemmelsen i § 2, stk. 2 i ændringslov nr. 1112 af 20. december 1995. Aktiveringstilbudet skal som hidtil omfatte mindst 30 timer om ugen. Ved fastsættelsen af de 30 timer om ugen kan der ikke medregnes forberedelsestid i tilbud om uddannelsesaktiviteter.
Efter lovens § 10, stk. 1, 2. pkt., skal unge under 25 år, der har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse, dvs. en uddannelse der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, have et aktiveringstilbud, der omfatter mindst 30 timer om ugen og har en varighed på 6 måneder.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de unge skal have tilbud, der rækker videre end det pligtmæssige tilbud, det vil sige både flere timer om ugen og i en længere periode. I den forbindelse henstilles det, at kommunalbestyrelsen i videst muligt omfang giver aktiveringstilbud på 37 timer om ugen.
Når der er tale om tilbud uden for det pligtmæssige tilbud, fastsættes aktiveringsomfanget af kommunalbestyrelsen.
Begynder den unge uddannelse, eller får den unge almindeligt lønarbejde inden udløbet af den pligtmæssige periode på henholdsvis 18 eller 6 måneder, suspenderes perioden i op til 6 måneder. Bliver den unge på ny ledig inden de 18 eller 6 måneder og søger om hjælp, skal den unge hurtigst muligt have et aktiveringstilbud i den resterende del af de 18 eller 6 måneder, forudsat at pågældende ikke ved det nye ansøgningstidspunkt er fyldt 25 år.
Sygdom under aktiveringsforløbet kan bevirke, at 18 eller 6 måneders-perioden forlænges med det antal sygedage, den unge har haft. En forlængelse af aktiveringsperioden kan også komme på tale i forbindelse med ferielukning. Ved korterevarende ferielukning i f.eks. 3 uger kan der gives et andet tilbud i ferieperioden. Udbetales der i stedet kontanthjælp i ferieperioden, skal der ske en forlængelse af aktiveringsperioden svarende til ferielukningen. Drejer det sig om en længerevarende ferielukning f.eks. i en skoleferie på 7 uger, skal der i ferieperioden gives et andet tilbud.
Aktiveringsfri periode
50. Kontanthjælpsmodtagere, der deltager i længerevarende aktiveringstilbud og som ikke under aktiveringen er omfattet af lov om ferie, har ret til en aktiveringsfri periode på mindst 1 måned årligt.
Efter bestemmelsen i § 2, stk. 3 har kommunalbestyrelsen en pligt til at sikre, at der indlægges en pause i aktiveringsforløbet, således at den samlede varighed af tilbud ikke overstiger 11 måneder inden for de seneste 12 måneder. Retten til den aktiveringsfri periode omfatter tilbud efter lovens §§ 5-8, dvs. tilbud i form af individuel jobtræning, særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter, særligt tilrettelagte aktiverende forløb og frivillige og ulønnede aktiviteter. Det har ikke betydning for retten til at holde den aktiveringsfri periode, at aktiveringstilbudet har et omfang, der er mindre end fuld sædvanlig arbejdstid.
I forbindelse med den nye bestemmelse i lovens § 10, stk. 1, 1. pkt. om aktiveringstilbud på 18 måneder henledes opmærksomheden på, at den aktiveringsfri periode ikke indgår som en del af 18 måneders- forløbet, dvs. at friperioden ikke tæller med i de 18 måneder.
Kommunalbestyrelsen skal tilstræbe, at placeringen af den aktiveringsfri periode i aktiveringsforløbet sker efter aftale med kontanthjælpsmodtageren. Der kan i den aktiveringsfri periode udbetales kontanthjælp efter bistandsloven, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Spørgsmålet om udbetaling af kontanthjælp under ophold uden for landets grænser i den aktiveringsfri periode skal bedømmes efter bistandslovens regler ud fra opholdets karakter m.v.
Ret til nyt tilbud
51. Er et aktiveringstilbud gennemført, og er der i en periode ikke udbetalt kontanthjælp, vil den unge under 25 år, hvis pågældende påny bliver berettiget til kontanthjælp, være omfattet af reglerne om aktivering efter § 9. En kontanthjælpsfri periode, der normalt mindst bør have et omfang på 1 måned, bevirker således, at den unge på ny får ret og pligt til et aktiveringstilbud.
Hvis den unge efter afslutningen af aktiveringstilbudet igen skal have udbetalt kontanthjælp, skal der foretages en ny kontanthjælpsberegning efter de på dette tidspunkt gældende regler herom. Ydelserne i aktiveringstilbudet giver ikke i sig selv den unge ret til at få hjælpen beregnet efter reglerne for personer over 25 år, jf. § 10, stk. 3.
Efter bestemmelsen i § 11 har den unge ret til at få et nyt aktiveringstilbud, når der på grund af ledighed er udbetalt kontanthjælp i en sammenhængende periode på 3 måneder. Det er en betingelse, at den unge ikke i løbet af 3 måneders-perioden har deltaget i et tilbud efter aktiveringslovens regler.
En ung kan i kraft af et aktiveringstilbud have haft en indtjening, der bevirker at pågældende ikke er berettiget til kontanthjælp umiddelbart efter afslutningen af tilbudet. Perioder, hvor forsørgelsen er dækket af en indtjening i et aktiveringstilbud, og hvor pågældende ikke samtidig deltager i aktivering eller har ordinær beskæftigelse mv., sidestilles med en kontanthjælpsperiode i relation til 3 måneders-reglen.
Bestemmelsen i § 11 forhindrer ikke, at den unge får tilbud før der er gået 3 måneder.
Begrænsningen i kommunens adgang til at give visse kontanthjælpsmodtagere under 25 år tilbud om jobtræning gælder alene i forhold til det første aktiveringstilbud. Har den unge ret til et gentaget tilbud efter lovens § 11, er der ikke tale om nogen begrænsning, jf. pkt. 22.
Supplerende beskæftigelse
52. Unge under 25 år kan under aktiveringstilbudet have supplerende beskæftigelse under forudsætning af, at bibeskæftigelsen ikke er til hinder for, at den unge passer den tilbudte aktivitet. Hvis indtægten fra bibeskæftigelsen overstiger den kontanthjælp, pågældende ellers ville være berettiget til, bortfalder tilbudet om aktivering.
I tilbud om jobtræning, hvor der udbetales overenskomstmæssig løn, skal indtægten fra bibeskæftigelsen ikke fratrækkes i ydelsen.
I tilbud, hvor der udbetales aktiveringsydelse/oplæringsydelse, der beregnes efter reglerne om kontanthjælp, fradrages indtægten i ydelsen efter reglerne i § 38 i bistandsloven. Den særlige regel i § 38, stk. 4, om fradragsfrie indtægter finder også anvendelse, hvis betingelsen om at have modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 3 måneder eller derover er opfyldt.
Spørgsmålet om fradrag for indtægter skal ved individuel jobtræning ses i sammenhæng med bestemmelsen om, at aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen mindst skal udgøre et beløb svarende til kontanthjælpssatsen for unge udeboende under 25 år, jf. pkt. 60.
Afsnit VII. Tilbud til kontanthjælpsmodtagere,
der er fyldt 25 år
53. Til kontanthjælpsmodtagere over 25 år har kommunalbestyrelsen, jf. § 13, pligt til at give - og modtageren ret til at få - et tilbud om aktivering efter kapitel 3. Tilbudet skal påbegyndes senest efter en sammenhængende periode på 12 måneder med kontanthjælp efter § 37 og/eller § 37 a i bistandsloven. Kommunen kan dog altid beslutte at give tilbud på et tidligere tidspunkt. I den forbindelse kan der efter lovens § 8, stk. 2 gives tilbud om deltagelse i voksen- og efteruddannelse, når kontanthjælpsmodtageren i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter aktiveringsloven, jf. pkt. 47.
Kontanthjælpsmodtagere over 25 år har ret til et tilbud om aktivering. Der regnes med sammenhængende perioder med kontanthjælp, og det vil sige, at hvis udbetalingen af kontanthjælp i en periode afbrydes -normalt mindst 1 måned - begynder en ny 12 måneders periode. Standses udbetalingen af kontanthjælp, fordi pågældende under aktivering modtager en ydelse efter aktiveringsloven, sidestilles disse ydelser med udbetaling af kontanthjælp. Det betyder f.eks., at når en over 25-årig har gennemført et aktiveringsforløb, og pågældende derefter igen modtager kontanthjælp, har vedkommende ikke ret til et nyt aktiveringstilbud, med mindre der i en periode ikke udbetales kontanthjælp, og der herefter er modtaget kontanthjælp i sammenhængende 12 måneder.
Varighed af aktiveringstilbudet mv.
54. Der er ikke i loven fastsat rammer for tilbudets ugentlige omfang, eller hvor lang tid det skal strække sig over. Det er derfor kommunalbestyrelsen, der prioriterer og beslutter, hvorledes ordningen konkret skal gennemføres i kommunen, f.eks. med hensyn til omfang, varighed og indhold i tilbudene.
Gruppen af kontanthjælpsmodtagere over 25 år udgør ikke en ensartet gruppe. Det er derfor vigtigt, at tilbudene med hensyn til indhold, længde, timer pr. uge mv. er varierede og fleksible, således at den enkelte modtagers individuelle behov og forudsætninger kan imødekommes. Nogle kontanthjælpsmodtagere, der alene har ledighed som problem, vil f.eks. umiddelbart kunne indgå i og have gavn af tilbud om jobtræning i op til 37 timer om ugen. Andre, som har problemer ud over ledighed, og som ikke kan forventes at kunne arbejde på fuld tid, kan - i første omgang - have gavn af et mindre krævende tilbud om aktivering. Det kan f.eks. være et tilbud om individuel jobtræning med aktivering nogle timer om ugen i en lokal forening eller lign.
Aktiveringstilbudet bør tilrettelægges ud fra de ønsker og mål, som er beskrevet i pågældendes handlingsplan, med evt. efterfølgende justering. Det bør tilstræbes, at der er flere tilbud at vælge imellem, jf. § 2, stk. 2.
Aktiveringsfri periode
55. Kontanthjælpsmodtagere over 25 år har efter samme regler som for kontanthjælpsmodtagere under 25 år ret til en aktiveringsfri periode, når der er tale om deltagelse i længerevarende aktiveringstilbud efter lovens §§ 5-8, herunder deltagelse i voksen- og efteruddannelse efter § 8, stk. 2. Der henvises til pkt. 50.
Supplerende beskæftigelse
56. Kontanthjælpsmodtagere over 25 år kan have supplerende beskæftigelse under forudsætning af, at bibeskæftigelsen ikke er til hinder for, at vedkommende passer den tilbudte aktivitet. Hvis indtægten fra bibeskæftigelsen overstiger den kontanthjælp, vedkommende ellers ville være berettiget til, bortfalder tilbudet om aktivering.
I tilbud om jobtræning, hvor der udbetales overenskomstmæssig løn, skal indtægten ikke fratrækkes i ydelsen.
I tilbud, hvor der udbetales aktiveringsydelse, der beregnes efter reglerne om kontanthjælp, fradrages indtægten i ydelsen efter reglerne i § 38 i bistandsloven. Den særlige regel i § 38, stk. 4, om fradragsfrie indtægter finder også anvendelse, hvis betingelsen om at have modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 3 måneder eller derover er opfyldt.
Spørgsmålet om fradrag for indtægter skal ved individuel jobtræning ses i sammenhæng med bestemmelsen om, at aktiveringsydelsen mindst skal udgøre et beløb svarende til kontanthjælpssatsen for unge udeboende under 25 år, jf. pkt. 60.
Afsnit VIII. Ydelser under tilbud om aktivering
Vejlednings- og introduktionsprogram
57. Til kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der deltager i et vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 5, udbetales aktiveringsydelse, jf. § 18, stk. 1. Aktiveringsydelsen beregnes efter reglerne om kontanthjælp i bistandslovens § 37 og § 37 a. Med virkning fra 1. januar 1997 skal der beregnes og betales ATP- bidrag af aktiveringsydelsen, jf. pkt. 70.
Jobtræning
58. Til kontanthjælpsmodtagere i jobtræning efter § 4 udbetales en løn, der svarer til den overenskomstmæssige eller den for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende, jf. § 14, stk. 1. I jobtræning hos offentlige arbejdsgivere kan lønnen højst udgøre 81 kr. pr. time eksklusive feriepenge mv. Den maksimale timeløn, der reguleres procentuelt i overensstemmelse med den gennemsnitlige regulering af de offentlige lønskalaer, udgør pr. 1. april 1995 82,94 kr.
Såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der ydes supplerende kontanthjælp efter bistandsloven.
Individuel jobtræning
59. Til kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning efter § 5 udbetales aktiveringsydelse og beskæftigelsestillæg, jf. § 15, stk. 1 og 2.
Til unge under 25 år i individuel jobtræning udbetales aktiveringsydelsen som oplæringsydelse, jf. § 15, stk. 4.
60. Aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen beregnes efter reglerne om kontanthjælp i bistandsloven. Dette betyder, at modtageren skal have en ydelse, som svarer til, hvad der ville kunne udbetales efter bistandslovens § 37 (bruttokontanthjælp) og § 37 a (særlig støtte). Ydelsen beregnes således på samme måde som kontanthjælpen, f.eks. med hensyn til fradrag for indtægter, herunder ægtefælleindtægter, betydning af formue mv. Bestemmelsen i bistandslovens § 38, stk. 4 finder også anvendelse.
Selv om aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen beregnes efter bistandslovens kontanthjælpsregler, er der tale om en ydelse efter aktiveringsloven. Da udbetaling af såvel aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen i individuel jobtræning som aktiveringsydelsen i de øvrige former for aktiveringstilbud er forbundet med en modydelse i form af aktivering, skal ydelsen udbetales uden tilbagebetalingspligt. Der skal heller ikke knyttes tilbagebetalingspligt til den del af ydelsen, der beregnes efter bistandslovens § 37 a til dækning af terminsudgifter.
Aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen udgør som minimum et beløb svarende til kontanthjælpssatsen for unge udeboende under 25 år. Ægtefælleindtægter eller egne indtægter vil således ikke kunne reducere ydelsen til under kontanthjælpssatsen for unge udeboende under 25 år. Det ugentlige antal timer i den individuelle jobtræning har ikke betydning for størrelsen af aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen. Tilbudet til unge under 25 år skal dog mindst være på 30 timer pr. uge, jf. § 10, stk. 1.
61. Der udbetales et beskæftigelsestillæg udover aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen. Beskæftigelsestillægget udgør pr. 1. april 1996 15,36 kr. pr. time til personer, der er fyldt 25 år, og 8,19 kr. pr. time til personer under 25 år. (Indtil 1. april 1996 udgør beskæftigelsestillægget 15,36 kr. pr. time til alle).
Beskæftigelsestillægget reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
62. Den samlede ydelse i form af beskæftigelsestillægget og bruttokontanthjælpens andel af aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen er begrænset af et loft på 67,38 kr. pr. time (satsen pr. 1. januar 1996). Heri ligger, at beskæftigelsestillægget nedsættes med det beløb, hvormed summen af tillægget og den del af aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen, der er beregnet efter bistandslovens § 37 - dvs. efter fradrag for pågældendes og en evt. ægtefælles indtægter - overstiger loftet på 67,38 kr. pr. time. I forbindelse med loftsbeløbet tages der således ikke hensyn til evt. hjælp efter bistandslovens § 37 a. Anvendelsen af loftsbeløbet kan betyde, at beskæftigelsestillægget helt falder bort. Der skal dog altid udbetales en ydelse, som mindst svarer til den kontanthjælp pågældende er berettiget til og mindst en ydelse svarende til satsen for unge udeboende under 25 år.
Til brug for beregningen af beskæftigelsestillæggets størrelse skal der foretages en omregning fra månedsbeløb til timebeløb af den del af aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen, der er beregnet efter bistandslovens § 37. Ved omregningen anvendes det antal månedlige timer (opgjort som ugentlige timer gange 4,33), som aktiveringstilbudet omfatter.
Loftsbeløbet pr. time reguleres en gang om året den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Beskæftigelsestillægget opfattes i øvrigt som en indtægt på lige fod med andre arbejdsindtægter. Har den aktiverede således en ægtefælle, som modtager kontanthjælp, foretages der fradrag for beskæftigelsestillægget ved beregningen af ægtefællens kontanthjælp. Er begge ægtefæller derimod i aktivering, foretages der ikke fradrag for beskæftigelsestillægget i aktiveringsydelsen. Det gælder også selv om den ene ægtefælle er i individuel jobtræning og den anden i et aktiveringstilbud, hvor der alene udbetales aktiveringsydelse.
63. Der skal efter lovens § 5, stk. 3 ikke beregnes og betales feriepenge og AER-bidrag af ydelserne, idet kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning ikke er omfattet af lov om ferie og lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion. Indtil den 1. januar 1997 skal der heller ikke beregnes eller betales ATP-bidrag af ydelserne i individuel jobtræning. Men med virkning fra 1. januar 1997 bliver kontanthjælpsmodtagere i aktivering omfattet af ATP-ordningen med indbetaling af bidrag hertil, jf. pkt. 70.
Der betales ikke arbejdsmarkedsbidrag af aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen og beskæftigelsestillægget, jf. pkt. 69.
Der kan ikke ydes overenskomstmæssige vederlag i tilknytning til aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen og beskæftigelsestillægget.
Særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter, frivillige og ulønnede aktiviteter og voksen- og efteruddannelse
64. Til kontanthjælpsmodtagere, der deltager i særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter efter § 6, i frivillige og ulønnede aktiviteter eller i voksen- og efterudddannelse efter § 8, udbetales der aktiveringsydelse, jf. § 18, stk. 1. Aktiveringsydelsen beregnes efter reglerne om kontanthjælp i bistandslovens § 37 og § 37 a. Med virkning fra 1. januar 1997 skal der beregnes og betales ATP-bidrag af aktiveringsydelsen, jf. pkt. 70.
Særligt tilrettelagte aktiverende forløb
65. Til kontanthjælpsmodtagere, der deltager i særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter § 7, udbetales der aktiveringsydelse, jf. § 18, stk. 2. Indgår der i forløbet såvel kursus/uddannelse som beskæftigelse, skal der imidlertid som noget nyt ske en opdeling af ydelsen, idet der da skal udbetales aktiveringsydelse i den del af forløbet, der består af kursus/uddannelse, hvorimod der skal udbetales enten løn eller aktiveringsydelse/oplæringsydelse plus beskæftigelsestillæg i de perioder, hvor forløbet indeholder beskæftigelse, der selvstændigt kunne være etableret som jobtræning eller individuel jobtræning, dvs. med iagttagelse af de regler om merbeskæftigelse og konkurrenceforvridning, der gælder for disse former for aktiveringstilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Denne nye regel om opdeling af ydelsen er begrundet med, at der har været tilfælde, hvor det beskæftigelsesmæssige indhold i et særligt tilrettelagt aktiverende forløb har været så dominerende, at forløbet burde have været etableret som jobtræning eller individuel jobtræning.
Reglen i § 18, stk. 2 om opdeling af ydelsen har virkning for de forløb, der påbegyndes den 1. april 1996 eller senere, jf. overgangsbestemmelsen i § 2, stk. 2 i ændringslov nr. 1112 af 20. december 1995.
Aktiveringsydelsen beregnes efter reglerne om kontanthjælp i bistandslovens § 37 og 37 a. Med virkning fra 1. januar 1997 skal der beregnes og betales ATP-bidrag af aktiveringsydelsen, jf. pkt. 70. For så vidt angår ydelser i de perioder, der selvstændigt kunne være etableret som jobtræning eller individuel jobtræning, henvises til pkt. 58 om jobtræning og pkt. 59-63 om individuel jobtræning.
Godtgørelse efter § 20
66. Godtgørelsen efter § 20 på op til 1.000 kr. om måneden har til formål at bidrage til dækning af kontanthjælpsmodtagerens udgifter ved deltagelsen i aktiveringen, dvs. udgifter til transport, arbejdstøj og lignende.
Kommunalbestyrelsen afgør, om der skal udbetales en godtgørelse og skal i den forbindelse træffe en konkret begrundet beslutning om, hvad ydelsen skal godtgøre. Der kræves ikke dokumentation for anvendelsen af godtgørelsen, f.eks. dokumentation for slid på arbejdstøj.
Kommunalbestyrelsen kan f.eks. tilrettelægge ordninger, hvorefter godtgørelsen for så vidt angår transport varierer ud fra gennemsnitlige udgifter hertil i lokalområdet, og/eller beslutte, at der ydes godtgørelse i aktiveringstilbud, hvor der typisk er et særligt slid på arbejdstøj mv. Det er også sigtet med ordningen om godtgørelse, at kommunalbestyrelsen, i lighed med den tidligere forsøgsordning i bistandslovens § 138 d, kan tilrettelægge ordninger, hvor der udbetales en fast mindre godtgørelse til de aktiverede.
67. Godtgørelsen kan udbetales til kontanthjælpsmodtagere, der deltager i et vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 5 eller i et aktiveringstilbud efter §§ 6-8, dvs. særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter, særligt tilrettelagte aktiverende forløb, frivillige og ulønnede aktiviteter og voksen- og efteruddannelse.
Godtgørelsen kan tilsvarende udbetales til kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning efter § 5. Dette forudsætter dog, at udgifterne ved deltagelsen i aktiveringen ikke i rimeligt omfang er dækket af beskæftigelsestillægget efter § 15, stk. 2. Dette kan være tilfældet, hvis aktiveringstilbudet kun omfatter et begrænset ugentligt timetal, eller hvis beskæftigelsestillægget er faldet bort på grund af loftet over ydelsens størrelse i individuel jobtræning.
Godtgørelsen er skattepligtig og medfører ikke fradrag i ydelserne efter aktiveringsloven. Der betales ikke arbejdsmarkedsbidrag og ATP-bidrag af godtgørelsen, jf. pkt. 69 og pkt. 70.
Afsnit IX. Skattepligt, arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag, sygedagpenge, ferie, arbejdsskade, flytning til ny kommune
68. Når der under aktivering udbetales en ydelse, der beregnes efter reglerne om kontanthjælp, behandles ydelsen skattemæssigt på samme måde som kontanthjælp efter § 37 og § 37 a i bistandsloven. Det betyder, at den del af ydelsen, som modsvares af bruttokontanthjælpen er skattepligtig, mens den del, som modsvares af ydelsen efter § 37 a er skattefri. Dette gælder også for igangsætningsydelse. Der henvises til ligningslovens § 7 j.
Godtgørelser efter § 20 er skattepligtige. Det samme gælder løn i jobtræning efter § 4 og beskæftigelsestillæg i individuel jobtræning efter § 5.
69. Der skal ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen. Der betales heller ikke arbejdsmarkedsbidrag af godtgørelsen efter § 20 eller af beskæftigelsestillægget i individuel jobtræning. Der henvises til § 8, stk. 4 i lov om arbejdsmarkedsfonde.
Med hensyn til igangsætningsydelsen skal der betales arbejdsmarkedsbidrag af den skattepligtige del af ydelsen, dvs. den del af ydelsen der vedrører bruttokontanthjælpen. Dette skyldes, at denne del af ydelsen indgår i beregningen af virksomhedens skattemæssige overskud og dermed i bidragsgrundlaget for selvstændigt erhvervsdrivende, jf. § 10 i lov om arbejdsmarkedsfonde. Den skattefri del af igangsætningsydelsen - dvs. den del af ydelsen der vedrører støtte efter bistandslovens § 37 a - indgår derimod ikke i bidragsgrundlaget for arbejdsmarkedsbidraget. Den selvstændige afregner selv arbejdsmarkedsbidrag til told- og skattemyndighederne.
70. Som noget nyt skal kontanthjælpsmodtagere, der deltager i et aktiveringstilbud efter aktiveringsloven, betale bidrag til ATP. Den nye ordning træder i kraft den 1. januar 1997. Indførelsen sker gradvist, således at der i 1997 indbetales halvdelen af det fulde ATP-bidrag, og først fra den 1. januar 1998 indbetales der fuldt bidrag.
Efter bestemmelsen i aktiveringslovens § 20 a, stk. 1 vil kontanthjælpsmodtagere, der deltager i et aktiveringstilbud efter aktiveringslovens regler, og som får udbetalt aktiveringsydelse eller oplæringsydelse blive omfattet af ordningen. Beregning af bidraget til ordningen sker efter reglerne i bistandslovens § 45 b. I beregningsgrundlaget indgår også beskæftigelsestillægget i individuel jobtræning, hvorimod der ikke skal beregnes bidrag af godtgørelse efter aktiveringslovens § 20.
Efter reglerne i bistandslovens § 45 b skal indbetaling af ATP- bidrag først ske, når kontanthjælpsmodtageren i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp, aktiveringsydelse eller oplæringsydelse. Det er endvidere en betingelse, at kontanthjælpsmodtagerens månedlige aktiveringsydelse/oplæringsydelse mindst udgør et beløb, der svarer til den fulde kontanthjælp, som henholdsvis en forsørger og en ikke-forsørger vil være berettiget til efter bistandslovens § 37, stk. 2.
En kontanthjælpsmodtager i aktivering betaler selv 1/3 af ATP- bidraget, og kommunen betaler 2/3 af bidraget. Kontanthjælpsmodtagerens andel af bidraget indeholdes ved udbetaling af den ydelse, der ligger til grund for beregningen af bidraget, jf. § 20 a, stk. 2.
71. De almindelige regler i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel finder for personer i aktiveringstilbud alene anvendelse ved beskæftigelse i jobtræning efter lovens § 4, da disse personer, når de er ansat med overenskomstmæssig løn fra arbejdsgiveren og er omfattet af den lovgivning, der i øvrigt gælder for lønmodtagere, må anses for at være ansat i et tjenesteforhold til en arbejdsgiver. Efter dagpengeloven er det bl.a. en betingelse for at få udbetalt sygedagpenge, at der er tale om et lønmodtagerforhold i arbejdsretlig forstand. Arbejdsretligt betragtes det som et lønmodtagerforhold, når der udføres personligt arbejde i et tjenesteforhold til en arbejdsgiver, således at pågældende er undergivet arbejdsgiverens ledelse og instruktioner for arbejdets udførelse og modtager arbejdsvederlag i form af løn.
Er der ikke ret til dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, vil der i tilfælde af sygdom eller barsel kunne ydes kontanthjælp efter de almindelige regler.
I individuel jobtræning kan der dog eventuelt i stedet for kontanthjælp udbetales aktiveringsydelse/oplæringsydelse, når der er tale om kortere sygdomsperioder f.eks. af under 1 uges varighed. I disse tilfælde vil deltageren også have krav på at få udbetalt et evt. beskæftigelsestillæg.
Der er ved jobtræning mulighed for at holde ferie efter reglerne i ferieloven. Under ferieperioden kan der ikke ydes kontanthjælp. Ved individuel jobtræning gælder ferielovens regler ikke, jf. pkt. 27 og 63.
Aktiveringsloven har ikke regler om forsikrings- og erstatningsspørgsmål i tilfælde, hvor kontanthjælpsmodtagere pådrager sig personskade i forbindelse med et aktiveringstilbud. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt lov om forsikring mod følger af arbejdsskade - eller muligvis anden offentlig tilvejebragt erstatningsordning - kan finde anvendelse.
Under gennemførelsen af aktiveringstilbudene, jf. pkt. 18, vil de pågældende være omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven i alle de situationer, hvor aktiviteten må anses for arbejde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand. Det vil for det første sige situationer, hvor den pågældende må anses for antaget til udførelse af et arbejde. Også i situationer, hvor der ikke foreligger et egentligt antagelsesforhold, men hvor den pågældende udfører arbejde af værdi for en virksomhed, forening eller lignende, vil pågældende være omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven efter et nyttekriterium.
Afgørende for placeringen af arbejdsgiveransvaret er, hvem der har ret til at lede arbejdets udførelse, herunder navnlig at antage og afskedige den ansatte, give instruktioner vedrørende arbejdets udførelse og føre tilsyn med udførelsen af selve arbejdet.
Specielt f.s.v. angår praktik i forbindelse med aktivering, vil der være mulighed for at henføre en skade under den af staten tilvejebragte erstatningsordning for deltagere i praktisk erhvervsorientering, som henhører under Arbejdsmarkedsstyrelsens ressort.
Anmeldelse efter arbejdsskadeforsikringsloven skal foretages af arbejdsgiveren til dennes arbejdsskadeforsikringsselskab eller til Arbejdsskadestyrelsen, hvis der ikke er tegnet forsikring, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 45.
Flytning til en anden kommune
72. Reglerne om opholdskommune i bistandsloven gælder også for aktiveringsloven. Opholdskommunen er forpligtet til at give tilbud mv. efter aktiveringsloven. Når en kontanthjælpsmodtager, der er aktiveret i et tilbud, flytter og får ny opholdskommune, overtager den nye opholdskommune forpligtelserne efter aktiveringsloven, jf. bistandsloven. Den hidtidige opholdskommune har således ikke længere pligt til at sørge for et aktiveringstilbud, og dette gælder, uanset om kontanthjælpsmodtageren efter flytningen fortsat bor således, at afstanden til det igangværende aktivitetstilbud ikke forhindrer fortsat deltagelse. I forbindelse med en flytning vil det til brug for opgørelsen af pligtperioden i et aktiveringstilbud kunne være nødvendigt, at den nye opholdskommune kontakter fraflytningskommunen med henblik på oplysning om den forudgående del af pligtperioden.
73. Der er ikke noget i vejen for, at de involverede kommuner aftaler, at kontanthjælpsmodtageren kan fortsætte et igangværende aktivitetsforløb, hvilket i en række tilfælde kan være hensigtsmæssigt. En sådan aftale kan også være begrundet i hensynet til en arbejdsgiver, som af fraflytningskommunen har fået tilsagn om løntilskud til en konkret kontanthjælpsmodtager i en vis periode, dog forudsat at fortsat ansættelse ikke forhindres på grund af afstanden mellem arbejdsstedet og den nye bopæl. Fsv. angår forholdet til private arbejdsgivere afgøres spørgsmålet om, hvorvidt kontanthjælpsmodtageren kan opsige sin stilling ved en flytning, ikke af aktiveringsloven, men af de arbejdsretlige bestemmelser, som gælder for det konkrete arbejdsforhold. Det kan anbefales, at aftaler, en kommune indgår om løntilskud, angiver om kommunens tilsagn er betinget af, at kontanthjælpsmodtageren i støtteperioden vedblivende bor (har opholdskommune) i kommunen.
Det anbefales, at der lokalt/regionalt indgås (ramme)aftaler om, hvordan kommunerne i flyttesituationer finder frem til, om det vil være mest hensigtsmæssigt, at kontanthjælpsmodtageren får et nyt aktiveringstilbud i den nye kommune eller om fraflytningskommunen - evt. mod aftalemæssig refusion - fortsat bør aktivere pågældende.
Afsnit X. Igangsætningsydelsen
74. Igangsætningsydelsen efter lovens § 21 er med virkning fra 1. april 1996 ændret til at være en skønsbaseret ydelse, som kommunalbestyrelsen kan beslutte at tildele kontanthjælpsmodtagere, der ønsker at etablere og drive selvstændig virksomhed. Ydelsen kan udbetales i op til 2« år. Det er ikke muligt at bevilge ydelsen for en kortere periode.
Ydelsen kan tildeles kontanthjælpsmodtagere, der i en sammenhængende periode på 6 måneder har modtaget kontanthjælp eller ydelser efter aktiveringsloven. Kommunen kan ved beslutningen om at tildele ydelsen lægge vægt på, om der ud fra en vurdering af markedsmulighederne og kontanthjælpsmodtagerens personlige kvalifikationer er rimelig udsigt til, at den påtænkte etablering vil føre til en levedygtig virksomhed.
Udbetaling af igangsætningsydelse kan ikke kombineres med udbetaling af etableringsydelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Der kan heller ikke til modtagere af igangsætningsydelse udbetales etableringshjælp efter bistandslovens § 43, stk. 10.
75. Igangsætningsydelsen udgør en fast månedlig ydelse på 50 pct. af den senest udbetalte kontanthjælp, dvs. halvdelen af den senest beregnede bruttokontanthjælp efter bistandslovens § 37 og halvdelen af den senest beregnede støtte efter bistandslovens § 37 a. Har igangsætteren senest modtaget ydelser efter aktiveringsloven, beregnes igangsætningsydelsen på grundlag af den kontanthjælp, som den pågældende ellers ville have haft ret til i måneden forud for den måned, hvor udbetalingen af ydelsen begynder. Indtægter fra den selvstændige virksomhed fratrækkes ikke i igangsætningsydelsen. Det er en forudsætning for udbetaling af ydelsen, at modtageren ikke får lønindtægter ved siden af eller i stedet for indtægter fra virksomheden. Hvis modtageren får lønindtægter ved siden af, bortfalder igangsætningsydelsen for den resterende periode.
At igangsætningsydelsen er en fast ydelse betyder, at den ikke ændres, selv om modtagerens forhold ændres på en sådan måde, at dette ville have indvirket på kontanthjælpens størrelse. Indtægter af anden art end lønindtægt skal således ikke fratrækkes i igangsætningsydelsen. Det har heller ikke konsekvenser for ydelsens størrelse, at modtageren skifter forsørgerstatus, eller at der foretages ændringer i satserne for kontanthjælpen.
Udbetaling af igangsætningsydelsen er betinget af, at modtageren etablerer og driver selvstændig virksomhed. Det kan derfor kræves, at modtageren dokumenterer etableringen, eksempelvis i form af momsregistrering, samt driften af virksomheden. Det er desuden en forudsætning, at modtageren personligt deltager i driften af virksomheden. I tilfælde af fravær fra virksomheden f.eks. i forbindelse med sygdom må det afhænge af fraværsperiodens længde, om modtageren fortsat kan anses for personligt at deltage i virksomhedens drift. Ydelsen kan ikke udbetales til personer, der er indsat til afsoning, jf. Den sociale Ankestyrelses afgørelse i SM K-1-95.
76. Der er ikke i loven fastsat særlige bestemmelser om beregning af igangsætningsydelse til gifte personer.
Hvis kun den ene ægtefælle er berettiget til kontanthjælp, beregnes igangsætningsydelsen som halvdelen af den senest udbetalte kontanthjælp.
Hvis begge ægtefæller er berettiget til kontanthjælp, må der ved beregningen af igangsætningsydelsens størrelse til den ene ægtefælle tages udgangspunkt i ægtefællernes samlede kontanthjælp, dvs. den udmålte kontanthjælp efter § 37, evt. med særlig støtte efter § 37 a, og med fradrag af ægtefællernes samlede indtægter. Igangsætningsydelsen beregnes som halvdelen af pågældendes andel af ægtefællernes udbetalte kontanthjælp.
Beregning af kontanthjælpen til den anden ægtefælle foretages efter de sædvanlige regler for gifte personer, dvs. at bestemmelserne i bistandslovens § 37, stk. 5 og § 38, stk. 3 ikke finder anvendelse. Ved beregningen af hjælpen fratrækkes ægtefællernes indtægter, herunder også igangsætningsydelsen og eventuelle andre indtægter, der knytter sig til den selvstændige virksomhed. Der er ikke særlige regler om fradrag for indtægter ved selvstændig virksomhed. Fradrag skal derfor i princippet følge bestemmelserne i bistandslovens § 38, dvs. der skal foretages fradrag i kontanthjælpen i den måned hvor indtægten forekommer, i det omfang der ikke i samme eller tidligere måneder har været udgifter i forbindelse med den selvstændige virksomhed. Man kan evt. nøjes med at foretage aconto fradrag i kontanthjælpen på grundlag af et skøn over virksomhedens overskud. De lokale skattemyndigheder kan rådgive om den administrativt mest hensigtsmæssige måde at foretage indtægtsfradrag på for den pågældende virksomhed.
Får den ægtefælle, der modtager kontanthjælp, senere arbejde, skal arbejdsindtægten ikke fratrækkes i igangsætningsydelsen, idet denne ydelse er en fast ydelse.
Eksempel:
Ægtefælleberegning (kontanthjælp) 10.000 kr. Igangsætningsydelse (10.000 kr./4) 2.500 kr. Herefter foretages en ny kontanthjælpsberegning for den ægtefælle, der ikke modtager igangsætningsydelse: Ægtefælleberegning (kontanthjælp) 10.000 kr. - indtægter, dvs.: Igangsætningsydelse -2.500 kr. Evt. indtægter fra virksomheden -1.000 kr. Til udbetaling 6.500 kr.
Tilskud til iværksættere
77. Modtagere af igangsætningsydelse kan søge om tilskud til iværksættere, jf. lov om tilskud til iværksættere. Ordningen giver mulighed for at få tilskud til udgifter til rådgivnings- og uddannelsesaktiviteter, som dækker op til 70 pct. af afholdte udgifter inden for en ramme på i alt 30.000 kr. inden for 2 år efter godkendelse af en forretningsplan. Endvidere kan der inden for rammen på 30.000 kr. gives tilskud på indtil 3.000 kr. i forbindelse med udarbejdelse af en forretningsplan. Forudsætningen for at få tilskud efter lov om tilskud til iværksættere - udover de 3.000 kr. til udarbejdelse af en forretningsplan - er, at der er udarbejdet en realistisk forretningsplan, samt at denne er godkendt af Erhvervsfremme Styrelsen, Erhvervsministeriet efter indstilling fra etableringsvejlederne.
Afsnit XI. Klageregler, afslag på tilbud mv.
78. I dette afsnit beskrives regler om klagemuligheder, konsekvenser af at en ydelse er ydet med urette, afslag på tilbud samt konsekvenser af uberettiget udeblivelse fra tilbud.
Klageregler
79. Det fremgår af § 23, at kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvorvidt en kontanthjælpsmodtager har ret til at modtage tilbud om aktivering efter lovens kapitel 3, kan indbringes for de sociale klagemyndigheder. Klagemyndighederne kan således tage stilling til, om en person opfylder betingelserne for at have ret til at modtage et aktiveringstilbud, f.eks. betingelsen om at have modtaget kontanthjælp i sammenhængende 12 måneder for så vidt angår kontanthjælpsmodtagere over 25 år.
Kommunalbestyrelsens afslag efter § 21 på udbetaling af igangsætningsydelse til kontanthjælpsmodtagere kan ikke indbringes for de sociale klagemyndigheder.
I § 23, stk. 1, 2. pkt., er det fastsat, at klager over størrelsen af ydelser efter lovens § 15, § 18 og § 21 kan indbringes for de sociale klagemyndigheder, dvs. klager vedrørende aktiveringsydelse, oplæringsydelse, beskæftigelsestillæg og igangsætningsydelse. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter lovens § 2, stk. 3 om en kontanthjælpsmodtagers ret til en aktiveringsfri periode kan ligeledes indbringes for de sociale klagemyndigheder. Endelig er der mulighed for at indbringe kommunens afgørelse efter § 8, stk. 2 om adgang for kontanthjælpsmodtagere over 25 år til at deltage i voksen- og efteruddannelse. De sociale klagemyndigheder kan træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at deltage i voksen- og efteruddannelse er opfyldt.
Klager over lønnen ved ansættelse i jobtræning efter § 4 afgøres ad sædvanlig fagretlig vej.
Det følger af § 22, stk. 2, at kommunalbestyrelsens beslutning om, at der i forbindelse med en kontanthjælpsmodtagers uberettigede udeblivelse fra et aktiveringstilbud skal foretages fradrag i beskæftigelsestillægget efter § 15, stk. 2 eller i godtgørelsen efter § 20 kan indbringes for de sociale klagemyndigheder. Derimod kan selve tildelingen af godtgørelsen efter § 20 ikke indbringes for de sociale klagemyndigheder.
80. Det er i § 23, stk. 2, fastsat, at kommunalbestyrelsens afgørelser om indholdet af tilbud om aktivering ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Det betyder, at de sociale klagemyndigheder ikke kan behandle en klage over indholdet i et eller flere tilbud, en kontanthjælpsmodtager får. Klagemyndigheden kan dog i forbindelse med sager om afslag på kontanthjælp efter bistandsloven, jf. § 40, stk. 1, nr. 1, tage stilling til, om et tilbud er rimeligt, jf. nærmere nedenfor i pkt. 83.
Ydelser modtaget med urette
81. Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling, hvis ydelser efter loven er udbetalt til en person, som har undladt at give oplysninger som krævet efter § 18 i bistandsloven, eller i øvrigt mod bedre vidende har modtaget ydelser efter aktiveringsloven. Dette følger af, at der i § 2, stk. 4, henvises til reglerne i bistandslovens kap. 6.
Som eksempel kan nævnes en situation, hvor en person giver bevidst urigtige oplysninger om sine indtægtsforhold. Hvis oplysningerne havde været korrekte, ville pågældende ikke være berettiget til kontanthjælp og dermed heller ikke have ret til et aktiveringstilbud efter aktiveringsloven. Kommunalbestyrelsen skal i denne situation træffe beslutning om tilbagebetaling, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1. Dette gælder enhver ydelse, som modtageren har fået, fordi pågældende har undladt at give oplysninger som krævet efter bistandslovens § 18.
Afslag på tilbud
82. Afslår en kontanthjælpsmodtager et tilbud om aktivering, fremgår det af § 22, at kommunalbestyrelsen afgør, hvilke konsekvenser dette skal have for ret til at modtage kontanthjælp efter bistandsloven.
Henvisningen til bistandsloven omfatter bl.a. § 40, stk. 1, hvoraf fremgår, at det er en forudsætning for at modtage kontanthjælp, at ansøgeren og en eventuel ægtefælle har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Står et rimeligt tilbud om aktivering åbent, og foreligger der ikke omstændigheder, der i følge bistandslovens § 40 bevirker, at modtageren har udnyttet sine arbejdsmuligheder, kan der ikke ydes kontanthjælp. Hvis tilbudet ikke længere er åbent, følger det af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at kontanthjælpen skal ydes med tilbagebetalingspligt.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om at stoppe for udbetaling af kontanthjælp, eller at denne skal ydes med tilbagebetalingspligt, kan indbringes for de sociale klagemyndigheder. Såfremt der opstår sådanne situationer, anbefales det, at den, som afslår et aktiveringstilbud, får lejlighed til at redegøre for, hvorfor pågældende ikke vil modtage tilbudet, og at denne redegørelse sammen med kommunens begrundelse for afgørelsen indgår ved behandling af klagen.
Med hensyn til skat, når hjælp ydes med tilbagebetaling, henvises til pkt. 12 i Socialministeriets vejledning om kontanthjælp efter bistandsloven.
Særligt om bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1
83. Efter § 40, stk. 1, nr. 1, i bistandsloven anses arbejdsmulighederne for udnyttet, når den, der søger om hjælp, ikke har et rimeligt tilbud om arbejde eller deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Der er tale om en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, såfremt sigtet med deltagelse i aktiviteten er at forbedre deltagerens muligheder for at etablere eller genetablere kontakt til det ordinære arbejdsmarked. Et aktiveringstilbud til en kontanthjælpsmodtager, hvis overvejende problem er, at pågældende mangler et arbejde, vil i almindelighed opfylde betingelsen om at være beskæftigelsesfremmende, bl.a. fordi deltagelse i en aktiverende foranstaltning generelt må skønnes at give større chancer for at få et arbejde, og derved have beskæftigelsesfremmende effekt. I visse situationer følger det af forholdets natur, at et tilbud efter en konkret vurdering ikke kan anses for at være rimeligt, f.eks. hvis der er tale om udvikling og produktion af krigsmateriel, at aktiviteten strider imod modtagerens religion, almene etiske principper o.lign.
Udeblivelse fra tilbud efter at dette er modtaget
84. Konsekvenserne af en kontanthjælpsmodtagers uberettigede udeblivelse fra et påbegyndt aktiveringstilbud er reguleret af regler i aktiveringsloven og bistandsloven.
85. I forhold til aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen, der beregnes efter reglerne om kontanthjælp, kan kommunalbestyrelsen anvende bestemmelsen i bistandslovens § 40, stk. 5, dvs. at der på samme måde som ved en kontanthjælpsmodtagers eller dennes ægtefælles uberettigede fravær fra en beskæftigelsesfremmende foranstaltning kan træffes beslutning om et fradrag i ydelsen for den følgende måned.
I overensstemmelse med § 40, stk. 5 i bistandsloven kan fradraget i aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen for den efterfølgende måned højst svare til det antal dage, som den pågældende er udeblevet. Fradraget kan kun foretages i den del af aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen, der beregnes efter bistandslovens § 37 (bruttokontanthjælpen), og fradraget kan ikke overstige 20 pct. af den månedlige ydelse.
Herudover henledes opmærksomheden på muligheden for at vælge en kortere ydelsesperiode end månedsudbetaling, jf. pkt. 17 i vejledningen om kontanthjælp efter bistandsloven.
86. Konsekvenserne af uberettiget udeblivelse i forhold til beskæftigelsestillægget i individuel jobtræning er fastlagt i lovens § 22, stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan foretage fradrag i tillægget for det antal timer, som kontanthjælpsmodtageren uberettiget er udeblevet fra.
87. Det følger ligeledes af lovens § 22, stk. 2, at der i tilfælde af uberettiget udeblivelse kan foretages fradrag i godtgørelsen efter § 20. Der er tale om et forholdsmæssigt fradrag, der beregnes ud fra forholdet mellem den forud fastsatte og den faktiske deltagelse i aktiveringstilbudet.
Afsnit XII. Finansiering
Hovedprincipper
88. Med de finansieringsregler, der trådte i kraft den 1. januar 1996, er der 2 refusionsregler til finansiering af ydelser og driftsudgifter i forbindelse med aktiveringsindsatsen, jf. lovens § 24. Det er:
- 50 pct. statsrefusion af udgifter til forsørgelsesydelser og af udgifter til løntilskud.
- 50 pct. statsrefusion indenfor et nærmere fastsat rådighedsbeløb af kommunens driftsudgifter til aktiveringstilbud samt godtgørelse efter § 20.
For så vidt angår udgifter til administration, herunder rådgivning og vejledning, gælder det, at disse udgifter ikke kan anmeldes til refusion. Der kan heller ikke ydes refusion af udgifter til ydelser efter anden lovgivning som f.eks. skoleydelse efter lov om daghøjskoler og produktionsskoler.
89. I visitationsperioden - inden der gives tilbud efter aktiveringsloven - udbetaler kommunen kontanthjælp efter reglerne i bistandsloven. Kontanthjælpen refunderes med 50 pct., jf. bistandslovens § 133.
Ydelser
90. Efter § 24, stk. 1, ydes der 50 pct. statsrefusion af kommunens udgifter til:
- aktiveringsydelse i vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 5.
- løntilskud i jobtræning efter § 4.
- aktiveringsydelse/oplæringsydelse og beskæftigelsestillæg i individuel jobtræning efter § 5.
- aktiveringsydelse i tilbud efter §§ 6-8, dvs. særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter, særligt tilrettelagte aktiverende forløb, frivillige og ulønnede aktiviteter og voksen- og efteruddannelse.
91. Anvendelse af § 24, stk.1, påvirkes hverken af kontanthjælpsmodtagerens alder eller af aktiveringstilbudets omfang og varighed. Det har således ikke betydning for adgangen til refusion, om kontanthjælpsmodtageren er under eller over 25 år. Det har heller ikke betydning, om der i relation til kontanthjælpsmodtagere under 25 år er tale om tilbud, der indeholder flere timer end det pligtmæssige tilbud på 30 timer pr. uge. Endelig er det uden betydning, om aktiveringstilbudet med hensyn til varigheden rækker ud over den pligtmæssige periode på henholdsvis 6 måneder og 18 måneder.
92. En kommunes udgifter til ATP-bidrag af ydelser efter aktiveringsloven afholdes af staten, jf. lovens § 20 a. Der henvises til pkt. 70.
Driftsudgifter og godtgørelse efter § 20
93. Med indførelsen af de nye finansieringsbestemmelser pr. 1. janu-ar 1996 er den tidligere puljefinansiering efter lovens § 26 ophørt. I stedet ydes der indenfor et rådighedsbeløb - jf. § 24, stk. 3 - 50 pct. statsrefusion af kommunens driftsudgifter i forbindelse med følgende aktiveringstilbud:
- vejlednings- og introduktionsprogram efter § 3, stk. 5.
- individuel jobtræning efter § 5.
- særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter efter § 6.
- særligt tilrettelagte aktiverende forløb efter § 7.
- voksen- og efteruddannelse efter § 8, stk. 2.
Af udgifter til godtgørelse efter § 20 ydes der ligeledes 50 pct. refusion indenfor rådighedsbeløbet.
94. Rådighedsbeløbet opgøres som 9.300 kr. pr. år (januar 1996) gange antallet af kontanthjælpsmodtagere og antallet af aktiverede personer i den enkelte kommune. Antallet opgøres som antal helårspersoner i regnskabsåret. Om den nærmere opgørelse af antallet af helårspersoner henvises til bilag 6.
Rådighedsbeløbet reguleres en gang årlig den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
95. Anvendelsen af § 24, stk. 3, påvirkes hverken af kontanthjælpsmodtagerens alder eller af aktiveringstilbudets omfang og varighed, jf. ovenfor under pkt. 91.
96. De driftsudgifter, der kan finansieres, er nettodriftsudgifterne, dvs. kommunens driftsudgifter efter fradrag af eventuelle driftsindtægter.
Driftsindtægterne omfatter f.eks. tilskud efter andre ministeriers lovgivning, tilskud fra EU, tilskud fra puljer og fonde, indtægter fra salg af produktion, indtægter fra serviceordninger.
Driftsudgifterne omfatter eksempelvis løn til projektledere, instruktører, husleje, materialer, udgifter til uddannelsespladser mv.
Det skal dog understreges, at udgifter til uddannelsespladser, der er reserveret - men ikke benyttes - til aktivering, ikke kan refunderes.
Dette gælder tillige udgifter til rådgivning og administration.
Ydes der i projekterne/aktiveringen konsulentbistand eller rådgivning over for arbejdsløshedskasser, uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere m.fl. (udgifter til jobkonsulenter og beskæftigelseskonsulenter) eller i forhold til den enkelte klient, er der tale om en administrativ udgift uden adgang til refusion.
Det skal om rådgivning og vejledning bemærkes, at der de senere år er sket en markant udvikling med hensyn til såvel omfanget som tilrettelæggelsen af rådgivning og vejledning i kommunerne. Herunder kan der, afhængig af de lokale forhold, være sket en større eller mindre specialisering.
Det har imidlertid altid været - og er fortsat - et gennemgående
princip i den sociale lovgivning, at (amts)kommunerne selv bærer deres administrationsudgifter, herunder udgifter til rådgivning og vejledning.
Uanset graden af specialisering, herunder eksempelvis målrettet rådgivning og vejledning om den enkelte bestemmelse eller i forhold til en særlig gruppe, kan dette ikke i sig selv føre til, at der er etableret et særligt retsgrundlag for at hjemtage statsrefusion af kommunens udgifter. Udgifterne til de administrative funktioner må således udskilles til kommunal finansiering. Dette gælder i givet fald også en forholdsmæssig andel af eventuel husleje.
Opmærksomheden skal i denne forbindelse henledes på, at driftsudgifterne til de særlige vejlednings- og introduktionsprogrammer efter lovens § 3, stk. 5, er refusionsberettigende.
Til brug for kommunernes beregning af årets samlede refusion af aktiveringsrelaterede driftsudgifter har Socialministeriet udarbejdet et beregningsskema, der er medtaget som bilag 6.
97. Den tidligere § 26-pulje til finansiering af driftsudgifter er ophævet pr. 1. januar 1996. Uforbrugte § 26-puljemidler kan ikke overføres fra finansåret 1995 til 1996. Evt. ubrugte midler skal derfor tilbagebetales til Socialministeriet, jf. ministeriets skrivelse af 22. januar 1996 om restafregning af refusion af udgifter til sociale ydelser i regnskabsåret 1995.
Bestemmelsen i lovens § 25 om udbetaling af et aktiveringstilskud er ligeledes ophævet med virkning fra 1. januar 1996.
Igangsætningsydelse
98. Staten refunderer 50 pct. af udgifterne til igangsætningsydelse efter § 21, jf. § 27.
Udgifter til flygtninge
99. Aktiveringslovens finansieringsbestemmelser for udlændinge, der er omfattet af bistandslovens § 134 a finder anvendelse i de tilfælde, hvor de pågældende udlændinge indgår i tilbud, hvor staten refunderer udgifterne efter § 24, stk. 1, (jf. § 24, stk. 2) og hvor staten refunderer udgifterne efter § 27, stk. 1 (jf. § 27, stk. 2). Henvisningen i aktiveringsloven til bistandslovens § 134 a betyder, at staten afholder udgiften til aktivering, når denne ligger inden for de første 1« år efter datoen for opholdstilladelse. Herefter og indtil 6« år efter datoen for opholdstilladelse afholder staten 75 pct. af kommunernes udgifter, når der er tale om udgifter, der refunderes med 50 pct., jf. § 24, stk. 1 og § 27, stk. 1. Staten yder således refusion på 100 pct./75 pct. af udgifterne i det omfang, der ellers ville være en refusion på 50 pct. Det er udgifter til forsørgelsesydelser - men ikke driftsudgifter - i form af:
- Aktiveringsydelse, beskæftigelsestillæg samt oplæringsydelse.
- Løntilskud
- Igangsætningsydelse.
100. For udlændinge, som er omfattet af bistandslovens § 134 a og som deltager i aktiviteter, der er omfattet af §§ 4-8 i aktiveringsloven, udbetaler staten til kommunerne et tilskud på 1.096 kr. pr. måned (januar 1996), jf. bistandslovens § 134 a, stk. 5, 1. pkt.
Tilskuddet reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Bestemmelsen i bistandslovens § 134 a, stk. 5, 3. pkt., hvorefter der til kommunerne kunne ydes et yderligere tilskud på 1.090 kr. pr. måned, er ophævet med virkning fra 1. januar 1996.
Afsnit XIII. Forsøgsaktiviteter
Forsøgspulje
101. Efter lovens § 30 har der i hvert af årene 1994 og 1995 været afsat en forsøgspulje til kommunerne på 125 mio. kr., der har kunnet anvendes til beskæftigelse af kontanthjælpsmodtagere i projekter med kulturelle, sociale og humanitære formål m.v.
Der henvises til Socialministeriets vejledning af 17. januar 1994 om forsøgspuljen i § 30, jf. bilag 7.
Der er i Socialministeriets bekendtgørelse af 21. juli 1994 - jf. bilag 8 - fastsat regler om, i hvilket omfang der kan ske overførsel af ubrugte midler i § 30-puljen. Herefter kan den del af de udbetalte puljemidler i 1995, der ikke er anvendt ved årets udgang, overføres til 1996 til dækning af aktiviteter, der er sat i gang i 1995. Der er ikke yderligere adgang til overførsel af puljemidler. Eventuelle uforbrugte midler skal derfor tilbagebetales til Socialministeriet, jf. de skemaer om foreløbig og endelig opgørelse over uforbrugte puljemidler, der er medtaget som bilag til Socialministeriets skrivelse til kommunerne af 22. januar 1996 om restafregning af refusion af udgifter til sociale ydelser i regnskabsåret 1995.
Forsøgsordninger
102. Lovens § 30 a indeholder en generel bestemmelse om, at socialministeren efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse kan godkende forsøgsordninger, der rækker ud over de regler, der er indeholdt i aktiveringsloven. Der er med bestemmelsen åbnet mulighed for, at en kommune kan få tilladelse til at etablere forsøg, der omfatter samtlige kontanthjælpsmodtagere i kommunen.
Det er en forudsætning, at der i forsøgsordningerne er udgiftsmæssig neutralitet for staten, dvs. at eventuelle merudgifter skal dækkes af kommunale midler. Det vil dog i det enkelte tilfælde kunne overvejes at tilvejebringe særskilte statslige midler til finansieringen.
Der kan ikke på forhånd angives bestemte retningslinier for, hvilke typer af forsøgsordninger der kan forventes godkendt. Som retningsgivende kan angives, at der vil blive lagt vægt på, om der med forsøgsordningen sker udvikling og afprøvning af nye metoder, der kan øge fleksibiliteten i aktiveringsindsatsen over for kontanthjælpsmodtagere. Det kan ikke forventes, at der vil blive givet forsøgstilladelse til ophold i udlandet, idet det er en grundbetingelse i loven, jf. lovens § 2, stk. 4 og § 1 i lov om social bistand, at ydelsen normalt kun udbetales under ophold her i landet.
Ansøgning om godkendelse af forsøgsordninger efter § 30 a skal sendes til Socialministeriet.
Afsnit XIV. Regnskabsaflæggelse, refusion mv. samt
overgangsbestemmelse
103. Socialministeriets bekendtgørelser om kommunernes regnskabsaflæggelse, statsrefusion og om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område finder anvendelse for kommunernes udgifter efter aktiveringsloven. Det er en forudsætning for at opnå statsrefusion, at såvel reglerne i aktiveringsloven som reglerne i ovennævnte bekendtgørelser er overholdt. Det drejer sig f.eks. om reglerne vedrørende journalføring, kontrol, dokumentation, grundlaget for trufne beslutninger (visitationen), personbogføring mv.
104. Ændringslov nr. 1112 af 20. december 1995 til aktiveringsloven indeholder i § 3 en overgangsbestemmelse, der omhandler en orientering om de nye ydelsesregler til kontanthjælpsmodtagere under 25 år i individuel jobtræning.
Det følger af § 3, at kommunalbestyrelsen senest den 15. februar 1996 skal give en orientering om indholdet af de nye ydelsesregler til de kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der deltager i et tilbud om individuel jobtræning, som først afsluttes efter den 1. april 1996.
Underskrift 1
Socialministeriet, den 28. februar 1996 KAREN JESPERSEN / Anne Mette Lolk