Orienteringsskrivelse om udbetaling af kontanthjælp mv. under den igangværende arbejdskonflikt (Til samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/67@1998-04-30/da
Indhold
Socialministeriet kan i anledningen af konflikten på arbejdsmarkedet oplyse følgende om udbetaling af kontanthjælp, om aktivering, revalidering, fleksjob, om 1/3-ordningen (skånejob til førtidspensionister), sygedagpenge:
Kontanthjælp
Personer, der som følge af en kollektiv arbejdsstrid afskæres fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold, er berettiget til kontanthjælp, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 2, kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling af kontanthjælp, når modtageren eller ægtefællen er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid.
Hensigten med reglen om tilbagebetalingspligt i forbindelse med konflikt er at sikre det offentliges neutralitet.
Som udgangspunkt bør der træffes afgørelse om tilbagebetaling, når ansøgeren er indblandet i konflikten. Der kan dog gøres undtagelse herfra, såfremt ansøgerens økonomiske forhold er sådan, at et krav om tilbagebetaling skønnes at ville give særlige vanskeligheder.
Der skal ikke træffes beslutning om tilbagebetaling for en ansøger, som ikke er part i en konflikt, men som får behov for kontanthjælp, fordi den pågældendes indkomstgrundlag bortfalder som en afledt konsekvens af konflikten. Et eksempel herpå er en arbejdsløs, der mister retten til dagpenge, som følge af, at 65 pct. eller flere af kassens medlemmer er i konflikt. Et andet eksempel er personer, der med offentlig støtte er ansat på en konfliktramt arbejdsplads, men på sådanne vilkår, at de ikke får en løn, der svarer til den overenskomstmæssige eller den for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende. Et tredje eksempel kan være personer, der ikke kan møde i aktiveringstilbud, tilbud om revalidering mv. på grund af konflikten. Det beror imidlertid på kommunens konkrete skøn om udeblivelsen reelt er begrundet i konflikten, eller om den også har andre årsager.
Som nævnt er det en betingelse for, at en konfliktramt kan få kontanthjælp, at lovens betingelser herfor i øvrigt er opfyldt. Dette betyder bl.a., at en ansøger ikke må have formue eller andre indtægtsmuligheder, hvoraf det økonomiske behov kan dækkes. Mulighederne for at få hjælp fra en strejkekasse eller lignende skal være udtømte. Udbetaling af hjælp fra en strejkekasse udelukker ikke i sig selv, at der kan udbetales kontanthjælp, men udbetaling fra strejkekassen skal i givet fald fradrages i den beregnede kontanthjælp efter reglerne herom i bistandslovens § 38 og i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 160 af 13. marts 1995 om særlig støtte efter bistandslovens § 37 a.
Såfremt en uddannelsessøgende mister retten til uddannelsesgodtgørelse som en følge af konflikten, kan der kun udbetales kontanthjælp, såfremt betingelserne herfor er opfyldte, jf. § 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 58 af 6. februar om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp i særlige tilfælde. Efter denne bestemmelse kan en kontanthjælpsmodtager deltage i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin, i HF-enkeltfagsundervisning under 23 timer om ugen samt i anden undervisning, der ikke er godkendt som støtteberettiget efter lov om Statens uddannelsesstøtte, og som ikke er led i en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse. Herudover er det en forudsætning for deltagelse i undervisning, at ansøgeren er indstillet på at afbryde undervisningen for at udnytte et tilbud om arbejde eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning.
Aktivering efter lov om kommunal aktivering
Jobtræning i privat virksomhed
For ledige ansat i jobtræning hos private arbejdsgivere er vilkårene principielt de samme som for de personer, som er ansat ordinært i virksomheden.
En konfliktsituation ændrer ikke på dette forhold.
Opmærksomheden henledes dog på, at tilskud ved ansættelse i jobtræning kun udbetales for den tid, for hvilken arbejdsgiveren udbetaler løn eller andre ydelser til den pågældende, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats § 149a.
Strejkeramtes mulighed for at modtage kontanthjælp er beskrevet i afsnittet om kontanthjælp.
Individuel jobtræning i privat virksomhed
For ledige ansat i individuel jobtræning hos private arbejdsgivere er arbejdsvilkår med de undtagelser der er nævnt i loven principielt de samme som for de personer, som er ansat ordinært i virksomheden. En konfliktsituation ændrer ikke på dette forhold.
I det omfang en person i individuel jobtræning ikke længere kan aktiveres på den pågældende arbejdsplads på grund af konflikt, ophører udbetalingen af aktiveringsydelsen. Der vil i stedet kunne udbetales kontanthjælp efter de almindelige kontanthjælpsregler. Der henvises til afsnit om kontanthjælp.
Tilbud om jobtræning/individuel jobtræning mv.
Der kan ikke iværksættes jobtræning og individuel jobtræning hos konflikramte arbejdsgivere.
Aktiverede, som bliver berørt af konflikten uden at være part i konflikten, kan få kontanthjælp. Der henvises til afsnit om kontanthjælp.
Revalidering med løntilskud hos private arbejdsgivere mv.
For personer, der som led i revalidering er under optræning eller oplæring og derfor ansat med løntilskud i en privat virksomhed eller ansat i en revalideringsinstitution, er vilkårerne principielt de samme som for personer, der er ansat ordinært i en virksomhed. En konfliktsituation ændrer ikke dette forhold.
Revalideringen suspenderes i det omfang en person, der er under optræning eller oplæring, ikke længere kan optrænes eller oplæres på grund af konflikt. Der kan således heller ikke udbetales løntilskud i konfliktperioden.
Der vil i stedet kunne udbetale kontanthjælp efter de almindelige regler. Der henvises til afsnit om kontanthjælp og om evt. tilbagebetaling heraf.
Fleksjob hos private arbejdsgivere
Personer i fleksjob er almindelige lønmodtagere. Der gælder derfor samme regler som for øvrige lønmodtagere, der omfattes af en faglig konflikt.
I det omfang en arbejdsgiver på grund af konflikten ikke har lønudgifter til en person ansat i et fleksjob, vil arbejdsgiveren naturligvis ikke være berettiget til et løntilskud.
I tilfælde af konflikt skal kommunen således være særlig opmærksom på, om arbejdsgivere, der beskæftiger personer i fleksjob, har de sædvanlige udgifter til løn til personer i fleksjob, eller om der skal ske en reduktion af tilskudet.
1/3-ordningen hos private arbejdsgivere (skånejob for førtidspensionister)
Personer ansat efter 1/3-ordningen er almindelige lønmodtagere. Der gælder derfor samme regler som for øvrige lønmodtagere, der omfattes af en faglig konflikt.
I det omfang en arbejdsgiver på grund af konflikten ikke har lønudgifter til en person ansat efter 1/3-ordningen, vil arbejdsgiveren naturligvis ikke være berettiget til et løntilskud.
I tilfælde af konflikt skal kommunen således være særlig opmærksom på, om arbejdsgivere, der beskæftiger personer efter 1/3-ordningen, har de sædvanlige udgifter til løn til personer ansat efter 1/3-ordningen, eller
om der skal ske en reduktion af tilskudet.
Formidling under konflikt, tilmelding på AF, indkaldelse til møder mv. hos AF.
Der henvises til vedlagte rundskrivelse af 27. april 1998 fra Arbejdsmarkedstyrelsen. (* 1)
Sygedagpenge
I dagpengelovens § 8, stk. 4, nr. 3 er det bestemt, at retten til sygedagpenge fra arbejdsgiveren bortfalder under en strejke eller lock-out, som lønmodtageren ville være omfattet af, hvis vedkommende ikke var sygemeldt. Dette gælder dog ikke for så vidt angår en overenskomsstridig lock-out.
Når beskæftigelseskravet er opfyldt har kommunen pligt til at udbetale dagpenge under konflikten
- når lønmodtageren har været sygemeldt inden en overenskomstmæssig strejke, dvs. 1. fraværsdag var inden strejken
- når lønmodtageren har været sygemeldt i arbejdsgiverperioden eller mere ved konfliktens begyndelse
- når arbejdsgiveren nægter at udbetale dagpenge under en overenskomststridig lock-out.
1. Sygdom indtrådt inden en overenskomstmæssig strejke eller lockout.
Hvis sygdommen er opstået inden konfliktens begyndelse, skal arbejdsgiveren betale dagpenge indtil konflikten, forudsat at arbejdsgiverperioden ikke er udløbet forinden. Derefter overtager kommunen udbetalingen.
Efter konfliktens ophør er der påny ret til dagpenge fra arbejdsgiveren i resten af arbejdsgiverperioden. Arbejdsgiverens pligt til at genoptage dagpengeudbetalingen er betinget af, at lønmodtageren er genantaget ved konfliktens ophør og har sygemeldt sig påny.
2. Sygdom indtrådt inden den overenskomststridige strejke eller lockout.
Arbejdsgiverens dagpengeforpligtelse er den samme som ved en overenskomsmæssig strejke.
Hvis arbejdsgiverperioden ikke er udløbet ved strejkens begyndelse udbetaler kommunen ikke dagpenge under strejken.
3.Sygdom opstået under overenskomstmæssig strejke eller lock-out eller overenskomststridig strejke.
Hvis sygdommen er opstået efter konflikten er trådt i kraft, har arbejdsgiveren ikke pligt til at udbetale sygedagpenge. Der vil i denne situation heller ikke kunne udbetales dagpenge fra kommunen.
Efter konfliktens ophør er der ret til dagpenge fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden, der regnes fra 1. fraværsdag efter konfliktens ophør. Det er en forudsætning for arbejdsgiverens dagpengepligt, at lønmodtageren er genantaget og har sygemeldt sig hurtigst muligt efter konflikt-ophøret. Opfylder lønmodtageren ikke beskæftigelseskravet i forhold til arbejdsgiveren udbetales dagpenge fra kommunen.
4.Overenskomststridig lock-out.
Ved overenskomststridig lock-out har arbejdsgiveren pligt til at betale dagpenge under sygdom, der er indtruffet både før og efter, lock-outen er iværksat, idet en overenskomstmæssig lock- out ikke afbryder arbejdsforholdet.
Eva Pedersen