Gelex

Vejledning til bekendtgørelse om feriedagpenge

OphævetVersion 1998-03-25fra 1998-04-24 til 2026-06-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/47@1998-03-25/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har i bekendtgørelse nr. 190 af 25. marts 1998 om feriedagpenge fastsat regler om retten til feriedagpenge herunder regler om omfanget af retten til dage med feriedagpenge samt betingelserne for udbetaling af feriedagpenge. Til brug for arbejdsløshedskassernes administration af bekendtgørelsen har direktoratet udarbejdet denne vejledning.

Indledning

Da reglerne om feriedagpenge i et vist omfang spiller sammen med reglerne om optjening og afholdelse af ferie med feriegodtgørelse eller løn efter lov om ferie, gennemgås i det følgende denne lovs hovedprincipper.

Ud over i lov om ferie er der fastsat regler om optjening og afholdelse af ferie med feriegodtgørelse eller løn i Arbejdsministeriets bekendtgørelse om feriegodtgørelse m.v. Lignende regler er blandt andet fastsat i lov om visse arbejdsforhold ved landbruget/lov om medhjælpere, Finansministeriets cirkulære om ferie for statstjenestemænd, Industriministeriets bekendtgørelse om ferie for søfarende og i kollektive overenskomster.

Efter ferieloven optjenes der som udgangspunkt 2 1/2 dags ferie for hver måneds beskæftigelse i optjeningsåret (det seneste kalenderår forud for ferieåret). Fuld optjent ferie efter ferieloven udgør 30 dage, der skal holdes i det følgende ferieår (perioden 2. maj til 1. maj). Lørdage medregnes i ferien.

I det omfang der ikke på baggrund af beskæftigelse i optjeningsåret er optjent ret til 30 dages ferie, giver ferieloven ret til et antal supplerende feriedage, således at det samlede antal feriedage i et ferieår udgør 30 dage. Til den optjente ferie efter ferieloven, men ikke til de supplerende feriedage, er der knyttet en ret til enten feriegodtgørelse eller løn.

Efter denne bekendtgørelse optjenes op til 25 dage med feriedagpenge, svarende til 5 ugers ferie, idet der i modsætning til ferielovens 6-dages-uge opereres med en 5- dages-uge.

Placering og afholdelse af ferie

Spørgsmålet om placering og afholdelse af ferie reguleres som udgangspunkt ikke af feriedagpengereglerne, men i ferieloven eller i de forskrifter, der er nævnt ovenfor.

For et medlem, der er i fuld eller delvis beskæftigelse som lønmodtager umiddelbart forud for ferien, og som er omfattet af ferielovens regler, betyder det blandt andet, at det er arbejdsgiveren, der så vidt muligt efter aftale med medlemmet fastsætter, hvornår ferien skal holdes inden for ferielovens rammer. Dette gælder også for et medlem, der arbejder på nedsat tid og modtager supplerende dagpenge eller har flere arbejdsgivere (se vejledningen til § 12, stk. 6, om de særlige forhold vedrørende et medlem med flere arbejdsgivere).

Et medlem i beskæftigelse kan ikke pålægges at holde ferie, som ikke er optjent efter ferieloven m.v.

Et ledigt medlem, der har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse, er omfattet af ferielovens regler om placering og afholdelse af ferie men kan, da der ikke er nogen arbejdsgiver, der kan placere ferien, selv frit vælge, hvornår vedkommende ønsker at holde ferie med feriegodtgørelse. Ligeledes kan et ledigt medlem der ikke har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse, og som derfor ikke er omfattet af ferieloven, selv frit vælge, hvornår vedkommende ønsker at holde ferie med feriedagpenge. Det vil dog kunne få konsekvenser for medlemmet, hvis medlemmet ikke senest 14 dage før ferien giver Arbejdsformidlingen (AF) meddelelse om ferien. Der henvises til direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed og Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

Et ledigt medlem kan hverken pålægges at holde optjent ferie med feriegodtgørelse eller dage med feriedagpenge, f.eks. ved at kassen undlader at udbetale dagpenge i et tilsvarende antal dage. Forholdet mellem en arbejdsløshedskasse og et ledigt medlem kan således ikke i denne relation sidestilles med et arbejdsgiver/lønmodtagerforhold.

Til kapitel 1

Optjening af dage med ret til feriedagpenge

Til § 1, stk. 1

De ydelser, der kan indgå i optjeningsgrundlaget efter denne bestemmelse er: Dagpenge, feriedagpenge, delefterløn, orlovsydelse, iværksætterydelse/etableringsydelse, uddannelsesydelse/-godtgørelse, kursusgodtgørelse og overgangsydelse.

For at ydelserne skal kunne danne grundlag for beregning af et antal dage med ret til feriedagpenge i et ferieår (2. maj til 1. maj), skal de være indkomstbeskattet i optjeningsåret (det seneste kalenderår forud for ferieåret).

Til § 1, stk. 2

Dagpenge i henhold til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel indgår i optjeningsgrundlaget, hvis beløbet er indkomstbeskattet i optjeningsåret. Det er dog en forudsætning for optjening, at dagpengene er udbetalt for perioder, hvor der ikke er optjent ret til feriegodtgørelse eller løn på baggrund af den normale løn.

Et medlem, der under sygdom optjener ret til ferie med feriegodtgørelse hos sin arbejdsgiver i henhold til ferielovens § 13, vil således ikke have optjent ret til et antal dage med feriedagpenge på grundlag af sygedagpenge, som er udbetalt for samme periode.

Et medlem, der under barsel har fået halv løn fra sin arbejdsgiver og samtidig har modtaget barselsdagpenge fra kommunen - fordi maksimale barselsdagpenge udgør et større beløb end den halve løn - vil ligeledes kun have optjent ret til et antal dage med feriedagpenge på grundlag af barselsdagpengene, hvis medlemmet ikke under sin barsel har optjent ret til ferie med løn på grundlag af sin normale løn.

Til § 1, stk. 3

Det er en betingelse for at voksenuddannelsesstøtte kan indgå i optjeningsgrundlaget, at det er medlemmet selv eller eventuelt medlemmets egen selvstændige virksomhed, der har fået udbetalt støtten.

Kursusgodtgørelse i henhold til lov om søfartsuddannelser udbetales til medlemmer, der deltager i kurser på søfartsskoler. Kursusgodtgørelsen administreres og udbetales af Søfartsstyrelsen efter de samme retningslinier, som gælder for kursusgodtgørelse til deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser.

Støtte i henhold til § 88 a i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats udbetales af AF til beskæftigede, der deltager i uddannelse som led i jobrotationer.

Opgørelse og beregning af det optjente antal dage med ret til feriedagpenge

Til § 2

Idet et medlem i optjeningsåret kan have fået udbetalt ydelser med flere forskellige satser, men der ved den enkelte kasses opgørelse og beregning efter §§ 3 og 4 alene divideres med en bestemt sats, og idet flere kasser efter §§ 3 og 4 kan have beregnet et (afrundet) antal dage med ret til feriedagpenge, kan summen af dage med ret til feriedagpenge efter beregningen i §§ 3 og 4 i visse tilfælde udgøre mere end 25 dage.

Et medlem vil dog aldrig være berettiget til mere end 25 dage med feriedagpenge i et ferieår.

Omvendt vil der være situationer, hvor medlemmet ikke optjener ret til 25 dage med feriedagpenge, f.eks. hvis medlemmet i optjeningsåret har fået udbetalt feriegodtgørelse, eller hvis der ikke er udbetalt med den maksimale dagpengesats i optjeningsåret.

Til § 3, stk. 1

I optjeningsgrundlaget for et optjeningsår indgår de i § 1, stk. 1, nævnte ydelser, som er indkomstbeskattet i optjeningsåret. Eventuelle ATP-bidrag indgår ikke i optjeningsgrundlaget.

Optjeningsgrundlaget vil således som hovedregel fremgå af den oplysningsseddel, kassen udsender i januar måned.

Udbetaler en kasse efter et optjeningsårs udløb ydelser, som vedrører en periode i optjeningsåret, medregnes disse ydelser kun ved opgørelsen, hvis medlemmet over for kassen dokumenterer, at beløbet er tilbageført til beskatning i optjeningsåret.

Har medlemmet modtaget ydelser fra mere end en kasse i optjeningsåret, foretager hver kasse for sig en opgørelse og beregning på grundlag af de af kassen udbetalte beløb.

Til § 3, stk. 2 og 3

Optjeningsgrundlaget omregnes til et antal »tekniske ydelsesdage«, som er et udtryk for, i hvor lang en periode af optjeningsåret medlemmet har optjent ret til dage med feriedagpenge.

»Tekniske ydelsesdage« = Optjeningsgrundlag/sats.

Det herved fremkomne antal »tekniske ydelsesdage« danner grundlag for den forholdsmæssige beregning af det optjente antal dage med ret til feriedagpenge.

Den enkelte kasse skal dividere det samlede beløb, som kassen i alt har udbetalt til medlemmet i optjeningsåret, jf. stk. 1, med den beregnede (individuelle) sats, som kassen selv senest har anvendt ved udbetaling af dagpenge eller uddannelsesydelse/-godtgørelse til medlemmet i optjeningsåret.

Som eksempel på satser, der ikke er beregnede, kan nævnes:

- satsen for nyuddannede ( lovens § 51, stk. 2),

- satsen for unge under 25 år ( lovens § 52 c, stk. 2, og § 52 e),

- uddannelsesgodtgørelsessatsen for unge under 25 år, ( § 17, stk. 2, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik), og

- en udbetalt feriedagpengesats.

Derimod betragtes mindstesatsen for lønmodtagere, selvstændige og værnepligtige, jf. lovens § 51, stk. 3-5, som beregnede satser.

I alle tilfælde, hvor der ikke i optjeningsåret er sket udbetaling med en beregnet sats, divideres beløbet med dimittendsatsen for henholdsvis fuldtids- eller deltidsforsikrede pr. 31. december i optjeningsåret, jf. § 3, stk. 3.

Til § 3, stk. 4

Den forholdsmæssige beregning af det optjente antal dage med ret til feriedagpenge baseres på, at der vil kunne optjenes i alt 25 dage med ret til feriedagpenge på 260 dage med ydelser svarende til dagpenge ved fuld ledighed (52 uger a 5 dage). Antallet af dage med ret til feriedagpenge kan derfor beregnes ved at gange antallet af »tekniske ydelsesdage« efter stk. 2 eller stk. 3 med 25/260 = 0,0962.

Efter § 3 beregnes antallet af optjente dage med ret til feriedagpenge således efter følgende formel:

Dage med ret til feriedagpenge = optjeningsgrundlag x 0,0962/sats (§ 3, stk. 2 eller stk. 3)

Der afrundes til nærmeste hele antal dage.

Til § 4, stk. 1

I optjeningsgrundlaget for et optjeningsår indgår de ydelsesbeløb, jf. § 1, stk. 2 og stk. 3, som er indkomstbeskattet i optjeningsåret.

Optjeningsgrundlaget vil således normalt fremgå af de oplysningssedler, som medlemmet modtager i januar måned.

Får et medlem efter et optjeningsårs udløb udbetalt ydelser, som vedrører en periode i optjeningsåret, medregnes disse ydelser kun ved opgørelsen, hvis medlemmet over for kassen dokumenterer, at beløbet er tilbageført til beskatning i optjeningsåret.

Der skal kun foretages en samlet opgørelse og beregning af det antal dage med ret til feriedagpenge, som er optjent efter § 1, stk. 2 og/eller stk. 3.

Der henvises i øvrigt til vejledningen til § 1, stk. 2 og 3.

Til § 4, stk. 2 og stk. 3

Opgørelsen og beregningen af antallet af dage med ret til feriedagpenge, optjent efter § 1, stk. 2 og/eller stk. 3, finder sted på samme måde som opgørelsen og beregningen efter § 3 i de tilfælde, hvor en arbejdsløshedskasse alene har udbetalt ydelser med en ikke-beregnet sats.

Optjeningsgrundlaget, jf. § 4, stk. 1, skal således omregnes til et antal »tekniske ydelsesdage«. Der vil i alle tilfælde skulle divideres med dimittendsatsen pr. 31. december i optjeningsåret for henholdsvis fuldtids- eller deltidsforsikrede.

Medlemmets seneste forsikringsstatus i optjeningsåret er afgørende for, om der skal divideres med dimittendsatsen for fuldtids- eller deltidsforsikrede. I tilfælde, hvor medlemmet på grund af kasseskift ikke havde sin seneste forsikringsstatus i optjeningsåret i den kasse, der skal foretage opgørelsen og beregningen af antallet af dage med feriedagpenge, må kassen indhente oplysning om medlemmets seneste forsikringsstatus i optjeningsåret hos medlemmets tidligere kasse, hvis ikke medlemmets seneste forsikringsstatus i optjeningsåret fremgår af f.eks. en optjeningsmeddelelse fra den tidligere kasse.

Antallet af dage med ret til feriedagpenge beregnes herefter ud fra antallet af »tekniske ydelsesdage«.

Der henvises til vejledningen til § 3, stk. 2-4.

Særordningen for dimittender

Til § 5

Alle nyuddannede, som i et ferieår opnår dimittendstatus i en kasse - enten ved optagelse i eller ved overflytning til en kasse på grundlag af en erhvervsmæssig uddannelse - er omfattet af særordningen for dimittender i det pågældende og i det følgende ferieår.

Et medlem, der er overflyttet med erhvervede rettigheder, jf. direktoratets bekendtgørelse om overflytning mellem arbejdsløshedskasser, er ikke omfattet af denne bestemmelse.

Et medlem, der er omfattet af særordningen for dimittender, er ikke berettiget til det antal dage med feriedagpenge, som medlemmet eventuelt har optjent ret til efter § 1 på grundlag af ydelser, som medlemmet har fået udbetalt forud for dimittendoptagelsen/overflytningen.

I det første ferieår - det ferieår i hvilket medlemmet opnår dimittendstatus - vil medlemmet som udgangspunkt være berettiget til 15, 10 eller 5 dage med feriedagpenge, afhængig af på hvilket tidspunkt af ferieåret medlemmet bliver optaget i/overflyttet til kassen.

I det andet ferieår - det første hele ferieår efter at medlemmet har opnået dimittendstatus - vil derimod alle dimittender som udgangspunkt være berettiget til 15 dage med feriedagpenge, - uanset på hvilket tidspunkt af det første ferieår optagelsen/overflytningen er sket.

Både for så vidt angår det første og det andet ferieår gælder, at der sker fradrag i retten til dage med feriedagpenge, hvis medlemmet til brug for samme ferieår efter ferieloven m.v. har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn, jf. § 6.

Har et medlem i det første ferieår forud for dimittendoptagelsen/overflytningen holdt ferie og fået udbetalt feriedagpenge for et antal dage, skal disse dage betragtes som en del af det antal dage med feriedagpenge, medlemmet er berettiget til i det første ferieår. Et medlem, der efter særordningen i det første ferieår er berettiget til 15 dage med feriedagpenge, og som i dette ferieår inden dimittendoptagelsen/overflytningen har fået udbetalt feriedagpenge for f.eks. 5 dage, vil i resten af ferieåret således alene kunne få udbetalt feriedagpenge for 10 dage.

Til § 6, stk. 1

Hvis et medlem er omfattet af særordningen for dimittender, jf. § 5, og medlemmet på baggrund af beskæftigelse i optjeningsåret har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn, skal der ske fradrag i antallet af dage med ret til feriedagpenge.

Medlemmet skal til brug for kassens beregning af fradraget oplyse om sine beskæftigelsesperioder i optjeningsåret ved ansøgningen om feriedagpenge. En dimittend, der i hele optjeningsåret har haft arbejde som lønmodtager i fuldt omfang, er som hovedregel ikke berettiget til feriedagpenge.

For en dimittend, der under lønarbejde i optjeningsåret hos en arbejdsgiver, der er skattemæssigt registreret i Danmark, har fået udbetalt feriegodtgørelse sammen med eller som en del af lønnen, skal beskæftigelsen i optjeningsåret medføre fradrag efter § 6. Det gælder dog ikke, hvis medlemmet dokumenterer at have været forpligtet til at holde ferien forud for ferieåret.

Dimittender, der har haft beskæftigelse i optjeningsåret, men som ikke har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn i det efterfølgende ferieår, er berettigede til et antal dage med feriedagpenge uden fradrag for beskæftigelsen i optjeningsåret.

Som eksempler på dimittender, der ikke skal have beregnet fradrag, kan nævnes:

- Dimittender, der i optjeningsåret drev selvstændig virksomhed, og som på tidspunktet for feriens afholdelse er endeligt ophørt hermed.

- Dimittender, der var beskæftiget under medhjælperloven med pligt til at afholde ferie før fratræden.

- Dimittender, der i optjeningsåret har arbejdet som ulandsfrivillige med pligt til at holde ferie inden kontraktperiodens udløb.

Til § 6, stk. 3

Ved optælling af arbejdstimer i optjeningsåret medtages højst et antal timer, der svarer til fuld, overenskomstmæssig arbejdstid inden for medlemmets fag eller faglige område.

Overarbejdstimer skal kun medregnes, hvis de afspadseres.

Kursusperioder i et ansættelsesforhold med kursusgodtgørelse og supplerende løn medregnes. Ligeledes skal perioder, hvor der i et sædvanligt arbejdsforhold er givet undervisning i tilknytning til det konkrete arbejde, medregnes, hvis der er udbetalt løn.

Bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed skal ikke medregnes.

Feriedage skal ikke medregnes. Dette gælder, uanset om der er tale om ferie med feriegodtgørelse, løn eller feriedagpenge eller ferie for egen regning.

Søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage skal ikke medregnes. Dette gælder, uanset om der er ydet løn på disse dage, og det skyldes administrative hensyn.

Sygedage skal kun medregnes, hvis der er ydet løn eller optjent feriegodtgørelse, f.eks. i henhold til ferielovens § 13.

Barselsorlov skal kun medregnes, hvis der under orloven er ydet hel eller delvis løn.

Ved beskæftigelse med undervisning skal medlemmet oplyse undervisningstimerne. Kassen skal herefter omregne timerne efter de herom gældende regler.

Hvis det på grund af arbejdets art ikke er muligt for medlemmet at oplyse den faktiske arbejdstid, skal kassen beregne arbejdstiden på grundlag af indtægten ved anvendelse af omregningssatsen.

Det antal dage, der fremkommer ved beregningen, afrundes til nærmeste hele antal dage.

Til kapitel 2

Udbetalingsbetingelser

Til § 7, stk. 1, nr.1

Det er en forudsætning for udbetaling af feriedagpenge, at medlemmet faktisk holder ferie.

Under ferien er medlemmet som udgangspunkt undergivet de samme begrænsninger i sine aktiviteter som under afholdelse af optjent ferie efter ferieloven. Medlemmet må således hverken have lønnet eller ulønnet arbejde de dage, der udbetales feriedagpenge for.

Bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse herom, er dog ikke til hinder for, at et medlem modtager feriedagpenge under afholdelse af ferie, og medfører ikke fradrag i feriedagpengene.

Har et medlem, der er beskæftiget hos flere arbejdsgivere, ikke mulighed for at holde ferie samtidigt hos alle arbejdsgivere, vil medlemmet kunne få udbetalt feriedagpenge under afholdelse af ferie fra hver enkelt arbejdsgiver for sig. Det er en betingelse, at medlemmet ikke benytter ferien hos den ene arbejdsgiver til at arbejde flere timer hos de øvrige arbejdsgivere. For så vidt angår den forholdsmæssige udbetaling af feriedagpenge i disse tilfælde henvises til vejledningen til § 12.

Et medlem kan deltage i »aktive« ferieformer som f.eks. ulønnet ulandsarbejde under afholdelse af ferie i perioder, hvor der udbetales feriedagpenge.

Pensioner, bestyrelseshonorarer o.l. har ikke betydning for retten til udbetaling af feriedagpenge og medfører derfor ikke fradrag.

Til § 7, stk. 1, nr. 2

Der henvises til vejledningen til § 12.

Til § 7, stk. 1, nr. 6

Lønmodtagere er medlemmer, der er i et ansættelsesforhold, herunder jobtræning.

Medlemmer, der i et ansættelsesforhold modtager supplerende dagpenge betragtes som lønmodtagere.

Ved ledige medlemmer forstås som udgangspunkt, at medlemmerne ikke er i beskæftigelse og er tilmeldt AF som fuldt ledige. Medlemmer, der holder ferie i direkte forlængelse af beskæftigelse, sygdom, barsel, afsluttet uddannelse, orlov eller karenstiden for dimittender, jf. lovens § 54, skal dog ikke være tilmeldt AF. Der henvises til § 8, stk. 2.

Løsarbejdere betragtes som ledige imellem to beskæftigelsesperioder.

En selvstændig erhvervsdrivende er ikke berettiget til at få udbetalt feriedagpenge, så længe virksomheden fortsat drives som hovedbeskæftigelse. Dette gælder også, hvis virksomheden drives med etableringsydelse.

Et medlem, der arbejder på nedsat tid uden ret til supplerende dagpenge - enten på grund af manglende frigørelsesattest fra arbejdsgiveren eller på grund af tidsbegrænsningen for nedsatte dagpenge i henhold til lovens § 60, stk. 1 - vil være berettiget til udbetaling af feriedagpenge under afholdelse af ferie, hvis medlemmet ved fuld ledighed de pågældende dage ville være berettiget til dagpenge. Det samme gælder for et deltidsforsikret medlem, hvis ret til supplerende dagpenge er bortfaldet efter lovens § 73, stk. 2.

Til § 7, stk. 1, nr. 7 og stk. 2

Feriedagpenge kan ikke udbetales til et medlem, der umiddelbart forud for ferien opholder sig i udlandet, uanset om medlemmet bevarer sin bopæl i Danmark, medmindre medlemmet senest på ferietidspunktet dokumenterer at opholde sig i Danmark.

Et medlem, der efter § 8, stk. 2, 2. pkt., ikke skal være tilmeldt AF, kan således få feriedagpenge i forlængelse af ophold i udlandet, hvis medlemmet har bopæl i Danmark før og under ferien og dokumenterer at opholde sig i Danmark senest på ferietidspunktet.

Tilsvarende gælder et medlem, der har bopæl i Danmark, og som er udsendt til midlertidigt arbejde i udlandet for en dansk arbejdsgiver, når medlemmet dokumenterer, at pågældende er vendt hjem senest på ferietidspunktet.

Et medlem, der for egen regning har opholdt sig i udlandet, kan ligeledes modtage feriedagpenge under ovennævnte betingelser.

Som dokumentation for at medlemmet er vendt hjem til Danmark skal medlemmet fremlægge f.eks. flybillet.

En grænsearbejder, der er beskæftiget i Danmark, og som under ansættelsen holder ferie, betragtes efter reglerne herom som delvist ledig og vil derfor kunne få udbetalt feriedagpenge, uanset at bopælskravet ikke er opfyldt.

Til § 7, stk. 3

Uanset at medlemmet med rette har bevaret sit medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse under arbejde i udlandet for en udenlandsk arbejdsgiver, og uanset at medlemmet måtte have bevaret sin bopæl i Danmark, kan medlemmet ikke få feriedagpenge, da tilknytningen til det danske arbejdsmarked ikke er tilstrækkelig stor.

Grønland og Færøerne sidestilles med udlandet.

Hvis ferien ligger i forlængelse af ansættelsesforholdets ophør, kan der dog udbetales feriedagpenge til et medlem med bopæl i Danmark, hvis medlemmet dokumenterer, at pågældende senest på ferietidspunktet opholder sig i Danmark. Der henvises til § 7, stk. 1, nr. 7, og stk. 2.

Til § 8, stk. 1

Rådighed

Det er en betingelse for udbetaling af feriedagpenge, at medlemmet i tilfælde af ledighed under ferien ville stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Der stilles ikke krav om, at medlemmet står til rådighed under ferien.

Et medlem, der er under uddannelse uden at være dagpengeberettiget i henhold til lovens § 62 a, vil ikke kunne få udbetalt feriedagpenge, jf. dog § 10.

Der kan dog udbetales feriedagpenge til et medlem, der i sin ferie deltager i en aktivitet, der på forhånd er bestemt til at være af kortere varighed svarende til en ferieperiode. Dette gælder f.eks. et højskole- eller daghøjskoleforløb e.lign., uanset at medlemmet ikke ville være berettiget til dagpenge, jf. § 62 a. Det er dog en forudsætning, at forløbet ikke er begyndt ved feriens start.

Der vil derimod ikke kunne udbetales feriedagpenge til et medlem i f.eks. de første 5 uger af en længerevarende uddannelse, uanset at medlemmet ikke er begyndt på uddannelsen ved feriens start.

Karantæne

Et medlem kan ikke få udbetalt feriedagpenge, hvis medlemmet på grund af selvforskyldt ledighed, er pålagt en effektiv karantæne, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed.

Medlemmet vil imidlertid kunne afvikle den effektive karantæne i perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget til udbetaling af feriedagpenge.

Idet karantænen afvikles time for time, og idet en hel feriedag for fuldtidsforsikrede udgør 7,4 timer, vil et medlem, der ved påbegyndelse af ferie f.eks. mangler at afvikle 3 timers effektiv karantæne, kunne få udbetalt feriedagpenge for 4,4 timer for den første feriedag, hvor medlemmet i øvrigt opfylder betingelserne for at få udbetalt feriedagpenge.

En karantæne, som skyldes andet forhold end selvforskyldt ledighed - f.eks. en effektiv karantæne efter lovens § 87, stk. 1 og 3 - berører ikke retten til udbetaling af feriedagpenge.

Mindsteudbetalingsreglen

De særlige regler om mindsteudbetaling af dagpenge, der er fastsat i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om udbetaling af supplerende dagpenge, gælder ikke ved udbetaling af feriedagpenge.

Overskydende timer

Et medlem kan få udbetalt feriedagpenge, selv om overskydende timer ikke er opbrugt, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om overførsel af overskydende timer.

Til § 8, stk. 2, 2.pkt.

Reglen er en undtagelse fra bestemmelsen om, at et ledigt medlem for at få feriedagpenge skal være tilmeldt AF. Undtagelsen gælder dog ikke medlemmer, der i medfør af anden lovgivning allerede er tilmeldt AF.

Undtagelsen gælder også medlemmer, der har opholdt sig i udlandet umiddelbart forud for ferien. Disse medlemmer skal således heller ikke være tilmeldt AF, men skal dog for at få udbetalt feriedagpenge dokumentere at opholde sig i Danmark senest på ferietidspunktet. Der henvises til § 7, stk. 2.

Til § 8, stk. 3

Feriedagpenge kan ikke udbetales til et medlem, der ikke er dagpengeberettiget på grund af f.eks. sygdom, fængselsophold eller konflikt. Dette gælder dog ikke, hvis sygdommen eller fængselsopholdet indtræder under ferien, eller hvis konflikten iværksættes under ferien. Det er en forudsætning, at medlemmet ikke var klar over, at et af de nævnte forhold ville indtræde.

Feriedagpenge kan dog godt udbetales i perioder, hvor der alene er varslet konflikt.

Til § 9, stk. 1

Feriedagpenge kan kun udbetales, hvis der er tale om en mistet arbejdsindtægt eller mistede arbejdsløshedsdagpenge i de dage, hvor medlemmet holder ferie.

Det betyder, at der f.eks. ikke kan udbetales feriedagpenge til et medlem, der under ferie modtager fuld eller delvis løn fra sin arbejdsgiver uden at have optjent ret hertil efter ferieloven m.v. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en arbejdsgiver i forbindelse med en kollektiv ferielukning ikke har varslet ferie over for medlemmet, jf. ferielovens § 17 b, eller hvis en arbejdsgiver pr. kulance udbetaler en nyansat løn under ferie. Der kan endvidere ikke udbetales feriedagpenge til et medlem, der er berettiget til ferie med løn efter medhjælperloven eller ferielovens § 7.

Modtager et medlem, der arbejder på nedsat tid, løn under sin ferie uden at have optjent ret hertil ved beskæftigelse i optjeningsåret, vil der kunne udbetales feriedagpenge, når medlemmet har afholdt et forholdsmæssigt antal feriedage (eksklusive lørdage), der fremkommer ved omregning af den udbetalte løn. Det er dog en forudsætning herfor, at medlemmet ville have fået udbetalt supplerende dagpenge efter reglerne herom, hvis ikke der havde været afholdt ferie.

Omregningen foretages ved at dele de timer, som lønnen svarer til, med 7,4 for fuldtidsforsikrede og 4,8 for deltidsforsikrede. Faktoren 7,4 henholdsvis 4,8 er værdien af en feriedag (37/5 = 7,4 og 24/5 = 4,8). Der afrundes til nærmeste hele antal dage.

Eksempel:

Et fuldtidsforsikret medlem, der i optjeningsåret hverken har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn, arbejder 20 timer ugentlig og modtager under sin ferie løn for disse timer.

Medlemmet er i ferieåret berettiget til 15 dage med feriedagpenge.

Medlemmet holder 3 ugers ferie = 15 dage (eksklusive lørdage).

Den udbetalte løn dækker 3 x 20 timer = 60 timer.

Timerne omregnes til feriedage ved at dividere med 7,4, således at lønnen dækker 8 feriedage, og medlemmet vil herefter først kunne få udbetalt feriedagpenge fra den 9. feriedag (eksklusive lørdage).

Til § 9, stk. 2

Selvstændige erhvervsdrivende kan kun få udbetalt feriedagpenge under mere end midlertidig ledighed. Dette gælder også for medlemmer, der er omfattet af reglerne om kombinationsforsikring.

Et medlem, der er på sabbat- eller børnepasningsorlov med orlovsydelse, betragtes hverken som ledig eller lønmodtager i relation til lovens § 75 h og vil derfor ikke kunne få udbetalt feriedagpenge i orlovsperioden.

Det samme gælder et medlem, der er på uddannelsesorlov med orlovsydelse, og som er gået på orlov som lønmodtager.

Til § 10, stk. 1

Uddannelse

Hovedreglen er, at der ikke kan udbetales dagpenge/feriedagpenge til medlemmer, der er under uddannelse, jf. § 8, stk. 1.

Som undtagelse gælder dog, at der kan udbetales feriedagpenge til et ledigt medlem på uddannelsesorlov eller i uddannelsestilbud med kursus- eller uddannelsesgodtgørelse i det omfang dette er foreneligt med pligten til at deltage aktivt i uddannelsen og de dertil knyttede aktiviteter m.m.

Der kan dog alene udbetales feriedagpenge til disse medlemmer under afholdelse af ferie i uddannelsesinstitutionens eventuelle ferielukning eller i en praktikperiode efter aftale med arbejdsgiveren.

Med ferielukning menes også perioder, hvor uddannelsesstedet har lukket i få dage, f.eks. i forbindelse med søgnehelligdage og indeklemte fridage.

Til § 10, stk. 2

Unge, der er under uddannelse som led i ungeindsatsen, er berettiget til udbetaling af feriedagpenge i perioder med kursus- eller uddannelsesgodtgørelse eller elevstøtte.

Der kan dog alene afholdes ferie med feriedagpenge, i det omfang dette er foreneligt med pligten til at deltage aktivt i uddannelsen og de dertil knyttede aktiviteter m.m. Der kan således alene udbetales feriedagpenge til unge i uddannelsesinstitutionens eventuelle ferielukning eller i en praktikperiode efter aftale med arbejdsgiveren.

Dokumentation

Til § 11, stk. 1

Et medlem, der i optjeningsåret har modtaget dagpenge i henhold til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. § 1, stk. 2, vil normalt ikke behøve at fremlægge dokumentation for størrelsen af de udbetalte dagpenge, idet medlemmets arbejdsløshedskasse forud for ferieåret vil have modtaget oplysninger herom fra kommunen, jf. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om overførsel af oplysninger om udbetalinger i henhold til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel fra kommunerne til arbejdsløshedskasserne.

Har medlemmet i perioden fra overførslen af dagpengeoplysningerne til feriens afholdelse skiftet kasse, skal optjeningsmeddelelsen vedrørende feriedagpenge optjent efter § 1, stk. 2, jf. § 15, imidlertid vedlægges som dokumentation over for den nye kasse ved ansøgningen om feriedagpenge.

Har arbejdsløshedskassen ikke modtaget oplysning om udbetalte dagpengeydelser i henhold til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - f.eks. fordi medlemmet i en periode har opholdt sig i udlandet eller fordi dagpengene er udbetalt via en arbejdsgiver - må medlemmet på anden måde over for kassen dokumentere omfanget af udbetalte dagpengeydelser. Dette kan f.eks. ske ved hjælp af udbetalingskvitteringer eller oplysningssedler.

Til § 11, stk. 2

Medlemmet skal ved ansøgningen om feriedagpenge vedlægge dokumentation for størrelsen af de modtagne ydelser, jf. § 1, stk. 3, f.eks. i form af oplysningssedler.

Til dokumentation for modtaget ydelser efter § 1, stk. 3 kan udover oplysningssedler anvendes kvitteringer eller lignende, hvoraf det utvetydigt fremgår, at ydelsesbeløbet vedrører et givent optjeningsår, jf. § 4, stk. 1.

Der optjenes ret til et antal dage med feriedagpenge på grundlag af voksenuddannelsesstøttebeløb, som er dokumenteret udbetalt til kursistens egen selvstændige virksomhed i optjeningsåret. Dokumentationen vil i disse tilfælde skulle foreligge i form af udbetalingskvitteringer.

Er voksenuddannelsesstøtten udbetalt til medlemmets arbejdsgiver, kan støttebeløbet ikke indgå ved opgørelsen efter § 4.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen sender S74-oplysningssedler til medlemmer, der har modtaget dagpengebeløb ved arbejdssøgning i et andet EØS-land i henhold til artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71 (attest E 303-ordningen). Desuden sender Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen en særlig optjeningsmeddelelse, som medlemmet skal vedlægge ansøgningen om feriedagpenge.

Til § 11, stk. 3

Medlemmet skal ved ansøgningen om feriedagpenge på tro og love oplyse, i hvilket omfang der samtidig med udbetalingen af dagpenge i henhold til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel er optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller løn, samt i hvilket omfang dagpengene vedrører perioder, hvor medlemmet ikke har været forsikret i en arbejdsløshedskasse.

Afholdelse af egen optjent ferie efter ferieloven

Til § 12, stk. 1, 1. pkt.

Et medlem, der har optjent ret til et antal dage med ret til feriedagpenge efter § 1, vil som hovedregel først kunne få udbetalt feriedagpenge, når medlemmet har holdt 5/6 af sin egen optjente ferie med feriegodtgørelse eller løn efter ferieloven (inklusive lørdage).

Et ledigt medlem vil alene kunne få udbetalt feriedagpenge for hele dage - bortset fra tilfælde, hvor medlemmet afvikler en effektiv karantæne for en del af feriedagen.

Et medlem i beskæftigelse vil herudover kunne få udbetalt feriedagpenge for halve dage i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren efter de herom gældende regler har placeret ferie på halve dage, f.eks. 1. maj, 5. juni, 24. og 31. december.

Der gælder dog flere undtagelser fra hovedreglen, jf. nedenfor.

Til § 12, stk. 1, 2. pkt.

Et medlem, der har optjent ret til et antal dage med feriedagpenge efter § 1, skal højst holde et antal dage (eksklusive lørdage) svarende til forskellen mellem 25 dage og det beregnede antal dage med ret til feriedagpenge, før der kan ske udbetaling af feriedagpenge.

Til § 12, stk. 2

For et medlem, der er berettiget til et antal dage med feriedagpenge efter særordningen for dimittender, jf. §§ 5 og 6, er retten til udbetaling af feriedagpenge som udgangspunkt betinget af, at medlemmet har holdt et antal feriedage svarende til det fradrag, som efter § 6 beregnes på grundlag af medlemmets beskæftigelse i optjeningsåret.

Til § 12, stk. 3

Hvis medlemmet er ansat i en virksomhed, der holder kollektivt ferielukket, vil medlemmet under ferielukningen være forhindret i at arbejde. Medlemmet vil derfor ofte enten af arbejdsgiveren være pålagt at afholde optjent ferie efter ferieloven eller selv vælge at holde supplerende ferie - eventuelt med feriedagpenge under ferielukningen.

Har medlemmet ikke ret til et antal dage med feriedagpenge under ferielukningen, kan medlemmet i stedet for at holde sin supplerende ferie uden feriedagpenge vælge at melde sig midlertidig ledig og vil derved eventuelt være berettiget til dagpenge under den kollektive ferielukning, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Er medlemmet beskæftiget i en virksomhed, der har kollektivt ferielukket i ferieperioden (2. maj til 30. september) og på hverdage mellem jul og nytår, kan arbejdsgiveren vælge at placere optjent ferie på hverdage mellem jul og nytår, jf. ferielovens § 17 b. Dette gælder dog ikke, hvis medlemmet har optjent mindre end 18 feriedage efter ferieloven.

Ferielovens § 17 b har følgende indhold:

Stk. 1. »§ 17 b. Holdes en virksomhed lukket på hverdage mellem jul og nytår, skal arbejdsgiveren bestemme, at lønmodtageren holder ferie disse dage i det omfang, lønmodtageren er berettiget til mere end 18 feriedage efter reglerne i § 6. Træffer arbejdsgiveren ikke sådan bestemmelse, skal arbejdsgiveren betale lønmodtageren løn for de pågældende dage. Lønnen beregnes på grundlag af lønmodtagerens løn i de sidste 4 uger før jul.« Er optjente feriedage efter ferieloven ud over 18 dage blevet placeret under en julelukning, vil medlemmet, hvis der er optjent ret til et antal dage med feriedagpenge, kunne få udbetalt feriedagpenge under afholdelse af ferie, uanset at den optjente ferie efter ferieloven endnu ikke er afholdt. Der vil således kunne udbetales feriedagpenge før de 18 dages ferie om sommeren, mellem de 18 dage og julelukningen og efter julelukningen. Endvidere vil der kunne udbetales feriedagpenge under julelukning i tilfælde, hvor der ikke efter ferielovens § 17 b skal holdes optjent ferie eller udbetales løn. Ferielovens § 17 b finder kun anvendelse i tilfælde, hvor et medlem er blevet ansat i virksomheden på et tidspunkt, hvor arbejdsgiveren har mulighed for at placere ferie under en kollektiv julelukning. Eksempel: Et medlem har til brug for et ferieår optjent 21 dages ferie med feriegodtgørelse (inklusive lørdage) samt 6 dage med ret til feriedagpenge. Medlemmets arbejdsgiver har placeret 18 dages ferie (inklusive lørdage) om sommeren, og de resterende 3 optjente feriedage mellem jul og nytår, idet virksomheden holder ferielukket i 4 hverdage mellem jul og nytår. Medlemmet holder efter aftale med arbejdsgiveren en uges efterårsferie. Reglen i § 12, stk. 3, medfører, at medlemmet vil kunne få udbetalt feriedagpenge for 5 dage under efterårsferien, selv om medlemmet på dette tidspunkt har 3 dages ferie med feriegodtgørelse, der endnu ikke er afholdt. Medlemmet vil desuden, jf. § 12, stk. 1, kunne få udbetalt feriedagpenge for den ene feriedag mellem jul og nytår, hvortil medlemmet ikke har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse. Til § 12, stk. 4 og stk. 5 Et medlem, der på grund af værnepligt, sygdom, barsel etc. har været helt eller delvis afskåret fra at holde ferie i ferieperioden (2. maj til 30. september), og som efter ferieperiodens udløb får udbetalt den feriegodtgørelse, der svarer til hovedferien (18 dage i ferieperioden), uden at holde ferie, fortaber ikke retten til udbetaling af feriedagpenge. Medlemmet betragtes således, som om vedkommende har holdt det antal feriedage, som svarer til den udbetalte feriegodtgørelse. Dækker feriegodtgørelsen mindre end 18 dage, kan medlemmet holde den resterende del af hovedferien med feriedagpenge. Det samme gælder i tilfælde, hvor der er udbetalt feriegodtgørelse ved ferieårets start, uanset om ferie senere holdes, jf. ferielovens § 19 b. Det forudsættes, at medlemmet selv gør kassen opmærksom på forholdet, og det er en betingelse, at medlemmet fremlægger fornøden dokumentation. Til § 12, stk. 6 Lørdage, søndage og søgnehelligdage Et ledigt medlem, der har optjent ferie med feriegodtgørelse efter ferieloven, kan få udbetalt feriedagpenge for søgnehelligdage, som indgår i medlemmets ferie. Dette gælder selvom der efter ferieloven ikke kan placeres ferie og medlemmet ikke har afholdt sin optjente ferie efter reglen i § 12, stk. 1 eller 2. Et ledigt medlem vil aldrig kunne få udbetalt feriedagpenge for lørdage og søndage, uanset at de er søgnehelligdage. Et medlem i beskæftigelse vil alene kunne få udbetalt feriedagpenge for lørdage, søndage og søgnehelligdage i tilfælde, hvor medlemmet skulle have været på arbejde de pågældende dage, hvis ikke medlemmet havde afholdt ferie. Udbetaling af optjent søgnehelligdagsbetaling er ikke til hinder for udbetaling af feriedagpenge. Der kan ikke udbetales feriedagpenge eller andre ydelser fra en arbejdsløshedskasse for mere end 5 dage pr. uge. Forholdsmæssig udbetaling af feriedagpenge ved beskæftigelse hos flere arbejdsgivere For et medlem, der er i fuld eller delvis beskæftigelse umiddelbart forud for ferien, og som er omfattet af ferieloven, gælder, at det er arbejdsgiveren, der som udgangspunkt fastsætter, hvornår ferien skal holdes. Dette gælder også for et medlem, der arbejder på nedsat tid og modtager supplerende dagpenge eller har flere arbejdsgivere. Feriedagpenge kan udbetales forholdsmæssigt i tilfælde, hvor et medlem, der er beskæftiget hos flere arbejdsgivere, ikke holder ferie i begge ansættelsesforhold. Eksempel: Et fuldtidsforsikret medlem er beskæftiget i 2 arbejdsforhold med 37 timer i arbejdsforhold 1 og 10 timer i arbejdsforhold 2. På grundlag af ydelser i optjeningsåret er medlemmet berettiget til 15 dage med feriedagpenge beregnet efter reglerne i §§ 2-4. Medlemmet holder 15 dages ferie fra arbejdsforhold 1 (37 timer ugentligt) og senere 15 dages ferie fra arbejdsforhold 2 (10 timer ugentligt). Medlemmets samlede beskæftigelse udgør 47 timer ugentligt. Medlemmet er berettiget til at få udbetalt feriedagpenge for: 37/47 x 15 = 12 dage under ferie fra arbejdsforhold 1 og 10/47 x 15 = 3 dage under ferie fra arbejdsforhold 2. Feriedagpengesats Til § 13 Feriedagpenge udbetales som hovedregel med den samme sats, som ville have været anvendt ved udbetaling af dagpenge i tilfælde af fuld ledighed under ferien. Har et medlem i perioden fra optjeningsårets begyndelse til feriens afholdelse således fået udbetalt dagpenge eller uddannelsesydelse/-godtgørelse med en individuel, beregnet sats svarende til medlemmets forsikringsstatus under ferien, udbetales feriedagpenge med den senest anvendte beregnede sats - med eventuelle senere reguleringer. Mindstesatsen for lønmodtagere, selvstændige og værnepligtige, jf. lovens § 51, stk. 3-5, betragtes som beregnede satser. Som eksempel på satser, der ikke er beregnede, kan derimod nævnes: - satsen for nyuddannede ( lovens § 51, stk. 2), - satsen for unge under 25 år ( lovens § 52 c, stk. 2, og § 52 e), - uddannelsesgodtgørelsessatsen for unge under 25 år, ( § 17, stk. 2, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik), og - en udbetalt feriedagpengesats. I alle tilfælde, hvor der ikke foreligger en individuel beregnet sats, som er anvendt ved udbetaling af dagpenge eller uddannelsesydelse/-godtgørelse, anvendes dimittendsatsen for henholdsvis fuldtids- eller deltidsforsikrede, jf. lovens § 51, stk. 2, idet en kasse aldrig skal foretage en individuel satsberegning alene med henblik på udbetaling af feriedagpenge. Holdes ferien henover et årsskifte og udbetales feriedagpengene før årsskiftet, skal der - uanset at satsen reguleres ved årsskiftet - udbetales med den samme sats i hele ferieperioden. Udbetales feriedagpengene efter feriens påbegyndelse, skal der ikke anvendes samme sats i hele ferieperioden, men derimod den sats, der ville være anvendt ved udbetaling af dagpenge henholdsvis forud for og efter satsreguleringstidspunktet. Medlemmets forsikringsstatus på tidspunktet for feriens afholdelse er afgørende for, om der skal udbetales feriedagpenge med en sats for fuldtids- eller deltidsforsikrede. Unge under 25 år, som er omfattet af ungeindsatsen, jf. lovens kapitel 9 a, skal have udbetalt feriedagpenge med den senest beregnede sats, jf. stk. 1, eller med dimittendsatsen, jf. stk. 2. Særligt om medlemmer, der har fået udbetalt ydelser fra en kasse med en beregnet sats forud for dimittendoptagelse i en kasse For et medlem, der på grundlag af en erhvervsmæssig uddannelse har opnået dimittendstatus - eventuelt i forbindelse med en overflytning - og som er berettiget til et antal dage med feriedagpenge efter særordningen for dimittender, jf. §§ 5 og 6, vil ydelser, som er udbetalt med en beregnet sats inden tidspunktet for dimittendoptagelsen/overflytningen, ikke kunne danne grundlag for udbetaling af feriedagpenge med en beregnet sats. I disse tilfælde udbetales feriedagpenge med dimittendsatsen. Har et medlem, der er berettiget til et antal dage med feriedagpenge efter særordningen for dimittender, derimod fået udbetalt dagpenge eller uddannelsesydelse/-godtgørelse med en beregnet sats efter tidspunktet for dimittendoptagelsen/overflytningen, udbetales feriedagpenge med den senest anvendte beregnede sats - med eventuelle senere reguleringer. Ansøgningsfrist m.v. Til § 14 Den af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen udsendte eller godkendte blanket til brug for ansøgning om feriedagpenge skal afleveres til den kasse, som medlemmet er forsikret i på ferietidspunktet. Blanketten skal være modtaget i kassen i udfyldt stand senest den 31. maj i det følgende ferieår, for at udbetaling af feriedagpenge for et ferieår kan finde sted. I modsat fald er kravet på feriedagpenge bortfaldet. Hvis den 31. maj falder på en lørdag eller søndag, vil modtagelse i kassen den følgende hverdag være rettidig. Et medlem, der ikke ved ferieårets udløb fuldt ud har udnyttet sin ret til et antal dage med feriedagpenge i det pågældende ferieår (perioden 2. maj til 1. maj), kan ikke få overført retten til det resterende antal dage med feriedagpenge til det følgende ferieår. Når kassen har udbetalt feriedagpenge til et medlem, sender kassen snarest muligt en ny ansøgningsblanket til medlemmet samt oplysning om det resterende antal dage med feriedagpenge, medlemmet måtte være berettiget til. I forbindelse med udbetaling af feriedagpenge skal kassen foretage fornøden registrering heraf for at sikre, at der ikke udbetales feriedagpenge i videre omfang, end medlemmet er berettiget til. I tilfælde hvor et medlem uberettiget har modtaget feriedagpenge, bortfalder eller reduceres tilbagebetalingsbeløbet, når medlemmet inden konstateringstidspunktet - og forud for ferieårets udløb - har afholdt ferie, der helt eller delvist svarer til den oprindeligt oplyste ferie. Det er dog en forudsætning, at medlemmet på tidspunktet for den faktiske ferie har opfyldt samtlige betingelser for ret til feriedagpenge. Til kapitel 3 Optjeningsmeddelelser Til § 15 Kassen skal enten i selve optjeningsmeddelelsen eller i forbindelse med udsendelsen af denne redegøre for de væsentligste betingelser for udbetaling af feriedagpenge, jf.§§ 7 - 8 . Til § 16 Ikrafttræden m.v. Vejledningen træder i kraft den 2. maj 1998 og finder anvendelse fra og med optjeningsåret 1997. Samtidig ophæves Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledning nr. 79 af 29. april 1996 til bekendtgørelse om feriedagpenge.

Underskrift 1

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 25. marts 1998 Merete Roos /Alhed Warberg

Versioner

  1. 1998-03-25 · til 2026-06-23