Gelex

Skrivelse om orientering om nye regler om 1. Forsørgelsesgrundlag og opholdsbetaling for personer, der visiteres til døgnophold efter bistandslovens § 68 a samt om 2. Forlængelse og revision af lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling. (Til samtlige kommuner og amtskommuner)

OphævetVersion 1997-06-23fra 1997-10-01 til 2022-07-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1997/88@1997-06-23/da

Indhold
  1. Indledning

Ad 1.

Indførelse af forsørgelsesgrundlag og betalingsforpligtelse for personer over 18 år med svære psykiske eller sociale vanskeligheder, der har døgnophold efter bistandslovens § 68 a

Med virkning fra 4. juli 1997 træder der nye regler om forsørgelsesgrundlag og opholdsbetaling under døgnophold i § 66- og § 96-tilbud for personer med svære psykiske eller sociale vanskeligheder, herunder stofmisbrugere.

De nye regler, der vedlægges i ikke-trykt udgave, består af

- en bekendtgørelse om kontanthjælp til personer, der er fyldt 18 år, med svære psykiske eller sociale vanskeligheder og som har døgnophold efter bistandslovens § 68 a, stk. 1 eller stk. 2.

- en bekendtgørelse om betaling for døgnophold efter bistandslovens § 68 a, stk. 1 og stk. 2, for personer, der er fyldt 18 år, med svære psykiske eller sociale vanskeligheder. (* 1)

- en vejledning om opholdsbetaling for personer, der er fyldt 18 år med svære psykiske eller sociale vanskeligheder, herunder stofmisbrugere. (* 2)

Med virkning fra 1. juli 1997 ophæves endvidere § 13 i bekendtgørelse nr. 522 af 16. juni 1994 om social pension, således at der kan udbetales førtidspension under ophold på en § 96-institution, jf. Socialministeriets skrivelse af 9. juni 1997 til samtlige kommuner og statsamter om orientering om ændring af bekendtgørelse om social pension.

De nye regler indebærer, at personer over 18 år, der visiteres til døgnophold efter bistandslovens § 68 a på grund af svære psykiske eller sociale vanskeligheder, under opholdet får eller bibeholder et forsørgelsesgrundlag i form af kontanthjælp, pension m.v.

Under døgnopholdet skal beboerne af deres forsørgelsesgrundlag betale for de ydelser de modtager under opholdet, dvs. kost, logi m.v.

Hensigten med de nye regler er at skabe en forsørgelses- og betalingsmæssig ligestilling af den persongruppe, der omfattes af § 68 a og som har døgnophold på en offentlig institution i forhold til andre grupper på offentlige institutioner, som i dag har et forsørgelsesgrundlag under opholdet, hvoraf de bidrager til betaling for opholdet.

De nye regler indeholder mulighed for at amtsråd og kommunalbestyrelse kan beslutte, at reglerne først får virkning fra 1. oktober 1997. Overgangsordningen indføres af hensyn til den administrative omlægning de nye regler kan give anledning til i visse amter og kommuner afhængig af hvor mange personer af den ændrede retstilstand.

Ad 2.

Forlængelse og revision af lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling

Med virkning fra 1. juli 1997 træder en revideret lovgivning om tilbageholdelse af stofmisbrugere i kraft. Denne lovgivning, som introduceredes 1. juli 1992, har endnu ikke været anvendt i konkrete tilfælde.

Når Folketinget alligevel har ønsket tilbageholdelsesordningen videreført frem til folketingsåret 1999-2000, hvor loven atter skal tages op til revision, hænger det sammen med de muligheder, den indeholder for at hjælpe den enkelte misbruger, og som bør være et af de flere instrumenter i indsatsen, der kan tilbydes.

Det hænger tillige sammen med, at der med amternes overtagelse af visitationsansvaret pr. 1. januar 1996 er bedre sammenhæng mellem ansvaret for visitation og tilbud om behandlingskontrakt med mulighed for tilbageholdelse.

Ud over den nævnte forlængelse af ordningen indeholder ændringsloven (lov nr. 191 af 12. marts 1997) tilpasninger til de ændringer af bistandsloven, der trådte i kraft den 1. januar 1996.

For det første betyder det, at de - større - kommuner, som efter aftale med amtet har fået overladt visitationsansvaret til stofmisbrugsbehandling, også kan få overladt beføjelserne efter tilbageholdelsesloven.

For det andet er der med den ændrede tilbageholdelseslov sket den ændring, at den selvstændige adgang, private behandingsinstitutioner uden driftsoverenskomst havde til at tilbyde tilbageholdelseskontrakt, er ophævet. Det skyldes, at disse institutioner (nu § 96, stk. 4-institutioner) er blevet en del af det samlede udbud af behandlingspladser, hvortil der visiteres, og at der bør være sammenhæng mellem visitationsproceduren (opstilling af handleplan) og tilbuddet om tilbageholdelseskontrakt.

Der vedlægges i ikke-trykt udgave

- revideret bekendtgørelse om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling samt (* 3)

- revideret vejledning om lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling (* 4)

De under punkt 1 og 2 beskrevne regler vil blive udsendt på sædvanlig vis efter optagelse i lovtidende m.v. Karen Jespersen /Poul Pedersen

Versioner

  1. 1997-06-23 · til 2022-07-08