Gelex

Orienteringsskrivelse om socialreformen

OphævetVersion 1997-06-04fra 1997-10-01 til 2022-07-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1997/74@1997-06-04/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget har ved 3. behandling den 30. maj 1997 vedtaget en række love/lovændringer på Socialministeriets område, som tilsammen udgør en socialreform.

De vedtagne lovforslag vedlægges som bilag enkeltvis sammen med en orientering om indholdet af lovene, sådan at de nemt kan videregives til de relevante afdelinger. (* 1)

Der er tale om følgende love/lovændringer:

1) Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

2) Lov om social service.

3) Lov om aktiv socialpolitik.

4) Lov om ændring af lov om social bistand og lov om dagpenge ved sygdom og fødsel (Regler om fleksjob m.v.).

5) Lov om ændring af lov om social pension og lov om delpension (Tilkendelseskompetence, administration m.v.).

Lovene træder i kraft den 1. juli 1998, dog træder visse lovændringer i kraft før, hvilket der er redegjort for i de vedlagte bilag.

Opfølgningen på socialreformen er startet, og kommuner, amtskommuner m.fl. vil blive inddraget i arbejdet.

Karen Jespersen

/ Eva Pedersen

==================================================================

1) Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

==================================================================

Folketinget har den 30. maj 1997 vedtaget forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Forslaget, som det er vedtaget ved 3. behandlingen, vedlægges.

Loven samler som noget helt nyt alle regler om sagsbehandling og myndighedsstruktur fra de sociale love i en lov. Loven præciserer eksisterende regler, der ikke tidligere har stået i en lovtekst og giver nye regler for sagsbehandlingen.

Loven indfører samtidig et enstrenget ankesystem og forpligter kommunerne til at have et koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats.

Som led i den forebyggende indsats udvides borgernes og organisationernes deltagelse i råd og nævn.

Borgeren

Borgeren skal medinddrages i sagsbehandlingen. Indsatsen skal være tidlig og helhedsorienteret, og myndigheden skal behandle sagen så hurtigt som muligt. Myndigheden skal være opmærksom alle muligheder i lovgivningen, herunder også muligheder uden for den sociale lovgivning.

Myndigheden skal, hvis borgeren har brug for hjælp i længere tid, tilstræbe tidligt i forløbet at tilrettelægge hjælpen ud fra en helhedsvurdering af borgerens situation og behov på længere sigt. Senest 8 uger efter borgerens første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en helhedsvurdering.

Borgeren skal have skriftlig besked om pligten til at give oplysninger om, hvilke ændringer der har betydning for hjælpen, og om konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

Borgeren skal behandles ens med hensyn til indhentelse og videregivelse af fortrolige oplysninger. Det gælder uanset, hvem der udfører opgaverne - kommune, amtskommune eller private. Private, der udfører opgaver for det offentlige, vil derfor ved selve opgavens udførelse være omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Oplysningerne kan i disse tilfælde videregives og indhentes på samme måde, som de kan videregives inden for en kommune eller en amtskommune.

Loven samler også reglerne om handlekommunen (opholdskommunen), således at reglerne herom som udgangspunkt bliver ens for de sociale love. Hovedreglen bliver, at det er den kommune, som borgeren opholder sig i, som har pligten til at give hjælp.

Enstrenget ankesystem

Det sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnet nedlægges og erstattes af det sociale nævn. Dagpengeudvalget nedlægges.

De afgørelser, der træffes af kommunen, og som er omfattet af de almindelige klageregler, og som noget nyt også amtskommunens afgørelser, kan herefter indbringes for det sociale nævn. Hvis nævnets afgørelse har principiel eller generel betydning, kan Ankestyrelsen behandle sagerne.

Der henvises til kommunernes kompetence i afgørelser efter lov om social pension til orienteringen om ændring af lov om social pension og lov om delpension.

Det sociale nævn består af statsamtmanden som formand, 1 fra kommuneforeningen, 1 fra amtskommunen, 1 fra Landsorgansationen i Danmark, 1 fra Dansk Arbejdsgiverforening og 1 fra De Samvirkende Invalideorganisationer.

Den Sociale Ankestyrelses beskikkede medlemmer indstilles i dag af Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Amtsrådforeningen, Kommunernes Landsforening, De Samvirkende Invalideorganisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd er nu medtaget som indstillingsberettiget.

De kommunale koordinationsudvalg

De nuværende sociale koordinationsudvalg ændres til koordinations-udvalgene for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats, og kommunerne får pligt til at nedsætte udvalget, hvis opgaver med hensyn til arbejdspladsfastholdelse præciseres.

Koordinationsudvalget består af 1 kommunalbestyrelsesmedlem. De Samvirkende Invalideorganisationer, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd samt Praktiserende Lægers Organisation udpeger hver 1 medlem. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege andre medlemmer, der repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.

Praksiskoordinering

Ankestyrelsen har siden 1994 foretaget en koordinering af praksis for at sikre en ensartet praksis i kommunerne og nævnene ud fra de lokale forhold. Praksiskoordinering sker ved en gennemgang af en række ensartede typer af sager for at vurdere, om afgørelserne er i overensstemmelse med gældende ret.

De sociale nævn skal fremover, ud over vejledningen af kommunerne i amtet, i samarbejde med Ankestyrelsen varetage praksiskoordineringen i amtet.

Det Centrale Koordinationsudvalg i Ankestyrelsen

Det centrale Koordinationsudvalg er nedsat til støtte for Ankestyrelsens vejledningsvirksomhed og praksiskoordinering.

Udvalget består i dag af en formand, udpeget af socialministeren (ankestyrelseschefen) og 7 medlemmer, der indstilles af Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Kommunernes Landsforening, De Samvirkende Invalideorganisationer, Foreningen af Statsamtmænd, Sundhedsministeriet, og Den Sociale Sikringsstyrelse.

Efter lov om retssikkerhed og administration erstattes Sundhedsministeriet med Praktiserende Lægers Organisation. Endvidere indtræder Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Socialministeriet samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Tilsyn

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan kommunens og amtkommunens opgaver løses.Tilsynspligten omfatter også hjælp, der efter aftale udføres af andre, fx en selvejende institution, et bofællesskab eller en puljeordning.

Hvis en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal der ved aftalens indgåelse tages stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.

Klageregler

Uenighed mellem en kommune og en amtskommune kan nu indbringes for det sociale nævn, ligesom uenighed mellem en kommune og Den Sociale Sikringsstyrelse kan indbringes for Ankestyrelsen.

Den Sociale Sikringsstyrelse afgørelser om kontanthjælp til udlændinge og kontanthjælp til danskere i udlandet samt sager om ret til pension i udlandet kan indbringes for Ankestyrelsen.

Der indføres en obligatorisk genvurdering, dvs. at den myndighed, der har truffet afgørelsen, skal vurdere, om der er grundlag for at omgøre egen afgørelse og dermed give klageren helt eller delvist medhold. Hvis ikke, skal klagen sendes videre til klageinstansen. Ordningen bevirker dels en hurtigere klagesagsbehandling, dels at 1. instansen selv får lejlighed til at ændre afgørelsen.

Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun tilsidesætte en skønsmæssig afgørelse, truffet af en kommune eller amtskommune, når der foreligger særlige omstændigheder. Der er tale om en sproglig modernisering af den hidtidige regel i bistandsloven, og indholdet er i overensstemmelse med ankemyndighedernes forvaltningsretlige praksis, Ombudsmandens og domstolenes praksis ved efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser. Bestemmelsen, der hidtil kun har været gældende for bistandsloven, kommer derfor nu til at gælde alle love.

Råd

I loven samles reglerne om Handicaprådet og Børnerådet.

Statistik, analyse, regnskabsaflæggelse m.v.

Reglerne om indhentelse af statistiske oplysninger m.v. er blevet samlet fra de enkelte sociale love. Det samme gælder reglerne om regnskabsaflæggelse m.v.

Ikrafttrædelse

Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

==================================================================

2) Lov om Social service

Vigtige ændringer i forhold til Bistandsloven

Overgangsordning i Bistandsloven (Frit valg af dagpasningsordning)

==================================================================

Folketinget har den 30. maj vedtaget forslag til Lov om social service. Forslaget, som det er vedtaget ved 3. behandlingen, vedlægges til orientering.

I dette orienteringsbrev er angivet de vigtigste ændringer i Serviceloven i forhold til Bistandsloven. Samtidig gennemgås i et bilag den overgangsordning i Bistandsloven, der muliggør bevarelse indtil Servicelovens ikrafttræden af ordningen med tilskud til forældre, der vælger privat dagpasning.

Lovens principper

I Serviceloven videreføres de generelle principper fra bistandsloven, og målgrupperne er de samme, men der er sket en forenkling og modernisering af reglerne, og på visse områder er der sket en forbedring af tilbudene.

Lovens formål

- at styrke den forebyggende indsats,

- at sætte fokus på og tilgodese de svagtstillede gruppers behov,

- at styrke den enkeltes ansvar og muligheder,

- at sikre brugerne større indflydelse på tilrettelæggelse af servicetilbud,

- at opnå bedre sammenhæng og størst mulig forenkling

- at forbedre gennemskueligheden i forhold til opgave- og ansvarsfordelingen samt finansieringsreglerne.

Klar opbygning af loven

Loven er opbygget enkelt og overskueligt, så brugere - uden særlige forudsætninger - kan få et overblik over pligter og rettigheder. Loven er logisk opdelt i afsnit og kapitler, i vid udstrækning i forhold til målgruppen for hjælpen.

Ydelsesstrukturen er forenklet og opdelt i 3 niveauer :

(1) rådgivning,

(2) generelle serviceydelser, der også har et forebyggende sigte og

(3) de særlige tilbud og hjælpeforanstaltninger, der udgør kernen i den sociale indsats.

Loven sikrer - sammen med reglerne i forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - en større og bredere indflydelse fra brugerne. Brugerinddragelsen fremhæves i flere bestemmelser i forslaget, og der er en særlig regel (§ 112) om, at kommuner og amtskommuner skal sikre brugerindflydelsen.

Børn- og ungeområdet

På området børn og unge understreges betydningen af det forebyggende arbejde. Der er udbyggede formålsbestemmelser både for dagtilbud til børn og unge (§ 8) og for den særlige støtte til børn og unge (§ 32).

Ved dagtilbud slås det bl.a. fast, at anvisning af pladser i dagtilbud skal ske efter anciennitet (§ 12) , og der skabes en permanent ordning med tilskud til forældre, der vælger privat pasning. Denne ordning (§ 26) bygger på en forsøgsordning fra Bistandsloven (Bistandslovens regler videreføres indtil Servicelovens ikrafttræden (§ 141) se nærmere i bilaget).

Der er en ny regel om merudgiftsydelse ved pasning i hjemmet af børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (§ 28).

Der sker en opstramning og ændring af reglerne om særlig støtte (bl.a. ved anbringelser uden for hjemmet) - kapitel 8, herunder indføres en kontaktpersonordning.

Voksenområdet

På voksenområdet er en række ændringer, der ikke mindst sigter mod at forbedre indsatsen for de særligt udsatte grupper. I en formålsbestemmelse (§ 67) understreges det bl.a., at der skal ydes en helhedsorienteret indsats afpasset efter den enkeltes særlige behov.

Der indføres en ny regel om, at den, der er berettiget til hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, selv kan vælge en person til at udføre opgaven (§ 71, stk. 3). Kommunen indgår så aftale om opgaven og betaling med den, der skal udføre arbejdet.

Personer under 67 år kan klage over hjemmehjælp m.m. (§§ 71 og 72) til det sociale nævn. Personer, der er fyldt 67 år, skal fortsat klage til de kommunale klageråd. For så vidt der er tale om amtskommunale afgørelser, skal personer over 67 år klage til de amtslige brugerråd.

Udviklingen mod fuld ligestilling for personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne fortsættes, bl.a. med ophævelsen af institutionsbegrebet, så den nødvendige hjælp gives uafhængig af boform.

Der sker en række ændringer og forbedringer i tilbudene til de svagt stillede grupper, fx personer med svært fysisk handicap, udviklingshæmmede, demente og de sværest stillede sindslidende. Det gælder også tilbud til grupper med særlige sociale problemer, som fx personer med udprægede misbrugsproblemer og personer, der har været hjemløse i lang tid.

På hjælpemiddelområdet er der omlægninger, bl.a. ved at amtskommunen overtager ansvaret for ydelsen af visse hjælpemidler og støtte til biler.

Der indføres en ny ordning om ledsagelse for personer mellem 16 og 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (§ 78).

Der er en regel om, at kommunen og amtskommunen i en række tilfælde skal tilbyde at udarbejde en skriftlig plan for indsatsen for svagt stillede personer (§ 111).

Samarbejdet mellem det offentlige og det frivillige sociale arbejde

Loven har en særlig bestemmelse (§ 115), der pålægger kommune og amtskommune at samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger. Der tilføres over bloktilskuddet ekstra midler (i alt 100 mill. kr. årligt) til brug for den lokale støtte til det frivillige sociale arbejde.

Bilag

Tilskud til forældre, der vælger privat pasning (FRIT VALG)

Forsøgsordningen med FRIT VALG af dagpasningsordning udløber med udgangen af december 1997. Med Serviceloven indføres en ordning med tilskud til forældres private børnepasning baseret på FRIT VALG-forsøget. For at undgå et tidsmæssigt slip mellem forsøgsperiodens udløb og ikrafttræden af serviceloven, indsættes en ny § 63 b om frit valg i bistandsloven til ikrafttræden den 1. januar 1998.

I forhold til forsøgsordningen er der tale om følgende ændringer:

Alle kommuner får mulighed for at benytte ordningen, men det er op til den enkelte kommune, om man vil indføre ordningen. Der ydes ikke statstilskud.

Forældrenes ret til at vælge et økonomisk tilskud til privat børnepasning gælder i forhold til børn, som allerede er optaget i et dagtilbud, og i forhold til børn, der skal optages i et dagtilbud, men først fra optagelsestidspunktet.

Som noget nyt gælder, at forældrene selv skal dække 30 pct. af de faktiske udgifter til den private pasningsordning. Kommunens tilskud kan fortsat maksimalt udgøre 85 pct. af den billigste nettodriftsudgift pr. plads i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.

Kommunen skal godkende de enkelte børnepassere og dagpasningsordninger med henblik på at sikre, at både de personlige forudsætninger og de fysiske rammer er forsvarlige.

Kommunens tilsynsforpligtelse i forhold til disse private pasningsordninger er den samme, som gælder for øvrige dagtilbud efter bistandsloven.

De forsøgskommune, som beslutter at yde tilskud efter den nye bestemmelse, skal indgå nye aftaler justeret i forhold til de nye regler med de forældre, som ønsker at modtage tilskud til privat pasning efter udgangen af 1997.

Socialministeriet vil i løbet af efteråret udsende en nærmere vejledning om § 63 b.

==================================================================

3) De vigtigste ændringer i Lov om aktiv socialpolitik i forhold til bistandsloven og aktiveringsloven

==================================================================

Folketinget har ved 3. behandling den 30. maj 1997 vedtaget forslag til lov om aktiv socialpolitik. Forslaget, som det ser ud efter 3. behandlingen, vedlægges i kopi.

Lov om aktiv socialpolitik samler bistandslovens regler om kontanthjælp, revalidering samt skånejob med løntilskud med reglerne i lov om kommunal aktivering

Der er sket en sproglig modernisering af de nuværende regler, hvor bl.a. den enkeltes og samfundets ansvar er blevet præciseret.

De væsentligste ændringer i forhold til gældende ret er bl.a., at kommunen fremover kan tillade, at kontanthjælpsmodtagere bevarer deres hjælp under ophold i udlandet, hvis opholdet er et led i en aktivering.

Der er øget opmærksomhed på visitationen, hvor kommunen skal sikre sig, at personer, der kun har brug for økonomisk hjælp i en kortere periode, ikke bliver fastholdt i systemet. På den anden side skal kommunen være opmærksom på, at personer, der har problemer udover ledighed, hurtigst muligt får en kvalificeret hjælp, sådan at de kan blive i stand til at klare sig selv.

Reglerne om visitation skal i øvrigt ses i sammenhæng med lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvor kommunen senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal foretage en kvalificeret vurdering af sagen for at sikre sig, at den hjælp, modtageren får, er tilstrækkelig.

For at styrke den aktiverende indsats for de unge sættes aldersgrænsen for den hurtige aktivering op fra 25 til 30 år, sådan at kommunen senest efter en periode med 13 ugers kontanthjælp skal aktivere alle under 30 år, og alle under 30 år får ret til gentagne tilbud om aktivering.

I modsætning til i dag får kommunen pligt til at aktivere alle kontanthjælpsmodtagere, dvs. kommunen får som noget nyt pligt til også at aktivere de unge under 25 år, som har andre problemer end ledighed. Kravet om aktivering af alle betyder selvfølgelig ikke, at alle skal have det samme tilbud. Kommunen skal tværtimod tilpasse tilbudene efter, om personen har ledighed som problem, eller pågældende har problemer udover ledighed. For den sidste gruppe skal tilbud om aktivering ses som en indsats blandt flere andre, herunder behandlingstilbud, der kan bidrage til at forbedre personens samlede livssituation.

Skillelinien for, om en person skal have kontanthjælp med voksen- eller ungesatsen, er fortsat 25 år. Som noget nyt får den aktiverede mulighed for at klage over aktiveringstilbudet til det sociale nævn.

Kommunen afgør selv i modsætning til i dag, om der er behov for at lave en skriftlig plan til støtte for kontanthjælpsmodtageren og sagsbehandlingen.

Der indføres en ny og enklere model for indtægtsfradrag, sådan at kontanthjælpsmodtageren og ægtefællen får lov til at beholde 10 kr. pr. time af deres arbejdsindtægt, uanset om indtægten stammer fra arbejde eller aktivering. Samtidig sættes beskæftigelsestillægget uanset alder til 10 kr. pr. aktiveringstime, derved får modtageren af hjælp den samme gevinst, uanset om pågældende har almindeligt arbejde eller er i aktivering. På den måde vil der være større tilskyndelse end i dag til at tage almindeligt ustøttet arbejde.

Kontanthjælpsmodtagere under 25 år får begrænset mulighed for at modtage voksensatsen på grund af arbejdsindtægter. Fra lovens ikrafttræden den 1. juli 1998 kan de kun komme ud af ungesatserne, hvis de i en sammenhængende periode på 18 måneder umiddelbart før den sociale begivenhed hver måned har haft indtægter fra ustøttet arbejde, der overstiger 6.825 kr. I dag er der ingen begrænsning på, hvor langt tilbage indtægten kan ligge. Kommunen bør orientere kontanthjælpsmodtagerne om denne ændring. Der er overgangsregler for de personer under 25 år, som ved lovens ikrafttræden modtager kontanthjælp med voksensatsen.

Ægtepar, hvor den ene har været hjemmearbejdende, og den anden bliver berettiget til kontanthjælp, kan vælge, at den hjemmearbejdende fortsat skal være hjemmearbejdende og ikke som i dag stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Til gengæld udmåles der kun hjælp til den kontanthjælpsberettigede ægtefælle samt 2.144 kr. til forsørgelse af den hjemmearbejdende uden adgang for ægteparret til at få særlig støtte. Ordningen er frivillig.

For at skabe klare og ensartede regler indføres der en bundgrænse for formue på 10.000 kr. pr. person, sådan at kommunen altid skal se bort fra en formue af den størrelse. Samtidig bliver socialministeren bemyndiget til at fastsætte regler om, i hvilke tilfælde kommunen skal se bort fra formue i form af kapitalpension, anden opsparing, der er beregnet til fratræden fra arbejdsmarkedet, og livsforsikringer mv. med tilbagekøbsret. På baggrund af bemyndigelsen vil der blive fastsat en bagatelgrænse for kapitalpensioner mv. på 50.000 kr. før betaling af skatter og afgifter. Det betyder, at kommunen skal se bort fra kapitalpensioner mv., som ikke overstiger denne grænse. Derudover vil der blive fastsat regler om en karensperiode for kapitalpensioner mv. på 6 måneder, hvorefter kommunen i indtil 6 måneder ser bort fra kapitalpensioner mv. uanset størrelsen.

Loftet på 100 pct. af højeste dagpengebeløb efter lov om arbejdsløshedsforsikring mv. for den samlede hjælp i form af kontanthjælp og særlig støtte indtræder efter 6 måneder mod i dag 12 måneder. Dette sker ved en ændring af bekendtgørelse om særlig støtte til personer med høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde. Kommunen skal i den forbindelse orientere nuværende og kommende kontanthjælpsmodtagere om ændringen, som træder i kraft den 1. juli 1998.

Reglerne om revalidering svarer i vidt i omfang til gældende regler dog med den forbedring, at revalidender fremover bevarer revalideringsydelsen under barsel. I dag er de oftest henvist til at leve af kontanthjælp.

Reglerne om hjælp til værktøj og arbejdsredskaber bliver uafhængige af, om ansøgeren er revalidend. På den måde blive det lettere for personer, der er ansat eller skal ansættes i skånejob, at få hjælp til værktøj og arbejdsredskaber.

De nye regler om fleksjob og ledighedsydelse til personer, der ikke modtager social pension, og som har varige begrænsninger i arbejdsevnen, samt reglerne om skånejob med løntilskud til personer, der modtager social pension (1/3-ordninger), er samlet i lov om aktiv socialpolitik. I fleksjob er tilskuddet til arbejdsgiver fleksibelt afhængig af ansøgerens arbejdsevne, og den ansatte sikres en ledighedsydelse ved uforskyldt ledighed. I 1/3-ordninger skal arbejdsgiver fremover afholde halvdelen af lønnen. Det vil sige, at arbejdsgiver skal afholde 1/6 af lønnen, hvor pågældende i dag ikke afholder noget.

På baggrund af anbefaling fra Kontanthjælpsudvalget indeholder loven ikke regler om mellemkommunal refusion.

Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

==================================================================

4) Orientering om ændring af lov om social bistand og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (regler om fleksjob m.v).

==================================================================

Folketinget har ved 3. behandling d. 30. maj 1997 vedtaget

L 270 : Forslag til lov om social bistand og lov om dagpenge ved sygdom og fødsel

Lovforslaget som vedtaget ved 3. behandlingen vedlægges til orientering.

Lovens ikrafttræden fastsættes af socialministeren. Da loven rejser spørgsmål i forhold til Den Europæiske Unions regler om statsstøtte, kan reglerne om fleksjob først træde i kraft efter Europa-Kommissionens godkendelse. Det er hensigten, at bestemmelserne skal træde i kraft den 1. januar 1998, hvis godkendelsen foreligger inden denne dato.

Lovens bestemmelser vedr. ændring af lov om social bistand videreføres fra 1. juli 1998 i lov om en aktiv socialpolitik, såfremt Europa-Kommissionens godkendelse af bestemmelserne foreligger inden denne dato.

Baggrunden for loven.

Loven er en del af regeringens initiativer med henblik på at udvikle et arbejdsmarked, hvor der bliver plads til grupper af personer, der ikke har en fuld arbejdsevne i behold, men som kan gøre en indsats på fleksible vilkår - et rummeligt arbejdsmarked.

De vigtigste ændringer i lov om social bistand

- Ændring af reglerne om tilskud til individuelt beskyttede enkeltpladser til personer, der ikke modtager social pension.

Individuelt beskyttede enkeltpladser til personer, der ikke modtager pension, kaldes fleksjob. Tilskuddet til fleksjob er 1/3, 1/2 eller 2/3 afhængigt af graden af den nedsatte arbejdsevne, dvs. tilskuddet gøres mere fleksibelt.

- Løn og øvrige arbejdsvilkår i fleksjob, herunder arbejdstiden, fastsættes som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder de sociale kapitler. I ikke overenskomstdækket ansættelse skal overenskomsten på sammenlignelige områder gælde. Fastsættelse af løn og øvrige arbejdsvilkår skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.

- Offentlige og private arbejdsgivere ligestilles. Kommunen får 100 pct. refusion af udgifterne til løntilskud. Kommunerne skal udelukkende afholde udgifterne til den del af lønnen i et fleksjob, som påhviler kommunen som arbejdsgiver.

- Indførelse af en ledighedsydelse til personer, som har været ansat 12 måneder i et fleksjob, og som uforskyldt bliver ledige.

Ydelsen kan modtages i sammenlagt 3 måneder inden for 24 måneder, og den svarer til 82 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb. Kommunernes udgifter hertil refunderes med 50 pct. af staten.

- Bedre muligheder for at give hjælp til arbejdsredskaber, der kan kompensere for et handicap, og som har afgørende betydning for, at en person kan fastholde eller opnå beskæftigelse.

Hjælpen gives uafhængigt af, om personen opfylder betingelserne for at bliver revalideret og uafhængigt af den pågældendes økonomiske forhold.

Der henvises iøvrigt til den samtidig udsendte orientering om lov om en aktiv socialpolitik.

De vigtigste ændringer i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

- Regler om lempelse af arbejdsgiverens pligt til i arbejdsgiverperioden at afholde udgifterne til sygedagpenge til personer, der er ansat i fleksjob.

For at fremme arbejdsgiverens motivation til at ansætte personer i fleksjob, overtager staten således i et vist omfang arbejdsgiverens økonomiske forpligtelse ved den ansattes sygdom.

Det er herefter kommunen, der udbetaler dagpenge i de første 14 dage for personer ansat i fleksjob hos private arbejdsgivere og i 8 uger for personer ansat i fleksjob hos offentlige arbejdsgivere.

For ansatte i fleksjob hos såvel private som offentlige arbejdsgivere, betyder det således, at staten afholder udgifterne til sygedagpenge i 8 uger. Efter denne periode gælder de almindelige finansieringsregler, dvs. offentlige arbejdsgivere afholder selv udgifterne i den resterende periode, medens dagpengeudgiften for ansatte hos private arbejdsgivere deles af stat og kommune med 50 pct. til hver.

==================================================================

5) Orientering om ændring af lov om social pension og lov om delpension (Tilkendelseskompetence, administration mv.)

==================================================================

Folketinget har den 30. maj 1997 vedtaget

* L 231 - Forslag til lov om ændring af lov om social pension og lov om delpension (Tilkendelseskompetence, administration mv.).

Lovforslaget som vedtaget ved 3. behandlingen vedlægges til orientering.

Den vedtagne lov træder i kraft den 1. juli 1998, men enkelte bestemmelser træder dog allerede i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og enkelte bestemmelser træder i kraft den 1. januar 1998.

Følgende ændringer træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende:

- forslaget om ændring af statens refusion af kommunernes udgifter til førtidspension til personer mellem 60 og 67 år (se pkt. 1.5)

- forslaget om, at socialministeren har bemyndigelse til efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre at fastsætte regler for afholdelse af udgifter til pension til personer, der er visiteret til ophold i Danmark af de færøske eller grønlandske sociale myndigheder (se pkt. 1.9) og

- forslaget om ophævelse af Kontaktudvalgets særlige høringsret (se pkt. 1.10).

Følgende ændringer træder i kraft den 1. januar 1998:

- forslaget om ændring af statens refusion af kommunernes udgifter til personlige tillæg (se pkt. 1.5).

De vedtagne ændringer er primært konsekvensændringer som følge af det samtidig vedtagne forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Loven om retssikkerhed og administration på det sociale område samler en række regler fra det sociale område, som handler om borgernes rettigheder, krav til hvordan sagerne skal behandles, opbygningen af den sociale administration mv. Reglerne herom vil derfor fra den 1. juli 1998 ikke længere fremgå af pensionsloven og delpensionsloven.

Derudover indeholder loven ændringer, der er konsekvenser af de samtidig vedtagne forslag til lov om aktiv socialpolitik og lov om social service. Loven indeholder i øvrigt enkelte andre forslag til ændringer af pensionsloven.

1. Ændringer af lov om social pension:

Pkt. 1.1 til 1.6. omhandler primært ændringer som led i regeringens samlede initiativer for at styrke den tidlige, forebyggende og aktiverende indsats. Pkt. 1.7 til 1.10 omhandler øvrige ændringer af pensionsloven.

1.1 Fremrykning af den tidlige indsats - §§ 15 og 20a

Lovændringerne, der træder i kraft den 1. juli 1998, udgør en del af regeringens samlede initiativer for at styrke den tidlige, forebyggende og aktiverende indsats, der skal øge muligheden for, at ansøgere eller modtagere af sociale ydelser kan opnå eller fastholde beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Ændringer der skal medvirke til, at ansøgere om sociale ydelser på et tidligt tidspunkt får den rigtige hjælp, og dermed på længere sigt vil begrænse antallet af tilkendelser af førtidspension.

Førtidspensionssagens påbegyndelse

Hensigten med den samtidig vedtagne lov om aktiv socialpolitik er bl.a. at understrege, at det er vigtigt med en tidlig indsats i form af aktivering, revalidering eller skånejob. Pensionsloven er derfor ændret således, at pensionsloven understøtter denne tidlige, aktive indsats, til at personer, der kan hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet, tidligt i sagsforløbet får den rigtige hjælp; mens personer, hvis erhvervsevne varigt er nedsat og dermed ikke kan forbedres, ligeledes tidligt i sagsforløbet får afklaret deres førtidspensionsberettigelse.

Med pensionslovens § 20 a, stk. 1, bliver det præciseret, at en ansøgning om førtidspension skal behandles i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Dette svarer til reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter der tidligt i sagsforløbet skal foretages en samlet visitation til et forsørgelsesgrundlag efter den sociale lovgivning. Når en person søger om førtidspension skal kommunen ud fra en helhedsvurdering af sagen træffe afgørelse om, hvilket forsørgelsesgrundlag, der er det rigtige i den konkrete sag. Kommunen skal træffe afgørelsen i forhold til alle de muligheder, der er for at få hjælp efter den sociale lovgivning, og ikke kun tage stilling til den ydelse, som ansøgeren konkret efterspørger.

Det er samtidig præciseret i pensionslovens § 20 a, stk. 2, at en sag om førtidspension først kan påbegyndes, når alle aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige- og andre foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og erhvervsevnen ikke varigt kan forbedres. Det skal således afprøves - allerede inden førtidspensionssagen påbegyndes - om der er mulighed for at hjælpe den pågældende tilbage til/ind på arbejdsmarkedet. Dermed ændres proceduren for sagsbehandlingen i sociale sager, og den reelle sagsbehandling fremrykkes mhp. at tilbyde aktive foranstaltninger så tidligt som muligt.

Det betyder ligeledes, at udredningen af sagen, herunder indhentelse af lægeerklæringer, arbejdsprøvning, afklaring af revalideringsmuligheder mv., skal foregå, inden pensionssagen påbegyndes. Førtidspensionssagen kan således først påbegyndes, når det ved afprøvning af alle relevante muligheder er konstateret, at det ikke er muligt varigt at forbedre den pågældendes erhvervsevne.

Alene i de tilfælde, hvor det fra starten vurderes, at der ikke er nogen foranstaltninger, der varigt kan forbedre den pågældendes erhvervsevne eller mulighed for tilbagevenden på arbejdsmarkedet, kan behandlingen af førtidspensionssagen påbegyndes ved henvendelsen om førtidspension, og efter en nærmere vurdering af de konkrete forhold kan der eventuelt tilkendes førtidspension.

Da både fristen for afgørelse af sagen og udbetalingstidspunktet er afhængig af, hvornår førtidspensionssagen anses for påbegyndt, er det nødvendigt, at kommunen i sagen præcist angiver, hvornår sagen om førtidspension anses for påbegyndt.

Bestemmelsen i pensionslovens § 20 a, stk. 2, finder dog ikke anvendelse for personer med bopæl i udlandet, jf. pensionslovens § 62, stk. 2. Baggrunden for dette er, at disse foranstaltninger foretages i personens hjemland i overensstemmelse med dette lands lovgivning, og at reglerne herom i den danske sociale lovgivning vanskeligt kan finde anvendelse. Det betyder, at for personer med fast bopæl i udlandet vil tidspunktet for indgivelse af ansøgning i bopælslandet svare til tidspunktet, hvor en sag om førtidspension påbegyndes.

Førtidspensionssagens behandling

Det er blevet præciseret i pensionslovens § 15, stk. 2, at tilkendelse af førtidspension forudsætter, at alle aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige og andre foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at erhvervsevnen ikke varigt kan forbedres.

Med ændringen stilles der krav om, at ansøgeren - inden der tilkendes førtidspension - har været igennem et forudgående forløb, hvor det ved en tidlig, forebyggende indsats er forsøgt at hjælpe den pågældende tilbage på eller ind på arbejdsmarkedet.

Efter de gældende regler kan pension ikke tilkendes, hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen. I praksis har det betydet, at det først i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om førtidspension er blevet vurderet, om der er mulighed for at forbedre ansøgerens erhvervsevne. Med ændringen af pensionsloven fremrykkes sagsbehandlingen, således at afklaringen i forhold til arbejdsmarkedet foregår inden pensionssagen er påbegyndt.

Det betyder, at når en person har været igennem et tidligt forebyggende forløb, og det har vist sig, at den pågældendes erhvervsevne ikke varigt kan forbedres på nogen måde, kan en sag om førtidspension påbegyndes.

Sagen bør på dette tidspunkt være så godt belyst - gennem den tidlige udredning af sagen - at der alene udestår vurderingen af, hvorvidt den pågældende opfylder de generelle betingelser for pensionstilkendelse (indfødsret, bopæl mv.), og en vurdering af, hvor meget erhvervsevnen er nedsat.

Med de ændrede regler for fleksjob kan der være personer, der både er berettiget til at få et tilbud om fleksjob og en førtidspension. Det gælder for personer, hvis erhvervsevne varigt er nedsat med mindst halvdelen, og hvor de samtidig har ret til et tilbud om fleksjob. I disse tilfælde vil den enkelte have mulighed for at vælge mellem at få et tilbud om fleksjob og få tilkendt en førtidspension. Vedr. muligheden for fleksjob henvises der til orientering om lov om ændring af lov om social bistand og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (regler om fleksjob m.v.).

Frist for førtidspensionssagens afgørelse

Der indføres i pensionslovens § 20 a, stk. 3, en frist på 3 måneder for behandlingen af førtidspensionssagen. Kommunen har i forbindelse med sagens behandling i forhold til mulighederne for at forbedre erhvervsevnen indhentet forskellige oplysninger (bl.a. lægelige), og kommunen vil derfor i langt de fleste sager på tidspunktet for førtidspensionssagens påbegyndelse have grundlaget for at kunne træffe afgørelse i førtidspensionssagen, inden der er gået 3 måneder.

Kan fristen pga. ganske særlige forhold ikke overholdes, skal kommunen give ansøger en nærmere redegørelse for baggrunden for forsinkelsen af afgørelsen, og hvornår sagen forventes afgjort. Det forudsættes, at der gives en individuel redegørelse, hvori de særlige omstændigheder, der har forsinket afgørelsen, forklares nærmere.

Indførelse af en frist for kommunens afgørelse medfører, at kommunen præcist skal angive tidspunktet for sagens påbegyndelse og meddele dette til borgeren.

Bestemmelsen i pensionslovens § 20 a, stk. 3, finder dog ikke anvendelse for personer med bopæl i udlandet, jf. pensionslovens § 62, stk. 2. Baggrunden for dette er, at sagsbehandlingen i disse sager er mere kompliceret og tidskrævende, idet der er særlige procedurer, der skal overholdes, og samtlige lægelige akter skal oversættes til dansk.

Udbetaling af Førtidspensionen

Som konsekvens af den fremrykkede behandling af sager om førtidspension, er udbetalingstidspunktet for førtidspension ændret, således at førtidspension udbetales fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om førtidspension, dog senest med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra behandlingen af førtidspensionssagen er påbegyndt, jf. pensionslovens § 33, stk. 2. Det er derfor også af hensyn til udbetalingstidspunktet meget vigtigt, at kommunen i den enkelte sag præcist angiver tidspunktet for sagens påbegyndelse.

Der er ikke ændret i tidspunktet for udbetaling af bistands- eller plejetillæg og invaliditetsydelse, jf. pensionslovens §§ 16 og 18. Disse ydelser skal fortsat udbetales fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse, dog senest med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra, at der er ansøgt om ydelsen.

Bestemmelsen i den nugældende § 33, stk. 3, om, at personligt tillæg tidligst kan udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor pensionen efter §§ 12, 14 og 16 er tilkendt, bliver med lovændringen overflyttet til bestemmelsen i lovens § 17, hvori betingelserne for at kunne yde personligt tillæg i øvrigt fremgår. Det bliver hermed præciseret, at ydelse af personligt tillæg er afhængigt af, at pågældende har fået tilkendt social pension.

1.2 Udlægning af tilkendelseskompetencen - § 59

Kompetence

Ved lovens ikrafttræden den 1. juli 1998 får kommunerne kompetencen til at tilkende alle typer førtidspension, jf. pensionslovens § 59. Samtidig ophæves reglen i pensionslovens § 62 b, hvorefter kommunerne kan søge socialministeren om tilladelse til at få den fulde tilkendelseskompetence på førtidspensionsområdet. Det betyder, at kommunerne får kompetencen til at tildele alle forsørgelsesydelser efter den sociale lovgivning, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kommunerne får således kompetencen til at træffe afgørelse om tilkendelse, ændring og frakendelse af alle typer førtidspension, bistands- eller plejetillæg samt invaliditetsydelse, jf. pensionslovens § 59. Kommunerne skal ligeledes træffe afgørelse om, fra hvilket tidspunkt en sag om førtidspension er påbegyndt, fra hvilket tidspunkt betingelserne for tilkendelse, ændring eller frakendelse af pensionen er opfyldt, om sagen skal genoptages til kontrol på et senere tidspunkt, om pensionen skal være hvilende mv.

De sager, hvori kommunerne senest 30. juni 1998 har afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnene, overgår til videre behandling i de nye sociale nævn efter den 1. juli 1998. Sagerne skal afgøres og kan påklages efter de regler, der er gældende indtil 1. juli 1998.

Forskud på mellemste og højeste førtidspension

Som konsekvens af, at kommunerne får tilkendelseskompetencen på førtidspensionsområdet, ophæves mulighederne for udbetaling af forskud på mellemste og højeste førtidspension.

Ændringen skal tillige ses i sammenhæng med, at en førtidspensionssag i de fleste tilfælde først kan påbegyndes, når aktiverings- og revalideringsforanstaltninger mv. har været afprøvet, og at der er indført en frist på 3 måneder for behandling af førtidspensionssager, jf. pkt. 1.1. Det må på den baggrund forventes, at kommunerne hurtigt kan træffe afgørelse om evt. tilkendelse af førtidspension, og at der vil være sammenfald af tidspunktet for afgørelsen om førtidspension efter de nye regler og tidspunktet for udbetaling af forskud efter de nugældende regler.

I sager, hvor der den 1. juli 1998 udbetales forskud på pension efter reglerne i pensionslovens § 35, kan der fortsat udbetales forskud efter de indtil denne dato gældende regler.

1.3 Ændret administrationskommune - § 57

Efter det vedtagne lovforslag er det den aktuelle opholdskommune, der fra den 1. juli 1998 varetager administrationen af lov om social pension. Reglerne i pensionsloven svarer herefter til reglerne i øvrigt på det sociale område, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

I de tilfælde, hvor en person er eller bliver optaget i en institution mv. vil opholdskommunen således i alle tilfælde være den kommune, hvor institutionen mv. er beliggende - også i de situationer, hvor personen har en anden oprindelig opholdskommune.

Tager en pensionist fast bopæl i udlandet, overgår administrationen af pensionen til Den Sociale Sikringsstyrelse, jf. § 62 i pensionsloven. Dette gælder dog ikke for personer, der midlertidigt opholder sig i udlandet, men fortsat bevarer en fast bopæl her i landet. I disse tilfælde vil det være den kommune, hvor pensionisten har fast bopæl, der varetager administrationen af pensionsloven.

1.4 Klageadgang - § 50

Som konsekvens af, at reglerne om sagsbehandling og klageadgang mv. fra den 1. juli 1998 bliver samlet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indeholder pensionsloven, § 50, stk. 1, som udgangspunkt kun en henvisning til denne lov.

Gældende lovs § 50, stk. 8, om indbringelse af Hypotekbankens afgørelser efter § 72 c opretholdes i lov om social pension, § 50, stk. 2, idet denne bestemmelse alene gælder for pensionsloven og ikke er af generel karakter.

Reglerne om klageadgang bygger på et enstrenget ankesystem med det sociale nævn som første klageinstans og Den Sociale Ankestyrelse som anden instans, når sagen har principiel eller generel betydning. Alle de kommunale afgørelser inden for det sociale område, herunder afgørelser om ydelser efter lov om social pension, kan herefter ankes til det sociale nævn som 2. instans.

Sager, hvori nævnet ikke stadfæster kommunens afgørelse om almindelig/forhøjet almindelig førtidspension, kan herefter ikke - som i dag - optages til behandling af Den Sociale Ankestyrelse, medmindre sagen har generel eller principiel karakter.

Den særlige klageadgang til Den Sociale Ankestyrelse i gældende lovs § 62 b, stk. 2, i sager, som kommunen afgør efter tilladelse fra socialministeren (kompetencekommuner), ophæves.

Revaliderings- og pensionsnævnene og de sociale ankenævn nedlægges, og i stedet bliver de sociale nævn, der etableres i hvert amt, som nævnt første klageinstans.

Sager vedrørende kommunale afgørelser, som er indbragt for nævnene inden 1. juli 1998, og som ikke er afgjort senest på denne dato, overgår til de sociale nævn. Sagerne afgøres og kan påklages efter reglerne i lov om social pension, som gældende indtil 1. juli 1998.

1.5 Ændret statslig finansiering af kommunernes udgifter til pension - § 52

Refusion af udgifter til pension

Den statslige refusion af kommunernes udgifter til pension efter §§ 14, 16 og 18 til personer under 67 år fastsættes til 50 pct. Efter gældende regler refunderer staten 50 pct. af kommunernes udgifter til pension til personer under 60 år, og 100 pct. af kommunernes udgifter til pension til personer, der er fyldt 60 år.

Ændringen træder i kraft dagen efter denne lovs bekendtgørelse i Lovtidende med virkning for alle pensioner, der tilkendes efter denne dato. Pensioner tilkendt inden denne dato finansieres efter de indtil denne dato gældende regler. Såfremt der tilkendes en forhøjelse af en allerede tilkendt pension, afholder staten 50 pct. af udgiften til forhøjelsen.

Refusion af udgifter til personligt tillæg

Den statslige refusion af udgifter til personligt tillæg efter § 17, stk. 1 og 3, dvs. til personlige tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige eller ganske særlig vanskelige, ændres fra 75 pct. til 50 pct., svarende til den samme andel, som tilsvarende udgifter efter lov om social bistand og efter lov om aktiv socialpolitik. Hermed ønskes det opnået, at kommunerne i overensstemmelse med loven i hvert enkelt tilfælde træffer afgørelse om personlige tillæg efter en konkret individuel vurdering.

Samtidig er bestemmelsen om et rådighedsbeløb ophævet. Herefter vil der ikke for fremtiden være en maksimumsgrænse for statens refusion af kommunernes udgifter til personlige tillæg efter § 17, stk. 1 og 3.

Statens refusion af kommunernes udgifter efter § 17, stk. 2 og 4, til personlige tillæg til varmeudgifter og til udgifter til petroleum, forbliver uændret 75 pct., idet reglerne herom er fastsat af socialministeren i en bekendtgørelse.

Ændringen træder i kraft den 1. januar 1998. Personlige tillæg ydet efter denne dato refunderes med 50 pct.

Refusion af udgifter til pension til personer med fast bopæl i udlandet

Som konsekvens af ophævelsen af den 6 årige mellemkommunale afregningsregel, jf. pkt. 1.6, afholder staten fra den 1. juli 1998 den fulde udgift til pension til personer med fast bopæl i udlandet.

Kontoplan og refusionsskemaer

Ændringen af finansieringen af pension til personer mellem 60 og 67 år giver ikke anledning til ændring af Indenrigsministeriets kontoplan og Socialministeriets refusionsskema. De eksisterende konti for højeste og mellemste førtidspension med 50 pct. refusion og forhøjet almindelig førtidspension med 50 pct. skal anvendes.

Ændringen af finansieringen af udgifter til personlige tillæg, som træder i kraft den 1. januar 1998, vil derimod medføre ændringer af såvel kontoplan som refusionsskemaer. Tilsvarende gør sig gældende for ændringen af finansieringen af udgifter til pension til personer, der har fast bopæl i udlandet, som træder i kraft den 1. juli 1998. Ændringen vil fremgå af de skemaer vedrørende forskudsrefusionen for 1998, som Socialministeriet udsender i efteråret 1997. Socialministeriet vil desuden anmode Indenrigsministeriet om at ændre kontoplanen på disse områder.

1.6 Mellemkommunal afregning - § 53

Som udgangspunkt er det fra den 1. juli 1998 opholdskommunen, der afholder den kommunale andel af udgifterne til pension også i de tilfælde, hvor opholdskommunen er en anden end den kommune, der har tilkendt pensionen. De mellemkommunale afregninger begrænses til alene at vedrøre personer, der anbringes eller er anbragt i forskellige boformer mv. i en anden kommune. Den 6 årige mellemkommunale afregningsregel i gældende lovs § 52, stk. 3, ophæves således.

En kommune kan herefter kræve sin del af udgifterne til pension refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person har ophold i en af de i § 53 nævnte boformer mv. Disse boformer svarer til de institutioner mv., som er nævnt i § 58 i den gældende pensionlov. Refusionsadgangen gælder, uanset om personen først får tilkendt pension under opholdet, og så længe pensionisten har ophold i en af de nævnte boformer mv.

Adgangen til at kræve refusion gælder for udgifter til pension efter §§ 12, 14, 16 og 18 i lov om social pension. Udgifter til personlige tillæg efter pensionslovens § 17 er således ikke omfattet af refusionsadgangen.

Flytter pensionisten i privat bolig, finansierer den kommune, hvori pensionisten herefter får ophold, den kommunale andel af udgiften til pension. Dette gælder uanset, om udflytningen sker til den kommune, hvori institutionen mv. er beliggende. I de tilfælde, hvor pensionisten flytter fra en af de nævnte boformer mv. i en anden kommune til en af de nævnte boformer mv. i en tredie kommune, vil det fortsat være den oprindelige opholdskommune, der finansierer den kommunale andel af udgiften til pension.

Kommunerne kan fortsat indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune skal afholde den kommunale andel af pensionen. Uenighed om disse aftaler kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Øvrige ændringer

1.7 Alderen på ansøgningstidspunktet - § 14

Den gældende bestemmelse i pensionslovens § 33, stk. 4, om, at alderen på ansøgningstidspunktet er afgørende for, hvilken pension der kan tilkendes, flyttes til bestemmelsen i lovens § 14 om betingelserne for tilkendelse af pension. Hermed præciseres det, at alderen på det tidspunkt, hvor behandlingen af en førtidspensionssag påbegyndes, eller hvor der er ansøgt om bistands- eller plejetillæg eller invaliditetsydelse, ikke blot har betydning for udbetalingstidspunktet men også for berettigelsen til ydelser efter pensionsloven.

1.8 Pension under strafafsoning - § 46

Pensionsinddragelse

Den gældende regel i pensionslovens § 46, stk. 1, om, at pensionen inddrages, hvis en person indsættes til strafafsoning eller andre frihedsberøvende foranstaltninger i henhold til dom, ændres fra den 1. juli 1998 således, at social pension alene inddrages, hvis en person indsættes til strafafsoning i fængsel eller arresthus.

Det betyder, at der ikke længere kan ske inddragelse af pensionen, hvis en person får en dom til anbringelse i fx psykiatrisk hospital. Personer, der opholder sig i disse boformer skal efter lovens ikrafttræden have deres pension udbetalt og betale for opholdet efter de regler, der gælder for den enkelte boform.

Beløb til dækning af husleje under afsoning

Tidsrummet i pensionslovens § 46, stk. 1, hvori en indsat - efter at strafafsoningen er påbegyndt - kan få udbetalt et beløb til dækning af udgifter til husleje o.lign., hvis der er rimelig udsigt til, at den pågældende vil kunne løslades, ændres fra den 1. juli 1998 fra omkring 3 måneder til omkring 6 måneder, svarende til reglerne for kontanthjælpsmodtagere i samme situation.

1.9 Bemyndigelsesbestemmelse - § 54

Der er indsat en bemyndigelsesbestemmelse i pensionslovens § 54, hvorefter socialministeren bemyndiges til at indgå aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre om afholdelse af udgifter til pension til personer, der er visiteret til ophold i Danmark af de færøske eller grønlandske sociale myndigheder.

Aftalen skal endvidere indeholde aftale om afholdelse af udgifter til pension til personer, der er visiteret til ophold på Færøerne eller i Grønland af de danske sociale myndigheder.

Aftalen vil omhandle personer, som får ophold i døgninstitution mv. eller med henblik på revalidering i eller uden for institution, samt de personer, som er omfattet af de særlige regler, der gælder efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 888 af 11. december 1986 med senere ændringer (det tidligere særforsorgsområde).

I bestemmelsen er der endvidere indsat en ankeregel, således at uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter den bekendtgørelse, der vil blive udstedt i henhold til bemyndigelsen, afgøres af Den Sociale Ankestyrelse.

Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre vil følge aftalerne op med tilsvarende bestemmelser.

Der er på nuværende tidspunkt ikke indgået en aftale med hverken Færøernes landsstyre eller Grønlands hjemmestyre om den nærmere udformning af en sådan aftale.

Socialministeren kan anvende bemyndigelsen fra dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

1.10 Kontaktudvalgets særlige høringsret

Folkepensionistforeningernes og Invalideorganisationernes Kontaktudvalg har siden 1972 haft en særlig høringsret om ændringer af pensionsbeløb ud over dem, der følger af lov om en satsreguleringsprocent. Denne høringsret efter gældende pensionslovs § 61 ophæves med virkning fra dagen efter denne lovs bekendtgørelse i Lovtidende. Lovforslag til ændringer på pensionsområdet mv. vil fortsat i fornødent omfang blive sendt til høring i en bred kreds af organisationer mv.

2. Ændringer af lov om delpension:

Ændringen i delpensionsloven indeholder alene rettelser som konsekvens af vedtagelsen af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Loven, der træder i kraft den 1. juli 1998, samler en række regler på det sociale område, som handler om borgernes rettigheder, krav til hvordan sagerne skal behandles, opbygningen af den sociale administration, klageregler mv. Reglerne herom vil herefter ikke længere fremgå særskilt af lov om delpension.

Det skal nævnes, at det herefter er opholdskommunen og ikke som hidtil »bopælskommunen«, der skal varetage administrationen af delpensionsloven.

Klagereglerne gøres ensartet på det sociale område, hvorfor § 17 i lov om delpension fremover kun indeholder en henvisning til de generelle klageregler i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Versioner

  1. 1997-06-04 · til 2022-07-08