Gelex

Vejledning om ændrede regler om kvalitetssikring

OphævetVersion 2000-04-25fra 2000-04-25 til 2004-03-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2000/58@2000-04-25/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Denne vejledning knytter sig til By- og Boligministeriets bekendtgørelse nr. 202 af 23. marts 2000 om kvalitetssikring af byggearbejder.

I vejledningen redegøres for de ændringer, som bekendtgørelsen indebærer i forhold til det hidtil gældende cirkulære af 12. november 1986 om kvalitetssikring af byggearbejder samt Byggestyrelsens vejledning af 1986 om kvalitetssikring.

Der vil senere blive udsendt en ny omfattende vejledning om kvalitetssikring til afløsning af 1986-vejledningen. Indtil da kan 1986-vejledningen stadig benyttes under hensyntagen til de ændringer, som omtales i denne vejledning.

Bekendtgørelsen er obligatorisk for samme område som 1986-cirkulæret, dvs. for statsbyggeriet og for offentlig støttet byggeri efter lov om almene boliger og støttede private andelsboliger mv. 1986-cirkulæret har også indirekte været obligatorisk på byfornyelsesområdet, idet det er anført i bekendtgørelse nr. 311 af 19. maj 1999 om udbud mv. af bygge- og anlægsarbejder efter lov om byfornyelse, at det påhviler bygherren at overholde 1986-cirkulæret. Det nævnes nu udtrykkeligt i bekendtgørelsen, at den også gælder for byggeri efter kap. 3 i lov om byfornyelse, der modtager tilsagn om støtte efter kap. 4 i samme lov.

Kvalitetssikringscirkulæret af 1986 tog sigte på at modvirke de omfattende byggeskader. Skaderne skulle forebygges ved en indsats under byggeriets planlægning og udførelse.

Byggeskadefondenes erfaringer siden 1986 viser, at der stadig er et betydeligt antal byggeskader. Årsagerne er mange: Ufuldstændig projektering, manglende anvisninger på rette udførelse, udpinte materialer, forkert gennemførte sparerunder, svage sanktioner og for ringe brug af byggetekniske og organisatoriske erfaringer.

Tankegangen om kvalitetssikring er således ikke slået fuldt igennem.

En hyppig anke mod kvalitetssikringen er, at dokumentationskravene fører til alt for meget papirarbejde, og at indsatsen ikke har reel betydning, men alene er af formel art. Dette kan hænge sammen med den måde, hvor på kontrolplanerne udarbejdes og anvendes.

Det er alligevel opfattelsen i ministeriet og hos byggeriets parter, at regelsættet om kvalitetssikring er godt som værktøj og som en art idealbeskrivelse af god byggeskik. Det er tillige opfattelsen, at regelsættet skal støttes af andre tiltag og strammes op på forskellige felter med henblik på bedre virkning.

Denne opstramning er nu gennemført i form af de ændringer, som bekendtgørelsen indeholder.

Ændringerne i bekendtgørelsen tager sigte på at forstærke kvalitetssikringen, således at byggeriets parter kan undgå eller formindske omprojektering, spild, usikkerhed, ydelser, der må udbedres eller udføres på ny, svigt og skader samt de deraf følgende ekstraudgifter eller forringede kvaliteter. Ændringernes formål er først og fremmest at modvirke kvalitetssvigt i byggeriet, men i vidt omfang kan kvalitetssikringen efter de foreliggende erfaringer virke som rationaliseringstiltag i de enkelte virksomheder.

Der er lagt større vægt på processerne i forbindelse med projektering og udførelse af et byggeri. Det er vigtigt, at disse processer nøje planlægges, og at dokumentationen aftales. Det gælder eksempelvis i forbindelse med bygherrens programmeringsarbejde, udførelsen af projektgranskning, ved samarbejdet om projektgennemgang og ved tilsyns- og kontrolarbejdet på byggepladsen.

Ændringerne burde i det væsentlige allerede høre med til god byggeskik, og de er derfor principielt udgiftsneutrale.

Visse af ændringerne lægger op til mindre papirgang, navnlig under entreprisers udførelse, nemlig at

indsatsen samles om særlig risikobehæftede forhold,

projektmaterialet skal udbygges,

projektgennemgang kan afklare problemer på forhånd,

dokumentation afgives løbende.

Bekendtgørelsen normerer visse fremgangsmåder, men opretholder herudover metodefriheden og princippet om, at hver part sikrer for sig.

Kvalitetssikringen skal fortsat virke uafhængigt af eventuel certificering af virksomheder. Certificering drejer sig om den enkelte virksomhed og alle dennes aktiviteter. Kvalitetssikring drejer sig om det enkelte byggeri og om virksomhedernes indsats og samvirke i dette.

Bekendtgørelsen berører ikke byggeriets ansvarsregler.

I bekendtgørelsen lægges i tråd med nyere byggepolitisk opfattelse større vægt på bygherrens indsats. Det er bygherrens opgave at sikre kvaliteten og med dette for øje at antage og styre den fornødne tekniske sagkundskab i form af rådgivere og entreprenører.

Det er ligesom i 1986-cirkulæret bygherren, der er forpligtet efter bekendtgørelsen. Bygherren har ansvaret for, at der vælges rette kvalitet, og bygherren skal i sine aftaler med sine rådgivere og entreprenører sørge for at forpligte disse til at leve op til bekendtgørelsens regler om kvalitetssikring. Det er så rådgivernes og entreprenørernes pligt at gennemføre de tekniske sider af kvalitetssikringen som angivet i bekendtgørelsen. Gør de ikke det, kan de ifalde ansvar overfor bygherren efter dansk rets ansvarsregler.

Uafhængigt af bekendtgørelsen har rådgivere og entreprenører en professionel pligt til at levere kontraktmæssig ydelse og til at følge god byggeskik, herunder til at anvende fremgangsmåder, der kan betegnes som alment teknisk fælleseje. Der er en glidende overgang eller overlapning fra bekendtgørelsens regler til den almindelige pligt til at iagttage god byggeskik.

Bekendtgørelsen træder i kraft 1. maj 2000 og gælder for statsligt byggeri, der påbegyndes projekteret efter denne dato. Bekendtgørelsen gælder endvidere for byggearbejder, der efter ovennævnte dato modtager tilsagn om offentlig støtte efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv. eller efter lov om byfornyelse. Befinder byggeplanerne sig før denne dato på programoplægs eller programstadiet, må bygherren sørge for, at planerne kommer til at leve op til bekendtgørelsens krav. Dette burde ikke være vanskeligt, fordi bekendtgørelsen ikke udtrykker andet end, hvad en god og omhyggelig bygherre i forvejen skal sørge for.

Fra 1. maj 2000 ophæves kvalitetssikringscirkulæret af 1986. Men cirkulæret bevarer sin gyldighed for byggesager, der er påbegyndt projekteret eller har modtaget tilsagn om offentlig støtte før denne dato.

I bekendtgørelse og vejledning betyder "rådgiver" den tekniske bistand, der er antaget af bygherren, og "entreprenøren" betyder den udførende part. I nogle sammenhænge skrives "de projekterende parter", som foruden rådgivere omfatter entreprenører med projekteringsindsats og materialevalg.

Opbygningen af bekendtgørelsen afviger fra 1986-cirkulæret. Regelsættet er nu opbygget således:

Der stilles krav til de færdige byggerier (§ 2).

Den byggetekniske kvalitet i det færdige byggeri sikres ved at stille krav til fremstillingen af dette og ved i hovedtræk at angive parternes roller i fremstillingen (§§ 3 og 4).

Parterne skal ved fremstillingen tage hensyn til en række forhold til betryggelse af kvaliteten (Kapitel 4 om indsatsområder).

Parterne skal ved fremstillingen benytte en række fremgangsmåder og hjælpemidler, herunder dokumentation og kontrol (Kapitel 5 om hjælpemidler).

Regelsættet er nu en bekendtgørelse og ikke et cirkulære. Denne ændring har ingen betydning for den praktiske gennemførelse af kvalitetssikringen, men understreger vigtigheden af kvalitetssikringsindsatsen.

En del af ændringerne er nok nye i forhold til cirkulæret af 1986, men de er ikke nye i forhold til god byggeskik. De konkrete ændringer er følgende:

Bygherren skal ikke alene sikre kvaliteten, men også sætte den, og dette skal ske tidligt i planlægningen (§ 2).

Kvalitetsbegrebet omfatter ikke alene byggeteknisk kvalitet, men også brugsværdi og arkitektonisk fremtræden (§ 2). De mere detaljerede kvalitetssikringsregler går dog som hidtil alene på den byggetekniske kvalitet.

Der skal anlægges totaløkonomiske vurderinger (§ 2).

Projekt- og procesgranskning skal gennemføres (§ 3).

Kvalitetssikringen skal samle sig om risikobehæftede forhold (§ 3).

Der skal foreligge byggeprogram og beskrivelse af rådgiverydelser (§ 5).

Programkrav og økonomi skal være overensstemmende (§ 5).

Der skal foreligge projektmateriale og nødvendige statiske beregninger (§ 5).

Funktionskrav skal være entydige (§ 5).

Der skal i byggeri under Byggeskadefonden for nybyggeri afgives erklæring om risikobehæftede forhold (§ 5). Formularen til erklæringen medfølger som bilag til bekendtgørelsen.

Der skal være rimelig tid til alle faser (§ 5).

Der skal bruges gennemprøvede enkeltdele (§ 6).

Relevante materialeegenskaber skal kunne genfindes efter indbygningen (§ 6).

Der skal foreligge driftsvejledninger (§ 7).

Kvaliteten skal holdes i sparerunder (§ 8).

Kvalitetssikring af projekteringsydelser skal dokumenteres (§ 10).

Mest mulig dokumentation skal afgives løbende (§ 12).

Der kan i videre omfang konkurreres på kvalitetssikring (§ 13).

§ 1, stk. 2, om ombygninger er uændret fra cirkulæret, idet bestemmelsen ikke har givet anledning til problemer. Det er uden betydning, om der er knyttet en eller flere entreprenører til en ombygning.

Ved forsøg i byggeriet (§ 9) kan henvises til By- og Boligministeriets vejledende retningslinier for forsøg af oktober 1998.

1986-cirkulærets § 9 om betaling er udgået som overflødig under de nuværende forhold. Bestemmelsen havde især sin baggrund i de honorarregler for arkitekter og ingeniører, der nu er ophævet. Endvidere er cirkulærets § 11 om kontrol- og godkendelsesordninger udgået. Anbefalingerne i bestemmelsen vil fremover kunne findes som vejledningsstof.

Det - i alt byggeri - afgørende forhold mellem kvalitet og økonomi håndteres således i bekendtgørelsen:

Der skal altid bygges i "god kvalitet" (§ 2, stk.1). Byggeriets økonomi skal altid være realistisk, dvs. kunne give god kvalitet (§ 2, stk.1). Kravet om totaløkonomi (§ 2, stk.2) må ikke føre til, at der slækkes på kravet om god kvalitet. I vurderingen af god kvalitet indgår bedømmelse af risikoen for svigtende kvalitet (§ 3, stk. 4 og § 5, stk. 1, nr. 5). Økonomien skal være realistisk allerede fra programfasen (§ 5, stk. 1, nr. 2).

Ad § 2, stk. 1.

§ 2 er som den øvrige bekendtgørelse primært rettet mod bygherren, og bestemmelsen betoner bygherrens pligt til at sørge for den samlede kvalitet i byggeriet. Bygherren skal ikke alene sikre kvaliteten, men også sætte den. Bestemmelsen ligger på linie med andre bestræbelser på at fremhæve og styrke bygherrens centrale rolle i byggeprocessen.

Det hidtidige cirkulære af 1986 har alene sigtet på den byggetekniske kvalitet, dvs. byggeriets holdbarhed og levetid, og dermed at svigt i byggeriet modvirkes. § 2 drejer sig nu om al kvalitet i byggeriet, dvs. udover byggeteknikken også brugsværdi, arkitektur og andre konkret aktuelle kvaliteter såsom miljøforhold.

At arkitektur nu er nævnt må ses på baggrund af, at der i disse år anlægges en offentlig arkitekturpolitik, som betoner vigtigheden af, at byggeriet præges af god arkitektur.

Hvad der skal forstås ved "god kvalitet", kan ikke fastlægges generelt, men må afgøres efter de forhåndenværende behov, muligheder og eventuelle konkrete retsregler. Det samme gælder de hensyn til miljø og andre forhold, der er nævnt i bestemmelsen.

Der peges i bestemmelsen på hensyntagen til "en realistisk anlægs- og driftsøkonomi". Økonomi er som bekendt en afgørende faktor i byggeriet. Det er den, der afgør, hvor mange af bygherrens og brugernes forventninger, der kan opfyldes, og det er ofte den, der tjener som undskyldning, hvis byggeriet ikke er vellykket. Økonomien betegner grænsen for, hvor meget bygherren og til syvende og sidst samfundet eller markedet vil ofre på at tilfredsstille et behov for boliger eller andre bygninger. Giver økonomien ikke mulighed for god kvalitet, må byggeriet opgives eller udskydes.

Igennem denne samlede indsats og afvejning vedrørende behov og økonomiske muligheder kan senere problemer og skuffelser modvirkes.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at bygherrens kvalitetsindsats ikke alene skal gå på byggeriets projektering og udførelse, men også på programoplæg og byggeprogram, dvs. fra de tidligste overvejelser om byggeriet. Det skal undersøges, om bygherrens intentioner som udtrykt i programoplæg og program rammer det ønskelige, er uden uheldige bivirkninger og er økonomisk forsvarlige, kort sagt, om byggeplanerne virker gennemførlige.

Denne tidlige kvalitetssikringsindsats må ske ved gennemtænkning og brug af erfaringer, hvorimod der ikke er noget krav om dokumentation af indsatsen.

Bekendtgørelsens øvrige regler, § 3 og følgende, drejer sig som hidtil alene om at sikre den byggetekniske kvalitet og ikke f.eks. brugsværdien. I praksis er der dog nok glidende overgange mellem byggeteknisk kvalitet og brugsværdi.

Ad § 2, stk. 2.

Som nævnt under § 2, stk. 1 og som det også fremgår af § 5, stk. 1, nr. 2 er en realistisk økonomi afgørende for en byggesags vellykkede forløb. Økonomien har tre sider byggeudgiften og driftsudgiften, når byggeriet er taget i brug, samt samspillet mellem byggeudgift og driftsudgift. Dette samspil var tidligere ofte overset, men betragtes nu som stadig vigtigere, fordi byggeriets driftsudgifter, f.eks. udgifter til vedligehold, energi og renhold, samt de bygningsbetingede virksomhedsudgifter over en årrække er afhængige af bygningsudformningen og vil ofte overstige byggeudgiften.

Med bestemmelsen bliver dette samspil mellem anlægs- og driftsudgift totaløkonomi - nu obligatorisk for bygherren at vurdere. Formålet er at få det bedst mulige forhold mellem de to arter udgifter frem.

Samspillet består i at vurdere dels byggeudgifterne, dels de deraf afledte driftsudgifter over en årrække og så beregne det optimale forhold mellem udgifterne. I vurderingen må også indgå risici, f.eks. for byggeskader, (se nærmere § 5, stk. 1, nr. 5).

Den totaløkonomiske vurdering må dog ikke føre til, at der slækkes på kravet om god kvalitet. Bygherren bør således ikke acceptere byggeri med øget risiko for svigt eller skader med den begrundelse, at f.eks. materialer ganske vist er dårlige, men at de er særlig billige - "gode til prisen". Argumentet om, at dårlig kvalitet kan kompenseres ved forstærket drift, bør ikke anerkendes, bl.a. fordi erfaringerne viser, at bygningsejeren kan være tilbøjelig til at spare på driftsudgifterne.

I bestemmelsen foreskrives ikke noget bestemt omfang eller resultat af totaløkonomiske vurderinger eller nogen bestemt fremgangsmåde. Indsatsen må afpasses efter byggeriets størrelse og art. I f.eks. små byfornyelsessager er det begrænset, hvad der kan forlanges. Det væsentlige er, at bygherren på en eller anden måde gennemfører totaløkonomiske tankegange.

For støttede byggerier efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. er der allerede indført krav om totaløkonomiske vurderinger. Til brug for bygherre og tilsagnsgiver som et muligt grundlag for den totaløkonomiske vurdering er udarbejdet en beregningsmodel for boligbyggeri. Andre bygherrer kan benytte det i øvrigt foreliggende tekniske stof om emnet og kan i rådgiverfirmaer få bistand til beregninger og vurderinger.

Ad § 3, stk. 2, andet punktum.

Projekt- og procesgranskning har vist sig som meget nyttige led i kvalitetssikringen og er derfor gjort obligatoriske i bekendtgørelsen.

I korthed sagt består granskningen i, at hver rådgiver herunder entreprenører med projekteringsopgaver - og entreprenør ved egen eller udefra kommende hjælp gennemgår materiale, der ligger til grund for ydelsen med henblik på at opdage og rette fejl, ufuldstændigheder, undladelser, manglende sammenhæng, uhensigtsmæssige valg af løsninger eller at afdække særlige risici. Projekterende skal således f.eks. gennemgå tegninger samt beskrivelser, og entreprenører skal f.eks. gennemgå udførelses- og arbejdsplaner.

Der findes praksis for, hvorledes granskning kan gennemføres, bl.a. PAR´s og FRI´s anvisninger, men ingen autoriserede fremgangsmåder. Granskning er også omtalt i 1986-vejledningen side 18-19.

Granskningen kan ikke erstatte indsatsen med at sætte kvaliteten ordentligt. Man kan ikke kontrollere kvalitet ind i et byggeri.

Granskningen hører med til de enkelte parters interne kvalitetssikring, og bygherren skal ikke medvirke eller kontrollere. Granskningen nævnes derfor i § 3 og ikke i kap. 4 og 5, der vedrører bygherrens indsats. (Se dog § 3, stk. 5). Men bygherren kan igennem parternes dokumentation af deres færdige ydelser få indtryk af granskningens lødighed, jf. § 12 om kontrolplaner og bemærkningerne til § 10 om dokumentation af projekteringsydelser.

Ad § 3, stk. 4.

Indsatsen for kvalitetssikring bør især rettes mod risikobehæftede forhold. Dette er udtrykt som et almindeligt ønske fra byggeriets parter og kan medvirke til at begrænse kontrolarbejdet og dermed papirgangen.

Ved risikobehæftede forhold forstås, at materialer, konstruktioner, udformninger og sammensætninger af materialer ikke giver den styrke, holdbarhed og levetid, der er det normale, og at der som følge heraf forekommer væsentlige svigt med betydelige følgevirkninger eller konstateres en ikke fjerntliggende fare herfor.

Hvad der er "normalt", kan udledes af god byggeskik eller offentlige forskrifter, især bygningsreglementerne, DS-normer, SBI-anvisninger, BYG-ERFA blade eller Byggeskadefondenes erfaringer.

Er der særlige forhold i byggeriet (vindbelastning, jordbundsforhold, særlig brug), skal der tillige tages hensyn hertil.

Også tilsyns- og kontrolindsatsen under byggeriets gennemførelse bør især rettes mod risikobehæftede forhold. Dette gælder således bygherrens udbudskontrolplan, der bør rettes mod særlige kontrolområder, nemlig de konkrete risikoområder, der er fundet under projekteringen.

Udformninger og udførelser, der på forhånd bedømmes til at indeholde en risiko for svigt, kan blive mindre risikobehæftede ved omhyggelig tilsynsindsats fra fagtilsyn eller entreprenør. Men en sådan indsats kan selvfølgelig ikke hjælpe på f.eks. materialer, der i sig selv har ringe holdbarhed og kort levetid.

Indkredsning af risikobehæftede forhold er først og fremmest et anliggende for de projekterende parter. I støttet boligbyggeri skal afgives en særlig erklæring herom, se § 5, stk. 1, nr. 5.

Ad § 5, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen følger op på reglen i § 2, stk. 1, hvorefter bygherren skal sætte kraftigt ind allerede fra byggeplanernes tidlige faser.

Der findes vejledende regler for arkitekternes og ingeniørernes ydelser, som kan lægges til grund. Men det må selvfølgelig konkret beskrives, hvad rådgiverydelserne i det enkelte byggeri går ud på: Art, omfang, afgrænsning til andre ydelser og tidsplan.

Ad § 5, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen følger op på reglen i § 2, stk. 1, hvorefter anlægs- og driftsøkonomien skal være realistisk. Bestemmelsen sigter ikke mindst på at modvirke de budget- og bevillingsoverskridelser, der ofte giver problemer i byggesager.

Ad § 5, stk. 1, nr. 3.

Udbudsgrundlaget i byggesager er i stigende grad mangelfuldt, fordi bygherrens projektmateriale er ufuldkomment. Dette giver usikkerhed om den kvalitet, der ønskes, og om byggeprocessens gang, ligesom manglerne skaber rum for krav om merbetaling og deraf følgende konfliktmuligheder. Også grænsefladestyringen mellem entreprenørerne bliver usikker.

Bestemmelsen skal modvirke denne udbredte tendens til for dårligt projektmateriale. I henhold til bestemmelsen bør der altid foreligge et projektmateriale, før en ydelse går i gang, dvs. også hvis en entreprenør eller leverandør selv er projekterende.

Der er i byggelovgivningen krav om, at ansøgninger om byggetilladelse skal indeholde enhver oplysning af betydning for sagens behandling, hvilket bl.a. kan være statiske beregninger. Det er indtrykket, at ansøgninger om byggetilladelse ikke altid vedlægges de nødvendige statiske beregninger. For at understrege vigtigheden af, at statiske beregningerne, især beregninger af stabilitet og forankringer, er meget nødvendige, når svigt og skader i byggeriet skal undgås, gøres der nu opmærksom på de statiske beregninger direkte i bestemmelsen.

Afgrænsningen mellem ydelserne er væsentlig, både i projekterings- og i udførelsesleddet. Afgrænsningen drejer sig både om, at ydelserne er indbyrdes defineret, og om, at de passer sammen, således at byggeriet som helhed er i orden.

Bestemmelsen er beslægtet med § 6 i Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære af 10. oktober 1991 om pris- og tid på bygge- og anlægsarbejder m.v., der lyder:

"Udbudsmaterialet skal være entydigt og således udformet, at der er klarhed over ydelsens omfang og indhold. Udbydes byggearbejder på grundlag af bygherrens hovedprojekt, må udbudsmaterialet indeholde en fuldstændig beskrivelse af de ydelser, der skal gives tilbud på. Som vejledning for projektmateriale til et fuldstændigt arbejdsgrundlag henvises til bilag 2".

Det nævnte bilag 2 er en liste over fuldstændigt arbejdsgrundlag, dvs. detaljeret hovedprojekt før byggeriets påbegyndelse. Denne liste er alene vejledende. Et detaljeret hovedprojekt er næppe længere det mest anvendte udbudsgrundlag. Udviklingen i byggevareindustrien og i udformningen af funktionskrav gør det muligt at udforme ikke-detaljerede, men tilstrækkelig præcise udbudsgrundlag til brug ved udbud både i fagentreprise og totalentreprise eller i andre former, hvor det ofte er et led i entreprisen at tage sig af detailfastlæggelsen af materialer og udførelser, f.eks. på grundlag af standardløsninger.

§ 5, stk. 1, nr. 3, vedrører i modsætning til § 6 i pris og tidscirkulæret ikke udbudsforholdene. I bestemmelsen anføres alene, at en ydelse skal være klart fastlagt, før den påbegyndes , - hvad enten det er bygherren, rådgiverne eller entreprenørerne, der fastlægger.

Ad § 5, stk. 1, nr. 4.

Funktionskrav er beskrivelser i udbudsmaterialet, der udtrykker, hvad en ydelse skal kunne, men derimod ikke, hvorledes ydelsen skal udformes eller udføres. Funktionskrav giver stor frihed til at bestemme, hvorledes kravet til den pågældende brugsværdi i det færdige byggeri skal realiseres, men funktionskravene er i praksis ofte upræcise. Dette betyder, at de kan give usikkerhed om ydelsernes art og omfang, især for de udførende, og at det kan være vanskeligt at knytte ansvar til de fejl og mangler, der kan bunde i funktionskravene.

Funktionskrav benyttes i vidt omfang i byggeprocessen, og bestemmelsen har derfor til formål at tilskynde til, at sådanne krav giver fornøden vejledning om ydelsernes udførelse og færdige fremtræden.

Bestemmelsen kan efterleves ved omhu og eftertanke hos dem, der udformer kravene, f.eks. ved at udbygge dem ved henvisninger til god udførelse eller ved anvisninger på, hvorledes de kan omformes til løsninger i det færdige byggeri. Hvor det ikke er muligt at funktionsbeskrive med tilstrækkelig tydelighed, kan der evt. angives "et bestemt fabrikat eller dermed ligestillet". Man skal være opmærksom på, at sådanne formuleringer ikke må kunne virke konkurrenceforvridende.

Ad § 5, stk. 1, nr. 5.

Byggeskadefonden for nybyggeri´s mange erfaringer om byggeskader er med bestemmelsen omformet til et værktøj, der skal hindre, at disse byggeskader optræder i byggeriet i fremtiden.

På grundlag af fondens erfaringer er indkredset et antal byggetekniske forhold, som optræder i byggeri under fonden, og som ofte giver risiko for svigt og skader. Meningen med bestemmelsen er, at de parter i byggeriet, der projekterer eller står for materialevalg rådgivere eller entreprenører mere skal rette deres opmærksomhed på risikobehæftede forhold og vurdere, om deres ydelser indebærer "større risiko" for svigt eller skader, samt afgive en erklæring herom. Formularen til erklæringen og en tilknyttet vejledning giver nærmere besked om erklæringens afgivelse og betydning samt om begreberne "risikobehæftede forhold" og "større risiko".

De projekterende vil formentlig typisk afgive erklæringen på grundlag af deres projektgranskning, men erklæringen gælder uafhængig af granskningen. I det omfang projektering eller materialevalg hører med til en entreprise, er det entreprenøren, der skal afgive erklæringen. De projekterende skal som led i god byggeskik også pege på andre mulige risikobehæftede forhold end dem, som erklæringen omfatter.

Erklæringen ændrer ikke på rådgiveransvaret, men kan stille bygherren og Byggeskadefonden bevismæssigt bedre i ansvarsopgør. Erklæringen afgives til bygherren, og det er bygherrens og Byggeskadefondens sag at anvende erklæringen i mulige ansvarsopgør. Bygherren skal tillige, som angivet i § 5, stk. 2, lade erklæring og eventuelt tilknyttede redegørelser indgå i udbudsmaterialet.

Ad § 5, stk. 1, nr. 6.

Bestemmelsen skal modvirke de mange beklagelser over for korte frister i byggeriets faser lige fra planlægning til udførelse. De korte frister kan føre til forhastet arbejde og dermed til forhøjet risiko for svigt i byggeriet, eller de kan føre til mere eller mindre berettigede krav om fristforlængelser og dermed til tvister herom.

De mindstefrister, der er angivet i pris- og tidscirkulærets § 7 (medtaget som note i bekendtgørelsen), drejer sig om visse af fristerne i byggeprocessen. Men det er vigtigt, at der er rimelig tid til alle faser i planlægningen og udførelsen.

De for korte frister optræder tit i byggeprocessens senere faser og kan skyldes, at bygherren mere eller mindre selvforskyldt har brugt for megen tid på de tidligere faser, f.eks. fordi de oprindelige byggeplaner har vist sig at være urealistiske. Bygherren kan også være under pres fra byggeriets kommende brugere for at få byggeriet færdigt. Bygherren kan modvirke sådanne problemer ved at fastsætte og stå fast på rimelige frister og ved at gennemføre sine opgaver så omhyggeligt, at der ikke bliver tilskyndelser til at sammenpresse fristerne i byggeprocessens senere faser.

Ad § 5, stk. 2.

Med bestemmelsen sikres det, at entreprenørerne allerede inden afgivelse af tilbud bliver gjort opmærksomme på eventuelle risikobehæftede forhold.

Ad § 6, første punktum.

Med "gennemprøvede enkeltdele" sigtes der især på brug af standardløsninger, men bestemmelsen indskrænker ikke den generelle projekteringsfrihed. Standardløsninger vil normalt fremkomme fra byggematerialeindustrien og har i sig selv erfaringsmæssigt kun få svigt. Dette hænger formentlig sammen med, at standardløsninger i form af leverancer fra byggematerialeindustrien er undergivet den faste industris former for kvalitetssikring (som falder udenfor kvalitetssikringen af selve byggeriet). Der kan også være tale om gennemprøvede konstruktioner eller samlinger.

Med hensyn til valg af materialer kan endvidere henvises til 1986-vejledningen s. 30-31, om at benytte produkter, der er undergivet kontrol- og godkendelsesordninger.

Ad § 6, andet punktum.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at relevante materialeegenskaber kan genfindes efter materialernes indbygning i byggeriet. Materialerne skal altså kunne fungere som tilsigtet ved udbudet. Egenskaber må ikke gå tabt ved forkert brug af materialer eller ved uhensigtsmæssig sammenbygning.

Ad § 7.

I § 6, stk. 1, nr. 2, (1986-cirkulærets § 10b) bestemmes, at byggeriet skal udformes, så det kan drives, herunder holdes vedlige, på en rationel og økonomisk måde.

Med § 7 sikres det, at grundlaget for driften foreligger ved byggeriets aflevering. Dette hensyn sikres yderligere ved bestemmelsen i § 12, stk. 3, (1986-cirkulærets § 6, stk. 3), hvorefter dokumentationen ifølge kontrolplanen skal have en sådan form, at den i relevant omfang kan indgå i driftsplanen.

Ad § 8, stk. 2.

Bestemmelsen sigter på de såkaldte sparerunder, dvs. tilfælde hvor projektet må omarbejdes, efter at det ved prisindhentning har vist sig for dyrt. Erfaringsmæssigt gennemføres sådanne runder ikke altid på en måde, der sikrer den byggetekniske kvalitet i byggeriet som helhed. F.eks. kan udskiftning af materialer et sted i byggeriet gøre det nødvendigt at vurdere, om dette kan medføre øget risiko for svigt et andet sted.

Det må også overvejes, om ændringer i projektet nødvendiggør ændringer i tidsplanerne.

Ad § 10, nr. 1.

1986-cirkulæret har regler om dokumentation af entreprenørydelser. Disse regler videreføres i bekendtgørelsen i § 12 om kontrolplaner. I § 10, nr. 1, er dokumentationskravet udvidet til også at omfatte projekteringsydelser.

Dokumentationen skal give bygherren mulighed for at bedømme, om projekteringen lever op til byggeprogrammet og andre aftaler, og om projekteringen er gennemført i overensstemmelse med god projekteringsskik. Bygherren, der normalt ikke er byggesagkyndig, vil næppe kunne gå i dybden med disse bedømmelser af projekteringsydelserne, og det er ikke meningen, at bygherren skal få dokumentationen efterprøvet hos andre sagkyndige. Men hvis der viser sig problemer med fejl eller ufuldstændigheder i projekteringen, kan dokumentationen for såvel bygherre som rådgiver blive et led i afklaringen af problemerne. Dokumentationskravet kan også tilskynde til, at projekteringen gennemføres med omhu.

Dokumentationens emner er, generelt sagt, om kravene i bekendtgørelsens kap. 4 om indsatsområder er opfyldt.

Herudover kan bygherren have særlig interesse i en række detailspørgsmål, såsom:

Er der særlige byggetekniske risici i projektet, og hvorledes er disse håndteret? (Dette spørgsmål klares i byggeriet under Byggeskadefonden for nybyggeri ved den erklæring, der omtales i § 5, stk. 1, nr. 5).

Hvilke undersøgelser er foretaget i forbindelse med projekteringen?

Hvilke underrådgivere er brugt?

Har der været tilknyttet særlig ekspertise?

Hvilke forhandlinger er ført med myndigheder?

Har der været særlige problemer undervejs?

Er grænsefladerne til andre projekteringsydelser kontrolleret og afklaret?

Bestemmelsen om dokumentation omfatter som de øvrige hjælpemidler i bekendtgørelsen alene den byggetekniske kvalitet, men vil i praksis også kunne komme ind på de andre kvaliteter, ikke mindst brugsværdien.

Dokumentationen drejer sig om den færdige projekteringsydelse og skal således afgives til bygherren sammen med denne. Det er altså ikke projektgranskningen (jf. § 3, stk.2), der skal dokumenteres, men rådgiverne vil formentlig benytte granskningen som et af grundlagene for dokumentationen. Dokumentationen kan også benyttes ved projektgennemgangen, se § 10, nr. 2.

Projekteringsydelser kan ikke dokumenteres på samme måde som entreprenørydelser, og kontrolplansystemet er derfor ikke brugbart.

Det må nærmere afklares i praksis, hvordan dokumentationen skal foregå, og indtil videre må der indrømmes betydelig frihed på dette felt, både hvad angår indhold, omfang og form. Skriftlighed må dog være reglen af hensyn til dokumentationens brugbarhed.

Ad § 10, nr. 2.

Bestemmelsen indebærer, at projektgennemgang bliver obligatorisk. Det er almindeligt anerkendt, at samarbejde og indbyrdes information mellem parterne i et byggeri skaber tillid og modvirker fejl. Projektgennemgang kan være et middel i denne retning. Erfaringen viser, at projektgennemgang er et væsentligt led i kvalitetssikringen og kan løse mange problemer. Bl.a. kan fremtidige tvister om ydelsernes omfang blive afskåret parterne kan henvise til, at forholdene burde være bragt frem ved projektgennemgangen. Desuden kan projektgennemgangen fremme en tidlig planlægning og tilrettelæggelse af udførelsen.

Projektgennemgang omfatter også samspillet mellem de forskellige rådgiverydelser i et byggeri. Men det kan udenfor totalrådgivning og totalentreprise ikke kræves, at rådgiverne optræder som én part ved projektgennemgangen.

Der findes praksis og vejledningsstof om projektgennemgang, f.eks. Byggestyrelsens vejledning i projektgennemgang i byggeriet af 1988. Som grundlag kan også tjene vejledningen om risikobehæftede forhold, se § 5, stk. 1, nr. 5.

Ad § 12, stk. 1, sidste punktum.

Hensigten med bestemmelsen er, at dokumentationen skal blive mere anvendelig, og at modvirke at dokumentationen blot bliver et sæt formelle papirer, der udformes ved arbejdets færdiggørelse uden forbindelse med de aktiviteter, den skulle dække. Bestemmelsen medfører, at også bygherren må reagere løbende, hvis dokumentationen giver anledning dertil.

Ad § 13.

Bestemmelsen fjerner forbudet i det hidtidige cirkulæres § 8 mod at konkurrere på kvalitetssikring, når der gives tilbud. Tankegangen er, at konkurrencen som en af de stærkeste drivkræfter på udbudssiden også bør være med til at styrke kvalitetssikringen. I sagens natur kan kvalitetssikring alene anvendes som tildelingskriterium, når der konkurreres på økonomisk mest fordelagtige tilbud og altså ikke ved en ren priskonkurrence.

Ved prækvalifikation bedømmes virksomhedernes hidtidige kvalitetssikringsindsats, som kan dokumenteres. Bygherren kan eventuelt kræve dokumentation for gennemførte projekter for andre bygherrer, f.eks. i form af afleveringsdokument bilagt mangelliste.

Hvor kvalitetssikring indgår som et tildelingskriterium for den konkrete opgave, bedømmes virksomhedernes evne til i det konkrete byggeri at præstere kvalitet og kvalitetssikring.

Ved konkurrence om rådgiverydelser kan ikke blot evnen til at sikre egne ydelser tælle med, men også evnen til at kontrollere entreprenørernes sikring af disses ydelser.

Det må angives i udbudsmaterialet, med hvilken vægt kvalitetssikring tillægges i rækken af tildelingskriterier. En vanskelighed ved konkurrence på elementer som kvalitetssikring er, at sådanne ydelser ikke uden videre er målbare, ligesom kvalitetssikringens succes i byggeriet som helhed i betydelig grad beror på samspillet med de andre parter i det konkrete byggeri.

Ad § 14.

Der henvises til bemærkningerne om ikrafttrædelsestidspunktet under kapitlet "Generelt om bekendtgørelsen".

Underskrift 1

By- og Boligministeriet, den 25. april 2000 x /x

Versioner

  1. 2000-04-25 · til 2004-03-29