Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1997/90@1997-06-24/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

INDLEDNING

1. januar 1996 trådte nye administrative regler i kraft på stofmisbrugsområdet, som bl.a. betød, at amter og kommuner forpligtedes til et tæt samarbejde om den samlede overordnede indsats og indsatsen for den enkelte. Ansvaret for visitation til behandling overgik samtidig fra kommunerne til amterne, dog med mulighed for delegation af ansvaret til kommunerne. Endelig blev de private behandlingsinstitioner uden driftsoverenskomst inddraget i den almindelige visitationsprocedure og betalingen for en sådan behandling refusionsmæssigt ligestillet med betalingen for andre tilbud.

1. juli 1997 træder en revideret lovgivning i kraft om tilbageholdelse af stofmisbrugere i kraft. Denne lovgivning, som introduceredes 1. juli 1992 (Lov nr. 349 af 14. maj 1992 om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling) har, selvom 3 amter har truffet principiel beslutning om at ville anvende ordningen, indtil lovændringen ikke været anvendt i konkrete tilfælde.

Den gennemgående begrundelse for den manglende anvendelse har været, at man finder, at stofmisbrugsbehandling bør baseres på frivillighed og ikke på tvang.

Regeringen er enig i, at frivillighed og motivation bør være de bærende principper i forbindelse med stofmisbrugsbehandling her i landet, men som bl.a. erfaringer fra Norge har vist, kan det element af tvang, der trods alt ligger i en tilbageholdelsessituation være en støtte for misbrugeren i nogle af de krisesituationer, som især opstår i begyndelsen af et behandlingsforløb, fx. afgiftningsfasen.

Helt afgørende er imidlertid, at stofmisbrugeren før behandlingens start selv ønsker, at der sættes ind med en tilbageholdelse, hvis pågældende i nøje angivne situationer ønsker at forlade behandlingsinstitutionen.

At have muligheden for at tilbageholde kan opfattes ikke alene som en håndsrækning til misbrugeren, der i en krise kan have svært ved at overskue konsekvenserne for sig selv og sin familie ved at trække sig ud af behandlingen, men også som det yderste middel for behandlerne,når »udlængslen« er ved at få overtaget, og de mere indirekte former for tvang i form af psykologisk pres ikke slår til.

De administrative krav, lovgivningen stiller op i forbindelse med anvendelse af tilbageholdesesordningen, kan umiddelbart tage sig omstændelige ud, men er nødvendige garantier for retssikkerheden ved behandlingen af sager af denne art.

Når regeringen valgte at foreslå tilbageholdelsesordningen videreført frem til folketingsåret 1999-2000, hvor loven atter skal tages op til revision, hænger det dels sammen med, at de nævnte muligheder for at hjælpe den enkelte misbruger bør være et af instrumenterne i indsatsen, dels med at der med amternes overtagelse af visitationsansvaret pr. 1. januar 1996 er bedre sammenhæng mellem ansvaret for visitation og tilbud om behandlingskontrakt med mulighed for tilbageholdelse.

Ud over den nævnte forlængelse af ordningen indeholder ændringsloven (lov nr. 191 af 12. marts 1997) tilpasninger til de ændringer af bistandsloven, som er nævnt ovenfor.

For det første betyder det, at de - større - kommuner, som efter aftale med amtet i overensstemmelse med bistandslovens § 68 a, stk. 4, har fået overdraget visitationsansvaret til stofmisbrugsbehandling, efter tilbageholdelseslovens § 1, stk. 2, også kan få overladt beføjelserne i medfør af tilbageholdelsesloven. Og ligesom socialministeren efter bistandslovens § 138 e, stk. 2, kan overlade en kommune visitationsansvaret, hvis amt og kommune ikke kan komme overens om spørgsmålet, kan ministeren også give tilladelse til, at en kommune får tilbageholdesesbeføjelserne.

For det andet er der med den ændrede tilbageholdelseslov sket den ændring, at den selvstændige adgang, private behandingsinstitutioner uden driftsoverenskomst havde til at tilbyde tilbageholdelseskontrakt, er ophævet. Det skyldes, at disse institutioner (nu § 96, stk. 4-institutioner) er blevet en del af det samlede udbud af behandlingspladser, hvortil der visiteres, og at der bør være sammenhæng mellem visitationsproceduren (opstilling af handleplan) og tilbuddet om tilbageholdelseskontrakt.

Bortset fra en gennemgang af disse ændringer indeholder foreliggende vejledning en nærmere redegørelse - ligesom den vejledning, den afløser (vejledning nr. 10 af 8. december 1992) - om lovens anvendelsesområde, herunder bestemmelserne omkring indgåelse af en behandlingskontrakt, betingelserne for iværksættelse og opretholdelse af tilbageholdelse, bestemmeserne om tilsyn med private behandlingsinstitutioner samt bestemmelserne om indberetning til Socialministeriet.

Hvor der henvises til en paragraf uden nærmere angivelse, er der tale om en bestemmelse i lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling, og ved henvisning til en bestemmelse i bekendtgørelse nr. 540 af 24. juni 1997 nævnes blot denne uden titel, mens titel er angivet ved henvisning til andre forskrifter. Vejledning af 14. december 1995 om bistandslovens bestemmelser om social indsats for stofmisbrugere omtales dog som stofmisbrugsvejledningen.

Ved omtale af amtskommunen/amtsrådet forstås for Københavns og Frederiksberg komuners vedkommende kommunen/magistraten henholdsvis kommunabestyrelsen. Det samme er tilfældet for de kommuner, som efter lovens § 1, stk. 2, har fået tillagt beføjelserne efter loven.

Endelig omtales i vejledningen - for at lette læsningen - de i lovens § 2, stk. 2, nævnte udvalg og magistratsmedlem som personsagsudvalget.

AFSNIT I

1. Amtskommunal og kommunal kompetence

Loven retter sig i første hånd til amtskommunerne, Københavns- og Frederiksberg kommuner, men det kan aftales mellem et amtsråd og en kommunalbestyrelse i forbindelse med delegation af visitationskompetencen til stofmisbrugsbehandling efter bistandslovens § 68 a, stk. 4, at det er kommunalbestyrelsen, som også får kompetencen til at anvende tilbageholdelseslovens regler., jf. § 1, stk. 2, 1. pkt.

Denne adgang kan socialministeren ligeledes overlade til en kommunalbestyrelse i de tilfælde, hvor der meddeles tilladelse efter bistandslovens § 138 e, stk. 2, om kommunal overtagelse af den almindelige visitationskompetence til stofmisbrugsbehandling, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt.

2. Politisk beslutning om at ville anvende loven

En første betingelse for at anvende tilbageholdelsesordningen er at der er truffet en beslutning herom af amtsrådet, jf. § 1, stk. 1.

Er der truffet beslutning om, at reglerne om tilbageholdelse skal kunne finde anvendelse, er det den enkelte amtskommune selv, der fastlægger, hvordan og på hvilke institutioner, reglerne kan anvendes. Amtskommunen kan i den forbindelse, eventuelt i samarbejde med behandlingsinstitutionerne, vurdere, om det er mest hensigtsmæssigt at koncentrere denne form for behandlingskontrakter på en bestemt institution eller på flere. Vurderingen heraf må bl.a. ske på baggrund af forholdene på den enkelte institution (personale, normerede antal pladser, institutionens størrelse og fysiske indretning mv.).

I amtets planlægning kan indsatsen i forbindelse med anvendelse af reglerne om tilbageholdelse tilrettelægges således, at den retter sig til en gruppe stofmisbrugere med særlige problemer, fx. gravide stofmisbrugere eller yngre stofmisbrugere.

3 Døgninstitutioner, hvor tilbageholdelse kan finde sted

Reglerne om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling kan kun finde anvendelse på døgninstitutioner til behandling af stofmisbrugere i henhold til bistandslovens § 96. Det vil sige såvel amtskommunale, kommunale og selvejende institutioner, med hvilke amtsrådet har indgået overenskomst, jf. bistandslovens § 96, stk. 2, som helt private institutioner, jf. samme paragrafs stk. 4. Men der kan ikke efter loven ske tilbageholdelse på opholdssteder efter bistandslovens § 66. Der henvises i denne forbindelse til pkt. 22 og 23 i stofmisbrugsvejledningen.

I det omfang institutionerne drives i samarbejde med andre amtskommune, forudsætter anvendelse af reglerne om tilbageholdelse på institutionerne, at de pågældende amtskommuner tillige har truffet beslutning om at anvende lovens bestemmelser om tilbageholdelse mv..

Det er imidlertid uden betydning, om den amtskommune, hvor en privat institution efter bistandslovens § 96, stk. 4, er beliggende, eller om andre amtskommuner, der også benytter den, har truffet beslutning om at anvende lovens regler om tilbageholdelse.

Selvom en amtskommune ikke har truffet beslutning om at anvende lovens bestemmelser, kan reglerne om tilbageholdelse mv. godt finde anvendelse i amtet i en institution, hvor et andet amt har driftsansvaret, og hvor dette amt har besluttet at anvende lovens bestemmelser.

4. Særligt om private behandlingsinstitutioner efter bistandslovens § 96, stk. 4

Lovens bestemmelser om tilbageholdelse kan efter vedkommende amtsråds beslutning finde anvendelse på private døgninstitutioner uden overenskomst med det offentlige, som benyttes efter bistandslovens § 96, stk. 4.

Da der er tale om en privat døgninstitution uden driftsoverenskomst med det offentlige, vil amtsrådet typisk have behov for at indhente nærmere oplysninger om institutionen, før der træffes beslutning om at tilbyde en stofmisbruger en kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse på en sådan institution.

Derfor kan amtsrådet indhente de oplysninger hos den private døgninstitution, der måtte være nødvendige for personsagsudvalgets beslutning om et sådant tilbud, jf. § 3, stk. 2.

I forbindelse med beslutningen indgår en vurdering af, om den pågældende institution fysisk og pædagogisk ligger på niveau med en institution efter bistandslovens § 96, stk. 2, og navnlig en vurdering af, om den private døgninstitution anses for egnet til denne særlige behandlingsform.

Eksempelvis kan en privat døgninstitution ændre sig, fx. ved ud skiftning af medarbejdere, hvorved stedets pædagogiske ressourcer forøges eller formindskes, hvilket kan få konsekvenser for fx det antal misbrugere, som stedet anses for egnet til at modtage eller for institutionens egnethed som sådan til at håndtere denne særlige behandlingsform. Se endvidere under pkt. 30 om tilsyn.

5. Den konkrete beslutning om behandlingskontrakt

Det er personsagsudvalget i amtet, der i det konkrete tilfælde skal træffe beslutning, om der skal gives tilbud om behandling med mulighed for tilbageholdelse på en given behandlingsinstitution. Beslutningen træffes i samarbejde med den visiterende myndighed og opholdskommunen. Det vil være naturligt at spørgsmålet om tilbud om en sådan behandlingskontrakt tages op med misbrugeren i forbindelse med udarbejdelse af den handleplan, der er omtalt i stofmisbrugsvejledningens pkt. 14.

Det er vigtigt i forbindelse med den konkrete beslutning at se på stofmisbrugerens egen motivation for netop denne type behandling.

6. Frivilligt for stofmisbrugeren

Det er efter loven helt klart frivilligt for stofmisbrugeren, om pågældende ønsker at indgå en kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse på institutionen. Ønsker stofmisbrugeren ikke at indgå en sådan aftale, må det ikke afskære vedkommendes adgang til øvrige eksisterende behandlingstilbud, jf. § 3, stk. 1, sidste pkt. Om aftaleindgåelse, mv. se under afsnit II.

Bestemmelserne er primært sigtet på yngre stofmisbrugere over 18 år, men ældre stofmisbrugere vil på tilsvarende måde også kunne indgå aftaler om behandling med mulighed for tilbageholdelse. Det afgørende er misbrugerens motivation og ikke pågældendes alder.

AFSNIT II

7. Tilbud om behandlingskontrakt

Selvom der efter indgåelse af en behandlingskontrakt er hjemmel til at anvende tvang overfor stofmisbrugeren i et vist omfang, så er behandlingskontrakten et tilbud, som kan afslås af stofmisbrugeren, uden at det må få betydning for pågældendes adgang til det øvrige behandlingssystem.

Det er vigtigt at sammenholde dette frivillighedsprincip med situationen omkring aftaleindgåelsen. Her tænkes især på, at der i forbindelse med en aftaleindgåelse ikke lægges pres på stofmisbrugeren med henblik på at indgå denne type kontrakter, eventuel under henvisning til, at det er det sidste tilbud, der gives den pågældende.

Det er i den sammenhæng vigtigt at gøre stofmisbrugeren opmærksom på, hvad det er for en form for behandlingskontrakt, der tilbydes, og hvilke konsekvenser det kan få - nemlig at pågældende kan tilbageholdes mod sin vilje. Det er en klar forudsætning, at stofmisbrugeren i situationen omkring aftaleindgåelsen skal befinde sig i en tilstand, hvori pågældende mentalt er i stand til at forstå, hvad det er for en type behandlingstilbud, pågældende går ind i, samt de konsekvenser, det kan indebære.

8. Kontrakten

Når der er truffet beslutning om behandling i henhold til lovens bestemmelser, jf. § 2, indgår stofmisbrugeren og behandlingsinstitutionen før behandlingen påbegyndes en skriftlig kontrakt om behandlingsforløbet.

En kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse af stofmisbrugeren kan indgås for en periode af ikke over et halvt års varighed fra indgåelsen, jf. § 4, stk. 1.

Kontrakten bør som minimum indeholde klare oplysninger om en fastlagt plan for behandlingen i forbindelse med institutionsopholdet samt oplysninger om, at stofmisbrugeren ved indgåelsen af kontrakten giver behandlingsinstitutionen adgang til at tilbageholde pågældende på institutionen, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Endvidere bør betingelserne for, hvornår tilbageholdelse kan ske, jf. § 5, samt under hvilke former, jf. bekendtgørelsens §§ 2 - 4, oplyses i forbindelse med kontrakten, eventuelt som bilag til kontrakten. Det samme gælder reglerne om klageadgang, jf. bekendtgørelsens § 7.

Kontrakten bør også indeholde oplysninger om, at stofmisbrugeren til enhver tid kan opsige en kontrakt, såfremt betingelserne for tilbageholdelse i § 5 ikke er tilstede, jf. § 4, stk. 2.

Endelig bør kontrakten indeholde oplysninger om retten til efter begæring fra stofmisbrugeren at få beslutningen om tilbageholdelsen indbragt for domstolene, jf. § 8.

Ovennævnte forhold skal opfattes som minimumskrav til en behandlingskontrakt. Denne kan således suppleres af individuelle aftaler imellem institutionen og misbrugeren om regler for ophold på institutionen, krav eller betingelser til stofmisbrugeren, eksempelvis om urin-kontrol mv., regler om udgang med følge af personalet i krisesituationer mv. Endvidere kan der på tilsvarende måde som i andre aftaleforhold omkring misbrugsbehandling indgå elementer i aftalen omkring efterbehandling og opfølgning med hensyn til tilbud om aktivering, revalidering, uddannelse, bolig o.lign., jf. stofmisbrugsvejledningens pkt. 8 og 14 m.fl.

Uanset formuleringen af de individuelle aftaler i forbindelse med indgåelse af en behandlingskontrakt efter lovens bestemmelser, er det alene i de tilfælde, hvor lovens betingelser for at iværksætte en tilbageholdelse er opfyldt, at der kan ske tilbageholdelse. Hvis misbrugeren ikke overholder de individuelle aftaler eller regler om exempelvis urinkontrol, metadon, sidemisbrug mv., er det et problem der i første omgang må afklares mellem institutionen og den pågældende misbruger. Der er ikke hjemmel til, at det alene kan udløse en tilbageholdelsessituation, medmindre at den samlede situation bevirker, at betingelserne i lovens § 5 er opfyldt.

Det er op til institutionen eller den visiterende myndighed at vurdere behovet for at udfærdige en form for standard-kontrakt omkring denne særlige form for behandlingstilbud, eventuel med mulighed for at supplere de enkelte kontrakter med individuelle aftaler.

9. vidner

Der er ikke fastsat bestemmelser om vidner i forbindelse med indgåelse af en kontrakt. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at man sikrer sig ved tilstedeværelsen af vidner i forbindelse med kontraktindgåelsen, bla. til at bekræfte, at misbrugeren er ved sin fornufts fulde brug, samt at vedkommende frivilligt underskriver kontrakten.

Om etablering af personlig rådgiver i forbindelse med tilbageholdelsen, se pkt. 16.

10. Opsigelse

Stofmisbrugeren kan til enhver tid og uden særlig begrundelse opsige behandlingskontrakten, dog ikke i de situationer, hvor misbrugeren aktuelt er tilbageholdt, eller hvor betingelserne for tilbageholdelse efter § 5 i øvrigt er tilstede. Opsigelse af kontrakten fra stofmisbrugerens side kan således komme på tale, når det ikke må anses for uforsvarligt ud fra hensynene nævnt i § 5. Det kan fx. være, hvor misbrugeren, eventuelt i samarbejde med institutionspersonalet, vurderer, at denne form for behandling ikke er egnet for pågældende, eller fx. hvor misbrugeren under et ikke-metadon understøttet behandlingsforløb mener ikke at kunne gennemføre behandlingsforløbet, ligesom det kan ske udfra familiemæssige eller andre personlige årsager.

Det er institutionen, der i det konkrete tilfælde vurderer, om betingelserne for at opsige kontrakten er tilstede. Der henvises i øvrigt til afsnit III om betingelserne for iværksættelse af en tilbageholdelsesbeslutning.

AFSNIT III

11. Lempeligere indgreb fremfor tilbageholdelse

Det er en forudsætning, at behandlingsinstitutionen forsøger sig med mere lempelige indgreb, før end der iværksættes en tilbageholdelse af en stofmisbruger. Det vil bla. sige, at de socialpædagogiske tiltag, institutionerne normalt griber til i forbindelse med en krisesituation, intensiveres, således at der også ad den vej lægges pres på stofmisbrugeren med henblik på at fortsætte den aftalte behandling.

Det er således en gennemgående forudsætning, at de forskellige former for direkte og indirekte psykologisk og pædagogisk påvirkning, der allerede idag anvendes i forbindelse med behandling af stofmisbrugere, udnyttes i videst muligt omfang, inden tilbageholdelse iværksættes. Det kan bla. være skærpet urin-kontrol, forbud mod at forlade institutionen uden følge af en medarbejder i vanskelige perioder af behandlingen, hvor der er fare for tilbagefald, fx. i forbindelse med afgiftning. Det kan være etablering af gruppemøder i krisesituationer, eller i forbindelse hermed en tæt følge (mandsopdækning) fra personalets side af den pågældende stofmisbruger i en kortere eller længere periode, indtil situationen har stabiliseret sig.

Det kan ikke udelukkes, at indgåelse af et kontraktforhold mellem behandlingsinstitutionen og stofmisbrugeren, der giver institutionen ret til under visse betingelser at kunne tilbageholde misbrugeren, psykologisk set kan have en positiv effekt, såvel på misbrugeren selv som på andre. Det kan eventuelt betyde, at selve tilbageholdelsessituationen ikke behøver at blive realiseret.

12. Begrundet formodning om, at misbrugeren afbryder behandlingen

Betingelserne for tilbageholdelse findes i lovens § 5. Der er flere led i betingelserne. Der skal først og fremmest være en begrundet formodning om, at stofmisbrugeren vil afbryde den aftalte behandling. Det er i den forbindelse ikke nok, at der er en generel formodning om, at stofmisbrugere erfaringsmæssigt afbryder behandlingforløbet på et bestemt tidspunkt af forløbet, ligesom det heller ikke er tilstrækkeligt, at der er en fjern mistanke om, at den pågældende misbruger vil afbryde behandlingsforløbet.

Det forudsætter en aktuel formodning for, at stofmisbrugeren afbryder behandlingsforløbet, begrundet i pågældendes adfærd indenfor et kortere tidsrum. En sådan vurdering forudsætter udover kendskab til misbrugeres adfærd generelt tillige et kendskab til den pågældende misbruger selv og dennes adfærd.

13. Uforsvarligt ikke at tilbageholde ud fra et behandlings- eller et fareelement

Dernæst er det en betingelse, at det vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde den pågældende, fordi:

1) udsigten til ophøret af misbrugen eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet (behandlingselementet), eller

2) stofmisbrugeren frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre (fareelementet).

14. Behandlingselementet

Vurderingen af, om udsigten til ophøret af misbruget eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet, hvis der ikke sker tilbageholdelse, er meget individuel i forhold til den enkelte misbruger. Den vil typisk være afhængig af, hvor langt i behandlingsforløbet den pågældende misbruger er, samt pågældendes tilstand fysisk og psykisk.

Det kan endvidere afhænge af, hvor lang og massiv en misbrugskarriere, den pågældende misbruger har haft. Det må også tillægges betydning, hvilket miljø stofmisbrugeren må forventes at vende tilbage til ved ophør af den aftalte behandling, samt i hvilket omfang der eksisterer et socialt netværk, og hvilken betydning disse forhold umiddelbart må forventes at få for misbrugerens situation. Det afgørende er vurderingen af den samlede situation omkring den enkelte misbruger.

Således som lovens § 5 er formuleret, kan det ikke kræves, at der skal være udsigt til et egentligt ophør af misbruget, forstået således, at misbrugeren efter institutionsopholdet må forventes at være varigt ude af misbruget, men det skal være sandsynligt, at behandlingen på institutionen skal give en væsentlig bedring eller dog forebygge en betydelig akut forringelse af misbrugerens tilstand. En mærkbar lindring vil også være tilstrækkelig til, at kravene til behandlingselementet kan anses for at være opfyldt.

Hensigten med bestemmelserne i lovens § 5 har været at fastsætte nogle betingelser for tilbageholdelse, der skal fortolkes forholdsvis restriktivt. Den latente risiko for tilbagefald for alle stofmisbrugere med en tungere misbrugskarriere bag sig i forbindelse med, at de forlader et behandlingsforløb, kan således ikke alene anses for at være tilstrækkelig som argument for at tilbageholde pågældende. Der må være tale om en mere aktuel risiko - eksempelvis viden om, at der i det miljø, misbrugeren må forventes at opsøge, er et særligt farligt stof i omløb.

Hensigten med betingelserne er, at tilbageholdelsen kun vil kunne finde sted i tilfælde, hvor misbrugeren ellers vil befinde sig i en meget alvorlig situation, og hvor pågældende uden tilbageholdelse med en høj grad af sandsynlighed påny vil påbegynde eller fortsætte et misbrug, som vil fastlåse vedkommende i misbrugssituationen med fare for liv eller helbred.

15. Fareelementet

Tilbageholdelse kan endvidere ske i de tilfælde, hvor der foreligger en situation, hvor stofmisbrugeren frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, hvis der ikke sker en tilbageholdelse.

Det vil typisk dreje sig om få, men meget akut opståede krisesituationer, hvor situationen er blevet tilspidset. Det er således ikke tilstrækkeligt, at der er en fjern og uvis risiko for, at faren vil manifestere sig.

Situationen omkring indgrebet og karakteren og varigheden heraf afhænger i høj grad af en socialpædagogisk vurdering af formålet med indgrebet, herunder en vurdering af, om situationen vurderes til at kunne blive stabiliseret og ikke yderligere tilspidset.

Fare for andre kan fx ytre sig i trusler om legemelig vold eller lignende, som man med rimelighed må frygte, at stofmisbrugeren vil bringe i udførelse når som helst. Faren skal foreligge her og nu eller dog være overhængende, og der skal foreligge en aktuel fare for vold, der truer liv og legeme eller som eventuelt er af særlig farlig karakter.

Verbale forulempelser alene anses ikke for at være tilstrækkelig til at betingelserne i § 5 er opfyldt. Det anses fx. ikke for at være tilstrækkelig begrundelse for tilbageholdelse, at trusler om vold eller lignende fremkommer fra en stofmisbruger med en alvorlig smitsom sygdom, medmindre der trues med at overføre smitten til personale eller øvrige beboere på døgninstitutionen.

Fare for stofmisbrugeren selv foreligger fx, når stofmisbrugeren truer med at begå selvmord, eller der er en overhængende fare for, at misbrugeren i forbindelse med at pågældende forlader behandlingen vil indtage en overdosis, der medfører alvorlig og overhængende fare for misbrugerens liv eller helbred.

16. Personlig rådgiver

Der er ikke fastsat bestemmelse om automatisk beskikkelse af en personlig rådgiver til stofmisbrugere i forbindelse med iværksættelse af en tilbageholdelse, således som det kendes fra lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, hvorefter der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling.

Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at vedkommende amtskommune selv etablerer en rådgiverordning på behandlingsinstitutionen, der kan iværksættes efter anmodning fra en misbruger.

AFSNIT IV

17. Beslutningsproceduren

Den foreløbige beslutning om tilbageholdelse træffes af behandlingsinstitutionens leder og skal snarest muligt meddeles til stofmisbrugeren, jf. § 6, stk. 1. Der er ikke fastsat særlige formkrav i den forbindelse, men hvis situationen tillader det, bør meddelelsen ske skriftligt og med begrundelse.

Den foreløbige beslutning skal efter samme bestemmelses stk. 2 forelægges personsagsudvalget, som senest 3 dage efter, at beslutningen er truffet, træffer den endelige beslutning i et møde. Beslutningen træffes enten af vedkommende stående udvalg i et møde eller af udvalgets formand, jf. § 22, stk. 2, 1. pkt., i den kommunale styrelseslov.

Da den endelige beslutning skal træffes senest 3 dage efter den foreløbige beslutning, må det forventes, at beslutningen normalt vil blive truffet af udvalgets formand. For at undgå, at udvalget skal indkaldes for at træffe beslutning om tilbageholdelse, vil det være hensigtsmæssigt, at udvalget vælger en næstformand, der kan træffe beslutning i tilfælde af formandens forfald.

Tilbageholdelsen opretholdes, indtil den endelige beslutning er truffet, medmindre betingelserne for tilbageholdelse efter § 5 ikke mere er tilstede, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3, sidste pkt.

Stofmisbrugeren skal straks have meddelelse om beslutningen, som skal være skriftlig og med begrundelse, jf. § 6, stk. 2, sidste pkt. Misbrugeren skal samtidig orienteres om muligheden for at få beslutningen indbragt for retten, jf. § 8, sidste pkt. Se herom nærmere under afsnit VI. Denne orientering bør, selvom det ikke er nævnt som et krav i loven, også foreligge i skriftlig form.

18. Selve tilbageholdelsen

De nærmere regler omkring tilbageholdelsen er fastsat i bekendtgørelse nr. . . . . om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.

Udgangspunktet for, hvilke midler, der kan tages i anvendelse i forbindelse med en tilbageholdelse, er taget i de regler der findes i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1175 af 16. december 1992 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i opholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer, nærmere bestemt de regler der gælder for institutioner, som ikke er godkendte som sikrede afdelinger.

Bestemmelserne i bekendtgørelse om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling kan alene bringes i anvendelse på selve institutionen.

Har en stofmisbruger forladt institutionen, er der ikke hjemmel til, hverken i henhold til loven eller bekendtgørelse at bringe pågældende tilbage til behandling på institutionen - heller ikke med politiets hjælp. Ligeledes er der ikke hjemmel til at føre pågældende til et andet opholdssted.

Behandlingen på døgninstitutioner efter bistandslovens § 96 foregår i princippet i et åbent behandlingsmiljø, og de foranstaltninger, der kan anvendes i forbindelse med iværksættelse og opretholdelse af en tilbageholdelse må forsøges afpasset efter forholdene.

19. Fysisk magtanvendelse

I forbindelse med, at en stofmisbruger tilbageholdes på institutionen, er det efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, tilladt at anvende fysisk magt i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at misbrugeren udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Betingelserne for fysisk magtanvendelse er således i forhold til ovenfor nævnte magtanvendelsesbekendtgørelse for børn og unge i højere grad relateret til et farlighedsprincip svarende til betingelserne i lovens § 5 om iværksættelse af tilbageholdelsen.

Magtanvendelsen skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation og må ikke gå ud over det strengt nødvendige.

Ved fysisk magtanvendelse forstås eksempelvis egentlig fysisk fastholdelse af en person.

20. Nødværge

Handlinger, der har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt, omfattes af straffelovens bestemmelser om nødværge, hvorefter der kan blive tale om at gå videre i forsvaret end nævnt under afsnittet ovenfor om fysisk magtanvendelse. En medarbejder kan således også gribe ind og hjælpe i udøvelsen af nødværge, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

21. Isolation

Isolation, hvorved forstås afsondring i aflåst rum i kortere eller længere perioder, er ikke tilladt. Aflåsning af værelser om natten betragtes dog ikke som isolation, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Dette er en udvidelse i forhold til de regler der gælder på børne og unge området, jf. reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen vedrørende døgninistitutioner for børn og unge mv., hvorefter aflåsning af værelser om natten kun kan finde sted på sikrede afdelinger, uden at dette betragtes som isolation.

22. Fiksering

Fiksering er ikke tilladt.INDHOLD

Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme, livstykke eller anden form for mekanisk fastspænden, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Regler om anvendelse af de såkaldte bløde midler, eksempelvis fastspænding med stofseler til seng, stol eller toilet, findes indenfor det sociale område i § 4, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse mv. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Disse bestemmelser er beregnet for stærkt fysisk eller psykisk handicappede personer, og er nødvendige bl.a. for at hindre fald, fastholde vedkommende til et hjælpemiddel, der er et nødvendigt led i behandlingen, at hindre selvlemlæstende adfærd eller på anden måde beskytte vedkommende. Anvendelsen af midlerne anses ikke for fiksering.

Der er ikke i lov eller bekendtgørelse om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling fastsat bestemmelser om anvendelse af tilsvarende midler, da hensyn af den ovenfor nævnte karakter ikke gør sig gældende i forbindelse med behandling af gruppen af stofmisbrugere.

23. Aflåsning af institutionen

I det omfang det er nødvendigt for at sikre, at stofmisbrugeren

- typisk i en akut opstået krisesituation - forhindres i

at forlade institutionen under et aftalt behandlingsforløb, kan institutionen foretage aflåsning af institutionens yderdøre i kortere perioder af dagen. Institutionen kan desuden aflåses om natten, jf. bekendtgørelsens § 4. Bestemmelsen svarer til § 9 i magtanvendelsesbekendtgørelsen for børn og unge.

Aflåsning af institutionens yderdøre i kortere perioder af dagen kan sammen med muligheden for lempeligere indgreb, fx. i form af »mandsopdækning«, jf. pkt. 11, være et af de midler, der kan afværge en akut opstået krisesituation.

Det er en klar forudsætning i loven, at disse midler ikke skal stå alene. Dels er de tilladte midler, sammen med de fysiske indretninger af institutionerne, ikke tilstrækkelige til at kunne opretholde en tilbageholdelse i længere tid, og dels vil situationen i nogle tilfælde kunne virke konfliktskabende eller optrappende, og dermed have den modsatrettede effekt, medmindre der sættes aktivt ind med andre foranstaltninger.

Det er således en forudsætning, at de socialpædagogiske tiltag, institutionerne normalt griber til i dagligdagen, intensiveres i forbindelse med krisesituationer, således at der også ad den vej lægges pres på stofmisbrugeren med henblik på at fortsætte behandlingen. Der henvises i den forbindelse til de muligheder, der er nævnt i pkt. 11.

AFSNIT V

24. Begrænsning i tid og formål

Efter § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen påhviler det lederen af institutionen til stadighed at påse, at tilbageholdelsen ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Ligesom det i bestemmelsens stk. 2 er understreget, at tilbageholdelsen skal ophøre, når betingelserne i lovens § 5 ikke længere er til stede. Man bør således under tilbageholdelsesperioden til stadighed være opmærksomhed på, dels om den begrundede formodning om, at stofmisbrugeren vil afbryde behandlingen fortsat er til stede, og dels om det fortsat vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde enten af behandlings- eller farehensyn, jf. pkt. 12-15.

Den enkelte tilbageholdelse kan ikke vare over 14 dage fra den endelig beslutning om iværksættelse af tilbageholdelsen er truffet, jf. § 7, stk. 1. Tilbageholdelsen skal således ophøre efter udløbet af 14 dage, selvom betingelserne for tilbageholdelse fortsat er tilstede.

De 14 dage er en maximum-regel, idet det forudsættes, at det i langt de fleste tilfælde kun vil være nødvendigt at tilbageholde i meget kortere perioder, indtil at misbrugeren er blevet overtalt til at fortsætte behandlingsforløbet.

Hvis tilbageholdelse kun viser sig nødvendig i fx. et døgn, er den i § 6, stk. 1, nævnte foreløbige beslutning truffet, og beslutningen skal derfor forelægges personsagsudvalget, som skal behandle den, selvom tilbageholdelsen er ophørt.

I princippet er der ikke noget til hinder for, at der efter en ophørt tilbageholdelsesperiode iværksættes en ny tilbageholdelse, når betingelserne herfor i § 5 er opfyldt, og der er truffet en ny beslutning efter § 6.

I forbindelse med en ny beslutning om tilbageholdelse - specielt umiddelbart efter en afsluttet tilbageholdelsesperiode - bør det nærmere overvejes, om den valgte behandlingsplan, herunder tilbageholdelsesadgangen, bør ændres.

Selvom der inden for det halve år, en behandlingskontrakt med mulighed for tilbageholdelse højst kan gælde for, vil kunne forekomme flere tilbageholdelsessituationer, begrænses antallet af sådanne perioder af, at det i § 7 er fastsat, at den samlede tilbageholdelsesperiode inden for 6 måneder ikke kan overstige 2 måneder.

Det er efter § 7 lederen af behandlingsinstitutionen, der træffer beslutning om ophøret af tilbageholdelsen. Stofmisbrugeren skal efter bestemmelsen straks have besked om beslutningen, som efterfølgende også skal meddeles til amtskommunens personsagsudvalg.

AFSNIT VI

25. Retsplejelovens § 43 a

Efter § 8 skal det amtskommunale personsagsudvalg indbringe beslutningen om tilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kap. 43 a, hvis stofmisbrugeren anmoder om det. Som nævnt ovenfor, og som det fremgår af lovbestemmelsen, skal stofmisbrugeren både i forbindelse med indgåelse af kontrakten og samtidig med, at pågældende får meddelelse om den endelige beslutning om tilbageholdelse efter § 6, stk. 2, orienteres om muligheden for at få beslutningen indbragt for retten.

Retsplejelovens kap. 43 a rummer reglerne om prøvelse af administrativ frihedsberøvelse, dvs. frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed. Det er de samme regler, der gælder fx. ved fjernelse af børn fra hjemmet efter bistandsloven og ved tvang inden for psykiatrien.

Ifølge retsplejelovens regler (§ 469, stk. 1) er det ikke kun den frihedsberøvede men også den, der handler på hans vegne, som kan begære frihedsberøvelsens lovlighed prøvet af retten. Foreligger en sådan begæring, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den - dvs. amtskommunens personsagsudvalg - forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den frihedsberøvede har bopæl. Det er således ikke nødvendigvis retten på det sted, hvor institutionen er beliggende, der skal have sagen forelagt.

AFSNIT VII

26. Institutiones forpligtelse

Som det er fastsat i bekendtgørelsens § 6 skal der fra institutionens side ske indberetning til amtsrådet i de tilfælde, hvor der har fundet overtrædelse sted af reglerne i bekendtgørelsens § 2 (om fysisk magtanvendelse), § 3 (om isolation og fiksering) og § 4 (om aflåsning), samt hvor der anvendt nødværge.

Fysisk magtanvendelse inden for rammerne af det i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, beskrevne skal ikke indberettes, men episoden protokolleres.

Den eller de medarbejdere, der har været impliceret i en af de nævnte overtrædelser eller har udøvet nødværge skal senest dagen efter episoden afgive skriftlig indberetning derom til institutionslederen, der med sine kommentarer samt forklaringer fra personer, der har overværet episoden, inden 3 dage skal videresende indberetningen til amtsrådet. Så vidt muligt skal indberetningen ledsages af stofmisbrugerens egen redegørelse for episoden, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2, hvor det videre er fastsat, at indberetningen skal indeholde følgende oplysninger:

1) De særlige forhold, der begrunder indgrebet,

2) tidspunktet for den handling, der har givet anledning til indgrebet,

3) tidspunktet for indgrebet,

4) indgrebets varighed,

5) beskrivelse af indgrebets art,

6) beskrivelse af indgrebets formål,

7) hvem, der foretog indgrebet,

8) stofmisbrugerens tilstand i den tid, indgrebet fandt sted.

I de tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om en strafbar handling, der er undergivet offentlig påtale, skal institutionslederen efter bestemmelsens stk. 3 straks sende indberetning herom til amtsrådet.

En medarbejder, som har overværet episoden, og som ikke dagen efter er bedt om oplysninger til indberetningen, er efter stk. 4 pligtig at meddele sin forklaring til institutionslederen. Ligesom en medarbejder, der i øvrigt får begrundet viden om episoden, efter stk. 5 også skal meddele institutionslederen denne viden.

Institutionslederen er endvidere efter stk. 6 pligtig samtidig med sin indberetning til amtsrådet at give kopi af denne til den implicerede medarbejder.

Efter stk. 7 skal en medarbejder, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Medarbejderen skal samtidig gøres bekendt med, at der ikke er pligt til at udtale sig om fremstillingen.

Hvis den implicerede part er institutionslederen, skal der efter stk. 8 sendes indberetning direkte til amtsrådet. Medarbejderen giver i dette tilfælde institutionslederen genpart af sin indberetning.

Endelig er det i stk. 9 fastsat, at amtsrådet skal træffe afgørelse i sagen inden 6 uger.

AFSNIT VIII

27. Klage over manglende tilbud om behandlingskontrakt

Efter § 2, stk. 3, kan der ikke klages til en anden myndighed over, at amtskommunens personsagsudvalg ikke træffer beslutning om at tilbyde en stofmisbruger en behandlingskontrakt med mulighed for tilbageholdelse.

28. Klage over overtrædelse af bekendtgørelsens bestemmelser

Efter § 7 i bekendtgørelsen kan klager vedrørende overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen indbringes for amtsrådet, der træffer afgørelse om de foranstaltninger, der vil være at foretage.

Amtsrådet skal besvare klagerne snarest muligt og inden 6 uger og skal anmode den ansvarlige institutionsleder om en udtalelse, før behandlingen af en klage. Samtidig med institutionslederens udtalelse skal der indsendes en redegørelse fra den medarbejder, der har kendskab til de forhold, der klages over.

Institutionslederen eller den, denne bemyndiger dertil, skal herudover hurtigst muligt foretage en undersøgelse, der omfatter samtale med stofmisbrugeren, de medarbejdere, der har kendskab til de forhold, der klages over, og mulige vidner til episoden. Der skal udfærdiges en rapport om samtalerne, og rapporten skal også indsendes med institutionslederens indstilling til amtsrådet.

29. Tilsyn med offentlige og overenskomstdækkede institutioner

For så vidt angår tilsynet med døgninstitutioner, der enten er offentligt drevne, eller hvor der er overenskomst, gælder de almindelige regler om tilsynsforpligtelse.

30. Tilsyn med private § 96, stk. 4-institutioner

Efter lovens § 3, stk. 2, fører amtsrådet tilsyn med en privat døgninstitution efter bistandlovens § 96, stk. 4, der har indgået behandlingskontrakt med en stofmisbruger med mulighed for tilbageholdelse.

Tilsynet påhviler amtsrådet i den amtskommune, hvis personsagsudvalg har besluttet at pågældende stofmisbruger skulle have tilbuddet om kontrakt med mulighed for tilbageholdelse, jf. bekgørelsens § 8.

Tilsynsforpligtelsen vil dog efter aftale kunne varetages af et andet amt end dette amt, eventuelt beliggenhedsamtet. Dette vil især være hensigtsmæssigt, hvis flere amter benytter sig af samme private institution.

Tilsynet med de private institutioner efter bistandslovens § 96, stk. 4, omhandler eksempelvis tilsyn med institutionens personale, behandlingsmetoder og institutionens bygningsmæssige forhold, herunder den fysiske indretning af institutionen. Tilsynet omhandler ikke den private institutions økonomiske forhold, og kan bl.a. af den grund ikke sidestilles med det almindelige tilsyn efter bistandslovens § 98 for de i amtskommunen beliggende institutioner.

Tilsynet med en privat institution skal specielt relatere sig til institutionens egnethed til at forvalte reglerne om tilbageholdelse af stofmisbrugere. Amtet kan i forbindelse med tilsynsopgaven endvidere inddrage de oplysninger, der er forudsat indhentet i medfør af lovens § 3, stk. 2, jf. ovenfor under pkt. 4.

Såfremt det tilsynsførende amt finder, at forholdene på en privat døgninstitution er uacceptable, må det tages op til vurdering, om personsagsudvalgets beslutning om at tilbyde behandlingskontrakter med mulighed for tilbageholdelse på den pågældende institution bør trækkes tilbage.

31. Indberetning til Socialministeriet

Amtskommunerne skal efter bekendtgørelsens § 9 indberette til Socialministeriet i hvilket omfang, der er truffet beslutning om at tilbyde stofmisbrugere kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse samt om antallet af indgåede kontrakter af denne art.

Dette indbærer, at amterne årligt pr. 1. oktober, første gang dog 1. august 1997, oplyser over for Socialministeriet, om der er truffet beslutning om at anvende lovens bestemmelser, på hvilke institutioner samt for hvilke stofmisbrugergrupper.

Endvidere oplyses pr. samme dato, hvor mange borgere i amtet, opdelt på kommuner, der i den forløbne periode har fået tilbud om en sådan behandlingskontrakt, hvor mange, der er i en sådan behandling, hvor mange, der har afbrudt behandlingen, samt i hvor mange tilfælde, der er truffet beslutning om at tilbageholde stofmisbrugere.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 24. juni 1997 Karen Jespersen / Poul Pedersen -------------------------------------------- Indholdsfortegnelse Indledning AFSNIT I Lovens anvendelsesområde 1. Amtskommunal og kommunal kompetence 2. Politisk beslutning om at ville anvende loven 3. Døgninstitutioner, hvor tilbageholdelse kan finde sted 4. Særligt om private behandlingsinstitutioner efter bistandslovens § 96, stk. 4 5. Den konkrete beslutning om behandlingskontrakt 6. Frivilligt for misbrugeren AFSNIT II Indgåelse af en behandlingskontrakt 7. Tilbud om behandlingskontrakt 8. Kontrakten 9. Vidner 10. Opsigelse AFSNIT III Tilbageholdelsen 11. Lempeligere indgreb fremfor tilbageholdelse 12. Begrundet formodning om, at misbrugeren afbryder behandlingen 13. Uforsvarligt ikke at tilbageholde ud fra et behandlings- eller et fareelement 14. Behandlingselementet 15. Fareelementet 16. Personlig rådgiver AFSNIT IV Iværksættelse og opretholdelse af tilbageholdelse 17. Beslutningsproceduren 18. Selve tilbageholdelsen 19. Fysisk magtanvendelse 20. Nødværge 21. Isolation 22. Fiksering 23. Aflåsning af institutionen AFSNIT V Varighed og ophør af tilbageholdelsen 24. Varighed og ophør AFSNIT VI Domstolsprøvelse 25. Retsplejelovens § 43 a AFSNIT VII Indberetning ved overtrædelse af bekendtgørelsen 26. Institutionens forpligtelse AFSNIT VIII Klage, tilsyn og indberetning til Socialministeriet 27. Klage over manglende tilbud om behandlingskontrakt 28. Klage over overtrædelse af bekendtgørelsens bestemmelser 29. Tilsyn med offentlige og overenskomstdækkede institutioner 30. Tilsyn med private § 96, stk. 4-institutioner 31. Indberetning til Socialministeriet

Versioner

1. 1997-06-24 · til 2022-07-08