Vejledning om information og samtykke ved inddragelse af forsøgspersoner i biomedicinske forskningsprojekter og om anmeldelse og bedømmelse af forskningsprojekter i det videnskabsetiske komitésystem
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2000/161@2000-10-12/da
Indhold
1. Indledning
Denne vejledning udstedes af Forskningsministeriet og er resultatet at et udvalgsarbejde, som har haft deltagelse af repræsentanter for Den Centrale Videnskabsetiske Komité.
Vejledningen bygger på bestemmelserne i lov nr. 503 af 24. juni 1992, jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 8. januar 1999, om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter (»komitéloven« eller »loven« herefter) og bekendtgørelse nr. 935 af 12. oktober 2000 om information og samtykke ved inddragelse af forsøgspersoner i biomedicinske forskningsprojekter (»bekendtgørelsen« herefter). Vejledningen bygger desuden på de principper for biomedicinske forsøgs anmeldelse og tilladelse, som hidtil er fremgået af Den Centrale Videnskabsetiske Komités rekommendationer.
Vejledningen retter sig først og fremmest til de videnskabsetiske komiteer, der skal bedømme og godkende biomedicinske forskningsprojekter. Derudover er vejledningen tænkt som et praktisk hjælpemiddel til de forskere, der udfører biomedicinske forskningsprojekter.
Formålet med vejledningen er at udfylde de retligt bindende rammer, der fremgår af komitéloven og bekendtgørelsen. Vejledningen indeholder derfor, ud over en nøjere beskrivelse af regelgrundlaget, en række praktiske retningslinier, der er umiddelbart anvendelige for tilrettelæggelsen af biomedicinske forskningsprojekter, og som er nødvendige for et sikre en etisk forsvarlig behandling af forsøgspersoner. Desuden beskrives en række praktiske forhold vedrørende biomedicinske forsøgs anmeldelse og tilladelse.
For yderligere information henvises til de regionale videnskabsetiske komiteer.
Vejledningen omfatter følgende afsnit:
1. Indledning
2. Det videnskabsetiske komitésystem
2.1. Formål og opgaver
2.2. Opbygning
3. Grundlæggende etiske overvejelser
4. Hvilke forskningsprojekter er omfattet?
4.1. Biomedicinske forskningsprojekter
4.1.1. Forsøg med kliniske behandlingsmetoder
4.1.2. Nærmere afgrænsning af biomedicinsk forskning
4.1.3. Komiteernes kompetence
4.2. Registerforskningsprojekter
4.3. Spørgeskemaundersøgelser
4.4. Biobanker med organisk materiale
4.5. Forsøg med menneskelige kønsceller, befrugtede æg og fostre
4.5.1. Forsøg med ubefrugtede æg
4.5.2. Forsøg med sæd
4.5.3. Forsøg med befrugtede æg og fostre
4.6. Tvivl om anmeldelsespligten
4.7. Anmeldelse til Datatilsynet
5. Hvad skal forsøgsprotokollen indeholde?
6. Den normale forsøgssituation
7. Den særlige forsøgssituation
8. Udformning af information til forsøgspersoner
8.1. Formelle krav til informationen
8.2. Informationens indhold
8.3. Supplerende information til forsøgspatienter
9. Krav til forsøgspersoners samtykke
9.1. Generelle krav
9.2. Stedfortrædende samtykke
9.2.1. Forskning på mindreårige
9.2.2. Varigt inhabile
9.2.3. Midlertidigt inhabile
9.3. Samtykke fra institutionsanbragte, frihedsberøvede og lignende
9.4. Forskning på døde
9.5. Efterfølgende samtykke
10. Opdatering af information og samtykke
10.1. Nyt vedrørende forsøgspersonen
10.2. Nyt vedrørende forsøget
11. Kontrol med forskningsprojekter
11.1. Database som grundlag for kontrol
11.2. Kontrol af forsøgets gennemførelse
11.3. Kontrol af information til forsøgspersoner
11.4. Kontrol af økonomiske oplysninger
2. Det videnskabsetiske komitésystem
2.1. Formål og opgaver
Komitéloven har til formål at fastlægge de retlige rammer for den videnskabsetiske bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter.
Det videnskabsetiske komitésystems opgave er at sikre beskyttelsen af forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske forskningsprojekter, samtidig med at der skabes mulighed for udvikling af ny, værdifuld viden. Beskyttelsen af forsøgspersoner er således det centrale formål med de videnskabsetiske komiteers virksomhed.
De videnskabsetiske komiteer godkender biomedicinske forskningsprojekter på baggrund af forskeres forudgående anmeldelse. Forskeren skal indsende en forsøgsprotokol, som beskriver forsøget og de etiske problemer, forsøget kan medføre.
Komiteerne påser, at forskningsprojekter afvikles i overensstemmelse med den meddelte tillladelse. Komiteerne følger desuden løbende udviklingen inden for den biomedicinske forskning og virker for udbredelsen af kendskabet til de etiske problemer, der kan være forbundet hermed.
2.2. Opbygning
Det videnskabsetiske komitésystem består af et antal regionale komiteer og en central komité.
Den regionale komité nedsættes af amtsrådet (herunder Frederiksberg og Københavns kommunalbestyrelser) eller i samarbejde mellem flere amtsråd.
En regional komité består af mindst 7 medlemmer, hvoraf de 3 indstilles af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Skønner amtsrådet, at hensynet til komiteens virke, projekternes antal eller andre grunde taler derfor, kan antallet af komitémedlemmer udvides til 9, 11, 13 eller 15. I givet fald udvides antallet af medlemmer indstillet af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd til henholdsvis 4, 5, 6 eller 7. Der er således altid en overvægt af lægpersoner i komiteerne.
Medlemmerne er udpeget for den kommunale valgperiode og genudpegning kan ske én gang.
Den regionale komité vælger selv sin formand og næstformand.
Den Centrale Videnskabsetiske Komité er nedsat af forskningsministeren. Komiteen består af 2 medlemmer udpeget af hver af de regionale komiteer. Forskningsministeren og sundhedsministeren udpeger derudover hver to medlemmer.
Den Centrale Videnskabsetiske Komité vælger selv sin formand og næstformand.
3. Grundlæggende etiske overvejelser
Hovedformålet med bekendtgørelsen og vejledningen er at opstille klare og entydige regler for beskyttelsen af forsøgspersoner i forsøgssituationen.
Reglerne bygger på den grundlæggende antagelse, at ethvert menneske er i besiddelse af en personlig integritet - forstået som en menneskelig værdighed - som skal respekteres. Myndige, habile mennesker besidder tillige en personlig selvbestemmelsesret eller autonomi, der er en helt nødvendig forudsætning for deltagelse i et biomedicinsk forsøg. Hvis forsøgspersonens autonomi på den ene eller anden måde er begrænset, skal der være særligt stærke argumenter for at gennemføre forskning på den pågældende. Hvis en sådan tilladelse alligevel gives, skal en ekstra beskyttelse af forsøgspersonen træde i kraft under forsøgets afvikling.
I bekendtgørelsen opstilles en række krav, der alle skal være opfyldt, før man kan tale om et frivilligt, informeret samtykke.
For det første skal forsøgspersonen have tilstrækkelige forudsætninger for at kunne forstå informationen og konsekvenserne af forsøgsdeltagelsen.
For det andet skal forsøgspersonen modtage information om forsøget, således at vedkommende er tilstrækkeligt informeret til at kunne foretage sit valg.
Endelig skal samtykket være frivilligt, hvilket vil sige, at det skal være afgivet uden nogen form for manipulation eller pression.
Det skal fremhæves, at ikke alene lovens og bekendtgørelsens detaljerede regler, men også disse bagvedliggende principper altid bør være præsente hos forskeren. Til tider vil forskerens og forsøgspersonens interesser være modsatrettede. Forskeren kan have sin opmærksomhed rettet mod selve forskningsprojektet og måske særligt mod målet om opnåelsen af ny viden, hvorimod forsøgspersonen ofte vil have en snævrere interesse, typisk i en afhjælpelse af den pågældendes sygdom. Der påhviler i disse situationer forskeren et ansvar for altid at lade omsorgen for forsøgspersonen gå forud for forskningsprojektet.
Forskerens etiske overvejelser skal fremgå af et særligt afsnit i det materiale vedrørende projektet, der indsendes til den videnskabsetiske komité (se afsnit 5 herom).
4. Hvilke forskningsprojekter er omfattet?
Ifølge komitélovens § 6, stk. 1, skal ethvert biomedicinsk forskningsprojekt, der indebærer forsøg på
a) levendefødte menneskelige individer,
b) menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, menneskelige befrugtede æg, fosteranlæg og fostre,
c) væv, celler og arvebestanddele fra mennesker, fostre og lignende og
d) afdøde
anmeldes til den regionale videnskabsetiske komité for det område, hvori den projektansvarlige virker.
Ifølge lovens § 6, stk. 2, gælder det samme for forskningsprojekter, hvori biomedicinsk forskning udgør en væsentlig bestanddel af det samlede projekt.
Spørgeskemaundersøgelser og registerforskningsprojekter skal ifølge komitélovens § 6, stk. 3, kun anmeldes, såfremt projektet indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning eller udgør en del af et projekt, som indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning, og såfremt projektet for den enkelte forsøgsperson indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden måde kan være til belastning for den pågældende forsøgsperson.
Pilotforsøg behandles videnskabsetisk på samme måde som andre forsøg. Ved pilotforsøg, -serie eller -projekt forstås her den indledende del af en planlagt undersøgelse, som hviler på en forsøgsprotokol, og som gennemføres som led i en initial afprøvning af metoder, sikkerhed, procedurer etc. i forbindelse med projekter.
I det følgende omtales nærmere, hvilke krav der skal være opfyldt, for at et projekt skal anmeldes til en regional videnskabsetisk komité.
4.1. Biomedicinske forskningsprojekter
Kun biomedicinske forskningsprojekter, eller projekter hvori biomedicinsk forskning udgør en væsentlig bestanddel, skal anmeldes til en videnskabsetisk komité.
Ved biomedicin forstås, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, den disciplin, der som sit genstandsfelt har menneskets biologiske og psykologiske processer samt menneskelige sygdommes opståen, udbredelse, forebyggelse, diagnostik og behandling.
Ved forskningsprojekt forstås en planlagt virksomhed, der har til formål at opnå en generel viden, som kan komme flere personer til gode end blot de deltagende forsøgspersoner.
Det fremgår af ovenstående, at der for anmeldelsespligtige biomedicinske forskningsprojekter tillige skal være tale om forsøg på
1) levendefødte menneskelige individer,
2) menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, menneskelige befrugtede æg, fosteranlæg og fostre,
3) væv, celler og arvebestandele fra mennesker fostre og lignende, eller
4) afdøde.
Forskning på blod, sekreter m.v. er også omfattet af dette.
4.1.1. Forsøg med kliniske behandlingsmetoder
Som det fremgår af definitionen herover, er et forskningsprojekt blandt andet karakteriseret ved, at det frembringer ny original viden. Når en forsker overvejer, om en ny behandling skal anmeldes som et projekt til en videnskabsetisk komite, eller om den nye behandling kan ibrugtages (behandlingsforsøg), bør der derfor lægges afgørende vægt på, om eventuelle foreliggende oplysninger eller undersøgelser allerede på en tilfredsstillende måde belyser den nye behandlings effekt, bivirkninger og risici.
Anmeldelse til en videnskabsetisk komité og udarbejdelse af en protokol kan undlades, hvis der foreligger omfattende kliniske erfaringer, der på en overbevisende måde belyser effekt, bivirkninger og ricisi ved behandlingen.
Hvis dette ikke er tilfældet, skal der udarbejdes en protokol vedrørende behandlingen, og behandlingen anmeldes til den videnskabsetiske komité.
Hvis der er tvivl om de faglige resultater, der ligger til grund for indførelse af en ny behandling, bør der altid udarbejdes en forsøgsprotokol, og projektet/behandlingen bør anmeldes til en videnskabsetisk komité.
Hvis der i forbindelse med den nye behandlings indførelse samtidig iværksættes undersøgelser eller andre procedurer, der er mere indgribende end hensynet til det bedst mulige behandlingsresultat tilsiger, bør projektet anmeldes til en videnskabsetisk komité.
I Sundhedsstyrelsens vejledning af 2. juli 1999 om indførelse af nye behandlinger i sundhedsvæsenet findes yderligere eksempler på, hvornår anvendelsen af nye kliniske behandlingsmetoder kræver et formelt forsøgsregi og dermed anmeldelse til det videnskabsetiske komitésystem.
4.1.2. Nærmere afgrænsning af biomedicinsk forskning
Alle projekter, der befinder sig inden for biomedicin og forskning som ovenfor defineret, skal anmeldes til en videnskabsetisk komité.
Dette indebærer, at projekter inden for samfundsvidenskab, sociologi m.v., der ikke indeholder væsentlige elementer af biomedicin, som altovervejende hovedregel ikke skal anmeldes.
Komiteerne vurderer konkret, hvorvidt forskningsprojekter med hovedvægten inden for antropologi, tilfredshedsundersøgelser, personaladfærdsundersøgelser, sundhedsøkonomiske beregninger m.v. er anmeldelsespligtige.
Tilsvarende skal medicinalstatistik, administrative opgørelser, medicinsk teknologivurdering, kvalitetssikring og ny behandling (behandlingsforsøg) m.v., som i udgangspunktet ikke henhører under forskning som ovenfor defineret, normalt ikke anmeldes.
Undervisningsopgaver m.v. kan være omfattet af definitionen af biomedicinsk forskning, og komiteerne vurderer konkret, hvorvidt sådanne er anmeldelsespligtige.
Komiteerne anvender et ensartet bedømmelsesgrundlag, uanset hvilken faggruppe der skal udføre projektet.
4.1.3. Komiteernes kompetence
Komiteerne har ifølge loven alene kompetence til at godkende forskningsprojekter, der foregår i Danmark, og hvor projektlederen har sit arbejdssted her i landet. Hvis et projekt foregår både i og udenfor Danmark, skal alene den del af projektet, der foregår i Danmark, godkendes af en dansk videnskabsetisk komité og efter komitélovens bestemmelser. Anmeldelsen skal ske til den regionale komité, hvor projektlederen har sit arbejdssted.
4.2. Registerforskningsprojekter
Registerforskningsprojekter skal kun anmeldes til en regional videnskabsetisk komité, såfremt projektet eller en del heraf indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning, og såfremt projektet indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden måde kan være til belastning for den enkelte forsøgsperson.
Biobanker er den overordnede betegnelse for alle informationssamlinger, som hidrører fra sundhedsvæsenets kliniske arbejde med eller udforskning af mennesket og dets sygdomme, hvad enten de indeholdes med ord, tal, DNA-koder, antigener, antistoffer, morfologiske, biokemiske, fysiologiske eller biofysiske karakteristika.
Forskningsprojekter, som betjener sig af udtræk fra biobanker, er som udgangspunkt at betragte som registerforskning. Dette betyder bl.a., at komiteerne i særlige tilfælde kan dispensere fra lovens informations- og samtykkekrav, jf. komitélovens § 8, stk. 3.
Hvis der er en direkte forbindelse mellem biobanken og forskning, f.eks. hvor biobanken er opbygget med et konkret forskningsprojekt for øje, skal forsøgspersoner som udgangspunkt afgive informeret samtykke til deltagelse efter bekendtgørelsens almindelige regler herom.
Oprettelsen af nye biobanker med tanke på senere anvendelse til forskningsformål skal straks anmeldes til Datatilsynet. Først ved en senere anvendelse i et konkret projekt skal dette anmeldes til en videnskabsetisk komité (om biobanker med organisk materiale, se afsnit 4.4.).
Ved oprettelse af en række biobanker er det ikke på forhånd afgjort, om disse senere skal anvendes i forskningsmæssig sammenhæng. For at give patienten mulighed for at tage stilling til, om oplysninger og materiale, der er indsamlet i forbindelse med behandlingen af patienten, senere kan indgå i et forsøg, bør patienten i forbindelse med behandlingen gives mulighed for at afslå dette.
Ifølge lov om patienters retsstilling § 29, stk. 1, kan oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter komitéloven. Denne bestemmelse har dog ikke indflydelse på, hvorvidt den videnskabsetiske komité vil stille krav om indhentelse af informeret samtykke i forbindelse med registerforskningsprojekter.
Er der tale om, at der skal indhentes et efterfølgende samtykke fra patienter, som tidligere har udleveret sådanne oplysninger i forbindelse med behandling, skal de sundhedspersoner, der har behandlet de pågældende, give tilladelse til at der rettes henvendelse til forsøgspersonerne, jf. lov om patienters retsstilling § 29, stk. 3.
4.3. Spørgeskemaundersøgelser
Spørgeskemaundersøgelser skal kun anmeldes til en regional videnskabsetisk komité, såfremt projektet eller en del heraf indeholder et væsentligt element af biomedicinsk forskning, og såfremt projektet indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden måde kan være til belastning for den enkelte forsøgsperson. Ved belastning forstås også psykiske gener, social stigmatisering og tilsvarende.
Spørgeskemaundersøgelser eller strukturerede interviews, som indeholder helbredsmæssige spørgsmål til personer, der ikke er udvalgt fra helbredsregistre, men f.eks. ved tilfældigt udtræk fra CPR-registeret eller lignende, og hvor besvarelserne er anonymiserede, skal ikke anmeldes til komitésystemet.
Det samme gælder for efterundersøgelser og lignende, som er aftalt med patienter ved deres normale kontakt med sundhedsvæsenet, og hvor også muligheden for efterfølgende personlig henvendelse er aftalt.
Anonyme tabellariske gengivelser af resultaterne af sådanne efterundersøgelser kræver heller ikke en forudgående komitéanmeldelse.
4.4. Biobanker med organisk materiale
Biobanker som indeholder organisk materiale i bunden form eller lignende vil normalt være knyttet til et konkret forskningsprojekt og anmeldes sammen med dette.
Projekter der anvender udtræk af biobanker baseret på andet end bogstaver og tal skal altid anmeldes til en videnskabsetisk komité. Undtaget herfra er dog efterundersøgelser, diagnostisk revision og lignende, som enten er planlagt ved patientens forudgående kontakt med sundhedsvæsenet, eller som uden at være planlagt alene tjener behandling, prognosticering eller forebyggelsesmuligheder for den enkelte patient.
4.5. Forsøg med menneskelige kønsceller, befrugtede æg og fostre
Regler om adgangen til at forske på menneskelige kønsceller og befrugtede æg findes i lov nr. 460 af 10. juni 1997 om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. og i bekendtgørelse nr. 728 af 17. september 1997 om kunstig befrugtning.
Biomedicinske forsøg på befrugtede menneskelige æg samt på kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, er, jf. § 25 i lov om kunstig befrugtning, kun tilladt, hvis
de har til formål at forbedre in vitro-befrugtning eller lignende teknikker med henblik på at fremkalde en graviditet, eller
de har til formål at forbedre teknikker til genetisk undersøgelse af et befrugtet æg med henblik på at fastslå, om der foreligger en alvorlig arvelig sygdom eller en væsentlig kromosomabnormitet (præimplantationsdiagnostik).
Sådanne forskningsprojekter er anmeldelsespligtige i forhold til det videnskabsetiske komitésystem, jf. § 27, stk. 2, i lov om kunstig befrugtning.
Som udgangspunkt gælder de samme regler om information og samtykke i forbindelse med forskning på menneskelige kønsceller som for øvrige biomedicinske forsøg.
4.5.1. Forsøg med ubefrugtede æg
Kvinden skal allerede i forbindelse med afgivelsen af samtykke til opbevaring af ubefrugtede æg være oplyst om konsekvenserne af opbevaringen, jf. §§ 2 og 3 i bekendtgørelse om kunstig befrugtning. Der bør således som udgangspunkt foreligge et udtrykkeligt skriftligt samtykke vedrørende anvendelsen af kvindens æg til befrugtning og/eller forskning.
Hvor der foreligger et sådant generelt samtykke til forskning, kan komiteerne godkende anvendelsen af æggene for et efterfølgende biomedicinsk forskningsprojekt, uden at forsøgspersonen informeres og afgiver konkret samtykke.
Hvis kvinden ikke har afgivet et generelt samtykke til forskning, skal der indhentes et efterfølgende samtykke til anvendelsen af æggene i det konkrete forskningsprojekt.
Er kvinden anonym, og foreligger der ikke et generelt eller specielt samtykke til forskning, kan æggene ikke anvendes hertil.
Er der tale om, at æg udtages direkte til et forskningsprojekt, skal kvinden gives fuld information og afgive konkret samtykke efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel 3.
4.5.2. Forsøg med sæd
Hvor sæd doneres anonymt til sædbanker, skal donor i forbindelse med donationen gøres bekendt med konsekvenserne af donation, herunder at sæden kan anvendes til forskningsformål, jf. § 14 i bekendtgørelse om kunstig befrugtning. Der bør således også her som udgangspunkt foreligge et udtrykkeligt skriftligt samtykke vedrørende anvendelsen af sæden til enten opnåelse af graviditet eller til forskningsformål.
Hvor der foreligger et sådant generelt samtykke til forskning, kan komiteerne godkende anvendelsen af sæden for et efterfølgende biomedicinsk forskningsprojekt, uden at forsøgspersonen informeres og afgiver konkret samtykke efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel 3.
Hvor der ikke ved donationen foreligger et generelt samtykke til forskning, skal et konkret informeret samtykke fra donor - hvis dette ikke er umuliggjort af anonymitet - indhentes efterfølgende.
Et konkret samtykke efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel 3 bør indhentes, hvor sæd specielt opbevares med henblik på egen partners eller andres graviditet, med mindre manden allerede i forbindelse med afgivelsen også har afgivet samtykke til forskningsformål.
Hvor sæd doneres til konkrete forskningsprojekter, skal der gives fuld information og afgives konkret samtykke efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel 3.
4.5.3. Forsøg med befrugtede æg og fostre
Forskning på befrugtede æg og fostre kræver et samtykke fra moderen. I det omfang forældrene indgår i ægteskab eller ægteskabslignende forhold, bør der dog tillige indhentes samtykke fra faderen. Dette gælder vejledende, hvad enten det befrugtede æg/fosteret befinder sig i eller uden for moderen.
4.6. Tvivl om anmeldelsespligten
Ved tvivl om et projekts anmeldelsespligt efter komitéloven bør den ansvarlige forsker kontakte den regionale videnskabsetiske komité.
4.7. Anmeldelse til Datatilsynet
Alle forskningsprojekter med følsomme personoplysninger skal efter persondataloven tillige anmeldes til Datatilsynet.
Projekter der udføres for private dataansvarlige skal have Datatilsynets tilladelse, inden projektet kan påbegyndes. For projekter, der udføres for offentlige institutioner, skal Datatilsynets udtalelse være indhentet forinden. Væsentlige ændringer i projekter skal anmeldes til Datatilsynet og kan kræve tilsynets forudgående tilladelse eller udtalelse.
5. Hvad skal forsøgsprotokollen indeholde?
Inden de videnskabsetiske komiteer kan bedømme et konkret forskningsprojekt, skal den projektansvarlige forsker indsende en forsøgsprotokol. Ved firmainitieret forskning er det den klinisk ansvarlige forsker, der indsender protokollen.
Forsøgsprotokollen skal som altovervejende hovedregel indeholde:
a. En projektbeskrivelse (se nedenfor).
b. Oplysninger om information til forsøgspersoner, herunder kopi af skriftlig information og samtykkeerklæring samt oplysninger om retningslinier for afgivelse af mundtlig information (se afsnit 8 og 9 herom).
c. Et resumé af projektbeskrivelsen, udformet i et for lægpersoner forståeligt sprog.
d. En udfyldt videnskabsetisk anmeldelsesblanket.
Hele forsøgsprotokollen skal være affattet på dansk, med mindre særlige forhold gør sig gældende. Ved større internationale multicenterundersøgelser, hvor danske centre/afdelinger kun bidrager med et mindre antal forsøgspersoner, kan der efter omstændighederne accepteres et fyldigt dansk resumé af en fremmedsproget forsøgsprotokol.
Projektbeskrivelsen, som er en del af forsøgsprotokollen, skal indeholde følgende:
a. Beskrivelse af forsøgets formål: Problemstilling og hypotese.
b. Beskrivelse af forsøgets baggrund: Kort litteraturgennemgang, eventuelt suppleret med en egentlig litteraturliste.
Hvis et lignende projekt tidligere er udført, skal forskeren oplyse herom og begrunde en gentagelse af forsøget.
c. Beskrivelse og vurdering af forsøgets etiske aspekter: Afsnittet skal som minimum bestå af en vurdering af forsøgets forudsigelige risici, bivirkninger og ulemper sammenholdt med de forventede fordele for forsøgspersonerne eller andre. Herunder vurderes konsekvenserne for forsøgspersonens pårørende. Afsnittet skal munde ud i en konklusion, der godtgør at forventede gavnlige virkninger opvejer forudsigelige risici, ulemper m.v.
Hensynet til forsøgspersonernes integritet og autonomi skal danne udgangspunkt for overvejelserne (se afsnit 3 herom).
d. Oplysninger vedrørende forsøgspersonerne og eventuelle kontrolpersoner: Inklusions- og eksklusionskriterier, personernes antal, køn, alder, hvorvidt der er tale om raske forsøgspersoner, gravide, ammende, ansatte i sundhedssektoren eller medicinalindustrien, indsatte i fængsler, værnepligtige etc.
Der skal redegøres for, hvor og hvordan forsøgspersonerne rekrutteres.
Der skal gives en særskilt begrundelse, hvis projektet omfatter særlige forsøgssituationer, f.eks. ved inddragelsen af mindreårige, bevidstløse, psykotiske, udviklingshæmmede, demente eller personer i særlige afhængighedsforhold (om særlige forsøgssituationer, se afsnit 7).
e. Redegørelse for afgivelse af mundtlig information og indhentelse af samtykke.
f. Redegørelse for de benyttede metoder: Beskrivelse af eventuelle indgreb på forsøgspersoner, bilag til løbende og anden dataindsamling (spørgeskemaer og lignende). Det skal samtidig angives, om forskeren anonymiserer eller destruerer personidentificerbare data og prøver ved projektets afslutning eller på et andet angivet tidspunkt.
g. Beskrivelse af risici, bivirkninger, komplikationer og ulemper for forsøgspersonerne, om muligt med angivelse af den forventede hyppighed af de enkelte bivirkninger m.v.
h. Beskrivelse af sikkerhedsforanstaltninger ved forsøget.
i. Beskrivelse af forsikringsforhold.
j. Angivelse af sted(er) for forsøgets udførelse.
k. Forsøgets forventede varighed: Begyndelses- og afslutningstidspunkt.
l. Angivelse af et eventuelt honorar til forsøgspersonerne.
m. Hvis der ydes økonomisk støtte udefra til forsøget: En redegørelse for støtten med oplysning om navne på støttegivere, det samlede støttebeløb, støttebeløb fra enkelte støttegivere, samt måden hvorpå støtten indgår i forsøget, herunder om støtten udbetales som en fast sum eller som et vederlag pr. forsøgsperson. Det oplyses desuden, om støtten udbetales direkte til den for projektet ansvarlige forsker, til dennes afdeling/institut, til en fælles forskningsfond eller andet, om forskeren i øvrigt har en økonomisk tilknytning til private støtteydere, samt hvordan et eventuelt overskydende støttebeløb anvendes.
n. Eventuelle regler, retningslinier, aftaler m.v. vedrørende publikation.
Ved godkendelse af forsøg skal den videnskabsetiske komité sikre sig, at der er en fri publikationsret. Den Centrale Videnskabsetiske Komité har fastsat særlige retningslinier herfor.
6. Den normale forsøgssituation
I bekendtgørelsen sondres der mellem normale og særlige forsøgssituationer. Med henblik på at afklare hvilke regler der finder anvendelse på et konkret forskningsprojekt, bør den ansvarlige forsker allerede inden projektets iværksættelse nøje overveje karakteren af de forsøg, som det pågældende projekt indebærer, herunder specielt om der i løbet af projektet vil forekomme særlige forsøgssituationer.
Ved normale forsøgssituationer forstås, jf. bekendtgørelsens § 4, forsøg, hvor der udelukkende er tale om inddragelse af myndige og habile forsøgspersoner, som selv er i stand til at modtage og forstå informationen samt afgive et frivilligt samtykke til deltagelse i forsøg.
Tre væsentlige kriterier er indbygget i denne definition:
1. Personligt myndig forsøgsperson.
Kravet om personlig myndighed indebærer, at der i den normale forsøgssituation er tale om en forsøgsperson, der er mindst 18 år gammel.
2. Habil forsøgsperson.
Kravet om habilitet indebærer, at den pågældende person skal være beslutningskompetent. Dette krav er f.eks. ikke opfyldt, hvis personen er bevidstløs eller mentalt hæmmet.
3. Frivilligt samtykke.
Kravet om et frivilligt samtykke indebærer, at den pågældende ikke f.eks. på grund af institutionsanbringelse, frihedsberøvelse eller ansættelsesforhold må formodes at kunne være påvirket af pres, tvang eller svig i forbindelse med afgivelse af samtykke til forsøgsdeltagelse.
Reglerne om den særlige forsøgssituation tager omvendt højde for tilfælde, hvor et eller flere af disse kriterier ikke er opfyldt.
For normale forsøgssituationer gælder, foruden bekendtgørelsens kapitel 2 og de generelle bestemmelser i bekendtgørelsens kapitel 1 og 6, kun de almindelige regler om information og samtykke i bekendtgørelsens kapitel 3.
Ifølge bekendtgørelsens § 5 skal komiteen ved bedømmelsen af normale forsøgssituationer sikre, at der er foretaget en grundig risikovurdering af forsøget, inden dette kan afvikles. Risikovurderingen omfatter en vurdering af bivirkninger såvel som af risici i snæver forstand. Bekendtgørelsen og vejledningens forståelse af risici og bivirkninger er beskrevet i afsnit 8.2. herunder.
I normale forsøgssituationer som defineret herover må risici og bivirkninger hverken i sig selv eller i forhold til projektets forudselige fordele have et uforsvarligt omfang, jf. lovens § 8, stk. 1, nr. 1. Det betyder, at forskeren og den videnskabsetiske komité i sin bedømmelse af projektet både skal vurdere forsøgets risici i sig selv, d.v.s. uden hensyn til eventuelle fordele, og i forhold til projektets forudselige fordele for forsøgspersoner, for andre og for forskningen. Hverken den absolutte eller den relative risiko må være uforsvarlig.
En øvre grænse for, hvad der kan forsvares, følger allerede af lægelovens § 6, stk. 1, hvorefter lægen har pligt til i sin gerning at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.
En mere konkret øvre grænse i risikovurderingen er, at raske forsøgspersoner i normale forsøgssituationer kun må udsættes for risici, der kan karakteriseres som minimale.
I forbindelse med inddragelsen af patienter som forsøgspersoner i normale forsøgssituationer kan der imidlertid være tale om, at en højere risiko kan være acceptabel, når dette er forbundet med en mulig helbredsmæssig fordel for forsøgspersonen.
7. Den særlige forsøgssituation
Den særlige forsøgssituation foreligger, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1, hvor en forsøgsperson på grund af alder, sindstilstand, bevidstløshed, udviklingshæmning eller lignende er ude af stand til at afgive informeret samtykke. Desuden omfatter den særlige forsøgssituation forsøg med personer, som er beslutningskompetente, men som på grund af institutionsanbringelse, frihedsberøvelse, ansættelsesforhold eller lignende kan være udsat for et særligt pres, og derfor ikke med sikkerhed kan formodes at afgive et frivilligt samtykke til forsøgsdeltagelse.
For forsøgspersoner, som er ude af stand til at afgive informeret samtykke, finder reglerne om stedfortrædende samtykke i bekendtgørelsens §§ 15-19 anvendelse.
For forsøgspersoner, der befinder sig i situationer, hvor der kan opstå formodning om, at personen kan komme under pres for forsøgsdeltagelse, er der et særligt behov for at sikre frivilligheden bag deltagelsen i forsøget. Her finder de skærpede informations- og samtykkekrav i bekendtgørelsens § 20 anvendelse.
For alle særlige forsøgssituationer gælder det, at kravene til risikovurdering, nytte for forsøgspersonen m.v. i bekendtgørelsens § 14 skal være opfyldt, før disse forsøg kan iværksættes.
Ved bedømmelsen af særlige forsøgssituationer skal de videnskabsetiske komiteer inden godkendelsen sikre, at projektet ikke med tilsvarende nytte kan gennemføres ved anvendelse af normale forsøgssituationer.
Komiteerne skal herefter sikre, at projektet har udsigt til direkte at gavne den enkelte forsøgsperson.
Endelig skal komiteen vurdere forholdet mellem nytte og risici. De direkte, påregnelige fordele for forsøgspersonen skal være meget store for at kunne begrunde en risiko, der svarer til hvad der kan accepteres i den normale forsøgsssituation, jf. bekendtgørelsens § 5.
Det fremgår af dette, at komiteerne foretager en skærpet risiko- og nyttevurdering af de særlige forsøgssituationer.
I visse tilfælde er det muligt at godkende særlige forsøgssituationer, der ikke honorerer enkeltkravet om, at projektet direkte skal gavne den enkelte forsøgsperson.
Ifølge bekendtgørelsens § 14, stk. 2, er det muligt at godkende forsøg med umyndige eller inhabile personer, selv om projektet ikke har udsigt til direkte at gavne forsøgspersonen. Yderligere forudsætninger herfor er dog,
1) at forskningsprojektet kun kan gennemføres ved inddragelse af personer omfattet af den pågældende sygdom eller tilstand,
2) at projektet har udsigt til at kunne overføre meget store fordele til den patientgruppe, som omfattes af den samme sygdom eller tilstand som forsøgspersonen, samt
3) at forsøget højest indebærer minimale risici for forsøgspersonen.
Alle tre forudsætninger skal være opfyldt, for at projektet kan godkendes.
Ligeledes er det, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 3, i ganske særlige tilfælde muligt at inddrage raske forsøgspersoner i særlige forsøgssituationer, selv om projektet ikke har udsigt til direkte at gavne forsøgspersonen.
En yderligere forudsætning er her, at forsøget højest medfører ganske ubetydelige risici og minimal gene for forsøgspersonen.
Denne bestemmelse vil især kunne finde anvendelse ved inddragelse af børn, hvor der altid p.g.a. de pågældendes umyndighed vil være tale om særlige forsøgssituationer. Undtagelsen kan også finde anvendelse ved inddragelse af myndige og beslutningskompetente forsøgspersoner, hvor frivilligheden til deltagelse kan drages i tvivl.
8. Udformning af information til forsøgspersoner
Inden informationssamtalen bør forskeren træffe aftale med forsøgspersonen om tid og sted for en sådan. Dette gælder, med mindre der er tale om helt akutte omstændigheder, eller med mindre andet taler herimod, f.eks. hvor en forsøgsperson ønskes som medvirkende i et forsøg på baggrund af en diagnose, som den pågældende endnu ikke har fået forelagt.
Inden informationssamtalen oplyses det også, at der er tale om en forespørgsel om deltagelse i et videnskabeligt forsøg, at forsøgspersonen vil få betænkningstid efter afgivelsen af information, samt at den pågældende har ret til at medbringe en bisidder ved informationssamtalen. Herved gives mulighed for, at den pågældende kan nå at træffe aftale med tredjemand om dette.
Selve informationssamtalen bør være nøje planlagt og foregå i uforstyrrede fysiske rammer. Forsøgspersonen skal gives tilstrækkelig tid til at læse den skriftlige information, lytte til den mundtlige beskrivelse og stille spørgsmål til projektet.
Ved forsøg, som opklarer forsøgspersoners helbredstilstand, eventuelle sygdom eller disposition for visse sygdomme, skal forskeren allerede inden informationssamtalen være opmærksom på, at forsøgspersonen ifølge bekendtgørelsens § 10 har ret til at frasige sig viden om sådanne fremkomne oplysninger. I disse tilfælde skal informationssamtalen planlægges således, at der tages højde for forsøgspersonens ret til at frasige sig information af den nævnte karakter.
Er der tale om et længerevarende forsøg, bør den projektansvarlige allerede fra forsøgets begyndelse overveje, hvordan en eventuel senere nødvendig opdatering af informationen kan arrangeres (se afsnit 10 om opdatering af information og samtykke).
8.1. Formelle krav til informationen
Forsøgspersoner eller deres stedfortrædere skal både informeres skriftligt og mundtligt, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 1. Informationen skal gives, uden at forsøgspersonen anmoder herom.
Den skriftlige information til forsøgspersoner skal godkendes af komiteen sammen med en beskrivelse af retningslinierne for mundtlig information.
Informationen til forsøgspersoner skal meddeles i et letforståeligt sprog uden tekniske eller værdiladede vendinger, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2. Ved afgivelsen af mundtlig information skal afgiveren sikre sig og har ansvaret for, at forsøgspersonen har forstået indholdet i informationen, inden forsøget iværksættes.
Informationen bør gives på en hensynsfuld måde, der er tilpasset den enkelte forsøgspersons forhold såsom alder, social status, uddannelsesniveau m.v. Informationen må ikke medføre, at forsøgspersonen uden forudgående varsel får præsenteret oplysninger, som denne ikke ønsker, f.eks. for cancerpatienter en meget dårlig prognose, eller for personer med arvelige sygdomme i familien oplysning om, at man er bærer af et gen forbundet med en alvorlig arvelig sygdom.
Informationen gives af den for projektet ansvarlige forsker eller en af denne dertil bemyndiget person med tilknytning til projektet. Ansvaret for en rigtig og fyldestgørende information til forsøgspersonerne hviler på afgiveren. Den projektansvarlige skal sikre sig, at de personer, hvortil afgivelsen af den mundtlige informationen delegeres, er grundigt informeret om projektet og besidder de fornødne faglige og psykologiske kvalifikationer.
8.2. Informationens indhold
Bekendtgørelsens §§ 7 og 8 indeholder de retlige minimumskrav til den skriftlige information. I det følgende beskrives opbygningen af bekendtgørelsens krav og forskerens prioritering af kravene i det konkrete informationsmateriale. Herefter foretages en detaljeret gennemgang af kravene.
Bekendtgørelsens indholdsmæssige krav til informationen er opbygget således:
- § 7, stk. 1, nr. 1-6 omhandler krav til information om det konkrete forsøgs indhold,
- § 7, stk. 1, nr. 7-9 omhandler information om forsøgspersonens rettigheder,
- § 7, stk. 1, nr. 10-12 omhandler information om tavshedspligt, aktindsigt, erstatningsmuligheder m.v.,
- § 7, stk. 2 omhandler særlige oplysninger til forsøgspatienter, og
- § 8 omhandler krav til information om projekters økonomiske støtte.
Informationen skal ikke nødvendigvis udformes i den nævnte rækkefølge. Forskeren bør i stedet vurdere, hvilke oplysninger som er mest relevante for det pågældende forsøg. Disse bør fremgå først af den skriftlige information.
Oplysningen om, at der er tale om en forespørgsel om deltagelse i et videnskabeligt forsøg eller forskningsprojekt, bør dog altid fremgå allerførst af informationsmaterialet.
Både den skriftlige og mundtlige information bør være klar og præcis, således at væsentlige informationer ikke drukner i en overdreven informationsmængde.
Alle bekendtgørelsens krav til informationens indhold skal opfyldes. Det er imidlertid ikke et krav, at alle punkterne fremgår af den konkret udarbejdede informationsskrivelse. De punkter, som fremgår af bekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 1-9, og § 8 bør dog altid indgå i den konkrete informationsskrivelse. Derimod kan informationskravene i § 7, stk. 1, nr. 10-12 opfyldes ved beskrivelse i en generel folder.
I forsøg, der f.eks. kun omfatter forsøgspersonernes afgivelse af en blodprøve, kan den konkrete informationsskrivelse reduceres til de mest relevante punkter; øvrige punkter kan fremgå af en generel folder.
I det følgende omtales de enkelte indholdsmæssige krav til informationen nærmere.
1. Forespørgsel om deltagelse i et videnskabeligt forsøg eller forskningsprojekt.
Af det første punkt i den skriftlige information skal det fremgå, at der er tale om en forespørgsel om deltagelse i et videnskabeligt forsøg eller forskningsprojekt. Det bør klart fremgå, at der således ikke er tale om rutine, diagnostisk undersøgelse eller behandling.
2. Forsøgets formål og metode.
Formål og metode skal forklares for forsøgspersonen i et let forståeligt sprog uden unødige medicinske fagudtryk. Beskrivelsen skal være nøgtern og ikke skabe forventning om resultater, der ikke er realistiske.
Informationen skal indeholde oplysning om anvendelse af og navnene på godkendte og ikke godkendte lægemidler m.v., anvendelse af randomisering, blindpræparater og behandlingsfri perioder, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2.
Desuden skal forsøgspersonen informeres om forsøgets generelle fremgangsmåde, herunder om anvendelsen af invasive undersøgelsesmetoder. Det bør oplyses, hvor mange forsøgspersoner der indgår, og hvorvidt der er tale om forsøgspatienter eller raske forsøgspersoner.
3. Bivirkninger, risici, komplikationer og ulemper
Der skal gives oplysninger om kendte og forudsigelige bivirkninger, risici, komplikationer og ulemper ved forsøget.
Det skal herudover oplyses, at der kan være uforudsigelige risici knyttet til deltagelse i biomedicinske forsøg.
Bivirkninger
Bivirkninger er utilsigtede effekter af anvendelsen af medicin eller anden behandling, som ikke kan undgås, og som forekommer med større eller mindre hyppighed, f.eks. kvalme ved behandling med antibiotika.
Der bør både gives information om forbigående og langvarige bivirkninger. Der bør altid informeres om hyppige bivirkninger, også selv om disse ikke er alvorlige, og om alle alvorlige bivirkninger, også selv om disse kun er sjældne. Det vil afhænge af det konkrete forsøg, hvor hyppig en bivirkning skal være, før der kræves information om denne.
Risici
Risici er alvorlige begivenheder, som kan indtræffe i forbindelse med forsøg, f.eks. infektion i relation til en operation eller blodforgiftning i forbindelse med behandling med cellegifte mod cancer.
Forsøgspersonen skal informeres om alle kendte risici ved deltagelse i forsøget.
Gravide og ammende kvinder skal tillige informeres om eventuelle risici for barnet.
Derudover skal der informeres om, at der kan være ikke kendte bivirkninger eller risici ved deltagelse i forsøg. Dette er f.eks. ofte tilfældet ved afprøvning af ikke godkendt medicin.
Ulemper
Ulemper er de praktiske besværligheder og gener, som forsøgsdeltagelsen medfører, f.eks. ved fravær fra arbejde på grund af fremmøde til kontrolbesøg, blodprøvetagning eller lignende.
Oplysningerne om forsøgets ulemper skal være så nøjagtige som muligt.
4. Nytte ved forsøget.
Informationen skal indeholde oplysninger om den mulige nytte ved forsøget. Der skelnes her mellem nytte for forsøgspersonen, for andre og videnskabelige fremskridt.
Det skal klart fremgå af informationen, om forsøgspersonen selv kan have nytte af forsøget. Ved nytte for forsøgspersonen forstås alene den bedring af den pågældendes sygdom eller tilstand, som kan opnås gennem projektet. Den umiddelbare nytte, som forsøgspersonen kan opnå gennem deltagelse i forsøget, f.eks. i form af ekstra pleje eller et vederlag for deltagelse, er ikke indeholdt.
Der gives i almindelighed ikke vederlag til forsøgspatienter for deltagelse i forsøg. Undertiden kan der dog gives et vederlag til raske forsøgspersoner. Vederlag for deltagelse i forsøg må ikke være af en sådan størrelse, at det påvirker samtykkeafgivelsen på utilbørlig vis, jf. komitélovens § 8, stk. 5.
5. Udelukkelse fra og afbrydelse af forsøg.
Forsøgspersonen skal informeres om omstændigheder der kan medføre, at den pågældende kan blive udelukket fra forsøget mod sit eget ønske, samt under hvilke omstændigheder forsøget som helhed kan afbrydes.
En udelukkelse af forsøgspersonen kan f.eks. komme på tale, hvor der opstår uønskede bivirkninger, eller hvor forsøgspersonen af andre grunde ikke følger forsøgsbehandlingen. En generel afbrydelse af forsøget kan f.eks. forekomme, hvis der fremkommer oplysninger som viser, at risikoen ved at gennemføre forsøget er for stor. En afbrydelse vil også kunne blive resultatet, hvis et lignende projekt fremlægger valide resultater vedrørende forsøgsbehandlingen, f.eks. hvor et andet projekt har dokumenteret, at forsøgsbehandlingen er standardbehandlingen overlegen.
6. Kontaktperson.
Informationen skal indeholde oplysning om navn, adresse og telefonnummer på mindst én kontaktperson med tilknytning til forsøget. Hvis kontaktpersonen kun træffes indenfor særlige tidsintervaller, bør dette oplyses.
7. Frivillig deltagelse
Informationen skal indeholde oplysning om, at deltagelse i forsøget er frivillig, og at deltagelse kun kan ske, efter at både skriftlig og mundtlig information er givet, og et skriftligt samtykke til deltagelse er indhentet.
8. Tilbagetrækning af samtykke
Informationen skal indeholde oplysning om, at forsøgspersonen på ethvert tidspunkt og uden begrundelse kan trække samtykket til deltagelse tilbage og udtræde af forsøget, uden at dette påvirker adgangen til nutidig eller fremtidig behandling eller andre rettigheder, som forsøgspersonen måtte have.
Hverken den skriftlige eller mundtlige information må indeholde oplysninger, som kan give forsøgspersonen den opfattelse, at vedkommende mister eller fraskriver sig rettigheder, herunder muligheden for at rejse erstatningskrav i tilfælde af skader som følge af forsøget. Dette gælder heller ikke, hvis vedkommende uforsætligt fraviger forskningsplanen.
I tilfælde, hvor patienter trækker sig ud af forsøg under afvikling, foreligger en almindelig behandlingssituation. Her gælder informations- og samtykkeforpligtelser efter reglerne i lov om patienters retsstilling.
9. Betænkningstid og bisidder
Informationen skal indeholde oplysning om, at forsøgspersonen ikke behøver at beslutte sig med det samme, men har krav på betænkningstid. Betænkningstidens længde vil afhænge af forsøgets karakter. Er der tale om forsøgspatienter, bør betænkningstiden være så lang, at personen har mulighed for at overveje deltagelsen samt at drøfte dette med pårørende og andre. Som udgangspunkt bør betænkningstiden mindst være af et døgns længde.
I mindre indgribende forsøg, f.eks. hvor forsøget kun omfatter afgivelse af en blodprøve, kan betænkningstiden være kortere.
I særlige tilfælde, hvor formålet med forsøget ikke tillader betænkningstid, f.eks. hvor en forsøgsperson er ramt af blodprop i hjerte eller hjerne eller af en livstruende infektion, kan der afviges fra reglen om betænkningstid.
Informationen skal endvidere indeholde oplysning om, at forsøgspersonen har ret til at medbringe en bisidder ved modtagelsen af den mundtlige information. Denne oplysning bør allerede gives, når der aftales tid for en informationssamtale vedrørende forsøgsdeltagelsen.
10. Tavshedspligt
Det skal fremgå af informationen, at oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger om forsøgspersonen, som gives eller fremkommer under deltagelse i forsøget, er omfattet af tavshedspligt.
Det skal endvidere oplyses, om informationerne opbevares i anonymiseret eller personhenførbar form, samt hvor længe data opbevares.
Samtykke til videregivelse af oplysninger vedr. patienter gælder normalt for 1 år, jf. lov om patienters retsstilling, § 27, stk. 2.
Forsøgspersonen giver kun tilladelse til, at de for projektet relevante oplysninger kan udleveres.
Bisiddere er normalt ikke omfattet af tavshedspligten, med mindre der er tale om sundhedspersoner eller andre, hvis hverv eller funktion pålægger dem en sådan.
11. Aktindsigt
Forsøgspersonen skal have oplysning om, at der er mulighed for at få aktindsigt i forsøgsprotokoller efter offentlighedslovgivningens bestemmelser herom.
Visse oplysninger kan hemmelighedsholdes efter lovgivningen af hensyn til den enkelte forskers intellektuelle ejendomsret eller af hensyn til eventuelle forretningshemmeligheder.
Forsøgspersonen bør tillige skriftligt informeres om, at Lægemiddelstyrelsen har adgang til indsigt i patientjournaler og lignende. Ifølge lægemiddellovens § 24, stk. 11, har Lægemiddelstyrelsen ret til aktindsigt, såfremt patienten eller forsøgspersonen i forbindelse med deltagelse i forsøget er orienteret om Lægemiddelstyrelsens journaladgang.
Den regionale videnskabsetiske komité, som har givet tilladelse til projektet, afgør sager om aktindsigt. Klager over afgørelser om aktindsigt behandles af Den Centrale Videnskabsetiske Komité.
12. Klageadgang, erstatning og kompensation
Informationen skal indeholde oplysning om klageadgang samt mulighed for erstatning efter patientforsikringsloven, lov om erstatning for lægemiddelskader samt anden kompensation ved skader som følge af forsøget.
Ved anden mulig kompensation forstås forsikringsaftaler og lignende, som forsøgspersonen er dækket af i forbindelse med deltagelse i forsøget.
Oplysninger om økonomiske forhold
Informationen til forsøgspersoner skal indeholde oplysninger om den eventuelle økonomiske støtte, som forskeren modtager fra private virksomheder, fonde m.v. i forbindelse med forsøget, jf. bekendtgørelsens § 8. Navne på støttegivere samt støttebeløb for hver af disse skal være anført.
Det skal fremgå, hvorvidt støtten ydes som et fast beløb pr. forsøgsperson (evt. inden for et fastlagt antal) eller som en fast sum til hele projektet, samt hvorvidt pengene udbetales til forskeren, til dennes afdeling/institut, til en fælles forskningsfond eller andet. Anvendelsen af et eventuelt overskydende støttebeløb skal også oplyses.
Endelig skal informationen indeholde oplysning om, hvorvidt den ansvarlige forsker i øvrigt har en økonomisk tilknytning til private virksomheder, fonde m.v., som har interesser i det pågældende forskningsprojekt. Dette kan f.eks. gøre sig gældende, hvor forskeren modtager et fast konsulenthonorar eller på anden måde tilgodeses ved økonomisk støtte, gaver eller lignende fra virksomheder eller fonde med interesser i projektet, eller hvor forskeren besidder en aktiepost i den pågældende virksomhed.
8.3. Supplerende information til forsøgspatienter
Ifølge bekendtgørelsens § 7, stk. 2, skal forsøgspatienter tillige informeres om andre mulige behandlingsmetoder, som kan tilbydes på afdelingen. Ifølge § 5, stk. 1, i Sundhedsministeriets bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. skal denne information gives mundtligt og bør suppleres med skriftligt informationsmateriale ved større indgreb og komplicerede behandlinger.
Det skal klart fremgå, at patienten, uanset at denne ikke ønsker at deltage i forsøget eller af andre grunde udtræder, vil blive tilbudt den sædvanlige behandling.
9. Krav til forsøgspersoners samtykke
9.1. Generelle krav
Samtykket til forsøgsdeltagelse afgives på baggrund af den skriftlige og mundtlige information, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 1. Samtykket skal være frit, udtrykkeligt og skriftligt. Det skal afgives over for den ansvarlige forsker eller en af denne bemyndiget person med tilknytning til projektet.
Der skal være en klar sammenhæng mellem informationen og samtykket. Dette indebærer, at et samtykke til forsøgsdeltagelse som udgangspunkt afgives snarest efter afgivelsen af information, dog under hensyntagen til fornøden betænkningstid. Hvis forsøget løber over en længere periode, f.eks. hvor forsøgspersoner indgår i forsøget både som barn og voksen, kan det blive nødvendigt med en opdatering af information og samtykke (se afsnit 10 herom).
Forsøgspersonen skal være klar over, hvad der gives samtykke til. Såfremt forsøgspersonen ikke forstår informationen, kan vedkommende ikke deltage i forsøget.
Forsøgspersonen skal selv, hvis ikke der er tale om et stedfortrædende samtykke, datere og underskrive samtykkeerklæringen.
Samtykket bør gives enten på selve informationsskrivelsen eller på en særskilt samtykkeerklæring. En kopi af erklæringen skal udleveres til forsøgspersonen. Originale samtykkeerklæringer opbevares af den projektansvarlige. Hvis den projektansvarlige er en behandlende sundhedsperson, kan der være pligt til at journalføre forsøgspersonens samtykke efter gældende regler om sundhedspersoners pligt til at føre ordnede optegnelser.
Ifølge bekendtgørelsens § 12, stk. 2, skal den projektansvarlige forsker eller dennes repræsentant tillige attestere, at den skriftlige information er udleveret til forsøgspersonen, og at afgivelsen af mundtlig information har fundet sted. Dette skal gøres senest i forbindelse med forsøgspersonens samtykkeafgivelse. Attestationen skal foretages på samtykkeerklæringen, således at forsøgspersonen også efterfølgende er i besiddelse af en kopi heraf.
I forbindelse med anmeldelsespligtige spørgeskemaundersøgelser, hvor spørgeskemaerne fremsendes til respondenter, og der således ikke er direkte kontakt med forskeren, kan den anonyme tilbagesendelse af spørgeskemaet efter omstændighederne betragtes som et gyldigt samtykke. Det skal her fremgå tydeligt af spørgeskemaet, at deltagelse er frivillig, og at tilbagesendelse betragtes som et samtykke til deltagelse.
I særlige situationer, hvor der kan være risiko for, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem forsker og forsøgsperson, eller hvor der af andre grunde kan være tvivl om forsøgspersonens frivillighed, kan komiteen beslutte, at forsøgspersonens samtykke til deltagelse skal afgives til en uvildig person, som komiteen godkender, jf. bekendtgørelsens § 20, stk. 1 (se desuden afsnit 6).
De videnskabsetiske komiteer har udarbejdet følgende standardformuleringer til brug for samtykkeerklæringen:
a. Samtykke fra en voksen, habil person
»Jeg bekræfter hermed, at jeg, efter at have modtaget ovenstående information såvel mundtligt som skriftligt, indvilger i at deltage i det beskrevne forsøg.
Jeg er informeret om, at det er frivilligt at deltage, og at jeg når som helst og uden begrundelse kan trække mit tilsagn om deltagelse tilbage, uden at dette vil påvirke den nuværende eller fremtidige behandling af mig.«
b. Stedfortrædende samtykke (mindreårige, bevidstløse m.v.)
»Jeg/vi bekræfter hermed, at jeg/vi, efter at have modtaget ovenstående information såvel mundtlig som skriftligt, indvilger i, at mit/vort barn (eller min/vor pårørende) deltager i det beskrevne forsøg.
Jeg/vi er informeret om, at det er frivilligt at deltage, og at tilsagnet om at deltage når som helst og uden begrundelse kan trækkes tilbage, uden at dette vil påvirke den nuværende og fremtidige behandling af mit/vort barn (eller min/vor pårørende).«
Det anbefales, at disse formuleringer anvendes i sammenhæng med den skriftlige information.
9.2. Stedfortrædende samtykke
Forudsat at kravene til godkendelse af særlige forsøgssituationer er opfyldt (se afsnit 7), kan stedfortrædende samtykke til forsøg med inhabile eller umyndige personer indhentes fra nærmeste pårørende eller værge, jf. komitélovens § 8, stk. 1, nr. 3.
Ved nærmeste pårørende forstås forsøgspersonens samlevende ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige linie og søskende. En konkret vurdering vil afgøre, hvem der blandt disse er den nærmeste pårørende. Adoptivbørn vil som regel og plejebørn vil jævnligt kunne betragtes som nærmeste pårørende. Efter omstændighederne, og navnlig hvor der ikke findes ægtefælle, samlever eller børn, vil slægtninge som forsøgspersonen er nært knyttet til eller nært besvogret med også kunne betragtes som nære pårørende.
Der lægges både vægt på familieforholdet og på relationens tæthed. Det er væsentligt, at den der afgiver stedfortrædende samtykke nyder forsøgspersonens tillid og kender denne godt. En nær ven kan derfor i nogle tilfælde afgive et stedfortrædende samtykke.
En værge kan, såfremt der er iværksat et personligt værgemål, der omfatter beføjelse til at meddele samtykke til deltagelse i biomedicinske forsøg, afgive stedfortrædende samtykke. Eventuelle pårørende bør dog inddrages i beslutningen herom.
Ved stedfortrædende samtykke gælder de samme formelle og indholdsmæssige krav til information og samtykke, som stilles ved habile personers medvirken.
Uanset et stedfortrædende samtykke kan forsøget ikke gennemføres, hvis forsøgspersonen protesterer herimod, jf. bekendtgørelsens § 16. Ved protest forstås også modstand, som forsøgspersonen ikke formulerer mundtligt, men som tilkendegives ved personens holdning, kropssprog eller modstand mod fysiske indgreb.
Umyndige og inhabile forsøgspersoner skal i videst muligt omfang inddrages i beslutningen om forsøgsdeltagelse, ligesom forsøgspersonen skal informeres og inddrages i drøftelserne af forsøget, jf. bekendtgørelsens § 18.
For visse udsatte grupper af inhabile kan der iværksættes særlige beskyttelsesforanstaltninger i form af rådgivning og tilsyn under forsøgets afvikling. Den videnskabsetiske komité kan ved forsøg på varigt inhabile beslutte, at en tilsynsperson eller et tilsynsudvalg, som er uafhængigt af forskergruppen, følger forsøgets afvikling og afgiver rapport til komiteen på forud fastlagte tidspunkter.
Herunder beskrives samtykkereglerne ved forskellige typer af stedfortrædende samtykke.
9.2.1. Forskning på mindreårige
Ifølge bekendtgørelsens § 15, stk. 2, skal der ved forskning på personer under 18 år indhentes stedfortrædende samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Hvis begge forældrene har forældremyndigheden, skal der således indhentes samtykke fra begge.
Der skal desuden indhentes samtykke fra barnet selv, hvis dette ikke efter omstændighederne er udelukket. Det skal vurderes, om barnet er tilstrækkeligt modent til at forstå, hvad forsøget går ud på, og hvad samtykket indebærer. Uanset dette kan forsøget ikke gennemføres, hvis barnet protesterer herimod.
Som hovedregel vil børn fra 12-års alderen og opefter være i stand til at opfylde disse kriterier. Der skal imidlertid altid foretages en konkret vurdering af dette.
9.2.2. Varigt inhabile
Personer, som er varigt inhabile, f.eks. på grund af demens eller udviklingshæmning, kan medvirke ved stedfortrædende samtykke efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel 4 og 5. Komiteen kan her forlange forsøget overvåget af en uafhængig tilsynsperson eller et tilsynsudvalg.
9.2.3. Midlertidigt inhabile
Midlertidigt inhabile, f.eks. bevidstløse eller sindssyge, kan ligeledes medvirke i forsøg ved stedfortrædende samtykke efter reglerne i kapitel 4 og 5.
Ved inddragelse af psykiatriske patienter kan komiteen bestemme, at en patientrådgiver skal inddrages. For en psykiatrisk patient, der er inhabil, og som overflyttes til en somatisk afdeling i løbet af forsøget, gælder de samme regler ved inddragelse i forsøg som på den psykiatriske afdeling.
Patienter som er tvangsindlagte eller tvangsbehandles på en psykiatrisk afdeling kan ikke inddrages i biomedicinske forsøg.
9.3. Samtykke fra institutionsanbragte, frihedsberøvede og lignende
I situationer, hvor forskere ønsker at inddrage institutionsanbragte, frihedsberøvede, ansatte i medicinalindustrien eller i sundhedsvæsenet eller andre, som kan formodes at være udsat for et særligt pres i forbindelse med beslutningen om forsøgsdeltagelse, skærpes kravene til forsøgspersonernes medvirken, information og samtykke.
Der er her tale om særlige forsøgssituationer, og der skal derfor foretages en skærpet risikovurdering (se afsnit 7 herom).
Den videnskabsetiske komité kan beslutte, at forsøgspersonens samtykke til deltagelse i forsøget skal afgives overfor en person, som komiteen har godkendt. Komiteen kan tillige beslutte, at forsøget skal overvåges af en uafhængig sagkyndig, og at forsøgspersonen skal informeres herom, jf. bekendtgørelsens § 20, stk. 1.
Komiteen kan også, for at sikre at forsøgspersonens samtykke er afgivet frit, pålægge forskeren at rekruttere forsøgspersonerne udenfor sit eget ansvarsområde.
Patienter, som er underlagt tvang, kan ikke medvirke som forsøgspersoner i biomedicinske forskningsprojekter, jf. lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, § 23, stk. 1. Dette gælder, uanset om den pågældende må betragtes som værende beslutningskompetent.
9.4. Forskning på døde
I ligsynsloven findes særlige regler om indgreb på afdøde, som har berøring med komitélovens og bekendtgørelsens bestemmelser.
Hvis der i videnskabeligt øjemed ønskes foretaget et indgreb på en afdød, som ikke har relation til en obduktion, eller som ikke er et mindre indgreb, jf. ligsynslovens § 17, stk. 2, kræves afdødes forudgående skriftlige samtykke til indgrebet, jf. ligsynslovens § 16, stk. 1. Hvis et samtykke fra den pågældende ikke foreligger, kan der ikke foretages forskning med et stedfortrædende samtykke i medfør af komitélovens regler (om stedfortrædende samtykke, se afsnit 9.3. herover).
Hverken den afdødes samtykke i levende live eller pårørendes samtykke til lægevidenskabelig obduktion i medfør af ligsynslovens § 12 kan betragtes som et generelt samtykke til forskning på den afdøde. Et sådant samtykke vil kun omfatte forskning på afdøde, som har relation til en lægevidenskabelig obduktion.
Et stedfortrædende samtykke vil kunne tillade forskning på afdøde, hvis der alene er tale om mindre indgreb, d.v.s. udtagelse af blod, fjernelse af mindre hudpartier samt andre ligestillede indgreb, som ikke er omfattet af ligsynsloven, jf. dennes § 17, stk. 2.
9.5. Efterfølgende samtykke
Hvis en forsøgsperson, som f.eks. er bevidstløs eller psykotisk, opnår eller genvinder sin habilitet under afviklingen af forskningsprojektet, indhentes informeret samtykke fra forsøgspersonen efter de almindelige regler herom, jf. bekendtgørelsens § 17.
10. Opdatering af information og samtykke
Hvis der under et forsøg fremkommer nye oplysninger om den enkelte forsøgsperson eller om forsøget, skal der informeres herom og eventuelt indhentes fornyet samtykke.
10.1. Nyt vedrørende forsøgspersonen
Hvis der under forsøget fremkommer væsentlige oplysninger om den enkeltes helbredstilstand, skal disse og deres praktiske konsekvenser oplyses overfor forsøgspersonen, også selv om oplysningerne ikke umiddelbart kan relateres til forskningsprojektets formål.
Forsøgspersonen kan på forhånd frabede sig information om oplysninger, der opstår i forbindelse med forsøget. Dette er især aktuelt for personer, der kan være bærere af en arvelig sygdom, og hvor forsøget har til formål at afsløre anlæg for alvorlige arvelige sygdomme, som måske først bryder ud efter en længere årrække. Inden personen inddrages i forsøget, bør der i givet fald foreligge en klar skriftlig aftale, hvor forsøgspersonen frasiger sig information af den nævnte karakter.
Loven giver ikke mulighed for, at den projektansvarlige selv afgør, om en forsøgsperson kan tåle at blive informeret om sin sygdom m.v. I tilfælde, hvor et forsøg ikke ses at ville føre til opklaring af oplysninger af den ovennævnte karakter, og hvor forsøgspersonen derfor ikke forudgående har taget stilling til sin ret til ikke-viden, men hvor sådanne oplysninger alligevel fremkommer, skal forsøgspersonen derfor som hovedregel informeres.
10.2. Nyt vedrørende forsøget
Hvis der under forsøget fremkommer nye oplysninger om effekt, risici, bivirkninger, komplikationer eller ulemper ved forsøget, eller hvis forskningsprojektets forsøgsdesign ændres væsentligt, skal forsøgspersonen informeres herom, og der skal indhentes fornyet samtykke.
Hvor nye oplysninger medfører, at forskeren overvejer at ændre proceduren eller stoppe forsøget, skal komiteen orienteres herom.
Hvis ny viden om bivirkninger og risici medfører, at proceduren ved forsøget straks ændres, udarbejdes en revideret skriftlig patientinformation, som forelægges til den videnskabsetiske komites godkendelse. Efterfølgende informeres forsøgspersonerne, og der indhentes på baggrund af informationen et nyt skriftligt samtykke til deltagelse.
Der må ikke foretages væsentlige ændringer i et projekt, hverken m.h.t. projektets design eller i informationen til forsøgspersoner, uden at dette er godkendt af den videnskabsetiske komité, der har givet tilladelse til projektet.
Hvis der fremkommer ny viden om effekt, risici, komplikationer og bivirkninger, der er så sikker og alvorlig, at det vurderes etisk uforsvarligt at fortsætte forsøget, stoppes dette. Forsøgspersonerne og den videnskabsetiske komité informeres efterfølgende om årsagerne hertil.
Efter forsøgets afslutning bør patienterne så vidt muligt informeres om relevante forsøgsresultater. Dette kan ske ved et personligt brev til patienterne. I tilfælde, hvor et stort antal forsøgspersoner eller lignende umuliggør dette, kan kravet opfyldes ved offentliggørelse i pressemeddelelse eller ved annoncering i aviser eller lignende.
11. Kontrol med forskningsprojekter
De videnskabsetiske komiteer foretager kontrol af de godkendte forsøg.
11.1. Database som grundlag for kontrol
Der etableres en fælles database for de regionale videnskabsetiske komiteer og Den Centrale Videnskabsetiske Komité, som bl.a. anvendes til planlægning af kontrol.
Databasen indeholder oplysninger om alle forsøg der anmeldes til de videnskabsetiske komiteer med angivelse af:
a. forsøgets titel samt enkelte oplysninger om forsøgets art,
b. navne på ansvarlige forskere,
c. antal forsøgspersoner der planlægges inkluderet i projektet, samt
d. om projektet er gennemført eller ej.
11.2. Kontrol af forsøgets gennemførelse
De videnskabsetiske komiteers kontrol af de enkelte forskningsprojekters gennemførelse tager udgangspunkt i forskeres og institutioners egenkontrol.
For institutioner med forskningsledelser vil den videnskabsetiske kontrol naturligt tage udgangspunkt i, hvordan forskningsledelsens kontrol med projektet fungerer.
Med henblik på kontrol med forskningsprojekternes gennemførelse har det videnskabsetiske komitesystem etableret en særlig videnskabsetisk stikprøvekontrol. Formålet med stikprøvekontrollen er at forbedre den videnskabelige standard og beskyttelsen af forsøgspersonerne. Den videnskabsetiske komité, der har godkendt projektet, træffer afgørelse om, hvilke projekter der udtages til stikprøvekontrol.
Ved lægemiddelafprøvninger foretages den videnskabsetiske stikprøvekontrol af Lægemiddelstyrelsens inspektorkorps, som i henhold til internationale regler anvendes til kontrol af God Klinisk Praksis. Rapportering sker til forskeren, den regionale videnskabsetiske komité og Den Centrale Videnskabsetiske Komité.
Ved andre typer forsøg foretages den videnskabsetiske stikprøvekontrol af et særligt inspektorkorps, eventuelt under medvirken af en ekstern sagkyndig. Inspektorkorpset består af personer, der har kendskab til humane biomedicinske forsøg. Rapportering sker til forskeren, den regionale videnskabsetiske komité og Den Centrale Videnskabsetiske Komité.
Inspektorkorpset kontrollerer først og fremmest projekter, der indebærer en væsentlig intervention over for forsøgspersonerne.
De videnskabsetiske komiteer kan derudover følge forskningsprojekter, f.eks. ved samtaler med forskere under afviklingen af projektet, ved indhentelse af midtvejsrapporter, besøg på afdelinger, henvendelse til forsøgspersoner m.v.
Den videnskabsetiske komité kan forlange, at der nedsættes en ad hoc sikkerhedsgruppe, som med korte mellemrum følger et givent forskningsprojekts forløb og løbende vurderer, om der f.eks. optræder uventede bivirkninger eller risici. Såvel forskeren som sikkerhedsgruppen har pligt til at orientere den videnskabsetiske komité om væsentlige sikkerhedsmæssige aspekter ved forsøget.
Den videnskabsetiske komité kan kræve, at der nedsættes et uafhængigt ad hoc udvalg der tilser, at forsøgspersonernes samtykke er afgivet frit.
De nævnte kontrolforanstaltninger kan både iværksættes af regionale videnskabsetiske komiteer og Den Centrale Videnskabsetiske Komité, hvor denne har behandlet projektet.
11.3. Kontrol af information til forsøgspersoner
Kontrol af informationen til forsøgspersoner baseres ligeledes på egenkontrol. Forskeren kan eksempelvis på eget initiativ bede forsøgspersoner udfylde et spørgeskema vedrørende informationsafgivelsen. Det udfyldte spørgeskema lægges i forsøgspersonens journal og kan bl.a. bruges i forbindelse med forskningsledelsens kontrol af projektet.
Som et led i den videnskabsetiske stikprøvekontrol kan der udsendes spørgeskemaer til personer, der er blevet anmodet om at deltage i forsøget. Sådanne spørgeskemaer kan omfatte både lægemiddelafprøvninger og andre typer forsøg og kan involvere egentlige forsøgspersoner såvel som personer, der har afvist at deltage i forsøget. Sidstnævnte gruppe inddrages dog kun, hvor hensyn til belastning ikke taler imod dette.
Spørgeskemabesvarelserne bearbejdes som udgangspunkt af en inspektor med særlig ekspertise. Rapportering sker til den regionale komité og Den Centrale Videnskabsetiske Komité.
De videnskabsetiske komiteer kan kontrollere informationsafgivelsen på anden måde, f.eks. ved samtaler med forsøgspersoner eller besøg på afdelinger.
De nævnte kontrolforanstaltninger kan både iværksættes af regionale videnskabsetiske komiteer og Den Centrale Videnskabsetiske Komite, hvor denne har behandlet projektet.
11.4. Kontrol af økonomiske oplysninger
Ved den videnskabsetiske stikprøvekontrol kontrolleres det, hvorvidt den videnskabsetiske komité er blevet orienteret ved væsentlige ændringer i projektets økonomiske forhold, jf. ovenfor.
Ved kontrollen vurderer de videnskabsetiske komiteer alene de aspekter m.h.t. projekters økonomi, som fremhæves i komitéloven. Komiteerne foretager ikke en egentlig revisionskontrol af hverken løbende eller afviklede projekter.
Underskrift 1
Forskningsministeriet, den 12. oktober 2000 Birte Weiss /Dan Jensen