Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/68@1998-04-21/da

Indhold

1. Indledning

Indholdsfortegnelse

1.Indledning

2. Det overordnede, regionale samarbejde 2.a. Forudsætninger og målsætninger: 2.b. Etablering af regionalt samarbejde: 2.c. Beskrivelse af indhold i det regionale samarbejde: 2.d. Opfølgning og udvikling: 3. Samarbejdet om den enkelte, fælles klient 3.a. Baggrund Stofmisbrugere Beboere på forsorgshjem m.v. 3.b. Koordinering af handleplaner 3.c. Gældende regler og retningslinier om handleplaner Unge Sindslidende Kriminelle Regler i den sociale lovgivning om handleplaner fra 1.7.1998 3.d. Handlekommune Gældende regler: Kommende regler: Kommunetilhørsforhold ved fælles handleplaner m.v. 3.e. Handleplaner som samarbejdsform Forudsætninger Klientsamtykke & udveksling af oplysninger mellem myndigheder Underretningspligt vedrørende børns og unges forhold Deltagere i samarbejdet om handleplanerne Tidspunkt for koordinering af handleplanerne 3.f. Samarbejde om særligt udsatte grupper 3.g. Samarbejdet om øvrige fælles klienter 4. Finansieringsregler 5. Evaluering og opfølgning

Bilagsfortegnelse:

Bilag 1: Rammer for samarbejdet mellem amt og kommune på

stofmisbrugsområdet i Vejle Amt (* 1)

Bilag 2: Samtykkeerklæring vedrørende indhentning af oplysninger til brug for koordinering af handleplaner (* 1)

Bilag 3: Direktoratet for Kriminalforsorgen. Forsøgsordning vedrørende en forstærket behandlingsindsats overfor personer, der er dømt for seksuelforbrydelser (* 1)

1. Indledning

Som led i bestræbelserne på at forbedre samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgen er følgende vejledende retningslinier for samarbejdet blevet udarbejdet. Retningslinierne bygger på allerede eksisterende regler om handleplaner og omhandler en bedre koordinering mellem systemerne. Både socialministeren og justitsministeren har tilsluttet sig, og de vejledende retningslinier er drøftet med de kommunale parter.

Formålet med retningslinierne er at sikre en optimal koordinering af de ressourcer, som de to offentlige systemer allerede hver for sig sætter ind, dels med henblik på at forbedre de fælles klienters sociale funktionsniveau, og dels med henblik på at begrænse kriminaliteten i samfundet. Den fælles indsats sker både via generelle kriminalitetsforebyggende initiativer og via resocialiserende tilbud til den enkelte lovovertræder.

Amter og kommuner anbefales at tage de her skitserede retningslinier op til drøftelse og til at indgå i en dialog med den lokale kriminalforsorg om fastlæggelse af rammerne for samarbejdet om de fælles klienter.

Retningslinierne skal ses i sammenhæng med de kommende bestemmelser og retningslinier i de to systemer, specielt reglerne om handleplaner i servicelovens § 111, der træder i kraft den 1. juli 1998.

Retningslinierne omhandler således

- det overordnede samarbejde på regionalt niveau

- samarbejde/koordinering af indsatsen i forhold til særligt udsatte grupper af kriminelle

- samarbejde/koordinering af indsatsen i forhold til den enkelte, fælles klient

- finansieringsregler

- evaluering og opfølgning

2. Det overordnede, regionale samarbejde

2.a. Forudsætninger og målsætninger:

Et effektivt og integreret samarbejde mellem de kommunale og amtskommunale socialforvaltninger og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger vil forudsætte, at disse myndigheder

- udvikler og formulerer klare fælles mål, der løbende evalueres

- i fællesskab tilvejebringer, koordinerer og udveksler oplysninger

- indgår i en fortløbende kommunikation om generelle spørgsmål

- udvikler procedurer, som sikrer den bedst mulige udnyttelse af de ressourcer, der er til rådighed for de respektive myndigheder

2.b. Etablering af regionalt samarbejde:

På baggrund af de erfaringer man visse steder i landet har gjort med tværsektorielle samråd vedrørende forskellige fælles klientgrupper, bør man på regionalt niveau drøfte at etablere et permanent samarbejdsforum mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgen. Som eksempel henvises til vedlagte samarbejdsaftale på stofmisbrugsområdet fra Vejle Amt (bilag I).

Udgangspunktet kunne være, at der blev etableret et sådant forum i hvert amt, men lokale forhold, fx omkring de største bysamfund, kan gøre det mere relevant med flere fora i eet amt, ligesom mindre amter måske kan finde det relevant at etablere eet fælles forum for flere amter.

Sådanne samarbejdsorganer bør sammensættes med repræsentation fra de lokale socialforvaltninger, amtets socialforvaltning og den eller de lokale afdelinger af kriminalforsorgen.

Derudover kan der, alt efter de lokale forhold og ønsker, være deltagere fra fx amtets psykiatriske behandlingssystem, fra kriminalforsorgens pensioner eller fængsler, politimesterembeder, arbejdsmarkeds- og uddannelsessektoren eller andre relevante samarbejdspartnere.

Med hensyn til mødeaktivitet henvises til regionale erfaringer, hvor en mødevirksomhed på mindst 2 gange om året blev anset for nødvendig for at sikre kontinuitet og sammenhæng i det regionale samarbejde.

Der kan nedsættes arbejdsgrupper til udredning af bestemte problemområder, til udformning af lokale samarbejdsaftaler og lignende. Der kan også nedsættes lokale kontaktgrupper (fx mellem 4-5 nabokommuner og den lokale kriminalforsorgsafdeling/- lokalkontor), hvor man på sagsbehandlerniveau varetager såvel generelle som konkrete opgaver.

2.c. Beskrivelse af indhold i det regionale samarbejde:

Nogle af de naturlige opgaver for det tilrettelagte samarbejde kunne være,

- at indgå aftaler om overordnede målsætninger og strategier for den forebyggende og resocialiserende indsats

- at sikre den fornødne koordination mellem de opgaver, som de forskellige myndigheder skal varetage

- udveksling af erfaringer og informationer mellem de forskellige systemer

- løbende evaluering af indsats og praksis med henblik på at konkretisere behov og ønsker om ændringer, samt at der i øvrigt sker en fornøden vidensindsamling på området

- i samarbejde at iværksætte konkrete tiltag, herunder forsøgsordninger m.v.

- at vurdere behovet for efteruddannelse og eventuelt etablere tværfaglige uddannelses- og efteruddannelsesforløb for de forskellige faggrupper, der i forskelligt regi arbejder med kriminelle

- at sikre at der - afhængigt af det lokale forums sammensætning - inddrages den ekspertise, som er nødvendig i forhold til de enkelte problemstillinger

- løbende at formidle fælles anbefalinger og forslag til relevante beslutningstagere på såvel kommunalt, amtskommunalt som landspolitisk niveau

2.d. Opfølgning og udvikling:

Det regionale samarbejde vil blive revurderet efter en femårs forsøgsperiode. En følgegruppe med repræsentanter fra Socialministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen og de kommunale parter vil løbende evaluere udviklingen. Når halvdelen af forsøgsperioden er forløbet vil der blive udarbejdet en rapport over de etablerede regionale organers sammensætning, arbejdsopgaver m.v.

3. Samarbejdet om den enkelte, fælles klient

3.a. Baggrund

Kontaktgruppen mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og Socialministeriet nedsatte den 31. april 1996 to arbejdsgrupper med deltagelse af praktikere fra begge systemer udpeget af Kriminalforsorgen, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen m.fl.. Arbejdsgruppe I skulle blandt andet undersøge mulighederne for en mere koordineret indsats i forbindelse med strafafsoneres indsættelse og løsladelse, og arbejdsgruppe II fik til at opgave at overveje, hvorledes samarbejdet om udsatte grupper af domfældte og anvendelsen af alternativer til frihedsstraf kan styrkes.

Arbejdsgruppernes rapporter blev sendt til Kontaktgruppen i april 1997. Kontaktgruppen sendte herefter den 7. maj 1997, på baggrund af rapporterne og disses forslag, en indstilling til justits- og socialministrene. Blandt forslagene var et ønske om fælles retningslinier for de to systemers samarbejde på generelt plan, jf. kapitel 2. Samtidig ønskedes der tilsvarende retningslinier for samarbejdet vedrørende den enkelte fælles klient. Retningslinierne skulle både omfatte de klienter, der har kriminel adfærd som den væsentligste problemstilling, og de klienter, der udover kriminalitet også har andre svære problemstillinger, som gør behovet for en særlig indsats eller alternativer til frihedsstraf åbenbar. Disse særligt udsatte grupper er i første omgang defineret som:

- kriminelle stofmisbrugere

- kriminelle sindslidende

- kriminelle unge (primært under 18 år)

- seksualkriminelle

3.b. Koordinering af handleplaner

For en del af de særligt udsatte grupper er der igennem de senere år fastsat krav om udarbejdelse af en eller anden form for handleplan som baggrund for den sociale eller behandlingsmæssige indsats.

Der er derfor i retningslinierne taget udgangspunkt i idAen om, at de involverede myndigheder fremover samarbejder med klienten om koordinering af systemernes handleplaner om fælles klienter m.h.p. en koordineret handleplan.

Dette kapitel indeholder en kort gennemgang af de allerede gældende regler om handleplaner og handlekommune, en anbefaling af hvordan reglerne om handlekommune bør tolkes i sager med fælles handleplan og en generel beskrivelse af fælles handleplaner som samarbejdsform. Derefter følger en konkret beskrivelse af samarbejdet vedrørende hver af de særligt udsatte grupper og en tilsvarende beskrivelse af fælles handleplaner anvendt overfor kriminelle uden andre særlige problemstillinger.

3.c. Gældende regler og retningslinier om handleplaner

Stofmisbrugere

Af socialministeriets vejledning af 14. december 1995, pkt. 14, fremgår det, at når en stofmisbruger ønsker behandling eller anden social støtte, forudsættes det, at amtet respektive kommunen inddrages så tidligt som muligt, for at der i fællesskab kan udarbejdes en handleplan for den enkelte stofmisbruger om behandlingsindsatsen i snæver forstand og de øvrige sociale støttende tilbud i form af botilbud, aktivering, revalidering m.v. Det bør i handleplanen præciseres, hvem der har ansvaret for de enkelte elementer.

Beboere på forsorgshjem m.v.

Efter bistandslovens § 109, stk. 1, skal amtsrådet senest 3 måneder efter optagelsen i en institution m.v. omfattet af bistandslovens § 105 sammen med kommunalbestyrelsen vurdere behovet for fortsat ophold og iværksættelse af andre tilbud. Af socialministeriets vejledning nr. 43 af 31. marts 1995, pkt. 32, fremgår det, at denne vurdering mest praktisk kunne ske ved en aftale med § 105-institutionen om, at institutionerne umiddelbart efter optagelse tager initiativ til udarbejdelse af en handleplan.

Unge

Efter bistandslovens § 66b skal kommunalbestyrelsen ved enhver anbringelse af en ung uden for hjemmet udarbejde en plan for anbringelsen. Planen skal angive formålet med opholdet, den forventede varighed, særlige forhold vedrørende pleje, behandling, uddannelse m.v. samt foranstaltninger til støtte for familien både under opholdet og i tiden derefter. Hvis en anbringelse må iværksættes så hurtigt, at der ikke er tid til at udfærdige en plan på forhånd, skal denne opstilles snarest muligt efter anbringelsen.

Sindslidende

Ifølge psykiatrilovens § 3, stk. 3, skal overlægen opstille en behandlingsplan for enhver, der indlægges på en psykiatrisk afdeling, vejlede patienten om planens indhold samt til stadighed søge at opnå patientens samtykke til dens gennemførelse.

Såfremt den sindslidende har en støtte- og kontaktperson kan der opstilles en plan for indsatsen og føres optegnelser over arbejdet med henblik på, at det organisatoriske bagland kan følge indsatsen og dermed har mulighed for at støtte den pågældende i det videre forløb. Eventuelle problemer med indhentelse af den pågældendes samtykke kan også i praksis løses ved, at støtte- og kontaktpersonen sammen med den sindslidende udarbejder en konkret og individuel handleplan, der tager højde for kritiske situationer i den pågældendes liv.

Kriminelle

I kriminalforsorgens cirkulære om tilsynsvirksomhed, §§ 12 - 15, er der fastsat bestemmelser om udarbejdelse af en handleplan for tilsynsforløbet. Planen skal laves i samarbejde med klienten i løbet af tilsynsperiodens første måned, den skal løbende justeres og skal evalueres ved tilsynets udløb.

På tilsvarende måde er det almindeligt, at der ved starten af en længere afsoningsperiode laves en handleplan, som også forholder sig til udslusning og tiden efter løsladelse. Disse afsoningsplaner er dog (endnu) ikke lovbestemte.

Regler i den sociale lovgivning om handleplaner fra 1.7.1998

Efter den 1. juli 1998, hvor lov om social service træder i kraft, skal kommunen eller amtskommunen tilbyde udarbejdelse af en skriftlig plan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke har eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder, jf. servicelovens § 111, stk. 1.

I øvrigt kan (amts)kommunen, når den skønner det hensigtsmæssigt for at inddrage personen eller for at opnå en sammenhængende indsats, udarbejde en skriftlig plan for indsatsen for andre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, jf. § 111, stk. 2.

Ifølge bestemmelsen stk. 3 skal planen angive formålet med indsatsen og endvidere hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. Planen bør udarbejdes ud fra den pågældendes forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

I samme lovs § 53, stk. 1. videreføres kravet om udarbejdelse af en plan for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, inden der træffes afgørelse om en sådan anbringelse.

Efter den 1. juli 1998, hvor lov om aktiv socialpolitik træder i kraft, kan kommunen ved aktivering lave en skriftlig plan, når den skønner, at det vil fremme en sammenhængende indsats. Planen skal ud fra personens egne ønsker og forudsætninger beskrive mål for arbejde eller uddannelse og fastlægge de aktiviteter, der kan føre frem til målet. Er arbejde eller uddannelse ikke for tiden et realistisk mål, kan planen gå ud på at stabilisere og forbedre personens almindelige livssituation, jf. aktivlovens § 9, stk. 1.

Efter lovens § 9, stk. 2. skal kommunen lave en erhvervsplan for en person, der skal modtage hjælp til revalidering. Erhvervsplanen skal beskrive, hvilken beskæftigelse, der sigtes imod, og hvilke tiltag, der er planlagt i forløbet, samt angive det tidsmæssige forløb.

3.d. Handlekommune

Gældende regler:

Efter bistandslovens § 10, stk. 1. er det opholdskommunen, der er forpligtet til at yde bistand. I § 10, stk. 2. og 3. sikres, at de enkelte familiemedlemmers problemer behandles i samme kommune. Ved akut hjælpebehov ydes hjælp af den stedlige kommune, jf. § 10, stk. 4.

På §105-området er der dog gennem mange år udviklet den praksis, at det i samarbejde med beboeren aftales, at den oprindelige opholdskommune i videst muligt omfang beholder og viderefører sagen. Således inddrages institutionens beliggenhedskommune kun, når beboeren i forbindelse med udslusning ønsker at tage ophold i denne kommune.

Denne praksis anvendes, da det er hensigtsmæssigt på grund af institutionsopholdets midlertidige karakter, for at modvirke en manglende kontinuitet over for den enkelte beboer samt for at modvirke en øget uhensigtsmæssig administration i institutionens beliggenhedskommune.

Samme praksis har været anvendt i forbindelse med kriminelle personers ophold i kriminalforsorgens fængsler, arresthuse eller pensioner. Her gør de samme betragtninger om hensigtsmæssighed sig gældende som for §105-området.

Kommende regler:

Ifølge lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, der træder i kraft den 1. juli 1998, er det den kommune, hvor borgeren faktisk har ophold, der har pligt til at yde hjælp. Denne hovedregel fremgår af lovens § 9, stk. 1.

Lovens § 9, stk. 2-5 indeholder modifikationer til hovedreglen, og § 9, stk. 6. vedrører de specielle forhold for flygtninge.

I bemærkningerne til bestemmelsen er det bl.a. anført, at det ikke er formålet, at amter og kommuner skal fastlåses i opgavevaretagelsen. Der er intet til hinder for, at der som hidtil på samme måde som efter de gældende regler i særlige tilfælde er mulighed for, at amter og kommuner kan aftale en anden opgavevaretagelse i forhold til den enkelte borger, hvis det er nødvendigt. Dette kræver dog borgerens accept.

Kommunetilhørsforhold ved fælles handleplaner m.v.

Det anbefales, at der i amter og kommuner aftales en videreførelse af den hidtidige praksis blandt andet i forbindelse med udfærdigelse af fælles handleplaner mellem de sociale myndigheder, kriminalforsorgen m.fl.

Anbefalingen er begrundet i en vurdering af, at en fælles indsats kun meget vanskeligt vil kunne koordineres, hvis der jævnligt opstår tvivl om, hvilken kommune eller afdeling af kriminalforsorgen den enkelte klient er hjemmehørende i. De kommuner, hvor kriminalforsorgens fængsler, arresthuse og pensioner er placeret, vil ikke kunne yde en kvalificeret indsats overfor de frihedsberøvede, som ikke er kendt i kommunen i forvejen - og som heller ikke skal/vil forblive i kommunen efter løsladelse.

3.e. Handleplaner som samarbejdsform

Som anført ovenfor i 3 anvendes handleplaner efterhånden meget bredt i det sociale arbejde. Det har derfor været nærliggende at pege på en koordinering af handleplaner som et egnet redskab i forbindelse med de forskellige myndigheders indsats i forhold til den enkelte, fælles klient.

Koordinering af handleplaner vil kunne sikre en bedre udnyttelse af de involverede myndigheders ressourcer og en styrkelse af indsatsen over for den enkelte klient.

Forudsætninger

At bruge handleplaner som fælles arbejdsredskab vil forudsætte

- at klienten giver samtykke til koordinering af planerne, herunder til udveksling af oplysninger mellem de involverede myndigheder,

- at man på lokalt sagsbehandlerniveau er indstillet på at samarbejde fleksibelt med skiftende deltagere,

- at det lokalt er afklaret/aftalt, hvem der i den konkrete situation har forpligtelsen til at tage initiativ til koordineringen af handleplanerne,

- at der blandt samarbejdsdeltagerne udpeges en koordinator, som såvel klienten som de øvrige samarbejdspartnere kan rette henvendelse til ved behov for (møder om) ændringer eller justeringer i koordineringen,

- at handleplanerne indeholder en overskuelig tidshorisont og en aftale om fælles evaluering af forløbet, herunder en slutevaluering ved udløb.

Klientsamtykke & udveksling af oplysninger mellem myndigheder

Første skridt i koordineringen af handleplaner må altid være at få den pågældende klients samtykke.

Arbejdet med koordineringen indebærer udveksling af oplysninger om klientens sociale forhold, om den begåede kriminalitet og eventuelt også om helbredstilstand. Sådanne oplysninger kan i h.t. forvaltningslovens § 28, stk. 1, ikke videregives fra en myndighed til en anden uden skriftligt og informeret samtykke. Hvor koordineringen vedrører en ung under 18 år, skal der så vidt muligt også indhentes samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Hvis handleplanen (fx vedr. en seksualkriminel) forventes at ville inddrage den pågældendes voksne familiemedlemmer, skal disse også give deres skriftlige samtykke, før de involverede myndigheder kan begynde at udveksle oplysninger.

Endelig skal opmærksomheden henledes på, at et samtykke bortfalder senest 1 år efter, at det er givet, jf. § 28, stk. 5 i forvaltningsloven.

Forslag til samtykkeerklæring til brug ved koordineringen er optrykt som bilag 2.

Underretningspligt vedrørende børns og unges forhold

Personer i offentlig tjeneste har pligt til at underrette kommunalbestyrelsen, hvis der foreligger en formodning om, at et barn eller en ung har behov for sociale foranstaltninger. Denne pligt gælder også, hvor barnets/den unges behov er opstået i forbindelse med voksne familiemedlemmers kriminalitet, fx hvor barnet/den unge direkte har været offer for eller vidne til kriminaliteten, eller hvor en enlig forsørger frihedsberøves.

Videregivelse af sådanne oplysninger kræver derfor ikke samtykke.

Der henvises til bistandslovens § 19, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 28. juni 1996 om underretningspligt over for kommunalbestyrelsen.

Deltagere i samarbejdet om handleplanerne

Ved koordineringen af en fælles handleplan vil et samarbejde som minimum kunne udgøres af to sagsbehandlere - en fra den primærkommunale forvaltning og en fra kriminalforsorgen. Det vil dog ofte - og specielt hvor klienten tilhører en af de særligt udsatte grupper - være relevant at inddrage andre (myndigheders) sagsbehandlere i samarbejdet. Der vil også kunne opstå behov for ændring af sammensætningen, fx hvor klienten skifter status og opholdssted i forbindelse med døgnbehandling, afsoning af fængselsstraf eller lignende.

Tidspunkt for koordinering af handleplanerne

Som udgangspunkt bør koordineringen af handleplanerne til en fælles handleplan foretages hurtigst muligt efter, at en sagsbehandler hos en af de samarbejdende myndigheder er blevet opmærksom på, at man her står med en fælles klient med behov for en koordineret indsats.

Man behøver således ikke at afvente en endelig retsafgørelse i en verserende straffesag. Det kan fx ske, hvor kriminalforsorgen i forbindelse med udfærdigelse af en personundersøgelse (retsplejelovens § 808) bliver opmærksom på behov for iværksættelse af sociale, behandlings- eller revalideringsmæssige foranstaltninger.

En fornuftig og allerede iværksat koordinering vil i nogle tilfælde kunne føre til, at retten finder det forsvarligt at anvende alternativer til frihedsstraf i den konkrete sag.

Det må dog frarådes, at der udarbejdes fælles handleplaner i de (talmæssigt få) tilfælde, hvor en (voksen) varetægtsarrestant er sigtet for meget alvorlig kriminalitet og kan forvente en lang, ubetinget fængselsstraf. En handleplan vil i sådanne tilfælde kunne give klienten falske og urealistiske forventninger - og dermed kunne mindske hans/hendes motivation og tiltro til et senere samarbejde om en handleplan.

3.f. Samarbejde om særligt udsatte grupper

Udarbejdelse og iværksættelse af koordineringen til en fælles handleplan bør danne udgangspunkt for samarbejdet mellem den enkelt klient, de sociale myndigheder og kriminalforsorgen.

I dette afsnit vil de særlige samarbejdsrelationer i forhold til de forskellige udsatte grupper blive beskrevet.

Derudover skal det generelt bemærkes, at koordineringen til en fælles handleplan kan være specielt vanskelig, hvor den kriminelle kan henføres til flere af de nedenfor beskrevne sociale karakteristika (fx stofmisbrugende sindslidende). I sådanne tilfælde anbefales det, at deltagerne fra samtlige relevante myndigheder i en indledende fase af samarbejdet bliver enige - såvel indbyrdes som med klienten - om, hvilken problemstilling der først skal ydes en indsats for at få løst. Samtidig bør der gives sikkerhed for, at en sekundær problemstilling efterfølgende kan blive tilgodeset.

I. Kriminelle stofmisbrugere

Inddragelse af myndigheder/samarbejdsdeltagere

Udover socialforvaltningen og kriminalforsorgen bør amtskommunen inddrages i koordineringen af den konkrete handleplan for den enkelte kriminelle stofmisbruger.

Efter indhentelse af misbrugerens samtykke udveksler hver af de deltagende myndigheder de oplysninger som skønnes nødvendige for koordinering af den fælles handleplan om den pågældende. Dette kan bl.a. være oplysninger om misbrugerens kriminelle forhold, sociale situation, helbredsmæssige tilstand, (tidligere) kontakt til behandlingssystemet og socialforvaltningen og om misbrugerens egne ønsker om behandling og anden hjælp. Samtidig aftales det blandt deltagerne, hvem der påtager sig rollen som koordinator i forbindelse med den konkrete handleplan.

Initiativforpligtelse

Initiativet til koordineringen af handleplanen vil i de fleste tilfælde skulle tages af kriminalforsorgen, idet det ofte vil være her, at man bliver opmærksom på misbrugerens kriminalitet og motivation for behandling. Andre myndigheder vil dog også i visse situationer kunne komme på tale.

Eksempel 1:

Under afsoning flyttes en narkoman efter eget ønske til en stoffri afdeling eller kontraktsafdeling i fængslet. Kriminalforsorgens (forsorgs)medarbejder er ansvarlig for, at der tages kontakt til den relevante, sociale, behandlingsvisiterende myndighed, og for at der koordineres en fælles handleplan for afsoning og udslusning.

Eksempel 2:

En stofmisbrugende bistandsklient fortæller sin kommunale sagsbehandler, at han er sigtet for en række kriminelle forhold, og at han snart skal i retten og have dom. Samtidig beder han om at komme i behandling for sit misbrug. Socialforvaltningens medarbejder er ansvarlig for at tage kontakt til amtets visitationsteam vedrørende klientens behandlingsbehov og - mulighed og til kriminalforsorgens lokale afdeling med henblik på afklaring af behovet for en fælles handleplan.

Handleplanens indhold

I samarbejde med misbrugeren koordineres en fælles handleplan eller behandlingskontrakt, som bør indeholde;

- en beskrivelse af den behandlingsform, der skønnes bedst egnet til den enkelte stofmisbruger. Indholdet af behandlingen bør beskrives opdelt på de enkelte, tidsbestemte faser, dvs. faser med forbehandling, døgn- og dagbehandling samt efterbehandling og øvrig opfølgning.

- en beskrivelse af hvilke opgaver de involverede myndigheder har, og hvornår disse skal varetages overfor stofmisbrugeren, specielt m.h.p. kriminalforsorgens tilsyns- og kontrolbehov, amtskommunens behandlingsopgaver, den kommunale socialforvaltnings hjælp med offentlige ydelser (herunder forsørgelse og bolig), nærmere fastlæggelse af hvilken myndighed, der afholder hvilke udgifter.

- afklaring af spørgsmålet om metadonbehandling i og udenfor kriminalforsorgens institutioner.

Det anses for væsentligt, at handleplanen medtager samtlige forhold, der har betydning for stofmisbrugeren m.h.t. tilsyn, behandling, efterbehandling og anden social støtte og stabilisering.

Evaluering

Handleplanen bør løbende evalueres. Eventuelle ændringer/justeringer bør i samarbejde med stofmisbrugeren integreres hurtigst muligt. «ndringer og justeringer bør i øvrigt kun indarbejdes på baggrund af en vurdering af indvirkningen på handleplanen som helhed. Alle de involverede bør derfor hurtigt melde tilbage til koordinatoren i tilfælde af justeringsbehov.

Yderligere oplysninger

Der henvises til Socialministeriets vejledning af 14. december 1995 om bistandslovens bestemmelser om den sociale indsats for stofmisbrugere samt Socialministeriets vejledning af 1998 om de mest udsatte voksne, generel del og speciel del, afsnit E om den sociale indsats for stofmisbrugere.

Der henvises endvidere til pjecen »Hvad er god behandling?» udgivet af Narkotikarådet, juli 1996.

II. Kriminelle sindslidende

Inddragelse af myndigheder/samarbejdsdeltagere

Udover socialforvaltningen og kriminalforsorgen bør medarbejdere fra sundhedssektoren - det være sig medarbejdere fra distriktspsykiatrien, retspsykiatrisk afdeling eller lignende - inddrages i koordineringen af den konkrete handleplan for den enkelte kriminelle sindslidende. Såfremt der er udpeget en støtte- og kontaktperson for den sindslidende vil det være naturligt også at inddrage denne.

Efter indhentelse af den sindslidendes samtykke begynder samarbejdsdeltagerne sit arbejde med at udveksle alle relevante oplysninger om den pågældende sindslidende. Dette kan bl.a. være oplysninger om vedkommendes kriminelle forhold, sociale situation, helbredsmæssige tilstand, (tidligere) kontakt til behandlingssystemet og socialforvaltningen og om personens egne ønsker om behandling og anden hjælp. Samtidig aftales det blandt deltagerne, hvem der påtager sig rollen som koordinator i forbindelse med den konkrete handleplan.

Initiativforpligtelse

Initiativet til koordineringen af den fælles handleplan påhviler den myndighed, der først får kendskab til den sindslidendes kriminalitet. I visse situationer vil det være kriminalforsorgen, i andre retspsykiatrien og i atter andre socialforvaltningen.

Eksempel 1:

Under afsoning af en fængselsstraf bliver en indsat diagnosticeret som psykisk syg. Ved overførsel til psykiatrisk hospitalsafdeling tager kriminalforsorgens medarbejder kontakt til såvel socialforvaltningen som distriktspsykiatrien/retspsykiatrisk afdeling med henblik på koordinering af en fælles handleplan omfattende den resterende afsoning og udslusning.

Eksempel 2:

I et grundlovsforhør beslutter dommeren, at den sigtede ikke skal varetægtsfængsles i arresthus, men skal mentalundersøges på retspsykiatrisk afdeling. Hospitalets socialrådgiver tager kontakt til de sociale myndigheder, distriktspsykiatrien og eventuelt den lokale afdeling af kriminalforsorgen med henblik på koordinering af en fælles handleplan.

Handleplanens indhold

I samarbejde med den sindslidende koordineres en fælles handleplan eller behandlingskontrakt, som bør indeholde;

- en beskrivelse af den behandling, som sundhedsmyndighederne skønner relevant og bedst egnet til den enkelte sindslidende. Indholdet af behandlingen bør beskrives opdelt på de enkelte, tidsbestemte faser, fx faser med døgn- og dagbehandling, tilknytning til distriktspsykiatrien, m.v.

- en beskrivelse af de elementer, som de øvrige involverede myndigheder vil iværksætte i form af tilsyn, forsørgelsesgrundlag, løsning af boligsituation, herunder eventuelt særligt botilbud, eller andre støtte- og omsorgstilbud.

- en beskrivelse af hvilke opgaver de involverede myndigheder har, og hvornår disse skal varetages overfor den sindslidende, specielt m.h.p. kriminalforsorgens tilsyns- og kontrolbehov, sundhedsvæsnets behandlingsopgaver, den kommunale socialforvaltnings hjælp med offentlige ydelser, nærmere fastlæggelse af hvilken myndighed, der afholder hvilke udgifter.

Det anses for væsentligt, at handleplanen medtager samtlige forhold, der har betydning for den sindslidende m.h.t. tilsyn, behandling, efterbehandling og anden social støtte og stabilisering.

Evaluering

Handleplanen bør løbende evalueres. Eventuelle ændringer/justeringer bør i samarbejde med den sindslidende integreres hurtigst muligt. «ndringer og justeringer bør i øvrigt kun indarbejdes på baggrund af en vurdering af indvirkningen på handleplanen som helhed. Alle de involverede bør derfor hurtigt melde tilbage til koordinatoren i tilfælde af justeringsbehov.

Yderligere oplysninger

Der henvises til Socialministeriets vejledning af 1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne, generel del og speciel del, afsnit D om den sociale indsats for sindslidende.

Endvidere henvises til Socialministeriets vejledning af 1998 om voksne med handicap.

III. Kriminelle unge

- unge mellem 15 og 18 år

Når unge under 18 år begår kriminalitet, er det i langt de fleste tilfælde kun den primærkommunale forvaltning, politiet og (eventuelt) domstolene, der involveres i sagen. Det vil ofte være relevant for de sociale myndigheder at udfærdige en handleplan i forbindelse med at en ung modtager et tiltalefrafald eller en betinget dom med (eller uden) vilkår om at undergive sig foranstaltninger i h.t. bistandslovens afsnit om børn og unge - eller hvor den unge i retten indgår en ungdomskontrakt. Men der vil i disse sager sjældent være behov for at lave en fælles handleplan i samarbejde med kriminalforsorgen.

Inddragelse af myndigheder/samarbejdsdeltagere

En fælles handleplan bør koordineres i de tilfælde,

- hvor en ung har begået så alvorlig kriminalitet, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om ubetinget frihedsstraf,

- hvor der ved tiltalefrafald eller betinget dom fastsættes vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen (typisk fra det tidspunkt hvor den unge fylder 18 år og indtil da har været undergivet foranstaltninger i h.t. bistandsloven).

- hvor en ung under 18 år skal (prøve)løslades efter afsoning af en frihedsstraf, og de involverede myndigheder finder en fælles indsats påkrævet,

Udover socialforvaltningen og kriminalforsorgen kan det være relevant at inddrage amtskommunen, medarbejdere fra dagprojekter eller døgninstitutioner, som kender den unge, m.fl. i udarbejdelse af den konkrete handleplan. Har den unge fået beskikket en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, vil det være naturligt også at inddrage denne.

De 15-17-årige er undergivet forældrenes myndighed, og en fælles handleplan bør så vidt muligt koordineres i samarbejde med såvel forældrene som den unge.

Efter indhentelse af den unges (og så vidt muligt også forældrenes) samtykke påbegyndes samarbejdet med at udveksle alle relevante oplysninger om den pågældende unge. Dette kan bl.a. være oplysninger om den unges kriminelle forhold, sociale situation, helbredsmæssige tilstand, kontakt til eventuelle behandlingssystemer eller til socialforvaltning og om den unges egne ønsker om foranstaltninger og anden hjælp. Samtidig aftales det blandt deltagerne, hvem der påtager sig rollen som koordinator i forbindelse med den konkrete handleplan.

Initiativforpligtelse

Initiativet til udarbejdelse af handleplanen vil i de fleste tilfælde skulle tages af socialforvaltningen, som fra politiet bliver orienteret om den unges kriminalitet. Initiativet kan dog også komme fx fra en sikret afdeling, hvis den unge er anbragt i varetægtssurrogat, eller fra kriminalforsorgen, hvis den unge er indsat i arresthus eller fængsel.

Eksempel 1:

En 16-årig er anbragt i en sikret afdeling efter at have deltaget i et røveri mod en tankstation. Han har i forvejen en betinget dom på 4 måneders fængsel for et tilsvarende forhold og kan nu forvente at få en helt eller delvist ubetinget dom.

Socialforvaltningen tager initiativ til koordinering af en fælles handleplan i fællesskab med den sikrede afdeling, den lokale afdeling af kriminalforsorgen, den unge og dennes forældre.

Eksempel 2:

En 17-årig afsoner en dom på 8 måneders fængsel på statsfængslet Søbysøgård. Han har ikke villet samarbejde om en handleplan vedrørende alternativ afsoning i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, men er nu indstillet på at samarbejde omkring sin løsladelsessituation. Fængslets forsorgsmedarbejder tager initiativ til koordinering af en fælles handleplan i samarbejde med den kommunale socialforvaltning.

Handleplanens indhold

I samarbejde med den unge (og med accept fra forældremyndighedens indehaver) koordineres en fælles handleplan, som bør indeholde:

- en beskrivelse af de sociale foranstaltninger, som skønnes bedst egnet til at sikre/forbedre den unges sociale funktionsevne og til at nedsætte risikoen for gentagelse af den kriminelle adfærd. Indholdet i det planlagte forløb bør beskrives opdelt på de enkelte, tidsbestemte faser, fx faser med døgnophold med intern/ekstern beskæftigelse eller undervisning, dagprojekter eller fritidstilbud, beskikkelse af personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, boligsituation, forsørgelsesgrundlag og lignende. Der bør herunder tages stilling til eventuel alternativ afsoning i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, hvis den unge er idømt ubetinget frihedsstraf.

- en beskrivelse af hvilke opgaver de involverede myndigheder har, og hvornår disse skal varetages overfor den unge, specielt m.h.p. kriminalforsorgens tilsyns- og kontrolbehov, amtskommunens visitationsopgaver, den kommunale socialforvaltnings hjælp med foranstaltning og offentlige ydelser, nærmere fastlæggelse af hvilken myndighed, der afholder hvilke udgifter.

Det anses for væsentligt, at handleplanen medtager samtlige forhold, der har betydning for den unge m.h.t. tilsyn, sociale foranstaltninger og anden social støtte og stabilisering. Herunder skal der peges på vigtigheden af, at den unge i rimelig tid før sin 18 års fødselsdag ved, om dette vil medføre ændringer i hans situation - og i bekræftende fald hvilke. Det er således vigtigt, at det sikres, at når den unge er fyldt 18 år, kan der tages udgangspunkt i evt. tidligere initiativer for at skabe sammenhæng og kontinuitet i indsatsen overfor den unge.

Endelig skal det anbefales, at fælles handleplaner for unge tidsmæssigt begrænses til perioder, som den unge kan overskue, - dog med mulighed for forlængelse eller udarbejdelse af en ny handleplan efter behov.

Evaluering

Hvis den fælles handleplan vedrørende en ung kriminel strækker sig over mere end 3 måneder, bør den løbende evalueres. Eventuelle ændringer/justeringer bør i samarbejde med den unge og dennes forældre integreres hurtigst muligt. «ndringer og justeringer bør i øvrigt kun indarbejdes på baggrund af en vurdering af indvirkningen på handleplanen som helhed. Alle de involverede bør derfor hurtigt melde tilbage til koordinator i tilfælde af justeringsbehov.

Yderligere oplysninger

Der henvises til Socialministeriets vejledning af 15. december 1992 om børn og unge samt vejledning af 1998 om den sociale indsats for børn og unge. Desuden henvises til Rigsadvokatens cirkulære af 4. august 1966 om politiets behandling af sager vedrørende unge, samt til Justitsministeriets, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 29. februar 1996 om tilsynsvirksomheden, samt af 8. oktober 1991 om behandlingen af 15-17-årige, der anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

IV. Seksualkriminelle

Hvor samarbejdet vedrørende de øvrige særligt udsatte grupper af kriminelle primært retter sig mod den enkelte klients forhold og behov, vil samarbejdet i forbindelse med seksualforbrydelser i lige så høj grad være rettet mod den sigtedes/dømtes familie, herunder offeret for forbrydelsen. Det mere omfattende samarbejde kan i nogen grad vanskeliggøres af modsatrettede hensyn, fx hvor den dømte ønsker at vende tilbage til familien efter at have afsonet sin straf, og de sociale myndigheder skønner, at dette vil være imod et hjemmeboende offers tarv. Samarbejdet må således i nogle tilfælde tage udgangspunkt i hensynet til offeret frem for i hensynet til den dømte.

Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 er det besluttet at iværksætte et 3-årigt forsøg med øget behandlingsindsats overfor visse seksualkriminelle. Behandlingen vil primært blive ydet via et landsdækkende behandlingsnetværk med psykiatrisk og sexologisk ekspertise. Det forventes dog samtidig, at samarbejdet mellem behandlingsnetværket, kriminalforsorgen og de sociale myndigheder udbygges og styrkes m.h.p. opfølgning af behandlingsindsatsen og inddragelse af den sigtedes/dømtes sociale netværk.

Forsøgsordningen er nærmere beskrevet i bilag 3, som også indeholder de særlige retningslinier for myndighedernes samarbejde i disse sager.

Inddragelse af myndigheder/samarbejdsdeltagere

For personer, som er dømt for seksualkriminalitet, men ikke er omfattet af den ovenfor omtalte forsøgsordning, eller som ikke ønsker at indgå i ordningen, vil der efter behov kunne koordineres fælles handleplaner med inddragelse af den kommunale socialforvaltning, kriminalforsorgen og eventuelle andre relevante samarbejdspartnere.

Efter indhentelse af samtykke fra den dømte (og eventuelt også fra voksne familiemedlemmer) begynder samarbejdet med at udveksle alle relevante oplysninger om den pågældende sigtede eller dømte. Dette kan bl.a. være oplysninger om personens kriminelle forhold, sociale situation, helbredsmæssige tilstand, (tidligere) kontakt til behandlingssystemet og socialforvaltningen og om den pågældendes (og evt. familiens) egne ønsker om behandling og anden hjælp.

Initiativforpligtelser

Initiativet til koordinering af handleplanen vil i de fleste tilfælde påhvile kriminalforsorgen, som informeres om sigtelsen eller dommen. Det vil dog også kunne forekomme, at andre myndigheder bliver opmærksomme på behov for koordinering af en fælles handleplan.

Eksempel 1:

En 42-årig afsoner en dom på 2 år (for seksuel omgang med steddatter) i Statsfængslet på Søbysøgård og modtager sexologisk behandling via Odense Universitetshospital. Fængslets forsorgsmedarbejder tager i samarbejde med Anstalten ved Herstedvester initiativ til koordinering af en fælles handleplan med inddragelse af hospitalet, de kommunale myndigheder og kriminalforsorgens afdeling på Fyn.

Eksempel 2:

En 28-årig afsoner 3 års fængsel for 2 grove voldtægter og har hidtil ikke ønsket at modtage behandling under afsoningen. Under en weekendudgang har han mødt en 17-årig pige, som nu er gravid. Pigen er af de sociale myndigheder anbragt i en støttebolig p.gr.a. egne og familiære problemer. Parret ønsker at flytte sammen ved hans løsladelse om 6 måneder. Pigens socialforvaltning kontakter fængslets forsorgsmedarbejder og den indsattes opholdskommune m.h.p. koordinering af en fælles handleplan.

Handleplanens indhold

Samarbejdet koordinerer sammen med den sigtede/dømte - og eventuelt dennes familie - en skriftlig behandlingsplan, som bør indeholde;

- en beskrivelse af de behandlingsinitiativer, som skønnes bedst egnet til at forebygge en gentagelse af kriminaliteten. Indholdet af behandlingen bør beskrives opdelt på de enkelte, tidsbestemte faser, herunder eventuelt start af behandling under afsoning, opfølgning efter løsladelsen, inddragelse af eventuelle familiemedlemmer, andre sociale foranstaltninger og opfølgning.

- en beskrivelse af hvilke opgaver de involverede myndigheder har, og hvornår disse skal varetages overfor den dømte, specielt m.h.p. kriminalforsorgens tilsyns- og kontrolbehov, sundhedsvæsnets behandlingsopgaver, den kommunale socialforvaltnings hjælp i forhold til eventuel familie og til offentlige ydelser (herunder forsørgelse og bolig), nærmere fastlæggelse af hvilken myndighed, der afholder hvilke udgifter.

Det anses for væsentligt, at handleplanen medtager samtlige forhold, der har betydning for den dømte (og eventuelt dennes familie) med hensyn til tilsyn, behandling, sociale foranstaltninger, opfølgning og anden social støtte og stabilisering.

Evaluering

Handleplanen bør løbende justeres. Eventuelle ændringer/justeringer bør i samarbejde med den dømte (og eventuelt dennes familie) integreres hurtigst muligt. «ndringer og justeringer bør i øvrigt kun koordineres ind på baggrund af en vurdering af indvirkningen på handleplanen som helhed. Alle de involverede bør derfor hurtigst muligt melde tilbage til koordinatoren i tilfælde af justeringsbehov.

Yderligere oplysninger

Der henvises til Socialministeriets vejledning af 22. oktober 1992 om børn og unge samt Socialministeriets vejledning af 1998 om den sociale indsats for børn og unge.

Endvidere henvises til Justitsministeriets, Direktoratet for Kriminalforsorgen's »Vejledning om forsøgsordning vedrørende en forstærket behandlingsindsats over for personer, der er dømt for seksualforbrydelser«, september 1997 samt høringsreglerne i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 18. marts 1986 om udgang til indsatte.

V. Andre særligt udsatte grupper

Udover de fire ovenfor beskrevne grupper, kan der være behov for yderligere samarbejde og koordinering af fælles handleplaner overfor personer fra andre særligt udsatte grupper.

Der kan fx peges på grupper af enlige forsørgere, hvor afsoning af frihedsstraf kan medføre alvorlige konsekvenser for barnet/børnene, og på grupper af svagtbegavede/ udviklingshæmmede, hvor betinget dom med tilsyn af kriminalforsorgen kan vise sig uden effekt, samtidig med at den dømte på grund af sin mangelfulde udvikling bør holdes ude af fængselsmiljøet. Gruppen af kriminelle unge mellem 18 og 25 år må også betragtes som særligt udsat. Ved 18 årsalderen bliver de unge ikke blot personligt myndige. De skifter samtidig status og undergives andre juridiske regelsæt både indenfor den sociale lovgivning og i straffesystemet. De fleste befinder sig i en personlig udviklingsperiode, hvor de stadig er påvirkelige gennem de reaktioner, som deres kriminelle adfærd udløser. Samtidig tilhører de en kriminalitetsmæssigt meget aktiv aldersgruppe, som det set ud fra samfundsmæssige hensyn er vigtigt at gøre en indsats overfor.

Det anbefales derfor, at der også i forbindelse med personer fra sådanne andre særligt udsatte grupper efter behov koordineres en fælles handleplan.

3.g. Samarbejdet om øvrige fælles klienter

Anvendelse af fælles handleplan som samarbejdsform kan udstrækkes til andre end de særligt udsatte grupper af kriminelle, som er beskrevet ovenfor i afsnit 3.f.I-V.

Modellen vil også kunne bruges i myndighedernes samarbejde om kriminelle uden særlige problemstillinger, med henblik på at undgå at den kriminelle adfærd og dens retlige konsekvenser medfører alvorlig (negativ) indflydelse på de sociale myndigheders indsats overfor den pågældende klient.

I andre tilfælde vil det nødvendige samarbejde kunne udføres uden koordinering af en fælles handleplan, fx hvor der alene skønnes at være behov for sociale ydelser i form af betaling af husleje og lignende i forbindelse med en kortere afsoning.

I dette afsnit vil behovet for samarbejde om fælles klienter - herunder behovet for koordinering af fælles handleplaner - bliver beskrevet for såvel klienter på fri fod, som varetægtsarrestanter og afsonere af frihedsstraf.

I. Fælles klienter på fri fod

Kriminalforsorgens afdelinger og lokalkontorer fører på landsplan løbende tilsyn med godt 5000 personer. En meget stor del af tilsynsklienterne tilhører en af de ovenfor beskrevne særligt udsatte grupper.

Stort set alle de godt 1000 personer, som er dømt til psykiatrisk behandling i h.t. straffelovens §§ 68-69, er omfattet af reglerne i 3 f.II om kriminelle sindslidende.

Godt halvdelen af de ca. 2600 betinget dømte eller prøveløsladte skønnes at have behandlingskrævende misbrugsproblemer, mens et mindre antal p.gr.a. psykiske problemer, ung alder eller dom for seksualforbrydelser er omfattet af reglerne i 3 f.I-V.

Blandt de godt 500, der er idømt samfundstjeneste, er en relativt stor del socialt set uproblematiske.

Af de godt 1000 spritbilister, som løbende er i tilsyn i forbindelse med gennemførelse af alkoholistbehandling (den såkaldte benådningsordning), er flertallet enten selvforsørgende eller omfattet af dagpengesystemet. Selve behandlingen ydes primært af sundhedssystemet. Der vil derfor kun i få tilfælde være behov for koordinering af fælles handleplaner for denne gruppe af tilsynsklienter.

Alt i alt må det skønnes, at der på landsplan vil kunne være mellem 500 og 1000 tilsynsklienter, som ikke er omfattet af reglerne i 3 f.I-V, men alligevel kan have behov for et udvidet samarbejde, eventuelt i form af koordinering af en fælles handleplan.

Eksempel 1:

En betinget dømt tilsynsklient mister sin læreplads i forbindelse med mesterens konkurs. Kriminalforsorgen vurderer, at den unge er i en truet situation i forhold til tilbagevenden til sin tidligere kriminelle omgangskreds og adfærd. Der tages kontakt til de sociale myndigheder med henblik på koordinering af en fælles handleplan omhandlende midlertidig beskæftigelse i et kommunalt projekt, mens der arbejdes på fremskaffelse af ny læreplads (evt. med inddragelse af Arbejdsformidling m.fl.).

Eksempel 2:

En prøveløsladt er i gang med at tage 10. klasse på VUC. Han har svært ved at klare skolegangen p.gr.a. en dårlig boligsituation og har samtidig svært ved at holde sig fra sin tidligere (kriminelle) omgangskreds i sin rigelige fritid. Kriminalforsorgen tager kontakt til de sociale myndigheder med henblik på koordinering af en fælles handleplan omhandlende fremskaffelse af bedre bolig og hjælp til at komme i gang med fornuftig fritidsbeskæftigelse (evt. via kontakt til lokal sportsforening eller lignende).

II. Varetægtsarrestanter

Indsatte i arresthuse

Der sidder i gennemsnit mellem 800 og 900 personer varetægtsfængslet i de lokale arresthuse. De fleste varetægtsophold er relativt korte og giver ikke anledning til udvidet samarbejde mellem kriminalforsorgen og de sociale myndigheder. Der kan dog i visse tilfælde opstå behov for et tættere samarbejde, fx hvor varetægtsfængslingen skønnes at komme til at strække sig over lang tid og at resultere i dom til omgående afsoning, eller hvor den fængsledes familiemæssige forhold giver anledning til en særlig indsats.

En meget stor del af de varetægtsfængslede vil i øvrigt være omfattet af reglerne i 3 f.I-V om særligt udsatte grupper.

Anbringelser i varetægtssurrogat

Domstolene kan træffe bestemmelse om varetægtsfængsling uden for kriminalforsorgens arresthuse. De fleste, der anbringes i varetægtssurrogat, er psykisk syge personer, som anbringes i psykiatrisk hospitalsafdeling, eller 15-17 årige lovovertrædere, som anbringes i sikrede afdelinger under de sociale myndigheder. (Ifølge Amtsrådsforeningens opgørelse af august 1997 var der i 1996 i alt 288 surrogatanbringelser på de sikrede afdelinger).

Kriminalforsorgen vil ofte være uden kendskab til sådanne surrogatanbringelser, hvorfor et eventuelt samarbejde må initieres af andre myndigheder.

Varetægtssurrogater (jf. retsplejelovens § 765) kan i øvrigt også bestå i mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse i sikret døgninstitution. Der kan fx være tale om »husarrest« under tilsyn af de sociale myndigheder eller ophold i familiepleje eller institution uden låste døre.

De surrogatfængslede vil stort set altid være omfattet af reglerne i 3.f.I-V om særligt udsatte grupper.

III. Afsonere

Der befinder sig i gennemsnit ca. 2.600 afsonere i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. Ca. 95% af alle hæftestraffe og ca. 20% af alle fængselsstraffe er på 30 dage eller derunder. Afsoning af disse korte domme medfører sjældent behov for et særligt samarbejde mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgen.

Af de indsatte, som afsoner domme på mere end 30 dage, tilhører over halvdelen de i 3.f.I-V nævnte særligt udsatte grupper med udstrakt behov for en koordineret indsats i forbindelse med udslusning fra fængsel til frihed.

Der vil dog også blandt afsonere være et mindre antal, som ikke tilhører en af de særligt udsatte grupper, men alligevel kan have behov for en koordineret indsats med deltagelse af flere forskellige myndigheder.

Eksempel 1:

En 38-årig, ikke tidligere straffet, bankrøver afsoner en

dom på 2 års fængsel. Familiens hus er på vej på tvangsauktion. Fængslets forsorgsmedarbejder kontakter kommunens socialforvaltning m.h.p. koordinering af en fælles handleplan omhandlende fremskaffelse af ny bolig til familien, udslusning af den indsatte via AMU-kursus og kontakt til Arbejdsformidlingen vedr. job ved løsladelsen.

Eksempel 2:

En 57-årig hustrumorder står efter 7 års afsoning uden bolig, jobmulighed eller socialt netværk. Fængslets forsorgsmedarbejder tager kontakt til den tidligere opholdskommune m.h.p. koordinering af en fælles handleplan omhandlende vurdering af behov for pensionsansøgning, fremskaffelse af bolig, kontakt til lokal interesseforening m.v.

IV. Handleplaner for øvrige fælles klienter

Det bemærkes, at samarbejdet om øvrige fælles klienter ikke burde medføre nogen udvidelse af den faktiske arbejdsmængde i relation til den enkelte klient. Allerede i dag udfører medarbejdere i begge systemer i langt de fleste tilfælde de opgaver, der er beskrevet i dette afsnit. Formålet med disse vejledende regler er at forbedre samarbejdet mellem medarbejderne i socialforvaltningen og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger med en eventuel effektivisering af arbejdet i begge systemer til følge. Amtskommuner og kommuner anbefales derfor at drøfte, hvorledes de vejledende retningslinier kan inddrages i fastlæggelsen af det konkrete lokale samarbejde.

Inddragelse af myndigheder/samarbejdsdeltagere

Udover socialforvaltningen og kriminalforsorgen kan det i det konkrete tilfælde være relevant at inddrage behandlingsmyndigheder, uddannelsesinstitutioner, arbejdsformidlingen m.fl. ved koordineringen af en fælles handleplan.

Efter indhentelse af den pågældendes samtykke starter samarbejdet med at udveksle alle relevante oplysninger. Det kan bl.a. være oplysninger om personens kriminelle forhold, sociale situation, helbredsmæssige tilstand, tidligere kontakt til behandlingssystemer og socialforvaltning og om personens egne ønsker i forbindelse med handleplanen. Samtidig aftales det blandt deltagerne, hvem der påtager sig rollen som koordinator i forbindelse med den konkrete handleplan.

Initiativforpligtelse

Som udgangspunkt vil initiativforpligtelsen påhvile den af kriminalforsorgens medarbejdere, som i situationen er i kontakt med klienten. Det vil dog også kunne forekomme, at socialforvaltningens medarbejdere eller andre via henvendelser fra familiemedlemmer eller lignende bliver opmærksomme på behovet for koordinering af en fælles handleplan og tager initiativ til en sådan.

Handleplanens indhold

Formålet med handleplanen er at støtte klienten i bedst muligt at blive i stand til at klare sig selv uden at begå nye lovovertrædelser.

Koordinering af fælles handleplaner vil ofte kunne bygge videre på allerede lagte planer, fx en erhvervsplan efter bestemmelserne om revalidering, en plan for en tilsynsperiode i forbindelse med en betinget dom, en plan for afsoning af en ubetinget dom eller lignende.

I samarbejde med den pågældende koordineres en skriftlig handleplan, som bør indeholde:

- en beskrivelse af de tiltag, som skønnes bedst egnet til at opfylde planens formål, herunder initiativer i forbindelse med bolig, underhold/forsørgelse, beskæftigelse/uddannelse, aktiverings- og revalideringsmuligheder samt evt. behandling, omsorg eller støtte.

- en beskrivelse af hvilke opgaver de involverede myndigheder har, og hvornår disse skal varetages i planens forskellige tidsfaser, specielt m.h.p. kriminalforsorgens tilsyns- og kontrolbehov, amtskommunens (behandlings)opgaver, den kommunale socialforvaltnings hjælp med offentlige ydelser, nærmere fastlæggelse af hvilken myndighed, der afholder hvilke udgifter.

Det anses for væsentligt, at handleplanen medtager samtlige forhold, der har betydning for den pågældende m.h.t. tilsyn, eventuelle afsoningsperioder, sociale eller uddannelsesmæssige foranstaltninger, opfølgning, anden social støtte og stabilisering.

Evaluering

Handleplanen bør løbende evalueres. Eventuelle ændringer/justeringer bør i samarbejde med den pågældende integreres hurtigst muligt. «ndringer og justeringer bør i øvrigt kun koordineres ind på baggrund af en vurdering af indvirkningen på handleplanen som helhed. Alle de involverede bør derfor hurtigt melde tilbage til koordinatoren i tilfælde af justeringsbehov.

4. Finansieringsregler

Selve samarbejdet mellem de involverede offentlige myndigheder forventes at finde sted som en integreret del af den enkelte myndigheds opgaveløsning - og finansieres dermed efter de forskellige myndigheders sædvanlige regler/kilder.

Finansieringen i forbindelse med effektuering af de konkrete fælles handleplaner følger også de sædvanlige regler.

Udgangspunktet er, at hver myndighed finansierer den del af planen, som foregår eller varetages i myndighedens regi. Det er således kriminalforsorgen, som finansierer afsoning i fængsler, herunder ophold i stoffrie afdelinger eller kontraktsafdelinger, ligesom det er kriminalforsorgen, der via tilsynsarbejdet finansierer den støtte og kontrol, som straffesystemet i den enkelte sag stiller krav om. På tilsvarende måde er det de kommunale og/eller amtskommunale myndigheder, der finansierer ophold i fx socialpædagogiske opholdssteder eller misbrugs- behandlingsinstitutioner efter bistandslovens/serviceloven (også hvor opholdet foregår som alternativ afsoning i henhold til straffelovens § 49, stk. 2 eller som udstationering/udslusning i sidste del af en fængselsafsoning).

Der gælder særlige regler i bistands- og pensionslovene for fx betaling af husleje og andre faste udgifter under afsoning, ligesom de sociale myndigheder finansierer en række opgaver overfor helt unge lovovertrædere, som tvangsmæssigt (ved tiltalefrafald eller betinget dom) undergives foranstaltninger i henhold til bistandslovens afsnit vedrørende børn og unge. Disse særlige finansieringsregler vil fremgå af det katalog over gældende ret, som Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen forventer at udsende i løbet af 1998.

5. Evaluering og opfølgning

Som beskrevet i afsnit 2.d. er det aftalt, at en følgegruppe løbende vil evaluere udviklingen i det regionale samarbejde. Den samme følgegruppe - med repræsentanter fra Socialministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen og de kommunale parter - vil samtidig evaluere udviklingen i samarbejdet om handleplaner m.v. vedrørende de fælles klienter mellem kriminalforsorgen og de sociale myndigheder m.fl.

Midtvejs i den 5-årige forsøgsperiode vil der blive foretaget en høring blandt de involverede parter, og der vil blive udarbejdet en rapport over udviklingen i samarbejdet, både på det overordnede regionale plan og på det konkrete, klientorienterede sagsbehandlingsniveau.

De vejledende retningslinier vil blive revideret efter forsøgsperiodens udløb, medmindre halvvejs-evalueringens resultater giver anledning til revision allerede på dette tidspunkt.

Versioner

1. 1998-04-21 · til 2022-07-08