Vejledning om fravigelse af bestemmelserne ved folkeskolens afsluttende prøver
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/17@1998-01-06/da
Indhold
I tilslutning til den samtidig udsendte bekendtgørelse nr. 4 af 6. januar 1998 om elever med særlige behov ved folkeskolens afsluttende prøver, jf. folkeskolelovens § 14, stk. 9, meddeles følgende:
Formålet med prøverne
Folkeskolens afsluttende prøver har til formål at give eleverne mulighed for at opnå en kontrolleret bedømmelse af, i hvilket omfang de har tilegnet sig de kundskaber og færdigheder, der er angivet i bekendtgørelsen om formålet med undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner med angivelse af centrale kundskabs- og færdighedsområder. Prøverne skal i videst muligt omfang afspejle det daglige arbejde i undervisningen. (Bekendtgørelse nr. 639 af 21. juli 1995 om folkeskolens afsluttende prøver m.v. og om karaktergivning i folkeskolen).
Formålet med fravigelserne
Fravigelserne ved folkeskolens afsluttende prøver har til hensigt at give elever med særlige behov og tosprogede elever mulighed for at aflægge folkeskolens afsluttende prøver på linie med andre elever. Gennem fravigelserne kan der kompenseres for disse elevers særlige vanskeligheder, således at prøverne kan gennemføres med et resultat, som svarer til elevernes faglige niveau. Det er ikke hensigten med fravigelserne at kompensere for et generelt svagt standpunkt i fagene ved, at der gives mulighed for at hente ekstra hjælp gennem en af de beskrevne fravigelser.
I. Bekendtgørelsens enkelte bestemmelser
ad § 1.
Skolen tillader fravigelserne:
Den enkelte skole kan inden for rammerne af bekendtgørelsen tillade fravigelser fra bestemmelserne om afholdelse af folkeskolens afsluttende prøver for elever med særlige behov og for tosprogede elever.
Skolerne kan stadig indhente råd og vejledning i Undervisningsministeriet i forbindelse med drøftelser om fravigelser for den enkelte elev. Folkeskolens afsluttende prøver omfatter folkeskolens afgangsprøve (FSA) og folkeskolens udvidede afgangsprøve (FSU).
Når der forekommer behov for fravigelser, som ligger udenfor beskrivelserne i bekendtgørelsen og vejledningen, indsendes ansøgning til Folkeskoleafdelingens prøvesektion, som træffer afgørelsen. Eventuelle ansøgninger herom indsendes inden den 1. oktober, henholdsvis den 1. februar.
ad § 1, stk. 2
Fravigelserne omhandler ændrede vilkår ved prøveaflæggelsen ved folkeskolens afsluttende prøver, herunder brug af hjælpemidler. Der kan også være tale om ændringer i udformningen af opgaverne, såfremt elevens vanskeligheder gør dette nødvendigt.
Det er en forudsætning for fravigelserne, at prøvernes sværhedsgrad ikke ændres. Hvis en del af prøvestoffet må udelades, skal det i videst muligt omfang erstattes med andet, som opfylder samme formål og har samme sværhedsgrad.
Fravigelserne omfatter:
Skriftlige prøver:
1. Forlængelse af prøvetiden.
2. Anvendelse af særligt udformede opgavesæt (punktskrift, stortryk, lydbånd og disketter) som supplement til det normale opgavesæt fra Undervisningsministeriet.
De særligt udformede opgavesæt kan rekvireres i Undervisningsministeriet. (se ad § 4).
3. Anvendelse af særlige hjælpemidler - herunder også brug af praktisk medhjælp. Når en elev bruger et særligt hjælpemiddel, kan det være hensigtsmæssigt at lade eleven sidde alene i et prøvelokale med sædvanligt tilsyn (hvis der medvirker en praktisk medhjælp, kræves dog kun tilsyn af een person ud over medhjælpen).
Mundtlige prøver:
1. Forlænget forberedelsestid.
2. Anvendelse af særligt udformet supplerende prøvemateriale, som skolen selv skal sørge for at få fremstillet.
3. Anvendelse af særlige hjælpemidler, herunder brug af praktisk medhjælp. Der er ikke angivet nogen fast tidsramme for den mundtlige prøve. Prøveaflæggelsen må tage den tid, som er nødvendig for at kunne bedømme elevens præstation. Der er dermed ikke noget tidspres ved prøveaflæggelsen for bl.a. elever, som stammer.
Vedrørende opgaverne:
Der kan i særlige tilfælde foretages ændringer i opgaverne, når elevernes særlige vanskeligheder nødvendiggør dette. Det kan dreje sig om udeladelse af billedstof for blinde elever.
Hjælpemidler:
Anvendelse af hjælpemidler fra hverdagens undervisning vil i mange tilfælde ikke blive regnet som fravigelser, idet eleven umiddelbart kan anvende sådanne hjælpemidler ved prøverne. Det er dog som hovedregel en forudsætning, at prøvens formål og indhold ikke ændres ved anvendelsen af hjælpemidlet.
ad § 1, stk. 3
Prøverne skal afspejle den daglige arbejdsform:
Det er en forudsætning for at give tilladelse til en fravigelse, at prøven tilrettelægges på samme vilkår, som har været gældende for elevens forudgående undervisning og således afspejler den daglige arbejdsform.
Forarbejdet til fravigelserne vil i de fleste tilfælde begynde flere år tidligere i skoleforløbet, hvor lærerne sammen med eleven vurderer, på hvilken måde der kan kompenseres for elevens særlige vanskeligheder i forhold til undervisningen.
ad § 2
Vilkårene for at give tilladelse til en fravigelse:
Tilladelsen til en fravigelse gives af skolelederen. Dette sker på baggrund af indstilling fra klasselæreren i samråd med lærerne i de berørte fag og pædagogisk-psykologisk rådgivning. Lærerne har gennem deres undervisning erfaringer med elevens vanskeligheder i relation til den type opgaver, eleven møder ved folkeskolens afsluttende prøver.
Eleven og dennes forældre orienteres så tidligt som muligt om mulighederne for fravigelser ved folkeskolens afsluttende prøver og inddrages i en drøftelse af behovet for fravigelser.
Fra pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR) skal der foreligge en aktuel udtalelse om arten og graden af elevens vanskeligheder. PPR kan inddrage andre sagkyndige, som over for en given elev vil have den største sagkundskab. Det kan fx for blinde være amtets synskonsulent. Det vil i de fleste tilfælde være naturligt, at der finder en drøftelse sted mellem PPR og skolen om gennemførelsen af prøverne.
For elever i amternes specialskoler og undervisningscentre for svært handicappede vil skolelederen ofte kunne hente den fornødne rådgivning om de enkelte fravigelser fra sagkyndige på skolen.
ad § 3
Bedømmelse af opgaverne ved de skriftlige prøver:
Alle elevbesvarelserne ved folkeskolens afsluttende prøver bedømmes efter samme kriterier. En elev, som har fået tilladelse til en fravigelse på grund af en særlig vanskelighed, får sin præstation bedømt på samme måde som de øvrige elever og af de samme censorer.
En undtagelse herfra er besvarelsen af de skriftlige opgaver, når disse er udleveret til eleven på punktskrift. Her sker der en central vurdering af besvarelserne i Undervisningsministeriet. Årsagen til dette er, at der ofte foretages ændringer i opgaveudformningen ved omsætningen til punktskrift.
ad § 4
Tidsfrister for rekvirering af særlige prøvematerialer:
Til de skriftlige prøver ved såvel december-januar-prøverne som ved maj-juni-prøverne udarbejder Undervisningsministeriet særligt udformede prøvesæt i punktskrift og stortryk. Der foretages båndindtalinger af prøverne i dansk, skriftlig fremstilling, og skriftlig matematik, problemløsningsdelen ved FSA og af prøverne i dansk, skriftlig fremstilling, skriftlig matematik og fremmedsprog ved FSU. Endelig fremstilles der disketter til dansk, retstavning, og skriftlig matematik, færdighedsdelen ved FSA.
Bestilling af de særligt udformede opgavesæt skal for december-januar-prøverne være Undervisningsministeriet i hænde senest den 1. oktober og for maj-juni-prøverne senest den 1. februar. Skolen indsender blanketten »Opgavebestilling til elever med særlige behov« til Undervisningsministeriet, Folkeskoleafdelingens Prøvesektion, Frederiksholms Kanal 26, 1220 København K.
ad § 5
Statistik:
Undervisningsministeriet vil følge udviklingen i antallet af fravigelser i henhold til bekendtgørelsen. På særlig blanket er hver enkelt skole således forpligtet til at indsende antallet af fravigelser opgjort i de kategorier, som denne vejledning anvender.
II. Særlige forhold for forskellige grupper af elever med særlige behov, herunder for tosprogede elever med særlige vanskeligheder
1. Elever med svære læse-/stavevanskeligheder:
Dette afsnit gælder for elever med læse-/stavevanskeligheder, men skal også inddrages for de øvrige elevgrupper, hvor læse/stavevanskeligheder er en del af den samlede problemstilling.
Den faglige begrundelse for at give tilladelse til en fravigelse skal være, at eleven har svære læse-/stavevanskeligheder. Der skal være tale om et læsestandpunkt, der giver sig udslag i en meget langsom og usikker læsning, og/eller der skal være tale om en meget ringe forståelse af det læste, således at det er tvivlsomt, om eleven vil kunne gennemføre prøverne uden tilladelse til en eller flere fravigelser fra de almindelige prøvebestemmelser.
Der skal foreligge en aktuel pædagogisk-psykologisk vurdering af elevens læse-/staveniveau foretaget med tidssvarende individuelle læseprøver.
Skriftlige prøver:
Ved folkeskolens afgangsprøve (FSA) og folkeskolens udvidede afgangsprøve (FSU) kan der for elever med svære læse-/stavevanskeligheder gives tilladelse til forlænget tid ved de skriftlige prøver i:
- dansk, skriftlig fremstilling (FSA og FSU)
- skriftlig matematik (problemløsningsdelen (FSA)
- skriftlig matematik (FSU)
- fremmedsprog, skriftlig (FSU)
Disse tidsforlængelser kan højst være på 60 minutter.
Der kan som supplement til de centralt fremstillede opgavesæt gives tilladelse til, at eleverne får udleveret en båndindtaling af teksten (se ad § 4) ved prøverne i:
- dansk, skriftlig fremstilling (FSA og FSU)
- skriftlig matematik (FSA og FSU)
Der kan i dansk, retstavning (FSA) gives tilladelse til forlængelse af prøvetiden med det formål, at eleven skal have ekstra tid til ordbogsopslag. Tidsforlængelsen kan være på op til 20 minutter.
Der kan også gives tilladelse til individuel diktering. Hvis dansklæreren skal diktere, kan prøven tidsforskydes. Der skal være tilsyn med eleven, mens resten af klassen gennemfører prøven. Ved dikteringen anvendes den tid, som er nødvendig, hvorefter eleven har op til 20 minutter til at gennemgå besvarelsen.
Hvis en elev bruger edb med tekstbehandling som sit personlige skriveredskab i det daglige, kan eleven få udleveret prøven i dansk, retstavning (FSA) på diskette. (se ad § 4).
Reglerne vedrørende anvendelse af edb med tekstbehandling ved de skriftlige prøver er:
- ved dansk retstavning (FSA) må der ikke anvendes elektronisk stavekontrol.
- ved dansk skriftlig fremstilling (FSA og FSU) må der anvendes elektronisk stavekontrol.
Mundtlige prøver:
Der kan gives tilladelse til forlænget forberedelsestid, maksimalt op til 50% for elever med svære læsevanskeligheder.
Skolen kan også give tilladelse til, at der anvendes indtalte bånd som supplement til teksten i forberedelsestiden - dette gælder ikke ved prøverne i fremmedsprog. Fremgangsmåden er, at eleven i overværelse af skolens leder eller dennes stedfortræder trækker sin opgave - uden at eleven gøres bekendt med denne - i så god tid, at skolen kan foretage en indtaling af teksten på bånd inden prøveaflæggelsen.
Praktiske prøver:
For elever med svære læsevanskeligheder kan opgaverne indtales på bånd. Den samme fremgangsmåde anvendes som omtalt under de mundtlige prøver. Hvis dette ikke er praktisk muligt, kan der medvirke en praktisk medhjælp, som læser opgaverne højt for eleven.
2. Blinde og svagsynede elever:
Skriftlige og mundtlige prøver:
Blinde og svagsynede elever kan få tilladelse til forlænget prøvetid ved de skriftlige prøver og forlænget forberedelsestid ved de mundtlige prøver i samme omfang som beskrevet under afsnittet for elever med svære læse-/stavevanskeligheder.
Skriftlige prøver:
Blinde elever:
Blinde elever kan få de centralt udarbejdede opgavesæt udleveret på punktskrift. Ved de skriftlige prøver i dansk, skriftlig fremstilling, (FSA og FSU) vil der ved bestilling af punktskrift tillige blive medsendt lydbånd.
Undervisningsministeriet kan foretage ændringer i opgaverne i forbindelse med omsætningen til punktskrift, fx hvis billedstof er en del af opgaven. Opgavebesvarelserne indsendes til bedømmelse i Undervisningsministeriet, Folkeskoleafdelingens Prøvesektion, Frederiksholms Kanal 26, 1220 København K . (se ad § 3).
Blinde elever kan anvende en praktisk medhjælp, »seende assistance«, som kan foretage ordbogsopslag og andre opgaver, hvor synet er nødvendigt, og problemet ikke kan løses tilfredsstillende ved brug af andre hjælpemidler.
Den punktlæsende elev har ret til - inden opgavebesvarelsen - at læse opgaverne højt for den praktiske medhjælp for at kontrollere, om punktteksten er i overensstemmelse med originaludgaven og det rettelsesark, som medfølger. Den tid, som medgår hertil, regnes ikke for en del af prøvetiden.
De hjælpemidler, som må anvendes uden særlig tilladelse, er de taktile hjælpemidler, som blinde bruger i dagligdagen. Desuden kan blinde anvende talende lommeregner - også i problemløsningdelen i skriftlig matematik ved FSA.
Blinde elever uden punktskrifttastatur:
Hvis den blinde elev foretager indskrivning på standardtastatur, skal den praktiske medhjælp efter ønske fra eleven oplæse de sidst skrevne ord, således at eleven kan følge med i, hvor langt han eller hun er kommet.
Medhjælpen skal endvidere efter elevens ønske læse den samlede besvarelse højt for eleven med henblik på rettelse af evt. fejl.
Svagsynede elever:
Svagsynede elever kan vælge mellem at få teksterne udleveret i 3 forskellige forstørrelser (punkt 12, 14 og 16) afpasset efter deres synshandicap, således at de har samme vilkår som i den daglige undervisning.
I skriftlig matematik er både billeder og tekst forstørret. Hvis der indgår opmålinger, foretages disse på originalopgaven.
Svagsynede elever kan have brug for en praktisk medhjælp til ordbogsopslag og andre praktiske opgaver, hvor synet er nødvendigt, og problemet ikke kan løses ved brug af andre hjælpemidler.
Blinde og svagsynede elever:
Blinde og svagsynede elever må bruge samme hjælpeprogrammer, når de bruger edb med tekstbehandling som andre elever, der anvender tekstbehandling (se under afsnittet om elever med læse-/stavevanskeligheder). Der må desuden anvendes elektroniske ordbøger i dansk og fremmedsprog.
Mundtlige prøver:
Blinde og svagsynede:
Der kan gives tilladelse til forlængelse af forberedelsestiden ved de mundtlige prøver med op til 50%.
Hvis der indgår brug af ordbøger, formelsamlinger m.v. kan der gives tilladelse til at bruge praktisk medhjælp, som kan oplyse/læse ønskede ord og afsnit efter elevens anvisninger.
Ved de mundtlige prøver må skolen selv lave en aftale om levering af prøvematerialet på punktskrift og eventuelt lydbånd til blinde elever. Proceduren er, at eleven i overværelse af skolens leder eller dennes stedfortræder trækker sin opgave - uden at eleven gøres bekendt med denne - i god tid før den mundtlige prøve finder sted. Skolen lader eleven vælge blandt opgaver, hvori billedstof ikke indgår.
For blinde elever skal skolen herefter få opgaven omsat til punktskrift og evt. bånd, så den ligger klar på prøvedagen som supplement til opgaven. For svagsynede elever kan skolen eventuelt selv vælge at forstørre teksten.
Praktiske prøver:
Blinde og svagsynede:
Som ved de skriftlige og mundtlige prøver kan opgaverne omsættes til punktskrift eller stortryk efter samme procedure som omtalt under de mundtlige prøver. Hvis dette ikke er praktisk muligt, kan der anvendes en praktisk medhjælp til læsning af instruktioner m.v. Desuden kan der være behov for at få løst andre praktiske opgaver, som medhjælpen udfører på den blinde/svagsynedes anvisninger.
3. Hørehæmmede og døve elever:
Skriftlige prøver:
Dansk, retstavning (FSA):
Hørehæmmede elever kan få tilladelse til, at dikteringen ved prøven i dansk, retstavning, foregår med forskellige grader af hjælp afhængig af hørehandicappets størrelse.
1. Læreren dikterer teksten 3 gange:
Denne fravigelse kan tillades, når der er tale om et væsentligt dobbeltsidigt høretab, som medfører brug af høreapparater eller anden forstærkning. Desuden forudsættes det, at denne form for diktering har været anvendt i den daglige undervisning.
2. Læreren dikterer med brug af mund-håndsystem (MHS):
Denne fravigelse kan tillades, når eleven anvender MHS som et led i sin kommunikation, og MHS indgår i den daglige undervisning.
3. Læreren gengiver først teksten på tegnsprog.
Derefter dikteres med brug af MHS og/eller tegnsprog. Elevarket kan eventuelt vises på en overheadprojektor for at lette elevens muligheder for at følge med i teksten.
Denne fravigelse kan tillades, når eleven anvender tegnsprog og MHS som et led i sin kommunikation og i den daglige undervisning.
Vedrørende de øvrige skriftlige prøver kan fravigelser gives på samme betingelser som for elever med svære læse-/stavevanskeligheder (se under dette afsnit).
Mundtlige prøver:
Vedrørende forberedelsestiden skal begrundelserne for fravigelser findes i elevens læseevne og læseforståelse. Se under afsnittet »Elever med svære læse-/stavevanskeligheder«.
Ved prøverne anvender både hørehæmmede og døve elever den kommunikationsform, de bruger i deres hverdag (dog med undtagelse af prøverne i fremmedsprog).
For døve medvirker tolk, som kan oversætte fra dansk til tegnsprog og fra tegnsprog til dansk, således at både det faglige og det sproglige niveau kan bedømmes. Censorer udpeges efter samme retningslinier som for hørende elever.
Mundtlige prøver i fremmedsprog:
For døve elever kan den mundtlige dialog på det fremmede sprog erstattes med en skriftlig dialog evt. via et edb-anlæg.
Lytteøvelsen kan erstattes med:
1. Læreren læser teksten op for eleven. Dette kan også foregå på en videooptagelse. Denne fravigelse kan tillades, når eleven har et
dobbeltsidigt høretab, som medfører brug af høreapparat eller anden forstærkning. Desuden forudsættes det, at denne arbejdsform anvendes i den daglige undervisning.
2. Læreren læser teksten op, evt. kombineret med anvendelse af MHS. Denne fravigelse kan tillades, når eleven anvender MHS som led i sin kommunikation, og MHS indgår i den daglige undervisning.
3. Lytteteksten erstattes af et billedmateriale, som kan suppleres med tekst, fx en videosekvens, hvori indgår situationer, som kan anvendes i stedet for lytteteksten. Denne fravigelse kan tillades, når den svært hørehæmmede eller døve elev ikke via hørelsen - selv med forstærkning - vil kunne opfatte indholdet af lytteteksten.
4. Elever med bevægelseshandicap:
For elever med bevægelseshandicap kan der gives tilladelse til forlængelse af forberedelsestiden og prøvetiden ved alle prøverne.
Elever med svære bevægelseshandicap kan få tilladelse til at anvende lydbånd, når det af praktiske grunde tager for lang tid at læse opgaveteksterne.
Elever med bevægelseshandicap kan også få tilladelse til at anvende praktisk medhjælp, som på elevens anvisninger udfører de praktiske opgaver, som bevægelseshandicappet forhindrer ham eller hende i selv at udføre. Disse praktiske opgaver kan fx være at foretage ordbogsopslag, at flytte om på papirer, at være den »forlængede arm« ved opstillinger i fysik/kemi osv. Der kan i nogle tilfælde være brug for praktisk medhjælp ved alle prøver.
Fravigelserne skal være begrundet i forhold, som forhindrer eleven i at udføre en opgave eller nedsætter tempoet i udførelsen af opgaven. Ved svære bevægelseshandicap kan skrivehastigheden være så langsom, at tidsrammerne må forlænges ud over angivelserne i afsnittet om »Elever med svære læse-/stavevanskeligheder«.
Ved visse bevægelseshandicap kan der ske en udmatning, som betyder, at der må indlægges pauser i prøveforløbet, for at eleven kan gennemføre de skriftlige prøver. De enkelte prøver må ikke fordeles på to dage.
Elever med bevægelseshandicap kan yderligere have behov for fravigelser som omtalt fx under afsnittene »Elever med svære læse-/stavevanskeligheder« og »Elever med svære talevanskeligheder«.
For elever, som er svært bevægelseshandicappede, vil det være hensigtsmæssigt at indhente råd og vejledning fra en konsulent på området eller i Undervisningsministeriet i forbindelse med en drøftelse af tilrettelæggelsen af prøverne.
Hvis eleven på grund af sit handicap bruger EDB som sit daglige kommunikations og/eller skriveredskab, kan eleven også anvende dette ved prøverne.
5. Elever med svære talevanskeligheder:
For elever med talevanskeligheder i form af svær forståelig tale eller svær stammen kan der ved de mundtlige prøver gives tilladelse til, at eleven nedskriver besvarelsen eller dele deraf.
Der kan desuden medvirke en medhjælp, som dels kan være en tryghedsskabende faktor, dels kan medvirke som hjælper ved kommunikationen, hvis eleven eller læreren anmoder derom. Medhjælperen udpeges af skolens leder og kan fx være elevens talepædagog.
6. Tosprogede elever:
Skolen kan give en tosproget elev tilladelse til fravigelser fra prøvebestemmelserne (dog ikke ved hjælp af tolk eller anden aktiv medhjælp), hvis eleven har svært ved at læse og/eller forstå prøveteksten. Fravigelserne gives på samme grundlag og holdes inden for de samme rammer som for elever med svære læse-/stavevanskeligheder.
Der skal til grund for disse fravigelser foreligge en aktuel udtalelse fra PPR, som også kan inddrage andre sagkyndige i vurderingen. Denne udtalelse skal indeholde en vurdering af elevens læsestandpunkt og læseforståelse.
Tosprogede elever kan anvende ordbøger fra deres eget sprog til dansk og fra dansk til deres eget sprog evt. via et tredje sprog. Dette regnes ikke som en fravigelse.
7. Andre elever:
Denne vejledning giver en oversigt over hovedgrupperne af elever, som har behov for fravigelser ved folkeskolens afsluttende prøver.
Der kan opstå behov for fravigelser for andre grupper af elever, som skal have prøverne tilrettelagt på en særlig måde for at kunne gennemføre disse.
Et eksempel er elever med sukkersyge, som undervejs i de skriftlige prøver på grund af den uvante og stressede situation kan blive dårlige og få brug for at spise og efterfølgende evt. have brug for at hvile. Erfaringsmæssigt er det for disse elever tilstrækkeligt at give tilladelse til en forlængelse af prøvetiden ved de skriftlige prøver i dansk, skriftlig fremstilling, og skriftlig matematik (problemløsningsdelen) ved FSA og ved FSU i op til 30 minutter.
Der kan også være elever med så specifikke behov, at der individuelt må tilrettelægges en prøveform, som giver disse elever mulighed for at gå op til prøvene. Disse fravigelser tilrettelægges på en måde, så formålet med prøverne opretholdes.
For børn med akutte skader gives fravigelser umiddelbart af skolelederen efter reglerne i denne vejledning fx kan en elev med en hånd- eller armskade få tilladelse til fravigelser efter de beskrevne bestemmelser for elever med bevægelseshandicap.
8. Denne vejledning erstatter vejledning af 19. januar 1994 om fravigelse ved folkeskolens afsluttende prøver.
Underskrift 1
Undervisningsministeriet, den 6. januar 1998 Folkeskoleafdelingen, Specialkontoret Erik Thorsen Pædagogisk konsulent