Vejledning om Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/44@1998-03-06/da
Indhold
- Indledning
- KAPITEL 3 - - - - -
- KAPITEL 4
- Regler i forvaltningsloven m.v.
- KAPITEL 5 - - - - -
- KAPITEL 6 Handlekommune og mellemkommunal refusion
- KAPITEL 7 Udvalg under kommunerne og Det Centrale koordinationsudvalg
- KAPITEL 8 - - - - -
- KAPITEL 9 Princip for opgavefordelingen
- KAPITEL 10 - - - - -
- KAPITEL 11
- 11.1. Tilsynsmyndighederne
- KAPITEL 12 - - - - - -
- Underskrift 1
- KAPITEL 14 Det Sociale Informations- og Analysesystem
- Kapitel 1 Lovens formål og område
- Kapitel 4Kommunen Kommunens opgaver
- § 15.
- § 16.
- § 17.
- § 18.
- § 19.
- § 20.
- § 21.
- § 22.
- § 23.
- § 24.
- § 25.
- § 26.
- § 27.
- § 28.
- § 29.
- § 30.
- § 31.
- § 32.
- § 33.
- § 34.
- § 35.
- § 36.
- § 37.
- § 38.
- § 39.
- § 40.
- § 41.
- § 42.
- § 43.
- § 44.
- § 45.
- § 46.
- § 47.
- § 48.
- § 49.
- § 50.
- § 51.
- § 52.
- § 53.
- § 54.
- § 55.
- § 56.
- § 57.
- § 58.
- § 59.
- § 60.
- § 61.
- § 62.
- § 63.
- § 64.
- § 65.
- § 66.
- § 67.
- § 68.
- § 69.
- § 70.
- § 71.
- § 72.
- § 73.
- § 74.
- § 75.
- § 76.
- § 77.
- § 78.
- § 79.
- § 80.
- § 81.
- § 82.
- § 83.
- § 84.
- § 85.
- § 86.
- § 87.
- § 88.
- § 89.
- § 90.
- § 1.
- § 2.
- § 3.
- § 4.
- § 5.
- § 6.
- § 7.
- § 8.
- § 9.
- § 10.
- § 11.
- § 12.
- § 13.
- § 14.
- § 15.
- § 16.
- § 17.
- § 18.
- § 19.
- § 20.
- § 21.
- § 22.
- § 23.
- § 24.
- § 25.
- § 26.
- § 27.
- § 28.
- § 29.
- § 30.
- § 31.
- § 32.
- § 33.
- § 34.
- § 35.
- § 36.
- § 37.
- § 38.
- Kapitel 9Statistik
- Kapitel 12Ikrafttrædelsesbestemmelse
Indholdsfortegnelse
behandling af sociale sager og god forvaltningsskik
myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne
at medvirke og oplyse om ændringer og myndigheder og andres pligt til at give oplysninger
koordinationsudvalg
at overføre opgaver m.v.
opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed
BILAG 1. Oversigt over lov om retssikkerhed og administration på det sociale område » ændringer og præciseringer i forhold til tidligere gældende regler
BILAG 2. Lov nr. 453 af 10 juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område
BILAG 3. Bekendtgørelse nr. 11 af 8 januar 1998 om retssikkerhed og administration på det sociale område
STIKORDSREGISTER
1. Denne vejledning uddyber reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område » i kort form kaldet retssikkerhedsloven og forkortet til RTL. Vejledningen omfatter ikke reglerne om klage, idet disse regler er beskrevet i Ankestyrelsens klagevejledning af 4. februar 1998.
Retssikkerhedsloven indgår som et led i reformen af bistandsloven, hvor de to andre love er lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) og lov om social service (serviceloven).
Med henblik på en kommende revision og opdatering af denne vejledning modtager Socialministeriet meget gerne kommentarer og forslag til, hvordan vejledningen kan forbedres.
Ændringer i forhold til gældende ret » overgangsordninger
I bilag 1 er der en oversigt over, på hvilke områder retssikkerhedsloven indeholder ændringer i forhold til gældende lovgivning. Opmærksomheden henledes på, at denne oversigt i slutningen har en beskrivelse af ikrafttrædelses- og overgangsordninger efter § 89. Det drejer sig bl.a. om behandling af klagesager i forbindelse med, at det sociale ankenævn erstattes af det sociale nævn, der også skal behandle klager over amtskommunale afgørelser og sager efter sygedagpengeloven.
I bilag 2 er retssikkerhedsloven optrykt med ændringer som følge af lov nr. 980 af 17. december 1997 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om orlov, lov om arbejdsmarkedsuddannelser og forskellige andre love.
I bilag 3 er medtaget bekendtgørelse nr. 11 af 8. januar 1998 om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Vejledninger, der falder bort
Følgende vejledninger m.v. bortfalder:
- Cirkulære om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender (nr. 148 af 23. juni 1970, som ændret ved cirkulære nr. 183 af 29. juli 1979).
- Cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser (nr. 140 af 15. august 1975, som ændret ved cirkulære nr. 217 af 20. december 1982).
- Cirkulæreskrivelse om begrundelser af afgørelser efter den sociale lovgivning (nr. 81 af 18. april 1979).
- Cirkulære om afgørelser og påklage af sager om aktindsigt efter offentlighedsloven i den sociale og sundhedsmæssige planlægning ( nr. 46 af 12. februar 1981).
- Cirkulære om rådgivning og tilsyn efter bistandsloven (Rådgivningscirkulæret) (nr. 145 af 12. december 1986).
- Vejledning om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning (nr. 172 af 11. december 1989).
- Vejledning om tilsyn på Socialministeriets område (nr. 155 af 9. september 1991).
Hvor gælder retssikkerhedsloven?
2. Socialministeriet har udsendt en bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område, som er medtaget som bilag 3. I bekendtgørelsens § 1 er det fastsat, for hvilke love retssikkerhedsloven gælder. Det er følgende love:
- Lov om social pension.
- Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
- Lov om aktiv socialpolitik.
- Lov om social service.
- Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
- Lov om delpension.
- Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.
Retssikkerhedsloven gælder også for lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. Efter denne lov er det kun bopælskommunen, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg. Derfor gælder § 9 i retssikkerhedsloven om handlekommune ikke.
Område, hvor klagereglerne også gælder
Retssikkerhedslovens kapitel 9 og §§ 68 og 70 gælder, når Den Sociale Ankestyrelse behandler og afgør sager efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Dog kun, hvis andet ikke følger af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Lovens kapitel 9 samt §§ 67-70, § 72, stk. 1 og 2, og § 74 gælder, når Den Sociale Ankestyrelse behandler og afgør sager efter § 24, stk. 5 og 6, i lov om offentlig sygesikring og efter § 9 i lov om sygehusvæsenet. Når det drejer sig om en klage over en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, i lov om sygehusvæsenet skal Ankestyrelsen indhente en udtalelse fra vedkommende amtsråd.
Endvidere gælder retssikkerhedsloven ved klage over afgørelser i,
1) sager som efter § 24, stk. 4, i lov om offentlig sygesikring kan indbringes for det sociale ankenævn,
2) sager efter lov om en børnefamilieydelse, bortset fra sager om skattepligt efter kildeskattelovens § 1, og
3) sager efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag.
Boliglovgivningen
I boliglovgivningen er der regler om, at det sociale nævn er klageinstans for visse afgørelser om navnlig boligsikring, boligydelse og beboerindskudslån. Boligministeriet fastsætter efter § 73 i lov om individuel boligstøtte regler om behandling af klagesager efter boligstøtteloven. Endvidere er det sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse klageinstans for kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser om anvisning af ledige boliger i henhold til §§ 54, 57 og 58 i lov om almene boliger samt støttede andelsboliger m.v.
Om bistandslovsreformen m.v.
3. I maj 1997 vedtog Folketinget:
1) Lov om aktiv socialpolitik.
2) Lov om social service.
3) Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Samtidig vedtog Folketinget også ændringer af lov om social pension og lov om delpension vedrørende tilkendelseskompetence, administration m.v., således at kommunerne pr. 1. juli 1998 træffer afgørelse i alle sager efter lov om social pension som 1. instans. Endvidere blev regler om fleksjob indføjet i bistandsloven (fra 1. januar 1998) og i lov om aktiv socialpolitik (fra 1. juli 1998).
Retssikkerhedsloven, aktivloven og serviceloven afløser fra 1. juli 1998 bistandsloven, lov om kommunal aktivering, den sociale styrelseslov og lov om Den Sociale Ankestyrelse.
Grundprincipper
Den samlede reform af bistandsloven bygger på nogle gennemgående grundlæggende principper om,
- at borgerne har et ansvar for deres egen situation, således at den enkelte » evt. med særlig støtte » aktivt skal medvirke til at løse egne problemer,
- at borgerne og brugerne skal medvirke og have indflydelse,
- at mulighederne for hjælp skal ses bredt og ikke kun i forhold til den sociale lovgivning,
- at indsatsen tidligt i et hjælpeforløb skal målrettes, for at hjælpen i højere grad kan virke forebyggende,
- at fremme et rummeligt arbejdsmarked for at fastholde personer i beskæftigelse og forbedre mulighederne for at få en aktiv tilværelse, og
- at øge fleksibiliteten og inddrage andre i forebyggelse og løsning af sociale opgaver, fx de faglige organisationer, de frivillige o.l.
Aktivloven
4. Disse principper indgår i Lov om aktiv socialpolitik, der samler reglerne om hjælp til forsørgelse, dvs. reglerne i bistandsloven og reglerne i lov om kommunal aktivering. Der er derfor nu kun en lov om kontanthjælp, aktivering, hjælp til enkeltudgifter, revalidering, fleksjob, skånejob med løntilskud m.v. Aktivloven sætter yderligere fokus på aktive hjælpeformer frem for passiv forsørgelse. Det grundlæggende sigte er, at hjælpen skal gøre modtageren i stand til at klare sig selv, og modtageren og ægtefællen har pligt til efter evne at udvikle og udnytte deres arbejdsevne, fx ved at tage imod tilbud om aktivering.
Serviceloven
5. Lov om social service samler regler om hjælp til forskellige sociale formål, som hidtil har været i bistandsloven. Serviceloven tager udgangspunkt i de enkelte ydelser, og for at understrege forskellen i indsatsen er ydelserne opdelt i tre niveauer.
Det første niveau repræsenterer gratis tilbud om rådgivning, der retter sig generelt til borgere med sociale problemer i bred forstand. Formålet med disse tilbud er at forebygge og hjælpe borgere over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt at sætte dem i stand til at løse problemer, der opstår, ved egen hjælp.
Det andet niveau omfatter en række servicetilbud. Fælles for disse tilbud er, at de retter sig bredt til fx børnefamilier og andre grupper med behov for almene serviceydelser. Disse tilbud har ofte et forebyggende aspekt, men har ikke til formål at afhjælpe mere omfattende sociale problemer. Som udgangspunkt skal der betales for disse tilbud.
Det første og andet niveau udgør et sammenhængende ydelsessystem af forebyggende karakter. Dvs. at der skal være mulighed for at sætte ind med støtte, før situationen for den enkelte er blevet rigtig alvorlig.
Det tredje niveau er særlige tilbud og hjælpeforanstaltninger. Det drejer sig om ydelser, der skal tilgodese borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Disse tilbud forudsætter som udgangspunkt en individuel behovsvurdering, og de omfatter en bred vifte af tilbud, der både kan have midlertidig og mere permanent karakter.
Disse tre niveauer giver mange muligheder for tilbud med fleksibel og individuel støtte. Opdelingen i tre niveauer markerer, at intensiteten i indsatsen er forskellig, og som udgangspunkt har forskellige målgrupper. Opdelingen er imidlertid ikke udtryk for en statisk eller permanent placering af den enkelte borger. Tværtimod forudsættes ydelserne i de tre niveauer at indgå i et samspil, hvor ydelserne supplerer eller understøtter hinanden.
Retssikkerhedsloven
6. Formålet med retssikkerhedsloven er, at
- sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
- fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig, helhedsorienteret hjælp,
- forbygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og
- fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indholder en række regler om, hvordan myndighederne skal behandle sagerne. Der er lagt vægt på borgernes retssikkerhed, og at de får muligheder for aktivt at medvirke og få indflydelse, når myndighederne behandler deres sag. Hidtil har der ikke været formuleret sådanne tværgående lovregler for behandling af sociale sager, men de har i et vist omfang været gældende som uskreven ret.
Retssikkerhedsloven samler også en række regler, som er fælles for en række centrale sociale love, fx om hvilken myndighed der har pligt til at give hjælpen (handlekommune), myndighedernes adgang til at indhente oplysninger, muligheder for at klage, regler om børn- og ungeudvalg, ældreråd og klageråd.
Retssikkerhedsloven erstatter en række regler, som hidtil har stået i bistandsloven og i forskellige andre sociale love » det gælder navnlig reglerne om administration, klage og oplysningspligt » den sociale styrelseslov og lov om Den Sociale Ankestyrelse. Videre indgår også regler, som tidligere fandtes spredt i forskellige love, cirkulærer, forretningsordener og regler, som kunne udledes af praksis, udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, Justitsministeriet, Indenrigsministeriet, Socialministeriet m. fl.
Hvordan vejledningen er opbygget
7. Denne vejledning er udarbejdet på grundlag af lovteksten, bemærkningerne til lovforslaget og de spørgsmål og svar, der har været i forbindelse med, at lovforslaget blev behandlet i Folketinget. En række regler fra tidligere lovgivning » eventuelt med sproglige moderniseringer » er videreført i retssikkerhedsloven. Den praksis, som er knyttet til disse regler, vil derfor kunne anvendes på de tilsvarende regler i retssikkerhedsloven.
Retssikkerhedsloven har også nye regler, og der er derfor på disse områder indtil videre ikke praksis, der kan henvises til. Det kan derfor forventes, at der på en række områder vil kunne gives supplerende vejledning, når loven har været i brug nogle år.
I kapitel 2 er emnet det retlige grundlag for kommunernes og amtskommunernes behandling af sociale sager og god forvaltningsskik.
Kapitel 3 uddyber reglerne om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne. Det er reglerne om, at der skal være frister for, hvornår afgørelser skal træffes, at borgeren skal medvirke, at sagerne skal behandles bredt (helhedsbehandling), og at kommunen senest efter 8 uger skal vurdere sagen, hvis det er tale om hjælp til løbende forsørgelse.
Kapitel 4 beskriver regler i forvaltningsloven, bl.a. reglerne om tavshedspligt og myndigheders adgang til at indhente eller give oplysninger videre m.v. I et særligt afsnit er der en sammenfattende beskrivelse af forvaltningslovens regler om at indhente og videregive oplysninger i sociale sager. Forvaltningslovens regler er medtaget i vejledningen, fordi disse regler har betydning i stort set alle sociale sager, som typisk indeholder følsomme personlige oplysninger. Forvaltningslovens regler skal således virke sammen med de særlige regler i retssikkerhedsloven.
Kapitel 5 behandler reglerne i retssikkerhedsloven om borgerens pligt til at medvirke og give oplysninger i deres egen sag. Endvidere beskrives og uddybes reglerne om myndigheders og andres pligt til at give oplysninger i sociale sager.
Kapitel 6 beskriver regler om, hvilken kommune der har pligt til at give hjælp (handlekommunen) og reglerne om mellemkommunal refusion.
Kapitel 7 oplister de udvalg, der skal være under kommunerne, fx koordinationsudvalget, der bliver obligatorisk fra 1. januar 1999.
Kapitel 8 beskriver udvalg m.v. under amtskommunen, hvor fx det amtslige brugerråd også får funktion som klageinstans for personlig og praktisk hjælp m.v., som amtskommunerne giver til personer over 67 år.
Kapitel 9 indeholder bl.a. en redegørelse for kommuner og amtskommuners muligheder for at overlade sociale opgaver til organisationer m.v. uden for myndighedens eget regi. I dette kapitel er der også en uddybende beskrivelse af reglen om, at kommuner og amtskommuner skal være opmærksomme på, at der kan ske en offentlig betalt formuedannelse, når de indgår aftaler om at overlade opgaver til private m.fl.
I kapitel 10 er det reglerne om, at kommuner og amtskommuner har pligt til at føre tilsyn, som beskrives og uddybes.
Kapitel 11 giver korte beskrivelse af de instanser, som fører tilsyn med kommunerne, dvs. tilsynsrådene og Folketingets Ombudsmand. Hertil kommer, at Socialministeriet har et ressorttilsyn og et finansielt tilsyn.
Kapitel 12 handler om centrale emner med relation til klageorganerne, bl.a. om klagemyndighedernes adgang til at efterprøve den del af en afgørelse, der bygger på et skøn, deres opgaver med at koordinere praksis og give vejledning til kommuner og amtskommuner.
Kapitel 13 beskriver de ændringer, der er sket ved, at de særlige straffebestemmelser for personer i bistandsloven ikke er videreført, og at reglen herom er ophævet i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Der er også en beskrivelse af en række generelle forhold, som myndighederne bør være opmærksom på i forbindelse med inddrivelse af beløb, som skal betales tilbage.
Kapitel 14 beskriver det Sociale Informations- og Analysesystem.
Hvor intet andet er anført i denne vejledning, henviser §§- angivelser til retssikkerhedsloven.
af sociale sager og god forvaltningsskik
8. Efter reformen af bistandsloven findes reglerne om, hvordan kommuner skal behandle sager i forvaltningsloven, offentlighedsloven, den almindelige forvaltningsret og retssikkerhedsloven, som særligt regulerer, hvordan sociale sager skal behandles. Men disse regler giver ikke en udtømmende beskrivelse. Der skal også tages hensyn til »god forvaltningsskik«. Det er et samlebegreb for en række normer for de hensyn, som en offentlig myndighed skal tage over for borgerne. Disse normer kommer bl.a. til udtryk gennem udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, og de bygger også på sædvaner, der over tid er udviklet i forbindelse med offentlig forvaltning.
Dette juridiske grundlag udgør således » sammen med de regler, som følger af de enkelte love og lovbestemmelser » rammerne for behandlingen af sager hos myndigheder, nævn og råd, kommuner, amtskommuner, de sociale nævn, Den Sociale Ankestyrelse, børn- og ungeudvalg, klageråd m. fl.
Lokale beslutninger om administrationen
Disse regler kan ikke stå alene. Det er fortsat således, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal supplere og udfylde disse regler med beslutninger om, hvordan administrationen konkret skal tilrettelægges og udføres lokalt.
God forvaltningsskik
9. Inden der i de følgende kapitler knyttes bemærkninger til reglerne om sagsbehandling i bl.a. forvaltningsloven og retssikkerhedsloven, følger her en kortfattet, men ikke udtømmende oversigt over nogle af de principper, som indgår i »god forvaltningsskik«, og som er indgået i forarbejderne til retssikkerhedsloven.
Ved »god forvaltningsskik« forstås bl.a.,
Skaffe oplysninger
- at oplysninger om faktiske forhold tilvejebringes på en måde, så borgeren forstår formålet med oplysningerne og får mulighed for konstruktivt at bidrage med oplysninger. Indsamling af oplysninger må myndigheden således ikke tilrettelægge ud fra en mere eller mindre skjult dagsorden, som kun myndigheden har kendskab til,
- at forvaltningen frem for at ulejlige borgeren så vidt muligt skal anvende de oplysninger, som den har i forvejen,
Sammenhæng i tilbud
- at myndigheden så vidt muligt tilrettelægger hjælpen som et sammenhængende tilbud ud fra en samlet vurdering af borgerens situation, og at man undervejs i processen vurderer, hvorvidt målene er nået, og om der er brug for justeringer af indsatsen, samt at disse forhold fremgår af myndighedens skriftlige journalføring,
Borgeren skal inddrages
- at faglige vurderinger fremlægges og vurderes i samarbejde med borgeren med det formål at få en sammenhæng mellem borgerens livsverden og selvforståelse og den faglige vurdering af de foreliggende oplysninger og handlemuligheder,
Oplysning om praksis
- at oplysninger om myndighedens praksis altid er tilgængelig for borgeren, og at sagsbehandleren kan give en korrekt begrundelse for den praksis, myndigheden anvender,
Samvirke med borgeren
- at valg og beslutninger altid træffes i samarbejde med borgeren, herunder at det i forbindelse med faglige vurderinger tydeligt meddeles, at man er villig til drøfte disse, og at myndigheden også er parat til yderligere overvejelser, hvis det er nødvendigt,
- at grundlaget og begrundelsen for en afgørelse, der ikke imødekommer borgerens ønsker, formidles på en klar og forståelig måde,
- at man ikke ubegrundet fraviger faglige vurderinger for at imødekomme borgerens synspunkter og dermed medvirker til at skabe uklarhed og usikkerhed,
Generel vejledning
- at myndigheden giver borgeren alle oplysninger om handlemuligheder. Det gælder de muligheder, der fremgår af den sociale lovgivning generelt og anden relevant lovgivning. Det gælder også borgerens handlemuligheder i forhold til sagsbehandlingen og forvaltningsprocessen, fx oplysninger om muligheden for at tage sagen op til fornyet vurdering efter et bestemt tidsrum, oplysninger om adgang til at få skriftlige begrundelser for afgørelserne, oplysninger om klagemuligheder m.v., og
- at myndigheden så vidt muligt også oplyser borgeren om de muligheder for hjælp, der findes uden for eller i tilknytning til den offentlige hjælp, fx hjælp fra frivillige sociale organisationer, foreninger, faglige organisationer og andre, som forvaltningen skønner, at borgeren kan modtage hjælp fra i den konkrete situation.
myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne
KAPITEL 3 - - - - -
§ 3.
Stk. 1. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse. - - - - - - -
10. For borgerne har indholdet i afgørelserne og kvaliteten af ydelserne naturligvis afgørende betydning. Men for den enkelte borger har den måde, som en myndighed behandler hans eller hendes sag på, også stor betydning, herunder at sagsbehandlingen sker hurtigt. Derfor skal kommunen og amtskommunen i henhold til § 3
- behandle spørgsmål om hjælp hurtigt,
- fastsætte en generel frist for, hvornår der skal være truffet en afgørelse; fristerne kan afhænge af de enkelte sagstyper,
- give borgeren besked, hvis fristen i en konkret sag ikke kan overholdes, og
- oplyse om, hvilke frister som gælder i kommunen og amtskommunen.
Fastsætte frister
§ 3, stk.
Stk. 1. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
11. Loven indeholder ikke anvisninger på, fra hvilket tidspunkt fristerne begynder at løbe. Det er Socialministeriets opfattelse, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor det står eller burde stå klart for forvaltningen, at en borger » mundtligt eller skriftligt » har bedt om at få hjælp, og at der derfor skal træffes en afgørelse.
Skriftlig besked
12. Hvis forvaltningen ikke kan træffe en afgørelse inden for den frist, kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har fastsat, skal ansøgeren skriftligt have dette at vide og oplysning om, hvor lang tid borgeren kan forvente, at der vil gå, før forvaltningen kan træffe en afgørelse.
Hvis forvaltningen ikke kan træffe en afgørelse, fordi den mangler visse økonomiske oplysninger, kan den opfylde kravet om skriftlig besked ved at oplyse om, at der vil blive truffet en afgørelse, når ansøgeren eller forvaltningen har skaffet de økonomiske oplysninger, der mangler.
I nogle tilfælde kan man forudse, at der skal fremskaffes en del oplysninger, inden sagen er klar til afgørelse, fx i sager om revalidering, hvor der kan indgå spørgsmål om at bedømme arbejdsevnen, vurdere muligheder for uddannelse o.l. I sådanne tilfælde er det ofte ikke muligt at sige noget præcist om, hvor lang tid der vil gå, før der kan træffes en afgørelse, men forvaltningen kan oplyse om, hvad sagen beror på.
En praktisk metode til at give borgeren de nødvendige oplysninger kan være at udlevere kopi af de relevante sider i journalen.
Forskellige generelle frister
13. Efter loven er det ikke et krav, at der for hver individuel ansøgning skal træffes en beslutning om, hvad fristen i den konkrete sag skal være. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet kan fastsætte generelle frister for forskellige sagstyper. Frister kan være længere for typer af sager, som erfaringsmæssigt kræver længere tid, før der kan træffes en afgørelse, og der kan fastsættes kortere frister for sager, som normalt kan afgøres hurtigt. Det vil være hensigtsmæssigt, at fristerne er realistiske, fx at de svarer til den tid, der i praksis går med at behandle 80 til 90 pct. af den pågældende sagstype.
Standardiseret skriftlig information
14. Kommunerne og amtskommunerne kan benytte standardiserede skriftlige informationer. Som eksempel kan nævnes ansøgninger om plads i et plejehjem, en beskyttet bolig eller en ældrebolig. I disse sager er det sædvanligvis sådan, at kommunen skal foretage en række undersøgelser og vurderinger, før den kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de kriterier, som kommunen anvender ved anvisning til disse boformer.
Kommunen kan i sådanne tilfælde opfylde sin pligt efter § 3 ved, når ansøgningen modtages, straks at give ansøgeren en generel skriftlig information om kommunens kriterier for at anvise til disse boformer og oplyse om, hvorledes proceduren i almindelighed er med hensyn til at få de nødvendige oplysninger frem. Kommunen kan endvidere oplyse om, hvor lang tid der normalt går, inden den har de nødvendige oplysninger til at kunne tage stilling til ansøgningen.
Fristerne skal offentliggøres
15. Der er ikke regler om, hvordan fristerne skal offentliggøres, eller om at dette skal ske på en bestemt måde. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet afgør derfor, hvordan dette skal ske. En mulighed kan være i overensstemmelse med principperne i §§ 39, stk. 2, og 62 i den kommunale styrelseslov at offentliggøre de fastsatte frister i den lokale presse eller udsende oplysningerne til beboerne i kommunen. Man kan også have opslag om fristerne i forvaltningerne, på biblioteker o.l.
Gælder for afgørelser
16. Reglen i § 3, stk. 2, gælder i de tilfælde, hvor resultatet af myndighedens behandling vil munde ud i en afgørelse, som kan indbringes for de sociale klagemyndigheder. Reglen gælder også for afgørelser, som kunne være indbragt for klagemyndigheden, hvis adgangen til klage ikke var afskåret i loven. Dvs. reglen gælder for fx ansøgninger om plads i en børnehave (servicelovens § 12) eller for ansøgninger om personlig hjælp og pleje (servicelovens § 71).
Stk. 1. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
17. Der er ikke særlige regler om sanktioner, hvis en kommune eller en amtskommune overtræder § 3. Det betyder, at en overtrædelse kan behandles på samme måde, som gælder for andre regler om sagsbehandlingen.
De sociale klagemyndigheder kan således i forbindelse med behandling af klagesager påse, om der er fastsat en frist for den pågældende sagstype, og om ansøgeren har fået sin afgørelse inden for den fastsatte frist, eller har fået skriftlig besked, hvis fristen ikke er overholdt.
Hvis en kommunalbestyrelse eller et amtsråd ikke fastsætter en frist, vil klager herover, der ikke knytter sig til en konkret sag, der kan behandles af de sociale klagemyndigheder, kunne indbringes for tilsynsmyndighederne.
3.2. Borgeren skal medvirke
- - - - - - -
§ 4.
Stk. 1. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed. - - - - - - -
18. § 4 lovfæster princippet om, at den, som skal have hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Og det præciseres, at kommunerne og amtskommunerne skal tilrettelægge deres arbejdsgange på en sådan måde, at borgeren får mulighed for at medvirke.
Lokale beslutninger
I loven eller dens forarbejder er det ikke angivet, hvordan princippet om mulighed for medvirken konkret skal udmøntes. Det er kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, som ud fra egne lokale og regionale politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan deres administration bedst kan indrettes således, at borgerne kan inddrages aktivt. Borgerens medindflydelse har forskellige facetter, som beskrives i de følgende punkter.
Borgerens eget ansvar
19. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og i mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, er det naturligvis vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar, herunder at sætte sig mål. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at myndigheden overtager ansvaret, og derved oplever borgeren, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.
God dialog øger forståelsen
20. Medindflydelse i form af en god dialog og en åben og gennemskuelig beslutningsproces har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. Når borgeren ved, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og når borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er denne sikkert lettere at forstå og acceptere. Det gælder især, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede faglige vurderinger kan her være et godt middel til at undgå yderligere uklarhed og usikkerhed.
Tolkebistand
21. Det antages, at forvaltningslovens § 7, som fastsætter, at myndighederne har pligt til at give vejledning, også indebærer pligt til at sørge for og betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Tilsvarende antages det, at en myndighed har pligt til at sørge for, at en person, som har et høre-, syns- eller talehandicap, vederlagsfrit får mulighed for tolkebistand. Se også punkt 43.
For statsborgere fra de øvrige nordiske lande følger det i øvrigt af artikel 5 i Den Nordiske Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, at disse personer ved skriftlige henvendelser til en myndighed har ret til at anvende nordiske sprog. I sådanne sager skal myndigheden sørge for, at vedkommende, hvis der er behov for det, får fornøden tolke- og oversættelseshjælp.
Tillid til sagsbehandleren
22. I forvaltningen kommer borgeren tit i kontakt med en eller nogle ganske få personer, som han eller hun skal etablere et samspil med. De personlige relationer kan betyde meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de mere omfattende og alvorlige sager.
Kommunen og amtskommunen bør være opmærksom på disse forhold. Myndighederne bør derfor, når det er muligt, og borgerens ønske er velbegrundet, være imødekommende over en anmodning om at få en anden sagsbehandler.
Bisidder
23. En borger, der ønsker det, har ret til, at en anden person medvirker, når forvaltningen behandler sagen. Det er borgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed. Myndigheden må være opmærksom på, at efter forvaltningslovens § 8 har en part i en sag adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Der kan henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, punkt 38-44 om partsrepræsentation.
I forbindelse med ansøgninger om personlig hjælp og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 71, stk. 1, kan kommunen » som led i samarbejdet med de frivillige » udpege frivillige bisiddere. Det kan være et tilbud til borgere, som ikke har pårørende eller andre, der kan deltage i samtalen med kommunen. En sådan ordning udformes efter høring af kommunens ældreråd.
Særligt om svage grupper
24. Serviceloven har en række regler, der specifikt fastsætter, at brugerne skal inddrages, fx servicelovens § 110, der fastsætter, at myndighedernes afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kapitel 14 i serviceloven skal meddeles i skriftligt form. Der skal herved bruges et skema, som udfyldes i samarbejde med ansøgeren. Et andet eksempel er servicelovens § 111, der bestemmer, at kommunen eller amtskommunen i samarbejde med modtageren skal tilbyde at lave en skriftlig plan for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Se Socialministeriets vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne, kapitel 4. Sagsbehandling og brugerindflydelse.
Serviceinformation
25. Medindflydelse forudsætter, at borgeren har kendskab til indhold og omfang af kommunens og amtskommunens serviceydelser. Serviceinformationer efter § 62 i den kommunale styrelseslov sikrer, at borgerne har en oversigt over, hvilke rammer og målsætninger kommunalbestyrelsen og amtsrådet har sat for de enkelte ydelser. Borgerne kan på denne måde få viden om, hvad der nærmere ligger i de enkelte former for hjælp. Dermed får borgeren også viden om, på hvilken måde hun eller han kan få indflydelse på hjælpen.
I en række tilfælde fastsætter kommunalbestyrelsen eller amtsrådet lokale retningslinier og rammer for, hvordan deres administration skal behandle visse sager. Sådanne retningslinier er bl.a. nødvendige for at sikre, at forvaltningen administrerer efter ensartede principper.
Disse interne retningslinier for sagsbehandlerne er altid omfattet af reglerne om aktindsigt efter offentlighedsloven.
3.3. Helhedsvurdering
- - - - - - -
§ 5.
Stk. 1. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning. - - - - - - - Alle muligheder skal tages i betragtning
26. Princippet om helhedsvurdering i § 5 er ikke nyt. Men det har ikke før været formuleret som egentlig lovbestemmelse. Baggrunden for reglen er, at det har stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. En ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om.
I det konkrete tilfælde vil det afhænge af situationen og den hjælp, som ansøgeren beder om, hvordan sagen skal behandles. Hvis en person fx søger om et hjælpemiddel, så skal myndigheden undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne for hjælpemidlet. Og det vil være tilstrækkeligt, hvis der ikke er andre problemer.
Men hvis en person med andre problemer end ledighed søger om hjælp til forsørgelse, kan sagen stille sig anderledes. Samtidig med at spørgsmålet om kontanthjælp undersøges og afgøres, kan det være relevant med det samme at se på andre muligheder, fx revalidering, aktivering og fleksjob, såfremt mulighederne for revalidering er udtømte.
Med hensyn til førtidspension følger det af § 20 a, stk. 2, i lov om social pension, at kommunen ikke kan behandle en sag om førtidspension, før det kan konstateres, at alle muligheder for aktivering og revalidering m.v. har været afprøvet, eller at kommunen vurderer, at erhvervsevnen er ubetydelig, og at den ikke kan forbedres med disse muligheder.
Ikke kun den sociale lovgivning
27. Myndighederne skal ikke kun være opmærksom på mulighederne for hjælp efter den sociale lovgivning. I mange tilfælde er det også relevant at pege på muligheder uden for det sociale system, fx rådgivning og vejledning i statsamtet i forbindelse med forældremyndigheds- og samværsproblemer, støttemuligheder efter reglerne om SU, muligheder for retshjælp eller gældssanering.
Det kan eventuelt også være relevant at henvise til tilbud, der drives af frivillige organisationer.
Om rådgivning
28. At kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også » hvis det er nødvendigt » skal have tilbud om rådgivning og vejledning.
Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed. Regler om rådgivning og vejledning findes også bl.a. i § 7 i aktivloven og § 3 i serviceloven. Som hidtil er rådgivning og vejledning en social ydelse, som kan ydes enten alene eller sammen med anden form for hjælp. Afslag på rådgivning og vejledning kan indbringes for de sociale klageinstanser.
Henvise til andre myndigheder
Det er ikke et krav, at myndighederne » og dermed sagsbehandleren » selv skal kunne give råd om alle typer af problemer, men sagsbehandleren skal være opmærksom på andre rådgivningsmuligheder, som borgeren kan henvises til. Fx arbejdsløshedskasserne, når det drejer sig om reglerne om arbejdsløshedsdagpenge, statsamterne i tilfælde af skilsmisse, separation eller spørgsmål om samvær med børn.
Virkning af forkert rådgivning
29. I enkelte tilfælde kan der ske en forkert eller mangelfuld rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning.
Efter Den Sociale Ankestyrelses praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at der træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles som, om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Et eksempel fra Ombudsmandens praksis drejede sig om, at der ikke var givet rådgivning om retten til børnetilskud, som borgeren på rådgivningstidspunktet opfyldte betingelserne for. Første senere blev borgeren opmærksom på muligheden. Borgeren var, efter Ombudsmandens opfattelse, berettiget til børnetilskuddet allerede fra den første henvendelse.
Ansvar for forkert rådgivning
30. Myndigheder eller sagsbehandleren kan pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder bl.a., at der skal være et ansvarsgrundlag (culpa), det vil sige, at sagsbehandleren og myndigheden kan bebrejdes den fejlagtige rådgivning. Hvad der skal til, for at der er et ansvarsgrundlag, må udledes af de konkrete afgørelser, som domstolene har truffet. Hvis rådgivningen vedrører forhold inden for myndighedens eget område, er der efter retspraksis et professionsansvar, dvs. at der kan pålægges ansvar, hvis rådgivningen ikke har haft det faglige niveau, som man kan forlange af den pågældende myndighed og dens ansatte.
3.4. Tidlig samlet vurdering
- - - - - - -
§ 6.
Stk. 1. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt. - - - - - - - Behovet på længere sigt
31. Princippet om, at myndighederne tidligt i forløbet skal tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af borgerens situation og behov på længere sigt, er ikke nyt. Principperne er formuleret som lovtekst, og det gælder for alle former for hjælp.
Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen eller amtskommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes efter de behov ansøgeren har her og nu » samt på længere sigt » fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for ansøgeren.
Hvis en person fx er blevet handicappet på grund af et ulykkestilfælde, er det vigtigt tidligt i forløbet at foretage en kvalificeret bedømmelse af fremtidsudsigterne for den handicappede og familien for at vurdere, hvilke former for hjælp der er eller kan blive tale om » fx genoptræning, boligindretning og hjælpemidler. Det siger sig selv, at hvis situationen endnu ikke er stabil, og der derfor er usikkerhed om graden og karakteren af handicappet, må der tages højde for denne usikkerhed.
Behovet for tidlig indsats er også udtalt, hvis der er tale om en person, som er blevet arbejdsløs, og hvor muligheden for førtidspension på længere sigt ikke kan udelukkes, hvis der ikke tidligt i forløbet bliver iværksat foranstaltninger, der sigter på at sikre pågældende en aktiv tilværelse frem for en passiv forsørgelse.
Bestemmelsen i § 6 om en tidlig vurdering skal altså ses i nøje sammenhæng med, hvilken form for hjælp der er tale om, og » naturligvis » behovet hos den person, som det drejer sig om.
Kommunalbestyrelsen/ amtsrådet skal prioritere
32. For kommunen og amtskommunen er det kommunalbestyrelsen og amtsrådet, som fastlægger, hvorledes reglen i § 6 skal udmøntes i kommunen eller amtskommunen. Myndighederne må derfor tilrettelægge principper for, hvordan kommunen eller amtskommunen sikrer, at der tidligt bliver foretaget en vurdering af, om der konkret er behov for at få målrettet hjælpen.
Bortset fra i § 7, jf. nedenfor, er der ikke i retssikkerhedsloven fastsat bestemte kriterier for, hvornår der skal foretages en samlet vurdering, ligesom der ikke er fastsat bestemte formkrav. I de enkelte love kan der være fastsat sådanne regler, fx i servicelovens § 111 om tilbud om en skriftlig plan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Visitationen skal prioriteres
33. § 6 bygger på en forudsætning om, at myndighederne tilrettelægger visitationen på en sådan måde, at der skelnes mellem de lette sager, og de tilfælde, hvor der kan blive behov for hjælp i længere tid. Der skal således tages hensyn til, at visitationen ikke er unødigt ressourcekrævende i forhold til de enkle sager samtidig med, at de alvorligere tilfælde tidligt samles op.
Skønner forvaltningen, at ansøgeren kun har brug for hjælp i kort tid, er der ikke brug for en dyberegående kortlægning af borgerens sociale situation. I disse tilfælde bør hverken borgeren eller myndigheden bruge mere tid end nødvendigt, men sagsbehandlingen kan koncentreres om at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at kunne give den rigtige, kortvarige hjælp.
Det er også vigtigt, at kommunen ved måden, som visitationen er tilrettelagt på, ikke kommer til at medvirke til at fastholde personer i det sociale system længere end nødvendigt.
Gælder for al hjælp
34. § 6 omfatter principielt alle former for længerevarende hjælp. Men ved nogle former for hjælp er der typisk ikke grund til tidligt at foretage en vurdering af modtagerens samlede situation. Fx når en person fylder 67 år og bliver folkepensionist, eller når forældre får plads til deres barn i vuggestue eller en børnehave.
3.5. 8-ugers-vurdering ved hjælp til forsørgelse
- - - - - - -
§ 7.
Stk. 1. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.
Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens vurdering efter stk. 1. - - - - - - - Relevant for kommuner
35. § 7 retter sig alene til kommunerne, idet amtskommunerne ikke giver hjælp til forsørgelse efter den sociale lovgivning. I disse sager skal kommunen senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp tage stilling til, hvilken vej indsatsen skal gå. Fx om indsatsen skal rettes imod at hjælpe ansøgeren med at forbedre mulighederne for beskæftigelse via revalidering, eller om ansøgerens erhvervsevne er så beskeden, at sagen straks skal sigte mod en førtidspension. Den, der modtager hjælpen, skal skriftligt have besked om kommunens vurdering.
Gælder ved første vurdering
Stk. 1. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.
36. § 7 viderefører princippet fra bistandslovens § 41. Efter denne bestemmelse skulle kommunalbestyrelsen senest 3 måneder efter, at hjælpen er ydet, tage modtagerens og familiens forhold op til vurdering med henblik på, om der er grundlag for at yde andre former for bistand end løbende økonomisk hjælp.
Stk. 1. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.
37. Det har stor betydning, at kommunen og ansøgeren har en fælles forståelse af situationen. Derfor er det vigtigt, at vurderingen sker i samarbejde med borgeren, jf. § 4. Der kan i anden lov være supplerende bestemmelser om, at kommunen skal tilrettelægge 8-ugers-vurderingen i samarbejde med andre instanser. Fx er det i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel bestemt, at læger, sygehuse, arbejdsformidlingen, arbejdsgivere, faglige organisationer m.fl. skal medvirke ved opfølgning af sager om sygedagpenge.
Krav til indhold
38. Ud over hvad der følger af § 6, er der ikke i loven fastsat bestemte krav til indholdet af vurderingen. Det er derfor op til kommunen, ud fra modtagerenes individuelle forhold, konkret at skønne over det nærmere indhold af vurderingen.
»Glat-sagsbehandling«
Der er vide rammer. Er der fx tale om en ung person, som skal have hjælp i en periode, indtil pågældende kan begynde på en uddannelse, kan den første vurdering efter § 7 indeholde en beskrivelse af disse forhold og behøver ikke at indeholde yderligere oplysninger. Se princippet om »glat-sagsbehandling« i afsnit 3.2.2 i Socialministeriets vejledning om lov om aktiv socialpolitik.
Drejer det sig imidlertid om en person, som tidligere i en længere periode har modtaget sygedagpenge eller har haft kortvarige arbejdsforhold, og som derfor har en ikke uvæsentlig risiko for vanskeligheder med at komme tilbage til arbejdsmarkedet, bør 8-ugers-vurderingen være mere grundig og » hvis det er muligt » gerne fastlægge, i hvilken retning hjælpen bør gå.
Det vil således helt afhænge af den konkrete situation, hvilke krav der skal stilles til 8-ugers-vurderingen.
I mange tilfælde er det ikke så tidligt i forløbet muligt at sætte mål eller fastlægge en plan, men det vil være mere realistisk, at kommunen ved vurderingen konstaterer, hvilke muligheder der skal arbejdes hen imod at få afklaret hurtigst muligt. Fx kan resultatet af vurderingen være, at det ikke aktuelt er muligt at fastlægge en erhvervsplan, men at kommunen konstaterer, at der må arbejdes hen imod at afklare mulighederne for revalidering.
Skriftlig besked
39. Det er fastsat i § 7, stk. 2, at borgeren skal have skriftlig besked om resultatet af vurderingen. Hvis der i vurderingen indgår en afgørelse, som ikke fuldt ud giver borgeren medhold, skal afgørelsen begrundes, jf. forvaltningslovens § 22.
Kravet om skriftlighed skyldes et hensyn såvel til borgeren som til myndigheden. For borgeren betyder det klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen, herunder hvilke afgørelser der er truffet. For myndigheden er det en fordel, at der ikke opstår misforståelser om, hvad sagen handler om, og i hvilken retning den går.
Klage
40. I de vurderinger, som kommunerne foretager efter § 7, vil der typisk indgå elementer, der har karakter af afgørelser, fx at kontanthjælpen eller aktiveringen skal fortsætte uændret, eller at pågældende skal have en anden ydelse. Der vil kunne klages over sådanne afgørelser efter de almindelige regler om klage til de sociale klagemyndigheder.
41. Efter reformen af bistandsloven fremgår en række særlige regler om behandlingen af sociale sager af retssikkerhedsloven. Reglerne i retssikkerhedsloven følger og supplerer forvaltningsloven, der giver borgeren en række forvaltningsprocessuelle rettigheder og beføjelser.
Begge love bygger på »god forvaltningsskik«, som dækker over de krav, som borgerne kan stille til, hvordan forvaltningerne bør optræde. I de følgende afsnit beskrives reglerne i forvaltningsloven, og hvordan de hænger sammen med regler om behandling af sager i retssikkerhedsloven.
4.1. Kort om forvaltningsloven og offentlighedsloven
42. Det er et grundlæggende forvaltningsretligt princip, at borgeren ikke må pålægges pligter » fx med hensyn til at få en sag oplyst eller egentlige formkrav » der forudsætter, at borgeren har en særlig uddannelse, eller at borgeren skal have bistand af særligt kyndige.
Det er også et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret, at den enkelte borger i videst muligt omfang uden at opfylde særlige formkrav skal kunne henvende sig til en offentlig myndighed om sin sag. Myndigheden skal sørge for, at borgeren får de rettigheder, som lovgivningen giver ret til.
Minimumsregler
Forvaltningsloven fastsætter en række forskellige regler, som myndighederne skal efterleve. Forvaltningsloven og offentlighedsloven er minimumslove, dvs. at myndigheden kan give yderligere rettigheder efter loven. Reglerne er beskrevet i Justitsministeriets vejledninger om forvaltningsloven og om offentlighedsloven fra december 1986.
Reglerne om sagsbehandling i retssikkerhedsloven skal ses i sammenhæng med reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det gælder reglerne om tavshedspligt » som behandles i de følgende afsnit » og de andre forvaltningsretlige regler, som kommuner og amtskommuner skal være opmærksomme på og respektere. Derfor følger her en kort opremsning af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Inhabilitet
Regler om inhabilitet er med til at sikre, at borgerens sag afgøres upartisk.
Vejledning og repræsentation
Regler om, at borgeren har ret til vejledning og repræsentation bidrager til at sikre, at sagen afgøres af den rigtige myndighed, og at borgeren får mulighed for at forstå sagsbehandlingen og få sine egne synspunkter og oplysninger frem.
Aktindsigt
Adgangen til aktindsigt giver borgeren mulighed for at sikre sig, at de rigtige oplysninger er i sagen, og giver borgeren mulighed for at følge sagen samt for at komme med nye oplysninger.
Partshøring
Pligten til partshøring sikrer, at borgeren og andre har mulighed for at komme med de oplysninger, som efter deres opfattelse bør indgå, når myndigheden behandler og afgør sagen.
Begrundelse
Pligten til at begrunde en afgørelse giver myndigheden pligt til at forklare, hvad afgørelsen går ud på, og hvad myndigheden har lagt vægt på. Kravet om, at en afgørelse, som ikke fuldt ud imødekommer en ansøgning, skal begrundes, stiller også krav til myndighederne og dermed til sagsbehandlerne om at være omhyggelige med afgørelserne.
Klagevejledning
Pligten til klagevejledning i forbindelse med skriftlige afgørelser, som kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, sikrer, at borgeren får viden om deres muligheder for at klage. Det følger i øvrigt af god forvaltningsskik, at der også ved mundtlige afgørelser bør gives klagevejledning.
Forvaltningslovens regler om tavshedspligt og om at indhente og at videregive oplysninger er beskrevet i de følgende afsnit.
Notatpligt
En central regel i offentlighedsloven er, at forvaltningsmyndigheder har notatpligt. Dvs. at der er pligt til i sagen at skrive faktiske oplysninger, som modtages mundtligt eller på anden måde, fx telefonisk eller som elektronisk post. Det er en forudsætning, at oplysningerne kan have betydning for den afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Andre forvaltningsretlige regler
43. Ud over reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder der en række forvaltningsretlige grundsætninger, der ikke er skrevet ned i lovtekst, men som fremgår af domspraksis, forvaltningsretlig litteratur, Ombudsmandens udtalelser samt vejledende udtalelser fra forskellige ministerier, styrelser m.fl.
Officialmaksimen
Det drejer sig fx om officialmaksimen, dvs. at det som udgangspunkt er myndighedens ansvar, at der er indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at sagen kan afgøres. Se hertil punkt 55.
Smidig sagsbehandling
Det drejer sig om kravet til hurtig og smidig sagsbehandling, navnlig når sagsbehandlingen gælder sager, hvor en enkelt person er part. Sagsbehandlingen bør således ikke tynges af unødvendig formalisme i forhold til borgeren, fx krav om skriftlighed, hvor en telefonsamtale egentlig er tilstrækkelig. Sagsbehandlingen skal også tilrettelægges så økonomisk som muligt af hensyn til myndighedens ressourceanvendelse og økonomien hos den enkelte borger.
Vejledning
Efter forvaltningslovens § 7 skal myndigheder i sager, hvor der træffes afgørelser, i fornødent omfang give vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.
God forvaltningsskik udvider på to områder denne pligt til at give vejledning. Der bør således også ydes vejledning og bistand på områder, hvor myndigheden ikke træffer afgørelser, men udøver faktisk forvaltningsvirksomhed » se hertil punkt 127. Endvidere er det ikke altid tilstrækkeligt kun at yde vejledning, når borgeren selv beder om det. Er der en tilstrækkelig anledning til det, bør myndigheden som følge af god forvaltningsskik efter omstændighederne på eget initiativ vejlede borgeren om, hvilke regler m.v. der gælder på det pågældende område.
Det betyder, at en forvaltningsmyndighed i vid udstrækning har pligt til at vejlede borgeren. Hvis borgeren ikke behersker det danske sprog eller har et kommunikationshandicap, er det en følge af denne vejledningspligt, at myndigheden normalt bør skaffe den fornødne bistand, fx i form af tolkebistand og ved at oversætte afgørelser og skriftligt materiale i fornødent omfang. Se også punkt 21.
Tids- og svarfrister
Bort set fra ved anmodning om aktindsigt har forvaltningsloven ikke regler om tids- og svarfrister. For det sociale område findes sådanne regler i retssikkerhedslovens § 3.
Erindringssystemer
Ombudsmanden har peget på, at myndigheden bør oprette tilstrækkeligt effektive erindringssystemer for, at sagerne ikke ligger i længere tid eller bliver glemt. Det følger af god forvaltningsskik, at rykkerskrivelser fra borgeren, som er rimeligt begrundede, i almindelighed bør besvares straks.
4.2. Tavshedspligt
44. Personer inden for den offentlige forvaltning har pligt til over for andre at hemmeligholde oplysninger af rent privat karakter eller fortrolige oplysninger, der vedrører bl.a. enkeltpersoner. Brud på tavshedspligten sker, når en person eller myndighed uberettiget giver sådanne oplysninger videre.
Reglerne om tavshedspligt fremgår af forvaltningsloven og straffeloven, og de er beskrevet i Justitsministeriets vejledning fra december 1986 om forvaltningsloven.
I Socialministeriets vejledning om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene er reglerne om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af oplysninger beskrevet særligt med henblik på kommunalt og amtskommunalt ansatte samt private personer, som arbejder med børn og unge. Denne vejledning er udarbejde i samarbejde mellem Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet.
- - - - - - -
Forvaltningslovens § 27:
KAPITEL 4
Regler i forvaltningsloven m.v.
§ 27.
Stk. 1. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til: 1) statens sikkerhed eller rigets forsvar, 2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, 4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, 5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, 6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller 7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.
Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.
Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg. - - - - - - - Tavshedspligt
45. Efter § 27 i forvaltningsloven har den, der virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
Brud på tavshedspligten kan sanktioneres af den relevante myndighed, fx i form af en disciplinær foranstaltning over for en ansat, som har overtrådt sin tavshedspligt. I grovere tilfælde kan der blive tale om en strafferetlig sanktion efter straffeloven.
Hvem har tavshedspligt
Reglerne om tavshedspligt i offentlig tjeneste eller hverv omfatter enhver inden for den offentlige forvaltning, hvad enten de er tilknyttet den statslige eller den kommunale forvaltning. Tavshedspligten gælder både for tjenestemænd og overenskomstansatte, og den gælder uanset, om pågældende er midlertidig ansat eller deltidsbeskæftiget.
Offentligt ansatte
Nævn og råd
Også medlemmer af nævn og råd, der nedsat i tilknytning til den offentlige forvaltning, samt personer, der er tilknyttet kommunale fællesskaber, er omfattet af forvaltningslovens § 27.
Offentlige hverv
Tavshedspligt har endvidere personer, der varetager offentlige hverv, hvad enten hvervet er varigt eller forbigående, lønnet eller ulønnet, frivilligt eller pligtmæssigt (ombud), og hvad enten det beror på beskikkelse eller valg. Medlemmer af kommunalbestyrelser og amtsrådsmedlemmer, medlemmer af ældreråd, klageråd, koordinationsudvalg og af forældrebestyrelser i dagtilbud er således omfattet af reglerne om tavshedspligt, og det gælder også for beskikkede medlemmer i den Sociale Ankestyrelse og i de sociale nævn. Også stedfortrædere for ovennævnte personer har tavshedspligt.
Efter forvaltningslovens § 27, stk. 3, kan en myndighed bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som myndigheden uden at være forpligtet til det giver pågældende. Reglen bruges typisk i forhold til forskere og andre, som ikke i forvejen har tavshedspligt, og som til deres forskning har brug for fortrolige oplysninger. Bestemmelsen kan også bruges over for skolepraktikanter, der ikke som studerende og elever er omfattet af tavshedspligten.
Privates tavshedspligt
Tavshedspligten gælder også for personer ansat hos private, der udfører opgaver for kommunen eller amtskommunen, herunder også ansatte i private selvejende institutioner. Andre private, der udfører opgaver for det offentlige, og som er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når opgaven udføres, er også omfattet af tavshedspligten i forvaltningslovens § 27. Se også afsnit 4.8. Private, der udfører sociale opgaver, skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Der henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven pkt. 147.
Tavshedspligten bortfalder ikke med tjenestens eller hvervets ophør. Også efter dette tidspunkt er tidligere offentligt ansatte m.fl. bundet af deres tavshedspligt, således at det er dem forbudt uberettiget at videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de har fået kendskab til i forbindelse med tjenesten eller hvervet.
Hvilke oplysninger
46. I forvaltningslovens § 27, stk. 1, opregnes en række af de hensyn, der efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. En oplysning er i øvrigt omfattet af tavshedspligten, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig. »Anden gyldig bestemmelse« kan fx. være en bekendtgørelse, en forretningsorden eller en tjenestebefaling om tavshedspligt.
Adgangen til at give tjenestebefalinger er begrænset. Det fremgår af forvaltningslovens § 27, stk. 2. En myndighed kan således ikke vilkårligt pålægge ansatte m.v. tavshedspligt; pligten skal pålægges i forhold til oplysninger, som det er »nødvendigt at hemmeligholde«.
På det sociale område har navnlig de hensyn, som er nævnt i § 27, stk. 1, nr. 6, betydning, idet der her er tale om enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold. Derfor uddybes denne bestemmelse i det følgende. Med hensyn til de øvrige typer af oplysninger, der er nævnt i § 27, stk. 1, henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.
§ 27, stk.
Stk. 1. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til: 1) statens sikkerhed eller rigets forsvar, 2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, 4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, 5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, 6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller 7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.
47. Formålet med forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, er at beskytte privatlivets fred. Omfattet af bestemmelsen er først og fremmest oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold.
Oplysninger om foreningsmæssige forhold og væsentlige sociale problemer, fx misbrug af nydelsesmidler og lignende, er ligeledes typisk også omfattet af bestemmelsen.
Også andre oplysninger vedrørende enkeltpersoners forhold, der ikke er umiddelbart tilgængelige for andre, vil efter bestemmelsen kunne være omfattet af tavshedspligten. Det gælder fx oplysninger om familiemæssige forhold og oplysninger om indtægts- og formueforhold. Også oplysninger om CPR- nummer er omfattet af tavshedspligten.
Det skal fremhæves, at ovennævnte eksempler på, at oplysninger om enkeltpersoner er undergivet tavshedspligt, ikke er udtømmende.
Det kan afhænge af, i hvilken sammenhæng oplysninger kommer frem, om de må anses som fortrolige. En almindelig adresseoplysning vil således normalt ikke være fortrolig, men kan være det, fx hvis en person har en beskyttet adresse, eller hvis adressen viser, at en person er indlagt på et psykiatrisk hospital eller er i fængsel. Det samme kan gælde oplysninger, der indirekte røber et klientforhold.
Hvem afgør, om der er tavshedspligt
48. Den, der får kendskab til fortrolige oplysninger i forbindelse med sit arbejde, skal selv påse, at oplysningerne ikke videregives til uvedkommende.
I nogle tilfælde kan der være tvivl om, hvorvidt en oplysning er fortrolig. I et vist omfang kan sådanne tvivlsspørgsmål løses ved, at myndighedens ledelse over for de ansatte ved tjenestebefaling præciserer, i hvilket omfang bestemte oplysninger må anses for at være fortrolige. Herudover bør den, der er i tvivl om, hvorvidt en oplysning er undergivet tavshedspligt, altid søge råd hos ledelsen.
Hvad indebærer tavshedspligten
49. Når man har tavshedspligt, betyder det, at man ikke må ikke give fortrolige oplysninger videre til uvedkommende. Brud på tavshedspligten foreligger, selv om de fortrolige oplysninger kun er røbet til en enkelt, eventuelt nærtstående person, i en snæver fortrolig kreds eller over for nogen, der har lovet ikke at bringe dem videre.
Tavshedspligten kan også tilsidesættes ved at udnytte fortrolige oplysninger på en retsstridig måde uden at give dem videre. Tavshedspligten kan efter omstændighederne også overtrædes ved passivitet, fx ved at fortrolige dokumenter opbevares på en så uforsvarlig måde, at uvedkommende kan få adgang til oplysninger. Dette kan sidestilles med uberettiget videregivelse af oplysninger.
Pligt til at give oplysninger m.v.
50. I straffelovens § 152 e er det udtrykkeligt fremhævet, at tavshedspligten ikke gælder, hvis den pågældende har pligt til at give oplysningerne videre, eller hvis pågældende handler i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv.
Straffelovens regler om tavshedspligt kan ligesom andre bestemmelser i straffeloven ikke bruges, hvis en handling er berettiget i medfør af reglerne om fx nødværge eller nødret.
Pligt til at vidne
Generelt kan man ikke med henvisning til tavshedspligt blive fritaget for at vidne ved domstolene, men der er i retsplejeloven særlige regler om, at visse personer med tavshedspligt kan blive fritaget for at vidne ved retssager. Se punkt 78.
Samtykke
Hvis den, oplysningerne vedrører, har givet samtykke til, at oplysningerne gives videre, er der ikke tale om brud på tavshedspligten. Se punkt 62 om samtykke.
4.3. Myndigheders adgang til at give oplysninger videre, § 28 i forvaltningsloven
- - - - - - -
Forvaltningslovens § 28:
§ 28.
Stk. 1. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når 1) den oplysningen angår, har givet samtykke, 2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, 3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller 4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.
Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne taler derfor.
Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter det er givet.
Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter stk. 1 og 3. - - - - - - - Forvaltningslovens § 28
51. Forvaltningslovens § 28 bestemmer, at en offentlig myndighed som hovedregel ikke må give fortrolige oplysninger videre til en anden forvaltningsmyndighed. Reglen gælder » i modsætning til forvaltningslovens § 29 » både i sager, der rejses af ansøgeren, og i sager, der rejses af myndigheden.
Bestemmelsen opdeler fortrolige oplysninger i to kategorier, nemlig i rent private oplysninger og i almindeligt fortrolige oplysninger. Begge former for fortrolige oplysninger er omfattet af reglerne om tavshedspligt.
Oplysninger om rent private forhold
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Som eksempler på rent private forhold nævnes i loven oplysninger om race, religion, seksuelle eller strafbare forhold, helbredsforhold og om væsentlige sociale problemer.
Andre fortrolige oplysninger
Andre fortrolige oplysninger må efter § 28, stk. 3, kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen har væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Der må altså heller ikke videregives fortrolige oplysninger mellem forskellige forvaltninger, medmindre der er et sagligt behov for dette.
Undtagelser
Oplysninger om rent private forhold og andre fortrolige oplysninger kan dog efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, gives videre i følgende tilfælde:
1) Når den, som oplysningen angår, har givet samtykke.
2) Når det følger af anden lovhjemmel, at en oplysning skal videregives. Et eksempel herpå er § 12, stk. 3, i retssikkerhedsloven.
3) Når oplysningerne gives videre for at varetage private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, som oplysningen angår.
4) Når oplysningerne bliver givet videre, fordi det er nødvendigt for at behandle en sag, eller at oplysningerne er nødvendige for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Værdispringsreglen
52. Forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, kaldes også værdispringsreglen. Efter denne er en forvaltningsmyndighed berettiget til at give meget følsomme oplysninger videre til en anden forvaltningsmyndighed, når der er et klart værdispring mellem på den ene side hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelsen selv over for andre myndigheder, og på den anden side afgørende modhensyn til enten private eller offentlige interesser.
Selvstændige forvaltningsmyndigheder
53. Oplysninger må som hovedregel ikke gives videre til en anden selvstændig forvaltningsmyndighed. Selvstændige forvaltningsmyndigheder er ministerier, direktorater, statsamter, kommuner, amtskommuner, de sociale nævn, Ankestyrelsen, selvejende institutioner med aftale med en kommune eller amtskommune, den enkelte folkeskole m.v.
Hertil kommer administrative organer, der ved lov har fået en selvstændig kompetence, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Der er kun få instanser, som på det kommunale og amtskommunale sociale område har en selvstændig kompetence. Det gælder for børn og unge-udvalget, koordinationsudvalget, ældrerådet, klagerådet og amtslige brugerråd (retssikkerhedslovens §§ 18, 22, 30, 34 og 41).
Disse instanser skal således følge reglerne i forvaltningslovens § 28. Reglen gælder også, hvis det drejer sig om at udveksle oplysninger med den kommunale forvaltning eller politiske udvalg i kommunen.
Den kommunale enhedsforvaltning
Særligt for kommuner og amtskommuner skal det fremhæves, at de forskellige forvaltninger inden for en kommune eller amtskommune, fx social- og sundhedsforvaltningen, skoleforvaltningen » om den enkelte folkeskole se punkt 63 » kulturforvaltningen og skatteforvaltningen, er dele af den kommunale enhedsforvaltning. De sociale forvaltninger er således ikke i forhold til resten af kommunen selvstændige forvaltningsmyndigheder. § 28 i forvaltningsloven regulerer derfor ikke spørgsmålet om videregivelse af oplysninger inden for kommunen eller amtskommunen.
En kommunes eller amtskommunes politiske udvalg er heller ikke selvstændige forvaltningsmyndigheder i forhold til resten af kommunen. Det gælder uanset, om en kommune vælger at lade sociale sager behandle i et socialudvalg eller i et andet stående udvalg sammen med andre typer af sager, eller om kommunen vælger at lade forskellige typer sociale sager behandle i forskellige stående udvalg.
Inden for kommunen og amtskommunen er adgangen til at udveksle oplysninger begrænset af reglerne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27 og af reglen i forvaltningslovens § 32 om, at man ikke må skaffe sig andre oplysninger end dem, der er nødvendige for at behandle sagen.
4.4. Særlige regler om myndigheders adgang til at indhente oplysninger i ansøgningssager
- - - - - - -
Forvaltningslovens § 29:
§ 29.
Stk. 1. I sager der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis 1) ansøgeren har givet samtykke hertil, 2) andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller 3) særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes. - - - - - - - Rent private oplysninger
54. Efter § 29 i forvaltningsloven er hovedreglen, at i ansøgningssager må man ikke indhente oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.
Sammenholdt med forvaltningslovens § 28 gælder forvaltningslovens § 29 ikke for alle typer af sager, men kun for ansøgningssager. Men rækkevidden er større, idet oplysninger heller ikke må indhentes fra andre dele af forvaltningen.
Denne hovedregel brydes
Undtagelser
- når ansøgeren har givet samtykke, der ikke behøver at være skriftligt,
- når det ved lov er bestemt, at oplysningerne kan gives videre, og
- når særlige hensyn til ansøgeren er klart større end ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.
Vedrørende samtykke kan bemærkes, at der i retssikkerhedslovens § 12 er hjemmel til, at de sociale myndigheder uanset reglerne i forvaltningsloven kan indhente oplysninger uden samtykke. Men det er samtidig i § 12, stk. 3, fastsat, at myndighederne skal forsøge at indhente samtykke, og myndighederne bør være tilbageholdende med at benytte denne adgang til at indhente oplysninger uden samtykke. Se punkt 73 og 74.
Officialmaksimen
55. Det er en almindelige grundsætning i dansk forvaltningsret, at myndigheden har pligt til under hensyn til sagens karakter og formålet med foranstaltningen at søge en sag oplyst i nødvendigt omfang. Det kaldes officialmaximen.
Officialmaksimen udelukker ikke, at oplysningerne indhentes via borgeren. Hvis en ansøger ikke vil give samtykke, kan en myndighed blive forhindret i skaffe oplysninger om rent private forhold. Derfor kan en myndighed » trods officialmaximen » være afskåret fra at få sagen oplyst bedst muligt. Det kan have følger for ansøgeren, se afsnit 5.2. Konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.
Andre dele af forvaltningen
56. Med udtrykket »andre dele« af forvaltningen sigtes der til forvaltningsmyndigheder, som varetager forskellige forvaltningsopgaver. Har kommunen fx organiseret sig med en forvaltning, som alene behandler sociale sager, og en forvaltning, der behandler skolesager, fremgår det af § 29, at ansøgeren i en sag efter folkeskolelovgivningen skal give samtykke til, at skoleforvaltningen indhenter oplysninger fra den del af forvaltningen, som behandler sociale sager.
Har kommunen derimod etableret en »fællesforvaltning«, som både behandler sociale sager og skolesager, er der tale om »samme del af forvaltningen«, hvorfor samtykke efter forvaltningslovens § 29 normalt ikke er påkrævet. Det er i den forbindelse uden betydning, at fællesforvaltningen er opdelt i en række kontorer eller afdelinger.
4.5. Pligt til at imødekomme en anmodning om oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed
- - - - - - -
Forvaltningslovens § 31:
§ 31.
Stk. 1. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne. - - - - - - -
57. Forvaltningslovens § 31 bestemmer, at en forvaltningsmyndighed, der er berettiget til at give en oplysning videre, og som fra en anden forvaltningsmyndighed får anmodning om oplysninger, også har pligt til at give disse videre. Den myndighed, der har oplysningerne, afgør, om det er berettiget at give oplysningerne videre, dvs. om oplysningerne er relevante for den anden myndighed. Åbenlyst irrelevante oplysninger må ikke udleveres.
Pligten indtræder dog ikke, hvis arbejdet med at give oplysningen medfører et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne. Når det drejer sig om oplysninger om en borger, vil en myndighed normalt ikke kunne afvise at give oplysningen med henvisning til denne undtagelse.
Pligt til at give oplysninger videre
58. I følge forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, og § 29, stk. 2, nr. 2, brydes reglerne om fortrolighed, når der ved lov er fastsat særlige regler.
Rtl. § 12
I retssikkerhedslovens § 12 er der således fastsat regler om pligt til at give oplysninger i sociale sager, se punkt 73.
Servicelovens § 35
I henhold til § 35 i lov om social service er der i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt efter lov om social service fastsat regler om, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Dette gælder efter bekendtgørelsen også for alle læger og enhver medarbejder ved puljeordninger efter § 11 i serviceloven og ved de frie grundskoler. Om disse regler se Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge, afsnit 2.3.
Desuden er der fastsat regler i Socialministeriets bekendtgørelse om videregivelse af oplysninger til Statens Øjenklinik om børn og unge med nedsat synsevne, og om Øjenklinikkens pligt til at give oplysninger videre til social- og sundheds- og undervisningsmyndigheder.
Servicelovens § 36
Enhver, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen. Det står i servicelovens § 36.
4.6. Forbud mod uden grund at skaffe sig fortrolige oplysninger
- - - - - - -
Forvaltningslovens § 32:
§ 32.
Stk. 1. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. - - - - - - -
59. Forvaltningsloven forhindrer ikke, at ansatte på sædvanlig måde samarbejder om løsningen af opgaverne, eller at almindelige sagsbehandlingsrutiner følges. Det afgørende er, at der ved behandling af sagerne tages hensyn til, at man ikke skaffer sig » eller kræver » andet end de oplysninger, som er nødvendige.
Fx skal man ikke uden videre anmode om at få samtlige akter i en sag, men kun bede om dem, som er relevante for ens egen sagsbehandling. Når en anden myndighed beder om en sag, skal man sørge for, at det kun er de saglige og nødvendige oplysninger, der gives videre. Hvis man er i tvivl, er det nærliggende at spørge den myndighed, der har bedt om sagen, om hvilke typer af oplysninger som er relevante.
4.7. Sammenfattende om forvaltningslovens regler om at indhente og videregive oplysninger i sociale sager
60. Det følgende er en opsummering af §§ 28 og 29 i forvaltningsloven med særlig vægt på bestemmelsernes betydning i sociale sager.
Videregivelse/ indhentelse i forhold til myndigheder
Hovedreglen i § 28 i forvaltningsloven er
» at oplysninger om rent private forhold ikke kan videregives til andre forvaltningsmyndigheder, og
» at andre fortrolige oplysninger end oplysninger om rent private forhold, kun må videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når oplysningen må antages at have væsentlig betydning for myndighedens afgørelse.
I ansøgningssager gælder endvidere efter § 29 i forvaltningsloven, at sådanne oplysninger som hovedregel ikke kan indhentes hverken fra en anden forvaltningsmyndighed eller fra andre dele af forvaltningen.
Lov
61. Det kan ved lov » eller regler fastsat i henhold til lov » være bestemt, at oplysninger om rent private forhold må videregives eller indhentes. Retssikkerhedslovens § 12 er et eksempel på en sådan lovregel, og efter denne kan den myndighed, der behandler sagen, afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagen. Se afsnit 5.4. Pligt til at give oplysninger, retssikkerhedslovens § 12, hvori det bl.a. er fremhævet, at denne adgang til at indhente oplysninger uden samtykke kun bør bruges, når det har vist sig umuligt at opnå samtykke, og det samtidig skønnes, at oplysningerne er absolut nødvendige.
Samtykke
62. Oplysninger kan videregives eller indhentes, hvis den som oplysningerne angår, har givet samtykke. Et samtykke til at give rent private oplysninger videre skal som hovedregel være skriftligt. Dette skriftlige samtykke skal efter forvaltningslovens § 28, stk. 4, indeholde oplysning om, hvilke oplysninger der er tale om, hvem de må videregives til og til hvilket formål. Samtykke bortfalder senest et år efter, at det er givet.
Når der skal opnås samtykke, må sagsbehandleren forsøge at informere pågældende om, hvilke oplysninger der er tale om, og hvorfra de skal skaffes.
Det er også vigtigt, at et samtykke til at indhente oplysninger ikke går videre, end det er nødvendigt. Det bør » også i de tilfælde, hvor et samtykke er fortrykt på en standardblanket » begrænses til de relevante typer af oplysninger og ikke omfatte alle former for oplysninger.
I ansøgningssager efter forvaltningslovens § 29 er der ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt. Hvis der i en ansøgningssag er givet mundtligt samtykke til, at der indhentes rent private oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed, er det ikke nødvendigt, at denne anden myndighed derefter indhenter skriftligt samtykke efter § 28.
Med hensyn til virkningen af, at en person ikke vil give samtykke til at indhente oplysninger, se afsnit 5.2. Konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.
Private oplysninger i ikke-ansøgningssager
63. Hvis der er tale om at indhente private oplysninger fra andre dele af forvaltningen i en ikke-ansøgningssag, er dette forhold ikke reguleret af forvaltningslovens §§ 28 og 29.
En sagsbehandler kan derfor i sådanne sager indhente nødvendige oplysninger fra andre dele af den kommunale forvaltning, fx fra skoleforvaltningen, herunder den skolepsykologiske rådgivning. Men der kan ikke indhentes oplysninger fra den enkelte folkeskole, som ikke er en del af forvaltningen, men er en selvstændig forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Når det drejer sig om at indhente oplysninger fra den enkelte folkeskole skal kravene i forvaltningslovens § 28 derfor respekteres.
Friskoler, private grundskoler og frie kostskoler er ikke omfattet af forvaltningslovens § 28, idet disse skoler ikke er forvaltningsmyndigheder, men er private undervisningsinstitutioner.
I alle tilfælde er det dog vigtigt, at sagsbehandleren, jf. retssikkerhedslovens § 12, stk. 3, forsøger at få samtykke til at indhente oplysningerne. Dertil kommer, at efter forvaltningslovens § 32 må man ikke skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke har betydning for de opgaver, som skal udføres.
Oplysninger til/ fra andre
64. Bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 28 og 29 gælder i forhold til myndigheder.
Forvaltningsloven regulerer spørgsmålet om at give oplysninger videre fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed, men ikke direkte spørgsmålet om at give oplysninger videre til andre, fx domstole, Folketinget, Folketingets Ombudsmand, udenlandske myndigheder, privat praktiserende læger m.v. Spørgsmålet om, hvorvidt det er berettiget at give en oplysning videre til andre, må bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt, medmindre forholdet er omfattet af en særlig regel om tavshedspligt.
Forvaltningslovens § 29 om at indhente oplysninger gælder også kun i forhold til andre dele af forvaltningen eller andre forvaltningsmyndigheder. Retssikkerhedslovens § 12 giver imidlertid hjemmel til at indhente oplysninger uden samtykke » fx rent private oplysninger fra en privat arbejdsgiver » men denne adgang bør kun undtagelsesvis bruges, se punkt 74. Hvis der skal indhentes sådanne oplysninger, skal de have betydning for den opgave, som man skal udføre, jf. forvaltningslovens § 32.
4.8. Private, der udfører sociale opgaver, skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven
- - - - - - -
Stk. 1. § 43
Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.
Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32. Dette gælder også for selvejende institutioner, der efter aftale udfører en opgave for en kommune eller en amtskommune. - - - - - - -
65. Forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder som udgangspunkt kun for offentlige myndigheder og deres sagsbehandling. Det er nu i § 43, stk. 2, udtrykkeligt bestemt, at forvaltningsloven og offentlighedsloven altid gælder, når andre end offentlige myndigheder efter aftale udfører opgave efter serviceloven og aktivloven for myndighederne.
Det anbefales, at det af aftalerne, som kommunerne og amtskommunerne indgår, udtrykkeligt fremgår, at den private, der udfører opgaven, skal overholde disse love, fx når en myndighed indgår aftale om køb af enkeltpladser på private institutioner. Disse aftaler bør også sikre mulighed for en kontrol og et tilsyn.
Hvis en privat organisation ikke udelukkende udfører opgaver for en kommune eller en amtskommune, er det kun i forhold til den offentlige opgave, at forvaltningslovens og offentlighedslovens regler om tavshedspligt, notatpligt, aktindsigt, partshøring, partsrepræsentation, vejledning og inhabilitet gælder.
I § 43, stk. 3, præciseres, at i disse tilfælde gælder forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32 om at videregive og at indhente oplysninger vedrørende enkeltpersoner, og dette gælder også for selvejende institutioner med aftale med en kommune eller amtskommune.
Selvejende institutioner
Selvejende institutioner med aftale med en kommune eller amtskommune udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter, og er dermed undergivet intensiv offentlig regulering. Disse institutioner er derfor omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. I forhold til selvejende institutioner sker der med § 43 en ændring, idet de indtil den 30. juni 1998 er omfattet af reglen i forvaltningslovens § 28, men fra 1. juli 1998 skal de følge forvaltningslovens § 27. De øvrige regler om aktindsigt, inhabilitet, partshøring, begrundelse m.v. gælder uændret for selvejende institutioner.
Pr. 1. juli 1998 har det således efter § 43, stk. 3, ikke betydning, hvordan en privat, der udfører opgaver, er organiseret, og borgerne har samme retsstilling i forhold til alle private, der udfører sociale opgaver for kommuner eller amtskommuner.
Opgaver, der udføres efter aftale
Private er kun omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når der er tale om hjælp, der efter aftale bliver udført for kommunen eller amtskommunen. Det er der ikke tale om, hvis fx en frivillig organisation har et hjælpetilbud, som er et supplement, men ikke et tilbud som drives som et led i at opfylde kommunens forpligtelser efter serviceloven.
Selv om kommunen indgår aftale med organisationen om at henvise borgere til dette tilbud, bevirker en sådan henvisningsaftale ikke, at den frivillige organisation dermed »udfører en opgave for det offentlige«, jf. § 43, stk. 2, og skal følge forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Hvis en kommune eller amtskommune efter servicelovens § 115 yder støtte til en frivillig organisation, betyder dette ikke, »at organisationen udfører en opgave for det offentlige«.
Private personers tavshedspligt
Straffelovens § 264 d regulerer private personers videregivelse af fortrolige oplysninger om en anden person. Efter bestemmelsen må meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold ikke uberettiget videregives. Dvs. at oplysninger om private forhold kan forlanges unddraget offentligheden.
Private, frivillige organisationer er omfattet af denne bestemmelse og vil derfor have tavshedspligt med hensyn til de mange ofte meget fortrolige oplysninger, som frivillige får i forbindelse med arbejdet » fx om familieforhold, seksuelle forhold, sygdom, misbrug af nydelsesmidler og selvmordsforsøg.
og oplyse om ændringer og myndigheder og andres pligt til at give oplysninger
KAPITEL 5 - - - - -
§ 10.
Stk. 1. Personer, der søger om eller får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til.
Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.
Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil give samtykke efter § 12, stk. 3. - - - - - - -
66. § 10 svarer til tidligere regler i bistandslovens § 17, § 22 i lov om social pension, § 36 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og § 15 i lov om delpension.
Den, der søger om eller får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til. Oplysningerne må i første række komme fra ansøgeren selv. Herudover må sagsbehandleren bede ansøgeren om supplerende oplysninger.
Man bør kun fra ansøgeren bede om oplysninger om forhold, som direkte har betydning for den foreliggende sag. Hvis ansøgeren søger bistand til et begrænset formål, fx et hjælpemiddel til personligt brug, som man kan få uden hensyn til økonomiske forhold, er der i almindelighed ikke grundlag for hverken at bede om økonomiske oplysninger eller oplysninger, som vedrører ægtefællen. Se forvaltningslovens § 32, afsnit 4.6. Forbud mod uden grund at skaffe sig fortrolige oplysninger.
Lægelig undersøgelse
Efter § 10, stk. 2, kan myndigheden anmode om, at borgeren undersøges af en læge eller indlægges til observation og behandling, hvis helbredsmæssige forhold har betydning for hjælpen.
Typisk vil der være tale om en undersøgelse hos en praktiserende læge, som regel ansøgerens egen læge. I visse sager, fx ved ansøgninger om social pension, ved ansøgninger om hjælp til revalidering eller om hjælp til visse hjælpemidler, kan der dog blive tale om at anmode ansøgeren om at lade sig undersøge af en eller flere speciallæger.
Myndighedernes informationspligt
Det er i § 10, stk. 3, fastsat, at myndigheden skal oplyse borgeren
- om pligten til at medvirke efter § 10,
- om muligheden af at indhente oplysninger efter § 12, og
- om konsekvenserne, hvis borgeren ikke vil medvirke eller give samtykke til at indhente oplysninger efter § 12, stk. 3.
Henvisning til § 12 går både på, at myndigheden kan indhente oplysninger fra andre myndigheder og private m.v., og på, at myndighederne har ret til i elektronisk form at samkøre registre med henblik på kontrol.
Gælder i alle tilfælde
67. I § 10, stk. 1, er det præciseret, at pligten til at medvirke gælder i alle tilfælde, både når man søger om hjælp, og når man modtager hjælp.
5.2. Konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke
Borgers ønske skal respekteres
68. Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke » fx ikke vil tillade, at der indhentes fortrolige oplysninger fra andre myndigheder, nægter at lade sig undersøge af en læge o. l. » er det klart udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres.
Det følger af principperne i forvaltningsloven og retssikkerhedslovens § 12, stk. 3, at myndighederne som alt overvejende hovedregel skal respektere, at borgeren ikke ønsker, at der indhentes oplysninger. Dette gælder også, selv om det skønnes, at oplysningerne kunne være til borgerens fordel. En myndighed må således ikke » heller ikke i ansøgningssager » af egen drift forsøge at skaffe nødvendige fortrolige oplysninger.
Borgerens ønsker skal altså respekteres, men myndighed må klart gøre borgeren opmærksom på, hvilke konsekvenser dette kan få, nemlig at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger.
Myndighederne kan ikke, alene fordi borgeren ikke vil medvirke, give afslag på hjælp, men myndigheden skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken betydning den eller de manglede oplysning(er) har i forhold til den sag, som der skal tages stilling til.
For at en myndighed kan tillægge det betydning, at en borger ikke i fornødent omfang vil medvirke til at få det nødvendige beslutningsgrundlag frem, er det en forudsætning, at de manglende oplysninger er relevante i forhold til den hjælp, som der skal træffes afgørelse om.
Konsekvenser af manglende medvirken
Konsekvenserne af manglende medvirken vil derfor ganske afhænge af, hvilke oplysninger som mangler, og hvilken form for hjælp der er tale om. Drejer det sig fx om oplysninger om økonomiske forhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag, eller at hjælpen tildeles med et mindre beløb end det, der er søgt om.
I visse tilfælde kan det følge af reglerne, at myndighederne har pligt til at reagere, selv om en borger ikke ønsker at medvirke, se punkt 74.
5.3. Borgernes pligt til at oplyse om ændringer m.v.
- - - - - - -
§ 11.
Stk. 1. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning for hjælpen.
Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om 1) pligten til at give oplysninger, 2) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og 3) konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne. - - - - - - -
69. § 11, stk. 1, svarer med redaktionelle ændringer til de tidligere regler i § 18 i lov om social bistand, § 41 i lov om social pension, § 12 i lov om delpension, § 37 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og § 24 i børnetilskudsloven. Reglerne om, at man har pligt til at give kommunen eller amtskommunen besked, hvis der sker ændringer i forholdene, gælder således uændret.
Skriftlig besked om oplysningspligten
70. I § 11, stk. 2, er det bestemt, at borgeren skriftligt skal have besked om oplysningspligten, og i nr. 2 er det præciseret, at myndigheden skal angive, hvilke typer af ændringer som kan være relevante.
Den information, som myndigheden skal give, skal være tilstrækkelig til, at borgeren kan eller burde kunne indse, at ændringen gør det muligt, at pågældende ikke længere helt eller delvist har ret til ydelsen, og myndigheden derfor bør have besked om ændringen. Pågældende skal altså ikke senere med rette kunne hævde at have været i god tro med hensyn til sin ret til ydelsen. For modtagere af kontanthjælp » herunder udlændinge » kan det fx være meget relevant at oplyse om, at kontanthjælpen ikke kan modtages under ophold i udlandet.
Der er væsentligt, at borgeren får klar besked om sin oplysningspligt og konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringer. Der skal ikke for borgeren opstå situationer, der kan mistænkeliggøre pågældende. For myndighederne kan mangelfuld orientering om oplysningspligten betyde, at hjælpen ikke kan betragtes som modtaget mod bedre vidende.
Dokumentation vedrørende oplysningspligt
71. Det er vigtigt, at myndighederne sikrer sig dokumentation for, at borgeren har fået besked om sin oplysningspligt m.v., hvilket kan ske ved, at borgeren ved sagens start underskiver en fortrykt blanket. Det kan være praktisk, at borgeren samtidig hermed får oplyst, at der vil blive indhentet oplysninger om økonomiske forhold i elektronisk form, jf. punkt 79.
Dokumentationen kan være afgørende for, om det senere er muligt at påvise, at borgeren mod bedre vidende med urette har modtaget en ydelse, således at denne kan kræves betalt tilbage. Det anbefales især for kontanthjælp, at en erklæring eller blanket underskrives mindst en gang om året.
Der kan være særligt grund til omhyggelighed med informationen » og dokumentation for at den er givet » hvis borgeren kommer fra udlandet og ikke forstår dansk, skriftligt eller mundtligt.
Tilsidesættelse af oplysningspligten
72. Hvis en borger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har undladt at oplyse om ændrede forhold i sin økonomiske situation, og pågældende derfor uberettiget har modtaget sociale ydelser, skal modtagne ydelser betales tilbage. Der kan endvidere være grundlag for politianmeldelse af socialt bedrageri.
Bliver myndigheden bekendt med eller får mistanke om, at en person uberettiget har modtaget en ydelse » såvel på myndighedens eget som på andre myndigheders område » har myndigheden pligt til at undersøge disse tilfælde.
Det bør sikres, at alle rimelige sociale hensyn bliver inddraget i overvejelserne i den enkelte sag, og at borgeren altid bliver inddraget. Der bør af hensyn til tillidsforholdet ikke iværksættes mere indgribende foranstaltninger end nødvendigt.
I åbenbare tilfælde af bedrageri skal sagen meldes til politiet, og andre berørte myndigheder skal underrettes.
En politianmeldelse bør altid ledsages af dokumentation og udførlige oplysninger om den pågældendes forhold. Hvis en eventuel plan for den sociale indsats kan komme i fare ved strafforfølgning, bør myndigheden altid oplyse politiet herom.
5.4. Pligt til at give oplysninger, retssikkerhedslovens § 12
- - - - - - - -
§ 12.
Stk. 1. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.
Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.
Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger efter stk. 1.
Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol. - - - - - - -
73. § 12 afløser bistandslovens § 17, § 22, stk. 2, i lov om social pension, § 15 i delpensionsloven og § 37 i dagpengeloven. § 12 gælder også for lov om børnetilskud, som tidligere ikke havde en tilsvarende regel.
Forhold til regler om tavshedspligt m.v.
Stk. 1. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.
Stk. 1. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.
Stk. 1. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.
74. Kun når det er nødvendigt, bør oplysninger indhentes uden samtykke, dvs. i sager, der er afgørende at få behandlet, uanset om borgeren ønsker det. Som eksempel på dette kan nævnes tilfælde, hvor myndighederne har pligt til at søge en sag oplyst, men er klar over, at samtykket ikke vil blive givet, fx i sager om tvangsanbringelse af børn uden for hjemmet eller uansøgt førtidspension. I disse tilfælde må myndigheden se bort kravet i § 12, stk. 3, hvorefter myndigheden skal forsøge at indhente samtykke.
Myndighederne har endvidere i forbindelse med beregning og kontrol af hjælp adgang til at indhente masseoplysninger i elektronisk form. Det gælder fx
- automatisk ajourføring af adresser og civilstand via et folkeregistersystem,
- at indhente oplysninger om indkomst og formueforhold fra skattesystemet til brug for årsomberegning, efterfølgende kontrol m.v.,
- adgang til at levere medicinkortoplysninger til apotekere fra Kommunedatas's pensionssystem, og
- at kommunernes omsorgsafsnit kan modtage automatiske meddelelser om klienters indlæggelse og udskrivning fra sygehuse via Sagshenvisnings- og Advissystemet.
Lægeoplysninger
75. Som hovedregel må myndighederne kun indhente oplysninger om sygehusophold, der har betydning ved vurderingen af en ansøgers aktuelle helbredstilstand og arbejdsevne. Nødvendige oplysninger om sygehusophold bør tilvejebringes ved, at der indhentes journaludskrifter.
Hvilke myndigheder kan bruge § 12
76. Det er myndigheder, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger, dvs. at bestemmelsen omfatter kommuner, amtskommuner, de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse.
Retsligt forhør
77. En myndighed bør kun i helt specielle situationer udnytte adgangen til at kræve en sag belyst ved et retsligt forhør, jf. retsplejelovens § 1018. Henvendelse herom kan rettes til byretten i den retskreds, hvori den, der skal afhøres, bor eller opholder sig.
Vidnepligt efter retsplejeloven
78. De samme forhold, som begrænser pligten til at vidne efter retsplejeloven, begrænser også de sociale myndigheders adgang til at indhente oplysninger efter § 12. Begrænsninger gælder ifølge retsplejeloven (§§ nævnt i parentes i det følgende) i et vist mindre omfang:
- For tjenestemænd og andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv (§ 169).
- For præster, læger, forsvarere og advokater og personer, der i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, samt deres medarbejdere (§ 170).
- For redaktionssekretærer og journalister (§ 172).
Efter retsplejeloven har en parts nærmeste, fx ægtefælle, samlever og børn, ikke pligt til at vidne. Pligt til at afgive forklaring foreligger heller ikke, hvis forklaringen kan antages at udsætte vidnet selv eller hans nærmeste for straf eller tab af velfærd eller at påføre dem anden væsentlig skade. Undtagelse kan dog i disse tilfælde gøres, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald og sagens beskaffenhed, og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil (§ 171).
Det er de sociale myndigheder, der i sager efter den sociale lovgivning må skønne, om reglerne i retsplejeloven i det konkrete tilfælde begrænser oplysningspligten.
Oplysninger via edb m.v.
79. Det er i § 12, stk. 4, fastsat, at myndigheden kan indhente oplysninger om økonomiske forhold i elektronisk form som led i behandlingen af den enkelte sag og som led i en generel søgning til brug for kontrol.
Adgangen til generel søgning er en præcisering af gældende ret. Ved en generel søgning foretager kommunen en samkøring af registre for at kontrollere, at personer, der søger, modtager eller har modtaget hjælp, ikke samtidig modtager eller har modtaget andre ydelser, som man ikke kan få samtidig med hjælpen, eller som har betydning for hjælpens størrelse. Retssikkerhedsloven viderefører hermed eksisterende regler om adgang til elektronisk at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser.
Det følger af § 10, stk. 3, at borgeren skal have information om, at pågældende vil blive kontrolleret i elektronisk form ved sagens start og ved senere opfølgning. Se punkt 74.
5.5. Pligt for uddannelsessteder og aktiverede til at give oplysninger ved uddannelsesaktiviteter
- - - - - - -
§ 13.
Stk. 1. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i lov om aktiv socialpolitik. - - - - - - -
80. Regler efter § 13 er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om indberetningspligt ved særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter samt voksen- eller efteruddannelse i forbindelse med aktivering efter lov om aktiv socialpolitik. Se Socialministeriets vejledning om lov om aktiv socialpolitik, afsnit 5.2.6.13.
5.6. Oplysninger til apotekere
- - - - - - -
§ 14.
Stk. 1. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte. - - - - - - - -
81. § 14 fører reglen i pensionslovens § 62 a videre. § 14 giver mulighed for at lette administrationen af udbetaling af personlige tillæg til pensionisters udgifter til medicin. Danmarks Apotekerforening og Kommunernes Landsforening aftaler, hvordan medicinordningen administreres. Reglerne om personlig tillæg er beskrevet i Socialministeriets vejledning om social pension.
82. De følgende afsnit er opdelt således, at første del beskriver regler om handlekommune, således som disse er fastlagt i § 9, som gælder generelt for hjælpen efter de love, som er omfattet af retssikkerhedsloven. Det følgende afsnit handler om de tilfælde, hvor en handlekommune kan kræve, at udgifter til hjælpen betales af en tidligere opholdskommune.
6.1. Handlekommune
- - - - - - -
KAPITEL 6 Handlekommune og mellemkommunal refusion
§ 9.
Stk. 1. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.
Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.
Stk. 3. Stk. 3
Stk. 4. Stk. 4
Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.
Stk. 6. Pligten til at yde integrationsbistand til en udlænding, der er omfattet af § 107, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, varetages af staten i indtil 18 måneder. En kommune kan dog varetage pligten til at yde integrationsbistand på et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder. Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.
Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. - - - - - - -
83. Reglerne om handlekommuner i den sociale lovgivning fastlægger, hvilken kommune der har pligt til at give hjælpen. Det er et grundlæggende princip, at der altid skal være en kommune, som har pligt til at give hjælpen, således at borgeren ikke oplever at blive henvist fra myndighed til myndighed.
Opholdskommunen er handlekommune
Efter retssikkerhedsloven er hovedreglen, at opholdskommunen » og dermed handlekommune » er den kommune, som man opholder sig i. Der sker den ændring, at disse regler også gælder for hjælp efter pensionsloven og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
Den administrative praksis, der er knyttet til bistandslovens § 10 med hensyn til at fastlægge, hvilken kommune der er opholdskommune og dermed handlekommune, føres således videre i retssikkerhedsloven.
I langt de fleste tilfælde er opholdskommunen den kommune, hvor pågældende har sin bopæl » dog er der en særlig bestemmelse om ægtepar, der har fælles bopæl, og en regel om, at børn som hovedregel har samme opholdskommune, som deres forældre. Om disse tilfælde se nedenfor.
Uenighed om handlekommune
I visse situationer er der mellem kommuner uenighed om, hvilken kommune der i en konkret sag er handlekommune. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at uenigheden ikke får konsekvenser for den borger, som har brug for hjælpen. Myndighederne bør sikre sig, at borgeren uanset uenigheden får den hjælp, som pågældende har krav på. Kan der efterfølgende ikke opnås enighed mellem kommunerne » evt. efter vejledning fra klagemyndighederne » må mellemværendet afgøres som en klagesag af de sociale klagemyndigheder.
Ankestyrelsens praksis
84. Lovreglen om opholdskommune er ikke udformet således, at den i alle tænkelige tilfælde kan give et umiddelbart svar på, hvilken kommune der i hvilket som helst konkret tilfælde er den »rigtige« opholds- eller handlekommune. Der må i en række tilfælde foretages en vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen for at afgøre, hvilken kommune der i forhold til den konkret søgte hjælp er opholds- eller handlekommune. Fra afgørelser, som Den Sociale Ankestyrelse løbende offentliggør, kan der hentes vejledning om de hensyn, som Ankestyrelsen i konkrete sager har lagt vægt på.
Folkeregistertilmelding
Fra administrativ praksis vedrørende bistandslovens § 10 kan nævnes, at det ikke er et krav, at pågældende skal være tilmeldt folkeregistret, og at en myndighed ikke kan give afslag på hjælp alene med henvisning til, at en ansøger ikke er tilmeldt folkeregistret.
Men det er sædvanlig praksis, at myndighederne » bortset fra særlige og navnlig akutte tilfælde » sikrer sig, at ansøgeren er tilmeldt kommunens folkeregister. Dette sker af administrative grunde, bl.a. for at reducere mulighederne for, at personer uberettiget får hjælp.
Flyttesituationer
85. Det følger af praksis, at hvis en person ikke har taget egentlig ophold i kommunen, og pågældendes tilstedeværelse kun er begrænset, fx for at søge bolig eller arbejde, er det forhold, at pågældende har tilmeldt sig folkeregisteret, i sig selv ikke afgørende for, at pågældende får ny opholdskommune.
Men viser omstændighederne, fx at pågældende har opgivet sin tidligere bolig, og er der ikke er noget, der tyder på et rent midlertidigt ophold, vil pågældende få ny opholdskommune der, hvor pågældende faktisk opholder sig.
Midlertidigt ophold
86. Ved midlertidig ophold uden for opholdskommunen, fx i forbindelse med ferie, ophold i sommerhus, højskoleophold, behandlingsinstitution o.l., overgår administrationen og den økonomiske forpligtelse for mere vedvarende kontantydelser, så som pension, kontanthjælp, sygedagpenge m.v., ikke til den midlertidige opholdskommune.
Visse former for hjælp, som pågældende får brug for under det midlertidige ophold, ydes efter praksis af den midlertidige opholdskommune. Det gælder fx hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet efter servicelovens § 71 (»hjemmehjælp«).
Ægtefæller
87. Ægtefæller har opholdskommunen der, hvor den fælles bopæl er. Den fælles bopæl er afgørende for, hvilken kommune der skal yde hjælpen. Det har betydning, når ægtefæller opholder sig hvert sit sted, fx på grund af arbejde, uddannelse eller ferie.
Har ægtefællerne fælles bopæl i kommune A, og opholder en af ægtefællerne sig periodisk i kommune B på grund af arbejde, så bevarer familien, og det vil sige også ægtefællen i kommune B, A-kommune som opholds- og handlekommune.
Opstår der for ægtefællen under opholdet i kommune B et akut hjælpebehov, følger det af lovens § 9, stk. 5, at øjeblikkelig hjælp til en ægtefælle, der befinder sig uden for sin opholdskommune, skal den kommunen give, hvor ægtefællen aktuelt befinder sig.
Har ægtefællerne hver sin selvstændige bopæl, får de hver sin opholds- og handlekommune.
- - - - - - -
Stk. 1. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.
Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.
Stk. 3. Stk. 3
Stk. 4. Stk. 4
Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.
Stk. 6. Pligten til at yde integrationsbistand til en udlænding, der er omfattet af § 107, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, varetages af staten i indtil 18 måneder. En kommune kan dog varetage pligten til at yde integrationsbistand på et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder. Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.
Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. - - - - - - -
88. Børn under 18 år, hvis forældre lever sammen, har samme handlekommune som deres forældre. Det følger af § 9, stk. 2, og det er således hovedreglen, at børn ikke har en selvstændig handlekommune. Det hænger sammen med, at det er forældrene, som modtager hjælpen, og at det i øvrigt er vigtigt, at hjælpen bliver givet under hensyn til en samlet vurdering af familiens situation og behov.
Forældrene bor ikke sammen
Bor forældrene hver for sig, har barnet samme handlekommune som den af forældrene, hvor barnet bor mest, jf. § 9, stk. 3, 2. pkt. Det er uden betydning, hvem der har forældremyndigheden.
Bor barnet lige meget hos begge forældre, er folkeregisteradressen afgørende for, hvilken kommune der er handlekommune.
Øjeblikkelig hjælp
Disse regler om børns handlekommune gælder også, når barnet på grund af uddannelse, beskæftigelse, ferie m.v. midlertidigt opholder sig et andet sted end på forældrenes bopæl. Men som det fremgår af § 9, stk. 5, skal øjeblikkelig hjælp til et barn, der ikke opholder sig i forældrenes handlekommune, ydes af den kommune, hvor barnet aktuelt opholder sig.
Selvstændig handlekommune for børn i visse tilfælde
Bor barnet ikke sammen med nogle af forældrene, og har barnet i længere tid klaret sig selv, inden behovet for hjælp opstod, har barnet selvstændig handlekommune, hvor det har sin bopæl.
Børn, der har ophold på institution eller er i familiepleje, har ikke selvstændig opholdskommune, da de ikke klarer sig selv.
Børn, der har mistet deres forældre, får opholdskommune, der hvor de opholder sig.
Når en familie flytter
89. Flytter en familie, mens den får hjælp fra kommunen, til en anden kommune, er det den nye opholdskommune, der har pligt til at yde den fornødne hjælp. Den nye handlekommune bør imidlertid tage kontakt med den tidligere opholdskommune med henblik på, at en evt. plan for den sociale indsats i videst muligt omfang kan opretholdes. For at den nye opholdskommune kan indhente oplysninger, vil det normalt være nødvendigt, at borgeren giver samtykke. Se hertil afsnit 5.2. Konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.
Drejer det sig om en familie, der hyppigt skifter opholdssted, kan de berørte kommuner aftale, at familiens sag bliver hos den kommune, der har lagt handlingsplanen. Denne kommune kan således fortsat være handlekommune, men det afskærer ikke familien fra at få øjeblikkelig hjælp i den aktuelle opholdskommune, som efter § 9 er handlekommune.
Denne aftale vedrører ikke umiddelbart spørgsmålet om, hvilken kommune der skal afholde udgiften til hjælpen. Når familien har fået ny bopæl og dermed ny opholdskommune, er udgangspunktet, at det er den nye opholdskommune, som skal afholde udgifterne, men i servicelovens § 128, stk. 3, er der hjemmel til, at kommunerne kan aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifterne til hjælp efter serviceloven. En tilsvarende hjemmel findes i pensionsloven (§ 53), men ikke i sygedagpengeloven eller aktivloven.
Når et medlem over 18 år af en familie under medvirken af offentlig myndighed, fx opholdskommunen, får vedvarende ophold i en anden kommune, må der optages samarbejde mellem de to kommuner med henblik på den samlede indsats over for familien, da familiemedlemmet får selvstændig opholdskommune.
Hvis det drejer sig om et barn under 18 år, som fx anbringes i døgntilbud i en anden kommune, får barnet ikke en ny selvstændig opholdskommune, men det er fortsat forældrenes opholdskommune, der har pligt til at hjælpe.
Sager efter pensionslovene
90. § 9 indebærer en ændring i forhold til pensionsloven og lov om delpension. Det tidligere bopælsbegreb er afløst af et opholdsbegreb svarende til de øvrige regler herom i de sociale love. Der er således ikke længere regler i pensionsloven om, at en anden kommune end opholdskommunen skal administrere pensionsloven, idet § 58 i pensionsloven er ophævet. Dette gælder også i de tilfælde, hvor pensionisten bor i botilbud eller er optaget i institution m.v., således at handlekommunen i alle tilfælde er den kommune, hvor institutionen ligger.
Tager en pensionist fast bopæl i udlandet, overtager Den Sociale Sikringsstyrelse administrationen, se pensionslovens § 62 samt Den Sociale Sikringsstyrelses vejledning om EF-reglerne om social sikring, hæfte 4.
Sager om sygedagpenge
91. Med hjemmel i § 9, stk. 7, er der i bekendtgørelsen om dagpenge ved sygdom eller fødsel fastsat en bestemmelse om, at opholdskommunen som udgangspunkt er handlekommune i sager om sygedagpenge. Der er dog » ligeledes i bekendtgørelsen » som tidligere fastsat undtagelser for visse persongrupper, herunder for grænsegængere o.a.
§ 9, stk.
Stk. 1. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.
92. Efter § 23 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag var det kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor modtageren havde fast bopæl, som skulle udbetale børnetilskud. Denne regel er ophævet som konsekvens af, at reglerne om handlekommune er samlet i retssikkerhedsloven. Dette medfører ikke faktiske ændringer i, hvilken kommune der skal udbetale ydelserne.
- - - - - - -
Stk. 1. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.
Stk. 6. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.
Stk. 3. Stk. 3
93. § 9, stk. 6, er en undtagelse fra de almindelige regler om opholdskommune med hensyn til integrationsbistand til en udlænding, der er omfattet af § 107, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. Regler herom er fastsat i Indenrigsministeriets bekendtgørelse om hjælp til udlændinge.
Amtshandlekommune
94. I en række tilfælde har amtskommunen efter loven pligt til at give hjælpen, fx at afgøre sager om bevilling af hjælp i henhold til serviceloven. Det gælder for biler efter servicelovens § 99, og for beslutning om tildeling af visse hjælpemidler, jf. servicelovens §§ 97 og 98. Desuden har amtskommunen, jf. servicelovens § 81, pligt til at give hjælp efter servicelovens kapitel 14 » praktisk bistand m.v. » til personer, der har ophold til amtskommunale boformer efter servicelovens §§ 92 » 94.
Amtshandlekommune er den amtskommune, som geografisk dækker borgerens primære handlekommune.
6.2. Regler om mellemkommunal refusion
95. Hovedreglen er, at handlekommunen også skal afholde udgifterne til hjælpen. Der er dog undtagelser herfra i serviceloven og pensionsloven, idet opholdskommunen i visse tilfælde kan kræve, at udgifterne skal dækkes af en tidligere opholdskommune.
- - - - - - -
Servicelovens § 128:
§ 128.
Stk. 1. Opholdskommunen kan kræve sin del af udgifterne til hjælp efter denne lov refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at en person får 1) ophold i boformer efter §§ 91-94, 2) ophold i anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51, 3) hjælp til dækning af udgifter i medfør af § 77 eller 4) ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligerne er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.
Stk. 2. En kommune anses også for at medvirke, jf. stk. 1, når en person har ret til at flytte på grund af ganske særlige forhold, jf. § 92, stk. 3, og § 63, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.
Stk. 3. Kommuner kan indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.
Stk. 4. Uenighed om aftaler, der er indgået efter stk. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 1 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. - - - - - - - -
96. Mens opholdskommunen altid har pligt til at træde til med hjælp, er det ikke i alle tilfælde denne kommune, som skal bære den kommunale andel af udgiften ved den hjælp, der ydes. I nogle tilfælde kan opholdskommunen kræve, at en tidligere opholdskommune skal betale udgifterne til hjælp. Dette følger af servicelovens § 128, som fastsætter, hvornår der kan kræves refusion.
Mellemkommunal refusion efter serviceloven
Refusion efter servicelovens § 128 omfatter alene udgifter efter serviceloven, dvs. fx ikke udgifter til hjemmesygepleje eller efter lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. Der kan ikke kræves refusion for udgifter til administration eller til rådgivning og vejledning.
Offentlig myndighed har medvirket
97. Det følger direkte af servicelovens § 128, stk. 1, at der er pligt til at refundere udgifter efter serviceloven i de tilfælde, hvor den tidligere opholdskommune medvirker til, at en person får ophold i kommunen.
Der er også adgang til refusion, hvis en offentlig myndighed medvirker til, at pågældende får ophold i kommunen. Det er således på sammen måde som i bistandslovens § 11 ikke kun i de situationer, hvor fraflytningskommunen direkte har medvirket, at der er ret til refusion.
En kommune anses også for at medvirke til flytning, når en person har ret til at flytte på grund af ganske særlige forhold, jf. § 92, stk. 3, og § 63, stk. 1, i lov om almene boliger og støttede private andelsboliger. Der henvises herved til Socialministeriets bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger samt vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl., afsnit 8.4. Flytning til en anden kommune.
Bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2, (den såkaldte institutionsbeskyttelsesregel) er ikke videreført. Denne regel omfattede tilfælde, hvor en person aftjente værnepligt eller var indlagt på hospital eller lignende behandlingsinstitution. Denne regel er ikke ført videre fordi, når en person indlægges på en behandlingsinstitution, er der oftest tale om medvirken fra en offentlig myndighed. Tilfældet vil derfor være omfattet af servicelovens § 128, stk. 1. Fx er der refusion efter servicelovens § 128, når en forstander på et forsorgshjem » botilbud efter servicelovens § 94 » beslutter, at en person skal optages på hjemmet.
Aftale om refusion ved flytning
98. To kommuner kan efter servicelovens § 128, stk. 3, aftale refusion som led i, at en person flytter til en anden kommune. I så fald afhænger det af aftalen, om der også skal være refusion, hvis pågældende flytter fra den aftalte bolig, fx fra ældrebolig til plejehjem. Efter loven skal aftalen tage stilling til dette. Uenighed mellem kommunerne om en sådan aftale kan ikke indbringes for det sociale klagesystem, jf. servicelovens § 128, stk. 4. I forhold til tidligere er denne mulighed for at træffe aftale nu generel og ikke knyttet til særlige flyttetilfælde.
Ingen »sommerhusregel«
99. Den tidligere lov om social bistand indeholdt i § 11, stk. 4, den såkaldte »sommerhusregel«, hvorefter udgifter til hjemmehjælp kunne kræves refunderet af en tidligere opholdskommune, hvis modtageren under midlertidigt ophold i en kommune i mere end en måned fik varig hjemmehjælp. Denne regel er ikke gentaget i lov om social service. Der gælder således ikke særlige regler om refusion for udgifter til hjemmehjælp i tilfælde af midlertidigt ophold i en anden kommune.
Ikke mellemkommunal refusion efter aktivloven
100. Lov om aktiv socialpolitik har ikke regler om mellemkommunal refusion. Efter denne lov er det derfor opholdskommunen, der bærer den kommunale andel af udgifterne efter loven, herunder for udgifter til revalideringshjælp (revalideringsydelse m.v.).
Aktivloven har ikke overgangsregler i forbindelse med, at adgangen til refusion ikke føres videre. Udgifter efter bistandsloven, som er afholdt inden 1. juli 1998 kan » såfremt betingelserne i bistandslovens § 11 eller § 47, stk. 2, er opfyldte » kræves refunderet af en tidligere opholdskommune. Efter denne dato vil der ikke længere kunne ydes hjælp til forsørgelse m.v. efter bistandsloven, og løbende hjælp til forsørgelse m.v. skal ydes efter aktivloven uden adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune. Det gælder også for løbende sager, herunder sager hvor kommunerne har været enige om, at betingelserne i bistandslovens § 11 har været opfyldte, og hvor der derfor er givet »refusionstilsagn«.
Der er samtidig sket en ændring af Indenrigsministeriets lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, således at der ved opgørelsen af kommunal udligning og generelle tilskud tages hensyn til, at der ikke længere er mellemkommunal refusion for udgifter efter lov om aktiv socialpolitik.
For personer, der modtager ydelser efter aktivloven, og hvor der tidligere i CPR-registreringen » under kommunale forhold » har været registreret en anden betalingskommune, skal dette, for så vidt angår ydelser efter aktivloven ændres, således at bopælskommunen registreres som betalingskommune. Dermed vil bopælskommunen modtage de generelle tilskud m.v.
Pensionsloven
101. I lov om social pension er der regler om mellemkommunal refusion. Se kapitel 9 i vejledning om social pension.
102. I den sociale lovgivning er der kun få regler, der regulerer, hvordan kommunerne og amtskommunerne skal indrette deres administration. For kommunerne fastlægger retssikkerhedsloven følgende:
7.1. Udvalg, der behandler personsager
- - - - - - -
KAPITEL 7 Udvalg under kommunerne og Det Centrale koordinationsudvalg
§ 17.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.
Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af et eller flere magistratsmedlemmer. - - - - - - - Udvalg, der behandler personsager
103. Der skal være et eller flere udvalg, der behandler personsager. Dette er fastslået i § 17, som viderefører § 2, stk. 2, i den sociale styrelseslov.
Baggrunden for § 17 er, at der er et betydeligt diskretionshensyn til den enkelte ansøger og familien. Sager om ydelser m.v. efter den sociale lovgivning til enkeltpersoner skal således ikke kunne behandles i den samlede kommunalbestyrelse. Kommunalbestyrelsen træffer i styrelsesvedtægten bestemmelse om, til hvilket eller hvilke stående udvalg disse sager skal henlægges.
Kommunalbestyrelsen kan ikke give instruktioner om, hvilken afgørelse personsagsudvalget skal træffe i den enkelte konkrete sag, men kommunalbestyrelsen kan give generelle instruktioner om, hvordan sociale sager skal behandles og afgøres. Kommunalbestyrelsen kan ikke ændre de konkrete afgørelser, som udvalget træffer, og kommunalbestyrelsen kan ikke få oplysninger om enkeltsager.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.
§ 18.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge- udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service. - - - - - - - Børn og unge-udvalget
104. Kommunen skal have et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service. Om dette udvalg se Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge.
7.3. Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats
- - - - - - - -
§ 22.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.
Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår. - - - - - - - Koordinationsudvalg
105. §§ 22 » 29, der afløser reglerne om sociale koordinationsudvalg i kapitel 3 i den sociale styrelseslov, indebærer, at kommunerne har pligt til at have et koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats.
Formålet er at styrke den generelle forebyggende indsats over for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller som kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.
Baggrund for koordinationsudvalg
106. Baggrunden for pligten til at have et koordinationsudvalg er positive erfaringer fra de kommuner, som i samarbejde med bl.a. lokale repræsentanter for arbejdsmarkedets parter ved forsøg med tidlig sygedagpengeopfølgning og andre arbejdsfastholdelsestiltag har kunnet sikre flere personer en fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet.
Pligten til at have et koordinationsudvalg har også sammenhæng med, at kommunerne fra 1. juli 1998 har fået kompetence til at tildele alle former for førtidspension.
De foreløbige erfaringer fra de kommuner, der har fået overført den fulde tilkendelseskompetence i førtidspensionssager m.v. før den 1. juli 1998 efter dagældende regler » og som derfor har haft sociale koordinationsudvalg » har vist, at de lokale koordinationsudvalg er gået ind i en konstruktiv dialog om udvalgenes og kommunernes opgaver. Der er desuden skabt en lokal debat, lokale kontakter og samarbejde om arbejdsfastholdelse, integration, fleksjob, m.v.
De sociale koordinationsudvalg har i disse kommuner været medvirkende til, at der er sat særlig fokus på sygedagpengeområdet » herunder det vigtige i en tidlig opfølgning » og til at revaliderings- og aktiveringsområdet har fået større opmærksomhed.
Koordinationsudvalgene for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats er således et led i bestræbelserne for at styrke sammenhængen mellem den arbejdsmarkedsrettede del af socialpolitikken og arbejdsmarkedet.
- - - - - - -
§ 23.
Stk. 1. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen om 1) kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v., 2) hjælp til forsørgelse, 3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.
Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område rådgivning til andre, fx virksomheder og faglige organisationer.
Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den arbejdsmarkedsrettede indsats. - - - - - - - Koordinationsudvalgets opgaver
107. Koordinationsudvalgets opgaver er beskrevet i § 23. Udvalget er rådgivende over for kommunalbestyrelsen med hensyn til arbejdsmarkedsrettede initiativer. Dette gælder i forhold til, hvordan aktiveringen bedst tilrettelægges, hvordan revalideringen kan bruges aktivt som led i at sikre personer en aktiv tilværelse fremfor et liv på førtidspension, hvordan der kan skaffes flere fleksjob m.v.
Udvalget kan inden for sit område give rådgivning til andre, fx virksomheder og faglige organisationer. Heri ligger, at udvalget som led i den forebyggende arbejdsmarkedsrettede indsats har til opgave at rådgive andre om initiativer m.v., der kan bidrage til at fremme den forebyggende indsats, fx om etablering og udvikling af arbejdstilbud på ordinære og særlige vilkår og andre aktiverende og beskæftigelsesfremmende tilbud. Rådgivningen kan finde sted på baggrund af en konkret anmodning eller som led i en mere generel formidling om den forebyggende indsats.
Videre medvirker udvalget til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den arbejdsmarkedsrettede indsats. Samarbejdsparterne kan være arbejdsmarkedets parter, Det Regionale Arbejdsmarkedsråd, det primære sundhedsvæsen, bedriftssundhedstjenesten, revalideringsinstitutioner, erhvervsråd, uddannelsesinstitutioner og andre lokale aktører, hvis virke kan have indflydelse på den forebyggende arbejdsmarkedsrettede indsats.
Ikke konkrete sager
Udvalget kan ikke behandle konkrete sager.
- - - - - - - -
§ 24.
Stk. 1. Koordinationsudvalget består af 1 medlem udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger hver 1 medlem: 1) De samvirkende Invalideorganisationer. 2) Landsorganisationen i Danmark. 3) Dansk Arbejdsgiverforening. 4) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd. 5) Praktiserende Lægers Organisation. 6) Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Stk. 2. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1-6, skal repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger el.lign.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for koordinationsudvalget.
§ 25.
Stk. 1. Hvis det ikke er muligt at få udpeget organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4 medlemmer.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24. - - - - - - - - - Sammensætning af koordinationsudvalg
108. Foruden et medlem fra kommunalbestyrelsen består koordinationsudvalget af medlemmer udpeget af de organisationer, som er nævnt i § 24. Organisationerne udpeger hver et medlem, som skal repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger e.l.
Sammensætning af udvalget kan ske ud fra behovene i den enkelte kommune, idet kommunalbestyrelsen også kan udpege medlemmer, der repræsenterer organisationer eller privatpersoner med tilknytning til lokalområdet og kommunen.
Det er en betingelse, at organisationsrepræsentanter og enkeltpersoner skal have tilknytning til og eventuelt være bosiddende i lokalområdet.
I møder kan deltage ad hoc medlemmer, fx personer som har særlig ekspertise i forhold til det eller de emner, som udvalget aktuelt beskæftiger sig med.
Færre medlemmer
109. Der er i § 25 taget højde for de tilfælde, hvor det ikke er muligt at sammensætte koordinationsudvalget som angivet i § 24, stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til hele tiden at tilstræbe, at sammensætningen kommer i overensstemmelse med § 24, stk. 1.
- - - - - - -
§ 28.
Stk. 1. Kommuner kan opfylde deres pligt efter § 22 ved i fællesskab at oprette et koordinationsudvalg. Medlem- merne vælges i fællesskab af de deltagende kommunalbestyrelser efter indstilling fra organisationerne, jf. § 24. Herudover vælger hver kommunalbestyrelse 1 medlem blandt sine medlemmer.
Stk. 2. Kommunerne deler udgifterne efter aftale, herunder med hensyn til vederlag m.v., jf. § 29. - - - - - - - Fælles koordinationsudvalg
110. Kommuner kan have et fælles koordinationsudvalg, hvilket kan være hensigtsmæssigt, idet der herved kan blive en bedre overensstemmelse mellem kommunernes geografiske område og det lokale arbejdsmarked, som ikke altid følger kommunegrænserne.
- - - - - - -
§ 27.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen giver koordinationsudvalget de oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan løse sine arbejdsopgaver.
Stk. 2. Kommunen betaler udgifterne ved udvalgets virksomhed. - - - - - - -
111. Kommunalbestyrelsen » kommunalbestyrelserne, hvis der er et fælles koordinationsudvalg » skal give koordinationsudvalget de oplysninger, som er nødvendige for arbejdet.
Det er også kommunen, som skal betale for udgifterne, fx sekretærbistand, materialer m.v. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for koordinationsudvalget.
- - - - - - -
§ 26.
Stk. 1. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Det Centrale Koordinationsudvalg, jf. § 80. - - - - - - -
112. En gang om året skal koordinationsudvalget afrapportere til kommunalbestyrelsen, og denne redegørelse skal samtidig sendes til Det Centrale Koordinationsudvalg i Ankestyrelsen. Det Centrale Koordinationsudvalg kan bede om særlige oplysninger i redegørelsen som led i Det Centrale Koordinationsudvalgs opgave med at følge og rådgive kommunerne om den forebyggende arbejdsmarkedsrettede indsats.
- - - - - - - -
§ 29.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne af koordinationsudvalget får diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 skal omfatte alle medlemmer af udvalget, dog kan medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke modtage diæter. Endvidere kan kommunalt eller statsligt ansatte ikke modtage diæter, når deres arbejde i udvalget er et led i pågældendes almindelige arbejde. - - - - - - - - Diæter m.v. til koordinationsudvalget
113. Det følger af § 29, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne får diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse. En beslutning skal omfatte alle medlemmerne.
Det gælder dog ikke medlemmer af kommunalbestyrelsen, som efter § 29, stk. 2, ikke kan modtage diæter. Kommunalt eller statsligt ansatte, der deltager i koordinationsudvalget som en del af deres almindelige arbejde, kan heller ikke modtage diæter.
7.4. Det Centrale Koordinationsudvalg
- - - - - - - - -
§ 80.
Stk. 1. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det Centrale Koordinationsudvalg) til støtte for sin vejledningsvirksomhed.
Stk. 2. Det Centrale Koordinationsudvalg har til opgave at følge og rådgive kommunerne om 1) kommunernes indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v., 2) hjælp til forsørgelse og 3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet. - - - - - - - Opgaver
114. Det Centrale Koordinationsudvalg støtter Den Sociale Ankestyrelse i vejledningsvirksomheden. Udvalget har endvidere til opgave at følge og rådgive kommunerne om indsatsen med hensyn til aktivering, revalidering, fleksjob, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v., kontanthjælp og andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det vil sige samme områder, som de lokale koordinationsudvalg har.
Udvalget modtager de lokale koordinationsudvalgs årlige redegørelser. Udvalget kan udbede sig særlige oplysninger i redegørelsen som led i Det Centrale Koordinationsudvalgs opgave med at følge og rådgive kommunerne om den forebyggende arbejdsmarkedsrettede indsats.
- - - - - - -
§ 81.
Stk. 1. Socialministeren udpeger formanden for Det Centrale Koordinationsudvalg efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse.
Stk. 2. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter indstilling fra 1) Dansk Arbejdsgiverforening, 2) Landsorganisationen i Danmark, 3) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,4) Amtsrådsforeningen i Danmark, 5) Kommunernes Landsforening, 6 Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab, 7) De Samvirkende Invalideorganisationer, 8) Foreningen af Statsamtmænd, 9) Praktiserende Lægers Organisation, 10) Den Sociale Sikringsstyrelse og 11) Socialministeriet. - - - - - - -
115. Socialministeren udpeger formanden for udvalget efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse og medlemmerne efter indstilling fra de indstillingsberettigede organisationer og myndigheder. Sammensætningen af Det Centrale Koordinationsudvalg efter retssikkerhedsloven er justeret i forhold til tidligere for at sikre det forebyggende og aktiverende arbejde i udvalget samt øget koordinering af praksis.
7.5. Ældreråd
- - - - - - -
§ 30.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.
Stk. 2. stk. 2 - - - - - - -
116. Kommunen skal, jf. § 30, nedsætte et ældreråd. Se kapitel 2 i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.
7.6. Klageråd
- - - - - - - -
§ 34.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der 1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 i lov om social service til personer, som er fyldt 67 år, og 2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.
Stk. 2. Stk.2 - - - - - - -
117. Kommunen skal sørge for, at der er et klageråd, der kan drøfte, vurdere og formidle klager videre over afgørelser om personlig og praktisk hjælp for personer over 67 år, jf. §§ 71 og 72 i lov om social service. Med retssikkerhedsloven er klagerådets kompetence ændret, således at det omfatter praktisk bistand m.v. til personer over 67 år. Personer, der ikke er fyldt 67 år, kan klage til de almindelige sociale klagemyndigheder over hjælp efter §§ 71 og 72 i serviceloven.
Klagerådene er selvstændige forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 28. De skal derfor følge reglerne i denne bestemme med hensyn til at give oplysninger videre.
I §§ 35 og 36 er der regler om valg af medlemmer til klagerådet, om at kommunen betaler udgifterne, og om diæter m.v. Disse regler er beskrevet i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.
7.7. Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn
- - - - - - -
§ 37.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov om social service. - - - - - - -
118. Kommunalbestyrelsen skal, jf. § 37, sørge for, at der er forældrebestyrelser i dagtilbud for børn. Se Socialministeriets vejledning om forældrebestyrelser i dagtilbud til børn.
KAPITEL 8 - - - - -
§ 40.
Stk. 1. Sager, der handler om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke behandles i det samlede amtsråd.
Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager. - - - - - - -
119. Der skal i amtskommunerne lige som i kommunerne være et udvalg, der behandler personsager. Se punkt 103. Amtskommunerne har fra 1. juli 1998 fået nye opgaver med hensyn til at træffe afgørelser om invalidebiler og visse grupper af hjælpemidler efter serviceloven. Der bliver derfor flere sager, som personsagsudvalget skal tage stilling til.
8.2. Amtslige brugerråd
- - - - - - -
§ 41.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter regler om amtslige brugerråd, der kan rådgive amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i sociale anliggender, som hører under amtskommunerne og de to kommuner.
Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner og De Samvirkende Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan være medlemmer af rådet.
Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken sammensætning og i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over amtskommunens afgørelser efter §§ 71 og 72, jf. § 81, i lov om social service. - - - - - - -
120. Amterne og Københavns og Frederiksberg kommuner skal nedsætte et brugerråd, der skal informeres af amtsrådet om generelle udviklingstendenser i udviklingen på det sociale område inden for amtet.
Opgaver
Brugerrådet kan selv tage spørgsmål af principiel karakter op til drøftelse med henblik på at komme med forslag til nye initiativer eller med forslag til samordning med tilgrænsende områder, der hører under den amtslige administration. Der kan fx være tale om samordning med den amtslige specialundervisning og med sundhedsvæsenet, forslag vedrørende tilgængelighed, fysisk planlægning m.v.
Brugerrådene vil på denne måde kunne få en funktion som et samlende inspirations-, debat- og diskussionsforum, hvor den måde, som amtskommunen varetager opgaverne på det sociale serviceområde på, kan drøftes med henblik på en udvikling i overensstemmelse med de særlige lokale ønsker og behov.
Om sammensætning af brugerrådet, dets opgaver og forretningsorden, henvises til §§ 28-35 i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område, se bilag 3.
8.3. Amtslige klageråd
121. For personer over 67 år, der enten har ophold på amtskommunale boformer, jf. servicelovens §§ 92-94, eller hvor amtskommunen i medfør af servicelovens § 81, stk. 2, sørger for praktisk bistand m.v. i medfør af servicelovens §§ 71 -72, skal de amtslige brugerråd fungere som klageråd, jf. servicelovens § 81, stk. 3.
Som klageråd har brugerrådet tilsvarende beføjelser som de kommunale klageråd, der er beskrevet i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. Se endvidere § 36 i Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område (bilag 3).
I de tilfælde, hvor brugerrådene skal fungere som klageråd, skal rådet tiltrædes af to medlemmer af amtsrådet. De to medlemmer af brugerrådet, som er udpeget som repræsentanter til forældre til børn på henholdsvis dag- og døgninstitutioner under amtskommunerne, deltager ikke ved behandling af klagesager. Sammensætningen fremgår af § 37 i ovennævnte bekendtgørelse.
at overføre opgaver m.v.
122. Reglerne i aktivloven og serviceloven viderefører principperne i bistandsloven om kommunernes og amtskommunernes kompetence på det sociale område. Ud fra styringshensyn og hensynet til borgernes retssikkerhed bygger de to love på
- at ansvaret for, at en offentlig social opgave løses, er placeret entydigt i loven,
- at ansvaret for, hvordan en opgave løses, er placeret hos enten kommune eller amtskommune, og
- at ansvaret fortsat skal placeres efter nærhedsprincippet.
Lovene ændrer dermed ikke de grundlæggende principper for opgave- og ansvarsfordelingen. Det er således uændret, at det helt store antal opgaver er placeret i kommunerne, som fortsat har muligheder for at sammenkæde tilbudene med andre offentlige aktiviteter indenfor kommunens ansvarsområde med sigte på en lokal helhed.
Amtskommunernes opgaver er for det sociale område også fortsat gennemgående knyttet til funktioner, hvor hensynet til økonomi, byrdefordeling og specialiseringsgrad tilsiger et større befolkningsgrundlag.
Samarbejde mellem kommuner og amtskommune
123. Det er lovfæstet i § 42, stk. 2, at kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen. Efter retssikkerhedsloven kan kommune og amtskommune indgå aftaler, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat, jf. § 42, stk. 2-4. Se punkt 129 og 130.
Samarbejdsparter uden for (amts)kommunen
124. Kommuner og amtskommuner har ud fra lokale forhold behov for at kunne inddrage andre, fx selvejende institutioner, foreninger, organisationer, beboerrådgivere, afdelingsbestyrelser, der har iværksat boligsocialt arbejde. I serviceloven er der i § 115 en udtrykkelig bestemmelse om, at kommuner og amtskommuner samarbejder med frivillige organisationer og foreninger, og at der til dette samarbejde afsættes ressourcer. Se Socialministeriets pjece om samarbejdet med de frivillige sociale organisationer.
9.2. Kommuners og amtskommuners adgang til at overlade sociale opgaver til andre
125. Reglerne om, hvem der kan udføre sociale opgaver, er blevet mere fleksible. Således er der på voksenområdet inden for serviceloven ikke bestemmelser om, at visse former for hjælp skal organiseres som selvejende institutioner, som kommunen eller amtskommunen indgår overenskomst med.
Skriftlig aftale
Det er fortsat således, at når kommunen eller amtskommunen finder det mest hensigtsmæssigt at lade en opgave udføre uden for myndighedens egen organisation, skal der være en skriftlig aftale med den, der udfører opgaven. Aftalen skal både indeholde en økonomisk del og en beskrivelse af kvaliteten af den ydelse, der skal leveres, fx med hensyn til brugerindflydelse, åbningstider, krav til personalets kvalifikationer og madkvalitet. Myndigheden skal sikre sig, at kravene til både indhold og omfang er i overensstemmelse med de mål, der er sat for den pågældende ydelse. Målene kan fx være angivet i en servicedeklaration eller serviceinformation.
Det er en god ide i aftalen udtrykkeligt at nævne, at myndigheden vil føre tilsyn, se kapitel 10: Kommuner og amtskommuners ansvar for de sociale opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed.
Adgang til at overlade opgaver
126. De følgende punkter beskriver reglerne om, i hvilket omfang kommuner og amtskommuner kan overlade det til organisationer m.v. uden for myndighedens eget regi at varetage en social opgave.
I de enkelte sociale love er det fastlagt, hvilke myndigheder der har pligt til at varetage en opgave. Fx fremgår det af lov om aktiv socialpolitik, at kommunen afgør, om en person er berettiget til kontanthjælp, og af lov om social service, at amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer efter servicelovens kapitel 18.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en kommunen eller amtskommunen kan overlade sociale opgaver til andre, må der skelnes mellem på den ene side myndighedsudøvelse, og på den anden side hvordan en bevilget hjælp sættes i værk og udføres, dvs. faktisk forvaltningsvirksomhed.
Faktisk forvaltningsvirksomhed
127. Når der er truffet afgørelse om at tildele hjælp, skal denne afgørelse føres ud i livet. Det arbejde, de ansatte udfører for at udfylde afgørelserne, kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed.
Der er fx tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde i et hjem eller i en daginstitution.
Bistandsudøvelse
Inden for det sociale område kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed ofte bistandsudøvelse (tidligere forsorgens udøvelse). Det begreb anvendes især, når der er tale om konkrete beslutninger, der udfylder en afgørelse. Et eksempel er beslutningen om, hvilken daginstitution forældrene konkret får tilbudt.
Som hovedregel er kommuner og amtskommuner frit stillet m.h.t. hvem, der skal udføre opgaverne, dvs. hvem der udøver den faktiske forvaltningsvirksomhed/bistanden. Det foregår under alle omstændigheder under myndighedens ansvar. Myndighedsudøvelse er kommunens eller amtskommunens opgave, jf. punkt 128 og 129; den faktiske forvaltningsvirksomhed/bistandsudøvelsen kan overlades til andre.
Lov om aktiv socialpolitik og lov om social service bygger således på et grundlæggende princip om, at kommunerne og amtskommunerne skal have stor frihed med hensyn til måder, som de sociale opgaver kan udføres på. Kun når der i loven er fastsat noget andet, er der begrænsninger med hensyn til, hvem der kan udføre sociale opgaver.
Særligt om dag- og døgntilbud til børn
Sådanne begrænsninger findes bl.a. i § 9 i lov om social service, hvor det er fastsat, at daginstitutioner kan drives af en eller flere kommuner eller som selvejende institutioner efter aftale med kommunen. Serviceloven har i § 51 en tilsvarende bestemmelse om døgntilbud. Et yderligere eksempel er reglerne om puljeordninger for børn i servicelovens § 11. Disse bestemmelser fastlægger således bestemte former for, hvordan udførerfunktionen skal organiseres, når opgaven ikke udføres af kommunen eller amtskommunen selv. Se kapitel 3 om dagtilbudenes organisering i Socialministeriets vejledning om dagtilbud m.v. til børn.
Myndighedsudøvelse
128. Ved myndighedsudøvelse forstås beslutninger, som går ud på at afgøre, om en person har ret til en bestemt hjælp, eller om der skal ske ændringer i en bevilget hjælp, fx at hjælpen skal reduceres, øges eller ophøre. Myndighedsudøvelse består altså i at træffe beslutninger, der går ud på at stifte ret til hjælp eller i at forandre en bevilget hjælp.
At overføre myndighedsudøvelse kræver hjemmel
Det kræver særlig hjemmel, for at en kommune eller en amtskommune kan overføre de beføjelser til myndighedsudøvelse, som de har fået tillagt i loven, til andre uden for myndighedens eget regi, fx en anden offentlig myndighed eller en selvejende institution.
- - - - - - -
KAPITEL 9 Princip for opgavefordelingen
Stk. 1. § 42
Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden. - - - - - - -
129. Det er i § 42, stk. 3, fastsat, at kommuner og amtskommuner kan overlade forpligtelser efter de love, som retssikkerhedsloven gælder for, til hinanden. Heri ligger, at der kan overføres kompetence til myndighedsudøvelse.
Det endelige ansvar bevares
130. Når en kommune eller en amtskommune overlader forpligtelser efter § 42, stk. 3, bevarer den afgivende myndighed fortsat det endelige ansvar for, at forpligtelsen udøves i overensstemmelse med lovgivningen. Et amtsråd kan altså indgå en aftale med en kommune om, at kommunen visiterer til særlige boliger til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, men amtsrådet kan ikke ved denne aftale frigøre sig fra det endelig ansvar for, at visitationen er i orden.
- - - - - - -
Stk. 1. § 89
Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har overladt til en selvejende institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Stk. 7 - - - - - - - Selvejende institutioner
131. Det er i § 89, stk. 6, bestemt, at beføjelser, som en kommune eller en amtskommune efter den ophævede § 9, stk. 2, i bistandsloven har overladt til en selvejende institution, bevares efter de hidtidige regler. Efter bistandslovens § 9, stk. 2, kunne en kommune eller en amtskommune overlade myndighedsbeføjelser til en selvejende institution. Det var herved en forudsætning, at der var sammenhæng mellem den opgave, som institutionen efter overenskomsten udførte for myndigheden, og de beføjelser, som blev overladt til institutionen.
Ordningen har fx været benyttet i forbindelse med integrerede ordninger, hvor en selvejende institution, som driver et plejehjem, foruden at udføre hjemmehjælp » efter serviceloven: personlig hjælp og pleje m.v. efter servicelovens § 71 » også har fået kompetence til at bevilge hjemmehjælp til borgere, der ikke bor på institutionen. Overgangsreglen giver således mulighed for at føre sådanne ordninger videre.
Overgangsordning
Der kan ikke efter den 1. juli 1998 etableres nye ordninger, hvor en selvejende institution får overladt afgørelseskompetence. Det er fortsat muligt, at en selvejende institution har ansvaret for driften af en integreret ordning, når blot det er således, at det er kommunens egne ansatte, som bevilger hjælpen.
- - - - - - -
Stk. 1. § 42
Stk. 4. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden. - - - - - - -
Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven. - - - - - - - Socialministeren kan tillade ændringer
132. § 42, stk. 4 og 5, skal ses i sammenhæng med de tilsvarende bestemmelser i servicelovens § 139, stk. 3 og 4. Set under et betyder disse regler, at der samlet set for tilbud efter serviceloven og aktivloven er mulighed for at fravige den almindelige fordeling af kompetencen mellem kommuner og amtskommuner, som den er fastlagt i disse to love.
Hvilke ændringer
Fravigelsen kan vedrøre alle forhold, dvs. såvel udførerfunktionen som reglerne om visitation og fordeling af udgifterne. Det er principperne fra bistandslovens §§ 138, stk. 2 og 3, § 138c, stk. 1, og § 138 e, der herved føres videre som generelle regler.
Hvis der ikke kan opnås enighed om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning tillade, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler en kommune eller en amtskommune, kan overføres til den anden part. Det gælder med hensyn til forpligtelser » dvs. myndighedsudøvelse » og med hensyn til at oprette og drive tilbud om hjælp. Det er en betingelse, at det skønnes, at den måde, som opgaverne vil blive varetaget på, er faglig forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.
Socialministeren kan også, jf. § 42, stk. 5, godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, der fraviger de regler, der er fastsat i loven.
9.3. Om formuedannelse
- - - - - - -
§ 43.
Stk. 1. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.
Stk. 2. Stk. 2 - - - - - - -
133. Reglen i § 43, stk. 1, har sammenhæng med, at der i almindelighed ikke længere i den sociale lovgivning er bestemmelser om, at visse former for hjælp » hvis de udføres af private » skal organiseres som selvejende institutioner med hvem kommunen eller amtskommune indgår aftale med.
Sådanne regler findes kun i tilknytning til dag- og døgntilbud for børn og unge efter serviceloven, mens der i øvrigt ikke er regler om organisationsform for andre former for hjælp.
134. Når en kommune eller en amtskommune overlader det til andre at udføre opgaver efter den sociale lovgivning, forudsætter det en aftale, som beskriver såvel den økonomiske som den indholdsmæssige del af opgaven, fx de enkelte elementer i opgaven, med hvilken kvalitet den skal udføres, krav til brugerindflydelse, krav til personaleudannelse, åbningstider o.l.
Ikke alle aftaler indebær formuedannelse
Mange aftaler indeholder ikke et element af offentligt betalt formueopbygning. Dette gælder bl.a ikke aftaler, der er indgået på almindelige forretningsmæssige vilkår efter udbud/ licitation. En aftale, der efter licitation er indgået med et firma om at sørge for kommunens transport af ældre og handicappede, vil typisk ikke gå ud på, at kommunen betale særskilt for anskaffelse af busser eller andet materiel, men på, at kommunen betaler for transporten efter takster fastsat i aftalen.
Betaler kommunen eller amtskommunen for brug af en fast ejendom en husleje, der fastsættes på grundlag af markedsprisen, vil der i reglen ikke være grundlag for at tage forholdsregler ud fra en betragtning om, at aftalen kan medføre en offentlig betalt formuedannelse.
Dette vil også kun sjældent være tilfældet, hvis der er tale om et planlagt kortvarigt arrangement, fx køb af enkeltpladser på en institution i en kortere periode. Og selv om en aftale løber » eller forudsættes at løbe » over en længere periode, kan det være således, at det offentliges betaling for fx renter og afdrag for lån i en fast ejendom i realiteten modsvares af, at ejendommen, der har en friværdi, stilles tilrådighed for løsningen af den aftalte opgave.
Hvor kan § 43, stk. 1, bruges
135. Nogle gange er det økonomiske mellemværende mellem myndigheden og den organisation, som udfører opgaven, imidlertid udformet således, at der over tid opsamles formue, idet myndigheden ikke alene har betalt for de løbende driftsudgifter, men også » typisk efter regning » har betalt for navnlig udgifter til afdrag og renter på fast ejendom og til anskaffelse af inventar. Når dette er tilfældet, vil der over tid opstå en offentligt finansieret formue bundet i ejendommen eller inventaret.
Det er sådanne tilfælde § 43, stk. 1, er møntet på, og et typisk eksempel er, at det med en privat organisation aftales, at den driver et særligt tilbud mod, at myndigheden dækker de faktiske udgifter, herunder udgifter til renter og afdrag på en fast ejendom, der bruges for at løse den aftalte opgave. Det kan være et botilbud til personer med omfattende behov for hjælp, jf. servicelovens kapitel 18.
Løber en sådan aftale over en årrække, vil der » afhængig af de konkrete omstændigheder » som følge af betaling af afdrag og/eller udgifter til (ekstra)ordinær vedligeholdelse i ejendommen opsamles en formue, som helt eller delvist er kommet til veje, fordi myndigheden har betalt disse specificerede udgifter.
Hvis ejendommen ikke længere skal anvendes til det aftalte formål, er det derfor rimeligt, at myndigheden, som har betalt udgifterne, har indflydelse på, hvordan formuen skal anvendes.
Det vil som nævnt i pkt. 134 ganske afhænge af forholdene i de konkrete situationer, om dette vil være tilfældet. Der er altså ikke nogen patentopskrift på, hvornår en aftale har en sådan karakter, at den bliver tale om etablering af en offentligt betalt formuedannelse.
Ingen bestemt løsningsmodel
136. Hvis der kan blive tale om formuedannelse, skal myndigheden, når aftalen indgås, tage stilling til, hvordan der skal forholdes med formuen. Der er ikke i loven et fastsat et bestemt resultat af overvejelserne, fx svarende til bistandslovens regler om, at virksomheden skulle organiseres som en selvejende institution, og at det i vedtægterne for denne burde fastsættes, hvilken myndighed der skulle tage stilling til eller godkende, hvorledes institutionens formue skulle anvendes, hvis institutionen blev nedlagt eller skulle bruges til noget andet.
Kommunen og amtskommunen er således ikke efter loven pålagt en bestemt løsningsmodel. Men det afskærer imidlertid ikke en myndighed fra at kræve, at en opgave skal løses af en selvejende institution, og at vedtægterne for institutionen skal have en bestemmelse om, at formuen skal tilfalde det offentlige, eller at myndigheden skal godkende, hvordan formuen skal bruges, hvis institutionen nedlægges eller anvendes på anden måde.
Det er også muligt i visse tilfælde at undgå, at der bliver tale om en offentligt betalt formue ved, at det offentlige får pant i ejendommen svarende til betalte afdrag/ekstraordinære udgifter til bygningsvedligeholdelse.
opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed
KAPITEL 10 - - - - -
§ 15.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.
§ 16.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.
§ 38.
Stk. 1. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.
§ 39.
Stk. 1. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på. - - - - - - -
137. §§ 15 og 38 i retssikkerhedsloven fastslår, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har ansvaret for, hvordan kommunen og amtskommunen planlægger og udfører sin virksomhed på det sociale område. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet indbefattet initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.
Det er nyt, at disse forpligtelser fremgår direkte af lovens tekst, men det er gældende praksis, der er blevet formuleret som skreven ret. Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet får derfor med disse bestemmelser ikke pålagt nye forpligtelser.
Pligt til at føre tilsyn
138. Det er i §§ 16 og 39 i retssikkerhedsloven bestemt, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale eller amtskommunale opgaver løses.
Det er gældende praksis, der er formuleret som en lovregel. I bemærkningerne til lovforslaget er det fremhævet, at pligten til at føre tilsyn også gælder for hjælp, som udføres af andre end ansatte i kommunen eller amtskommunen.
Det er op til kommunalbestyrelsen og amtsrådet at tage stilling til, hvordan tilsynet konkret skal planlægges og udføres i kommunen eller amtskommunen. I disse overvejelser indgår en række forskellige aspekter, som beskrives i de følgende punkter 139 til 149. Opregningen af de forskellige facetter ved tilsynsvirksomheden er ikke udtømmende.
Formål
139. Formålet med at føre tilsyn er
- at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunalbestyrelsen og amtsrådet har truffet,
- at hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde, og
- at forebygge ved at gribe korrigerende ind før mindre problemer udvikler sig til alvorligere problemer.
Tilsynsvirksomheden skal således opfylde forskellige formål i forhold til kommunens og amtskommunens samlede virksomhed på det sociale område. Kernen i tilsynsforpligtelse er, at myndighederne har pligt til at holde sig informeret om indhold og fremgangsmåde i tilbudene, samt til at forholde sig til denne information i forhold til opgaver, formål og gældende lov.
Det er ikke et krav, at medlemmerne af kommunalbestyrelsen og amtsrådet personligt udfører tilsynsvirksomhed, og typisk vil væsentlige dele af tilsynsvirksomheden blive udført af den kommunale eller amtskommunale administration, der ved rapporter informerer det politiske niveau i kommunen eller amtskommunen.
I praksis udøves tilsynet forskelligt. De hyppigst anvendte centrale redskaber er
- virksomhedsplaner eller årsplaner, der udarbejdes ud fra politisk fastlagt mål og rammer for service og kvalitetsniveau,
- ressourcestyring, hvorefter hjælpen udmåles efter kommunens overordnede mål og økonomiske rammer for området,
- serviceinformation med kommunens mål for området og oplysning om muligheder for at klage, og
- uddannelse og supervision af ledere.
I mange kommuner og amtskommuner er det også praksis, at politikerne personligt » evt. med deltagelse af repræsentanter fra administrationen » regelmæssigt besøger institutioner m.v. og herved også personligt fører tilsyn med forholdene.
Aktivt tilsyn
140. Det er en del af pligten til at føre tilsyn, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal reagere, hvis medlemmerne får informationer om, at der eller kan være grundlag for kritik af hjælpen.
Modtages der fx oplysninger om, at plejen for beboere på et plejehjem tilsyneladende ikke er i orden, har kommunalbestyrelsen, medmindre informationerne er klart utroværdige, pligt til at undersøge sagen og i givet fald at tage initiativ til at få rettet op på forholdene. Dette gælder hvad enten oplysningerne kommer fra forvaltningen, ansatte på institutionen, brugere, pårørende eller andre personer.
Løsningen af tilsynsopgaven forudsætter, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet » typisk gennem deres forvaltninger » er opsøgende over for eventuelle problemer. Det kan ske ved, at der fastsættes procedurer og rutiner for kommunens og amtskommunens tilsynsvirksomhed, fx beslutninger om, hvilke områder der løbende skal vurderes, hvilke der skal vurderes periodisk, principper for tilbagemeldinger til kommunalbestyrelse eller amtsråd.
Tilsyn kan udføres af andre end ansatte hos myndigheden
141. Det er ikke et krav, at en person, der udfører tilsyn og rapporterer om sine observationer, skal være ansat i kommunen eller amtskommunen.
Hvis en kommunalbestyrelse eller et amtsråd indgår aftaler med en person eller en organisation om at udføre et tilsyn » fx om at en plejehjemsforening udfører tilsyn med børn anbragt efter serviceloven » bør det i aftalen nøje præciseres, hvad opgaven går ud, og hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når tilsynet udføres. Kommunen bevarer under alle omstændigheder det endelige ansvar, og myndigheden bør således løbende sikre sig, at tilsynet udføres helt i overensstemmelse med aftalen.
Svage grupper bør prioriteres
142. Det har stor betydning, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet, når tilsynsvirksomheden prioriteres og planlægges, er særlig opmærksom på former for hjælp, der er rettet til personer, som ikke, eller kun meget vanskeligt selv kan reagere over for urimelige forhold.
Det kan dreje sig om psykisk handicappede eller om stærkt fysisk handicappede, som kan være i et sådant afhængighedsforhold til personalet, at en mulig kritik kan have vanskeligt ved at komme frem.
Brugerindflydelse og tilsyn
143. Det er i § 112 i serviceloven bestemt, at kommunen og amtskommunen skal sørge for, at brugerne af tilbud efter serviceloven får mulighed for at få indflydelse på, hvordan tilbudene tilrettelægges og udnyttes. Se afsnit 4.1. i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.
Brugerne » og deres pårørende » har personlige og direkte oplevelser af, hvordan hjælpen efter deres opfattelse fungerer. Derfor kan der fra brugerne komme vigtig viden, herunder signaler om, at der kan være noget galt, og at der er brug for forbedringer.
En effektiv brugerindflydelse, hvor der lægges vægt på tilbagemeldinger fra beboerråd eller pårørenderåd til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, kan derfor også i forhold til svage grupper indgå som et vigtig del af tilsynsindsatsen.
Tilsyn og serviceinformation
144. Efter den kommunale styrelseslov skal kommuner og amtskommuner udarbejde serviceinformationer. Disse informationer giver en beskrivelse af kommunens eller amtskommunens tilbud. Veludformede serviceinformationer, som borgerne kan forstå og forholde sig til, giver borgeren et godt grundlag for at forholde sig til de tilbud, der er.
Hermed bliver det også nemmere at give kommunen, amtskommunen eller de lokale politikere kvalificerede tilbagemeldinger om, hvorvidt de forskellige former for hjælp lever op til lovens krav og den standard, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har besluttet for hjælpen på de enkelte områder. Borgernes og brugernes reaktioner » positive eller negative » kan herved blive en vigtig del af grundlaget for tilsynet.
Tilsynet omfatter alle tilbud
145. Tilsynspligten omfatter såvel tilbud, som kommunens eller amtskommunens egne ansatte udfører, som hjælp, der udføres af andre, fx en selvejende institution, en puljeordning eller private. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet har nemlig ansvaret uanset hvem, der konkret udfører opgaven.
Aftaler om at udføre sociale opgaver
146. Når en social opgave skal udføres af en selvejende institution eller en privat virksomhed, er det vigtigt, at aftalen ikke kun beskriver de økonomiske vilkår og den kvalitet, som ydelsen skal have, men at det også af aftalen fremgår, at kommunen eller amtskommunen har ret til og vil føre tilsyn med ydelsen i form af en løbende kontrol med, at ydelsen svarer til den aftalte kvalitet. Det bør også af aftalen fremgå, at myndigheden har ret til uanmeldt at føre tilsyn.
Det bør også af aftalen, jf. § 43, stk. 2, fremgå, at leverandøren forpligter sig til at følge reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven. Se punkt 65.
Tilsyn med økonomi
147. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet bør stille krav til budgetter og regnskaberne, således at de giver mulighed for at gennemskue de økonomiske forhold. Dette gælder, når opgaverne udføres af egen forvaltning, og det gælder også, når opgaverne efter aftale udføres af andre.
Navnlig når en opgave udføres af andre, kan der være grund til at være ganske særlig opmærksom på muligheden for at kunne gennemskue de økonomiske forhold. Hvis der er tale om sammensatte former for hjælp » fx et døgntilbud til unge eller et bofællesskab for personer med psykisk handicap » kan det være ganske vanskeligt alene ud fra regnskaber m.v. at vurdere, om den samlede drift foregår økonomisk ansvarligt, og om den leverede ydelse svarer til forudsætningerne for bevillingen eller aftalen.
I disse tilfælde kan der være særligt brug for konstaterbare specifikationer af krav til indhold og kvalitet af ydelsen bl.a som grundlag for tilsyn med økonomien. Det kan ske i form af fx forudgående beskrivelser i udbudsmateriale, delegationsrammer og bevillings- og aftaleforudsætninger.
Der er i mange kommuner udviklet redskaber hertil, fx i form af årsberetninger og virksomhedsplaner for institutioner, serviceinformationer, rapporteringssystemer og i nogle tilfælde gennem repræsentation i eller samarbejdsprocedurer med relevante bestyrelser m.v.
Revision
148. I forbindelse med det økonomiske aspekt af tilsynet bør kommunalbestyrelser og amtsråd i revisionsinstruksen stille krav til revisionen. Der kan stilles krav om revisors kvalifikationer, fx registret revisor, statsautoriseret, eller andet anerkendt revisionsfirma. Det er vigtigt at sikre sig en uafhængig revision.
Der kan ligeledes stilles krav til indholdet i revisionen, således at den ikke kun omfatter en finansiel revision, men også en kritisk-økonomisk revision. Dvs. at revisor får pligt til at redegøre for og vurdere, om der ved driften af institutionen er taget skyldige økonomiske hensyn, dvs.:
- Sparsommelighedsaspektet. Om goder og tjenesteydelser er erhvervet på den mest økonomiske måde under hensyn til kvalitet og kvantitet.
- Produktivitetsaspektet. Om der er et optimalt forhold mellem ressourceanvendelsen og udbyttet.
- Effektivitetsaspektet. I hvilket omfang man har nået de mål og udløst de virkninger, som var tilsigtet med ressourceanvendelsen.
I forbindelse med det økonomiske aspekt af tilsynet kan kommunalbestyrelsen eller amtsrådet inddrage sin egen revision som rådgiver eller konsulent som led i tilsynet eller i forbindelse med at fastsætte krav til indholdet i tilsynet.
Tilbud uden for (amts)kommunen
149. Hvis en kommune eller et amt har et hjælpetilbud beliggende uden for kommunen eller amtskommunen, bør kommunalbestyrelsen og amtsrådet være særligt opmærksomme på behovet for at føre tilsyn. Det skal herved anbefales, at kommuner og amtskommuner er behjælpelig med at føre tilsyn med »fremmede tilbud«, som er beliggende i egen kommune eller amtskommune. Det anbefales, at der indgås aftaler om tilsyn, herunder om hyppighed, tilbagemeldinger m.v.
Regler om tilsyn i serviceloven
150. Der er i serviceloven nogle særlige regler, der præciserer kommunens eller amtskommunes tilsynspligt i forhold til nogle specifikke forhold vedrørende børn og unge.
Kommunen har efter § 6 i serviceloven pligt til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge i kommunen lever under. Dette tilsyn har generel karakter, og det omfatter alle de forhold, der har betydning for børn og unges levevilkår i lokalområdet, fx trafik og boligforhold. Dette tilsyn skal kommunen, jf. servicelovens § 33, føre på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.
I servicelovens § 55, stk. 1, er det fastsat, at når kommunen anbringer et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen føre et løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold. Det gælder også, når opholdsstedet ligger i en anden kommune.
Det følger af servicelovens § 49, stk. 2, at amtskommunen (eller anden offentlig myndighed) skal godkende visse opholdssteder for børn og unge. Heri ligger, at amtskommunen skal godkende opholdsstedet som generelt egnet til at modtage børn og unge i døgnophold, og amtskommunen skal føre tilsyn for at påse, at opholdsstedet lever op til kravene i godkendelsen. Amtskommunen skal således ikke føre tilsyn med det enkelte barn.
Om disse regler se Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge.
151. Efter § 47 og § 61 i lov om kommunernes styrelse fører de kommunale tilsynsmyndigheder » dvs. Indenrigsministeriet og de for hvert amt nedsatte tilsynsråd » tilsyn med, at amtskommunerne og kommunerne overholder den offentligretlige lovgivning. Indenrigsministeriet fører tilsynet med Københavns og Frederiksberg Kommuner.
KAPITEL 11
11.1. Tilsynsmyndighederne
Stk. 1. § 61 og § 61 c i lov om kommunernes styrelse fastslår, hvilke retlige reaktionsmuligheder der kan anvendes over for klare ulovligheder i kommunestyret. Visse reaktionsmuligheder er udelukket. Tilsynsrådet kan således ikke omgøre eller rette en kommunal beslutning. Tilsynsrådet kan kun gribe ind, når offentligretlige retsgrundsætninger er overtrådt. Sager om den privatretlige lovgivning hører under domstolene. Tilsynet kan tage stilling til, om reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven er tilsidesat, men ikke om god forvaltningsskik er overholdt. Hvis der er andre klagemyndigheder » fx det sociale nævn » som er kompetente til at behandle den pågældende sag, viger det kommunale tilsyn. De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke kan tage stilling til, om kommunens eller amtskommunens sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig. Indgår der i den kommunale eller amtskommunale beslutning et skøn, kan de kommunale tilsynsmyndigheder ikke efterprøve skønnet, sålænge skønnet er udøvet inden for de rammer, der er fastlagt i lovgivningen. Alle kan klage Enhver, der mener, at der i en kommune eller en amtskommune foregår noget ulovligt, kan henvende sig til tilsynsmyndighederne. Der er således ikke » som ved klage til de sociale klagemyndigheder » regler om, at kun den, som sagen vedrører, kan klage. 11.2. Folketingets Ombudsmand
152. Folketingets Ombudsmands kompetence er fra den 1. januar 1997 udstrakt til alle dele af den offentlige forvaltning. Ombudsmanden kan bedømme, om myndigheder, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser.
Ombudsmanden kan ikke omgøre en afgørelse, men han kan udtale kritik, og herunder give henstilling om fri proces. Han kan også oplyse om fejl eller forsømmelser af større betydning til Folketingets Retsudvalg, vedkommende minister, kommunalbestyrelse eller amtsråd.
Ombudsmanden går typisk ikke ind den del af afgørelser, der bygger på særlige fagkyndige eller sagkyndige vurderinger, medmindre der foreligger fejl eller forsømmelser i sagsbehandlingen.
11.3. Socialministeriets ressorttilsyn
153. Socialministeriet har, selv om dette ikke fremgår af loven, pligt til et almindeligt ressorttilsyn. Dette tilsyn viger i forhold til klagesystemet, og det betyder, at Socialministeriet først går ind i en sag, når der ikke er mulighed for, at den kan behandles af de sociale klagemyndigheder.
Tilsynet er et legalitetstilsyn. Det betyder, at ministeriet vil reagere, hvis en kommune eller et amt har tilsidesat lovgivningen. Dette kan ske i form af en udtalelse, hvor Socialministeriet giver udtryk for, hvad der efter ministeriets opfattelse er gældende ret.
Socialministeriet kan ikke i kraft af sit ressorttilsyn ændre en afgørelse, men mener Socialministeriet, at der er sket noget ulovligt, kan ministeriet rejse sagen over for de kommunale tilsynsmyndigheder eller eventuelt henvise borgeren hertil.
154. Socialministeriet har først pligt til at realitetsbehandle en sag, hvis der er en vis sandsynlighed for, at der i sagen er begået ulovligheder, jf. at Folketingets Ombudsmand i sin beretning for 1994, side 306 ff., har anført: »at det er vanskeligt at angive mere præcist, med hvilken klarhed, der måtte foreligge en ulovlighed, førend et ministerium som almindeligt sektortilsyn har pligt til at realitetsbehandle en sag. Dette må afhænge af, hvorvidt de for ministeriet foreliggende oplysninger peger i retning af, at der kunne foreligge en ulovlighed, og hvorvidt denne ulovlighed angår mere væsentlige forhold.« 11.4. Socialministeriets finansielle tilsyn og revision
155. Retssikkerhedslovens § 85 bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision. Denne bemyndigelse er udmøntet i en bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område og en bekendtgørelse om revision af regnskaberne på visse dele af det sociale område.
Bekendtgørelserne fastsætter reglerne for regnskabsaflæggelse m.v. og revision på den del af det sociale område, hvor der udbetales tilskud eller statsrefusion. Der er således på refusionsområdet fastsat regler om, hvordan kommuner og amtskommuner skal aflægge regnskab, kontrollere, behandle sager m.v. I de enkelte sager drejer det sig om krav til dokumentation, kontrol, oplysninger om beslutningsgrundlaget, sagsopfølgning o.l. Der er også krav om, at der i forvaltningen er hensigtsmæssige og betryggende forretningsgange.
Krav om revision
I henhold til § 42 i lov om kommunernes styrelse skal enhver kommune og amtskommune have en sagkyndig revision, der er godkendt af tilsynsmyndigheden.
Styrelsesloven indeholder en række bestemmelser for den sagkyndige revision, idet det bl.a. fremgår, at revisionen skal omfatte regnskabsområder under kommunen og amtskommunen, dvs. også det sociale område.
Omfang
Den lovpligtige revision omfatter både finansiel og juridisk-kritisk revision samt en vurdering af, om kommunalbestyrelsens og amtsrådets beslutninger og den øvrige forvaltning af kommunens eller amtsrådets anliggender er varetaget på en økonomisk hensigtsmæssig måde (forvaltningsrevision).
Revisionen tilrettelægges og udføres altid under iagttagelse af gældende lovgivning og andre relevante regler, herunder kommunens og amtskommunens revisionsregulativ.
Årlige revisionsberetninger
Amtsrådet og kommunalbestyrelsen skal hvert år til Socialministeriet sende en revisionsberetning samt deres svar til revisionens bemærkninger. Socialministeriet har på denne måde mulighed for at følge kvaliteten i den kommunale administration.
Hvis lovgivningen eller andre væsentlige regler ikke er overholdt, stilles der krav om tilbagebetaling af statsrefusionen. Samtidig kan Socialministeriet henstille til kommuner og amtskommuner, at de strammer op på administrationen, fx ved at indføre forretningsgange, der sikrer, at regler bliver overholdt, og at ledelsestilsynet med sagsbehandlingen bliver skærpet.
Socialministeriets opfattelse af gældende ret kommer således også til udtryk i forbindelse med de afgørelser, der træffes vedrørende de (amts)kommunale regnskaber og revisionsberetninger.
KAPITEL 12 - - - - - -
§ 45.
Stk. 1. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er formand for nævnet.
Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra 1) kommuneforeningen i amtet, 2) amtskommunen, 3) Landsorganisationen i Danmark, 4) Dansk Arbejdsgiverforening og 5) De Samvirkende Invalideorganisationer.
Stk. 3. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.
§ 46.
Stk. 1. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er formand for nævnet.
§ 48.
Stk. 1. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for nævnene med regler for deres sammensætning i de enkelte sager og for deres virksomhed, herunder for vejlednings- og koordineringsopgaverne, jf. § 78.
§ 49.
Stk. 1. Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for det sociale nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen. - - - - - - - Første klageinstans
156. Efter retssikkerhedsloven indbringes de kommunale og amtskommunale afgørelser for det sociale nævn som 1. klageinstans. Efter udlægning til kommunerne af kompetencen i afgørelser efter lov om social pension og til amtskommunerne af kompetencen i visse afgørelser efter serviceloven er nævnet normalt sidste administrative klageinstans.
Ankestyrelsens klagevejledning
I denne vejledning beskrives reglerne om sammensætningen af de sociale nævn og Ankestyrelsen, samt klageorganernes opgaver med at koordinere praksis og give vejledning. I Ankestyrelsens klagevejledning er reglerne om klage gennemgået.
Det sociale nævn
Nævnet har sekretariat i statsamtet og er således en statslig klageinstans på regionalt niveau. Nævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner har sekretariat i Den Sociale Sikringsstyrelse.
Medlemmer
Nævnet består af 6 medlemmer med statsamtmanden som formand. De øvrige medlemmer og stedfortræderne for hvert medlem udpeges af socialministeren efter indstilling fra kommuneforeningen i amtet, amtskommunen, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening og De Samvirkende Invalideorganisationer. LO og DA indstiller sine medlemmer gennem de regionale statslige arbejdsmarkedsråd.
Inhabilitet
157. Da nævnet er klageinstans for kommunale og amtskommunale afgørelser i sociale sager, videreføres den hidtidige regel om inhabilitet, dvs. at et medlem af det kommunale eller amtskommunale personsagsudvalg ikke kan udpeges som medlem af nævnet eller som stedfortræder. Det samme gælder kommunalt ansatte, som deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes kompetence. Reglen står i retssikkerhedslovens § 47.
Borgmestre
Tilsvarende videreføres den generelle inhabilitetsregel for borgmestre, som fortsat ikke kan udpeges som medlemmer eller stedfortrædere for et medlem af nævnet. Det er bedst stemmende med forvaltningslovens forudsætninger om generel inhabilitet, at en borgmester som øverste ansvarlige for kommunens administration og økonomi ikke deltager i behandlingen af klagesager fra kommunerne i amtet.
Viceborgmestre, som alene i visse tilfælde træder i stedet for borgmestre, vil derimod fortsat kunne udpeges.
Amtsborgmestre
En amtsborgmester kan ud fra samme hensyn heller ikke udpeges som hverken medlem eller stedfortræder.
De enkelte medlemmer skal bo i amtet. Hvis et medlem flytter uden for amtet, skal der udpeges et nyt medlem i stedet for.
Sammensætningen i de enkelte sager
- - - - - - - -
Bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område:
§ 12.
Stk. 1. Samtlige medlemmer af nævnet deltager i afgørelser, der træffes efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og lov om delpension.
Stk. 2. Nævnet er beslutningsdygtigt, når formanden og 3 andre medlemmer er til stede.
Stk. 3. I andre sager deltager ud over formanden medlemmet indstillet af henholdsvis kommuneforeningen, amtskommunen og De samvirkende Invalideorganisationer. Nævnet er i disse sager beslutningsdygtigt, når formanden og 2 andre medlemmer er til stede. - - - - - - -
158. I bistandslovsreformen er der også i forbindelse med sammensætningen af de sociale nævn blevet lagt vægt på, at arbejdsmarkedets parter sikres medvirken i sager, der særligt vedrører de arbejdsmarkedsrettede ydelser, fx ydelser efter sygedagpengeloven og ydelser efter aktivloven, dvs. revalidering, kontanthjælp.
I bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område er det derfor fastsat, at samtlige medlemmer deltager i afgørelser, der træffes efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og lov om delpension.
I andre sager, dvs. sager efter serviceloven, børnetilskudsloven, sygesikringsloven, inddrivelsesloven, lov om en børnefamilieydelse og boligstøtteloven, deltager alene medlemmet fra kommuneforeningen, amtskommunen og De Samvirkende Invalideorganisationer.
12.2. Den Sociale Ankestyrelse
- - - - - - -
§ 51.
Stk. 1. Ankestyrelsens afgørelser træffes af 1) styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og 2) medlemmer, der udpeges efter § 52.
Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.
§ 52.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra 1) Dansk Arbejdsgiverforening, 2) Landsorganisationen i Danmark, 3) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, 4) Amtsrådsforeningen i Danmark, 5) Kommunernes Landsforening, 6) De Samvirkende Invalideorganisationer, 7) Københavns Kommune og 8) Frederiksberg Kommune.
Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer, 1) der er fyldt 66 år, 2) der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen, eller 3) der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning eller på institutioner med socialt formål. - - - - - - Sammensætning
159. Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for kommunale og amtskommunale afgørelser, som Ankestyrelsen skønner har principiel eller generel betydning.
Bestemmelsen viderefører Ankestyrelsens sammensætning med en enkelt udvidelse, idet Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, som repræsenterer et betydeligt antal offentligt ansatte, nu også indstiller medlemmer til Ankestyrelsen.
- - - - - - -
§ 54.
Stk. 1. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer, jf. § 55, stk. 2, nr. 1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne. Bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område:
§ 18.
Stk. 1. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer.
Stk. 2. Socialministeren udpeger de 3 medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Stk. 3. På samme måde som i stk. 2 udpeges 3 stedfortrædere for hvert medlem. En af hver af stedfortræderne for de medlemmer, der er indstillet af Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening, udpeges efter indstilling fra henholdsvis en rederiorganisation og en organisation for søfarende.
Stk. 4. I afgørelser om ret til dagpenge efter bekendtgørelsen om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel deltager de stedfortrædende medlemmer, der er udpeget efter stk. 3, 2.pkt. Endvidere deltager et medlem fra Kommunernes Landsforening samt fra Københavns og Frederiksberg Kommuner. - - - - - - - Sager om sygedagpenge
160. Kommunale afgørelser efter sygedagpengeloven indbringes for det sociale nævn som normalt sidste administrative klageinstans, idet Dagpengeudvalget er nedlagt. Det sociale nævns afgørelser i dagpengesager kan behandles af Ankestyrelsen, hvis Ankestyrelsen skønner, at afgørelsen har principiel eller generel betydning.
Da såvel arbejdsgiver og arbejdstager som kommunerne har en retlig interesse i afgørelserne, sammensættes ankemøderne med 2 ankechefer og 3 medlemmer, der repræsenterer henholdsvis LO, DA, Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Den hidtidige regel i forretningsordenen for Dagpengeudvalget om, at arbejdsgiversiden og arbejdstagersiden repræsenteres af henholdsvis en rederiorganisation og en organisation for søfarende i sager om ret til dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til søfarende videreføres i § 18 i bekendtgørelsen om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
12.3. Klagemyndighedernes adgang til at efterprøve den del af en afgørelse, der bygger på et skøn
- - - - - - - -
§ 69.
Stk. 1. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen. - - - - - - -
161. Med formuleringen af § 69 er den hidtidige regel i bistandslovens § 15, stk. 5, ført videre, dog således, at § 69 sprogligt bedre udtrykker den praksis, som de sociale klagemyndigheder faktisk anvender, når de skal bedømme og efterprøve skøn, som indgår i de afgørelser, som de sociale myndigheder træffer.
Der er ofte en vis usikkerhed med hensyn til, hvad en skønsmæssig afgørelse er, og hvordan de sociale klagemyndigheder, ombudsmanden og domstolene efterprøver skønsmæssige afgørelser. I det følgende skal det beskrives, hvad skønsmæssige afgørelser er, og hvordan disse efterprøves.
Afgørelser, der bygger på ret
162. Begrebet skøn stilles i forhold til ret eller retsanvendelse. Retsanvendelse bruges, når det direkte følger af loven, at bestemte betingelser (retsfaktum) er knyttet sammen med en bestemt rettighed eller forpligtelse (retsfølge). Et eksempel er, at det følger af pensionsloven, at en person, der fylder 67 år (retsfaktum), efter ansøgning har ret til folkepension (retsfølge). Der er i sådanne tilfælde ikke tvivl om retsfaktum, og retsfølgen er beskrevet i loven som beløb pr. måned i grundbeløb og evt. tillæg, når betingelserne herfor er opfyldte.
Skønsmæssige afgørelser
163. Skøn anvendes, når bestemmelsen i loven ikke angiver en bestemt retsfølge af retsfaktum, der også kan være beskrevet i brede vendinger.
To eksempler
Det følger af aktivlovens § 81, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for i fremtiden at kunne klare sig selv. Denne bestemmelse beskriver en række betingelser, for at en borger har ret til hjælp. Da betingelserne ikke er objektivt angivet, betyder det, at loven har overladt myndigheden et spillerum, inden for hvilket den kan vælge mellem en eller flere afgørelser.
Et andet eksempel er aktivlovens § 11, stk. 2, hvorefter det er en betingelse for at få kontanthjælp eller aktivering, at modtageren har være ude for ændringer i sine forhold. Der er i reglen nævnt nogle typer af ændringer » sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør » men disse er ikke udtømmende. Myndighed skal altså i den konkrete sag påse, om der er andre ændringer, som kunne berettige til kontanthjælp/ aktivering.
Hvorfor regler, som bygger på skøn
164. Det er karakteristisk for regler, der indeholder et eller flere skønsmæssige elementer, at de er udformet på den måde, fordi bestemmelsen skal kunne samle op på situationer, som lovgiver ikke på forhånd har kunnet eller ønsket at beskrive udtømmende. Det er hensigten, at når myndigheden står med de konkrete sager, så skal der » efter et konkret skøn » være mulighed for at hjælpe den enkelte og familien.
Efterprøvelse af skøn
165. At en afgørelse bygger på et skøn » eller at der som et led i afgørelsen indgår et eller flere skønsmæssige elementer » betyder ikke, at afgørelsen ikke kan efterprøves af klagemyndighederne, ombudsmanden eller domstolene. Såvel domstolene som ombudsmanden efterprøver skønsmæssige afgørelser, og efter grundlovens § 63 kan domstolene påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Det betyder, at der er domstolskontrol med forvaltningen også, når forvaltningen udøver et skøn.
Domstolene og ombudsmanden har i deres praksis fastlagt, hvad der indgår i deres prøvelse, når der indgå skøn i reglen. Udgangspunktet for efterprøvelsen er, om skønnet er lovligt. Heri indgår navnlig, om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der er inddraget ulovlige kriterier, om myndigheden har foretaget en konkret individuel afvejning af sagens omstændigheder, og om lighedsgrundsætningen » at ensartede tilfælde er behandlet ens » er fulgt.
I praksis er der forskel på domstolenes og ombudsmandens efterprøvelse, idet ombudsmanden typisk ikke efterprøver den del af en afgørelse, der hviler på en fagkyndig vurdering, fx en lægelig vurdering, mens domstolene også efterprøver fagkyndiges vurderinger.
Den Sociale Ankestyrelses praksis med hensyn til at efterprøve og i givet fald tilsidesætte et skøn udøvet af en kommune eller en amtskommune svarer til den praksis, som domstolene har lagt med hensyn til efter grundlovens § 63 at efterprøve øvrighedsmyndighedens grænser, dvs. i hvilket omfang domstolene efterprøver forvaltningsafgørelser.
Ankestyrelsens prøvelse af skøn
Efterprøvelsen består i at konstatere, om myndigheden overhovedet har foretaget et skøn og fx ikke bare anvendt interne retningslinier uden at vurdere sagen konkret. I efterprøvelsen indgår også, om sagens faktiske omstændigheder er korrekt beskrevet, om sagsbehandlingsreglerne (forvaltningsloven m.m.) er fulgt, om ensartede tilfælde er behandlet ens (lighedsgrundsætningen), om der eventuelt er taget hensyn til ulovlige kriterier, og om hensynene er prioriteret i overensstemmelse med almindelige retsprincipper. Ankestyrelsen tilsidesætter videre åbenbart urimelige skønsmæssige afgørelser, og på samme måde som domstolene efterprøver Ankestyrelsen også og tilsidesætter i givet fald sagkyndiges vurderinger.
12.4. Koordinering af praksis
- - - - - - -
§ 76.
Stk. 1. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.
Stk. 2. Som et led i denne koordinering 1) vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og 2) følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.
§ 77.
Stk. 1. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.
§ 78.
Stk. 1. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.
Stk. 2. Som et led i denne koordinering 1) vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og 2) følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.
§ 79.
Stk. 1. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form. - - - - - - - Praksiskoordinering
166. Efter kapitel 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område videreføres reglerne om Ankestyrelsens praksiskoordinering fra ankestyrelsesloven, idet de sociale nævn også får en praksiskoordinerende opgave i samarbejde med Ankestyrelsen.
Som led i denne virksomhed kan Ankestyrelsen indhente og gennemgå sager, der er afgjort af de sociale nævn og kommunerne, jf. §§ 78 og 79. De sociale nævn kan inden for deres område ligeledes indhente og gennemgår sager fra kommunerne.
Sagerne kan bl.a. udvælges på baggrund af en statistisk opgørelse over den forventede tilkendelseshyppighed af forskellige typer af sociale ydelser i kommuner, amtskommuner og sociale nævn. Hensigten med Ankestyrelsens » og de sociale nævns » gennemgang af sagerne er at afdække, om der foreligger større praksisforskelle, og om der er særlige forhold, der kan forklare afvigelser fra det forventede.
Sagerne skal kunne påklages
Ankestyrelsen og de sociale nævn kan som led i deres praksiskoordinering kun gennemgå sagstyper, der drejer sig om afgørelser, som efter lovgivningen kan indbringes for Ankestyrelsen, respektive de sociale nævn.
Retlig vurdering
Der er tale om en retlig vurdering i forhold til den enkelte sag, hvor de praksiskoordinerende instanser vurderer, om afgørelserne er i overensstemmelse med gældende ret. Ankestyrelsen » og de sociale nævn » bør kun erklære sig uenige i en afgørelse, hvis den er klart i strid med landsdækkende praksis på området. Det betyder også, at når der i en regel indgår skøn, og det er overladt til den lokale myndighed at fastlægge, hvordan skønnet konkret skal udøves, vil der kun være grundlag for at reagere, hvis afgørelserne er ulovlige.
Sager kan ikke tages op af egen drift
De praksiskoordinerende instanser kan ikke i forbindelse med en praksisundersøgelse tage underinstansernes afgørelser op af egen drift med henblik på at ændre afgørelsen, og praksiskoordineringen går heller ikke ind i en bedømmelse af hensigtsmæssigheden af kommunernes forretningsgange eller det lokale serviceniveau.
Samarbejdet mellem nævn og Ankestyrelsen
167. I forbindelse med, at de sociale nævn har fået pligt til at praksiskoordinere inden for deres område, er det forudsat, at de løser opgaven i samarbejde med Ankestyrelsen for bl.a. at forebygge usikkerhed om, hvilken praksis der gælder, og for at sikre den bedst mulige ressourceudnyttelse, centralt og regionalt.
De sociale nævns praksiskoordinerende virksomhed tilrettelægges derfor i samarbejde med Ankestyrelsen. Ved undersøgelser af kommunernes praksis tager Ankestyrelsen kontakt med det sociale nævn, under hvis område den enkelte kommune hører. Ankestyrelsen bør konsulteres, før de sociale nævn giver udmelding om resultatet af en lokal praksisundersøgelse for at sikre størst mulig overensstemmelse mellem udmeldingerne.
Opfølgning
168. Opfølgningen af praksiskoordineringen sker ved, at Ankestyrelsen og de sociale nævn » inden udsendelsen af rapporter m.v. om undersøgelserne » går i dialog med og/eller afholder opfølgningsmøder med de involverede nævn og kommuner. Ankestyrelsen » og de sociale nævn » bør i dialogen give vejledning om, hvorledes sagsbehandlingen kan forbedres, fx om hvordan krav til dokumentation, formelle sagsbehandlingsregler, bedre kan overholdes, således at der på landsplan sikres ensartethed i sagsbehandlingen og afgørelsespraksis.
Dialogen mellem kommuner, sociale nævn og Ankestyrelsen bør endvidere bidrage til at gøre den landsdækkende praksis synlig, således at der skabes større klarhed herom i kommunerne med henblik på deres fremtidige sagsbehandling for at sikre ligebehandling af borgerne.
12.5. Vejledning til kommunerne og amtskommunerne
Hvem vejleder
169. Dette afsnit handler om, hvor kommuner og amtskommuner m.v. kan få vejledning om reglerne på det sociale område. Som udgangspunkt yder kommunerne vejledning om sociale spørgsmål overfor borgerne, mens medarbejdere i kommunerne kan få vejledning i de sociale nævn, og medarbejdere i de sociale nævn kan få vejledning om praksis og lovspørgsmål i Ankestyrelsen.
Retssikkerhedsloven viderefører, jf. §§ 76 og 78, Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at give kommuner og amtskommuner vejledning.
Når klageinstanserne yder vejledning, skal der tages hensyn til, at Den Sociale Ankestyrelse og de sociale nævn i deres virksomhed er uafhængig af instruktioner i den enkelte sags behandling og afgørelse, jf. § 68. Hverken Ankestyrelsen eller statsamterne, som sekretariat for de sociale nævn, kan give »bindende forhåndstilkendegivelser« om afgørelse af konkrete sager, fordi der vil kunne opstå habilitetsproblemer ved en senere klagesag, og fordi der medvirker beskikkede medlemmer, når de konkrete klagesager skal afgøres.
Ankestyrelsens vejledning
170. Ankestyrelsens vejledning sker bl.a. ved at offentliggøre anonymiserede afgørelser, som har principiel eller generel betydning, og som Ankestyrelsen og de sociale nævn har truffet. Det sker i
- Ankestyrelsens »SM-Sociale Meddelelser«,
- praksisoversigter på de enkelte lovområder, og
- Ankestyrelsens nyhedsblad »Nyt fra Ankestyrelsen«.
Udmelding af praksis sker regelmæssigt både i skriftlig og elektronisk form, så kommuner, statsamter og andre, der har afgørelseskompetence på de forskellige lovområder, eller som har behov for at være orienteret om praksis, hurtigt kan være informeret herom.
Ankestyrelsen besvarer også telefoniske og skriftlige forespørgsler fra de sociale nævn om gældende lovgivning m.v. og praksis. Herudover yder Ankestyrelsen vejledning ved regelmæssig kontakt og mødevirksomhed, herunder ved undervisning og kurser, med underinstanser, kommuner, sociale nævn, interesseorganisationer og andre samarbejdspartnere.
Grundlaget for vejledning
171. Ankestyrelsen og nævnene yder vejledning ud fra allerede trufne afgørelser. Hvis der endnu ikke er truffet afgørelse vedrørende selve spørgsmålet, vil Ankestyrelsen og nævnene ud fra de allerede foreliggende afgørelser kunne yde retlig vejledning og fortolkningsbidrag.
Ny lovgivning
I forbindelse med ny lovgivning vil Ankestyrelsen ofte yde en retlig vejledning om fortolkning af reglerne. Ny lovgivning kan imidlertid være af en sådan karakter, at Socialministeriet i en periode skal yde vejledning over for nævn og kommuner. Vejledningen vil typisk blive overtaget af Ankestyrelsen og nævnene, når de første afgørelser er truffet.
Vejledning fra Socialministeriet
172. Socialministeriet har pligt til at give vejledning, når det drejer sig om sager, hvor klageadgangen er afskåret i loven.
Socialministeriet har også vejledningsforpligtelsen, når det drejer sig om bistandsudøvelsen » dvs. en kommunes eller en amtskommunes valg af foranstaltning, når der er truffet afgørelse om, at der skal ydes en eller anden form for hjælp. Socialministeriet kan ikke vejlede om det konkrete valg af foranstaltning, men alene udtale sig vejledende om de muligheder, der findes inden for rammerne af lovreglerne.
173. I serviceloven er straffebestemmelser på børneområdet videreført. Endvidere er der i § 38, stk. 3, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel fortsat hjemmel til at pålægge juridiske personer (et aktieselskab, andelsselskab eller lignende) straf. Baggrunden for dette er, at efter straffeloven er det en betingelse, for at juridiske personer kan straffes, at der er hjemmel hertil i særlovgivningen.
Ophævede regler
De særlige straffebestemmelser for personer i bistandsloven og sygedagpengeloven er ikke blevet ført videre. Herefter gælder de almindelige regler om økonomiske forbrydelser i straffeloven, fx om bedrageri. En person, der modtager hjælp efter den sociale lovgivning, er således omfattet af samme regler om straf, som gælder for andre personer i samfundet.
Baggrunden for, at det ikke er skønnet rimeligt med særlige strafferegler i særlovene, er, at den teknologiske udvikling giver gode muligheder for at kontrollere en ansøgers økonomiske og familiemæssige forhold. I § 12, stk. 4, har myndighederne hjemmel til at indhente oplysninger i elektronisk form til brug ved behandling af en enkelt sag og som led i en generel søgning til brug for kontrol, og det er i § 10, stk. 3, bestemt, at borgeren skal have oplysning om denne adgang.
Der er endvidere både i aktivloven og i sygedagengeloven obligatoriske regler om tilbagebetalingspligt, fx hvis modtageren har tilsidesat sin oplysningspligt, eller mod bedre vidende har modtaget hjælp efter loven.
Kommunen kan også kræve refusion fra en arbejdsgiver, der uberettiget ikke har betalt dagpenge til en sygemeldt, og kommunen derfor har udbetalt dagpenge til den sygemeldte. 13.2. Generelle forhold i forbindelse med at inddrive beløb, der skal betales tilbage
174. I de enkelte sociale love findes en række regler, der regulerer, hvorledes myndighederne skal inddrive beløb, som skal betales tilbage, fordi de er modtaget uretmæssigt.
I dette afsnit beskrives nogle tværgående forhold, som myndighederne i almindelighed bør være opmærksom på i forbindelse med at inddrive skyldige beløb.
Tilrettelæggelse af arbejdet med at inddrive beløb
175. Afgørelse om at inddrive beløb træffer det eller de udvalg, som efter kommunens styrelsesvedtægt varetager de pågældende sagsområder. Det er således muligt, at en kommune kan samle sin inkassovirksomhed under et udvalg.
Klagevejledning
Hvis kommunen vælger at samle sin inkassovirksomhed, skal kommunen dog være opmærksom på, at klagemulighederne afhænger af, efter hvilken lovhjemmel inddrivelsen sker. Det er derfor vigtigt, at borgeren får en korrekt klagevejledning i forhold til den konkrete sag.
Hensigtsmæssig tilrettelæggelse
176. Der er flere hensyn, der har betydning for, hvordan arbejdet kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt:
- Der skal ydes en helhedsorienteret indsats over for borgeren.
- Tillidsforholdet mellem borger og sagsbehandler skal bevares.
- Der skal være tale om en effektiv inddrivelse.
Det gælder videre generelt, at inddrivelsen skal ske ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt. Samtidig skal den enkelte borger have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, og behandlingen af sagerne skal tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed, jf. § 4.
Lønindeholdelse
177. Inddrivelse kan ske i form af indeholdelse i løn. Indeholdelse kan også ske i ventepenge, pensioner og lignende understøttelser, der betales af statskassen, de kommunale kasser, andre offentlige kasser eller private kasser.
Reglerne fremgår dels af kildeskattelovens § 73 for så vidt angår inddrivelser efter reglerne om personlige skatter og dels af §§ 5-9 i lov om inddrivelse af underholdsbidrag for så vidt angår inddrivelse af underholdsbidrag. Begge disse love indeholder en bestemmelse om, at der skal overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold.
Klage over lønindeholdelse
178. Klage over afgørelser om lønindeholdelse følger klagereglerne i de love, hvori hjemmelen til at inddrive beløbene findes.
Ved lønindeholdelse i forbindelse med inddrivelse af en skatterestance kan kommunens afgørelse indbringes for den stedlige told- og skatteregion.
Sker indeholdelsen i forbindelse med inddrivelse af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, kan afgørelsen indbringes for det sociale nævn. Det samme er tilfældet, hvis det indeholdelsespligtige beløb fastsættes i forbindelse med inddrivelse af underholdsbidrag.
Det følger af inddrivelseslovens § 5, at fogedretten afgør indsigelser vedrørende løntilbageholdelse. Hvis tvangsinddrivelse af underholdsbidrag er iværksat, skal klagen således rettes til fogedretten, som, hvis klagerens påstand imødekommes, sender sagen tilbage til kommunalbestyrelsen.
Lønindeholdelse i kontanthjælp
179. Vedrørende lønindeholdelse for restancer i kontanthjælpen udsendte Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med bruttoficeringen af kontanthjælpen den 14. februar 1994 et cirkulære, hvoraf det fremgår, at der som udgangspunkt ikke foretages lønindeholdelser for restancer i kontanthjælp. Dog kan der foretages lønindeholdelse, hvis skyldneren har et væsentligt større rådighedsbeløb end andre, der modtager kontanthjælp, fx på grund af et fremført skattemæssigt underskud eller en meget lav boligudgift.
Det nødvendige til underhold
180. Ud over disse retningslinier for kontanthjælpsmodtagere er der ingen generelle retningslinier, som specificerer, hvor meget en skyldner skal have tilbage som nødvendigt til eget og familiens underhold.
Det vil imidlertid være hensigtsmæssigt, hvis der sker en vis koordinering af principperne for lønindeholdelse, således at en kontanthjælpsmodtager med gæld til det offentlige ikke i forbindelse med et tilbudt arbejde bliver præsenteret for en lønindeholdelse, som bevirker en samlet nedgang i pågældendes rådighedsbeløb, og herved kan virke som en barriere mod at søge ud på arbejdsmarkedet.
Vejledning til skyldnere
Det vil lette inddrivelsesarbejdet, hvis kommunen yder en kvalificeret vejledning og sammen med den enkelte skyldner finder frem til en plan for afvikling af gælden. Skyldneren vil ofte være mere motiveret, når der er udsigt til, at gælden kan afvikles inden for en overskuelig fremtid. Den enkelte skyldner bør jævnligt, mindst en gang årligt, orienteres om, hvilke beløb der skyldes til det offentlige og grundlaget for de skyldige beløb.
Forretningsgange
181. Såvel af hensyn til den enkelte borger, som af hensyn til en effektiv inddrivelse, bør kommunen udforme en forretningsgang for, hvordan kommunens inddrivelsessager skal behandles. Forretningsgangen bør indeholde
- procedurer om et tæt samarbejde mellem de forvaltningsgrene, der er beskæftiget med udbetaling og inddrivelse. Det kan fx være mellem en socialforvaltning en skatteforvaltning og en særlig inkassoenhed,
- procedurer om registrering og kontering af krav, når de opstår. Kravet bør hurtigst muligt fremsættes over for skyldneren. Det offentliges krav må ikke uden videre kunne vokse. Det kan » i givet fald » betyde, at en borger i unødigt lang tid bliver fastholdt som skyldner,
- rykkerprocedurer, således at sagerne følges tæt, og at der er kontrol i forbindelse med indbetalinger,
- procedurer om brug af registre m.v. (sagshenvisnings- og advissystem, skatte- og indtægtsregistre, det centrale fordringsregister). Der bør i den forbindelse sikres en effektiv udnyttelse af de forskellige muligheder for inddrivelse, herunder om en udbetaling til en skatteyder skal tilbageholdes, fx fordi der skal ske modregning eller fyldestgørelse af anmeldte fordringer.
182. I Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område er der i §§ 44 til 48 fastsat regler om det Sociale Informations- og Analysesystem. Bekendtgørelsen er medtaget som bilag 3. I dette afsnit uddybes disse regler.
Målet med Informations- og Analysesystemet
Det Sociale Informations- og Analysesystem skal bidrage til, at Socialministeriet kan følge den lokale sociale udvikling og foretage en overordnet vurdering af, hvordan de sociale opgaver varetages bl.a. ved at belyse den brede vifte af løsningsmuligheder og foretage sammenligninger mellem kommuner.
Systemet skal endvidere give Socialministeriet viden om omfang, indhold og kvalitet i det sociale arbejde, samt kunne anvendes til informationsudveksling og dialog mellem Socialministeriet, kommunerne, amtskommunerne og borgerne, herunder ide- og erfaringsudveksling.
Det Sociale Informations- og Analysesystem blev indført den 1. januar 1990. Systemet er senest fornyet i et samarbejde med bl.a. de kommunale organisationer og Indenrigsministeriet. Der henvises til »Fornyelse af Det Sociale Informations- og Analysesystem » Rapporter fra Arbejdsgruppen om den indholdsmæssige fornyelse af Det Sociale Informations- og Analysesystem og Arbejdsgruppen om teknologisk fornyelse af Informations- og Analysesystemet«, Socialministeriet, 15. oktober 1997.
Principperne for Informations- og Analysesystemet
183. Bestemmelserne i §§ 44 til 48 i bekendtgørelsen afløser Socialministeriets cirkulære af 30. november 1989 og er bygget op om en social database. Systemet bygger på følgende hovedprincipper:
1) Systemet er tilpasset regeringens IT-politiske handlingsplan 97/98. Det betyder bl.a., at Internettet bruges til ind-, ud- og tilbagemeldinger. Dog vil der også blive udsendt papirskemaer, således at kommuner og amtskommuner, der ikke har internetadgang, kan benytte disse.
2) Til den sociale database indberetter og ajourfører kommuner og amtskommuner løbende beslutninger om udviklingen på det sociale område, når de er truffet. Det tilstræbes derved, at de oplysninger, der er i systemet, og som bruges bl.a. til besvarelser til Folketinget, er knyttet til de faktiske politiske beslutninger om og forudsætninger for udvikling på decentralt niveau.
3) Princippet er, at »senest indberettede oplysninger gælder«. Det betyder, at indsendelsesfrister er afløst af varsler om, hvilke oplysninger der vil blive anvendt og fra hvilket tidspunkt. Det vil ske i passende tid, før Socialministeriet trækker oplysninger til brug for bl.a. sociale danmarkskort, rapporteringer til Folketing, således at kommuner og amter har mulighed for at ajourføre dem.
4) Der sker en forskydning fra kvantitative til mere kvalitative oplysninger, bl.a. i sammenhæng med en forskydning fra faste til mere ad hoc, udsnits- og temabaserede oplysninger.
5) Faste, periodiske og landsdækkende oplysninger opretholdes, men deres omfang reduceres.
6) Der vil blive lagt vægt på en gensidig koordinering og åbenhed mellem Socialministeriet og andre organisationer og myndigheder, der indsamler oplysninger på det sociale område med henblik på at spare kommuner og amter for dobbeltindberetninger.
Hvem har ansvaret
184. Kommunalbestyrelser og amtsråd har ansvaret for de oplysninger, der indberettes til Socialministeriet. Det er i bekendtgørelsens § 44, stk. 2, fastsat, at hvis beslutningskompetencen vedrørende omfang, indhold og kvalitet af indsatsen for dele af det sociale område er lagt til særlige organer, lokal- eller bydelsråd, fælleskommunale styrelser eller lignende, medvirker disse organer efter reglerne i bekendtgørelsen.
Der skal også, jf. bekendtgørelsens § 44, stk. 3, medtages oplysninger om inddragelse af og samordning i forhold til private, der udfører socialt arbejde, herunder oplysninger om udviklingen i samarbejdet med virksomheder og det frivillige sociale arbejde.
Adgang til oplysninger
185. Oplysningerne i den sociale database, jf. § 45, stk. 2, i bekendtgørelsen, vil i bearbejdet form blive stillet til rådighed for offentligheden mod betaling. Der vil ikke blive taget betaling for kommuners og amtskommuners adgang til databaser, der alene indeholder indberettede tal fra kommuner.
Underskrift 1
Socialministeriet, den 6. marts 1998 KAREN JESPERSEN / Peter Juul
Bilag 1
Oversigt over lov om retssikkerhed og administration på det sociale område » ændringer og præciseringer i forhold til tidligere gældende regler
Denne oversigt giver en kort beskrivelse af de vigtigste bestemmelser i lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven). Nogle regler er nye, andre er præciseringer af gældende ret, herunder uskreven ret.
Hvor gælder loven?
Retssikkerhedsloven omfatter en række fælles regler for behandling af sociale sager. Efter bekendtgørelse om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område omfatter loven sager efter:
- Lov om social pension.
- Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
- Lov om aktiv socialpolitik.
- Lov om social service.
- Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
- Lov om delpension.
- Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.
Retssikkerhedsloven gælder også for lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. Efter denne lov er det kun bopælskommunen, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg. Derfor gælder § 9 i retssikkerhedsloven om handlekommune ikke.
Retssikkerhedslovens kapitel 9 og §§ 68 og 70 gælder, når Den Sociale Ankestyrelse behandler og afgør sager efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Dog kun, hvis andet ikke følger af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Lovens kapitel 9 samt §§ 67-70, § 72, stk. 1 og 2, og § 74 gælder, når Den Sociale Ankestyrelse behandler og afgør sager efter § 24, stk. 5 og 6, i lov om offentlig sygesikring og efter § 9 i lov om sygehusvæsenet. Når det drejer sig om en klage over en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, i lov om sygehusvæsenet skal Ankestyrelsen indhente en udtalelse fra vedkommende amtsråd.
Endvidere gælder retssikkerhedsloven ved klage over afgørelser i,
1) sager som efter § 24, stk. 4, i lov om offentlig sygesikring kan indbringes for det sociale ankenævn,
2) sager efter lov om en børnefamilieydelse, bortset fra sager om skattepligt efter kildeskattelovens § 1, og
3) sager efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag.
Regler i forhold til borgeren
Kapitel 2 fastsætter i forhold til borgeren regler om, hvordan sagerne skal behandles.
- Efter § 3, stk. 1, skal kommunen og amtskommunen behandle sager så hurtigt som muligt.
- Myndigheden skal efter § 3, stk. 2, sætte frister for, hvornår sager skal være afgjort. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal borgerne skriftligt have besked om, hvornår pågældende kan forvente en afgørelse.
- Det følger af § 4, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, og at kommunen og amtskommunen skal tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.
- Efter § 5 skal myndigheden bruge alle muligheder for hjælp i lovgivningen, herunder også muligheder uden for det sociale område.
- I § 6 er det bestemt, at har en borger brug for hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes behov på længere sigt.
- Det følger af § 7, at sager om hjælp til forsørgelse skal tages op til vurdering senest 8 uger efter borgerens første henvendelse. Borgeren skal have skriftlig besked om kommunens vurdering. I de enkelte sociale love er der regler om den videre opfølgning af sagerne.
Handlekommune
Kapitel 3 indeholder i § 9 regler om handlekommune/opholdskommune. Det er reglerne fra bistandsloven, som føres videre. Fra 1. juli 1998 er reglerne om handlekommune ens også for sager efter lov om social pension, efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel og efter børnetilskudsloven. Der er i dagpengebekendtgørelsen fastsat undtagelser for visse persongrupper.
Oplysningspligt m.v.
Lovens §§ 10 til 12 fastsætter en række bestemmelser om, at den, som modtager hjælp, har pligt til at give oplysninger, og om at myndighederne kan indhente oplysninger til brug for behandling af sager.
Borgeren skal efter § 11, stk. 2, have skriftlig besked om pligten til at give oplysninger, og det præciseres, at borgeren også skal have at vide, hvilke typer af ændringer som kan have betydning for hjælpen.
Som noget nyt er det i § 12, stk. 3, i lovtekst bestemt, at en myndighed skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger. Selv om en myndighed formelt, fx efter forvaltningsloven, har ret til at indhente oplysninger uden samtykke, så skal den alligevel normalt forsøge at få et samtykke.
Tilsyn
I § 16 (kommunerne) og i § 39 (amtskommunerne) præciseres det, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale og amtskommunale opgaver løses. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, som opgaverne udføres på.
Pligten til at føre tilsyn omfatter også hjælp, der efter aftale udføres af andre, fx en selvejende institution, et bofællesskab eller en puljeordning.
Koordinationsudvalg
§§ 22 til 28 fastsætter regler om kommunale koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats, som kommunalbestyrelsen skal nedsætte. Koordinationsudvalget er rådgivende over for kommunalbestyrelsen i forhold til den arbejdsmarkedsrettede del af socialpolitikken.
Klageråd
Personer under 67 år har efter § 75, stk. 3, i lov om social service mulighed for at klage til de sociale klagemyndigheder over afgørelser om hjælp til personlig hjælp og pleje m.v. ( §§ 71 og 72 i lov om social service). Reglerne om klageråd er derfor justeret i forhold til reglerne i bistandsloven.
Amtslige brugeråd/klageråd
Amtskommunerne skal som hidtil oprette brugerråd. For personer over 67 år, der enten har ophold på amtskommunale boformer jf. servicelovens §§ 92-94, eller hvor amtskommunen i medfør af servicelovens § 81, stk. 2, sørger for praktisk bistand m.v. i medfør af servicelovens §§ 71 - 72, skal de amtslige brugerråd fungere som klageråd, jf. servicelovens § 81, stk. 3.
Formuebestemmelse
I kapitel 6 - fællesbestemmelser for kommuner og amtskommuner - er der en ny regel i § 43, stk. 1. Efter denne bestemmelse skal en myndighed (en kommunalbestyrelse eller et amtsråd) tage stilling til, hvad der skal ske med formue, som kan opstå i forbindelse med, at myndigheden lader andre udføre opgaver efter den sociale lovgivning. Denne regel hænger sammen med, at der efter 1. juli 1998 ikke i samme omfang som tidligere er bestemmelser om, at visse opgaver, hvis de er private, skal udføres af selvejende institutioner, som kommunen eller amtskommunen har aftale med.
Offentlighedsloven og forvaltningsloven, når private udfører opgaver for det offentlige
KAPITEL 14 Det Sociale Informations- og Analysesystem
§ 43, stk.
Stk. 1. 2, fastsætter, at enhver ikke-offentlig instans, der udfører opgaver efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service, er forpligtet til at følge reglerne i forvaltningsloven og i offentlighedsloven på samme måde, som om opgaven havde været udført af en offentlig myndighed.
Stk. 1. 2, fastsætter, at enhver ikke-offentlig instans, der udfører opgaver efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service, er forpligtet til at følge reglerne i forvaltningsloven og i offentlighedsloven på samme måde, som om opgaven havde været udført af en offentlig myndighed.
1. De nuværende sociale ankenævn ophører pr. 30 juni 1998, og sager, der ikke er færdigbehandlet på dette tidspunkt, overgår til de sociale nævn.
2. For revaliderings- og pensionsnævnet gælder, at følgende sager, som kommunen har afgivet indstilling i, men hvor nævnet ikke har truffet afgørelse den 1. juli 1998, overgår til de nye sociale nævn:
a) Sager efter pensionsloven om højeste førtidspension og mellemste førtidspension (§ 14, stk. 1 og 2,) om bistandstillæg (§ 16) og om invaliditetsydelse (§ 18).
b) Sager efter bistandsloven om hjælp til at etablere selvstændig virksomhed mv. (§ 43, stk. 10) og om støtte til motorkøretøjer (§ 58, stk. 11).
Klagesager over kommunale afgørelser, som er indbragt for nævnet, men som ikke er afgjort den 1. juli 1998, overgår ligeledes til de nye sociale nævn.
3. Dagpengeudvalget nedlægges pr. 28. februar 1999. Det er forudsat, at dagpengeudvalget forinden vil have færdigbehandlet de klager efter sygedagpengeloven, som udvalget har modtaget inden den 29. juni 1998.
Klager modtaget den 29. juni 1998 og derefter vedrørende sager efter sygedagpengeloven skal behandles af de sociale nævn.
Fra overgangsbestemmelserne skal også fremhæves § 89, stk. 6. Efter bistandslovens § 9, stk. 2, kan en kommunalbestyrelse eller et amtsråd overlade sine beføjelser til at træffe afgørelser til en selvejende institution. Denne mulighed for at delegere afgørelseskompetence videreføres ikke, men det er i § 89, stk. 6, fastsat, at bestående ordninger, hvor en kommunalbestyrelse eller et amtsråd har delegeret kompetence til at træffe afgørelser, kan fortsætte.
Om straffebestemmelser
Straffebestemmelserne vedrørende borgeren i bistandsloven og sygedagpengeloven er ikke ført videre. Der er fortsat straffebestemmelser vedrørende børn i lov om social service og vedrørende selskabers straffeansvar i sygedagpengeloven. En modtager af sociale ydelser vil - som alle andre - eventuelt kunne straffes efter straffeloven.
Bilag 2
Lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område, som ændret ved lov nr. 980 af 17. december 1997.
Det følgende er en datasammenskrivning med ændringerne som følge af lov nr. 980 af 17. december 1997 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om orlov, lov om arbejdsmarkedsuddannelser og forskellige andre love (ændringer til § 42, stk. 3, 2. pkt., § 66, stk.1, nr. 1, § 75 og § 89, stk. 8)
Kapitel 1 Lovens formål og område
§ 1.
Stk. 1. Formålet med denne lov er at 1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager, 2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp, 3) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og 4) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.
§ 2.
Stk. 1. Loven indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen (kommunen), amtsrådet (amtskommunen) og statslige myndigheder (de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse) skal behandle sager efter lovgivningen.
Stk. 2. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages de opgaver, som er henlagt til amtsrådene, af kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der fraviger denne lov.
Stk. 4. Socialministeren bestemmer, hvilke sager denne lov helt eller delvist gælder for.
Stk. 4. Socialministeren bestemmer, hvilke sager denne lov helt eller delvis gælder for. Kapitel 2 Borgeren
§ 3.
Stk. 1. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.
§ 4.
Stk. 1. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.
§ 5.
Stk. 1. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.
§ 6.
Stk. 1. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.
§ 7.
Stk. 1. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.
Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens vurdering efter stk. 1.
§ 8.
Stk. 1. Socialministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager. Kapitel 3 Handlekommune og oplysningspligt m.v. Handlekommune
§ 9.
Stk. 1. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.
Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.
Stk. 3. Et barn under 18 år har samme opholdskommune som forældrene. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregisteret.
Stk. 4. Et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.
Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.
Stk. 6. Pligten til at yde integrationsbistand til en udlænding, der er omfattet af § 107, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, varetages af staten i indtil 18 måneder. En kommune kan dog varetage pligten til at yde integrationsbistand på et tidligere tidspunkt end efter de 18 måneder. Indenrigsministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.
Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Oplysningspligt m.v.
§ 10.
Stk. 1. Personer, der søger om eller får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til.
Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.
Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil give samtykke efter § 12, stk. 3.
§ 11.
Stk. 1. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning for hjælpen.
Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om 1) pligten til at give oplysninger, 2) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og 3) konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.
§ 12.
Stk. 1. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.
Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.
Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger efter stk. 1.
Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.
§ 13.
Stk. 1. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i lov om aktiv socialpolitik.
§ 14.
Stk. 1. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.
Kapitel 4Kommunen Kommunens opgaver
§ 15.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.
§ 16.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på. Udvalg m.v. Udvalget, der behandler personsager
§ 17.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.
Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af et eller flere magistratsmedlemmer. Børn og unge-udvalget
§ 18.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service.
§ 19.
Stk. 1. Børn og unge-udvalget består af 1) 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, 2) byretsdommeren i retskredsen, dog således at hvis der er flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet, og 3) en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af amtsrådet for den kommunale valgperiode.
Stk. 2. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at møde, når medlemmet er forhindret i at deltage.
Stk. 3. Medlemmer af udvalget efter § 17, som behandler sager om børn og unges sociale forhold, kan ikke vælges som medlemmer af eller stedfortrædere til børn og unge- udvalget. Det samme gælder magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med disse opgaver.
§ 20.
Stk. 1. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Dommeren leder møderne i udvalget og påser, at der er foretaget de nødvendige undersøgelser, og beslutter, om der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der optages et retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en vurdering af de oplysninger, der foreligger.
§ 21.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter forretningsordenen for børn og unge-udvalget og kan herved fravige kravet om, hvordan udvalget skal sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i § 19, stk. 3.
Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen. Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats Formål
§ 22.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.
Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.
§ 23.
Stk. 1. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen om 1) kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v., 2) hjælp til forsørgelse, 3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.
Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område rådgivning til andre, f.eks. virksomheder og faglige organisationer.
Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den arbejdsmarkedsrettede indsats. Sammensætning
§ 24.
Stk. 1. Koordinationsudvalget består af 1 medlem udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger hver 1 medlem 1) De samvirkende Invalideorganisationer. 2) Landsorganisationen i Danmark. 3) Dansk Arbejdsgiverforening. 4) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd. 5) Praktiserende Lægers Organisation. 6) Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Stk. 2. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1-6, skal repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger el.lign.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for koordinationsudvalget.
§ 25.
Stk. 1. Hvis det ikke er muligt at få udpeget organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4 medlemmer.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24. Redegørelse
§ 26.
Stk. 1. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Det Centrale Koordinationsudvalg, jf. § 80.
§ 27.
Stk. 1. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til: 1) statens sikkerhed eller rigets forsvar, 2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, 4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, 5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, 6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller 7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.
Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.
§ 28.
Stk. 1. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når 1) den oplysningen angår, har givet samtykke, 2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, 3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller 4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
§ 29.
Stk. 1. I sager der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis 1) ansøgeren har givet samtykke hertil, 2) andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller 3) særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes. - - - - - - - Rent private oplysninger
§ 30.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at nedsætte flere ældreråd.
§ 31.
Stk. 1. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne. - - - - - - -
§ 32.
Stk. 1. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. - - - - - - -
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med ældrerådet beslutte, at også personer med fast bopæl i kommunen, der modtager førtidspension, og som ikke er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.
§ 33.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker dette. Klageråd
§ 34.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der 1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 i lov om social service til personer, som er fyldt 67 år, og 2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.
Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke klager og mere generelle spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. rådet vil forelægge for kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på området.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet, om der er grundlag for at nedsætte flere klageråd.
§ 35.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.
Stk. 2. Klagerådet består af 1) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer, og 2) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer.
Stk. 3. For hvert medlem vælges en stedfortræder.
Stk. 4. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af ældrerådet.
§ 36.
Stk. 1. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af klagerådet, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal have diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse. Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn
§ 37.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov om social service. Kapitel 5 Amtskommunen Amtskommunens opgaver
§ 38.
Stk. 1. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.
§ 39.
Stk. 1. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på. Udvalg, der behandler personsager
§ 40.
Stk. 1. Sager, der handler om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke behandles i det samlede amtsråd.
Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager. Brugerråd
§ 41.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter regler om amtslige brugerråd, der kan rådgive amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i sociale anliggender, som hører under amtskommunerne og de to kommuner.
Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner og De Samvirkende Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan være medlemmer af rådet.
Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken sammensætning og i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over amtskommunens afgørelser efter §§ 71 og 72, jf. § 81, i lov om social service. Kapitel 6Fælles bestemmelser for kommuner og amtskommuner
§ 42.
Stk. 1. Amtskommunen yder kommunerne, herunder børn og unge- udvalgene efter § 18, vejledning i sager efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed.
Stk. 2. Kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen.
Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden.
Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.
Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.
§ 43.
Stk. 1. § 43
Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.
Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32. Dette gælder også for selvejende institutioner, der efter aftale udfører en opgave for en kommune eller en amtskommune. - - - - - - -
§ 44.
Stk. 1. Det sociale nævn behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunen og amtskommunen, i det omfang det er fastsat i loven.
§ 45.
Stk. 1. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er formand for nævnet.
Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra 1) kommuneforeningen i amtet, 2) amtskommunen, 3) Landsorganisationen i Danmark, 4) Dansk Arbejdsgiverforening og 5) De Samvirkende Invalideorganisationer.
Stk. 3. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.
§ 46.
Stk. 1. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er formand for nævnet.
Stk. 2. Medlemmerne udpeges på samme måde som nævnt i § 45, stk. 2, dog således at den kommunale og amtskommunale indstilling foretages af Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab.
§ 47.
Stk. 1. Medlemmer af udvalg efter § 17 og § 40 kan ikke være medlemmer af det sociale nævn. Det samme gælder kommunalt ansatte, som deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes kompetence.
§ 48.
Stk. 1. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for nævnene med regler for deres sammensætning i de enkelte sager og for deres virksomhed, herunder for vejlednings- og koordineringsopgaverne, jf. § 78. Kapitel 8Den Sociale Sikringsstyrelse
§ 49.
Stk. 1. Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for det sociale nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen. Kapitel 9 Den Sociale Ankestyrelse
§ 50.
Stk. 1. Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for administrative afgørelser, i det omfang det fastsættes ved lov.
Stk. 2. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Sammensætning
§ 51.
Stk. 1. Ankestyrelsens afgørelser træffes af 1) styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og 2) medlemmer, der udpeges efter § 52.
Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.
§ 52.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra 1) Dansk Arbejdsgiverforening, 2) Landsorganisationen i Danmark, 3) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, 4) Amtsrådsforeningen i Danmark, 5) Kommunernes Landsforening, 6) De Samvirkende Invalideorganisationer, 7) Københavns Kommune og 8) Frederiksberg Kommune.
Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer, 1) der er fyldt 66 år, 2) der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen, eller 3) der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning eller på institutioner med socialt formål. Afgørelser i de enkelte sager
§ 53.
Stk. 1. Ankestyrelsen træffer afgørelse i de enkelte sager på et møde, hvori der deltager 2 medlemmer og 1 ankechef, der er formand. Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal.
Stk. 2. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes et møde, sender styrelsen indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.
Stk. 3. Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have virkning, hvis formanden skønner, at der er tvivl om, at afgørelsen er lovlig. Sagen skal herefter behandles i et møde med udvidet votering, jf. § 55.
§ 54.
Stk. 1. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer, jf. § 55, stk. 2, nr. 1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne. Afgørelser med udvidet votering
§ 55.
Stk. 1. I afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.
Stk. 2. Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende: 1) Afgørelser, som er truffet af de sociale nævn, som kan behandles, fordi de har principiel eller generel betydning, jf. § 63. 2) Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62 i lov om social service. 3) Sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens § 9 og § 10. 4) Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53, stk. 3. 5) Andre sager, som styrelseschefen beslutter har principiel eller generel betydning.
Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.
§ 56.
Stk. 1. Styrelseschefen kan, når en sag har principiel eller generel betydning, beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer. På samme måde kan styrelseschefen eller vicestyrelseschefen deltage i møder efter § 54.
Stk. 2. § 55, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Beslutninger om at behandle det sociale nævns afgørelser og om at genoptage en sag.
§ 57.
Stk. 1. Følgende beslutninger træffes af 1 ankechef: 1) Om en afgørelse, som et socialt nævn har truffet, opfylder betingelserne i § 63 for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen. Beslutningen skal været truffet senest 14 dage efter, at Ankestyrelsen har modtaget sagen. 2) Om en tidligere afgjort sag skal genoptages. Forretningsorden m.v.
§ 58.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for Ankestyrelsen.
§ 59.
Stk. 1. Styrelseschefen kan overlade sine beføjelser efter lovgivningen til vicestyrelseschefen og ankecheferne. Styrelseschefen kan fastsætte regler om vicestyrelseschefens og ankechefernes adgang til at overlade deres beføjelser efter lovgivningen til ansatte, der opfylder uddannelseskravet i § 51, stk. 2. Kapitel 10 Almindelige klageregler Klageadgang
§ 60.
Stk. 1. De afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.
Stk. 2. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og takster for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.
§ 61.
Stk. 1. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det sociale nævn. Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.
§ 62.
Stk. 1. Uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Den person, som afgørelsen vedrører, kommunen og Den Sociale Sikringsstyrelse kan indbringe sagen.
§ 63.
Stk. 1. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.
§ 64.
Stk. 1. Følgende afgørelser, der træffes af Den Sociale Sikringsstyrelse, kan indbringes for Ankestyrelsen: 1) Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik. 2) Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om aktiv socialpolitik. 3) Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og § 62 i lov om social pension. 4) Afgørelser om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere lande med henblik på fravigelse heraf.
Stk. 2. Den person, som afgørelsen vedrører, kan klage over afgørelserne efter stk. 1. Kommunen kan klage over en afgørelse efter stk. 1, nr. 1.
§ 65.
Stk. 1. Afgørelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service, som træffes af en privat humanitær organisation, der yder integrationsbistand efter § 9, stk. 6, kan indbringes for det sociale nævn. Pligt til at genvurdere sagen
§ 66.
Stk. 1. Inden en klage behandles, skal den myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold2. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.
Stk. 2. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen. Klagefrister
§ 67.
Stk. 1. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden for samme frist.
Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Sagsbehandlingen
§ 68.
Stk. 1. Ankestyrelsen og de sociale nævn er ikke bundet af parternes påstande og er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag.
Stk. 2. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
§ 69.
Stk. 1. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.
§ 70.
Stk. 1. Ankestyrelsens og de sociale nævns afgørelser skal være skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der fastsættes i forretningsordenerne. Formandens beslutninger
§ 71.
Stk. 1. Hvis formanden for det sociale nævn finder, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er i overensstemmelse med gældende ret, kan formanden straks udsætte afgørelsens virkning og indbringe den for Den Sociale Ankestyrelse senest 1 uge efter, at den er truffet. Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger fra sagens modtagelse i Ankestyrelsen. Sagen behandles i Ankestyrelsen ved udvidet votering, jf. § 55.
Stk. 2. Formanden for det sociale nævn træffer afgørelse i sager, hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.
Stk. 3. Formandens afgørelser om sagsbehandlingen kan ikke indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.
Stk. 4. Formanden kan i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, træffe en foreløbig afgørelse. Den foreløbige afgørelse kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal snarest muligt behandles i et møde i nævnet. Opsættende virkning
§ 72.
Stk. 1. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning.
Stk. 2. Hvis Ankestyrelsen eller det sociale nævn ændrer en afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen eller det sociale nævn samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.
Stk. 3. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil, jf. § 99, stk. 1 og 2, i lov om social service, samtidig træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v. Domstolsprøvelse
§ 73.
Stk. 1. I sager, hvor Ankestyrelsens afgørelser vedrørende børn og unge-udvalgets beslutninger kan indbringes for domstolene efter reglerne i § 124 i lov om social service, skal Ankestyrelsens afgørelse foreligge inden 8 uger efter, at klagen er modtaget.
Stk. 2. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelser i sager efter stk. 1 skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange, at sagen forelægges for domstolene, og om fristen herfor. Bemyndigelser
§ 74.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.
§ 75.
Stk. 1. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indtægtsgrundlaget, jf. § 28, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om social pension og om indkomstgrundlaget, jf. § 82, stk. 1, og § 99, stk. 3, nr. 2, i lov om social service3. Kapitel 11 Koordinering af praksis
§ 76.
Stk. 1. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.
Stk. 2. Som et led i denne koordinering 1) vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og 2) følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.
§ 77.
Stk. 1. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.
§ 78.
Stk. 1. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.
Stk. 2. Som et led i denne koordinering 1) vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og 2) følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.
§ 79.
Stk. 1. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form. Det Centrale Koordinationsudvalg
§ 80.
Stk. 1. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det Centrale Koordinationsudvalg) til støtte for sin vejledningsvirksomhed.
Stk. 2. Det Centrale Koordinationsudvalg har til opgave at følge og rådgive kommunerne om 1) kommunernes indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v., 2) hjælp til forsørgelse og 3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet.
§ 81.
Stk. 1. Socialministeren udpeger formanden for Det Centrale Koordinationsudvalg efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse.
Stk. 2. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter indstilling fra 1) Dansk Arbejdsgiverforening, 2) Landsorganisationen i Danmark, 3) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, 4) Amtsrådsforeningen i Danmark, 5) Kommunernes Landsforening, 6) Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab, 7) De Samvirkende Invalideorganisationer, 8) Foreningen af Statsamtmænd, 9) Praktiserende Lægers Organisation, 10) Den Sociale Sikringsstyrelse og 11) Socialministeriet. Kapitel 12Statistik, analyse, information m.v.
§ 82.
Stk. 1. Kommunen, amtskommunen og de sociale nævn har pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som socialministeren anmoder om.
§ 83.
Stk. 1. Kommuner og amtskommuner giver Socialministeriet oplysninger om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder om de mål, som de har sat for udviklingen.
Stk. 2. Kommunen og amtskommunen har pligt til at medvirke til temaplanlægning, i kommunepaneler samt til at skaffe uddybende oplysninger om udviklingen på særlige områder.
§ 84.
Stk. 1. Socialministeren kan fastsætte regler om omfanget af oplysninger, jf. §§ 82 og 83, og om, hvordan de skal ajourføres og indsendes. Kapitel 13Regnskabsaflæggelse, revision m.v.
§ 85.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision.
Stk. 2. Socialministeren kan efter forhandling med de kommunale organisationer fastsætte regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter i forbindelse med ydelser til personer under 67 år og personer, der er fyldt 67 år.
§ 86.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter regler om, hvem der skal betale udgifter til lægeerklæringer, transport m.v., som en myndighed pålægger en ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning. Kapitel 14 Råd m.v.
§ 87.
Stk. 1. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.
Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter regler om fortrinsadgang til visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på grund af invaliditet har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked.
§ 88.
Stk. 1. Socialministeren nedsætter et børneråd, der skal arbejde på at sikre børns rettigheder samt informere og rådgive om børns forhold i samfundet. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver. Kapitel 15 Ikrafttræden m.v.
§ 89.
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
Stk. 2. Revaliderings- og pensionsnævnene nedlægges den 30. juni 1998. Sager efter § 14, stk. 1 og 2, og §§ 16 og 18 i lov om social pension samt efter §§ 43 og 58 i lov om social bistand, som kommunerne har givet indstilling i til nævnene, og som ikke er afgjort af revaliderings- og pensionsnævnene senest denne dato, overgår til de sociale nævn, der er nedsat efter denne lovs § 44. Sager vedrørende kommunale afgørelser, som er indbragt for nævnene, og som ikke er afgjort senest på denne dato, overgår ligeledes til de sociale nævn. Sagerne afgøres og kan påklages efter reglerne i lov om social pension og i lov om social bistand som gældende indtil den 1. juli 1998. Funktionsperioden for formanden for og medlemmerne af revaliderings- og pensionsnævnene ophører den 30. juni 1998.
Stk. 3. De sociale ankenævn nedlægges den 30. juni 1998. De sager, der ikke er afgjort senest denne dato, overgår til de sociale nævn til afgørelse. Sagerne afgøres og kan påklages efter de hidtidigt gældende regler. Funktionsperiode for formanden for og medlemmerne af de sociale ankenævn ophører den 30. juni 1998.
Stk. 4. Funktionsperioden for medlemmerne af de sociale nævn, jf. denne lovs § 44, vil første gang være fra den 1. juli 1998 til den 30. juni 2002.
Stk. 5. Dagpengeudvalget, jf. § 33 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, nedlægges den 28. februar 1999. Funktionsperioden for formanden og medlemmerne ophører samme dato.
Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har overladt til en selvejende institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.
Stk. 7. Koordinationsudvalget, jf. § 24, skal være nedsat senest den 31. december 1998.
Stk. 8. Kommuner, der har etableret ældreråd før den 1. januar 1996, skal senest den 1. januar 1999 have etableret ældreråd, der opfylder betingelserne i §§ 30-334.
§ 90.
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bilag 3
Datasammenskrivning af bekendtgørelse nr. 11 af 8. januar 1998 om retssikkerhed og administration på det sociale område, men de ændringer der følger af ændringsbekendtgørelse nr. 160 af 5. marts 1998
(Regler om anvendelsesområdet for lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, behandling af klager, praksiskoordinering, amtskommunale brugerråd, statistik m.v.)
I medfør af § 2, stk. 4, § 41, stk. 1 og 3, § 48, stk. 2, § 52, stk. 1, § 58, § 74, § 84 og § 86 i lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område, som ændret ved § 27 i lov nr. 980 af 17. december 1997 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets tillægspension, lov om orlov, lov om Arbejdsmarkedsuddannelser og forskellige andre love, § 115, stk. 4, i lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service, som ændret ved § 26 i lov nr. 980 af 17. december 1997 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets tillægspension, lov om orlov, lov om arbejdsmarkedsuddannelser og forskellige andre love og § 55, stk. 4, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, fastsættes følgende:
Kapitel 1 Anvendelsesområdet for lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
§ 1.
Stk. 1. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder ved behandling og afgørelse af sager efter lov om social pension, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om social service, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om delpension, lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling og lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre mv. Dog gælder lovens § 9 om handlekommunen ikke for lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v., idet det efter denne lov er pågældendes bopælskommune, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg.
§ 2.
Stk. 1. Lovens kapitel 9 samt §§ 68 og 70 gælder for Den Sociale Ankestyrelses behandling og afgørelse af sager efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, med mindre andet følger af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Stk. 2. Lovens kapitel 9 samt §§ 67 - 70, § 72, stk. 1 og 2, og § 74 gælder for Den Sociale Ankestyrelses behandling og afgørelse af sager efter § 24, stk. 5 og 6, i lov om offentlig sygesikring og efter § 9 i lov om sygehusvæsenet. Ved behandling af en klage over en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, i lov om sygehusvæsenet skal Ankestyrelsen indhente en udtalelse fra vedkommende amtsråd.
Stk. 3. Lovens regler om behandlingen af klage over afgørelser gælder i følgende tilfælde: 1) Sager, som efter § 24, stk. 4, i lov om offentlig sygesikring kan indbringes for det sociale nævn. 2) Sager efter lov om en børnefamilieydelse, bortset fra sager om skattepligt efter kildeskattelovens § 1. 3) Sager efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag1.
§ 3.
Stk. 1. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager kommunalbestyrelsen de opgaver, som er henlagt til amtsrådene. Kapitel 2 Fælles regler for behandlingen af klagesager Indsendelse af klager og genvurdering
§ 4.
Stk. 1. Kommunen, amtskommunen, det sociale nævn og Den Sociale Sikringsstyrelse skal genvurdere en afgørelse, som der klages over. Derfor skal klagen indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen.
Stk. 2. Hvis klageren sender sin klage direkte til nævnet eller Ankestyrelsen, sendes klagen straks videre til 1. instansen med anmodning om genvurdering, med mindre klagefristen ikke er overholdt.
Stk. 3. Hvis en klage ikke er indgivet inden for fristen, skal myndigheden straks sende klagen til ankeinstansen med angivelse af, at klagefristen ikke er overholdt.
§ 5.
Stk. 1. Hvis myndigheden efter genvurderingen fuldt ud giver klageren medhold, sendes der en ny afgørelse inden 4 uger efter, at klagen er modtaget.
Stk. 2. Hvis myndigheden kun delvist kan give klageren medhold, skal klageren inden 4 uger meddele, om klagen fastholdes. Hvis klageren fastholder klagen, sendes denne inden 14 dage til ankeinstansen med begrundelse for afgørelsen.
Stk. 3. Hvis myndigheden ikke kan færdiggøre sin genvurdering inden for fristen på 4 uger på grund af, at der skal skaffes yderligere oplysninger, vurderinger o.lign., skal klageren have besked herom, og om hvornår genvurderingen kan forventes afsluttet.
§ 6.
Stk. 1. Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres, sendes genvurderingen med begrundelse til ankeinstansen inden 4 uger efter, at klagen er modtaget.
§ 7.
Stk. 1. Hvis en klage efter en konkret vurdering må anses for hastende, skal myndigheden straks genvurdere sagen og give klageren meddelelse om resultatet. Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres, sendes sagen straks til ankeinstansen.
Stk. 2. Hvis klagen handler om et aktiveringstilbud eller en anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning efter § 13, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik er rimeligt, skal myndigheden straks genvurdere afgørelsen og sende den med begrundelse for afgørelsen til formanden for nævnet, jf. § 16, stk. 2. Øvrige fælles regler
§ 8.
Stk. 1. Når en klage modtages, afgør formanden eller ankechefen straks, om nævnet eller Ankestyrelsen er kompetent til at behandle klagen.
Stk. 2. Hvis dette ikke er tilfældet, får klageren meddelelse om det, og så vidt muligt sendes klagen videre til den rigtige myndighed.
Stk. 3. Formanden eller ankechefen påser, om klagefristen er overholdt. Hvis en klagefrist er overskredet, og der ikke er grundlag for at dispensere for overskridelsen, afvises klagen, og meddelelse herom sendes til klageren.
§ 9.
Stk. 1. Formanden eller ankechefen sørger for, at sagen bliver forsvarligt oplyst og forberedt, herunder med hensyn til lægelige udtalelser og udtalelser fra andre sagkyndige, klageren samt eventuelle andre parter.
§ 10.
Stk. 1. I den skriftlige bekræftelse af, at klagen er modtaget, skal nævnet eller Ankestyrelsen oplyse, at man, med mindre klageren har indvendinger imod det, eventuelt vil indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger til brug for sagsbehandlingen. Der sættes en frist for, at klageren kan modsætte sig, at oplysninger indhentes. I ansøgningssager skal klageren gøres opmærksom på, at indsigelse imod at indhente oplysninger vil blive respekteret, og at sagen vil blive afgjort på det foreliggende grundlag, hvilket kan komme klageren til skade.
§ 11.
Stk. 1. Nævnets og Ankestyrelsens afgørelser skrives ind i et beslutningsreferat. Et medlem kan kræve at få en kort begrundelse for sit standpunkt skrevet ned.
Stk. 2. Nævnet og Ankestyrelsen har pligt til at informere Socialministeriet om regler, som giver anledning til administrative vanskeligheder eller fortolkningstvivl.
Stk. 3. Nævnet orienterer Ankestyrelsen om sine afgørelser af principiel eller generel betydning. Kapitel 3Det sociale nævn Nævnets sammensætning i de enkelte sager
§ 12.
Stk. 1. Samtlige medlemmer af nævnet deltager i afgørelser, der træffes efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og lov om delpension.
Stk. 2. Nævnet er beslutningsdygtigt, når formanden og 3 andre medlemmer er til stede.
Stk. 3. I andre sager deltager ud over formanden medlemmet indstillet af henholdsvis kommuneforeningen, amtskommunen og De samvirkende Invalideorganisationer. Nævnet er i disse sager beslutningsdygtigt, når formanden og 2 andre medlemmer er til stede. Sagsbehandlingen
§ 13.
Stk. 1. Formanden for det sociale nævn kan overlade formandskabet og sine øvrige beføjelser til medarbejdere fra sekretariatet.
§ 14.
Stk. 1. Formanden bestemmer, at en sag kan afgøres uden forelæggelse i et møde, hvis formanden skønner, at der er tilvejebragt et forsvarligt grundlag, og at der ikke er tvivl om afgørelsen.
Stk. 2. Formanden orienterer medlemmerne om nævnets praksis i disse sager.
Stk. 3. Hvis en afgørelse, der er truffet uden forelæggelse i et møde, antages til behandling af Ankestyrelsen, skal sagen forelægges i et møde i nævnet, der kan fastholde den afgørelse, der tidligere er truffet eller træffe en ny afgørelse. Forenklet mødebehandling
§ 15.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.
§ 16.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på. Udvalg m.v. Udvalget, der behandler personsager
Stk. 2. Klage over afgørelser om rimeligheden af aktiveringstilbud eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger efter § 13, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik behandles efter stk. 1.
Stk. 3. Formandens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal hurtigst muligt behandles i et møde i nævnet. Det henstilles, at afgørelsen efter stk. 2 så vidt muligt behandles i et møde inden 14 dage.
§ 17.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.
§ 18.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service.
Stk. 2. Socialministeren udpeger de 3 medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Stk. 3. På samme måde som i stk. 2 udpeges 3 stedfortrædere for hvert medlem. En af hver af stedfortræderne for de medlemmer, der er indstillet af Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening, udpeges efter indstilling fra henholdsvis en rederiorganisation og en organisation for søfarende.
Stk. 4. I afgørelser om ret til dagpenge efter bekendtgørelsen om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel deltager de stedfortrædende medlemmer, der er udpeget efter stk. 3, 2. pkt. Endvidere deltager et medlem fra Kommunernes Landsforening samt fra Københavns og Frederiksberg Kommuner. Kapitel 5Udgifter ved sagernes behandling
§ 19.
Stk. 1. Børn og unge-udvalget består af 1) 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, 2) byretsdommeren i retskredsen, dog således at hvis der er flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet, og 3) en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af amtsrådet for den kommunale valgperiode.
§ 20.
Stk. 1. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Dommeren leder møderne i udvalget og påser, at der er foretaget de nødvendige undersøgelser, og beslutter, om der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der optages et retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en vurdering af de oplysninger, der foreligger.
§ 21.
Stk. 1. Socialministeren fastsætter forretningsordenen for børn og unge-udvalget og kan herved fravige kravet om, hvordan udvalget skal sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i § 19, stk. 3.
§ 22.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.
§ 23.
Stk. 1. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen om 1) kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v., 2) hjælp til forsørgelse, 3) andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.
§ 24.
Stk. 1. Koordinationsudvalget består af 1 medlem udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger hver 1 medlem 1) De samvirkende Invalideorganisationer. 2) Landsorganisationen i Danmark. 3) Dansk Arbejdsgiverforening. 4) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd. 5) Praktiserende Lægers Organisation. 6) Arbejdsmarkedsstyrelsen.
§ 25.
Stk. 1. Hvis det ikke er muligt at få udpeget organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4 medlemmer.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24. Redegørelse
§ 26.
Stk. 1. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Det Centrale Koordinationsudvalg, jf. § 80.
§ 27.
Stk. 1. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til: 1) statens sikkerhed eller rigets forsvar, 2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, 4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, 5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, 6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller 7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.
Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.
§ 28.
Stk. 1. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når 1) den oplysningen angår, har givet samtykke, 2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, 3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller 4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
§ 29.
Stk. 1. I sager der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis 1) ansøgeren har givet samtykke hertil, 2) andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller 3) særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes. - - - - - - - Rent private oplysninger
Stk. 3. Medlemmer af amtsrådet kan ikke være medlemmer af brugerrådet, jf. dog § 37.
Stk. 4. Brugerrådet virker i en 4-årig periode, svarende til de kommunale råds valgperiode, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nye medlemmer udpeges. Brugerrådets opgaver
§ 30.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.
§ 31.
Stk. 1. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
§ 32.
Stk. 1. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. - - - - - - -
§ 33.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 34.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der 1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 i lov om social service til personer, som er fyldt 67 år, og 2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.
Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke klager og mere generelle spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. rådet vil forelægge for kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på området.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen som nævnt i stk. 1.
§ 35.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.
Stk. 2. Klagerådet består af 1) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer, og 2) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer.
Stk. 3. For hvert medlem vælges en stedfortræder.
§ 36.
Stk. 1. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.
§ 37.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov om social service. Kapitel 5 Amtskommunen Amtskommunens opgaver
§ 38.
Stk. 1. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.
Kapitel 9Statistik
§ 39.
Stk. 1. Kommunerne og de sociale nævn skal til Ankestyrelsen indsende statistikoplysninger om afgørelser i sager om: 1) Førtidspension. 2) Invaliditetsydelse. 3) Bistands- og plejetillæg til førtidspension eller invaliditetsydelse. 4) Ændring af førtidspension, invaliditetsydelse og tillæg.
Stk. 2. For personer med ophold i udlandet indsender Den Sociale Sikringsstyrelse til Ankestyrelsen statistikoplysninger som anført i stk. 1.
§ 40.
Stk. 1. Amtskommunerne og de sociale nævn indsender statistikoplysninger om afgørelser i sager om støtte til køb af bil m.v. efter § 99 i lov om social service til Ankestyrelsen.
§ 41.
Stk. 1. Oplysningerne efter §§ 39 og 40 skal afgives på særlige skemaer, som udsendes af Ankestyrelsen.
Stk. 2. Skemaerne skal sendes til Ankestyrelsen samlet en gang om måneden og skal omfatte alle sager, der blev afsluttet den foregående måned. Afslutningsdatoen er den dato, hvor afgørelsen er sendt til ansøgeren. Samtidig sendes oplysninger om antallet af indgåede nye sager om pension m.v., jf. § 39, i afgørelsesmåneden. Særlig fremsendelsesblanket til opgørelse heraf udsendes af Ankestyrelsen. Blanketten og statistikskemaerne sendes senest den 7. i måneden efter afslutningsmåneden.
§ 42.
Stk. 1. § 42
Stk. 2. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden. - - - - - - -
§ 43.
Stk. 1. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.
Stk. 2. Stk. 2 - - - - - - -
§ 44.
Stk. 1. Kommuner og amtskommuner medvirker med oplysninger m.v. til Det Sociale Informations- og Analysesystem.
Stk. 2. I kommuner og amtskommuner, hvor beslutningskompetencen vedrørende omfang, indhold og kvalitet af indsatsen for dele af det sociale område er lagt til særlige organer, lokalråd, bydelsråd eller kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, medvirker disse organer efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 3. I systemet medtages oplysninger om inddragelse af og samordning i forhold til private, der udfører socialt arbejde, herunder om udviklingen i samarbejdet med virksomheder og det frivillige sociale arbejde. Indberetning af oplysninger
§ 45.
Stk. 1. Kommuner og amtskommuner indberetter oplysninger i henhold til Den Sociale Informations- og Analysesystem til Den Sociale Database.
Stk. 2. Oplysningerne i Den Sociale Database ajourføres af kommuner og amtskommuner efter § 46, eller når der lokalt er truffet en ny politisk beslutning om udviklingen i indsatsen på det sociale område.
§ 46.
Stk. 1. Socialministeriet foretager årligt pr. 1. november et samlet udtræk fra Den Sociale Database af nøgleoplysninger om kommuners og amtskommuners beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder de mål, som de har sat sig for udviklingen.
Stk. 2. I den forudgående april måned udmelder Socialministeriet et skemamateriale til kommuner og amtskommuner. Det angiver de aktiviteter og problemstillinger m.v., som udtrækket efter stk. 1 vil omfatte, samt oplysninger om de pågældende aktiviteter mv. i kommunen eller amtskommunen, som er i Den Sociale Database.
Stk. 3. Hvis kommunen eller amtskommunen ikke benytter sig af muligheden for at ajourføre de oplysninger, der findes i Den Sociale Database om omfang og indhold af de sociale foranstaltninger m.v., lægges disse til grund som gældende udtryk for de senest trufne politiske beslutninger.
Stk. 4. På grundlag af de indkomne oplysninger m.v., udsender Socialministeriet i april måned i det følgende år en tilbagemelding, der således vil kunne være til rådighed for den forestående budgetlægning i kommuner og amtskommuner. Temaplanlægning, kommunepaneler og særlige undersøgelser
§ 47.
Stk. 1. Kommuner og amtskommuner har pligt til at medvirke i kommunepaneler, til temaplanlægning og til særlige undersøgelser, således at nødvendige supplerende oplysninger til brug for regeringens og Folketingets arbejde hurtigt kan tilvejebringes.
Stk. 2. Når Socialministeriet i forbindelse hermed vil trække oplysninger fra Den Sociale Database, skal ministeriet varsle, hvilke aktiviteter og problemstillinger m.v. der vil blive trukket oplysninger om og på hvilket tidspunkt, så kommuner og amtskommuner får mulighed for at indlægge, henholdsvis ajourføre registrerede oplysninger, jf. § 46, stk. 3. Administration
§ 48.
Stk. 1. Ankestyrelsen administrerer de centrale funktioner i forbindelse med Det Sociale Informations- og Analysesystem.
Stk. 2. Det Sociale Informations- og Analysesystem administreres i samspil med centrale og kommunale informationssystemer på det sociale og tilgrænsende områder, således at dobbeltindberetning af oplysninger undgås. Kapitel 11Kommuners og amtskommuners indsendelse af redegørelser om udviklingen på det frivillige sociale område
§ 49.
Stk. 1. Kommuner og amtskommuner udarbejder årligt en redegørelse for udviklingen på det frivillige sociale område. Redegørelsen skal omfatte de aktiviteter, som har fået støtte efter § 115 i lov om social service.
§ 50.
Stk. 1. Redegørelsen skal udover en beskrivelse af udviklingen omfatte en opgørelse af den samlede udbetalte støtte. Redegørelsen for 1998 skal desuden indeholde en dokumentation for aktivitetsforøgelsen i forhold til den forudgående periode. For de følgende år skal redegørelsen alene omfatte det aktuelle år.
§ 51.
Stk. 1. Opgørelsen skal indeholde en specifikation på de enkelte støttemodtagere.
§ 52.
Stk. 1. De frivillige sociale organisationer i kommunen og amtskommunen skal have mulighed for at afgive en kortfattet udtalelse til den kommunale og amtskommunale redegørelse. De indkomne udtalelser vedlægges redegørelsen som bilag til Socialministeriet.
§ 53.
Stk. 1. Redegørelsen sendes til Socialministeriet senest den 1. juli efter det år, som redegørelsen vedrører.
Kapitel 12Ikrafttrædelsesbestemmelse
§ 54.
Stk. 1. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer, jf. § 55, stk. 2, nr. 1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne. Bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område:
§ 28, stk.
Stk. 1. 2. nr. 3 52 Æ Ældreråd 116