Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/52@1998-03-05/da

Indhold

1. Indledning
2. Kapitel 3
3. 3.1. Samarbejde mellem kommuner og amts- kommuner
   1. § 42, stk.
4. Kapitel 4 Rådgivning
   1. § 3.
   2. § 68.
   3. § 69.
   4. § 101.
5. Kapitel 5 - - - - -
   1. § 97.
   2. § 98.
6. Kapitel 6 B § 4. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Hjælpen kan ydes som udlån, kontantydelse eller udleveres som naturalhjælp.
   1. § 5.
   2. § 97, stk.
7. Kapitel 8 - - - - -
   1. § 98.
   2. § 21.
   3. § 22.
8. Kapitel 10 Afgrænsning til anden lovgivning
9. Kapitel 11 - - - - -
   1. § 99.
   2. § 2.
   3. § 3.
   4. § 2, stk.
   5. § 5.
   6. § 7, stk.
   7. § 8.
   8. § 9.
   9. § 12.
   10. § 11, stk.
   11. § 136, stk.
10. Kapitel 12 - - - - -
    1. § 103.
11. Kapitel 13 - - - - -
    1. § 102.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 3.
12. Underskrift 1

Indholdsfortegnelse

1. Kapitel 1 Indledning 7 1.1. Vejledningens opbygning 7 1.2. Ændringer på områderne 8 1.3. Vejledninger og cirkulærer 11 2. Kapitel 2 Udviklingen i handicappolitikken og handicapbegrebet 13 2.1. Solidaritetsprincippet 14 2.2. Sektoransvarlighedsprincippet 15 2.3. Kompensationsprincippet 15 3. Kapitel 3 Administration 17 3.1. Samarbejde mellem kommuner og amtskommuner 17 3.2. Tidsfrister for sagsbehandling 18 3.3. Klageadgang 18 4. Kapitel 4 Rådgivning 19 4.1. Den generelle rådgivningsforpligtelse 19 4.2. Kommunal rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne 20 4.3. Den amtskommunale rådgivning 21 4.4. Særligt om rådgivning og vejledning i forbindelse med støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder. 22 4.5. Finansiering af udgifter til rådgivning 24 5. Kapitel 5 Hjælpemidler og forbrugsgoder 25 5.1. Almindelige betingelser 26 6. Kapitel 6 Hjælpemidler 31 6.1. Hvad dækker ydelsen 31 6.2. Leverandørvalg 35 7. Kapitel 7 Særlige informationsteknologiske hjælpemidler 41 8. Kapitel 8 Forbrugsgoder 43 8.1. Afgrænsning 44 8.2. Sædvanligt indbo 45 8.3. Almindeligt standardprodukt 46 8.4. Forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med en særlig indretning 47 8.5. Forbrugsgoder der udelukkende fungerer som hjælpemiddel 48 8.6. Hvad dækker ydelsen 49 8.7. Eksempler på anvendelse af reglerne om forbrugsgoder 51 9. Kapitel 9 Særligt om administration på hjælpemiddelområdet 53 9.1. Flytning/midlertidigt ophold 53 9.2. Udland 54 9.3. Befordringsgodtgørelse 57 9.4. Finansiering 58 10. Kapitel 10 Afgrænsning til anden lovgivning 59 10.1. Sygehussektoren 59 10.2. Hjemmesygeplejen 59 10.3. Undervisningssektoren 60 10.4. Hjælpemidler i henhold til anden lovgivning i øvrigt 62 10.5. Serviceloven og aktivloven 63 11. Kapitel 11 Støtte til køb af bil 67 11.1. Generelt om ordningen med støtte til køb af bil. 68 11.2. Tildelingsbetingelser 68 11.3. Udmåling af støtte 79 11.4. Betingelser for lån til udskiftning 89 11.5. Frittagelse for vægtafgift og afgift efter brændstofforbrug 91 11.6. Særlige indretninger 92 11.7. Tilskud til betaling af køreundervisning 94 11.8. Vilkår for støtten 96 11.9. Afvikling af støtte 101 11.10. Støtte til bil, der medtages fra udlandet. 105 11.11. Regulering 106 11.12. Kompetence 107 11.13. Finansiering 107 12. Kapitel 12 Støtte til individuel befordring 109 13. Kapitel 13 Boligindretning 111 13.1. Boligmæssige ændringer 112 13.2. Hjælp til anskaffelse af anden bolig 114 13.3. Pant og tilbagebetaling 115 13.4. Retablering 117 13.5. Finansiering 117 Appendiks Oplysninger om enkelte hjælpemidler 119 1. Medicin 119 2. Særlige beklædningsgenstande 120 3. Kompressionsstrømper 121 4. Flowtron-pumpe 122 5. Støttekorsetter 122 6. Parykker 123 7. Brystproteser 124 8. Tandproteser 125 9. Ortopædisk fodtøj 127 10. Stomihjælpemidler 128 11. Trehjulede knallerter 129 12. Særlige stole 130 13. Medicinsk-optisk defineret varig øjenlidelse 130 14. Varigt synshandicap (svagsynsoptik) 133 15. Telefonhjælpemidler, nødkald, alarmanlæg m.v. 135 Bilagsfortegnelse: Bilag 1: Bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98. (* 1) 139 Bilag 2: Bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99 (* 1) 145 Bilag 3: Bekendtgørelse om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning efter servicelovens § 102 (* 1) 149 Bilag 4: Bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. (* 1) 151 Bilag 5: Afgørelse Nr. 115 fra den administrative kommission 153 Bilag 6: Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975 (* 2) 157 Stikordsregister 161

1. Lov om social service blev vedtaget den 31. maj 1997 og træder i kraft den 1. juli 1998.

Denne vejledning omhandler bestemmelserne i servicelovens kapitel 19, dvs. §§ 97-103 om støtte til hjælpemidler, forbrugsgoder, køb af bil, boligindretning og tilskud til individuel befordring.

Vejledningen henvender sig først og fremmest til de kommunale og amtskommunale sagsbehandlere, men også til brugergrupper og andre med interesse for området.

Kapitel 2 omhandler principper i dansk handicappolitik.

Kapitel 3-4 omhandler administration og rådgivning.

Kapitel 5-10 vedrører hjælpemidler og forbrugsgoder. Kapitel 11- 12 vedrører biler og tilskud til individuel befordring. Kapitel 13 vedrører boligindretning.

Vejledningen er opbygget således, at hvert kapitel indledes med de relevante lov- eller bekendtgørelsesbestemmelser, der knytter sig til lov om social service, i vejledningen benævnt serviceloven. Bekendtgørelserne er optrykt som bilag.

I vejledningen refereres endvidere til lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) og til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).

Hvor intet andet er anført i vejledningen, henvises der til bestemmelser i serviceloven.

1.2. Ændringer på områderne

2. Vedrørende støtte til hjælpemidler:

Servicelovens §§ 97 og 98 regulerer området for støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder. Derudover er der fastsat nærmere regler i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder after servicelovens §§ 97 og 98. Bekendtgørelsen afløser bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

Med servicelovens ikrafttræden foretages der to væsentlige ændringer på hjælpemiddelområdet:

- Servicelovens § 97, stk. 2, placerer ansvaret for bevilling af støtte til optiske synshjælpemidler, arm- og benproteser, høreapparater samt særlige informationsteknologiske hjælpemidler hos amtskommunen. Høreapparater er dog allerede med virkning fra 1. juli 1997 overført til amtskommunen, jf. lov nr. 458 af 10. juni 1997. Det er dog fortsat kommunernes opgave at yde støtte og omsorgstilbud til personer, der får bevilget disse hjælpemidler.

- Der skelnes mellem støtte til hjælpemidler og hjælp

til køb af forbrugsgoder. Støtte til hjælpemidler reguleres efter servicelovens § 97, medens støtte til køb af forbrugsgoder ydes efter servicelovens § 98.

Støtten til køb af forbrugsgoder ydes som udgangspunkt med et kontant beløb svarende til 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt af den type, der er behov for til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx almindelige båndoptagere og videomaskiner.

På området for forbrugsgoder er der indført en bagatelgrænse på 500 kr., mens bagatelgrænsen for hjælpemidler efter bistandslovens § 58 ikke er videreført.

Der er endvidere tidligere sket en række ændringer på området, dels af bistandslovens § 58, dels af bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988. ændringerne er videreført i serviceloven og indarbejdet i den nye bekendtgørelse.

- Der er indført frit leverandørvalg for særligt personlige hjælpemidler, jf. lov nr. 497 af 12. juni 1996.

- Der ydes ikke hjælp til brilleglas og kontaktlinser på

ren optisk indikation, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 918 af 18. oktober 1996.

- Der kan ikke længere ydes hjælp til telefoner, jf. Social ministeriets bekendtgørelse nr. 918 af 18. oktober 1996.

- Der ydes 100% tilskud til fingerprikker og teststrimler

til insulinkrævende diabetikere, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 519 af 19. juni 1997.

3. Vedrørende støtte til bil:

Servicelovens § 99 indeholder kun de overordnede regler om støtte til bil. De nærmere regler om tildelingsbetingelser, tilbagebetaling af lån, hjælp til udskiftning m.v. er fastlagt i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99. Bekendtgørelsen afløser bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.

Revaliderings- og pensionsnævnene nedlægges samtidig med servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998, og nævnenes afgørelseskompetence overtages af amterne. Afgørelserne træffes som hidtil efter indstilling fra kommunerne, og det er også fortsat kommunerne, der står for den praktiske gennemførelse af afgørelserne, herunder udbetaler lån, udfærdiger gældsbreve, sørger for klausulering og vægtafgiftsfritagelse m.v.

Der er i det væsentlige tale om en videreførelse af de regler, der har været gældende efter bistandslovens § 58. Den gældende praksis på området kan derfor i vidt omfang lægges til grund ved behandling af ansøgninger.

Systematikken i bekendtgørelsen følger den tidligere bilbekendtgørelse med enkelte redaktionelle ændringer og følgende præciseringer:

- I § 2 er det præciseret, at støtte til bil på erhvervsmæssigt henholdsvis uddannelsesmæssigt grundlag forudsætter, at der er behov for kørsel til og fra arbejdet eller uddannelsesstedet.

- I § 4 vedrørende lån inden for sædvanlig låneramme er indsat bestemmelser om fastsættelse af indkomstgrundlaget, der anvendes ved beregning af den tilbagebetalingspligtige del af lånet. Reglerne svarer til de bestemmelser, der hidtil har fremgået af loven (bistandslovens § 58, stk. 7, og § 54, stk. 3 og 4).

- I § 9 vedrørende hjælp til særlige indretninger er det præciseret, at der ikke ydes støtte til »fødte« indretninger, bortset fra tilskud til automatisk transmission.

- I § 11 om vilkår for lån er de hidtidige regler om adgangen til at medtage bilen til udlandet udeladt, da reglerne nu fremgår af en særskilt bekendtgørelse (nr. 108 af

17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet).

- I § 18 er det præciseret, at ændringer i ansøgerens økonomiske forhold, der sker efter udnyttelsen af bilbevillingen, ikke medfører ændringer i beregningen af støtten.

4. Vedrørende støtte til boligindretning:

Der er i det væsentligste tale om en videreførsel af de regler, der tidligere var indeholdt i bistandslovens § 59, stk. 1 (om boligindretning) og § 48, stk. 1 og 2, (om boligskift). Den gældende praksis på området kan derfor i vidt omfang lægges til grund ved behandlingen af ansøgninger.

Som noget nyt er der åbnet mulighed for, at der kan tages pant og stilles krav om tilbagebetaling for hjælp ydet i forbindelse med boligskift, når en boligindretning ikke kan lade sig gøre. Hjælp i forbindelse med boligskift er tidligere ydet efter bistandslovens § 48.

5. Vedrørende midlertidige udlandsophold

I servicelovens § 2, stk. 2, er der indsat en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte regler om betingelserne for i særlige tilfælde at få hjælp efter loven under midlertidige ophold i udlandet. I medfør af denne bemyndigelse er der i bekendtgørelse fastsat regler, der tydeliggør, hvornår hjælpen kan bevares under midlertidige ophold i udlandet.

1.3. Vejledninger og cirkulærer

6. Denne vejledning afløser:

- Socialministeriets vejledning af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

- Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven

- Vejledning nr. 2 af 28. marts 1984 om tildelingskriterier for støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.

7. Indsatsen på handicapområdet op til 1950'erne bestod fortrinsvis i etablering af specialinstitutioner, hvor mennesker med visse handicap tilbragte hele livet: hvor de boede, fik behandling, undervisning m.v. Et handicap blev betragtet som en egenskab eller mangel hos den enkelte, og mennesker med handicap skulle beskyttes mod det omgivende samfund og omvendt.

Denne holdning blev gennem 50'erne kritiseret for at føre til isolation og udskillelse af mennesker med handicap. I stedet blev der sat fokus på begreberne normalisering og integration, og udgangspunktet i handicappolitikken blev handicappedes ret til at leve et liv som alle andre.

For at opnå dette, var det nødvendigt at iværksætte en helt ny type indsatser, der tog sigte på at ruste handicappede til at overvinde de vanskeligheder, som en integration i det almindelige samfund medfører. Fokus i indsatsen var dog stadig individorienteret.

Imidlertid begyndte ikke mindst mennesker med handicap og deres pårørende at sætte spørgsmålstegn ved denne politik. Det er ikke nok at være kørestolsmobil, hvis adgangsforholdene ikke giver mulighed for kørestolsadgang, eller at være perfekt til punktskrift, hvis der ikke er noget at læse.

Dette førte gennem 1970erne til en ny opfattelse af handicap, der understreger samspillet mellem en funktionsnedsættelse og det omgivende samfunds indretning. Handicap er ikke en mangel ved den enkelte person, men et misforhold i mødet mellem personens forudsætninger og den måde, det omgivende samfund er indrettet på.

Det nye handicapbegreb lægger vægt på de barrierer i det omgivende samfund, et menneske med en funktionsnedsættelse støder imod. Handicappolitikken får herved fokus både på behovet for støtte til den enkelte, og behovet for at ændre og tilpasse omgivelserne samt aktiviteterne i samfundet.

Principperne om ligebehandling og ligestilling af handicappede med andre borgere bliver herved centrale, og er fx kommet til udtryk i folketingsbeslutningen af 2. april 1993, som bl.a. dannede baggrund for oprettelsen af et ligebehandlingscenter i tilknytning til Det Centrale Handicapråd. Også FNs »Standardregler om lige muligheder for handicappede« vedtaget i december 1993 på FNs generalforsamling lægger vægt på ligestilling af handicappede. Sigtet i handicappolitikken bliver »et samfund for alle«.

2.1. Solidaritetsprincippet

Et væsentligt element i den danske handicappolitik er det generelle solidaritetsprincip, som indebærer, at alle har et ansvar for den enkelte, og at der, når behovet opstår, er sikret de nødvendige ydelser med henblik på den pågældendes fremtidige tilværelse. Solidaritetsprincippet giver sig udslag i, at ydelserne i vidt omfang finansieres af det offentlige, dvs. via skattebetalingen.

De generelle politiske målsætninger gennem 80'erne og 90'erne har medført, at målsætningerne om den enkeltes ansvarlighed for sig selv og sin familie i stadig højere grad er blevet understreget - under henvisning til såvel økonomiske som samfundsmæssige forhold.

På handicapområdet har udviklingen imidlertid betydet en stadig stærkere fasttømring af solidaritetsprincippet som det afgørende grundlag for det offentliges forpligtelser over for mennesker med handicap.

2.2. Sektoransvarlighedsprincippet

8. Sektoransvarlighed er et centralt princip i den ovenfor beskrevne udvikling i handicappolitikken. Sektoransvarlighed betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen på handicapområdet bliver dermed ikke længere fortrinsvis en opgave for socialsektoren, men rækker ind i andre områder som fx bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren.

Sektoransvarlighedsprincippet danner således udgangspunktet ved afgrænsning af, i hvilket regi et opgaveområde hører hjemme.

2.3. Kompensationsprincippet

9. Et andet centralt princip er, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne.

Kompensationsprincippet tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til menneske og fra funktionsnedsættelse til funktionsnedsættelse. Dette aspekt af kompensationsprincippet afspejler sig generelt i tildelingskriterierne for de enkelte ydelser. I enkelte tilfælde fremgår dette aspekt af kompensationsprincippet også af udmålingskriterierne.

Kompensationsprincippet udelukker ikke, at der i forbindelse med tildeling og udmåling af handicapkompenserende ydelser lægges vægt på den enkeltes og dennes families mulighed for at varetage de opgaver, der følger af handicappet.

Den almindelige omsorgspligt i familieforhold anses således generelt at kunne tillægges en vis betydning på handicapområdet. Denne omsorgspligt anses som en accept af, at der i familiebegrebet ligger en naturlig omsorgsforpligtelse over for hinanden, og gælder således også på handicapområdet.

I denne vurdering indgår imidlertid også hensynet til, at familien - herunder børn af handicappede forældre - kan fungere så normalt som muligt med de ekstraordinære belastninger, der følger af et familiemedlems handicap, herunder hensynet til at familien ikke bliver gjort til en »plejeforanstaltning«, men fortsat kan fungere som en normal familie.

En del af kompensationen sker ved at søge at gøre samfundets tilbud tilgængelige for personer med funktionsnedsættelser og en anden del sker ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for mennesker med nedsat funktionsevne.

Udgangspunktet i bestemmelserne i serviceloven, som tager sigte på at yde kompensation for følgerne af en nedsat funktionsevne, er, at der enten stilles naturalydelser til rådighed eller at der skal ske kompensation for væsentlige merudgifter ved forsørgelsen som følge af den nedsatte funktionsevne.

Der lægges herved på den ene side vægt på, at den handicappede skal afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget en nedsat funktionsevne, dvs. udgifter på linie med hvad alle andre har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.

10. Retssikkerhedsloven fastslår i § 42, stk. 2, at der er en gensidig forpligtelse for kommune og amtskommune til at samarbejde i forbindelse med løsningen af opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service.

Det er af afgørende betydning for en samlet og helhedsorienteret indsats, at kommuner og amtskommuner samarbejder om de tilbud, der falder ind under deres respektive ansvarsområder, navnlig hvor opgavevaretagelsen involverer begge parter, eller hvor der er delt finansiering. Det er vigtigt, at den af parterne, der har det endelige ansvar for løsningen af en opgave, inddrager den anden part i sagsforløb, der vedrører begge parter.

Der lægges i bestemmelsen op til et samarbejde om såvel den overordnede indsats som om indsatsen for den enkelte borger.

På det overordnede plan bør parterne i fællesskab samordne serviceniveau og -indsats samt udvikle samarbejdsmodeller for den samlede støttende indsats, hvoraf ansvarsfordelingen fremgår.

I indsatsen for den enkelte borger forudsætter et velfungerende samarbejde, at amtskommunen henholdsvis kommunen inddrages i sagen så tidligt som muligt, ikke mindst i forbindelse med at der skal laves planer for den enkelte bruger efter servicelovens § 111.

Kapitel 3

3.1. Samarbejde mellem kommuner og amts- kommuner

§ 42, stk.

Stk. 1. 3, er en ny bestemmelse, der giver adgang til, at amtskommunen og kommunen, medmindre andet er fastsat, kan indgå aftaler om, at forpligtelser vedrørende opgavevaretagelsen, der efter loven påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Der henvises i øvrigt til vejledningen om retssikkerhed og administration på det sociale område. 3.2. Tidsfrister for sagsbehandling

11. Det følger af retssikkerhedslovens § 3, at kommunen eller amtskommunen skal

- fastsætte en frist, som kan være forskellig for forskellige opgavetyper,

- at der skal oplyses om, hvilke frister som gælder i kommunen/amtskommunen, og

- at borgere skal have besked, hvis fristen i en konkret- sag ikke kan overholdes.

Der henvises til vejledningen om retssikkerhed og administration på det sociale område.

3.3. Klageadgang

12. Kommunens/amtskommunens afgørelser kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Der henvises i øvrigt til Den Sociale Ankestyrelses klagevejledning.

13. Udgangspunktet for tilrettelæggelsen af hjælp til ansøgere, der søger om støtte til hjælpemidler/forbrugsgoder, boligindretning og biler er en kommunal og/eller amtskommunal rådgivning.

4.1. Den generelle rådgivningsforpligtelse

- - - - - - -

Kapitel 4 Rådgivning

§ 3.

Stk. 1. Kommunen sørger for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivning skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Kommunen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning. - - - - - - - Rådgivning som åbent tilbud

14. Bestemmelsen i § 3 i serviceloven fastslår, at der skal findes tilbud om rådgivning om sociale problemer, og at det er en kommunal opgave. Det påhviler kommunen at vurdere omfanget af behovet for rådgivning og tage stilling til, hvorledes rådgivningen skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de muligheder, der er til stede eller kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre myndigheder. Den generelle rådgivningsforpligtelse retter sig til alle borgere med behov herfor.

Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning. Rådgivningen er gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler med personen, i hjælp til løsning af praktiske problemer, formidling af kontakt til andre myndigheder, og der kan være tale om en løbende kontakt afhængig af behovet.

Drejer det sig om udlændinge der ikke forstår dansk, henvises til myndighedernes almindelige forpligtigelse til at løse eventuelle sproglige og forståelsesmæssige problemer for udlændinge, jf. herved forvaltningslovens § 7, stk.1, vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32-36, samt til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, pkt. 21 og 43.

4.2. Kommunal rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

- - - - - - -

§ 68.

Stk. 1. Kommunen sørger for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde. - - - - - - -

15. Som supplement til rådgivningsforpligtelsen efter § 3 har kommunen pligt til at tilrettelægge en særlig rådgivningsindsats over for grupper med et særligt behov, herunder til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det er kommunens forpligtelse, på områder hvor den ikke selv råder over den nødvendige faglige viden, at indhente denne enten fra amtskommunen, lands- og landsdelsdækkende funktioner eller fra anden relevant specialrådgivning, fx. hjælpemiddelcentraler og Center for Små Handicapgrupper, eller at henvise hertil.

4.3. Den amtskommunale rådgivning

- - - - - - -

§ 69.

Stk. 1. Amtskommunen yder gratis rådgivning til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer i tilslutning til de opgaver, der påhviler amtskommunen efter denne lov.

Stk. 2. Amtskommunen stiller nødvendig rådgivning og konsulentstøtte til rådighed for kommunerne i deres arbejde med personer med særlige behov og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningen.

Stk. 3. Opgaverne efter stk. 1 og 2 kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner. - - - - - - - Amtskommunal specialrådgivning

16. Som supplement til den kommunale rådgivningsforpligtelse efter § 68 har amtskommunerne en særlig rådgivningsforpligtelse, som har baggrund i, at nogle rådgivningsopgaver forudsætter specialviden. Det er amtskommunens forpligtelse at sikre, at der findes det nødvendige og tilstrækkelige beredskab, som vil kunne sættes ind på specialområder.

Amtskommunerne skal yde kommunerne bl.a. faglig rådgivning og konsulentstøtte. Dette vedrører først og fremmest kommunernes indsats over for personer med særlige behov, hvor det ikke vil være muligt eller hensigtsmæssigt at udvikle og opbygge den nødvendige ekspertise i den enkelte kommune. Amtskommunen kan også henvise til eller inddrage ekspertbistand, som den ikke selv råder over, fra fagligt specialiserede videnscentre mv. som fx Center for Små Handicapgrupper.

4.4. Særligt om rådgivning og vejledning i forbindelse med støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder

- - - - - - -

§ 101.

Stk. 1. Kommunen yder rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf m.v.

Stk. 2. Amtskommunen yder rådgivning om valg af hjælpemidler efter § 97, stk. 2, samt instruktion i brugen heraf m.v. Til støtte for kommunens rådgivning stiller amtskommunen endvidere i fornødent omfang sagkyndige til rådighed og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningsarbejdet. Amtskommunerne medvirker til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Amtskommunerne sørger for at koordinere samt deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet. - - - - - - -

17. Som supplement til rådgivningsforpligtelsen efter §§ 3, 68 og 69 har kommunen pligt til at tilrettelægge en særlig rådgivningsindsats i forbindelse med valg af hjælpemidler og forbrugsgoder. Kommunen har yderligere en forpligtelse til at instruere i brugen af hjælpemidlet/forbrugsgodet.

For så vidt angår optiske synshjælpemidler, arm- og benproteser, høreapparater og særlige informationsteknologiske hjælpemidler, påhviler det dog amtskommunen at yde rådgivning og vejledning samt instruere i brugen af hjælpemidlet eller forbrugsgodet.

Til støtte for kommunens rådgivning stiller amtskommunen endvidere i fornødent omfang sagkyndige til rådighed og kan i specielle tilfælde påtage sig rådgivningsarbejdet som supplement til den kommunale rådgivning. Som led i denne rådgivningsforpligtelse har amtskommunerne oprettet hjælpemiddelcentraler, hvis opgave bl.a. er at orientere kommunerne om tekniske hjælpemidler og udøve vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler.

Kommunens/amtskommunens sagsbehandlere samt den enkelte bruger kan rette henvendelse til hjælpemiddelcentralen med henblik på rådgivning, oversigt over produktsortiment eller afprøvning af et egnet produkt.

Endvidere indgår Hjælpemiddelinstituttet som et led i kommunernes/amtskommunernes rådgivningsforpligtelse. Instituttet koordinerer og deltager i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed for derigennem at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. På området for informationsteknologiske hjælpemidler evaluerer Hjælpemiddelinstituttet produkternes anvendelsesområde og funktionalitet.

Hjælpemiddelinstituttet har et samlet overblik over udvalget af egnede produkter på markedet. Instituttet udgiver 2 tidsskrifter samt Produktinformation med aktuelle oplysninger om hjælpemidler samt en række metodebøger. Instituttets adresse er: Hjælpemiddelinstituttet, Gregersensvej 38, 2630 Tåstrup, tlf. 43 99 33 22.

Hjælpemiddelcentraler, kommuneforeninger, Hjælpemiddelinstituttet og Den Kommunale Højskole m.fl. arrangerer informationsdage, kurser, temadage og udstillinger på hjælpemiddelområdet.

I forbindelse med rådgivning og vejledning påhviler det kommunen/amtskommunen at informere ansøgeren af et konkret hjælpemiddel/forbrugsgode om, hvor vedkommende kan henvende sig for at få hjælp. Det er vigtigt, at amt og kommune samarbejder ved fastlæggelsen af, hvem der er forpligtende myndighed i forhold til et konkret hjælpemiddel/forbrugsgode. Herved undgås det, at brugeren i svære afgrænsningssituationer bliver »kastebold« mellem amt og kommune. Der tænkes her især på afgrænsningen af de særlige informationsteknologiske hjælpemidler og forbrugsgoder (kap. 7 og 8).

4.5. Finansiering af udgifter til rådgivning

Finansiering

18. Udgifter til rådgivning, der påhviler kommunen, afholdes endeligt af kommunen, jf. § 129, stk. 1. Tilsvarende afholder amtet udgifter til rådgivning, der påhviler amtet, jf. § 130.

Der henvises i øvrigt til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 927 af 8. december 1997 om fordeling mellem amterne, Københavns og Frederiksberg kommuner af udgifterne ved lands- og landsdelsdækkende specialrådgivningsfunktioner, samt fordelingen af udgifterne ved driften af Hjælpemiddelinstituttet.

Kapitel 5 - - - - -

§ 97.

Stk. 1. Kommunen yder støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Stk. 2. Amtskommunen yder støtte til 1) optiske synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk define- rede, varige øjenlidelser, 2) arm- og benproteser, 3) høreapparater og 4) særlige informationsteknologiske hjælpemidler.

Stk. 3. Stk. 3

Stk. 4. Stk. 4

Stk. 5. Stk. 5

§ 98.

Stk. 1. Kommunen yder hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 97, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Stk. 2. Amtskommunen yder hjælpen efter denne bestemmelse, hvis forbrugsgodet er en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 97, stk. 2, nr. 4.

Stk. 3. Stk. 3

Stk. 4. Stk. 4

Stk. 5. Stk. 5

Stk. 6. Stk. 6

Stk. 7. Stk. 7 - - - - - - - 5.1. Almindelige betingelser 5.1.1. Afgørelseskompetence

18. Det er kommunen, der træffer afgørelse om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder. Dog træffer amtskommunen afgørelse i sager om støtte til optiske synshjælpemidler, arm- og benproteser, høreapparater og særlige informationsteknologiske hjælpemidler samt forbrugsgoder, der indgår som en del af et særligt informationsteknologisk hjælpemiddel.

Formål

19. Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder skal medvirke til, at ansøgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre ansøgeren uafhængig af andres bistand i dagligdagen.

5.1.2. Personkreds

20. Målgruppen for støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder er personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ved at lægge vægt på funktionsevnen betones, at det ikke er funktionsnedsættelsens art (sygdom, ulykkesfølger, aldersbetinget svagelighed m.v.) eller omfang, der er afgørende, men derimod følgerne af den nedsatte kropslige eller kognitive funktion.

5.1.3. Tildelingskriterier

Varighed

21. Det er en betingelse for at yde hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98, at der er en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos ansøgeren. Heri ligger dels, at der ikke inden for en overskuelig fremtid er udsigt til en bedring af de helbredsmæssige forhold, dels at der i lang tid fremover skal være behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktion. Normalt vil den tilgrundliggende lidelse være en belastning for ansøgeren resten af livet.

Er der kun tale om et midlertidigt behov for hjælp, fx som led i sygdomsbehandling, falder det uden for servicelovens hjælpemiddelbestemmelser at yde støtte.

Væsentlighed

22. For at der kan ydes hjælp efter servicelovens §§ 97 og 98, kræves det, at hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kompenserer for eller afhjælper den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad letter den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for at ansøgeren kan udøve et erhverv.

Hjælpemidlet kan være til ansøgerens eget brug, fx protese, stok, kørestol, eller til brug for andre, der bistår ansøgeren i dagligdagen, fx personløfter.

Bedømmelsesgrundlag for ansøgning

23. Det er den myndighed, der har ansvaret for sagsbehandlingen, dvs. kommunen/amtskommunen, der bestemmer, hvilke oplysninger, herunder helbredsoplysninger, der er nødvendige, for at der kan træffes afgørelse, når en person ansøger om et hjælpemiddel eller forbrugsgode. Sagsbehandlingen foregår i et samarbejde mellem borger og sagsbehandler.

Personer, der søger om eller får støtte, har efter retssikkerhedslovens § 10 pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre om eller hvilken hjælp, de er berettiget til.

Myndigheden kan som led i sagsbehandlingen anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om adgangen til at indhente oplysninger fra personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forhold, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden skal samtidig orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil give samtykke til indhentning af oplysningerne, jf. retssikkerhedslovens §§ 10 og 12.

Efter § 12, stk. 3, i retssikkerhedsloven, skal en myndighed oplyse, at man vil indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger til brug for sagsbehandlingen, med mindre borgeren har indvendinger imod det. Hvis der gøres indsigelse i en ansøgningssag, vil dette blive respekteret. Men borgeren skal gøres opmærksom på, at sagen kan afgøres på det grundlag, der foreligger, og at det kan være til skade for borgeren.

I sager, hvor ansøgerens lidelse er stationær, bør der ikke indhentes fornyet materiale om helbredsforhold.

I tilfælde, hvor helbredsattest skønnes nødvendig, afholdes udgiften af kommunen/amtskommunen.

Om indhentning af helbredsoplysninger og/eller helbredsattester henvises til aftale mellem Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner og Den almindelige danske Lægeforening. En ny aftale om blanketter og publikationen »Socialt-lægeligt samarbejde« forventes færdig i 1998.

Vurdering af behov

24. Afgørelsen træffes på grundlag af en samlet vurdering af ansøgerens situation.

I forbindelse med behandlingen af en ansøgning om et hjælpemiddel eller forbrugsgode bør et ønske fra ansøgeren om at klare sig selvstændigt tilgodeses. Det bør endvidere indgå i overvejelserne, om det er hensigtsmæssigt at yde en personlig støtte, fx til personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens kapitel 14, i stedet for eller som supplement til et hjælpemiddel.

For en del hjælpemidler vil afgørelse om berettigelse straks kunne træffes på grundlag af ansøgning og de helbredsmæssige oplysninger. Dette gælder fx diabeteshjælpemidler og stomiartikler.

I andre tilfælde må der ofte tilvejebringes en bred beskrivelse af, på hvilken måde og i hvilket omfang funktionsevnen er nedsat, hvordan ansøgeren i øvrigt klarer sin dagligdag, og hvorledes ansøgeren selv ønsker at indrette sin tilværelse.

Mange aspekter kan indgå i denne beskrivelse:

- ansøgerens nedsatte funktionsevne

- boligens indretning

- forholdene omkring boligen

- familiemæssige forhold

- fritidsaktiviteter

- erhverv, skole, dag- og klubtilbud

- særlige hensyn at tage i sygdomsbilledet

- anden nedsat funktionsevne eller anden lidelse

- skal hjælpemidlet/forbrugsgodet kombineres med anden støtte

- skal hjælpemidlet/forbrugsgodet kombineres med behandling.

I oplysningsarbejdet kan inddrages andre forvaltningsgrene, der kender ansøgerens forhold.

Børn

25. Der kan gøre sig særlige hensyn gældende for enkelte handicapgruppers vedkommende. For eksempel må der ved vurdering af behov for hjælpemidler til børn lægges vægt på, at barnet i videst muligt omfang og med størst mulig selvstændighed kan udføre aktiviteter som andre børn. Det er vigtigt at sætte tidligt ind med hjælpemidler.

Tildeling af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98 kan eventuelt kombineres med hjælp efter servicelovens § 28. Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, fx til et barn som ikke har andre legemuligheder, ydes efter § 28.

Hvis et hjælpemiddel til et barn alene skal bruges i forbindelse med undervisning, er det skolen, som skal sørge for anskaffelsen. Dette gælder også, hvis hjælpemidlet skal bruges i hjemmet til fx lektielæsning.

I andre situationer end ovenfor nævnt skal hjælpemidlet eller forbrugsgodet vurderes efter servicelovens §§ 97 eller 98.

Med hensyn til afgrænsning til anden lovgivning henvises til vejledningens kapitel 10.

Udviklingshæmmede

26. For så vidt angår udviklingshæmmede skal man være særlig omhyggelig med at bedømme hjælpemiddelbehovet. Udviklingshæmmede har en enklere og mere konkret forståelse af virkeligheden. Over halvdelen af de udviklingshæmmede er multihandicappede, dvs. at forstandshandicappet kan være kombineret med syns-, høre- eller bevægelseshandicap.

Progredierende lidelser

27. Ved progredierende sygdomme som fx leddegigt, muskelsvind, dissemineret sklerose, ALS (amyotrofisk lateral sklerose) og Spielmeyer-Vogt, vil der ofte være behov for en række hjælpeforanstaltninger. Det er i den forbindelse vigtigt, at der ikke alene ses på det aktuelle behov, men også tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling.

Botilbud m.m.

28. Vedrørende hjælpemidler, der er til fælles brug for personer i et botilbud for voksne samt i en daginstitution, klub eller døgninstitution for børn og unge, henvises der til kapitel 10.

Kapitel 6 B § 4. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Hjælpen kan ydes som udlån, kontantydelse eller udleveres som naturalhjælp.

§ 5.

Stk. 1. Hjælp til reparation og udskiftning af bevilgede hjælpemidler samt reservehjælpemidler ydes efter behov.

Stk. 2. Der ydes ikke hjælp til udgifter, som følger af brug af hjælpemidlet, fx. til drift, rengøring eller vedligeholdelse, jf. dog stk. 3-4.

Stk. 3. Hjælp til høreapparater, der ydes af amtskommunen, jf. § 2, stk. 2, nr. 3, omfatter tillige vedligeholdelse og batterier.

Stk. 4. Der ydes hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning. Ansøgeren betaler selv udgifterne til den første årlige udskiftning. - - - - - - - Valg af hjælpemiddel

29. Det skal være oplyst, hvilke manglende funktioner hjælpemidlet skal afhjælpe, og hvilke muligheder der findes for afhjælpning under hensyn til den enkelte ansøgers situation.

Der skal ydes det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Heri indgår hensyn til behov, kvalitet, driftssikkerhed, betjeningsmulighed, udgifter til drift af hjælpemidlet, hjælpemidlets holdbarhed, servicekrav, garanti, service- og reparationsmuligheder m.m.

Ansøgeren skal have mulighed for selv at prøve og vurdere hjælpemidlet, evt. forskellige typer, inden beslutning træffes. Det er vigtigt, at ansøgeren får god instruktion under afprøvningen, og at der gives ansøgeren god tid, således at pågældende kan blive fortrolig med hjælpemidlet. I særlige tilfælde kan det anbefales, at ansøgeren får hjælpemidlet på prøve, for gennem en passende periode at opleve funktionen i dagligdagen.

Instruktionen skal også omfatte oplysninger om eventuelle sikkerhedsforskrifter og vedligeholdelse. Ligeledes må instruktionen tilrettelægges efter den enkelte hjælpemiddelbruger og hjælpemidlets art. Kun derved opnås den optimale nytte af hjælpemidlet.

Foreligger der en psykisk nedsat funktionsevne, må man være indstillet på, at afprøvning og træning i brug af hjælpemidler kan strække sig over lang tid og helst skal foregå i de omgivelser, hvor hjælpemidlet senere skal anvendes.

Når der er bevilget et hjælpemiddel, er det som oftest vigtigt at følge sagen op, fx for at se om der er valgt det rigtige hjælpemiddel, om yderligere instruktion eller tilretning er fornøden, om der er ændringer i helbredsforhold eller andet hos personen med nedsat funktionsevne, som gør hjælpemidlet mindre egnet. Der kan også være sket en udvikling på hjælpemiddelmarkedet, som giver mulighed for at få et hjælpemiddel, der er væsentlig bedre egnet.

Udskiftning

30. Hjælpemidler udskiftes, når der er behov herfor.

Der kan ikke opstilles generelle retningslinier for, hvor længe et hjælpemiddel skal holde.

Der skal altid foretages en individuel bedømmelse af ansøgninger om udskiftning.

I appendiks er der under enkelte hjælpemidler nævnt vejledende udskiftningsintervaller. Dette indebærer ikke, at hjælpemidlet skal udskiftes til dette tidspunkt, eller at behov for hyppigere udskiftning ikke kan forekomme. Individuel brug, legemlige forandringer, slitage kan selv efter kort tid umuliggøre anvendelse af hjælpemidlet. Et hjælpemiddel kan blive uanvendeligt af andre årsager eller gå tabt, fx ved tyveri eller brand. I sidstnævnte situationer bør brugeren forsynes med et erstatningshjælpemiddel uden unødig forsinkelse.

Udskiftning af et hjælpemiddel kan også blive aktuel, hvis der er kommet et hjælpemiddel på markedet, der er væsentligt bedre egnet for personen med nedsat funktionsevne, eller som i væsentlig grad bedre kan afhjælpe den nedsatte funktionsevne.

Reservehjælpemidler

31. Normalt vil der ikke være behov for reservehjælpemidler. Ved personlige hjælpemidler som kompressionsstrømpe, brystprotese, støttekorset, fodtøj og andre kropsbårne hjælpemidler kan der dog af hygiejniske hensyn være behov for et reservehjælpemiddel.

Hvis et hjælpemiddel fx er ydet til brug i hjemmet, kan der efter en konkret vurdering af behovet ydes reservehjælpemidler, når det pågældende hjælpemiddel er meget vanskeligt at medbringe udenfor hjemmet. Dette er især aktuelt, hvor brugeren er optaget på en dagforanstaltning eller skole, som ikke er forpligtet til at stille hjælpemidlet til rådighed i arbejds- eller skolesituationen (der henvises til kap.10).

Reparation

32. Der ydes hjælp til nødvendige reparationer af hjælpemidler.

Kommunen/amtskommunen må være opmærksom på købelovens reklamationsregler (den etårige reklamationsfrist eller eventuel løfte/aftale om garanti eller fri service).

Kommunen/amtskommunen må sikre sig, at hjælpemidler repareres på forsvarlig måde, og at personen lider mindst muligt afsavn. Under reparationen udlånes eventuelt et andet egnet hjælpemiddel.

Drift

33. Der ydes normalt ikke hjælp til dækning af udgifter, der følger af brug af hjælpemidlet, fx til drift (alm. batterier, kasettebånd), rengøringsmidler, almindelig vedligeholdelse.

Ved bevilling til en trehjulet knallert er det en betingelse, at ansøgeren tegner den lovpligtige ansvarsforsikring og afholder udgiften dertil.

Ansøgeren må allerede inden eller ved bevilling af et hjælpemiddel orienteres om, at der påløber udgifter og om disses forventede størrelse. Eventuelt kan det overvejes, om der kan ydes tilskud til udgifterne efter servicelovens §§ 28 eller 84, aktivlovens § 81 eller som et personligt tillæg efter pensionslovens § 17.

Der kan dog ydes hjælp til enkelte driftsudgifter, fx yder amtskommunen støtte til batterier til høreapparater, og kommunen yder støtte til akkumulatorer til el-kørestole. Endvidere yder kommunen hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning, mens ansøgeren selv betaler udgifterne til den første årlige udskiftning.

Der kan ikke stilles krav om, at ansøgeren skal holde hjælpemidlet særskilt forsikret. Ansøgeren er forpligtet til at passe på hjælpemidler som på sine egne ting. Beskadiges hjælpemidlet eller går hjælpemidlet til grunde, kan kommunen/amtskommunen, hvis ansøgeren eller skadevolderen har en familieforsikring, forhøre om skaden kan dækkes. Ansøgeren er forpligtet til at medvirke hertil.

Kommunen/amtskommunen vil ved hyppige skadesforløb kunne tage disse i betragtning ved vurderingen af, hvorledes hjælpemiddelbehovet kan løses, og hvilket hjælpemiddel, der i den konkrete situation skal stilles til rådighed.

6.2. Leverandørvalg

- - - - - - -

§ 97, stk.

Stk. 1. 3. Kommunen eller amtskommunen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunens eller amtskommunens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne. - - - - - - - Kommunens valg/brugerindflydelse

34. Kommunen eller amtskommunen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af en bestemt leverandør.

Med leverandøraftaler sigtes der til alle aftaler, som regulerer en kommunes/amtskommunes hjælpemiddelsortiment eller antal af leverandører. Bestemmelsen omfatter hjælpemiddelområdet generelt og ikke alene de situationer, hvor hjælpemidlet udleveres til brugeren direkte af leverandøren.

Kommunen/amtskommunen skal ved indgåelse af leverandøraftaler inddrage repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne.

Reglen om brugerrepræsentation har til formål at inddrage brugernes viden og erfaring om produkterne og den service, der bør knytte sig dertil. Brugerrepræsentanterne skal således sikres indflydelse på, hvilke krav kommunerne/amtskommunerne skal stille til indholdet i leverandøraftaler, herunder krav til kvalitet, forsyningssikkerhed, sortiment, forhandlernet m.v.

Desuden vil brugernes medvirken ved formulering af kravene i og forudsætningerne bag de indgåede aftaler være medvirkende til at tydeliggøre, hvad brugerne kan forvente af det offentlige system på hjælpemiddelområdet.

Tilrettelæggelsen af brugerindflydelsen i forbindelse med udarbejdelse af kravspecifikationerne foretages af den enkelte kommune/amtskommune. Det bør i den forbindelse sikres, at processen med udarbejdelse af aftalegrundlaget foregår inden for tilstrækkelige tidsmæssige rammer til at gøre brugerindflydelsen reel.

Som repræsentanter for brugere anbefales det at inddrage personer fra de relevante handicap-organisationer. Det kan dog også være relevant at inddrage brugere eller andre, der har en særlig ekspertise på området, og som kan repræsentere de pågældende brugergrupper. Der er ikke krav om, at brugerrepræsentanterne skal have bopæl i kommunen/amtskommunen.

De Samvirkende Invalideorganisationer, Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre, udgiver en vejviser med adresser på medlemsorganisationerne og kan oplyse om sine amts- og lokalafdelinger.

Hjælpemidler dækker over et meget bredt spektrum af produkter, som benyttes af vidt forskellige brugergrupper. Derfor kan det ikke generelt siges, hvilke forhold, der bør specificeres i de krav, der danner grundlag for leverandøraftalerne. Dette kan fx være spørgsmål om kvalitet, produktsortiment, forsyningssikkerhed, leveringstid, garanti, reklamation, reparation m.v.

Med hensyn til kravene til produkternes kvalitet findes der på nogle områder kvalitetsmål (ISO-kvalifikationer), som kan indgå ved udarbejdelse af kravspecifikationer. Der er mulighed for at få sagkyndig bistand ved de amtskommunale hjælpemiddelcentraler og eventuelt Hjælpemiddelinstituttet, Gregersensvej 38, 2630 Tåstrup, med henblik på opstilling af kvalitetskrav.

Når hjælpemidlet udleveres direkte fra leverandøren, vil det kunne være hensigtsmæssigt i aftalegrundlaget at præcisere nogle fagmæssige krav, fx at leverandøren har en specifik uddannelsesmæssig baggrund, og at leverandøren skal kunne tilbyde løbende kontrol og hjemmebesøg. Der vil endvidere kunne fastlægges procedurer vedrørende fx ansøgning og udskiftning eller reparation af udleverede hjælpemidler.

For at sikre brugerne et bredt udvalg af hjælpemidler vil det - afhængig af de lokale forhold - kunne være hensigtsmæssigt med fælleskommunale/-amtslige leverandøraftaler. Dette kan ligeledes opnås ved at kommunen/amtskommunen indgår aftaler med et konsortium af flere leverandører.

Det bemærkes, at en leverandøraftale ikke må være til hinder for, at personer med et særligt behov får stillet et egnet hjælpemiddel til rådighed, selv om hjælpemidlet ikke er omfattet af leverandøraftalen.

Særligt personlige hjælpemidler

- - - - - - -

Stk. 1. 3. Kommunen eller amtskommunen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunens eller amtskommunens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne. - - - - - - - Kommunens valg/brugerindflydelse

35. For særligt personlige hjælpemidler i form af ortopædisk fodtøj, (herunder individuelt fremstillede ortopædiske fodindlæg), arm- og benproteser, tandproteser, støttekorsetter og bandager m.v. (individuelt fremstillede eller tilpassede afstivende bandager som fx skinnebandager, stativer og halskraver), parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler kan brugerne, såfremt de ikke ønsker at benytte kommunens/amtskommunens leverandør, selv vælge leverandør af hjælpemidlet.

Der skal foretages en konkret vurdering af, hvilket hjælpemiddel, der er det bedst egnede og billigste for den enkelte ansøger. Heri indgår hensyn til behov, kvalitet, betjeningsmulighed, udgifter til drift af hjælpemidlet, hjælpemidlets holdbarhed, servicekrav, garanti, service- og reparationsmuligheder m.m.

Ansøgeren skal have bevilget et egnet hjælpemiddel uden egenudgift, bortset fra eventuel egenbetaling fastsat i hjælpemiddelbekendtgørelsen (fx ortopædisk fodtøj).

Når bevillingen foreligger, kan ansøgeren selv indkøbe hjælpemidlet hos en leverandør efter eget valg. Det hjælpemiddel, som brugeren indkøber, skal opfylde de hensyn til kvalitet, holdbarhed, garanti, service- og reparationsmuligheder m.m., der er lagt til grund for bevillingen.

Har kommunen/amtskommunen indgået leverandøraftale, kan ansøgeren få refunderet et beløb svarende til de udgifter, kommunen/amtskommunen ville have haft, hvis ansøgeren havde valgt at benytte kommunens-/amtskommunens leverandør. Ansøgeren kan dog højst få refunderet det beløb, som pågældende har betalt for hjælpemidlet. Det bør fremgå af bevillingen hvad hjælpemidlet koster hos kommunens/amtskommunens leverandør.

I de kommuner/amtskommuner, hvor der ikke er indgået leverandøraftaler, kan ansøgeren vælge leverandør, og støtten ydes efter regning til det bevilgede hjælpemiddel. Ønsker ansøgeren et andet hjælpemiddel - fx af en anden kvalitet, anden farve eller yderligere funktioner - må den pågældende selv betale en evt. difference. Hvis ansøgeren fx har fået bevilget en paryk af kunstfiber, men vælger en paryk af ægte hår, kan støtten alene omfatte prisen på en paryk af kunstfiber.

For at sikre, at reglen om frit leverandørvalg ikke indebærer unødig belastning af den enkelte brugers økonomi, bør det beløb, ansøgeren er berettiget til i henhold til bevillingen, refunderes straks ved forevisning af fakturaen. Ved udlæg af større beløb til fx ortopædiske sko eller arm- og benproteser bør kommunen/amtskommunen aftale med den leverandør, som ansøgeren vælger, at fakturaen, bortset fra evt. egenandel, sendes direkte til kommunen/amtskommunen.

Ansøgere, der udnytter adgangen til frit leverandørvalg, er kun berettiget til befordringsgodtgørelse efter reglerne i bekendtgørelsens § 23, svarende til afstanden til det sted, hvor udleveringen af hjælpemidlet efter kommunens/amtskommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted. Der henvises til bekendtgørelsens § 23, stk. 4.

Det fri leverandørvalg har ikke virkning for hjælpemidler, der er omfattet af leverandøraftaler, hvis aftalen er indgået før den 22. maj 1996, eller der er foretaget udbud før den 22. maj 1996. Fra den 1. januar 2001 er der dog frit leverandørvalg, uanset om der er indgået leverandøraftaler, som rækker ud over den 31. december 2000, jf. § 140, stk. 2.

36. Det er amtskommunen, der er ansvarlig for tildeling af hjælp til særlige informationsteknologiske hjælpemidler.

Målgruppen er personer med væsentlig nedsat høre-, tale-, syns-, eller skrivefunktion, hvor hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af den nedsatte kommunikationsevne.

Særlige informationsteknologiske hjælpemidler omfatter produkter, der er fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe et kommunikationshandicap (fx talemaskiner og kommunikatorer), herunder særlige kommunikationsprogrammer (fx scanningsprogrammer til betjening med en enkelt kontakt, skærmlæsere til syntetisk tale, skærmtastaturer og forstørrelsesprogrammer) og andet særligt tilbehør (fx specielle tastaturer, specielle mus, museerstatninger og morseudstyr) til personlige computere (PC'er).

Ved information/kommunikation forstås at modtage og afgive meddelelser. Produkter, der alene kan afgive eller modtage signaler, som fx varslingshjælpemidler (fx dørsignaler, lys- eller lydindikatorer), tryghedsalarmer (fx nødkald), overvågningsudstyr samt omgivelseskontrol vil ikke være omfattet.

Hjælpemidlet skal endvidere være særligt informationsteknologisk. Der er tale om avancerede kommunikationshjælpemidler, hvortil der kræves en særlig høj grad af ekspertise for at kunne vurdere hvilken løsning, der er den mest hensigtsmæssige for brugeren.

Dvs. at eksempelvis høretekniske hjælpemidler, (fx kommunikationsforstærkere), manuelle/elektriske punktskriftmaskiner (brailleudstyr), punkture samt teleslyngeanlæg ikke anses for særligt teknologiske.

De hjælpemidler, der ikke er særligt informationsteknologiske, ydes fortsat af kommunen i det omfang betingelserne for støtte efter bekendtgørelsens §1 er opfyldt.

For at kunne vurdere ansøgerens nedsatte funktionsevne og behov i øjeblikket og på længere sigt kan der være behov for et tværfagligt samarbejde under medvirken af fx ergoterapeut, fysioterapeut, lærer, neuropsykolog, talepædagog og tekniker.

Hvis det er tvivlsomt, om en person med nedsat funktionsevne er i stand til at anvende hjælpemidlet, således at kommunikationsevnen i væsentlig grad forbedres, kan det blive nødvendigt at stille hjælpemidlet til rådighed for den pågældende i en prøveperiode.

I forbindelse med tildeling af særlige informationsteknologiske hjælpemidler til personer med progredierende lidelser, fx muskelsvind eller ALS (amyotrofisk lateral sklerose), er det vigtigt ikke kun at se på det aktuelle behov, men også tage hensyn til den forventede fremtidige udvikling. Det er herunder vigtigt at tage hensyn til, at hjælpen ydes på et tidspunkt, hvor den pågældende har de bedste forudsætninger for at lære at bruge hjælpemidlet.

Kapitel 8 - - - - -

§ 98.

Stk. 1. Kommunen yder hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 97, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Stk. 2. Amtskommunen yder hjælpen efter denne bestemmelse, hvis forbrugsgodet er en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 97, stk. 2, nr. 4.

Stk. 3. Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr.

Stk. 4. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Stk. 5. Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen henholdsvis amtskommunen, jf. stk. 1 og 2, de nødvendige merudgifter.

Stk. 6. Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen henholdsvis amtskommunen, jf. stk. 1 og 2, de fulde anskaffelsesudgifter. Hjælpen kan ydes som udlån.

Stk. 7. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om 1) afgrænsningen af de forbrugsgoder, der kan ydes hjælp til, og adgangen til genanskaffelse, og 2) i hvilket omfang modtageren selv skal betale en del af udgiften til reparation og drift af et forbrugsgode. - - - - - - - 8.1. Afgrænsning

37. Der ydes støtte til forbrugsgoder til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse, eller er nødvendigt for at pågældende kan udøve et erhverv.

Forbrugsgoder omfatter produkter, som er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.

Sådanne produkter er således ikke fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, men kan dog i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for.

Det gælder fx situationer, hvor husholdningsredskaber, køkkenmaskiner og andre hårde hvidevarer så som vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner o.l. bevirker, at den pågældende kan udføre dagligdags funktioner, som han eller hun ellers ikke ville være i stand til uden hjælp, og hvor der ikke i øvrigt er andre personer i husstanden, der med rimelighed kan påtage sig opgaverne. Det bør i denne forbindelse bemærkes, at børn af forældre med nedsat funktionsevne ikke af det offentlige bør pålægges mere arbejde i hjemmet, end deres jævnaldrende kammerater udfører.

Med den stigende vægt på tilgængelighed for personer med nedsat funktionsevne må det forventes, at stadigt flere forbrugsgoder vil blive fremstillet med indbyggede handicapegnede funktioner, således at de i en konkret situation kan virke handicapkompenserende.

Støtten ydes til køb af et forbrugsgode. I modsætning til det egentlige hjælpemiddelområde får brugeren således ejendomsretten til produktet, og brugeren kan efter eget valg af leverandør købe det produkt, han eller hun ønsker. Der er også mulighed for, at pågældende kan købe et dyrere produkt mod selv at betale ekstraudgifterne.

Hvis betingelserne for støtte til køb af forbrugsgoder er opfyldt, ydes der hjælp, uanset om ansøgeren selv tidligere har anskaffet sig et lignende forbrugsgode.

Støtte til forbrugsgoder ydes af kommunen. Amtskommunen yder dog støtte til forbrugsgoder, der indgår som en del af et særligt informationsteknologisk hjælpemiddel, typisk personlige computere (PC'ere), samt specialprogrammer og andet særligt tilbehør til PC'eren. Se nærmere herom i kapitel 7 om særlige informationsteknologiske hjælpemidler.

- - - - - - -

B § 19, stk. 4. Der ydes kun hjælp efter denne bestemmelse, når udgiften i den enkelte ydelsessituation overstiger 500 kr.

- - - - - - -

Bagatelgrænse

38. Støtten omfatter kun udgifter til køb af forbrugsgoder, der koster mere end 500 kr.

Hvis der i den enkelte ydelsessituation er behov for mere end et forbrugsgode, lægges den samlede udgift til grund.

8.2. Sædvanligt indbo

- - - - - - -

B § 19, stk. 5. Der ydes ikke hjælp efter denne bestemmelse til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx. almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV-apparater, videomaskiner, båndoptagere, m.v., som normalt forefindes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

- - - - - - -

39. Der kan ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV-apparater, videomaskiner, båndoptagere m.v., og som normalt forefindes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Der ydes således ikke støtte til almindelige båndoptagere til blinde, der fx har behov for afspilning af lydbøger eller lydbreve. Ligeledes ydes der ikke støtte til almindelige videomaskiner til døve.

Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, vil løbende ændres i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af, hvorvidt et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og folks forbrugs- og levevaner. Således vil flere forbrugsgoder med tiden blive mere almindeligt udbredt og efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.

Det forudsættes, at niveauet i det mindste svarer til praksis vedrørende trangsbeneficiet, hvorefter der skal være tale om »et beskedent hjem«, jf. Retsplejelovens § 509. Som supplement hertil skal der foretages en vurdering af, hvor udbredt et givet forbrugsgode er på landsplan. Til brug for denne vurdering kan oplysninger fra Danmarks Statistik anvendes som retningsgivende standard.

8.3. Almindeligt standardprodukt

- - - - - - -

B § 19, stk. 1. Hjælp til anskaffelse af øvrige forbrugsgoder ydes, når betingelserne i § 1 er opfyldt, med et beløb svarende til 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

- - - - - - -

40. Hjælpen ydes som udgangspunkt med et kontant beløb svarende til 50% af prisen på et almindeligt standardprodukt af den type, der er behov for til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne. Ved fastlæggelsen af et almindeligt standardprodukt må prisen på et gennemsnitsprodukt af den pågældende type lægges til grund.

Til forskel fra egentlige hjælpemidler vil et forbrugsgode, der bevilges med henblik på at kompensere for en nedsat funktionsevne, normalt også indebære en lettelse i dagligdagen på samme måde som for personer uden nedsat funktionsevne. Egenbetalingen på 50% har således baggrund i, at der ville være tale om overkompensation, hvis modtageren fik de fulde anskaffelsesudgifter dækket.

Som eksempel kan nævnes en person, der har behov for en PC'er, fordi den i væsentlig grad kan afhjælpe et manglende læsesyn, som følge af et alvorligt synshandicap. Ved tildeling af PC'eren får pågældende kompensation for den nedsatte funktionsevne, men opnår desuden de fordele, der i øvrigt er ved at have en PC'er.

Det samme gælder situationer, hvor pågældende ved brug af egen vaskemaskine i væsentlig grad får afhjulpet en nedsat funktionsevne. Også her opnår den pågældende de fordele, der i øvrigt er ved at have egen vaskemaskine, fremfor at skulle bruge tid og penge på at benytte fx et møntvaskeri.

8.4. Forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med en særlig indretning

- - - - - - -

B § 19, stk. 2. Hvis der foreligger ganske særlige forhold ved den nedsatte funktionsevne, som nødvendiggør anskaffelse af et forbrugsgode, der

1) er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller

2) nødvendiggør særlig indretning,

ydes der ud over støtten efter stk. 1 hjælp til betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt.

- - - - - - -

41. I nogle situationer vil ansøgerens nedsatte funktionsevne nødvendiggøre et produkt med en særlig kvalitet eller kapacitet som andre ikke behøver (fx en computer eller en vaskemaskine med særlig stor kapacitet eller særlig holdbarhed). Det kan ligeledes være nødvendigt at tilpasse forbrugsgodet gennem en særlig indretning for at det kan betjenes af den pågældende (fx en computer med et særligt tastatur, en vaskemaskine med en særlig handicapindretning).

For at undgå, at modtageren påføres merudgifter som følge af den nedsatte funktionsevne, ydes der, foruden støtten på 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt, hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter i form af betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt med særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med særlig indretning.

Det forudsættes, at ansøgeren oplyses om, hvilket produkt kommunen/amtskommunen finder velegnet og vil yde støtte til.

8.5. Forbrugsgoder der udelukkende fungerer som hjælpemiddel

- - - - - - -

B § 19, stk. 3. Hvis forbrugsgodet på grund af den nedsatte funktionsevne udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, således at ansøgeren ikke kan udnytte produktet efter sit formål som forbrugsgode, omfatter hjælpen den fulde anskaffelsespris på det bedst egnede og billigste produkt. Hjælpen kan ydes som udlån.

- - - - - - -

42. I ganske særlige tilfælde kan et almindeligt forbrugsgode have en så specifik funktion til at kompensere for en nedsat funktionsevne, at forbrugsgodet reelt ikke har anden funktion end at fungere som hjælpemiddel på linie med de egentlige hjælpemidler.

Det drejer sig især om forbrugsgoder i form af computere og andet elektronisk udstyr i tilfælde, hvor udstyret i væsentlig grad kan afhjælpe en nedsat kommunikationsevne, og hvor den pågældende på grund af den nedsatte funktionsevne ikke har nogen mulighed for at udnytte de øvrige anvendelsesmuligheder og fordele, der ligger i udstyret.

I denne situation omfatter støtten de fulde anskaffelsesudgifter til det bedst egnede og billigste produkt.

Da der normalt vil være tale om ganske betragtelige udgifter, kan kommunen/amtskommunen i sådanne tilfælde vælge at yde støtten som udlån.

8.6. Hvad dækker ydelsen

Valg af forbrugsgode

43. Det er ansøgeren selv, der køber produktet, men kommunen/amtskommunen har en forpligtelse til at yde rådgivning og vejledning om egnede produkter.

Der er ikke fastsat regler om den praktiske gennemførelse af bevillinger. Det er således op til den enkelte kommune/amtskommune at tilrettelægge administrationen, så der så vidt muligt kan tages hensyn til den enkelte ansøgers ønsker. Det forudsættes, at det ved fastlæggelse af arbejdsgange sikres, at ansøgerens økonomi ikke belastes unødigt i forbindelse med købet. Det beløb, ansøgeren er berettiget til i henhold til bevillingen, bør derfor refunderes straks ved forevisning af fakturaen. I forbindelse med større beløb bør kommunen/amtskommunen aftale med forhandleren, at kommunens/amtskommunens andel af købesummen afregnes direkte med forhandleren.

Det forudsættes, at leverandøren er en momsregistreret virksomhed.

Udgifter til udskiftning, reparation og drift

- - - - - - -

B § 20. Der ydes ikke hjælp til udskiftning og reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 1.

§ 21.

Stk. 1. Til forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, ydes der hjælp til udskiftning og reparation efter behov.

Stk. 2. Hjælp til udskiftning, jf. § 19, stk. 2, ydes ved betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt.

Stk. 3. Hjælp til reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, nr. 1, ydes med halvdelen af udgiften.

Stk. 4. Hjælp til reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, nr. 2, omfatter alene reparationsudgifter vedrørende den særlige indretning.

§ 22.

Stk. 1. Til forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 3, ydes der hjælp til udskiftning og reparation efter behov. - - - - - - -

44. Der ydes ikke støtte til drift af forbrugsgoder. Der ydes som udgangspunkt heller ikke støtte til udskiftning eller reparation af forbrugsgoder.

Dog vil der efter behov kunne ydes støtte til udskiftning og reparation af forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med en særlig indretning, samt forbrugsgoder der udelukkende fungerer som hjælpemiddel.

For så vidt angår støtte til udskiftning af forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med en særlig indretning ydes denne ved betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt.

Der ydes støtte til reparation af forbrugsgoder med en særlig indretning ved betaling af reparationsudgiften vedrørende den særlige indretning. Støtte til reparation af forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet ydes dog med halvdelen af udgiften.

Støtte til udskiftning af forbrugsgoder der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel ydes ved betaling af den fulde anskaffelsespris på det bedst egnede og billigste produkt. Ved reparation ydes der støtte til betaling af den fulde reparationsudgift.

8.7. Eksempler på anvendelse af reglerne om forbrugsgoder

45. Eksempel 1.

41 årig enlig kvindelig førtidspensionist er som følge af dissemineret sclerose kørestolsbruger. Kvinden bor i en etageejendom uden vaskemaskine installeret i lejlighederne og uden fælles vaskeri, og hun er ikke i stand til at benytte møntvaskeri.

Efter en konkret vurdering findes kvinden berettiget til støtte til køb af en vaskemaskine.

Der er ikke som følge af sygdommen behov for en ekstra god vaskemaskine, ligesom det ikke er nødvendigt med specialindretninger af vaskemaskinen for at kvinden kan bruge den.

Støtten udmåles efter hovedreglen i bekendtgørelsens § 19, stk.1. Det vil sige, at hjælpen ydes med et beløb svarende til 50% af prisen på standardmaskinen.

To år efter købet går vaskemaskinen i stykker og kvinden søger om støtte til dækning af reparationsudgifterne.

Da vaskemaskinen er anskaffet med støtte efter bekendtgørelsens § 19, stk. 1, er kvinden ikke berettiget til støtte efter reglerne om forbrugsgoder, jf. bek. § 20.

Kommunen undersøger derefter, om der kan være grundlag for hjælp til reparationsudgifterne efter reglerne i pensionslovens § 17 om personligt tillæg.

Efter yderligere 4 år går vaskemaskinen på ny i stykker og maskinen kan ikke repareres. Kvinden søger derfor om hjælp til en ny vaskemaskine.

Kvinden er ikke berettiget til hjælp til udskiftning efter reglerne om forbrugsgoder, jf. bekendtgørelsens § 20. I lighed med situationen omkring afslag på hjælp til dækning af reparationsudgifter, undersøger kommunen derefter, om der kan ydes personligt tillæg.

46. Eksempel 2.

Hvis kvinden fra eksempel 1 også er inkontinent for både afføring og urin og derfor har et særligt stort behov for tøjvask, har hun som følge af sygdommen brug for en ekstra god vaskemaskine.

Foruden støtten på 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt, får kvinden i denne situation hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter i form af betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt med særlig kvalitet eller kapacitet, jf. § 19, stk. 2.

Kvinden kan få hjælp til reparation med halvdelen af udgiften efter reglen i bekendtgørelsens § 21, stk. 3.

Hjælp til udskiftning ydes ved betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt med særlig kvalitet eller kapacitet, jf. bekendtgørelsens. § 21, stk. 2.

47. Hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98 ydes normalt af ansøgerens bopælskommune, eller amtskommune for så vidt angår de hjælpemidler og forbrugsgoder der ydes efter §§ 97, stk. 2, og 98, stk. 2.

Ved flytning til anden kommune, medtages bevilgede hjælpemidler, som der fortsat er behov for. Der sker ikke et videresalg til tilflytningskommunen/-amtet, men denne underrettes om bevillingen af hjælpemidler og forbrugsgoder. Tilflytningskommunen/-amtet er forpligtet til at føre tilsyn og afholde udgifter i forbindelse med eventuelle reparationer (med hensyn til reparation af forbrugsgoder henvises der til kap. 8).

Ved flytning igen til ny kommune/-amt påhviler det fraflytningskommunen/-amtet at give den oprindelige kommune/amt underretning.

Efter endt brug skal hjælpemidlet tilbageleveres, hvis det er ydet som udlån, til den oprindelige kommune/amt uden omkostninger for brugeren eller for den oprindelige kommune/amt (fx fragtomkostninger). Forbrugsgoder, som er brugerens ejendom, skal ikke tilbageleveres.

9.2. Udland

48. Kropsbårne hjælpemidler kan frit medtages til udlandet.

Andre hjælpemidler kan medtages under ophold i udlandet, hvis

- modtageren deltager i aktiviteter, der er led i aktivering eller revalidering,

- modtageren deltager i en uddannelse i udlandet, der berettiger til Statens Uddannelsesstøtte i udlandet,

- der er behov for nødvendig lægebehandling, som den

pågældende ikke kan få her i landet eller behandlingstilbud, kurophold e.l., som er betalt af det offentlige,

- modtageren udøver aftalt eller fastlagt samvær, som

ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år,

- modtageren holder ferie i udlandet,

- der foreligger ganske særlige forhold, fx besøg hos en

nær pårørende, der er alvorligt syg.

Der henvises til § 7 i bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp under midlertidige ophold i udlandet efter lov om social service. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 4.

Særligt for EU/EØS- borgere.

49. I enkelte tilfælde er der fastsat særlige regler for EU/EØS- borgeres mulighed for at få ydet hjælpemidler ved ophold i et andet EU/EØS-land.

Visse hjælpemidler skal fx ydes erhvervsaktive og deres familiemedlemmer, når de er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, selv om de opholder sig eller bor i et andet medlemsland.

Dette følger af forordning (EF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet.

Forordningens artikel 24 handler om »større naturalydelser«. Artiklen befinder sig i forordningens kapitel om sygesikringsydelser, hvilket fører til, at disse større naturalydelser i forordningens forstand hører til blandt sygesikringsydelserne, og dermed, også i det enkelte medlemsland, udgør sociale sikringsydelser i modsætning til serviceydelser.

Sociale sikringsydelser tilkommer personer, der er omfattet af forordningen, også når de bor eller opholder sig i et andet medlemsland end det land, der er »kompetent« med hensyn til de pågældende ydelser. For sygesikringens naturalydelser, fx lægehjælp, sygehusbehandling, men også kategorien større naturalydelser (hjælpemidler) gælder imidlertid den særlige ordning, at ydelserne gives i bopæls- eller opholdslandet, men for det »kompetente« lands regning.

For personer, der efter forordningen er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, selv om de opholder sig i et andet medlemsland, er Danmark det »kompetente« land. Danmark skal derfor betale disse naturalydelser, når de gives i bopæls- eller opholdslandet, og til personer, der er omfattet af dansk lovgivning, skal Danmark levere ydelsen, når de opholder sig i Danmark på ferie eller lignende.

Betalingen for ydelser givet i et andet medlemsland dækkes af den række af aftaler, som Danmark har indgået med andre medlemslande om gensidigt afkald på refusion af betaling for naturalydelser. Der skal derfor ikke betales for disse ydelser til de lande, som Danmark har refusionsafkaldsaftaler med.

De vigtigste tilfælde, hvor en person er omfattet af dansk lovgivning om social sikring under bopæl eller ophold i et andet medlemsland, gengives nedenfor. Der er dog ikke tale om en udtømmende gengivelse af disse regler. Offentligt ansatte (tjenestemænd og ansatte i et tjenestemandslignende forhold) er fx under beskæftigelse for Danmark i et andet medlemsland uden tidsbegrænsning omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

Efter forordningens artikel 14 skal dansk lovgivning finde anvendelse på situationer, hvor en person, der har lønnet beskæftigelse for en virksomhed, udsendes af denne til et andet EU-land for der at udføre et arbejde for virksomhedens regning. Det er dog en betingelse, at arbejdets varighed ikke påregnes at overstige et år, og at den pågældende arbejdstager ikke udsendes for at afløse en anden person, hvis udstationeringsperiode er udløbet.

Hvis varigheden af det arbejde, der skal udføres, på grund af uforudsigelige omstændigheder bliver længere end oprindeligt forudsat og kommer til at overstige et år, er den pågældende fortsat omfattet af dansk lovgivning, indtil arbejdet er afsluttet. Den kompetente myndighed i den medlemsstat, til hvis område den pågældende er udsendt, eller det af denne myndighed udpegede organ skal dog meddele samtykke hertil, og begæring om samtykke skal indgives inden udløbet af den første etårs-periode. Samtykke kan ikke meddeles for længere tid end et år.

Tilsvarende regler finder anvendelse for så vidt angår selvstændige erhvervsdrivende. Der henvises til forordningens artikel 14a.

Efter artikel 17 kan bestemmelserne i forordningen om, hvilket lands lovgivning en person skal være omfattet af, ved aftale mellem to eller flere medlemslande eller deres myndigheder eller organer fraviges, når dette er til fordel for visse kategorier af personer eller for visse personer.

Forordningens artikel 24 bestemmer, at i en situation, hvor en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende er i færd med at flytte fra et medlemsland til et andet og forinden har indgivet ansøgning om et af de større hjælpemidler, som artikel 24 handler om, til sig selv eller til et af sine familiemedlemmer, skal hjælpemidlet ydes af det land, hvor ansøgningen er indgivet, selv om det først bevilges efter, at ansøgeren er flyttet og er blevet optaget i tilflytningslandets sociale sikringssystem.

I denne situation skal kommunen eller amtskommunen levere det pågældende hjælpemiddel, når Danmark er det land, hvor der er indgivet ansøgning om hjælpemidlet, selv om ansøgeren allerede er flyttet til et andet medlemsland.

Artikel 24 er en undtagelse fra den almindelige regel om, at sygesikringens naturalydelser ikke leveres, men kun betales af det »kompetente« land.

Artikel 24 vedrører kun de hjælpemidler, der fremgår af afgørelse nr. 115 fra den administrative kommission. Afgørelsen er optrykt som bilag 7.

9.3. Befordringsgodtgørelse

- - - - - - -

B § 23. Kommunen henholdsvis amtskommunen yder befordringsgodtgørelse i forbindelse med ansøgning og ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder, når den samlede udgift med det billigste, forsvarlige befordringsmiddel overstiger 60 kr. For personer, der modtager sociale pensioner, dog 25 kr.

Stk. 2. Der kan ydes time- og dagpenge og hoteldispositionsbeløb efter laveste sats i Finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om time- og dagpenge m.v., når der er tale om en rejse, der nødvendiggør overnatning uden for hjemmet.

Stk. 3. Der kan ydes befordringsgodtgørelse efter stk. 1 og 2 til rejseledsager, når ledsagelse er absolut påkrævet på grund af ansøgerens helbredstilstand eller alder.

Stk. 4. For personer, der vælger at udnytte adgangen til

leverandørvalg, jf. § 6, stk. 2, er kommunen/amtskommunen højst forpligtet til at yde befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til det sted, hvor udleveringen af hjælpemidlet efter kommunens/amtskommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted. Befordringsudgifter herudover betales af ansøgeren.

- - - - - - -

50. Efter bekendtgørelsens § 23 ydes der godtgørelse af udgifter til befordring i forbindelse med ansøgning og ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder. Befordringsgodtgørelsen ydes af den samme myndighed (kommune eller amtskommune), som er ansvarlig for sagens behandling.

Hvis befordringen sker med henblik på afprøvning som led i sagens behandling, fx på Statens Øjenklinik, ydes der befordringsgodtgørelse, selv om afprøvningen i den konkrete ansøgningssituation ikke fører til bevilling af et hjælpemiddel.

I tilfælde, hvor ansøgeren udnytter adgangen til frit leverandørvalg for særligt personlige hjælpemidler, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2 og 3, er der efter § 23, stk. 4, kun ret til befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til det sted, hvor udleveringen efter kommunens/amtskommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted.

9.4. Finansiering

Amtskommunen afholder endeligt udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af amtskommunen, jf. servicelovens § 131, stk. 6.

Udgifter til hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af kommunen til personer, der er fyldt 67 år, afholdes endeligt af kommunen, jf. § 131, stk. 3, nr. 4, mens kommunen og amtskommunen hver afholder 50% af udgifterne til personer under 67 år, jf. § 131, stk. 4.

51. Der findes i lovgivningen andre regler om ydelse af hjælpemidler inden for følgende områder:

- sygehussektoren

- hjemmesygeplejen

- undervisningssektoren

- anden lovgivning i øvrigt

Kun hvor det ansøgte hjælpemiddel ikke kan henføres til disse bestemmelser, behandles ansøgningen efter regler i den sociale lovgivning.

Foruden servicelovens §§ 97 og 98 indeholder den sociale lovgivning muligheder for hjælp i servicelovens §§ 28, 84 og 102 samt i aktivlovens §§ 78 og 82. For så vidt angår hjælpemidler m.v. i botilbud samt daginstitutioner, klubber og døgninstitutioner efter serviceloven henvises der til pkt. 61.

Da en række forskellige sektorer hver for sig administrerer hjælpemidler, kan der opstå problemer for brugeren i forbindelse med ydelse af hjælpemidlet og i forbindelse med sektorskifte. Det er derfor nødvendigt, at sagsgangen sektorerne imellem lettes, og at samarbejdet mellem sektorerne smidiggøres og udbygges mest muligt, således at brugeren til enhver tid er sikret de nødvendige hjælpemidler.

10.1. Sygehussektoren

52. Indenrigsministeriet har ved cirkulære af 20. februar 1975 angivet retningslinier for afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet. (Cirkulæret er optrykt som bilag nr. 7).

10.2. Hjemmesygeplejen

53. Ifølge Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 198 af 17. maj 1979 om hjemmesygeplejerskeordninger § 3 opretter kommunen et depot med de for hjemmesygeplejen nødvendige rekvisitter, hjælpemidler m.v. Der henvises til de af Sundhedsstyrelsen fastsatte retningslinier for tilrettelæggelse af hjemmesygeplejerskeordningen (marts 1987).

10.3. Undervisningssektoren

54. Hjælpemidlerne kan have karakter af undervisningsmidler, som er en forudsætning for, at den pågældende får optimalt udbytte af undervisningen. Det kan også være hjælpemidler, som er en forudsætning for, at eleven kan deltage i undervisningen (fx en specialstol eller et hjælpemiddel til en hørehæmmet elev). Uddannelsesinstitutionen skal også stille hjælpemidler til rådighed, som skal bruges af eleven i hjemmet til fx lektielæsning.

Det er uddannelsesinstitutionernes opgave at sørge for at, institutionen er tilgængelig for personer med nedsat funktionsevne. Dette gælder såvel adgangsforhold som bygningsindretning.

Hjælpemidler er en del af den specialpædagogiske bistand efter folkeskolelovens § 3, stk. 2, og tildeles til børn med særlige behov i skolen.

Elever på privatskoler har mulighed for specialpædagogisk bistand på linie med elever i folkeskolen.

Til børn, som ikke har begyndt skolegangen, kan der som et led i den specialpædagogiske bistand ydes pædagogiske hjælpemidler, jf. folkeskolelovens § 4 stk. 1.

På gymnasieskoler, studenterkurser og HF-kurser er amtskommunerne forpligtet til at yde specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i fornødent omfang jf.:

- Gymnasiebekendtgørelse nr. 319 af 19. maj 1993, § 10, stk. 5, hvoraf bl.a. fremgår, at til elever med handicap gives der specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i fornødent omfang.

- Bekendtgørelse af lov om gymnasiet m.v. nr. 63 af 23. januar 1997 § 2, stk. 6, hvoraf bl.a. fremgår, at til handicappede elever gives der specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Undervisningsministeren fastsætter regler herom.

- Bekendtgørelse om tilskud m.v. til private gymnasieskoler nr. 1049 af 15. december 1995, § 8, hvoraf bl.a. fremgår, at tilskud til dækning af ekstraudgifter til lærertimer, hjælpemidler og befordring for elever med svære handicap kan ydes efter konkret ansøgning til Undervisningsministeriet.

- HF-loven nr. 64 af 23. januar 1997, § 9, hvoraf bl.a. fremgår, at til handicappede studerende gives der specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i fornødent omfang. Undervisningsministeren fastsætter regler herom.

- HF-bekendtgørelsen nr. 605 af 15. juli 1995, § 14, stk. 2, hvoraf bl.a. fremgår, at til handicappede studerende gives der specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i fornødent omfang.

Elever - unge som voksne - med handicap eller vanskeligheder, der kan sidestilles hermed, der er i uddannelse på en erhvervsskole har ret til at blive tilbudt individuel specialpædagogisk støtte til deres uddannelse i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1030 af 15. december 1993 om specialpædagogisk støtte under erhvervsuddannelse m.v. Erhvervsskolerne er landbrugsskoler, handelsskoler og tekniske skoler samt nogle få faglige specialskoler. Social- og sundhedsskolerne er også erhvervsskoler, men administreres af amterne, hvorfor man må undersøge på den enkelte skole, hvorledes man der administrerer ordningen.

Erhvervsskolerne er forpligtet til at tilbyde, iværksætte og betale for specialpædagogisk støtte fra første dag, eleven er optaget i uddannelsen, når handicappet er synligt og dermed erkendt. Det gælder også, dersom eleven vælger praktikadgangsvejen eller begynder sin uddannelse på Teknisk I introduktion (TI) eller Handelsskolernes Introduktionsforløb (HI).

På AMU-området (Arbejdsministeriet) er der afsat midler til udvikling af kompenserende undervisningsmidler og i et vist omfang til anskaffelse af særligt udstyr. Midlerne administreres af Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Specialpædagogisk støtte på erhvervsskoler til elever med handicap eller vanskeligheder, der kan sidestilles hermed, er udførligt beskrevet i en række vejledninger.

Hvis et hjælpemiddel er påkrævet i forbindelse med gennemførelse af specialundervisning, dækkes udgifterne hertil i henhold til lovbekendtgørelse nr. 866 af 7. november 1995 om kompenserende specialundervisning for voksne.

I lovbekendtgørelse nr. 560 af 20. juni 1996 om støtte til Folkeoplysning (aftenskoler, foreninger) fremgår det af § 45, stk. 2, at undervisningsministeren yder tilskud til handicappedes deltagelse i folkeoplysende virksomhed, fx. befordring, tolkebistand, personlige hjælpere og handicapkompenserende udstyr.

10.4. Hjælpemidler i henhold til anden lovgivning i øvrigt

55. For enkelte persongrupper ydes der hjælpemidler ifølge særlig lovgivning. Som eksempler nævnes:

Efter § 13 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre, jf. lovbekendtgørelse nr. 136 af 23. februar 1995, kan der løbende ydes støtte til nødvendige hjælpemidler.

Efter § 3, stk. 2, i lov nr. 240 af 8. april 1992 om ophævelse af lov om erstatning for skader ved LSD-behandling og om ændring af ligningsloven, har skadelidte, også efter 1. juli 1992, ret til erstatning for udgifter til nødvendige hjælpemidler, såfremt nævnet i forbindelse med afgørelse om erstatning efter § 3 i lov om erstatning for skader ved LSD-behandling har bestemt, at vedkommende har ret til nødvendige hjælpemidler.

Efter § 30 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996, kan der under sagens behandling afholdes udgifter til hjælpemidler. Endvidere er der henvist til reglerne i denne lov i følgende love og bekendtgørelser:

Lov nr. 80 af 8. marts 1978 om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. (som senest ændret ved lov nr. 924 af 25. november 1992),

Lov nr. 82 af 8. marts 1978 om erstatning for vaccinationsskader, (som senest ændret ved lov nr. 915 af 8. december 1993),

Anordning nr. 137 af 24. marts 1993 om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde m.v. og

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1124 af 15. december 1992 om erstatning efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade til personer, der er optaget i institutioner m.v. under bistandsloven.

10.5. Serviceloven og aktivloven

Aktivlovens § 78

56. Efter aktivlovens § 78 kan kommunen give en person med begrænsninger i arbejdsevnen, der er ansat, eller som skal ansættes på arbejdsmarkedet, hjælp til værktøj og arbejdsredskaber samt hjælp til kortvarige kurser, når hjælpen har afgørende betydning for, at den pågældende kan fastholde eller opnå beskæftigelse. Det er endvidere en forudsætning, at værktøjet eller arbejdsredskabet kompenserer for den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen. Hjælpen er subsidiær i forhold til anden hjælp efter aktivloven eller hjælp efter anden lovgivning.

Efter servicelovens §§ 97 og 98 kan der ydes hjælpemidler eller forbrugsgoder, der er nødvendige for, at ansøgeren kan udøve et erhverv. Hjælpemidlet/forbrugsgodet ydes efter servicelovens §§ 97 og 98, hvis det er en forudsætning for, at ansøgeren overhovedet kan være i erhverv. Hjælp til værktøj og arbejdsredskaber, der er nødvendige for at ansøgeren kan bestride en konkret arbejdsproces, kan kommunen give efter aktivlovens § 78. Se også Vejledning om aktiv socialpolitik.

Aktivlovens § 82

57. Efter aktivlovens § 82 kan der ydes hjælp til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, såfremt personen ikke selv har midler til at afholde udgiften. Se også Vejledning om aktiv socialpolitik.

Servicelovens § 28

58. Efter servicelovens § 28 yder kommunen dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Merudgiftsydelserne er fastsat i § 28, stk. 2. Se også Vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap.

Servicelovens § 84

59. Efter servicelovens § 84 yder kommunen dækning af de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne. Se også Vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

Servicelovens

Kapitel 10 Afgrænsning til anden lovgivning

Stk. 1. § 102

60. Efter servicelovens § 102 kan der ydes hjælp til nødvendige boligændringer. Se kapitel 13.

10.5.1. Botilbud (servicelovens kapitel 18), daginstitutioner, klubber (servicelovens kapitel 4 og 5) og døgninstitutioner (servicelovens kapitel 8).

Botilbud m.m.

- - - - - - -

B § 7. Hjælpemidler, der er til fælles brug for personer i et botilbud efter servicelovens kap. 18 eller i en daginstitution, en klub eller en døgninstitution efter servicelovens kap. 4, 5 og 8 eller som i øvrigt er basisinventar i det pågældende botilbud eller den pågældende daginstitution, klub eller døgninstitution, stilles til rådighed af botilbuddet, daginstitutionen, klubben eller døgninstitutionen.

Stk. 2. Hjælpemidler, som er personlige, idet de alene anvendes af den pågældende og fx medtages under ophold uden for botilbuddet eller dag- eller døgninstitutionen, er ikke basisinventar.

- - - - - - -

61. Hjælpemidler, der er til fælles brug for personer i et botilbud for voksne eller i en daginstitution, en klub eller en døgninstitution for børn og unge eller som i øvrigt er basisinventar det pågældende sted, stilles til rådighed af botilbuddet, daginstitutionen, klubben eller døgninstitutionen, fx senge med almindelige plejesengsfunktioner, badeværelses- og toiletindretning med toiletforhøjere, bade/bækkenstole, ramper, kørestole uden særlig indretning (transportstole), teleslyngeanlæg, kommunikationsanlæg, håndlupper, båndoptager, elskrivemaskine, blinkanlæg, tunghøreklokker m.v.

Basisinventar kan således ikke omfatte hjælpemidler, som er personlige for den enkelte, idet de alene anvendes af den pågældende og fx medtages under ophold uden for botilbuddet, daginstitutionen, klubben samt døgninstitutionen. Dette gælder uanset hvilket botilbud, daginstitution, klub eller døgninstitution og uanset hvilken nedsat funktionsevne, der er tale om i det konkrete tilfælde, hvorfor fx individuelt tilrettede kørestole m.v. for personer med ophold i botilbud for voksne med vidtgående fysiske funktionsnedsættelser ikke skal stilles til rådighed af botilbuddet, men af kommunen efter servicelovens § 97.

Er et hjælpemiddel nødvendigt under et midlertidigt ophold i hjemmet, fx på ferie eller weekend, ydes det efter servicelovens § 97, hvis hjælpemidlet er meget vanskeligt at bringe frem og tilbage.

Har kommunen/amtskommunen bevilget et hjælpemiddel til brug i hjemmet, og der er behov for samme hjælpemiddel ved opholdet i en daginstitution eller en klub for børn og unge påhviler det kommunen/amtskommunen at bevilge et reservehjælpemiddel efter servicelovens § 97, med mindre der er tale om et hjælpemiddel, der skal være til rådighed i den pågældende daginstitution eller klub eller hjælpemidlet uden særlig vanskelighed kan bringes frem og tilbage til daginstitutionen.

Er der tale om værktøj eller arbejdsredskaber, som den pågældende skal anvende i beskæftigelse på arbejdsmarkedet, kan kommunen give dette efter reglerne i aktivlovens § 78.

Kapitel 11 - - - - -

§ 99.

Stk. 1. Der ydes støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil. Støtten ydes som rentefrit lån inden for en ramme på 114.000 kr.

Stk. 2. Foreligger der ganske særlige forhold i forbindelse med den nedsatte funktionsevne, kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem støtte efter stk. 1 og anskaffelsesprisen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om 1) betingelserne for at opnå støtte efter stk. 1 og 2 og om vilkårene for støtten, 2) tilbagebetaling af lån, herunder om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån samt indkomstgrundlaget for tilbagebetalingen, 3) adgangen til at modtage støtte til udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte, jf. stk. 1 og 2, 4) støtte til nødvendig indretning m.v., herunder i hvilket omfang ansøgeren selv skal betale en del af udgiften til indretningen, 5) i hvilket omfang der kan ydes tilskud til betaling af køreundervisning m.v., og 6) støtte til personer, der ved indrejse her i landet medbringer en bil.

Stk. 4. Amtskommunen træffer afgørelser om støtte efter denne bestemmelse efter indstilling fra kommunen. Afgørelser om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån træffes dog af kommunen. Kommunen varetager de administrative opgaver i forbindelse med afgørelser efter bestemmelsen. - - - - - - - 11.1. Generelt om ordningen med støtte til køb af bil Formål

62. Formålet med at yde støtte til bil er at tilvejebringe muligheder for at tilgodese et kørselsbehov for mennesker med en varig nedsættelse af funktionsevnen, der bevirker, at de ikke eller kun med betydelig vanskelighed kan fungere i den daglige tilværelse uden brug af bil.

11.2. Tildelingsbetingelser

- - - - - - -

B § 1. Støtte til køb af bil kan ydes til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

§ 2.

Stk. 1. Det er en betingelse for at opnå støtte, at der er behov for kørsel 1) til og fra et arbejde, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen, eller 2) til og fra en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder, eller 3) der i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen og derved i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse.

Stk. 2. Der kan ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger, herunder ordninger om individuel handicapkørsel etableret efter lovene om hovedstadsområdets kollektive persontrafik og den lokale og kollektive persontrafik uden for hovedstadsområdet.

§ 3.

Stk. 1. Hvis det under hensyn til ansøgerens alder og almentilstand må anses for betænkeligt at yde støtte til en bil, som ansøgeren selv skal føre, skal der rettes henvendelse til politiet for at få en nærmere vurdering af ansøgerens egnethed til at føre bil. - - - - - - - Varigt nedsat funktionsevne

63. Efter bekendtgørelsens § 1 og § 2 kan der ydes støtte til bil til personer med en varigt nedsat funktionsevne, som under hensyn til ansøgerens behov for kørsel og formålet med kørslen i væsentlig grad forringer evnen til at færdes uden brug af bil.

Det er ikke funktionsnedsættelsens art eller omfang, der er det afgørende, men i hvilken udstrækning funktionsnedsættelsen hindrer, at ansøgeren kan benytte kollektive transportmidler eller i øvrigt dække sit kørselsbehov på anden måde end ved at køre i egen bil. Dette beror på en samlet vurdering af ansøgerens sociale og helbredsmæssige forhold.

Ved at fokusere på den enkelte ansøgers funktionsevne kan afgørelsen vedrørende to ansøgere med samme lidelse (diagnose) således godt falde forskelligt ud.

Som grundlag for vurderingen af ansøgerens funktionsevne skal der ske en bred belysning af, hvordan ansøgeren rent faktisk klarer sin daglige tilværelse med sit handicap. Denne beskrivelse af ansøgerens funktionsniveau, der er baseret på de sociale myndigheders og ansøgerens egen beskrivelse, sammenholdes med oplysninger om det objektive helbredsmæssige grundlag.

Udgangspunktet for den samlede bedømmelse er ansøgerens egen beskrivelse af den manglende evne til at færdes, suppleret med oplysninger om kørselsformål og ansøgerens sociale forhold, jf. pkt. 11.2.2. Kommunen er ansvarlig for, at sagen er tilstrækkelig belyst, inden indstillingen afgives til amtet.

11.2.1. Helbredsmæssige forhold

Formål med helbredsmæssig beskrivelse

64. Formålet med den helbredsmæssige beskrivelse er at tilvejebringe så dækkende helbredsmæssige oplysninger, at det er muligt at vurdere, om der er en sådan sammenhæng mellem beskrivelsen af ansøgerens faktiske funktion og de objektive helbredsmæssige forhold, at det kan forklare det nedsatte funktionsniveau.

Der er ikke fastsat specielle krav til funktionsnedsættelsens art. I almindelighed vil det være en manglende eller stærkt reduceret gangfunktion, der nødvendiggør anskaffelse af egen bil, men det kan også skyldes anden fysisk eller psykisk sygdom.

For eksempel vil personer med svære hjerte- og lungelidelser eller svær astma i nogle situationer kunne opfylde betingelserne for støtte, selv om gangfunktionen er normal.

Især ved progredierende sygdomme som fx leddegigt, muskelsvind, dissemineret sklerose, ALS, Spielmeyer-Vogt, vil der ofte være behov for en række hjælpeforanstaltninger, hvor støtte til bil kan indgå som en del af den samlede indsats. Det er i den forbindelse vigtigt, at der ikke alene ses på det aktuelle behov, men også tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling.

Støtte på baggrund af en psykisk lidelse vil især kunne være aktuelt for meget plejekrævende udviklingshæmmede eller autistiske/psykotiske personer og personer med massive sindslidelser, der har meget vanskeligt ved at benytte kollektiv transport, selv i følge med andre.

62. Det er kommunen, som tager stilling til, hvilke helbredsmæssige oplysninger der skal tilvejebringes som grundlag for vurderingen af de objektive helbredsmæssige forhold. Ansøgeren har pligt til selv at medvirke til sagens oplysning, jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 1.

I nogle tilfælde vil udskrift af sygehusjournal eller udskrivningsbrev og/eller foreliggende eller indhentet generel helbredsundersøgelse være tilstrækkelig for vurderingen af de objektive helbredsmæssige forhold. I andre situationer vil det være nødvendigt med supplerende oplysninger, fx. en speciallægeerklæring.

Ved ansøgning om støtte til udskiftning af bil bør der foreligge aktuelle lægelige oplysninger, der objektivt beskriver de helbredsmæssige forhold.

Objektiv beskrivelse

65. De objektive helbredsoplysninger skal danne grundlag for at vurdere, om tilstanden kan betegnes som varig og om behandlingsmulighederne er udtømte.

Det centrale i de lægelige, objektive beskrivelser er funktionsniveauet. Det vil her være hensigtsmæssigt med oplysninger om gangdistance, en beskrivelse af gangen og skridtlængden samt tiden, det tager at tilbagelægge gangdistancen, sikkerhed/usikkerhed i vendinger samt igangsætningsbesvær og evnen til trappegang (op og ned), bestige høje trin og til at komme på og af kollektive transportmidler.

Der bør også foreligge en beskrivelse af, om gangen foregår med eller uden hjælpemidler, om den er sikker i ansøgerens eget tempo eller om små niveauforskelle, glat føre eller lignende kan medføre væsentlig øget risiko for fald. I hvor lang tid ansøgeren kan stå og om der er særlige skånehensyn under hensyn til lidelsens art.

Det er væsentligt med en beskrivelse af den tilgrundliggende lidelse for det nedsatte funktionsniveau, herunder den indskrænkede gangfunktion. Ofte kan en grundlidelse, der er lokaliseret til rygmarv, hjerne eller det perifere nervesystem, have betydning for funktionen i fødder og ben.

I årsagsbeskrivelsen bør det oplyses, om der eksempelvis findes:

1) nedsat ledbevægelighed eller instabilitet i benene (fx medfødt hofteskred, slidgigt i hofterne og knæ, lammelse).

2) følger efter amputationer.

3) balanceforstyrrelser, nedsat styring af benene eller kroppen som helhed (fx dissemineret sklerose, parkinsonisme).

4) alment svækkende sygdomme, der giver hurtig udtrætning, (fx hjertesygdomme, lungesygdomme).

5) nervøse lidelser, angsttilstande, autisme, udviklingshæmning

6) svækkede sanser, (fx synsnedsættelse).

7) andre sygelige tilstande som nedsætter evnen til at færdes udendørs og med kollektive transportmidler.

Diagnose/prognose

66. Sygdommens diagnose bør anføres. Det er vigtigt, at tilstanden er diagnosticeret, og at der er taget stilling til behandlingsmulighederne og om tilstanden er varig. Prognosen, herunder specielt med henblik på gangfunktionen, bør vurderes.

På grundlag af relevante helbredsmæssige oplysninger vurderes, om der er sammenhæng mellem sygehistorie og de objektive fund og ændringen i funktionsniveauet, herunder specielt gangfunktionen.

Ved vurdering af omfanget af den konstaterede ændring i funktionsniveauet må der bl.a. tages hensyn til formålet med brug af bil.

Betydningen af den konstaterede funktionsnedsættelse må derfor beskrives i forhold til kørselsformål (arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter), boligens og arbejds- og uddannelsesstedets placering i forhold til kollektive trafikmidler, eventuelle særlige skånehensyn som følge af lidelsens art m.v.

Selvom de helbredsmæssige oplysninger ikke er altafgørende, er der en sammenhæng mellem omfanget af den konstaterede nedsættelse af funktionsniveauet og muligheden for at få støtte til køb af bil. I den samlede vurdering af funktionsnedsættelsen stilles der således større krav til de helbredsmæssige forholds betydning for ansøgeren ved kørsel til fritidsformål end ved daglig kørsel til og fra arbejde eller uddannelse.

Blanketter

67. Det bemærkes, at Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner og Den almindelige Danske Lægeforening har aftaler om indhentning af helbredsoplysninger og/eller helbredsattester. En ny aftale om blanketter og publikationen »Socialt-lægeligt samarbejde« forventes færdig i 1998.

11.2.2. Sociale forhold

Generelt om de sociale forholds betydning

68. Som grundlag for vurderingen af ansøgerens sociale forhold indgår en række oplysninger om ansøgerens familie, bolig, uddannelse, erhverv, økonomi, fritidsaktiviteter, oplysninger om kørselsbehovet og om tilgængelige kollektive transportmidler og afstanden fra hjemmet til disse samt om muligheden for andre kørselsordninger.

Oplysningerne bør i første række komme fra ansøgeren selv, eventuelt med bistand fra den kommunale sagsbehandler. Det forudsættes, at beskrivelsen af ansøgerens situation foretages af den kommunale sagsbehandler og ansøgeren i fællesskab.

I beskrivelsen af de sociale forhold bør der endvidere tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling, således at det sikres, at indsatsen vil have optimal effekt i hele perioden (6 år). Eksempelvis må der tages højde for, at børns behov for at medtage hjælpemidler ændres.

I det følgende kommenteres en række forhold, der hver for sig eller i indbyrdes sammenspil kan have betydning for den samlede vurdering. Opregningen er ikke udtømmende, dvs. der kan godt i en konkret sag lægges vægt på andre forhold end de nævnte. Der kan heller ikke på forhånd siges noget om den indbyrdes vægtning - dvs. hvor meget der skal lægges vægt på de enkelte forhold.

Familieforhold

69. Familiens størrelse og sammensætning kan have betydning for ansøgerens funktionsniveau og dermed behov for kørsel. Det er især ressourcer/manglende ressourcer hos de øvrige familiemedlemmer, der har betydning i denne sammenhæng. Fx om ansøgeren er henvist til selv at købe ind m.v., i hvilket omfang en eventuel ægtefælle eller samlever kan bistå, om der er andre personer med handicap i familien, herunder om der er børn med et stort plejebehov. Hvis ansøgerens ægtefælle skal fungere som chauffør, kan det være hensigtsmæssigt med oplysninger om ægtefællens arbejdstider m.v. af hensyn til vurderingen af, om bevilling af støtte til bil kan tilgodese ansøgerens samlede behov for kørsel.

Hvis ansøgeren har behov for hjælp ved ind- og udstigning, bør det klarlægges om ansøgeren kan disponere over fornøden bistand hertil fra andre, eventuelt føreren af bilen.

Boligforhold

70. Boligens placering i forhold til kollektive transportmidler, indkøbsmuligheder, lægebesøg og offentlige kontorer m.v. indgår i vurderingen af funktionsevnen.

Boligens etageplacering kan også have betydning for ansøgerens funktionsniveau. Fx kan mange trapper i forbindelse med den daglige befordring m.v., tære så meget på kræfterne, at ansøgerens mulighed for at få dækket sit kørselsbehov uden brug af bil bliver væsentlig forringet.

Arbejds- og uddannelsesmæssige forhold

71. Der vil ofte være et kørselsbehov forbundet med et arbejde eller en uddannelse. Det indgår i vurderingen, hvor belastende det vil være for en ansøger at bruge andre befordringsmidler end egen bil for at komme til og fra arbejde eller uddannelse. Der lægges således vægt på, om der er et udtalt skånebehov og om brug af kollektive transportmidler betyder risiko for væsentlig udtrætning på grund af lidelsens karakter.

72. Hvis bilen skal bruges til og fra arbejde, er det en betingelse, at der er tale om et arbejde, der skaffer ansøgeren et væsentligt bidrag til forsørgelsen, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1. Dette vil være tilfældet, hvis indtægterne ligger omkring niveauet for mellemste førtidspension, men også lavere indtægter vil efter en konkret vurdering kunne udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen. I vurderingen kan bl.a. indgå oplysninger om arbejdets karakter og varighed, arbejdstidens længde og hvorledes arbejdstiden er fordelt på ugens dage.

For ansøgere, der modtager social pension, og som har et skånejob, jf. lov om aktiv socialpolitk, må der foretages en konkret vurdering af, om indtægten fra beskæftigelsen sammenholdt med pensionsindtægten udgør et væsentligt bidrag til forsørgelsen.

Da der skal lægges vægt på, om arbejdet giver et væsentligt bidrag til forsørgelsen, er det uden betydning, om indtægterne opnås i et ansættelsesforhold, herunder fleksjob og skånejob, jf. §§ 71 og 75 i lov om aktiv socialpolitik, eller ved arbejde i egen virksomhed.

73. Brug af bil skal være nødvendig i forbindelse med kørsel til og fra arbejde, dvs. at bilen skal dække modtagerens personlige kørselsbehov. Der kan derfor ved vurderingen af, om ansøgeren er berettiget til støtte, ikke lægges afgørende vægt på, at en bil er et nødvendigt led ved arbejdets udførelse, fx ved kørsel af varer. Dette udelukker dog ikke, at bilen også kan benyttes i erhvervet, hvis støttebetingelserne i øvrigt er opfyldt.

Hvis bilen skal bruges til og fra et uddannelsessted, skal der være tale om en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder, jf. bek. § 2, stk. 1, nr. 2.

Fritidsaktiviteter

74. Støtte til bil tilsigter også at forøge eller bevare udfoldelsesmulighederne og dermed medvirke til en bedre livskvalitet hos personer med varigt nedsat funktionsevne. I den forbindelse har en persons fritidsaktiviteter, fx sport, familiebesøg, fritidsundervisning, frivilligt organisationsarbejde, udflugter, sommerhusbesøg og lignende, betydning for livskvaliteten.

Det afgørende er, at behovet for kørsel i egen bil, sammenholdt med den konstaterede funktionsnedsættelse, er af tilstrækkeligt omfang til, at der reelt bliver tale om en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse.

Børn

75. Forældre og plejeforældre kan ansøge på vegne af et handicappet barn, men det er barnet, der skal fremstå som ansøger, og det er barnets funktionsevne, kørselsbehov m.v., der er afgørende for, om der kan ydes støtte til bil.

Der ydes normalt ikke støtte til befordring af børn, der alene på grund af alder er ude af stand til at gå, eller hvor barnet uden urimeligt besvær endnu kan køres i klapvogn eller eventuelt bæres, fx. i lift eller bæresele. Hvis et barn ikke er i stand til at stå med støtte, og der heller ikke er udsigt til, at barnet senere kommer til det, eller hvis barnet skal transporteres på en særlig måde, fx i skalstol, kan der derfor efter en konkret vurdering være grundlag for at yde støtte til befordring af selv meget små børn. Med hensyn til muligheden for at yde supplerende lån henvises til pkt. 89-91.

11.2.3. Forholdet til andre befordringsordninger

Ad. bek.

§ 2, stk.

Stk. 1. Det er en betingelse for at opnå støtte, at der er behov for kørsel 1) til og fra et arbejde, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen, eller 2) til og fra en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder, eller 3) der i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen og derved i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse.

76. Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, kan der ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger.

Ved bedømmelsen af kørselsbehovet må det overvejes, om dette behov er af et sådant omfang, at det ikke i rimeligt omfang kan dækkes ved andre befordringsordninger. Ved denne vurdering må der ses på ansøgerens samlede kørselsbehov.

Uddannelse

77. Hvis fx hovedformålet er kørsel til og fra en uddannelse, men det fremtidige kørselsbehov er usikkert, vil kørselsbehovet eventuelt kunne dækkes ved andre foranstaltninger, fx taxi eller lejet bil, med støtte efter reglerne om revalidering, jf. § 63 i lov om aktiv socialpolitik.

Tilsvarende gælder det, at hvis der efter anden lovgivning er ret til befordring under uddannelsen, kan dette udelukke støtte til bil.

Der henvises herved til Undervisningsministeriets regler om befordring af elever i folkeskolen og frie grundskoler, om befordringsgodtgørelse til visse grupper af uddannelsessøgende, om tilskud til visse befordringsudgifter for elever under erhvervsuddannelse eller landbrugets grunduddannelse, samt om befordring af voksne, der modtager specialundervisning efter loven om specialundervisning for voksne, herunder deltager i kurser for voksne med utilstrækkelige læse-, stave- og skrivefærdigheder.

I disse situationer må det indgå i vurderingen, om de nævnte befordringsordninger i rimeligt omfang tilgodeser ansøgerens samlede kørselsbehov såvel i forbindelse med uddannelse som øvrige rimelige kørselsbehov.

I vurderingen kan også indgå, hvilken løsning der på længere sigt må anses for den økonomisk mest hensigtsmæssige. Det vil således kunne tale for at yde støtte til køb af bil, hvis bilen og dens drift i uddannelsestiden er den samfundsmæssigt billigste løsning.

De nævnte hensyn kan således efter en konkret vurdering føre til, at ydelse af støtte til køb af bil må anses for den mest hensigtsmæssige måde at tilgodese ansøgerens kørselsbehov på, jf. i øvrigt bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 6, hvor det som vilkår for støtte til bil er fastsat, at bilen i videst muligt omfang skal anvendes til at dække ansøgerens totale kørselsbehov.

Fritidsaktiviteter

78. Hvis benyttelse af bil sigter mod opfyldelse af kørselsbehov til fritidsaktiviteter m.v., jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3, må det ligeledes overvejes, om ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af ansøgerens alder, almentilstand og forholdene i øvrigt kan løses tilfredsstillende på anden måde. Fx må transportbehovet i nogle tilfælde antages at kunne tilgodeses på forsvarlig måde gennem udnyttelse af trafikselskabernes individuelle kørselsordninger for bevægelseshæmmede, jf. lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik og lov om den lokale og kollektive persontrafik uden for hovedstadsområdet, og/eller ved faktisk etableret befordring med individuelle transportmidler, jf. servicelovens § 103.

11.2.4. Ansøgerens egnethed til at føre bil

Ad. bek. § 3

79. Efter bekendtgørelsens § 3 skal der rettes henvendelse til politiet (kørekortkontoret) for at få en nærmere vurdering af ansøgerens egnethed til at føre bil, hvis det under hensyn til ansøgerens alder og almentilstand må anses for betænkeligt at yde støtte til en bil, som ansøgeren selv skal føre.

For at kørekortkontoret kan tage stilling til, om ansøgeren kan opnå kørekort, og om der eventuelt skal stilles særlige vilkår herfor, fx særlige krav til indretningen af en bil, som ansøgeren skal føre, er det nødvendigt for kommunen at medsende helbredsmæssige oplysninger. Ansøgeren orienteres om henvendelsen.

Selv om ansøgeren har et gyldigt kørekort, kan der være anledning til at rette henvendelse til kørekortkontoret, fx hvis kørekortet har en kort gyldighedsperiode, eller der efter kørekortets udstedelse er indtrådt en forringelse i funktionsniveauet, som kan have betydning for ansøgerens kørefærdigheder eller kan nødvendiggøre særlige indretninger.

Man må være særlig opmærksom på situationer, hvor funktionsevnen er nedsat på grund af lidelser, der erfaringsmæssigt er fremadskridende (fx leddegigt, muskelsvind, dissemineret sclerose, ALS).

11.3. Udmåling af støtte

- - - - - - -

B § 4. Støtte efter §§ 1 og 2 ydes som rentefri lån på indtil 114.000 kr., dog højst bilens købesum.

Stk. 2. Personer, hvis indkomstgrundlag ikke overstiger 136.000 kr. skal tilbagebetale halvdelen af lånet med 1/72 af beløbet i månedlige afdrag. Den anden halvdel af lånet nedskrives med 1/72 månedligt fra bilens registrering.

Stk. 3. For personer, hvis indkomstgrundlag overstiger 136.000 kr., forhøjes den del af lånet, der skal tilbagebetales, med 20% af den del af indkomstgrundlaget, der overstiger 136.000 kr. Den del af lånet, der skal nedskrives, nedsættes tilsvarende.

Stk. 4. Indkomstgrundlaget, jf. stk. 2 og 3, består af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb, og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.

Stk. 5. Opgørelsesperioden for indkomstgrundlaget efter stk. 4 er indkomsten for det senest afsluttede indkomstår. Indkomstgrundlaget anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Stk. 6. Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget efter stk. 3-4 reguleres den personlige indkomst, der indgår i indkomstgrundlaget, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, gældende pr. 1. januar i indkomståret, jf. stk. 5, og pr. 1. januar det følgende år.

Stk. 7. Til personer under uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, uden erhvervsindtægt kan der gives afdragsfrihed, så længe uddannelsen varer. Ved uddannelsens afslutning afskrives et beløb svarende til, hvad der i perioden skulle have været betalt.

§ 5.

Stk. 1. Ejer ansøgeren på ansøgningstidspunktet en bil, hvortil der er ydet støtte, skal nettoprovenuet ved salget af denne bil enten anvendes til køb af den nye bil og/eller fratrækkes i det nye lån, således at den tilbagebetalingspligtige del nedbringes først. - - - - - - - 11.3.1. Lån inden for sædvanlig låneramme Almindeligt lån

80. Støtte til køb af bil ydes med et rentefrit lån inden for en fast låneramme, jf. servicelovens § 99, stk. 1, og bilbekendtgørelsens § 4, stk. 1. Lånerammen reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. servicelovens § 136, stk. 3, og bilbekendtgørelsens § 19.

Lånet kan højst udgøre bilens købesum (leveret på gaden inklusive leveringsomkostninger) med fradrag af evt. tilskud til automatisk transmission, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 2.

Ved almindeligt lån efter bekendtgørelsens § 4 er ansøgeren frit stillet med hensyn til, hvilken bil han/hun vil købe. Hvis modtageren køber en bil, hvis pris overstiger den fastsatte låneramme, skal pågældende selv finansiere restkøbesummen, fx. ved indgåelse af afbetalingskontrakt eller optagelse af banklån.

Hvis ansøgeren overvejer at købe en dyrere bil, er det vigtigt at være opmærksom på, at i udskiftningssituationer skal hele salgsprovenuet medgå ved købet af den ny bil, jf. bekendtgørelsens § 5.

Kommunen forudsættes at rådgive om bilvalg, bl.a. for at sikre, at bilen er anvendelig under hensyn til den enkelte ansøgers forhold.

Lånet afdrages over 6 år

81. Som udgangspunkt skal halvdelen af lånet tilbagebetales i månedlige afdrag over en 6 års periode. Den anden halvdel af lånet nedskrives hver måned med 1/72.

Ansøgerens økonomiske forhold har ikke betydning for lånets størrelse, men for, hvor stor en del af lånet der skal tilbagebetales.

Indkomstgrundlagets betydning for tilbagebetalingen

82. Det følger af bekendtgørelsens § 4, stk. 3, at hvis den støtteberettigede har et højere indkomstgrundlag end 136.000 kr., forhøjes den del af lånet, der skal betales tilbage, med 20 % af den del af indkomstgrundlaget, der overstiger 136.000 kr. Den del af lånet, der skal nedskrives, nedsættes tilsvarende.

Ved lån til bil til befordring af barn, anvendes barnets indkomstgrundlag.

Beregning af indkomstgrundlaget

83. Fastsættelsen af indkomstgrundlaget, der anvendes ved beregningen af den del af lånet, der skal tilbagebetales, følger de samme principper som ved betaling for personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 71, stk. 1. Bilbekendtgørelsens § 4, stk. 4-6, svarer således til § 3, stk. 2-4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 14. januar 1998 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v.

Det er kun den berettigedes personlige indkomst, der lægges til grund. En eventuel ægtefælles eller samlevers indkomstforhold er således uden betydning ved fastsættelsen af indkomstgrundlaget.

Der henvises til kapitel 7 i Socialministeriets vejledning om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v., hvori indkomstgrundlagets bestanddele og opgørelsen af indkomstgrundlaget er nærmere uddybet.

Udnyttelsestidspunkt

84. Efter bekendtgørelsens § 18, stk. 2, er det ansøgerens indkomst på tidspunktet for bevillingens udnyttelse, der danner udgangspunkt for beregningen af indkomstgrundlaget. Udnyttelsestidspunktet vil normalt være slutsedlens dato, men hvis der er tale om lån til en bil, der er anskaffet før modtagelse af bevilling, anses tidspunktet for bevillingens modtagelse som udnyttelsestidspunkt efter § 18, stk. 2.

Det er den kommune, pågældende bor i på udnyttelsestidspunktet, der er ansvarlig for beregningen af indkomstgrundlaget (og de øvrige opgaver vedrørende den praktiske gennemførelse af amtets afgørelse, herunder udbetaling af lån).

Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelse af indkomstgrundlaget, jf. servicelovens § 137. Endvidere kan skatteministeren fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indkomstgrundlaget, jf. retssikkerhedslovens § 75.

85. ændrede økonomiske forhold på udnyttelsestidspunktet kan medføre ændring i forholdet mellem den afdragspligtige og afdragsfri del af lånet, jf. § 18, stk. 3. ændrede økonomiske forhold i løbet af 6-årsperioden medfører ikke ændring i beregningen af støtten. Der kan dog eventuelt være grundlag for henstand eller eftergivelse, jf. § 15, stk. 1.

Afdragsfrihed under uddannelse

86. Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 7, kan der til personer under uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, uden erhvervsindtægt gives afdragsfrihed, så længe uddannelsen varer. Ved periodens afslutning afskrives et beløb svarende til, hvad der i perioden skulle have været betalt.

Det er ikke en betingelse for afdragsfrihed under uddannelsen efter § 4, stk. 7, at billånet er bevilget til at dække et kørselsbehov til og fra en uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 2. Der kan således godt gives afdragsfrihed, hvis modtageren efterfølgende går ind i et uddannelsesforløb.

Salgsprovenuets betydning ved lån til udskiftning

87. Ejer modtageren på ansøgningstidspunktet en bil, hvortil der har været ydet lån, skal nettoprovenuet (dvs. efter fradrag af eventuel restgæld) medgå til købet af den nye bil, jf. bekendtgørelsens § 5. Modtageren kan således anvende et provenu til at købe en bil, hvis købesum overstiger låne-rammen i § 4.

Et resterende provenu fratrækkes ved beregningen af lånet først i den beregnede tilbagebetalingspligtige del og derefter i den del af lånet, der nedskrives.

Ejer ansøgeren på ansøgningstidspunktet en bil, hvortil der alene er ydet afgiftsfritagelse eller -nedsættelse, jf. bekendtgørelsens § 8 eller tilskud til særlige indretninger, indgår provenuet ikke i låneberegningen.

Resterer der efter bilens salg en restgæld, er denne forfalden til betaling, før det nye lån kan udbetales. Dog er der mulighed for en afdragsordning, henstand eller eftergivelse af sådan restgæld, jf. bekendtgørelsens § 15.

Finder eftergivelse ikke sted, vil den gamle restgæld eventuelt kunne afvikles sammen med det nye lån under forudsætning af, at det nye lån plus den gamle restgæld ikke overstiger lånerammen i bekendtgørelsens § 4.

Det nye lån deles i to halvdele, en afdragspligtig og en afdragsfri (dvs. den del der nedskrives), og den gamle restgæld, som var et betalingspligtigt beløb, lægges til det nye lån i dettes afdragspligtige del. Det nye gældsbrev skal omfatte det samlede beløb af det nye lån og den gamle restgæld.

Er eller har modtageren været under uddannelse, henvises til bekendtgørelsens § 4, stk. 7, om afskrivning efter bevilget afdragsfrihed.

Lån til biler, der er anskaffet før modtagelse af bevilling

88. Ansøgningen skal være indgået inden 1 år fra bilens registrering, jf. § 11, stk. 2. Udnyttelsestidspunktet jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 2, er i denne sammenhæng tidspunktet for bevillingens modtagelse, således at de på dette tidspunkt gældende beløb for lån, indkomstgrundlag og tilskud til automatisk transmission finder anvendelse.

Efter § 11, stk. 2, ydes støtten (herunder afgiftsfritagelse eller -nedsættelse efter § 8), med virkning fra bilens første registrering for den berettigede. Den afdragsfri del af lånet beregnes som halvdelen (evt. reguleret efter ansøgerens indkomstgrundlag) af bilens pris på anskaffelsestidspunktet - dog højst den på udnyttelsestidspunktet gældende låneramme. Resten af lånet er afdragspligtigt.

Det beregnede lån udbetales herefter med det fulde afdragsfrie beløb samt den afdragspligtige del af lånet med fradrag af de månedlige afdrag, der skulle have været betalt i perioden fra bilens registrering og frem til lånets udbetaling. Den afdragsfrie del af lånet nedskrives samtidig med virkning fra bilens første registrering. Er den faktiske restgæld inkl. rente på bevillingstidspunktet større end det beregnede lån, kan der i ganske særlige tilfælde udbetales også det fulde beregnede afdragspligtige lån betinget af, at hele det afdragspligtige lån er tilbagebetalt senest 6 år efter registreringsdatoen.

11.3.2. Lån ud over sædvanlig låneramme

- - - - - - -

B § 6. Der kan ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem støtten efter § 4, og bilens anskaffelsespris, når der foreligger ganske særlige forhold i forbindelse med en persons funktionsnedsættelse, fx

1) når funktionsnedsættelsen nødvendiggør indretninger, som kun findes eller hensigtsmæssigt kun kan foretages i en større eller dyrere bil,

2) når større eller dyrere bil er nødvendig, fordi funktionsnedsættelsen medfører, at ansøgeren ikke eller kun med betydelig vanskelighed kan klare ind- og udstigning eller placering i bilen, eller

3) når større eller dyrere bil er nødvendig for at medbringe nødvendige hjælpemidler i bilen.

Stk. 2. Lånet efter stk. 1 fastsættes på grundlag af prisen på den billigste og bedst egnede bil og nedskrives med 1/72 månedligt fra bilens registrering.

Stk. 3. Ejer ansøgeren på ansøgningstidspunktet en bil, hvortil der er ydet støtte, skal nettoprovenuet ved salget af denne bil fratrækkes i lånet efter stk. 1. Et eventuelt overskydende beløb fratrækkes i lånet efter § 4.

Stk. 4. Særlige indretninger, som bilen efterfølgende forsynes med på grund af ansøgerens helbredstilstand, ydes som tilskud, jf. § 9.

- - - - - - -

Betingelser for supplerende lån

89. I bekendtgørelsen § 6, stk. 1, er der angivet tre eksempler på situationer, hvor der kan ydes hjælp til en større og dyrere bil, end der er mulighed for at anskaffe med det almindelige lån efter § 4.

De tre eksempler, der er nævnt i § 6, kan hver for sig begrunde hjælp til større og dyrere bil, men der vil ofte være tale om en kombination. Da der er tale om eksempler, er de angivne situationer ikke udtømmende, men vil dog være dækkende for langt de fleste tilfælde, hvor supplerende lån kan komme på tale.

Behovet for nødvendige indretninger i en bil, som kan begrunde supplerende lån, vil bl.a. være afhængig af, hvilken grad af selvhjulpenhed der kan opnås hos ansøgeren. I specielle tilfælde vil behovet for selvhjulpenhed kunne begrunde bevilling af støtte til køb af en kassebil/bus, hvor modtageren ved egen hjælp og med fx elkørestol kan køre ind i bilen ved hjælp af platformslift og placere sig bag rattet med elkørestolen som førersæde.

Endvidere kan der være tale om så omfattende ændringer, at det forudsætter brug af en særlig rummelig bil. Der kan også være behov for en speciel indretning, som visse bilmodeller er »født« med, hvorfor det vil være en mere teknisk forsvarlig løsning med det »medfødte« aggregat, frem for at indbygge denne i en »alm.« bil. Udgiften til indbygningen i relation til den tekniske kvalitet kan være uforholdsmæssig stor, ligesom indretninger der indbygges efterfølgende vil kunne reducere brugtvognsprisen.

Ind- og udstigningsproblemer, som kan begrunde supplerende lån, vil ofte stå i forbindelse med mulighederne for at anvende hjælpemidler til placering af ansøgeren i bilen. Disse hjælpemidler kræver normalt god plads for at kunne betjenes. Endvidere kan der være tale om begrænset bevægelighed i arme, ben og ryg, som gør, at særlig bred dør og god plads bag rattet er påkrævet.

Behov for medbringelse af nødvendige hjælpemidler, der kan begrunde supplerende lån, forekommer oftest i tilfælde, hvor ansøgeren selv skal føre bilen, og anbringelse af kørestol i kabinen er nødvendig, samt i forbindelse med multihandicappede børn. Voksne, fx personer med muskelsvind og skleroseramte, kan have et tilsvarende behov for at medbringe en række nødvendige hjælpemidler, selvom de ikke selv skal føre bilen.

Ved nødvendige hjælpemidler sigtes der til hjælpemidler, der medtages i forbindelse med dækning af det almindelige, regelmæssige behov for kørsel.

Det kan være vanskeligt at fastslå nødvendigheden af at medbringe de ofte mange forskellige hjælpemidler, som børn er udstyret med. Der er typisk tale om ganghjælpemidler, siddehjælpemidler samt kørestole, og ofte vil disse hjælpemidler ikke kunne klappes sammen. Man må ved vurderingen af nødvendigheden af at medbringe det enkelte hjælpemiddel være opmærksom på, at selv om barnet med dette hjælpemiddel måske har en begrænset funktion, bør denne funktion dog tilgodeses.

Det bemærkes, at busser (dvs. biler konstrueret til befordring af mere end 9 personer) til kørestolsbrugere, som er fritaget for vægtafgift, er fritaget for registreringsafgift, jf. § 2, stk. 1, nr. 6 b, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

90. Ved vurderingen af, om der er grundlag for supplerende lån, er det vigtigt at være opmærksom på, at modtageren forudsættes at kunne benytte bilen i 6 år. Hvis der er stor sandsynlighed for, at behovet vil ændre sig så væsentligt i løbet af 6-års perioden, at det vil være nødvendigt med en større eller dyrere bil (fx hvis det kan forudses, at der vil blive behov for at medtage større hjælpemidler og/eller behov for særlige indretninger) kan det derfor i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt at bevilge supplerende lån ud fra den forventede fremtidige udvikling og dermed undgå situationer, hvor det vil være nødvendigt med førtidig udskiftning.

Supplerende lån ydes til en bestemt bilmodel

91. I modsætning til støtte efter § 4 ydes støtten til supplerende lån til den bil, der efter en konkret vurdering anses for den billigste og bedst egnede, og modtageren kan således ikke i disse situationer frit vælge biltype.

Ved vurdering af, hvilken bil der i den enkelte ansøgningssituation er bedst egnet, skal der primært tages hensyn til, at bilen skal kunne fungere som befordringsmiddel for den støtteberettigede. Hvis det fx er et barn, der er støtteberettiget, og der i familien er andre søskende, kan antallet af disse derfor ikke få afgørende indflydelse på, hvilken bil der må anses for billigst og bedst egnet.

Hvis bilen ikke kan rumme hele familien, er der mulighed for, at familien selv kan finansiere prisdifferencen mellem den bevilgede bil og en model, som efter familiens vurdering vil kunne dække hele familiens behov for befordring. Det forudsætter dog, at den model, familien finder frem til, er lige så velegnet for det handicappede barn. I tvivlstilfælde forelægges spørgsmålet for amtet. Den valgte løsning må ikke medføre yderligere udgifter for det offentlige.

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at hele nettoprovenuet skal bruges til at nedbringe et eventuelt nyt lån i udskiftningssituationer, jf. § 6, stk. 3. Dette gælder uanset, at forældrene måtte have finansieret merudgifterne til en dyrere bil.

Salgsprovenuets betydning ved supplerende lån til udskiftning

92. § 6, stk. 3, omhandler de situationer, hvor der er tale om lån til udskiftning af en bil, der er anskaffet med støtte.

Provenureglen i § 6, stk. 3, indebærer, at der i udskiftningssituationer kun kommer et supplerende lån til udbetaling, hvis prisen på den billigste og bedst egnede bil overstiger lånerammen i § 4, stk. 1, + eventuelt fast tilskud til automatisk transmission + nettoprovenuet ved salget af den bil, der skal udskiftes.

I modsætning til lån efter bekendtgørelsens § 4 kan ansøgeren ved lån efter § 6 ikke bruge et eventuelt nettoprovenu fra den tidligere bil til at købe en bil, hvis pris er højere end det bevilgede. Provenuet skal bruges til at nedbringe det supplerende lån, og et eventuelt overskydende beløb fratrækkes i lånet efter § 4.

Kun »fødte« indretninger

93. Efter § 6, stk. 4, indgår indretninger, som bilen er »født« med (typegodkendt), i det supplerende lån, hvorimod indretninger, som efterfølgende installeres i bilen, ydes som tilskud, jf. § 9.

11.4. Betingelser for lån til udskiftning

- - - - - - -

B § 7. Der kan tidligst ydes støtte 6 år efter registreringen til udskiftning af bil, hvortil der er ydet støtte.

Stk. 2. Der kan dog ydes støtte før 6 års periodens udløb,

1) når det ved erklæring fra Statens Bilinspektion dokumenteres, at udskiftning af bilen er nødvendig, eller

2) når bilen er totalskadet, eller

3) når bilen ikke længere er egnet på grund af en ændring af ansøgerens funktionsevne.

Stk. 3. Ved udskiftning efter stk. 2 skal nettoprovenuet ved salget af bilen eller ved udbetaling af bilens forsikringssum anvendes til indfrielse af lån efter §§ 4 og 6. En eventuel udækket restgæld afskrives, medmindre der er givet henstand efter § 15, eller lånet er misligholdt, jf. § 13.

- - - - - - -

Støtte til udskiftning normalt tidligst efter 6 år

94. Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan der tidligst ydes støtte til ny bil, når den eksisterende er 6 år gammel. Hvis betingelserne for lån fortsat er opfyldt, vil modtageren som udgangspunkt have ret til udskiftning efter 6 år.

Førtidig udskiftning

95. Udskiftning, før der er forløbet 6 år, kan dog komme på tale, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.

§ 7, stk.

Stk. 1. 2, nr. 1, sigter til de såkaldte »mandagsbiler« eller biler, der er belastet med tekniske problemer i et sådant omfang, at bilen praktisk taget ikke har kunnet anvendes eller er uforholdsmæssig reparationskrævende. Der skal i disse tilfælde indhentes en erklæring fra Statens Bilinspektion. Erklæringen, der er gratis, udstedes kun efter ønske fra den pågældende myndighed. Ved totalskade, jf. § 7, stk. 2, nr. 2, må man være opmærksom på, at hvis bilen totalskades indenfor det første år, og forsikringsselskabet stiller en ny bil af samme mærke og indretning til rådighed, kan det være hensigtsmæssigt at indføre den nye bil i gældsbrevet, således at de hidtidige vilkår videreføres i den nye bil. I disse tilfælde vil udskiftningen dog tidligst kunne ske 6 år fra den nye bils registreringstidspunkt. Førtidig udskiftning efter bekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 3, vil normalt være begrundet i en forværring af modtagerens helbredstilstand. Man bør i den forbindelse være særlig opmærksom på, at progredierende lidelser, fx leddegigt, muskelsvind, dissemineret sklerose, Spielmeyer-Vogt, amyotrofisk lateral sklerose (ALS), ofte vil kunne medføre et behov for førtidig udskiftning. I særlige tilfælde vil en varig bedring af helbredstilstanden kunne føre til førtidig udskiftning, fx hvis ændringen medfører, at modtageren fremover vil være i stand til selv at føre bil, men at det vil være nødvendigt med indretninger, som ikke kan indbygges i den nuværende bil.

Stk. 1. 2, nr. 1, sigter til de såkaldte »mandagsbiler« eller biler, der er belastet med tekniske problemer i et sådant omfang, at bilen praktisk taget ikke har kunnet anvendes eller er uforholdsmæssig reparationskrævende. Der skal i disse tilfælde indhentes en erklæring fra Statens Bilinspektion. Erklæringen, der er gratis, udstedes kun efter ønske fra den pågældende myndighed. Ved totalskade, jf. § 7, stk. 2, nr. 2, må man være opmærksom på, at hvis bilen totalskades indenfor det første år, og forsikringsselskabet stiller en ny bil af samme mærke og indretning til rådighed, kan det være hensigtsmæssigt at indføre den nye bil i gældsbrevet, således at de hidtidige vilkår videreføres i den nye bil. I disse tilfælde vil udskiftningen dog tidligst kunne ske 6 år fra den nye bils registreringstidspunkt. Førtidig udskiftning efter bekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 3, vil normalt være begrundet i en forværring af modtagerens helbredstilstand. Man bør i den forbindelse være særlig opmærksom på, at progredierende lidelser, fx leddegigt, muskelsvind, dissemineret sklerose, Spielmeyer-Vogt, amyotrofisk lateral sklerose (ALS), ofte vil kunne medføre et behov for førtidig udskiftning. I særlige tilfælde vil en varig bedring af helbredstilstanden kunne føre til førtidig udskiftning, fx hvis ændringen medfører, at modtageren fremover vil være i stand til selv at føre bil, men at det vil være nødvendigt med indretninger, som ikke kan indbygges i den nuværende bil.

§ 8.

Stk. 1. Efter § 16 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. er amtskommunen bemyndiget til at bevilge fritagelse for vægtafgift, når ansøgeren opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse for støtte til køb af bil eller betaling af registreringsafgift efter § 16.

Stk. 2. Efter § 7, stk. 2, i lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler er amtskommunen endvidere bemyndiget til at træffe afgørelse om fritagelse for afgift eller brændstofforbrug, hvis bilen er benzindreven, og nedsættelse til 35 pct. af afgiftsbeløbene for dieselbiler, hvis bilen er dieseldreven. Det er en betingelse for afgiftsfritagelse og - nedsættelse, at ansøgeren opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse om støtte til køb af bil eller betaling af registreringsafgift efter § 16. - - - - - - - Afgiftsfritagelse

96. Afgørende for, om en person er berettiget til afgiftsfritagelse, jf. bekendtgørelsens § 8, er, at den pågældende opfylder betingelserne for støtte til køb af bil. Det er således ikke noget krav, at der er ydet lån til køb af bilen.

Søges der både om lån og afgiftsfritagelse, vil fritagelsen gælde fra bilens registrering.

Hvis der alene søges om afgiftsfritagelse, bevilges fritagelsen fra den første i måneden efter ansøgningens indgivelse.

Endvidere bemærkes, at bevilling af fritagelse for vægtafgift for så vidt angår personbiler, kun er relevant for biler, der er indregistreret første gang før den 1. juli 1997.

Personbiler, der er indregistreret første gang efter den 1. juli 1997, er omfattet af loven om afgift efter brændstofforbrug, jf. lov nr. 360 af 2. juni 1997. Hvis bilen er benzindreven, bevilges der fritagelse for afgift. Er bilen dieseldreven, bevilges der afgiftsnedsættelse (afgiften nedsættes til 35% af de afgiftsbeløb, der er nævnt i § 3, stk. 1 og 2, i loven om afgift efter brændstofforbrug).

11.6. Særlige indretninger

- - - - - - -

§ 9.

Stk. 1. Der kan ydes tilskud til nødvendig indretning af en bil, herunder til aggregater, uanset om der kan ydes støtte til anskaffelse af bil efter §§ 1-2. Tilskud er betinget af, at bilen tilhører ansøgeren eller en anden person inden for husstanden, og at bilen ikke er forsynet med indretningen fra fabrikken.

Stk. 2. Tilskud til automatisk transmission, der udgør 16.000 kr., er dog betinget af, at bilen er under 1 år og er forsynet med indretningen fra fabrikken.

Stk. 3. Der kan normalt tidligst ydes tilskud efter 6 år til lignende indretning af en bil.

Stk. 4. Amtskommunen kan bemyndige kommunen til at bevilge tilskud efter stk.1-2, når politiet har krævet særlige indretninger i bilen. - - - - - - - Indretningen skal være nødvendig

97. Tilskud til nødvendig indretning ydes, når politiet har stillet krav herom, eller når ansøgerens helbredsforhold i øvrigt taler for det, fx smertetilstande eller skånehensyn.

Endvidere sigter bestemmelsen til indretninger, der tjener til at lette modtagerens placering i bilen, fx glideskinner til sæde, særligt tilpasset sæde, drejesæde, hævesæde, lift, eller til at lette placeringen af nødvendige hjælpemidler, fx slidsker, kran og trailer. Hvis modtageren ikke selv skal køre bilen, og der i chaufførens kørekort er stillet krav om særlige indretninger, kan der også ydes tilskud hertil.

Tilskud til særlige indretninger kan ydes, selv om ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få lån til køb af bil. Søges der alene om tilskud til særlige indretninger, bør ansøgeren vejledes om muligheden for at søge lån og afgiftsfritagelse eller - nedsættelse.

Bestemmelsen i § 9 vedrører kun indretninger, som skal indbygges i bilen efter levering fra fabrikken, bortset fra biler med »født« automatisk transmission.

Ansøgerens indkomstforhold er uden betydning for tilskuddet, der ydes ved dækning af de faktiske udgifter til indbygningen.

Forinden særlige indretninger iværksættes, skal tilbud indsendes til godkendelse hos kommunen. Er der alternative muligheder, må sådanne overvejes. Der kan også være tale om overflytning af tidligere ydede indretninger.

Der kan ydes tilskud til nødvendige indretninger i en tidligere registreret bil, hvis det skønnes rimeligt under hensyn til bilens stand og alder, udgiften ved indretningen og ansøgerens forhold i øvrigt, dog normalt under forudsætning af, at den foreslåede løsning formodes at være brugbar i en 6-årig periode.

Fast tilskud til automatisk transmission

98. Tilskud til automatisk transmission, som bilen er »født« med, er betinget af, at bilen er under et år. Hvis der undtagelsesvis ydes tilskud til indbygning af automatisk transmission, ydes tilskud til den faktiske udgift efter § 9, stk. 1.

Tilskuddet udgør 16.000 kr. (pr. 1. januar 1998), uanset om den faktiske prisforskel på en given biltype med og uden aut. transmission er større eller mindre end tilskuddet. Der kan ydes tilskud til automatisk transmission, uanset om der samtidig ydes lån til anskaffelse af bilen.

11.7. Tilskud til betaling af køreundervisning

- - - - - - -

B § 10. Der kan ydes tilskud til betaling af køreundervisning af ansøgeren og til lægeerklæring i forbindelse med støtte til køb af bil eller i forbindelse med fornyelse af kørekort af helbredsmæssige årsager, når betingelserne for støtte til køb af bil i øvrigt er opfyldt. Der kan endvidere ydes tilskud til betaling af køreundervisning af en person, der godkendes som chauffør for en person under 18 år, der opfylder betingelserne for støtte til køb af bil.

Stk. 2. Hvis køreundervisningen skal finde sted i ansøgerens egen bil på grund af dennes særlige indretning, kan der ydes tilskud til betaling af på- og afmontering af skolepedaler.

- - - - - - -

Tilskud til kørekort

99. Efter bekendtgørelsens § 10 kan der ydes tilskud til lægeerklæring og køreundervisning til ansøgere i forbindelse med støtte til køb af bil, og når det som led i sagsbehandlingen skal undersøges, om ansøgeren selv har mulighed for at føre en bil.

Tilskud kan også ydes, hvor ansøgerens kørekort skal fornyes enten på grund af tidsbegrænsning eller på grund af helbredsmæssige ændringer, forudsat betingelserne for støtte til køb af bil i øvrigt er opfyldt.

Stiller Statens Bilinspektion krav om, at vejledende/orienterende køreprøve skal ske i skolevogn eller særlig indrettet skolevogn, betales denne udgift som tilskud.

Stiller Statens Bilinspektion krav om, at ansøgeren skal have køretimer, forinden afgørelse om kørekort kan træffes, eller skønner kommunen dette nødvendigt, afholder kommunen udgiften hertil.

Hvis muligheden for at opnå eller forny kørekort under hensyn til ansøgerens helbredsforhold og alder skønnes at være ringe og forbundet med uforholdsmæssige udgifter til køreundervisning og indretning af bil, bør tilskud vurderes i forbindelse med bekendtgørelsens § 3. Hvis ansøgeren herefter ikke skønnes selv at være i stand til at føre bilen, må det overvejes, om der er anden chaufførmulighed, eller om ansøgerens kørselsbehov mere hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Til opnåelse eller fornyelse af kørekort ydes tilskud til det antal køretimer, som under hensyn til ansøgerens helbredstilstand og alder må anses for rimeligt.

100. Efter § 10, stk. 1, 2. pkt., ydes der tilskud til køreundervisning af en person, der godkendes som chauffør for en person under 18 år, der opfylder betingelserne for støtte til køb af bil. Tilskud ydes til den person, der skal varetage den væsentligste del af kørslen for barnet, og kan ydes, selv om en anden person i husstanden har kørekort.

Der ydes kun tilskud til køreundervisning til en person i forbindelse med bevilling til støtte til køb af bil. Opstår der senere ændringer i barnets familiemæssige forhold, der medfører behov for kørekort til en anden af barnets pårørende, kan køreundervisning betales.

Det bemærkes, at 15-18 årige under særlige omstændigheder (og med visse begrænsninger) kan opnå kørekort, jf. færdselslovens § 56, stk. 2, jf. § 57.

Hvis der af hensyn til parkeringslempelser og lignende er behov for invalideskilt, henvises ansøgeren til at rette henvendelse til De Samvirkende Invalideorganisationer, Kløverprisvej 10 B, st., 2650 Hvidovre.

11.8. Vilkår for støtte

- - - - - - -

B § 11. Som vilkår for lån efter §§ 4 og 6 gælder:

1) Lånet skal anvendes til køb af fabriksny bil.

2) Bilen skal registreres i navnet på den person, der

har modtaget støtte.

3) Centralregistret for motorkøretøjer registrerer bilen med en klausul om, at ejer/brugerskifte inden 6 år efter registreringen kun kan finde sted efter forud gående tilladelse fra amtskommunen.

4) Bilen skal holdes kaskoforsikret for den fulde værdi.

5) De helbredsmæssige og eventuelle erhvervs- eller uddannelsesmæssige forudsætninger for støtte skal fortsat være til stede, jf. §§ 1-2.

6) Bilen skal i videst muligt omfang anvendes til at dække det totale kørselsbehov for personen, der har modtaget støtte.

7) Bilen må ikke overdrages, udlejes, udlånes i længere tid m.v.

8) Bilen må ikke stilles som pant eller anden form for sikkerhed for gæld, som ikke vedrører den.

9) De fastsatte afdragsvilkår skal overholdes.

Stk. 2. Der kan dog uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, ydes støtte til bil, som ansøgeren eller en anden person i husstanden har købt fabriksny indenfor det sidste år. Støtten ydes med virkning fra bilens første registrering.

§ 12.

Stk. 1. Som vilkår for afgiftsfritagelse og -nedsættelse, jf. § 8, gælder: 1) Bilen skal være registreret i ansøgerens navn. 2) Endvidere gælder de i § 11, stk. 1, nr. 5-7, nævnte vilkår. - - - - - - -

101. Lånet skal anvendes til køb af en fabriksny bil. Dog er der efter § 11, stk. 2, mulighed for at købe bil på »forventet efterbevilling«, idet der kan ydes lån til biler, som ansøgeren eller en person i husstanden har købt fabriksny inden for det sidste år.

§ 11, stk.

Stk. 1. 1, nr. 2, stiller krav om, at bilen registreres i navnet på den person, der har modtaget støtten. Det betyder, at en bil, der tidligere har været registreret for en ægtefælle eller samlever, og som har været under 1 år på ansøgningstidspunktet, skal omregistreres til den støtteberettigede. Hvis lånet ydes på baggrund af et barns handicap, registreres barnet som ejer og forældrene som brugere.

Stk. 1. 1, nr. 2, stiller krav om, at bilen registreres i navnet på den person, der har modtaget støtten. Det betyder, at en bil, der tidligere har været registreret for en ægtefælle eller samlever, og som har været under 1 år på ansøgningstidspunktet, skal omregistreres til den støtteberettigede. Hvis lånet ydes på baggrund af et barns handicap, registreres barnet som ejer og forældrene som brugere.

Stk. 1. 1, nr. 2, stiller krav om, at bilen registreres i navnet på den person, der har modtaget støtten. Det betyder, at en bil, der tidligere har været registreret for en ægtefælle eller samlever, og som har været under 1 år på ansøgningstidspunktet, skal omregistreres til den støtteberettigede. Hvis lånet ydes på baggrund af et barns handicap, registreres barnet som ejer og forældrene som brugere.

102. I tidligere bilbekendtgørelser har det været fastsat som et vilkår for lån til køb af bil og fritagelse for vægtafgift, at bilen kun måtte medtages til udlandet ved ophold af få måneders varighed på grund af ferie, kurophold, uddannelse og lignende.

Reglerne om adgangen til at medtage biler til udlandet fremgår nu af § 8 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.

Bestemmelsen i § 8 i bekendtgørelse nr. 108 svarer indholdsmæssigt til de regler, der har været fastsat som et vilkår i bilbekendtgørelsen. Dog er der en udvidet adgang til at medtage bilen til udlandet til uddannelsesformål og aktiviteter i forbindelse med revalidering og aktivering efter lov om aktiv social politik. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 4 til denne vejledning.

Stiftelse af lån

103. Når amtets afgørelse foreligger, og der er skrevet slutseddel, foranlediger kommunen gældsbrev oprettet og underskrevet af ansøgeren. Gældsbrevet skal indeholde angivelse af lånets størrelse, afvikling og vilkår, jf. bekendtgørelsens § 11 og § 14, stk. 2. Ansøgeren skal dokumentere, at kaskoforsikring er tegnet enten ved påtegning i gældsbrevet eller ved særskilt dokumentation.

Der bør i gældsbrevet angives, at bilen kun må medtages til udlandet til de formål, der er nævnt i § 8 i bekendtgørelsen om betingelser for i særlige tilfælde af få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, idet det kan medføre bortfald af støtte, hvis bilen medtages til andre formål, jf. bilbekendtgørelsens § 13, stk. 3.

Udgifterne i forbindelse med lånets stiftelse betales af kommunen som administrationsudgift. Lånedokumenterne er fritaget for tinglysningsafgift, jf. § 41 d, nr. 7, i lov om retsafgifter.

Er ansøgeren umyndig, skal statsamtet (i København Overpræsidiet) give samtykke til gældsstiftelsen. Endvidere skal værgen normalt også underskrive en friholdelseserklæring, der går ud på, at værgen friholder den umyndige for gældsforpligtelser, indtil vedkommende bliver myndig, og samtidig fraskriver sig retten til at gøre eventuelt krav gældende mod den umyndige, når vedkommende bliver myndig.

Pantsikkerhed

104. Der er ikke i reglerne krav om pantsikkerhed ved ydelse af lån. Dette udelukker dog ikke, at lånet kan sikres ved oprettelse af løsørepantebrev i bilen efter en konkret vurdering i de enkelte tilfælde, fx hvis ansøgeren har gældsbyrder, der kan tænkes at føre til en gældssaneringssag efter konkurslovens regler. Det kan også være hensigtsmæssigt at sikre tilbagebetalingen ved pant i bilen, hvis lånet ydes til en selvstændig erhvervsdrivende.

Ved en eventuel sikkerhedsstillelse forudsættes det, at ansøgerens stilling ikke forringes. Ansøgeren er ved lån inden for den normale låneramme, jf. bekendtgørelsens § 4, frit stillet med hensyn til bilvalg, og et pantebrev bør derfor respektere en eventuel panteret, der stiftes i forbindelse med ansøgerens finansiering af en restkøbesum.

11.8.2. Praktisk gennemførelse af registrering, klausulering og afgiftsfritagelse.

105. Kommunen orienterer forhandleren om lånets størrelse og tilsender forhandleren blanketter til brug ved bilens registrering, således at der ved registreringen indføjes klausul, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 3, og afgiftsfritagelse, jf. bekendtgørelsens § 8.

Motorkontoret bekræfter ved påtegning på blanketten og påfører dato og registreringsnummer. Der skal ikke betales gebyr for nummerplader og syn i forbindelse med registreringen, jf. § 122 b i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 592 af 24. juni 1996.

Er ansøgeren ikke myndig, skal bilen registreres med ansøgeren som ejer og de pårørende som brugere. Disses navne anføres på anmeldelsesblanketten til motorkontoret.

Først når underskrevet gældsbrev og dokumentation for kaskoforsikring og motorkontorets attestation foreligger, kan lånet udbetales.

Er bilen registreret før bevillingen, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 2, sker indføjelse af klausul og afgiftsfritagelse samt ved henvendelse til Centralregistret for Motorkøretøjer, vedlagt bilens registreringsattest og kvitteringer for betalt afgift.

Bevilling af afgiftsfritagelse eller -nedsættelse alene (uden samtidigt lån) sendes til Centralregistret for Motorkøretøjer, vedlagt bilens registreringsattest og kvitteringer for betalt afgift.

Er bilen ikke registreret i ansøgerens navn, skal bilen, jf. § 16 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., omregistreres, således at ansøgeren står som ejer eller bruger. Henvendelse herom rettes til Motorkontoret, vedlagt bevillingsskrivelse, registreringsattest, anmeldelsesblanket og forsikringsbevis. Omregistrering mellem ægtefæller er fritaget for ejerskiftesyn.

11.9. Afvikling af støtte

- - - - - - -

B § 13. Hvis de i §§ 11-12 nævnte vilkår ikke overholdes, afgiver kommunen indstilling til amtskommunen, om lånet skal opsiges og afgiftsfritagelsen, jf. § 8, bortfalde.

Stk. 2. Træffer amtskommunen afgørelse om støttens bortfald, skal restgælden efter §§ 4 og 6 indfries og afgiftsfritagelsen efter § 8 bortfalde med udgangen af den måned, der følger efter den måned, hvor ansøgeren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis bilen medtages til udlandet i strid med § 8 i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.

- - - - - - -

11.9.1. Inddragelse af støtte

Inddragelse af støtte

106. Hvis vilkårene i bekendtgørelsens §§ 11 og 12 ikke overholdes, afgiver kommunen indstilling til amtet, om støtten skal bortfalde, jf. § 13, stk. 1. Støtten kan også bortfalde, hvis bilen medtages til udlandet i strid med § 8 i bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, jf. bilbekendtgørelsens § 13, stk. 3.

Hvis amtet herefter træffer beslutning om støttens bortfald, underretter amtet Centralregistret for Motorkøretøjer om, at afgiftsfritagelsen bortfalder med udgangen af den efterfølgende måned regnet fra det tidspunkt, hvor ansøgeren modtager meddelelse om afgørelsen, jf. § 13, stk. 2. Lånet opsiges, og restgælden (inkl. den ikke nedskrevne del af eventuelt afdragsfrit lån) kræves indbetalt senest inden udgangen af den efterfølgende måned.

Indfries restgælden, kvitterer kommunen gældsbrevet og indsender bilens registreringsattest til Centralregistret for Motorkøretøjer med anmodning om ophævelse af klausul.

Har pågældende ikke mulighed for at indfri restgælden inden den nævnte frist, kan kommunen efter § 15, stk. 2, tillade afvikling ved en afdragsordning, hvis det skønnes rimeligt. Ved afdragenes fastsættelse tages der hensyn til vedkommendes betalingsevne, herunder formue. Det anbefales, at afviklingsperioden ved en sådan afdragsordning ikke går udover, hvad der oprindelig er fastsat i gældsbrevet.

Skønnes det ikke muligt at fastsætte en rimelig afdragsordning, må kommunen vejlede pågældende med henblik på salg af bilen og eventuelt anden løsning af pågældendes befordringsproblem. Klausulen ophæves først, når gælden er indfriet.

Hvis gælden ikke kan afvikles som foran beskrevet, kan gælden inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter, jf. servicelovens § 118, stk. 2.

11.9.2. Ansøgeren ønsker at indfri lån

- - - - - - -

B § 14. En person, der ønsker at indfri lån før 6-års periodens udløb, skal betale hele restgælden, herunder også en forholdsmæssig del af eventuelle afdragsfri lån.

Stk. 2. Hvis en person, der har modtaget støtte til bil, dør, forfalder restgælden efter § 4 og § 6 til betaling. Hvis bilens værdi ved salg ikke dækker gælden, afskrives den udækkede del af lånet.

- - - - - - -

Ønske om indfrielse af lån

107. Hvis en ansøger ønsker at indfri lån før 6-års periodens udløb, forfalder hele restgælden til betaling, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 1. I disse situationer sender kommunen pågældende en opgørelse over restgælden, inklusive restgælden på den ikke nedskrevne del af eventuelt afdragsfrit lån.

Kommunen bør samtidig forhøre sig om baggrunden for ønsket om at indfri lånet, idet ønsket kan være begrundet i en ændring af pågældendes økonomiske, familiemæssige eller helbredsmæssige forhold, som kan give kommunen anledning til at vejlede pågældende om andre befordringsmuligheder, udskiftning af bil, henstand med afdrag eller lignende.

Situationen kan endvidere give anledning for kommunen til at undersøge, hvorvidt betingelserne for afgiftsfritagelse fortsat vil være til stede, jf. bekendtgørelsens § 12, nr. 2. Indfries restgælden, forholdes som beskrevet under pkt. 106.

Af hensyn til, at bilens ejer kan have brug for registreringsattesten ved salg af bilen, bør sagsbehandlingen gennemføres hurtigst muligt. Det bemærkes, at afgiftsfritagelse altid ophører ved bilens omregistrering til anden person.

11.9.3. Afvikling af støtte ved dødsfald

Afvikling ved dødsfald

108. Efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, forfalder retsgælden til betaling, hvis den støtteberettigede dør.

Kommunen skal orientere Centralregistret for Motorkøretøjer om dødsfaldet. Kommunen skal anmelde en evt. restgæld, herunder også den ikke nedskrevne del af eventuelt afdragsfrit lån, til skifteretten som krav i boet.

Kommunen har ingen fortrinsstilling i forhold til boets øvrige kreditorer, medmindre lånet er sikret ved pant.

Hvis bilens værdi ved salg ikke dækker hele gælden, afskrives den udækkede del af lånet jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 2.

Udlægges boet til dækning for begravelsesudgifter, jf. skiftelovens § 10, stk. 1 og 2, kan krav om indfrielse af lånet ikke rejses over for afdødes efterladte, og restgælden må afskrives.

11.9.4. Henstand og eftergivelse

- - - - - - -

B § 15. Kommunen træffer afgørelse om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed m.v.

Stk. 2. Er der i medfør af § 13, stk. 2, truffet afgørelse om indfrielse af restgæld, kan kommunen dog fastsætte en afdragsordning. Bestemmelsen i stk. 1 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

- - - - - - -

Sygdom og arbejdsløshed

109. Kommunen kan give henstand med betaling af afdrag ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed m.v., jf. § 15, stk. 1. Henstand forudsætter, at der er tale om en ændring i pågældendes situation, som medfører, at pågældende ikke kan afdrage uden at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold. Der kan også gives henstand med en del af afdraget, således at der fastsættes en midlertidig afdragsordning med nedsatte afdrag.

Ved en senere udskiftning kan der tages stilling til eftergivelse, hvis der har været givet henstand, eller hvis afdragsbetingelserne på grund af tilsvarende forhold ikke har været overholdt. Der kan ikke eftergives, hvis bilens værdi ved salg dækker restgælden, eller hvis pågældende stadig ejer bilen.

Er der bevilget afdragsfrihed under uddannelse, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 7, afskrives ved uddannelsens afslutning et beløb, svarende til hvad der i perioden ville være afdraget, hvis afdragsfrihed ikke var bevilget.

11.9.5. Afvikling af støtte i forbindelse med totalskade

Afvikling ved totalskade

110. Hvis bilen totalskades og støtten i den forbindelse bortfalder, opgør kommunen restgælden, herunder også restgælden på den ikke nedskrevne del af eventuelt afdragsfrit lån. Opgørelsen sendes til den pågældende selv og til forsikringsselskabet, og det aftales mellem parterne, at en til restgælden svarende del af forsikringssummen indbetales til kommunen.

Et overskydende beløb udbetales til pågældende selv, mens en evt. resterende gæld er forfalden til betaling. Kommunen kan i den forbindelse fastsætte en afdragsordning eller eftergive restgælden.

Hvis der efter totalskade ydes lån til en ny bil, følger det af bekendtgørelsens § 7, stk. 3, at en eventuel udækket restgæld afskrives, medmindre der er givet henstand eller lånet er misligholdt.

11.10. Støtte til bil, der medtages fra udlandet

- - - - - - -

B § 16. Der kan ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af registreringsafgift til personer, der ved indrejse her i landet medbringer en bil, når betingelserne i §§ 1-2 i øvrigt er opfyldt.

Stk. 2. Lånet kan ikke overstige det beløb, der skal nedskrives ved beregning af støtte efter § 4, stk. 1-6.

Stk. 3. Lånet efter stk. 1 nedskrives med 1/48 månedligt fra bilens registrering her i landet.

Stk. 4. Hvis Skatteministeriet har tilladt, at registreringsafgiften betales efter særlige regler, finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse med de ændringer i udbetalingen og nedskrivningen af lånet, som følger af de særlige regler.

Stk. 5. Bestemmelserne i § 7 og §§ 11-15 finder tilsvarende anvendelse, dog således at de angivne tidsrum på 6 år nedsættes til 4 år.

- - - - - - -

111. Bekendtgørelsens § 16 giver mulighed for, at personer, der tager varigt ophold her i landet, kan få lån til betaling af registreringsafgiften på en bil, der medtages her til landet, i stedet for lån til køb af en ny bil.

Det bemærkes, at lånet ikke kan overstige det beløb, der skal nedskrives ved beregning af lån efter § 4, stk. 1-6, dvs. den afdragsfri del. Dette betyder, at lånet højst kan udgøre halvdelen af den til enhver tid gældende låneramme. I det omfang en beregning af ansøgerens indkomstgrundlag viser, at hele lånet efter § 4 ville være tilbagebetalingspligtigt, kan der ikke ydes lån til betaling af registreringsafgift.

Der kan også ydes afgiftsfritagelse efter § 8 til biler omfattet af § 16.

11.11. Regulering

- - - - - - -

§ 136, stk.

Stk. 1. 3. Det beløb, der er nævnt i § 99, stk. 1, reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1.000. B § 19. De beløb, der er nævnt i § 4 og § 9, stk. 2, reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbene i § 4 afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1000. Beløbet i § 9, stk. 2, afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. - - - - - - -

112. Beløbene for låneramme, indkomstgrundlag og tilskud til automatisk transmission reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten. Socialministeriet offentliggør de regulerede beløb sammen med en række andre sociale ydelser (satsreguleringscirkulæret).

11.12. Kompetence

- - - - - - -

B § 17. Afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse træffes med de undtagelser, der fremgår af § 15, af amtskommunen.

Stk. 2. Afgørelserne kan inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, indbringes for det sociale nævn. Det sociale nævns afgørelse er endelig. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag af principiel eller generel betydning til behandling, jf. § 63 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

- - - - - - -

113. Alle afgørelser, bortset fra afgørelser om henstand og eftergivelse, jf. § 15, træffes af amtskommunen. Afgørelserne kan påklages til det sociale nævn.

Ansøgeren flytter under sagsbehandlingen

114. Hvis ansøgeren flytter til en anden kommune efter ansøgningens indgivelse, og sagen endnu ikke er sendt til amtet, skal kommunen oversende sagen til ansøgerens nye kommune, da det er opholdskommunen, der skal vurdere, om betingelserne for støtte er opfyldt, og afgive indstilling til amtet.

Hvis sagen allerede er indsendt til amtet, skal kommunen underrette amtet om flytningen. Amtet skal i disse situationer sende sagen til ny vurdering i den nye opholdskommune. Afgørelse træffes i den amtskommune, som ansøgerens nye opholdskommune er beliggende i.

11.13. Finansiering

115. For personer, der er fyldt 67 år, afholder kommunen endeligt udgifterne til støtte til køb af bil, jf. servicelovens § 131, stk. 3, nr. 4. For personer under 67 år afholder kommunen og amtskommunen hver 50% af udgifterne, jf. § 131, stk. 4.

Kapitel 12 - - - - -

§ 103.

Stk. 1. Kommunen kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Stk. 2. Kommunens afgørelser om hjælp efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. - - - - - - Tilskud til individuel befordring

116. Lovens § 103 er en videreførelse af den del af bistandslovens § 61, der vedrørte tilskud til individuel befordring. Personkredsen er ændret, så det ikke længere er en betingelse, at ansøgeren er pensionist. Der er således mulighed for at yde befordringstilskud til alle personer, der på grund af en varigt nedsat funktionsevne ikke kan benytte offentlige transportmidler.

Det er overladt til kommunalbestyrelsen at tilrettelægge tilskudsordningen og træffe beslutning om, hvordan hjælpen til den enkelte skal gives, herunder om der skal træffes aftale med et transportselskab eller lignende, eller om den pågældende selv skal kunne vælge. Tilskud ydes efter en vurdering af behovet i det enkelte tilfælde.

Individuel handicapkørsel

117. Ved vurderingen kan der tages hensyn til, om ansøgerens behov vil kunne dækkes efter anden lovgivning, fx gennem udnyttelse af trafikselskabernes individuelle kørselsordninger.

Det påhviler således Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT) og samtlige amter/trafikselskaber uden for HT-området at etablere individuelle befordringsordninger for svært bevægelseshæmmede personer, jf. lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik, og lov om den lokale og kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet (Trafikministeriet). Denne befordring dækker ikke kørsel til behandling, terapi eller lignende.

Eventuelt vil der kunne ydes tilskud efter servicelovens § 103 som supplement til trafikselskabernes individuelle kørselsordninger.

Ordningerne tilrettelægges lokalt af amter/trafikselskaber i samarbejde med handicaporganisationerne. Der kan derfor være forskel på, hvordan de enkelte trafikselskaber vælger at administrere den.

Det er en forudsætning, at prisen for kørslen ikke ligger væsentligt højere end prisen for transport af ikke-handicappede.

Skattefrit tilskud

118. Ydelser, som offentlige myndigheder og institutioner udbetaler efter serviceloven til dækning af nærmere bestemte udgifter for modtageren, er ikke skattepligtige, jf. ligningslovens § 7, litra j.

Et tilskud efter § 103 udbetales ikke til fri disposition, men derimod til dækning af den pågældendes konkrete transportudgifter.

Når tilskuddet er anvendt til formålet, er det således ikke skattepligtigt for den pågældende.

Kommunalbestyrelsen bør af hensyn til de sociale myndigheders og skattemyndighedernes kontrol bede den pågældende fremlægge dokumentation for afholdelse af udgiften, fx i form af en kvittering.

Finansiering

119. For personer, der er fyldt 67 år, afholder kommunen endeligt udgifterne til individuel befordring efter servicelovens § 103, mens kommunen og amtskommunen hver afholder 50 % af udgifterne til personer under 67 år. Der henvises til lovens § 131, stk. 3, nr. 4, og § 131, stk. 4.

Kapitel 13 - - - - -

§ 102.

Stk. 1. Kommunen yder hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.

Stk. 2. Stk. 2

Stk. 3. Stk. 3 - - - - - - - Boligindretning og boligskift. Generelt

120. I § 102 er samlet de bestemmelser, der tidligere var indeholdt i bistandslovens § 59, stk. 1, (om boligindretning) og § 48, stk. 1. og 2 (om boligskift). Terminologien er ændret, således at den er bragt i overensstemmelse med formuleringen i de øvrige bestemmelser om personer med nedsat funktionsevne. Der tilsigtes med ændringen ingen ændring i målgruppen, og bestemmelsen omfatter således fortsat både børn og voksne.

Personkreds

121. Der vil efter denne bestemmelse kunne ydes hjælp til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp til boligindretning eller til skift af bolig.

Hjælp til boligindretning og til skift af bolig ydes efter behov uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold.

Nødvendig hjælp

122. Hjælpen må anses for nødvendig, når en boligændring eller et boligskift set i forhold til ansøgerens funktionsevne skønnes at kunne afhjælpe eller i betydelig grad formindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget hjem. For personer med progredierende lidelse bør det indgå i vurderingen, at boligen også på længere sigt skal være egnet for pågældende, jf. nedenfor pkt. 126.

13.1. Boligmæssige ændringer

Ikke hjælp til istandsættelse o.lign.

123. Det er ikke tilstrækkeligt, at en ændring af boligen ud fra en gennemsnitsbetragtning må anses for hensigtsmæssig, lige så lidt som der efter bestemmelsen i § 102, stk. 1, kan ydes hjælp til boligmæssige foranstaltninger, som alene eller overvejende har karakter af istandsættelse, almindelig vedligeholdelse eller modernisering.

Hvor ydes hjælpen?

124. Hjælp kan ydes, uanset om modtageren bor i lejlighed, ejerlejlighed, eget hus eller har varigt ophold hos familie eller andre. Det følger heraf, at der også vil kunne ydes nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for børn anbragt i familiepleje, når der er tale om varigt ophold.

Hjælp til boligindretning omfatter nødvendig hjælp til ændring og indretning af allerede bestående beboelser. Der vil endvidere kunne ydes hjælp til opførelse af en mindre tilbygning til værelse eller lignende, når det skønnes hensigtsmæssigt.

I forbindelse med opførelse af selvstændig bolig vil personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kunne ansøge om hjælp til særlige indretninger, der specielt sigter mod at afhjælpe pågældendes handicap.

Ofte vil det kun være påkrævet at foretage mindre omfattende ændringer, fx fjernelse af dørtrin, opsætning af gelændere, håndtag ændringer af toiletforhold og lignende.

Om boligbegrebet

125. Bestemmelsen kan kun anvendes til indretning af pågældendes eget hjem, herunder også bofællesskaber. Som et eksempel på hjælp til sidstnævnte kan nævnes, automatisk døråbner til et fælleshus, der indgår som en del af bofællesskabet.

Boligbegrebet kan også omfatte en carport med direkte adgang til boligen, eller en reserveret parkeringsplads i parkeringskælderen under den ejendom, ansøgeren bebor. Derimod er der ikke mulighed for at yde hjælp til etablering af parkeringsplads udenfor ansøgerens egentlige boligareal.

Når hjælpen vedrører mindre børn, kan anlæg af eller en udvidelse af et fliseareal omkring et hus betragtes som hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for barnet.

Boligindretning vedrører således mur- og nagelfaste genstande, hvorimod forskelligt tilbehør til boligindretning, hvor hjælpen ikke kan ydes efter §§ 97 og 98 i lov om social service, eventuelt kan dækkes efter § 28 for så vidt angår børn og § 84 for voksne.

Der vil normalt ikke kunne ydes hjælp til boligindretning til personer, som bor i botilbud efter lov om social service Kap. 18, plejehjem m.v., ligesom der ikke kan foretages indretning af arbejdspladser, skoler, børnehaver m.v. efter denne bestemmelse.

Der vil normalt ikke kunne ydes hjælp til boligindretning, der er iværksat inden bevillingen foreligger.

Omfattende og bekostelige ændringer

126. Ved afgørelse af sager om foretagelse af mere omfattende og bekostelige ændringer, fx hjælp til etablering af elevator, kran og mindre om- eller tilbygning med henblik på indretning af et værelse eller lignende, påhviler det kommunen nærmere at undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene, eventuelt ved flytning, kan tilvejebringes. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringen må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.

Er der ikke tale om særlige kostbare eller omfattende ændringer, bør der i vidt omfang tages hensyn til ansøgers eget ønske om at blive boende i den hidtidige bolig.

13.2. Hjælp til anskaffelse af anden bolig

- - - - - - -

Stk. 1. Kommunen yder hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.

Stk. 2. Stk. 2

127. Kan der af praktiske grunde ikke foretages den nødvendige boligindretning med hjælp efter stk. 1 i ansøgerens nuværende bolig, og kan kommunen ikke anvise en anden egnet bolig, kan der i ganske særlige tilfælde ydes hjælp til anskaffelse af en egnet bolig. Det er en forudsætning, at der er tale om betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. En sådan hjælp har tidligere kunnet ydes til dækning af merudgifter ved en dyrere bolig, som var nødvendig på grund af en persons handicap.

Der kan være tale om, at der ydes tilskud til højere husleje ved flytning fra en billigere lejlighed til en dyrere, som er mere handicapegnet eller dækning af højere boligudgifter i fast ejendom, som den pågældende selv ejer.

Lejebolig

128. Ved flytning fra en lejlighed til en anden, tages der udgangspunkt i huslejeforskellen på flyttetidspunktet ved beregningen af tilskuddet.

Ved beregningen af tilskuddet indregnes eventuelle ændringer i boligsikring/boligydelse, således at tilskuddet udgør nettoforskellen i husleje. Derudover kan der ydes tilskud til et eventuelt indskud i den nye bolig.

Ved flytning fra eget hus til lejlighed beregnes tilskuddet som forskellen i månedlig ydelse. Udgifter ved salg af ejendommen og indskud i lejligheden kan modregnes i et eventuelt overskud ved salg af ejendommen.

Ejerbolig

129. Ved flytning fra en ejerbolig til en anden udmåles hjælpen som et beløb, der svarer til forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom.

13.3. Pant og tilbagebetaling

- - - - - - -

§102...

Stk.3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang hjælp efter stk. 1 og 2 skal tilbagebetales, herunder i hvilket omfang det tilbagebetalingspligtige beløb kan sikres ved pant i ejendommen.

B § 1. Yder kommunen hjælp til en person i medfør af lovens § 102, stk. 1, til boligindretning i egen ejendom, og medfører indretningen en ikke ubetydelig forøgelse af boligens værdi, også for andre, ydes den del af hjælpen, der modsvarer denne værdiforøgelse, i form af et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til betaling ved ejerskifte.

§ 2.

Stk. 1. ... (bestemmelse om boligskift)

§ 3.

Stk. 1. Til sikkerhed for de i §§ 1 og 2 nævnte lån oprettes og tinglyses pantebrev i den ejendom, boligindretningen vedrører henholdsvis den nye ejendom. Udgifterne herved afholdes af kommunen som administrationsudgift. - - - - - - - Pant m.v. ved boligændring

130. Bor ansøgeren i egen ejendom, og er der tale om en betydelig udgift til indretning af boligen, der forbedrer ejendommen og medfører en forøgelse af dennes værdi, ydes hjælpen som et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til udbetaling ved ejerskifte. I sådanne tilfælde bør pantebrev oprettes og tinglyses. Afgørelse af, hvorvidt tilbagebetaling skal ske, træffes på grundlag af en sagkyndig vurdering af, hvorvidt ændringen vil øge boligens værdi også for andre.

Når hjælp til boligindretning bliver ydet som lån, foretages der i forbindelse med lånets bevilling en tinglysning i ansøgerens ejendom af et beløb, svarende til de forventede faktiske udgifter ved boligindretningen. Når denne er gennemført og offentlig vurdering har fundet sted, foretages en regulering af den tinglyste hæftelse til et beløb, svarende til den forøgelse af ejendommens værdi, som er en følge af boligindretningen.

- - - - - - -

§ 4.

Stk. 1. Lån ydet i medfør af § 1 kan nedskrives over en periode på op til 20 år, hvis værdiforøgelsen forringes over perioden. - - - - - - - Kan det forudses, at den foretagne boligindretning, fx installation af et nyt køkken, med tiden vil miste en del af sin værdi, kan det aftales, at det ydede lån nedskrives over en periode på op til 20 år. Der kan ikke stilles yderligere vilkår for ydelse af rente- og afdragsfrit lån til boligindretning. - - - - - - - B § 2. Yder kommunen hjælp til en person i medfør af lovens § 102, stk. 2, til anskaffelse af en anden bolig, ydes den del af hjælpen, der svarer til forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom, i form af et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til betaling ved ejerskifte.

§ 3.

Stk. 1. Til sikkerhed for de i §§ 1 og 2 nævnte lån oprettes og tinglyses pantebrev i den ejendom, boligindretningen vedrører henholdsvis den nye ejendom. Udgifterne herved afholdes af kommunen som administrationsudgift. - - - - - - - Pant m.v. ved boligændring

131. Når der af praktiske grunde ikke kan foretages den nødvendige boligindretning med hjælp efter stk. 1 i ansøgerens nuværende bolig, og kommunen ikke kan anvise en anden egnet bolig, kan der ydes hjælp til dækning af højere boligudgifter i fast ejendom, som den pågældende selv ejer.

Der foretages en tinglysning i ansøgerens nye ejendom af et beløb, der svarer til forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom. Hjælpen ydes som et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til udbetaling ved ejerskifte.

13.4. Retablering

Retablering

132. I forbindelse med ydelse af hjælp til indretning af bolig kan der gives tilsagn om dækning af udgifterne til nødvendig retablering af boligen på nærmere fastsatte betingelser, der aftales inden igangsættelsen af boligændringen. Der ydes kun undtagelsesvis hjælp til retablering af ejerboliger, fx i forbindelse med genanvendelse af trappelift, elevatorer o.lign.

13.5. Finansiering

Finansiering

133. For personer, der er fyldt 67 år, afholder kommunen endeligt udgifterne til boligindretning efter servicelovens § 102, mens kommunen og amtskommunen hver afholder 50% af udgifterne til personer under 67 år. Der henvises til § 131, stk. 3, nr. 4, og § 131, stk. 4.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 5. marts 1998 Karen Jespersen / Frode Svendsen Appendiks Oplysninger om enkelte hjælpemidler Der er i det følgende medtaget oplysninger om enkelte hjælpemidler, jf. servicelovens § 97, som ofte har givet anledning til forespørgsler. 1. Medicin - - - - - - - B § 9. Tilskudsberettiget medicin, der ordineres til vedvarende brug på grund af en varig lidelse. Stk. 2. Hjælpen ydes til egenudgiften ud over 300 kr. månedlig og udbetales månedsvis bagud. - - - - - - - Det er en betingelse for hjælp til medicin, at ansøgeren på grund af en varig lidelse har et vedvarende forbrug af lægeordineret tilskudsberettiget medicin, og at egenudgiften overstiger 300 kr. pr. måned. Har ansøgeren flere varige lidelser, for hvilke der ordineres tilskudsberettiget medicin, fx en person med dårligt hjerte og gigt, kan de samlede medicinudgifter lægges til grund. Egenudgiften kan dog højst udgøre 300 kr. for den enkelte person pr. måned. Egenudgiften på 300 kr. månedlig beregnes på grundlag af det gennemsnitlige månedlige forbrug. Ansøgeren må orienteres om at meddele, hvis der indtræder ændring i ordinationen. Er medicinen ordineret for en kortere periode eller uden at være et led i behandlingen af den varige lidelse, gives der ikke tilskud, selv om den varige lidelse kan være årsag til hyppigere infektionssygdomme end normalt forekommende. Som eksempel kan nævnes antibiotika mod lungebetændelse. Har ansøgeren et midlertidigt stop af medicinindtagelse, fx på grund af sygehusindlæggelse eller ved gratis afprøvning af anden medicintype for sygdommen, indgår denne periode ikke i beregningen af det gennemsnitlige månedlige forbrug. Der ydes kun hjælp til medicinudgifter efter servicelovens § 97, hvis ansøgeren ikke kan få dækket udgifterne efter andre bestemmelser, fx pensionslovens § 17 om personligt tillæg, aktivlovens § 82 eller servicelovens §§ 28 eller 84. I tilfælde af at disse bestemmelser ikke dækker den fulde udgift, ydes der kun støtte efter servicelovens § 97, hvis ansøgeren herefter har en egenudgift på 300 kr. månedlig. Personer, der er medlem af sygeforsikringen Danmark, hvor der i et vist omfang fås refusion for udgifter til tilskudsberettiget lægeordineret medicin, har kun en egenudgift for så vidt angår ikke-refunderede udgifter. 2. Særlige beklædningsgenstande - - - - - - - B § 15. Særlige beklædningsgenstande. Hjælpen ydes til dækning af merudgifterne. - - - - - - - Der kan ydes hjælp til merudgifterne ved anskaffelse af særlige beklædningsgenstande. Som eksempler på særlige beklædningsgenstande kan nævnes regnslag til kørestole, køreposer, rygeforklæde, hagesmække samt beskyttelsesbukser til svært inkontinente personer til badning i svømmehal. Hjælp kan også ydes til merudgifter til beklædningsgenstande til en person, som på grund af sygdom, ulykke eller lignende er blevet varigt invalideret og som følge heraf ikke mere kan bruge sit tøj og således på en gang får behov for at få udskiftet dele af sin garderobe. Børn og unge under 18 år, der har et specielt behov for beklædning på grund af deres nedsatte funktionsevne, eller kronisk eller langvarige lidelse, kan få hjælp til merudgifter til beklædning efter servicelovens § 28. Voksne personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som løbende har behov for særligt tilvirket tøj, har mulighed for at få dækket merudgifterne efter servicelovens § 84. Pensionister må, såfremt de ikke kan få dækket udgifterne efter § 97, søge om dækning af merudgifter til særlige beklædningsgenstande efter pensionslovens § 17 om personligt tillæg. 3. Kompressionsstrømper Kompressionsstrømper kan ydes ved svære, varige kredsløbslidelser, fx - svære grader af åreknuder (varicer) som ikke svinder efter fornøden behandling - varige følger efter blodpropper i ben eller arme - varige hævelser på grund af følger efter strålebehandling - kronisk ødem (væske) i benene på grund af en varig utilstrækkelig funktion af vener eller fraførende lymfekar Kompressionsstrømper kan vælges med forskellig trykeffekt (kompression) afhængig af sygdommens følger. Det afgørende for, om der kan ydes kompressionsstrømper er ikke trykeffekten, men om kompressionsstrømpen kan afhjælpe en svær, varig kredsløbslidelse jf. ovennævnte indikationer. Der kan ikke ydes hjælp efter servicelovens § 97 til støttestrømper og antiembolistrømper, som anvendes fx ved lettere benproblemer, irritationer, uro i benene eller for at forebygge venelidelser. Der kan ligeledes være brug for kompressionsstrømper til arme. Der vil normalt være behov for reservestrømpe(r). 4. Flowtron-pumpe En Flowtron-pumpe anvendes til afhjælpning af manglende eller nedsat funktion af lymfekarsystemet. Flowtron-pumpen anvendes som led i behandling eller som forebyggende behandling ved operation. Pumpen har til formål at lette blod- eller lymfeafløb i ekstremiteter. I disse situationer må Flowtron-pumpen betegnes som et behandlingsredskab som udlånes af sygehusvæsenet. Hvor der er tale om et kronisk lymfeødem, uden dette skyldes udsæd (metastaser) fra brystkræften, og hvor sygehusbehandlingen herfor er ophørt, kan der ydes hjælp efter § 97. 5. Støttekorsetter Støttekorsetter Et støttekorset er et ortopædisk hjælpemiddel, som har en korrigerende, aflastende eller støttende funktion. Hjælp kan ydes, når det kan anses for dokumenteret, at behandlingsmulighederne er udtømt, og at lidelsen er varig. Det er en forudsætning, at det konkrete hjælpemiddel i væsentlig grad afhjælper den nedsatte funktionsevne. Indikationer: 1. Svære slidgigtforandringer i rygsøjlen 2. Degeneratio disci intervertebralis. Degeneration af båndskive (discus) i rygsøjlens lændedel. Lidelsen medfører risiko for tryk på nerverødder og udvikling af slidgigt. Lidelsen er normalt ikke tilgængelig for operativ behandling. 3. Scoliosis. Skævhed af rygsøjle med rotation og krumning til siden. 4. Spondylitis ankylopoietica (Bechterews sygdom). Udtalt kronisk betændelse i leddene mellem korsben og hofteben eventuelt med forkalkninger og forsnævringer af båndskiver og ledbånd i rygsøjlen. 5. Spondylolisthesis. Fremadglidning af ryghvirvel i forhold til hvirvlen nedenfor, hvor kirurgisk behandling ikke har givet tilfredsstillende resultat eller ikke kan gennemføres. 6. Osteoporose. Knogleskørhed 7. Muskeldystrofi. Svind af rygmuskulatur Den under punkt 2 nævnte lidelse degeneration disci intervertebralis må ikke forveksles med discusprolaps, som vil kunne diagnosticeres ved myelografi/CT-scanning af lænderyggen. Hjælp kan ydes til individuelt tilpassede korsetter eller til færdigfremstillede eventuelt med tilpasning. Der kan gives hjælp til reservekorset bl.a. af hygiejniske hensyn. Ved kropsforandringer som følge af fx udvikling af lidelsen, vægtændringer, må der ydes hjælp til et nyt korset. Ved førstegangsansøgninger bør der indhentes foreliggende kirurgiske, ortopædiske eller lignende oplysninger. Der ydes ikke hjælp til støttekorsetter, der bruges som led i behandling, fx til midlertidig korrektion. 6. Parykker Parykker kan ydes ved vansirende skaldethed. Næsten alle parykker fremstilles i dag af kunstfibre. Herretoupeer eller -parykker bliver næsten alle individuelt fremstillet på grund af den forskelligartede hårplacering på issen hos mænd. Herretoupeer er derfor væsentlig dyrere end dameparykker. Herretoupeer kan vaskes og ibrugtages straks, hvorfor der sjældent vil være behov for reservetoupe. Dameparykker er enten fabriksfremstillet eller individuelt fremstillet. Der er kun en lille prisforskel på de to paryktyper. Til dameparykker kan der være behov for pasning og sætning, hvorfor der normalt vil være behov for reserveparyk. Til personer, der er overfølsomme overfor syntetiske stoffer, fores indersiden af toupeen/parykken med bomuldsmateriale for en lille merpris. Individuel tilpasning af parykken kan være nødvendig ved en atypisk hovedform. Holdbarheden af parykker af kunstfibre er gennemsnitlig 1 år, men forhold hos den enkelte ansøger, som fx kraftig transpiration fra hovedbunden, kan bevirke hurtigere nedslidning af parykken og dermed nødvendiggøre hyppigere udskiftning. Almindelig forekommende hårtab - hos mænd fx »måne« - anses ikke for omfattet af de almindelige bestemmelser i bekendtgørelsen. Ved midlertidig hårtab som følge af behandling, fx kemoterapi, ydes parykken/toupeen af sygehusvæsenet. 7. Brystproteser Der kan ydes hjælp til brystproteser efter bortoperation af det ene eller begge bryster. Kvinder der af anden grund mangler det ene eller begge bryster er ligeledes berettiget til protese(r). Vedrørende udskiftningstidspunkt kan det være vejledende, hvilken garanti leverandøren har givet. Der er normalt længere garanti på formfaste brystproteser. Vedrørende brystproteser, der indopereres, henvises til sygehusvæsenet. Der ydes ikke hjælp til særlige protesebrystholdere eller badedragter. 8. Tandproteser - - - - - - - B § 11. Tandproteser i tilfælde af funktionelt ødelæggende eller kosmetisk vansirende følger af: 1) ulykkesbetingede skader på tyggeorganet (tænder, mund, kæber samt omgivende væv), 2) nødvendig lægelig eller tandlægelig behandling, som medfører skader på tyggeorganet eller 3) medfødte anomalier, der påvirker tyggeorganet. Stk. 2. Der ydes ikke hjælp til reparation eller udskiftning af tidligere bevilget tandprotese. - - - - - - - Hjælp til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje ydes til voksne efter sygesikringsloven (Sundhedsministeriets bek. om lov om offentlig sygesikring nr. 77 af 31. januar 1994, § 8, jf. Sundhedsministeriets bek. nr. 1029 af 15. december 1993 om tilskud efter sygesikringsloven til tandpleje) og til børn efter tandplejeloven (lovbekendtgørelse om tandpleje nr. 411 af 26. maj 1994). Børn og unge under 18 år se Sundhedsministeriets Bekendtgørelse nr. 493 af 8. juni 1994 om kommunal tandpleje. Kun hvor hjælp ikke ydes efter disse bestemmelser, kan bek. § 11 overvejes. Bestemmelsens område er meget snævert. Hjælp ydes til tandprotese. Ved en tandprotese forstås en erstatning for en eller flere manglende eller beskadigede tænder og skader opstået på tandproteser. En tandprotese kan være fastsiddende (krone eller bro) eller aftagelig (delprotese eller helprotese). Hjælp til fast tandbro ydes kun, når dette er den eneste forsvarlige løsning. Der kan ydes hjælp til behandling, der anses for nødvendig til fremstilling og fastgøring af protese, herunder behandling af tænder, der skal bære eller støtte protesen. Personer med behov for særlig (tand)protese på grund af læbe- eller ganespalte henvises til København: Tale- og Høreinstituttet, Rygårds Alle 45, 2900 Hellerup, eller til Århus: Ganespalteafdelingen, Finsensgade 12 A, Århus C. Som eksempler på nødvendig lægelig eller tandlægelig behandling kan nævnes: - operative indgreb, for så vidt der ikke restitueres som led i sygdomsbehandlingen på sygehuset. - strålebehandling efter en kræftoperation i hoved- og halsområdet. Som eksempler på medfødte invaliderende tandlidelser kan nævnes: - udeblevet anlæg af blivende tænder (aplasier). Lidelsen kan vise sig allerede i børneårene, men kan være ubehandlet til voksenalderen. Vurderingen af de manglende tandanlægs betydning vil afhænge af antal og placering af de manglende tænder, - visse arveligt betingede tandlidelser, der har medført manglende eller anormal dannelse af emalje eller tandben (amelogenesis imperfecta eller dentinogenesis imperfecta). Her sker en hurtig nedbrydning af tænderne i en ung alder, og behandling gives som oftest i form af tandprotese. I disse særlige tilfælde som nævnt ovenfor, kan der efter § 97 ydes hjælp til protesebehandling til afhjælpning af følgerne af pludselige og direkte skadepåvirkninger på tyggeorganet samt følgerne af medfødte, invaliderende tandlidelser herunder udeblevne anlæg af blivende tænder, og hjælp ydes kun, hvis der er tale om funktionelt eller kosmetisk vansirende følger. Der ydes ikke hjælp til operative indgreb, tandregulering eller løbende forebyggende eller behandlende tandpleje. Her må i det omfang, hjælp ikke ydes efter sygesikrings- eller tandplejeloven, henvises til hjælp efter aktivlovens § 82, eller for pensionister som personligt tillæg. 9. Ortopædisk fodtøj - - - - - - - B § 14. Ortopædisk fodtøj eller tilretning af almindeligt fodtøj, såfremt generne af en deformitet kan afhjælpes. Stk. 2. Til dækning af udgifter ved anskaffelse af ortopædisk fodtøj afholder ansøgeren selv et beløb, der udgør 530 kr. pr. par for personer over 18 år og 290 kr. pr. par for børn og unge under 18 år. Stk. 3. Der kan i forbindelse med bevilling af ortopædisk fodtøj gives tilsagn om forsåling/udbedring af fodtøjet. - - - - - - - Ved ortopædisk fodtøj forstås individuelt fremstillet fodtøj (herunder fodtøj med træbund) og særligt fabriksfremstillet fodtøj, der tilgodeser en foddeformitet (fx knyster og overvidde) eller benyttes i forbindelse med bandagering (kapselsko). Der vil kunne ydes hjælp til personer, der er overfølsomme over for fx limstoffer og stoffer i forbindelse med garvningsprocesser i almindeligt fodtøj. Ved førstegangsbevillinger kan det anbefales, at reservefodtøj først bevilges/anskaffes efter 3 måneders forløb af hensyn til eventuelle tilpasningsproblemer. Der kan ydes forsåling/udbedring af ortopædisk fodtøj. Det vil være hensigtsmæssigt, at reparationen udføres af leverandøren af fodtøjet, idet læsten til skoen vil kunne danne baggrund for en optimal udbedring af det ortopædiske fodtøj. Hensigten er, at udskiftningsintervallet for ortopædisk fodtøj kan øges. Der kan dog ikke stilles betingelse om, at det gamle fodtøj forsåles/udbedres, før der bevilges hjælp til nye sko. Til personer over 18 år vil der normalt kunne ydes hjælp til udskiftning hver 18. måned. Særlige forhold (fx erhvervsarbejde, vejrlig, særlige lidelser) kan bevirke større eller særlig slitage, der gør hyppigere udskiftninger nødvendige. Er der behov for ortopædisk værnefodtøj, afholder arbejdsgiveren et beløb, svarende til den sædvanlige udgift til værnefodtøj, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 746 af 28. august 1992, som ændret ved bekendtgørelse nr. 186 af 14. marts 1994, om brugen af personlige værnemidler. Den resterende udgift afholdes efter bekendtgørelsens § 14. Reglen om, at ansøgeren selv skal bidrage med et takstmæssigt beløb for fodtøj, bekendtgørelsens § 14, stk. 2, finder ikke anvendelse ved ortopædisk værnefodtøj. Der ydes ikke hjælp til fabriksfremstillet fodtøj til børn med bløde platfødder (fri drejebevægelighed). 10. Stomihjælpemidler - - - - - - - B § 16. Stomihjælpemidler til personer, som har fået foretaget en af følgende operationer: Colostomi (kunstig udføring af tyktarmen), ileostomi (kunstig udføring af tyndtarmen) eller urostomi (kunstig udføring af urinveje). Stk. 2. Til personer, der modtager stomihjælpemidler, som er omfattet af en leverandøraftale som nævnt i servicelovens § 140, stk. 2, kan hjælpen ydes som naturalhjælp, jf. § 4, eller som et kontantbeløb, der udbetales kvartalsvis forud. Kontantbeløbene pr. kvartal udgør: Til colostomi 1.170 kr. Til ileostomi 1.320 kr. Til urostomi 1.510 kr. Stk. 3. I tilfælde, hvor der af særlige grunde er behov for større eller andet forbrug end det, der svarer til kontantbeløbene, jf. stk. 2, kan kommunalbestyrelsen bevilge hjælpen efter regning. - - - - - - - Stomihjælpemidler er omfattet af reglerne om frit leverandørvalg. Kontantbeløbet til personer, der ønsker selv at indkøbe stomihjælpemidler, fastsættes således ud fra en konkret vurdering af den enkeltes brugers behov, og der er derfor ikke behov for centralt fastsatte beløb. Det fremgår dog af servicelovens § 140, stk. 2, at reglerne om frit leverandørvalg ikke har virkning for hjælpemidler, der er omfattet af kommunale leverandøraftaler, hvis aftalen er indgået eller der er foretaget udbud før den 22. maj 1996. Derfor er bekendtgørelsens § 16, stk. 2, opretholdt for såvidt angår de brugere, som først omfattes af det fri leverandørvalg, når de eksisterende leverandøraftaler er udløbet. Fra den 1. januar 2001 er der dog frit leverandørvalg, uanset om der er indgået leverandøraftaler, som rækker ud over den 31. december 2000. 11. Trehjulede knallerter Der kan ydes trehjulet knallert til personer, som på grund af nedsat gangevne kun kan færdes over korte strækninger og ikke har kræfter til at bruge trehjulet cykel. Det er en forudsætning, at dens anvendelse i det enkelte tilfælde helbredsmæssigt og færdselsmæssigt kan anses for forsvarlig. Det er et vilkår, at ansøgeren tegner lovpligtig ansvarsforsikring og afholder udgiften herved. Der kan ikke stilles krav om, at der tegnes kaskoforsikring. Der kan også ydes hjælp til lovbefalet styrthjelm. 12. Særlige stole Hjælp kan ydes til stole med en særlig udformning, fx med speciel polstring eller elektrisk funktion, som er nødvendig på grund af et svært fysisk handicap. Som eksempler på særlige stole kan nævnes arthrodesestole og sæder (beregnet til personer med stift hofteled), katapultstole (til personer, der har vanskeligt ved at sætte sig, rejse sig). Der ydes således ikke hjælp til almindelige hvilestole. 13. Medicinsk-optisk defineret varig øjenlidelse - - - - - - - B § 17. Briller og kontaktlinser, hvis følgerne af en medicinsk- optisk defineret, varig øjenlidelse kan afhjælpes, jf. indikationerne i bilag 2. Stk. 2. Der kan ikke ydes støtte, når behovet for briller eller kontaktlinser alene skyldes en optisk synsfejl. Stk. 3. Hvis problemet ikke kan løses lokalt, kan briller og kontaktlinser, jf. stk. 1, samt andre optiske synshjælpemidler til personer med en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse eller et varigt synshandicap udleveres af Statens Øjenklinik efter henvisning fra speciallæger i øjensygdomme, øjenafdelinger samt amtskommunale konsulenter og/eller synscentraler. Statens Øjenklinik giver efterfølgende amtskommunen meddelelse om udlevering. Stk. 4. Socialministeriet fastsætter betaling for synshjælpemidler, der udleveres af Statens Øjenklinik, jf. stk. 3. - - - - - - - Det er amtskommunen, der er ansvarlig for tildeling af briller og kontaktlinser til personer med en medicinsk-optisk defineret varig øjenlidelse. Det er en forudsætning for støtte til briller og kontaktlinser efter servicelovens § 97, at ansøgeren har en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse. Der kan således ikke ydes hjælp efter servicelovens § 97 til briller og kontaktlinser på ren optisk indikation, dvs. hvis behovet for briller og kontaktlinser alene skyldes langsynethed, nærsynethed, bygningsfejl eller forskellig optisk styrke på øjnene. Under denne gruppe hører også personer opereret for ensidig/dobbeltsidig grå stær erhvervet som voksen (o/18 år). I disse tilfælde kan der evt. søges støtte efter aktivlovens § 82 eller for så vidt angår pensionister pensionslovens § 17 om personligt tillæg. Opregningen af øjenlidelser i bekendtgørelsens bilag 2 dækker langt de fleste situationer, hvor støtte til briller eller kontaktlinser kan komme på tale. Der vil dog kunne forekomme andre øjenlidelser af tilsvarende sværhedsgrad, som efter en konkret vurdering vil kunne berettige til støtte. Afgørelse træffes i disse tilfælde efter indstilling fra Statens Øjenklinik, Rymarksvej 1, 2900 Hellerup. De anførte persongrupper med en varig øjenlidelse har ofte behov for specialbriller og specialkontaktlinser, som forudsætter en høj grad af specialoptisk fagkundskab ved udmåling og tilpasning. Nogle øjensygdomme, jf. bilag 2 til bekendtgørelsen, kan være ledsaget af blændingsfænomener, som vil kunne afhjælpes med medicinske filterglas, der findes i forskellige udformninger. Filterglas er brilleglas med specielle lysabsorberende egenskaber, der giver en væsentlig reduktion af lysblænding og en forbedret synsstyrke. Medicinske filterglas kan ydes uafhængig af styrke. Afgrænsningen af brugergruppen gør det naturligt at kræve oplysninger om diagnose og symptomer. Ved støtte til kontaktlinser kan der ydes hjælp til erstatningsbriller. Hjælp til briller omfatter glas og stel samt evt. matglas eller balanceglas. Specielle stel er ofte påkrævet på grund af optikkens karakter. - - - - - - B bilag 2. Indikationer for hjælp til briller og kontaktlinser, jf. § 17, stk. 1: 1) Uregelmæssig hornhinde (irregulær astigmatisme) ved fx keratokonus, hornhindear m.v. 2) Defekter i regnbuehinden, fx aniridi, kolobom, albi nisme, samt følger efter fx skader eller operation. 3) Løs øjenlinse (ektopi), følger efter operation i barnealderen for grå stær (afaki). 4) Smertende øjenlidelser, fx blærer på hornhinden (keratitis bullosa) eller kronisk hornhindesår. 5) Stærkt skæmmende øjenlidelser. 6) Sygdomsbetinget dobbeltsyn uden mulighed for operativ korrektion 7) Sygdomsbetinget lysoverfølsomhed (fotofobi) ved fx retinitis pigmentosa, akromatopsi, øjenkomplikationer ved diabetes, makula degeneration. 8) Ekstreme optiske synsfejl karakteriseret ved at etableringen af forbedret synsfunktion kun kan opnås med specialfremstillede brilleglas eller kontaktlinser. 9) Børn og unge registreret i synsregistret ved Statens Øjenklinik. 10) Andre medicinskoptisk definerede, varige øjenlidelser af tilsvarende sværhedsgrad efter indstilling fra Statens Øjenklinik. - - - - - - - Til pkt. 1. Hjælpemidlet vil ofte være en specialfremstillet kontaktlinse Til pkt. 2: Hjælpemidlet vil ofte være en specialfremstillet farvet kontaktlinse eller diafragmalinse/irislinse. Til pkt. 3: Hjælpemidlet vil ofte være en specialfremstillet kontaktlinse Til pkt. 4: Hjælpemidlet vil ofte være en bandagelinse med protektiv virkning med eller uden styrke. Til pkt. 5: Hjælpemidlet vil ofte være en påmalet kontaktlinse eller øjenprotese. Til pkt. 6: Det drejer sig om følger efter fx ulykke, hjerneblødning eller lammelse. Hjælpemidlet vil ofte være enten en okklusionskontaktlinse eller briller med stærk prismevirkning. Til pkt. 7: Det drejer sig om en invaliderende lysoverfølsomhed, som kan afhjælpes med særlige spektrale filterglas. Til pkt. 8: Det drejer sig om personer med ekstrem nærsynethed, langsynethed eller bygningsfejl. Den styrkemæssige grænse for specialfremstillede brilleglas eller kontaktlinser ligger omkring +/- 16 - 17 dioptrier i højst brydende snit eller 5 - 6 dioptrier i cylinderværdi, men afhænger af den teknologiske udvikling. Til pkt. 9: Det drejer sig om synshandicappede børn og unge, der indtil de fylder 18 år er registreret i synsregisteret ved Statens Øjenklinik, jf. servicelovens § 35, stk. 3. Kriteriet for at blive registreret i synsregistret er en synsstyrke på højst 6/18 (0,3) på bedste øje. Til denne gruppe børn og unge er der brug for et bredt spektrum af synshjælpemidler, herunder korrigerende optik i form af briller og kontaktlinser. 14. Varigt synshandicap (svagsynsoptik) Det er amtskommunen, der er ansvarlig for tildeling af svagsynsoptik til personer med et varigt synshandicap. Behov for svagsynsoptik opstår i almindelighed ved synsstyrker på 6/18 (0,3) eller derunder. Svagsynsoptik (specielle optiske hjælpemidler) er primært optik med forstørrende virkning, lupper, lupbriller, kikkerter, kikkertbriller samt kombinationer heraf. Forstørrelsen eller styrken fremgår af specifikationen på det ansøgte hjælpemiddel og udtrykkes enten ved dioptriværdien (D) eller som x (gange). Hvis forskellen (additionen) mellem personens afstands- og læsestyrke er mindst 4 dioptrier, kan hjælp ydes som lupbrille. Hjælp til lupbriller, kikkertbriller og medicinske filterglas omfatter også brillestel og eventuelt matglas eller balanceglas. Der kan også være tale om synsfeltudvidere samt natkikkerter. For brugere af svagsynsoptik vil arbejdsafstanden ved fx læsning og skrivning oftest være meget kort, afhængig af linsens brændvidde. Dette giver ved længere tids læsning en anstrengende arbejdsstilling. Det kan derfor være nødvendigt med optikunderstøttende hjælpemidler som fx særlig belysning, skråplade, konceptholdere el.lign. Socialministeriet fastsætter betaling for svagsynsoptik, briller, kontaktlinser og øjenproteser, der udleveres af Statens Øjenklinik. CCTV er et elektron-optisk hjælpemiddel, som anvendes af personer, der ikke på anden måde kan opnå et læsesyn med specialoptik. Formålet med at bevilge hjælp til CCTV-udstyr er at give de pågældende personer mulighed for at kommunikere uden bistand fra andre. Det afgørende er derfor, om der er mulighed for ved hjælp af det tekst/-billedforstørrende udstyr i væsentlig grad at afhjælpe personens svigtende kommunikationsevne og normalisere ansøgerens daglige tilværelse. 15. Telefonhjælpemidler, nødkald, alarm anlæg m.v. Ved telefonhjælpemidler ydes der hjælp til anskaffelse, men ikke til evt. abonnementsafgift. Endvidere kan der ydes hjælp til nødkald og alarmanlæg m.v., som forudsætter en telefonlinje. I tilfælde hvor ansøgeren ikke i forvejen har telefon, vil der her kunne ydes hjælp til oprettelsen, men ikke til betaling af telefonabonnementet. Evt. kan der ansøges om hjælp til dette efter bestemmelsen i pensionslovens § 17 om personligt tillæg. - - - - - - - Bilagsfortegnelse Bilag 1: (* 1) Bekendtgørelsen om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98. Bilag 2: (* 1) Bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99 Bilag 3: (* 1) Bekendtgørelse om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning Bilag 4: (* 1) Bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Bilag 5: Afgørelse nr. 115 fra den administrative kommision. Bilag 6: (* 2) Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975. - - - - - - - Afgørelse nr. 115 af 15. december 1982 om bevilling af proteser, større bandager eller andre større naturalydelser, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS ADMINISTRATIVE KOMMISSION FOR VANDRENDE ARBEJDSTAGERES SOCIALE SIKRING HAR- under henvisning til artikel 81, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende samt deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, ifølge hvilken artikel den har til opgave at behandle ethvert administrativt spørgsmål eller fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med forordning (EØF) nr. 1408/71 og senere forordninger. under henvisning til artikel 24, stk.2, i forordning (EØF) nr. 1408/71, og idet beslutning i sagen er truffet på de i artikel 80, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 fastsatte betingelser- Kommissionen har truffet følgende afgørelse: 1. Ved de i artikel 24, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1408/71 omhandlende proteser, større bandager eller andre større naturalydelser, forstås følgende ydelser, for så vidt disse i det foreligggende tilfælde er hjemlet i den for opholdsstedets eller bopælsstedets institution gældende lovgivning: a) Proteser og ortopædiske eller afstivende bandager, herunder ortopædiske korsteer af forstærket matriale samt alle former for supplerende udstyr, tilbehør og redskaber; b) ortopædisk fortøj og det dertil hørende normalfodtøj; c) kæbe- og ansigtsproteser, parykker; d) øjenproteser, kontaktlinser, forstørrelsesbriller og kikkertbriller; e) høreapperater, især akutiske og fonetiske apperater; f) tandproteser (faste og løse) og lukkeproteser i mundhulen; g) sygevogne (hånd- og motordrevne), kørestole og andre mekaniske hjælpemidler, der giver mulighed for at be væge sig omkring, førerhunde til blinde; h) fornyelse af de under litra) til g) nævnte hjælpemidler; i) kurbehandling; j) ophold og sygebehandling; - på rekreationshjem, sanatorium, institutioner eller anstalt for handicappede (blinde, døvstumme, psykisk handicappede osv.) eller luftkursted, - på hospital for forebyggende behandling, når op holdets varighed ifølge erklæring fra den behand lende læge - eller, såfremt det i sådanne tilfælde kræves efter lovgivningen i det land, jvor den pågældende befinder sig, fra den rådgivende læge ved opholdsstedets eller bopælsstedets institution - må antages at ville overstige 20 dage eller o modstrid med den forud indhentede erklæring fra ovennævnte læge strækker sig ud over 20 dage; k) foranstaltninger til fysisk genoptræning eller faglig omskoling; l) enhver form for tilskud til delvis dækning af de udgifter, som bevilling af de i litra a) til k) nævnte ydelser medfører. 2. Denne afgørelse, der erstatter afgørelse nr. 93 af 24. januar 1974, offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Den finder anvendelse fra 1. januar 1983. A.TRIER Formand for Den administrative Kommission - - - - - - Stikordsregister Der henvises til sider i vejledningen A Administration 17 aftaler om opgavevaretagelse mellem kommune og amtskommune 17 klageadgang 18 sagsbehandlingstider 18 Afgrænsning til anden lovgivning 59 aktivlovens § 78 63 aktivlovens § 82 64 botilbud m.m. 65 sygehussektoren 59 undervisningssektoren 60 B Befordring 109 finansiering 110 handicapkørsel 109 individuel befordring 109 skattefrit tilskud 110 Befordringsgodtgørelse 57 frit leverandørvalg 58 hoteldispositionsbeløb 57 rejseledsager 57 Statens Øjenklinik 58 time- og dagpenge 57 Boligindretning 111 anden bolig 114 bekostelige ændringer 113 boligbegrebet 112 boligskift 114 ejerbolig 115 finansiering 117 generelt 111 istandsættelse o.l. 112 lejebolig 114 pant og tilbagebetaling 115 personkreds 111 retablering 117 E Enkelte hjælpemidler 119 alarmanlæg 135 briller 132 brystproteser 124 flowtron-pumpe 122 kompressionsstrømper 121 kontaktlinser 132 medicin 119 nødkald 135 ortopædisk fodtøj 127 parykker 123 støttekorsetter 122 svagsynsoptik 133 særlige stole 130 tandproteser 125 telefonhjælpemidler 135 trehjulede knallerter 129 EU/EØS-borgere 54 F Flytning/midlertidigt ophold 53 Forbrugsgoder 43 afgrænsning 43 almindeligt standardprodukt 46 bagatelgrænse 45 drift 50 finansiering 58 hjælpemiddel 48 reparation 50 sædvanligt indbo 45 særlig kvalitet eller indretning 47 udskiftning 50 ydelsens omfang 49 H Handicappolitik 13 kompensationsprincippet 15 sektoransvarlighedsprincippet 15 solidaritetsprincippet 14 Hjælpemidler 31 brugerindflydelse 35 drift 34 finansiering 58 leverandørvalg 35 reparation 33 reservehjælpemidler 33 særligt personlige hjælpemidler 37 udskiftning 32 valg af hjælpemiddel 31 ydelsen 31 Hjælpemidler og forbrugsgoder 25 afgørelseskompetence 26 bedømmelsesgrundlag 27 børn 29 finansiering 58 formål 26 personkreds 26 progredierende lidelser 30 tildelingskriterier 26 udviklingshæmmede 30 vurdering af behov 28 R Rådgivning 19 amtskommunal rådgivning 21 den generelle rådgivningsforpligtelse 19 finansiering 24 grupper med særligt behov 20 Hjælpemiddelinstituttet 22 hjælpemidler og forbrugsgoder 22 kommunal rådgivning 20 åbent tilbud 19 S Støtte til bil 67 afdragsfrihed under uddannelse 82 afgiftsfritagelse 91;99 afvikling af støtte 101 almindeligt lån 80 andre befordringsmidler 76 anskaffet før bevilling 84 ansøgerens egnethed 78 arbejds- og uddannelsesmæssige forhold 74 automatisk transmission 93 bidrag til forsørgelse 75 børn 76 diagnose/prognose 72 dødsfald 103 eftergivelse af lån 104 finansiering 107 fra udlandet 105 fritidsaktiviteter 76;78 førtidig udskiftning 89 generelt 68 helbredsmæssige forhold 70 henstand med lån 104 inddragelse af støtte 101 indfrielse af lån 102 indkomstgrundlag 81 køreundervisning 94 lån til udskiftning 89 medtagelse til udlandet 98 nedsat funktionsevne 69 pantsikkerhed 99 personligt kørselsbehov 75 registrering 99 salgsprovenu 83 sociale forhold 73 stiftelse af lån 98 supplerende lån 85 særlige indretninger 92 tilbagebetaling af lån 81 tildelingsbetingelser 68 tilskud til kørekort 94 totalskade 104 uddannelse 77 udmåling af støtte 79 vilkår for støtte 96 Særlige informationsteknologiske hjælpemidler 41 U Udland 54 hjælpemidler 54

Versioner

1. 1998-03-05, til 2007-01-31