Vejledning om ligsyn og udstedelse af dødsattester mv. (Til landets læger)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1997/52@1997-01-28/da
Indhold
1. Indledning
Lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. (i det følgende loven) har bestemmelser om bl.a. dødens konstatering, ligsyn (herunder retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion), udstedelse af dødsattest og omsorg for lig.
Regler om begravelse og ligbrænding findes i lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding.
2. Formålet med vejledningen
Vejledningens formål er at præcisere lovens bestemmelser om ligsyn og udstedelse af dødsattester mv. og erstatter Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 119 af 25. juni 1990 om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v.
3. Definitioner
3.1 Dødskriterier
Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. § 1 indeholder regler om dødskriterier, nemlig hjertedødskriteriet og hjernedødskriteriet.
3.2 Dødstidspunktet
I de dele af lovgivningen, hvor dødstidspunktet tillægges retsvirkning (arvelovgivningen, forsikringslovgivningen, sociallovgivningen, straffelovgivningen mv.) er dødstidspunktet det tidspunkt, hvor dødens indtræden er konstateret enten efter hjertedødskriteriet eller hjernedødskriteriet.
Har lægerne efter gennemførelsen af de foreskrevne undersøgelser konstateret hjernedødens indtræden, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 118 af 25. juni 1990 om dødens konstatering ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion, skal de erklære den pågældende død. Det konstaterede dødstidspunkt efter dette kriterium er således det tidspunkt, der skal anføres i patientjournalen og i dødsattesten som dødstidspunktet.
3.3 Dødstegn
Når der kan iagttages dødstegn, kan der foretages ligsyn.
Dødstegnene er enten dødsstivhed, døds- eller ligpletter eller forrådnelse. Disse tre dødstegn indtræder kortere eller længere tid efter, at døden kan konstateres efter de egentlige dødskriterier.
Dødsstivhed, ligpletter og forrådnelse betegnes ofte som de sene/sikre dødstegn, i modsætning til dødskriterierne.
3.4 Ligsyn
Ligsyn er en undersøgelse foretaget af en læge, hvorved dødstegn iagttages, og dødsårsag og dødsmåde så vidt muligt fastslås, jf. lovens § 3, stk.1.
3.5 Dødsattester
Når ligsyn er afsluttet, udstedes der dødsattest af den læge, der har iagttaget dødstegn og konstateret, at der ikke foreligger omstændigheder, der nødvendiggør en anmeldelse af dødsfaldet til politiet, jf. lovens § 7.
Dødsattesten er et retsligt dokument, der først og fremmest er et bevis på, at den pågældende er død. Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet, førend dødsattest er udstedt.
Dødsattesten vil også kunne få betydning i straffesager og i civile sager i anledning af dødsfaldet, fx efter arve- eller forsikringslovgivningen.
Dødsattesten har to sider. Attestens side 1 indeholder de nødvendige oplysninger til begravelsesmyndigheden. Anmodning om begravelse eller ligbrænding fremsættes snarest muligt efter dødsfaldet til begravelsesmyndigheden af den, der drager omsorg herfor (pårørende eller bedemand), på en særlig blanket fulgt af dødsattestens side 1.
Dødsattestens side 2 indholder oplysninger, som danner grundlag for landets dødsårsagsstatistik. Attesten med oplysninger om dødsårsag/dødsårsager og dødsmåde indgår i Sundhedsstyrelsens centralkartotek for døde.
Dødsattestens oplysninger benyttes til analyser af dødsårsager, middellevetid og bidrager til forskningsprojekter.
Dødsattesten skal udstedes i tilknytning til ligsynet. Oplysningerne på attestens side 1 udfyldes af den læge, der har konstateret dødstegn. Dødsattestens side 2 udfyldes af den læge, som efter sit kendskab til afdøde eller til den sygdomstilstand, som måtte være gået forud for døden, har de bedste forudsætninger for at tage stilling til den egentlige dødsårsag. Side 2 kan ofte udfyldes ved ligsynet, men er det relevant kan udfyldelse afvente resultaterne af en obduktion eller andre lægelige oplysninger. Mens attestens side 1 følger afdøde, kan attestens side 2 udfyldes på et senere tidspunkt, dog senest 14 dage efter dødsfaldet.
4. Omsorg for lig
Den, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under forsvarlige forhold. Pligten til forsvarlig anbringelse af afdøde, der indtræder, når den pågældende antages at være afgået ved døden, er foreskrevet af hensyn til den politimæssige interesse i, i videst muligt omfang at hindre at liget udsættes for efterfølgende ydre påvirkninger, af sømmelighedshensyn samt af hensyn til en evt. mulighed for genoplivning. Pligten til forsvarlig anbringelse vedvarer, indtil begravelse eller ligbrænding har fundet sted.
Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende være under jævnligt tilsyn. Hvor intensivt tilsynet skal føres, afhænger af den konkrete situation. Liget må ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget dødstegn.
Ligsyn kan kun foretages af en læge. Dette udelukker ikke, at andre, fx en sygeplejerske, plejehjemspersonale eller pårørende kan konstatere, at pågældende er død, med den retsvirkning dette medfører efter lovens § 8 om omsorg for lig.
Dette kan ske i tilfælde, hvor dødens indtræden er åbenbar, fx når der hos den pågældende findes forrådnelse eller åbenlyst dødelige kvæstelser, fx hvor hovedet er skilt fra kroppen. I disse tilfælde er der selv hos en ikke-sagkyndig ikke tvivl om, at døden er indtrådt, og at der ikke er mulighed for genoplivning.
Også i en situation, hvor en person dør, mens andre, det være sig pårørende, hjemmeplejen eller plejehjemspersonale er tilstede på bopælen, og der er tale om forventet død, må fx en sygeplejerske være kvalificeret til at vurdere, om døden er indtrådt.
I en situation, hvor en person dør alene i sit hjem, og afdøde har været patient i hjemmeplejen som led i gennemførelsen af terminalpleje i eget hjem, må fx en sygeplejerske ligeledes være kvalificeret til at vurdere, at døden er indtrådt.
I disse situationer er der ikke tilsynspligt i medfør af lovens § 8. Liget kan dog ikke føres til lighus (dvs. hospitalsligrum eller morgue) førend lægen har konstateret dødstegn.
Er en sygeplejerske mv. ikke i stand til at vurdere, om døden er indtrådt, gælder tilsynspligten.
Liget kan føres til lighus (dvs. hospitalsligrum eller morgue), når lægen har konstateret dødstegn. Det er ingen betingelse herfor, at lægen tillige har fastslået dødsmåde og dødsårsag. Førend ligsyn er afsluttet og dødsattest er udstedt, må liget ikke anbringes i kiste eller føres til kapel.
5. Ligsyn
Ligsyn har til formål at sikre, at der ved ethvert dødsfald foretages en undersøgelse til konstatering af, at døden er indtrådt, at afdødes identitet er fastslået, og at der i tilfælde, hvor der kan være mistanke om, at der ikke foreligger naturlig død (sygdom eller alderdom), sker en nærmere undersøgelse af omstændighederne ved dødsfaldet.
Ligsyn skal foretages i forbindelse med ethvert dødsfald, der indtræffer på dansk område. Også dødsfald uden for dansk område kan være omfattet af lovens regler. Kommer et skib eller et fly til dansk havn eller lufthavn med lig ombord, skal ligsyn foretages, medmindre der forelægges fyldestgørende dokumentation for, at ligsyn er foretaget i udlandet.
5.1 Pligt til at foretage ligsyn
Det er lovens hensigt, at ligsyn skal foretages af den læge, som efter sit kendskab til afdøde eller til den sygdomstilstand, som måtte være gået forud for døden, har de bedste forudsætninger for at tage stilling til, hvad der er den egentlige dødsårsag.
Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller lignende institution, dvs. institution med fast lægepersonale, påhviler pligten til at foretage ligsyn en af de læger, der har deltaget i patientens behandling.
Såfremt dødsfaldet ikke er indtrådt på sygehus eller lignende institution, påhviler det afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder at foretage ligsynet. Dette gælder, uanset om patienten dør umiddelbart efter udskrivning fra sygehus.
Sædvanlige læge vil være afdødes sygesikringslæge eller anden læge afdøde sædvanligvis har konsulteret.
Det forudsættes, at dødsfaldet sker inden for sædvanlig læges praksisområde, dvs. det område, inden for hvilket hans patienter har bopæl, og han normalt tager på sygebesøg.
Pligten til at foretage ligsyn påhviler ligeledes afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder, såfremt pågældende bringes til sygehus, og er død ved ankomsten.
Er en person fundet død på bopælen og derefter transporteret til sygehus, kan afdødes sædvanlige læge ikke påberåbe sig det overenskomstfastsatte praksisområde som en begrænsning af pligten til at foretage ligsyn og udstede dødsattest. Afstanden til sygehuset, der vil variere fra sted til sted, kan i en sådan situation ikke anses for gyldigt forfald, medmindre liget transporteres til et sygehus, som ligger klart uden for lægens praksisområde. Pligten vil i en sådan situation påhvile sygehusets læger.
Indtræder døden i hjemmet umiddelbart efter, at en vagtlæge har tilset afdøde, påhviler pligten til at foretage ligsyn ligeledes afdødes sædvanlige læge, under forudsætning af at denne ikke har gyldigt forfald.
Det påhviler enhver stedlig læge at komme til stede til foretagelse af ligsyn, hvis afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller hvis afdøde ikke har nogen sædvanlig læge på dødsstedet. Det er også her en forudsætning, at dødsfaldet sker indenfor vedkommende læges praksisområde.
En praktiserende læge, der anmodes om at foretage ligsyn, vil kunne henvise til vagtlægen, hvis dette er mere nærliggende.
Bringes en person til sygehus mv., og er død ved ankomsten, vil sygehusets læger, hvis afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder har gyldigt forfald, være forpligtet til at foretage ligsynet.
Afgørelsen af, om en læge har »gyldigt forfald« vil i nogle tilfælde give sig selv, fx ved bortrejse, fravær og sygdom, i andre tilfælde må det bero på en vurdering i det enkelte tilfælde. I tvivlstilfælde kan embedslægeinstitutionen forespørges.
Loven pålægger ikke embedslægeinstitutionerne pligt til at foretage almindeligt ligsyn.
5.2 Berettiget til at foretage ligsyn
For at kunne foretage ligsyn, skal lægen enten have opnået den i lægeloven nævnte tilladelse til selvstændigt virke som læge eller have modtaget autorisation til at udøve virksomhed som speciallæge, herunder alment praktiserende læge. Læger, der virker i underordnede stillinger på sygehus, eller som amanuensis hos eller midlertidig stedfortræder for en alment praktiserende læge, kan i denne egenskab foretage ligsyn og udfærdige dødsattest.
For at kunne udfylde dødsattestens side 2 forudsættes det, at lægen har tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag. Er den pågældende læge i tvivl om dødsmåden, skal dødsfaldet indberettes til politiet, jf. pkt. 6.
Er lægen umiddelbart i tvivl om dødsårsagen, kan lægen afstå fra at udfylde dødsattestens side 2 i forbindelse med ligsynet. Attestens side 2 udfyldes, når de fornødne oplysninger er indhentet, jf. pkt. 3.5 og 8.
En læge er udelukket fra at foretage ligsyn i de tilfælde, hvor retslægeligt ligsyn er foreskrevet, jf. lovens § 5, samt i de tilfælde, hvor lægen på grund af særligt tilknytningsforhold til afdøde er afskåret fra at foretage ligsyn, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 om lægers adgang til at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion, jf. pkt. 14.
5.3 Ligsyn ved dødfødsel
Efter lovens § 17, stk. 1, finder loven tilsvarende anvendelse på dødfødte. Det bemærkes, at fostre, der kommer døde til verden inden udgangen af 28. svangerskabsuge, anses for aborter, mens fostre, der kommer døde til verden efter det nævnte tidspunkt, anses for dødfødte børn og indgår i fødselsstatistikken. Kun for så vidt angår dødfødte børn kræves ligsyn og dødsattest. Har fostret vist livstegn uden for moderens liv, betragtes det, uanset om det er født før eller efter 28. svangerskabsuge, som levendefødt, således at de almindelige regler om ligsyn og dødsattest finder anvendelse, når livstegnene ophører.
For dødfødte børn forstås »afdødes sædvanlige læge« som den læge, der bistod ved fødslen.
5.4 Ligsynets foretagelse
Ved almindeligt ligsyn synes liget i afklædt tilstand, med mindre lægen skønner, at dette ikke er nødvendigt, fx ved forventet død. Når det drejer sig om børn eller unge bør liget dog altid synes i afklædt tilstand.
Ved ligsyn skal mindst 1 af følgende 3 dødstegn være til stede:
1) Rigor Mortis (dødsstivhed)
2) Livores (døds- eller ligpletter)
3) Cadaverositas (forrådnelse).
Ved dødfødte kan anføres maceratio.
Ved ligsynet skal dødsmåden så vidt muligt søges opklaret. Er lægen i tvivl om dødsmåden, skal dødsfaldet indberettes til politiet, jf. pkt. 6.
Følgende dødsmåder kan komme på tale:
1) Naturlig død (pga. sygdom eller alderdom)
2) Ulykkestilfælde eller følger deraf, herunder andre strafbare forhold end drab, fx vold med døden til følge
3) Selvmord
4) Drab.
Ved ligsynet skal så vidt muligt dødsårsagen , dvs. den sygdom eller tilstand, der betinger dødens indtræden, klarlægges.
Kan dødsårsagen ikke umiddelbart fastslås, udskydes udfyldelse af dødsattestens side 2, indtil supplerende oplysninger er indhentet. Foreligger der herefter ikke tilstrækkelige oplysninger til, at lægen kan fastslå en dødsårsag, anføres »uoplyst dødsårsag«.
6. Indberetning til politiet
I visse tilfælde skal lægen afgive indberetning om dødsfaldet til politiet, jf. lovens § 4.
Indberetningspligten skal sikre, at en mulig forbrydelse bag dødsfaldet efterforskes, herunder at et muligt strafansvar for uagtsom forvoldelse af døden forfølges. Indberetningspligten kan også have betydning for civilretlige, navnlig erstatningsretlige, spørgsmål i anledning af dødsfaldet.
Opstår der i forbindelse med ligsynet usikkerhed med hensyn til dødsmåden, skal lægen indberette dødsfaldet til politiet.
Er der usikkerhed om dødsårsagen, men ikke tvivl om, at der er tale om naturlig død, kræver dette i sig selv ikke indberetning til politiet. Det kan dog efter omstændighederne være hensigtsmæssigt, at lægen konfererer med embedslægeinstitutionen om dødsattestens udfærdigelse.
6.1 Hvilken læge har indberetningspligt
Indberetningspligten påhviler den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfaldet. Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution, den ledende læge. Herved forstås den læge, sædvanligvis overlægen, der har ansvaret for afdelingen, hvor dødsfaldet er indtrådt. Den ansvarlige læge skal sikre, at der foreligger instrukser om, hvem indberetningspligten påhviler i tilfælde af den ansvarlige læges fravær.
Der er ikke i loven foreskrevet nogen form for, hvorledes indberetningen skal gives til politiet. En telefonisk anmeldelse til nærmeste politi anses for tilstrækkelig. Anmeldelsen skal foretages straks, hvorved forstås uden unødigt ophold, når de nødvendige forudsætninger foreligger.
6.2 Dødsfald, der skal indberettes til politiet
I nedennævnte tilfælde skal politiet underrettes om dødsfaldet med henblik på evt. iværksættelse af retslægeligt ligsyn og evt. retslægelig obduktion:
1) Når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde.
2) Når en person findes død.
Indberetning skal ske, både når en person findes død et uventet sted og findes død i sin seng, uanset afdøde forud har lidt af en sygdom, der kunne forklare dødens indtræden. Har sygdommen ikke givet anledning til, at den pågældende ved indlæggelse på sygehus eller ved pleje eller tilsyn i hjemmet har haft nogen til stede omkring sig på dødstidspunktet, skal der ske indberetning til politiet. Tilstedeværelse på dødstidspunktet er ikke en afgørende betingelse for, hvorvidt afdøde kan betragtes som dødfunden eller ej. Har der på eller ved dødsstedet været nogen til stede med sådanne opgaver eller på en sådan måde, at det med fornøden sikkerhed kan udelukkes, at ekstraordinær foreteelse har spillet ind ved dødens indtræden, og at den eller de pågældende overfor lægen på tilstrækkeligt oplysende måde kan udtale sig om de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet, herunder give oplysning om eventuel forudgående sygdom, skal indberetning ikke ske efter denne bestemmelse.
3) Når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægelige grunde.
En del tilfælde af denne art vil være undergivet indberetningspligt efter et af de andre tilfælde.
Såvel politi som embedslæge skal vurdere anmeldelser af de omhandlede dødsfald.
Indberetningspligten omfatter ikke pludselige dødsfald, hvor afdøde har været under behandling for en hjertelidelse, der kunne forventes at medføre pludselig død.
Indberetning skal også ske ved uventet dødsfald indtruffet på sygehus.
4) Når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring,
Indberetning skal ske, når det på grundlag af de foreliggende omstændigheder ved dødsfaldet, pårørendes oplysninger og/eller lægens viden om afdødes tidligere arbejdsforhold må antages, at døden kan skyldes en erhvervssygdom. Mistanke om, at døden evt. kan skyldes en erhvervssygdom, medfører ligeledes pligt til indberetning.
Der henvises til Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 54 af 19. januar 1995 om fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivning om arbejdsskadeforsikring.
5) Når døden kan antages at være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling af eller forebyggelse af sygdom.
Indberetningspligten omfatter ikke alene de tilfælde, hvor døden sker under behandlingen, herunder diagnostiske undersøgelser, narkose og lignende, men også hvor dødsfaldet indtræffer efter behandlingens afslutning, såfremt det kan antages eller mistænkes, at der er årsagsforbindelse mellem behandlingen eller forebyggelsen af sygdommen og dødens indtræden. Ikke kun aktiv behandling, men også undladelse af behandling af sygdom kan medføre pligt til indberetning, såfremt denne undladelse af behandling kan være årsag til dødens indtræden.
Der skal dog foreligge konkrete omstændigheder, der tyder på, at døden er en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse. Den teoretiske mulighed for, at der kan være forekommet fejl eller forsømmelse ved den lægelige behandling i tilfælde, hvor dødens indtræden har sin naturlige forklaring i den sygdom, hvoraf patienen led, medfører ikke indberetningspligt.
6) Når et dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner.
Dødsfald i fængsler eller lignende institutioner falder oftest ind under en af de øvrige bestemmelser om indberetning til politiet. Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at der ikke kan rejses tvivl om indsattes dødsmåde og dødsårsag.
7) Når det iøvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde, eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse.
Indberetning skal ske, selvom den umiddelbare dødsårsag ikke er den ved ulykken forårsagede skade, men en mulig følge af denne. Indberetning skal således også ske i tilfælde, hvor en person, der har været udsat for en ulykke, dør nogen tid efter af en mellemkommende sygdom, der kan være en følge af ulykken, eller ikke ville være opstået, såfremt vedkommende ikke havde været udsat for ulykken.
7. Retslægeligt ligsyn
I de tilfælde, hvor lægen indberetter et dødsfald til politiet, jf. ovenfor, iværksættes ifølge lovens § 5 retslægeligt ligsyn.
Efter lovens § 6 foretages retslægeligt ligsyn af politiet og en embedslæge i forening.
Retslægeligt ligsyn kan dog i medfør af lovens § 5, stk. 2, undlades i følgende tilfælde:
1) Ved dødsfald eller ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken, og politiet efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er uden politimæssig interesse.
2) Når en person findes død, når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægelige grunde, når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom samt når døden forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, såfremt der mellem politiet og embedslægeinstitutionen er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger naturlig død.
3) Når indberetningen er sket, fordi der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring, såfremt embedslægeinstitutionen finder, at de tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen.
4) Ved de øvrige indberetningspligtige dødsfald, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der er tale om naturlig død.
Såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn er det en betingelse for at udtage transplantationsmateriale fra den afdøde, at politiet forinden har erklæret sig indforstået hermed, jf. lovens § 15, stk. 3.
Ved ofre for trafikulykker må transplantationsindgreb dog kunne gennemføres, såfremt politiet ikke på eget initiativ har nedlagt forbud herimod, og betingelserne iøvrigt er opfyldt.
Justitsministeriet har i medfør af lovens § 18, stk. 1, udstedt cirkulære af 21. november 1995 om foretagelse af retslægelige ligsyn og obduktioner mv.
8. Dødsattest
Den læge, der har foretaget det almindelige ligsyn, skal udstede dødsattest, med mindre dødsfaldet skal indberettes til politiet.
Justitsministeriet har udstedt bekendtgørelse nr. 60 af 24. januar 1997 om dødsattester.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet vejledning af 30. januar 1997 om udfyldelse af dødsattester.
Uanset at dødsfaldet måtte være indberettet til politiet, er lægen forpligtet til at udstede dødsattest, såfremt politiet meddeler, at retslægeligt ligsyn ikke foretages. Lægen skal herefter udfylde dødsattestens side 1, og kan afvente at udfylde attestens side 2, indtil der er indhentet oplysninger, der muliggør at udfylde attesten med oplysninger om dødsmåde og dødsårsag. Såfremt lægen herefter ikke kan fastslå dødsmåden, kan angives »uoplyst«. Tilsvarende kan dødsårsagen angives som »uoplyst«.
Når dødsattestens side 1 er udfyldt og underskrevet udleveres den til den, der drager omsorg for begravelsen. Dødsattestens side 1 indsendes efterfølgende af begravelsesmyndigheden til Sundhedsstyrelsen.
Dødsattestens side 2 med oplysning om dødsmåde og dødsårsag bør udfyldes af den læge, der har de bedste forudsætninger for at tage stilling til den tilgrundliggende dødsårsag, men kan udfyldes af andre læger. Dødsattestens side 2 indsendes direkte til Sundhedsstyrelsen, senest 14 dage efter dødsfaldet.
Såfremt retslægeligt ligsyn har fundet sted, er det den læge, der har deltaget heri, der udsteder dødsattesten.
Lægen bør i forbindelse med udstedelse af dødsattest sikre sig, at den fornødne identifikation medfølger afdøde.
Sundhedsstyrelsen koder oplysningerne på dødsattestens side 1 og 2. Såfremt attestens side 2 ikke er indsendt indenfor den angivne tidsfrist, vil den dødsattestudstedende læge blive anmodet om snarest at indsende den.
Dødsattesten er et retsligt dokument, og alle oplysninger skal angives korrekt og fuldstændigt. Opmærksomheden henledes på lægelovens § 8, stk. 1, hvorefter en læge ved udstedelse af erklæringer i sin egenskab af læge skal udvise omhu og uhildethed og nøje følge de om erklæringer givne almindelige og særlige regler.
Efter Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angående almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer, skal erklæringer være udfærdiget med tydelig skrift, være nøjagtig dateret og forsynet med læselig underskrift og angivelse af lægens bopæl (arbejdsadresse). Lægens navn skal såvidt muligt tillige være anført med stempel. I bekendtgørelsens § 4 er videre anført, at de i erklæringen (dødsattesten) indeholdte oplysninger skal være så fyldige og tydelige, at formålet med erklæringen opfyldes.
Ved kodningen af dødsattester anvendes elektronisk indlæsning, hvorfor attesten skal udfyldes med maskinskrift eller blokbogstaver. Der må ikke anvendes prægeplade.
Såvel læger på sygehuse som praktiserende læger bør i forbindelse med udfærdigelse af dødsattest være opmærksomme på, at nogle patienter med hjertesygdomme har en indopereret pacemaker, der skal fjernes postmortelt.
9. Begravelse og ligbrænding
Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet, førend dødsattest er udstedt.
Er dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget begraves, brændes eller føres ud af landet.
9.1 Frister mv.
Uanset der ikke i loven er fastsat frister for udstedelse af dødsattest, skal dødsattesten, når de nødvendige oplysninger foreligger, udstedes uden unødigt ophold.
Efter Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 593 af 1. december 1975 om begravelse og ligbrænding § 14 skal jordfæstelse eller ligbrænding, hvis kortere frist ikke er foreskrevet i sundhedslovgivningen, ske senest 8 dage efter dødsfaldet (dødsdagen medregnet). Bestyrelsen for kirkegården eller krematoriet kan dog med tilslutning fra embedslægen tillade forlængelse af denne frist, når forholdene taler derfor.
Ifølge Kirkeministeriet henvises kirkegårdsbestyrelserne og krematoriebestyrelserne til at rette henvendelse til vedkommende embedslægeinstitution med henblik på dispensation fra den gældende frist. En sådan dispensation kan også gives som en stående tilladelse. Det må dog være en forudsætning herfor, at den afdøde person opbevares i et lokale med en rumtemperatur på ikke over 4 grader Celcius indtil kort tid forud for begravelsen eller ligbrændingen.
Ifølge § 2, stk. 1, i Kirkeministeriets bekendtgørelse skal anmodning om begravelse eller ligbrænding fremsættes snarest muligt efter dødsfaldet over for begravelsesmyndigheden (sognepræsten på afdødes bopælssted eller, hvis afdøde ikke havde bopæl her i landet, sognepræsten på dødsstedet), enten ved personlig eller skriftlig henvendelse. Ved Kirkeministeriets foranstaltning er der fremstillet en blanket til brug ved fremsættelse af anmodning om begravelse eller ligbrænding. Blanketten, der tillige omfatter formular til anmeldelse af dødsfaldet, udleveres af den dødsattestudstedende læge sammen med dødsattestens side 1 til den, der drager omsorg for afdødes begravelse. Blanketten kan også udleveres af begravelsesmyndigheden. Vedrører dødsattesten et dødfødt barn, udleveres tillige fødselsanmeldelsen.
9.2 Særligt vedrørende ligbrænding
Ønskes ligbrænding foretaget, skal dødsattesten indeholde erklæring fra lægen om, at der efter hans skøn ikke er grund til mistanke om, at døden er forårsaget ved en forbrydelse (underskriftsrubrik A). Foreligger der ikke dødsattest med den nævnte erklæring, må ligbrænding ikke tillades (af begravelsesmyndigheden), førend der af politiet er afgivet erklæring om, at der intet er til hinder herfor, jf. Kirkeministeriets bekendtgørelse § 2, stk. 2.
Finder lægen ikke at kunne afgive den nævnte erklæring, skal han foretage indberetning om dødsfaldet til politiet efter reglerne i lovens § 4. Iværksættes der derefter retslægeligt ligsyn, må ligbrænding ikke tillades af begravelsesmyndigheden, førend den af embedslægen udstedte dødsattest er forsynet med politiets påtegning om, at intet er til hinder herfor, jf. lovens § 7, stk. 2. Iværksættes der derimod ikke retslægeligt ligsyn, vil lægen fra politiet modtage meddelelse om, at den stedfundne indberetning ikke giver anledning til retslægeligt ligsyn, og at der intet er til hinder for, at ligbrænding kan finde sted. Det påhviler herefter lægen at afslutte ligsynet og udstede dødsattest (underskriftsrubrik B). Herefter kan der af begravelsesmyndigheden meddeles tilladelse til foretagelse af ligbrænding.
9.3 Overførsel af lig til udlandet
Ønskes et lig overført til udlandet, skal der, efter at dødsfaldet er anmeldt til begravelsesmyndigheden (sognepræsten på afdødes bopælssted eller, hvis afdøde ikke havde bopæl her i landet sognepræsten på dødsstedet), rettes henvendelse til embedslægeinstitutionen på dødsstedet (i Københavns kommune Stadslægen) om udstedelse af et ligpas, som skal følge liget under transporten, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 14. april 1983 om behandling af lig. Den originale dødsattest (side 1 og side 2) skal forblive i landet.
Med anmodning om udstedelse af ligpas skal bl.a. følge en udskrift af dødsattestens side 1 og side 2 på en særlig blanket (formular nr.1437). Der skal på udskriften af dødsattesten foreligge oplysninger om, at den afdøde ikke har lidt af smittefarlig sygdom. Såfremt den afdøde ved døden led af en smitsom sygdom, skal oplysning om sygdommen anføres på udskriften af dødsattesten. Denne oplysning skal af den ligpasudstedende myndighed overføres på ligpasset, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære af 26. september 1983 om transport af lig til og fra udlandet.
10. Retslægelig obduktion
I lovens §§ 9, 10 og 11 er fastsat regler om, hvornår retslægelig obduktion skal finde sted samt de nærmere omstændigheder i forbindelse hermed, herunder evt. domstolsprøvelse af beslutningen om retslægelig obduktion.
Der henvises til Justitsministeriets cirkulære af 21. november 1995 om foretagelse af retslægelige ligsyn og obduktioner mv.
Det er politiet alene, der træffer bestemmelse om retslægelig obduktion, jf. lovens § 10, stk. 1.
De retslægelige obduktioner skal ikke forveksles med de obduktioner, der i henhold til lovens § 12 foretages alene i lægevidenskabeligt øjemed. Der henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 117 af 25. juni 1990 om samtykke mv. til lægevidenskabelige obduktioner (hospitalsobduktioner).
11. Dødsattestens og dødsanmeldelsens gang
Dødsanmeldelsen, jf. pkt. 9.1, er grundlaget for dødsfaldets registrering i ministerialbogen (i de sønderjyske landsdele personregistret). Med dødsanmeldelsen skal følge dødsattestens side 1, og for dødfødte børn tillige fødselsanmeldelsen. Registreringsmyndighederne (begravelsesmyndigheden) indsender dødsattestens side 1 til Sundhedsstyrelsen, som kontrollerer, at attesten er korrekt udfyldt og indlæser oplysningerne i dødsårsagsregisteret.
Dødsattestens side 2 med oplysninger om dødsmåde og dødsårsag indsendes af lægen direkte til Sundhedsstyrelsen. Efterfølgende kodes oplysningerne på side 2 sammen med oplysningerne på side 1.
12. Militært personel
Ligsyn i forbindelse med dødsfald indtruffet under aftjening af militær værnepligt foretages efter de almindelige regler.
Henhører efterforskning i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder Forsvarets auditørpersonel efter lovens § 18, stk. 3, i stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion. Embedslægeinstitutionen medvirker iøvrigt som ved øvrige retslægelige ligsyn og obduktioner.
13. Tavshedspligt
Efter lægelovens § 9, jf. straffelovens § 152 ff, er en læge forpligtet til at iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit kald erfarer eller får formodning om angående privatlivet tilhørende hemmeligheder, medmindre han ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale sig.
Som udgangspunkt må en læge derfor ikke meddele oplysninger fra dødsattesten vedr. dødsårsag mv. (attestens side 2).
Lægen kan dog give den, som har retlig interesse deri, oplysning om dødsårsagen mv., såfremt han derved handler i berettiget varetagelse af en almen interesse eller af eget eller andres tarv.
13.1 Forsikringsselskabers adgang til dødsattestens oplysninger
I forbindelse med et dødsfald er det ofte tilfældet, at et forsikringsselskab eller en pensionskasse skal udbetale et beløb til den afdødes efterladte eller arvinger, dvs. den eller de berettigede til udbetalingen. Hvis det er en livsforsikring, må forsikringsselskabet undersøge, hvad vedkommende er død af, og ved en ulykkesforsikring kan der være brug for at vide, hvordan dødsfaldet er sket.
Efter § 22, stk. 1, i forsikringsaftaleloven skal den sikrede (berettigede), når han rejser krav mod selskabet i anledning af forsikringsbegivenhedens indtræden, give dette alle de ham tilgængelige oplysninger, som kan være af betydning ved bedømmelsen af forsikringsbegivenheden, for fastsættelsen af det beløb, selskabet skal yde eller for de dækningskrav, selskabet måtte have mod andre.
Denne bestemmelse indebærer, at den berettigede skal stille de oplysninger til rådighed for forsikringsselskabet, som pågældende selv har mulighed for at få fx gennem aktindsigt. Der består derimod ikke efter ordlyden af § 22 en pligt for lægerne, Sundhedsstyrelsen eller politiet til uden samtykke fra den berettigede at udlevere dødsattesten.
Hvis forsikringsselskabet ønsker nærmere oplysninger om forsikringsbegivenheden fx i form af dødsattest, må den, der anmelder kravet (den berettigede), samtidig eller senere give det fornødne samtykke til, at oplysningerne videregives til forsikringsselskabet.
En sådan videregivelse i medfør af § 22 er ikke i strid med lægelovens § 9, jf. straffelovens § 152 b. Videregivelsen må anses for berettiget, da der er tale om varetagelse af andres tarv, nemlig den berettigedes interesse i forsikringsydelsen.
Der skal være tale om oplysninger, der er af betydning for forsikringsforholdet/forsikringsbegivenheden, og det fornødne konkretiserede samtykke til videregivelsen af disse oplysninger skal foreligge.
Forsikringsselskabet må på baggrund af forsikringsaftalen redegøre for, hvilke oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af forsikringsforholdet og fastsættelse af forsikringens størrelse.
Hvis den berettigede ikke giver forsikringsselskabet adgang til på sine vegne at gøre sig bekendt med indholdet af dødsattesten eller iøvrigt ikke giver samtykke til, at forsikringsselskabet må se dødsattesten, kan der ikke gives forsikringsselskabet adgang til attestens oplysninger. Forsikringsselskabet må på det foreliggende grundlag tage stilling til, om forsikringen skal udbetales eller ikke.
Afgørelsen af, om en begæring om aktindsigt i en dødsattest udstedt efter retslægeligt ligsyn eller i retslægelige obduktionserklæringer mv. skal imødekommes, tilkommer politimesteren.
13.2 Anden lovgivning mv.
Der kan endvidere efter anden lovgivning være pålagt en pligt til at videregive oplysninger fra dødsattesten.
Også i andre typer af sager kan der foreligge en retlig interesse, offentlig eller privat, der overstiger hensynet til, at der ikke sker videregivelse. Der kan fx være tale om at vurdere en arveladers mentale tilstand i relation til gyldigheden af en testamentarisk disposition.
13.3 Pårørendes adgang til dødsattestens oplysninger
Lægen vil i almindelighed over for afdødes pårørende have adgang til at oplyse om dødsårsagen mv., jf. Sundhedsministeriets vejledning nr. 193 af 7. december 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger, pkt. 4.
14. Andre bestemmelser
Efter lovens § 18, stk. 1 og 2, fastsætter justitsministeren regler, hvorefter en læge ikke må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion på en person, som lægen har haft en særlig tilknytning til. Justitsministeriet har i bekendtgørelse nr. 474 af 22. juni 1990 om lægers adgang til at konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion § 1 fastsat, at en læge ikke må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, obduktion eller udstede dødsattest, når den afdøde
1) var lægens nuværende eller tidligere ægtefælle, registrerede partner, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien, så nær som søskendebørn,
2) var lægens samlever, stedbarn eller plejebarn,
3) på dødstidspunktet tilhørte lægens husstand, eller når lægen iøvrigt havde et særligt tilknytningsforhold til afdøde.
Såfremt lægen er i tvivl, om han bør foretage ligsyn og udstede dødsattest, bør han søge vejledning hos embedslægeinstitutionen.
Overtrædelse af bekendtgørelsens habilitetsregler straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Hvis lægen af ovennævnte grunde er afskåret fra at foretage ligsyn eller afstår herfra, fremgår det af lovens § 3, stk. 2-4, hvilke andre læger, det påhviler at foretage ligsyn af afdøde.
15. Ikrafttræden m.v.
Vejledningen har virkning fra 1. marts 1997. Samtidig ophæves Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 119 af 25. juni 1990 om ligsyn og udstedelse af dødsattester m.v.
Underskrift 1
Sundhedsstyrelsen, den 28. januar 1997 Einar Krag / Michael von Magnus