Vejledning om udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge mv. på grundlag af elektroniske meddelelser
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2000/71@2000-05-18/da
Indhold
I bekendtgørelse nr. 356 af 18. maj 2000 er der fastsat regler om udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge mv. på grundlag af elektroniske meddelelser.
I det følgende gives enkelte bemærkninger til bekendtgørelsen og vejledning om, hvordan reglerne skal bruges.
I bekendtgørelsens § 1 står der, at grundlaget for udbetaling af ydelser fra a-kasserne er medlemmets oplysninger på tro og love om arbejds- og indtægtsforhold mv. i udbetalingsperioden, som har betydning for retten til og størrelsen af ydelserne.
Der kan f.eks. være tale om, at medlemmet som betingelse for at få arbejdsløshedsdagpenge skal udfylde et dagpengekort for hver udbetalingsperiode. Medlemmet skal på tro og love på dagpengekortet give oplysninger om ledighed og arbejds- og indtægtsforhold mv. i udbetalingsperioden. Medlemmet skal selv datere og underskrive kortet.
Hvis medlemmet giver urigtige oplysninger på dagpengekortet, kan der blive tale om at betale dagpenge tilbage, jf. § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Der kan også blive tale om at give medlemmet en sanktion efter lovens § 87, stk. 1 eller 3.
Udbetaler en a-kasse dagpenge, uden at der foreligger et korrekt udfyldt dagpengekort, er a-kassen ansvarlig efter lovens § 86, stk. 4. Der henvises også til lovens § 79, stk. 3. Her står der, at krav på refusion bortfalder, og udbetalte beløb skal betales tilbage i det omfang, a-kassen ikke forelægger dokumentation i overensstemmelse med regler, der fastsættes af direktoratet. Der er tale om en objektiv regel. Det betyder, at hvis dokumentationen rent faktisk ikke findes, mister a-kassen retten til refusion.
Hvis den nødvendige dokumentation kan skaffes efterfølgende, bevarer a-kassen dog retten til refusion, og udbetalte beløb skal ikke betales tilbage.
I dag sker udbetalingen af ydelser til medlemmer af a-kasser som hovedregel på grundlag af dokumentation i form af papir.
Denne bekendtgørelse åbner mulighed for, at der nu kan ske udbetaling på grundlag af elektroniske meddelelser, f.eks. via internettet.
Den teknologiske udvikling har gjort det muligt at bruge elektroniske erklæringer i stedet for udbetalingserklæringer på papir. Der er derfor behov for at have hjemmel til at udbetale på et sådant grundlag.
§ 2, stk. 1, fastsætter derfor, at direktoratet kan tillade, at en a-kasse kan udbetale arbejdsløshedsdagpenge mv. på grundlag af elektroniske meddelelser eller blanketter.
Den enkelte a-kasse skal altså søge om tilladelse til f.eks. at udbetale dagpenge på grundlag af elektroniske meddelelser eller blanketter. Tilladelsen vil som hovedregel i første omgang blive givet til en forsøgsperiode på et år. Hvis forsøget går godt, kan tilladelsen gøres varig.
Tilladelsen kan gives til en eller flere af de ydelser, som den pågældende a-kasse udbetaler. Det gælder dog ikke kursusgodtgørelse.
I § 2, stk. 3, står der, at tilladelsen efter stk. 1 er betinget af, at a-kassen opfylder bestemte vilkår af administrativ og teknisk karakter. Der henvises også til § 3.
Det er en betingelse, at a-kassen sørger for grundig og letforståelig information. Det skal sikres, at medlemmerne kender ordningen, hvis de vælger at give a-kassen oplysninger ved en elektronisk meddelelse.
A-kassen skal ved valg af teknisk løsning tage hensyn til de på enhver tid foreliggende muligheder for at sikre, at
1) meddelelsen ikke kan læses af andre end modtageren,
2) meddelelsen ikke kan ændres undervejs til modtageren, og
3) meddelelsen ikke kan være sendt af andre end den, der står som afsender.
Ønsker a-kassen f.eks. at bruge en kommunikationsprotokol kombineret med et givet krypteringsniveau, skal krypteringsniveauet være så stort, at det ikke er sandsynligt, at der kan ske misbrug ved, at krypteringen brydes.
Systemet skal indrettes på en sådan måde, at medlemmerne som hovedregel først kan sende elektronisk eller sende rettelser den sidste dag i udbetalingsperioden. Den enkelte a-kasse afgør selv, hvor længe medlemmet efter udbetalingsperiodens udløb skal kunne sende meddelelsen elektronisk. Det skal også kun være muligt et mindre antal gange at identificere sig forkert som en bestemt afsender, inden systemet lukker.
Reglen indeholder kravene til erklæringen fra a-kassens statsautoriserede revisorer. Erklæringen skal foreligge som betingelse for, at direktoratet kan tillade udbetaling på grundlag af elektroniske meddelelser.
Denne regel skal ses sammen med § 6 i bekendtgørelse nr. 705 af 22. oktober 1991 om tilsynet med de statsanerkendte arbejdsløshedskassers administration mv. Der står heri, hvad revisorerne skal undersøge om beskrivelserne af a-kassernes administrative rutiner (forretningsgange).
Den almindelige opbevaringsregel på 5 år gælder også for udbetalingsmateriale efter denne bekendtgørelse.
Systemet skal være indrettet sådan, at det ikke er muligt at ændre i elektronisk indsendte dagpengekort mv., hverken af medlemmet eller a-kassen.
Systemet skal også være sådan indrettet, at det er muligt på kort tid at danne en letforståelig udskrift af det elektronisk meddelte. Dette kan f.eks. ske til brug ved overflytninger og til brug for direktoratets tilsynsvirksomhed.
Oplysninger fra medlemmerne til a-kassen ved hjælp af elektroniske meddelelser er et tilbud. Der kan altså ikke være tale om, at a-kassen pålægger medlemmerne at bruge denne metode til at sende oplysninger.
Der kan dog opstå behov for, at en a-kasse kan udelukke et medlem fra at bruge elektroniske meddelelser. Der tænkes her især på tilfælde, hvor medlemmet ikke har brugt ordningen korrekt, og tilfælde, hvor medlemmet tidligere har misbrugt ordningen.
A-kassens beslutning efter § 6, stk. 2, er ikke en afgørelse i lovens forstand. Den er derfor ikke omfattet af de almindelige klageregler, jf. lovens § 98, stk. 1.
Underskrift 1
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 18. maj 2000 Tove Loft /Thorbjørn H. Pedersen