Skrivelse om delegation af kompetencen til at afgøre sager om særskilt vederlag
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/191@1998-11-23/da
Indhold
Efter forelæggelse for Lønningsrådet og med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg er det besluttet at overføre kompetencen til at træffe afgørelse i sager om særskilt vederlag til ministeriernes departementer med virkning fra 1. december 1998, jf. vedlagte cirkulære af 2. november 1998 om særskilt vederlag mv.*
Samtidigt ophæves Finansministeriets cirkulære af 4. juni 1986 om særskilt vederlæggelse mv. (LP. nr. 109/86).
Særskilt vederlag er betaling for varetagelse af hverv i kollegiale organer, dvs. betaling til formænd for og medlemmer af råd, nævn, kommissioner, udvalg og lign.
Statsansatte kan kun i meget sjældne undtagelsestilfælde få særskilt vederlag, idet der for dem gælder en forhåndsformodning for, at hverv for staten udføres som led i det tjenstlige arbejde.
Dommere er kun forpligtet til at varetage hverv for staten uden for retsvæsenets område, når der er indgået en såkaldt dommeraftale.
Ikke statsansatte kan som udgangspunkt få særskilt vederlag. Der kan dog ikke ydes særskilt vederlag til personer, for hvem varetagelsen af særlige organisationsinteresser, politiske interesser og lign. må anses for overvejende i forhold til de øvrige hensyn, der ligger til grund ved udpegningen. Er hvervsindehaveren udpeget af eller efter indstilling fra vedkommende interesseorganisation eller lign., er der en forhåndsformodning for, at interessevaretagelsen er det overvejende hensyn.
Der kan ikke ydes særskilt vederlag til folketingsmedlemmer for hverv, i hvilke de repræsenterer Folketinget og udfører arbejde af lovforberedende karakter.
Da de fastlagte retningslinjer om særskilt vederlag omfatter alle hverv i statslige kollegiale organer, bør der ikke i love eller bemærkninger til lovforslag optages særlige bestemmelser om betaling for varetagelse af disse hverv.
I forbindelse med decentraliseringen er der gennemført følgende ændringer i forhold til de hidtidige regler og praksis for fastsættelse af særskilt vederlag:
1. Efter de hidtil gældende regler har sager om særskilt vederlag samt dommeraftaler skullet forelægges Finansministeriet til godkendelse. Som følge af decentraliseringen af vederlagsområdet er det nu det ministerium, som hvervet hører under, der vurderer, om der er grundlag for at yde særskilt vederlag samt fastsætter vederlagets størrelse og form. Sagerne skal således ikke længere forelægges for Finansministeriet, og der skal ikke indhentes udtalelse fra Lønningsrådet i sager om vederlag til statsansatte eller medlemmer af Folketinget.
2. I forlængelse heraf er Justitsministeriet bemyndiget til at indgå aftaler om tillæg til dommere for varetagelse af domstolslignende hverv uden for retsvæsenets område. Dommeraftaler skal ikke længere forelægges Finansministeriet.
3. Finansministeriet har efter de hidtidige regler indgået aftale med den forhandlingsberettigede organisation om ydelse af et tillæg for tjenstlig varetagelse af et hverv for visse medlemmer af nævn mv. Aftalerne omfatter medlemmer, der er beskæftiget med undervisning og/eller forskning ved universiteter, højere læreanstalter mv., og som normalt ikke kan få merarbejdsbetaling. Reglerne er nu ændret således, at det er det ministerium, som hvervsindehaveren er ansat under, der indgår aftale med den forhandlingsberettigede organisation om tillæg, herunder også når anmodningen fremsættes fra det ministerium, som hvervet hører under.
4. Vederlaget til pensionerede tjenestemænd udgjorde tidligere 60 pct. af det vederlag, der ville tilkomme ikke-statsansatte medlemmer af nævn mv. Folketingets Finansudvalg har den 30. oktober 1996 tiltrådt, at denne reduktion bortfalder. Pensionerede tjenestemænd modtager nu vederlag af samme størrelse som andre ikke-statsansatte.
5. Hvervsindehavere, der ikke opfylder betingelserne for at få særskilt vederlag, har efter de hidtidige regler ikke kunnet få godtgørelse for befordringsudgifter. Reglerne er nu ændret således, at vedkommende ministerium for fremtiden afgør, om rejseudgifter skal dækkes. Der vil maksimalt kunne dækkes udgifter efter de regler, der gælder for statens tjenestemænd.
6. Det forudsættes, at vederlagets størrelse fastsættes efter en konkret vurdering, hvor der tages hensyn til det statslige lønniveau, hvervets karakter, organets kompetence og de krav, der stilles til hvervsindehaveren. Som noget nyt er der skabt mulighed for, at der i særlige tilfælde kan tages hensyn til en hvervsindehavers særlige forhold, herunder driftsomkostninger mv. Dette kan være relevant f.eks. i forbindelse med fastsættelse af betaling til advokater m.fl. i visse nævn.
I forbindelse med decentraliseringen indføres et system, hvorefter ministerierne fastsætter en betaling inden for et beløbsmaksimum på 500 kr. pr. arbejdstime (grundbeløb niveau oktober 1997). Beløbet procentreguleres efter lønjusteringsaftalens regler. Det aktuelle beløb vil blive optaget i Finansministeriets lønoversigter, tabel 7.1.
Hvis vedkommende ministerium undtagelsesvis finder, at ganske særlige forhold taler for en højere betaling, kan betalingsspørgsmålet forelægges Finansministeriet, Økonomistyrelsen.
Allerede fastsatte vederlag og indgåede aftaler er fortsat gældende.
Decentraliseringen af området giver ikke i sig selv grundlag for at forhøje det nuværende betalingsniveau. Finansministeriet anbefaler derfor, at ministerierne tager udgangspunkt i de hidtidige vederlagssatser.
Om Finansministeriets hidtidige praksis for fastsættelse af betaling kan det oplyses, at medlemmer af nævn mv. pr. arbejdstime vederlægges fra ca.175 kr. til ca. 260 kr. (niveau oktober 1997) for henholdsvis alment rådgivende nævn mv. til nævn, som kræver særlig høj ekspertise (professorniveau). Formænd vederlægges normalt mellem 25 kr. og 60 kr. højere end øvrige medlemmer.
Betalingen fastsættes normalt pr. arbejdstime, pr. sag eller pr. møde. Hvis dette ikke er muligt, fastsættes betalingen pr. måned eller år. Betalingsformerne kan eventuelt kombineres. Fastsættes betalingen ikke som et beløb pr. arbejdstime, fastsættes betalingen på grundlag af det timeforbrug, der skønnes at medgå til at varetage hvervet, herunder forberedelsestid.
Eventuelle spørgsmål om forståelsen af cirkulæret kan rettes til Økonomistyrelsen, Forhandlingskontoret.
* Cirkulæret er ikke medtaget her, da det har været offentliggjort i Ministerialtidende.
Underskrift 1
Økonomistyrelsen, den 23. november 1998 Trine Åkerwall