Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/59@1998-03-06/da

Indhold

1. Indledning
2. Kapitel 2 Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
   1. § 30.
   2. § 31.
   3. § 32.
   4. § 33.
3. Kapitel 3
4. 3.1. Generelt om frivilligt arbejde blandt ældre
   1. § 115.
5. Kapitel 4 Lov nr. 1117 af 20. december 1995:
   1. § 1.
   2. § 2.
   3. § 3.
   4. § 4.
6. Kapitel 5 - - - - -
   1. § 71.
   2. § 72.
   3. § 74.
   4. § 75.
   5. § 76.
   6. § 76, stk.
   7. § 110.
   8. § 34.
   9. § 35.
   10. § 36.
7. Kapitel 6 - - - - -
   1. § 65.
   2. § 71.
8. Kapitel 7 - - - - - -
   1. § 82.
   2. § 1.
   3. § 2.
   4. § 3.
   5. § 4.
   6. § 5.
9. Kapitel 8 - - - - -
   1. § 140.
   2. § 1.
   3. § 2.
   4. § 3.
   5. § 4.
   6. § 5.
   7. § 6.
   8. § 7.
   9. § 8.
   10. § 9.
   11. § 10.
   12. § 11.
   13. § 12.
   14. § 13.
   15. § 14.
   16. § 15.
   17. § 16.
   18. § 17.
10. Kapitel 10 Generelt
    1. § 104.
    2. § 105.
    3. § 106.
    4. § 107.
11. Kapitel 12 - - - - -
    1. § 2.
    2. § 3.
    3. § 9.
    4. § 128.
    5. § 118.
    6. § 10.
    7. § 11.
    8. § 12.
    9. § 13.
    10. § 14.
    11. § 3.
    12. § 121.
    13. § 60.
    14. § 15.
    15. § 16.
12. Underskrift 1

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledning

Forord

Lovændringer (Sociallovsreformen)

Serviceloven

Ældrepolitiske principper

Kapitel 2. Ældreråd

2.1. Ældrerådets funktion

2.2. Etablering af ældreråd

2.3. De lokale forhold

2.4. Kontakten til kommunens ældre

2.5. Generelle regler

2.6. Overgangsregler

2.7. Litteratur

Kapitel 3. Frivilligt arbejde blandt ældre

3.1. Generelt om frivilligt arbejde blandt ældre

3.2. Forsøg med samarbejde mellem kommune og frivillige

3.3. Udvalget om frivilligt socialt arbejde

3.4. Lovgivningsinitiativer m.v. som opfølgning på udvalgets arbejde

Kapitel 4. Lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v.

Kapitel 5. Personlig og praktisk hjælp m.v.

5.1. Personlig og praktisk hjælp

5.2. Afløsning og aflastning

5.3. Myndighedsfunktionen og udførerfunktionen

5.3.1. Myndighedsfunktionen

5.3.2. Udførerfunktionen

5.3.3. Ændringer i serviceniveauet

5.3.4. Styring

5.4. Hjemmeservice

5.5. Modtagerens eget valg af hjælper

5.6. Tilskud til hjælp, som modtageren selv antager

5.6.1. Tilskud i særlige tilfælde - § 76, stk. 1

5.6.2. Tilskud til personer under 67 år - § 76, stk. 2

5.6.3. Tilskudets størrelse m.v.

5.7. Skemaer/skriftlige afgørelser og kvalitetsstandarder m.v.

5.7.1. Skemaer/skriftlige afgørelser

5.7.2. Kvalitetsstandarder m.v.

5.8. Personale - uddannelse m.v.

5.9. Arbejdsmiljø

5.10. Klage over hjælp efter §§ 71 og 72

5.10.1. Det sociale nævn

5.10.2. Klagerådet

Kapitel 6. Aktiverende og forebyggende tilbud.

6.1. Aktivitetsprægede tilbud efter § 65

6.2. Vedligeholdelsestræning og genoptræning

Kapitel 7. Betaling for tilbud

7.1. Betaling for tilbud efter § 65 og §§ 71-72

7.2. Momsregistrering

7.3. Midlertidigt døgnophold

7.4. Betaling for midlertidig hjælp

7.4.1. Betaling - opgørelse af indkomstgrundlag

7.4.2. Beregning

Kapitel 8. Plejehjem og beskyttede boliger

8.1. Overgangsbestemmelse

8.2. Generelt om plejehjem og beskyttede boliger

8.3. Beboerråd m.v. i plejehjem og beskyttede boliger

8.4. Flytning til en anden kommune

8.5. Opsigelse m.v.

8.6. Tilbud i plejehjem m.v. og betaling herfor

8.6.1. Særligt om visse tilbud

8.6.2. Ligestilling m.v. med hjemmeboende

8.6.3. Helhedsvurdering af prisfastsættelsen

8.7. Særligt om plejehjem

8.8. Betaling for bolig

8.8.1. El og Varme

8.8.2. Start og ophør af betaling

8.8.3. Rabat til (ægte)par

8.8.4. Plejehjemsbeboere med forsørgelsespligt

8.8.5. Nedsat betaling i særlige tilfælde

8.8.6. Særligt for modtagere af mellemste eller højeste førtidspension

8.8.7. Bistands- og plejetillæg

8.9. Klageadgang

8.10. Finansiering

Kapitel 9. Almene ældreboliger

9.1. Etablering af almene ældreboliger og servicearealer

9.2. Krav til indretningen af almene ældreboliger

9.3. Finansiering

9.4. Anskaffelsessum

9.5. Udbud, ansvar, kvalitetssikring, driftsplaner, eftersyn og skadedækning

9.6. Støtteproceduren

9.7. Personkreds og anvisningsret

9.8. Drift af almene ældreboliger m.v.

9.9. Regler om ældreboliger m.v.

Kapitel 10. Plejevederlag m.v.

10.1. Servicelovens kapitel 20

10.2. Etablering af en plejeordning

10.3. Plejevederlag - godtgørelse for tabt arbejdsindtægt

10.4. Beregning af plejevederlag, beskatning m.v.

10.4.1. Lønmodtagere

10.4.2. Selvstændige og medarbejdende ægtefæller

10.4.3. Fælles regler

10.5. Ophør af plejeforhold og plejevederlag

10.6. Delpension, arbejdsløsheds- og sygedagpenge efter en plejeorlov

10.7. Hjælp til medicin, sygeplejeartikler og personlig og praktisk hjælp

10.8. Særligt om opholdskommune, refusion og finansiering

10.9. Litteratur

Kapitel 11. Demens

11.1. Indledning

11.2. Støtte til initiativer for senil demente og deres pårørende

Kapitel 12. Administration m.v.

12.1. Ophold her i landet

12.1.1. Ansøgninger fra udlandet

12.1.2. Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

12.2. Statsborgerskab

12.2.1. Vedvarende hjælp til forsørgelse

12.3. Opholds- og bopælskommune

12.3.1. Pensionsloven

12.4. Refusion fra en tidligere opholdskommune

12.5. Uenighed mellem kommuner og amtskommuner

12.6. Inddrivelse af manglende betaling

12.7. Tavshedspligt, indhentelse og videregivelse af oplysninger

12.8. Oplysningspligt

12.9. Rådgivning og vejledning

12.10. Administrationsaftaler, værgemål m.v.

12.10.1. Fuldmagt

12.10.2. Administrationsaftale

12.10.3. Administration af social pension

12.10.4. Administration af ydelser efter aktivloven

12.10.5. Værgemål

12.10.6. Frihedsberøvende indgreb

12.11. Klageregler

12.12. Folketingets Ombudsmand

12.13. Tilsyn

12.13.1. Det kommunale tilsyn

12.13.2. Socialministeriets tilsyn

Bilagsfortegnelse:

Bilag 1: Bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. (Servicelovens §§ 65, 71 og 72) (* 1)

Bilag 2: Bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger (* 1)

Bilag 3: Bekendtgørelse om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter til ydelser til personer under 67 år og til personer, der er fyldt 67 år (* 1)

Bilag 4: Uddrag af orienteringsskrivelse om, hvorledes den omkostningsafhængige del af betalingen i plejehjem og beskyttede boliger beregnes

Bilag 5: Om befordring

Bilag 6: Nogle hovedtal vedr. ældreområdet m.v. (* 2)

Bilag 7: Liste over relevante vejledninger og pjecer

Bilag 8: Litteraturliste m.v.

Bilag 9: Adresseliste

Bilag 10: Landsdækkende organisationer på ældreområdet

Bilag 11: Paragrafnøgle (* 2)

Stikordsregister

Kapitel 2 Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

§ 30.

Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at nedsætte flere ældreråd.

§ 31.

Stk. 1. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer. Medlemmerne vælges ved direkte valg, og for hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan valget skal afholdes.

§ 32.

Stk. 1. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med ældrerådet beslutte, at også personer med fast bopæl i kommunen, der modtager førtidspension, og som ikke er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

§ 33.

Stk. 1. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker dette. - - - - - - - 2.1. Ældrerådets funktion Formål

1. Ældrerådet skal medvirke til at øge medindflydelsen og medansvaret for kommunens ældre borgere.

Ældrerådet skal sikre, at dialogen og samarbejdet mellem de ældre og kommunalbestyrelsen udbygges. Ældre skal have mulighed for at drøfte og følge indholdet og udformningen af kommunens ældrepolitik.

Høringsforpligtigelse

2. Ældrerådet skal rådgive kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål. Kommunalbestyrelsen har derfor en forpligtelse til at høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører ældre.

For at sikre, at ældrerådets rådgivende funktion får reel betydning, skal rådet høres i god tid, inden kommunalbestyrelsen træffer endelige beslutninger. Relevante dagsordener bør tilsendes ældrerådet.

Det er kun kommunalbestyrelsen, eller den kommunalbestyrelsen delegerer kompetencen til, der efter retssikkerhedslovens § 30, stk. 2 skal høre ældrerådet. Udvalg, som fx Folkeoplysningsudvalget, der efter lovgivningen har en egentlig afgørelseskompetence (folkeoplysningslovens § 32), er ikke efter § 30, stk. 2 forpligtet til at høre ældrerådet, men bør dog i forbindelse med sager, der vedrører ældre, være opmærksom på ældrerådet.

Spørgsmål vedrørende ældre

3. Ældrerådet skal ikke kun beskæftige sig med spørgsmål, der angår de svage ældre, men med alle spørgsmål, der har betydning for personer på 60 år og derover - fx trafik- og boligforhold, sundhed, miljø og kultur.

De ældre skal således have indflydelse på kommunens ældrepolitik i bred forstand og på såvel spørgsmål af overordnet karakter som på forhold, der har betydning for ældres hverdag. Ældrerådet skal fx høres om de årlige budgetter, om planer for byggeri af boliger til ældre, om forslag til at iværksætte aktiviteter for ældre, kommunalbestyrelsens målsætninger og serviceinformation på ældreområdet m.v.

Ældrerådet skal ikke beskæftige sig med konkrete personsager eller konkrete personalespørgsmål.

Klagerådet

4. Ældrerådet skal udpege 3 af sine medlemmer til klagerådet, jf. retssikkerhedsloven § 35, stk. 1, se kapitel 5, pkt. 113. Klagerådets formand vælges blandt disse, jf. retssikkerhedslovens § 35, stk. 4.

2.2. Etablering af ældreråd

Flere ældreråd

5. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at ældrerådet etableres. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at oprette flere ældreråd, hvis der - fx på grund af kommunens størrelse - lokalt skønnes at være behov for det.

Hvis der etableres flere ældreråd i kommunen, er alle ældreråd sideordnede i relation til kommunalbestyrelsen.

Samarbejdsorgan m.v.

6. Der kan eventuelt oprettes et centralt samarbejdsorgan, der består af medlemmer fra de enkelte ældreråd. Høringer skal sendes til alle de direkte valgte ældreråd. Kommunalbestyrelsens høringsforpligtelse kan derfor ikke opfyldes ved at rette høringen til et sådant samarbejdsorgan.

Det centrale samarbejdsorgan kan heller ikke udpege medlemmer til klagerådet.

Ældrerådet har mulighed for at dele sig i flere undergrupper, der beskæftiger sig med forskellige områder. Men også i denne situation er kompetencen i forhold til kommunalbestyrelsen hos det samlede ældreråd.

Direkte valg

7. Medlemmerne af ældrerådet skal vælges ved direkte valg. Ældrerådet kan ikke etableres på andre måder. Kravet om direkte valg forhindrer, at der på forhånd øreserveresø pladser i ældrerådet til et antal personer, som repræsenterer særlige interessegrupper m.v.

Kommunalbestyrelsen og ældrerådet kan beslutte at følge den opdeling i distrikter, som anvendes i forbindelse med kommunalvalget og hvis det findes lokalt hensigtsmæssigt, fastsætte retningslinier, der sikrer, at de forskellige distrikter, fx øer, bliver repræsenteret i ældrerådet. Hensynet til repræsentation med geografisk spredning må være ikke begrundet i et ønske om at tilgodese enkelte interessegruppers og foreningers repræsentation.

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der afholdes valg til ældrerådet, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for valgets afholdelse.

Der skal afholdes valg selvom valgets resultat på forhånd er givet.

Personkredsen

8. Alle personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år på valgdagen, kan deltage i valget og kan vælges til ældrerådet.

Stemmesedler må ikke udarbejdes således, at det samtidigt eller alternativt er muligt - ligesom ved kommunevalg eller folketingsvalg - at stemme på organisationer.

Førtidspensionister

9. Kommunalbestyrelsen kan efter drøftelse med ældrerådet beslutte, at også personer med fast bopæl i kommunen, der modtager social pension, og som ikke er fyldt 60 år, skal have valgret og valgbarhed til rådet.

Sammensætning

10. Ældrerådet skal bestå af mindst 5 medlemmer, og for at sikre størst mulig kontinuitet i arbejdet skal der vælges et tilsvarende antal stedfortrædere.

Stedfortrædere

11. En stedfortræder skal ikke træde til, blot fordi et medlem er forhindret i at deltage i et eller flere møder i ældrerådet. Kun hvis et medlem - fx i forbindelse med flytning til en anden kommune - udtræder af ældrerådet, skal en stedfortræder indtræde.

Det er ikke et krav, at den enkelte stedfortræder knyttes personligt til et bestemt ældrerådsmedlem.

Procedurer i forbindelse med valget

12. Der skal afholdes valg mindst hvert fjerde år. Kommunalbestyrelsen skal informere om et forestående valg.

Information, der forudsættes at være neutral, kan ske i samarbejde med ældrerådet.

13. Kommunalbestyrelsen og ældrerådet beslutter i samarbejde, hvor ofte (mindst hvert fjerde år), hvornår og hvordan valghandlingen rent praktisk skal tilrettelægges i den enkelte kommune.

Det kan eksempelvis besluttes, at valghandlingen skal foregå ved et møde, hvortil de ældre indkaldes via lokalpressen, at der skal udsendes stemmesedler/valgkort til de stemmeberettigede ældre, at valget skal afholdes overen eller flere dage, at afstemningen skal foregå pr. brev, og/eller at der skal stilles krav om stillere i forbindelse med opstilling til valget.

Selve valghandlingen kan eventuelt tilrettelægges i forbindelse med valget til kommunalbestyrelsen og eventuelt følge den opdeling i distrikter, som anvendes i denne sammenhæng.

Hvis valgene afholdes samtidig med kommunalvalget, skal afstemningen til ældrerådsvalget foregå lokalemæssigt helt adskilt fra kommunalvalget, herunder så vidt muligt med særskilte adgangsveje.

Afstemningen skal herudover tilrettelægges således, at den ikke kan virke forstyrrende på vælgernes adgang til at afgive stemme ved kommunalvalget eller på gennemførelsen af dette valg i øvrigt.

Vedtægter og forretningsorden

14. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for rådet.

Vedtægterne kan fx indeholde bestemmelser om de overordnede (politiske) målsætninger for og regler om ældrerådets arbejde, om ældrerådets kompetence, om ændring af vedtægterne og om vedtægternes ikrafttræden.

Herudover forudsættes ældrerådet at være selvstyrende. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden og tilrettelægger i videst muligt omfang selv arbejdet.

Et aktivt ældreråd

15. Det forudsættes desuden, at ældrerådet selv aktivt indgår i samarbejdet med kommunalbestyrelsen, dels ved at komme med ideer og forslag om ældres forhold, dels ved at rejse spørgsmål og komme med synspunkter inden for de områder, som kommunalbestyrelsen og ældrerådet i fællesskab har besluttet, at ældrerådet skal beskæftige sig med.

2.3. De lokale forhold

Minimumskrav

16. Bestemmelsen om ældreråd indeholder alene »minimum-regler« for opgaver, samarbejde m.v. Ældrerådet og kommunalbestyrelsen fastlægger i samarbejde det nærmere indhold af rådets arbejde og kan tilpasse samarbejdet efter de lokale forhold, således at ældrerådet inddrages i videre omfang, end det kræves efter §§ 30- 33 i retssikkerhedsloven.

Kommunalbestyrelsen kan eventuelt anvende ældrerådet som igangsætter og bindeled til de frivillige organisationer. Det er ikke meningen, at ældrerådet skal overtage opgaver, som de frivillige organisationer hidtil har stået for.

Kommunalbestyrelsen kan ikke overlade ældrerådet opgaver, der indebærer myndighedsudøvelse. Af hensyn til ældrerådets uvildige rådgivningsfunktion bør ældrerådet ikke være driftsansvarlig for aktiviteter efter servicelovens § 65.

2.4. Kontakten til kommunens ældre

»Baglandet«

17. Da ældrerådet i videst muligt omfang skal varetage alle ældres interesser og synspunkter og tale på de ældres vegne, er det af stor betydning, at rådet etablerer og opretholder en tæt kontakt til de ældre i kommunen, herunder beboerråd m.v.

En god forbindelse til baglandet kan inspirere ældrerådet og medvirke til, at dialogen mellem rådet og kommunalbestyrelsen bliver bred og nuanceret. Herudover må det forventes, at ældrerådets synspunkter får større vægt, hvis de støttes af et bredt udsnit af kommunens ældre.

Kontakten til kommunens ældre og synliggørelsen af ældrerådet i lokalsamfundet kan fx sikres via lokalavis/-radio/-tv, hvor der kan informeres om ældrerådets aktiviteter, ideer, forslag m.v. Samarbejde med pensionistforeninger, fælles møder og fast telefontid, hvor kommunens ældre kan henvende sig til rådet, kan ligeledes medvirke til at synliggøre ældrerådet.

2.5. Generelle regler

Medlemskab af ældrerådet

18. Medlemskab af ældrerådet er et frivilligt og ulønnet hverv, og der er således ikke tale om et borgerligt ombud.

Udgifter og sekretariatsbistand

19. Udgifterne til ældrerådets virksomhed afholdes af kommunalbestyrelsen, der også stiller lokaler og - hvis rådet ønsker det - sekretariatsbistand til rådighed. Det er kommunalbestyrelsen, der afhængig af de lokale forhold, beslutter, hvilke udgifter ældrerådet får dækket.

Forvaltningsloven

20. Ældrerådet er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det er samtidig en selvstændig forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Rådet har tavshedspligt og er omfattet af forvaltningslovens § 28 med hensyn til at videregive oplysninger. Se Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, kapitel 4, og Justitsministeriets »Vejledning om forvaltningsloven« (1986).

2.6. Overgangsregler

Overgangsregler

21. Kommunerne skulle senest den 1. januar 1997 have etableret ældreråd, der opfylder de betingelser, der er beskrevet ovenfor.

Kommuner, der har etableret ældreråd før den 1. januar 1996, kan dog bevare disse i en overgangsperiode. I sådanne kommuner skal ældrerådene senest den 1. januar 1999 opfylde betingelserne i retssikkerhedsovens §§ 30-33, men såfremt der afholdes valg til ældreråd inden den 1. januar 1999, forudsættes dette at ske efter reglerne i §§ 30-33.

Der er ikke fastsat nærmere krav i retssikkerhedsloven om sammensætning, valgmetoder etc. for de ældreråd m.v., der er etableret før den 1. januar 1996, og som kan fungere indtil den 1. januar 1999. Det må dog forudsættes, at disse råd er oprettet med henblik på at give de ældre en generel indflydelse på kommunens ældrepolitik.

2.7. Litteratur

Der henvises til litteraturlisten bilag 8.

22. De frivillige sociale organisationer og foreninger er et væsentligt supplement til de offentlige tilbud.

Mange ældre udfører en stor frivillig indsats, der blandt andet er koncentreret om pensionistforeninger, menighedsarbejde, aktivitetscentre, besøgsvenner, telefonkæder, selvhjælpsgrupper m.v.

Definition af frivillig organisation

23. Styringsforholdet er det afgørende ved definitionen af en frivillig organisation. En frivillig organisation er privat (modsat offentlig), den er frivilligt grundlagt og fri til at nedlægge sig selv. Det frivillige arbejde er en betydelig del af organisationens grundlag. En frivillig organisation er »velgørende«, dvs. den sigter ikke primært på at opnå økonomisk fortjeneste.

Antallet af frivillige foreninger

Der findes i dag et større antal landsdækkende og lokale frivillige foreninger på ældreområdet, se bilag 10.

Foreningernes opgaver

24. De frivillige foreninger beskæftiger sig med en bred vifte af opgaver - fra informations- og oplysningsvirksomhed og ældrepolitisk arbejde over fritidsaktiviteter til besøgstjeneste, rådgivning m.v. samt drift af værksteder og dag- og døgninstitutioner.

Samarbejdet med kommunen

Mange af de lokale frivillige foreninger samarbejder med kommunernes forvaltning(er) i form af gensidig orientering eller i forbindelse med arbejde i diverse kommunale råd og udvalg.

Kommunerne kan efter § 65 overlade opgaver, der har et aktiverende og forebyggende sigte til blandt andet pensionistforeninger. Der henvises til kapitel 6 om aktiverende og forebyggende tilbud.

Mange af de foreninger, der beskæftiger sig med ældreområdet, modtager et mindre økonomisk tilskud fra kommunen.

Behov for frivillighedspolitik

I en undersøgelse »Kommuneprofiler« (1995) om det frivillige sociale arbejde - og samarbejdsrelationerne til det offentlige - i seks kommuner er der peget på en række barrierer for samarbejdet mellem de frivillige foreninger og kommunens forvaltning(er). Som den alvorligste barriere for en udvikling af samarbejdet peges der blandt andet på, at mange kommuner ikke har en formuleret frivillighedspolitik.

3.2. Forsøg med samarbejde mellem kommune og frivillige

25. En væsentlig inspiration til tankerne om øget samarbejde mellem frivillige ældre og den offentlige indsats har været forsøgs- og udviklingsprojektet »11-kommuner projektet«, som forløb fra 1. januar 1994 til 31. december 1996.

11-kommuner projektet

Formålet med projektet var at afprøve samarbejdsmuligheder mellem kommunen og de frivillige i forbindelse med opsøgende og forebyggende virksomhed blandt ældre, som bor i eget hjem. Projektet skulle samtidig vise, i hvilket omfang et lokalt samarbejde mellem kommunen og den frivillige sociale indsats kan medvirke til at begrænse ensomhedsproblemer og sikre en bedre livskvalitet blandt ældre.

Det lykkedes at knytte mange aktive ældre til projektet, bl.a. i erkendelse og anerkendelse af de frivilliges særlige forudsætninger for at deltage i frivilligt socialt arbejde.

Erfaringerne fra projektet har blandt andet vist, at det er svært at få kontakt til de ensomme ældre. Ensomhed er i høj grad et personligt anliggende og vanskeligt at »behandle«.

Nærmere oplysninger om erfaringerne fra 11-kommuner projektet kan fås ved henvendelse til Center for frivilligt socialt arbejde. Se adresseliste bilag 9.

Herudover er erfaringerne med 11-kommuner projektet beskrevet i 3 publikationer. Se litteraturliste bilag 8.

3.3. Udvalget om frivilligt socialt arbejde

26. Udfra et ønske om at styrke samarbejdet mellem kommunerne og de frivillige sociale organisationer og foreninger, nedsatte socialministeren i juli 1995 »Udvalget om frivilligt socialt arbejde«.

Udvalget afsluttede sit arbejde med afgivelse af en betænkning »Frivilligt socialt arbejde i fremtidens velfærdssamfund«, der blev offentliggjort i februar 1997.

Udvalgets tanker

Grundtanken i udvalgets arbejde er, at den frivillige sociale indsats fungerer som et supplement til den offentlige indsats. Trods en omfattende social sektor er der opgaver, som det offentlige vanskeligt kan løfte, og hvor den frivillige sociale indsats har sin styrke. Det gælder bl.a. besøgsvennetjenesterne, telefonrådgivninger, sociale cafeer, aflastningstjenester for pårørende osv.

Ansvar og engagement

Samfundsmæssigt medvirker det frivillige sociale arbejde til at styrke den sociale ansvarlighed og solidaritet. Samtidig sikrer dette arbejde en ramme om det personlige engagement og medvirker til forandring og fornyelse af den sociale indsats.

Udvikling

Udvalget har i øvrigt peget på, at der bør skabes bedre kursusmuligheder for de frivillige; at kvaliteten i de frivillige sociale organisationers indsats bør udvikles; at virksomhederne bør inddrages, for dels at skabe plads til medarbejdernes frivillige sociale engagement og dels for at indgå i overvejelser om, hvordan de kan støtte frivillige sociale organisationer.

3.4. Lovgivningsinitiativer m.v. som opfølgning på udvalgets arbejde

Styrkelse af samarbejdet med kommunen

27. Udvalgets forslag om at styrke samarbejdet mellem kommuner og amter og frivillige sociale organisationer og foreninger er helt konkret indarbejdet i servicelovens § 115.

- - - - - - -

Kapitel 3

3.1. Generelt om frivilligt arbejde blandt ældre

§ 115.

Stk. 1. Kommunen og amtskommunen samarbejder med frivillige sociale organisationer og foreninger.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen afsætter årligt et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.

Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges i den enkelte kommune og amtskommune.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter retningslinier for kommunens og amtskommunens indsendelse af redegørelser om den lokale udvikling i det frivillige sociale arbejde og retningslinier for den centrale opfølgning. - - - - - - - Formål Formålet med servicelovens § 115 er at skabe bedre rammer for det lokale, frivillige sociale arbejde og styrke samvirket mellem det offentliges sociale indsats og den indsats, der fungerer i frivilligt regi, til fordel for brugerne. Et samspil mellem kommuner og amtskommuner og de frivillige sociale organisationer og foreninger er desuden væsentligt for synligheden af det frivillige sociale arbejde. Samtidig vil det blive mere tydeligt, hvor grænsen går mellem de opgaver, som det offentlige og de frivillige tager sig af. Kommunens forpligtelser Kommuner og amtskommuner skal samarbejde med de frivillige sociale organisationer og foreninger, og skal årligt afsætte et beløb til støtte af det frivillige sociale arbejde. Støtten skal især ske til konkrete aktiviteter. I de aktiviteter, som støttes, skal den frivillige indsats udgøre den afgørende del. Hvordan samarbejdet skal tilrettelægges afgøres lokalt afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt i den enkelte kommune eller amtskommune. Servicelovens § 115 ændrer ikke ved kommunernes og amtskommunernes forpligtelser og ansvar for de sociale opgaver. Finansiering I forbindelse med vedtagelsen af servicelovens § 115 blev der afsat 100 mill. kr. til hjælp til dækning af udgifter vedrørende frivilligt socialt arbejde. Beløbet er fordelt til kommuner og amtskommuner via bloktilskudet. Årlig redegørelse Kommuner og amtskommuner skal årligt udarbejde en redegørelse for den lokale udvikling på det frivillige sociale område. Redegørelsen skal omfatte de aktiviteter, som har fået (amts)kommunal støtte i henhold til servicelovens § 115 samt indeholde en kort beskrivelse af samarbejdet med de frivillige sociale organisationer og foreninger. Formålet med en sådan redegørelse er blandt andet at skabe et grundlag for den lokale dialog om udviklingen på området samt skabe grundlag for en erfaringsudveksling på tværs af kommuner og amtskommuner. Redegørelsen vil samtidig give mulighed for en central opfølgning. Socialministeriet vil til brug for udarbejdelsen af redegørelsen udsende et skema til kommuner og amtskommuner. Redegørelsen skal indsendes til Socialministeriet. Bestemmelserne herom findes i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 11 af 8. januar 1998 om retssikkerhed og administration på det sociale område. Pjece om frivilligt socialt arbejde

28. Socialministeriet har udarbejdet »Pjece om samarbejdet med frivillige sociale organisationer« (1998) om servicelovens § 115. I pjecen er der udover en gennemgang af servicelovens § 115 blandt andet en række eksempler på, hvordan samarbejdet med de frivillige sociale organisationer og foreninger fungerer i forskellige kommuner og amtskommuner.

Oplysninger om frivillige organisationer, deres arbejdsområde m.v.; se litteraturliste bilag 8.

Kapitel 4 Lov nr. 1117 af 20. december 1995:

§ 1.

Stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg til alle, der er fyldt 75 år, og som bor i kommunen. Kommunalbestyrelsen tilrettelægger besøgene efter behov, dog skal forebyggende hjemmebesøg tilbydes mindst 2 gange om året.

§ 2.

Stk. 1. Socialministeren kan i samarbejde med sundhedsministeren fastsætte regler om de kommunale forpligtelser efter denne lov, herunder om samordning med andre generelle kommunale forebyggende og aktiverende foranstaltninger.

§ 3.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.

Stk. 2. I perioden indtil den 1. juli 1998 har kommunalbestyrelsen dog kun pligt til at tilbyde hjemmebesøg til alle på 80 år og derover.

§ 4.

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. - - - - - - - Hjemmebesøg

29. Ved forebyggende hjemmebesøg forstås uopfordrede, men ikke uanmeldte, besøg i eget hjem med det formål at drøfte den pågældendes aktuelle livssituation. Hjemmebesøgene forudsættes dermed at hjælpe de ældre til bedre at udnytte egne ressourcer og bevare funktionsniveauet længst muligt.

Der er tale om et besøg i den ældres eget hjem.

Personkreds

30. Det er uden betydning om den ældre allerede modtager personlig og praktisk hjælp. Kommunen afgør, om beboere i plejehjem efter servicelovens § 140 skal have tilbud om besøg.

Formål

31. Formålet med tilbud om hjemmebesøg er at opprioritere den forebyggende og sundhedsfremmende indsats over for ældre ved at skabe tryghed og trivsel samt yde råd og vejledning om aktiviteter og støttemuligheder.

Formålet er derfor også at henlede opmærksomheden på eksisterende hjælpeforanstaltninger, som vil kunne forebygge eller løse eventuelle problemer i opløbet. Hjemmebesøgene forudsættes at bidrage til at støtte de ældres evne til at sørge for sig selv, herunder at tage kontakt til håndværkere og andre, der kan løse praktiske opgaver samt øge de ældres muligheder for at øge det sociale netværk. De ældre kan således tilskyndes til bedre at udnytte egne ressourcer og til at bevare funktionsniveauet længst muligt.

Kommunens forpligtelse

32. Kommunerne skal tilbyde mindst 2 forebyggende hjemmebesøg indenfor en 12 måneders periode til alle, der er fyldt 75 år.

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med tilrettelæggelse af besøgene, herunder antallet af besøg, være opmærksom på den enkeltes behov, herunder særlige risikosituationer.

Det har stor betydning, at der tages hensyn til de ældres individuelle forhold, og det er derfor væsentligt, at besøgene tilrettelægges fleksibelt.

Kommunerne skal orientere de ældre om ordningen og skal fremsætte et konkret tilbud om besøg til den enkelte.

33. Tilbudet om hjemmebesøg skal gives ved direkte henvendelse til den enkelte person fx pr. telefon eller brev. Kommunen skal sikre sig, at den pågældende har forstået tilbudet ved fx at svare på henvendelsen, uanset om hjemmebesøg ønskes. Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at oplyse generelt om tilbudet fx via annoncering i dagspressen.

Særlige tilfælde

34. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om de generelle principper for, i hvilke særlige tilfælde, der skal tilbydes hjemmebesøg. Det kan fx være i tilfælde af en ægtefælles/samlevers dødsfald eller alvorlige sygdom, kort efter udskrivning fra hospital m.v. Konkrete forhold kan fx afgøre, om sådanne hjemmebesøg i særlige tilfælde kan træde i stedet for eller skal supplere det almindelige tilbud om hjemmebesøg.

Hjemmebesøgene erstatter ikke, og kan ikke sidestilles med, det sammenhængende forløb, som kommune og amt allerede skal tilrettelægge i umiddelbar tilknytning til udskrivning fra hospital.

Frivillighed

35. Det er den ældre, der afgør, om han/hun ønsker at tage imod tilbudet om besøg, ligesom det er op til den ældre, hvad han/hun ønsker at oplyse og tale om under besøget.

Det vil allerede ved tilbudets fremsættelse være hensigtsmæssigt at informere om de regler i form af tavshedspligt, aktindsigt, samtykke til registrering af oplysninger m.v., som beskytter borgeren bl.a. mod misbrug af de oplysninger, som kommer frem under besøget. Se endvidere nedenfor, om tavshedspligt m.v., jf. pkt. 38.

Hjemmebesøget

36. Besøget skal indeholde en struktureret, helhedsorienteret samtale, hvor den ældres forhold i al almindelighed gennemgås, og eventuelle spørgsmål drøftes. Indholdet af samtalen skal især være koncentreret om, hvordan den ældre mestrer sin tilværelse, fremfor om eventuelle lidelser/sygdomme. Samtalen med den ældre kan fx omhandle dagligdag, trivsel, socialt netværk, bolig, økonomi, sundhedstilstand, funktionsevne m.v.

På baggrund af samtalen kan der henvises til forskellige forebyggende og aktiverende tilbud, som findes i kommunen, tilrettelagt af frivillige, organisationer eller kommunen selv.

En mulighed er også at pege på tilbud om besøg/aktiviteter i frivilligt regi, jf. kapitel 3. Efter behov kan der vejledes om social- eller sundhedsområdets tilbud, boligtilbud m.v.

I de tilfælde, hvor almindelig vejledning ikke kan løse problemerne umiddelbart, er det vigtigt, at kommunen følger op, fx på et konstateret behov for personlig og praktisk hjælp eller hjælpemidler eller ved efter aftale at formidle kontakt til fx den praktiserende læge.

I situationer, hvor praktiske boligændringer eller lignende er nødvendige eller ville kunne lette den ældres dagligdag, kan den ældres opmærksomhed henledes herpå; herunder kan der oplyses om, hvilke faggrupper, fx snedker, elektriker m.v., der ville kunne løse opgaverne.

Opfølgning

37. Den bedst mulige opfølgning på tidligere besøg kan bl.a. sikres ved at være opmærksom på at tage de vigtigste emner op ved efterfølgende besøg. Det er således vigtigt, at den ældre oplever, at der er kontinuitet i forløbet.

Tavshedspligt m.v.

38. Det er af stor betydning, at den ældre er tryg ved det forebyggende hjemmebesøg samt ved den senere behandling af de oplysninger, der kommer frem under besøget, og som eventuelt nedskrives.

I betragtning af de mange personlige oplysninger, der kan fremkomme under besøgene, er det vigtigt, at personalet er opmærksom på at overholde reglerne om tavshedspligt, registrering og videregivelse af oplysninger. Disse regler findes i forvaltningslovens §§ 27-32 (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændringer), se kapitel 12.7., samt i lov om offentlige myndigheders registre (lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer).

Der henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Sammenhæng

39. Tilbudet til ældre om forebyggende hjemmebesøg skal ses som et supplement til og som en udvidelse af den almindelige kommunale rådgivnings- og vejledningsforpligtelse efter servicelovens § 3.

Besøgene kan give vigtige informationer om de ældres behov, ønsker og ressourcer og dermed være et værdifuldt redskab, når tilbudene til ældre skal planlægges.

Hjemmebesøgene vil således kunne give kommunalbestyrelsen et bedre grundlag for på baggrund af lokale forhold at tilrettelægge bl.a. kommunens tilbud med aktiverende og forebyggende sigte, jf. servicelovens § 65. Se endvidere kapitel 6.

Organisering/personale

40. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om tilrettelæggelse og administration af ordningen, herunder udformning og gennemførelse af tilbudene.

Kommunalbestyrelsen kan ikke overlade ansvaret for besøgsordningen til andre. Kommunalbestyrelsen tager stilling til, hvem den finder egnet til at udføre opgaven, herunder egnet til at vejlede om sundhedsfremmende aktiviteter og at indgå i en generel dialog om trivsel, socialt netværk m.v. Kommunalbestyrelsen kan ikke overlade til frivillig arbejdskraft at foretage besøgene, da kommunalbestyrelsen ikke har instruktionsbeføjelse over for frivillige.

I loven lægges vægten først og fremmest på ældres trivsel, tryghed og sundhed i meget bred forstand. Det er ikke tanken at sygeliggøre de ældre ved at fokusere på sygdom, symptomer m.v. under hjemmebesøgene. Hovedvægten ligger på sociale forhold.

For at opfylde formålet med besøgene bør de varetages af personer, der har et grundigt kendskab til såvel sociale som sundhedsmæssige forhold i bred forstand. Det forudsættes derfor, at de personer, der besøger den ældre, skal kunne vurdere den ældres almentilstand i meget bred forstand, herunder boligforhold, økonomi, sociale kontakter m.v.

Det er væsentligt, at personalet er godt orienteret om blandt andet aktivitets- og samværsmuligheder i frivilligt regi og endvidere er opmærksomme på, at fysisk aktivitet bidrager til forebyggelse af almindelig alderssvækkelse.

Efteruddannelse

41. I mange tilfælde vil det være nødvendigt at efteruddanne det personale, som skal besøge de ældre.

I betragtning af opgavens karakter kan der under efteruddannelse fx lægges vægt på betydningen af aktiviteter for en god tilværelse, herunder motions betydning for fysisk og psykisk velvære m.v. Generel viden herom kan suppleres med konkrete informationer om, hvor og hvornår i den enkelte kommune disse aktiviteter foregår.

Viden om kommunens sociale tilbud - såsom personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler, boligindretning, personligt tillæg m.v. samt frivillige organisationers tilbud om aktiviteter, besøg m.v. - bør i den forbindelse spille en stor rolle.

Andre vigtige temaer i efteruddannelsen kan være den normale aldring, demens, samtaleteknik, respekt for den ældres privatliv, tavshedspligt m.v.

Talmæssig belysning

42. Som led i den sociale ressourceopgørelse indsamler Danmarks Statistik oplysninger om forebyggende hjemmebesøg, foretaget i kalenderåret 1997. De første oplysninger blev indhentet i januar 1998.

Litteratur

Der henvises til litteraturlisten i bilag 8. Det skal understreges, at de nævnte publikationer ikke kan anvendes direkte ved tilrettelæggelse af besøgsordninger efter loven, da de beskriver andre typer besøgsordninger m.v.

Kapitel 5 - - - - -

§ 71.

Stk. 1. Kommunen sørger for tilbud om 1) personlig hjælp og pleje, 2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og 3) ...

Stk. 2. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

Stk. 3. Stk. 3

Stk. 4. Tilbudene efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke gives som generelle tilbud efter § 65.

§ 72.

Stk. 1. Kommunen sørger for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 1. § 73

§ 74.

Stk. 1. Kommunen sørger for, at de opgaver, der er nævnt i §§ 71- 73, i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt.

§ 75.

Stk. 1. Tilbudene i §§ 71-73 gives efter en konkret individuel vurdering af behovet til opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Tilbudene skal løbende tilpasses modtagerens behov.

Stk. 2. Tilbudene i §§ 71-73 skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 3. Stk. 3 - - - - - - - 5.1. Personlig og praktisk hjælp Generelt

43. Kommunen har efter § 71 stk. 1, nr. 1 og 2, jf. stk. 2, i serviceloven pligt til at sikre, at personer, der midlertidigt eller varigt har behov for personlig hjælp/pleje og praktisk hjælp/støtte til nødvendige opgaver i hjemmet, kan få tilbud om hjælp til disse funktioner.

Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for denne hjælp. Se nærmere herom kapitel 5.3.

Hjælpen skal indgå som et led i kommunens øvrige sociale og sundhedsmæssige tilbud til ældre og personer med handicap, jf. pkt. 47-50. Og hjælpen skal medvirke til, at disse personer kan fungere bedst muligt i deres aktuelle bolig, idet hjælpen skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Hjælpen kan gives uanset, hvilken form for bolig modtageren har. Der kan således gives personlig og praktisk hjælp til personer, der bor i egen bolig (lejlighed eller hus), ældre-/plejeboliger efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., plejehjem og beskyttede boliger, boformer efter servicelovens §§ 91-94, bofællesskaber, kollektivboliger og ældrekollektiver m.v.

I boformer efter servicelovens §§ 92-94 yder amtet hjælpen, jf. § 81, stk. 1. Desuden har amtet mulighed for at yde personlig og praktisk hjælp til personer, der har ophold i boliger efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., når boligerne er opført af eller efter aftale med amtet, jf. § 81, stk. 2.

Hjælp til selvhjælp

44. Den personlige og praktiske hjælp skal betragtes som hjælp til selvhjælp, dvs. som supplerende hjælp til opgaver, som modtageren midlertidigt eller varigt er ude af stand til eller kun meget vanskeligt kan udføre på egen hånd.

Hjælpen skal gives og tilrettelægges i nært samarbejde med modtageren og støtte denne i at bevare eller genvinde et fysisk eller psykisk funktionsniveau eller afhjælpe særlige sociale problemer.

Det er vigtigt at være opmærksom på det aktiverende sigte, der indgår som et væsentligt element i hjælpen. Indsatsen bør have som primært mål at gøre modtageren i stand til at klare sig selv. Hvis dette ikke er muligt, bør indsatsen sigte mod at gøre modtageren i stand til selv at klare så mange opgaver som muligt.

Disse mål vil bl.a. kunne fremmes ved, at modtageren og hjælperen arbejder sammen om at udføre de forskellige opgaver, således at modtageren i videst muligt omfang selv deltager aktivt i opgaveudførelsen.

Midlertidig/varig hjælp

45. Personlig og praktisk hjælp kan gives midlertidigt eller varigt afhængigt af det konkrete behov for hjælp. Ved vurderingen af ansøgningen om hjælp (pkt. 59-61) skal der således tages stilling til, om modtagerens behov for hjælp er midlertidigt, eller om den fysiske eller psykiske funktionsevne er varigt nedsat.

Der er ikke fastsat grænser for, hvor lang tid der kan gives midlertidig hjælp. Midlertidig hjælp kan derfor gives så længe det skønnes, at modtageren på et tidspunkt vil blive i stand til at klare sig selv.

Vurderingen af om behovet for hjælp er midlertidigt eller varigt har betydning for modtagerens betaling for hjælpen, jf. kapitel 7.

Døgndækning

46. Personlig og praktisk hjælp gives hovedsagelig i dag- og aftentimerne, men kommunen skal efter § 74 sørge for, at der i fornødent omfang kan gives hjælp døgnet rundt.

Samspil med andre ordninger

47. Personer eller familier, der har behov for personlig og praktisk hjælp, kan have problemer, som kræver mere indgående social- eller sundhedsmæssig bistand. Det kan derfor være nødvendigt at give andre former for hjælp ved siden af hjælpen efter § 71. Smh.m. servicelovens § 113, hvorefter kommunen løbende skal være opmærksom herpå, samt retssikkerhedslovens § 5, hvorefter kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.

I forbindelse med afgørelser om personlig og praktisk hjælp, jf. pkt. 59, skal der således tages stilling til, om der tillige er behov for andre former for hjælp, ligesom det personale, der udfører hjælpen, løbende skal være opmærksom på og indberette ændringer i behovet, jf. pkt. 60-61. Forvaltningen skal i givet fald foretage en ny vurdering af behovet for hjælp og iværksætte de initiativer, som den ændrede afgørelse måtte give anledning til.

48. Servicelovens § 111 indeholder regler om udarbejdelse af skriftlige planer for indsatsen blandt andet for personer med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, herunder demente. Se Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

49. For dels at give den bedst mulige service, dels at sikre en samlet indsats overfor den enkelte samt for at sikre den mest hensigtsmæssige anvendelse af ressourcerne, er det vigtigt, at der er et tæt og smidigt samarbejde mellem kommunens tilbud om personlig og praktisk hjælp, hjemmesygeplejerskeordningen og andre tilbud på det sociale og sundhedsmæssige område. Der henvises til kapitel 6, pkt. 129 om betydningen af, at den sociale sektor og sundhedssektoren samarbejder med henblik på at sikre en samlet indsats i forhold til den enkelte borger, samt til kapitel 4, pkt. 36 om etablering af sociale kontakter i forbindelse med forebyggende hjemmebesøg.

50. Det er vigtigt at være opmærksom på, at personlig og praktisk hjælp ikke efter lovgivningen har til formål og ikke er velegnet til at afhjælpe problemer som psykisk sårbarhed og ensomhed. Det personale, der udfører den personlige og praktiske hjælp, bør imidlertid være opmærksom på, om modtageren har ensomhedsproblemer m.v. og i givet fald orientere forvaltningen herom. Der kan herefter, hvis det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt, informeres om og etableres kontakt til aktiviteter i dag-/ældrecentre, tilbud i frivilligt regÆ, besøgstjenester m.v.

Hjemmesygepleje

51. Hjemmesygeplejen er reguleret i lov om hjemmesygeplejerskeordninger. De nærmere retningslinier for tilrettelæggelsen og udførelsen af den kommunale hjemmesygepleje er fastsat af Sundhedsstyrelsen, jf. Sundhedsstyrelsens retningslinier af marts 1987 med supplement af november 1989.

Formålet med hjemmesygeplejerskeordningen er at forebygge sygdom, fremme sundhed og imødekomme behovet for hjemmesygepleje i tilslutning til sygdomsbehandling og optræning.

Hjemmesygeplejerskeordningen omfatter:

- Sygepleje, herunder omsorg og almen sundhedsvejledning, afpasset efter patientens behov.

- Pleje af mødre i hjemmet i barselsperioden (barselspleje).

- Vejledning og bistand, herunder opsøgende arbejde, i samarbejde med lægelig og social sagkundskab til personer eller familier, der har særlige behov herfor.

Hjælp til vedligeholdelse af færdigheder

52. Kommunen skal efter § 71, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, i serviceloven sørge for, at personer, der midlertidigt eller varigt har behov for hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, kan få tilbud herom. Disse tilbud omtales i kapitel 6.2.

Generelle tilbud efter § 65

53. Efter § 65 i serviceloven kan kommunen iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Se herom kapitel 6.1. Der sigtes til aktivitetsprægede tilbud som klubarbejde, foredrag, undervisning, gymnastik m.v. Tilbud, der svarer til personlig og praktisk hjælp, jf. § 71, stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke tilbydes generelt til bestemte persongrupper efter servicelovens § 65.

Der kan således ikke med hjemmel i serviceloven tilbydes fx rengøring og madservice til personer, som ikke efter en konkret, individuel vurdering har behov for hjælp til disse opgaver, jf. kapitel 6, pkt. 122.

5.2. Afløsning og aflastning

Afløsning og aflastning

54. Kommunen har efter § 72 i serviceloven pligt til at sørge for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det kan være en stor belastning - både fysisk og psykisk - at passe en plejekrævende person i hjemmet. En familie eller en person, der passer et barn eller en voksen med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet, kan derfor - efter en konkret, individuel vurdering af behovet - tilbydes afløsning eller aflastning efter servicelovens § 72. Denne form for hjælp kan være en forudsætning for, at en person med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan blive boende i hjemmet.

Afløsning gives i hjemmet, mens aflastning gives udenfor hjemmet, fx i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold i plejehjem eller plejebolig.

Afløsning og aflastning kan gives uafhængigt af, om betingelserne for at få midlertidig eller varig hjælp efter § 71 er opfyldt.

Der kan herudover tilbydes hjælp efter servicelovens §§ 28 og 29 (vedrørende børn under 18 år) eller §§ 77 og 84. Der henvises herom til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap og Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

5.3. Myndighedsfunktionen og udførerfunktionen

55. I kapitel 5.3.1. beskrives kommunens myndighedsfunktion i relation til hjælp efter servicelovens §§ 71 og 72. Udførerfunktionen beskrives i kapitel 5.3.2.

Vigtig sondring

Det er vigtigt, at kommunen sondrer mellem myndighedsfunktionen og udførerfunktionen.

Opgaveudførelsen

Der stilles ikke i serviceloven krav om, at kommunen selv udfører opgaverne efter §§ 71 og 72, og kommunalbestyrelsen har derfor mulighed for at overlade udførelsen af opgaverne eller dele heraf til andre, jf. pkt. 63-64.

Ansvaret

56. Kommunen kan derimod ikke overlade myndighedsfunktionen til andre.

Det er kommunen (forvaltningen), der som offentlig myndighed skal træffe afgørelser om tildeling og udmåling af hjælpen. Og uanset hvem der skal udføre de opgaver, som følger af afgørelserne, påhviler det overordnede, politiske ansvar for at opgaverne udføres - og udføres forsvarligt - kommunalbestyrelsen. Se retssikkerhedslovens § 15.

Kommunalbestyrelsen skal, uanset hvem der skal udføre opgaverne, etablere et kontrolsystem og føre tilsyn med, at der gives den fornødne hjælp, og at opgaverne udføres i overensstemmelse med den kvalitet og de målsætninger, som kommunalbestyrelsen har fastlagt, jf. pkt. 57. Se retssikkerhedslovens § 16.

Der henvises til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

5.3.1. Myndighedsfunktionen

Kommunalbestyrelsens kompetence

57. Der findes ikke i serviceloven nærmere bestemmelser om indhold og omfang af den hjælp, som kommunen skal tilbyde efter §§ 71 og 72.

Kommunalbestyrelsen har både det indholdsmæssige og det økonomiske ansvar for hjælpen. Smh.m. retssikkerhedslovens § 15. Lovgivningen forudsætter, at kommunalbestyrelsen - afhængigt af lokale forhold - fastlægger indholdet og omfanget af hjælpen og bevilger ressourcer til området i overensstemmelse med disse overordnede politiske beslutninger om serviceniveau. Se kapitel 5.3.3. om justering af ressourcerne og ændringer i serviceniveauet.

Kommunalbestyrelsen skal således beslutte, hvilke tilbud om hjælp, der skal stilles til rådighed for borgerne, og hvilke kriterier kommunen (forvaltningen) skal anvende ved tildeling og udmåling af hjælpen. Kommunalbestyrelsen skal ved fastlæggelsen af disse kriterier være opmærksom på, at hjælpen skal have et aktiverende sigte, jf. pkt. 44 om hjælp til selvhjælp.

Serviceinformation

58. Kommunalbestyrelsen oplyser kommunens borgere om, hvilke former for hjælp, der tilbydes som led i kommunens ordning efter §§ 71 og 72 samt om målsætninger og prioriteringer på området. Der henvises i denne forbindelse til § 62, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, hvorefter kommunalbestyrelsen har pligt til - mindst hvert andet år - at redegøre for indholdet, omfanget og målsætningerne for de væsentligste kommunale serviceydelser. Se litteraturlisten bilag 8.

Kommunalbestyrelsen bør i denne sammenhæng være opmærksom på værdien af information, som præciserer, hvor grænsen går mellem den offentlige forpligtelse, dvs. de opgaver kommunen tilbyder hjælp til, og det den enkelte selv skal sørge for, eventuelt ved hjælp af ordninger i frivilligt regi, hjemmeservice o.l.

En tydeliggørelse af indholdet og omfanget af den hjælp, som kommunen tilbyder - dels gennem den generelle serviceinformation, dels gennem de skriftlige afgørelser om personlig og praktisk hjælp m.v., jf. pkt. 91ff - kan medvirke til at øge borgernes tilfredshed. Der skabes hermed klarhed hos den enkelte om, hvad kommunen har som mål for den hjælp, der tilbydes. Herudover tydeliggøres det, at der er nogle givne, politisk fastsatte rammer for serviceniveau og -indhold, som skal anvendes, når der træffes afgørelser om hjælp. Information af denne karakter kan være afgørende for, at borgernes forventninger til den offentlige indsats afstemmes efter serviceniveauet i kommunen.

Afgørelser

59. I forbindelse med vurderingen af ansøgninger om hjælp træffer kommunen (forvaltningen) afgørelser. Disse afgørelser skal opfylde forvaltningslovens krav om begrundelse m.v. Se desuden pkt. 91ff om skriftlighed.

Afgørelserne skal træffes på grundlag af de kommunalpolitiske beslutninger om serviceniveau og lovgivningens krav om en konkret vurdering af ansøgerens individuelle behov for hjælp.

Generelle retningslinier for tildeling af hjælp - fx til bestemte grupper af borgere - kan således ikke tilsidesætte kravet om, at der skal foretages en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp i det enkelte tilfælde.

Kommunen har som offentlig myndighed pligt til at sørge for og føre tilsyn med, at opgaverne udføres i overensstemmelse med afgørelserne.

Ansøgerens samlede situation

60. Ved vurderingen af det konkrete behov for hjælp skal kommunen bedømme ansøgerens samlede situation. Der skal bl.a. tages hensyn til ansøgerens netværk, og det forudsættes, at eventuelle øvrige medlemmer af husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet.

Hvis der er større børn i hjemmet, skal der ved vurderingen af behovet for hjælp ikke stilles krav, som går ud over de krav, der normalt stilles til større børn. Der kan i denne forbindelse fx ses på, hvordan opgaverne i hjemmet blev fordelt før, der opstod behov for hjælp.

Ansøgerens pårørende og eventuelle logerende har ikke ret til hjælp til deres egne behov.

Kommunen har, når den træffer afgørelse, pligt til at inddrage alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning, jf. retssikkerhedslovens § 5. Dette sikrer, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af ansøgerens situation. Der henvises bl.a. til pkt. 47-50.

Løbende tilpasning af hjælpen

61. Der er ikke i lovgivningen fastsat regler om, hvor ofte hjælpen skal revurderes. Ved tildeling af personlig og praktisk hjælp, skal kommunen på grundlag af en konkret vurdering tage stilling til, hvornår hjælpen - set i relation til (for)målet med hjælpen - skal vurderes igen. Hjælpen skal, jf. § 75, stk. 1, løbende justeres efter det aktuelle behov. Se pkt. 67. Der henvises desuden til servicelovens § 113, hvorefter kommunen løbende skal følge de enkelte sager for at sikre, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.

Generelle forbehold

62. Kommunen er forpligtet til at yde den hjælp, som fremgår af de enkelte afgørelser. Kommunen kan ikke i sine afgørelser om hjælp tage generelle forbehold f.s.v.a. udførelsen af de opgaver, der er truffet afgørelse om. Afgørelserne må eksempelvis ikke indeholde forbehold om, at kommunen kan aflyse hjælpen i sommerferieperioden.

5.3.2. Udførerfunktionen

Offentligt/privat

63. Det er som nævnt i pkt. 55 ikke et krav, at kommunen selv udfører opgaverne efter §§ 71 og 72, og kommunalbestyrelsen har derfor mulighed for at overlade udførelsen af opgaverne eller dele heraf til andre, herunder til hjemmeservicefirmaer, jf. kapitel 5.4.

Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder information om, hvad kommunen skal være opmærksom på, når den indgår kontrakt med private om opgaveudførelsen eller dele heraf.

64. Det bemærkes, at kommunens indgåelse af aftaler med private om levering af tjenesteydelser på ældreområdet kan være omfattet af reglerne om udbud i EUis tjenesteydelsesdirektiv (Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992). Nærmere oplysninger herom kan fås ved henvendelse til Konkurrencestyrelsen. Se adresselisten bilag 9.

Det udførende personale

65. Det udførende personale skal udføre alle de opgaver, som fremgår af de enkelte afgørelser - og kun disse.

Ordningen efter §§ 71 og 72 skal indrettes så fleksibelt, at det personale, der udfører opgaverne, til hver en tid har tilstrækkelige økonomiske og personalemæssige ressourcer til at yde den hjælp, kommunen har forpligtet sig til i medfør af afgørelserne. Der henvises til kapitel 5.3.3. om justering af ressourcerne og ændringer i serviceniveauet.

Ledelsen af det personale, der udfører opgaverne, må orientere forvaltningen, hvis der opstår helt særlige situationer, som på ingen måde har kunnet forudses - fx et ekstraordinært pres på ordningen, som indebærer et usædvanlig stort antal afgørelser om hjælp - og planlægningen dermed svigter, jf. pkt. 68.

66. Det personale, der udfører opgaverne, skal være opmærksom på det aktiverende sigte med hjælpen. Målet med hjælpen - at gøre modtageren i stand til at klare sig selv eller, hvis dette ikke er muligt, at gøre modtageren i stand til selv at klare så mange opgaver som muligt - vil bl.a. kunne fremmes ved, at modtageren og hjælperen arbejder sammen om at udføre de forskellige opgaver, således at modtageren i videst muligt omfang selv deltager aktivt i opgaveudførelsen, jf. pkt. 44 om hjælp til selvhjælp.

Indberetning af ændringer

67. Som nævnt i pkt. 61 skal hjælpen løbende tilpasses modtagerens behov. Det personale, der udfører hjælpen, skal derfor indberette både bedring og forværring i modtagerens funktionsevne til forvaltningen, således at hjælpen kan justeres efter det aktuelle behov. Det er i denne forbindelse vigtigt, at faste arbejdsrutiner sikrer, at alle ændringer i modtagerens tilstand og funktionsniveau, som kan medføre ændringer i behovet for hjælp, registreres og videregives.

5.3.3. Ændringer i serviceniveauet

Midlertidigt problem

68. De opgaver, som fremgår af kommunens afgørelser, skal udføres fuldt ud (pkt. 59 og 62). Såfremt planlægningen - af helt ekstraordinære grunde - svigter (pkt. 65), og det dermed ikke er muligt at udføre opgaverne fuldt ud i overensstemmelse med afgørelserne, kan problemet ikke løses ved at begrænse den tildelte hjælp generelt.

Kommunalbestyrelsens eventuelle beslutning om midlertidigt at ændre på indhold og/eller omfang af hjælpen (serviceniveauet) skal følges op af forvaltningen i form af konkrete afgørelser på grundlag af individuelle behovsvurderinger.

Generelt problem

69. Såfremt der i en kommune - i overensstemmelse med de politiske beslutninger om serviceniveau m.v. - træffes afgørelser om hjælp, som det generelt ikke er muligt at udføre, kan dette skyldes enten manglende ressourcer eller uhensigtsmæssig ressourceanvendelse. Viser det sig, at problemet ikke kan løses ved en mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse, må det forelægges kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen kan herefter beslutte enten at tilpasse serviceniveauet til de afsatte ressourcer eller at bevilge yderligere ressourcer til området med henblik på at tilpasse ressourcerne til det oprindeligt besluttede serviceniveau.

Prioritering

70. Det er kommunalbestyrelsens opgave at foretage en økonomisk og indholdsmæssig prioritering dels af de forskellige forvaltningsområder dels af ressourcerne inden for de enkelte områder. Såfremt kommunalbestyrelsen i denne forbindelse beslutter at ændre indholdet af den praktiske hjælp - fx således at indkøb af dagligvarer ikke længere skal varetages som led i ordningen efter § 71 - skal omlægningen ske på en sådan måde, at de personer, der har behov for hjælp til indkøb, har mulighed for at få den fornødne hjælp på anden måde.

Kommunalbestyrelsen informerer via den generelle serviceinformation (se pkt. 58) borgerne om ændringer i serviceniveauet.

5.3.4. Styring

Styringsredskaber

71. For at kommunalbestyrelsen på sagligt grundlag kan træffe beslutning om prioritering af ressourcerne og fastlæggelse af indhold og omfang af hjælpen, samt for at de afsatte ressourcer kan anvendes bedst muligt, er det vigtigt, at kommunen har redskaber, der kan sikre den interne styring.

Pjecen »Styring af fremtidens hjemmepleje« (Socialministeriet, februar 1997) indeholder en række forslag til forbedring af den interne styring, herunder forslag til sikring af ensartethed i afgørelserne og gennemsigtighed i ressourceanvendelsen. Forslagene kan medvirke til at skabe sammenhæng mellem de kommunalpolitiske beslutninger om serviceniveau, den generelle serviceinformation (se pkt. 58), de konkrete afgørelser og de leverede ydelser. Pjecen kan fås ved henvendelse til Statens Publikationer. Se adresselisten bilag 9.

5.4. Hjemmeservice

72. Efter lov om hjemmeservice kan der gives tilskud til private husstandes køb af husholdningsservice fra momsregistrerede virksomheder, der er tilmeldt hjemmeservice-ordningen.

Der kan fx gives tilskud til indkøb af dagligvarer, madlavning, rengøring, vinduespudsning, rensning af tagrender, snerydning, græsslåning og andet almindeligt forekommende havearbejde m.v.

Da der efter serviceloven kun gives hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet til personer med behov herfor, kan ældre og handicappede på lige fod med alle andre rekvirere hjælp fra hjemmeservicefirmaer til praktiske opgaver i hjemmet, som de ikke modtager hjælp til af kommunen, enten fordi de ikke - efter de af kommunalbestyrelsen fastlagte retningslinier for tildeling og udmåling af hjælp - har behov for hjælp, eller fordi opgaverne ikke er omfattet af den hjælp, som kommunen tilbyder.

73. Ifølge § 8, stk. 4 i lov om hjemmeservice er arbejde, der udføres af en hjemmeservicevirksomhed som led i kommunale tilbud efter kapitel 14 i serviceloven ikke tilskudsberettiget.

Kommunen kan således ikke henvise ældre og handicappede, der har behov for hjælp, til at rekvirere hjælp via hjemmeservice- ordningen til opgaver, som kommunen skal tilbyde hjælp til efter § 71 i serviceloven, og dermed nedbringe sine udgifter til personlig og praktisk hjælp.

Derimod forhindrer reglen ikke, at hjemmeservicevirksomheder kan udføre opgaver som led i kommunens ordning efter § 71, jf. pkt. 55 og 63. Reglen udelukker alene muligheden for at modtage tilskud efter hjemmeserviceordningen i forbindelse med udførelse af sådanne opgaver.

5.5. Modtagerens eget valg af hjælper

- - - - - - -

Stk. 1. Kommunen sørger for tilbud om 1) personlig hjælp og pleje, 2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og 3) ...

Stk. 3. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

74. En modtager af praktisk hjælp har mulighed for selv at udpege en person - uden for kommunens ordning efter § 71 - til at udføre de nødvendige praktiske opgaver, som han eller hun har brug for hjælp til.

Den udpegede person skal godkendes af kommunen, som herefter skal ansætte og indgå en detaljeret skriftlig aftale med den pågældende om opgaveudførelsen og om betalingen herfor.

Kommunen skal fortsat som offentlig myndighed træffe afgørelse om indhold og omfang af hjælpen, og aftalen med den udpegede person skal være i nøje overensstemmelse med kommunens afgørelse om hjælp, jf. pkt. 59ff.

Tilsyn

75. Kommunen skal endvidere føre tilsyn med, at der gives den fornødne hjælp, og at opgaverne løses forsvarligt og i overensstemmelse med den kvalitet og de målsætninger, som kommunalbestyrelsen har fastlagt.

Godkendelse

76. Det forudsættes, at kommunen i forbindelse med godkendelsesproceduren tager udgangspunkt i de krav m.h.t. uddannelse og kvalifikationer i øvrigt, som stilles til det personale, der udfører praktiske opgaver i kommunens ordning efter § 71, jf. kapitel 5.8.

Aftaleindgåelse

77. Da § 71, stk. 3 kun omfatter hjælp til nødvendige praktiske opgaver vil den udpegede og godkendte person som oftest - i forhold til den enkelte modtager - blive ansat til at udføre opgaver i et meget begrænset antal timer om ugen/måneden.

Der må i aftalen tages stilling til, hvordan parterne skal forholde sig i tilfælde af sygdom eller fravær i øvrigt hos enten modtager eller hjælper.

Det forudsættes, at der ved aftaleindgåelsen tages udgangspunkt i de almindelige overenskomstmæssige forhold m.v., der gælder på området.

Lønudbetaling

78. Kommunen er arbejdsgiver i forhold til den udpegede og godkendte person. Kommunen udbetaler derfor løn og udøver instruktionsbeføjelse overfor den pågældende.

Den enkelte modtager får ikke - som efter § 76, jf. pkt. 83ff - udbetalt et tilskud til hjælp, og modtageren udbetaler dermed ikke løn m.v.

Hjælperen

79. Der er ingen begrænsninger m.h.t., hvem modtageren kan udpege til opgaveudførelsen. Der kan fx være tale om en pårørende, en nabo eller en ven/bekendt.

Modtageren har ikke efter denne bestemmelse mulighed for at pege på et privat firma til at udføre opgaverne, idet det som nævnt i pkt. 78 er kommunen, der er arbejdsgiver. Det er et krav, at der er tale om en fysisk person.

80. Det er vigtigt, at den udpegede person - i lighed med det øvrige personale - gøres opmærksom på det aktiverende sigte med hjælpen, således at modtageren i videst muligt omfang inddrages aktivt i opgaveudførelsen, jf. pkt. 44 og 66 om hjælp til selvhjælp.

81. Det er desuden vigtigt, at den udpegede person pålægges at indberette både bedring og forværring i modtagerens funktionsevne til forvaltningen, således at hjælpen løbende kan justeres efter det aktuelle behov, jf. pkt. 61 og 67.

Varsel

82. Kommunens generelle ordning efter § 71 skal indrettes fleksibelt, jf. pkt. 65. Af hensyn til tilpasning af kapaciteten og tilrettelæggelse af en rimelig godkendelses- og ansættelsesprocedure kan kommunen dog fastsætte en vis frist m.h.t. tilmelding og opsigelse af en ordning efter § 71, stk. 3.

5.6. Tilskud til hjælp, som modtageren selv antager

- - - - - - -

§ 76.

Stk. 1. Hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har behov for hjælp efter §§ 71 og 72, kan kommunen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 2. En person under 67 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 3. Kommunen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter stk. 2 fortsat skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærtstående person, som passer den pågældende.

Stk. 4. Kommunen kan udbetale tilskudet efter stk. 1, 2 og 3 som et fast beløb på grundlag af anslåede udgifter. - - - - - - - 5.6.1. Tilskud i særlige tilfælde - § 76, stk. 1

83. Hvis kommunen i særlige tilfælde ikke har mulighed for at udføre den hjælp, som en person, der er tildelt hjælp efter §§ 71 og 72, har behov for, kan kommunen i stedet udbetale et tilskud til dækning af udgifter til hjælp, som modtageren selv antager, jf. § 76, stk. 1.

Undtagelsesbestemmelse

§ 76, stk.

Stk. 1. Hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har behov for hjælp efter §§ 71 og 72, kan kommunen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

84. Modtageren fungerer efter § 76 som arbejdsgiver, og skal dermed selv skaffe og antage hjælpen samt udbetale løn, feriegodtgørelse, ATP-bidrag og eventuelle sygedagpenge m.v. Hvis hjælpen rekvireres fra et servicefirma, varetager firmaet dog disse opgaver.

Kommunens pligter

85. Det er - ligesom i relation til § 71, stk. 3, jf. pkt. 74-75 - kommunen, der som offentlig myndighed skal træffe afgørelse om indhold og omfang af hjælpen, ligesom kommunen skal føre tilsyn med, at opgaverne løses - og løses forsvarligt - i overensstemmelse med den kvalitet og de målsætninger, som kommunalbestyrelsen har fastlagt.

Kommunen bevarer således ansvaret for, at personer, der får udbetalt tilskud til selv at antage hjælp, modtager den fornødne hjælp.

Det forudsættes, at kommunen i fornødent omfang hjælper modtageren med at skaffe og antage hjælpen samt eventuelt udbetale løn etc.

86. Kommunalbestyrelsen kan vælge i stedet at ansætte en ægtefælle eller en nær pårørende, som påtager sig at udføre opgaverne. Den pågældende ansættes i sådanne tilfælde i kommunens ordning efter §§ 71 og 72 i den pågældende periode.

5.6.2. Tilskud til personer under 67 år - § 76, stk. 2

Mere end 20 timer

87. Personer under 67 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har behov for personlig hjælp og pleje samt hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som de pågældende selv antager, jf. § 76, stk. 2.

Der er således tale om en egentlig ret til at vælge et kontant tilskud frem for en naturalydelse for denne særlige persongruppe.

Bestemmelsen tager sigte på en lille gruppe personer, der - selvom de har behov for omfattende hjælp og pleje - ikke opfylder kravene til en hjælpeordning efter § 77, fx fordi de ikke har et helt så omfattende behov eller et helt så højt aktivitetsniveau som krævet efter denne bestemmelse. Se herom Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

Kommunen kan i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærstående, som kan og vil passe den pågældende, jf. § 76, stk. 3.

Yderligere vejledning om bestemmelserne i § 76, stk. 2 og 3 findes i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

5.6.3. Tilskudets størrelse m.v.

Anslåede udgifter

88. Kommunen kan udbetale tilskudet efter § 76, stk. 1, 2 og 3 endeligt på grundlag af anslåede udgifter, jf. § 76, stk. 4.

Det er imidlertid forudsat, at tilskudet beregnes med udgangspunkt i de udgifter, der er forbundet med det pågældende tilbud. Og tilskudet kan maksimalt udgøre et beløb, der svarer til kommunens faktiske omkostninger ved at udføre et tilsvarende tilbud.

Kommunen skal ved beregningen af dette beløb tage hensyn til alle omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaven, herunder også omkostninger til administration i forbindelse med udførelsen.

Hvis en modtager er berettiget til midlertidig hjælp og efter reglerne i betalingsbekendtgørelsens §§ 3-4 (kapitel 7.4.) skal betale for denne hjælp, skal den pågældende betale den beregnede betaling.

Ikke skattepligt

89. Efter ligningslovens § 7, litra j, er en ydelse, som udbetales efter serviceloven til dækning af nærmere bestemte udgifter, ikke skattepligtig for modtageren.

Tilskud efter § 76 er således ikke skattepligtigt for modtageren, hvorimod den person, der udfører hjælpen, naturligvis skal betale såvel skat som arbejdsmarkedsbidrag af ydelsen.

Kontrol

90. De sociale myndigheder og skattemyndighederne skal foretage kontrol for at sikre, at det tilskud, der udbetales, rent faktisk anvendes til formålet. Kommunalbestyrelsen skal derfor anmode modtageren om at fremlægge dokumentation for de udgifter, der er afholdt. Modtageren kan også pålægges at oplyse, hvem der har udført opgaverne i hjemmet.

5.7. Skemaer/skriftlige afgørelser og kvalitetsstandarder m.v.

- - - - - - -

§ 110.

Stk. 1. Kommunens eller amtskommunens afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kapitel 14 skal meddeles ansøgeren i skriftlig form. Til brug for afgørelsen udarbejder kommunen eller amtskommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysning om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om, at kommunen skal træffe beslutninger om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter §§ 71-72, samt følge op på disse beslutninger. - - - - - - - 5.7.1. Skemaer/skriftlige afgørelser Skriftlige afgørelser

91. Alle kommunens afgørelser efter kapitel 14 skal meddeles ansøgeren skriftligt.

Både afgørelser i nye sager og i sager, der tages op til fornyet vurdering, skal således meddeles skriftligt. Hvis en modtager eksempelvis anmoder om hjælp til yderligere opgaver, skal modtageren have en skriftlig afgørelse.

Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, der meddeles skriftligt, begrundes, medmindre afgørelsen fuldt ud giver ansøgeren medhold. Dermed får ansøgeren information om, hvilke forhold der er indgået i overvejelserne og i afgørelsen om hjælp.

Formålet med kravet om skriftlige afgørelser er endvidere at sikre, at der ikke opstår misforståelser om, hvilken hjælp der vil blive givet i det enkelte tilfælde. Se pkt. 58 om serviceinformation og værdien af at tydeliggøre indholdet og omfanget af den hjælp, som kommunen tilbyder.

Skemaer

92. Kommunen udarbejder et skema, der skal anvendes i forbindelse med afgørelsen. Skemaet skal udleveres til ansøgeren sammen med afgørelsen.

Skemaets indhold

Personer, der søger om eller får hjælp, har efter retssikkerhedslovens § 10 pligt til at medvirke til at tilvejebringe de oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om de er berettiget til hjælp, og i givet fald, hvilken hjælp de er berettiget til. Der henvises til kapitel 12.7. om tavshedspligt, indhentelse og videregivelse af oplysninger.

Den første del af skemaet bør således indeholde baggrundsoplysninger. Det anbefales, at skemaet indeholder relevante oplysninger om ansøgerens forhold, eksempelvis oplysninger om familieforhold, helbredsforhold, boligens indretning, brug af hjælpemidler, hvilke opgaver ansøgeren selv kan udføre, målsætninger og planer i forbindelse med de opgaver, der gives hjælp til m.v.

Den anden del af skemaet skal medvirke til at tydeliggøre afgørelsen, og skal derfor som minimum indeholde oplysninger om, hvilke konkrete opgaver modtageren vil få hjælp til, hvad formålet med hjælpen er, og for hvilken periode hjælpen gives.

Skemaet bør desuden indeholde oplysninger om størrelsen af en eventuel betaling for midlertidig hjælp samt oplysninger om, hvilke ændringer i indkomstgrundlaget, der kan medføre ændringer i betalingen, og som modtageren derfor skal oplyse kommunen om. Det bør også fremgå, hvornår og hvordan en eventuel betaling skal ske.

Klagevejledning

93. Afgørelsen og eventuelt skemaet skal endvidere indeholde vejledning om klagemulighederne på området. Der henvises til kapitel 5.10. om klage.

Såfremt kommunen - udover de tilkendegivelser, der modtages i forbindelse med egentlige klager - ønsker oplysninger om modtagernes tilfredshed, kan et evalueringsskema eventuelt vedlægges skemaet/afgørelsen. Modtagerne kan opfordres til at give jævnlige tilbagemeldinger.

Samarbejde

94. Skemaet skal udfyldes i samarbejde med ansøgeren for at sikre, at der i videst muligt omfang er enighed mellem ansøgeren og kommunen om de faktuelle forhold, der ligger til grund for kommunens afgørelse. Det forudsættes endvidere, at der forsøges skabt enighed om eventuelle målsætninger for den hjælp, der gives.

Underskrift

95. Baggrundsoplysningerne kan eventuelt bekræftes ved, at både ansøgeren og kommunens repræsentant underskriver skemaet, der som nævnt redegør nærmere for ansøgningen og baggrunden for denne. Ansøgeren skal derimod ikke underskrive myndighedens (dvs. kommunens) afgørelse, jf. pkt. 59.

Selvom modtageren ikke ønsker at underskrive skemaet, skal kommunen træffe afgørelse om hjælp og så hurtigt som muligt sørge for hjælp i overensstemmelse hermed.

Underskrivelse af skemaet begrænser ikke ansøgerens adgang til at klage over afgørelsen, jf. kapitel 5.10.

Pårørende

96. Det kan i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt, at en pårørende e.l. til ansøgeren er til stede, når skemaet udfyldes, og alle bør gøres opmærksom på denne mulighed. Der henvises til forvaltningslovens § 8 og til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Som et led i samarbejdet med de frivillige, jf. kapitel 3, kan kommunen eventuelt udpege frivillige bisiddere, som kan bistå ved ansøgning om personlig og praktisk hjælp. Personer, der ikke har mulighed for at anmode en pårørende e.l. om at deltage i samtaler m.v. med kommunen, bør således have tilbud om, at en anden person kan deltage i samtalen. En sådan ordning bør udformes i samarbejde med kommunens ældreråd.

5.7.2. Kvalitetsstandarder m.v.

Kvalitetsstandarder m.v.

97. Servicelovens § 110, stk. 2 bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om, at den enkelte kommunalbestyrelse skal træffe detaljerede beslutninger om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter §§ 71-72 i serviceloven samt følge op på disse beslutninger.

Formålet med bemyndigelsen er at forbedre kvaliteten i kommunernes hjælp efter §§ 71-72 og at klargøre de ældres rettigheder.

Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse og vejledning om kvalitetsstandarder m.v.

5.8. Personale - uddannelse m.v.

Kvalifikationer

98. Serviceloven indeholder ikke regler om, at det personale, der varetager opgaver på det sociale område, skal have en særlig uddannelse.

Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for, at de personer, som er tildelt hjælp efter §§ 71 og 72, får den fornødne hjælp, og kommunalbestyrelsen har dermed pligt til at sikre, at det personale, der udfører denne hjælp, har de rette kvalifikationer. Det er i denne forbindelse bl.a. vigtigt at være opmærksom på det aktiverende sigte med den personlige og praktiske hjælp, jf. pkt. 44 og 66.

SOSU-uddannelse

99. Det personale, der udfører hjælp efter §§ 71 og 72, rekrutteres i dag i vid udstrækning fra de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.

Grunduddannelsen til social- og sundhedshjælper varer 1 år, mens overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent varer yderligere 11/2 år. For begge uddannelser gælder, at de består af 1/3 teori og 2/3 praktik. Den teoretiske del af undervisningen foregår på en social- og sundhedsskole mens praktikuddannelsen gennemføres inden for det primærkommunale bistands-, pleje og omsorgsområde og for overbygningsuddannelsens vedkommende tillige i den amtskommunale social- og sundhedssektor.

Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal foretage elevansættelser på de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser i overensstemmelse med dels egne behov, dels det samlede behov for færdiguddannede på området i amtet.

Hvis undervisningsministeren skønner, at denne forpligtelse ikke er opfyldt, kan ministeren pålægge amtsrådet og kommunalbestyrelserne at ansætte og optage et mindste antal elever til uddannelse til social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter.

Tavshedspligt

100. Det personale, der er beskæftiget med hjælp efter §§ 71 og 72, har tavshedspligt om de oplysninger, der modtages som led i arbejdet. Der henvises til kapitel 12.7.

Legitimation og fuldmagt

101. Det kan være hensigtsmæssigt at forsyne det personale, der udfører hjælpen, med legitimationskort, som skal forevises efter behov. Det forudsættes, at kommunen instruerer personalet i den korrekte brug af legitimationskortene.

Legitimationskort kan ikke tilsidesætte kravet om fuldmagt, når personalet handler på modtagernes vegne.

Der henvises til kapitel 12.10.

Gaver, arv m.v.

102. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvilke retningslinier der skal gælde - personale og modtagere imellem - for gaver, arv m.v. Både personalet og modtagerne skal oplyses om disse retningslinier samt om konsekvenserne af, at retningslinierne overtrædes.

5.9. Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøloven

103. Efter arbejdsmiljøloven har arbejdsgiveren pligt til at sørge for, at arbejdsmiljøet sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Denne pligt gælder også, når arbejdet udføres i private hjem.

En del fysiske arbejdsmiljøproblemer kan afhjælpes ved, at boligen indrettes hensigtsmæssigt, fx således at det bliver muligt at anvende tekniske hjælpemidler. Der kan i nogle situationer være behov for at ændre tilrettelæggelsen af arbejdet - eventuel således, at der er to personer til at udføre arbejdet.

Der kan ikke gives generelle retningslinier for, hvordan eventuelle konflikter mellem kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde personlig og praktisk hjælp i hjemmet og kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sørge for, at det personale, der udfører hjælpen, arbejder under forsvarlige sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold, skal løses. Sådanne spørgsmål må løses i hvert enkelt tilfælde ud fra en konkret afvejning af de hensyn, der ligger bag lovgivningen på disse to områder.

Bedriftssundhedstjenesten

104. Den enkelte kommune kan bruge bedriftssundhedstjenesten (BST) som konsulent til at løse eventuelle arbejdsmiljøproblemer.

Regler om arbejdsmiljø

105. Med hensyn til arbejdsmiljøregler af betydning for hjælp efter §§ 71 og 72 kan fx nævnes:

- Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 5. maj 1993 om skiftende arbejdssteders indretning

- Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 867 af 13. oktober 1994 om arbejdets udførelse, med senere ændringer (nr. 1017 af 17. december 1997)

- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering

- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 28. august 1992 om brug af personlige værnemidler, med senere ændringer (nr. 186 af 14. marts 1994)

- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler, med senere ændringer (nr. 670 af 7. august 1995)

Branchesikkerhedsrådet

106. Branchesikkerhedsrådet for social- og sundhedsvæsenet (BSR 11) er oprettet efter lov om arbejdsmiljø for at medvirke til at løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål inden for social- og sundhedsområdet. Rådet giver oplysninger og vejledning om de regler og bestemmelser, der gælder på dette område.

BSR 11 har udsendt branchevejledning om bl.a personløft på ældreområdet, stress, psykisk træthed og udbrændthed, håndtering af lægemidler, rengøring i hjemmehjælpen samt anskaffelse og vedligeholdelse af tjenestebiler.

Branchevejledningerne kan købes ved henvendelse til Arbejdsmiljøfondet. Se adresselisten bilag 9.

Oplysning og vejledning kan fås ved henvendelse til Branchesikkerhedsråd 11. Se adresselisten bilag 9.

5.10. Klage over hjælp efter §§ 71 og 72

- - - - - - -

Stk. 1. Tilbudene i §§ 71-73 gives efter en konkret individuel vurdering af behovet til opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Tilbudene skal løbende tilpasses modtagerens behov.

Stk. 3. Tilbudene i §§ 71-73 skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

107. Personer, som er fyldt 67 år kan indbringe afgørelser om personlig og praktisk hjælp, hjælp til at vedligeholde fysiske og psykiske færdigheder samt afløsning og aflastning for klagerådet. Klagerådet omtales i kapitel 5.10.2.

Personer under 67 år

Personer under 67 år kan indbringe afgørelser om personlig og praktisk hjælp, hjælp til at vedligeholde fysiske og psykiske færdigheder samt afløsning og aflastning for Det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Se kapitel 5.10.1.

Kommunalbestyrelsen

En ansøger eller modtager af hjælp har desuden altid mulighed for at rette henvendelse til kommunalbestyrelsen som politisk ansvarlig/ansvarlig myndighed, hvis pågældende er utilfreds med en afgørelse om tildeling og udmåling af hjælp eller med opgaveudførelsen.

Det forudsættes desuden, at klagerådet/Det sociale nævn ved behandlingen af klager indhenter kommunalbestyrelsens bemærkninger og andet relevant materiale.

Klage over betaling m.v.

108. Kommunalbestyrelsens afgørelse om betalingen for midlertidig hjælp, jf. §§ 3-4 i betalingbekendtgørelsen (kapitel 7.4.), samt om tilskudets størrelse efter servicelovens § 76, stk. 4 kan indbringes for Det sociale nævn.

5.10.1. Det sociale nævn

109. Det sociale nævn kan behandle klager over den måde, en sag er behandlet på og over konkrete afgørelsers indhold, herunder over omfanget og indholdet af den tildelte hjælp. Det sociale nævn kan ikke tage stilling til de kommunalpolitiske beslutninger om serviceniveau m.v. og til kommunens tilrettelæggelse af opgaverne, herunder til hvordan opgaverne udføres. Se i øvrigt Den Sociale Ankestyrelses vejledning om klageregler på det sociale område.

5.10.2. Klagerådet

- - - - - - -

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område:

§ 34.

Stk. 1. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der 1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§71 og 72 i lov om social service til personer, som er fyldt 67 år, og 2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke klager og mere generelle spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. rådet vil forelægge for kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på området.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet, om der er grundlag for at nedsætte flere klageråd.

§ 35.

Stk. 1. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2. Klagerådet består af 1) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer, og 2) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer.

Stk. 3. For hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 4. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af ældrerådet.

§ 36.

Stk. 1. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af klagerådet, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal have diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse. - - - - - - - Formål

110. Klagerådet skal følge udviklingen på området og - via samarbejdet med kommunalbestyrelsen - medvirke til, at opgaverne i praksis udføres i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Kompetence

Klagerådet skal drøfte, vurdere og videreformidle klager over tildeling og udmåling af hjælp efter servicelovens §§ 71 og 72 samt over udførelsen af opgaverne. Rådet afgør selv, hvilke af de indkomne enkeltsager og mere overordnede spørgsmål, der skal forelægges for kommunalbestyrelsen.

Klagerådet har ikke kompetence til at omgøre kommunens afgørelser. Men rådet kan ved forelæggelsen for kommunalbestyrelsen udtale kritik og komme med forslag til/henstillinger om ændringer af de konkrete afgørelser.

Det forudsættes desuden, at klagerådet bidrager til den generelle udvikling på området gennem den dialog, der opstår mellem kommunalbestyrelsen og rådet.

Klagerådet har mulighed for at tage alle spørgsmål på området op til vurdering - både spørgsmål af generel karakter og spørgsmål, der udspringer af konkrete sager. Klagerådet kan således beskæftige sig både med de kommunalpolitiske beslutninger om serviceniveau m.v. og med kommunens tilrettelæggelse og udførelse af opgaverne, fx klager over, at personalet kommer for sent, at der ikke meldes afbud, og at personalet ikke udfører opgaverne tilfredsstillende.

Etablering af klageråd

111. Kommunalbestyrelsen skal sørge for etableringen af klagerådet og kan i særlige tilfælde - fx på grund af kommunens størrelse - oprette flere klageråd.

Flere klageråd

Kommunalbestyrelsen skal drøfte spørgsmålet om oprettelse af flere klageråd med kommunens ældreråd.

Hvis der etableres flere klageråd i kommunen, kan der eventuelt oprettes et samarbejdsorgan.

Et sådant samarbejdsorgan kan alene have en koordinerende funktion, idet både de konkrete sager og generelle spørgsmål skal drøftes, vurderes og videreformidles af de enkelte klageråd.

Valg

112. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der mindst hvert fjerde år vælges medlemmer til klagerådet. Kommunalbestyrelsen og kommunens ældreråd fastsætter i samarbejde regler for, hvordan medlemmerne af klagerådet rent praktisk skal vælges.

Sammensætning

113. Klagerådet skal bestå af 3 medlemmer valgt af og blandt ældrerådets medlemmer og 2 medlemmer valgt af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer. Der er intet til hinder for, at socialudvalgsformand/socialudvalgsmedlemmer vælges til klagerådet.

Der skal vælges en stedfortræder for hvert medlem. Det er ikke et krav, at den enkelte stedfortræder knyttes personligt til et bestemt klagerådsmedlem.

Medlemmerne af klagerådet repræsenterer henholdsvis kommunalbestyrelsen og ældrerådet. For at sikre klagerådets funktion, jf. pkt. 110, skal stedfortræderne derfor indtræde i alle tilfælde af fravær blandt de ordinære medlemmer.

Formand

Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af ældrerådet.

Retningslinier for klagerådets virksomhed

114. Kommunalbestyrelsen og klagerådet fastlægger i fællesskab de nærmere retningslinier for samarbejdet og for klagerådets virksomhed, herunder retningslinier for, hvor ofte klagerådet afholder møder, og om klagerådet eventuelt skal afgive en form for årsberetning til kommunalbestyrelsen. Kommunens ældreråd inddrages i disse drøftelser.

Ældrerådet inddrages også ved fastsættelsen af retningslinier for, på hvilken måde klagerne skal have tilbagemelding dels om kritik, henstillinger og forslag, som klagerådet meddeler kommunalbestyrelsen på grundlag af henvendelser fra kommunens borgere, dels om kommunens reaktioner herpå.

Ingen formkrav

115. Der gælder ingen formkrav til de klager, som indbringes for klagerådet. Klagerådet har dog ikke pligt til at behandle anonyme klager.

Formålet med klagerådet er, jf. pkt. 110, at rådet skal følge området og samarbejde med forvaltningen og kommunalbestyrelsen. Derfor skal alle klager forelægges klagerådet, medmindre den enkelte klager specifikt angiver, at klagen alene er henvendt til kommunalbestyrelsen eller forvaltningen.

Anonymiserede klager

116. Klagerådsmedlemmerne er underkastet tavshedspligt (kapitel 12.7.), og det er derfor ikke påkrævet, at klagerne behandles i anonymiseret form.

Medlemskab af klagerådet

117. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal ydes diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til de medlemmer af klagerådet, der ikke er kommunalbestyrelsesmedlemmer. Samtlige sådanne medlemmer er i givet fald omfattet af en beslutning om vederlæggelse.

I forbindelse med vederlæggelsen anvendes reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

For de medlemmer af klagerådet, der er kommunalbestyrelsesmedlemmer, gælder reglerne i § 16 i lov om kommunernes styrelse. Efter denne bestemmelse modtager kommunalbestyrelsesmedlemmer som udgangspunkt et fast vederlag. Et medlem kan dog vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste mod at give afkald på en del af det faste vederlag. Bestemmelsen indeholder endvidere regler om godtgørelse af udgifter.

Der henvises til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 861 af 21. november 1997 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelse af kommunale hverv samt den tilhørende vejledning nr. 152 af 21. november 1997 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelse af kommunale hverv.

Udgifter, sekretariatsbistand m.v.

118. Udgifterne ved klagerådets virksomhed afholdes af kommunalbestyrelsen, der også stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Kommunalbestyrelsen skal desuden sørge for, at klagerådets medlemmer får de nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælp efter servicelovens §§ 71 og 72. Dette kan ske ved udarbejdelse af informationsmateriale, tilrettelæggelse af kursusvirksomhed og orienteringsmøder m.v.

Forvaltningsloven

119. Klagerådet er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det er samtidig en selvstændig forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Rådet har tavshedspligt og er omfattet af forvaltningslovens § 28 med hensyn til at videregive oplysninger. Se Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, kapitel 4, og Justitsministeriets »Vejledning om forvaltningsloven« (1986).

Kapitel 6 - - - - -

§ 65.

Stk. 1. Kommunen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunen fastsætter retningslinjer for, hvilke persongrupper, der kan benytte tilbudene.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter stk. 1. ...

§ 71.

Stk. 1. Kommunen sørger for tilbud om ... 3) hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.

Stk. 2. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. ... - - - - - - - -

120. Kommunalbestyrelsen kan efter § 65 iværksætte eller yde støtte til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunalbestyrelsen er efter § 71 forpligtet til at tilbyde hjælp til vedligeholdelse af fysiske og psykiske færdigheder til personer med behov herfor.

De generelle aktiverende tilbud bør bidrage til at forebygge forringelse og sikre vedligeholdelse af helbredstilstanden.

Aktiviteters betydning for funktionsevnen har i de senere år været genstand for en omfattende forskning. Denne viser, at aktive ældre har en bedre fysik, og at livskvalitet, livslængde og kondition hører sammen.

6.1. Aktivitetsprægede tilbud efter § 65

Målgruppe

121. Kommunalbestyrelsen har med bestemmelsen en hjemmel til at kunne iværksætte eller yde tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Det er kommunalbestyrelsen, der - afhængigt af kommunale forhold - træffer beslutning om målgruppen for tilbudene. Tilbudene kan fx omfatte en bestemt aldersgruppe.

Indhold

122. Tilbudene omfatter aktivitetsprægede tilbud. Formålet med tilbudene er at øge og bevare brugernes muligheder for at klare sig selv.

Kommunalbestyrelsen afgør ud fra lokale forhold, om, og i hvilket omfang, den vil udnytte muligheden for at iværksætte tilbud, der generelt stilles til rådighed for bestemte persongrupper.

Tilbudene kan derfor variere fra kommune til kommune.

Som eksempler på generelle aktiverende og forebyggende tilbud kan nævnes aktiviteter i form af klubarbejde, undervisning, foredrag, studiekredsarbejde, gymnastik og anden form for motion.

Det skal nævnes, at når der efter anden lovgivning om fx undervisning ydes tilskud til pensionister, kan der ikke efter servicelovens § 65 ydes tilskud til pensionister til samme form for undervisning. Her gælder den almindelige regel, at når et område er dækket af en speciallovgivning, skal denne anvendes.

Tilbud om personlig og praktisk hjælp i hjemmet, jf. § 71, stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke tilbydes generelt til bestemte persongrupper efter § 65. Der kan således ikke med hjemmel i serviceloven tilbydes fx rengøring og madservice efter § 65. Der henvises til kapitel 5, pkt. 53.

I forbindelse med dag-/ældrecentre har kommunen imidlertid mulighed for at indrette lokaler til fx cafA-virksomhed og lade andre, fx private firmaer, forestå driften heraf, således at alle brugere får mulighed for at benytte dette tilbud.

Tilrettelæggelse

123. Kommunalbestyrelsen afgør, hvor og hvordan tilbudene konkret skal tilrettelægges og udformes.

Kommunen kan vælge at yde økonomisk støtte til tilbudene, at stille et beløb til rådighed, som brugerne selv forvalter, eller stille lokaler til rådighed.

Kommunalbestyrelsen træffer således også beslutning om, hvorvidt tilbudene skal iværksættes ved kommunens egen foranstaltning eller overlades til foreninger og organisationer eller til brugerne selv.

Brugerne skal have størst muligt ansvar for og indflydelse på udformningen og driften af tilbudene. Hvis tilbudene omfatter ældre skal ældrerådet høres, jf. retssikkerhedslovens § 30.

Opgaverne kan som hidtil udføres i samarbejde med andre kommuner eller amtskommuner.

Der kan være fordele forbundet med at placere nogle af de generelle aktiverende og forebyggende tilbud sammen med rådgivningsfunktioner og behovsbestemte ydelser som fx fysioterapi og ergoterapi. Et ældrecenter, hvor der er mulighed for også at inddrage og udnytte de mere velfungerende ældres ressourcer, kan give den lokale ældreservice et mere aktivt præg og derved gøre den mindre institutionspræget. Det vil samtidig kunne mildne overgangen fra at være selvhjulpen til at blive afhængig af andres hjælp.

I forbindelse med placeringen af de aktiverende tilbud i et ældrecenter er det væsentligt samtidig at være opmærksom på de svageste ældres behov. Aktiviteter bør tilrettelægges under hensyntagen til de beboere, der har bolig i tilknytning til et ældrecenter.

Ingen klageadgang

124. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter bestemmelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Undgå omklamring

125. Det er erfaringsmæssigt mest befordrende for initiativer fra og virkelyst hos de ældre, hvis de selv står for og styrer egne aktiviteter.

Det kan virke passiviserende på de ældre, hvis alle initiativer og beslutninger udgår fra kommunens ansatte. Kommunen bør derfor være opmærksom på at undgå at »omklamre« de ældres aktiviteter.

Kommunalbestyrelsen kan tilskynde ældre-, pensionist- og idrætsforeninger m.fl. til at påtage sig de aktiverende opgaver. Der henvises til kapitel 3 om frivilligt arbejde blandt ældre.

6.2 Vedligeholdelsestræning og genoptræning

Træningstilbud efter § 71, stk. 1, nr. 3

126. Tilbudene omfatter tilbud om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder. Tilbudene gives efter en konkret vurdering, jf. servicelovens § 75, stk. 1. Tilbudene skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 75, stk. 2.

Kommunens forpligtelse til at sørge for, at der findes tilbud om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder omfatter tilbud om individuel målrettet træning.

Vedligeholdelsestræning og genoptræning er vigtige led i indsatsen for de ældre.

Egentlig genoptræning indgår som en naturlig del af et behandlingsforløb, mens vedligeholdelsestræning typisk er omfattet af kommunens forpligtelse efter servicelovens § 71, stk. 1, nr. 3. Denne form for træning sker ofte under terapeutisk ledelse.

Aktiviteterne vil kunne finde sted på fx dagcentre, i servicecentre i tilknytning til ældreboliger, plejehjem m.v.

Definitioner

127. Genoptræning kan defineres som bevidst og målrettet træning, der medfører en generhvervelse af patientens hidtidige funktionsniveau, før sygdom/ulykke indtrådte. Vedligeholdelsestræning kan defineres som bevidst træning for at forhindre funktionstab og for at fastholde eller forbedre det hidtidige funktionsniveau.

Gråzone

128. Der er mange steder uklare grænser mellem egentlig genoptræning i sundhedsvæsenets regi og vedligeholdelsestræning og forebyggelse af funktionstab i socialt regi.

Afgrænsningsproblemer mellem de to sektorer i forbindelse med forpligtelsen til at fortsætte og/eller iværksætte træning opstår typisk ved udskrivning fra sygehus.

Genoptræning efter sygdom/ulykke iværksættes med henblik på generhvervelse af færdigheder, som helt eller delvist er gået tabt i forbindelse med sygdommen/ulykken. Tidsmæssigt er genoptræning begrænset til en periode, hvor patientens tilstand fortsat kan forbedres gennem yderligere behandling, herunder genoptræning.

Hvorvidt genoptræning er en sygehusopgave og dermed en amtskommunal opgave beror på en afklaring af, om træningen er en del af et sundhedsfagligt behandlingsforløb eller ej.

Genoptræning, der indgår i behandlingsforløb, men udføres af kommunen, skal ske efter lægehenvisning.

Fysioterapi, som forudsætter lægehenvisning, er et anliggende for sundhedsvæsenet og ydes efter § 9 i lovbekendtgørelse nr. 77 af 31. januar 1994 om offentlig sygesikring.

Sektorsamarbejde

129. Det er nødvendigt, at den sociale sektor og sundhedssektoren samarbejder. Et bedre samarbejde og koordinering mellem amt og kommune kan bl.a. ske ved øget kommunikation, samarbejdsaftaler og aftaler om arbejdsdeling. Derved opnår man større sammenhæng i indsatsen over for den enkelte borger og bedre udnyttelse af ressourcerne.

Sundhedsplanlægning

130. Genoptræning og de dermed forbundne pleje- og omsorgsopgaver blev udmeldt som et af tre temaer for sundhedsplanlægningen for perioden 1994-1997.

I den forbindelse udsendte sundhedsministeren primo 1995 et temaoplæg om genoptræning og de dermed forbundne pleje- og omsorgsopgaver kaldet »Mellem to stole«.

Hæftet blev udsendt for at give kommuner og amter inspiration til, hvorledes de i fællesskab mest hensigtsmæssigt kan tilrettelægge træningsindsatsen. I hæftet anbefales det bl.a., at amt og kommune indgår samarbejdsaftaler for at skabe klarhed og sammenhæng i indsatsen.

Amterne har i 1994-1997 planrunden taget genoptræningen op som tema. Flere har fulgt opfordringen i den centrale udmelding til at indgå samarbejdsaftaler mellem amtet og de i amtet beliggende kommuner med det formål at sikre borgernes genoptræning. Det forventes, at amter og kommuner ønsker at følge op på initiativerne og arbejde videre med temaet også i den næste planrunde 1998-2002.

Klageadgang

131. Kommunalbestyrelsens afgørelser om tilbud efter § 71, stk. 1, nr. 3, til personer, som er fyldt 67 år, kan indbringes for klagerådet, men ikke for anden administrativ myndighed. Personer under 67 år kan indbringe kommunalbestyrelsens afgørelser for Det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Der henvises til kapitel 12.11.

Kapitel 7 - - - - - -

Stk. 1. § 65

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter stk.1.

§ 82.

Stk. 1. Socialministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter dette kapitel samt om opgørelse af indkomstgrundlaget for betalingen.

Stk. 2. Der opkræves ikke betaling for udgifter til personale, når hjælpen efter § 71, stk. 1 og §§ 72 og 73 er varig.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der opkræves betaling for personaleudgifter til madserviceordninger. - - - - - - - - - - - - - - - - Bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. (Servicelovens §§ 65, 71 og 72) I medfør af § 65, stk. 3, og § 82 i lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service, som ændret ved lov nr. 980 af 17. november 1997, fastsættes:

§ 1.

Stk. 1. Kommunen træffer beslutning om betaling for tilbud efter servicelovens §§ 65, 71 og 72. Ved fastsættelsen af betalingen kan højst kommunens samlede udgifter, der er forbundet med tilbudet, medregnes, jf. dog §§ 2-3. Kommunen kan vælge at fastsætte betalingen endeligt på grundlag af kommunens budgetterede udgifter til tilbudet, idet betalingen dog skal fastsættes således, at kommunens samlede indtægter over en 4-årig periode ikke overstiger kommunens samlede udgifter til tilbudet.

Stk. 2. Ved midlertidigt døgnophold, herunder aflastningsophold, skal den samlede betaling for ydelser efter §§ 71 og 72 fastsættes således, at den pågældende bevarer et beløb til dækning af husleje og andre udgifter, der er nødvendige for opretholdelsen af den hidtidige bolig. Kommunen kan ikke opkræve betaling for bolig ved midlertidigt døgnophold.

§ 2.

Stk. 1. Kommunen kan ikke opkræve betaling for udgifter til personale i forbindelse med 1) hjælp efter servicelovens § 71, stk. 1, der ydes varigt eller i forbindelse med pasning af døende, jf. servicelovens kapitel 20, og 2) hjælp efter servicelovens § 72, som er omfattet af servicelovens §§ 28, 29, 77 og 84.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan kommunen opkræve betaling for personaleudgifter til madserviceordninger.

§ 3.

Stk. 1. For hjælp efter servicelovens § 71, stk. 1, der ydes midlertidigt, og for hjælp efter servicelovens § 72, som ikke er omfattet af servicelovens §§ 28, 29, 77 og 84 beregner kommunen betalingen på grundlag af modtagerens og en eventuel ægtefælles indkomstgrundlag, jf. stk. 2-8.

Stk. 2. Indkomstgrundlaget, jf. stk. 1, består af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de heri nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb, og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.

Stk. 3. Opgørelsesperioden for indkomstgrundlaget efter stk. 2 er indkomsten for det senest afsluttede indkomstår. Indkomstgrundlaget anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Stk. 4. Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget efter stk. 2-3 reguleres den personlige indkomst, der indgår i indkomstgrundlaget, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, gældende pr. 1. januar i indkomståret, jf. stk. 3, og pr. 1. januar det følgende år.

Stk. 5. I indkomstgrundlaget opgjort efter stk. 2-4 fradrages et beløb på 94.600 kr. for enlige og 142.000 kr. for gifte. Fradragsbeløbene reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.

Stk. 6. For personer med børn fradrages yderligere et beløb for hvert barn, som for gifte svarer til det særlige børnetilskud pr. 1. januar og for enlige svarer til 3 gange det særlige børnetilskud pr. 1. januar, jf. § 4, stk. 3, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Ydes der hjælp på grund af graviditet, medregnes det ventede barn.

Stk. 7. Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget, jf. stk. 1-6, anses personer, der lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, som gifte.

Stk. 8. Såfremt indkomsten på betalingstidspunktet varigt er forøget med mere end 20 pct. eller nedsat med mere end 5 pct. i forhold til det opgjorte indkomstgrundlag, jf. stk. 1-7, skal de ændrede indkomstforhold lægges til grund for betalingen.

Stk. 9. Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelse af indkomstgrundlaget, jf. stk. 1-2. Skatteministeren træffer bestemmelse om, hvilke myndigheder der skal opgøre indkomstgrundlaget.

§ 4.

Stk. 1. Betaling for hjælp efter § 3, stk. 1, udgør 3 kr. pr. time, hvis indkomstgrundlaget opgjort efter § 3, stk. 1-8, udgør 2.701 kr. eller derover. Betalingen forhøjes med 1 kr. pr. time for hver 2.700 kr., det beregnede indkomstgrundlag overstiger 2.701 kr. Betalingen kan dog ikke overstige 84 kr. pr. time. Beløbet i 3. pkt. reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb.

Stk. 2. Kommunen kan i ganske særlige tilfælde nedsætte eller forhøje den beregnede betaling under hensyn til modtagerens økonomiske forhold.

§ 5.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1998. - - - - - - - 7.1. Betaling for tilbud efter § 65 og §§ 71-72 Højst betaling for de faktiske udgifter

132. De faktiske udgifter, der er forbundet med at producere en ydelse, udgør overgrænsen for, hvor meget kommunen kan kræve i betaling for tilbudet. Kommunen kan fastsætte betalingen til et lavere beløb, se pkt. 135.

Ved de faktiske udgifter forstås fx udgifter til råvarer, materialer, afskrivning på materiel, el og varme, samt udgifter til personale. Kommunen kan eksempelvis kræve betaling for rengøringsmidler, der benyttes i forbindelse med hjælp til rengøring, og råvarer, der anvendes ved tilberedning af mad. I de faktiske udgifter indgår udgifter til moms, som kommunen har i forbindelse med levering af en ydelse.

Personaleudgifter

133. Kommunen kan ikke opkræve betaling for udgifter til personale i forbindelse med

1) hjælp efter servicelovens § 71, stk. 1, der er tildelt varigt eller i forbindelse med pasning af døende, jf. servicelovens kapitel 20, og

2) hjælp efter servicelovens § 72, som er omfattet af servicelovens §§ 28, 29, 77 og 84.

Madserviceordninger

134. Madserviceordninger er ordninger, hvor maden produceres uden for modtagerens hjem.

Uanset bestemmelsen om, at der ikke kan opkræves betaling for udgifter til personale, når hjælp efter servicelovens § 71, stk. 1, er tildelt varigt, kan kommunen medregne personaleudgifterne, når den træffer beslutning om betaling for madserviceordninger.

Ved fastsættelse af betaling for madserviceordninger, kan kommunen således medregne alle de faktiske udgifter, der er forbundet med at producere og levere ydelsen.

Lavere betaling

135. Kommunen kan - såvel for tilbud, der gives efter behov, jf. §§ 71-72, som for generelle tilbud, jf. § 65 - træffe beslutning om at fastsætte betalingen til et lavere beløb end de faktiske udgifter eller helt undlade at opkræve betaling.

En sådan beslutning skal i givet fald omfatte alle modtagere af det pågældende tilbud.

Endelig fastsættelse af betaling

136. Kommunen kan fastsætte betalingen endeligt på grundlag af kommunens budgetterede udgifter til tilbudet. Betalingen skal dog fastsættes således, at kommunens samlede indtægter over en 4-årig periode ikke overstiger kommunens samlede udgifter til tilbudet i den samme periode.

I kommunens budget er indtægter og udgifter opgjort uden moms. Såfremt kommunen fastsætter betalingen på grundlag af de budgetterede udgifter, indgår eventuelle udgifter til moms i det maksimale beløb, som kommunen kan kræve i betaling for tilbudet, jf. ovenfor.

Betaling i rater

137. Såfremt kommunen træffer beslutning om at indføre en ordning, der indebærer, at modtagerne betaler for de enkelte tilbud i rater, skal kommunen tage stilling til, hvordan der skal afregnes i tilfælde af, at en modtager opsiger tilbudet, fx madserviceordningen, eller dør.

Kommunen skal informere modtageren om, hvorvidt kommunen i tilfælde af opsigelse eller dødsfald tilbagebetaler et eventuelt forudbetalt beløb forholdsmæssigt eller om betalingen vedvarer en kortere tid efter opsigelsen eller dødsfaldet, fx indtil udgangen af en måned.

7.2. Momsregistrering

138. Efter momsloven og EUis 6. momsdirektiv er social forsorg og bistand samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil fritaget for moms. Dvs. at kommunen kan levere sådanne ydelser, uden at den skal momsregistreres og dermed afregne moms til staten.

I forbindelse med, at det blev obligatorisk at udbetale pensionen til beboere i plejehjem m.v., blev spørgsmålet om momsbetaling i forbindelse med kommunens levering af serviceydelser forelagt Momsnævnet.

Leje af bolig samt el og varme

139. I sin afgørelse af 15. december 1994 fastslog Momsnævnet, at levering af ydelserne bolig, el og varme under alle omstændigheder er fritaget for moms. Dvs. at kommunen ikke skal momsregistreres for disse leverancer.

Kost og leje af linned

140. Momsnævnet fastslog endvidere, at kost og leje af linned må anses som ydelser i »nær tilknytning« til social forsorg og bistand, og at kommunen derfor heller ikke skal momsregistreres for disse leverancer.

Vask og rengøring

141. Andre ydelser, som fx vask og rengøring, er ikke omfattet af momslovens fritagelsesbestemmelse. Kommunen skal således momsregistreres for salg af ydelser, der leveres i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

Når kommunen ikke kræver betaling for ydelserne, fx fordi de er tildelt varigt efter en konkret, individuel vurdering af behovet, skal kommunen naturligvis ikke afregne moms til staten i forbindelse med leveringen.

Såfremt modtageren skal betale for materialer, der anvendes i forbindelse med fx vask og rengøring, medfører Momsnævnets afgørelse om momspligt efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der - for så vidt angår disse materialer - er tale om en momspligtig leverance.

Det bemærkes, at det i praksis ikke har betydning for modtageren, om kommunen efter momslovens regler skal afregne moms til staten. Modtagerens betaling af fx rengøringsmidler bliver således ikke større af, at kommunen er momsregistreringspligtig. Kommunen fastsætter nemlig betalingen på grundlag af de faktiske udgifter, og i disse indgår allerede udgifter til moms, jf. pkt. 132.

Spørgsmål om moms

142. Alle spørgsmål om momsregistrering m.v. skal rettes til Told- og skatteregionerne. Told- og skatteregionerne træffer - med rekurs til Told- og Skattestyrelsen - afgørelse i sager om moms.

7.3. Midlertidigt døgnophold

143. Ved midlertidigt døgnophold, herunder aflastningsophold, skal den samlede betaling for ydelser efter §§ 71 og 72 fastsættes således, at den pågældende bevarer et beløb til dækning af husleje og andre udgifter i forbindelse med opretholdelsen af den hidtidige bolig.

Kommunen kan ikke opkræve betaling for bolig ved midlertidigt døgnophold, herunder aflastningsophold. Dette gælder uanset boligform. Hvis kommunen fx vælger at benytte en ældrebolig/plejebolig til aflastningsophold, må kommunen derfor afholde udgifterne til husleje m.v.

7.4. Betaling for midlertidig hjælp

7.4.1. Betaling - opgørelse af indkomstgrundlag

Ad stk. 1

144. Der betales for midlertidig hjælp efter § 71, stk. 1, og for hjælp efter § 72, som ikke er omfattet af servicelovens §§ 28, 29, 77 og 84. For hjælp tildelt i forbindelse med pasning af døende, jf. servicelovens kapitel 20, kan der ikke opkræves betaling for personaleudgifter, selvom der er tale om midlertidig hjælp, jf. pkt. 133.

Der beregnes dog kun betaling, hvis indkomstgrundlaget overstiger visse grænser. Betalingen beregnes på grundlag af modtagerens og en eventuel ægtefælles indkomstgrundlag med visse reguleringer og fradrag. Med hensyn til opgørelse af indkomstgrundlag for samlevende personer henvises til pkt. 150.

Hvis midlertidig hjælp ændres til varig hjælp, skal betalingen ophøre fra det tidspunkt, hvor det vurderes, at modtageren ikke vil blive i stand til at klare sig selv.

Kommunen kan efter praksis indgå aftale med personer, der modtager social pension om, at pensionistens eventuelle betaling for midlertidig hjælp fradrages, før pensionen udbetales. Sådanne aftaler kan når som helst tilbagekaldes af pensionisten.

Eventuel manglende betaling kan inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter. Der henvises til kapitel 12.6. om inddrivelse af manglende betaling.

Ad stk. 2

145. Indkomstgrundlaget består af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de i denne bestemmelse nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb, samt aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.

Indkomstgrundlaget består af de samme indkomstbegreber, som anvendes efter skattelovgivningen. Efter personskatteloven opdeles de indtægter, der indgår i den skattepligtige indkomst, i personlig indkomst og kapitalindkomst.

Opgørelsen af indkomstgrundlaget følger i øvrigt de regler, der gælder efter pensionsloven. Socialministeriets vejledning om social pension indeholder en mere uddybende beskrivelse af skattelovgivningens indkomstbegreber og opgørelsen af disse.

Den personlige indkomst omfatter alle skattepligtige indkomster, der ikke medregnes i kapitalindkomsten. Det vil eksempelvis sige lønindkomst, indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, honorarer, sygedagpenge, pensionsindtægter, underholdsbidrag, uddannelsesstøtte, gaver og anden skattepligtig indkomst, der ikke er kapitalindkomst.

Kapitalindkomst omfatter de indtægter og udgifter, der udtømmende er opregnet i personskattelovens § 4.

Kapitalindkomst omfatter det samlede nettobeløb af eksempelvis renteindtægter og renteudgifter, skattepligtige kursgevinster og fradragsberettigede kurstab og beregnet kapitalafkast af selvstændig virksomhed efter virksomhedsskattelovens § 7.

Aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2, omfatter i skatteåret 1998 aktieindkomster, der overstiger 35.000 kr.

Der henvises i øvrigt til skattelovgivningens regler om opgørelse af de indkomstarter, der indgår i opgørelsen af indkomstgrundlaget til beregning af midlertidig hjælp.

Ad stk. 3

146. Indkomstgrundlaget opgøres på grundlag af indkomsten for det senest afsluttede indkomstår. Det indkomstgrundlag, der anvendes i 1998, opgøres således på basis af indkomsten i 1996.

Ad stk. 4

147. For at sikre, at beregningen sker på et så aktuelt indkomstgrundlag som muligt, reguleres den personlige indkomst, der indgår i indkomstgrundlaget, jf. stk. 2-3, med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent, der gælder for det pågældende indkomstår, jf. stk. 3, og pr. 1. januar det følgende år.

Finansministeriet udsender årligt meddelelse om satsreguleringsprocenten.

Ad stk. 5

148. I det indkomstgrundlag, der er opgjort efter stk. 2-4, fratrækkes der i 1998 et beløb på 94.600 kr. for enlige og et beløb på 142.000 kr. for gifte.

De beløb, der skal trækkes fra, reguleres hvert år den 1. januar med den satsreguleringsprocent, der anvendes ved regulering af overførselsindkomster i det pågældende år (jf. lov om en satsreguleringsprocent). Efter reguleringen afrundes beløbet til det nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100. De beløb, der skal fradrages, fremgår af Socialministeriets cirkulære om regulering af satser på det sociale område.

Ad stk. 6

149. For personer med børn fratrækkes der derefter yderligere - for hvert barn - et beløb, som for gifte svarer til det særlige børnetilskud og for enlige til 3 gange det særlige børnetilskud. Disse fradrag beregnes på grundlag af det beløb, som det særlige børnetilskud efter § 4, stk. 3, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag udgør den 1. januar i det pågældende år. Der henvises til Socialministeriets cirkulære om regulering af satser på det sociale område.

Hvis der ydes hjælp på grund af graviditet, medregnes det ventede barn ved beregningen af det beløb, der fratrækkes i indkomstgrundlaget.

Ad stk. 7

150. Ved opgørelse af indkomstgrundlaget sidestilles personer, der lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, med gifte.

Reglerne om, hvornår samlevende sidestilles med gifte, svarer til de regler, der gælder efter pensionsloven. Der henvises derfor til den praksis, der har udviklet sig efter denne lov.

Ad stk. 8

151. Hvis de aktuelle indkomstforhold er ændret varigt i forhold til det indkomstgrundlag, der er opgjort efter stk. 1-7, skal de ændrede indkomstforhold danne grundlag for beregningen. Det er en betingelse for at anvende de aktuelle indkomstforhold, at indkomsten på betalingstidspunktet er forøget med mere end 20 pct., eller at indkomsten er nedsat med mere end 5 pct.

Ad stk. 9

152. Skattemyndighederne stiller oplysninger til rådighed om de indkomster, der skal anvendes ved opgørelse af indkomstgrundlaget.

Klage over den kommunale skattemyndigheds opgørelse af indkomsten kan indbringes for skatteankenævnet, jf. skattestyrelseslovens § 21.

7.4.2. Beregning

153. I bekendtgørelsens § 4, stk. 1, er der fastsat regler om beregning af betalingen for midlertidig hjælp. Efter disse regler betales der 3 kr. pr. time, hvis det indkomstgrundlag, der er opgjort efter reglerne i bekendtgørelsens § 3, udgør 2.701 kr. eller derover. Betalingen forhøjes med 1 kr. pr. time for hver 2.700 kr., det beregnede indkomstgrundlag overstiger 2.701 kr. Der er dog fastsat en maksimumgrænse for den timebetaling, der kan opkræves. Den maksimale timebetaling udgør 84 kr. pr. 1. januar 1998. Dette beløb reguleres hvert år den 1. januar med den gældende satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb.

Der kan kun kræves betaling for den hjælp, brugeren modtager. Kommunen kan således ikke opkræve betaling for fx vejtid, dvs. den tid, der bruges til transport til og fra den enkelte bruger.

Nedsættelse/forhøjelse

154. Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan kommunen i ganske særlige tilfælde nedsætte eller forhøje den betaling, der er beregnet efter reglerne i § 4, stk. 1.

Nedsættelsen eller forhøjelsen skal ske på grundlag af en konkret vurdering af modtagerens og eventuelle familiemedlemmers situation.

Kommunen kan eksempelvis nedsætte betalingen til et beløb, der skønnes rimeligt, hvis en modtager i en kortere periode skal have hjælp i et betydeligt antal timer, og det er vanskeligt for den pågældende at betale det fulde beløb for de timer, der modtages hjælp i.

Forhøjelse af betalingen kan eksempelvis ske i tilfælde, hvor modtagerens og/eller ægtefællens indkomstgrundlag er nedsat på grund af fradrag, som udelukkende er af skatteteknisk karakter.

Kapitel 8 - - - - -

§ 140.

Stk. 1. Amtskommunen og kommunen driver de bestående plejehjem og beskyttede boliger efter de hidtil gældende regler i lov om social bistand. Socialministeren fastsætter regler herom, herunder regler, der er tilnærmet reglerne for ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene boliger m.v., og efter forhandling med de kommunale organisationer ændrede regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter til personer under 67 år og personer, der er fyldt 67 år, samt regler om beskyttelse mod ufrivillig flytning inden for et plejehjem eller en beskyttet bolig.

Stk. 2. Stk. 2 - - - - - - - - 8.1. Overgangsbestemmelse Overgangsbestemmelse

155. Hjemlen til botilbud i form af plejehjem og beskyttede boliger findes i servicelovens § 140. Bestemmelsen giver socialministeren bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler. Disse regler er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger. Bortset fra regler om interne flytninger på plejehjem er der ikke tilsigtet reelle ændringer i forhold til gældende regler.

Servicelovens § 140 er en overgangsbestemmelse. Når servicelovens regler om plejehjem og beskyttede boliger er placeret i en overgangsbestemmelse skyldes det, at kommunerne ikke kan opføre plejehjem og beskyttede boliger efter serviceloven (tidligere bistandsloven), jf. nedenfor, og at de eksisterende plejehjem og beskyttede boliger som følge af nedlæggelser og ombygninger til ældre/plejeboliger gradvist antalsmæssigt vil blive af mindre betydning. Det må således forventes, at der indenfor en årrække ikke vil være behov for særlige regler om plejehjem og beskyttede boliger i serviceloven.

Dette skal ses i sammenhæng med bestræbelserne på at få en tydeligere opdeling mellem botilbud og service.

Udbud af boliger til ældre reguleres således som udgangspunkt af Boligministeriets lovgivning, herunder lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., som også indeholder en forpligtigelse til at sørge for det nødvendige antal boliger. Boligministeriets regler er beskrevet i kapitel 9.

Plejehjem, plejeboliger, moderne plejehjem m.v.

156. Den 1. januar 1988 skete der et skifte i ældrepolitikken som konsekvens af ældreboliglovens vedtagelse 10. juni 1987. I konsekvens heraf er der også indført nogle nye begreber vedrørende boliger til ældre. Sigtet med ældreboligloven var at tilvejebringe et større og mere fleksibelt udbud af boliger til ældre. En grundtanke for ældreboligloven var, at det ikke skal være boligformen, der skal være bestemmende for tilbud om pleje til den enkelte ældre. Det skal derimod være den enkeltes behov. Plejen skal altså følge den ældre og ikke boligen. Et formål med skiftet i boligpolitikken for de ældre var også at ligestille og normalisere de ældres forhold med andre persongrupper.

I konsekvens af Folketingets vedtagelse af ældreboligloven er alle plejehjemslignende boliger til de svageste og plejekrævende ældre siden 1. januar 1988 blevet opført som plejeboliger.

I lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. er plejeboliger defineret som almene ældreboliger, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale svarende til den pågældende beboergruppes behov.

Plejeboliger, også kaldet moderne plejehjem, erstatter altså de traditionelle plejehjem. Plejen i disse plejeboliger eller moderne plejehjem adskiller sig ikke fra den pleje og omsorg, der kan ydes i traditionelle plejehjem, men de fysiske omgivelser er sædvanligvis væsentligt bedre. Beboeren modtager praktisk bistand og pleje som andre i eget hjem, men i en udvidet form. Disse plejeboliger eller moderne plejehjem er typisk på 2 værelser med eget køkken og toilet/bad. Beboeren er endvidere lejer og omfattet af lejelovgivningens regler. Reglerne om almene ældreboliger, herunder plejeboliger eller moderne plejehjem, hører under Boligministeriets lovgivning. I kapitel 9 er disse regler nærmere beskrevet.

Siden 1. januar 1988 har der ikke kunnet opføres plejehjem m.v. efter Socialministeriets lovgivning. De eksisterende plejehjem kan dog fortsat drives efter Socialministeriets lovgivning. Disse traditionelle plejehjem i Socialministeriets regi adskiller sig på en række områder fra plejeboliger eller moderne plejehjem. En væsentlig forskel er, at de traditionelle plejehjem er institutioner. Beboeren er altså ikke lejer som i moderne plejehjem med de rettigheder og pligter dette indebærer, men ved regler og praksis forsøges forholdene i traditionelle plejehjem dog tilnærmet forholdene i plejeboliger. De traditionelle plejehjem er typisk ikke af samme kvalitet, størrelse m.v. som moderne plejehjem, mens der som nævnt ikke er forskel med hensyn til den pleje og omsorg, der kan tilbydes. Reglerne vedrørende de traditionelle plejehjem m.v. behandles i dette kapitel.

8.2. Generelt om plejehjem og beskyttede boliger

- - - - - - -

Bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger

Almindelige regler om drift, optagelse i plejehjem og beskyttet bolig

§ 1.

Stk. 1. Bestående plejehjem og beskyttede boliger, jf. lov om social bistand § 81, kan fortsat drives efter lov om social service. Dette gælder også efter istandsættelse og mindre ombygning.

§ 2.

Stk. 1. Kommunen fører tilsyn med den daglige drift af plejehjem og beskyttede boliger i kommunen, så vidt muligt i samarbejde med beboer- og pårørenderåd.

§ 3.

Stk. 1. Kommunen træffer afgørelse om optagelse i et plejehjem eller en beskyttet bolig.

Stk. 2. Afgørelse om krav om fraflytning af plejehjem og beskyttede boliger kan kun gennemføres, såfremt kravet støttes på forhold, der kan sidestilles med en af de i kapitel 14 i lov om leje af almene boliger nævnte opsigelsesgrunde.

Stk. 3. Afgørelse om krav om flytning inden for et plejehjem eller beskyttede boliger kan kun gennemføres, såfremt kravet støttes på forhold, der kan sidestilles med en af de opsigelsesgrunde, der er nævnt i kapitel 14 i lov om leje af almene boliger, eller hvis den nuværende bolig og den plejemulighed, der er knyttet hertil, ikke længere modsvarer beboerens behov.

§ 4.

Stk. 1. Personer, som ønsker at flytte til en anden kommune (tilflytningskommunen), og som opfylder betingelserne efter § 3 for at blive optaget i plejehjem eller beskyttet bolig både i fraflytningskommunen og tilflytningskommunen, skal optages i plejehjem eller beskyttet bolig efter samme retningslinier, som gælder for kommunens egne borgere, hvis flytningen skyldes et ønske om 1) at bevare en tæt kontakt til nære pårørende, der bor i tilflytningskommunen, 2) af religiøse grunde at bo i en bolig, hvis hovedformål er, at personer med samme religiøse overbevisning kan være sammen, eller 3) at bo i en bolig, beregnet for personer, der er omfattet af lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Stk. 2. Stk 2. Personer, der opfylder betingelserne i fraflytningskommunen for at få tilbud om en plejebolig efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., skal optages i plejehjem eller beskyttet bolig i tilflytningskommunen efter bestemmelserne i stk. 1.

Stk. 3. Ved nære pårørende forstås forældre, børn, søskende eller andre, som den pågældende har en nær tilknytning til.

Stk. 4. Stk 4. Reglerne i servicelovens § 128 om refusion fra en tidligere opholdskommune af kommunens andel af udgifter til hjælp efter serviceloven finder tilsvarende anvendelse for udgifter vedrørende plejehjem og beskyttede boliger. En kommune anses for at medvirke, jf. servicelovens § 128, stk.1, når en person har ret til at flytte på grund af de i stk. 1 og 2 nævnte grunde. - - - - - - - Målgruppen

157. Plejehjem har traditionelt været bestemt for personer med omfattende behov for pleje og omsorg. Beskyttede boliger har været et tilbud til personer, som ikke længere kunne blive i eget hjem, men hvor behovet for hjælp dog ikke var så omfattende, at en plejehjemsplads var nødvendig.

Denne skarpe opdeling af boligerne efter funktioner er forladt i mange kommuner, fx således at der i forbindelse med beskyttede boliger er mulighed for at yde pleje og omsorg i samme - eller stort set samme - omfang som i traditionelle plejehjem.

158. Samtidig er plejehjem og beskyttede boliger kun en del af en bredere vifte af kommunale botilbud til ældre, hvori bl.a. også indgår ældreboliger, herunder plejeboliger og ældreegnede almennyttige boliger m.v.

Den måde, som hjælpen organiseres på, er også i mange kommuner ændret, fx til integrerede ordninger, hvor det samme personale - mere eller mindre - yder service både til personer i eget hjem og til beboere i særlige boliger.

Denne udvikling er et udtryk for en politik, hvor der lægges mindre vægt på en boligs formelle status - fx parcelhus, ældrebolig, beskyttet bolig - og mere vægt på fleksibilitet i forskellige kombinationer af pleje og omsorg. Denne udvikling er ikke kun et udtryk for en anden måde at administrere på; den er i lige så høj grad udtryk for et ønske om - hvor dette kan lade sig gøre - at gøre vilkårene for dem, der behøver hjælp, så normale som muligt, og dermed også at integrere plejehjem m.v. i det øvrige lokalområde.

Et afgørende skridt i retning af at ligestille beboere i plejehjem med personer i eget hjem skete med en ændring af bistandsloven i 1993 (lov nr. 1132 af 22. december 1993 om udbetaling af pension på plejehjem m.v.), hvorefter beboerne i plejehjem bevarer pensionen og betaler for tilbud efter samme regler som personer i eget hjem.

Stop for oprettelse

159. Siden den 1. januar 1988 har kommunerne ikke kunnet opføre plejehjem og beskyttede boliger efter serviceloven (tidligere bistandsloven). Bestående institutioner kan dog fortsat drives efter serviceloven; dette gælder også efter istandsættelse eller mindre ombygning.

Når plejehjem eller beskyttede boliger ombygges, kan finansieringsreglerne i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. benyttes, hvis der er tale om en gennemgribende ombygning, jf. herved pkt. 214.

Tilsyn

160. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver løses med den kvalitet - både fagligt og økonomisk - som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i kommunen. Kommunens tilsyn med plejehjem og beskyttede boliger bør tilrettelægges i samarbejde med beboer-/pårørenderåd. Det er vigtigt, at kommunen konkret tilrettelægger tilsynet, således at kommunen lever op til sine forpligtigelser i forhold til svage grupper. Det er et led i pligten til at føre tilsyn, at kommunalbestyrelsen ikke kun reagerer, hvis medlemmerne konkret modtager information om, at der er grund til at kritisere visse dele af hjælpen. Tilsynsvirksomheden skal således ikke være passiv, men tilsynet skal udføres på en måde, således at tilsynet også er opsøgende over for eventuelle problemer.

Tilsynspligten indebærer, at kommunalbestyrelsen har pligt til at reagere, hvis der fx kommer oplysninger frem om, at plejen og omsorgen for beboere på et plejehjem tilsyneladende ikke er i overensstemmelse med kommunens politik på området (med mindre informationerne er åbenlyst utroværdige). Kommunalbestyrelsen har således pligt til at undersøge sagen og i givet fald få rettet på forholdene hurtigst muligt. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen udarbejder retningslinier for tilsynet. Se i øvrigt om tilsyn i kapitel 12.13.

Behov for botilbud

161. En ansøger skal ved sin underskrift bekræfte, at vedkommende ønsker at få tilbud om plejehjem eller beskyttet bolig. Se også om værgemål i kapitel 12.10.5. Kommunen afgør efter en vurdering af ansøgerens behov (visitation), om pågældende kan få tilbud om plejehjem eller beskyttet bolig. Kommunalbestyrelsen skal på grundlag af de lokale forhold fastlægge, hvilke kriterier der skal tillægges vægt, når der anvises til ledige boliger.

Ansøgningerne skal vurderes i forhold til kommunens samlede muligheder for at tilbyde en anden bolig - dvs. plejehjem, beskyttede boliger, ældreboliger, plejeboliger m.v. - og for at give tilbud til personer i eget hjem.

Vurderingen bør således tage udgangspunkt i, at et muligt behov for en anden bolig ikke kan ses isoleret, men bør betragtes i sammenhæng med kommunens tilbud til personer i eget hjem, fx personlig og praktisk hjælp, dagcenter/ældrecenter, midlertidig eller permanent dag- eller natpleje, boligændringer i egen bolig, særlig støtte til eller aflastning eller afløsning af ægtefælle/andre pårørende m.v.

Ægtepar

Kommunen bør ved tilbud om anden bolig så vidt muligt søge at tilgodese ægtepars eventuelle ønske om fortsat at bo sammen.

Helhedsvurdering

162. For at opnå en helhedsvurdering kan kommunalbestyrelsen sammensætte et tværfagligt team, som samlet set har et indgående kendskab til og overblik over alle tilbud, som kommunen råder over til personer i eget hjem, ældreboliger, plejehjem m.v.

Afgørelser om anvisning af bolig i plejehjem m.v. bør bygge på så fyldigt et grundlag som muligt, herunder oplysninger fra personer, som har kendskab til ansøgeren, fx nære pårørende, social- og sundhedshjælpere, hjemmesygeplejerske m.v.

Den, som afgørelsen vedrører, bør i videst muligt omfang medvirke ved tilvejebringelsen af beslutningsgrundlaget for afgørelsen.

Information om vurderingsgrundlaget

163. Foruden de generelle informationer, som kommunalbestyrelsen skal give borgerne efter Indenrigsministeriets regler om serviceinformation (§ 62 i lov om kommunernes styrelse), bør kommunen give særlig information i forbindelse med konkrete ansøgninger om plejehjem og beskyttet bolig, fx om vurderingskriterier, sædvanlig ekspeditionstid for en afgørelse, typisk ventetid, før kommunen kan tilbyde en bolig m.v.

Fortrinsret til plads

164. Drives et plejehjem eller beskyttet bolig af en organisation, hvor en særlig interessekreds har tilvejebragt midler til opførelsen, kan kommunen efter omstændighederne godkende, at visse grupper af personer i meget begrænset omfang har fortrinsstilling til at få plads i plejehjemmet m.v. Det er en forudsætning, at de personer, som bestyrelsen indstiller til en bolig i plejehjemmet m.v., opfylder de almindelige kriterier, som kommunen anvender ved afgørelser om botilbud i plejehjem og beskyttede boliger.

8.3. Beboerråd m.v. i plejehjem og beskyttede boliger

Beboer- og pårørenderåd

165. For beboere i plejehjem og beskyttede boliger bør der løbende holdes møder med henblik på at sikre, at beboerne/pårørende kan tilkendegive synspunkter og ønsker om tilrettelæggelse af daglige aktiviteter og tilbud, således at opgaverne i videst muligt omfang udføres i overensstemmelse med beboernes ønsker.

Der bør i disse boliger være et beboerråd. Formålet med beboerråd er at skabe et forum for samarbejde mellem beboerne og plejehjemmets ledelse.

Beboerrådets kompetence og opgaver fastlægges - efter forhandling med beboerrådet - af kommunalbestyrelsen.

Der er ikke fastsat regler om, hvad vedtægterne for beboerråd skal indeholde, men det vil være naturligt at regulere antallet af medlemmer, valgprocedure, valgperiode, mødestruktur- og hyppighed, arbejdsområde og kompetence.

Et beboerråd vil typisk beskæftige sig med plejehjemmets husorden og forhold, der vedrører det daglige liv i og omkring boligerne, dvs. plejehjemmets budgetforslag, administration af de enkelte konti, kostplaner, ansættelse af personale, retningslinier for daglig drift, herunder arbejdsrutiner, aktiviteter m.v.

Beboerrådet i det enkelte plejehjem m.v. bør have indflydelse på tilrettelæggelsen af de daglige aktiviteter og tilbud.

Da der i mange plejehjem er et stort antal demente beboere, kan det i praksis være vanskeligt at sammensætte et beboerråd alene valgt blandt beboerne. I denne situation og også i andre tilfælde bør pårørende inddrages, og der kan i givet fald sammensættes et beboer-/pårørenderåd.

8.4. Flytning til en anden kommune

Fri flytteret

166. Det står enhver frit for at flytte til en anden kommune. Dette gælder også, hvis den, der flytter, har behov for personlig og praktisk hjælp, hjemmesygepleje eller lignende. Flytter en person til en anden kommune, fx i egen bolig eller ind hos pårørende bliver den nye kommune pågældendes opholdskommune og får dermed pligt til at give tilbud efter serviceloven.

Opholdskommunen kan i visse tillfælde kræve sine udgifter efter serviceloven dækket af den tidligere opholdskommune, jf. kapitel 12.4. Disse regler om refusion mellem kommunerne berører ikke den enkelte borgers rettigheder.

2 regelsæt

167. Bekendtgørelsens regler og reglerne i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. om flytning til en anden kommune regulerer de tilfælde, hvor en person ønsker at flytte i plejehjem, beskyttet bolig eller få anvist en ældrebolig efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. i tilflytningskommunen.

Bekendtgørelsens regler om flytning vedrører derfor kun flytning til plejehjem og beskyttede boliger i en anden kommune. Dette betyder, at bekendtgørelsens regler og reglerne i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. om flytning til plejehjem, ældrebolig m.v. i en anden kommune skal ses i sammenhæng.

Reglerne i bekendtgørelsen regulerer således adgangen til at få ophold i plejehjem eller beskyttet bolig i tilflytningskommunen. Adgangen til ophold i ældrebolig m.v. er reguleret i de regler, som Boligministeriet har fastsat efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Bevare tæt kontakt til pårørende

168. For at kunne blive optaget i plejehjem m.v. er det efter bekendtgørelsen en betingelse, at flytningen er begrundet i et ønske om at bevare en tæt kontakt til nære pårørende, der bor i tilflytningskommunen.

Ved nære pårørende forstås forældre, børn, søskende eller andre, som den pågældende har en nær tilknytning til. Det er altså ikke noget krav, at der skal været familiemæssige bånd.

Ansøgeren må kunne sandsynliggøre, at vedkommende har en nær pårørende, der bor i tilflytningskommunen, og som pågældende har en nær tilknytning til. Det er fx ikke tilstrækkeligt, at ansøgeren henviser til en bekendt uden samtidig at kunne redegøre for, hvorfor denne er en nær pårørende.

Det er ansøgeren, som afgør, hvilke nære pårørende han/hun ønsker at bo i nærheden af. En (tilflytnings)kommune kan fx ikke afslå en anmodning allerede fordi

- ansøgeren også har et eller flere familiemedlemmer, der bor i fraflytningskommunen,

- de nære pårørende, som bor i tilflytningskommunen, har kort transportafstand til det sted, hvor ansøgeren bor,

- der i en anden kommune bor en anden pårørende med en formodet nærmere tilknytning til ansøgeren, eller

- det er usikkert, om den nære pårørende i tilflytningskommunen vil blive boende i denne kommune.

Religiøse grunde/besættelsestidens ofre

169. En ansøger kan også optages i plejehjem m.v. i en anden kommune, hvis den pågældende ønsker at bo i et plejehjem m.v., hvis hovedformål er at give personer med samme religiøse overbevisning mulighed for at bo sammen.

Det er en forudsætning, at hjemmet/boligen drives som et religiøst hjem, hvilket kan fremgå af hjemmets vedtægter og/eller driftsoverenskomsten/aftalen med kommunen. Der henvises endvidere til pkt. 164 om fortrinsret for visse ansøgere i selvejende institutioner.

Efter bekendtgørelsen har en person ret til at flytte til et plejehjem eller beskyttet bolig, der er beregnet for personer, der er omfattet af lov om erstatning til besættelsestidens ofre, fx Bernadotte-plejehjem. Hvis et sådant hjem ikke udelukkende optager personer, som har tilknytning til besættelsestiden, er det en forudsætning for at få ophold i plejehjem og beskyttet bolig, at ansøgeren hører til hjemmets oprindelige primære målgruppe.

Berettiget i begge kommuner

170. Det er en betingelse, at en ansøger, der ønsker at kunne få ophold i plejehjem m.v. i en anden kommune (tilflytningskommunen) også i fraflytningskommunen opfylder betingelserne for at få tilbud om en sådan bolig eller en plejebolig efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Plejeboliger opfylder tilnærmelsesvis samme behov som plejehjem eller beskyttede boliger efter serviceloven.

Ligebehandling

171. Tilflytningskommunen skal, hvis ansøgeren iøvrigt opfylder betingelserne for at kunne få ophold i plejehjem m.v., behandle ansøgeren på samme vilkår som kommunens egne borgere. Kommunen skal derfor vurdere personer fra andre kommuner efter samme kriterier, som gælder for kommunens egne borgere ved tildeling af en beskyttet bolig eller en plads i et plejehjem. Dette betyder fx, at hvis tilflytningskommunen efter sin praksis optager ansøgere med behov for en bolig i plejehjem m.v. på en venteliste, gælder samme procedure for udefra kommende personer.

Ansøgning

172. Ansøgning om ophold i plejehjem i en anden kommune skal behandles af både fraflytnings- og tilflytningskommunen. Ansøgningen skal derfor sendes til begge kommuner. Den aktuelle opholdskommune (fraflytningskommunen) kan eventuelt formidle henvendelsen til den ønskede tilflytningskommune og forudsættes i øvrigt at bistå med den nødvendige rådgivning og hjælp.

Refusion fra fraflytningskommunen

173. Når en person får ophold i plejehjem eller beskyttet bolig i en anden kommune i medfør af § 4 i bekendtgørelsen, kan tilflytningskommunen kræve sine udgifter vedrørende plejehjem og beskyttet bolig refunderet af fraflytningskommunen efter reglerne i serviceloven § 128, jf. bekendtgørelsen § 4, stk. 4. Der er også i lov om individuel boligstøtte regler om, at tilflytningskommunen kan kræve sine udgifter til boligydelse refunderet fra fraflytningskommunen.

Der henvises til følgende SM'er om optagelse i plejehjem i anden kommune: SM O-3-93, SM O-36-94, SM O-46-95 og SM O-37-96.

8.5. Opsigelse m.v.

174. Hvis en kommune træffer afgørelse om, at en beboer skal fraflytte en bolig i plejehjem m.v., må begrundelsen kunne rummes inden for de opsigelsesgrunde, som er omhandlet i kapitel 14 i lov om leje af almene boliger.

Ud af plejehjem/beskyttet bolig

175. Når en kommune træffer afgørelse om, at en beboer skal fraflytte en bolig i plejehjem/beskyttet bolig, skal kommunen samtidig tilbyde en anden passende bolig. Dette hænger sammen med, at tilbud om plejehjem eller beskyttet bolig efter serviceloven er behovsbestemte tilbud, og at den opsagte beboer som udgangspunkt fortsat har behov for et særligt tilbud om bolig, som ikke nødvendigvis skal være en bolig efter serviceloven. Den tilbudte anden bolig skal være rimelig, vurderet efter beboerens konkrete behov.

Flytning inden for plejehjem

176. Afgørelse om flytning fra en bolig til en anden inden for samme plejehjem m.v. kan efter bekendtgørelsen kun gennemføres, hvis kravet støttes på forhold, der kan sidestilles med en af de opsigelsesgrunde, der er nævnt i kapitel 14 i lov om leje af almene boliger, eller hvis den nuværende bolig og den plejemulighed, der er knyttet hertil, ikke længere modsvarer beboerens behov.

Der tænkes her dels på situationer, hvor muligheden for i nødvendigt omfang at dække opståede behov for særlig pleje taler for flytning til en mere velegnet bolig inden for plejehjemmet, fx flytning af en dement person til en bolig i en skærmet enhed, dels på situationer, hvor beboeren ikke kan udnytte de særlige tilbud knyttet til boligen, fx i en skærmet enhed, og hvor hensynet til andre beboere taler for en flytning samtidig med, at hensynet til beboeren ikke taler afgørende herimod.

Kommunens afgørelse om flytning (ud af plejehjem m.v. eller inden for plejehjemmet m.v.) kan indbringes for Det sociale nævn, der efter begæring kan tillægge klagen opsættende virkning, jf. bekendtgørelsen § 16 og pkt. 209 nedenfor.

8.6. Tilbud i plejehjem m.v. og betaling herfor

- - - - - - -

Bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger

Tilbud om bolig, el, varme m.v.

§ 5.

Stk. 1. Kommunen skal udover bolig give beboerne i plejehjem og beskyttede boliger tilbud om el og varme. Kommunen skal endvidere give beboerne i plejehjem tilbud om kost, vask, rengøring og leje af linned.

§ 6.

Stk. 1. Beboerne i plejehjem og beskyttede boliger skal modtage tilbud om bolig, el og varme. Beboerne afgør selv om andre tilbud ønskes modtaget.

Stk. 2. Beboeren skal ikke betale indskud ved indflytning i plejehjem eller beskyttet bolig. Ønsker en beboer boligen indrettet på en særlig måde, kan det dog kræves, at beboeren stiller sikkerhed for de udgifter, der vil medgå til at bringe boligen tilbage til normal stand. Betaling for bolig

§ 7.

Stk. 1. Beboeren betaler for boligen summen af det beløb, kommunen fastsætter efter § 8 på grundlag af boligens omkostninger og efter § 9 på grundlag af beboerens indtægt. Beboeren skal dog ikke betale mere end boligens omkostninger, jf. § 8, stk. 3.

§ 8.

Stk. 1. Den del af betalingen, der afhænger af boligens omkostninger, fastsætter kommunen på grundlag af de budgetterede driftsudgifter til bygningerne, hvortil lægges 10 pct. af den seneste offentlige ejendomsvurdering. Udgifter til moms af driftsudgifter medregnes, mens udgifter til renter og afdrag på lån i bygningerne ikke medregnes. I lejede bygninger er omkostningerne huslejen med tillæg af øvrige driftsudgifter, der ikke indgår i huslejen.

Stk. 2. Omkostningerne efter stk. 1 fordeles på servicedelen og boligdelen efter arealstørrelse.

Stk. 3. Omkostningerne vedrørende boligdelen fordeles på de enkelte boliger efter disses areal.

Stk. 4. Beboerens betaling er lig med 10 pct. af det beregnede beløb i stk. 3.

Stk. 5. Betalingen efter stk. 4 reguleres ikke som følge af eventuel forskel mellem budgetterede og faktiske udgifter.

§ 9.

Stk. 1. Beboeren betaler 10 pct. af sin indkomst, dog 20 pct. af indkomst over grænsebeløbet i § 21 i lov om individuel boligstøtte.

Stk. 2. Betalingen efter indtægt fastsætter kommunen på grundlag af beboerens indtægter, der opgøres og reguleres m.v. efter reglerne i § 8 i lov om individuel boligstøtte.

§ 10.

Stk. 1. Beboeren betaler fra det tidspunkt, hvor boligen er til disposition.

Stk. 2. Pligten til at betale for boligen ophører, når boligen er fraflyttet. Kommunen kan fastsætte de nærmere regler og herunder bestemme, at betalingen vedvarer i en kortere tid efter, at boligen er fraflyttet, og at betalingen ophører med udgangen af en måned.

Stk. 3. Når en beboer dør, er betalingen for boligen i 14 dage efter dødsfaldet det beløb, som beboeren tidligere betalte. Herefter kan betalingen ændres til boligens omkostninger fastsat efter § 8, stk. 3. Det følger af stk. 2, hvornår pligten til at betale ophører. Betaling for el, varme og øvrige tilbud

§ 11.

Stk. 1. Betalingen for el og varme i plejehjem og beskyttede boliger fastsættes således, at den dækker kommunens omkostninger hertil inkl. udgifter til moms.

Stk. 2. For øvrige ydelser fastsættes betalingen som for personer i eget hjem, jf. § 82 i lov om social service og Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v.

§ 12.

Stk. 1. Beboere i plejehjem, der er tilkendt pension efter pensionslovens § 14, stk. 1 eller stk. 2, betaler for den særlige service m.v., som tilbydes som led i opholdet, med et beløb, der fastsættes efter reglerne i lov om social service § 83. Særlige regler for gifte pensionister

§ 13.

Stk. 1. Bor gifte eller samlevende pensionister i samme plejehjem, fastsætter kommunen betalingen efter § 8 ud fra det boligareal, som (ægte)parret benytter, og betalingen efter § 9 på grundlag af (ægte)parrets samlede indtægt.

Stk. 2. Kommunen nedsætter betalingen for boligen og alle øvrige tilbud, som (ægte)parret modtager som led i opholdet, med en rabat på 25 pct. Rabatten nedsættes med 1 pct. point for hver 3.156 kr. (satser pr. 1. januar 1998), som den samlede indkomst overstiger den sociale pension.

Stk. 3. Dør en af pensionisterne, ophører rabatten med udgangen af den måned, hvori dødsfaldet er sket.

Stk. 4. Beløbet i stk. 2 reguleres og afrundes til nærmeste hele kronebeløb en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beboere, der har pligt til at forsørge ægtefælle eller børn

§ 14.

Stk. 1. Har en beboer i et plejehjem pligt til at forsørge børn eller en ægtefælle, der ikke har ophold i plejehjem, beregnes betalingen for boligen efter § 9 først efter, at der af beboerens eventuelle indtægter ud over pensionen er afsat et sådant beløb til at opfylde forsørgelsespligten, at ægtefællens og børnenes levevilkår ikke bliver ringere på grund af, at beboeren er flyttet ind i plejehjemmet. Betaling for bolig m.v. kan i særlige tilfælde nedsættes

§ 15.

Stk. 1. Kommunen kan i ganske særlige tilfælde beslutte at nedsætte betalingen for bolig i plejehjem og beskyttet bolig og øvrige ydelser under hensyn til beboerens økonomiske forhold. - - - - - - -

177. Reglerne om tilbud og betaling for tilbud til personer, der bor i plejehjem og beskyttede boliger er stort set ens. Enkelte bestemmelser gælder dog kun for plejehjem, jf. pkt. 187. For så vidt angår tilbud efter serviceloven m.v. kan kommunen give præcis samme tilbud til personer i plejehjem m.v. som i andre boliger.

Obligatoriske tilbud

178. Det fremgår af § 5 i bekendtgørelsen, at beboerne i plejehjem - udover bolig, el og varme - skal have tilbud om kost, vask, rengøring og leje af linned. Beboerne i plejehjem og beskyttede boliger har herudover på lige fod med andre mulighed for at vælge tilbud som kommunen tilbyder generelt efter § 65 i serviceloven.

I § 6 i bekendtgørelsen er det fastsat, at beboerne i både plejehjem og beskyttede boliger skal modtage og betale for bolig, el og varme. Beboeren afgør selv, om andre tilbud skal modtages.

8.6.1. Særligt om visse tilbud

Antennestik

179. For at kommunalbestyrelsen kan opkræve betaling, er det i almindelighed en forudsætning, at modtageren konkret har valgt at modtage tilbudet/ydelsen. Dette betyder fx, at hvis der i plejehjemmet eller den beskyttede bolig er et antennestik, og dette er en integreret del af boligen - dvs. at beboeren uden videre kan benytte stikket - kan kommunen ikke kræve særskilt betaling for antennetilslutningen. Kommunens udgift til antennetilslutningen kan i sådanne tilfælde indgå som en driftsudgift for bygningen og dermed i grundlaget for betaling for bolig. Hvis antennestikket fx er plomberet og kun kan benyttes, hvis beboeren har valgt at benytte det, kan kommunen - som for øvrige tilbud - kræve betaling for brugen.

Radio- og tv-licens

180. Beboere på plejehjem er ligestillet med beboere i eget hjem for så vidt angår betaling af husstandslicens. Beboere i plejehjem skal således betale husstandslicens for radio- og fjernsynsmodtagere opstillet i eget rum. Der henvises til Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 483 af 9. juni 1997 om radio og fjernsynslicens.

Forsikring

181. Kommunen bør oplyse om og anbefale beboerne at tegne forsikring for almindeligt indbo m.v. Forsikringsoplysningen har udarbejdet en pjece, der i kort form beskriver de forskellige forsikringsmæssige aspekter, som man skal være opmærksom på, når man bor i plejehjem, ældreboliger m.v.

Læge, medicin m.v.

182. Beboere i plejehjem har samme adgang som alle andre til sundhedsydelser, fx egen læge, medicintilskud m.v. Se dog kapitel 10, pkt. 277.

8.6.2. Ligestilling m.v. med hjemmeboende

Som i eget hjem

183. Når kommunalbestyrelsen tilrettelægger tilbudene for beboere i plejehjem, bør sigtet være, at beboerne principielt skal have den samme selvbestemmelse, som hvis de boede i eget hjem. Hensynet til, at der er tale om personer med behov for omfattende pleje og omsorg, bør derfor først og fremmest komme til udtryk ved, at kommunalbestyrelsen sikrer, at de nødvendige tilbud står til rådighed for beboerne.

Ønsket om at give beboerne i plejehjem valgmuligheder var en væsentlig baggrund for reglerne om, at beboerne i plejehjem bevarer deres pension. Det vil derfor ikke harmonere med intentionerne bag ordningen, hvis en kommune giver beboerne meget få valgmuligheder, fx ved at sammensætte ganske få, men omfattende service-tilbud.

Intentionerne bag ordningen betyder også, at kommunen bør give beboerne mulighed for at vælge de enkelte tilbud til og fra indenfor rimelige tidsfrister.

Hensyn til de svageste beboere

184. Når kommunen tilrettelægger og sammensætter servicen, skal den tage særligt hensyn til de svageste beboere. Dette gælder såvel for beboere i plejehjem som i beskyttede boliger eller andre boligformer. Kommunen kan enten give beboerne mulighed for at vælge så mange tilbud, at deres vilkår minder om vilkårene i de hidtidige plejehjem, eller sikre, at beboerne på anden vis kan få dækket deres behov.

Betalingsprincip

185. Beboere i plejehjem og beskyttede boliger betaler for tilbud efter samme regler som alle andre, jf. servicelovens § 82. Dette gælder principielt også betalingen for bolig, idet reglerne herom i tilnærmet grad svarer til reglerne om betaling af husleje i ældreboliger efter fradrag af boligydelse.

8.6.3. Helhedsvurdering af prisfastsættelsen

Rimeligt restbeløb

186. Når kommunen fastsætter priserne for tilbud, er det vigtigt, at den foretager en helhedsvurdering af, hvordan en beboer, der kun har indtægter i form af pension efter pensionsloven, økonomisk vil blive stillet. En beboer, der har behov for »hjælp til alt«, og som vælger at modtage de nødvendige ydelser, skal, når disse er betalt, have et rimeligt beløb tilbage.

Dette var en forudsætning, da Folketinget i 1993 vedtog ordningen om, at beboere i plejehjem bevarer deres pension. I de samlede økonomiske virkninger, herunder ved beregningen af virkningerne af lovforslaget for kommunernes/amtskommunernes økonomi, er der regnet med, at den enkelte beboer har et beløb til overs på niveau med det dagældende lommepengebeløb (737 kr. månedligt i 1994) - dvs. det beløb, som en plejehjemsbeboer fik udbetalt til personlige fornødenheder, når pensionen efter de tidligere regler blev inddraget.

8.7. Særligt om plejehjem

187. Følgende regler i bekendtgørelsen gælder kun for plejehjem:

1) Kommunen skal tilbyde beboere i plejehjem kost, vask, rengøring og leje af linned, jf. pkt. 178.

2) Reglen om rabat til ægtepar og samlevende pensionister, der bor i samme plejehjem, jf. kapitel 8.8.3.

3) Den særlige regel om indtægtsgrundlaget ved beregning af boligbetaling, når beboeren bor i plejehjem og har pligt til at forsørge ægtefælle eller børn, jf. pkt. 203.

4) Førtidspensionisters servicebetaling i plejehjem, jf. kapitel 8.8.6.

8.8. Betaling for bolig

Tilnærmet reglerne for ældreboliger

188. Reglerne om betaling for bolig i plejehjem og beskyttet bolig er indrettet således, at beboerne i tilnærmet grad betaler for boligen, som om de boede til leje, fx i en ældrebolig, og modtog boligydelse.

Betaling for bolig i plejehjem eller beskyttet bolig er ikke omfattet af lov om leje af almene boliger, og der kan ikke kræves indskud. Beboere i plejehjem eller beskyttede boliger kan ikke få boligydelse.

Særlig indretning

189. Det er i bekendtgørelsens § 6, stk. 2, bestemt, at hvis en beboer ønsker boligen indrettet på en særlig måde, kan kommunen kræve, at den pågældende stiller sikkerhed for de udgifter, der vil medgå til at bringe boligen tilbage til normal stand. Som eksempler kan nævnes særligt tapet, ændret gulvbelægning eller lign. Det er forudsat, at beboeren selv betaler for den særlige indretning.

Kommunens adgang til at kræve sikkerhedsstillelse for udgifter til reetablering kan ikke benyttes i forbindelse med indretninger, som er påkrævet af hensyn til beboerens handicap.

Boligbetaling består af 2 dele

190. Betalingen for bolig udgør summen af 2 dele. Den ene del andrager 10 pct. af den enkelte boligs beregnede omkostninger, der fastsættes for et år ad gangen på grundlag af institutionens budget.

Den anden del beregnes som 10 pct. af beboerens indkomst, dog 20 pct. af indkomst over grænsebeløbet i § 21 i lov om individuel boligstøtte (144.600 kr. pr. 1. januar 1998).

Den samlede betaling kan dog ikke overstige den enkelte boligs omkostninger, opgjort efter § 8 i bekendtgørelsen.

Betaling efter indtægt

191. Ved beregningen af boligbetalingen anvender kommunen, jf. § 9 i bekendtgørelsen, reglerne i § 8 i lov om individuel boligstøtte til at fastlægge beboerens indtægt. Kommunen benytter altså samme indkomstgrundlag, som når den skal beregne boligydelse, og der gælder samme regler for, hvornår indtægtsgrundlaget skal ændres. Der kan derfor henvises til Boligministeriets vejledning om individuel boligstøtte.

Der er en særlig regel om fradrag i indtægtsgrundlaget for beboere i plejehjem, der har forsørgelsespligt over for ægtefælle eller børn, jf. pkt. 203.

Betaling efter omkostninger

192. Beregningen af den enkelte boligs omkostninger sker ud fra en opdeling af bygningens areal i en servicedel og en boligdel, jf. bekendtgørelsens § 8.

For at beregne den enkelte boligs omkostninger skal man kende

1) driftsudgifterne for det samlede bygningskompleks

2) størrelsen af servicearealet

3) størrelsen af fællesboligarealer og

4) den enkelte boligs areal

Socialministeriet har tidligere i orienteringsskrivelser vejledt om denne fordeling, og relevante dele af disse skrivelser er medtaget som bilag 4.

Bygningens budgetterede driftsudgifter tillagt 10 pct. af den seneste offentlige ejendomsvurdering fordeles på boligdelen og servicedelen efter areal. Indgår der i de budgetterede driftsudgifter poster, som der skal betales moms af, medregnes kommunens udgifter til moms.

Udgifterne vedrørende boligdelen fordeles på den enkelte bolig ud fra dennes areal, og den således beregnede udgift betegnes som boligens omkostninger. Beboeren betaler 10 pct. af dette beløb plus et indtægtsafhængigt beløb, jf. pkt. 191.

Lejede bygninger

193. I lejede bygninger er omkostningerne lig med den husleje, som kommunen betaler med tillæg af de øvrige driftsudgifter, der ikke indgår i den faktiske husleje.

8.8.1. El og Varme

El og varme

194. For el og varme betales et særskilt beløb, der svarer til de faktiske udgifter for den del af bruttoetagearealet, der vedrører boligdelen. Betalingen for el og varme fastsættes for et år ad gangen på grundlag af institutionens budget og udgifter til moms. Ved fastsættelsen af betalingen skal en eventuel forskel mellem budget- og regnskabstal for et tidligere afsluttet varmeregnskabsår udlignes, således at betalingen ikke over en længere periode afviger fra de faktiske udgifter. Udligningen kan også ske ved efterregulering over for den enkelte beboer i regnskabsperioden.

8.8.2. Start og ophør af betaling

Til rådighed for beboer

195. Beboeren skal betale fra det tidspunkt, hvor boligen er til disposition, jf. § 10 i bekendtgørelsen. Kommunen bør derfor præcisere, fra hvilket tidspunkt boligen er til disposition, når den giver tilbud om plads i plejehjem/beskyttet bolig.

Til rådighed for kommunen

196. Beboeren skal efter bekendtgørelsens § 10, stk. 2, betale, indtil boligen er fraflyttet, dvs. indtil den igen er til disposition for kommunen.

Der er ikke, som fx i lejeloven, særlige regler om opsigelsesvarsel, der betyder, at beboeren skal betale i en opsigelsesperiode. Kommunen kan imidlertid efter bekendtgørelsens § 10, stk. 2, bestemme, at beboeren - selv om boligen er fraflyttet - skal betale i en vis kortere tid, fx svarende til den tid kommunen sædvanligvis bruger til at gøre boligen klar til, at en ny beboer kan flytte ind. Kommunen kan bestemme, at betalingen skal ophøre med udgangen af en måned, fx det tidspunkt, hvor pensionen efter dødsfald ophører.

Dødsfald

197. Bliver en bolig i et plejehjem eller beskyttet bolig ledig, fordi beboeren er død, ændres betalingen for boligen ikke i 14 dage efter dødsfaldet. Dødsdagen medregnes ikke. Herefter kan betalingen ændres, således at den svarer til boligens faktiske omkostninger, jf. bekendtgørelsen § 8, stk. 3. Det er således op til kommunen, om den vil fastsætte regler om, at betalingen efter de 14 dage skal være lig med boligens omkostninger, dvs. at der typisk skal betales mere end beboeren betalte.

Sigtet med denne adgang til at forhøje betalingen er at tilskynde til, at dødsboet sørger for, at boligen snarest muligt fraflyttes, således at boligen kan tilbydes en anden person fra ventelisten.

8.8.3. Rabat til (ægte)par

(Ægte)par i samme plejehjem

198. Når gifte eller samlevende pensionister bor i samme plejehjem, fastsætter kommunen betalingen efter det boligareal, som parret benytter. Betalingen efter indtægt fastsættes på grundlag af parrets samlede indtægt. Dette fremgår af § 13 i bekendtgørelsen.

For at sådanne (ægte)par - efter betaling for bolig og andre ydelser - hver har et rimeligt beløb tilbage, er der i § 13, stk. 2, en særlig rabatordning for gifte og samlevende pensionister, som bor i samme plejehjem.

Rabat på 25 pct.

199. (Ægte)parret får rabat på boligbetalingen og på betalingen for alle øvrige tilbud, som (ægte)parret modtager som led i plejehjemsopholdet. Rabatten er på 25 pct. og gælder alle ydelser, dvs. bolig, el, varme, madservice, betaling for rengøringsartikler m.v.

Førtidspensionister får ikke reduceret deres servicebetaling med denne rabat, jf. pkt. 206.

Nedsat rabat

200. Hvis (ægte)parrets samlede årlige indtægt er højere end den sociale pension, nedsættes rabatten med 1 pct. point for hver 3.156 kr. (satser pr. 1. januar 1998), indtægterne overstiger den sociale pension.

Ophør

201. Dør den ene af ægtefællerne/samleverne, bortfalder rabatten med udgangen af den måned, hvori dødsfaldet er sket.

Kun pensionister

202. Reglen om rabat gælder kun i plejehjem, og kun når begge er pensionister. Typisk vil beboere i et plejehjem modtage social pension. Det kan dog ske, at en beboer ikke opfylder betingelserne for at få social pension, fx en familiesammenført udlænding eller en person, der modtager efterløn. Kan rabatreglen ikke benyttes, og har et (ægte)par i et plejehjem - efter at have betalt for tilbud - ikke et rimeligt beløb til rådighed, kan kommunen benytte reglen i bekendtgørelsens § 15, jf. pkt. 205.

8.8.4. Plejehjemsbeboere med forsørgelsespligt

Nedsættelse af indtægtsgrundlaget

203. Der er i bekendtgørelsens § 14 en særlig regel, der gælder, når en beboer i plejehjem har indtægter ud over pensionen. Af denne bestemmelse fremgår, at inden der beregnes betaling for boligen, skal indtægterne ud over pensionen nedsættes med et beløb, der anvendes til at sikre, at levevilkårene for en ægtefælle eller børn under 18 år svarer til vilkårene, før beboeren flyttede i plejehjem.

Det er som anført kun indtægter udover pensionen, der eventuelt nedsættes. En beboer i plejehjem forudsættes at benytte sin sociale pension til at betale for sit ophold i plejehjemmet. Den sociale pension kan ikke anvendes til at betale for en hjemmeboende ægtefælles og børns underhold.

Hjælp til hjemmeboende ægtefælle

204. Kan ægtefællen til en person, der bor i plejehjem, ældrebolig m.v., ikke forsørge sig selv, kan kommunen eventuelt yde hjælp efter aktivloven eller yde et personligt tillæg efter pensionsloven til ægtefællen, hvis denne er pensionist. Drejer det sig om hjælp til forsørgelse af børn under 18 år, må hjælpen hertil gives til den/de person(er), som har pligt til at forsørge barnet.

8.8.5. Nedsat betaling i særlige tilfælde

Nedsættelse af betaling

205. Kommunen kan i ganske særlige tilfælde beslutte at nedsætte betalingen for bolig og øvrige ydelser under hensyn til beboerens økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsen § 15. Denne bestemmelse gælder for beboere i plejehjem og beskyttede boliger. Som et eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en beboer kun har ret til en brøkpension, og derfor ikke - hvis de almindelige betalingsregler blev anvendt - ville have et rimeligt beløb tilbage til personlige udgifter.

Endvidere kan nævnes ægtepar, som ikke opfylder betingelserne for at få rabat, jf. kapitel 8.8.3., og som efter betaling for bolig og tilbud ikke har et rimeligt beløb tilbage.

8.8.6. Særligt for modtagere af mellemste eller højeste førtidspension

Servicebetaling

206. Beboere på plejehjem, der er tilkendt pension efter pensionslovens § 14, stk. 1 eller stk. 2, (højeste og mellemste førtidspension) betaler for den særlige service m.v., som tilbydes som led i opholdet. Betalingen er fastsat efter reglerne i lov om social service § 83.

Personer, der er tilkendt mellemste førtidspension, betaler under ophold i plejehjem et fast beløb på 633 kr. om måneden, og personer, der er tilkendt højeste førtidspension, betaler et fast beløb på 1.267 kr. om måneden (satser pr. 1. januar 1998). Denne betaling kaldes servicebetaling. Der betales ikke servicebetaling i beskyttede boliger.

Servicebetalingen nedsættes ikke som følge af den særlige rabatregel for ægtepar, som bor i samme plejehjem.

Pensionister, der betaler servicebetaling, skal betale for bolig m.v. efter samme regler som andre beboere.

Nedsat servicebetaling

207. Servicebetalingen kan nedsættes eller bortfalde for personer, som på grund af deres handicap har nødvendige udgifter i forbindelse med individuelle aktiviteter uden for institutionen.

Det er ikke fastsat i loven, hvilke individuelle aktiviteter bestemmelsen dækker over. Vurderingen afhænger helt af beboerens behov og af en konkret rimelighedsvurdering. I nogle tilfælde vil en mindre nedsættelse af betalingen være tilstrækkelig til, at den pågældende har mulighed for at deltage i pågældende aktivitet(er) uden for institutionens tilbud; i andre tilfælde vil det være nødvendigt med en større nedsættelse eller eventuelt helt bortfald af betalingen.

Kommunen afgør, om servicebetalingen skal nedsættes. Afgørelsen bør træffes på grundlag af en konkret vurdering af beboerens behov sammenholdt med de nævnte kriterier. Afgørelsen kan ankes efter de almindelige regler.

8.8.7. Bistands- og plejetillæg

Bistands- og plejetillæg

208. Bistands- eller plejetillæg, der efter § 16 i pensionsloven kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 67 år, udbetales ikke til beboere med varigt ophold i plejehjem. Dette fremgår af § 46, stk. 2, i pensionsloven, hvorefter udbetaling af disse tillæg ophører ved udgangen af den måned, der følger efter indflytningsmåneden.

Baggrunden for denne regel er, at institutionerne opfylder det særlige behov for personlig assistance, som tillæggene forudsættes at dække.

Det følger af pensionslovens § 44, stk. 1, nr. 3, at kommunen skal træffe afgørelse eller rejse sag om frakendelse af bistands- eller plejetillæg, hvis betingelserne i § 16 i pensionsloven ikke længere er opfyldt. Dette kan fx være tilfældet, når en beboer flytter i en plejebolig efter lov om almene boliger og støttede private andelsboliger m.v.

8.9. Klageadgang

- - - - - - -

Bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger

Klageadgang

§ 16.

Stk. 1. Kommunens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan efter reglerne i kap. 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indbringes for det sociale nævn.

Stk. 2. Indbringes kommunens afgørelse om ret til at flytte i plejehjem og beskyttet bolig for det sociale nævn, skal nævnet give en klager meddelelse om, at klagen er modtaget, senest 14 dage efter dennes modtagelse.

Stk. 3. Det sociale nævn kan efter begæring tillægge en klage over en afgørelse efter § 3 og § 4, stk. 1-2, opsættende virkning. Formanden for nævnet træffer afgørelse herom inden 14 dage efter klagens modtagelse. Formandens afgørelse kan ikke indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen kan efter begæring tillægge en klage over en afgørelse efter § 3 og § 4, stk. 1-2, opsættende virkning. Ankestyrelsens beslutning herom omfattes af reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 57, nr. 1. - - - - - - -

209. Kommunens afgørelser efter bekendtgørelsen kan indbringes for Det sociale nævn efter de almindelige regler i retssikkerhedslovens kap. 10.

Klagen over afgørelser om botilbud kan gives opsættende virkning. Baggrunden herfor er de meget indgribende virkninger, disse afgørelser kan have for den enkelte.

8.10. Finansiering

- - - - - - -

Bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger

Finansiering m.v.

§ 17.

Stk. 1. For personer, der er fyldt 67 år, afholder kommunen endeligt udgifterne vedrørende ophold i plejehjem og beskyttede boliger.

Stk. 2. For personer under 67 år afholder kommunen og amtskommunen hver 50 pct. af udgifterne vedrørende ophold i plejehjem og beskyttede boliger. - - - - - - - -

210. Udgifter til plejehjem og beskyttede boliger afholdes af kommunen , når beboeren er fyldt 67 år, og af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct., når beboeren er under 67 år. Det er i overensstemmelse med servicelovens generelle finansieringsregler.

211. Denne gennemgang af regelsættet om almene ældreboliger, der er udarbejdet af Boligministeriet, giver et overblik over reglerne i hovedtræk.

Teksten er ikke så fyldestgørende, at den kan danne grundlag for administrativ sagsbehandling på området. Der henvises til pkt. 246, hvor der er en fortegnelse over gældende regler og vejledninger på området.

9.1. Etablering af almene ældreboliger og servicearealer

Bygherre

212. Bygherre på almene ældreboliger - herunder amtskommunale almene ældreboliger for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap - kan være kommuner, amtskommuner, almene boligorganisationer og selvejende institutioner.

Bygherre på servicearealer kan være kommuner, amtskommuner, almene boligorganisationer og selvejende institutioner.

Boligernes udformning

213. Almene ældreboliger kan etableres og indrettes på mange måder alt efter, hvilke persongrupper og behov, boligerne skal rumme. Ældreboliger kan fx etableres som:

- Selvstændige boliger.

- Plejeboliger, hvilket vil sige ældreboliger, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale svarende til den pågældende beboergruppes behov.

- Bofællesskaber, her kan der både være tale om individuelle bofællesskaber, hvor hver bolig har eget køkken eller kollektive bofællesskaber, hvor flere boliger er fælles om et køkken.

Almene ældreboliger kan etableres ved nybyggeri, ved ombygning af beboelsesejendomme og ved ombygning af tidligere erhvervsbygninger eller institutioner.

Amtskommunale almene ældreboliger - det vil sige de i § 115, stk. 4, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. omhandlede boliger - kan kun etableres ved nybyggeri eller ved ombygning af institutioner, der er opført efter den tidligere bistandslovs § 112.

Ombygning

214. Etableres almene ældreboliger ved ombygning, skal der være tale om en gennemgribende ombygning. Det er en betingelse, at de boliger, der tilvejebringes, er væsentligt bedre egnede for ældre og personer med handicap.

Inden ombygningen skal der foretages et førsyn. Dette indebærer, at bygningen gennemgås og beskrives. På grundlag heraf foretager kommunalbestyrelsen/amtsrådet en vurdering af, om bygningen er egnet til ombygning til ældreboliger.

Adskillelse

215. Er der tale om ombygning af en del af et byggeri til almene ældreboliger, skal ældreboligerne adskilles fra det øvrige byggeri ved ejerlejlighedsopdeling eller udmatrikulering. Det samme gælder, hvis der er tale om nybyggeri, hvor de almene ældreboliger opføres sammen med andet byggeri fx servicearealer.

Opføres ældreboliger som en del af en almen boligafdeling, skal der derimod ikke ske adskillelse af ældreboligerne og de øvrige boliger.

Servicearealer

216. Servicearealer er arealer, som anvendes til funktioner, der normalt ikke foregår i en bolig, men i en institution eller i en klinik.

Servicearealer er fx lokaler til genoptræning, hjemmesygepleje eller personlig og praktisk hjælp, personalelokaler eller vagtcentral. Det kan også være centralkøkken, cafeteria, kiosk eller lokaler til fx fodpleje eller frisør.

Servicearealer opføres og drives med hjemmel i serviceloven.

9.2. Krav til indretningen af almene ældreboliger

Adgangsforhold

217. Almene ældreboliger skal være særligt egnede for ældre og personer med handicap.

Boligerne skal være kørestolsegnede og adgangsforhold og indretning skal være velegnet for gangbesværede. Samtidig stilles der krav om elevator. (Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet om elevator ved ombygning).

Køkken m.v.

218. Almene ældreboliger skal have eget toilet og bad. Som udgangspunkt skal der være køkken i boligerne. Køkkenet kan eventuelt etableres som kogeniche. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet kan dispensere fra kravet om køkken i boligen fx i forbindelse med etablering af almene ældreboliger for svage og plejekrævende personer eller i forbindelse med etablering af bofællesskaber med fælles køkkener.

En del af boligernes areal kan indrettes som fælles boligareal. Der kan således etableres opholdsrum, køkken, hobbyrum eller lignende fælles for flere boliger.

Tilkaldelse af hjælp

219. Der skal fra den enkelte ældrebolig kunne tilkaldes hurtig hjælp, fx i tilfælde af sygdom, uheld eller lignende, for derved at øge beboernes tryghed.

Det er overladt til kommunalbestyrelsen/amtsrådet at vurdere, på hvilken måde hjælp skal kunne tilkaldes. Ved denne vurdering bør beboernes behov og ønsker indgå som et væsentligt element.

9.3. Finansiering

220. Etablering af almene ældreboliger finansieres dels ved et kommunalt/amtskommunalt lån på 14 pct. af den godkendte anskaffelsessum, dels ved beboerindskud på 2 pct. af anskaffelsessummen og endelig ved et indekslån på de resterende 84 pct.

(Amts)kommunalt lån

221. Det kommunale/amtskommunale lån er rentefrit. Tilbagebetalingen skal påbegyndes senest 50 år efter ejendommens ibrugtagelse.

Lånet kan finansieres ved likvide midler, ved optagelse af lån i KommuneKredit eller i et pengeinstitut. Kommunalbestyrelsen/amtskommunen betaler renterne på et eventuelt lån.

Beboerindskud

222. Beboerindskuddet på 2 pct. betales ved indflytningen. Indskuddet henstår til sikkerhed for boligtagerens forpligtelser overfor udlejeren ved fraflytning.

Indekslån

223. Der ydes indekslån til 84 pct. af boligernes godkendte anskaffelsessum af realkreditinstitutterne.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet har som bygherre og skødehaver mulighed for at lade 84 pct. af anskaffelsessummen finansiere med lån på indeksvilkår fra KommuneKredit.

Ydelsesstøtte

224. Beboernes betaling udgør pr. termin et beløb svarende til 2,143 pct. af den regulerede bogførte hovedstol på indekslånet. Beløbet indgår som en del af huslejen. Resten af de løbende ydelser betales i form af ydelsesstøtte fra staten.

Det er en betingelse for optagelse af indekslån i et realkreditinstitut, at kommunen/amtskommunen yder garanti for den del af indekslånet, som har sikkerhed ud over 65 pct. af boligernes anskaffelsessum.

Der ydes efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. et tilskud til servicearealer, der er etableret i umiddelbar tilknytning til ældreboliger. Tilskudet udgør som hovedregel 4.000 kr. årligt pr. boligenhed i den ældreboligbebyggelse, som servicearealerne skal betjene. Tilskudet ydes fuldt ud i 5 år. Herefter aftrappes tilskudet med lige store dele over 10 år.

Er der tale om etablering af servicearealer til allerede eksisterende ældreboliger - det vil sige ældreboliger, hvortil der er meddelt tilsagn - ydes servicearealtilskudet indenfor en kvote på 500 boliger årligt.

Der kan ydes støtte til såvel nye servicearealer som til ombygning af eksisterende servicearealer under forudsætning af, at servicearealerne efter ombygningen bliver væsentligt bedre egnet til at betjene beboerne.

9.4. Anskaffelsessum

Udgifter til byggeriet

225. Boligerne skal være uden luksuspræg, men udstyret og indrettes således, at de opfylder de boligsøgendes rimelige krav til boliger af denne art.

I anskaffelsessummen indgår samtlige udgifter til byggeriet, herunder grundudgiften, omkostningerne og håndværkerudgifterne.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet skal påse, at anskaffelsessummens bestanddele står i et rimeligt forhold til hinanden, så det sikres, at byggeriets håndværksmæssige kvalitet og standard bliver tilfredsstillende. Desuden må de kommunale myndigheder nøje påse, at boligerne med det angivne huslejeniveau kan udlejes.

Arkitektur, økologi og totaløkonomi

226. Vedrørende den arkitektoniske udformning af boligerne og vedrørende mulighederne for økologiske tiltag kan der henvises til Boligministeriets arkitekturhandlingsprogram fra 1996 og ministeriets handlingsplan vedrørende byøkologi, bygninger og boliger af maj 1995.

Bygherren skal stille fornødne krav til byggeriets andre parter om den arkitektoniske bearbejdning af byggeriet, om kvalitetssikring i forbindelse med gennemførelsen af byggeriet samt om totaløkonomiske vurderinger.

9.5. Udbud, ansvar, kvalitetssikring, driftsplaner, eftersyn og skadedækning

227. Som hovedregel skal alle arbejder udbydes i konkurrence. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet skal påse, at udbudsreglerne er overholdt og kan bestemme, at en bestemt udbudsform skal finde anvendelse.

AB 92, ABR 89 og ABT 93

Alle aftaler om byggearbejder skal træffes på baggrund af »almindelige betingelser for arbejder og leverancer« og »almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand« (AB 92 og ABR 89), i totalentreprise »almindelige betingelser for totalentreprise« (ABT 93). Der kan kun blive tale om fravigelser fra disse regler i ganske særlige tilfælde. Endvidere gælder EU's regler om udbud af offentlige bygge- og anlægsarbejder.

For alle byggearbejder gælder, at der ved indgåelsen af enterpriseaftalen skal aftales fast pris og tid.

Der gælder et 5-årigt ansvar for mangler ved byggeriet og et tilsvarende 5-årigt ansvar for leverancer til byggeriet.

Byggeskadefonden

228. Byggeskadefonden dækker 95 pct. af efterfølgende udgifter til udbedring af byggeskader, hvis bygningsejeren kan bevise, at der er tale om en dækningsberettiget skade, som vedkommende ikke kan få dækket fra anden side, fx af rådgivere, entreprenører m.fl. Med henblik på konstatering og afhjælpning af eventuelle skader, inden det ansvar, som påhviler byggeriets rådgivere, entreprenører m.fl., ophører, lader Byggeskadefonden foretage 2 eftersyn af byggeriet. Et 1-års eftersyn og et 5-års eftersyn.

9.6. Støtteproceduren

229. Det er som tidligere nævnt kommunalbestyrelsen, som vurderer behovet for almene ældreboliger i kommunen. Er der tale om amtskommunale almene ældreboliger, er det amtsrådet, som vurderer behovet.

Kommunalbestyrelsen varetager endvidere sagsbehandlingen og meddeler tilsagn om støtte til almene ældreboliger. Er der tale om amtskommunale almene ældreboliger, meddeler kommunalbestyrelsen tilsagn på amtskommunens vegne. Kommunalbestyrelsens medvirken er alene af teknisk administrativ karakter. Kommunalbestyrelsen kan således kun afslå at meddele tilsagn til amtskommunale almene ældreboliger, hvis mere end 2 pct. af det samlede antal støttede boliger i kommunen ikke er udlejet.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet kan:

- stille krav og fastsætte vilkår for tilsagn om støtte,

- godkende byggeriet og dets anskaffelsessum inden igangsætning, og

- godkende byggeriets endelige anskaffelsessum på grundlag af byggeregnskabet.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet fører tilsyn med, at opførelse og finansiering af boligerne sker efter de gældende regler.

Til brug for ansøgning om støtte har Boligministeriet udarbejdet skema A, B og C, som anvendes i forbindelse med kommunalbestyrelsens sagsbehandling.

Kommunalbestyrelsen giver på statens vegne tilsagn om ydelsesstøtte som omtalt i afsnit 9.3. om finansiering. Kommunalbestyrelsen giver endvidere tilsagn om kommunelån og den kommunale garanti som omtalt i afsnit 9.3. om finansiering. Er der tale om amtskommunale almene ældreboliger, afgiver kommunalbestyrelsen tilsagn på amtsrådets vegne.

Når kommunalbestyrelsen/amtsrådet har påset, at samtlige vilkår for meddelelse af støtte er overholdt, afgiver kommunalbestyrelsen et skriftligt tilsagn om støtte indeholdende eventuelle vilkår (skema A).

Alle tilsagn skal indberettes til BOSSINF (Boligministeriets elektroniske indberetningssystem).

Efter at licitation er gennemført, godkender kommunalbestyrelsen - for amtskommunale almene ældreboliger på amtsrådets vegne - skriftligt den forventede anskaffelsessum, inden byggeriet påbegyndes (skema B).

Hvis byggeregnskabet opfylder kravene og vilkårene for offentlig støtte, godkender kommunalbestyrelsen - for amtskommunale almene ældreboliger på amtsrådets vegne - skriftligt det endelige byggeregnskab, herunder størrelsen af kommunelån, ydelsesstøtte og garanti (skema C).

9.7. Personkreds og anvisningsret

Ældre og handicappede

230. Almene ældreboliger skal udlejes til ældre og personer med handicap. Boligerne kan udlejes til personer med fysiske handicap uanset den pågældendes alder, fx også til unge handicappede. Boligerne kan udlejes til personer med psykiske handicap, hvis de pågældende efter kommunalbestyrelsens skøn kan klare sig i boligen med den service, som kommunalbestyrelsen i medfør af serviceloven tilbyder.

Amtskommunale almene ældreboliger

231. Amtskommunale almene ældreboliger udlejes til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Boligerne kan dog stilles til rådighed for den øvrige personkreds - ældre og personer med handicap - efter aftale med kommunalbestyrelsen.

Anvisningsret

232. Det er som udgangspunkt kommunalbestyrelsen/amtsrådet, der har anvisningsretten til ældreboliger, uanset hvem der ejer ældreboligerne. Det betyder, at kommunalbestyrelsen/amtsrådet på baggrund af en individuel vurdering afgør, hvem boligerne skal udlejes til. Når kommunalbestyrelsen/amtsrådet har truffet denne afgørelse, meddeles dette til ejendommens ejer, hvorefter ejendommens ejer har pligt til at udleje boligen til den pågældende.

Kommunalbestyrelsen - men ikke amtsrådet - kan overlade anvisningsretten til ejendommens ejer. Kommunalbestyrelsen kan i denne forbindelse fastsætte nærmere retningslinier for ejerens udlejning af boligerne.

Når kommunalbestyrelsen/amtsrådet har anvisningsret, er det kommunalbestyrelsen/amtsrådet, der skal dække det lejetab, der er i forbindelse med uudlejede ældreboliger. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet garanterer endvidere for boligtagerens forpligtelser overfor ejeren til at istandsætte boligen ved flytning.

Har kommunalbestyrelsen overladt anvisningsretten til ejendommens ejer, er kommunalbestyrelsen ikke forpligtet til at dække lejetab og stille garanti for boligtagerens forpligtelser overfor ejeren til at istandsætte boligen ved flytning.

Der skal ved udlejningen tages hensyn til den enkeltes sociale, fysiske, psykiske og økonomiske forhold. En ansøger vil ikke kunne afvises, fordi den pågældende ikke bor i kommunen.

Flytning

233. Personer, som ønsker at flytte til en anden kommune, har - når ganske særlige forhold taler for det - ret til at få anvist en ældreegnet bolig på lige fod med tilflytningskommunens egne borgere.

Klageadgang

234. Kommunalbestyrelsens/amtsrådets afgørelser vedrørende anvisning af ældreboliger og vedrørende anvisning af ældreegnede boliger til personer, som ønsker at flytte til en anden kommune, kan påklages til Det sociale nævn, som kommunen hører under.

Aftale om anvisning - bofællesskaber

235. Er der tale om almene ældrebolig-bofællesskaber, skal kommunalbestyrelsen og bygherren senest samtidig med tilsagnet indgå aftale om, hvorledes anvisningen skal finde sted.

En sådan aftale kan fx gå ud på, at anvisningsretten overlades til beboerne med det formål at tilgodese en harmonisk beboersammensætning. En anden mulighed kan være, at aftalen indeholder en bestemmelse om, at bofællesskabet skal forbeholdes personer over en vis alder.

Aftalen, som kommunalbestyrelsen og bygherren indgår, skal naturligvis overholde både internationale aftaler og konventioner om racediskrimination og menneskerettigheder, som Danmark har ratificeret, og nationale regler og forbud med forskelsbehandling på grund af race.

Opsigelse

236. I forbindelse med opsigelse gælder de almindelige regler i lov om leje af almene boliger. Der vil således normalt være et opsigelsesvarsel på 3 måneder. Opsigelsesperioden er dog begrænset til 1 måned, hvor der er tale om en ældrebolig med tilknyttet serviceareal, og lejeren dør uden at efterlade sig medlemmer af husstanden, som har ret til at fortsætte lejemålet.

Der er kun adgang til opsigelse af en lejer af en plejebolig, når de almindelige betingelser i lov om leje af almene boliger er opfyldt, og når lejer samtidig tilbydes en anden passende bolig.

9.8. Drift af almene ældreboliger m.v.

237. De beføjelser og pligter, som kommunalbestyrelsen har i forbindelse med drift af ældreboliger, er for amtskommunale ældreboliger tillagt amtsrådet.

Boligtagere i ældreboliger har en lejers retsstilling efter lov om leje af almene boliger, med mindre andet følger af almenboligloven eller ældreboligloven, hvis der er tale om ældreboliger, der er opført med tilsagn før 1. januar 1997 og tilhørende en selvejende institution.

De af Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdede standardlejekontrakter bør anvendes i forbindelse med udlejningen af ældreboliger.

Aflastningsboliger

238. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet kan leje ældreboliger af ejerne og stille dem til rådighed for personer, som har brug for en midlertidig aflastningsbolig. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet betaler lejen fra det tidspunkt, hvor boligerne står til kommunalbestyrelsens/amtsrådets rådighed.

Balanceleje

239. Lejen i ældreboliger fastsættes som balanceleje. Lejen skal dække de til enhver tid værende udgifter til bebyggelsens drift, herunder renholdelse, forsikringer, administration og rimelige henlæggelser til vedligeholdelse m.v.

Der er ikke tale om afkast til ejeren i forbindelse med udlejningen.

Driftsunderskud skal normalt afvikles på højst 3 år. Er der tale om udlejningsvanskeligheder, kan underskud dog afvikles over 5 - 10 år.

Der må hverken budgetteres med overskud eller underskud.

Lejen fordeles på de enkelte ældreboliger efter deres indbyrdes værdi. Udgangspunktet for fordelingen er boligernes bruttoetageareal, hvori indgår det fælles boligareal. Dog må der regnes med en noget lavere driftsudgift pr. m2 for større boliger end for mindre.

Ved ældreboligernes ibrugtagelse skal lejen godkendes af kommunalbestyrelsen/amtsrådet på baggrund af et driftsbudget fra udlejeren.

Lejeforhøjelse

240. Der skal foretagesen årlig lejeregulering på grundlag af et driftsbudget for det kommende år.

Lejeforhøjelser skal varsles skriftligt med 3 måneders varsel.

Lejeforhøjelser efter byggeriets ibrugtagelse skal ikke godkendes af kommunalbestyrelsen/amtsrådet, med mindre der er tale om forhøjelser på grund af forbedringer af bebyggelsen.

Lejeforhøjelser for forbedringer fordeles på samme måde som de årlige lejereguleringer, det vil sige efter deres indbyrdes værdi, jf. ovenfor.

Ansøgning om lejeforhøjelser for forbedringer skal indsendes til kommunalbestyrelsen/amtsrådet, inden arbejderne igangsættes.

I forbindelse med om- og tilbygningsarbejder skal kommunalbestyrelsen/amtsrådet godkende, at arbejderne udføres, at ejendommen pantsættes, at kommunale/amtskommunale lån rykker for låneoptagelsen, og at lejen forhøjes som følge af låneoptagelsen.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet kan afslå at godkende forbedringsarbejder, hvor der ikke er et rimeligt forhold mellem forbedringernes omfang m.v. og omkostningerne. Arbejder, som medfører lejeforhøjelser, der kan føre til udlejningsvanskeligheder, bør også afslås.

Beboerdemokrati

241. Beboerne har ret til medindflydelse på boligernes drift.

For almene ældreboliger tilhørende almene boligorganisationer skal beboerne som altovervejende hovedregel udgøre et flertal i boligorganisationens øverste myndighed. Derudover har beboerne ret til at vælge en afdelingsbestyrelse for hver enkelt afdeling, som udelukkende består af beboerne i den pågældende afdeling.

Reglerne om beboerdemokrati finder tilsvarende anvendelse på almene ældreboliger tilhørende selvejende institutioner. Dog er det i selvejende institutioner bestyrelsen, der er den øverste myndighed. Beboerne skal - ligesom i øverste myndighed for almene boligorganisationer - udgøre et flertal af bestyrelsen. Derudover har beboerne ret til at vælge en afdelingsbestyrelse, som udelukkende består af beboerne i den pågældende afdeling.

For almene ældreboliger tilhørende kommuner/amtskommuner har beboerne ligeledes ret til medindflydelse på boligernes drift. Der vælges dog ikke for disse boliger en øverste myndighed eller en bestyrelse. Det er kommunalbestyrelsen/amtsrådet, der som ejer udøver den kompetence, der for almene boligorganisationer og selvejende institutioner er tillagt henholdsvis øverste myndighed og bestyrelsen. Beboernes medindflydelse på almene ældreboliger tilhørende kommuner/amtskommuner udøves derfor gennem en afdelingsbestyrelse, der udelukkende består af beboerne. Dette indebærer bl.a., at der skal afholdes budgetmøde mindst en gang om året.

For nærmere gennemgang af reglerne om beboerdemokrati henvises der til Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om drift af almene boliger m.v. fra december 1996.

Tilsyn

242. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med ældreboliger. Amtsrådet fører dog tilsyn med amtskommunale ældreboliger.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet skal påse, at boligerne drives i overensstemmelse med gældende regler, herunder at ældreboligerne udgør en selvstændig økonomisk enhed.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet påser, at ejendommene holdes forsvarligt vedlige, og at anvisningen af boligerne sker efter retningslinier, der tager hensyn til den berettigede personkreds.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet påser, at vedtægter og vedtægtsændringer for ældreboliger, der tilhører almene boligorganisationer og selvejende institutioner, opfylder lovens regler for vedtægter.

For almene ældreboliger, der tilhører almene boligorganisationer, revideres regnskabet efter de regler, der gælder for almene boligorganisationer.

Ejes ældreboligerne af en selvejende institution, bestemmer kommunalbestyrelsen/amtsrådet, om revisionen skal foretages af en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor.

For kommunalt/amtskommunalt ejede ældreboliger gælder reglerne om revision af kommunal/amtskommunal virksomhed i lov om kommunernes styrelse.

I regnskabet skal ejeren af ældreboligerne redegøre for den økonomiske udvikling i ældreboligbebyggelsen, og eventuelle bemærkninger fra bebyggelsens revisor skal kommenteres.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet påser, at årsregnskabet indsendes til kommunalbestyrelsen/amtsrådet, som foretager en kritisk gennemgang heraf.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet tager stilling til, om bebyggelsens økonomi og drift er forsvarlig og i overensstemmelse med reglerne.

Kommunalbestyrelsen/amtsrådet skal særlig være opmærksom på, at der er balance mellem indtægter og udgifter.

Pålæg

243. Finder kommunalbestyrelsen/amtsrådet på baggrund af regnskabet grundlag for kritik, kan kommunalbestyrelsen/amtsrådet pålægge ejeren af boligerne at foretage de foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen/amtsrådet finder nødvendige, herunder forhøjelse eller nedsættelse af lejen.

Revisorbistand

244. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet kan anmode en ekstern revisor om at gennemgå regnskaberne. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet kan udpege en forretningsfører til midlertidigt at overtage administrationen af ældreboliger, for at sikre en forsvarlig drift og administration. Bebyggelsen afholder som udgangspunkt de udgifter, der er forbundet med kommunalbestyrelsens/amtsrådets udpegning af ekstern revisor eller forretningsfører.

Anvendes til andre formål

245. Ældreboliger kan ikke uden kommunalbestyrelsens/amtsrådets samtykke anvendes til andre formål.

Ældreboliger kan ikke overdrages til andre end dem, der efter reglerne kan opføre og drive boligerne. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet kan ikke dispensere fra denne regel.

Inden der sker overdragelse af ældreboliger til andre end kommunalbestyrelsen/amtsrådet, skal kommunalbestyrelsen/amtsrådet tilbydes at overtage boligerne.

Endelig er Hypotekbanken bemyndiget til at træffe en række afgørelser bl.a. vedrørende vedståelse af garantier, afståelse af dele af ejendomme, ekspropriation og påtegninger om rykning på pantebreve.

I forbindelse med forsøg fx med alternative boformer, byggemetoder, planlægning af ældreboligservice kan Boligministeriet tillade, at bestemmelser i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. fraviges.

9.9. Regler om ældreboliger m.v.

246. Vedrørende yderligere information henvises til følgende love, bekendtgørelser, cirkulæreskrivelser og vejledninger:

Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., jf. Boligministeriets lovbekendtgørelse nr. 145 af 26. februar 1998.

Bekendtgørelse nr. 1058 af 18. december 1997 om støtte til almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Bekendtgørelse nr. 935 af 28. oktober 1996 om drift af almene boliger m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 494 af 16. juni 1997 og bekendtgørelse nr. 674 af 21. august 1997.

Bekendtgørelse nr. 895 af 10. oktober 1996 om udlejning af almene boliger m.v.

Bekendtgørelse nr. 905 af 14. oktober 1996 om vedligeholdelse og istandsættelse af almene boliger m.v.

Bekendtgørelse nr. 822 af 15. oktober 1997 om eftersyn af byggeri under Byggeskadefonden.

Cirkulære nr. 152 af 7. oktober 1996 om kommunalt og amtskommunalt tilsyn med udbud af byggearbejder i det offentligt støttede byggeri.

Vejledning om støtte til almene boliger m.v., Bygge- og Boligstyrelsen, december 1996.

Vejledning om drift af almene boliger m.v., Bygge- og Boligstyrelsen, december 1996.

Vejledning om udlejning til almene boliger m.v., Bygge- og Boligstyrelsen, december 1996.

Vejledning om forsøg med udlejning og anvisning af almene boliger, Bygge- og Boligstyrelsen, juni 1997.

Ældreboligloven

Lov om boliger for ældre og personer med handicap (ældreboligloven), jf. Boligministeriets lovbekendtgørelse nr. 143 af 26. februar 1998. Loven finder alene anvendelse på ældreboliger, der har modtaget tilsagn før 1. januar 1997 og som tilhører selvejende institutioner.

Bekendtgørelse nr. 694 af 18. november 1988 om revision af regnskaber for ældreboliger, der tilhører en selvejende institution eller en pensionskasse. (Revisionsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen finder alene anvendelse på ældreboliger, der har modtaget tilsagn før 1. januar 1997 og som tilhører selvejende institutioner.

Bekendtgørelse nr. 190 af 20. marts 1990 om administration af ældreboliger. Kapitel 2 dog ophævet. (Administrationsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen finder alene anvendelse på ældreboliger, der har modtaget tilsagn før 1. januar 1997 og som tilhører selvejende institutioner.

Cirkulæreskrivelse af 9. januar 1995 om kommunalbestyrelsens ansvar og forpligtelser ved brugen af BOSSINF.

Vejledning om indretning af ældreboliger (november 1987). (Indretningsvejledningen).

Vejledning om indretning af ældreboliger for fysiske plejekrævende m.fl., 1997.

Vejledning af 25. november 1988 om administration af ældreboliger. (Dog erstattes afsnit 4-7 af vejledning om offentligt støttet byggeri, januar 1994). (Administrationsvejledningen). Vejledningen finder alene anvendelse på ældreboliger, der har modtaget tilsagn før 1. januar 1997 og som tilhører selvejende institutioner.

247. Efter kapitel 20 i serviceloven kan der gives hjælp i forbindelse med pasning af døende. Hjælpen omfatter:

1) Plejevederlag (godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste)

2) Hjælp til dækning af egenudgiften til medicin, sygeplejeartikler og lignende

Det er en generel betingelse for at give hjælp i forbindelse med pasning af døende efter kapitel 20, at en læge har fastslået, at hospitalsbehandling er udsigtsløs, og at prognosen er kort levetid. Det er herudover en betingelse, at den døendes tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem eller plejebolig o.l.

Pleje af døende

248. Reglerne i kapitel 20 omfatter alene hjælp i tilknytning til pleje af døende. Det karakteristiske ved pleje af døende er, at vægten flyttes fra behandling med helbredende sigte til omsorg og lindring. Indsatsen koncentreres således om at forbedre livskvaliteten i et kortere tidsrum - oftest 2 til 6 måneder. Der er dog ikke fastsat nogen bestemt tidsgrænse for, hvor længe der kan ydes hjælp efter kapitel 20. Hjælp kan ydes, så længe lovens betingelser er opfyldt, herunder betingelsen om, at der fortsat skal være et plejebehov.

Ordningen er ikke forbeholdt bestemte sygdomskategorier. Blandt de oftest forekommende sygdomme vil være kræftlidelser, men der kan også være tale om fx AIDS, langt fremskredne lunge/hjerte- nyresygdomme og andre lidelser.

10.2. Etablering af en plejeordning

- - - - - - -

Kapitel 10 Generelt

§ 104.

Stk. 1. Personer, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, er efter ansøgning berettiget til at få godtgørelse for tabt arbejdsindtægt (plejevederlag). Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende. Det er endvidere en betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet. - - - - - - - Almindelige betingelser

249. Det er en betingelse for at yde plejevederlag til en nærtstående, der passer en døende i hjemmet, at den døende er plejekrævende, og at prognosen efter en lægelig vurdering er kort levetid. Lægen skal desuden vurdere, at den plejekrævendes tilstand ikke nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus eller ophold i plejehjem, plejebolig o.l. Det skal altså være muligt og hensigtsmæssigt at pleje den døende i hjemmet. Der må med henblik herpå foretages en vurdering af patientens tilstand, ligesom det må sikres, at boligforholdene ikke udelukker muligheden for pleje i hjemmet.

En plejeordning vil i de fleste tilfælde blive etableret i umiddelbar forlængelse af et sygehusophold. Det er dog ikke en forudsætning for at etablere en plejeordning, at den døende udskrives direkte fra sygehus til eget hjem.

Frivillig aftale

250. Den døende og den, der påtager sig plejeopgaven, skal være enige om, at der etableres en plejeordning i eget hjem. Det er en grundlæggende forudsætning for etablering af et plejeforhold, at det er baseret på frivillighed. Reglerne om plejevederlag må således ikke bruges som pression over for nærtstående, som ikke mener, at de er i stand til at påtage sig plejeopgaven eller over for den døende, som ikke selv ønsker at blive plejet af en nærtstående.

Information

251. Pleje af døende i hjemmet kan være en stor fysisk og psykisk belastende opgave. Det er derfor vigtigt, at den døende og den, der ønsker at påtage sig plejeopgaven, informeres grundigt om sygdommen, det forventede forløb og de hjælpemuligheder, der kan tilbydes under et plejeforløb i hjemmet.

Det er samtidig vigtigt, at plejeren og den døende informeres om forhold, der kan få økonomisk betydning, herunder særlige ønsker, som fx valg af sygesikring i gruppe 2. I denne forbindelse bør der informeres om muligheden for at skifte sikringsgruppe fra den 1. i en måned ved meddelelse til kommunen senest den 15. i den foregående måned.

Hjælpetilbud

252. Kommunens almindelige tilbud om hjælp til syge og personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal også gives til døende, der plejes i hjemmet af en nærtstående. Kommunen skal således oplyse om mulighederne for at få fx personlig og praktisk hjælp, hjemmesygepleje, døgnpleje, hjælpemidler, boligændringer, smertebehandling og aflastningsophold. Selv om en nærtstående påtager sig plejeopgaven, vil der ofte være behov for ekstra hjælp fra kommunen.

Samarbejde

253. Der bør lige fra plejeforholdets etablering være et nært samarbejde mellem den praktiserende læge, plejeren/den døende og kommunen. Det kan være en fordel, at kommunen udpeger en kontaktperson, som kan koordinere indsatsen. Det vil normalt også være en forudsætning for at kunne passe en døende i hjemmet, at der er mulighed for at få bistand fra læge og kommune uden for normale træffetider.

Kommunen bør desuden informere plejeren om mulighederne for at få plejevederlag og om, hvor stort et beløb, der i givet fald kan udbetales. Det er dog ikke en betingelse for at etablere en plejeordning, at plejeren modtager godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste (plejevederlag).

Ansøgning om plejevederlag skal indgives til den kommune, som plejeforholdet ønskes etableret i. Om opholdskommune se kapitel 12.3.

Tjenestefrihed m.v.

254. Serviceloven indeholder ikke regler om ret til frihed fra arbejde med det formål at pleje en døende. Lønmodtagere kan have adgang til tjenestefrihed og nedsat arbejdstid efter de bestemmelser, der er fastsat i tjenestemandsloven, overenskomster, husaftaler m.v. Retten til tjenestefrihed og nedsat arbejdstid er i alle tilfælde betinget af, at der indgås en aftale mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren.

Det forudsættes, at alle offentlige arbejdsgivere efterlever lovens intentioner og bevilger tjenestefrihed til pasning af døende. Finansministeriet har i cirkulære af 16. november 1995 henstillet til samtlige ministerier m.v., at der ydes tjenestefrihed uden løn eller nedsat arbejdstid til ansatte i staten og Folkekirken, der ønsker at passe en nærtstående, som vælger at dø i eget hjem.

10.3. Plejevederlag - godtgørelse for tabt arbejdsindtægt

255. Plejevederlag er en godtgørelse for tabt arbejdsindtægt og kan kun udbetales til nærtstående.

Nærtstående

256. Som nærtstående anses fx ægtefælle, samlever, børn, forældre og andre, der er så nært knyttet til den døende, at det vil være nærliggende, at denne person yder plejen. Der kan således ikke stilles krav om et egentligt slægtskabsforhold. Det er heller ikke en betingelse, at der har været fælles bopæl forud for plejeforholdets etablering.

Ret til sygedagpenge

257. Der kan kun udbetales plejevederlag som godtgørelse for tabt arbejdsindtægt, hvis den nærtstående opfylder kriterierne for at få sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom i sygedagpengeloven.

258. Ret til at modtage sygedagpenge fra kommunen i tilfælde af egen sygdom, har lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der opfylder beskæftigelseskravet i sygedagpengeloven.

Personer, der modtager løn under sygdom, fx funktionærer, er også berettiget til plejevederlag, såfremt de opfylder beskæftigelseskravet i sygedagpengeloven.

Beskæftigelseskrav for lønmodtagere

259. Ret til sygedagpenge fra kommunen har lønmodtagere, jf. sygedagpengelovens § 4, stk. 1, der

- har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer samt ikke har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren for samme periode og beskæftigelsesforhold eller

- hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt, ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor, jf. lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller lov om arbejdsmarkedsuddannelser,

- inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervs-

mæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller

- er elever i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov.

Beskæftigelseskrav for selvstændige erhvervsdrivende

260. For selvstændige erhvervsdrivende er det jf. sygedagpengelovens § 10, stk. 2, en betingelse for retten til sygedagpenge, at den pågældende har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i mindst 6 måneder inden for de sidste 12 måneder, heraf den seneste måned før fraværet.

Udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed anses for væsentlig, når den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid svarer til halvdelen af fuld overenskomstmæssig arbejdstid, som er på 37 timer.

Ikke ret til sygedagpenge

261. Hvis den nærtstående ikke er berettiget til sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom, kan der ikke udbetales plejevederlag. Plejevederlag kan således ikke udbetales til en hjemmearbejdende ægtefælle, idet sygedagpengelovens beskæftigelseskrav ikke er opfyldt. Pensionister, efterlønsmodtagere og kontanthjælpsmodtagere er heller ikke berettiget til sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom, da pension, efterløn og kontanthjælp ikke bortfalder i tilfælde af egen sygdom. En kontanthjælpsmodtager kan opfylde sin forpligtelse efter aktivlovens § 13 til at udnytte sine arbejdsmuligheder ved at passe en døende i hjemmet.

Uddannelsessøgende, som modtager uddannelsesstøtte efter lov om Statens Uddannelsesstøtte (SU), kan ikke få plejevederlag som godtgørelse for tab af SU under plejeorlov, fordi en SU-modtager ikke opfylder beskæftigelseskravet i sygedagpengeloven.

Der kan dog udbetales plejevederlag til fx en pensionist eller en modtager af SU, som samtidig har haft arbejde, hvis beskæftigelseskravet er opfyldt efter sygedagpengelovens regler.

Pleje i hjemmet

262. Plejevederlaget kan udbetales, uanset om plejen foregår i den døendes hjem, eller om den døende tager ophold hos plejeren. Det er imidlertid en forudsætning for udbetaling af plejevederlag, at den døende vælger at blive plejet af en nærtstående i hjemmet.

Plejevederlag kan ikke udbetales, når den døende bor i plejebolig, plejehjem o.l.

Plejebolig, plejehjem o.l.

263. Ophold i plejehjem, plejebolig o.l., hvor plejen i overvejende grad varetages af et tilknyttet døgnpersonale, sidestilles med indlæggelse eller forbliven på sygehus. Det er således en generel forudsætning for at etablere eller fortsætte en plejeordning, at den døendes tilstand ikke nødvendiggør ophold i institutionslignende boformer, hvor plejen varetages af et tilknyttet døgnpersonale.

Andre muligheder

264. Hvis den nærtstående ikke har ret til sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom, kan kommunen eventuelt yde hjælp efter andre bestemmelser. Kommunen kan fx ansætte en nærtstående i hjemmeplejen til at passe den døende eller yde tilskud efter § 76, stk. 1, i serviceloven til hjælp, som familien selv antager.

10.4. Beregning af plejevederlag, beskatning m.v.

- - - - - - - -

§ 105.

Stk. 1. Plejevederlag efter § 104 svarer til 1,5 gange det dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, kan der udbetales plejevederlag fra 1. fraværsdag. Plejevederlaget kan ikke overstige den hidtidige indtægt, jf. § 9 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan kommunen beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb end anført i stk. 1. - - - - - - - Arbejdsindtægt

265. Plejevederlag kan, som nævnt, kun udbetales til nærtstående, der mister en arbejdsindtægt som følge af, at de påtager sig plejeopgaven. Samtidig er det en betingelse, at den nærtstående er berettiget til sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom. Plejevederlag beregnes på baggrund af reglerne om beregning af sygedagpenge i sygedagpengelovens § 9. Plejevederlaget udgør et beløb, der svarer til 1,5 gange det sygedagpengebeløb, som pågældende ville have fået i tilfælde af egen sygdom.

10.4.1. Lønmodtagere

266. For lønmodtagere beregnes plejevederlaget i overensstemmelse med reglerne i sygedagpengeloven.

Almindelig beregning

Efter sygedagpengelovens § 9, stk. 1, 1. pkt., beregnes sygedagpengene som hovedregel på grundlag af den timeindtægt, som lønmodtageren ville være berettiget til under sygefraværet efter betaling af arbejdsmarkedsbidrag.

I timefortjenesten indgår foruden grundlønnen sædvanlige tillæg, fx personlige tillæg m.v. Derimod omfatter timefortjenesten ikke feriegodtgørelse, pensionsbidrag og ATP-bidrag.

Lønmodtagere, der arbejder i skiftehold, weekendarbejde, m.v.

Der henvises til Den Sociale Ankestyrelses vejledning om syge- og barselsdagpenge ved beregning af sygedagpenge, når det gælder følgende lønmodtagere:

Lønmodtagere, der arbejder i arbejdsturnus/skiftehold og holdskift; lønmodtagere, der har weekendarbejde; lønmodtagere, der er beskæftiget i en bestemt arbejdsturnus og med skiftende daglig/ugentlig arbejdstid; lønmodtagere, der har en ikke på forhånd fastsat arbejdstid; lønmodtagere, der har en ukendt arbejdstid og lønmodtagere, der er provisionslønnede sælgere.

10.4.2. Selvstændige og medarbejdende ægtefæller

267. For selvstændige erhvervsdrivende beregnes plejevederlaget ligeledes i overensstemmelse med reglerne i sygedagpengeloven.

Selvstændige erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefæller har ret til sygedagpenge fra kommunen fra første hele fraværsdag i plejeperioden. Det er ikke en betingelse, at den selvstændige har tegnet en frivillig forsikring.

Beregningsgrundlag

Sygedagpenge til selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller beregnes på grundlag af arbejdsfortjenesten ved erhvervsvirksomheden. Som beregningsgrundlag anvendes årsopgørelsens oplysninger om overskud af erhvervsvirksomheden m.m., herunder egne sygedagpenge, som man har modtaget i det pågældende år.

Når den selvstændige kun har drevet virksomhed i en kortere periode og derfor ikke har kunnet indgive selvangivelse som selvstændig for et helt regnskabsår, anvendes som dokumentation enten den seneste årsopgørelse som lønmodtager eller et revisorattesteret regnskab for virksomheden, som er opgjort efter de samme principper som årsopgørelsen.

Nedsat arbejdstid

For at være berettiget til plejevederlag, kan den selvstændige erhvervsdrivende nedsætte sin arbejdstid med højst halvdelen, hvis den pågældende fortsat ønsker at arbejde. Efter sygedagpengeloven er det således et krav, at den selvstændige mindst skal være beskæftiget i 181/2 time pr. uge for at være berettiget til sygedagpenge.

10.4.3. Fælles regler

Arbejdsledige

268. Arbejdsledige modtager det samme beløb i sygedagpenge, som de kunne have modtaget i dagpenge fra deres arbejdsløshedskasse.

Udgifter

Efter § 105 kan plejeren kun få godtgørelse for tabt arbejdsindtægt. Plejeren kan efter § 105 ikke få dækket andre udgifter som fx udgifter til kørsel.

Maksimumbeløb

Plejevederlag svarer til 1,5 gange det højeste beløb, der efter sygedagpengelovens § 9, stk. 2, ydes som kompensation. Plejevederlaget kan dog ikke overstige plejerens hidtidige indtægt. Plejevederlagets størrelse er i øvrigt uafhængigt af plejerens eller den døendes økonomiske forhold.

Der udbetales et tillæg til plejevederlaget på 12,5 pct. af plejevederlaget. Tillægget svarer til det beløb, som den pågældende ville have fået som feriepenge, hvis der havde været tale om et ansættelsesforhold. Tillægget er ikke feriepenge i ferielovens forstand. Reglerne i ferieloven finder derfor ikke anvendelse, og tillægget udbetales til den pågældende til fri rådighed ved plejeforholdets ophør.

Flere plejere

269. Hvis flere personer udfører plejeopgaven, kan det samlede plejevederlag normalt ikke overstige det beløb, der svarer til 1,5 gange det højeste beløb efter sygedagpengelovens § 9, stk. 2. Ydelsen til den enkelte plejer kan ikke overstige pågældendes hidtidige indtægt.

Deltidspleje

270. Hvis en nærtstående nedsætter sin arbejdstid for at udføre plejeopgaven, kan der ydes kompensation i forhold til den nedsatte arbejdstid (supplerende plejevederlag).

Undtagelsesvis højere beløb

271. Kommunen kan i ganske særlige tilfælde udbetale et plejevederlag, der er højere end 1,5 gange det højeste sygedagpengebeløb. Kommunen afgør efter en konkret vurdering, om der foreligger særlige forhold. Som eksempler kan nævnes store forsørgerbyrder eller andre høje, faste og rimelige udgifter, som ellers kunne hindre ansøgeren i at pleje den døende.

Skat m.v.

272. Plejevederlaget udbetales af den døendes opholdskommune, men der er ikke tale om et ansættelsesforhold med kommunen som arbejdsgiver. Kommunen indeholder derfor ikke A-skat, arbejdsmarkedsbidrag eller ATP af plejevederlaget. Plejevederlaget er imidlertid skattepligtigt og skal derfor selvangives, ligesom der også skal betales arbejdsmarkedsbidrag af plejevederlaget.

Det forudsættes, at de sociale myndigheder oplyser skattemyndighederne om det udbetalte plejevederlag.

10.5. Ophør af plejeforhold og plejevederlag

- - - - - - -

§ 106.

Stk. 1. Retten til plejevederlag ophører ved plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i sig selv bortfald af plejevederlag.

Stk. 2. Kommunen kan undtagelsesvis træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig. - - - - - - - - Ophør ved dødsfald

273. Plejevederlaget ophører ved den plejekrævendes død. Plejeren har dog ret til at få udbetalt plejevederlag indtil 14 dage efter dødsfaldet.

Baggrunden for denne bestemmelse er, at det ikke kan forventes, at plejeren begynder at arbejde umiddelbart efter dødsfaldet. Hvis plejeren begynder at arbejde før udløbet af 14 dages- perioden, ophører plejevederlaget fra dette tidspunkt, da der ikke længere er noget indtægtstab.

Ophør af andre grunde

274. Hvis plejeforholdet ophører af andre grunde end den plejekrævendes død, ophører plejevederlaget, når plejeforholdet afsluttes.

Plejeren og den plejekrævende kan til hver en tid og uden varsel bringe plejeforholdet til ophør. Kommunen kan desuden undtagelsesvis beslutte, at plejevederlaget skal ophøre, hvis det viser sig, at pleje i hjemmet ikke mere kan anses for hensigtsmæssig.

Midlertidig indlæggelse

Selv om plejen foregår i hjemmet, kan der blive behov for, at den døende indlægges midlertidigt, fx som led i aflastning. Kortvarige ophold i sygehus, plejebolig, plejehjem o.l., medfører ikke i sig selv, at plejevederlaget bortfalder.

10.6. Delpension, arbejdsløsheds- og sygedagpenge efter en plejeorlov

275. Der er fastsat særlige regler om, hvordan perioder med plejeorlov indgår ved vurderingen af, om betingelserne er opfyldt for at modtage arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og delpension. Der henvises til følgende bekendtgørelser:

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1997 om rådighed og selvforskyldt ledighed, §§ 23, nr. 10, og 39, stk. 1, nr. 3,

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1995 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode, § 10, nr. 3,

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens lov nr. 377 af 10. juni 1997 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring,

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, §§ 11, 35 og 39, stk. 1, og ændringsbekendtgørelse nr. 249 af 1. april 1997 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, og

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 885 af 24. oktober 1994 om delpension, §§ 3, 7, 8, 9 og 14.

10.7. Hjælp til medicin, sygeplejeartikler og personlig og praktisk hjælp

- - - - - - -

§ 107.

Stk. 1. Kommunen kan, såfremt udgiften ikke dækkes på anden vis, yde hjælp til lægeordineret medicin, sygeplejeartikler og lignende, når 1) nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold, jf. § 104, passer en døende, 2) kommunen varetager plejen helt eller delvis eller yder tilskud efter § 76 til hjælp, som familien selv antager, eller 3) et hospice varetager plejen.

Stk. 2. Hjælpen ydes uden hensyn til den pågældendes eller familiens økonomiske forhold. - - - - - - - - Formål

276. Det forudsættes, at døende personer, som ønsker at blive plejet i hjemmet, ikke skal påføres udgifter, som de ikke ville have haft under indlæggelse på sygehus.

Efter § 107 kan der ydes hjælp til lægeordineret medicin, sygeplejeartikler og lignende uden hensyn til den døendes og familiens økonomiske forhold.

Personkreds

277. Hjælp til medicin m.v. efter § 107 kan ydes til plejekrævende personer, som vælger at dø i eget hjem eller i et hospice.

Hospice

Et hospice er en institution, hvor der ydes pleje af og omsorg for alvorligt syge og døende.

Eget hjem

Der kan gives hjælp til medicin m.v. efter § 107 til døende, der plejes i hjemmet af nærtstående eller af kommunen. Hjælpen kan ydes, når en nærtstående passer den døende alene i hjemmet eller med bistand fra kommunens hjemmepleje. Det er uden betydning, om plejeren har ret til godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste (plejevederlag). Der kan også ydes hjælp efter § 107, når plejen varetages af en nærtstående, som kommunen har ansat til at passe den døende.

Der kan desuden ydes hjælp efter § 107, når kommunens hjemmepleje alene varetager plejen af den døende i eget hjem eller yder tilskud til hjælp efter § 76 i serviceloven.

Plejehjem, plejebolig o.l.

Beboere i plejehjem, plejebolig eller lignende, hvor plejen i overvejende grad varetages af et tilknyttet døgnpersonale, har ikke ret til hjælp til medicin m.v. efter § 107, da der kun kan ydes hjælp i tilknytning til pleje af personer, der vælger at dø i eget hjem eller hospice.

Medicin m.v.

278. Der kan ydes hjælp til udgifter til alle former for lægeordineret medicin. Det er uden betydning, om sygesikringen yder tilskud til medicinen. Der kan også ydes hjælp til egenudgiften til fysioterapi og psykologisk bistand, hvis denne hjælp kan antages at ville være blevet givet til den døende under indlæggelse på sygehus.

Sygeplejeartikler o.l.

Hjælp til udgifter til sygeplejeartikler og lignende ydes efter et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde. Det bør indgå i vurderingen, om den ansøgte hjælp ville være blevet givet under indlæggelse på sygehus. Der kan ydes hjælp til egenudgiften til fx sondeernæring, ekstra vask af tøj og sengelinned.

Egenudgiften

279. Der kan kun ydes hjælp efter § 107 til udgifter, som ikke dækkes efter anden lovgivning, jf. dog pkt. 280. Det betyder, at der kun kan ydes hjælp efter denne bestemmelse til den pågældendes egen andel af udgiften til medicin m.v. Der kan kun ydes tilskud efter § 107 til den del af udgiften, som ikke kan dækkes efter fx sygesikringsloven eller fra Sygeforsikringen Danmark.

280. Hvis betingelserne er opfyldt for at få hjælp til udgifter til medicin, sygeplejeartikler o.l. efter § 107, skal kommunen ikke vurdere, om der kan gives hjælp til disse udgifter efter pensionslovens § 17, servicelovens § 97 eller aktivlovens § 81. Lovens § 107 går forud for de nævnte bestemmelser, jf. dog pkt. 279.

Personlig og praktisk hjælp

281. For personlig og praktisk hjælp efter reglerne i servicelovens kapitel 14, der ydes i tilslutning til pleje af døende, kræves der ikke betaling for udgifter til personale, uanset om den praktiske bistand er midlertidig eller varig, jf. servicelovens § 82 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 14. januar 1998 om betaling for tilbud § 2, stk. 1, nr. 1.

Hjælpemidler

282. Hvis den døende får behov for hjælpemidler eller hjælp til boligindretning, kan denne hjælp ydes efter reglerne i servicelovens §§ 97 og 102. Personer, der får hjælp efter kapitel 20, må anses for at opfylde betingelserne i § 97 om varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Et hospice forudsættes at have de redskaber, hjælpemidler og lignende til rådighed, som normalt anvendes i forbindelse med ophold, pasning og pleje af døende i plejehjem, plejebolig o.l. Sådanne hjælpemidler kan således ikke ydes efter servicelovens § 97 til døende, der passes i et hospice.

Hjælpemidler, som den døende herudover har behov for, kan ydes efter servicelovens § 97, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt. Se hertil vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

10.8. Særligt om opholdskommune, refusion og finansiering

283. Den sociale lovgivnings almindelige bestemmelser om opholdskommune og refusion er omtalt i kapitel 12.3. og 12.4. Nedenfor nævnes kun bestemmelser, som har særlig relevans for hjælp efter servicelovens kapitel 20.

Plejevederlag og anden hjælp efter kapitel 20 udbetales af den døendes opholdskommune, da det er den døendes forhold, som er afgørende for, om der kan gives hjælp. Hvis den døende fx tager ophold i en anden kommune for at blive plejet i plejerens hjem eller i hospice, skal denne kommune udbetale hjælpen.

Opholdskommunen kan kræve udgifter til hjælp efter kapitel 20 refunderet af en tidligere opholdskommune i de tilfælde, der er nævnt i servicelovens § 128.

Udgifterne til hjælp efter kapitel 20 finansieres efter servicelovens § 131, stk. 3, nr. 5. Den samlede hjælp, herunder plejevederlag, betragtes i relation til fordelingen af udgifter mellem kommune og amt som ydet til den døende.

10.9. Litteratur

Der henvises til litteraturlisten bilag 8.

284. Demens er en gruppe af sygdomme, der udvikler sig i en række faser med forskellige symptomer og forskellige behov. En af de hyppigst forekommende demenssygdomme er Alzheimers sygdom. Demens er således ikke et udtryk for den normale aldringsproces, men risikoen for at blive dement stiger med alderen. Der kendes i dag ingen behandlinger, der kan helbrede de alvorligste demenssygdomme.

Der er grund til at være opmærksom på, at demente er en svag gruppe, der stiller særlige krav til indsatsen fra det offentliges side. Det er væsentligt, fordi svært demente typisk ikke selv er i stand til at formulere, hvilke behov for hjælp, de har.

Diagnosticering

285. Der er flere årsager til, at personer med demenssymptomer bør tilbydes udredning:

Der findes helbredelige sygdomme, der kan forveksles - og bliver forvekslet - med demens. En tidlig diagnose af disse sygdomme øger behandlingsmulighederne.

Demens er ikke sjældent ledsaget af komplicerende lidelser, fx depression og konfusion, som kan behandles med godt resultat.

Visse patienter med Alzheimers sygdom i en tidlig fase vil nu kunne tilbydes en medicinsk behandling, der kan bremse eller udskyde sygdomsudviklingen.

Med udgangspunkt i en diagnostisk udredning er det muligt at tilrettelægge en relevant og målrettet medicinsk behandling, pleje og psykosocial støtte. Kendskab til demensdiagnosen og sygdommens sandsynlige forløb er derfor et vigtigt arbejdsredskab i forbindelse med tilrettelæggelsen af plejen af den demente. Hertil kommer, at diagnosticering af sygdommen på et tidligt tidspunkt vil give den enkelte mulighed for i samråd med pårørende og med professionel bistand at planlægge sit fremtidige liv.

Diagnosticering af demenssygdomme er et tværfagligt anliggende, som kan involvere både den primære og den sekundære sundhedssektor samt socialsektoren. Sundhedsstyrelsen samarbejder med Dansk Neurologisk Selskab med henblik på at udgive et nationalt program for demensudredning, som selskabet har udarbejdet i samråd med andre specialer og faggrupper.

Diagnosen demens stilles i dag kun for et fåtal af dem, som faktisk er demente. Og oftest først sent i sygdomsforløbet, hvor det er indlysende, at der er tale om demens.

Pårørende

286. Pårørende, der passer demente i hjemmet, yder ofte en meget omfattende omsorgsindsats under stor fysisk og psykisk belastning. De kan være bundet til hjemmet døgnet rundt, da svært demente ofte ikke kan være alene.

De pårørende bidrager i væsentligt omfang til omsorgen for hjemmeboende demente. De kan have forskellige behov for aflastning, og karakteren og omfanget af tilbud om støtte bør tage hensyn hertil. Aflastning kan både bestå i tilbud om daghjem/centeraktiviteter til den demente, tilbud om deltagelse i pårørendegrupper eller forskellige former for afløsning i hjemmet, fra kommunen eller frivillige besøgsvenner. Om afløsning og aflastning se pkt. 54.

Frivillige aflastere

287. Flere frivillige organisationer er opmærksomme på behovet for aflastning, men en væsentlig forudsætning for, at den frivillige indsats kan slå igennem, er et godt samarbejde på lokalt niveau med kommunen. Der henvises til kapitel 3 om frivilligt arbejde blandt ældre.

Den kommunale indsats

288. Opmærksomheden og indsatsen over for de hjemmeboende demente og deres pårørende er af stor betydning. Den kan bidrage til at forebygge pludseligt opståede situationer, hvor den demente får behov for en meget intensiv plejeindsats, der ikke vil kunne ydes i den dementes eget hjem.

Når kommunen giver personlig og praktisk hjælp, er det vigtigt at etablere et godt samarbejde og tillidsforhold mellem de pårørende og personalet. Det gælder også i det flertal af tilfælde, hvor den demente bor alene. De hjemmeboende demente har normalt brug for mere og anderledes hjælp end de øvrige brugere.

Demente vil antageligvis, i højere grad end de fleste andre ældre, have problemer med at blive betjent af et stort antal forskellige hjælpere. Demente er afhængige af at være omgivet af personer, som kender dem, og som har tid til at arbejde i et roligt tempo og på tidspunkter, der modsvarer de dementes behov.

Et væsentligt krav i omgangen og plejen af demente er indlevelse. Samværet med en anden person, som kan fortolke virkeligheden, løse de praktiske problemer og berolige den demente, er af afgørende betydning.

Der vil udover personlig og praktisk hjælp ofte også være behov for særlige tilbud til demente uden for hjemmet, fx i ældrecentre eller dagcentre.

Det er af stor betydning, at de forskellige personer, der kommer i kontakt med demente, kender hinanden og indholdet af hinandens tilbud. Det gælder i høj grad de praktiserende læger og forvaltningens personale, men også amtskommunal bistand og anden konsulentstøtte. Der er forskel på de enkelte amters funktioner i relation til demente, men de fleste amter har gerontopsykiatriske teams og yder konsulentstøtte, undervisning og supervision.

En fleksibel, målrettet og individuel indsats kan virke forebyggende i forhold til kriser, der ellers let kan opstå i den dementes tilværelse. Akutte kriser vil ofte føre til hospitalsindlæggelse eller anden form for døgnplejeanbringelse.

Værgemål m.v.

289. Der henvises til kapitel 12.10. om administrationsaftaler, værgemål m.v.

Boligindretning

290. Der er de seneste år etableret bedre og tryggere boligtilbud til de meget hårdt ramte demente. Det er fx kommet til udtryk i indretning af små boenheder, også kaldet skærmede enheder til ældre med svær demens.

En plejebolig med flere beboere uden »afskærmning« kan være et meget kompliceret miljø for en ældre person med demens. Erfaringerne har vist, at dagligdagen skal være enkel og tryg. Døgnrytmen bør indrettes efter beboerens behov og ikke foregå efter et stramt tidsskema. Den demente bør ikke stilles over for en række valg og aktiviteter, som ikke kan overskues. Det kan føre til, at den demente bliver endnu mere forvirret, urolig og konfus. De fysiske forhold, den lokale tilrettelæggelse af tilbudene og en konkret vurdering af den demente er af afgørende betydning.

Der henvises i øvrigt til kapitel 8 og 9 om bolig og til »Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl.,» kapitel 5 om ældreboliger for senil demente. Se herom litteraturlisten, bilag 8.

Formidlingscenter Nord

291. Formidlingscenter Nord er en landsdækkende institution under Socialministeriet, som arbejder med dokumentation, udvikling og formidling på ældreområdet - specielt svage ældre, herunder demente. Målet for Formidlingscenter Nord er især at formidle viden, erfaringer, initiativer og sociale modeller blandt andet på demensområdet. For adresse m.v. henvises til adresselisten, bilag 9.

11.2. Støtte til initiativer for senil demente og deres pårørende

»Demenspuljen«

292. Folketinget har siden 1993 afsat beløb til støtte af initiativer for demente og deres pårørende. Nogle af resultaterne af disse initiativer er præsenteret nedenfor og i en række rapporter m.v., som fremgår af litteraturlisten, bilag 8.

Sammenhæng i indsatsen i tiden før plejebolig

293. For at belyse, om der er sammenhæng i indsatsen for familier med en hjemmeboende dement - og hvor der eventuelt er svigt i støtten - blev der i 1994 og 1995 afsat midler til to undersøgelser om samspillet mellem de demente, deres pårørende og hjælpesystemet.

Kommuneprojekter

294. Med henblik på at udvikle mere fleksible modeller for hjælpetilbud til hjemmeboende demente og deres pårørende, har udvalgte kommuner i årene 1994 og 1995 fået økonomisk støtte til at udvikle tilbud til hjemmeboende demente. Ideen var, at disse udvalgte kommuner, der alle på forskellig vis selv havde udviklet en række tilbud til demente, skulle afprøve nye former for tilbud til hjemmeboende demente og deres pårørende.

Kommunerne har udnyttet støtten til forskellige tilbud, som er beskrevet i en erfaringsopsamling, som foreligger i rapporten »Ny indsats for hjemmeboende demente - erfaringer fra projekter i otte kommuner, AKF Forlaget, januar 1997«. Et kortfattet resumA med titlen: »Hjemmeboende demente - hvad kan der gøres?» er udsendt til samtlige kommuner.

Formidlingscenter Nord har haft en konsulentfunktion i forhold til kommuneprojekterne og har udarbejdet en publikation om kommunernes konkrete metoder og løsningsmodeller. Denne publikation foreligger med titlen: »Hjemme hos de demente, Formidlingscenter Nord, 1997«.

Uddannelse af personale

295. Som led i den øgede indsats for demente har Socialministeriet iværksat udarbejdelse af rapporten »Efteruddannelse inden for demensområdet«. Rapporten pegede på vigtige elementer i efteruddannelsen, som bidrager til øget kvalitet i den dementes liv. Rapporten viste, at der var et stort behov for efteruddannelse af sygeplejersker, plejehjemsassistenter, sosu-hjælpere og andre, der arbejder med demente i hverdagen.

I erkendelse af, at efter- og videreuddannelse var påkrævet for at forbedre personalets forståelse for dementes situation og for at udvikle nye handlemuligheder, afsatte Socialministeriet ca. 20 millioner kroner til efter- og videreuddannelsesprojekter for de relevante personalegrupper i amter og kommuner. Kommuner og amtskommuner kunne således i 1995 og 1996 søge Socialministeriet om midler til efter- og videreuddannelse. Undervisningsprojekterne vil efterfølgende blive evalueret og formidlet, således at de indhøstede erfaringer kan komme andre til gavn.

Baggrunden for efteruddannelsesinitiativet var også en erkendelse af, at demente - med deres alvorlige tab af færdigheder som fx hukommelse, genkendelse og anvendelse af sprog - ofte ikke får en tilstrækkelig god støtte i de traditionelle pleje- og omsorgstilbud, da disse typisk er udviklet med henblik på at hjælpe mennesker med fysiske handicap.

Håndbog om demens

296. Socialministeriet har bevilget midler til en faglig opslagsbog om demens, som er et redskab for alle, der kommer i kontakt med demente. I 1997 udkom »Håndbog i demens«, som dels beskriver sygdommen demens - forekomst, symptomer og årsager, og dels beskriver forskellige elementer i forbindelse med pleje og samvær med demente.

Ældreidræt m.v.

297. Under ledelse af Formidlingscenter Nord blev der i sommeren 1997 gennemført et projekt, som havde til formål at afprøve formodninger om ældreidrættens og musikterapiens positive muligheder i forhold til demente deltageres sanseoplevelser. Erfaringerne, metoderne og konklusionerne fra projektet er gengivet i rapporten: »Lidt, men godt - tit ! - ældreidræt som sanseoplevelser for demente«.

Botilbud til demente

298. I samarbejde med Boligministeriet har Socialministeriet iværksat en landsdækkende undersøgelse af amter og kommuners eksisterende og planlagte botilbud til demente. Undersøgelsen belyser blandt andet omfanget af botilbud til demente i begyndelsen af 1997. Se nærmere om rapporten »Kommuner og amters botilbud til demente gamle mennesker« i litteraturlisten, bilag 8.

Film

299. I september 1995 fik alle kommuner og amtskommuner tilsendt en video med titlen »Er du senil, mand?» og en tilhørende pjece med henblik på at bruge den i lokalt informationsarbejde om dementes forhold.

Filmen giver indblik i forskelligheden blandt de mennesker, der gemmer sig bag den fælles betegnelse »demente«, og beskriver bl.a. det følelsesmæssigt vanskelige forløb for de pårørende. Det er ikke filmens sigte at give faktuelle oplysninger om demens, men derimod at bidrage til en større forståelse for situationen for demente og deres pårørende. Filmen er velegnet som oplæg til debat om, hvordan de nødvendige tilbud til de demente og deres pårørende bedst tilrettelægges.

Telefonlinie

300. I september 1995 blev der - på projektbasis, med økonomisk støtte fra Socialministeriets demenspulje - åbnet en demenslinie. Pårørende og personer, der beskæftiger sig med demensområdet, kan her telefonisk få svar på de mange spørgsmål, der melder sig, når man har med demente at gøre.

Demensliniens telefonnummer: 3962-2919.

Demensdatabasen

301. Med henblik på at etablere et informationsnetværk om demens, opbygges en database med oplysninger om litteratur, forsknings- og udviklingsprojekter samt aktiviteter og erfaringer på demensområdet.

Databasen henvender sig primært til fagfolk og beslutningstagere, men skal også udgøre en faglig vidensressource for demenslinien.

Oplysninger om databaserne kan også fås ved kontakt til Formidlingscenter Nord. Se adresselisten, bilag 9.

Kapitel 12 - - - - -

§ 2.

Stk. 1. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk.2. Socialministeren fastsætter regler om betingelserne for i særlige tilfælde at få hjælp efter denne lov under midlertidige ophold i udlandet.

Stk. 3. Der kan ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives kommunen og amtskommunen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet til personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder til herboende personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har særlig tilknytning. - - - - - - - Ophold her i landet

302. Det følger af servicelovens § 2, at alene personer med lovligt ophold her i landet har ret til at få hjælp efter serviceloven, herunder fx personlig og praktisk hjælp.

303. Dette gælder således for de ydelser efter serviceloven, som behandles i denne vejledning. Det betyder fx, at der ikke kan bevilges plejevederlag til en person, der ønsker at pleje en nærtstående døende i et andet land, og at der ikke kan gives tilskud til personlig og praktisk hjælp efter § 76 under en udlandsrejse.

12.1.1. Ansøgninger fra udlandet

Ophold i udlandet

304. En person, der opholder sig i udlandet og derfra søger om hjælp efter serviceloven, har ingen dansk opholdskommune. Det er derfor en forudsætning, at ansøgeren tager ophold i Danmark, inden kommunen kan behandle ansøgningen om fx flytning til plejehjem fra en dansk statsborger, som efter en årrække i udlandet ønsker at komme på plejehjem i Danmark.

12.1.2. Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

Nordisk konvention

305. For nordiske statsborgere og andre personer, som har lovligt ophold i de nordiske lande gælder artikel 9 i Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester. Efter denne bestemmelse skal de ansvarlige myndigheder i de nordiske lande søge at medvirke til flytning, når en person med behov for behandling eller pleje af længere varighed ønsker at flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land, som pågældende har en særlig tilknytning til, hvis flytningen vil forbedre pågældendes livssituation.

306. De ansvarlige myndigheder i fra- og tilflytningslandene kan som led i aftalen om flytningen træffe beslutning om fordeling af udgifterne til behandling eller pleje mellem myndighederne i de to lande.

307. Konventionen blev underskrevet den 14. juni 1994 og er trådt i kraft den 1. oktober 1996.

308. Der er udarbejdet fællesnordiske vejledende bemærkninger til Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester. Disse kan rekvireres ved henvendelse til Den Sociale Sikringsstyrelse, som også kan give nærmere oplysninger om konventionens bestemmelser. Der henvises til adresselisten, bilag 9.

12.2. Statsborgerskab

Statsborgerskab

309. Det har ingen betydning for at få hjælp efter serviceloven, om modtageren er dansk statsborger eller ej. En udlænding med lovligt ophold her i landet har således samme rettigheder som danske statsborgere til hjælp efter serviceloven. Det vil sige, at en udlænding, som opholder sig her i landet og fx får behov for personlig og praktisk hjælp, har ret til hjælp efter samme regler som danske statsborgere. Dette princip gælder fx også plejevederlag, tilbud om plejehjemsplads m.v.

12.2.1. Vedvarende hjælp til forsørgelse

- - - - - - -

Lov om aktiv social politik

§ 3.

Stk. 1. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk. 2. For at få vedvarende hjælp til forsørgelse skal modtageren 1) være dansk statsborger, 2) være statsborger i en EU/EØS-medlemsstat eller familiemedlem til en sådan og være berettiget til ophold efter fællesskabsretlige regler eller 3) være omfattet af en aftale efter § 4.

Stk. 3. Hjælp til forsørgelse anses for vedvarende, hvis den er ydet i mere end 1 år eller må påregnes at ville vare mere end 1 år.

Stk. 4. Hvis en udlænding, der ikke er omfattet af stk. 2, nr. 2 eller 3, får behov for vedvarende hjælp, afgør Den Sociale Sikringsstyrelse, om udlændingen skal hjemsendes. Sikringsstyrelsen kan dog ikke træffe afgørelse om hjemsendelse efter denne lov, hvis udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år.

Stk. 5. Ved afgørelser efter stk. 4, 1. pkt. lægges bl.a vægt på, 1) om udlændingen er gift og samlever med en dansk statsborger, en flygtning eller en udlænding, der lovligt har boet her i landet med henblik på varigt ophold i mere end 3 år, 2) varigheden af opholdet her i landet, 3) helbredsmæssige forhold, 4) den familiemæssige og øvrige tilknytning til landet i forhold til hjemlandet, og 5) om en person, der har påtaget sig at forsørge udlændingen, overholder eller burde overholde denne pligt. - - - - - - - Vedvarende forsørgelse

310. Hvis en ansøger skal have vedvarende hjælp til forsørgelse efter reglerne i aktivloven, kan modtagerens nationalitet have betydning. Der henvises til vejledning om aktiv socialpolitik for så vidt angår begrebet forsørgelse og de øvrige bestemmelser i § 3 i aktivloven.

Hjælpen er vedvarende, hvis den er ydet i mere end 1 år, eller hvis den må påregnes at ville vare mere end 1 år.

311. Hovedreglen er, at kun danske statsborgere kan få vedvarende hjælp til forsørgelse, men der er følgende undtagelser:

- hvis ansøgeren er statsborger i en EU/EØS-medlemsstat eller er familiemedlem til en statsborger i en EU/EØS-medlemsstat og er berettiget til ophold efter fællesskabsretlige regler,

- hvis ansøgeren ikke er statsborger i en EU/EØS-medlemsstat, men Den Sociale Sikringsstyrelse træffer en afgørelse, hvorefter ansøgeren ikke skal hjemsendes. Sikringsstyrelsen kan dog ikke træffe afgørelse om hjemsendelse, hvis udlændingen med henblik på varigt ophold har opholdt sig lovligt her i landet i mere end de sidste 3 år.

312. Vedvarende hjælp til forsørgelse kan fx være ydelser efter aktivloven, mens plejevederlag - som sædvanligvis udbetales i kortere tid - normalt ikke betragtes som vedvarende hjælp.

313. Personlig og praktisk hjælp eller andre tilbud efter servicelovens kapitel 14 er ikke hjælp til forsørgelse. Det er tilbud om plejehjem eller beskyttet bolig heller ikke, forudsat at beboeren/udlændingen kan betale for boligen og andre tilbud efter de regler, som gælder for alle andre.

314. En udlænding, som efter udlændingelovgivningen har ret til at opholde sig her i landet, har således ret til ophold i plejehjem eller beskyttet bolig, forudsat at udlændingen ikke skal have hjælp, fx kontanthjælp, for at kunne betale for opholdet og forudsat, at lovens øvrige betingelser herfor er opfyldt. Hvis der må ydes kontanthjælp, afgøres det efter ovennævnte regler, om udlændingen har ret til vedvarende hjælp til forsørgelse.

12.3. Opholds- og bopælskommune

- - - - - - - -

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9.

§ 9.

Stk. 1. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.

Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3 - 7. ... - - - - - - - - Handlekommune (opholdskommune)

315. Reglerne om handlekommune (opholdskommune) er samlet i retssikkerhedsloven, således at reglerne er ens for de sociale love. Hovedreglen er, at det er den kommune, som borgeren opholder sig i, som har pligten til at give hjælp.

316. Opholdskommunen er ikke nødvendigvis den samme som folkeregisterkommunen, og det er ikke en betingelse for at få hjælp, at en ansøger har opfyldt sin forpligtelse til at lade sig registrere efter reglerne i lov om folkeregistrering.

Midlertidigt ophold

317. Opholdskommunen forstås som den kommune, hvor borgeren faktisk opholder sig og typisk har fast bopæl.

I forhold til naturalydelser efter serviceloven som fx personlig og praktisk hjælp, bevirker også midlertidige ophold (familiebesøg, sommerhusophold, højskoleophold e.l.) i en anden kommune, at denne kommune bliver opholdskommune.

Det fremgår imidlertid af § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at ægtefæller har ophold, hvor den fælles bopæl er. Denne regel er gennemgået nærmere i den generelle vejledning til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

12.3.1. Pensionsloven

Sagsbehandling m.v.

318. Opholdskommunen varetager udbetaling og sagsbehandling i øvrigt efter pensionsloven, jf. pensionslovens § 57. Når en pensionist flytter i plejehjem i en anden kommune, overtager tilflytningskommunen således pligten til at udbetale pågældendes pension og tage stilling til ansøgninger om personlige tillæg m.v. Der er dog i pensionslovens § 53 hjemmel til, at tilflytningskommunen kan kræve sin del af udgifterne til pension refunderet af en tidligere opholdskommune, når denne kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person, der får tilkendt eller modtager pension, får ophold i ældreboliger eller plejehjem m.v. i tilflytningskommunen. For yderligere information om dette henvises til Socialministeriets vejledning om social pension.

Bopælskommune

319. Da visse tilbud efter den sociale lovgivning ikke er behovsbestemte og af hastende karakter, men knytter sig til et alderskriterium lægges undtagelsesvis i stedet vægt på bopælskommunen. Det drejer sig om tilbud om forebyggende hjemmebesøg og om valgret og valgbarhed til ældreråd. Disse regler er beskrevet nærmere i kapitel 4 og 2.

320. Efter bekendtgørelse om folkeregistrering forstås ved bopæl, det sted (bolig), hvor man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor man har sine ejendele. Det er samtidig påkrævet, at der er tale om en bolig, der ligger fast. Der henvises herom til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 652 af 27. juli 1995 om folkeregistrering og Indenrigsministeriets vejledning nr. 128 af 27. juli 1995 om folkeregistrering.

12.4. Refusion fra en tidligere opholdskommune

- - - - - - -

§ 128.

Stk. 1. Opholdskommunen kan kræve sin del af udgifterne til hjælp efter denne lov refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at en person får 1) ophold i boformer efter §§ 91 - 94, 2) ophold i anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51, 3) hjælp til dækning af udgifter i medfør af § 77 eller 4) ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligerne er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Stk. 2. En kommune anses også for at medvirke, jf. stk. 1, når en person har ret til at flytte på grund af ganske særlige forhold, jf. § 92, stk. 3, og § 63, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.

Stk. 3. Kommuner kan indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Stk. 4. Uenighed om aftaler, der er indgået efter stk. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 1 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. - - - - - - - Refusion fra tidligere opholdskommune

321. Mens opholdskommunen altid har pligt til at træde til med hjælp, er det ikke i alle tilfælde denne kommune, som skal bære den kommunale andel af udgiften ved den hjælp, der ydes.

I nogle tilfælde kan opholdskommunen kræve, at en tidligere opholdskommune skal betale udgifterne til hjælp. Dette følger af servicelovens § 128, som fastsætter, hvornår der kan kræves refusion.

Udgifter efter serviceloven

322. Refusion efter § 128 omfatter alene udgifter til hjælp efter serviceloven, og således ikke udgifter efter lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v., hjemmesygepleje etc. Der kan ikke kræves refusion for udgifter til administration eller til rådgivning og vejledning, jf. SM O-34-84 om § 11 i lov om social bistand.

Fraflytningskommunens medvirken

323. Det følger af § 128, stk. 1, at der er pligt til at refundere udgifter efter serviceloven i de tilfælde, hvor den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at en person får ophold i kommunen i botilbud efter serviceloven eller i en ældrebolig efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

En kommune anses også for at medvirke til flytning, når en person har ret til at flytte til en ældrebolig i en anden kommune på grund af ganske særlige forhold, jf. § 92, stk. 3, og § 63, stk. 1, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Tilsvarende gælder ved ret til flytning til plejehjem eller beskyttede boliger i en anden kommune efter § 4 i bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger. Reglerne om flytteret er beskrevet nærmere i kapitel 8.4.

Aftale om refusion

324. To kommuner kan, efter § 128, stk. 3, indgå aftaler om refusion af udgifter til hjælp. Dette kan være relevant fx som led i, at en person flytter til en anden kommune. I så fald afhænger det af aftalen, om der også skal være refusion, hvis pågældende flytter fra den aftalte bolig, fx fra ældrebolig til plejehjem. Aftalen skal tage stilling til dette. Der er ingen begrænsninger i de situationer, hvor to kommuner kan indgå aftaler om refusion, således at der fx kan indgås aftale om refusion i tilfælde, hvor en person flytter til et bofællesskab i en anden kommune, som kan benyttes af andre kommuners borgere. Uenighed mellem kommunerne om en sådan aftale kan ikke indbringes for det sociale ankesystem, jf. § 128, stk. 4.

12.5. Uenighed mellem kommuner og amtskommuner

Uenighed mellem kommuner

325. I tilfælde, hvor der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for Det sociale nævn, jf. retssikkerhedslovens § 61. Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

12.6. Inddrivelse af manglende betaling

- - - - - - -

§ 118.

Stk. 1. Den, der modtager hjælp efter denne lov til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, skal, medmindre andet er bestemt i denne lov, betale for den hjælp, der modtages.

Stk. 2. Er der ikke betalt rettidigt, inddrives betalingen efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Stk. 3. Er der ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen henholdsvis amtskommunen for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter kildeskattelovens § 55. - - - - - - - Udpantning og lønindeholdelse

326. Inddrivelse af manglende betaling for hjælp efter serviceloven kan ske ved udpantning eller lønindeholdelse, jf. kildeskattelovens bestemmelser. Der er udpantningsret for det pågældende krav. Udpantning foretages af den kommunale pantefoged, jf. lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

327. Klage over en afgørelse om lønindeholdelse rettes til samme myndighed som klage over selve betalingskravet.

12.7. Tavshedspligt, indhentelse og videregivelse af oplysninger

Forvaltningsloven

328. Reglerne om tavshedspligt samt om indhentelse og videregivelse af oplysninger findes i forvaltningslovens §§ 27- 32. Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, jf. lovens § 1. Den omfatter således alle statslige og kommunale forvaltningsmyndigheder.

329. Reglerne om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger og indhentelse af fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning er beskrevet i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Med hensyn til generelle forvaltningsretlige rettigheder og pligter, herunder reglerne om inhabilitet, partshøring, begrundelse, klagevejledning m.v. henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven fra 1986.

12.8. Oplysningspligt

- - - - - - -

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 10 - 14

§ 10.

Stk. 1. Personer, der søger om eller får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til.

Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.

Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil give samtykke efter § 12, stk. 3.

§ 11.

Stk. 1. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning for hjælpen.

Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om 1) pligten til at give oplysninger, 2) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og 3) konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

§ 12.

Stk. 1. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger efter stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

§ 13.

Stk. 1. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i lov om aktiv socialpolitik.

§ 14.

Stk. 1. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte. - - - - - - - Åbenhed over for borgeren

330. I §§ 10-14 findes regler om indhentelse og videregivelse af oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse i en sag.

331. I forbindelse med reglerne om indhentelse af oplysninger har det stor betydning, at borgeren forstår formålet med oplysningerne og konstruktivt bidrager med oplysninger. Indsamling af oplysninger må derfor ske ud fra en åben dagsorden, som både myndigheden og borgeren har kendskab til. Dette er for at sikre, at borgeren har mulighed for at forvisse sig om, at de oplysninger, som pågældende synes er relevante, kan blive indhentet og vurderet.

For yderligere vejledning henvises til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, kapitel 4 og 5.

12.9.Rådgivning og vejledning

- - - - - - -

§ 3.

Stk. 1. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk. 2. For at få vedvarende hjælp til forsørgelse skal modtageren 1) være dansk statsborger, 2) være statsborger i en EU/EØS-medlemsstat eller familiemedlem til en sådan og være berettiget til ophold efter fællesskabsretlige regler eller 3) være omfattet af en aftale efter § 4.

332. Bestemmelsen i § 3 i serviceloven fastslår, at der skal findes tilbud om rådgivning om sociale problemer, og at det er en kommunal opgave. Det påhviler kommunen at vurdere omfanget af behovet for rådgivning og tage stilling til, hvorledes rådgivningen skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de muligheder, der er til stede eller kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre myndigheder.

333. Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning. Rådgivningen er gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler med personen, i hjælp til løsning af praktiske problemer, formidling af kontakt til andre myndigheder, og der kan være tale om en løbende kontakt afhængig af behovet. En egentlig behandling omfattes derimod ikke af bestemmelsen.

334. Forpligtelsen går ud over blot information om muligheden for vejledning og rådgivning, idet det sociale udvalg skal drage omsorg for, at tilbudet om åben vederlagsfri vejledning og rådgivning bliver kendt som en hjælpeforanstaltning, der er til rådighed for alle.

12.10. Administrationsaftaler, værgemål m.v.

Dispositioner på andres vegne

335. Personer, som af helbredsmæssige eller andre grunde er ude af stand til at varetage deres personlige og/eller økonomiske forhold, kan have behov for hjælp fra andre.

Der findes forskellige muligheder for at lade andre varetage de økonomiske og personlige forhold for personer, som ikke kan varetage deres egne forhold. Det er meget vigtigt, at disse regler følges, da disposition over andres midler ikke er lovlig, medmindre der foreligger værgemål, en administrationsaftale eller en fuldmagt efter de nedenfor skitserede regler.

12.10.1. Fuldmagt

Fuldmagt

336. Alle, som kan handle fornuftsmæssigt, har mulighed for at give andre fuldmagt til at handle på deres vegne. Fuldmagten kan være begrænset til at omfatte bestemte forhold, eller den kan være af generel karakter således, at den omfatter alle deres økonomiske og personlige forhold. En fuldmagt bortfalder normalt ikke, fordi udstederen af fuldmagten senere mister evnen til at handle fornuftsmæssigt, fx på grund af demens.

12.10.2. Administrationsaftale

Administrationsaftale

337. Personer, som er i stand til at handle fornuftsmæssigt, men alligevel ikke kan klare de praktiske opgaver, der er forbundet med at varetage økonomiske dispositioner, som fx at hæve penge, betale regninger m.v., kan indgå en aftale med kommunen om at overlade disse opgaver til medarbejdere i plejehjem, hjemmepleje m.v.

12.10.3. Administration af social pension

Pensionslovens § 36

338. Efter pensionslovens § 36 kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, hvordan den sociale pension skal udbetales, når pensionisten ikke kan administrere pensionen. Bestemmelsen bør administreres med varsomhed, og der bør tages vidtgående hensyn til den enkelte pensionists ønsker og behov.

Det er fx ikke tilstrækkeligt, at pensionisten har en psykisk lidelse, hvis denne ikke giver sig udslag i, at den pågældende er ude af stand til at administrere sin økonomi.

Der henvises til Socialministeriets vejledning om social pension.

Lov om aktiv socialpolitik § 90

12.10.4. Administration af ydelser efter aktivloven

339. Efter aktivlovens § 90 kan kommunalbestyrelsen ligeledes træffe beslutning om, på hvilken måde hjælpen skal udbetales, når modtageren ikke kan administrere kontante beløb. Det er en forudsætning for at administrere hjælpen, at kommunen først har forsøgt at vejlede ansøgeren eller modtageren om, hvordan den pågældende kan administrere hjælpen.

12.10.5. Værgemål

Anmodning om værgemål

340. Hvis en afgørelse om administration af pensionen ikke imødekommer pensionistens behov, kan der eventuelt være grundlag for at anmode statsamtet om iværksættelse af værgemål efter bestemmelserne i værgemålsloven. Anmodning om værgemål kan jf. værgemålslovens § 16 fremsættes af:

- den pågældende selv,

- dennes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste,

- værgen eller en særlig værge,

- kommunalbestyrelsen,

- amtsrådet eller

- politimesteren (politidirektøren).

Anmodning om iværksættelse af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne sendes til retten, jf. værgemålslovens § 17.

Betingelser

Der er tre betingelser for at iværksætte et værgemål:

- den pågældende er ude af stand til at varetage sine anliggender,

- den pågældende skal opfylde et medicinsk kriterium, som er enten sindssygdom, svær demens, hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred, som fx kan være hjerneblødninger, hjernesvind eller andre former for hjerneskade, og

- der skal være et behov for værgemålet.

Begrænset værgemål

341. Der er med værgemålsloven indført tre former for værgemål. Værgemålet kan begrænses til at angå økonomiske eller personlige forhold eller enkelte af sådanne forhold, værgemål hvor der tillige er frataget den retlige handleevne og samværgemål, hvor samværgen og den pågældende handler i forening i de økonomiske anliggender, som er omfattet af værgemålet.

I alle sager om værgemål skal der foretages en vurdering af, i hvilket omfang og på hvilke områder, der er brug for en værge til at varetage økonomiske og personlige forhold. De enkelte værgemål skal afpasses efter de konkrete behov hos den person, som sagen drejer sig om, og værgemålet må ikke være mere omfattende end nødvendigt. Værgemål vil bl.a. kunne begrænses til at angå forvaltning af fast ejendom eller repræsentation ved bestemte aftaler, fx kreditkøb, indgåelse af lejemål eller tilmelding til Betalings Service. Det er endvidere muligt at tidsbegrænse værgemålet.

Personer under værgemål er myndige og er ikke frataget muligheden for på egen hånd at råde over deres formue og indgå retshandler, medmindre der konkret er truffet afgørelse om fratagelse af den retlige handleevne.

Personligt værgemål

342. Værgemål vedrørende personlige forhold medfører ligesom værgemål vedrørende økonomiske forhold ikke indgreb i den pågældendes selvbestemmelse og handlefrihed. Værgemålet medfører ret for værgen til at træffe beslutninger om forhold, som den pågældende på grund af sin tilstand ikke selv kan tage stilling til.

En række helt dagligdags spørgsmål for personer, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp ligger uden for det personlige værgemål. Det er antaget, at værgemål ikke giver værgen beføjelse til at træffe beslutning om den inhabiles flytning til plejebolig eller andre vigtige spørgsmål i denne sammenhæng i tilfælde, hvor den inhabile udtrykkeligt nægter at flytte. I tilfælde, hvor den inhabile ikke er i stand til at tilkendegive en stillingtagen til spørgsmålet, kan værgen træffe beslutning på den inhabiles vegne.

Samværgemål

343. Det vil i nogle tilfælde være aktuelt at overveje samværgemål, hvilket dog forudsætter, at den pågældende selv anmoder om det. Samværgemål kan iværksættes for den, der på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand har behov for hjælp til at administrere sin formue eller varetage andre økonomiske anliggender.

Samværgemål kan begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender. Samværgemål indebærer, at samværgen og den pågældende handler i forening i anliggender, der er omfattet af værgemålet.

Anmodning om samværgemål sendes til statsamtet.

Vejledning om værgemål

344. Der henvises i øvrigt til Civilretsdirektoratets vejledning til statsamterne om værgemåls- og værgesager samt om faste værger og værgers vederlag m.v. (Ikke udkommet ved redaktionens slutning).

12.10.6. Frihedsberøvende indgreb

345. Hverken bestemmelserne i værgemålsloven eller indgåede aftaler om administration m.v. giver ret til at gennemføre en beslutning ved tvang. En person kan fx ikke tvinges til at flytte på plejehjem, tvangsmedicineres eller lignende efter de nævnte regler.

346. Anvendelse af tvangsforanstaltninger, herunder indgreb i den personlige frihed og tvangsmæssig tilbageholdelse, forudsætter, at der er fastsat særlige regler herom i lovgivningen. Der er ikke fastsat regler, som giver adgang til anvendelse af tvangsmæssige foranstaltninger ud over de særlige tilfælde, der er omhandlet i reglerne om magtanvendelse i servicelovens § 109.

Udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed

347. Socialministeren nedsatte i efteråret 1996 »Udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed«, som efter sit kommissorium skulle øbeskrive og vurdere lovligheden af de foranstaltninger/indgreb, der i praksis anvendes over for mennesker med psykiske handicap, herunder demente.'.

Udvalget har i januar 1998 udgivet en rapport, som stiller en række forslag til ændringer i de bestemmelser, som er relevante for psykisk handicappede.

Udvalgets forslag er inddelt i tre emneområder:

- magtanvendelsesreglerne;

- flytning af en psykisk handicappet til et bedre egnet bo/servicetilbud;

- tydeliggørelse af omsorgsforpligtelsen.

Magtanvendelse

348. Hvad angår reglerne om magtanvendelse finder udvalget, at serviceloven ikke giver grundlag for at bevare en sammenhæng mellem botilbud og magtanvendelse. Derfor knyttes magtanvendelsesreglerne ikke længere til en særlig boform, men til personer og situationer, hvor der individuelt opstår et konkret behov. Det angives positivt, hvilke former for magtanvendelser, der er lovlige. Der er tale om:

- anvendelse af tekniske systemer, der alarmerer, når en person forlader boligen og anvendelse af systemer, der kan pejle en bortkommen person;

- en adgang til at fastholde en person og/eller føre denne til et andet opholdssted i situationer, hvor der er en risiko for, at den pågældende forvilder sig ud af boligen til skade for sig selv eller andre;

- en adgang til at fastholde en person og/eller føre denne til et andet opholdssted i situationer, hvor der er en risiko for, at den pågældende skader sig selv eller andre i konfliktsituationer;

- anvendelse af fiksering i helt særlige tilfælde og under særligt angivne betingelser.

I tilknytning til magtanvendelsesreglerne foreslår udvalget, at der etableres en pligt til registrering af anvendt magt og en pligt til at foretage regelmæssige indberetninger samt tilsyn. Kompetencen til at godkende fortsat magtanvendelse, der skal forhindre en person i at forlade boligen og fiksering, foreslås henlagt til Det sociale nævn. Udvalget finder det meget vigtigt, at der er åbenhed omkring magtanvendelsen, således at der foregår en løbende politisk debat, og der fastslås en politisk ansvarlighed.

Flytning uden samtykke

349. Udvalget finder, at der skal etableres en hjemmel til at flytte en inhabil person til en anden bolig i situationer, hvor muligheden for at yde en tilstrækkelig intensiv bistand døgnet rundt vil forudsætte, at bistanden ydes i forbindelse med et botilbud. Muligheden for at flytte en inhabil person, skal kun kunne anvendes i ganske særlige situationer, og en afgørelse skal alene kunne støttes på hensynet til den pågældendes egne behov.

Beslutningskompetencen foreslås henlagt til Det sociale nævn, som træffer afgørelse på grundlag af en indstilling fra kommunen, som så vidt muligt bygger på enighed mellem eventuelle pårørende og værge, særlige bisiddere eller andre fra personens sociale netværk. Endvidere skal der foreligge lægelig og/eller anden faglig dokumentation for nødvendigheden. Udvalget foreslår, at der endvidere skal beskikkes en advokat for den handicappede i alle tilfælde, hvor flytning kommer på tale.

Omsorgspligten

350. Udvalget konkluderer, at der er behov for en præcisering af de sociale myndigheders omsorgsforpligtelse over for personer, der på grund af betydeligt nedsat psykisk funktionsevne ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse.

12.11. Klageregler

- - - - - - -

§ 121.

Stk. 1. Kommunens og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale området § 60:

§ 60.

Stk. 1. De afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Stk. 2. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og takster for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed. - - - - - - - Det sociale nævn

351. Reglerne om klageadgang findes i retssikkerhedslovens kapitel 10 og servicelovens § 121, som henviser til retssikkerhedsloven. Hovedreglen er, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven kan indbringes for Det sociale nævn, medmindre andet er bestemt i loven. Der henvises herom til Den Sociale Ankestyrelses vejledning om klageregler på det sociale område.

Undtagelser

352. Kommunalbestyrelsens afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau - herunder om, hvor mange pladser, der skal være til rådighed for kommunens indbyggere - og takstfastsættelse for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.

Her gives alene en kort oversigt over mulighederne for at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser i konkrete sager på de vigtigste af de områder, der er nævnt i denne vejledning.

Afgørelser med klagemulighed

353. Det følger af hovedreglen i servicelovens § 121, at kommunalbestyrelsens afgørelser om følgende kan indbringes for Det sociale nævn:

Tildeling af bolig i plejehjem eller beskyttet bolig (§ 16 i bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger)

Ret til bolig i plejehjem eller beskyttet bolig i en anden kommune (§ 16 i bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger)

Betaling for bolig og øvrige ydelser i plejehjem og beskyttede boliger (§ 16 i bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger), dog ikke takstfastsættelse for tilbud, jf. ovenfor

Krav om, at en beboer i plejehjem eller beskyttet bolig skal flytte (§ 16 i bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger)

Afgørelser om plejevederlag og hjælp til lægeordineret medicin, sygeplejeartikler og lignende (servicelovens §§ 104 - 107)

Betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp (bekendtgørelse om betaling for tilbud)

Tilskud til udgifter til personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 76 (bekendtgørelse om betaling for tilbud)

Beregning af tilskud til udgifter til personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 76 (bekendtgørelse om betaling for tilbud)

Betaling for midlertidigt døgnophold, herunder aflastningsophold (bekendtgørelse om betaling for tilbud)

Tilbud om personlig og praktisk hjælp til personer under 67 år (servicelovens § 75, stk. 3)

Særlige klageregler

354. Afgørelser om personlig og praktisk hjælp efter servicelovens §§ 71-73 til personer, som er fyldt 67 år kan efter servicelovens § 75, stk. 3, jf. § 34 i retssikkerhedsloven, forelægges for klagerådet.

Den Sociale Ankestyrelse

355. Det fremgår af § 63 i retssikkerhedsloven, at Det sociale nævns afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører samt kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

12.12. Folketingets Ombudsmand

Ombudsmandens kompetence

356. Ved lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand, blev ombudsmandsinstitutionens kompetence udvidet i forhold til kommunerne. Ombudsmandens virksomhed omfatter således alle dele af den offentlige forvaltning, herunder områder, hvor kommunerne træffer afgørelser, der ikke kan påklages til en statsmyndighed.

Lov nr. 473 om Folketingets Ombudsmand er trådt i kraft den 1. januar 1997.

12.13. Tilsyn

- - - - - - -

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 15 og 16

§ 15.

Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 16.

Stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på. - - - - - - - - Vejledning

357. Om tilsynsreglerne generelt henvises til den generelle vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kapitel 10 og 11.

Klage til politisk ansvarlig

358. En klage fra en borger over serviceniveauet eller sagsbehandlingen (sagsbehandlingstid, personalet m.v.) i en kommune, skal rettes til kommunalbestyrelsen, som har ansvaret for kommunens aktiviteter, jf. § 15 i retssikkerhedsloven.

Kommunalbestyrelsens tilsynspligt

359. Kommunalbestyrelsen har efter § 16 i retssikkerhedsloven pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale sociale opgaver løses. Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, at opgaverne løses med den kvalitet - både fagligt og økonomisk - som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i kommunen. Kommunalbestyrelsen skal således aktivt påse, at borgerne og brugerne får den hjælp, som de har krav på, og at hjælpen har den kvalitet, som myndigheden har besluttet, at der skal være.

360. Det er ud over det indholdsmæssige også overladt til kommunalbestyrelsen at organisere servicen på ældreområdet, og ligeledes overladt til kommunalbestyrelsen at organisere, hvordan tilsynet skal tilrettelægges. Det er i den forbindelse vigtigt, at der foreligger klare veldefinerede mål for den service, der skal gives på ældreområdet, således at det blandt andet via tilsynet er muligt for de politisk ansvarlige at påse, om de politiske målsætninger udmøntes i praksis. De politisk ansvarlige bør derfor løbende underrettes om udmøntningen af ældrepolitikken i praksis. Dette kan blandt andet ske ved, at den overordnede ledelse i forvaltningen rapporterer til kommunalbestyrelsen.

Den rapportering, som forvaltningen foretager til kommunalbestyrelsen kan bygge på flere elementer og centrale redskaber, herunder:

- Virksomhedsplaner eller årsplaner, der udarbejdes ud fra politisk fastlagte mål og rammer for service og kvalitetsniveau

- Ressourcestyring, hvorefter hjælpen tildeles efter kommunens overordnede mål og økonomiske rammer for området

- Serviceinformation om kommunens mål for området og oplysning om klagemuligheder

- Uddannelse og supervision af ledere.

361. Ledermøder m.v. kan sikre information og oplysninger af betydning for tilsynspligten. Også uddannelse og supervision af medarbejderne og kommunikation med brugerne kan være nyttige redskaber til sikring af tilsynspligtens overholdelse.

362. Det er et led i pligten til at føre tilsyn, at kommunalbestyrelsen ikke kun skal reagere, hvis medlemmerne konkret modtager information om, at der er grund til at kritisere visse dele af hjælpen. Tilsynsvirksomheden skal således ikke være passiv, men tilsynet bør udføres på en sådan måde, at det også er opsøgende over for eventuelle problemer.

363. En målrettet og systematisk tilsynsvirksomhed har en forebyggende virkning. Dels er der en effekt ved, at de personer, som udfører eller er ansvarlig for at tilrettelægge hjælpen er opmærksomme på, at kommunalbestyrelsen aktivt fører tilsyn. Problemer kan blive afværget i tide, før forhold omkring hjælpen udvikler sig på en ikke acceptabel måde. Derfor bør tilsynet ikke kun omfatte områder, hvor der kunne opstå problemer, men derudover hele kommunens ansvarsområde.

364. Tilsynspligten indebærer, at kommunalbestyrelsen har pligt til at reagere, hvis medlemmerne får informationer om, at der er eller kan være grundlag for kritik. Kommer der fx oplysninger frem om, at plejen og omsorgen for beboere på et plejehjem tilsyneladende ikke er i overensstemmelse med kommunens politik på området, har kommunalbestyrelsen, medmindre informationerne er åbenlyst utroværdige, pligt til at undersøge sagen og i givet fald at få rettet på forholdene.

I en vejledning udarbejdet af Sundhedsstyrelsen om medicinadministration i plejehjem m.v., fremgår det, at plejehjemmets ledelse har ansvaret for vurderingen af, om der er behov for bistand til den enkelte beboer med henblik på forsvarlig opbevaring af medicin, også af hensyn til andre beboere.

Andre udførere

365. I tilfælde, hvor de kommunale opgaver udføres af andre (private), påhviler det kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med den, der udfører opgaven. Det hænger sammen med, at uanset hvem, der konkret udfører en opgave for kommunen eller amtskommunen, har kommunalbestyrelsen ansvaret for, hvorledes opgaven udføres og derfor også pligt til at føre tilsyn hermed.

Aftale med udførere

366. Kommunalbestyrelsens tilsyn baseres på en skriftlig aftale, som skal indgås med udføreren. Aftalen skal fastlægge de økonomiske betingelser og supplere med beskrivelser af kvaliteten af de ydelser, som skal leveres. Det bør endvidere fremgå af aftalen, hvordan der i forbindelse med den løbende drift skal ske kontrol af, at opgaven udføres med den aftalte og ønskede kvalitet. Der henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

12.13.1. Det kommunale tilsyn

Tilsynsrådets kompetence

367. Tilsynet med kommunerne varetages efter den kommunale styrelseslov af de tilsynsråd, som er nedsat i hvert amt, mens Indenrigsministeriet udøver tilsynet med amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner.

Det er tilsynets opgave at kontrollere, at beslutninger, der træffes i (amts)kommuner, ikke er i strid med lovgivningen.

368. De kommunale tilsynsmyndigheder kan således tage stilling til, om de retningslinier, som en kommunalbestyrelse fastlægger for behandlingen og afgørelsen af sager om ydelser efter den sociale lovgivning, er i strid med lovgivningen. Til brug for sin vurdering heraf, kan tilsynsmyndigheden indhente en vejledende udtalelse fra Socialministeriet.

369. De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til lovligheden af afgørelser, som træffes vedrørende sociale ydelser til enkeltpersoner, når afgørelserne indbringes for de sociale ankeinstanser. Tilsynet kan således kun vurdere lovligheden af en afgørelse, hvor der ikke er klageadgang til de sociale klageinstanser.

12.13.2. Socialministeriets tilsyn

Legalitetskontrol

370. Efter almindelige stats- og forvaltningsretlige principper har den centrale myndighed på de forskellige lovområder en ulovbestemt pligt til at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde. For Socialministeriets vedkommende gælder således et almindeligt ressorttilsyn. Tilsynet er et legalitetstilsyn, hvilket betyder, at ministeriet først vil reagere, hvis der er en vis sandsynlighed for, at en kommune eller et amt har tilsidesat lovgivningen.

Reaktionsmuligheder

371. Socialministeriet kan ikke ændre de sociale myndigheders afgørelser, men kan ved formodede ulovligheder rette henvendelse til det almindelige kommunale tilsyn. Dette kan eventuelt ske efter, at Socialministeriet har rettet henvendelse til kommunen med henblik på at få en afklaring af, hvorvidt der overhovedet er tale om en ulovlighed. Socialministeriet kan i den forbindelse anmode kommunen om en redegørelse.

Som led i tilsynet kan Socialministeriet også ved vejledende udtalelser give udtryk for, hvad der efter Socialministeriets opfattelse er gældende ret.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 6. marts 1998 KAREN JESPERSEN /Leif Sondrup - - - - - - - Uddrag af orienteringsskrivelser om, hvorledes den omkostningsafhængige del af betalingen i plejehjem og beskyttede boliger beregnes. Orienteringsskrivelse 1 1. Socialministeriets orientering om nye betalingsregler i plejehjem, særlige plejehjem, institutioner for fysisk og psykisk handicappede samt forsorgshjem m.v. (Udsendt den 17. december 1993 i forbindelse med at Folketinget vedtog L 112 om udbetaling af pension til beboere i plejehjem m.v.). ... A. Betaling for bolig i et plejehjem m.v. ... 1. Betaling på grundlag af boligens omkostninger og størrelse. Beregningen af betalingen sker med udgangspunkt i en arealmæssig opdeling af institutionen i en servicedel og en boligdel. Denne opgørelse danner igen baggrund for en fordeling af udgifter på dels boligdelen og dels servicedelen. Institutionens driftsudgifter og 10 pct. af den seneste offentlige vurdering fordeles på henholdsvis boligdelen og servicedelen efter arealfordelingen. Institutionens driftsudgifter er de udgifter, som er forbundet med den løbende drift, administration, revision, forsikringer, skatter, vicevært, rengøring af fællesarealer, almindelig vedligeholdelse, fornyelse, henlæggelser, pasning af udenomsarealer m.v. Ud fra en konkret vurdering vurderes, hvilke rum der må henregnes til serviceareal. Fra bygningens samlede bruttoetageareal fratrækkes herefter servicearealet. Det således resterende bruttoetageareal udgør herefter boligarealet. Bruttoetagearealet kan defineres som bygningens samlede areal medregnet ydervægge og andel i adgangsarealer. Bruttoetagearealet opgøres som arealet i vandret plan målt til ydersiden af de begrænsende ydervægge, jf. Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 617 af 8. juli 1992 om beregning af boligens bruttoetageareal i henhold til boligstøtteloven. En opmåling heraf kan fx finde sted på grundlag af bebyggelsens hovedtegninger i kommunens byggesagsarkiv. ... Vejledende kan følgende liste anvendes til opdelingen i bolig- og servicearealet: Boligarealer - gangarealer, der forbinder boliger og fælles boligarealer - fælles opholdsarealer eller -lokaler for beboerne, fælles spisekøkken for boligernes beboere - toilet i forbindelse med fælles opholdsareal eller fælles spisekøkken - hobbyrum for beboerne - gæsteværelser for beboerne - tekøkken til beboernes og pårørendes brug Servicearealer - lokaler til genoptræning, herunder fysioterapi, ergoterapi og lignende - lokaler til hjemmesygepleje og hjemmehjælp - personalelokaler (fysioterapeuter, ergoterapeuter, hjemmesygeplejersker, hjemmehjælpere m.v.) - vagtcentral - aflastningsboliger til midlertidigt ophold - centralkøkken med ansat personale - cafeteria - kiosk - hvilerum for fx personale/dagcentergæster - særligt indrettede baderum, herunder svømmehal - lokaler til fodpleje - lokaler til frisør - rengøringsrum, servicedepotrum - kontorer til administration af service - gangarealer, der forbinder serviceaktiviteter Der kan i institutionen være en række rum, som ikke entydigt kan henføres til boligdelen eller til servicedelen. Vejledende foreslås følgende fordeling: - For korridorer o. lign., som benyttes som adgangsveje for boliger og som adgangsveje for serviceareal, beregnes 50 pct. til hver kategori. - For rum, der benyttes både af plejehjemmets beboere og brugere udefra (fx en spisestue som nogle få timer om dagen benyttes til dagcenterfunktioner), fordeles driftsudgifterne og 10 pct. af ejendomsvurderingen forholdsmæssigt mellem plejehjemmet og den alternative anvendelse. - Andre rum beregnes efter en konkret vurdering med udgangspunkt i deres anvendelse. - Udgifter til drift og pasning af udearealer indgår i institutionens samlede driftsudgifter, der fordeles som ovenfor anført. De samlede udgifter på henholdsvis bolig- og servicedel fordeles forholdsmæssigt på de to dele. Den del af udgiften, der påhviler boligdelen, fordeles herefter forholdsmæssigt på de enkelte boliger, svarende til de enkelte boligers størrelse. Orienteringsskrivelse 2 2. Socialministeriets tillæg til orientering om nye betalingsregler i plejehjem, særlige plejehjem, institutioner for fysisk og psykisk handicappede samt forsorgshjem m.v. (Udsendt den 15. februar 1994). ... 1. Betaling på grundlag af boligens omkostninger og størrelse ... Institutionens driftsudgifter skal forstås som institutionens samlede budgetterede driftsudgifter1 hvad angår selve det samlede bygningskompleks. Udgifter til lønninger og udgifter til pleje (herunder særlige hjælpemidler), forplejning og lignende skal således ikke medtages. Dog skal lønudgiften til fx gartner og rengøring af fællesarealer medtages. De af institutionens driftsudgifter, der anvendes i beregningen af den »maksimale husleje«, er således de udgifter, som er forbundet med den løbende drift, administration, revision, forsikringer, skatter, vicevært, rengøring af fællesarealer, almindelig vedligeholdelse, fornyelse, pasning af udenomsarealer. Listen er ikke nødvendigvis udtømmende, ligesom nogle af de nævnte elementer ikke nødvendigvis figurerer som selvstændigt punkt på institutionens budget. Som eksempel på et plejehjems driftsudgifter kan følgende nævnes: Kaldeanlæg (faste) Reparation af fyr Maling, boliger Havevedligeholdelse Indvendig og udvendig vedligeholdelse Reparation af ventilation og pumper Vaskemaskine og tumbler Elevator, vedligehold Vandafgift Rengøring af fællesarealer (gangarealer, fælles opholdsarealer, trapper m.v.) Institutionens driftsudgifter fordeles på henholdsvis boligarealet og servicearealet, jvf. nedenfor. Udgør boligarealet fx 55 pct. af institutionens samlede areal, bliver institutionens »maksimale husleje«: 0,55 * (driftsudgifter + 10 pct. af vurderingen) Institutionens »maksimale husleje« fordeles herefter på de enkelte boliger efter en arealfordeling for at finde den enkelte boligs »maksimale husleje«. De fællesarealer, der tilhører boligdelen, fordeles ligeligt på de enkelte boliger. Det betyder, at kun forskelle i beboernes egen bolig, kan medføre en forskel i den »maksimale husleje« pr. bolig. Beboerens omkostnings- og arealbestemte betaling udgør herefter 10 pct. af den fundne »maksimale husleje« for beboerens egenbolig. ... 3. Regneeksempler ... Tabel 1. Budget for plejehjem X for året 1994. Konto Beskrivelse Budget 1994 1 Lønninger 15.000.000 2 Kursusudgifter 60.000 3 Fast ejendom 600.000 4 Renovering af gulvbelægning 200.000 5 Ombygning plejeboliger 2.000.000 6 Inventar 600.000 7 Opvarmning 250.000 8 EL 400.000 9 Rengøringsartikler 300.000 10 Forplejning 2.000.000 11 Sundhedsm. foranstaltninger 700.000 12 Terapi 30.000 13 Administration/revision 500.000 ------------------------------------------------ Udgifter i alt 22.640.000 ------------------------------------------------ For plejehjem X udgør de budgetterede driftsudgifter2 i 1994 3,2 mill. kr. Driftsudgifterne på plejehjem X figurerer på kontiene 3,4,5 og delvist 6 og 13. På plejehjem X vurderes, at 1/2 af udgifterne på konto 6 vedrører særligt inventar, og at 1/5 af udgiften på konto 13 vedrører administration og revision for ejendommen. Ved særligt inventar kan forstås fx indkøb af særligt møblement til genoptræning, terapi m.v. ... Opvarmning og el medtages ikke i driftsudgifterne, da beboernes betaling fastsættes for eet år ad gangen ud fra institutionens budget og betales særskilt ligesom beboernes betaling for andre ydelser. 3 ... Den seneste ejendomsvurdering på plejehjem X er 20 mill. kr. Idet det antages, at boligarealet på plejehjem X udgør 55 pct. eller 2.000 m2 bliver plejehjemmets »maksimale husleje«: 0,55 * (3,5 + 0,10 * 20) mill. kr. = 3,025 mill. kr. Det betyder, at den ømaksimale huslejeø pr. kvadratmeter på plejehjem X er: 3,025 mill. kr. / 2.000 m2 = 1.512,50 kr./år På plejehjem X er der 50 beboere, som har boliger på 20 m2 og 20 beboere, som har boliger på 25 m2. Desuden er der fællesområder på 500 m2, der fordeles ligeligt på de 70 beboere. Den »maksimale husleje« for de enkelte beboere kan herefter beregnes således: 20 m2-boliger: 1.512,50 kr./år * (20 + 500/70) = 41.053,57 kr./år der afrundes til nærmeste heltal deleligt med 12, dvs. 41.052kr./år. 25 m2-boliger: 1.512,50 kr./år * (25 + 500/70) = 48.616,07 kr./år der afrundes til nærmeste heltal deleligt med 12, dvs. 48.612 kr./år. På plejehjem X vil den omkostnings- og arealbestemte del af boligbetalingen således udgøre henholdsvis 4.105,20 kr./år og 4.861,20 kr./år for de to boligtyper, svarende til 10 pct. af beboernes »maksimale husleje«. Den indkomstbestemte del af boligbetalingen vil variere med den tildelte pension samt eventuel indkomst ud over pensionen. ... 6. Institutioner med flere funktioner Såfremt institutionen er beliggende i en bygning, der også har anden anvendelse, er det nødvendigt at foretage nogle flere skøn. Fx kan fællesarealerne være meget store, fordi institutionen om dagen benyttes som dagcenter. I disse tilfælde medregnes en del af det fælles boligareal, fx tages en andel svarende til andelen af fastboende i forhold til det samlede antal brugere af de fælles boligarealer om dagen. Det samme gør sig gældende for opgørelsen af beboernes betaling for el og varme, hvis institutionen er en del af en sådan institution. Udgiften til el og varme i fælles boligarealer bør således også nedsættes, således at beboerne kun betaler en andel (fx andelen af fastboende i forhold til det samlede antal brugere af de fælles boligarealer om dagen).

Bilag 5: Om befordring

Befordringsordninger uden for Socialministeriets lovgivning

Individuel handicapkørsel

Der er i 1992 indført pligt for Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT) og for samtlige amter/trafikselskaber uden for HT-området til at indføre individuel befordring af svært bevægelseshæmmede personer. Denne befordring dækker ikke kørsel til behandling, terapi eller lignende (handicapkørsel), jf. lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik og lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet (Trafikministeriet).

Ordningen tilrettelægges lokalt af amter/trafikselskaber i samarbejde med handicaporganisationerne. Der kan derfor være forskel på, hvordan de enkelte trafikselskaber administrerer ordningen.

Det er en forudsætning, at prisen for kørslen ikke ligger væsentligt højere end prisen for befordring af ikke- handicappede.

Befordring til/fra sygehus

Regler om befordring eller befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling findes i sygehusloven.

Der henvises til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1176 af 21. december 1995 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, som ændret ved bekendtgørelse nr. 100 af 27. februar 1996.

Alment praktiserende læge og speciallæge

Regler om befordringsgodtgørelse ved transport til og fra alment praktiserende læge og speciallæge findes i sygesikringsloven.

Der henvises til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 101 af 27. februar 1996 om befordringsgodtgørelse efter sygesikringsloven.

65-billet

Med 65-billet kan personer, der er fyldt 65 år, og personer, der modtager social pension, rejse med DSB til nedsat betaling.

Lokal og regional kollektiv trafik

Der er herudover i de enkelte trafikselskaber/amter etableret rabatordninger for personer, der er fyldt 65 år, og personer, der modtager social pension. Ordningerne er etableret af de enkelte trafikselskaber/amter og kommuner i fællesskab, og der kan derfor være forskel på rabatternes størrelse og på, hvordan rabatordningerne i øvrigt tilrettelægges lokalt eller regionalt.

Der er ikke i den sociale lovgivning fastsat regler om rabatordninger for særlige persongrupper.

HT/DSB pensionistkort

Til lokale rejser i hovedstadsområdet kan personer, der er fyldt 67 år, og personer, der modtager førtidspension, købe særlige pensionistkort, som er gyldige i 3 måneder.

Efterlønsmodtagere

Personer, der modtager efterløn, har i medfør af lov nr. 1015 af 3. december 1996 ret til rabat på 50 pct. af udgifterne ved køb af abonnementskort til befordring i den kollektive trafik, der er omfattet af lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik og lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet. For personbefordring med tog gælder rabatretten kun, hvis der er et takstsamarbejde mellem de transportansvarlige myndigheder og jernbanevirksomheder.

Retten til rabat omfatter ikke befordring i form af individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede eller befordring på første klasse.

Tilskud til befordring inden for Socialministeriets lovgivning

Servicelovens § 103

Efter servicelovens § 103 kan kommunen give tilskud til individuel befordring til personer, der på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan benytte offentlige transportmidler.

Bestemmelsen er behovsbestemt, hvilket vil sige at den enkelte visiteres til et tilskud efter en konkret individuel vurdering af behovet. Ved vurderingen kan der tages hensyn til, om ansøgerens behov vil kunne dækkes via trafikselskabernes kørselsordninger for svært bevægelseshæmmede (se ovenfor om individuel handicapkørsel).

Kommunalbestyrelsen tilrettelægger selv, efter hvilke retningslinier og i hvilket omfang tilskud bør ydes.

Der henvises til Socialministeriets vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Pensionslovens § 17

Efter § 17 i pensionsloven kan der udbetales personligt tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige. Kommunen kan efter denne bestemmelse, afhængig af de konkrete forhold, yde tilskud til dækning af udgifter til kollektiv eller individuel befordring. Det er en betingelse, at befordringsudgiften er rimelig, og at pensionisten ikke selv er i stand til at betale.

Der henvises til Socialministeriets vejledning om social pension.

Bilag 6:

Nogle hovedtal vedr. ældreområdet m.v. (* 2)

Bilag 7:

Liste over relevante vejledninger og pjecer

Udgivet af Socialministeriet:

- Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

- Vejledning om aktiv socialpolitik

- Vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap

- Vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap

- Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

- Vejledning om social pension

- Vejledning om kvalitetsstandarder m.v.

- Pjece om samarbejdet med frivillige sociale organisationer

Udgivet af Den Sociale Ankestyrelse

- Vejledning om klageregler på det sociale område

- Vejledning om syge- og barselsdagpenge

Udgivet af andre

- Boligministeriets vejledning om individuel boligstøtte.

- Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om drift af almene boliger m.v.

- Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om støtte til almene boliger m.v.

- Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om udlejning af almene boliger m.v.

- Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om forsøg med udlejning og anvisning af almene boliger

- Bygge- og boligstyrelsens vejledning af 25. november 1988 om administration af ældreboliger. (Dog erstattes afsnit 4-7 af vejledning om offentligt støttet byggeri, januar 1994). (Administrationsvejledningen). Vejledningen finder alene anvendelse på ældreboliger, der har modtaget tilsagn før 1. januar 1997 og som tilhører selvejende institutioner.

- Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Forlaget Kommuneinformation)

- Indenrigsministeriets vejledning om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelse af kommunale hverv

- Indenrigsministeriets vejledning om folkeregistrering

- Branchesikkerhedsråd 11s branchevejledning om bl.a personløft på ældreområdet, stress, psykisk træthed og udbrændthed, håndtering af lægemidler, rengøring i hjemmehjælpen samt anskaffelse og vedligeholdelse af tjenestebiler.

- Justitsministeriets »Vejledning om forvaltningsloven«

- Civilretsdirektoratets vejledning til statsamterne om værgemåls- og værgesager samt om faste værger og værgers vederlag m.v.

Bilag 8: Litteraturliste m.v.

Kapitel 2 - Ældreråd

Kommunernes Landsforening har udgivet en pjece om ældreråd (»Medspil og modspil«, (KL 1996)).

Kapitel 3 - Frivilligt arbejde blandt ældre

»Sådan gjorde vi - det vil vi huskes på«. Portræt af Socialministeriets Ældreprojekter. Udgivet af Center for frivilligt socialt arbejde, november 1996.

»Ansat i den frivillige verden - erfaringer fra Ældreprojektet«. Udgivet af Center for frivilligt socialt arbejde, 1996.

»Ældreprojektet - en evaluering«. Udgivet af Socialforskningsinstituttet, november 1997.

»Frivilligt socialt arbejde og kommuner og amter i samspil«. Udgivet af Socialministeriet, 1998.

»De frivillige sociale organisationer«. Udgivet af Socialforskningsinstituttet, 1995.

»Social Vejviser 1997«. Udgivet af Center for frivilligt socialt arbejde, Odense.

»Kommuneprofiler 1995«. Udgivet af Center for frivilligt socialt arbejde, Odense.

Kapitel 4 - Lov om forebyggende hjemmebesøg

»Opsøgende og forebyggende arbejde med gamle«, SIKON 1992.

»Nakskov-undersøgelsen. Projekt Bedre Alderdom« - PROBA, Henning Sturup, Aktive Borgere på Vestlolland, 1995.

»Over andres dørtrin«, Lars Gunnar Lingås, Frederikshavn: Dafolo.

»Tak fordi du kom!». Erfaringer med forebyggende hjemmebesøg i Slagelse.

Kapitel 5 - Personlig og praktisk hjælp m.v.

Følgende pjecer indeholder inspiration om serviceinformation:

1. Man skal love hvad man holder«,

2. Serviceinformation til borgerne - Vejledning om kommunernes pligter og muligheder' og

3. Giv brugerne klar besked - Serviceinformation til brugerne'.

Pjecerne kan rekvireres hos forlaget Kommuneinformation, Nyropsgade 37, 1602 København V, Tlf. 3311-3800.

Kapitel 6 - Aktiverende og forebyggende sigte

»Mellem to stole«, temaoplæg, Sundhedsministeriet 1995.

Kapitel 10 - Plejevederlag

»Omsorg for alvorligt syge og døende«, Sundhedsstyrelsen, 1996.

»Palliativ indsats i Danmark«, DSI*Institut for Sundhedsvæsen, Dansk Forening for Omsorg ved Livets Afslutning, Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse, 1997.

Kapitel 11 - Demens

Socialministeriet 1991 - Socialministeriets rapport om initiativer for gamle med demens - Statens Publikationer.

Socialministeriet, 1991 - Christiane E. Swane: »Glimt i øjet« - Statens Publikationer.

Socialministeriet, 1992 - Information om: »Gamle med demens i § 79 plejehjem og hjemmepleje«. Regler og muligheder - Statens Publikationer.

Socialministeriet, 1994 - Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende forbedring af senil dementes forhold, arbejdshæfte - Statens Publikationer.

Bygge- og Boligstyrelsen, Socialministeriet, Arbejdstilsynet, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. 1997 - »Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl.,» kapitel 5 om ældreboliger for senil demente. - Forlaget Kommuneinformation, Sommerstedsgade 5, 1718 København V, Bestillingsnr.: 7211.

Publikationer finansieret med støtte fra Socialministeriets »demenspulje«

Danmarks Pædagogiske Institut, 1995. - Eva Bonde Nielsen: »Efteruddannelse inden for demensområdet«, ISBN 87-74163-22 -1.

Center for forskning og udvikling på Ældreområdet, København, 1995 - Kirsten Schultz-Larsen: »Hjemmeboende ældre med demens«, Statens Publikationer.

Center for Gerontopsykologi, Risskov, 1995 Helle G. Snell: »Hvis bare de forstod...: »Et bedre netværk for demente i eget hjem - Dafolo A/S, Suderbovej 22-24, 9900 Frederikshavn.

Center for Gerontopsykologi, Risskov, 1995 Helle G. Snell (red.), Helle Vibeke Dahl og Lene Jensen: Sammenhæng i omsorgskæden for demente og deres pårørende - pleje, støtte og aflastning i tiden før plejehjem, - Statens Publikationer.

Center for frivilligt socialt arbejde, Pantheonsgade 5, 5000 Odense C. 1995.- Mette Kirstine Hansen: »Frivillige som aflastere - evaluering af forsøg med frivillig aflastning af pårørende til senil demente«.

Hjælpemiddelinstituttet Gregersensvej, 2630 Taastrup, 1997. Kommuner og amters botilbud til demente gamle mennesker:

- rapport 1. Kommuners og amters botilbud til demente gamle mennesker, en spørgeskemaundersøgelse ISBN 87-89407-67-9,

- rapport 2. Fysisk indretning af boliger til demente gamle mennesker, en litteraturgennemgang ISBN 87-89407-69-5.

- rapport 3. Pårørende og medarbejderes erfaringer og ideer med boliger til demente gamle mennesker, opsamling fra 11 fokusgrupper ISBN 87-89407-68-7,

- rapport 4. Byggerier for demente gamle mennesker, tre eksempler ISBN 87-89407-70-9,

- rapport 5. Boliger til demente gamle mennesker, oversigt over pårørende og ansatte og litteraturundersøgelse ISBN 87-89407-71- 7.

Omsorgsorganisationernes Samråd, Nyropsgade 26, 1602 København V. Oktober 1997. Overlæge Rolf Bang Olsen og psykolog Else Melin: »Håndbog i demens«. ISBN 87-87561-02-6.

Formidlingscenter Nord 1997 - »Hjemme hos de demente« - En opsamling af erfaringer fra Socialministeriets demens-projekt: »Flere og bedre sociale tilbud til hjemmeboende demente og deres pårørende«.

AKF Forlaget, Nyropsgade 37, 1602 København V. Januar 1997'.- Eigil Boll Hansen, Anna Koch, Jan Kargaard Madsen:»Ny indsats for hjemmeboende demente - erfaringer fra projekter i otte kommuner«. ISBN 87-7509-518-1. Kortfattet resumA: »Hjemmeboende demente - hvad kan der gøres?» ISBN 97-7509-546-7.

Formidlingscenter Nord, September 1997 - »Lidt, men godt - tit !» - ældreidræt som sanseoplevelser for demente.

Film/video

»Glemmer du....« - en film om demens, med pjece, 1990. 1) Er du senil, mand ?, med pjece, 1995. 1)

»Demens - rager det os ?» et undervisningsprogram for 7.-10. klasse med lærervejledning m.v., 1995. 3)

»Giv tid, giv tid, en film om hjemmeboende demente«, 1995. 3)

»Demente i bofællesskab«, en film om etablering og drift af et bofællesskab med tilknyttet daghjem, 1993. 3)

»Sikken vi kan«, film om skærmet enhed for de sværest demente beboere på et plejehjem, 1991. 3)

Noter:

1) Statens Publikationer, Nørre Farimagsgade 65, 1009 København K.

2) Dafolo A/S, Suderbovej 22-24, 9900 Frederikshavn

3) OBA, Film og Video, Strandtoften 3, 5600 Faaborg

Bilag 9: Adresseliste

Arbejdsmiljøfondet, Vermundsgade 38, 2100 København Ø, telefon 3916-0555

Branchesikkerhedsråd 11:

- Arbejdstager-/arbejdsledersekretariatet: Staunings Plads 1-3, 4. sal, Postbox 22, 1790 København V, telefon 3311-1600

- Arbejdsgiversekretariatet, Kommunernes Landsforening, Gyldenløvesgade 11, 1600 København V, telefon 3312-2788

Center for frivilligt socialt arbejde, Pantheonsgade 5, 5000 Odense C, telefon 6614-6061

Demenslinien: Telefon 3962-2919

Formidlingscenter Nord, Slotsholmsgade 5, 9000 Aalborg, telefon 9813-2211, fax 98 13 22 77

Gerontologisk Institut, Aurehøjvej 24, 2900 Hellerup, telefon 3940-1010, fax 39 40 40 45

Kommuneinformation, Nyropsgade 37, 1602 København V, telefon 3311-3800

Konkurrencestyrelsen, Nørregade 49, 1165 København K, telefon 3317-7000

Statens Publikationer, Nørre Farimagsgade 65, Postboks 1103, 1009 København K, telefon 3337-9228, fax 33 37 92 80

Bilag 10: Landsdækkende organisationer på ældreområdet

Alzheimerforeningen

Sankt Lukas Vej 13

2900 Hellerup

Tlf.: 3940-0488

Formand: Bitten Madvig

A.P.O. Landsforeningen Aktive pensionister

Frølichsvej 27

2920 Charlottenlund

Tlf.: 3963-3355

ASF - Dansk Folkehjælp

Industrivej 4

4960 Holeby

Tlf.: 5390-7400

Dansk Forening for Omsorg ved Livets Afslutning

Stenne Billes Gade 2. 3.th.

2100 København Ø

Tlf.: 3526-3618

Formand: Helen Bernt Andersen

Dansk Røde Kors

Blegdamsvej 27

2100 København Ø

Tlf.: 3525-9200

De Samarbejdende Pensionistorganisationer

Att.: Paul Carlson

Liljevænget 3

5550 Langeskov

Tlf.: 5638-2386

De Samvirkende Menighedsplejer

Valby Tingsted 7

2500 Valby

Tlf.: 3646-6666

Generalsekretær: Svend Hauge

De Samvirkende Omsorgsklubber i Danmark

Allegade 2

2000 Frederiksberg

Tlf.: 3121-6361

Den Fynske Sammenslutning af Pensionistforeninger

Liljevænget 3

5550 Langskov

Tlf.: 6538-2386

Den Jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger

Att.: Jørn Schaltz-Andersen

Digevangen 8

9260 Gistrup

Tlf.: 9831-4662

Den Selvejende Institution Mariehjemmene

Onsgårdsvej 35

2900 Hellerup

Tlf.: 3962-2333

Foreningen for Bofællesskaber for Ældre

Att.: Aage Andersen

Masnedøgade 2 E.11

2100 København Ø

Tlf.: 4583-1090

Foreningen til Udvikling af Alderdommens Muligheder

Att.: Tove Holm

Åkrogs Strandvej 43

8240 Risskov

Tlf.: 8617-9065

Frelsens Hær

Frederiksberg AllA 9

1621 København V

Tlf.: 3131-4192

Landsleder: Brynjar Welander

KFUK's Sociale Arbejde

Holsteinsgade 26

2100 København Ø

Tlf.: 3526-3033

KFUM's Sociale Arbejde i Danmark

Højskolevej 3

5500 Middelfart

Tlf.: 6440-1888

Formand: Erik Kristensen

Kirkens Korshær

Nikolaj Plads 15

1067 København K

Tlf.: 3312-1600

Formand: Sigrid Horsholt Pedersen

Lo Faglige Seniorer

Nyropsgade 26, mezz.

1602 København V

Tlf.: 3397-2620

Luthersk Missionsforening

Industrivænget 40

3400 Hillerød

Tlf.: 4824-4476

Omsorgsorganisationernes Samråd

Nyropsgade 26

1602 København V

Tlf.: 3397-2610

Pensionisternes Samvirke

Griffenfeldsgade 58

2200 København N

Tlf.: 3537-2422

Sammenslutningen af Diakonhjem

Islandsvej 5

7100 Vejle

Tlf.: 7572-7088

Sammenslutnigen af Pensionistforeninger i Danmark

Kochsgade 31,1

5000 Odense C

Tlf.: 6591-4099

Ældre Sagen

Vesterbrogade 97

1620 København V

Tlf.: 3123-4411

Ældremobiliseringen

Nyropsgade 26, mezz.

Postboks 1790

1602 København V

Tlf.: 3397-2600

(Ældremobiliseringen er en paraplyorganisation for følgende 6 ældreorganisationer:

- Den Fynske Sammenslutning af Pensionistforeninger

- Den Jyske Sammenslutning af Pensionistforeninger

- LO Faglige Seniorer

- Omsorgorganisationernes Samråd

- Pensionisternes Samvirke

- Sammenslutningen af Pensionistforeninger i Danmark)

Bilag 11: Paragrafnøgle (* 2)

Stikordsregister

Registeret henviser til vejledningens punkter

A Punkter

Administration m.v.

administration af penge 335

administrationsaftaler 337

aftaler 324.337

alarmsystemer 348

Ankestyrelsen, Den Sociale 355

Den Sociale Ankestyrelse 355

Det sociale nævn 351

folkeregister 316

Folketingets Ombudsmand 356

forebyggende hjemmebesøg - bopælskommune 319

forsørgelse 339

forsørgelse, vedvarende 310.313

forvaltningsloven 328

fuldmagt 336

handlekommune 315

inddrivelse 326

kommunalbestyrelsens ansvar 358

kommunalbestyrelsens tilsynspligt 359

kommunetvister 325

lønindeholdelse 326

Norden 305

Nordisk konvention 305

Ombudsmanden, Folketinget 356

omsorgspligten 350

oplysninger - indhentelse 328.330

oplysninger - videregivelse 328

oplysningspligt, borgerens 330

pension 338

pensionssagsbehandling 318

repræsentation 335

rådgivning 332

social pension 338

statsborgerskab 309.311

tavshedspligt 328

tilsynsråd 367

udlandet 304

udlændinge 309

udpantning 326

uenighed - mellem kommuner 325

ældreråd - bopælskommune 319

økonomi 335

Administrationsaftaler 337

Aflastning 54

Aflastning (demens) 286

Aflastningsophold - betaling 143

Afløsning 54

Afløsning (demens) 286

Aftaler

administration 337

refusion 324

Aktiverende tilbud, se Tilbud, aktiverende og forebyggende ...

Alarmsystemer, se Retssikkerhed m.v. .....................

Almene ældreboliger

(amts) kommunalt lån 221

adgangsforhold 217

adskillelse 215

aflastningsboliger 238

anskaffelsessum 225

anvendelse til andre formål 245

anvisning - bofællesskab 235

anvisningsret 230.232

arkitektur 226

balanceleje 239

beboerdemokrati 241

beboerindskud 222

bofællesskab - anvisning 235

Boligministeriet 211

Byggeskadefonden 228

bygherre 212

drift af almene ældreboliger 237

etablering 213

finansiering 220

flytning til anden kommune, se Flytteret samt 233

flytning, se Flytteret samt 233

førsyn 214

indekslån 223

indretning 217

klageadgang 234

kommunalt (amts) lån 221

køkken m.v. 218

lejeforhøjelse 240

lejen i ældreboliger 239

lejers retsstilling 237

lov om ældreboliger m.v. 246

medindflydelse 241

ombygning 214

opsigelse 236

personkreds 230

pålæg 243

revisorbistand 244

servicearealer 216

støtteproceduren 229

tilsyn med almene ældreboliger 242

629 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.

Versioner

1. 1998-03-06 · til 2007-01-31