Vejledning til bekendtgørelse om deltagervilkår og betalingsordninger ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2000/201@2000-12-20/da
Indhold
I. Indledning
Dette er en vejledning til bekendtgørelse nr. 1376 af 20. december 2000 om deltagervilkår og betalingsordninger ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser. Bekendtgørelsen har hjemmel i lov nr. 399 af 31. maj 2000 om arbejdsmarkedsuddannelser og i lov nr. 400 af 31. maj 2000 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, som ændret ved lov nr. 1251 af 20. december 2000 om lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser, lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om efteruddannelsesudvalg.
Bekendtgørelsen afløser dele af den tidligere bekendtgørelse nr. 1155 af 29. december 1999 om adgang og deltagerstøtte ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser.
Bekendtgørelsen adskiller sig kun på få punkter fra de regler, der gjaldt før 1. januar 2001, for så vidt angår adgang og tilskud til befordring og tilskud til kost og logi.
De vigtigste ændringer vedrører følgende:
1) 20-25 årige ledige med ret til selvvalgt uddannelse.
Ledige mellem 20 og 25 år med ret til selvvalgt uddannelse har ikke adgang til en arbejdsmarkedsuddannelse, medmindre de har ret til VEU-godtgørelse, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 4. Bestemmelsen hænger sammen med § 10, stk. 4, i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, hvorefter selvvælgere mellem 20 og 25 år ikke har ret til at deltage i uddannelse ud over 30 uger, heller ikke uden godtgørelse.
En ledig i dagpengeperioden, som er blevet pålagt en karantæne, er også omfattet af reglerne for ledige med ret til selvvalgt uddannelse, hvis den ledige bortset fra karantænen er berettiget til dagpenge.
2) Beskæftigede og selvstændige erhvervsdrivende mellem 20 år 25 år
Beskæftigede og selvstændige erhvervsdrivende mellem 20 og 25 år har adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne uden varighedsbegrænsning, men kan efter § 10, stk. 4 og 5 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse alene oppebære VEU-godtgørelse og støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) i sammenlagt højst 30 uger.
3) Uddannelser i udlandet
Den tidligere mulighed for at gennemføre arbejdsmarkedsuddannelser i udlandet er bortfaldet.
4) Betalingsordninger.
Arbejdsgivere og selvstændige erhvervsdrivende skal fortsat betale et afmeldegebyr, såfremt medarbejderen udebliver fra uddannelsens første dag eller framelding sker senere end en uge inden uddannelsens start, jf. bekendtgørelsens § 32.
Beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende skal ligeledes fortsat betale et gebyr for det eller de certifikater, der indgår i en uddannelse, jf. bekendtgørelsens § 33.
Endelig er der som noget nyt i bekendtgørelsens § 34 pålagt arbejdsgivere og selvstændige erhvervsdrivende en forpligtelse til at erlægge en restbetaling for uddannelser, hvortil staten ikke yder fuldt tilskud til de direkte undervisningsudgifter. Uddannelsesstedet opkræver restbetalingen inden uddannelsens første dag, jf. § 34, stk. 3.
Ved de tre betalingsordninger - afmeldegebyr, certifikatgebyr og restbetaling - påhviler betalingspligten arbejdsgiveren, når en beskæftiget person deltager. En eventuel manglende betaling kan således ikke gøres gældende over for deltageren selv, men alene over for arbejdsgiveren.
Når selvstændige erhvervsdrivende deltager, påhviler betalingspligten den selvstændige erhvervsdrivende selv.
Andre deltagere, hvis deltagelse finansieres efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, lov om en aktiv social politik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik end de oven for nævnte, er ikke omfattet af betalingsordningerne.
Det skal understreges, at følgende regler fortsat er gældende:
1) Ikke befordringstilskud og tilskud til kost og logi til alle deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser.
Retten til befordringstilskud og tilskud til kost og logi er bortfaldet den 1. januar 2000 for ledige dagpengeberettigede, bortset fra ledige med ret til selvvalgt uddannelse.
Ret til befordringstilskud og tilskud til kost og logi har alene beskæftigede, selvstændige erhvervsdrivende, ledige med ret til selvvalgt uddannelse samt personer, der hverken er dagpengeberettigede eller oppebærer kontanthjælp eller er i aktivering i henhold til lov om aktiv socialpolitik, jf. bekendtgørelsens §§ 21-23 og § 25.
2) Ansøgningsskema skal attesteres af a-kassen for at få adgang.
En ledig, der er medlem af en arbejdsløshedskasse, skal have adgangsskemaet attesteret i sin arbejdsløshedskasse for at få adgang til en arbejdsmarkedsuddannelse, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 4.
Arbejdsløshedskassen skal attestere, hvorvidt den ledige befinder sig i dagpengeperioden eller aktivperioden, og om den ledige helt eller delvist har forbrugt af retten til selvvalgt uddannelse.
II. Bemærkninger til bekendtgørelsens enkelte paragraffer
Til § 1 Generelle adgangskrav
Til § 1, stk. 1.
Her opregnes målgruppen, der har adgang til arbejdsmarkedsuddannelser efter lovens § 3, nr. 1-3. Målgruppen omfatter: ikkefaglærte personer, personer der har en erhvervsuddannelse eller et uddannelsesniveau svarende til erhvervsuddannelserne (faglærte), arbejdsledere, hvis uddannelsesniveau kan sidestilles med ikkefaglærtes og erhvervsuddannedes, samt laboranter, der er omfattet af Undervisningsministeriets bekendtgørelse om laborantuddannelsen, merkonomer, teknonomer og datanomer samt endelig videregående teknikere, herunder personer med en erhvervsakademiuddannelse, der er omfattet af Undervisningsministeriets lov om korte videregående uddannelser, når arbejdsministeren har bestemt, at uddannelsen kan sidestilles med de videregående teknikeres. Målgruppen omfatter endvidere selvstændige erhvervsdrivende, hvis uddannelsesniveau kan sidestilles med ovennævnte grupper.
Målgruppen omfatter kortvarigt uddannede, når bortses fra bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, 5 og 8. Det er uden betydning, om uddannelsen er offentlig eller privat. Det afgørende er - bortset fra laboranter, merkonomer, teknonomer, datanomer og videregående teknikere - at uddannelsen i niveau og længde ikke overstiger niveauet og længden af erhvervsuddannelserne, samt at uddannelsen ikke har et gymnasialt adgangskrav, se dog bemærkningerne til § 1, stk. 4.
Ledige dagpengeberettigede er omfattet af målgruppen, når deres uddannelsesniveau ikke overstiger niveauet i § 1, stk. 1, nr. 1-7, jf. §§ 2-4.
Kontanthjælpsmodtagere og personer i aktivering efter lov om aktiv socialpolitik har adgang, når der foreligger en aftale med kommunen om deltagelse og deres uddannelsesniveau i øvrigt ikke overstiger niveauet i § 1, stk. 1, nr. 1-7, jf. § 5.
Personer, der hverken er dagpengeberettigede eller kontanthjælpsmodtagere eller i aktivering efter lov om aktiv socialpolitik er ligeledes omfattet af målgruppen, når deres uddannelsesniveau ikke overstiger niveauet i § 1, stk. 1, nr. 1-7, jf. § 6.
Til § 1, stk. 1, nr. 3
Bestemmelsen er medtaget bl.a. for at tydeliggøre, at kommunalt- eller etatsuddannede er omfattet af målgruppen for arbejdsmarkedsuddannelserne. F. eks. er uddannelse som portør, politi- eller togbetjent omfattet af bestemmelsen.
Til § 1, stk. 1, nr. 5
Bestemmelsen præciserer, at alene de laboranter, der er omfattet af bekendtgørelsen om erhvervsakademiuddannelsen inden for laboratorieområdet, tilhører målgruppen. Hospitalslaboranter tilhører derfor ikke målgruppen for arbejdsmarkedsuddannelserne.
Til § 1, stk. 1, nr. 6
Det er en adgangsbetingelse, at arbejdslederens uddannelsesniveau ikke overstiger erhvervsuddannelsesniveauet eller et niveau, der kan sidestilles hermed, at den pågældende fungerer som foresat for ikkefaglærte, faglærte eller personer med en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau ikke overstiger erhvervsuddannelsen eller et niveau, der kan sidestilles hermed, og at arbejdslederfunktionen er den pågældendes hovedbeskæftigelsesfunktion.
En videregående tekniker, der fungerer som arbejdsleder, vil ikke have adgang efter denne bestemmelse, men vil kunne få adgang efter § 1, stk. 1, nr. 5, hvis adgangsbetingelserne i øvrigt er opfyldte.
Til § 1, stk. 1, nr. 7
Selvstændige erhvervsdrivende, der udøver deres selvstændige virksomhed, kan få adgang, hvis deres uddannelsesniveau ikke overstiger videregående teknikeres.
Med hensyn til begrebet selvstændig virksomhed samt ophør hermed henvises til de regler, der gælder inden for lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Personer, som er medlemmer af en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, anses som udgangspunkt at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.
Hvorvidt en medhjælpende ægtefælle har status som selvstændig erhvervsdrivende eller som beskæftiget lønmodtager afhænger af, om den medhjælpende ægtefælle er omfattet af reglerne for selvstændige erhvervsdrivende i lov om arbejdsløshedsforsikring m. v. eller ej.
Til § 1, stk. 1, nr. 8
Bestemmelsen muliggør, at personer med en højere eller videregående uddannelse kan få adgang til en arbejdsmarkedsuddannelse. I bedømmelsen af, om en given uddannelse er højere eller videregående, indgår alene danske uddannelser og uddannelser erhvervet i Danmark.
Det er en betingelse for at få adgang, at personen ikke har haft beskæftigelse inden for sit uddannelsesområde i de sidste 5 år forud for starten af den arbejdsmarkedsuddannelse, hvortil der ønskes adgang. F. eks. vil en folkeskolelærer, der har afsluttet sin uddannelse den 1. juli 2000 og ikke endnu har haft beskæftigelse inden for sit uddannelsesområde den 1. maj 2001, ikke være omfattet af bestemmelsen. Der skal gå 5 år uden beskæftigelse inden for uddannelsesområdet, før betingelserne er opfyldte.
Til § 1, stk. 3
Bestemmelsen gælder for danske uddannelser og uddannelser erhvervet i Danmark. Det er uden betydning, om uddannelsen er privat eller offentlig finansieret. Det afgørende er, om uddannelsen i niveau og længde maksimalt svarer til erhvervsuddannelserne, og at der til uddannelsen ikke er et gymnasialt adgangskrav.
F.eks. vil en person, der har taget en privat finansieret lægesekretæruddannelse, have en uddannelse, der i niveau og længde maksimalt svarer til erhvervsuddannelserne.
Omvendt vil en person, der har taget en uddannelse som pædagog ikke være omfattet af bestemmelsen, idet uddannelsen overstiger niveauet og længden for erhvervsuddannelserne.
Personer, der efter afsluttet erhvervsuddannelse har taget overbygningskurser, som f.eks. Dansk Kommunalkursus DK 1 og 2 eller Forvaltningshøjskolens grundkurser FG I og II, anses ikke for at have et uddannelsesniveau, der overstiger erhvervsuddannelsens.
Derimod har en person, der har taget Forvaltningshøjskolens skatterevisoruddannelse, en uddannelse, der i niveau og længde overstiger erhvervsuddannelserne. Tilsvarende er en registreret revisor heller ikke omfattet af bestemmelsen, idet personen for at blive optaget i revisorregisteret skal have gennemført en uddannelse, der har et gymnasialt adgangskrav.
Nærmere oplysninger om de enkelte uddannelser kan findes i DUEL – Dansk Uddannelses- og ErhvervsLeksikon, som findes i bogform og i en elektronisk udgave. Bestilling kan ske ved henvendelse til RUE, Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning på tlf. nr. 33 95 53 11.
Til § 1, stk. 4
Bestemmelsen fastslår, at hvis den nye tilsvarende uddannelse ikke forudsætter som adgangskrav, at ansøgeren har bestået en gymnasial uddannelse, har en person med den gamle uddannelse adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne. Det er uden betydning, om den nye tilsvarende uddannelse overstiger niveauet og længden af erhvervsuddannelserne.
For eksempel har pressefotografer adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne. Den tidligere erhvervsuddannelse til pressefotograf er afløst af mediejournalistuddannelsen. Det er ikke et adgangskrav til mediejournalistuddannelsen, at man har bestået en gymnasial uddannelse, men mediejournalistuddannelsen har et niveau og en længde, der overstiger erhvervsuddannelserne.
Til §§ 2-3 Ledige i dagpengeperioden
Til § 2
Ledige med ret til selvvalgt uddannelse
Bestemmelsen fastslår, at ledige, der er berettigede til at modtage arbejdsløshedsdagpenge, og som befinder sig i dagpengeperioden, har ret til selvvalgt uddannelse, normalt i op til 6 uger, se dog bemærkninger til § 2, stk. 2. Perioder, der er anvendt til uddannelse med uddannelsesstøtte for voksne (SVU) og VEU-godtgørelse fradrages i perioden.
Det er en betingelse for at få adgang efter bestemmelsen, at vedkommende både er dagpengeberettiget og befinder sig i dagpengeperioden, samt at vedkommende har ret til godtgørelse efter reglerne i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Betingelsen om, at der skal være ret til VEU-godtgørelse, hænger også sammen med, at det efter § 10, stk. 4, i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse ikke er muligt for selvvælgere mellem 20 og 25 år, at deltage i uddannelse ud over 30 uger – heller ikke uden godtgørelse.
Karantæne
En ledig i dagpengeperioden, som er blevet pålagt en karantæne er omfattet af reglerne for ledige med ret til selvvalgt uddannelse. Det betyder, at den ledige i karantæneperioden har adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne efter reglerne i § 2. Se også § 2, stk. 3, i bekendtgørelse om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse om ret til godtgørelse.
Hvis karantænepersonen har opbrugt retten til selvvalgt uddannelse, har vedkommende adgang efter § 6, men kan ikke modtage VEU-godtgørelse, idet den pågældende ikke er omfattet af personkredsen for VEU-godtgørelse, jf. § 2 i bekendtgørelse om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Der henvises i øvrigt til reglerne om effektiv karantæne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Ikke dagpengeberettigede
En person er ikke dagpengeberettiget, når vedkommende ikke har optjent dagpengeret, eller er omfattet af reglerne om overskydende timer i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen. Ligeledes er dimittender i de første 4 uger efter afsluttet uddannelse ikke dagpengeberettigede. Det samme gælder selvstændige erhvervsdrivende, der efter § 63, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. har fået en karens på 4 uger.
Ovennævnte personer har - forudsat at de ikke er kontanthjælpsmodtagere, eller er i aktivering i henhold til lov om aktiv socialpolitik - adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne uden forbrug af selvvalgt uddannelse, når de i øvrigt opfylder bekendtgørelsens adgangsbestemmelser, men de vil ikke kunne modtage VEU-godtgørelse. Se også § 2 i bekendtgørelse om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse om hvilken personkreds, som har ret til godtgørelse.
Til § 2, stk. 2
En ledig kan udelukkende benytte sig af retten til selvvalgt uddannelse ud over 6 uger til en af de 2 konkrete arbejdsmarkedsuddannelser.
Såfremt en af de 2 uddannelser påbegyndes, men ikke afsluttes, indebærer det ikke forlængelse af den almindelige ret til selvvalgt uddannelse i 6 uger. Den brugte tid fratrækkes således 6 uger. Tilsvarende vil der ikke ske forlængelse af 6 ugers perioden, hvis der startes på en anden uddannelse, der afsluttes inden for de 6 uger eller opgives til fordel for en af de 2 transportuddannelser. I givet fald må de pågældende personer rette henvendelse til arbejdsformidlingen efter de 6 uger med henblik på at få udarbejdet en handlingsplan for den resterende uddannelsesperiode.
Uddannelse ud over selvvalgt uddannelse
En ledig dagpengeberettiget, der ønsker arbejdsmarkedsuddannelse ud over den selvvalgte periode, skal have udarbejdet en individuel handlingsplan (IHP) hos Arbejdsformidlingen for den del af uddannelsen, der rækker ud over selvvalgsperioden. Handlingsplanen må ikke udarbejdes forud for påbegyndelsen af selvvalgsperioden.
Se også bestemmelsen i § 5, stk. 1, om at kontanthjælpsmodtagere og personer i aktivering efter lov om aktiv socialpolitik skal have en aftale med kommunen om deltagelse.
Til § 3
Bestemmelsen gælder alene for dagpengeberettigede ledige i dagpengeperioden.
Det er en forudsætning for at få adgang, at Arbejdsmarkedsrådet og uddannelsesinstitutionen har indgået en aftale, og at uddannelsesforløbet er rettet mod flaskehalsområder eller områder med gode beskæftigelsesmuligheder.
Individuel kompetenceafklaring (IKA) kan ikke indgå i uddannelsesforløbene.
Til § 4 Ledige i dagpengeperioden og ledige i aktivperioden
Til § 4
Det er en betingelse for at få adgang, at der hos Arbejdsformidlingen er udarbejdet en IHP (individuel handlingsplan).
Til §§ 2-4 Ledig eller beskæftiget
Ledige
Ledige, der er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, skal være tilmeldt AF for at få adgang. Det gælder også for ledige, der er blevet pålagt en karantæne.
Jobtræning
Personer, som er i jobtræning efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik anses for at være ledige under jobtræningsperioden.
Fleksjob, skånejob eller servicejob
Personer ansat i fleksjob eller skånejob med løntilskud er ansat på særlige vilkår og sidestilles med beskæftigede. Personer ansat i servicejob efter lov om servicejob er ansat på sædvanlig overenskomstmæssig arbejdstid og med mulighed for tilskud til arbejdsgiver. Disse ansatte sidestilles med beskæftigede.
Ledig eller beskæftiget
Personer, der f.eks. afslutter et arbejdsforhold om fredagen og tilmelder sig et kursus om mandagen med start samme dag, anses ligeledes for at være ledige.
I følge arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse og vejledning om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode betragtes dog en person, der er medlem af en arbejdsløshedskasse, og som starter på uddannelse i umiddelbar forlængelse af et ansættelsesforholds ophør, hvis aftale om deltagelse i uddannelse er indgået før medlemmet blev afskediget, som beskæftiget .
Eksempel: Medlemmet bliver afskediget den 28. februar 2001 til fratrædelse fredag den 30. marts 2001. Den 19. marts 2001 afleverer personen ansøgningsskema om adgang og bliver optaget på en arbejdsmarkedsuddannelse med start mandag den 2. april 2001. Medlemmet anses for at være ledig den 2. april, hvor uddannelsen påbegyndes.
Når en person, der er opsagt fra sin stilling eller selv har sagt op, deltager i en arbejdsmarkedsuddannelse i opsigelsesperioden, anses personen for at være beskæftiget , når uddannelsen ligger inden for opsigelsesperioden. D.v.s. personen starter og afslutter uddannelsen inden for opsigelsesperioden.
Eksempel: En ansat afskediges den 31. januar 2001 til fratrædelse onsdag den 28. februar 2001. Den 5. februar 2001 starter personen på en 2 ugers AMU-uddannelse, der slutter fredag den 16. februar 2001.
Personen anses for beskæftiget under uddannelsen, idet uddannelsen gennemføres inden for opsigelsesperioden.
Hvis uddannelsen strækker sig ud over opsigelsesperioden, anses personen for beskæftiget , hvis et ansøgningsskema om adgang på uddannelsen er indleveret og modtaget på uddannelsesstedet, før personen blev opsagt eller selv sagde op.
Eksempel: En ansat afskediges den 31. januar 2001 til fratrædelse onsdag den 28. februar 2001. Den 5. februar 2001 starter personen på en 5 ugers AMU-uddannelse, som slutter fredag den 9. marts 2001. Den afskedigede afleverede sit ansøgningsskema om adgang til AMU på uddannelsesstedet torsdag den 25. januar 2001.
Personen anses for beskæftiget under AMU-uddannelsen, idet uddannelsesstedet har modtaget ansøgningsskemaet, inden personen blev opsagt.
Omvendt anses personen for ledig , når AMU-uddannelsen strækker sig ud over opsigelsesperioden, og personen har indleveret ansøgning om adgang til uddannelsesstedet efter personen er opsagt eller selv har sagt op.
Eksempel: En ansat afskediges den 31. januar 2001 til fratrædelse onsdag den 28. februar 2001. Den 5. februar 2001 starter personen på en 5 ugers AMU-uddannelse, som slutter fredag den 9. marts 2001. Den afskedigede afleverede sit ansøgningsskema om adgang på uddannelsesstedet torsdag den 2. februar 2001.
Personen anses for ledig under den del af AMU-uddannelsen, der ligger efter den 28. februar 2001, idet uddannelsesstedet har modtaget ansøgningsskemaet efter personen blev opsagt.
Et deltidsbeskæftiget medlem af en arbejdsløshedskasse anses ikke for ledig i henseende til adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne.
Til §§ 5-6 Kontanthjælpsmodtagere m.fl.
Til § 5
Deltageren skal opfylde adgangsbetingelserne og tilhøre målgruppen for arbejdsmarkedsuddannelserne. Deltageren har ikke ret til befordringstilskud eller tilskud til kost og logi, jf. §§ 21-23 og § 25.
Til § 6
Deltageren skal opfylde adgangsbetingelserne og tilhøre målgruppen for arbejdsmarkedsuddannelserne. Deltageren kan modtage befordringstilskud efter reglerne i §§ 21-23 og tilskud til kost og logi efter reglerne i §§ 25-26.
Til §§ 7-8 Aldersbetingelser
Til § 7, stk. 2, nr. 1
En uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse
Til uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelser efter lov om erhvervsuddannelser henregnes danske uddannelser og uddannelser erhvervet i Danmark, som i niveau og længde maksimalt svarer til niveauet og længden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et gymnasialt adgangskrav til uddannelsen.
Til § 7, stk. 2, nr. 2
Jobrotation
Omfattet af jobrotationsordninger efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik kan være personer i beskæftigelse, som midlertidigt er fraværende fra arbejdspladsen og ledige, der afløser en beskæftiget.
Til § 7, stk. 2, nr. 3
Krav i anden lovgivning
Det er en forudsætning for at kunne fravige alderskravet på de 20 år, at kravet om uddannelse er hjemlet i anden lovgivning og at denne uddannelse kun kan erhverves inden for arbejdsmarkedsuddannelsernes område.
F. eks. stilles der fra 1. januar 1997 i lov om levnedsmidler m.m. krav om, at uddannelse i levnedsmiddelhygiejne er obligatorisk for personer over 18 år, der er beskæftiget i bestemte virksomheder. Denne uddannelse etableres som en arbejdsmarkedsuddannelse.
Personer, der er under anden uddannelse, har ikke adgang til den obligatoriske uddannelse i levnedsmiddelhygiejne, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. For eksempel har studerende på højere læreranstalter med job i hotel- og restaurationsbranchen ikke adgang, idet de er under uddannelse. Disse personer kan deltage på uddannelsen efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed (IDV), hvorefter der skal betales for uddannelsen.
Til § 8
Uddannelsesstedet kan alene fravige alderskravet i særlige tilfælde og da på baggrund af en konkret vurdering af hver enkelt ansøger. Særlige tilfælde kan f.eks. være en erklæring fra en nuværende eller kommende arbejdsgiver, som ønsker den pågældendes deltagelse i et bestemt kursus, f.eks. et certifikatkursus i gaffeltruckfører, kranfører, traktorfører eller andet.
Særlige grunde kan være en deltager under 20 år, som deltager i en erhvervsgrunduddannelse (EGU), Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU) eller deltager i produktionsskoleforløb.
Til § 9 Sygdom m.m.
Til § 9
Bestemmelsen opregner i hvilke situationer bestemte persongrupper ikke har adgang til en arbejdsmarkedsuddannelse. Bestemmelsen bygger på det grundlag, at deltagelse i en arbejdsmarkedsuddannelse forudsætter, at den pågældende normalt kan påtage sig et arbejde inden for branchen/faget på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår. Bestemmelsen er en videreførelse af den hidtidige praksis.
Dog er den tidligere bestemmelse, hvorefter der kunne gives dispensation til personer, der var fraværende fra arbejdsmarkedet, ophævet pr. 1. januar 1999.
Til § 9, stk. 1, nr. 1
I vurderingen af om en person er i stand til at påtage sig arbejde, kan indgå lægelige udtalelser eller anden dokumentation eller erklæring, der viser, at den pågældende ikke er i stand til at påtage sig et arbejde på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår eller på særlige vilkår efter gældende regler herom for revalidender og andre.
Revalidender kan få adgang til en arbejdsmarkedsuddannelse, når de befinder sig i den afsluttende del af revalideringsprocessen i henhold til en fastlagt erhvervsplan, jf. lov om en aktiv socialpolitik.
En revalideringsperiode anses som afsluttende, når personen befinder sig i den sidste tredjedel af revalideringsperioden, og når arbejdsmarkedsuddannelserne benyttes som afslutning på revalideringsperioden med henblik på endelig udslusning til arbejdsmarkedet.
Personer, der er ansat på særlige løn- og arbejdsvilkår, har adgang, idet disse personer netop er ansat på særlige vilkår. Det gælder f.eks. personer ansat i beskyttet beskæftigelse, fleksjob eller skånejob. Tilsvarende gælder det for personer ansat i servicejob, hvor der er mulighed for tilskud til arbejdsgiveren.
Det er en forudsætning, at revalidender og andre personer i øvrigt opfylder bekendtgørelsens adgangsbestemmelser, herunder adgangskravene til den konkrete uddannelse.
Til § 9, stk. 1, nr. 2
Bestemmelsen omfatter alle personer, som er under uddannelse, herunder deltagere i erhvervsuddannelser eller i højere eller videregående uddannelse, deltagere i den frie ungdomsuddannelse samt personer, som er under uddannelse til landmand (»det grønne bevis«).
Personer, der deltager i en erhvervsgrunduddannelse (EGU) eller et produktionsskoleforløb, har dog adgang, når personen opfylder de generelle adgangsbetingelser i øvrigt.
Personer anses for at have afbrudt en uddannelse, når der foreligger dokumentation herfor fra uddannelsesstedet.
En person betragtes som værende under erhvervsuddannelse, hvis vedkommende er på et skoleophold og/eller er i et praktikophold i henhold til en uddannelsesaftale i tilknytning til uddannelsen.
En person betragtes som værende under uddannelse til faglært landmand, når personen er på skole eller i praktik, jf. personens uddannelsesaftale. Personen betragtes som værende under uddannelse til det grønne bevis, når personen deltager i skoleuddannelsen.
Personer, der har orlov fra en uddannelse, anses for at være under uddannelse, medmindre de hører ind under undtagelsesbestemmelserne i § 9, stk. 2 og stk. 3.
Til § 9, stk. 2
Følgende AMU-kontraktuddannelser er p.t. omfattet af bestemmelsen: betonmager, glasmager, glassliber, stilladsmontør, vaskeriassistent og vej-asfaltør.
Til § 9, stk. 3
Det er alene kompetencegivende faglige arbejdsmarkedsuddannelser, der er omfattet af bestemmelsen. Det er et krav, at arbejdsmarkedsuddannelsen indgår som et specialefag eller dele af et specialefag i en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser.
Til §§ 10-12 Generelle adgangskrav til alle uddannelser
Til § 10, stk.1
Bestemmelsen fastslår, at kun personer, der har fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark, har adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne.
Der er ikke længere særlige krav til udenlandske statsborgere.
Efter bekendtgørelse nr. 92 af 9. september 1983 af nordiske overenskomster af 6. marts 1982 om fælles nordisk arbejdsmarked og om samarbejde mellem myndigheder og institutioner inden for erhvervsmæssig revalidering og arbejdsmarkedsuddannelser kan der gives adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne for nordiske og ikke-nordiske statsborgere, som er fast bosiddende i et af de øvrige kontraherende lande. Efter overenskomsten er det en betingelse, at personen ikke har adgang til den pågældende uddannelse i det land, hvor han eller hun er bosiddende. Der kan efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser ikke ydes tilskud til befordring og tilskud til kost og logi. Disse ydelser skal deltageren modtage fra sit eget nordiske hjemland.
Uddannelsesstedet søger i god tid inden uddannelsens begyndelse Arbejdsmarkedsstyrelsen om tilladelse til at give adgang til den pågældende ansøger.
Til § 10, stk.2
Efter bestemmelsen kan grønlændere og færinger som hidtil få adgang, hvis de i øvrigt opfylder adgangskravene i §§ 1-17.
Til § 11
Efter en konkret vurdering træffer uddannelsesstedet afgørelse om, hvorvidt en ansøger deltager i flere uddannelser end nødvendigt af erhvervsmæssige årsager. Vurderingen skal lægge vægt på, om ansøgerens uddannelsesønske udgør en naturlig helhed inden for givne uddannelsesstrukturer og ansøgerens muligheder for at opnå beskæftigelse på kortere sigt set på baggrund af ansøgerens uddannelsesniveau.
Til § 13 Sprogkundskaber
Til § 13
Bestemmelsen fastslår, at ansøgere med dansk som andetsprog skal være i stand til at følge undervisningen på dansk.
Såfremt et uddannelsessted er i tvivl om, hvorvidt en ansøger kan følge undervisningen på dansk, er der efter stk. 2, mulighed for at gennemføre en sprogtest.
Stk. 3 er en videreførsel af de tidligere retningslinier for sammenhængende uddannelsesforløb for flygtninge og indvandrere.
Til § 21 Befordringstilskud
Til § 21, stk. 1
Bestemmelsen fastslår, at hvis en deltager i en arbejdsmarkedsuddannelse har over 12 km fra bopæl og til uddannelsesstedet, har pågældende ret til befordringstilskud.
Personer på en erhvervsgrunduddannelse (EGU) eller et produktionsskoleforløb, hvori der indgår arbejdsmarkedsuddannelser, har ikke ret til befordringstilskud.
Til § 21, stk. 2
Tilskud ved daglig befordring udbetales efter gældende kilometertakster. Selv om deltageren ved forevisning af billet dokumenterer at have afholdt en større udgift, vil der ikke kunne udbetales større tilskud end det, der følger af kilometertaksten.
Kører flere sammen i samme private transportmiddel kan alle få befordringstilskud.
Til § 21, stk. 3
Der udbetales ikke befordringstilskud for et lavere antal kilometer end 24 km. pr. dag og der udbetales ikke befordringstilskud for det antal kilometer, der ligger over 144 km. Der kan således maksimalt udbetales for 120 km. transport om dagen. Befordringstilskud er fra den 1. januar 2000 skattefrit.
Til § 22 Daglig befordringstilskud ved indkvartering
Til § 22
Deltagere, som er indkvarterede, har ret til dagligt befordringstilskud ved transport frem og tilbage mellem indkvarteringsstedet og uddannelsesstedet efter kilometertaksten for andre end beskæftigede (den høje takst), jf. § 21.
Til § 23 Befordringstilskud i øvrigt ved indkvartering
Til § 23, stk. 2
Ved transport frem og tilbage til indkvarteringssted får deltagerne udbetalt befordringstilskud efter kilometertilskudstaksterne i § 21, stk. 2, for den fulde afstand mellem bopæl og indkvarteringssted. Den i § 21, stk. 1, nævnte minimumsgrænse og den i § 21, stk. 3, nævnte maksimumsgrænse gælder ikke ved rejser til og fra indkvarteringssted.
Befordringstilskud er fra den 1. januar 2000 skattefrit.
Til § 25 Tilskud til kost og logi
Til § 25, stk. 1
Deltagere har ret, men ingen pligt til indkvartering.
Hvis en deltager har over 3 timers samlet transport, vil pågældende normalt opnå ret til indkvartering. Øboere, som f.eks. på grund af manglende overfartsmuligheder ikke har mulighed for dagligt at rejse mellem bopæl og uddannelsessted, vil normalt opnå ret til indkvartering.
Tilskud til kost og logi er skattepligtigt.
Til §§ 31 og 32 Afmeldegebyr
Den sidste dag, hvor rettidig framelding kan ske for en uddannelse, der starter en mandag, er således mandagen før.
En uddannelses vejledende varighed fremgår af den godkendte uddannelsesplan, og den vejledende varighed er ikke nødvendigvis lig med den konkrete varighed.
Det hyppigst forekommende tilfælde af lovligt forfald er sygdom. Den dokumentation, som uddannelsesstedet kan kræve, svarer til, hvad en arbejdsgiver kan kræve af dokumentation af sin medarbejder, typisk en tro og love erklæring.
Som tommelfingerregel kan anvendes, at hvis personen både er fraværende fra uddannelsen og fra sin arbejdsplads, er der en formodning for, at der er tale om lovligt forfald. Hvis personen er fraværende fra uddannelsen, men er til stede på sin arbejdsplads, er der ikke tale om lovligt forfald.
Til § 33 Certifikatgebyr
Oplysning om hvilke uddannelser der er belagt med certifikatgebyr, findes på Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside www.efteruddannelse.dk .
Bekendtgørelsens ordlyd, at uddannelsesstedet »administrerer og træffer afgørelse om« certifikatgebyr, betyder ikke, at uddannelsesstedet frit kan bestemme, hvilke uddannelser der er omfattet af certifikatgebyr. Det betyder, at det er uddannelsesstedet, der tager sig af kontakten til den omfattede deltager og den betalingspligtige arbejdsgiver, dvs. meddeler, at der er tale om en betalingsbelagt certifikatuddannelse, udskriver regning, opkræver beløbet m.m.
Til § 34 Restbetaling
Arbejdsministeren kan træffe afgørelse om reduceret statstilskud inden for grupper af uddannelser, der giver anerkendt kompetence. Oplysning om hvilke uddannelser der får reduceret statstilskud, og hvor stort et beløb restbetalingen udgør, findes på Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside www.efteruddannelse.dk .
III. Ophævelse
Vejledning nr. 75 af 31. maj 2000 om adgang og deltagerstøtte ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser ophæves.
Bilag
INDHOLD
I. Indledning
Vigtige ændringer
1. 20-25 årige ledige med ret til selvvalgt uddannelse
2. Beskæftigede og selvstændige erhvervsdrivende mellem 20 og 25 år ....
3. Uddannelser i udlandet
4. Betalingsordninger
Fortsat gældende regler
1. Ikke befordringstilskud og tilskud til kost og logi til alle deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser
2. Ansøgningsskema skal attesteres af a-kassen for at få adgang
II. Bemærkninger til bekendtgørelsens enkelte paragraffer
Afsnit I Adgang til uddannelserne
Kapitel 1 Generelle adgangskrav
§ 1, stk. 1 Målgruppen
§ 1, stk. 1, nr. 3 Kommunal- eller etatsuddannelse
§ 1, stk. 1, nr. 5 Laboranter, merkonomer m.fl.
§ 1, stk. 1, nr. 6 Arbejdsledere
§ 1, stk. 1, nr. 7 Selvstændig erhvervsdrivende
§ 1, stk. 1, nr. 8 Højere uddannede
§ 1, stk. 3 Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelser
§ 1, stk. 4 Gammel uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse
Ledige i dagpengeperioden
§ 2 Selvvalgt uddannelse
§ 3 RAR-ramme inden for flaskehalsområder
Ledige i dagpengeperioden og ledige i aktivperioden
§ 4 Deltagelse som led i en individuel handlingsplan
§§ 2-4 Ledig eller beskæftiget
Kontanthjælpsmodtagere m.fl.
§ 5 Tilhøre målgruppen
§ 6 Hverken dagpengeberettiget eller kontanthjælpsmodtager
Aldersbetingelser
§ 7, stk. 2, nr. 1 Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelser
§ 7, stk. 2, nr. 2 Jobrotation
§ 7, stk. 2, nr. 3 Krav i anden lovgivning
§ 8 Dispensation fra aldersgrænsen
Sygdom m.m.
§ 9 Ikke adgang til arbejdsmarkedsuddannelser
§ 9, stk. 1, nr. 1 Sygemeldte og revalidender m.fl.
§ 9, stk. 1, nr. 2 Under uddannelse
§ 9, stk. 2 AMU-uddannelseskontrakter
§ 9, stk. 3 Specialefag eller dele af et specialefag
Generelle adgangskrav til alle uddannelser
§ 10, stk. 1 Bopæl og beskæftigelse i Danmark
§ 10, stk. 2 Færinger og grønlændere
§ 11 Afslag på adgang på grund af for mange kurser
§ 13 Sprogkundskaber
Afsnit III Befordringstilskud og tilskud til kost og logi
Kapitel 5 Befordringstilskud
§ 21, stk. 1 Retten til befordringstilskud
§ 21, stk. 2 Kilometertakst
§ 21, stk. 3 Kilometerafstand
Daglig befordringstilskud ved indkvartering
§ 22 Taksten for afstand mellem indkvarteringssted og uddannelsessted
Befordringstilskud i øvrigt ved indkvartering
§ 23, stk. 2 Taksterne for afstand mellem bopæl og indkvarteringssted
Kapitel 6 Tilskud til kost og logi
§ 25, stk. 1 Retten til tilskud til kost og logi
Afsnit V Betalingsordninger
Kapitel 9 Afmeldegebyr
§§ 31 og 32 Arbejdsgiveren og selvstændige erhvervsdrivende
Kapitel 10 Certifikatgebyr
§ 33 Arbejdsgiveren og selvstændige erhvervsdrivende
Kapitel 11 Restbetaling
§ 34 Arbejdsgiveren og selvstændige erhvervsdrivende
III. Ophævelse af Vejledning nr. 75 af 31. maj 2000 om adgang og deltagerstøtte ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser
Underskrift 1
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 20. december 2000 Lars Goldschmidt /Kaj Ove Christiansen