Gelex

Vejledning til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 92 af 9. februar 1998 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse

OphævetVersion 1998-02-27fra 1998-03-15 til 2026-06-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/31@1998-02-27/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Hvilke uddannelser er omfattet?

Til § 1, nr. 1. Spørgsmålet om, hvilke uddannelser der er omfattet af bekendtgørelsen, kan ikke besvares entydigt. Som bilag til denne vejledning er optaget en liste over de uddannelseskategorier, der typisk vil være omfattet, men listen kan ikke anses for at være udtømmende. I tvivlstilfælde må ansøgeren selv fremskaffe dokumentation for, at en given uddannelse er omfattet af bekendtgørelsens § 1, nr. 1, enten ved henvendelse til uddannelsesinstitutionen eller til ressortministeriet. F. eks. vil en kopi af den bekendtgørelse, som fastlægger de nærmere vilkår for uddannelsen, være tilstrækkelig dokumentation.

Med hensyn til kurser, der udbydes som indtægtsdækket virksomhed, vil disse give mulighed for uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse, såfremt de i øvrigt opfylder betingelserne, og såfremt der ikke er tale om interne, lukkede kurser for en enkelt virksomhed, se i øvrigt herom senere i forbindelse med § 2, nr. 2. Som eksempel kan nævnes, at erhvervsskoler, VUC-centre, AMU-centre m. fl. kan udbyde indtægtsdækkede kurser, og såfremt kurserne er åbne for en bred deltagerkreds, vil de være omfattet af § 1, nr. 1.

Opmærksomheden henledes på, at hvor en ansøger allerede er i gang med en uddannelse (lønnet eller ulønnet), kan den pågældende ikke tage uddannelsesorlov til at fortsætte uddannelsen, da vedkommende vil have status som uddannelsessøgende, og dermed ikke være dagpengeberettiget.

Til nr. 2. Det afgørende, når der skal tages stilling til, om en person er omfattet af denne bestemmelse, er den pågældendes forudgående uddannelsesniveau. Det er ikke afgørende, hvor mange år den pågældende har været under uddannelse, men derimod hvilket niveau, uddannelsesforløbet er afsluttet på. Det betyder, at der skal ses konkret på hvilket uddannelsesniveau personen har erhvervet, og ikke på hvor lang tid den pågældende faktisk har været under uddannelse. En erhvervsuddannelse vil altid, uanset varigheden og uanset om uddannelsen er påbegyndt efter 9. klasse eller efter en studentereksamen, medføre, at den pågældende har en uddannelse på erhvervsuddannelsesniveau. Eventuel tvivl om niveauet kan afgøres ud fra Dansk Uddannelses Nomenklatur.

Hvis den konkrete vurdering munder ud i, at den pågældendes uddannelsesniveau ligger højere end en erhvervsuddannelse, kan der ikke gives uddannelsesgodtgørelse eller uddannelsesorlov til den ønskede uddannelse på en af de i § 1, nr. 2 nævnte uddannelsesinstitutioner.

Til nr. 3. Såfremt der er tvivl, om den private uddannelse berettiger til SU, eller er godkendt efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, må ansøgeren selv - evt. ved uddannelsesinstitutionens hjælp - fremskaffe den nødvendige dokumentation.

Til nr. 4. Som udgangspunkt er det højst muligt at bruge op til 24 ugers uddannelsesorlov til en uddannelse, der udbydes af oplysningsforbund, husholdnings- og håndarbejdsskoler samt dag- og folkehøjskoler, jfr. dog dispensationsbestemmelsen i § 5. Er der tale om uddannelsesgodtgørelse, gælder den tidsmæssige begrænsning ikke.

Begrænsningen til 24 uger gælder både for uddannelser, som er oprettet ved eller i henhold til lov, og for kurser, der udbydes som indtægtsdækket virksomhed, rekvireret undervisning eller undervisning i øvrigt, hvor eleverne ikke indgår i beregningen af statstilskud til driften.

Til nr. 5. Denne bestemmelse giver de faglige organisationer mulighed for at udbyde uddannelser, der er specielt rettet imod deres egne medlemmer, og som tager sigte på at opkvalificere disse til at få beskæftigelse inden for områder, hvor der efter Arbejdsformidlingens vurdering enten aktuelt eller potentielt (og det vil sige maksimalt inden for et år) er mangel på arbejdskraft. Bestemmelsen tager direkte sigte på at forebygge eller afhjælpe flaskehalssituationer, og da det er skønnet, at de faglige organisationer sidder inde med en særlig viden om, hvilke uddannelsesforløb der skal sammensættes for både at hjælpe ledige tilbage i beskæftigelse og opfylde virksomhedernes kvalifikationskrav, er der åbnet mulighed for, at de faglige organisationer kan stå som kursusudbydere på dette særlige område med den virkning, at der vil kunne bevilliges uddannelsesgodtgørelse eller uddannelsesorlov til uddannelsesforløbene. Der vil dog højest kunne opnås orlov til uddannelse i 24 uger, mens denne begrænsning ikke gælder for uddannelsesgodtgørelsen.

De kurser, som kan udbydes i henhold til denne bestemmelse med den virkning, at ledige kan deltage i dem med uddannelsesgodtgørelse eller på uddannelsesorlov, behøver ikke udelukkende at rette sig imod ledige, lige som der heller ikke er noget krav om, at der skal være tale om ny-udviklede kurser - blot skal kurserne overholde de i bestemmelsen opstillede betingelser.

Bestemmelsen skal altså forstås på den måde, at der åbnes mulighed for, at de faglige organisationer som et forsøg kan udbyde kurser på de nævnte betingelser, og der foretages derfor en nærmere undersøgelse af på hvilken måde, i hvilket omfang og til hvilke kurser bestemmelsen har været anvendt, når den har været i kraft i 1 1/2 år, hvorefter der tages stilling til, om der skal ske justeringer.

Det bemærkes, at ved dimittender forstås den persongruppe, der har ret til optagelse som medlemmer af en arbejdsløshedskasse i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 41, stk. 1, nr. 3, litra b.

Til nr. 6. Da der har været en vis usikkerhed om i hvilket omfang der kan anvendes orlov til uddannelse og uddannelsesgodtgørelse i forbindelse med kurser og lign., der udbydes med tilskud i henhold til reglerne om Den Europæiske Socialfond, er det nu medtaget i bekendtgørelsen, at denne også gælder for den slags uddannelsesforløb. Der vil således - uanset hvem udbyderen af forløbene er - kunne anvendes orlov i op til 52 uger til disse forløb.

Til nr. 7. Det er muligt at deltage i uddannelser i udlandet med enten uddannelsesgodtgørelse eller orlov til uddannelse, men det er en betingelse, at der er tale om en anerkendt uddannelse. Det vil sige, at uddannelsen enten skal være oprettet ved lov eller i henhold til lov, eller at det pågældende lands nationale uddannelsesmyndigheder skal have anerkendt uddannelsen eller uddannelsesinstitutionen. Dokumentation for, at der er tale om en anerkendt uddannelse, må ansøgeren i givet fald selv fremskaffe, og såfremt oversættelse er nødvendig, er det også ansøgeren selv, der må fremskaffe en autoriseret oversættelse til dansk.

Der gøres opmærksom på, at med hensyn til videregående uddannelser i udlandet gælder bekendtgørelsens § 2, nr. 1, også. Det indebærer, at deltagelse i mellemlange og lange videregående uddannelser kun kan ske på vilkår, der svarer til bestemmelserne om åben uddannelse herhjemme, og det vil bl. a. sige mod betaling af deltagergebyr. For korte videregående uddannelser gælder, at der enten skal være tale om et uddannelsesforløb, som ikke kræver et forudgående videregående uddannelsesforløb, eller at der også for disse uddannelsers vedkommende opkræves deltagerbetaling, se i øvrigt nedenfor.

Hvilke uddannelser er ikke omfattet?

Til § 2, nr. 1. Med denne bestemmelse er det klargjort, at uddannelsesorlov og uddannelsesgodtgørelse ikke umiddelbart kan anvendes til mellemlange og lange videregående uddannelser, uanset inden for hvilket ministeriums lovgivning disse uddannelser er oprettet, og uanset på hvilken uddannelsesinstitution de udbydes. Kun i de tilfælde, hvor uddannelsen udbydes efter lov om åben uddannelse (inden for Undervisningsministeriets område) eller efter tilsvarende lovgivning (hvilket kan være tilfældet for uddannelser inden for andre ministeriers områder), vil det være muligt at anvende uddannelsesorlov eller uddannelsesgodtgørelse til en mellemlang eller lang videregående uddannelse.

Spørgsmålet om sidefag, bifag og overbygningsuddannelser, der formelt har status som korte, videregående uddannelser, har givet anledning til tvivl. Det siges derfor nu i bekendtgørelsen, at hvis det er muligt at deltage i disse uddannelser uden andre forudsætninger end en uddannelse afsluttet på erhvervsuddannelsesniveau eller en gymnasial uddannelse, er det også umiddelbart muligt at opnå uddannelsesgodtgørelse eller orlov til uddannelse til forløbene. Er der derimod tale om, at der kræves en forudgående videregående uddannelse, således at der reelt bliver tale om efter- og videreuddannelse, er det kun muligt at opnå orlov til uddannelse og uddannelsesgodtgørelse til disse forløb, hvis de udbydes som åben uddannelse.

I tvivlstilfælde påhviler det ansøgeren selv af skaffe dokumentation - evt. ved uddannelsesstedets hjælp - for, at den ønskede uddannelse udbydes efter lov om åben uddannelse eller tilsvarende lovgivning. Et afgørende kriterium for, om der er tale om åben uddannelse el. lign., vil under alle omstændigheder være, om der er deltagerbetaling knyttet til uddannelsen. Et andet kriterium vil være, at der er tale om en offentligt godkendt uddannelse i henhold til særlig lovgivning.

Det bemærkes, at for uddannelsesorlovens vedkommende gælder ydermere den betingelse, at der skal være tale om heltidsundervisning (d.v.s minimum 20 timer pr. uge), så i de tilfælde, hvor en mellemlang eller lang videregående uddannelse kun udbydes på deltid efter reglerne om åben uddannelse, vil der ikke kunne bevilges uddannelsesorlov til uddannelsen.

Med hensyn til Dansk Uddannelses Nomenklatur bemærkes, at denne ikke altid er helt opdateret. Hvis derfor en ansøger kan dokumentere, f. eks. gennem kontakt til Undervisningsministeriet, at der er sket ændringer i klassificeringen af en bestemt uddannelse, er det denne nyere klassificering, der skal lægges til grund ved afgørelsen af, om uddannelsen kan anses for at være en mellemlang eller lang videregående uddannelse.

For så vidt angår uddannelser under Kulturministeriet inden for skuespil, film og museum, er Dansk Uddannelses Nomenklatur ikke korrekt, og ansøgeren må derfor rette henvendelse til Kulturministeriet i de konkrete tilfælde. Det er Kulturministeriets vurdering der er afgørende for, om uddannelsen berettiger til uddannelsesgodtgørelse eller uddannelsesorlov.

Til § 2, nr. 2. En virksomhed kan ikke anvende uddannelsesorlov til interne, virksomhedsrekvirerede, lukkede kurser, som udelukkende retter sig imod virksomhedens medarbejdere. Det karakteristiske for disse kurser er, at de både er bestilt og betalt af virksomheden, og at der reelt ikke er adgang for andre deltagere.

Det er ikke afgørende hvor kurset afvikles. Det betyder, at hvis et kursus kun er beregnet for en bestemt virksomheds medarbejdere (herunder ejere, medhjælpende ægtefæller m.m.), har det fortsat status som et virksomhedsrekvireret kursus, selv om det afvikles på en offentlig institution, f. eks. en erhvervsskole.

I tilfælde, hvor to eller flere virksomheder, herunder offentlige institutioner (f. eks. en del af forvaltningen i en kommune), går sammen om at rekvirere kurser til deres medarbejdere, vil der stadig være tale om virksomhedsrekvirerede kurser. Kun hvor et kursus helt reelt er åbent for andre deltagere, og hvor kurset annonceres offentligt på sædvanlig måde i god tid inden kursusstart, og hvor der er afsat mere end et symbolsk antal pladser på kurset til, at også andre end de involverede virksomheders medarbejdere kan deltage, kan kurset anses for ikke at være virksomhedsrekvireret.

Det ovennævnte gælder ikke, når virksomhedsinterne, herunder virksomhedsrekvirerede kurser, der retter sig imod indehavere og ansatte i virksomheden, er led i et jobrotationsprojekt.

Et jobrotationsprojekt er karakteriseret ved, at der ydes støtte inden for rammerne af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, og det er en forudsætning for støtten, at afløserne er ledige. Det er derimod ikke en betingelse for udbetaling af orlovsydelse under uddannelsesorlov i almindelighed, at eventuelle afløsere er ledige.

Der kan ikke angives retningslinier for, hvor mange afløsere der skal ansættes i forbindelse med et jobrotationsprojekt, men der bør være et rimeligt forhold imellem antallet af medarbejdere, som skal på kursus, og antallet af afløsere, der ansættes.

Til § 3. Formålet med denne bestemmelse er i højere grad at erhvervsrette anvendelsen af uddannelsesorloven, og at afskære rent interessebetonet deltagelse i uddannelsesforløb. Der skal anlægges en helt konkret vurdering af, om et givet uddannelsesforløb kan anses for erhvervsrettet, og dermed kan give orlov til uddannelse, eller om det må anses for hobby- og fritidsbetonet, og dermed ikke give adgang til orlov, og det er derfor den enkelte ansøgers individuelle forhold, der er afgørende.

Der kan forekomme afgrænsningstilfælde, hvor en person ønsker at deltage i en uddannelse, der ikke har tilknytning til det aktuelle erhverv eller den uddannelse, den pågældende tidligere har gennemgået, men hvor motivet til at vælge uddannelse er et ønske om at skifte erhverv. Såfremt uddannelsesvalget må anses for relevant i forhold til et erhvervsskifte, vil der kunne bevilliges orlov til uddannelsen.

Til § 4. Bestemmelsen tilsigter at præcisere, at en række efter- og videreuddannelsesforløb, der fortrinsvis retter sig imod offentligt ansatte, ikke kan tages med uddannelsesgodtgørelse eller orlov til uddannelse, med mindre forløbene udbydes som åben uddannelse.

Dispensationsbestemmelser.

Til § 5. Som nævnt oven for er hovedreglen, at der kun kan bevilges op til 24 ugers uddannelsesorlov til kurser hos oplysningsforbund og på dag- og folkehøjskoler. Der kan imidlertid i helt særlige tilfælde være et behov for at fravige hovedreglen og bevillige et længerevarende forløb, nemlig i den situation, hvor den pågældende har specielle vanskeligheder på arbejdsmarkedet.

Et område for mulige dispensationer kan være kurser, som udbydes på Amtets vegne, for voksne med læsevanskeligheder, eller danskkurser for flygtninge og indvandrere, og dispensation vil også kunne gives, såfremt der er tale om særlige kurser for handicappede. Dispensationen fra den tidsmæssige begrænsning bør kun gives, hvis det er overvejende sandsynligt, at den pågældende vil have stor gavn af et længerevarende forløb.

Det bemærkes, at Arbejdsmarkedsrådene skal udarbejde nærmere retningslinier til brug for Arbejdsformidlingens administration af bestemmelsen på samme måde som nævnt nedenfor under § 6.

Til § 6. Bestemmelsen er overført stort set uændret fra de tidligere bekendtgørelser og betyder, at Arbejdsformidlingen ved bevilling af uddannelsesgodtgørelse kan fravige bekendtgørelsens regler for uddannelsesvalget. Arbejdsformidlingen kan således bevilge uddannelsesgodtgørelse til uddannelser, der ikke er omfattet af bestemmelserne i § 1, og fravige § 2, nr. 1, og § 4.

Der kan ikke ske fravigelse i forbindelse med uddannelsesorlov.

Baggrunden for, at Arbejdsformidlingen har mulighed for at bevilge uddannelsesgodtgørelse til uddannelser, der ikke er omfattet af § 1, og fravige § 2, nr. 1, og § 4 (i alle tilfælde ud fra et konkret skøn over den lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov, og med baggrund i retningslinier fastsat af Arbejdsmarkedsrådet), skal søges i et principielt arbejdsmarkedspolitisk hensyn.

Der vil kunne opstå situationer, hvor voksne lediges beskæftigelseschancer skønnes at kunne forbedres væsentligt, såfremt de pågældende får mulighed for f. eks. at afslutte eller påbegynde en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Der kan f. eks. være tale om ledige, som skønnes at have behov for økonomisk at blive hjulpet i gang med en uddannelse, som så senere kan afsluttes med SU eller under åben uddannelse el. lign. Der kan også være tale om ledige, som tidligere har været i gang med en uddannelse, men som af personlige eller andre årsager har afbrudt uddannelsen.

Arbejdsformidlingen kan i det hele fravige § 1. Det giver bl. a. mulighed for, at Arbejdsformidlingen kan tilrettelægge uddannelsesforløb, herunder uddannelsespraktik i en virksomhed, for en ledig, der ansættes som erstatningsarbejdskraft for en person på orlov. Ligeledes kan der være tale om, at Arbejdsformidlingen rekvirerer uddannelse fra private firmaer, faglige organisationer m.m.

Arbejdsmarkedsrådene skal udarbejde nærmere retningslinier for Arbejdsformidlingens administration af bestemmelsen i § 6. Retningslinierne skal være udformet som prioriteringsregler, men må ikke have karakter af egentlige, ufravigelige regler, idet Arbejdsformidlingen skal kunne foretage en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Til § 7, stk. 2 og 3. Bestemmelserne skal sikre, at personer, der enten allerede er i gang med et forløb, eller har en berettiget og konkret forventning om at kunne påbegynde et sådant, fortsat er omfattet af de tidligere gældende regler.

Arbejdsministeriets vejledning nr. 197 af 10. december 1996 bortfalder med virkning fra den 1. marts 1998.

Underskrift 1

Arbejdsministeriet, den 27. februar 1998 Jytte Andersen / Merete Vinje

Bilag

I det følgende vises en oversigt (i hovedtræk) over de uddannelser, der i henhold til denne bekendtgørelse kan give uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse. Der gøres udtrykkeligt opmærksom på, at denne oversigt kun er vejledende og ikke udtømmende:

1. Uddannelse på folkeskoleniveau (almen voksenuddannelse)

2. Almen gymnasial uddannelse (gymnasium, hf)

3. Erhvervsgymnasial uddannelse (hhx, htx)

4. Erhvervsrettede ungdomsuddannelser (herunder erhvervsuddannelser, tilrettelagt for voksne)

5. Grundlæggende social- og sundhedsuddannelser

6. Arbejdsmarkedsuddannelser

7. Korte videregående uddannelser (f.eks. byggetekniker, maskintekniker, miljøtekniker, tekstil- og beklædningstekniker, datamatikeruddannelsen, laborantuddannelsen, visse erhvervssproguddannelser på handelshøjskoler, overbygningsuddannelser på landbrugsuddannelsen og jordbrugstekniker osv).

8. Mulighed for uddannelsesorlov i 24 uger af de 52 uger til forløb på daghøjskoler.

9. Mulighed for uddannelsesorlov i 24 uger af de 52 uger til forløb på folkehøjskoler.

10. Forløb på voksenuddannelsescentrene

11. Forløb under åben uddannelse eller på tilsvarende vilkår

12. Mulighed for uddannelsesorlov i 24 uger af de 52 uger til forløb udbudt af folkeoplysningsforbund.

13. Kommunale uddannelser og uddannelsesaktiviteter udbudt af Den kommunale Højskole, Dansk Kommunalkursus og Danmarks Forvaltningshøjskole, dog begrænset til personer med højst erhvervsuddannelsesniveau.

14. Erhvervsministeriets/Søfartsstyrelsens uddannelser (f. eks. skibsassistent, kystskipper, vagthavende styrmand, skibsmaskinist, sætteskipper og fiskeskipper, samt maritimt forberedelseskursus, efteruddannelseskurser af mindst en uges varighed og forberedelse til prøven som skibskok), dog ikke den tre-årige skibsføreruddannelse og den tre-årige maskinmesteruddannelse.

Versioner

  1. 1998-02-27 · til 2026-06-23