Gelex

Vejledning om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

OphævetVersion 2000-12-20fra 2001-01-04 til 2004-02-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2000/202@2000-12-20/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I. Indledning

Dette er en vejledning til bekendtgørelse nr. 1376 af 20. december 2000 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Bekendtgørelsen har hjemmel i lov nr. 400 af 31. maj 2000 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, som ændret ved lov nr. 1251 af 20. december 2000 om lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser, lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om efteruddannelsesudvalg.

Bekendtgørelsen er ny og vedrører følgende:

1) Uddannelser, hvortil der kan opnås godtgørelse

Uddannelserne er erhvervsrettede uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau i Arbejdsministeriets og Undervisningsministeriets regie. Under Arbejdsministeriets er der tale om arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) og under Undervisningsministeriet er der tale om uddannelser efter lov om åben uddannelse, blandt andet enkeltfag under erhvervsuddannelserne (EUD) efter lov om åben uddannelse, deltidsuddannelser efter lov om åben uddannelse, enkeltfag på social- og sundhedsuddannelser (SOSU), den grundlæggende pædagogiske merituddannelse (PGU-merit-uddannelsen), samt kompetenceafklarende forløb som led i grunduddannelse for voksne.

Endvidere er uddannelsesforløb, der er godkendt af et projektgodkendelsesudvalg og som udbydes med tilskud fra danske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelser fastsat i henhold til lov om administration af Den Europæiske Socialfond, omfattet.

2) Personkredsen, der kan modtage godtgørelse

Personkredsen, der kan modtage VEU-godtgørelse, er beskæftigede, selvstændige erhvervsdrivende og ledige dagpengeberettigede med ret til selvvalgt uddannelse, jf. bekendtgørelsens kapitel 2.

3) Særligt om ledige

Ledige dagpengeberettigede i dagpengeperioden har normalt kun ret til 6 ugers selvvagt uddannelse, jf. bekendtgørelsens § 2. Dog er der i begrænset omfang mulighed for op til 8 ugers selvvalgt uddannelse på en af 2 konkrete arbejdsmarkedsuddannelser, se bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 3, b.

Den ledige kan ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse modtage VEU-godtgørelse, dog fratrækkes perioder, der er anvendt til uddannelse som ledig efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte i den periode, hvori der er mulighed for at deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. bekendtgørelsens § 2 og § 30.

a) Krav om rådighed under deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Ledige dagpengeberettigede med ret til selvvalgt uddannelse skal i perioder, hvori der udbetales VEU-godtgørelse, være tilmeldt Arbejdsformidlingen og stå til rådighed for arbejdsmarkedet under deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Afslag på formidlet arbejde uden gyldig grund betragtes som selvforskyldt ledighed, jf. bestemmelserne i bekendtgørelsens §§ 27-29.

b) Perioder med VEU-godtgørelse medregnes i dagpengeperioden

Deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse betragtes ikke som »død periode«. For ledige medregnes perioder, hvori der udbetales VEU-godtgørelse, i ydelsesperioden ved ledighed efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

4) Deltagere, der er fyldt 25 år

Beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er fyldt 25 år, har ingen varighedsbegrænsning, i den periode hvor de kan modtage VEU-godtgørelse, jf. bekendtgørelsens § 13.

Ledige med ret til selvvalgt uddannelse har ret til VEU-godtgørelse så længe en periode ikke er opbrugt, eller når de har optjent en ny periode, jf. bekendtgørelsens § 14 og § 31.

5) Deltagere, der er fyldt 20 år

Beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse har indtil de fylder 25 år højst ret til VEU-godtgørelse i sammenlagt 30 uger, jf. bekendtgørelsens § 15.

Beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der endnu ikke er fyldt 25 år, har ikke ret til VEU-godtgørelse for den del af uddannelsen, der strækker sig ud over 30 uger, jf. bekendtgørelsens § 16.

6) Unge, der skal aktiveres (ungeindsatsen) efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik

Unge, ledige under 25 år, der som led i aktivering efter § 32 a i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik deltager i særligt udviklet og tilrettelagt sammenhængende uddannelsesforløb, kan ikke modtage VEU-godtgørelse, men vil modtage uddannelsesgodtgørelse m.m. efter reglerne i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Andre unge under 25 år, der ikke er omfattet af denne særlige ”ungeaktiveringsindsats” eller i øvrigt er under aktivering, følger de almindelige regler om godtgørelse eller støtte.

II. Bemærkninger til bekendtgørelsens enkelte paragraffer

Der er ikke ret til VEU-godtgørelse ved deltagelse i uddannelser, der gennemføres efter budgetvejledningens regler om indtægtsdækket virksomhed (IDV-, IV-uddannelser). Det gælder også for de arbejdsmarkedsuddannelser, der pr. 1. april 2000 er omlagt til IDV.

Det er heller ikke ret til VEU-godtgørelse, hvis den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelse foregår i udlandet.

Til § 1, stk. 2, nr.2

Bestemmelsen opregner, hvilke enkeltfag på erhvervsuddannelserne (EUD), landbrugsuddannelserne og fodterapeutuddannelsen efter lov om åben uddannelse, der er omfattet bekendtgørelsen.

Et enkeltfag er en faglig afgrænset del af en uddannelse, hvortil der er knyttet en prøve, eksamen eller selvstændig bedømmelse i øvrigt, jf. lov om åben uddannelse.

Enkeltfag efter lov om åben uddannelse kan tilrettelægges på heltid, deltid eller som fjernundervisning.

Nærmere oplysninger om de enkelte uddannelser kan findes på www.uvm.dk.

Til § 1, stk. 2, nr.3

Bestemmelsen opregner såvel deltidsuddannelser på niveau med erhvervsuddannelserne (EUD) som enkeltfag herfra. Det gælder for begge kategorier, at de pågældende uddannelser skal kunne afholdes med hjemmel i lov om åben uddannelse.

Nærmere oplysninger om de enkelte uddannelser kan findes på www.uvm.dk.

Til § 1, stk. 2, nr.4

Enkeltfag på social- og sundhedsuddannelserne efter lov om åben uddannelse samt de opregnede meritforløb ligeledes under lov om åben uddannelse.

Nærmere oplysninger om de enkelte uddannelser kan findes på www.uvm.dk.

Til § 1, stk. 2, nr.5

Nærmere oplysninger om den grundlæggende pædagogiske merituddannelse til dagplejer, omsorgshjælper m.v. kan findes på www.uvm.dk.

Til § 1, stk. 2, nr.6

Nærmere oplysninger om de enkelte kompetenceafklarende forløb kan findes på www.uvm.dk.

Til § 1, stk. 2, nr.7

Det er en forudsætning for at være omfattet af bekendtgørelsen, at uddannelsesforløbet er godkendt af et projektgodkendelsesudvalg efter reglerne om administrationen af Den Europæiske Socialfond.

Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til bl.a. Arbejdsmarkedsstyrelsens Socialfondskontor.

Til § 2

Jobtræning

Personer, som er i jobtræning efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, anses for at være ledige under jobtræningsperioden.

Fleksjob, skånejob eller servicejob

Personer ansat i fleksjob eller skånejob med løntilskud, er ansat på særlige vilkår og sidestilles med beskæftigede. Personer ansat i servicejob efter lov om servicejob er ansat på sædvanlig overenskomstmæssig arbejdstid og med mulighed for tilskud til arbejdsgiver. Disse ansatte sidestilles med beskæftigede.

Til § 2, stk. 1, nr. 2

Med hensyn til begrebet selvstændig virksomhed samt ophør hermed henvises til de regler, der gælder inden for arbejdsløshedsforsikringen.

Personer, som er medlemmer af en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, anses som udgangspunkt at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.

Til § 2, stk. 1, nr. 3, b

En ledig kan udelukkende benytte sig af retten til selvvalgt uddannelse ud over 6 uger til en af de 2 konkrete arbejdsmarkedsuddannelser.

Såfremt en af de 2 uddannelser påbegyndes, men ikke afsluttes, indebærer det ikke forlængelse af den almindelige ret til selvvalgt uddannelse i 6 uger. Den brugte tid fratrækkes således 6 uger. Tilsvarende vil der ikke ske forlængelse af 6 ugers perioden, hvis der startes på en anden uddannelse, der afsluttes inden for de 6 uger eller opgives til fordel for en af de 2 transportuddannelser. I givet fald må de pågældende personer rette henvendelse til Arbejdsformidlingen efter de 6 uger med henblik på at få udarbejdet en handlingsplan for den resterende uddannelsesperiode.

Til § 2, stk. 3

En ledig i dagpengeperioden, som er blevet pålagt en karantæne, er omfattet af reglerne for ledige med ret til selvvalgt uddannelse. Karantænepersonen vil derfor kunne modtage VEU-godtgørelse under deltagelse i en erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, forudsat betingelserne herfor i øvrigt er til stede.

Til § 2, stk. 4, nr. 1

Ledig eller beskæftiget

Personer, der f.eks. afslutter et arbejdsforhold om fredagen og tilmelder sig et kursus om mandagen med start samme dag, anses for at være ledige.

I følge arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse og vejledning om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode, betragtes dog en person, der er medlem af en arbejdsløshedskasse og som starter på uddannelse i umiddelbar forlængelse af et ansættelsesforholds ophør, hvis aftale om deltagelse i uddannelse er indgået før medlemmet blev afskediget, som beskæftiget .

Eksempel: Medlemmet bliver afskediget den 28. februar 2001 til fratrædelse fredag den 30. marts 2001. Den 19. marts 2001 afleverer medlemmet ansøgningsskema om adgang og bliver optaget på en erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse med start mandag den 2. april 2001. Medlemmet anses for at være ledig den 2. april, hvor uddannelsen påbegyndes.

Til § 2, stk. 4, nr. 2

Ledig eller beskæftiget

Når en person, der er opsagt fra sin stilling eller selv har sagt op, deltager i en erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse i opsigelsesperioden, anses personen for at være beskæftiget , når uddannelsen ligger inden for opsigelsesperioden. D.v.s. personen starter og afslutter uddannelsen inden for opsigelsesperioden.

Eksempel: En ansat afskediges den 31. januar 2001 til fratrædelse onsdag den 28. februar 2001. Den 5. februar 2001 starter personen på en 2 ugers erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, som slutter fredag den 16. februar 2001.

Personen anses for beskæftiget under uddannelsen, idet uddannelsen gennemføres inden for opsigelsesperioden.

Hvis uddannelsen strækker sig ud over opsigelsesperioden, anses personen for beskæftiget , hvis et ansøgningsskema om adgang eller anmodning om optagelse på uddannelsen er indleveret og modtaget på uddannelsesstedet, før personen blev opsagt eller selv sagde op.

Eksempel: En ansat afskediges den 31. januar 2001 til fratrædelse onsdag den 28. februar 2001. Den 5. februar 2001 starter personen på en 5 ugers erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, som slutter fredag den 9. marts 2001. Den afskedigede afleverede sit ansøgningsskema om adgang på uddannelsesstedet torsdag den 25. januar 2001.

Personen anses for beskæftiget under uddannelsen, idet uddannelsesstedet har modtaget ansøgningsskemaet inden personen blev opsagt.

Omvendt anses personen for ledig , når uddannelsen strækker sig ud over opsigelsesperioden og personen har indleveret ansøgning om adgang til uddannelsesstedet efter personen er opsagt eller selv har sagt op.

Eksempel: En ansat afskediges den 31. januar 2001 til fratrædelse onsdag den 28. februar 2001. Den 5. februar 2001 starter personen på en 5 ugers erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, som slutter fredag den 9. marts 2001. Den afskedigede afleverede sit ansøgningsskema om adgang på uddannelsesstedet torsdag den 2. februar 2001.

Personen anses for ledig under den del af uddannelsen, der ligger efter den 28. februar 2001, idet uddannelsesstedet har modtaget ansøgningsskemaet efter personen blev opsagt.

Et deltidsbeskæftiget medlem af en arbejdsløshedskasse anses ikke for ledig i henseende til at modtage VEU-godtgørelse.

Til § 3, stk. 1

Her opregnes, hvilket uddannelsesniveau deltageren må have for at modtage VEU-godtgørelse.

Deltagerens uddannelsesniveau må ikke overstige uddannelsesniveauet for: ikkefaglærte personer, personer med en erhvervsuddannelse eller et uddannelsesniveau svarende til erhvervsuddannelserne (faglærte), laboranter, der er omfattet af Undervisningsministeriets bekendtgørelse om laborantuddannelsen, merkonomer, teknonomer og datanomer samt endelig videregående teknikere, herunder personer med en erhvervsakademiuddannelse, der er omfattet af Undervisningsministeriets lov om korte videregående uddannelser, når arbejdsministeren har bestemt, at uddannelsen kan sidestilles med de videregående teknikeres.

Uddannelsesniveauet omfatter de kortvarigt uddannedes, når bortses fra bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, 5, 6 og 7.

Det er uden betydning ved vurderingen af uddannelsesniveauet, om uddannelsen er offentlig eller privat.

Det afgørende er - bortset fra laboranter, merkonomer, teknonomer, datanomer og videregående teknikere - at uddannelsen i niveau og længde ikke overstiger niveauet og længden af erhvervsuddannelserne samt at uddannelsen ikke har et gymnasialt adgangskrav, se dog bemærkningerne til § 3, stk. 3.

Til § 3, stk. 1, nr. 3

Bestemmelsen er medtaget blandt andet for at tydeliggøre, at kommunalt- eller etatsuddannede er omfattet af uddannelsesniveauet for VEU-godtgørelsen. F. eks. er uddannelse som portør, politi- eller togbetjent omfattet af bestemmelsen.

Til § 3, stk. 1, nr. 5

Bestemmelsen præciserer, at alene de laboranter, der er omfattet af bekendtgørelsen om erhvervsakademiuddannelsen inden for laboratorieområdet, falder ind under uddannelsesniveauet for VEU-godtgørelsen.

Hospitalslaboranter er derfor ikke omfattet uddannelsesniveauet for VEU-godtgørelsen.

Til § 3, stk. 1, nr. 6

Det er en betingelse, at arbejdsministeren har bestemt, at den pågældende erhvervsakademiuddannelse kan sidestilles med videregående teknikeres.

Til § 3, stk. 1, nr. 7

Bestemmelsen muliggør, at personer med en højere eller videregående uddannelse kan få ret til VEU-godtgørelse. I bedømmelsen af, om en given uddannelse er højere eller videregående, indgår alene danske uddannelser og uddannelser erhvervet i Danmark.

Det er en betingelse for få ret til VEU-godtgørelse, at personen ikke har haft beskæftigelse inden for sit uddannelsesområde i de sidste 5 år forud for starten af den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelse, hvortil der søges VEU-godtgørelse.

F. eks. vil en folkeskolelærer, der har afsluttet sin uddannelse den 1. juli 2000 og ikke endnu har haft beskæftigelse inden for sit uddannelsesområde den 1. maj 2001, ikke være omfattet af bestemmelsen. Der skal gå 5 år uden beskæftigelse inden for uddannelsesområdet, før betingelserne er opfyldte.

Til § 3, stk. 2

Bestemmelsen gælder for danske uddannelser og uddannelser erhvervet i Danmark. Det er uden betydning, om uddannelsen er privat eller offentligt finansieret. Det afgørende er, om uddannelsen i niveau og længde maksimalt svarer til erhvervsuddannelserne, og at der ikke er et gymnasialt adgangskrav til uddannelsen.

F.eks. vil en person, der har taget en privat finansieret lægesekretæruddannelse, have en uddannelse, der i niveau og længde maksimalt svarer til erhvervsuddannelserne.

Omvendt vil en person, der har taget en uddannelse som pædagog, ikke være omfattet af bestemmelsen, idet uddannelsen overstiger niveauet og længden for erhvervsuddannelserne.

Personer, der efter afsluttet erhvervsuddannelse har taget overbygningskurser, som f.eks. Dansk Kommunalkursus DK 1 og 2 eller Forvaltningshøjskolens grundkurser FG I og II, anses ikke for at have et uddannelsesniveau, der overstiger erhvervsuddannelsens.

Derimod har en person, der har taget Forvaltningshøjskolens skatterevisoruddannelse, en uddannelse der i niveau og længde overstiger erhvervsuddannelserne. Tilsvarende er en registreret revisor heller ikke omfattet af bestemmelsen, idet personen for at blive optaget i revisorregisteret skal have gennemført en uddannelse, der har et gymnasialt adgangskrav.

Til § 3, stk. 3

Bestemmelsen fastslår, at hvis den nye tilsvarende uddannelse ikke forudsætter som adgangskrav, at ansøgeren har bestået en gymnasial uddannelse, opfylder en person med den gamle uddannelse betingelserne om uddannelsesniveauet for VEU-godtgørelsen. Det er uden betydning, om den nye tilsvarende uddannelse overstiger niveauet og længden af erhvervsuddannelserne.

For eksempel opfylder pressefotografer betingelserne om uddannelsesniveauet. Den tidligere erhvervsuddannelse til pressefotograf er afløst af mediejournalistuddannelsen. Det er ikke et adgangskrav til mediejournalistuddannelsen, at man har bestået en gymnasial uddannelse, men mediejournalistuddannelsen har et niveau og en længde, der overstiger erhvervsuddannelserne.

Til § 4, stk. 2, nr. 1

Jobrotation

Omfattet af jobrotationsordninger efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik kan være personer i beskæftigelse, som midlertidigt er fraværende fra arbejdspladsen og ledige, der afløser en beskæftiget. Der henvises i øvrigt til de regler, der udstedes med hjemmel i lov om an aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Til § 5

Bestemmelsen fastslår, at retten til VEU-godtgørelse forudsætter, at deltageren retmæssigt har fået adgang til uddannelsen, at uddannelsens afholdelsesform er lovlig, samt at uddannelsen er omfattet af lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om efteruddannelsesudvalg.

Hvis disse betingelser ikke er til stede, er der ikke ret til VEU-godtgørelse.

Til kapitel 3 VEU-godtgørelse til deltagere for tab af indtægt eller arbejdsmulighed

Bestemmelsen fastslår, at beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, har ret til VEU-godtgørelse, når der foreligger et tab af arbejdsindtægt eller arbejdsmulighed.

Beskæftiget lønmodtager

Som beskæftiget lønmodtager anses personer, der er i et ansættelsesforhold, hvor der foreligger en aftale mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager om løn- og ansættelsesvilkår. Det kræves ikke, at den ugentlige beskæftigelse skal overstige et bestemt antal arbejdstimer, jf. også bemærkningerne til § 2.

Pålagt karantæne

Ledige i dagpengeperioden, som er blevet pålagt en karantæne i henhold til reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er omfattet af reglerne for ledige med ret til selvvalgt uddannelse.

Under anden uddannelse

Personer på en erhvervsgrunduddannelse (EGU) eller deltagere i produktionsskoleforløb, hvori der indgår erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, har ikke ret til godtgørelse, idet der ikke foreligger et tab af indtægt eller arbejdsmulighed.

Tab af arbejdsmulighed

Deltagere, der er i beskæftigelse, vil som udgangspunkt have tab af arbejdsindtægt. Dog vil der foreligge tab af arbejdsmulighed, når deltageren er deltidsbeskæftiget og tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldtidsarbejdssøgende. F.eks. vil en person, der er beskæftiget 25 timer om ugen og tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldtidsarbejdssøgende (37 timer) være berettiget til godtgørelse for tab af arbejdsindtægt for 25 timer og tab af arbejdsmulighed for 12 timer ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse af f.eks. en uges varighed og med 37 lektioner.

Personer, der deltager i aften-, nat- eller week-end-undervisning og udfører deres sædvanlige beskæftigelse om dagen eller i løbet af ugen, vil normalt ikke lide tab af indtægt eller arbejdsmulighed.

Kompenserende fridage

Der kan ikke ydes VEU-godtgørelse på kompenserende fridage ( f.eks. afspadsering, opsparede fridage), da ansøgeren i så fald ikke kan siges at lide tab af indtægt eller tab af arbejdsmulighed. Der kan heller ikke ydes VEU-godtgørelse i forbindelse med deltagelse i en erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse på en friuge, f.eks. hvor ansættelsesforholdet indebærer skiftende arbejdstider og vagter.

Til § 6, stk. 2

Indtægtstab for selvstændige erhvervsdrivende beregnes på grundlag af det ugentlige antal arbejdstimer, hvori den selvstændige virksomhed sædvanligvis udøves.

Til § 7, nr. 1

Der er ret til løn fra en arbejdsgiver, når der er indgået en uddannelsesaftale i henhold til lov, f.eks. inden for erhvervsuddannelserne, landbrugsuddannelserne eller social- og sundhedsuddannelserne. I disse situationer er der ikke ret til VEU-godtgørelse.

Det skal understreges, at det forhold, at en arbejdsgiver er villig til at betale løn under en medarbejders uddannelsesforløb, ikke må forveksles med den situation, at der er ret til løn fra en arbejdsgiver. Der skal være et særligt retsgrundlag – og det vil typisk være en uddannelsesaftale – før der er en egentlig ret til løn under uddannelse. Se § 26 om refusion til arbejdsgiver, når arbejdsgiveren udbetaler løn under uddannelsen.

Til § 7, nr. 2

Der er ikke ret til VEU-godtgørelse, når der er adgang til at opnå godtgørelse efter andre godtgørelsesordninger. Det er uden betydning om der er tale om en offentlig eller privat ordning.

Statens voksenuddannelsesstøtte, SVU, og uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, er eksempler på offentlige godtgørelsesordninger.

Til §15, stk. 2

Arbejdsløshedskassen opgør i hvor mange timer, der er udbetalt VEU-godtgørelse til de deltagere, som er medlemmer af arbejdsløshedskassen og Arbejdsformidlingen foretager opgørelse for deltagere, som ikke er medlemmer af en arbejdsløshedskasse, se også bekendtgørelsens § 17 og § 33.

Til § 17

I opgørelsen efter § 15 medregnes det antal timer deltageren har anvendt til deltagelse i forberedende voksenundervisning med støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte, (SVU).

SU-styrelsen foretager opgørelse af støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte, (SVU).

Til §§ 20-22 VEU-godtgørelse

VEU-godtgørelsen beregnes pr. undervisningsuge, men kan pr. dag maksimalt udbetales med 1/5 af det højeste ugentlige dagpengebeløb.

Uddannelser, der i uddannelsesbekendtgørelser pr. uge er normeret som uddannelser på fuld tid/heltidsuddannelser, svarer til 37 VEU-godtgørelsestimer pr. undervisningsuge, uanset at de ugentlige konfrontationstimer er færre end 37.

Til § 21

Bestemmelsen gælder alene for arbejdsmarkedsuddannelser, der giver anerkendt kompetence og er omfattet af bilag 2 til bekendtgørelsen. I kalenderåret 2001 er der indtil videre ingen arbejdsmarkedsuddannelser, der er omfattet af bilag 2 til bekendtgørelsen.

Til § 22

Bestemmelsen gælder alene for arbejdsmarkedsuddannelser, der giver anerkendt kompetence og er omfattet af bilag 1 til bekendtgørelsen.

I kalenderåret 2001 sker der ingen aftrapning af VEU-godtgørelsen.

Til § 23

Er der til en deltidsuddannelse i undervisningsministeriet fastsat en årsnormering, regnes denne om til uger på fuld tid. F.eks. en årsnorm på 1/8 omregnes således: 40 uger divideret med 8 = 5 uger á 37 timer, i alt 185 timer, hvortil der kan ydes godtgørelse. Varierer timetallet fra uge til uge, anføres det gennemsnitlige antal timer pr. dag på ansøgningsskemaet om VEU-godtgørelse.

Til § 24 Fælles bestemmelser

Hvis en deltager afbryder undervisningen, udbetales VEU-godtgørelse for det hele antal lektioner/timer, personen har deltaget i undervisningen.

Til § 24, stk. 2

Bestemmelsen sigter alene på de situationer, hvor en uddannelse afbrydes af uforudsete årsager, som må tilskrives uddannelsesstedets forhold. F. eks. hvis der udbryder brand på uddannelsesstedet eller læreren bliver syg, og uddannelsesstedet ikke kan fremskaffe en vikar, der kan påtage sig undervisningen.

Til § 24, stk. 3 og 4

Bestemmelsen i stk. 4 gælder kun for ferie, der afholdes i forbindelse med uddannelsesstedets ferielukning.

Deltagere, som hæver opsparet feriegodtgørelse, feriedagpenge eller godtgørelse for særlige feriefritimer, skal have disse beløb fratrukket i VEU-godtgørelsen. Der fratrækkes time for time og ikke krone for krone.

Til § 24, stk. 6

Bestemmelsen omfatter alene deltagere, som før uddannelsens start var ledige og dagpengeberettigede i henhold til arbejdsløshedsforsikringens regler.

Beskæftigede er ikke omfattet af bestemmelsen, da disse anses for at være omfattet af deres sædvanlige ansættelsesforhold de dage, hvor de ikke deltager i uddannelse.

Til § 24, stk. 7

Deltageren underskriver en tro og love erklæring om, at fraværet skyldes deltagelse i jobsamtale, lægeundersøgelse eller indkaldelse til session, og vil herefter få udbetalt VEU-godtgørelse for den pågældende dag, hvis deltageren i øvrigt er berettiget hertil. Tro og love erklæringen afleveres på uddannelsesstedet.

Til § 25

Udgangspunktet for beregningen af VEU-godtgørelsen er en 37 timers arbejdsuge.

Hvis en person udfører sin beskæftigelse samtidig med deltagelse i en uddannelse, skal der ske reduktion i VEU-godtgørelsen svarende til det antal timer, hvori beskæftigelsen udføres.

Indtægtstabet beregnes for beskæftigedes vedkommende på baggrund af det faktiske, ugentlige antal arbejdstimer.

Tab af arbejdsmulighed beregnes på baggrund af en 37 timers uge.

1. Eksempel. En person deltager i heltidsundervisning (37 timer) og udfører hver dag 2 timers beskæftigelse. Personen arbejder normalt 37 timer om ugen.

Da personen udfører 2 timers beskæftigelse hver dag, har personen ikke tab af indtægt eller arbejdsmulighed for disse timer, hvorfor VEU-godtgørelsen skal reduceres med 2 timer dagligt. Der kan udbetales VEU-godtgørelse for 37-10 = 27 timer pr. uge.

2. Eksempel. En person deltager i heltidsundervisning (37 timer) og udfører hver dag 2 timers beskæftigelse. Personen arbejder normalt 50 timer om ugen. Personen har derfor et tab af indtægt eller arbejdsmulighed på 40 timer om ugen. Imidlertid kan der maksimalt udbetales VEU-godtgørelse for 37 timer, svarende til maksimale dagpenge, hvorfor personen har ret til VEU-godtgørelse for 37 timer. Tilsvarende gælder for en person, der udøver sin selvstændige virksomhed som hovedbeskæftigelse med 50 timer om ugen og under uddannelsen udfører sin selvstændige virksomhed med 10 timer om ugen.

3. Eksempel. En person deltager i heltidsundervisning (37 timer) og udfører hver dag 2 timers beskæftigelse. Personen arbejder normalt 20 timer om ugen og er ikke tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.

Der skal ske en reduktion af VEU-godtgørelsen med det antal timer, hvori beskæftigelsen udføres. Personen har ikke tab af arbejdsmulighed, fordi vedkommende ikke er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Personen har derfor ret til 20 - 10 = 10 timers VEU-godtgørelse pr. uge.

4. Eksempel. En person deltager i heltidsundervisning (37 timer) og udfører sin beskæftigelse med 16 timer i weekenden, som normalt. Personen er i øvrigt fuldtidsarbejdssøgende.

Med udgangspunkt i en 37 timers arbejdsuge må personen anses for at have tab af arbejdsmulighed som følge af kursusdeltagelsen i 37-16 = 21 timer om ugen og har dermed ret til VEU-godtgørelse for 21 timer pr. uge.

5. Eksempel. En person har 30 timers beskæftigelse om ugen fordelt på 3 forskellige arbejdspladser og er tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldtidsarbejdssøgende. Under uddannelsen udfører personen sit ene arbejde med 2 timer pr. dag; i alt 10 timer pr. uge.

Personen har tab af indtægt og/eller arbejdsmulighed i henholdsvis 20 timer fra lønarbejdet (30-10) og 7 timer som arbejdssøgende (37-30); i alt 27 timer. Personen har derfor ret til VEU-godtgørelse for 27 timer.

6. Eksempel. En person har 30 timers beskæftigelse om ugen fordelt på 3 forskellige arbejdspladser og er tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldtidsarbejdssøgende. Samtidig med at personen deltager i heltidsundervisning, udfører personen sit ene arbejde 2 timer pr. dag og arbejder 10 timer i weekenden for de to andre arbejdspladser; i alt arbejder personen 20 timer om ugen under kurset.

Personen har tab af indtægt for 10 timer fra lønarbejdet (30-20) og tab af arbejdsmulighed for 7 timer som arbejdssøgende (37-30); i alt 17 timer. Personen har derfor ret til VEU-godtgørelse for 17 timer pr. uge.

7. Eksempel. En person har 30 timers beskæftigelse om ugen og udøver selvstændig virksomhed med 10 timer om ugen. Personen deltager i heltidsundervisning og udøver sin selvstændige virksomhed under uddannelsen. Personen er i øvrigt tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldtidsarbejdssøgende. Personen er arbejdssøgende med 7 timer om ugen og arbejder herudover i alt 40 timer om ugen; 30 timers lønarbejde og 10 timers selvstændig virksomhed.

Personen har tab af indtægt fra lønarbejdet på 30 timer og tab af arbejdsmulighed på 7 timer som arbejdssøgende. Personen har derfor ret til VEU-godtgørelse for 37 timer pr. uge.

8. Eksempel. En person har 30 timers beskæftigelse om ugen og udøver selvstændig virksomhed med 15 timer om ugen. Personen deltager i heltidsundervisning og udøver sin selvstændige virksomhed under uddannelsen. Personen er ikke tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Personen arbejder i alt 45 timer om ugen; 30 timers lønarbejde og 15 timers selvstændig virksomhed.

Personen har tab af indtægt fra lønarbejdet på 30 timer. Personen har derfor ret til VEU-godtgørelse for 30 timer pr. uge.

Til §§ 27-31 Særlige bestemmelser for ledige dagpengeberettigede

Til § 27

Da det alene er ledige i dagpengeperioden med ret til selvvalgt uddannelse, der kan modtage VEU-godtgørelse, gælder bestemmelsen alene for denne persongruppe.

Til § 30, stk. 1

I opgørelsen af forbruget indgår perioder, der er anvendt til uddannelse med uddannelsesstøtte (SVU) for voksne efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte som ledig dagpengeberettiget i dagpengeperioden, og hvori der er udbetalt SVU.

Til § 30, stk. 3

Efter bestemmelsen medregnes udbetaling af VEU-godtgørelse i forbruget, når godtgørelsen er udbetalt for mindst 1 undervisningslektion pr. dag.

VEU-godtgørelse, der udbetales for de situationer, der er nævnt i § 24, stk. 3-7, medregnes i forbruget.

Bilag

INDHOLD

I. Indledning

1. Uddannelser, hvortil der kan opnås godtgørelse

2. Personkredsen, der kan modtage godtgørelse

3. Særligt om ledige

a. ... Krav om rådighed under deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

b. ... Perioder med godtgørelse medregnes i dagpengeperioden

4. Deltagere, der er fyldt 25 år

5. Deltagere, der er fyldt 20 år

6. Unge, der skal aktiveres (ungeindsatsen) efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik

II. Bemærkninger til bekendtgørelsens enkelte paragraffer Afsnit I Generelle betingelser

Kapitel 1

§ 1 Uddannelser, hvortil der kan opnås godtgørelse. Ikke godtgørelse til IDV-uddannelser

§ 1, stk. 2, nr. 2 Erhvervsuddannelser, landbrugsuddannelser m.m.

§ 1, stk. 2, nr. 3 Uddannelser på niveau med erhvervsuddannelserne

§ 1, stk. 2, nr. 4 Social- og sundhedsuddannelser

§ 1, stk. 2, nr. 5 PGU-merit-uddannelsen

§ 1, stk. 2, nr. 6 Kompetenceafklarende forløb

§ 1, stk. 2, nr. 7 Uddannelsesforløb under Den Europæiske Socialfond

Kapitel 2

§ 2 Personkredsen

§ 2, stk. 1, nr. 2 Selvstændige erhvervsdrivende

§ 2, stk. 1, nr. 3, b Selvvalgt uddannelse

§ 2, stk. 3 Karantæne

§ 2, stk. 4, nr. 1 Uddannelse i forlængelse af et ansættelsesforholds ophør

§ 2, stk. 4, nr. 2 Uddannelse i opsigelsesperioden

§ 3, stk. 1 Uddannelsesniveau

§ 3, stk. 1, nr. 3 Kommunalt eller etatsuddannede

§ 3, stk. 1, nr. 5 Laboranter

§ 3, stk. 1, nr. 6 Videregående teknikere

§ 3, stk. 1, nr. 7 Højere eller videregående uddannede

§ 3, stk. 2 Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne

§ 3, stk. 3 Gammel uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse

§ 4, stk. 2, nr. 1 Jobrotation

§ 5 Øvrige betingelser for ret til godtgørelse

Afsnit II Ret til godtgørelse

Kapitel 3 Godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed

§ 6, stk. 1 Ret til godtgørelse

§ 6, stk. 2 Indtægtstab for selvstændige erhvervsdrivende

§ 7, nr. 1 Ingen ret til godtgørelse

§ 7, nr. 2 Omfattet af andre godtgørelsesordninger

Kapitel 4 Varighedsbestemmelser

§ 15, stk. 2 Deltagere, der er fyldt 20 år

§ 17 Opgørelse af 30 uger

Afsnit III Størrelse og beregning af godtgørelse

Kapitel 6

§ 20 Fuld godtgørelse

§ 21 Reduceret godtgørelse

§ 22 Aftrappet godtgørelse

Kapitel 7 Fælles bestemmelser

§ 24, stk. 1 Tilstedeværelse

§ 24, stk. 2 Uddannelsen afbrydes

§ 24, stk. 3 og 4 Ferielukning og uddannelsespraktik

§ 24, stk. 6 Søgnehelligdage

§ 24, stk. 7 Jobsamtale, session eller lægeundersøgelse

§ 25 Delvist tab af indtægt eller arbejdsmulighed

Kapitel 9 Særlige bestemmelser for ledige dagpengeberettigede

§ 27 Tilmelding til AF og krav om at stå til rådighed

§ 30, stk. 1 SVU-fradrag

§ 30, stk. 3 Tælleenheden

Underskrift 1

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 20. december 2000 Lars Goldschmidt /Kaj Ove Christiansen

Versioner

  1. 2000-12-20 · til 2004-02-13