Skrivelse om orientering om kommuners adgang til at aftale, at de fortsat afholder udgifter efter aktivloven for personer, der som led i et tilbud flytter til en anden kommune (Til samtlige kommuner og amtskommuner)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/1998/97@1998-06-24/da
Indhold
En række kommuner og Landsforeningen til Støtte af Sent Udviklede har gjort opmærksom på et problem i forbindelse med tilbud til sent udviklede. Der er tale om tilbud, hvor sent udviklede som led i revalidering - typisk forrevalidering - bor på uddannelsesstedet eller i tilknytning hertil.
Problemet går ud på, at efter den 1. juli 1998 f.s.v. udgifter efter aktivloven ikke er den fornødne hjemmel til, at kommuner, der benytter tilbud i en anden kommune, kan betale for de udgifter, der er ved at bruge et sådant tilbud til en af deres unge. Det hænger sammen med, at bistandslovens § 11 om mellemkommunal refusion ikke er ført videre for udgifter efter lov om aktiv socialpolitik.
Disse tilbud til sent udviklede, der en kombination af boliger og undervisning, er imidlertid ikke typiske i forhold til aktivloven. Men det har ikke været tilsigtet, at kommunerne skulle afskæres fra at benytte sådanne konkrete tilbud i andre kommuner.
Socialministeriet vil derfor udarbejde et lovforslag, som giver den enkelte kommune mulighed for konkret at aftale, at den vil dække den kommunale del af udgifterne efter aktivloven, uanset at den pågældende person, som skal have hjælpen, flytter til en anden kommune.
Med forslaget bliver hjemlen til at indgå aftaler generel, dvs. at den vil kunne anvendes til andre tilbud uden for kommunen, fx i forbindelse med midlertidige ophold i en boform efter servicelovens § 94 ( forsorgshjem, herberger, krisecentre m.v.).
Muligheden for at træffe aftale for udgifter efter lov om aktiv socialpolitik kommer herved til at svare til de muligheder, som kommunerne har efter § 128, stk. 3 og 4, i serviceloven. Det betyder fx, at det skal fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde, og at uenighed om sådanne aftaler ikke kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Et udkast til lovforslag vil blive sendt til høring i nærmeste fremtid med henblik på, at det kan fremsættes straks, når Folketinget åbner i oktober.
Lovforslaget vil blive udarbejdet således, at muligheden for at indgå aftaler gælder fra 1. juli 1998, hvor lov om aktiv socialpolitik træder i kraft.
Socialministeriet skal gøre opmærksom på, at den planlagte adgang til at indgå aftaler i realiteten svarer til kommunernes praksis efter bistandsloven, idet det er sædvanligt, at kommunerne i de konkrete tilfælde giver »refusionstilsagn«.
Socialministeriet skal efter aftale med Kommunernes Landsforening opfordre til, at der mellem kommunerne træffes aftaler, der sikrer, at de tilbud, som er etableret med hensyn til elever på disse skoler, kan fortsætte. Med det planlagte lovforslag er der således ingen grund til at ændre på de tilbud, som kommunerne har etableret med henblik på at give sent udviklede relevante tilbud, der ligger uden for kommunens egne grænser.
Socialministeriet skal i denne forbindelse også gøre opmærksom på, at det følger af allerede gældende regler, at det ikke er i alle tilfælde af midlertidig ophold uden for opholdskommunen, at administrationen og den økonomiske forpligtelse for mere vedvarende kontantydelser overgår til den nye midlertidige opholdskommune. Der henvises herved til punkt 86 i vejledningen om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvor der som eksempler er nævnt højskoleophold, behandlingsinstitution. Efter Socialministeriets opfattelse må tilsvarende gælde for fx midlertidige ophold på tilbud for sent udviklede.
Vi skal også gøre opmærksom på, at retssikkerhedsloven bygger på en forudsætning om, at kommuner og amtskommuner i særlige tilfælde kan aftale en anden opgavevaretagelse i forhold til den enkelte borger, hvis det er hensigtsmæssigt. Denne mulighed omfatter imidlertid kun handlekommuneforpligtelsen, og derfor er der brug for en formel hjemmel til at indgå økonomiske aftaler.
Socialministeriet den 24. juni 1998
Kim Svendsen-Tune