Gelex

Orienteringsskrivelse om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (Til samtlige kommuner m.fl.)

OphævetVersion 1997-12-19fra 1998-03-15 til 2002-05-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1997/200@1997-12-19/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget har i dag ved 3. behandling vedtaget L 89 forslag til Lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (Årlig bekræftelse af status som enlig forsørger mv.)

Forslaget, som det ser ud efter 3. behandlingen, vedlægges i kopi. (* 1)

Det vedtagne lovforslag træder i kraft den 1. januar 1998.

Formålet med ændringerne er at øge kontrollen i forbindelse med udbetaling af børnetilskud, således at det i højere grad sikres, at udbetaling af børnetilskud til enlige forsørgere alene sker til de personer, der opfylder betingelserne for at få ydelserne udbetalt.

Efter de gældende regler påhviler det den, der får udbetalt ydelser efter børnetilskudsloven, at underrette kommunalbestyrelsen om forandringer i forholdene, der kan medføre bortfald af ydelserne. Hvis man mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter børnetilskudsloven, skal det beløb, der med urette er modtaget, tilbagebetales. Disse regler gælder fortsat.

Kommunalbestyrelsen varetager administrationen af børnetilskudsloven og har derfor også pligt til at påse, at betingelserne for at få udbetalt børnetilskud er opfyldt.

Ved lovændringen forpligtes kommunerne - som et led i kontrollen - til hvert år i januar måned at anmode de personer, der modtager ordinært og ekstra børnetilskud som enlige forsørgere, om skriftligt at bekræfte sin fortsatte status som enlig forsørger.

For at undgå tvivl om hvorvidt kommunen har anmodet en modtager af børnetilskud om en bekræftelse, er det forudsat, at anmodningen fremsendes ved anbefalet brev.

Hvis kommunen ikke har modtaget bekræftelsen fra modtageren af børnetilskud senest 2 måneder fra anmodningen, skal udbetalingen af børnetilskud ophøre fra april kvartal.

Hvis bekræftelsen modtages senere end 2 måneder fra anmodningen, kan udbetalingen af børnetilskud genoptages med virkning fra kvartalet efter, at bekræftelsen er modtaget.

Med vedtagelse af L 89 har socialministeren endvidere fået bemyndigelse til at fastsætte regler om administration i forbindelse med kommunens vurdering af modtagerens status som enlig forsørger.

Socialministeren kan fastsætte regler om, at der er en formodning for, at en ansøger/modtager af børnetilskud ikke er enlig forsørger, hvis en anden voksen person er tilmeldt folkeregistret på samme adresse, med mindre ansøgeren eller modtageren af børnetilskud over for kommunen kan godtgøre at være reelt enlig forsørger. Socialministeren kan endvidere fastsætte regler om, at kommunen i øvrigt skal anmode en ansøger/modtager af børnetilskud om nærmere oplysninger/dokumentation i de tilfælde, hvor kommunen på baggrund af sagens øvrige oplysninger finder det overvejende sandsynligt, at pågældende ikke er reelt enlig forsørger.

Socialministeren vil snarest fastsætte regler herom.

Med vedtagelsen af L 89 er reglen om, at socialministeren bekendtgør størrelsen af ydelserne efter loven, ophævet. Størrelsen af ydelserne vil fortsat fremgå af Socialministeriets årlige cirkulære om regulering af satser på det sociale område.

Herudover er lovens §§ 28 og 29 ophævet, da disse regler ikke længere finder anvendelse.

Karen Jespersen

Anders Lynge Madsen

Versioner

  1. 1997-12-19 · til 2002-05-03