Vejledning om efterlønsbevis
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/241@1998-12-22/da
Indhold
DfA s bekendtgørelse nr. 1075 af 22. december 1998 indeholder nærmere regler om efterlønsbeviset.
Formålet med efterlønsbeviset er at give et medlem, der er berettiget til at gå på efterløn, mulighed for at udskyde tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet med en sikkerhed for, at retten til efterløn ikke fortabes, hvis pågældende senere skulle blive syg eller frihedsberøvet. Efterlønsbeviset giver også medlemmet ret til at få udbetalt efterløn på baggrund af beregningsgrundlaget eller satsen på tidspunktet for udstedelsen af efterlønsbeviset, hvis medlemmet er berettiget til mindstesatsen eller dimittendsatsen.
Et medlem, der har et efterlønsbevis, skal på tidspunktet for overgang til efterløn kunne opfylde betingelserne for at få efterløn, bortset fra rådighedskravet på grund af sygdom eller frihedsberøvelse, jf. § 62, stk. 1, nr. 1 og 3, i loven. Det betyder, at medlemmet også på tidspunktet for overgang til efterløn skal opfylde kravet om bopæl i Danmark, medlemskab af en a-kasse og i øvrigt have ret til dagpenge.
Fravigelsen af kravet om rådighed på grund af sygdom eller frihedsberøvelse på tidspunktet for den faktiske overgang til efterløn skal ses i sammenhæng med reglerne om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at have ret til dagpenge i tilfælde af ledighed. Der henvises derfor til de gældende regler herom. Hvis medlemmet af andre årsager ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter lovens § 62 og regler udstedt i medfør heraf, stilles medlemmet på overgangstidspunktet ikke bedre med et efterlønsbevis.
A-kassen kan udstede et efterlønsbevis til alle 60 årige, som opfylder betingelserne for at få et bevis.
Et medlem, der har modtaget overgangsydelse eller dagpenge efter lovens § 55, stk. 4, og som ved det fyldte 60. år ikke umiddelbart overgår til efterløn, er ikke udelukket fra at få et efterlønsbevis. Medlemmet vil dog ikke senere uden optjening af ny ret til dagpenge kunne overgå til efterløn.
Det er en betingelse for at a-kassen kan udstede efterlønsbeviset, at den har modtaget medlemmets oplysninger på tro og love på en blanket til ansøgning om efterlønsbevis. Beviset kan tidligst udstedes med virkning fra den dato, hvor a-kassen har modtaget blanketten fra medlemmet ( bevistidspunktet ).
I bekendtgørelsens § 5, stk. 2, er det dog fastsat, at a-kassen i en overgangsperiode kan udstede efterlønsbevis med virkning helt tilbage fra den 1. januar 1999 eller fra det tidligste tidspunkt herefter, hvor medlemmet opfylder betingelserne for at få et bevis, og hvis medlemmets ansøgning er modtaget i a-kassen senest den 30. juni 1999.
A-kassen skal sikre sig, at medlemmet på bevistidspunktet opfylder alle betingelserne for at få efterlønsbevis. Der skal foreligge dokumentation for medlemmets forsikringskategori, medlemsanciennitet, betaling af kontingent, bopæl i Danmark samt opfyldelsen af beskæftigelseskravet efter lovens § 53 eller dagpengeret efter lovens § 55. Endvidere skal a-kassen sikre sig, at medlemmet efter en konkret vurdering kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Der henvises til DfA s vejledning af 25. marts 1996 om dokumentation for a-kassernes administration af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven m.v., særligt pkt. XIV, Efterløn.
Et medlem kan få et efterlønsbevis, selv om medlemmet ikke på bevistidspunktet ville være berettiget til at få udbetalt dagpenge på grund af arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, overførsel af overskydende timer, de særlige regler om mindsteudbetaling, eller de særlige regler om tidsmæssig begrænsning af retten til supplerende dagpenge, jf. lovens § 60.
Et medlem, som er pålagt en almindelig eller effektiv karantæne, kan få et efterlønsbevis, men karantænen vil fortsat medføre bortfald af efterløn i det omfang, karantænen ikke er udstået eller bortfaldet på overgangstidspunktet.
Et medlem, som på bevistidspunktet får udbetalt løn, rådighedsløn m.v. for en periode, hvor der ikke udføres arbejde, kan få et efterlønsbevis. Det gælder også, hvis medlemmet får udbetalt ydelser, der træder i stedet for de nævnte udbetalinger.
Et medlem, der på bevistidspunktet er i beskæftigelse som lønmodtager eller udøver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, vil ikke være udelukket fra at få et bevis, selv om medlemmet ikke kan anses for efterlønsberettiget efter reglerne i lovens § 75 a og § 75 c.
Et medlem, der udøver bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed er, uanset om pågældende efter de gældende regler ikke kan modtage dagpenge under ledighed, ikke udelukket fra at få et efterlønsbevis.
Et medlem, der modtager eller har ansøgt om social pension, og som vil være dagpengeberettiget under ledighed, vil ligeledes kunne opnå beviset. Ved overgangen til efterløn skal medlemmet dog fortsat være berettiget til efterløn i forhold til reglerne om efterløn og social pension efter lovens § 75 b, stk. 6. Det indebærer f.eks., at en førtidspension på overgangstidspunktet skal være frakendt.
Ved udstedelsen af et efterlønsbevis skal der ikke ske indplacering af medlemmet.
Opgørelsen af beregningsgrundlaget eller fastsættelsen af en dagpengesats for medlemmet sker på baggrund af de gældende regler for beregning af dagpenge for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, jf. lovens § 51, stk. 1, 2, 4 eller 5. Hvis opgørelsen sker efter lovens § 51, stk. 1, anvendes Bilag 1. Hvis medlemmet har ret til at modtage dagpenge med mindstesatsen for lønmodtagere eller selvstændige eller som dimittend, anvendes Bilag 2. Det gælder også medlemmer, der får udstedt et bevis efter at have modtaget overgangsydelse eller dagpenge efter lovens § 55, stk. 4.
Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget skal a-kassen opgøre medlemmets hidtidige, daglige arbejdsfortjeneste på bevistidspunktet og skrive dette beløb i efterlønsbeviset.
For et medlem, der tidligere har fået opgjort et beregningsgrundlag, skal betingelserne for at få foretaget en ny beregning være opfyldt på bevistidspunktet. For et medlem, der ikke opfylder betingelserne for at få foretaget en ny dagpengeberegning, skal a-kassen anvende det senest forudgående beregningsgrundlag med tillæg af alle senere satsreguleringer.
Hvis et medlem opfylder betingelserne herfor, kan pågældende, i stedet for et egentligt beregningsgrundlag, få mindst den særlige mindstesats for lønmodtagere eller selvstændige efter lovens § 51, stk. 4 eller 5. A-kassen skal i så fald i efterlønsbeviset (Bilag 2) oplyse størrelsen af den aktuelle mindstesats på bevistidspunktet. Tilsvarende gør sig gældende for et medlem, der har ret til dagpenge for nyuddannede efter lovens § 51, stk. 2. Et medlem, der på bevistidspunktet har ret til at modtage efterløn med en sats som fuldtidsforsikret, skal fortsat ved overgangen til efterløn kunne opfylde betingelserne for at få efterløn som fuldtidsforsikret for at få denne sats.
I efterlønsbeviset til et medlem, der har modtaget overgangsydelse eller dagpenge efter lovens § 55, stk. 4, skal a-kassen angive 82 pct. satsen i beviset (Bilag 2).
I efterlønsbeviset skal a-kassen angive efterlønsbeløbet på årsbasis. Beløbet på årsbasis svarer til:
Dagpengesatsen x 5 x 52.
Årsbeløbet er hermed alene det anslåede årlige beløb og er ikke udtryk for, at medlemmet altid har ret til at modtage det fulde årlige beløb ved overgangen til efterløn. Medlemmet kan i mellemtiden have skiftet forsikringsstatus eller skal i det år, hvor overgangen til efterløn finder sted, skifte fra efterlønnens trin 1 til trin 2.
Det forhold, at medlemmet på bevistidspunktet har fået opgjort et beregningsgrundlag, har ingen indflydelse på, om medlemmet senere ved den faktiske overgang har ret til at få foretaget en ny opgørelse af arbejdsfortjenesten, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Der henvises til de gældende regler for beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende.
Overgangsbestemmelsen i § 5, stk. 1, sikrer, at alle, der er i efterlønsalderen, bliver informeret om retten til et efterlønsbevis.
For at sikre, at a-kasserne kan nå at udstede efterlønsbevis til alle berettigede medlemmer, kan a-kasserne i en overgangsperiode indtil den 30. juni 1999 udstede efterlønsbevis med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1999 eller det tidligste tidspunkt herefter.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 22. december 1998 Birgitte Kjelgaard Andersen /Thomas Christiansen