Vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/58@1998-03-10/da
Indhold
- Indledning
- Kapitel 2 - - - - -
- Kapitel 3 Rådgivning, § 3 samt lovens kapitel 13
- Kapitel 4 - - - - -
- Kapitel 5 - - - - -
- Kapitel 6 - - - - -
- KAPITEL 7 - - - - -
- Kapitel 8 - - - - -
- Kapitel 9 - - - - -
- Kapitel 10 - - - - -
- Kapitel 11 - - - - -
- Kapitel 12 - - - - -
- Kapitel 13 Botilbud, lovens kapitel 18 samt §§ 81 og 83
- Kapitel 16 - - - - -
- Underskrift 1
Indholdsfortegnelse
Forord
Vejledninger og cirkulærer, der afløses
Kapitel 1. Indledning
1.1. ændringer i regelsættet
1.1.1. Ophævelse af institutionsbegrebet
1.1.2. Ledsageordning
1.1.3. Kontant tilskud til personlig hjælp og pleje m.v.
1.1.4. Opdelingen af bistandslovens § 48
1.1.5. Diætpræparater til særlige grupper
1.1.6. Statskonsulentordningerne og de statslige videnscentre
1.1.7. Hjælp under midlertidigt ophold i udlandet
1.1.8. Handicapbegrebet
1.2. Udviklingen i handicappolitikken og handicapbegrebet i Danmark
1.2.1. Solidaritetsprincippet
1.2.2. Sektoransvarlighedsprincippet
1.2.3. Kompensationsprincippet
Kapitel 2. Formålsbestemmelser, §§ 1 og 67
Kapitel 3. Rådgivning, § 3 samt lovens kapitel 13
3.1. Den kommunale rådgivning
3.1.1. Den generelle rådgivningsforpligtelse
3.1.2. Kommunal rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
3.2. Den amtskommunale rådgivning
3.2.1. Grundlaget for den amtskommunale rådgivning
Kapitel 4. Brugerinddragelse, planer m.v., lovens kapitel 22
4.1. Skriftlige afgørelser
4.2. Planer efter § 111
4.2.1. Generelt om udarbejdelsen af planer
4.2.2. Formål og indhold
4.2.3. Personkredsen
4.2.4. Inddragelse af brugeren
4.2.5. Om fremgangsmåden ved udarbejdelse af individuelle planer
Kapitel 5. Personlig hjælp, omsorg og pleje m.v., §§ 71-75
5.1. Aflastning og afløsning
5.2. Varetagelse døgnet rundt efter § 74
5.3. Socialpædagogisk bistand efter § 73
5.3.1. Formål
5.3.2. Et fagligt miljø
5.3.3. Hjælpens art
5.4. Løbende tilpasning/konkret individuel vurdering, § 75
Kapitel 6. Kontant tilskud til personlig hjælp og pleje m.v, § 76
6.1. Forskelle på § 76, stk. 1 og § 76, stk. 2.
6.2. Ret til kontant tilskud
6.3. Hjælpen som naturalydelse eller som en kontant ydelse til en nærtstående
6.5. Administration, beregning og tilsyn
KAPITEL 7. Hjælpeordning, § 77
7.1. Personkreds
7.2. Betingelser for ydelse af hjælpeordning
7.3. Udmåling af hjælpen
7.4. Administration og arbejdstilrettelæggelse
7.4.1. Opfølgning og tilsyn
7.4.2. Flytning til anden kommuner
7.5. Forholdet til andre ydelser efter den sociale lovgivning
7.6. Forholdet til ydelser efter anden lovgivning
Kapitel 8. Ledsageordning for voksne, herunder for beboere i amtskommunale boformer, § 78
8.1. Generelt om ledsagelse
8.2. Formål med ledsagelse
8.3. Personkredsen
8.4. Tildeling af ledsagelse
8.5. Ledsageordningens indhold
8.6. Opsparingsordningen
8.7. Administration og tilrettelæggelse af ledsageordningen
8.7.1. Ledsagernes kvalifikationer
Kapitel 9. Kontaktperson til døvblinde, § 79
9.1. Formål, finansiering og personkreds
9.2. Kontaktpersonens opgaver
9.3. Kommunens og amtskommunens opgaver
9.4. Amtskommunale døvblindekonsulenter og anden særlig ekspertise
Kapitel 10. Dækning af nødvendige merudgifter, § 84
10.1. Personkreds
10.2. Betingelser for støtte
10.3. Hvad kan der gives støtte til?
10.3.1. Kost og diætpræparater
10.4. Afgrænsning overfor andre bestemmelser
Kapitel 11. Tilbud af behandlingsmæssig karakter, § 86
11.1. Formål
11.2. Indhold
11.3. Betaling
Kapitel 12. Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud, lovens kapitel 17
12.1. Beskyttet beskæftigelse efter § 87
12.2. Aktivitets- og samværstilbud
Kapitel 13. Botilbud, lovens kapitel 18 samt §§ 81 og 83
13.1. Botilbud efter servicelovens kapitel 18
13.1.1. Midlertidige kommunale botilbud efter § 91
13.1.2. Længerevarende amtskommunale botilbud efter § 92
13.1.2.1. Flytteret
13.1.3. Midlertidige amtskommunale botilbud efter § 93
13.1.4. Amtskommunale serviceopgaver
13.2. Om forholdet til den øvrige boliglovgivning
13.2.1. Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
13.2.1.1. Flytteret efter lov om almene boliger
13.2.2. Forholdet til lejelovgivningen
13.2.3. Generelle retningslinjer, når lejelovgivningen ikke finder anvendelse
13.2.4. Adgangen til almene botilbud
13.3. Om ydelser i relation til botilbud efter kapitel 18
13.4. Betaling for botilbud
13.4.1. Fastsættelse af betalingen
13.4.1.1. Gifte pensionister
13.4.1.2. Personer, som har forsørgelsespligt
13.4.1.3. Betaling på grundlag af boligens omkostninger og størrelse
13.4.1.3.1. El/varme
13.4.1.4. Betaling efter indkomst
13.4.1.4.1 Vedrørende den samlede boligbetaling
13.4.1.4.2. Indkomstgrundlaget
13.4.1.4.3. Beboere, der ikke oppebærer social pension
13.4.2. Servicebetaling ved ophold i botilbud efter § 92
13.4.3. Midlertidigt døgnophold
13.4.4. Klageadgang
Kapitel 14. Hjælpemidler, biler, boligindretning, individuel befordring, lovens kapitel 19
Kapitel 15. Magtanvendelse, § 109
Kapitel 16. Administration
16.1. Ophold her i landet
16.1.1. Hjælp under midlertidigt ophold i udlandet
16.2. Andre administrative bestemmelser
16.3. Administrationsaftaler, værgemål m.v.
16.4. Klageregler
Bilagsfortegnelse:
Bilag 1 Bekendtgørelse om betingelser for ledsageordning efter serviceloven (* 1)
Bilag 2 Bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet (* 1)
Bilag 3 Bekendtgørelse om betaling for botilbud mv. efter servicelovens kapitel 18, samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92 (* 1)
Bilag 4 Brev til samtlige kommuner og amtskommuner af 14. juni 1996 vedr. fordeling af udgiften til ventilatørbistand og behov for pleje mellem amt og kommune, jf. tidligere brev af 14. januar 1993 om fordeling af udgifter til personlige hjælpere til respiratorbrugere, der opholder sig i eget hjem (* 2)
Bilag 5 Brev fra Sundhedsministeriet og Social- ministeriet til samtlige kommuner og amtskommuner samt Rigshospitalet af 14. januar 1993 vedr. udgiften til personlige hjælpere til respiratorbrugere, der opholder sig i eget hjem (* 3)
Bilag 6 Bekendtgørelse om afgrænsning af personkredsen efter lov om social service § 84, stk. 3 (* 3)
Stikordsregister
Forord
1. Lov om social service blev vedtaget den 31. maj 1997 og træder i kraft den 1. juli 1998.
Denne vejledning omhandler sociale tilbud til voksne med betydelig og/eller varigt nedsat funktionsevne. Ydelserne til de særlig udsatte sindslidende og demente indgår i vejledningerne om henholdsvis den sociale indsats for de mest udsatte grupper og om sociale tilbud til ældre m. fl.
Personkredsen i vejledningen er således fx voksne med funktionsnedsættelse som følge af udviklingshæmning, hjerneskade, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion (herunder respirationsinsufficiens), manglende eller nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn, manglende eller nedsat hørelse.
Denne personkreds svarer til den oprindelige afgrænsning af bistandslovens »personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap«, som senere blev udvidet til også at omfatte sindslidende.
Personkredsen i vejledningen er således den gruppe, der almindeligvis opfattes som »handicappede«.
Der er udarbejdet en særskilt vejledning om børn og unge med handicap.
Sigtet med vejledningen er, at give et samlet overblik over ydelserne til denne gruppe voksne, men for så vidt angår bestemmelser, hvor der eksisterer særlige vejledninger, vil der som regel kun være en henvisning til de pågældende vejledninger, fx vejledning om hjælpemidler, biler og boligindretning eller vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl., som bl.a. omhandler praktisk og personlig bistand.
Vejledningen henvender sig først og fremmest til de kommunale og amtskommunale sagsbehandlere, men også til brugergruppen og deres pårørende samt andre med interesse for området.
Vejledningen er opbygget således, at hvert kapitel indledes med de relevante lovbestemmelser. Refereres der til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, står dette umiddelbart inden lovteksten. Hvor intet andet er anført i vejledningen, henviser angivelserne til bestemmelser i lov om social service.
Vejledninger og cirkulærer, der afløses
2. Denne vejledning afløser:
- Socialministeriets vejledning nr. 174 af 25. august 1994 om betalingsregler i institutioner efter bistandslovens § 112, stk. 1 og 2
- Socialstyrelsens vejledning nr. 5 af 26. november 1984 om bofællesskaber i henhold til bistandslovens § 68 for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap
- Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48
- Socialministeriets cirkulære nr. 150 af 17. december 1986 om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.
- Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven
- Socialministeriets cirkulære nr. 153 af 17. december 1986 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.
- Socialministeriets cirkulære nr. 154 af 17. december 1986 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne.
- Cirkulæreskrivelse nr. 667 af 6. februar 1980 om beboerråd og beboermøder ved døgninstitutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap og særlige plejehjem
- Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 673 af 10. marts 1980 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap
- Vejledning nr. 696 af 24. juli 1980 om pædagogiske midler, jf. socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap
- Socialstyrelsens cirkulære nr. 678 af 19. marts 1980 om befordring og rejser.
3. Med ikrafttrædelsen af lov om social service er rammerne for indsatsen for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ændret.
Med serviceloven har det været målet lovgivningsmæssigt at fortsætte den udvikling, hvor tidligere tiders standardiserede tilbud i stigende grad er blevet afløst af en række varierede løsninger, der tilpasses et specifikt behov i en given situation. Det har endvidere været målet at lave et regelsæt, der er lettere overskueligt, og som samtidig rummer mulighed for at udarbejde fleksible løsninger tilpasset de enkelte situationer.
1.1. ændringer i regelsættet
1.1.1. Ophævelse af institutionsbegrebet
4. I servicelovens bestemmelser om voksne med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ophæves bistandslovens institutionsbegreb mht. boformer på voksenområdet, idet service efter serviceloven kan ydes uanset hvilken form for bolig modtageren har.
Et individuelt tilbud
Tilbudet til den enkelte bruger skal således sammensættes ved at kombinere forskellige ydelser til et samlet egnet tilbud for den pågældende. Ydelserne kan fx bestå af et botilbud, som kan ydes efter såvel servicelovens kapitel 18 som efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., suppleret med personlig hjælp, pleje, omsorg, m.v. efter bestemmelserne §§ 71, 72 og 74, socialpædagogisk bistand efter § 73, ledsagelse efter § 78, behandling efter § 86, beskyttet beskæftigelse efter servicelovens kapitel 17 samt hjælpemidler m.v. efter servicelovens kapitel 19.
Herudover kan der kombineres med tilbud efter lov om aktiv socialpolitik, fx tilbud om revalidering efter denne lovs § 47, fleksjob efter § 70, stk. 1, nr. 1, eller skånejob efter § 70, stk. 1, nr. 2.
Fleksibilitet
Formålet er, at denne nye måde at tilrettelægge tilbudene på, vil give øget mulighed for fleksibilitet i opgavevaretagelsen.
1.1.2. Ledsageordning
5. Ledsageordningen jf. § 78 er en helt ny ydelse for personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
1.1.3. Kontant tilskud til personlig hjælp og pleje m.v.
6. Der er indført en adgang til, at personer under 67 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har behov for hjælp efter §§ 71 og 72 i mere end 20 timer ugentligt, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til køb af den hjælp, som de pågældende er berettiget til, i stedet for at modtage hjælpen i form af en naturalydelse.
1.1.4. Opdelingen af bistandslovens § 48
7. Ydelserne efter bistandslovens § 48 er med lov om social service delt op, således at merudgifter for børn og unge samt hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste nu står i servicelovens §§ 28 og 29 (behandles i vejledningen om sociale tilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse), hjælpeordningen i § 77, kontaktpersonordning for døvblinde i § 79, tilskud til dækning af merudgifter for voksne i § 84 og hjælp til dækning af udgifter i forbindelse med boligskift i § 102, stk. 2 (§§ 77, 78 og 84 behandles i nærværende vejledning, mens § 102 behandles i vejledningen om hjælpemidler, biler og boligindretning m.v.).
1.1.5. Diætpræparater til særlige grupper
8. Udgifter til særlige diætpræparater dækkes nu efter serviceloven for personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.l. følges. Det gælder især gruppen af personer med phenylketonuri (Føllings sygdom) og personer med cystisk fibrose.
1.1.6. Statskonsulentordningerne og de statslige videnscentre
9. Med serviceloven udlægges statskonsulentordningerne for handicappede til amtskommunal drift, således at de funktioner, der varetages af statskonsulenterne, kan indgå i amternes samlede varetagelse af specialrådgivningen. Det drejer sig om følgende fem ordninger: Konsulentordningen for Blinde, Konsulentordningen for Udviklingshæmmede, Konsulentordningen for Hørehæmmede og Døvblevne, Konsulentordningen for Bevægelseshandicappede og Konsulentordningen for Døve og Tunghøre.
Herudover udlægges de fire statslige videnscentre for handicappede til amtskommunerne med virkning fra 1. juli 1998. Det drejer sig følgende videnscentre: Videnscenter for Stammen, Videnscenter om Børn og Unge med Multihandicap uden Verbalt Sprog, Dansk Videnscenter for Ordblindhed og Videnscenter for Epilepsi.
1.1.7. Hjælp under midlertidigt ophold i udlandet
10. I servicelovens § 2, stk. 2 er der indsat en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte regler om betingelserne for i særlige tilfælde at få hjælp efter loven under midlertidige ophold i udlandet. I henhold til denne bemyndigelse er der i Socialministeriets bekendtgørelse om Betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om Social service under midlertidig ophold i udlandet, nr. 108 af 17. februar 1998, fastsat regler, der tydeliggør, hvornår hjælpen kan bevares under midlertidige ophold i udlandet.
1.1.8. Handicapbegrebet
11. Bistandsloven anvendte målgruppebetegnelsen personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, mens der i serviceloven anvendes betegnelsen personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
I FNs standardregler om lige muligheder for handicappede anvendes begrebet handicap om tab eller begrænsninger af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap betegner her således relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Handicapbegrebet bliver på den måde et dynamisk begreb, der angiver, at grænserne for, at et menneske med en funktionsnedsættelse kan leve et normalt liv integreret i samfundet, udvides i takt med samfundets udvikling.
Som eksempel på dette miljø- og samspilsrelaterede handicapbegreb kan nævnes, at en person, der er svagsynet, har et handicap i en situation, hvor fx ændringer i togafgange alene annonceres med computertekst, men ikke, hvis informationen kan høres. For en person med hørenedsættelse vil situationen være omvendt.
»Handicap« er imidlertid ofte blevet identificeret med en medicinsk diagnose og centreret om individet. For at komme fri af denne opfattelse af betegnelsen »handicap« er der i lovteksten valgt at bruge betegnelsen »nedsat funktionsevne« til at angive relationen mellem en persons nedsatte kropslige eller kognitive funktion og mulighederne i det omgivende samfund.
Valget af betegnelsen »nedsat funktionsevne« er inspireret af målgruppeangivelsen i bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58, som netop tager udgangspunkt i en skelnen mellem nedsat funktionsevne og invaliditet/sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed.
Ved fortolkningen af bistandslovens formulering af »vidtgående« handicap blev der lagt vægt på, at den tilgrundliggende lidelse skulle være vedvarende og konsekvenserne heraf skulle være af meget indgribende karakter i den daglige tilværelse. I serviceloven er disse betingelser knyttet til nedsættelsen af funktionsevnen, som skal være »betydelig og varig«.
Årsagen til den nedsatte funktionsevne vil ofte være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, som fx syn, hørelse, lammelser, hjerneskade. Med den ændrede målgruppebeskrivelse lægges der imidlertid afgørende vægt på en vurdering af selve funktionsnedsættelsen, således at det er graden af funktionsnedsættelsen og ikke den lægelige diagnose, der er afgørende for berettigelsen til de særlige handicapkompenserende ydelser.
Hensynet til, at konsekvenserne af en lidelse skulle være af meget indgribende karakter i den daglige tilværelse, viser, at funktionsevnekriteriet har været forudsat i afgrænsningen af målgruppen i bistandsloven. Dette er gjort tydeligere i serviceloven gennem den ændrede målgruppebetegnelse, men der er ikke herved tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den personkreds, der i praksis var omfattet af bistandslovens betegnelse vidtgående handicap.
1.2. Udviklingen i handicappolitikken og handicapbegrebet i Danmark
12. Indsatsen på handicapområdet op til 1950'erne bestod fortrinsvis i etablering af specialinstitutioner, hvor mennesker med visse handicap tilbragte hele livet: Hvor de boede, fik behandling, undervisning m.v. Et handicap blev betragtet som en egenskab eller mangel hos den enkelte, og mennesker med handicap skulle beskyttes mod det omgivende samfund og omvendt.
Denne holdning blev gennem 50'erne kritiseret for at føre til isolation og udskillelse af mennesker med handicap. I stedet blev der sat fokus på begreberne normalisering og integration, og udgangspunktet i handicappolitikken blev handicappedes ret til at leve et liv som alle andre.
For at opnå dette var det nødvendigt at iværksætte en helt ny type indsatser, der tog sigte på at ruste handicappede til at overvinde de vanskeligheder, som en integration i det almindelige samfund medfører.
Fokus i indsatsen var dog stadig individorienteret.
Imidlertid begyndte ikke mindst mennesker med handicap og deres pårørende at sætte spørgsmålstegn ved denne politik. Det er ikke nok at være kørestolsmobil, hvis adgangsforholdene ikke giver mulighed for kørestolsadgang, eller at være perfekt til punktskrift, hvis der ikke er noget at læse.
Dette førte gennem 1970'erne til en ny opfattelse af handicap, der understreger samspillet mellem en funktionsnedsættelse og det omgivende samfunds indretning. Handicap er ikke en mangel ved den enkelte person, men et misforhold i mødet mellem personens forudsætninger og den måde, det omgivende samfund er indrettet på.
Det nye handicapbegreb lægger vægt på de barrierer i det omgivende samfund, et menneske med en funktionsnedsættelse støder imod. Handicappolitikken får herved fokus både på behovet for støtte til den enkelte, og behovet for at ændre og tilpasse omgivelserne samt aktiviteterne i samfundet.
Principperne om ligebehandling og ligestilling af handicappede med andre borgere bliver herved centrale og er fx kommet til udtryk i folketingsbeslutningen af 2. april 1993, som bl.a. dannede baggrund for oprettelsen af et ligebehandlingscenter i tilknytning til Det Centrale Handicapråd. Også FNs »Standardregler om lige muligheder for handicappede« vedtaget i december 1993 på FNs generalforsamling lægger vægt på ligestilling af handicappede. Sigtet i handicappolitikken bliver »et samfund for alle«.
1.2.1. Solidaritetsprincippet
13. Et væsentligt element i den danske handicappolitik er det generelle solidaritetsprincip, som indebærer, at alle har et ansvar for den enkelte, og at der, når behovet opstår, er sikret de nødvendige ydelser med henblik på den pågældendes fremtidige tilværelse. Solidaritetsprincippet giver sig udslag i, at ydelserne i vidt omfang finansieres af det offentlige, dvs. via skattebetalingen.
De generelle politiske målsætninger gennem 80'erne og 90'erne har medført, at målsætningerne om den enkeltes ansvarlighed for sig selv og sin familie i stadig højere grad er blevet understreget - under henvisning til såvel økonomiske som samfundsmæssige forhold.
På handicapområdet har udviklingen imidlertid betydet en stadig stærkere fasttømring af solidaritetsprincippet som det afgørende grundlag for det offentliges forpligtelser over for mennesker med handicap.
1.2.2. Sektoransvarlighedsprincippet
14. Sektoransvarlighed er et centralt princip i den ovenfor beskrevne udvikling i handicappolitikken. Sektoransvarlighed betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen på handicapområdet bliver dermed ikke længere fortrinsvis en opgave for socialsektoren, men rækker ind i andre områder som fx bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren.
Sektoransvarlighedsprincippet danner således udgangspunktet ved afgrænsning af, i hvilket regi et opgaveområde hører hjemme.
1.2.3. Kompensationsprincippet
15. Et andet centralt princip er, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne.
Kompensationsprincippet tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til menneske og fra funktionsnedsættelse til funktionsnedsættelse. Dette aspekt af kompensationsprincippet afspejler sig generelt i tildelingskriterierne for de enkelte ydelser. I enkelte tilfælde fremgår dette aspekt af kompensationsprincippet også af udmålingskriterierne.
Kompensationsprincippet udelukker ikke, at der i forbindelse med tildeling og udmåling af handicapkompenserende ydelser lægges vægt på den enkeltes og dennes families mulighed for at varetage de opgaver, der følger af handicappet.
I denne vurdering indgår imidlertid også hensynet til, at familien - herunder børn af handicappede forældre - kan fungere så normalt som muligt med de ekstraordinære belastninger, der følger af et familiemedlems handicap, herunder hensynet til at familien ikke bliver gjort til en »plejeforanstaltning«, men fortsat kan fungere som en normal familie.
Det bør i den forbindelse bemærkes, at børn af forældre med nedsat funktion ikke af det offentlige bør pålægges mere arbejde i hjemmet, end deres jævnaldrende kammerater udfører.
En del af kompensationen sker ved at søge at gøre samfundets tilbud tilgængelige for personer med funktionsnedsættelser, og en anden del sker ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for mennesker med nedsat funktionsevne.
Udgangspunktet i bestemmelserne i serviceloven, som tager sigte på at yde kompensation for følgerne af en nedsat funktionsevne, er, at der enten stilles naturalydelser til rådighed, eller at der skal ske kompensation for væsentlige merudgifter ved forsørgelsen som følge af den nedsatte funktionsevne.
Der lægges herved på den ene side vægt på, at den handicappede skal afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget en nedsat funktionsevne, dvs. udgifter på linie med hvad alle andre har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.
Kapitel 2 - - - - -
§ 1.
Stk. 1. Formålet med denne lov er 1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, 2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og 3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. - - - - - - -
16. Selv om grupperne omhandlet i denne vejledning er omfattet af lovens generelle rådgivnings- og servicetilbud forudsætter serviceloven i en speciel formålsparagraf (§ 67), at der ydes en særlig indsats for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer med følgende formål:
- - - - - - -
§ 67.
Stk. 1. Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer skal der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er: 1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres, 2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder, 3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje 4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., eller i botilbud efter denne lov. - - - - - - -
17. Formålsbestemmelsen fastslår, at der til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal ydes en særlig indsats. Endvidere angives det, at formålet med indsatsen er forebyggelse, forbedring af funktion og udviklingsmuligheder og forbedring af livsudfoldelsesmuligheder.
For fysisk handicappede, udviklingshæmmede m.v. og andre med nedsat psykisk funktionsevne skal der ydes en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov.
Hermed er hovedpunkterne i den nye ydelsesstruktur for personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne ridset op. Indsatsen skal tage udgangspunkt i en helhedsvurdering af forholdene for den enkelte. Dette indebærer, at det er en forpligtelse ikke at se på den enkelte ydelse isoleret, men at se på helheden, med henblik på at sikre en sammenhæng mellem ydelserne.
At indsatsen skal være afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig angiver servicelovens sigte imod at give brugerne et individuelt og fleksibelt tilrettelagt tilbud vurderet ud fra den enkeltes muligheder. Det kan indgå i denne vurdering, om den nødvendige hjælp kan ydes på tilfredsstillende måde i eget hjem - herunder fx også i bofællesskaber oprettet efter lov om almene boliger - eller i amtslige eller kommunale boformer efter denne lov.
Ved ydelse af støtte skal myndighederne være opmærksom på forpligtelsen efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, jf. vejledningen om forvaltningsloven, pkt. 32-36, til at løse eventuelle sproglige og forståelsesmæssige problemer for udlændinge, samt efter omstændighederne for andre grupper med kommunikationsmæssige vanskeligheder.
18. Udgangspunktet for tilrettelæggelsen af tilbudet til brugerne er en kommunal og/eller amtskommunal rådgivning.
I forbindelse med såvel den kommunale som den amtskommunale rådgivning er det vigtigt, at de fysiske rammer sikrer handicaptilgængelighed. Der henvises til Boligministeriets bestemmelser og vejledninger om tilgængelighed i offentlige bygninger.
3.1. Den kommunale rådgivning
3.1.1. Den generelle rådgivningsforpligtelse
- - - - - - -
Kapitel 3 Rådgivning, § 3 samt lovens kapitel 13
§ 3.
Stk. 1. Kommunen sørger for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Stk. 2. Kommunen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning. - - - - - - - Rådgivning som åbent tilbud
19. Bestemmelsen i § 3 i serviceloven fastslår, at der skal findes tilbud om rådgivning om sociale problemer, og at det er en kommunal opgave. Det påhviler kommunen at vurdere omfanget af behovet for rådgivning og tage stilling til, hvorledes rådgivningen skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de muligheder, der er til stede eller kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre myndigheder. Den generelle rådgivningsforpligtelse retter sig til alle borgere med behov herfor.
Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning. Rådgivningen er gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler med personen, i hjælp til løsning af praktiske problemer, formidling af kontakt til andre myndigheder, og der kan være tale om en løbende kontakt afhængig af behovet. En egentlig behandling omfattes derimod ikke af bestemmelsen.
3.1.2. Kommunal rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- - - - - - -
§ 68.
Stk. 1. Kommunen sørger for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde. - - - - - - -
20. Som supplement til rådgivningsforpligtelsen efter § 3 har kommunen pligt til at tilrettelægge en særlig rådgivningsindsats over for grupper med et særligt behov, herunder til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Rådgivningsindsatsen tager sit udgangspunkt i, at der konstateres et særligt behov. Årsagerne hertil er derimod ikke afgørende, da det er vigtigt, at rådgivningstilbudet retter sig mod mangeartede og også nytilkomne problemstillinger. Rådgivningsforpligtelsen gælder også i forhold til pårørende til de pågældende personer.
Der ligger en særlig forpligtelse for kommunerne til at udføre en opsøgende indsats for at nå ud til grupper, som må formodes ikke altid selv vil henvende sig. Forpligtelsen til opsøgende indsats gælder også de antalsmæssigt små handicapgrupper, som må antages at have behov for særlig støtte.
Rådgivningen skal afpasses den enkeltes behov og kan omhandle en række forskellige elementer, som fx beskæftigelse, boformer og almene trivselsmæssige spørgsmål. Det er vigtigt, at rådgivningen har afsæt i et velkoordineret tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, bl.a. med henblik på en forbedring af den tidlige og forebyggende indsats.
Det er kommunens forpligtelse, på områder hvor den ikke selv råder over den nødvendige faglige viden at indhente denne enten fra amtskommunen, lands- og landsdelsdækkende funktioner eller fra anden relevant specialrådgivning, fx Center for Små Handicapgrupper, eller at henvise hertil.
Finansiering
21. Kommunen afholder selv, jf. § 129, stk. 1, udgifterne til rådgivning og vejledning.
3.2. Den amtskommunale rådgivning
- - - - - - -
§ 69.
Stk. 1. Amtskommunen yder gratis rådgivning til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer i tilslutning til de opgaver, der påhviler amtskommunen efter denne lov.
Stk. 2. Amtskommunen stiller nødvendig rådgivning og konsulentstøtte til rådighed for kommunerne i deres arbejde med personer med særlige behov og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningen.
Stk. 3. Opgaverne efter stk. 1 og 2 kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner. - - - - - - -
22. Som supplement til den kommunale rådgivningsforpligtelse efter § 68 har amtskommunerne en særlig rådgivningsforpligtelse, som har baggrund i, at nogle rådgivningsopgaver forudsætter specialviden. Det er amtskommunens forpligtelse at sikre, at der findes det nødvendige og tilstrækkelige beredskab, som vil kunne sættes ind på specialområder.
Med henblik på at styrke den amtskommunale rådgivning, er statens konsulenter overført til amtskommunerne.
Amtskommunen har - i de tilfælde hvor det er amtskommunerne, der har forpligtelsen til at yde bistand, fx som led i revalidering, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud, botilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer - en forpligtelse til som led i denne opgavevaretagelse at yde rådgivning.
Endvidere har amtskommunen en forpligtelse til selv at yde direkte brugerrettet rådgivning over for særlige grupper. Der kan fx være tale om rådgivning af de antalsmæssigt små handicapgrupper, fx døvblinde m.fl.
Amtskommunerne skal bl.a. yde kommunerne faglig rådgivning og konsulentstøtte. Dette vedrører først og fremmest kommunernes indsats over for personer med særlige behov, hvor det ikke vil være muligt eller hensigtsmæssigt at udvikle og opbygge den nødvendige ekspertise i den enkelte kommune.
Amtskommunens indsats angår dels enkeltsager, dels kommunernes generelle indsats over for grupper med særlige behov. Efter bestemmelsen har amtskommunen også mulighed for at rådgive om den måde, som kommunerne tilrettelægger rådgivningsarbejdet på.
23. Personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne vil i øvrigt kunne henvende sig direkte til den amtskommunale specialrådgivning. Bl.a. for at sikre den nødvendige koordination og helhed vil det som oftest være hensigtsmæssigt, at den amtskommunale rådgivning sker efter henvisning fra kommunerne.
Rådgivningen forudsættes - i det omfang det er nødvendigt - at ske i et samarbejde mellem amtskommunerne. Som grundlag for vejledningsindsatsen forudsættes amtskommunerne derfor at sikre amtskommunale specialfunktioner af lands- og landsdelsdækkende karakter samt amtskommunale konsulentfunktioner i øvrigt på særlige områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt og/eller realistisk at opbygge ekspertise i hvert enkelt amt. Også andre, fx Center for Små Handicapgrupper, kan sidde inde med specialviden af betydning.
Finansiering
24. Amterne afholder selv, jf. § 130, stk. 1, udgifterne til rådgivning og vejledning.
Der henvises i øvrigt til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 927 af 8. december 1997 om fordeling mellem amterne, Københavns og Frederiksberg kommuner af udgifterne ved lands- og landsdelsdækkende specialrådgivningsfunktioner, samt fordelingen af udgifterne ved driften af Hjælpemiddelinstituttet.
3.2.1. Grundlaget for den amtskommunale rådgivning
- - - - - - -
§ 70.
Stk. 1. Amtskommunen tilvejebringer grundlaget for varetagelsen af rådgivningen efter §§ 34 og 69. Amtskommunen sikrer i tilslutning hertil en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på områderne. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner. - - - - - - -
25. Et led i varetagelsen af den amtskommunale rådgivningsforpligtelse er endvidere at tilvejebringe det grundlag, som rådgivningen tager udgangspunkt i.
Denne del af den amtskommunale forpligtelse har til formål at støtte og fremme udviklingen i den kommunale og amtskommunale indsats. Dette indebærer bl.a., at amtskommunerne sikrer tilstedeværelsen af den fornødne ekspertise. Som et led heri skal amtskommunerne sikre en systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af den faglige viden, også på de områder hvor det ikke vil være hensigtsmæssigt eller rationelt at opbygge ekspertisen i hver enkelt amtskommune.
Tilvejebringelse og nyttiggørelse af den nødvendige faglig viden kan bl.a. ske i de videnscentre, der gennem de senere år er iværksat på handicapområdet, ved at disse foretager en systematisk indsamling, bearbejdning og formidling af sådan faglig viden, som kan bidrage til en fortsat udvikling af indsatsen.
Kapitel 4 - - - - -
§ 110.
Stk. 1. Kommunens eller amtskommunens afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kapitel 14 skal meddeles ansøgeren i skriftlig form. Til brug for afgørelsen udarbejder kommunen eller amtskommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysning om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen. - - - - - - - 4.1. Skriftlige afgørelser
26. Alle kommunens afgørelser efter lovens kapitel 14 skal meddeles ansøgeren skriftligt.
Både afgørelser i nye sager og i sager, der tages op til fornyet vurdering, skal meddeles skriftligt. Hvis en modtager fx anmoder om hjælp til yderligere opgaver, skal modtageren have en skriftlig afgørelse. Det samme gælder kommunens beslutninger af egen drift om ændringer.
En skriftlig afgørelse giver ansøgeren information om, hvilke forhold der er indgået i overvejelserne og afgørelsen om hjælp.
Formålet med kravet om skriftlige afgørelser er endvidere at sikre, at der ikke opstår misforståelser om, hvilken hjælp der vil blive givet i det enkelte tilfælde.
Skemaer og samarbejde
27. Kommunen udarbejder et skema, der skal anvendes i forbindelse med afgørelsen. Skemaet skal så vidt muligt udfyldes i samarbejde med ansøgeren for at sikre, at der i videst muligt omfang er enighed mellem ansøgeren og kommunen om de faktuelle forhold, der ligger til grund for kommunernes afgørelse. Det forudsættes endvidere, at der forsøges skabt enighed om eventuelle målsætninger for den hjælp, der skal gives. Skemaet skal udleveres til ansøgeren sammen med afgørelsen.
Hvis pågældende ikke selv er i stand til at varetage sine interesser bør en pårørende - eventuelt en værge - være med, når hjælpen aftales.
Der gøres endvidere opmærksom på reglerne omkring værgemål i værgemålsloven, lov nr. 388 af 14. juni 1995.
- - - - - - -
§ 112.
Stk. 1. Kommunen eller amtskommunen sørger for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbudene. Amtskommunen eller kommunen fastsætter retningslinjer for brugerindflydelsen. - - - - - - -
28. Kommunen eller amtskommunen sørger for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbudene. Amtskommunen eller kommunen fastsætter retningslinjer for brugerindflydelsen.
Servicelovens § 112 fastlægger en forpligtelse for amtskommunen eller kommunen til at sikre, at brugerne af de enkelte tilbud får indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af de sociale tilbud.
Det er vigtigt at det sociale, pædagogiske, sundhedsmæssige m.v. indhold i tilbudene svarer til brugernes behov, ressourcer og forudsætninger, og derfor er medinddragelse af brugerne et vigtigt aspekt i tilrettelæggelsen af tilbudet.
Når det drejer sig om fastlæggelse af en kommunes/amtskommunes rammer for service over for personer med nedsat funktionsevne, kan brugerinddragelsen ske gennem de råd, der kan nedsættes med hjemmel i servicelovens § 114, eller de amtslige sociale brugerråd efter § 41 i lov om retssikkerhed og administration.
Inddragelse af brugeren - eller den der varetager brugerens interesser - kan fx ske direkte i forbindelse med vurderingen af en konkret sag og i forbindelse med udarbejdelse af en individuel plan. Herudover kan det ske ved at etablere brugerbestyrelser eller beboerråd i de forskellige typer af sociale tilbud, hvor brugerne kan få indflydelse ved at deltage i bestyrelsesarbejde eller ved at medvirke i anden tilrettelæggelse af tilbud i fx aktivitets- og samværstilbud.
Det er kommunen/amtskommunen, der beslutter, hvilken form brugerinddragelsen konkret skal have under hensyn til det sociale tilbuds karakter og brugernes egne forudsætninger. Opgaven er at støtte brugeren i at udtrykke sig og forstå vedkommende.
Information om de enkelte ydelser som fx servicedeklarationer og redegørelser for formål og indhold af sociale tilbud er en væsentlig forudsætning for at kunne vurdere indholdet og kvaliteten af de sociale tilbud og dermed få den fornødne indflydelse på tilbudene.
Arbejdet med at styrke brugernes indflydelse og dermed ansvar indebærer en række problemstillinger både i relation til brugerne og til medarbejderne, som må søges løst i den proces, det er at inddrage brugerne i tilbudenes udformning. Indflydelse og ansvar til brugerne af den offentlige service stiller krav til medarbejderne om fleksibilitet og parathed til omstilling, ikke mindst i de situationer hvor brugerne har vanskeligt ved at overskue mulighederne og udtrykke deres ønsker om indflydelse og ansvar.
- - - - - - -
§ 114.
Stk. 1. Kommunen eller amtskommunen kan hver især eller i fællesskab nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen eller amtskommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter denne lov. Kommunen eller amtskommunen fastsætter rammerne for og omfanget af rådenes opgaver. - - - - - -
29. Formålet med denne bestemmelse er at give kommuner og amtskommuner mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af den sociale service i samarbejde med brugerne og deres organisationer med henblik på, at tilbudene tilrettelægges så de imødekommer brugernes ønsker og behov.
De råd, der kan nedsættes, kan fx svare til de amtskommunale rådgivende brugerråd efter § 41 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Disse brugerråd er rådgivende i sociale anliggender.
Det er op til den enkelte kommune eller amtskommune at fastsætte retningslinjerne for nedsættelsen af og deltagelsen i de rådgivende organer, samt hvad rådet skal beskæftige sig med.
Med serviceloven åbnes mulighed for at amtskommunen og kommunen i fællesskab kan nedsætte sådanne råd.
- - - - - - -
§ 115.
Stk. 1. Kommunen og amtskommunen samarbejder med frivillige sociale organisationer og foreninger.
Stk. 2. Kommunen og amtskommunen afsætter årligt et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.
Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges i den enkelte kommune og amtskommune.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter retningslinjer for kommunens og amtskommunens indsendelse af redegørelser om den lokale udvikling i det frivillige sociale arbejde og retningslinjer for den centrale opfølgning. - - - - - - - -
30. Efter servicelovens § 115 samarbejder kommuner og amtskommuner endvidere med frivillige sociale organisationer og foreninger og afsætter beløb til dette samarbejde.
Hensigten med bestemmelsen er at styrke samspillet mellem amtskommune og kommune på den ene side og det frivillige sociale arbejde på den anden side. En forbedring af samarbejdet vil gavne borgere, der har brug for hjælp og støtte, og det vil styrke det forebyggende arbejde.
Samarbejdet kan sikres på forskellig måde. Men det er hensigtsmæssigt, at der skabes rammer for en løbende dialog. Det er vigtigt at få afklaret, hvilke indsatser der faktisk findes i frivilligt regi i forhold til det offentlige regi. Kommunen/amtskommunen kan i samarbejde med de frivillige sociale organisationer og foreninger udarbejde en politik, som beskriver målene for samarbejdet med de organisationer/foreninger, der virker inden for kommunens/amtskommunens område.
Der ligger ikke i bestemmelsen noget krav om, hvornår og i hvilket omfang der skal samarbejdes, og der ligger ikke en begrænsning af amtskommunens/kommunens ansvar for opgavevaretagelsen, men alene en generel forpligtelse til at fremme et samarbejde.
4.2. Planer, § 111
- - - - - - -
§ 111.
Stk. 1. Kommunen eller amtskommunen tilbyder udarbejdelse af en skriftlig plan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke har eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.
Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen udarbejder i øvrigt, når den skønner det hensigtsmæssigt for at inddrage brugeren eller for at opnå en sammenhængende indsats, en skriftlig plan for indsatsen for andre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.
Stk. 3. Planen angiver formålet med indsatsen. Planen angiver endvidere, hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. Planen bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. - - - - - - - - 4.2.1. Generelt om udarbejdelsen af planer
31. Baggrunden for kravet til kommunen eller amtskommunen om at give tilbud om udarbejdelse af skriftlige planer for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er at klargøre målet med indsatsen, at sikre en koordineret indsats og at tydeliggøre forpligtelsen for alle involverede personer, instanser og forvaltningsgrene.
Det obligatoriske tilbud om udarbejdelsen af planer indebærer, at myndighederne skal beskrive og specificere indholdet i den tildelte ydelse. Hermed styrkes sagsbehandlingen og brugerens retssikkerhed væsentligt, idet en sådan specifikation i tilfælde af klage medvirker til et bedre grundlag for ankemyndighedens prøvelse af, om kommunen eller amtskommunen lever op til de krav, der er angivet i planen.
Kommunen eller amtskommunen kan også for andre persongrupper end dem, der er omfattet af § 111, stk. 1, vælge at udarbejde skriftlige planer for indsatsen, når det skønnes hensigtsmæssigt, fx med henblik på at sikre en målrettet, forpligtende og engageret indsats fra alle involverede, herunder også brugeren og dennes pårørende.
Udarbejdelsen af sådanne individuelle planer er et led i at opfylde servicelovens formålsbestemmelse om den særlige indsats for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (jf. § 67) og at tilrettelægge en handlingsorienteret indsats under hensyntagen til den enkelte brugers muligheder og behov.
Udarbejdelse af individuelle planer kan lette både brugerens og kommunens overblik ved længerevarende forløb, eller når der er tale om en omfattende indsats med behov for samarbejde og koordinering mellem den kommunale og den amtskommunale indsats.
Det kan være en rådgivningssituation i henhold til § 68, der er den umiddelbare anledning til, at der udarbejdes en individuel plan, som fastlægger perspektivet i indsatsen og sammenfatter de beslutninger, der blev aftalt under rådgivningen om iværksættelsen af forskellige opfølgende initiativer.
For så vidt angår udarbejdelsen af planer for sindslidende og personer med alvorlige sociale problemer henvises til vejledningen om de mest udsatte grupper.
4.2.2. Formål og indhold
32. Det overordnede formål med udarbejdelsen af individuelle planer er at fastlægge perspektivet og sammenhængen i indsatsen, samt at klargøre grundlaget for alle parter, der er involveret i samarbejdet om forløbet.
Det er et vigtigt mål med udarbejdelsen af en individuel plan at fastlægge et tidsperspektiv for opfyldelsen af formålet med indsatsen, og herunder også den forventede varighed af gennemførelsen af de enkelte led i indsatsen samt andre særlige forhold, der har betydning for opfyldelsen af formålet, jf. § 111, stk.3.
Konkret bør planen indeholde en beskrivelse af målet med den aktuelle indsats. Planen bliver hermed også et redskab, som kan anvendes til at gøre status over forløb og resultater af den indsats, der er gjort på et givet tidspunkt, således at erfaringerne fra forskellige aktiviteter og tilbud kan indarbejdes i planen og justere den fremtidige indsats.
4.2.3. Personkredsen
33. For så vidt angår mennesker med handicap omfatter den personkreds, som kommuner og amtskommuner har pligt til at give tilbud om en skriftlig plan for indsatsen, personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der ikke har eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder. Det drejer sig fx om grupper af udviklingshæmmede og autister m.v., svært hjerneskadede og stærkt fysisk handicappede.
Tilbudet skal således gives til voksne personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der enten har dybtgående problemer med at klare sig i egen bolig, eller for hvem der bør gøres en ekstra og mere langsigtet indsats, fx for at kunne udvikle en positiv identitet, for at opøve færdigheder eller for at mestre en aktiv livsudfoldelse i samspil med andre.
Tilbudet skal fremsættes over for den pågældende person eller over for den, der varetager pågældendes interesser, og udarbejdelsen af en individuel plan forudsætter så vidt muligt dennes medvirken. Bestemmelsen retter sig ikke mod børn og unge under 18 år.
Også for andre brugere vil kommunen eller amtskommunen kunne foreslå udarbejdelse af en individuel plan, hvor det skønnes hensigtsmæssigt for at inddrage brugeren eller for at opnå et sammenhængende tilbud gennem en koordineret indsats mellem amtslige og kommunale sociale tilbud og/eller andre forvaltningsgrene (fx sygehuse) samt andre myndigheder (fx Kriminalforsorgen).
Alle mennesker - uanset funktionshæmning og handicap - har mulighed for at udvikle sig eller vedligeholde deres færdigheder. Der kan dog være personer, over for hvem målet med indsatsen først og fremmest vil være omsorg, pleje og optræning i helt basale og dagligdags funktioner. I disse tilfælde vil der være behov for at beskrive den overordnede indsats, snarere end at udarbejde en egentlig konkret behandlingsplan.
I den forbindelse vil det være relevant at pege på den forpligtelse, der er indeholdt i servicelovens § 110, om at beslutninger om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. skal meddeles den pågældende i skriftlig form. Den skriftlige meddelelse om den bevilgede hjælp bør afspejle de konkrete initiativer, der skal tages for at imødekomme den enkeltes behov, ligesom afgørelsen så vidt muligt børe være udformet i forståelse med den berettigede eller den, der varetager pågældendes interesser. Se nærmere om skriftlige afgørelser ovenfor under pkt. 26ff.
4.2.4. Inddragelse af brugeren
35. Udarbejdelsen af individuelle planer skal ske ud fra brugerens forudsætninger og i samarbejde med denne, således at brugeren så vidt det overhovedet er muligt, inddrages i en aktiv proces, hvor de tilbud, der stilles til rådighed som led i opfyldelse af planen, synliggøres for brugeren og alle andre involverede.
Hensigten med at udarbejde en individuel plan i samarbejde med brugeren selv er også, at den pågældende så vidt mulig skal påtage sig et ansvar for sit eget liv ved at indgå forpligtende aftaler om gennemførelsen af planen. Udarbejdelsen af individuelle planer vil ofte foregå i direkte kontakt mellem brugeren og den pågældendes sagsbehandler i socialforvaltningen. Det kan dog være formålstjenligt også at inddrage pårørende og andre, der kan bistå brugeren eller på anden måde medvirke med relevante oplysninger. Det kan fx også være fagligt kvalificerede personer, konsulenter, m.fl. der kan bidrage med relevant faglig information til brug for planens udarbejdelse. Hvis brugeren har en værge, bør denne også inddrages i udarbejdelse af planen og dens udførelse.
Det kan være en hjælp for sagsbehandleren at trække på lokale, landsdels- og landsdækkende informations- og videnscentre, mv., ligesom det kan være hensigtsmæssigt at inddrage andre sektorer.
4.2.5. Om fremgangsmåden ved udarbejdelse af individuelle planer
36. Udarbejdelsen af individuelle planer indebærer, at der skal klarlægges en række forhold vedrørende:
- uddannelse, beskæftigelse, bolig, familie og fritid,
- den enkelte brugers personlige udvikling, herunder afdækning af eventuelle psykologiske problemer, der påvirker brugerens selvopfattelse, motivation og engagement i egen udvikling,
- hvilke positive og negative sociale relationer den enkelte bruger møder i sine omgivelser, som fx sociale bindinger og barrierer,
- hvilke aktuelle og fremtidige handlemuligheder, der realistisk foreligger, samt
- hvorledes målene med indsatsen kan fremmes fx gennem tilbud om en pædagogisk, terapeutisk, psykologisk, social, uddannelsesmæssig eller beskæftigelsesmæssig indsats.
Ved udarbejdelsen af en individuel plan vil det som udgangspunkt altid være den enkelte brugers forhold og særlige livsomstændigheder, der danner grundlag for fastlæggelsen af mål for indsatsen og valg af tilbud eller kombinationer af flere forskellige tilbud.
Ved udarbejdelsen af en individuel plan bør sagsbehandleren være opmærksom på, at der kan være behov for at inddrage en række forskellige tilbud, der skal kunne indgå fleksibelt i helheden for at kunne opfylde formålet med planen.
Med baggrund i alle tilgængelige oplysninger udarbejdes en plan der indeholder en specifikation af de initiativer, der skønnes formålstjenlige at iværksætte.
Der kan fx være behov for:
- hjælpemidler, boligindretning og/eller socialpædagogisk bistand i hjemmet, der kan støtte brugeren i at få hverdagen til at fungere,
- tilbud om uddannelse, kurser, beskæftigelse, revalidering, aktivitets- og samværstilbud, der kan medvirke til at styrke brugerens personlige og sociale færdigheder og aktive livsudfoldelse, samt
- støtte til befordring og ledsagelse til arrangementer, der kan medvirke til at udvide brugerens sociale kontaktflade.
Der kan også være behov for støtte til ændringer i selve livssituationen med henblik på at opnå erfaringer, der kan være vigtige for brugerens muligheder for at få overblik over sine udviklingsmuligheder. Der kan eksempelvis være behov for støtte til deltagelse i et højskoleophold o.l.
Kapitel 5 - - - - -
§ 71.
Stk. 1. Kommunen sørger for tilbud om 1) personlig hjælp og pleje, 2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og 3) hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.
Stk. 2. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.
Stk. 3. En person, som efter en afgørelse truffet af kommunen er berettiget til hjælp eller støtte efter stk. 1, nr. 2, skal kunne vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunen, som herefter skal indgå skriftlig aftale med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne samt om betaling m.v.
Stk. 4. Tilbudene efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke gives som generelle tilbud efter § 65. - - - - - - -
37. Personlig og praktisk bistand, pleje m.v., fx hjemmehjælp, kan ydes til alle der opfylder betingelserne uanset boform. Der henvises til vejledningen om sociale tilbud til ældre m.fl. for så vidt angår denne type tilbud.
Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i § 81, stk. 1, hvorefter amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boformer efter §§ 92-94, samt § 81, stk. 2, hvorefter amtskommunen kan yde hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Bestemmelsen gennemgås nærmere under 13.1.4., hvortil der henvises.
Finansiering
38. For personer under 67 år deles udgifterne til støtte i medfør af §§ 71-75 mellem kommuner og amter med hver 50%, jf. §131, stk. 4, mens udgifterne til personer over 67 år afholdes endeligt af kommunen.
5.1. Aflastning og afløsning
- - - - - - -
§ 72.
Stk. 1. Kommunen sørger for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. - - - - - - -
39. Kommunen har efter § 72 i serviceloven pligt til at sørge for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Det kan være en stor belastning - både fysisk og psykisk - at passe en plejekrævende person i hjemmet. En familie eller en person, der passer et barn eller en voksen med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet, kan derfor - efter en konkret, individuel vurdering af behovet - få tilbud om afløsning eller aflastning efter servicelovens § 72. Denne form for hjælp kan være en forudsætning for, at en voksen med nedsat funktionsevne kan blive boende i hjemmet.
Afløsning gives i hjemmet, mens aflastning gives udenfor hjemmet, fx i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold i botilbud efter §§ 91 og 93.
Afløsning og aflastning kan gives uafhængigt af, om betingelserne for at få midlertidig eller varig hjælp efter § 71 er opfyldt.
Betaling
Der kan ikke opkræves betaling for hjælp efter § 72, som er omfattet af § 84, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v.
40. Kommunalbestyrelsen har både det indholdsmæssige og det økonomiske ansvar for hjælpen, jf. retssikkerhedslovens § 15. Lovgivningen forudsætter, at kommunalbestyrelsen - afhængigt af lokale forhold - fastlægger det nærmere indhold og omfang af hjælpen og bevilger ressourcer til området i overensstemmelse med disse overordnede politiske beslutninger om serviceniveau, jf. i øvrigt Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.
5.2. Varetagelse døgnet rundt efter § 74
- - - - - - -
§ 74.
Stk. 1. Kommunen sørger for, at de opgaver, der er nævnt i §§ 71- 73, i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt. - - - - - - -
41. Bestemmelsen præciserer pligten for kommunerne (og for amterne i amtskommunale botilbud, jf. § 81, stk. 1) til at sørge for, at tilbud om personlig og socialpædagogisk hjælp m.v. i fornødent omfang tilbydes hele døgnet.
I takt med at flere og flere tilbydes ophold i forskellige boformer, herunder fx bofællesskaber efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., modtager mange omfattende socialpædagogisk og anden hjælp, herunder døgnberedskab, idet dette kan være en betingelse for, at beboere med betydelig nedsat funktionsevne kan opholde sig i bofællesskab. Bestemmelsen giver (amts)kommunerne mulighed for at oprette denne form for døgnberedskab til mere individuelle boformer, når (amts)kommunen vælger sådanne løsninger.
5.3. Socialpædagogisk bistand efter § 73
- - - - - - -
§ 73.
Stk. 1. Kommunen sørger for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. - - - - - - -
42. Som ovenfor henledes opmærksomheden på bestemmelsen i § 81, stk. 1, hvorefter amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boformer efter §§ 92-94, samt § 81, stk. 2, hvorefter amtskommunen kan yde hjælp efter §§ 71- 75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Bestemmelsen gennemgås nærmere under kapitel 13.1.4., hvortil der henvises.
5.3.1. Formål
43. Formålet med indsatsen er at bidrage til at skabe en tilværelse for den enkelte på egne præmisser. Indsatsen tager bl.a. sigte på, at brugeren kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner.
Støtten skal tage udgangspunkt i den enkeltes særlige behov og forudsætninger og skal tildeles efter en individuel behovsvurdering for at styrke den enkeltes funktionsmuligheder eller for at kompensere for nedsat funktionsevne, som betyder, at den enkelte ikke kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne.
Det socialpædagogiske arbejde med personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan bestå i at støtte den enkelte til selv at træffe valg- og til at få indflydelse på sin egen situation.
For personer der på grund af betydelig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne reelt ikke har mulighed for at tage vare på egne interesser, kan der være behov for en særlig hjælp til at opnå og fastholde egen identitet samt opnå en mere aktiv livsudfoldelse. Dette kan opnås gennem ledsagelse som socialpædagogisk bistand, både når der er tale om individuelle og fælles aktiviter, fx i forbindelse med fritids- og kulturtilbud.
Formålet med støtten kan endvidere være udvikling og vedligeholdelse af personlige færdigheder, bl.a. med henblik på at skabe eller opretholde sociale netværk, struktur i dagligdagen m.v. således at personen bliver bedre i stand til at gøre brug af samfundets almindelige tilbud.
Den socialpædagogiske bistand vil kunne ydes både til beboere i de særlige boformer efter servicelovens kapitel 18 eller handicapegnede boliger efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Hvis det ud fra en konkret vurdering af formålet med hjælpen skønnes tilfredsstillende, at hjælpen ydes i pågældendes eget hjem, vil dette også være muligt. Kommunerne vil således kunne tilrettelægge den nødvendige bistand i form af fx besøg fra hjemmevejledere og lignende socialpædagogiske tilbud på en fleksibel og hensigtsmæssig måde.
Tildeling af ydelser efter servicelovens kapitel 14, herunder socialpædagogisk bistand, skal altid ydes på baggrund af en konkret vurdering af behovet i relation til de opgaver, som pågældende ikke selv kan klare, jf. § 75. Ydelse af støtte efter § 73 kræver, at pågældende har en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Det vil sige, at der skal foretages en visitation til de enkelte tilbud, herunder en vurdering af omfang og art af den pågældende ydelse. Vurderingen skal således omfatte graden af den pågældendes funktionsnedsættelse og danne udgangspunkt for udmålingen af den hjælp, der er behov for.
5.3.2. Et fagligt miljø
44. Ved tilrettelæggelsen af den socialpædagogiske bistand, kan det - navnlig indenfor tilbud der indtil servicelovens ikrafttræden blev drevet som institutioner efter bistandsloven - indgå som et moment, at man søger at fastholde mulighederne for, at der kan bevares et kollegialt fagligt miljø, hvor der kan ske faglig udvikling og erfaringsopsamling, supervision samt mulighed for løbende efteruddannelse. Selvom serviceloven baseres på et sammensat tilbud af separate ydelser, bør dette ikke stille sig i vejen for, at fx den socialpædagogiske bistand organiseres på en måde, hvor personalet, der udfører denne bistand, får mulighed for at udveksle erfaringer og støtte hinanden i det daglige arbejde og på denne måde sikre et højt fagligt niveau.
5.3.3. Hjælpens art
45. Der kan være tale om et bredt spektrum af socialpædagogiske og andre støtteforanstaltninger som fx vejledning, rådgivning og hjælp til selvhjælp til at udføre dagligdagens gøremål m.v. Der er således tale om den type hjælp, som efter bistandsloven skulle ydes som en integreret del af de forskellige botilbud eller som hjemmevejledning.
Hjælpen skal tage udgangspunkt i pågældendes egne behov og forudsætninger og gives med respekt for den enkeltes integritet og værdighed.
For personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne vil hjælpen udover egentlig optræning og behandling kunne omfatte oplæring/genoplæring i daglige færdigheder, omsorg, støtte til udvikling af egne ressourcer, herunder muligheder for at kommunikere og indgå i samvær med andre.
Optræning, behandling og rådgivning som en forebyggende foranstaltning kan fx have form af et tværfagligt samarbejde med fysio- og ergoterapeuter. Der vil være en glidende overgang fra § 73 til § 86 om behandling (se hertil kapitel 11) og det almindelige sundhedssystem.
Efter omstændighederne vil socialpædagogisk bistand kunne omfatte ledsagelse i forbindelse med aktiviteter som fx aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse o.l. Også andre aktiviteter af navnlig social karakter kan være omfattet.
Til nogle udviklingshæmmede kan der fx være behov for støtte med henblik på de pågældendes muligheder for selv at klare dagligdagen, fx træning i at klæde sig på, spisetræning, hjælp til indkøb m.v.
Hjælpen bør tage sigte på hjælp til selvhjælp både på det praktiske og det personlige plan. Der kan fx være behov for hjælp til, at den enkelte kan tilrettelægge og overskue sin egen økonomi.
46. Rådgivningsindsatsen udgør en vigtig faktor, idet rådgivning både kan have en forebyggende og en støttende effekt. Rådgivningen kan bidrage til at hjælpe den enkelte over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt gøre den enkelte bedre i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.
Indsatsen kan bl.a. bestå i rådgivning i forbindelse med tilbud om aktivitets- og samværstilbud, samt fritids- og kulturaktiviteter m.v.
Der kan også være behov for hjælp i forbindelse med opretholdelse af sociale netværk samt hjælp i forbindelse med personlige forhold, konfliktløsning samt hjælp til økonomisk planlægning. Hjælpen kan også bestå af mere praktisk betonede funktioner som fx indkøb, lægebesøg, rejser, læsning af post m.v.
Der kan imidlertid også være tale om den mere omsorgsbetonede og intensive støtte til personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, hvor fx den personlige omsorg og pleje kan være et mål i sig selv.
Tavshedspligt
47. Det personale, der er beskæftiget med hjælp efter §§ 71-75, har tavshedspligt om de oplysninger, der modtages som led i arbejdet.
Gaver, arv m.v.
48. Amtskommunen henholdsvis kommunen træffer beslutning om, hvilke retningslinier der skal gælde - personale og modtagere af hjælpen imellem - for gaver, arv m.v. Både personalet og modtagerne skal oplyses om disse retningslinier samt om konsekvenserne af, at retningslinierne overtrædes.
5.4. Løbende tilpasning/konkret individuel vurdering, § 75
- - - - - - -
§ 75.
Stk. 1. Tilbudene i §§ 71-73 gives efter en konkret individuel vurdering af behovet til opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Tilbudene skal løbende tilpasses modtagerens behov.
Stk. 2. Tilbudene i §§ 71-73 skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Stk. 3. Afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 til personer, som er fyldt 67 år, kan indbringes for klagerådet, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed. - - - - - - -
49. Tilbudene efter §§ 71-75 gives alene til opgaver, som modtageren ikke selv kan klare, og at der således skal foretages en konkret, individuel vurdering af behovet. Herudover skal der ske en opfølgning, således at tilbudene løbende tilpasses det aktuelle behov.
I stk. 3 præciseres det, at afgørelser efter §§ 71 og 72 kan indbringes for klagerådet, jf. § 34 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.
Kapitel 6 - - - - -
§ 76.
Stk. 1. Hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har behov for hjælp efter §§ 71 og 72, kan kommunen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.
Stk. 2. En person under 67 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentlig, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.
Stk. 3. Kommunen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter stk. 2 fortsat skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærstående person, som passer den pågældende.
Stk. 4. Kommunen kan udbetale tilskuddet efter stk. 1, 2 og 3 som et fast beløb på grundlag af anslåede udgifter. - - - - - - -
50. Vejledning om hjælp efter §§ 71 og 72 og reglen i § 76, stk. 1 findes i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m. fl.
6.1. Forskelle på § 76, stk. 1 og § 76, stk. 2.
51. Forskellene på reglen i § 76, stk. 1 og § 76, stk. 2 er følgende:
- reglen i § 76, stk. 1 gælder for alle personer, der er berettiget til hjælp efter §§ 71 og 72, men finder kun anvendelse, når kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed efter §§ 71 og 72. Yderligere vejledning findes i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.
- reglen i § 76, stk. 2, gælder kun for personer under 67 år, med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har brug for hjælp i mere end 20 timer ugentlig. Efter § 76, stk. 2 er det som udgangspunkt brugeren, der har ret til at vælge et kontant tilskud, når betingelserne i øvrigt er opfyldt.
52. Bestemmelsen i § 76, stk. 2, sigter på en lille gruppe personer, der har behov for omfattende hjælp og pleje, men som ikke opfylder kravene til en hjælpeordning efter § 77, fordi de ikke har helt så omfattende behov eller så højt et aktivitetsniveau, som forudsat i § 77. Se nærmere om personkredsen efter § 77 under kapitel 7.1.
6.2. Ret til kontant tilskud
Betingelse
53. Bestemmelsen i § 76, stk. 2 giver personer under 67 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne adgang til at vælge at få udbetalt et kontant tilskud til køb af den hjælp, som de er berettiget til i stedet for at få hjælpen som en naturalydelse. Det skal dreje sig om personer:
- som selv vil kunne administrere tilskuddet,
- og som kommunen vurderer har behov for hjælp efter §§ 71 og 72 i mere end 20 timer ugentligt.
Hvis den pågældende har ophold i boformer, hvor hjælpen er tilrettelagt for flere beboere med henblik på afhjælpning af særlige behov, baseret på et fællesskab i hverdagen, og hvor hjælp i form af en kontantydelse ville kunne modvirke formålet med denne boform, kan kommunen dog beslutte, at hjælpen skal gives som en naturalydelse. Se nærmere herom under særlige botilbud nedenfor under pkt. 56.
Brugeren administrerer selv
54. Betingelsen om, at den pågældende selv skal være i stand til at administrere ydelsen og tilrettelægge hjælpen, betyder, at kommunen kan undlade at yde hjælpen som en kontant ydelse, hvis den pågældende ikke ses at være i stand til at administrere ordningen.
Brugeren er ansvarlig for ansættelse af hjælpen og er også ansvarlig for udbetaling af løn, opgørelse af de timer, der skal betales for, indbetaling af fx ATP-bidrag og skat, udregning og udbetaling af feriepenge m.v.
Modtageren kan dog fx aftale, at kommunen efter anvisning fra modtageren udbetaler løn direkte til hjælperne, indberetter skat m.v., eller modtageren kan rekvirere hjælp til at varetage lønudbetaling m.v. fra et privat servicefirma.
6.3. Hjælpen som naturalydelse eller som en kontant ydelse til en nærtstående
Pasning ved nærtstående
55. Ifølge stk. 3 kan kommunen, hvor det skønnes, at en bruger ikke selv vil kunne administrere tilskuddet eller tilrettelægge ordningen, beslutte, om hjælpen skal gives som en naturalydelse eller udbetales som en kontant ydelse til en nærtstående, der kan og vil passe den pågældende.
Nærtstående
Som nærtstående anses ægtefælle, samlever, forældre, søskende, voksne børn samt andre, der har et nært forhold til den pågældende.
Udbetaling af den kontante ydelse til en nærtstående forudsætter, at både brugeren og ægtefællen eller anden nærtstående ønsker, at den nærtstående løser disse opgaver. Kommunen har ikke hjemmel til at pålægge ægtefællen eller andre nærtstående at varetage disse opgaver og må ikke presse en sådan løsning igennem.
De hensyn, der kan tale for, at kommunen vælger at udbetale tilskuddet til en nærtstående i stedet for at give hjælpen som en naturalydelse, er fx, at familien kan fungere så normalt som muligt på trods af et stort behov for hjælp og pleje.
Det er en forudsætning, at kommunen efter en nøje vurdering af den pågældendes situation, herunder en vurdering af pågældendes mulighed for selvstændig livsførelse, boligforhold, adgangsforhold, netværksressourcer m.v. finder det hensigtsmæssigt, at det er nærtstående, der varetager plejen. Særligt når der er tale om yngre personer, må kommunen lægge vægt på den unges mulighed for selvstændig livsudfoldelse og eventuelt beslutte, at hjælpen skal ydes helt eller delvis som en naturalydelse.
Om administration af den kontante ydelse henvises til kapitel 6.2.
Særlige botilbud
56. Kommunen kan endvidere beslutte, at hjælpen skal gives som en naturalydelse til personer, der lever i boliger, hvor hjælp efter §§ 71-72, og § 74 er tilrettelagt for flere beboere med henblik på afhjælpning af særlige behov. Der kan være tale om gennemførelse af udviklingsforløb m.v., som bl.a. kan være baseret på fællesskab i hverdagen. En kontantydelse i stedet for personlig hjælp og pleje til en eller flere af beboerne vil kunne modvirke formålet med det særlige botilbud.
6.5. Administration, beregning og tilsyn
Anslåede udgifter
57. For at lette administrationen af ordningen er der en adgang for kommunen til at udbetale tilskuddet på grundlag af anslåede udgifter. Det er forudsat, at tilskuddet skal tage udgangspunkt i de udgifter, der er forbundet med den pågældende foranstaltning. Tilskuddet kan maksimalt udgøre et beløb, der svarer til kommunens faktiske omkostninger ved at udføre et tilsvarende tilbud.
Alle udgifter medregnes
Kommunen skal ved beregningen af dette beløb tage hensyn til alle omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaverne, herunder også omkostninger til administration i forbindelse med udførelsen m.v.
Ansvar for hjælpen
58. I de situationer, hvor en person får udbetalt tilskud til selv at antage hjemmehjælp, eller hvor tilskuddet udbetales til en nærtstående, bevarer kommunen ansvaret for, at personen modtager den fornødne hjælp, og kommunen skal derfor påse dette.
Klage
59. Klager over kommunens afslag på at yde kontant tilskud efter § 76, stk. 2, samt kommunens afgørelser efter stk. 3 kan, jf. de almindelige klageregler i § 121, indbringes for det sociale nævn. Det bemærkes, at nævnet kun, når der foreligger særlige omstændigheder, kan efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen, jf. § 69 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Finansiering
60. Amtskommunerne refunderer kommunerne 50 % af udgifterne til støtte efter § 76, stk. 2, jf. § 131, stk. 4.
KAPITEL 7 - - - - -
§ 77.
Stk. 1. Kommunen yder et tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte.
Stk. 2. Stk. 2 Tilskud efter stk. 1 forudsætter, at modtageren selv er i stand til at administrere hjælpeordningen, herunder at ansætte den nødvendige hjælp og være ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse. - - - - - - -
61. Sigtet med ydelse af en hjælpeordning er, at personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne kan leve så almindeligt som muligt og bl.a. deltage i aktiviteter på samme måde som andre borgere.
Det er kommunen, der kan yde hjælpeordning efter § 77, og ydelsen er således ikke omfattet af de ydelser i henhold til § 81, som amtskommunen kan stille til rådighed for beboere i botilbud efter servicelovens §§ 92-94, jf. kapitel 13.1.4.
Finansiering
62. Staten refunderer, jf. § 129, stk. 3, 50 % af kommunernes tilskud til dækning af merudgifter i medfør af § 84.
7.1. Personkreds
63. Personkredsen omfatter som udgangspunkt personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som medfører, at de pågældende ikke eller kun i meget begrænset omfang kan bevæge sig og udføre almindelige daglige funktioner.
Hjælpen kan ydes til såvel pensionister som ikke-pensionister. Det klassiske eksempel er personer, som pga. respirationsinsufficiens har behov for sådan hjælp. Ordningen kan også stilles til rådighed for andre stærkt fysisk handicappede, hvis situation er at sidestille med respirationshandicap. Det drejer sig især om handicap, som medfører, udbredte lammelser eller andre vidtgående fysiske handicap, som især medfører at den pågældende ikke eller kun i meget begrænset omfang kan bevæge sig og udføre almindelige daglige funktioner.
Hertil kommer en række betingelser, som medfører, at personkredsen er langt snævrere end personkredsen ved en række af de øvrige handicapkompenserende ydelser. Det drejer sig om personer,
- som i høj grad er afhængige af andre i almindelige daglige funktioner, og som har et massivt behov for pleje, overvågning eller ledsagelse,
- hvis behov ikke kan dækkes ved almindelig personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. Dette kan skyldes, at hjælpen har så personlig karakter, at den pågældende selv skal kunne vælge sine hjælpere, og hjælpefunktionen i øvrigt skal dække opgaver, som går ud over, hvad der normalt dækkes af hjemmehjælp, herunder ledsagefunktioner,
- som har eller formodes at kunne få et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig intensiv støtte,
- som selv er i stand til at administrere ordningen, således at de fungerer som arbejdsgivere over for hjælperne.
Det vil typisk dreje sig om personer, som skal til at opbygge en selvstændig tilværelse eller fastholde en sådan på trods af et svært fysisk handicap, fx personer, som flytter fra forældrehjemmet, eller som uddanner sig.
Har en person fået bevilget en hjælpeordning, beholder vedkommende ordningen så længe han/hun opfylder betingelserne også efter det fyldte 67. år.
64. Målgruppen kan også omfatte personer med hjerneskade i den udstrækning, de opfylder betingelserne om aktivitetsniveau og er i stand til at administrere kontantydelsen, dvs. ansætte den nødvendige hjælp og fungere som arbejdsgivere over for hjælperne.
7.2. Betingelser for ydelse af hjælpeordning
Betingelser om aktivitet
65. Det er en betingelse for tildeling af hjælp efter denne bestemmelse, at vedkommende har eller kan få et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig intensiv støtte. Det er ikke muligt, at give en mere nøjagtig beskrivelse af hvilke kriterier for et højt aktivitetsniveau, der berettiger til en hjælpeordning. Det vil altid bero på en konkret vurdering. I denne sammenhæng må det tages med i betragtning, at mange modtagere ikke kan have et højt aktivitetsniveau uden at få bevilget en hjælpeordning.
Da der i overvejende grad er tale om personer, der er berettiget til højeste pension med bistands- eller plejetillæg, kan der imidlertid ikke forventes et aktivitetsniveau svarende til erhvervsarbejde e.l., men der kan fx være tale om organisations- og foreningsarbejde, deltagelse i fritidsundervisning, kulturelle, uddannelsesmæssige og sportslige aktiviteter m.v. Det at have ansvaret for et eller flere børn, som vedkommende bor sammen med, kan også i sig selv være tilstrækkelig, selv om den pågældende kun i meget begrænset omfang kan påtage sig noget af det praktiske selv.
Betingelser om administration
66. Det er endvidere en betingelse for hjælp efter denne bestemmelse, at vedkommende er i stand til at administrere ordningen og fungere som arbejdsgiver overfor hjælperne, jf. kapitel 7.4. om administration og arbejdsvilkår.
En person, der fx har haft en hjælpeordning i en årrække, men ikke længere er i stand til at administrere den, er ikke længere berettiget til ordningen. Der kan i dette tilfælde overvejes andre ordninger, fx hjælp efter § 76.
Andre betingelser
67. Det er også en forudsætning for tildeling af hjælpen, at der er tale om behov, som ikke kan dækkes efter reglerne om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v., §§ 71-72 og at det medfører merudgifter, som ikke kan dækkes af plejetillægget til førtidspension.
Det er ligeledes en forudsætning, at behovet ikke kan dækkes ved en ledsageordning efter § 78. Modtagere af hjælpeordning efter denne bestemmelse kan ikke samtidig få ledsagelse efter § 78.
Boformer undtaget
68. Personer, der lever i boliger, hvor hjælp efter §§ 71-75 er tilrettelagt for flere beboere med henblik på afhjælpning af særlige behov, gennemførelse af udviklingsforløb etc. baseret på bl.a. fællesskab i hverdagen, vil som udgangspunkt ikke have ret til hjælpeordning, i det omfang hjælpen dækkes efter de nævnte bestemmelser. Baggrunden er, at den individuelt tilrettelagte hjælpeordning vil kunne modvirke sigtet med den særlige tilrettelæggelse af hjælpen, som er baseret på fællesskab i hverdagen.
7.3. Udmåling af hjælpen
Udmåling
69. Hjælpens udmåling bør foregå efter en nøje individuel behovsvurdering og med udgangspunkt i, hvad den pågældende selv kan klare. I vurderingen tages der stilling til, hvilke funktioner hjælperne skal dække, i hvor mange timer og på hvilke tidspunkter.
Udmåling af hjælpen foretages i et samarbejde med den pågældende selv og med fornøden sagkundskab og bistand fra personer med kendskab til hjælpeordningernes funktion og formål, fx de amtskommunale konsulenter.
Udgangspunktet for hjælpen er, at den skal dække hele døgnet, men der er ikke noget til hinder for, at den pågældende får udmålt et mindre antal timer, hvis han/hun ønsker det. Det kan fx være på grund af et ønske om at være alene nogle timer, eller at en pårørende fx kan og vil påtage sig hjælpefunktionerne nogle timer.
Man må dog være opmærksom på, at familie, herunder ægtefælle eller andre, som frivilligt påtager sig sådanne funktioner, får hvile og fritid i tilstrækkeligt omfang til at kunne klare egen daglig tilværelse.
Der er ikke hjemmel til at pålægge ægtefællen at varetage disse udvidede pleje-, overvågnings- og ledsagefunktioner, men ægtefællen kan - hvis han/hun ønsker det - godt ansættes som hjælper.
I nogle tilfælde vil det være nødvendigt med mere end 24 timers hjælp. Dette kan skyldes, at det er nødvendigt at være to om arbejdet i visse situationer, fx når vedkommende skal løftes. Det kan ligeledes være nødvendigt i forbindelse med ferie eller sygdom.
70. Hjælpeordningen kan kombineres med andre hjælpeforanstaltninger, fx personlig hjælp, omsorg og pleje m.v., dog kun i det omfang den pågældende selv foretrækker det.
Forholdet til plejetillægget
71. Da hjælpeordninger også kan gives til modtagere af social pension, må det ved fastsættelse af hjælpen i hvert enkelt tilfælde vurderes, i hvilket omfang et tilkendt plejetillæg skal indgå ved udmåling af hjælpen.
Hvis hjælpen udmåles, så den dækker alle ledsage-, pleje- og overvågningsbehov, er udgangspunktet, at hele plejetillægget skal anvendes til betaling af en del af hjælpeordningen, eller at plejetillægget frakendes.
I andre tilfælde vil kun en del af plejetillægget skulle fradrages i beløbet til hjælpeordningen. Størrelsen af fradraget afhænger af, hvilke behov den pågældende forudsættes at skulle dække med plejetillægget uden for hjælpeordningen.
I enkelte tilfælde vil der ikke skulle ske reduktion på grund af plejetillægget. Det kan fx være tilfældet, hvis der er behov for at dække mange vanskeligt definerbare småfunktioner ved siden af hjælpeordningen.
Invaliditetsydelse kan modtages sammen med hjælpeordning og skal ikke medgå til betaling af nogen del af hjælpeordningen.
Udgifter til hjælperne
72. Der kan ved udmålingen af hjælpen også være tale om at udmåle et særskilt beløb til dækning af de direkte udgifter i forbindelse med hjælperne, fx ekstra billetter til ledsagerne m.v.
7.4. Administration og arbejdstilrettelæggelse
Aflønning af hjælpere
73. Aflønning af hjælperne bør normalt ske efter de almindelige regler i overenskomst om aflønning af hjemmehjælpere m.v.
74. Der skal i udmålingen af beløbene tages højde for skat, feriepenge, ATP, forsikringer, ferie m.v.
Forsikring
75. Med hensyn til forsikringer har Arbejdsskadestyrelsen udtalt, at en arbejdsgiver har forsikringspligt i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven, når vedkommende selv ansætter og aflønner private hjælpere.
Kommunen bør vejlede brugeren om at sørge for tilstrækkelige forsikringer, herunder mod arbejdsskade ved rejser i udlandet.
Mange private forsikringer dækker også ansvar for medhjælp i husholdningen. Hvis dette ikke er tilfælde, bør der også tegnes en erhvervsansvarsforsikring.
Administration
76. Stk. 2 angiver, at den pågældende selv skal være i stand til at administrere ydelsen og tilrettelægge hjælpen. Hjælperne skal ansættes af den pågældende selv, som også er ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse og vejledning af hjælperne.
Brugeren er også ansvarlig for udbetaling af løn, opgørelse af de timer, der skal betales for, skat, indbetaling af fx ATP- bidrag, udregning og udbetaling af feriepenge m.v.
Modtageren kan dog fx aftale, at kommunen efter anvisning fra modtageren udbetaler løn direkte til hjælperne, indberetter skat m.v., eller modtageren kan rekvirere hjælp til at varetage lønudbetaling m.v. fra et privat servicefirma.
77. Som led i sin rådgivningsvirksomhed bør kommunen, især i forbindelse med igangsættelse af hjælpeordningen hos den enkelte, være behjælpelig med de praktiske ting, så som annoncering, ansættelsesforhold m.v. Det skal i denne sammenhæng oplyses, at en hjælper ikke må være under 18 år.
78. Udgangspunktet for hjælpeordningen er dog, at ansættelsesforholdet, herunder hjælpernes kvalifikationer, arbejdstid m.v. er en sag mellem brugeren og hjælperne.
Arbejdsvilkår
79. Forudsætningen for at hjælpeordningen skal kunne opfylde den handicappedes behov for hjælp er, at ordningen kan tilrettelægges fleksibelt. Der er tale om hjælp af en så personlig karakter, at det er nødvendigt, at der er et absolut tillidsforhold mellem parterne. Det er derfor også vigtigt, at brugeren forstår at tage hensyn til den ansatte hjælpers arbejdsbetingelser, men serviceloven indeholder ingen regler om hjælperens arbejdsforhold m.v.
Arbejdsministeriets regler
80. Brugeren skal være opmærksom på, hvad der gælder for en arbejdsgiver ifølge Arbejdsministeriets regler. Det skal i denne sammenhæng præciseres, at der er tale om arbejde i arbejdsgiverens (brugerens) private husholdning. Dette arbejde er omfattet af arbejdsmiljølovens udvidede område, jf. arbejdsmiljølovens § 2, stk. 3. Det vil sige, at arbejdsmiljølovens bestemmelser vedr. arbejdets udførelse, tekniske hjælpemidler m.v. gælder for dette arbejde. Reglerne om fx arbejdstid, arbejdsstedets indretning og bedriftssundhedstjeneste gælder derimod ikke for dette arbejde.
Når en person skal løftes, flyttes og plejes skal dette foregå på en for hjælperen forsvarlig måde. Arbejdet skal kunne udføres på en måde, så der kan arbejdes i hensigtsmæssige arbejdsstillinger, og uden at der foretages tunge løft. Vurdering af, hvornår der skal bruges tekniske hjælpemidler, kan foretages ud fra Arbejdstilsynets vejledende At-meddelelse 4.05.2 om vurdering af løft.
Instruktion
81. Instruktion af hjælperne varetages af modtageren af hjælpen i samarbejde med forvaltningen, jf. kommunens almindelige vejledningspligt eller eventuelt gennem kursusvirksomhed for hjælperne.
7.4.1. Opfølgning og tilsyn
82. Kommunerne har i medfør af § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.
Kommunen bør mindst en gang om året sikre sig, at hjælpeordningen fungerer efter hensigten og bl.a.
- om behovet for hjælp er i overensstemmelse med den udmålte hjælp
- om modtageren får den pleje, overvågning og ledsagelse, som var hensigten med ordningen
- om modtageren opfylder betingelserne for hjælpen, herunder betingelserne for at kunne fungere som arbejdsgiver
- om modtageren tilrettelægger, og hjælperen udfører arbejdet tilfredsstillende
- om der er for hyppige hjælperskift, der kan give anledning til en særlig indsats.
7.4.2. Flytning til anden kommuner
83. Hvis en person med hjælpeordning flytter til en anden kommune, bør en ansøgning om hjælpeordning indgives til den nye bopælskommune i så god tid, at der er mulighed for at behandle sagen færdig med henblik på at yde hjælpen straks, når flytningen er sket.
Tilflytningskommunen bør efter modtagelsen tage kontakt med den pågældendes tidligere opholdskommune med hensyn til oplysninger om tidligere ydet hjælp. Ved et sådant samarbejde mellem kommunerne vil det være muligt at yde hjælpen, så snart flytningen er sket.
7.5. Forholdet til andre ydelser efter den sociale lovgivning
84. Hvis en person har ret til hjælpeordning, har pågældende, selv om han/hun er pensionist, også ret til ydelser efter § 84, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Hjælp til revalidering, herunder uddannelse m.v. efter lov om aktiv socialpolitik kan ydes sammen med hjælpeordningen efter § 77.
85. Hvis ansøgere under 67 år har behov for praktisk og personlig hjælp i mere end 20 timer pr. uge, men ikke har et aktivitetsniveau eller ikke kan administrere ordningen, kan hjælp efter § 76 komme i betragtning.
7.6. Forholdet til ydelser efter anden lovgivning
86. Personer, som har arbejde, kan, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, have hjælpeordning til at dække pleje-, overvågnings- og ledsagebehovet også i arbejdstiden under forudsætning af, at hjælperne kun dækker de nævnte funktioner. Der kan efter § 77 ikke ydes hjælp til at varetage arbejdsfunktioner.
Personlig assistance
87. Efter Arbejdsministeriets lov om personlig assistance til handicappede i erhverv kan der ydes personlig assistance til at bistå personer med nedsat funktionsevne med de praktiske arbejdsfunktioner, som følger af beskæftigelsen, og som vedkommende på grund af den nedsatte funktionsevne ikke selv kan udføre. Det er også muligt efter disse regler, at få tilskud til personlig assistance under efteruddannelse forud for påbegyndelse af et konkret ansættelsesforhold. Vejledning fås hos den stedlige arbejdsformidling.
Ventilatørbistand
Hvis modtageren har brug for ventilatørbistand, kan denne ydes i kombination med hjælpeordningen, jf. pkt. 139. i kapitel 11.4. om nødvendige merudgifter.
boformer, § 78
Kapitel 8 - - - - -
§ 78.
Stk. 1. Kommunen yder 15 timers ledsagelse om måneden til personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Stk. 2. Modtageren kan opspare timer inden for en periode på 6 måneder. Kommunen fastsætter retningslinjer herfor.
Stk. 3. Der kan ikke ydes ledsagelse efter denne bestemmelse til personer, der har hjælpeordning efter § 77.
Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen. - - - - - - - 8.1. Generelt om ledsagelse
88. Ledsagelse kan ydes til personer under 67 år, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes på egen hånd uden for hjemmet. Ledsageordningen omfatter selve ledsagelsen og de med denne direkte forbundne funktioner som fx at hjælpe med at tage overtøj af og på samt med kørestol og andre ganghjælpemidler. Ledsageordningen skal supplere de øvrige serviceydelser, men ikke erstatte dem og omfatter således fx ikke praktisk hjælp i hjemmet. Ledsagelse ydes af kommunen (eller amtskommunen jf. § 81) som en naturalydelse af kommunalt ansatte ledsagere.
Personer, der opfylder betingelserne for at få ledsagelse, har ret til 15 timer pr. måned, uanset hvad de pågældende ønsker at blive ledsaget til.
Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i § 81, stk. 1, hvorefter amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boformer efter §§ 92-94, samt § 81, stk. 2, hvorefter amtskommunen kan yde hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Bestemmelsen gennemgås nærmere under kapitel 13.1.4., hvortil der henvises.
Finansiering
89. Udgifterne til ledsagelse finansieres af kommuner og amter med hver 50%, jf. § 131, stk. 4.
90. Ledsageordningen er indført som en ny foranstaltning på baggrund af gennemførte forsøg i 4 kommuner og efter anbefalinger fra Socialministeriets Udvalg om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser.
8.2. Formål med ledsagelse
91. Formålet med ledsagelse er at medvirke til normalisering og integration i samfundet af personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Ledsageordningen skal ses som et led i bestræbelserne på at øge handicappedes muligheder for selvstændighed, valgfrihed og ansvar for egen tilværelse.
Personer med handicap har som andre behov for at kunne komme hjemmefra, gøre indkøb og deltage i kulturelle og sociale aktiviteter uden altid at skulle bede familie, venner eller medarbejdere i bomiljøet om hjælp.
Både for personer, der lever et relativt aktivt liv og for andre, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg.
- - - - - - -
B § 1 Kommunen/amtskommunen yder ledsagelse til personer mellem 18 og 67 år, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene uden for hjemmet.
Stk. 2. Ledsageordningen omfatter ikke personer med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager.
B § 2 En person der opfylder betingelserne i § 1, har ret til ledsagelse uanset boform.
- - - - - - -
8.3. Personkredsen
92. Ledsageordningen ydes til personer mellem 18 og 67 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke kan færdes uden for hjemmet uden ledsagelse. Det kan være kørestolsbrugere og andre med svære bevægelseshandicap, blinde og stærkt svagtsynede, personer med udviklingshæmning og andre, der af den ene eller anden grund er ude af stand til at færdes på egen hånd.
Ledsageordningen ophører ved det fyldte 67. år.
For unge mellem 16 og 18 år kan kommunen efter en konkret vurdering tilbyde ledsagelse i op til 15 timer pr. måned, jf. servicelovens § 31 og vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap.
Ved vurderingen af om ledsagelse kan ydes til personer, der har ophold i et botilbud efter serviceloven, må det indgå i hvilket omfang, der i forvejen ydes individuel ledsagelse som et led i det samlede tilbud, der i øvrigt ydes den pågældende, jf. §§ 71 og 73.
Det forhold, at ledsagelse foregår i små grupper (fx 2-4 personer), udelukker ikke, at dette kan betegnes som individuel ledsagelse, såfremt de enkelte beboere selv har valgt den pågældende aktivitet med ledsagelse. Et eksempel kunne være, at en beboer ønsker at gå i biografen. Såfremt en anden beboer har samme ønske, fratager dette ikke ledsagelsen dens individuelle karakter.
93. Ordningen omfatter ikke personer med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager. Dette skyldes, at arbejdet med disse persongrupper stiller nogle særlige krav med hensyn til indsigt og træning, som ligger ud over de kvalifikationer, som kommunens ledsagekorps forudsættes at skulle have.
94. Personer, som har hjælpeordning efter servicelovens § 77 eller kontaktperson til døvblinde efter § 79, forudsættes at få deres ledsagebehov dækket inden for disse ordninger.
- - - - - -
B § 3 Ledsageordningen indeholder ikke socialpædagogisk bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som brugeren selv bestemmer indholdet i, og ordningen er således begrænset til personer, der kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold.
B § 4 Personer, der opfylder betingelserne for at få ledsagelse, har ret til 15 timers ledsagelse pr. måned til formål, som brugeren vælger.
Stk. 2. Hvis en person i forvejen modtager ledsagelse i en form, der svarer til ledsagelse efter § 78, fx som en integreret del af servicetilbud i eget hjem eller i et amtskommunalt botilbud, fradrages denne i de 15 timers ledsagelse pr. måned.
- - - - - - -
8.4. Tildeling af ledsagelse
95. Kommunen/amtskommunen træffer efter en konkret vurdering afgørelse om, hvilke personer der opfylder betingelserne for at få ledsagelse. Denne afgørelse er uafhængig af, hvad ledsagelsen ønskes brugt til.
Kollektive boformer
96. For personer, der bor i amtskommunale botilbud efter §§ 92 og 93 og i almene boliger, oprettet efter aftale med amtskommunen jf. § 81 eller i de eksisterende plejehjem, beskyttede boliger m.v. som videreføres, jf. servicelovens § 140, tages der ved amtskommunens vurdering af, om der er et ledsagebehov, hensyn til den hjælp, der i øvrigt ydes den pågældende som en integreret del af opholdet.
Det vil dreje sig om personer, der har handicap, som bevirker, at de har behov for en meget beskyttet boform, men som alligevel er i stand til at efterspørge individuel ledsagelse, fx til deltagelse i aftenskole, danseskole, biograf, idræt eller andre aktiviteter.
Ved tilrettelæggelse af ledsagelsen kan der tages hensyn til den hjælp, der i øvrigt ydes den pågældende som en integreret del af botilbuddet. Det betyder, at beboere, der i forvejen modtager individuel ledsagelse til en aktivitet, som de selv har valgt, men som de alene på grund af deres handicap ikke kan deltage i uden ledsagelse, ikke har krav på yderligere 15 timers ledsagelse, men op til i alt 15 timers ledsagelse.
Ledsageordningen skal ikke fungere som en erstatning for den socialpædagogiske bistand og anden form for hjælp.
Opsøgende arbejde
97. Der vil være mange handicappede, der selv vil søge ordningen, da den har været et ønske gennem lang tid. Erfaringerne fra forsøgene med ledsageordning viser også, at der vil være nogle personer, der klart opfylder betingelserne, men som ikke efterspørger ordningen på grund af lang tids isolation eller mangel på muligheder, og hvor der kræves opsøgende arbejde for at få den enkelte til at gøre brug af tilbudet.
8.5. Ledsageordningens indhold
98. Ledsageren skal ledsage brugeren derhen, hvor denne selv vil, og brugeren bestemmer, hvad der skal ske. Ledsagelsen omfatter ikke socialpædagogisk bistand. Ledsagelse som led i socialpædagogisk bistand jf. § 73 gennemgås under kapitel 5.3.3.
Der er heller ikke tale om, at ledsageren skal fungere som kontakt- og støtteperson eller besøgsven. Ledsageren skal være opmærksom på, at tiden ikke bruges til at sidde hjemme, men medvirke til opfyldelsen af det egentlige formål nemlig at komme ud til ønskede aktiviteter.
99. Ledsageopgaven er forskellig i forhold til personer med forskellige handicap og forskellige ledsagebehov.
For fysisk handicappede kan ledsageren fx støtte brugeren, når denne skal udendørs, finde varer under indkøb og tage dem ned fra hylderne og bære indkøbte varer hjem. Ledsageren kan hjælpe til med kørestolen ved besværlige passager, hjælpe brugeren på toilettet, køre bil for brugeren, eventuelt tage med ud i naturen, i biograf eller andre forlystelser. For personer fx spastikere eller andre, der har svært ved at gøre sig forståelig over for fremmede, kan ledsageren hjælpe til med kommunikationen.
For blinde eller svagtseende kan der ligeledes hjælpes til med indkøb af dagligvarer eller tøj og gaver, eller med andre aktiviteter, hvor brugeren skal bruge hjælper, fx motionere på tandemcykel, være med ved svømning eller andre fritidsaktiviteter.
Ledsageren må være opmærksom og klar til at sørge for hjælp, hvis brugeren får anfald eller bliver dårlig.
- - - - - - -
B § 5 Modtageren kan efter aftale med kommunen/amtskommunen opspare timer inden for en periode på 6 måneder. Der kan dermed være op til 90 timer til rådighed inden for en enkelt måned.
Stk. 2. Ledsageordningen og en eventuel aftale om opsparing må tilrettelægges, så brugernes ønsker i videst muligt omfang kan imødekommes, men samtidig således, at ordningen bliver mulig at administrere for kommunen/amtskommunen.
Stk. 3. Forbrug af ledsagetimer svarer til tid, der medgår til den enkelte ledsageopgave. Ledsagerens befordringstid mellem de enkelte opgaver medregnes ikke.
Stk. 4. Ved ledsagelse på rejser udover lokalområdet beregnes hjemrejse og/eller nødvendige ventetider eller eventuel overnatning for ledsager som forbrug af ledsagetimer. De beregnede ledsagetimer kan dog ikke overstige det tilsvarende antal fulde løntimer.
- - - - - - -
8.6. Opsparingsordningen
100. Modtageren kan inden for en periode på 6 måneder spare timer sammen. Timer, der er opsparet, men ikke forbrugt bortfalder efter 6 måneder. Kommunerne fastsætter retningslinier for opsparing.
Ledsageordningen tilrettelægges, således at kommunerne har mulighed for i videst mulige omfang at imødekomme brugerens ønsker, men også således at ordningen bliver mulig at administrere. Det betyder, at tilrettelæggelse af arbejds- og ansættelsesforhold for ledsagerne kan gøre det nødvendigt for brugerne at indstille sig på, at ledsagelsen må foregå på et af de tidspunkter, hvor der er ledig kapacitet. Brugerne må være indstillet på, at det i særlige belastningssituationer kan være vanskeligt at imødekomme alles ønsker om bestemte tidsmæssige placeringer.
For at sikre den bedst mulige overensstemmelse mellem brugernes ønsker og kommunens muligheder er det derfor vigtigt, at brugeren i god tid inden tidspunktet for den ønskede aktivitet træffer aftale med kommunen om, hvordan opsparingen skal tilrettelægges, og hvornår den skal realiseres.
Ved opsparingsordningen forudsættes det således, at kommunerne fx kan fastsætte, at
- med mindre, der er truffet aftale om opsparingen, kan kommunen vælge, at ikke forbrugte timer automatisk falder bort,
- alle timer i den indeværende måned skal anvendes, inden den opsparede tid bruges,
- brugen af den opsparede tid skal ske i rækkefølge fra den nærmest foregående måned og videre månedsvis bagud inden for de seks måneder,
- ikke forbrugte timer fra den første af de 6 måneder vil falde væk efter udløbet af 6 måneders perioden, såfremt de ikke er blevet anvendt.
Det betyder, at brugeren inden for en 6 måneders periode maksimalt kan disponere over 90 timer til forbrug eller opsparing og således ikke i en given måned kan have mere end 90 timer til rådighed.
Opsparingsaftalen kan indgås, når der er behov for det og således også hen over et årsskifte.
Ledsagetimer kan ikke bruges på forskud.
101. Brugerens forbrug af ledsagetimer til den enkelte ledsageopgave beregnes, så antallet af timer som udgangspunkt svarer til det antal timer, hvor der i forbindelse med den enkelte ledsageopgave ydes løn til ledsageren. Det betyder, at brugere, der ønsker ledsagelse til rejser, må gøres opmærksomme på, at den ekstra tid, der medgår til ledsagerens tilbagerejse, fratrækkes i brugerens ledsagetimer. Under ledsageopgaver inden for lokalområdet gælder dette ikke. Her vil ekstra lønomkostninger imellem de enkelte ledsageopgaver afholdes af kommunen/ amtskommunen.
Hvis der i forbindelse med rejser er ventetid eller overnatning, som ikke honoreres som ledsagetimer, men efter andre takster, kan de beregnede ledsagetimer, som fratrækkes i brugerens ledsagetimer, ikke overstige et tilsvarende antal timer efter omregning til fulde løntimer.
- - - - - - -
B § 6. Ledsagelse ydes som en naturalydelse af kommunalt/amtskommunalt ansatte ledsagere og kan ikke erstattes af en kontant ydelse.
- - - - - - -
8.7. Administration og tilrettelæggelse af ledsageordningen
102. Ledsagelse ydes som en naturalydelse af kommunalt/amtskommunalt ansatte ledsagere, og der er ikke hjemmel til at udbetale et kontant beløb til ledsager, som den pågældende selv ansætter.
103. På baggrund af erfaringerne fra forsøgsordningerne anbefales det, at ledsageordningerne gennemføres i et integreret samarbejde med handicaporganisationerne. Forsøget har også vist, at kommunerne har haft udbytte af at inddrage personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i administration og tilrettelæggelse af ordningen. Der kan henvises til Socialministeriets rapport: Ledsageordningen mellem offentlig og privat omsorg, ved Inger Glavind Bo og Bente Grønfeldt, maj 1996.
104. For at kommunen kan få mulighed for at imødekomme brugerens ønsker om ledsagelse, er det vigtigt, at det så vidt muligt i god tid aftales, hvortil og hvornår ledsagelse ønskes, således at kommunen kan tilrettelægge ordningen mest hensigtsmæssigt.
8.7.1. Ledsagernes kvalifikationer
105. Ledsagerne bør rekrutteres blandt personer, der har særlig interesse i og/eller erfaringer med at arbejde med mennesker med handicap. Det kan være personer, som tidligere har arbejdet inden for handicapområdet eller lignende, men der kan også være tale om personer, som viser interesse for, venter på eller er i gang med en uddannelse inden for det sociale eller pædagogiske område. Der kan også være tale om at ansætte personer i arbejdstilbud, kontanthjælpsmodtagere og ledige a-kassemedlemmer. Ledsagejobbet forudsætter en høj grad af personlig balance, og ledsageren bør derfor ikke have problemer ud over eventuel ledighed.
106. Ledsagerne bør have en introduktion til arbejdet som ledsager. Ledsageren bør have handicapkendskab, samt kendskab til etik og praktiske færdigheder i at udøve hjælpen, som fx løfteteknik.
107. Ved valg af ledsagelse til den enkelte bruger skal der tilstræbes et intereressefællesskab og så vidt muligt den samme ledsager til den enkelte bruger.
- - - - - - -
B § 7. Brugeren afholder sine egne og ledsagernes udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis brugeren ønsker dennes tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for, fx biograf- eller restaurationsbesøg.
Stk. 2. Kommunen/amtskommunen afholder ledsagerens udgifter til befordring mellem de enkelte ledsageropgaver i lokalområdet og kan i forbindelse med den enkelte ledsageopgave efter en konkret vurdering yde udgifter til ledsagerens lokalbefordring. Hvis ledsagerens tilstedeværelse i det konkrete tilfælde skønnes nødvendig under aktiviteter, der skal betales for, kan kommunen/amtskommunen afholde udgiften hertil.
- - - - - - - -
Udgifter
108. Brugeren afholder sine egne udgifter til befordring m.v. og egne samt ledsagerens udgifter til biografbilletter, til spisning osv., hvis brugeren ønsker ledsagerens tilstedeværelse. Endvidere dækker brugeren ledsagerens befordringsudgifter under ledsagelsen.
Kommunen/amtskommunen kan dog i forbindelse med den enkelte ledsageopgave efter en konkret vurdering yde udgifter til ledsagerens lokalbefordring i forbindelse med en ledsagelse.
Hvis ledsagerens tilstedeværelse i det konkrete tilfælde skønnes nødvendig, kan kommunen/amtskommunen endvidere vælge at afholde ledsagerens udgifter til biografbilletter, til spisning m.v. inden for rimelige grænser.
Kommunen/amtskommunen yder dækning af ledsagerens befordringsomkostninger mellem de enkelte ledsageopgaver i lokalområdet.
Kapitel 9 - - - - -
§ 79.
Stk. 1. Kommunen yder i fornødent omfang hjælp i form af en særlig kontaktperson til personer, som er døvblinde. - - - - - - - Generelt om kontaktpersonordningen
109. Personer, som er døvblinde, har ret til i fornødent omfang at få hjælp af en særlig kontaktperson.
Bestemmelsen i § 79 viderefører kommunens forpligtelse efter bistandsloven om kontaktpersoner til døvblinde.
Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i § 81, stk. 1, hvorefter amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boformer efter §§ 92-94, samt § 81, stk. 2, hvorefter amtskommunen kan yde hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. § 81 gennemgås nærmere under kapitel 13.1.4., hvortil der henvises.
9.1. Formål, finansiering og personkreds
Formål
110. Formålet med kontaktpersonordningen er at give voksne døvblinde mulighed for at få en særlig form for hjælp, der kan være med til at bryde den døvblindes isolation samt bidrage til, at den pågældende kan leve så normalt som muligt på trods af det meget svære kommunikationshandicap og massive ledsagebehov.
Finansiering
111. Staten refunderer, jf. servicelovens § 129, stk. 3, 50 % af en kommunes udgifter til kontaktpersoner til døvblinde. Bevilges en kontaktperson til døvblinde efter § 79 af amtet, afholder amtet selv hele udgiften, jf. servicelovens § 131, stk.6
Personkreds
112. Kontaktperson kan ydes til døvblinde over 18 år, og der er ikke nogen øvre aldersgrænse.
9.2. Kontaktpersonens opgaver
113. En kontaktpersons opgaver er blandt andet følgende:
- At besøge og kommunikere med den døvblinde.
- At orientere om hverdagen (avislæsning m.v.).
- At være bindeled til omgivelserne.
- At bistå med at oversætte breve, meddelelser, regninger m.v.
- At ledsage til indkøb, besøg, forretninger m.v.
- At ledsage og være bindeled til myndigheder, posthus, bank osv.
- At ledsage til aktiviteter, kurser, møder o.l.
Almindelig praktisk bistand i hjemmet hører ikke med til de funktioner, som kontaktpersonen skal udføre.
Ledsagelse
Det forudsættes, at kontaktpersonordningen dækker ledsagebehovet, og der ydes derfor ikke ledsagelse efter § 78 til personer, der har kontaktperson.
9.3. Kommunens og amtskommunens opgaver
114. Det påhviler den hjemmeboende døvblindes opholdskommune at stå for arbejdet med at finde frem til og ansætte kontaktpersoner, at etablere den enkelte kontaktpersonordning og administrere sådanne ordninger, eventuelt med bistand af særlig ekspertise, se nedenfor.
Det er en ganske særlig opgave at finde frem til den rigtige kontaktperson til den enkelte døvblinde, fordi en sådan ordning stiller store personlige krav til begge parter, også følelsesmæssigt. Den døvblinde selv skal altid være med til at finde frem til og godkende den enkelte kontaktperson.
115. Amtskommunen yder den nødvendige kontaktmæssige støtte til døvblinde i amtskommunale boformer i forbindelse med fastlæggelsen af det samlede servicetilbud som en særlig støtte ud over den daglige hjælp og pleje.
9.4. Amtskommunale døvblindekonsulenter og anden særlig ekspertise
Særlig ekspertise
116. I arbejdet med at vurdere behovet for bistand i det konkrete tilfælde samt at finde, instruere og ansætte kontaktpersonerne vil det være nødvendigt med særlig ekspertise. Amtskommunale døvblindekonsulenter, der har ekspertise vedrørende voksne døvblinde, bør inddrages i arbejdet med tilrettelæggelse af kommunernes kontaktpersonordninger, ligesom de løbende skal være faglig baggrundsstøtte og yde supervision til kontaktpersonerne.
Instruktion
117. Kontaktpersonerne skal have adgang til fornøden instruktion, supervision og kursusvirksomhed, sædvanligvis arrangeret af eller ved medvirken af de amtslige døvblindekonsulenter og/eller de amtslige institutioner, som har ekspertise vedrørende voksne døvblinde.
Kapitel 10 - - - - -
§ 84.
Stk. 1. Kommunen yder dækning af de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne.
Stk. 2. Personer, der modtager social pension, kan ikke samtidig få hjælp efter denne bestemmelse, medmindre det drejer sig om personer, der har hjælpeordning efter § 77.
Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til hjælp efter denne bestemmelse. - - - - - - -
118. Bestemmelsen viderefører den dækning af merudgifter, som hidtil har været gældende, og giver hjemmel til at dække de udgifter, som personer på 18 år og derover ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Da bestemmelsen som udgangspunkt ikke gælder for pensionister, vil hovedparten af de personer, der bor i boformer efter § 91-94 være undtaget.
Hjælp til merudgifter ved boligskift ydes efter servicelovens § 102, stk. 2, jf. vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.
Formål
119. Formålet med ydelsen er at medvirke til, at en person med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og dennes eventuelle familie kan leve så normalt som muligt på trods af den nedsatte funktionsevne.
Finansiering
120. Staten refunderer, jf. § 129, stk. 3, 50% af kommunernes tilskud til dækning af merudgifter i medfør af § 84.
10.1. Personkreds
121. Personkredsen omfatter personer på 18 år og derover, som har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som følge af udviklingshæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion, herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse, jf. bekendtgørelse om afgrænsning af personkredsen efter lov om social service § 84, stk. 3.
Der skal være tale om en vedvarende, dvs. en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af meget indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse. Den pågældende vil som regel være berettiget til invaliditetsydelse og eventuelt bistands- eller plejetillæg efter pensionslovgivningen.
Personkredsen omfatter endvidere personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.l. følges, tænkes der især på gruppen af personer med PKU (phenylketonuri) og personer med cystisk fibrose, som dog alene kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, jf. ovenstående bekendtgørelse § 1, stk. 2.
Det beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde om en person har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
122. Bestemmelsen tager sigte på ikke-pensionister, dog er personer, der modtager en hjælpeordning efter § 77 også berettiget til at modtage hjælp til nødvendige merudgifter. Personer, der modtager pension, forudsættes at få dækket deres behov efter pensionslovens regler.
Personer, der modtager invaliditetsydelse, betragtes ikke som pensionister i forhold til § 84.
Pensionsydelser
123. Hvis den pågældende får bistands- eller plejetillæg, må der tages hensyn til dette, således at der ikke ydes hjælp til dækning af samme merudgift efter § 84 som efter pensionslovgivningen. I vejledningen om social pension findes en beskrivelse af, hvilke merudgifter der dækkes af bistands- og plejetillægget.
Invaliditetsydelsen er normalt beregnet på de mere vanskeligt opregnelige småudgifter, som personer med nedsat funktionsevne måtte have i den daglige tilværelse, og som ikke indgår de merudgifter, der er omfattet af § 84. Vedrørende forholdet mellem invaliditetsydelse og § 84 henvises til § 1, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsning af personkredsen efter lov om social service § 84, stk. 3.
10.2. Betingelser for støtte
Nødvendige merudgifter
124. Merudgiften skal være en nødvendig følge af nedsat funktionsevne, dvs. udgifter som den pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne.
Den del af udgifterne, som svarer til de udgifter vedkommende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige forsørgelsesproblemer på grund af nedsat funktionsevne, skal derfor normalt afholdes af den pågældende selv.
Hjælpen ydes efter en vurdering af merudgiftens omfang i det enkelte tilfælde.
10.3. Hvad kan der gives støtte til?
Konkret vurdering
125. Det afgørende ved vurderingen af, hvad der kan ydes hjælp til efter § 84, er, om behovet for hjælp skyldes, at der er merudgifter ved forsørgelsen som følge af den nedsatte funktionsevne. Vurderingen må altid være konkret.
Eksempler ikke udtømmende
126. I det følgende opregnes nogle eksempler på merudgifter som følge af nedsat funktionsevne hos voksne. Der er ikke tale om en udtømmende opregning.
10.3.1. Kost og diætpræparater
Kost og diætpræparater
127. Til voksne med betydelig og varigt nedsat funktionsevne kan der ydes tilskud til merudgifter til diætkost. Det forudsættes, at kommunen sørger for, at behovet er tilstrækkelig dokumenteret, fx ved lægeerklæring.
I tilfælde hvor der ydes tilskud til ernæringspræparater efter sygesikringsloven, går denne lovgivning forud for tilskud efter § 84, jf. § 1 i Sundhedsministeriets lov om ændring af lov om offentlig sygesikring. (Loven forventes vedtaget før udsendelsen af nærværende vejledning).
Når der ved observations- og undersøgelsesformål, i forbindelse med gentagne undersøgelser, og som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne, ordineres særlige diætpræparater, som personen skal indtage i hjemmet over en kortere eller længere periode, kan der ydes hjælp til dækningen af udgiften til disse præparater.
Sagkyndig bistand
128. Ved bedømmelsen af dokumentationsgrundlaget i disse tilfælde kan det oftest være nødvendigt at inddrage sagkyndig bistand fra specialafdelinger under sygehusvæsenet eller fra embedslægen, hvis kommunen ikke selv råder over den lægelige ekspertise.
Er der tvivl om, hvad udgiften til diætkosten er, kan det anbefales at tage kontakt med den pågældende specialafdeling, som ofte har beregninger over udgiften. Ligeledes foreligger der ofte beregninger fra Forbrugerstyrelsen eller fra brugerorganisationer, patientforeninger o.l. I hvert enkelt tilfælde skal der ved fastsættelsen af den konkrete ydelse dog laves et skøn over behovet.
Udgifterne til særlige diætpræparater, som fremstilles på sygehus og som pågældende skal indtage som led i en sygehusbehandling, afholdes af sygehusvæsenet.
Udgifter til særlige diætpræparater dækkes også for personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.l. følges. Det gælder især gruppen af personer med phenylketonuri (Føllings sygdom) og personer med cystisk fibrose, jf. § 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsing af personkredsen efter lov om social service § 84, stk. 3.
Medicin
129. Til voksne med betydelig og varigt nedsat funktionsevne kan der ydes hjælp til egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin, der gives som følge af den nedsatte funktionsevne.
Befordring generelt
130. Der kan ydes tilskud til merudgifter til befordring til uddannelse, behandling og fritid. Befordringsydelser efter § 84 er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter andre bestemmelser, herunder den støtte der kan ydes efter § 103 til personer, der på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle befordringsmidler, jf. Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.
Tilskud til befordring kan ydes, hvadenten den bil som vedkommende bliver befordret i, er ejet af vedkommende, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter § 99. Når en person er berettiget til hjælp, kan tilskuddet fx udregnes på baggrund af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste sats. Dette gælder, hvad enten bilen er ejet, lånt eller lejet.
Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af en person med nedsat funktionsevne kan ikke ydes efter § 84. Den kan eventuelt ydes efter servicelovens § 99, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99, hvori der udtømmende er gjort op med mulighederne for støtte til anskaffelse af motorkøretøj til personer med svær invaliditet. Der kan således heller ikke efter § 84 ydes hjælp til betaling af afdrag på en bil.
Driftsudgifter til bil
131. Generelt kan der ikke gives støtte til andre udgifter, som fx forsikring, reparationer m.v.
Hvor personen har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil - fx en kassebil - som følge af den nedsatte funktionsevne, kan der efter en konkret vurdering ydes tilskud til merudgifter.
Befordring til uddannelse
132. Der vil kunne ydes hjælp til betaling af de nødvendige befordringsudgifter, hvis en person i videre omfang end normalt og som en direkte følge af nedsat funktionsevne skal befordres til eller fra skole eller andet uddannelsessted.
Det sker dog kun i det omfang merudgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser, herunder revalideringsbestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik, eller ved andre ordninger, jf. Undervisningsministeriets regler om befordring af voksne med nedsat funktionsevne.
Befordring til behandling
133. Der kan ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter o.l., som er nødvendige, for at en voksen kan komme til behandling som følge af nedsat funktionsevne. Hvis der er behov for, at personen har en ledsager, kan hjælp til betaling i sådanne tilfælde ydes såvel til befordring for personen selv som til ledsagerens befordring. Merudgifterne dækkes i det omfang, de ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger.
Hjælp til dækning af befordringsudgifter m.v. i forbindelse med behandling i udlandet kan kun ydes, hvis Sundhedsstyrelsen har godkendt, at behandlingen skal foregå i udlandet, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 69 af 17. februar 1983. I sådanne tilfælde ydes hjælpen kun, hvis den ikke dækkes efter Sundhedministeriets regler eller andre ordninger.
Befordring i fritid
134. Hvis en person på grund af nedsat funktionsevne ikke er i stand til at benytte offentlige transportmidler, kan der ydes tilskud til merudgifter til befordring i egen bil i fritiden. Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget der kan ydes i den situation. Der må tages hensyn til hjemmets afstand til fritidsforanstaltninger, venners hjem, mulighederne for almindelig fritidsbeskæftigelse osv.
Handicaprettede kurser
135. Der kan ydes hjælp til dækning af merudgifter som følge af pågældende og eventuelt pårørendes nødvendige deltagelse i kurser, som tager sigte på at sætte de pågældende i stand til at leve et liv så nær det almindelige som muligt på trods af handicappet og med det.
Det klassiske eksempel er deltagelse i kurser i total kommunikation (tegnsprogsundervisning mv.) for pårørende til personer med vidtgående hørehandicap.
De udgifter, der kan være tale om, er fx rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusafgift, kursusmaterialer, pasning af barn/børn, som ikke skal med på kurset.
Beklædning
136. Der kan ydes hjælp til personer, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning e.l. har behov for særlig dyrt eller særligt udformet tøj. Det samme gælder hjælp til beklædning, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko.
Særlige beklædningsgenstande som fx regnslag til kørestol, kørepose, rygeforklæde og beskyttelsesbukser til svært inkontinente personer ydes dog efter § 97. Efter denne bestemmelse ydes også merudgifter til beklædningsgenstande til personer, som på grund af sygdom, ulykke e.l. er blevet varigt invalideret og som følge heraf skal have udskiftet hele sin garderobe.
Hvis det er nødvendigt med ortopædisk fodtøj, herunder fodtøj til personer med en foddeformitet, ydes hjælpen efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens § 97 og 98.
Andre merudgifter
137. Efter en konkret vurdering vil - udover de nævnte eksempler - også andre nødvendige handicaprelaterede merudgifter kunne dækkes, når det sandsynliggøres, at merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne.
Som eksempler på andre merudgifter, som kan dækkes efter § 84, kan nævnes:
- forhøjede forsikringspræmier vedrørende familieulykkesforsikringer,
- udgifter til beskæftigelse i fritiden,
- udgifter til flytning, der er betinget af en nedsat funktionsevne, herunder eventuelt salær til ejendomsmægler, leje af flyttevogn m.v.
Merudgifter som skyldes boligskift, forbedringer af boligen eller højere løbende boligudgifter samt udgifter til boligændringer ydes efter § 102.
10.4. Afgrænsning overfor andre bestemmelser
Lægebehandling m.v.
138. Udgifter til lægebehandling forudsættes afholdt inden for rammerne af den gældende sygesikringsordning. Om hjælp til dækning af udgifter til særlig tandbehandling, ergoterapi, fysioterapi og anden lignende behandling henvises til lov om aktiv socialpolitik § 82.
Om hjælp til dækning af udgifter til behandlingsredskaber henvises til Sundhedsministeriets regler.
Om ydelse af hjælpemidler, forbrugsgoder og bil henvises til §§ 97, 98 og 99. Hjælp til boligindretning og skift af bolig på grund af betydelig og varigt nedsat funktionsevne henvises til § 102, jf. vejledning om hjælpemidler, biler og boligindretning m.v.
Respirationsinsufficiens
139. Når der er tale om mennesker med respirationsinsufficiens, som på grund af særligt apparatur har behov for overvågning, ydes denne som ventilatørbistand, betalt af sygehusvæsenet, mens kommunen afholder udgiften til anden form for hjælp og pleje m.v. efter lov om social service. Kommunens hjælp til pleje og overvågning ydes sædvanligvis efter §§ 71-72 samt som hjemmesygepleje, jf. dog også kapitel 7 om hjælpeordning (§ 77).
Sundhedsministeriet har - efter aftale med Socialministeriet - i skrivelse af 14. januar 1993 præciseret, at i de tilfælde hvor hjælpetimerne overlapper hinanden, således at der er behov for begge former for hjælp samtidigt, og hjælpen kan ydes af en person, deles udgiften til disse overlappende timer, således at sygehusvæsenet og den pågældende kommune afholder hver 50 % af udgiften, jf. bilag 5.
Denne skrivelse er suppleret med en skrivelse af 14. juni 1996 fra Socialministeriet - udsendt efter aftale med Sundhedsministeriet, jf. bilag 4.
Kapitel 11 - - - - -
§ 86.
Stk. 1. Kommunen kan ud over tilbud efter § 73 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.
Stk. 2. Amtskommunen sørger for tilbud efter stk.1 til personer, som amtskommunen i øvrigt efter loven har forpligtelser over for.
Stk. 3. Stk. 3 Amtskommunen sørger for tilbud efter stk. 1 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen. - - - - - - -
140. I stk. 2 og 3 fastslås amtskommunernes forpligtelse til at yde den nødvendige behandlingsmæssige indsats til personer med ophold i amtskommunale boformer efter denne lov og i boliger efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.
I takt med at kommunerne i stigende omfang har ansvaret for tilbudene til personer med mere betydelig nedsat funktionsevne og specielle grupper, fx multihandicappede, stærkt sindslidende, hjerneskadede m.v., gives også kommunerne efter stk.1 mulighed for at kunne yde denne form for behandlingsmæssig bistand.
Finansiering
141. Amtskommunerne fastsætter, jf. § 131, stk. 2, en takst, som for personer under 67 år refunderes af kommunerne med 50 %. For personer der er fyldt 67, år refunderer kommunerne 100 % af taksten.
11.1. Formål
142. Formålet er at give hjemmel til at personer, der kræver en ganske særlig behandlingsmæssig, kan få et relevant behandlingstilbud, når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise. Der er tale om tilbud, der ligger udover den socialpædagogiske bistand.
Udgangspunktet for behandling er, at det sædvanlige behandlingssystem efter sygesikringsloven skal anvendes, men der kan være mennesker med alvorlige handicap, som kræver en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingstilbudet.
11.2. Indhold
143. De behandlingsmæssige tilbud der kan ydes efter § 86 svarer til de tilbud, som blev ydet efter bistandslovens § 112, stk.1 og 2. Det kan fx være sygeplejemæssig, fysio- og ergoterapeutisk eller tandplejemæssig behandling.
Det er hensigten at beboere i kommunale og amtskommunale botilbud efter servicelovens kapitel 18 så vidt muligt skal benytte det almindelige sundheds- og behandlingssystem, men der kan være tilfælde, hvor der skønnes at være behov for et særligt tilrettelagt tilbud.
Med hensyn til fx forebyggende og behandlende tandpleje er det udgangspunktet, at brugeren i videst mulig omfang skal benytte de almindelige tilbud hos praktiserende tandlæger.
Beboere i botilbud efter servicelovens kapitel 18 er ikke omfattet af den obligatoriske, kommunale omsorgstandpleje jf. lov om tandpleje. For beboere i disse boformer, der kun vanskeligt kan benytte de almindelige tandplejetilbud enten på grund af særlige tandforhold eller på grund af deres nedsatte funktionsevne, er det vigtigt, at der sikres et tilstrækkeligt tilrettelagt tilbud om forebyggende og behandlende tandpleje, hvor også personalet kan inddrages med henblik på at støtte personen.
Som nævnt under kapitel 5.3. om socialpædagogisk bistand efter § 73 vil der være en glidende overgang fra den mere rådgivende fysio- og ergoterapeutiske indsats i form af socialpædagogisk bistand til en egentlig fysio- og ergoterapeutisk behandling efter § 86.
Den særlige behandlingsmæssige bistand kan udover ovennævnte også være sygepleje, psykiatrisk behandling m.v. som bl.a kan medvirke til at højne/vedligeholde den enkeltes funktionsniveau fysisk, psykisk og socialt.
11.3. Betaling
144. For tilbud af behandlingsmæssig karakter efter § 86 kan der opkræves en ydelse svarende til egenbetalingen for et tilsvarende behandlingstilbud, der ville være tilbudt efter anden lovgivning, såfremt benyttelsen af et sådant havde været muligt. Dette følger de tidligere gældende principper, hvor betaling tog udgangspunkt i principperne for omsorgstandpleje.
kapitel 17
Kapitel 12 - - - - -
§ 87.
Stk. 1. Amtskommunen sørger for tilbud om beskyttet beskæftigelse til personer under 67 år, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.
Stk. 2. Amtskommunen kan tilbyde særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer.
Stk. 3. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om beskyttet beskæftigelse efter stk. 1
Stk. 4. Kommunen kan træffe afgørelse om beskyttet beskæftigelse, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen. - - - - - - -
145. Amtsrådet sørger for tilbud om beskyttet beskæftigelse til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, herunder aftalebaserede skånejobs, eller i job med løntilskud, fx fleksjob og skånejob efter § 70 i lov om aktiv socialpolitik.
Vedrørende fleksjob og skånejob henvises til Socialministeriets vejledning om lov om aktiv socialpolitik.
Beskyttet beskæftigelse er den beskæftigelse, der er knyttet til beskyttede værksteder, og hvor de personer der arbejder der, som oftest har social pension som hovedforsørgelseskilde. Herudover aflønnes de pågældende efter indsats og kan således have en beskeden indtjening. Personer, der ikke får førtidspension, aflønnes i de fleste tilfælde med den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller med den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.
Beskæftigelsen er i særlig grad rettet mod personer, som kan klare produktionsrettede opgaver, montage- og pakkeopgaver til bearbejdning og færdiggørelse af produkterne. Filosofien ved at tilbyde beskyttet beskæftigelse er, at mennesker med nedsat funktionsevne skal yde efter evne, og at produktivt arbejde giver disse mennesker ligestilling og dermed øget selvværd og livskvalitet.
I og med at arbejdsbegrebet i disse år ændres, erstattes eller suppleres det mere monotone arbejde med mere kreative arbejdsprocesser, der fremmer den enkeltes personlige udvikling og livskvalitet.
De kreative arbejdsprocesser er aldrig helt ens, og brugernes færdigheder udvikles i forskellig grad. Grænserne mellem den beskyttede beskæftigelse og fritidstilbud ændres i disse år bl.a på grund af brugernes alderssammensætning og anderledes ønsker og behov.
Det betyder, at der gennem årene er udviklet nye og anderledes arbejdsfunktioner som servicearbejde, herunder servering og hjælp i værkstedets kantine, rengøring og pedelarbejde. Det betyder, at der er blevet flere valgmuligheder, og derved mulighed for at skifte mellem det mere monotone og det kreative arbejde.
Tilbudene kan tilrettelægges således, at de kan kombineres med andre tilbud, fx tilbud om specialundervisning efter Undervisningsministeriets regler.
Det er amtskommunen, der som udgangspunkt efter indstilling fra kommune, træffer afgørelse om beskyttet beskæftigelse efter § 87, stk. 1, jf. § 87, stk. 3, men kommunen kan tillige tilbyde beskyttet beskæftigelse, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen, jf. § 87, stk. 4.
Aflønning
146. Aflønning m.v. vil blive særskilt behandlet i en bekendtgørelse om støtte til befordringsudgifter i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og i aktivitets- og samværstilbud.
Finansiering
147. Amtskommunerne fastsætter, jf. § 131, stk. 2, en takst, som for personer under 67 år refunderes af kommunerne med 50 %. For personer, der er fyldt 67 år refunderer kommunerne 100 % af taksten.
12.2. Aktivitets- og samværstilbud
- - - - - - -
§ 88.
Stk. 1. Amtskommunen sørger for aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.
Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om aktivitets- og samværstilbud. Amtskommunen giver dog tilbud til personer, der især har problemer med at opholde sig i egen bolig.
Stk. 3. Kommunen kan træffe afgørelse om aktivitets- og samværstilbud, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen. - - - - - - -
148. Amterne tilvejebringer aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med sigte på opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder og af livsvilkårene. Tilbudet kan være et alternativt tilbud til den beskyttede beskæftigelse.
Formålet med aktivitets- og samværstilbud er at medvirke til, at personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk har mulighed for at komme hjemmefra og deltage i sociale aktiviteter, hvor der som udgangspunkt ikke er tale om egentlig beskæftigelse eller lønnet arbejde, men hvor der er mulighed for at udfolde sig sammen med andre.
Tilbudene kan fx være særlige dagcentre og særlige daghjem samt klubber, som er kombinerede dagbeskæftigelse og fritidstilbud, hvor der er mulighed for at møde ligestillede og indgå i et socialt fællesskab. Tilbudene kan indholdsmæssigt være afpasset til bestemte målgrupper.
Der vil for mange være behov for aktiverende støtte og omsorg, herunder træning i dagligdags funktioner, sprogstimulation, og lystbetonede aktiviteter.
Sansestimulerende aktiviteter kan medvirke til at give tryghed og indbyde til udforskning og kan være en aktivitet som giver positive oplevelser, som kan forbedre kommunikation, valgmuligheder og medindflydelse.
Der skal ved alle aktiviteter tages udgangspunkt i den enkeltes egne ønsker og behov. I forbindelse med aktivitets- og samværstilbud kan der opkræves betaling for materialer m.v.
Aktivitets- og samværstilbud kan medvirke til at danne sociale fællesskaber i lokalmiljøet, og tilbudet skal gives efter en konkret vurdering.
Også her kan tilbudene tilrettelægges således, at de kan kombineres med andre tilbud, fx tilbud om specialundervisning efter Undervisningsministeriets regler.
Kommunale aktivitets- og samværstilbud
149. Efter § 88, stk. 1, er det nu amtskommunen, der overordnet er forpligtet til at sørge for, at der er aktivitets- og samværstilbud. Kommunen kan dog også efter § 88, stk. 3 etablere disse tilbud, når de især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.
Befordring
150. For så vidt angår spørgsmål om befordring i forbindelse med aktivitets- og samværstilbud henvises til den bekendtgørelse, der er omtalt oven for, pkt. 146.
Finansiering
151. Amtskommunerne fastsætter, jf. § 131, stk. 2, en takst, som for personer under 67 år refunderes af kommunerne med 50 %. For personer, der er fyldt 67 år, refunderer kommunerne 100 % af taksten.
152. Med serviceloven sker der flere ændringer på botilbudsområdet. Først og fremmest er kommunernes forsyningsforpligtelse og amtskommunernes forsyningsmulighed for botilbud til personer med handicap fastslået i Boligministeriets lovgivning, herunder lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., som trådte i kraft den 1. januar 1997. Boligministeriets lovgivning indeholder for kommunerne en forpligtelse til og for amtskommunerne en mulighed for at sørge for pladser i boliger, der er beregnet til længerevarende ophold. Endvidere indeholdes der for kommunerne en forpligtelse til at sørge for det nødvendige antal boliger.
Dette forsyningsansvar omfatter imidlertid ikke pladser i boformer, der er beregnet til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Da der er behov for regler om etablering og drift af boformer beregnet til disse grupper af personer, indeholder serviceloven en fortsat forpligtelse for amtskommunen til at sørge for det nødvendige antal pladser i sådanne boformer.
153. Loven indeholder således en amtskommunal forpligtelse til at sørge for botilbud til midlertidigt og længerevarende ophold samt en mulighed for kommunerne til at etablere botilbud til midlertidigt ophold. For så vidt angår de kommunale botilbud beregnet til længerevarende ophold efter bistandslovens bestemmelser om bofællesskaber, er der med serviceloven lagt vægt på at præcisere, at den del af tilbudet, som vedrører boligdelen alene, reguleres efter boliglovgivningen, medens serviceydelserne m.v. reguleres i denne lov.
Bestemmelserne om boligtilbud er ikke længere knyttet til en bestemt organisationsform.
154. Servicelovens regler om botilbud omfatter alene forsyningsansvaret vedrørende boligdelen. Den hjælp og støtte, der i øvrigt er brug for, dækkes gennem servicelovens bestemmelser om personlig pleje, socialpædagogisk bistand, ledsagelse, behandling, beskyttet beskæftigelse, samværs- og aktivitetstilbud m.v. Hjælpen kan - efter en konkret og individuel vurdering - gives uanset hvilken form for bolig modtageren har. Det betyder imidlertid ikke, at bistands- og støttetilbud efter serviceloven nødvendigvis får en anden udformning eller karakter end de tilbud, der gives i dag. Tilbudene kan fortsat sammensættes således, at de med hensyn til service og boform kan svare til de bofællesskaber og institutioner m.v., der indtil servicelovens ikrafttræden var oprettet og drevet efter reglerne i bistandsloven.
Institutionsbegrebets ophævelse medfører, at forvaltning og personale må være opmærksom på på områder, hvor det kan være hensigtsmæssigt at overveje en ændret information omkring eller tilrettelæggelse af sammensætning af service og tilbud til brugerne.
Fælles for de boformer, der oprettes og drives efter reglerne i serviceloven er, at lejelovgivningens bestemmelser ikke finder anvendelse, jf. § 96. Dette behandles nærmere i kapitel 13.2.2.
Der bør ved visitationen til botilbud tages hensyn til beboersammensætningen, herunder beboernes funktionsevne og behov for hjælp. Ligeledes kan de fysiske rammer også spille en rolle.
Normeringen og det daglige arbejde kan variere i takt med at beboergruppen ændres eller i takt med at den enkeltes behov for hjælp, omsorg og pleje intensiveres.
Bestemmelsen i § 74, jf. § 81, betyder at hjælp efter §§ 71-73 kan ydes som døgntilbud, når der foreligger visitation efter § 75. Herved sikres, at også meget omfattende hjælp kan ydes til personer med særlige behov på linje med den indsats, der tidligere kunne ydes efter bistandslovens §§ 68 og 112.
Finansiering
155. Amterne fastsætter jf. § 131, stk. 2, en takst for ophold i amtskommunale boformer efter §§ 92 og 93. For beboere under 67 år betaler kommunen 50 % af udgiften, mens kommunen betaler den fulde takst for beboere over 67 år.
13.1. Botilbud efter servicelovens kapitel 18
156. Servicelovens kapitel 18 samler bestemmelserne om botilbud efter den sociale lovgivning. I denne vejledning behandles botilbud til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, mens botilbud til de mest udsatte grupper behandles i vejledningen om den sociale indsats for de mest udsatte voksne.
Med hensyn til hvilke persongrupper de enkelte tilbud retter sig imod fremgår kriterierne af de enkelte bestemmelser samt af afsnittene om de enkelte tilbud nedenfor.
13.1.1. Midlertidige kommunale botilbud efter § 91
- - - - - - -
Kapitel 13 Botilbud, lovens kapitel 18 samt §§ 81 og 83
§ 91.
Stk. 1. Kommunen kan tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor. - - - - - - -
157. Bestemmelsen giver kommunerne adgang til at etablere og drive botilbud beregnet til midlertidigt ophold for personer med særlige behov. Kommunerne kan anvende alle eksisterende boligformer ved løsningen af denne opgave.
Bestemmelsen har i relation til grupperne med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne til formål at sikre, at kommunerne fortsat kan tilbyde midlertidige ophold, herunder weekendophold, til personer med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige bomuligheder, udslusning m.v.
Under midlertidige ophold i disse boformer forudsættes der ydet den nødvendige socialpædagogiske og anden form for hjælp efter de pågældende bestemmelser i loven, uanset om kommunen selv yder denne eller indgår aftaler med private familier eller andre.
Varighed
158. Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Det afgørende for opholdets varighed er, enten at formålet med opholdet er opfyldt, og den pågældende kan klare sig uden den støtte, der ydes i den midlertidige boform, eller at det konstateres, at den pågældende har et varigt eller længerevarende behov for en boform efter den sociale lovgivning eller lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Forholdet til § 93
159. Bestemmelsen supplerer § 93, der etablerer en amtskommunal forpligtelse til at sørge for det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte. Kommunerne kan således etablere midlertidige botilbud til personer med betydelig nedsat funktionsevne, mens amtskommunerne efter § 93, stk. 1, nr. 1, skal etablere midlertidige botilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige dagligdags funktioner, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte.
13.1.2.Længerevarende amtskommunale botilbud efter § 92
- - - - - - -
§ 92.
Stk. 1. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis. - - - - - - -
160. Amtskommunerne har pligt til at sørge for, at der er de fornødne tilbud om længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne og deraf følgende særlige behov.
Denne forpligtelse har til hensigt at regulere tilvejebringelsen af de botilbud beregnet til længerevarende ophold, der med hensyn til udformning og indhold ligger udover det, der hensigtsmæssigt kan etableres efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Heri ligger bl.a., at botilbudene efter denne bestemmelse ikke er omfattet af lejelovgivningens regler om uopsigelighed, og at der derfor er mulighed for gennem visitationsproceduren at tilrettelægge en beboersammensætning, der muliggør en intensiv indsats på en hensigtsmæssig måde.
13.1.2.1. Flytteret
- - - - - - -
§ 92, Stk.
Stk. 1. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis. - - - - - - -
Stk. 4. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for at få tilbud om boform efter stk. 3. - - - - - - -
161. Efter bestemmelsens stk. 3 opretholdes de efter bistandsloven gældende regler om retten til at flytte til en tilsvarende boform i en anden amtskommune. Det er derfor en betingelse for flytteretten, at den, der ønsker at flytte til en anden amtskommune, opfylder de betingelser, der gælder for at blive optaget, både i fraflytningskommunen og i tilflytningskommunen.
Reglerne følger af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 18 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag til denne vejledning.
13.1.3. Midlertidige amtskommunale botilbud efter § 93
- - - - - - -
§ 93.
Stk. 1. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer 1) til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og 2) til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.
Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelse om optagelse i boformer efter stk. 1. - - - - - - - -
162. Bestemmelsen giver amterne pligt til at sikre det nødvendige antal pladser i midlertidige botilbud til fx aflastning behandling eller optræning i forbindelse med udslusning til mere selvstændig bolig.
Formålet med det midlertidige ophold er at forbedre den enkeltes færdigheder gennem socialpædagogisk indsats og behandling.
Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Det afgørende for opholdets varighed er, at formålet med opholdet er opfyldt, og at den pågældende efter opholdet kan klare sig uden den støtte, der ydes i den midlertidige boform.
13.1.4. Amtskommunale serviceopgaver
- - - - - - -
§ 81.
Stk. 1. Amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boformer efter §§ 92-94.
Stk. 2. Amtskommunen kan yde hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen. - - - - - - -
163. Til personer, der har midlertidigt eller længerevarende ophold i amtskommunale botilbud, yder amtskommunerne følgende servicetilbud:
- § 71: personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder
- § 73: Socialpædagogisk bistand, jf. vejledningens kapitel 5.3.
- § 78: Ledsagelse, jf. vejledningens kapitel 8.
- § 79: Kontaktperson til døvblinde, jf. vejledningens kapitel 9.
164. I stk. 2 gives der endvidere amtskommunerne mulighed for at yde de nævnte tilbud til personer, der har ophold i de nævnte boliger efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Bestemmelsen viderefører den udvikling, der skete med udlægningen af den statslige særforsorg i 1980 til amter og kommuner. Siden der i 1984 i bistandsloven blev mulighed for at kommunerne kunne oprette bofællesskaber, er der sket en omfattende udvikling af forskellige former for botilbud efter bistandsloven - herunder også i forhold til amtskommunernes og kommunernes opgavefordeling. Den traditionelle opgavefordeling er i et vist omfang blevet blødt op i de enkelte lokalområder. Formålet hermed har været at skabe fleksibilitet i tilvejebringelsen af den nødvendige bistand og ekspertise ud fra de enkelte beboeres konkrete behov.
Det er på dette grundlag, at det er fundet hensigtsmæssigt at give amterne hjemmel til - i visse tilfælde - at varetage bistandsopgaver i brugernes egen bolig, når det kan fremme de målsætninger om integration og normalisering, som ligger bag udviklingen på handicapområdet. Det drejer sig om støtte i de boliger, der er oprettet af amtet efter lov om almene boliger m.v, og de boliger, der er opført af andre, men efter aftale med amtet, og hvor amtet betaler en del af ydelsesstøtten. Der således ikke tale om en generel forpligtigelse for amtskommunen.
Bestemmelsen skal sikre det nødvendige supplement til amtskommunernes forpligtelse til at stille sociale boformer, jf. §§ 92-94 til rådighed, således at de tilbud, der stilles til rådighed af kommuner og amtskommuner, tilsammen repræsenterer en bred vifte af muligheder, som kan benyttes alt efter den enkeltes konkrete behov, og således at der sikres de nødvendige udviklingsmuligheder og størst mulig fleksibilitet.
Behovet for en amtskommunal indsats vil være helt afhængig af det enkelte lokalområde, udbygningsgrad og befolkningsunderlag m.v. og herudover af forskellige handicapgruppers behov for særlig og ekspertisekrævende indsats.
165. § 74 fastlægger, at opgaverne i fornødent omfang skal kunne varetages døgnet rundt. Det er herved sikret, at også meget omfattende hjælp til beboere med særlige behov kan ydes på linje med den indsats, der tidligere har kunnet ydes som led i de amtskommunale institutionstilbud efter bistandsloven.
13.2. Om forholdet til den øvrige boliglovgivning
13.2.1. Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
166. Boliger, herunder bofællesskaber, til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, beregnet til længerevarende ophold skal etableres efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Plejeboliger
167. Det bemærkes, at plejeboliger betegnes almene ældreboliger, også selvom de ikke er tilvejebragt med henblik på ældre, men til personer med handicap uanset alder. § 5, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. indeholder en definition på plejeboliger. Heraf fremgår det, at »Plejeboliger er almene ældreboliger, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale svarende til den pågældende beboergruppes behov.«.
Lov om almene boliger og støttede private andelsboliger m.v. gennemgås nærmere i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl., hvor der også findes en mere udførlig liste over relevant materiale.
Vejledning m.v.
168. Egentlig vejledning m.v. omkring almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. sker i Boligministeriets regi. I dette regi er også udgivet et omfattende vejledningsmateriale, der nærmere behandler de forskellige problemstillinger og giver mere indgående information.
13.2.1.1. Flytteret efter lov om almene boliger
169. Efter § 63 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. har personer, der ønsker at flytte til en anden kommune, ret til at få anvist en bolig efter samme retningslinjer, som gælder for kommunens egne borgere. Det er en forudsætning, at den opfylder betingelserne efter lov om almene boliger og støttede private andelsboliger m.v. §§ 54, 57 og 58. Retten gælder boliger, som kommunen har anvisningsret til, og som er omfattet af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., boliger efter lov om byfornyelse og boligforbedring særligt indrettet for den nævnte personkreds samt boliger efter den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap og plejehjem og beskyttede boliger efter den tidligere lov om social bistand. Den pågældende skal opfylde betingelserne for at få anvist en bolig med kommunal anvisningsret i både fra- og tilflytningskommunen.
Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser om anvisning af sådanne boliger kan indbringes for henholdsvis det stedlige sociale ankenævn og den Sociale Ankestyrelse, hvilket følger nærmere af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. § 63, stk. 2.
Efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. § 64, stk. 1, kan boligministeren fastsætte nærmere regler om bl.a. ovennævnte forhold. Efter stk. 2 fremgår det, at også selvejende almene ældreboliger er omfattet af flytteretten i § 63 samt af en række bestemmelser om anvisning.
Der henvises til § 15 i Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 895 af 10. oktober 1996 om udlejning af almene boliger m.v.
13.2.2. Forholdet til lejelovgivningen
170. For almene boliger gælder det indtil 1. juli 1998, at lejeloven finder anvendelse, medmindre der er fastsat særlige regler i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. eller bekendtgørelse udstedt med hjemmel i denne lov. Efter 1. juli 1998 reguleres lejeretlige spørgsmål for almene boliger i lov om leje af almene boliger (lov nr. 968 af 17. december 1997).
Spørgsmål vedrørende lejefastsættelsen er reguleret i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. kapitel 3. Efter disse regler fastsættes lejen på grundlag af et årligt driftsbudget for den pågældende afdeling. Reglerne om regulering af lejen fremgår også af dette kapitel i loven. Lejen for lokaler, der anvendes til andet end beboelse (det der typisk betegnes erhvervslejemål), fastsættes til den leje, der er sædvanlig for tilsvarende lejemål i ejendomme af samme alder og stand i kvarteret og kommunen.
13.2.3. Generelle retningslinjer, når lejelovgivningen ikke finder anvendelse
- - - - - - -
§ 96.
Stk. 1. Boformer, der er tilvejebragt efter denne lov, er ikke omfattet af lejelovgivningen. - - - - - - -
171. § 96 fastslår, at de botilbud, der er tilvejebragt efter serviceloven, ikke er omfattet af lejelovgivningen. De spørgsmål, der ellers reguleres i lejelovgivningen, reguleres i stedet i medfør af den sociale lovgivning.
Lejelovgivningens regler fandt ikke anvendelse for ophold i institutioner m.v. efter bistandslovens §§ 66, 96, 101, 105 og 112, da der var tale om ophold, som blev tilbudt af de sociale myndigheder med sigte på senere flytning til mere egnet bolig. Lejelovens ufravigelige regler om bl.a. opsigelse var således ikke forenelige med dette formål.
Det samme gør sig gældende for botilbud efter servicelovens kapitel 18, idet disse har en sådan karakter, der er så speciel med hensyn til målgruppe og indhold, at det ikke giver mening at anvende lejelovgivningens regler på disse botilbud. Dette udelukker imidlertid ikke, at der - afhængig af de konkrete omstændigheder - indgås aftale om opholdet, vilkårene herfor, fraflytning m.v.
13.2.4. Adgangen til almene botilbud
172. Efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. vil der også kunne etableres boliger i den almene boligmasse, der er særligt indrettet til personer med handicap.
Etableringen af handicapegnede boliger i den almene boligmasse reguleres generelt af Boligministeriet, der også varetager bestemmelser om tilgængelighed m.v.
For så vidt angår muligheden for at yde støtte til boligindretning og i ganske særlige tilfælde til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig efter servicelovens § 102, henvises til vejledningen om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.
13.3. Om ydelser i relation til botilbud efter kapitel 18
- - - - - - -
§ 95.
Stk. 1. Ved ophold i boformer efter §§ 91-94 gælder de almindelige regler for hjælp efter denne lov. - - - - - - -
173. Med et botilbud følger el og varme men der kan være beboere, som vil have behov for omfattende hjælp og som vælger at modtage ydelser herudover til alle dagligdags funktioner som fx kost, vask m.m.
I det omfang beboerne modtager sådanne ydelser, fastsættes betalingen som for personer i eget hjem, dvs. ud fra de faktiske udgifter.
Kost
174. I de tilfælde hvor beboerne ikke selv er i stand til - eller kun i ringe grad med socialpædagogisk bistand - at stå for tilberedningen af maden, kan kost tilbydes som led i botilbudet. Beboernes betaling fastsættes i disse situationer ud fra de faktiske udgifter. Der kan heri indregnes personaleudgifter, jf. § 82, stk. 3. Det kan være hensigtsmæssigt, at aftale regler om at der skal gives besked om fravær i god tid, således at der kan tages højde herfor i planlægningen af kosttilbudet.
Ved de faktiske udgifter forstås fx udgifter til råvarer, materialer, afskrivning på materiel, el og varme, samt udgifter til personale. (Amts)kommunen kan fx kræve betaling for råvarer, der anvendes ved tilberedning af mad. I de faktiske udgifter indgår udgifter til moms, som (amts)kommunen har i forbindelse med levering af en ydelse.
Uanset bestemmelsen om, at der ikke kan opkræves betaling for udgifter til personale, når hjælp efter servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2 er tildelt varigt, kan (amts)kommunen medregne personaleudgifterne, når den træffer beslutning om betaling for madserviceordninger.
Ved fastsættelse af betaling for madserviceordninger, kan (amts)kommunen således medregne alle de faktiske udgifter, der er forbundet med at producere og levere ydelsen.
Rengøring og vask
175. Ofte vil beboerne sammen med det personale, der varetager den praktiske og socialpædagogiske bistand, varetage vask og rengøring. I disse tilfælde betaler beboerne normalt alene for rengøringsmidler, vaskepulver m.m.
Beboere i botilbud, der selv er i stand til at varetage disse opgaver, har - som øvrige befolkningsgrupper - mulighed for mod betaling, at benytte rengørings- og vaskeordninger i det omfang, de ikke selv ønsker at udføre opgaverne.
Ergo- og fysioterapi
176. Ergo- og fysioterapi kan ydes efter sundhedsvæsenets regler vedrørende sygesikring m.v., efter § 73 samt efter § 86 i lov om social service. Der henvises til vejledningens kapitler om disse bestemmelser.
Medicin og lægehjælp
177. Beboere i botilbud får medicin og lægehjælp under samme betingelser, som gælder for andre befolkningsgrupper. Dvs. at evt. egenbetaling afholdes af beboerne selv.
Frisør/fodpleje/beklædning
178. Beboerne står i videst muligt omfang selv for frisør, fodpleje og beklædning og afholder udgiften hertil.
Fritidsaktiviteter m.v.
179. Fsva. beboeres deltagelse i fritidsaktiviteter m.v. betales der for disse aktiviteter efter de almindelige regler for de pågældende aktiviteter. Efter § 88 kan der tilbydes aktivitets- og samværstilbud. Der henvises til kapitel 12.2., hvor dette nærmere behandles.
Befordring
180. Beboerne betaler som udgangspunkt selv for befordring og kan som andre personer med handicap få rabatkort til offentlige befordringsmidler og benytte kørselsordninger. Ved befordring til behandling på sygehus o.lign gælder de almindelige regler om dette.
Rejser eller andre længerevarende fravær
181. Beboerne betaler selv for egne rejseomkostninger (billet, forsikring, hotel, fortæring m.v.). Ledsagelse i forbindelse med rejser kan bl.a. ydes som socialpædagogisk bistand efter § 73, men beboere har også mulighed for selv at antage og afholde udgifterne til ledsagelse.
Ledsageordningen
182. Der henvises til kapitel 8 om denne ordning.
Socialpædagogisk bistand
183. Om socialpædagogisk bistand (og ledsagelse som led i dette tilbud) henvises til kapitel 5.3.
Indretning
184. Udgangspunktet er, at det botilbud beregnet til længerevarende ophold, som beboerne modtager, er umøbleret, og at de selv står for indkøb af møbler og andet inventar til deres egen bolig og afholder udgiften hertil.
Indretning af fællesarealer, som er et naturligt led i botilbuddet efter §§ 91-93, indgår i botilbudets driftsudgifter og dermed i beboernes boligbetaling. Beboerne er naturligvis ikke afskåret fra selv at anskaffe inventar til fællesarealer.
Hjælpemidler
185. Hjælpemidler, der er til fælles brug for personer i et botilbud for voksne, eller som i øvrigt er basisinventar det pågældende sted, stilles til rådighed som led i botilbuddet. Det drejer sig fx om senge med almindelige plejesengsfunktioner, badeværelses- og toiletindretning med toiletforhøjere, bade/bækkenstole, ramper, kørestole uden særlig indretning (transportstole), faste kommunikationsanlæg (fx kaldeanlæg), teleslyngeanlæg, blinkanlæg, tunghøreklokker m.v.
Basisinventar kan således ikke omfatte hjælpemidler, som er personlige for den enkelte, idet de alene anvendes af den pågældende og fx medtages under ophold uden for botilbuddet. Dette gælder uanset hvilket botilbud og uanset hvilken nedsat funktionsevne, der er tale om i det konkrete tilfælde, hvorfor fx individuelt tilrettede kørestole m.v. for personer med ophold i botilbud for voksne med betydelig fysisk funktionsnedsættelse ikke skal stilles til rådighed af botilbuddet, men af kommunen efter servicelovens § 97.
Forsikring
186. Beboerne bør have en indbo- og ansvarsforsikring (fx familieforsikring). For så vidt angår lov om forsikring mod følger af arbejdsskade henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1124 af 15. december 1992 om forsikring efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade for personer, der er optaget i institutioner m.v. under bistandsloven. Bekendtgørelsen er under revision.
13.4. Betaling for botilbud
- - - - - - -
Stk. 1. Ved ophold i boformer efter §§ 91-94 gælder de almindelige regler for hjælp efter denne lov. - - - - - - -
Stk. 2. Beboerne betaler for ophold i boformer efter §§ 91-94. For beboere i vedvarende botilbud, jf. § 92, fastsættes betalingen med udgangspunkt i bygningens omkostninger. Beboere i midlertidige botilbud, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for boligen.
Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om betaling og om nedsættelse af betalingen med et beløb, der opgøres efter så vidt muligt lignende regler som i lov om boligstøtte. - - - - - -
187. Betalingsreglerne er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 91 af om betaling for botilbud m.v efter servicelovens kapitel 18, samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag til denne vejledning.
13.4.1. Fastsættelse af betalingen
Obligatoriske ydelser for beboerne
188. Bolig, el og varme er obligatoriske ydelser for alle beboerne. Det vil sige, at beboerne skal modtage og betale for disse ydelser.
Fravær fra botilbudet
189. Ved fravær fra boligen betaler beboerne servicebetaling, jf. kapitel 13.4.2. samt for bolig, el og varme.
13.4.1.1. Gifte pensionister
190. For gifte pensionister, som bor i samme botilbud efter servicelovens kapitel 18, nedsættes betalingen for boligen med en rabat på 25 pct., dog aftrappes rabatten for ægtepar med indkomster udover pensionen med 1 procentpoint for hver 3.156 kr. (sats pr. 1/1/1998) i indtægt ud over den sociale pension. Der henvises til reglerne i bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997.
13.4.1.2. Personer, som har forsørgelsespligt
191. For personer, som har forsørgelsespligt over for en ægtefælle, der ikke har en bolig i botilbud efter servicelovens kapitel 18, eller over for børn, beregnes betalingen for boligen først efter, at der af beboerens eventuelle indtægter ud over pensionen er afsat et sådant beløb til opfyldelse af forsørgelsespligten, at ægtefællens og børnenes levevilkår ikke forringes på grund af pågældendes indflytning i botilbudet. Der henvises til bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998.
13.4.1.3. Betaling på grundlag af boligens omkostninger og størrelse
192. Den omkostnings- og arealbestemte del af beboerens betaling udgør 10 pct. af den enkelte boligs beregnede maksimale husleje. Denne beregnes ved, at der fastsættes en Èmaksimal huslejei for hvert enkelt botilbud, der herefter fordeles på de enkelte boliger, som udgangspunkt efter en arealmæssig fordeling.
For bygninger ejet af kommunen eller amtskommunen udgøres den »maksimale husleje« af botilbudets driftsudgifter, vedrørende ejendommens boligdel, jf. nedenfor, med et tillæg af 10 pct. af den seneste offentlige ejendomsvurdering, vedrørende boligdelen, jf. nedenfor. De 10 pct. af ejendomsvurderingen er et udtryk for de løbende ejendomsudgifter.
For lejede bygninger anvendes den faktiske husleje. I de tilfælde, hvor de øvrige driftsudgifter ikke er indeholdt i den faktiske husleje, tillægges 10 pct. af disse udgifter ved beregningen af den »maksimale husleje«.
Driftsudgifter
193. Driftsudgifterne vedrørende ejendommen skal forstås som de samlede budgetterede driftsudgifter hvad angår selve det samlede bygningskompleks. Udgifter til lønninger og udgifter til pleje (herunder særlige hjælpemidler), forplejning og lignende skal således ikke medtages i opgørelsen af driftsudgifterne. Dog kan lønudgiften til fx gartner og rengøring af de fællesarealer, der indgår i boligbetalingen, jf. nedenfor, medtages.
De af driftsudgifterne, der anvendes i beregningen af den »maksimale husleje«, er således de udgifter, som er forbundet med den løbende drift, administration, revision, forsikringer, skatter, vicevært, rengøring af fællesarealer, almindelig vedligeholdelse, fornyelse, drift og pasning af udenomsarealer. Listen er ikke nødvendigvis udtømmende, ligesom nogle af de nævnte elementer ikke nødvendigvis figurerer som selvstændigt punkt på botilbudets budget.
Som eksempler på driftudgifter kan nævnes kaldeanlæg (faste), reparation af fyr, maling af boliger, havevedligeholdelse, indvendig og udvendig vedligeholdelse, reparation af ventilation og pumper, vaskemaskine og tumbler, elevator, vedligeholdelse, vandafgift, rengøring af fællesarealer (gangarealer, fælles opholdsarealer, trapper m.v.).
Indgår der i de budgetterede driftsudgifter poster, som der skal betales moms af, medregnes udgifterne til moms.
Fordeling mellem bolig- og servicearealer
194. For at finde den »maksimale husleje« skal driftsudgifterne og 10 pct. af ejendomsvurderingen fordeles på henholdsvis boligarealet og servicearealet. Opdelingen af botilbudet i en boligdel og en servicedel tager udgangspunkt i ældreboliglovens regler.
Til boligdelen hører beboernes egenboliger samt fælles opholdsarealer. Ud fra en konkret vurdering vurderes hvilke rum der må henregnes til serviceareal. Fra bygningens samlede bruttoetageareal fratrækkes herefter servicearealet. Det således resterende bruttoetageareal udgør herefter boligarealet.
Bruttoetagearealet kan defineres som bygningens samlede areal medregnet ydervægge og andel i adgangsarealer. Bruttoetagearealet opgøres som arealet i vandret plan målt til ydersiden af de begrænsende ydervægge, jf. Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 617 af 8. juli 1992 om beregning af boligens bruttoetageareal i henhold til boligstøtteloven. En opmåling heraf kan fx finde sted på grundlag af bebyggelsens hovedtegninger i kommunens byggesagsarkiv. Opdelingen i boligdel og servicedel kan som udgangspunkt foretages efter ældreboliglovens regler. Vejledende kan følgende liste anvendes til opdelingen i bolig- og servicearealet:
Boligarealer
Boligarealer
- gangarealer, der forbinder boliger og fælles boligarealer
- fælles opholdsarealer eller -lokaler for beboerne
- fælles spisekøkken for boligernes beboere
- toilet i forbindelse med fælles opholdsareal eller fælles spisekøkken
- hobbyrum for beboerne
- gæsteværelser for beboerne
- tekøkken til beboernes og pårørendes brug
Servicearealer
Servicearealer
- lokaler til genoptræning, herunder fysioterapi, ergoterapi og lignende
- personalelokaler
- aflastningsboliger til midlertidigt ophold
- cafeteria
- kiosk
- hvilerum for fx personale/dagcentergæster
- særligt indrettede baderum, herunder svømmehal
- lokaler til fodpleje
- lokaler til frisør
- rengøringsrum, servicedepotrum
- kontorer til administration af service
- gangarealer, der forbinder serviceaktiviteter
Der kan i forbindelse med botilbudet være en række rum, som ikke entydigt kan henføres til boligdelen eller til servicedelen.
Vejledende fordeling
Vejledende foreslås følgende fordeling:
- For korridorer o. lign., som benyttes både som adgangsveje for boliger og som adgangsveje for serviceareal, henføres 50 pct. til hver kategori.
- For rum, der benyttes både af botilbudets beboere og af brugere udefra (fx en spisestue som nogle få timer om dagen benyttes til dagcenterfunktioner), foretages en forholdsmæssig beregning af arealernes anvendelse. De fælles boligarealer kan være meget store, fordi lokaler i tilknytning til botilbudet om dagen benyttes som dagcenter eller andet. I disse tilfælde henføres til boligdelen en del af det fælles boligareal, fx tages en andel svarende til andelen af fastboende i forhold til det samlede antal brugere af de fælles boligarealer om dagen.
- Andre rum beregnes efter en konkret vurdering med udgangspunkt i deres anvendelse. Udgør boligarealet fx 55 pct. af det samlede areal, bliver den »maksimale husleje«:
0,55 x (driftsudgifter ø 10 pct. af vurderingen).
Den »maksimale husleje« fordeles herefter på de enkelte boliger efter en arealfordeling for at finde den enkelte boligs »maksimale husleje«. De fællesarealer, der tilhører boligdelen, fordeles ligeligt på de enkelte boliger. Det betyder, at kun forskelle i beboernes egen bolig kan medføre en forskel i den »maksimale husleje« pr. bolig.
Udgangspunktet for fordelingen af boligbetalingen på de enkelte boliger er boligens bruttoetageareal, idet dog særlige hensyn kan begrunde afvigelser herfra. Er boligerne væsentligt forskellige i henseende til beliggenhed, udsigt, indretning m.v., må der tages hensyn til disse forhold. Principperne for fordeling af lejen i almene ældreboliger, beregnes jf. Boligstyrelsens vejledning om drift af almene boliger og støttede private andelsboliger m.v. af december 1996.
Enhedspris
Mht. beregningen af den arealmæssige fordeling kan det i særlige tilfælde være praktisk at foretage en inddeling af boligerne i kategorier, således at der beregnes en enhedspris ud fra denne inddeling. Dette forudsætter dog, at der er tale om ubetydelige forskelle i den beregnede betaling.
Såfremt der i særlige tilfælde bor flere sammen i en bolig, beregnes den del af boligbetalingen, som fastsættes ud fra boligens omkostninger og størrelse, med udgangspunkt i en ligelig fordeling. Der henvises i øvrigt til det ovenfor anførte om fordeling af boligbetalingen på de enkelte boliger.
Beboerens omkostnings- og arealbestemte betaling udgør herefter 10 pct. af den fundne »maksimale husleje« for beboerens egenbolig.
Betalingen efter boligens omkostninger og størrelse fastsættes for et år ad gangen på grundlag af botilbudets budget. Så snart der kan forudses en ændret betaling for boligen, dvs. når budgettet foreligger, bør der gives beboerne meddelelse herom.
13.4.1.3.1. El/varme
195. El og varme medtages ikke i den i ovenfor nævnte opgørelse af driftsudgifterne.
For el og varme betales et særskilt beløb, der fastsættes for et år ad gangen ud fra botilbudets budget og betales særskilt ligesom beboernes betaling for andre ydelser. Betaling sker fra indflytningstidspunktet.
Seperat opgørelse
Af hensyn til beboernes mulighed for at søge om varmetillæg anbefales det, at el henholdsvis varme opgøres separat.
Betalingen svarer til den forholdsmæssige andel af de budgetterede udgifter inkl. moms for den del af bruttoetagearealet, der vedrører boligdelen. Den samlede udgift til varme og el i botilbudet ganges således med boligarealets andel og fordeles på de enkelte boliger. Afvigelser i arealet af egenboligen kan således give forskelle i beboernes betaling.
Alternativt kan udgifterne fordeles på baggrund af opgørelser over de enkelte boligers faktiske forbrug, hvilket forudsætter anvendelse af el- og/eller varmemålere.
I botilbud, der tillige lægger lokaler til andre funktioner, kan de fælles boligarealer være meget store, fordi lokaler i tilknytning til botilbudet om dagen benyttes som dagtilbud. Betalingen for el og varme i fælles boligarealer bør i disse tilfælde nedsættes, således at beboerne kun betaler en andel (fx andelen af fastboende i forhold til det samlede antal brugere af de fælles boligarealer om dagen).
Det kan i særlige tilfælde, hvor der til botilbudet er tilknyttet servicearealer med uforholdsmæssigt stort el/varmeforbrug, fx varmtvandsbassiner, være nødvendigt i beregningen af beboernes betaling at indlægge et skøn over, hvor stor en del af el/varme udgiften, der reelt vedrører servicearealerne, således at beboernes betaling efter den arealmæssige beregning nedsættes tilsvarende.
Flere i samme bolig
Såfremt der i særlige tilfælde bor flere sammen i en bolig, fordeles el/varme udgiften ligeligt mellem dem.
Der kan søges om varmetillæg, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997 om social pension, kap. 6.
13.4.1.4. Betaling efter indkomst
196. Til betalingen for boligen opgjort på grundlag af boligens omkostninger og størrelse tillægges et beløb, som beregnes på baggrund af beboerens indkomst.
Betalingen udgør 10 pct. af beboerens indkomst op til en indkomstgrænse på 135.300 kr.. For indtægter ud over denne grænse udgør betalingen 20 pct. Grænsen reguleres med satsreguleringsprocenten og følger af lov om individuel boligstøtte § 21. Indkomstgrundlaget opgøres efter reglerne i lov om individuel boligstøtte § 8.
Reglerne følger af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 14. januar 1998 om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 18, samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag til denne vejledning.
13.4.1.4.1. Vedrørende den samlede boligbetaling
197. Den samlede betaling, inklusive det indkomstbestemte beløb for den enkelte beboer, kan ikke overstige den enkelte boligs andel af de samlede driftsudgifter samt 10 pct. af den seneste ejendomsvurdering (= dvs. betalingen kan ikke overstige den maksimale husleje for den enkelte bolig).
Betaling for boligen sker - i lighed med hvad der gælder for betalingen for el og varme og øvrige ydelser - fra indflytningstidspunktet. Betaling for bolig i botilbud efter servicelovens §§ 92 og 93 er ikke omfattet af lov om leje, jf. servicelovens § 96. Der kan ikke kræves indskud ved indflytning i botilbud. Beboerne kan ikke modtage boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte.
13.4.1.4.2. Indkomstgrundlaget
198. Det forudsættes, at beboerne af deres pension kan afholde udgifterne til botilbudet, der modtages, samt have et rimeligt beløb til rådighed efter betalingen. Størrelsen heraf afhænger således af den pågældendes individuelle økonomiske situation. I ganske særlige tilfælde, hvor den pågældende ikke ville få et rimeligt beløb til rådighed efter betaling for botilbudet, skal der tages højde herfor ved fastsættelsen af den pågældendes betaling.
Nedsættelse af betalingen skal ske med et beløb, der opgøres efter så vidt muligt lignende regler som i lov om boligstøtte.
Indhentning af oplysninger
199. Hvis oplysninger om indkomstgrundlaget mangler, skal beboeren som udgangspunkt selv give oplysningerne. Hvis dette ikke er muligt, kan oplysningerne indhentes fra andre offentlige myndigheder. Der henvises i denne forbindelse til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.
13.4.1.4.3. Beboere, der ikke oppebærer social pension
200. Udgangspunktet for reglerne er, at beboerne er berettiget til pension. Retten til pension er som udgangspunkt betinget af, at ansøgeren har dansk indfødsret, fast bopæl i Danmark, og at ansøgeren har haft fast bopæl i Danmark i mindst 3 år mellem det fyldte 15. og det fyldte 67. år.
Hvis der herefter i botilbud efter servicelovens kapitel 18 opholder sig en person, som ikke er berettiget til pension, vil der ud fra lov om aktiv socialpolitik skulle foretages en konkret vurdering af, om den pågældende er berettiget til hjælp efter denne lov.
201. Der kan endvidere være beboere i visse botilbud efter servicelovens kapitel 18, for hvem det ikke anses for hensigtsmæssigt at søge om pension, idet tilbudet om en boform er led i en optræningssituation til at klare sig selv. Disse beboere skal således afholde betaling for botilbudet m.v. af deres indtægt. Såfremt der er tale om kontanthjælp, vil en evt. rådighedsforpligtelse normalt anses for opfyldt gennem den pågældendes beskæftigelsestilbud som led i opholdet.
I disse tilfælde vil der normalt være tale om midlertidige ophold, hvor den pågældende som udgangspunkt opretholder en hidtidig bolig og hidtidige forpligtelser, og der opkræves i disse tilfælde ikke betaling for botilbudet jf. servicelovens § 95, stk. 2.
202. Er der ikke tale om et sådant midlertidigt ophold, gælder de almindelige betalingsregler. Der gøres opmærksom på, at betalingen for ydelser skal fastsættes således, at den pågældende har et rimeligt beløb til egen rådighed.
Formue
203. For beboere, som har formue og indtægter heraf, kan dette i forskellig forbindelse få betydning for den pågældendes rådighedsbeløb. Det drejer sig udover om skat af renteindtægter og evt. formueskat bl. a om beregning af pensionens størrelse og betaling af den del af huslejen, der fastsættes ud fra indkomsten. Normalt vil formuemidlerne være til rådighed for den pågældende/evt. værge. I de særlige tilfælde, hvor der er tale om båndlagte midler, gøres der opmærksom på, at der efter reglerne om båndlagte midler er mulighed for at søge statsamtet om frigivelse af sådanne midler. Statsamtet giver nærmere oplysninger herom.
13.4.2. Servicebetaling ved ophold i botilbud efter § 92
- - - - - - -
§ 83.
Stk. 1. Personer, der har ophold i boformer efter § 92, og som får pension efter § 14, stk. 1 eller 2, i lov om social pension, betaler henholdsvis 14.808 kr. og 7.392 kr. om året for den særlige service m.v., som følger af opholdet.
Stk. 2. For personer, der på grund af nedsat funktionsevne har nødvendige udgifter i forbindelse med individuelle aktiviteter, som ikke dækkes af opholdet i boformen, nedsættes eller bortfalder betalingen efter stk. 1. - - - - - - -
204. For den særlige service m.v., som følger af opholdet, betaler personer med ophold i et botilbud efter § 92, som er tilkendt mellemste eller højeste førtidspension, en servicebetaling, jf. reglen i servicelovens § 83, hvor beløbene endvidere er fastsat. Beløbene reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten og bekendtgøres i Socialministeriets cirkulære om årlig regulering af visse sociale ydelser, fradragsbeløb, takster m.v.
Opkrævningen af betalingen efter servicelovens § 83 følger de principper, som gælder ved opkrævning af betaling for boligen. Det vil sige, at der betales servicebetaling fra det tidspunkt, hvor der opkræves betaling for bolig, og opkrævningen ophører på samme måde med udgangen af den måned, hvori den pågældende fraflytter boligen eller afgår ved døden. Der opkræves servicebetaling under fravær fra botilbudet. Der gøres opmærksom på muligheden for at søge om nedsættelse eller bortfald af servicebetalingen, jf. nedenfor.
Nedsættelse af servicebetaling
205. Personer, som på grund af deres handicap har nødvendige udgifter i forbindelse med individuelle aktiviteter uden for botilbuddet, som ikke dækkes af opholdet i boformen, kan i særlige tilfælde få nedsættelse eller bortfald af servicebetalingen. Der skal være tale om individuelle aktiviteter i forbindelse med deltagelse i de almindelige samfundstilbud og socialt liv. Det vil sige aktiviteter, som beboeren selv ønsker og tilrettelægger sin deltagelse i.
Der kan kun ske nedsættelse/bortfald af servicebetaling, når der på grund af den pågældendes handicap er særlige udgifter forbundet med deltagelsen i aktiviteten. Der kan fx være tale om særlige ledsagelses- eller kørselsudgifter, udover det der ydes i forbindelse med botilbudet efter servicelovens § 73 eller i øvrigt dækkes af ledsageordningen, jf. § 78 og vejledningens kapitel 8.
Udgifterne skal være nødvendige, hvilket vil sige, at det behov, som udgiften udspringer af, ikke kan dækkes gennem andre ordninger. Som et eksempel kan nævnes en person med et svært handicap, der har høje udgifter til kørsel eller ledsagelse, der ikke dækkes af andre ordninger, herunder kørselsordninger, ledsageordningen efter § 78 eller socialpædagogisk bistand efter § 73. Disse udgifter kan fx opstå i forbindelse med deltagelse i almindelig fritidsundervisning, besøg hos den pågældendes mindreårige børn, organisationsarbejde m.v.
Afgørelse om nedsættelse eller bortfald af servicebetaling træffes af amtskommunen ud fra en konkret vurdering af den pågældendes behov sammenholdt med de i bestemmelsen nævnte kriterier. Amtskommunens afgørelse kan indbringes for Det Sociale Nævn i det pågældende amt.
13.4.3. Midlertidigt døgnophold
206. I §§ 1-3 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 om bekendtgørelse om betaling for botilbud mv. efter servicelovens kapitel 18, samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92, er der fastsat regler om betaling for midlertidigt døgnophold i botilbud efter servicelovens kapitel 18. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag til denne vejledning.
Midlertidige døgnophold er korterevarende aflastningsophold af fx en weekend eller en uges varighed, men kan også være ophold af længere varighed. Det afgørende er, at der er visiteret til ophold af midlertidig varighed.
Det er udgangspunktet for reglerne, at personer i midlertidigt døgnophold bevarer en hidtidig bolig og opretholder hidtidige forpligtelser under opholdet.
Formålet med et midlertidigt døgnophold er, at den pågældende selv, eller de, der normalt yder bistand til den pågældende, kan aflastes under det midlertidige ophold.
Under midlertidige døgnophold udbetales et evt. tilkendt bistands- og plejetillæg, og der opkræves ikke servicebetaling, jf. kapitel 14.4.3.
13.4.4. Klageadgang
207. Klager over fastsættelsen af beboernes betaling kan indbringes for Det Sociale Nævn. Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens vejledning om klageregler på det sociale område.
lovens kapitel 19
208. Reglerne om støtte til hjælpemidler, anskaffelse af bil, boligindretning og individuel befordring fremgår af servicelovens kap. 19.
Personer, med ophold i boformer efter serviceloven eller i handicapegnede boliger efter lov om almene boliger, har ret til støtte til hjælpemidler m.v. på samme vilkår som gælder for andre. For så vidt angår hjælpemidler kan der ydes støtte hertil, når hjælpemidlet er beregnet til vedkommendes eget personlige brug, og når det ikke stilles til rådighed som basisinventar i det pågældende botilbud.
Beslutning om tildeling af støtte til hjælpemidler ydes efter de almindelige regler, dvs. at det er beboerens opholdskommune/-amt, der træffer afgørelse herom. Opholdskommunen vil, når der er tale om beboere i botilbud efter servicelovens §§ 91 - 94 kunne kræve sin del af udgifterne til hjælpemidler refunderet af en tidligere opholdskommune, under de betingelser der er nævnt i servicelovens § 128.
Der henvises i øvrigt til Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.
209. Socialministeriet har haft nedsat et udvalg om psykisk handicappedes retssikkerhed. Udvalget har bl.a. behandlet de problemer, der kan opstå af retssikkerhedsmæssig karakter, når behandlingen af psykisk handicappede foregår i den handicappedes eget hjem. Udvalget har også set på retssikkerhedsspørgsmålet fra både bruger- og personaleside.
Udvalget afsluttede sit arbejde ved årsskiftet 1997/1998 med en rapport, der kan rekvireres ved henvendelse til Socialministeriet. Udvalgets anbefalinger vil komme til at danne udgangspunkt for nye regler på området.
Der henvises i øvrigt til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl., hvor udvalgets anbefalinger er nærmere beskrevet.
Kapitel 16 - - - - -
§ 2.
Stk. 1. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.
Stk.2. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne for i særlige tilfælde at få hjælp efter denne lov under midlertidige ophold i udlandet. - - - - - - -
210. Det følger af servicelovens § 2, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov. Samtidig betyder dette, at personer, der opholder sig i udlandet, ikke kan få hjælp efter serviceloven. Hjælpen er bestemt til at opfylde behov her i landet.
Grønland og Færøerne er som hidtil ikke omfattet af loven, jf. § 145, og det betyder, at Grønland og Færøerne i denne forbindelse er dækket af begrebet »udlandet«.
Dette gælder således for de ydelser efter serviceloven, som behandles i denne vejledning. Det betyder fx, at der ikke kan bevilges plejevederlag til en person, der ønsker at pleje en nærtstående døende i et andet land, og at der ikke kan gives tilskud til personlig og praktisk hjælp efter § 76 under en udlandsrejse.
16.1.1. Hjælp under midlertidigt ophold i udlandet
211. I medfør af stk. 2 er der fastsat regler om i særlige tilfælde at få hjælp til midlertidigt ophold i udlandet. De nærmere regler findes i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, der er medtaget som bilag 2.
For at bevare hjælpen i udlandet skal modtageren inden udrejsen opfylde betingelserne for at modtage hjælp, og kommunen skal løbende kunne holdes orienteret om, at opholdet kan ske, uden at de almindelige regler for hjælpen tilsidesættes. Der henvises i denne forbindelse til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 11, hvoraf det bl.a. fremgår, at en person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer i sine forhold, der har betydning for hjælpen.
212. I det følgende beskrives, hvilke ydelser der kan bevares under midlertidige ophold i udlandet, til hvilke formål samt betingelser herfor.
Det drejer sig kun om hjælpeordning efter servicelovens § 77, ledsageordning efter § 78 og merudgifter efter § 84. Det skal i denne forbindelse understreges, at andre ydelser, der er omhandlet i denne vejledning, ikke kan medtages til eller oppebæres i udlandet.
Om merudgiftsydelsen efter § 28 og tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i udlandet henvises til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap.
Om hjælpemidler efter § 97 og støtte til bil efter § 99 henvises til Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.
213. I det følgende beskrives de formål med ophold i udlandet, hvor hjælpen efter nogle af bestemmelserne kan bevares:
1) Når modtageren deltager i aktiviteter, der er led i aktivering eller revalidering, jf. § 5, stk. 2, nr. 1 i lov om aktiv socialpolitik.
2) Når modtageren deltager i en uddannelse i udlandet, der berettiger til Statens Uddannelsesstøtte i udlandet, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 671 af 7. august 1995 med senere ændringer.
3) Når der er behov for nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 69 af 17. februar 1983 med senere ændringer, eller behandlingstilbud, kurophold e.l., som er betalt af det offentlige.
4) Når modtageren udøver aftalt eller fastlagt samvær, som ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år. Det er en forudsætning, at antallet af ophold og varigheden af ophold ikke overskrider det sædvanlige i sådanne situationer.
5) Når modtageren holder ferie i udlandet.
6) Når der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, fx besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg.
Varigheden af hjælp under ophold i udlandet i det enkelte tilfælde afhænger af formålet med hjælpen og de konkrete omstændigheder, herunder karakteren af hjælpen.
Der kan kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.
Se endvidere nedenfor om ledsageordningen efter § 78.
214. Tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere efter § 77 kan bevares til alle de formål, der er nævnt ovenfor.
Når det drejer sig om hjælp efter § 77 i forbindelse med lægebehandling, samvær med børn, ferie eller besøg hos syge pårørende forudsættes tilskuddet som udgangspunkt at være det samme, som ydes her i landet.
Der kan kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud til ekstra hjælpere eller til dækning af hjælperes opholds- eller rejseudgifter ved kortvarige ferieophold i udlandet.
Ved ophold i udlandet til revalidering m.v. eller uddannelse i øvrigt kan tilskuddet efter § 77 anvendes til ansættelse af hjælpere i udlandet. Hjælpen ydes under hensyn til lønniveauet i det pågældende land, dog maksimalt med det beløb, der ville blive ydet her i landet til dækning af det tilsvarende behov. Hvis modtageren vælger at medbringe hjælpere, kan tilskud hertil ikke overstige det tilskud, der ville blive ydet her i landet til dækning af det tilsvarende behov.
Der kan ikke ydes hjælp til rejse - og opholdsudgifter til hjælpere efter § 77 eller som en merudgift efter § 84 til ophold i udlandet til revalidering m.v. eller uddannelse i øvrigt.
Hjælp til ledsagelse efter § 78 kan bevares ved ophold i udlandet til lægebehandling, samvær med børn, ferie eller besøg hos syge pårørende.
Der kan ikke ydes hjælp efter § 78 eller som en merudgift efter § 84 til rejse- eller opholdsudgifter til ledsagelse til udlandet.
Ret til dækning af merudgifter efter § 84 kan i øvrigt bevares under ophold i udlandet til alle de nævnte formål.
16.2. Andre administrative bestemmelser
Opholds- og bopælskommune
215. Reglerne i serviceloven om opholdskommunens betalingsforpligtelse skal ses i sammenhæng med § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Der henvises i øvrigt til den særlige vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Refusion fra en tidligere opholdskommune
216. Mens opholdskommunen altid har pligt til at træde til med hjælp, er det ikke i alle tilfælde denne kommune, som skal bære den kommunale andel af udgiften ved den hjælp, der ydes. De nærmere regler herom findes i servicelovens § 128. Der er således efter § 128, stk. 1, pligt til at refundere udgifter efter serviceloven i de tilfælde, hvor den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at en person får ophold i kommunen i botilbud efter serviceloven eller i en almen ældrebolig, herunder en plejebolig til personer med handicap, efter lov om almene boliger eller i eget hjem med hjælpeordning efter § 77.
En kommune anses også for at medvirke til flytning, når en person har ret til at flytte til en almen ældrebolig til personer med handicap i en anden kommune på grund af ganske særlige forhold, jf. § 63, stk. 1, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Oplysningspligt
217. Den der søger hjælp efter den sociale lovgivning har selv pligt til at medvirke til at fremskaffe de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse i den konkrete sag. Lov om retssikkerhed og administration §§ 10-14 indeholder de nærmere regler herom.
For yderligere vejledning henvises til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Samarbejde mellem kommuner og amtskommuner
218. Retssikkerhedsloven fastslår i § 42, stk. 2, at der er en gensidig forpligtelse for kommune og amtskommune til at samarbejde i forbindelse med løsningen af opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service.
Det er af afgørende betydning for en samlet og helhedsorienteret indsats, at kommuner og amtskommuner samarbejder om de tilbud, der falder ind under deres respektive ansvarsområder, navnlig hvor opgavevaretagelsen involverer begge parter, eller hvor der er delt finansiering. Det er vigtigt, at den af parterne, der har det endelige ansvar for løsningen af en opgave, inddrager den anden part i sagsforløb, der vedrører begge parter.
Der lægges i bestemmelsen op til et samarbejde om såvel den overordnede indsats som om indsatsen for den enkelte borger.
På det overordnede plan bør parterne i fællesskab samordne serviceniveau og -indsats samt udvikle samarbejdsmodeller for den samlede støttende indsats, hvoraf ansvarsfordelingen fremgår.
I indsatsen for den enkelte borger forudsætter et velfungerende samarbejde, at amtskommunen henholdsvis kommunen inddrages i sagen så tidligt så muligt, ikke mindst i forbindelse med at der skal laves planer for den enkelte bruger efter servicelovens § 111.
§ 42, stk.
Stk. 1. 3, er en ny bestemmelse, der giver adgang til, at amtskommunen og kommunen, medmindre andet er fastsat, kan indgå aftaler om, at forpligtelser vedrørende opgavevaretagelsen, der efter loven påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Der henvises til vejledningen om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvor disse bestemmelser er behandlet. Frister for sagsbehandlingstider
219. Det følger af retssikkerhedslovens § 3, at kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet skal:
- fastsætte en frist, som kan være forskellig for forskellige opgavetyper
./. - oplyse om, hvilke frister som gælder i
kommunen/amtskommunen
- give borgere besked, hvis fristen i en konkret sag ikke kan overholdes
Der henvises til vejledningen om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvor disse bestemmelser er behandlet.
16.3. Administrationsaftaler, værgemål m.v.
220. Personer, som af helbredsmæssige eller andre grunde er ude af stand til - enten permanent eller midlertidigt - at varetage deres personlige og/eller økonomiske forhold, kan have behov for hjælp fra andre.
Der findes forskellige muligheder for at lade andre varetage de økonomiske og personlige forhold for personer, som ikke kan varetage deres egne forhold.
Der kan fx være tale om udstedelse af fuldmagt eller den pågældende kan indgå en administrationsaftale med det botilbud, hvor pågældende bor. Videre kan der være tal om, at det kan være indiceret at anmode om iværksættelse af et værgemålsforhold. Administrationsaftaler og værgemål er behandlet mere indgående i vejledningen om sociale tilbud til ældre m.fl., hvortil der henvises.
Administrationsaftaler
221. Personer, som er i stand til at handle fornuftsmæssigt, men alligevel ikke kan klare de praktiske opgaver, der er forbundet med at varetage økonomiske dispositioner, som fx at hæve penge, betale regninger m.v., kan indgå en aftale med (amts)kommunen om at overlade disse opgaver til medarbejdere i plejehjem, hjemmepleje m.v.
Administration af social pension
222. Efter pensionslovens § 36 kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, hvordan den sociale pension skal udbetales, når pensionisten ikke kan administrere pensionen. Bestemmelsen bør administreres med varsomhed, og der bør tages vidtgående hensyn til den enkelte pensionists ønsker og behov.
Det er fx ikke tilstrækkeligt, at pensionisten har en psykisk lidelse, hvis denne ikke giver sig udslag i, at den pågældende er ude af stand til at administrere sin økonomi.
Der henvises til Socialministeriets vejledning om social pension.
Værgemål
223. Hvis en afgørelse om administration af pensionen ikke imødekommer beboerens behov, kan der eventuelt være grundlag for at anmode statsamtet om iværksættelse af værgemål efter bestemmelserne i værgemålsloven. Anmodning om værgemål kan jf. værgemålslovens § 16 fremsættes af:
- den pågældende selv,
- dennes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste,
- værgen eller en særlig værge,
- kommunalbestyrelsen,
- amtsrådet eller
- politimesteren (politidirektøren).
Anmodning om iværksættelse af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne sendes til retten, jf. værgemålslovens § 17.
Betingelser for værgemål
224. Der er tre betingelser for at iværksætte et værgemål:
- den pågældende er ude af stand til at varetage sine anliggender,
- den pågældende skal opfylde et medicinsk kriterium, som er enten sindssygdom, svær demens, hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred, som fx kan være hjerneblødninger, hjernesvind eller andre former for hjerneskade.
- der skal være et behov for værgemålet.
Begrænset værgemål
225. Der er med værgemålsloven indført tre former for værgemål. Værgemålet kan begrænses til at angå økonomiske eller personlige forhold eller enkelte af sådanne forhold, værgemål hvor der tillige er frataget den retlige handleevne og samværgemål, hvor samværgen og den pågældende handler i forening i de økonomiske anliggender, som er omfattet af værgemålet.
I alle sager om værgemål skal der foretages en vurdering af, i hvilket omfang og på hvilke områder, der er brug for en værge til at varetage økonomiske og personlige forhold. De enkelte værgemål skal afpasses efter de konkrete behov hos den person, som sagen drejer sig om, og værgemålet må ikke være mere omfattende end nødvendigt. Værgemål vil bl.a. kunne begrænses til at angå forvaltning af fast ejendom eller repræsentation ved bestemte aftaler, fx kreditkøb, indgåelse af lejemål eller tilmelding til BetalingsService. Det er endvidere muligt at tidsbegrænse værgemålet.
Personer under værgemål er myndige og er ikke frataget muligheden for på egen hånd at råde over deres formue og indgå retshandler, medmindre der konkret er truffet afgørelse om fratagelse af den retlige handleevne.
Personligt værgemål
226. Værgemål vedrørende personlige forhold medfører ligesom værgemål vedrørende økonomiske forhold ikke indgreb i den pågældendes selvbestemmelse og handlefrihed. Værgemålet medfører ret for værgen til at træffe beslutninger om forhold, som den pågældende på grund af sin tilstand ikke selv kan tage stilling til.
En række helt dagligdags spørgsmål for personer, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp ligger uden for det personlige værgemål. Det er antaget, at værgemål ikke giver værgen beføjelse til at træffe beslutning om den inhabiles flytning til plejebolig eller andre vigtige spørgsmål i denne sammenhæng i tilfælde, hvor den inhabile udtrykkeligt nægter at flytte. I tilfælde, hvor den inhabile ikke er i stand til at tilkendegive en stillingtagen til spørgsmålet, kan værgen træffe beslutning på den inhabiles vegne.
Samværgemål
227. Det vil i nogle tilfælde være aktuelt at overveje samværgemål, hvilket dog forudsætter, at den pågældende selv anmoder om det. Samværgemål kan iværksættes for den, der på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand har behov for hjælp til at administrere sin formue eller varetage andre økonomiske anliggender.
Samværgemål kan begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender. Samværgemål indebærer, at samværgen og den pågældende handler i forening i anliggender, der er omfattet af værgemålet.
Anmodning om samværgemål sendes til statsamtet.
Vejledning om værgemål
228. Der henvises i øvrigt til Civilretsdirektoratets vejledning til statsamterne om værgemåls- og værgesager samt om faste værger og værgers vederlag m.v.
16.4. Klageregler
- - - - - - -
§ 121.
Stk. 1. Kommunens og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. - - - - - - - Det sociale nævn
229. Reglerne om klageadgang findes i retssikkerhedslovens kapitel 10 og servicelovens § 121, som henviser til retssikkerhedsloven. Hovedreglen er, at kommunens afgørelser efter serviceloven kan indbringes for det sociale nævn, medmindre andet er bestemt i loven.
Undtagelser
230. Kommunalbestyrelsens afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau - herunder om, hvor mange pladser der skal være til rådighed for kommunens indbyggere - og takstfastsættelse for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.
Den Sociale Ankestyrelse
231. Det fremgår af § 63 i retssikkerhedsloven, at det sociale nævns afgørelser ikke kan indbringes for anden administrative myndighed. Den Sociale Ankestyrelsen kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører samt kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling. Der henvises til Ankestyrelsens vejledning om klageregler på det sociale område.
Underskrift 1
Socialministeriet, den 10. marts 1998 Karen Jespersen /Peter Duus - - - - - - STIKORDSREGISTER A Administration Administration af social pension Administration, beregning og tilsyn Administration og arbejdstilrettelæggelse Administration og tilrettelæggelse af ledsageordning Afgrænsning overfor andre bestemmelser Aflastning og afløsning Aflønning Aflønning af hjælpere Aktivitets- og samværstilbud Alle udgifter medregnes Almene boliger Amtskommunale døvblinekonsulenter og anden særlig Amtskommunale serviceopgaver Andre administrative bestemmelser Andre betingelser Andre merudgifter Anslåede udgifter Ansvar for hjælpen Arbejdsministeriets regler Arbejdsvilkår B Beboere, der ikke oppebærer social pension Befordring Befordring generelt Befordring i fritid Befordring til behandling Befordring til uddannelse Begrænset værgemål Beklædning Beskyttet beskæftigelse efter § 87 Betaling efter indkomst Betaling for botilbud Betaling på grundlag af boligens omkostninger og størrelse Betingelse for kontant tilskud Betingelser for støtte Betingelser for værgemål Betingelser om administration Betingelser om aktivitet Boformer undtaget Boligarealer Botilbud efter servicelovens kapitel 18 Botilbud, lovens kapitel 18 samt §§ 81 og 83 Brugeren administrerer selv Brugerinddragelse, planer m.v., lovens kapitel 22 D Den amtskommunale rådgivning Den generelle rådgivningsforpligtelse Den kommunale rådgivning Den Sociale Ankestyrelse Det sociale nævn Diætpræparater til særlige grupper Driftsudgifter Driftsudgifter til bil Dækning af nødvendige merudgifter, § 84 E Eksempler ikke udtømmende El/varme Enhedspris Ergo- og fysioterapi Et fagligt miljø F Fastsættelse af betalingen Finansiering Fleksibilitet Flere i samme bolig Flytning til anden kommuner Flytteret Flytteret efter lov om almene boliger Fordeling mellem bolig- og servicearealer Forholdet til § 93 Forholdet til andre ydelser efter den sociale lovgivning Forholdet til lejelovgivningen Forholdet til plejetillægget Forholdet til ydelser efter anden lovgivning Formue Formål Formål, finansiering og personkreds Formål og indhold Formålsbestemmelser, §§ 1 og 67 Forsikring Fravær fra botilbudet Frister for sagsbehandlingstider Frisør/fodpleje/beklædning Fritidsaktiviteter m.v. G Gaver, arv m.v. Generelle retningslinjer, når lejelovgivningen ikke finder anvendelse Generelt om kontaktpersonordningen Generelt om ledsagelse Generelt om udarbejdelsen af planer Gifte pensionister Grundlaget for den amtskommunale rådgivning H Handicapbegrebet Handicaprettede kurser Hjælp under midlertidigt ophold i udlandet Hjælpemidler Hjælpemidler, biler, boligindretning, individuel befordring Hjælpen som naturalydelse eller som en kontant yde Hjælpens art Hjælpeordning, § 77 Hvad kan der gives støtte til? I Inddragelse af brugeren Indhentning af oplysninger Indhold Indkomstgrundlaget Indretning Instruktion Instruktion K Klage Klageadgang Klageregler Kollektive boformer Kommunal rådgivning til personer med nedsat fysisk Kommunale aktivitets- og samværstilbud Kommunens og amtskommunens opgaver Kompensationsprincippet Konkret vurdering Kontaktperson til døvblinde Kontaktpersonens opgaver Kontant tilskud til personlig hjælp og pleje m.v Kost Kost og diætpræparater L Ledsagelse Ledsageordning Ledsageordning for voksne, herunder for beboere i amtskommunale boformer Ledsageordningen Ledsageordningens indhold Ledsagernes kvalifikationer Lov om almene boliger samt støttede private andels Lægebehandling m.v. Længerevarende amtskommunale botilbud efter § 92 Løbende tilpasning/konkret individuel vurdering M Magtanvendelse, § 109 Medicin Medicin og lægehjælp Midlertidige amtskommunale botilbud efter § 93 Midlertidige kommunale botilbud efter § 91 Midlertidigt døgnophold N Nedsættelse af servicebetaling Nødvendige merudgifter O Obligatoriske ydelser for beboerne Om forholdet til den øvrige boliglovgivning Om fremgangsmåden ved udarbejdelse af individuelle planer Om ydelser i relation til botilbud efter kapitel 1 Opdelingen af bistandslovens § 48 Opfølgning og tilsyn Ophold her i landet Opholds- og bopælskommune Oplysningspligt Opsparingsordningen Opsøgende arbejde P Pensionsydelser Personer, som har forsørgelsespligt Personkreds Personkredsen Personlig assistance Personlig hjælp, omsorg og pleje m.v., §§ 71-75 Personligt værgemål Planer, § 111 Plejeboliger R Refusion fra en tidligere opholdskommune Rejser eller andre længerevarende fravær Rengøring og vask Respirationsinsufficiens Ret til kontant tilskud Rådgivning som åbent tilbud Rådgivning, § 3 samt lovens kapitel 13 S Sagkyndig bistand Samarbejde mellem kommuner og amtskommuner Samværgemål Sektoransvarlighedsprincippet Seperat opgørelse Servicearealer Servicebetaling ved ophold i botilbud efter § 92 Skemaer og samarbejde Skriftlige afgørelser Socialpædagogisk bistand Socialpædagogisk bistand, § 73 Solidaritetsprincippet Statskonsulentordningerne og de statslige videnscentre Særlig ekspertise Særlige botilbud T Tavshedspligt Tilbud af behandlingsmæssig karakter, § 86 Tildeling af ledsagelse U Udgifter Udgifter til hjælperne Udmåling af hjælpen Udviklingen i handicappolitikken og handicapbegreb Undtagelser V Varetagelse døgnet rundt: § 74 Varighed Vedrørende den samlede boligbetaling Vejledende fordeling Vejledning m.v. Ventilatørbistand Værgemål Æ Ændring i regelsæt